↩ Men afgrænsningen i forhold til det moderne gennembrud var dog umiskendelig, efterhånden også bitter på begge sider - her var i høj grad litteraturpolitik på færde, foruden stikkene til Bergsøes ikke ubetydelige selvfølelse. Bergsøe placerede sig og blev placeret. Af et stortalende Drachmann-digt efter Chr. Winthers død tog Bergsøe anledning til - i »Svar fra Esrom Sø til Holger Drachmann« (Ude og hjemme 3. marts 1878) - at belære den »kjære, unge Ven« om, at denne aldeles ikke kunne gøre krav på at være moderne arvtager efter den gamle digter; skulle nogen have adkomst, var det måske Carl Ploug - nu gammel hugaf på højre fløj. Bergsøe var altså at regne blandt »Højres bedste Mænd«, en række litterære nulliteter, som Edvard Brandes maliciøst anfører i omtalen af en dårlig antologi af A. Westrup (Morgenbladet 11. maj 1881). Sin grundigt opsamlede forbitrelse over at være stillet i skyggen af det moderne gennembruds mænd gav Bergsøe luft i dramaet Sandhedens Mænd (1894), en slags aristofanisk, 585 i hvert fald plump komedie med store genkendelige portrætter af Drachmann og Sophus Schandorph.