Indhold
- Da Obeliskens lange Skygge som...
- »Holmgreens Manuscript«
- Naar man fra Frederiksdals uan...
- Den dalende Sol havde endnu ku...
- Seent ud paa Aftenen gik Henry...
- Da Henry havde beroliget Mary,...
- Da Henry traadte ind i den fes...
- De samme Solstraaler, der havd...
- Da Henry havde naaet »Triangel...
- Da Henry den næste Morgen lang...
- Tre Uger senere, og atter en S...
- Neppe havde Boldt forladt Være...
- Et sandt Eventyr
- Janushovedet
- Skjæret af de sidste Cerino'er...
Alle forekomster
↩ »See, nu gaaer Jordens Sol bort, der er kun en Linie af dens blodrøde Skive over Horizonten; men seer Du, hist over Hjortholm staaer vor Sol, de Eiskendes Sol, Freias lysende Stjerne. Om Aftenen tænder den sit Blus før nogen af de andre Stjerner. Den blender ikke som Solen, forraader ikke som Maanen, den lader Natten beholde sit skysorte Slør, som skjuler de Eiskendes Gang, men selv er den det lysende Tegn, der kalder til Mødet.«