↩ »Jeg veed det ikke,« hviskede hun sagte. »Den Gang jeg tjente hos Etatsraaden, gik Tiden saa roligt og saa stille; men siden jeg lærte Dig at kjende, kom der saa megen Længsel og Uro i mit Sind. Jeg syntes 246 tidt, at jeg maatte lære saa meget, for rigtigt at kunne forstaae Dig. Jeg længtes efter at blive saadan rigtig en fiin Dame, saadan som dem, der kom til Etatsraadens, og som jeg tidt hørte Dig tale med. Jeg syntes saa tidt, at Du maatte komme til at holde mere af mig, dersom jeg kunde blive lige saa galant og oplært som dem. Du veed ikke, hvor det var svært for mig, naar jeg saae Dig tale eller danse med de fine Frøkener, mens jeg maatte gaae omkring med Theebakken for at byde Dig og de Andre. Husker Du, at jeg engang, blot fordi Du saae paa mig, væltede et Fad med Viingelee ned over den gamle Justitsraad, der sad i den lave, grønne Lænestol? Og husker Du, at jeg kastede Portnøglen ned til Dig i Etatsraadens Nathue, for at den ikke skulde klingre mod Steenbroen, og at jeg laante Dig hans Filtsko, for at Kjøkkentrappen ikke skulde knirke, naar Du kom tilbage efter at have fulgt de fine Frøkener hjem? Og kan Du saa huske den Aften, da Du faldt paa Trappen og greb for Dig i Mørket, og fik fat i Klokkestrengen, saa det kimede over hele Huset? Gud, jeg seer endnu Etatsraaden staa i Kjøkkendøren med Nathue paa Hovedet, Lyset i den ene Haand og Kjøkkenøxen i den anden, mens Du allerede var langt borte!«