↩ »Tillad mig,« sagde Frederik med et ironisk Smiil, »at omsætte disse skjønne Floskler i jævne Ord, thi Dine gaae en Smule for høit. Altsaa - »Naar Natten ruller sit skysorte Slør ud over Himlen,« hvilket med andre Ord vil sige, naar det er blevet saa mørkt, at man ikke behøver at frygte Skamrødmen paa sine Kinder, naar Hovedvagtsuhret lyser og Tranlygterne tændes, da er det, at Bylivets uklare Taager som lette Drømmebilleder banke paa Din Dør. Da er det, at Henry Vernon ikke kan modstaae Østerlandets Eventyr fra Tivoli eller Charlottenlund, 256 men slaaer sin Kappe tæt om sig for at vandre ud i det underfulde Trylleland, der udbredes for ham. Da er det, at han giver Brandt »halve«, og den gavmilde Brandt ham »hele Historier« igjen, og naar de saa forlade den gamle Ølhalle eller den gemytlige Schweizerpavillon eller la maison blanche, da tale de fortryllede Ord til de fortryllende Sanggudinder og finde Nøglerne til Romantikens Døre i Enden af deres Pengepung.«