Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra Fra Piazza del Popolo · I

I stedet for at præstere en grundig psykologisk analyse henfalder Bergsøe så til skildringer af gruopvækkende, mysteriøs eller sentimental karakter som fx af Leon de Villes lidelser i marmorsarkofagen: »Beskrivelsen er fortræffelig, endogsaa glimrende; men den har ikke det mindste Spor af æsthetisk Interesse. Hvorfor? Fordi det Ethiske mangler. Denne Situation, hvori det Psychologiske er udmærket beskrevet, har ikke og faaer ikke Noget at gjøre med vedkommende unge Mands ethiske Forhold, og Skildringen af den er derfor ikke forskjellig fra Beskrivelsen af et hvilketsomhelst physiologisk Experiment. Det er absolut upoetisk, thi til den virkelige poetiske Skildring hører, at det psychologiske Billede viser sig i Belysning af den ethiske Anskuelse; naar Eet af dem mangler, mangler det Æsthetiske.« Med lignende synspunkter var Schacks Phantasterne blevet mødt ti år tidligere.