↩ Hen paa Sommeren hændte imidlertid en uventet og for mig høist glædelig Begivenhed. En original Englænder, Signor Naso, som Romerne kaldte ham paa Grund af hans mærkværdig grimme Næse, kom tilfældigt ind i mit Studie og kjøbte min Niobe, et Arbeide, som Svingberg især havde rakket ned. Han betalte det saa rundeligt, at jeg pludseligt saae mig forvandlet til en Krøsus, der kunde ombytte det pestbefængte Rom med den rene Bjergluft i Ariccia og Genzano. Jeg flyttede derud i August og naaede først Rom i Begyndelsen af October. Da jeg kom tilbage var det som til en ny Jord og en ny Himmel. Svingberg var død i Neapel af den Sygdom, som han havde stræbt at undflye i Rom; hans Lære var uddød, hans Recensioner glemte. Nye Ansigter kom mig imøde, nye Bekjendtskaber bleve stiftede; men Ingen kunde give mig Oplysning om Malm, den Eneste, efter hvem mit Hjerte længtes.