↩ »O,« svarede han, krystende hende i sin Favn og bedækkende hende med Kys, »jeg har været blind og døv for Livets egentlige Kjærne. Jeg har som den vantroe Thomas hver Dag seet Kjærlighedens Undere for mine Øine uden at ville troe derpaa. Sværmer og Drømmer? Hvad er Livet Andet end Sværmeri og Drømme. See Dig omkring! Nu ruller Nattens Karm frem over Jorden og ender Dagens travle, møisommelige Værk, for at Aandernes Liv kan begynde. Mærker Du 241 ikke, at hver Blomst dufter stærkere, at Skoven drager sit Aandedræt dybere og fylder Luften med sin Aande? Seer Du ikke, hvor Skyerne mødes, glødende og glimtende, og hvor Stjernerne søge hverandre paa deres Gang? Seer Du, hvor Søens og Engens Alfer stige frem som hvide Taageskikkelser, der smelte sammen med hverandre, og hvor Duggen som Kjærlighedens Graad glimter i hvert Blomsterøie, Du gaaer forbi? Hører Du ikke, hvor Aftenklokkens Klang blander sig med de underlige Toner, der stige op fra Søen, der hviske mellem Skovens Stammer og lege mellem Rørene? Det er Naturen, der smelter sammen i Kjærlighed. O, Harriet! I et Øieblik som dette kunde jeg falde ned og tilbede Naturen! I et Øieblik som dette, kan jeg forstaae Kong Volmers Ord: »Lad Herren beholde sit Himmerig, naar jeg blot har Tove og Gurre.««