Bang, Herman LUDVIGSBAKKE

LUDVIGSBAKKE

I TAKNEMMELIG ERINDRING

OM

EMIL BJERRING

170

"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde Tallene sammen.

171
*

PAVILLON I.

...... "Er ikke det et af Digterens Maal: at
give deres Klage Ord, som aldrig klagede? ..."

Til Plejerskerne.

Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.

Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord. Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik - Øjne, der søgte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer. ....

Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.

Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt ...

Men hine to Kvindeansigter - aa dagligdags Ansigter med bortstrøget 172 Haar fra lidt kantede Tindinger - var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.

Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.

Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus' ustandselige, drivende Hjerte.

Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her ...

Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time - det blev Rammen, flød sammen som Ramme om et enkelt Liv.

Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.

Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.

Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de helbredes og - de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og hjælpes og gaar og glemmer ...

Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen.

Det syntes mig at maatte være tungt, og derfor sendes denne Bog derhen, hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.

H. B. Paris, Marts 93.

173

FØRSTE BOG

PORTØREN var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:

- Vi skal afsted.

- Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, før han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom af sted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede - først heroppe, saa dernede.

Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa "A" var der ganske stille ...

Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.

- Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne" : hun flyver op ligesom Hønsene.

Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.

174

Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede - før hun begyndte at læse:

Horsens, den første Oktober.

Du kære Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsiide. Jeg véd det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".

Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og naàr jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Saa - er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad Døren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.

- Olivia, Fingrene af Munden.

- Naa, ja, det h a r jeg sagt, det bliver sidste Gang, 175 Du faar Skindkant om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.

- Ja, saa kan Du gaa.

Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.

- Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben - jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen -: Og kun ét Haandtag i Tasken .... ja, saa kan Du gaa ...

Jeg var paa Vejen.

- Men om Karen først - kom det stadig fra Forhøjningen - vilde være saa venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.

Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:

- Nej - og Mama sukkede - der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret ...

Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig - de havde vist egentlig ikke omgaaedes før - og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saá paa hinanden og bed Fingre - - da jeg paa én Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.

Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte ...

Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne - Du 176 saá altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier - :

- Ida ...

- I-da, det er Olivia Franck. Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:

- Sæt Dig, min Pige.

Og jeg satte mig ved Døren - hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene - til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:

- Har Ida Lommetørklæde? sagde hun - jeg tog altid til min egen Lomme for at føle -: Kom saa ingenting til ...

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet - jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv - lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene - hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen ...

Mama sagde:

- Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.

Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:

- Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa Møblerne.

Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.

177

Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:

- Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?

Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord ...

Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i Verber.

Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Mullers Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene rullede dem "under høj Søgang" ... Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl ...

Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.

Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:

- Vi maa sige det til Mama.

Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:

- Ida har revet sin Kjole.

Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:

- Hvor?

Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:

178

- Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus ?

Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal:

- Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af.

Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, d e t var hun vant til.

- Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen. Mama slap Kjolen:

- Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.

- Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.

Mama slog Hænderne ned i Skødet:

- Saa er de ikke hjemme før halv ét, sagde hun overbevist.

Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.

- Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa - Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde -:

- Nej, det vil ikke ses.

- Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun Latin: ja, naar det blot ikke ses ...

Det saás ikke.

- Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til. Nej, det ses ikke.

- Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:

179

- Nu vil vi ha'e Crémekopper.

Crémekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Pinsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad.

Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:

- De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.

- Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.

Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt,

først jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene :

- Har Ida været artig?

- Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.

- Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.

Du fik dit Pandekys og var afsted.

- Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet:

- De saá ingenting.

- Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:

- Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:

- Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne? ... Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?

... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.

Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer ...

180

Mama blev ved at sige:

- Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre ...

Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker ...

Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.

I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten:

- Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.

Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir ...

Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.

- Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund ...

Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:

- Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskaabe:

181

- Godaften, Godaften! Børn, Børn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:

- "Søde Fru Franck, hvor er "Føllene"? Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

- Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

- Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt ...

- Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:

- Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.

Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo:

- Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk ... Har I til første? vendte hun sig til os.

- Ida ikke ...

- Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.

Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.

- Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg ...

Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:

- Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.

Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren:

- Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.

182

- Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:

- Nina, raabte Mama.

- Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.

Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:

- Det stille Pigebarn er nydeligt.

"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.

Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene ...

Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.

Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.

Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:

- Gaar Du ikke med ?

Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:

183

- Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.

Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.

Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene ...

Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.

Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.

Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.

Din

Olivia.

Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.

Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.

Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.

Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:

- Maa jeg gaa igennem, Frøken?

- Værs'go'.

Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.

Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:

- Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa 184 Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.

- Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.

- Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.

Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den:

- Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad.

De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.

- Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.

- Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun:

- Han er den eneste, jeg er forskrækket for. Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig ...

- Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse ...

- Et Spøgelse?

- Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.

Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.

- Naa, Godaften, Frøken.

Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.

Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, 185 mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.

Og saa paa Ludvigsbakke.

Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.

Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.

- Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.

- Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted -:

- Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:

- Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen.

- De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.

- Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det var, som de var det 'eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:

- Rask - her, hvor man er lukket inde.

- Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.

- Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo ...

Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa rast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.

- Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.

186

Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.

- De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.

- Hm; han saá kun paa hende.

- De skal spise, Schrøder, gentog hun.

- Hm.

- Men det maa være nu - hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde Manden svært for at høre -: for nu kommer Lægerne.

Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.

Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.

Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:

- Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.

- Nej, Hr. Reservelæge.

Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren. Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:

- Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".

- Var dét Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.

- Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet - to Mand ... Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro ... Hvad siger De, Frøken Brandt?

Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:

- De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk 187 Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.

Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.

Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.

Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet :

- Hvad er Klokken, Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):

- Mit Uhr er gaaet istaa.

- Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.

- Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The ...

Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.

Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke - ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.

Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkesiet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede - for sig alene.

Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang.

De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.

- Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.

- Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.

Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene 188 besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger ... ikke?

Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A".

Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem.

- Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.

Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.

Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.

Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.

- Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.

- Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...

- Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-Kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.

Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.

Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:

- Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.

Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:

189

- Det er forresten et pænt Menneske.

- Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en Maskes - og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.

Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker:

- Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" ...

- Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde "hjælpe" : jeg kommer meget forsiide.

Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:

- Hvad har det Liv kostet?

- Tak, Jomfru.

Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:

- Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.

Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:

- Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet. Og de begyndte at tale om Hatte.

- Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.

Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:

- Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse, mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.

- Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og 190 havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.

- Godnat.

Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:

- Maa man være her lidt? sagde hun. Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:

- Frøken Friis holder meget af Klæder.

Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:

- Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.

De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.

- Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.

- Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch. Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.

- Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar ... Gud, B randt, at De ikke "flammer" det.

- Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.

Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam : De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet ...

Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:

- Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede ...

De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin Plads:

191

- Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske ...

Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:

- Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.

- Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.

Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet:

- Manden gaar med Stropper i Benklæderne.

Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle Konferensraad og Konferensraadinden.

- Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.

- Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.

- Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs ... med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet ...

Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes Uldstrømper:

- Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle.

- Skal De op, Brandt?

- Ja.

- Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat. De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.

- Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.

- Godnat, Brandt.

- Godnat.

192

Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene.

Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Græsplænen saa lang han var ...

Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen ...

Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide Parasol.

Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting.

Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem - derhjemme paa Ludvigsbakke.

Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire -i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.

Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, 193 de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa - for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret - og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.

Moderen aabnede Døren:

- Brandt, jeg venter med Maden.

- Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa ... Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:

- Ja, min Ven, ja, min Ven.

- Hatten, Brandt, sagde Moderen.

De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.

- Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.

Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.

Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.

Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.

Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden.

Moderen nikkede.

- Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sag- 'de hun.

Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.

Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi 194 "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

- Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.

- Godaften, svarede Moderen.

Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-Allé.

Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel - og saa for Skovrideren.

- Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt ned i Nakken.

- Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.

- Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det sætter Blodet i Bevægelse.

De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.

De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.

- Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.

- Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

- Ja; men Fanden véd, om det holder.

- Jo, Lund, sagde Fruen og saá hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

Lund bare lo:

- Naa, født Silfverhjelm - Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort - 195 kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden.

- Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting.

- Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.

Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret:

- Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned. Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.

- Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbaand: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud véd, hvordan det gaar til.

- Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saá, saa paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?

Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.

- Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i Slutningen af Juni.

- Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.

Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende

op paa sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.

- Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en.

Skovriderens gik Klokken ti.

- Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.

- Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.

- Men de er dog hjælpsomme. Lund, sagde hun.

196

Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun.

- Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede.

Lunds gik hjemad.

Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.

... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom.

Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.

Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe, mens de alle drak og spiste.

Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:

- Ingeborg har vist ingenting?

Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med graa Sløjfer.

Man hørte ikke et Kny.

Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var færdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det gaar til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nød.

- Sofie, sagde Fru Brandt, der saá ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.

- Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser til Middag saa sent.

Kroens to havde vendt Overkopperne.

Brandt kom frem nedenfor Højen, hans Benklæder kom saa let ind i Skoene bagtil, naar han gik:

- Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et? sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte forlegent deres Navne, 197 for han vidste ikke andet at sige, mens Smaapigerne skubbede sig og saá ned i deres Skørter.

- Men saa skulde I lege, sagde han.

- Saa skulde de lege, gentog han til Konen.

- Men der er maaske nogle af Børnene, der vil ha'e' mere, svarede Fru Brandt.

- Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle.

- Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.

- Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Smaapigerne blev siddende rødhovedede og stille.

- Ja, ja, men Børn maa støje, sagde Brandt, Børn maa støje, de maa røre sig. Og paa én Gang sagde han, helt forpint:

- Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.

Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetørklæde forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.

- Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Bænk ved Siden af Ingeborg og hun rakte 'hende et Lommetørklæde, som var alt for lille til at kastes.

Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i Hovedbygningen stod alle Døre paa vid Gab og der lugtede af stivede Gardiner og Renlighed.

Frøken Schrøder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Strømper: hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:

- Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene falde.

- Ja, lille Schrøder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde Brandt, der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklæder:

- Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.

198

- Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i det.

Schrøder saá sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.

Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.

- Naa, i Guds Navn, hun saá til Gardinerne: saa hænger vi op inat.

Nede paa Højen var de begyndt at trille med Laag.

- Vor Herre bevares, sagde Schrøder og saá ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rørt.

Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens Ingeborg og tog Schrøders anden Haand:

- Se, sagde Foged-Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.

Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebørn bagi, for de kom sidst.

Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de saa skulde løbe:

- Nu ka' man da høre dem, sagde han.

- Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at hænge op.

Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem Haven op paa Højen for at dække.

Ida var saa lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder paa Haanden, uden at sige et Ord ...

"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferensraaden sad 199 midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.

Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.

- Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.

Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.

- Naa, sagde Schrøder, her flyder det.

Alle Dørene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skørter laa der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte op og flyttede.

Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op, saa hun kunde dømme om Stofferne :

- Ja, de kan, sagde hun.

- Naa, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er det nu ikke altid saa stort hos de Københavnere ... Det kan man se paa saa tit her maa vaskes.

Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru Brandts Art at spørge, hun brugte kun sine graa Øjne), mens Schrøder løb foran og regerede og snakkede:

- Ja, Gud véd, hvad det kan bli'e til med Frøken With og Falkenstjerne ... Men de passer, véd De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner - det slaar altid til ...

- Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrøder. Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:

- Frøken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, véd De, det var nydeligt at ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Løb herop fra Bræstrup en Middagsstund ...

Jomfru Jensen var Syjomfruen i Bræstrup og hun 200 tog undertiden et Mønster i Gæstekamrene om Sommeren.

- Det er "Garibaldi", forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.

- Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.

- Frøken, Frøken, raabte Ida udenfor Vinduet.

- Dér er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede "Spirrevippen" ind, før hun løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud af et Tyl, helt frem i Stuen.

- Det er hendes Slæbkjole, hva'? Den er foret.

Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt Skørtet ud over hende som en Kaabé; men Fru Brandt følte ind paa Foret:

- Foret er af gammelt, sagde hun.

- Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de faar ud af 'et.

Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.

- Og saa gaar vi, sagde hun. Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa Græsgangen igen:

- For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til Vask.

- Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdøren.

- Aa nej, sagde Schrøder, man maa selv gaa og stampe i 'et.

Hun blev staaende et Øjeblik paa Trappetrinnet og saá efter Fru Brandts Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:

- Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det vilde.

De tre Husmandskoner gik stille inde i Køkkenet. De var paa sorte Uldsokker, skønt der var Stengulv.

Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra 201 Skolen. De omgikkes ellers aldrig saameget i Sommertiden :

- Man véd jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa "Gaarden" er god nok om Vinteren.

Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knæene, mod Torden. Og det trak ogsaa svært op med Skyer nede over Bræstrup.

Madam Madsen havde saamæn ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmælk hen, for Madsen varede mod Torden det første, han stod op om Morgenen. Han følte det jo i Hugget.

Madsen havde faaet et Sabelhug i første slesvigske Krig og var Formand for Vaabenbrødreafdelingen.

- - - Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til ...

Godsforvalterens Piger løb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen, og inde i Avlsgaarden hørte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne skulde lukkes - da begge Vognene kom, alt hvad Tøjlerne kunde holde, nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.

Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte at raabe straks nede ved Indkørslen:

- Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom løbende ud af Avlsgaarden i en stor Kappe.

Gæsterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tændte Lys bag nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede".

Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa, raabte, de skulde blive samlede; og Schrøder løb gennem Regnen over til Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted 202 med Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun havde ikke turdet gaa hjem.

- I Hus, i Hus, raabte Schrøder, som havde Karl Eichbaum paa Skødet.

Men Frøken Rosenfeld havde taget en Badehætte paa og stod midt paa Plænen og fangede Regnen i Hænderne.

- Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bøjet Ryg, løb hun ind under Glastaget.

- Her, sagde Frøken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle paa Havetrappen nu og saá gennem Regnen ud mod de lydløse Lyn.

- Her, sagde Frøken Adlerberg og tvang Frøken Rosenfeld ned paa en Plaid.

De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev mørkere, fortællende om Uvejr og Lynnedslag.

- Ja, sagde Forvalteren med sin træge Stemme: da Aggersøgaard brændte, Konferensraaden husker, det var en tung Time, før vi fik Kre'ruret ud ...

Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, stærkere end de andre:

- Men begge Baronens Køreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ... det var skammeligen.

- Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi to, da den gamle Flagstang fik sit ...

- Ja, Hr. Konferensraad.

Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:

- Det var det Aar, da min salig Kone døde.

Madam Madsen nikkede: hun huskede det.

Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saá de Kvæget ude over Markerne og Husene i Bræstrup. Alle tav med Undtagelse af Frøken Adlerberg, der hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:

- Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.

203

Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes.

- Dér er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod dem.

Frøken With greb Løjtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet ved hendes Fødder, i Skuldren:

- Hør. Og hun sagde med en spæd og lille Stemme:

- Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kælderen. Der kom igen et Lyn, og Schrøder talte halvhøjt, til Braget kom.

- Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen.

- Ja, Hr. Konferensraad.

De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem.

Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt Hoved, hviskede stille:

- Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...

Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.

De saá en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke turde ride videre for Dyret ...

Tordenen tog hans Stemme, og det var saa mørkt, at man knap saá hans Ansigt, mens han sagde:

- Det brænder Vesten for Bræstrup - - det var en svær Flamme ...

- Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde halvhøjt nogle Ord om, hvor højt han havde assureret.

- Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frøken Adlerberg 204 til Kandidaten og havde foldet Hænderne om sin Havehat.

Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet saá hun hende sidde ubevægelig og bleg foran sine Lys.

Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mærkede hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saá han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der saá ud, som var de grønne.

- Frøken With, Frøken With, sagde han. Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget til Jorden ved deres Fødder:

- Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og tænkte paa sine Skove.

Ingen talte og ingen vilde kunnet høre. Naar Drønet døde hen et Minut, hørte de Kvæget, der brølte paa Marken, og Faarene, der brægede klagende.

- Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saá de Brandskæret, bag Laderne, i Mørket.

- Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.

Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg:

- Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.

Falkenstjerne havde taget Frøken Withs Hænder: Frøken Emmy, sagde han, det var første Gang, han nævnte hende ved Fornavn.

- Frøken Emmy.

- Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt hendes Hænder.

Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tunge Fald.

205

Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden:

- Hvor det dog var skønt.

De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saá de, vest paa Himlen, Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter Branden hos Christen Nielsens.

Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.

Saa begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at synge sagte.

Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:

- Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:

Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove,
snart kommer Natten saa sort
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
til de gulnæbbede Smaa;
og naar imorgen Du kommer tilbage,
sig mig saa alt, hvad Du saá.

- Se, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod hans Skulder:

- Se Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han saá saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkørselen med sin dæmpede Bas:

206

Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
stræk dine Vinger nu vel.
Ser Da to Elskende, dem skal Du følge,
dybt skal Du spejde deres Sjæl.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
burde jo tolke min Røst.

Sangen døde hen.

Ude i Natten var Regnen ophørt, og de gik alle ned ad Trinnene (Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden) og stod og aandede langt ud i den svale Luft.

Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse.

Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der let og skreget nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg.

Lidt efter skiltes de.

Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vække Barnet.

Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op ad Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med Hænderne om sine Knæ.

Dér saá hun Dagen bryde frem.

- - - Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevægelse. Det var Konferensraadens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.

Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren, havde hun laaset af med en vældig rusten gammel Nøgle:

- Idag ka' vi ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.

Nøglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.

De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbi Godsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignede en Skildvagt med Geværet 207 i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil Frøken Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:

- Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.

Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.

Frøken Adlerberg bandt med Handsker paa:

"For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde Mærker.

Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra Jorden og lagde dem i Skødet paa Frøken Rosenfeld.

- Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld. Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken Adlerberg, sagde:

- Ja, det er frygteligt med Hænderne. Franz (det var Apotekeren) taaler heller aldrig, at jeg rører mig for mine Hænder.

- Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:

- Tak, min Ven.

Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.

Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.

- Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode - de gik alle af undtagen én. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min Fuldmægtig, lavet en Sol ... det var kønt.

Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:

- Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret med de sorte Fingre.

- Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken Rosenfeld.

Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.

208

- Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:

- Hvor mange Alen har vi nu! Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og begyndte at synge:

I Skov, hvor Bøssen knalder,
hvor Jægerhornet gjalder
og Hundekoblet gøer.
Hvor Fugl med knækket Vinge
og Dyr med saaret Bringe
forbløder sig og døer -

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh,
hvor Hundekoblet gøer.

Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens, komne.

Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.

- Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til - jeg synes dog, de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i saadan en Anledning ...

Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget.

- Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa Viljen.

Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:

- Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.

- Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.

Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste ikke sine levende Raad for et Jern ...

- Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer Krigsmagten.

209

Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.

De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik op.

Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene og Guirlanderne, der laa paa Jorden.

- Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa en Bænk, hun vilde altid gerne sidde.

Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:

- Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...

... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rød Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.

De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmørket, da han gik forbi.

Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:

- Vi har reddet Vinen, hviskede han. De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om deres Skørter.

- Og Lamperne? hviskede En.

- Har dem, blev der hvisket tilbage.

De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.

- Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.

- Hys.

De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.

Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad 210 paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke.

- Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.

- Ja.

Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.

... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.

Han blev staaende og saá ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foran Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:

- Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene - ja, her er en dejlig Plet.

Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen ; han vilde se at faa noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:

- Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben.

- Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar : Men Du m a a op for at overrække Stagerne.

- Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.

Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i Undertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter. Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede og vaagnede og blundede igen.

De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.

- Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til Gærdet paa Sokker.

- Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt paa i Havestuen.

Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:

211

- Ja, Brandt, dér har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Tøj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham.

- Hvor er Barnet? sagde Brandt kun. Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole.

- Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder:

- Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat.

De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte:

- Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.

- Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.

- Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen. Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.

- Ida, Ida, raabte hun.

Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:

- Fa V, nu skal Du op.

- Ja, Barn, nu kommer jeg.

Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.

Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:

- Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud?

- Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.

- Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.

212

Brandt sad lidt:

- Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.

Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saá Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst og Ryg.

Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:

- Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.

Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.

Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:

- Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.

Doktoren svarede ikke; inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:

- Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.

De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:

- Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.

- Ja, sagde Skovrideren.

Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:

- Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.

De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres 213 Skridt dø hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:

- Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens Puder.

Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:

- Nu skal Apotekeren overrække Stagerne. Den Syge virrede kun med Hovedet - maaske var det en Flue - og han sagde:

- Skal I ikke over med Blomsterne ...

- Det maa vi jo, sagde Fruen. Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:

- N a a, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven.

Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt og haardt.

Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med Feberen ...

Nu hørte han Kammerherrens Stemme - Sofie sprang i Sokker ud til Gærdet - og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte Kammerherren for Konferensraaden.

Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik - Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.

Hvor var hun spæd og rød og bittelille ... Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r ...

Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst: nu raabte de Hurra for Konferensraaden ...

Saa faldt han sammen igen og blundede.

Da han slog Øjnene op. sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans Seng:

- Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.

214

- Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.

Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.

- Ja.

Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad.

- Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.

De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.

- Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?

- Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.

De hørte Trin i Havegangen,. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne.

- Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen) :

- Brandt, det er Konferensraaden. Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:

- Kære Brandt ... Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom:

- Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...

- Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand.

Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille, 215 ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.

De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.

Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.

Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne :

- Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.

Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?

- Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.

Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor Skovrideren stod og ventede.

- Saá Du ham, spurgte han.

- Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):

- Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Hænder.

Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:

- Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.

Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.

Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa Gardinerne.

- Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.

- Det er Faklerne, sagde Doktoren.

- Ja, det er kønt, sagde Brandt.

216

Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende August:

- Hvordan er 'et? sagde han.

- Det er skidt, sagde Doktoren. Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra Udenrigsministeriet.

- Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg, - der var noget mørkt i den Allé -: hvordan har han det? Doktoren trak paa Skuldrene.

- Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.

Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede.

Saa kaldte Brandt:

- Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:

- Det er Synd for Dig ...

Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.

- Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.

- Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.

- Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene. Hun blev længe staaende og saá ubevægelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:

- Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.

.... Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den 217 første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to.

Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange "Aah-Aa-h", mens en lille Dame, der var kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk, sagde:

- Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.

Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:

- Se dog, se, sagde hun.

Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:

- De gaar ikke højt, sagde han. Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen, sagde:

- De er fra Landet.

Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:

- Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilføjede, seende ud i Luften:

- Og han var en saa fortræffelig Mand. Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand:

- Men hvorfor græder Du? spurgte hun.

Barnet svarede hende ikke.

Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de:

- Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.

Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru Brandt sad bred paa den samme Plads.

218

- Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.

Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:

- Er det Barnet? sagde han: Saá hun Fyrværkeriet?

....

Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu, Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.

Alle Hunde fo'r halsende op ...

Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.

Gamle Brandt var død.

Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skød.

Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.

Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde se sit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og om Brandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.

Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:

- Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:

- Ja> JeS er Fru Reck, sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand.

- Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige-Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden iskold.

- Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.

219

Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.

De kom ind i Stuerne:

- Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.

- Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre.

- Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.

Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):

- Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte Fru Brandt sige:

- Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet. Fru Reck ventede et Øjeblik:

- Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk. Fru Brandt havde utvivlsomt s e t det, men hun sagde kun og rejste sig:

- Hvis Fruen nu vil nyde noget.

Og de gik ind i Spisestuen.

Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise - som barrikaderet bag al sin egen Mad.

Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad.

- Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... véd vi ...

Fru Brandt svarede:

- Her var Stengulve, da vi kom.

220

Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.

Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.

Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:

- Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru Brandt.

Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.

Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru Reck sagde:

- Ja, hvad der maa anskaffes.

- Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.

Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand ; talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.

Fru Reck tænkte ved sig selv:

- Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:

- Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.

- En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.

- Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:

- Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.

- Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:

221

- Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.

- Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.

Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels. Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, under en Strøm af Ord:

- Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan saamæn behøves ...

Fruen fra Apoteket blev ved :

- Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo hundrede Ting at tale om.

Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.

- Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler saadan klistrede op ad Væggene.

- Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bø'd til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.

Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.

Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:

- Der sætter Du saa d e t, og d e r d e t - - søde Henriette ... her kan blive nydeligt - -

Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra Jubilæet.

222

Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen flyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.

Hun bad om en Alen. ForDumaa jodogha'eMaalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.

- Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.

- Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol.

Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn.

Hun stod endnu i Døren - Fru Reck var paa Vognen - og sagde Farvel:

- Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært ...

Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saá Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:

- Rigtig svært. Saa var Vognen borte.

Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene:

- Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden.

Schrøder gik.

Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa én Gang 223 satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd.

Ida blev staaende foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig græde.

Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.

Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.

.....

Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa det Sted, de første.

Men de var jo saa spæde og svære at hitte.

Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru Brandt, før hun skulde rejse.

Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm laa der over Gulvene.

- Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.

- Ja, sagde Ida.

- Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes Hænder.

- Mo'r er inde, sagde Ida.

"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.

Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne - det vild' 'et blive.

Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort 224 alle Aftaler ... For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.

- Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:

- Saa skal 'et vel vær'; og hun rejste sig fra Sengen.

- Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.

De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saa man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.

Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet underhaands".

Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.

- Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.

Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa Fruen.

Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde -hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.

Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:

- Har Fruen mon mere?

Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde.

Saa kørte de.

225

De tre andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen væk.

Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.

- Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren. De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.

- Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar Forsørgeren falder fra. Og saa skiltes de ...

- - Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:

Huset var ved at vaagne.

Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fødder ud paa det strikkede Tæppe foran sin Seng.

Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.

Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne paa sig. Hun saá blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.

Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken :

- Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:

- Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores...

Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at 'Fruen kunde vaagne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen.

226

- Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.

Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.

Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:

- Aa, der var nok at tænke paa ... der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle paa "Bakken" mere - - og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem ...

- Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen - saa gik der altid næsten det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel.

Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:

- Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret ... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder ...

Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:

- Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.

Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.

Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent 227 Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.

- Ida, Ida.

Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:

- Ja, Mo'r.

Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag - for de kom jo fra Brylluppet ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen ...

Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte Hænder:

- Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.

Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen. Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt Øjemaal af Levningerne.

Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som en Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok.

- Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges lil Lunds, sagde Ida.

- Hvis de kommer, sagde Fru Brandt. Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen.

- Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gæstgivergaarden.

Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.

- Uhret, sagde Fru Brandt.

- Her, Mo'r.

228

Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".

Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse.

Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme Blik, naar hun saá. paa Idas Hænder ...

Saa vendte hun Hovedet:

- Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.

- Cokes og Kul.

- Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.

Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:

- Men det er godt, naar det kan vare.

Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra Møllen var ledig.

- Klokken er elve, sagde Fru Brandt.

Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.

Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.

- Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ... Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne:

- Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man ...

Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:

229

- Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:

- Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj. Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:

- Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun. Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:

- At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.

- Ach nein, ach nein - Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter -: men det er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar ...

Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-Samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten paa Dagen, omkring ved den første April.

- Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.

- Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa sine Ben:

- Och ellers er hun jo saa anstændig.

Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev siddende stum.

Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:

- Hvem er det denne Gang?

- Gott, Gott - - ja, hvis hun vidste det ... Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:

230

- Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.

Ida kom med Kaffen.

Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:

- Ida, Munden ...

Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.

Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:

- Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika - og han vilde hjem ... Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen ...

Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):

- Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.

Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen:

- Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.

- Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.

- Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden Stemme: och med fir' Børn.

- BH'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.

Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke ...

Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.

- Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer. Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:

- Gott, Gott, der kommer den Pastor ...

Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.

Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed 231 Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.

- Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.

Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.

Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.

Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.

- La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.

- Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.

- Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet - hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne.

Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.

- Aa, se Børnene, sagde Ida:

Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.

Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:

- Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.

Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.

- Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.

232

... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler.

- Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer ...

- Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.

- Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen.

- Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.

- Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane ...

Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:

- De skulde da ha'e Hatten af?

- Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:

- Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding - - og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem ... alle de glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.

- Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.

- Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves ...

Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen ...

- Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen.

- Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.

- Ja, Folk de har saamæn husket os - om det saa 233 er Husmændene, saa har de telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund ...

- Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:

- Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.

- Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.

Ida, der gik og dækkede igen, sagde:

- Og saa var der jo Brudepiger.

- Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.

- Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.

Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:

- Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene - ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.

- Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.

- Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha'.vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.

Ida lo stille, ligesom ømt:

- Hvor det ligner Henriette.

Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.

- Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.

- Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.

- Jo, Mo'r.

Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde - hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok -:

- Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.

234

Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen Mad.

- Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.

Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:

- Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.

- Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.

- Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.

- Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne: . - Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.

Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.

- Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.

Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse.

Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra, Skovriderens Drenge.

- Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde kund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.

- Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.

Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.

- Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For d i n Tur, min Pige ... Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

- Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.

- Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.

- Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan 235 ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.

Hun gav-sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

- Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

- Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.

- Det har Du da aldrig gjort, MoV.

- Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større ... Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.

- Ja, sagde Lund.

Fru Lund blev ved at se hen for sig:

- Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker ...

Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:

- Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.

- Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden - -

Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:

- Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen - en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig ...

- Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

- Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" ...

- Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for 236 Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.

- Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig, Ida - de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren - saa maa Du bruge det paa Panden.

Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

- Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid ...

Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i Stuerne:

- For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.

- Ja, sagde Ida - de talte begge to langsomt og halvsagte - det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

Fru Lund nikkede:

- Ja, saa dejligt, min Pige.

Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden".

- Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.

- Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.

- Ja, vi har saa, sagde Skovrideren

- Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder ...

- Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.

- Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

237

Han saá op paa Lund:

- Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

Skovrideren sagdç noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

- Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?

- Her sidder man ...

Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:

- Det er det Hele.

Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:

- Gud, ja, sagde hun, De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker - nu har der været Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.

Frøken Sørensen talte hviskende og i e n Strøm:

- Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring - - hverken Søstrene eller jeg.

- Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

- Det er jo det - det mener ogsaa baade Søstrene og jeg - - en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.

Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen :

- Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu ... Han slog med'Stokken:

- Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele. Inde i Sovekamret blev der bomstille.

- Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.

238

Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:

- Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden ...

Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

- Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet.

- Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.

Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:

- Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.

- Godnat.

Lund gik ind i Stuen igen.

- Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.

- Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.

Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skælvede :

- Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.

- Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden. -

Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.

- Om Ida maatte følge dem?

- For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren. Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.

- Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.

Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte hende:

- Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu. Hun kom til Sæde.

239

Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren :

- Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen.

- Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.

Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen:

- Fik hun Smørret og Skinken?

- Ja, det lille Skind.

Skovrideren gik lidt, saa sagde han:

- Nej, hun sidder s'gu paa hende.

- Hun er jo syg, Lund ...

- Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske.

- Naa, Lund.

- Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru ...

Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Pelshuen:

- Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.

- Gæstfri, det er hun nu, Lund. Lund blev ved at le.

- Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne paa Bordet for at vise, at hun har dem.

... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:

- Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.

Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.

Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas Stemme, da hun talte til Pigen).

240

- Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af "Enkekassen"?

- Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gaa herud.

Olivia saá lidt paa hende:

- Naa, saadan ... Men kom nu ind.

- The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:

- Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The - hun vilde absolut danne en Diskussionsklub.

- Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par .,.

- Ja, sagde Ida.

- Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.

To Tuller kom løbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Børnejubel, naar Ida kom.

- Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.

- Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.

- Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par Druer i Munden.

Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun; hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret.

Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.

- Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med "Proppen" i de løftede Arme.

241

- Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød.

- Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.

Olivia satte Theen paa Hjørnebordet: Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sideværelse, med Døren aaben.

- Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.

- Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida. Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.

- Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger". Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.

- Hvordan?

- Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.

De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind i Væggen:

- Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?

- Ja-a ...

-- For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa ...

Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:

- Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde lære noget for dem. Naa - hun smilte pludselig over hele Ansigtet - jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget.

Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og sagde:

242

- Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.

Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig sagde:

- Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.

- Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse "ovenpaa"?

- Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre? Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.

Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:

- Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.

Olivia sukkede lidt:

- Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift. Saa sprang hun op:

- Skal vi spille firhændigt?

Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:

- Aa, Du, nu maa Proppen døbes ... Og det er som Fritz si'er, det gør heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i Døbefonten.

De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog Entrédøren op:

- Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun. Lidt efter gik Ida.

Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind gennem Mellemdøren. Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:

- Det tog Tid, sagde hun: hvor var I? Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte:

- Fulgte Lund Dig?

- Ja, Mo'r.

- Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?

243

- Frøknerne Staal.

- Hm, gaar de to unge Piger alene.

- Skal jeg saa læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der søgtes og skiftedes.

Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme og uden Ophold:

"Ejendomssalg i Bræstrup".

"Voldtægt i Hatting" ...

- Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød. Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:

- Tag saa Historien.

Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.

Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:

- Sofie. Tag mig Avisen.

Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i Hatting.

.... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Dør, i Stuen, hvor hun hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun m a a t t e liste Pengene ud af den store Sparekassebog.

- Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?

- Hvilke Pakker?

- Skovriderens Niels kom med Pakker. Ida sagde:

- De var til Fru Lund.

Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det.

Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatoilet. 244 Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.

Sofie kom ind og satte sig henne pa'a Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke:

- Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.

Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.

- Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun. Sofie blev ved at græde - hun græd som en Karl -:

- Men jeg vild' saa gern' be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til Alters ... nu paa Synda'. Hun snøftede højt.

- Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie. Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik ledig.

Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:

- Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt til Sengen som en anden.

Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed. Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:

- Frøkenen maa ta'e Penge iaften - vi har ikke en Skilling i Huset.

- Igen, sagde Ida.

- Naar En aldrig tør si', hva' En køber ... Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes ... Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:

- Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.

Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der kom fra Theatret.

- Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun var der med Olivia, saa slank og mørk.

245

Hun saá altid saa længe Skuespillernes Ansigt og de- ' res Smil og hvordan de gik.

Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.

... Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.

Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.

Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.

Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.

- - -

Ida sad midt i Ærtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkede Ærter i et stort Trug.

- Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.

Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun overholdt den paa Minuttet.

Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi Ærtebedet:

- Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede paa det venligste bestandig Ida paany - hver Gang hun saá hende.

- Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.

Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.

- Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder. Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver 246 Ærtebælgs Fald i Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.

- Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.

- Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.

Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortænder i Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.

- Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde Schrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paa et Pigebarn ... Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.

- Je£ synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.

Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:

- Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.

Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, født With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Børnene".

- Aa, sidder De her?'sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen ...

Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.

- Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.

- Ikke?

- Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger - hun løftede de spidse Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn -:

247

- Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.

- Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.

- Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede - der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte -:

- De har ogsaa deres.

Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde.

- Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.

- Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.

- Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.

Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne, mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:

- Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun ug" fulgte Schrøders Hænder med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter ...

Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.

- Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.

- Nej, Fru Falkenberg, jeg saá .ham ikke.

- Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er sig til ...

Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte siç Ferie paa et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i Øjnene.

Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.

- Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er smaa, men man maa jo sende dem i Skole ...

Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang 248 Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør lukkede sig bag dem - -

- Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.

- Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.

Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.

Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.

Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.

Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.

Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.

- Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med Hovedet over sin The:

- Tak, sagde han. Ida bød ham Kiksene.

- Er det Onsdag idag? spurgte han saa.

- Ja.

- Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og Herren véd, hvad det saa skal blive til.

Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:

- Nej, det er utroligt, sagde han. Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "saa skulde blive til".

249

Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til - saadan. Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig, i Aalborg, og var ikke hjemme mer.

Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue" ; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok:

- Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?

- Ja, Hr. Konferensraad.

Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.

- Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle - - Ungdommen skal h a'e store Lunger og stærke Hjerter.

Han nikkede:

- Luk saa Dørene op.

Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Xonferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.

Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i Godsforvalterens Have:

- De er spraglede, sagde han og nikkede.

Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem tre Ungersvende med opsmøgede Benklæder.

- Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.

- Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa mange Ting at se, naar man bli'r gammel.

- Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel.

Ogsaa Ida var bleven staaende og saá over "Længen"s Have. Hun kom der saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa tilbage af de gamle Træer.

250

- Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.

- Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.

- Naa, ja, ja . .

Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet længe.

Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.

- Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa varmt, at man maa kaste Klæderne.

Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.

Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen.

Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse - alt syntes at blunde i Lyset.

- Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin Bog under Armen.

De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:

- Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.

Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft.

Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saá ofte paa de samme Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne - saa gik de sammen halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.

Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.

251

Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus.

- Er der nogen hjemme, Lucie? Lucie løftede det rokkende Hoved:

- De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.

Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt.

- Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi vasker og vi lapper, Du - - med alle de Gæster. Men de er jo velkomne - det er vist og sandt. Aa, kan Du hjælpe mig ...

Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand.

- Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa Lagenerne: dette er da vist osse de ældste ... Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem véd, hvorlænge det varer ...

- Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.

Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.

- Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem véd, hvor saa vi skal hen.

Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun sagde:

- Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.

- Aa ja, Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.

Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig ubekvemt paa hendes Næse:

- Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.

Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.

252

- Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let. Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun Senge ...

Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden ...

- Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e Lov at dø her.

"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:

- Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.

Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af "Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.

- Er det Ida, raabte den ene.

- Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opad vendte Ansigt.

De unge Piger greb Bærrene og lo:

- Aa, aa ... Kirsebærrene fløj.

- Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.

- Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.

- Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida. Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.

- Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.

- Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig - lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund.

Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste Kirsebær:

253

- Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.

... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en sær Stemning der var over hende ...

- Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.

Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à- banc kørende imod hende. Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.

Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.

Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:

- Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.

Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet Vognen kørte.

Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det ...

Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi:

- Var den der Frøken Brandt?

Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være sket noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:

- Hvordan staar det?

Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:

- Jo, vi skal straks spise.

Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før Middag.

Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.

254

Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.

Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da hun saá en barbenet Dreng komme op om Plænen:

- Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som ventede.

Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.

Den var til Frøken Brandt, sagde han.

- Til hvem?

- Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.

- Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.

- Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til: Naa, la' mig først faa øst op.

En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.

- Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.

- Tag saa Suppen.

Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa sin Kaffe.

- Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde:

- Den lille Stakkel, sagde hun.

Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.

- Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod hende, sagde hun:

- Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og læst det.

- Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.

Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke 255 kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders Kammer.

- Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?

Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende:

- Jeg har sagt til om Vognen.

- Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:

- Naar jeg blot faar hende at se.

Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet - hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu -:

- Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut.

Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:

- De maa'ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.

- Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.

Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.

- Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et Sygeværelse.

- Ja.

Hun nikkede til Schrøder, som gik.

- Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.

I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik paa.

- Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.

- Det er vel det, svarte Johan. Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:

- Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.

- Der bli'er meget, sagde Johan.

256

- Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han drak den og gjorde sig færdig.

- Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.

Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.

Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:

- Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.

- Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.

- Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.

Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine Betragtninger", om at dø pludselig - "der var Ord, man huskede".

- Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.

Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk. Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.

- De skal da ikke køre alene, sagde hun.

Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind over Vogndøren uden at sige noget .

Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind - Vognen var helt nede paa Bræstrup-Vejen nu - saá hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.

Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad. Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine.

Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover Sporet af den bortkørte Vogn ...

257

... De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte. Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.

Ida saá intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder.

Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld:

- Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse ... Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:

- Nu faar jeg hende ikke at se ...

- Men, Ida.

- Nej, nu faar jeg hende ikke at se ...

... Saa var de der.

Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem. Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.

- Doktoren er her, sagde Sofie hviskende. Ida støttede sig til Gelænderet:

- Hun var altsaa ikke død.

- Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.

Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin.

- Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie. Men Ida blot stønnede.

- Og saa telegraferede vi, hviskede Sofie igen. - Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug,

- Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid. Og hun satte sig paa en Stol.

- Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at liste omkring - med saa mange Ting.

Ida hørte kun efter Doktorens Trin.

Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte det ... Og paa én Gang begyndte 258 Ida at hulke, stille og fortvivlet - af Taknemmelighed ...

Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:

- Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt

- Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder har jo været en Del irriteret ... Ida blev ved at se paa ham:

- I hendes Tilstand ... over at De var borte ... Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den Haand, han rakte hende:

- Vi venter til iaften. Farvel.

Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.

Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten.

Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind.

Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, s i n Skammel bag det store Chatol.

Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.

- Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde :

- Jesus Kristus, Jesus Kristus. Men Ida rørte sig ikke.

Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den.

- Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmaal og kom ikke længer.

"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det ... Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gøres til min Ihukommelse."

259

Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte standset og tungt som en Sten i sit Bryst.

- "Vater unser, Vater unser ..." Men Præsten blev ved:

- "Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som I det drikker til min Ihukommelse ..."

Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude:

- Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen :

- Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og -næsten skreg.

Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.

- Dette er Jesu sande Legeme ...

De hørte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at græde.

Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:

Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa derind ...

- "Herren være med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren løfte sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."

Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved:

- Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte at flyde igen.

Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Haand.

- De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.

- Ja, Hr. Pastor.

Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse 260 Ansigt. Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke.

- Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.

... Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig.

Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.

- Sover hun? hviskede Ida.

- Endnu er hun vaagen.

De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor Stearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.

- Sover hun? spurgte Ida igen.

- Hun er vaagen.

De hørte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.

- Taler hun? spurgte Ida.

Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, da Vaagekonen skød Døren op.

- Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale. Vaagekonen rystede paa Hovedet:

- Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:

- Nu sover hun.

De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.

- Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.

Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saá hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet - uden at drage Aande.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.

- - -

Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve. Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.

261

Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.

- Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie. Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.

- Ja, sagde hun, og hun græd, saa det strømmede, mens hun talte:

- Jeg har vist ikke faaet Frøkenen sagt 'et ... at saa bli'er 'et til, at vi gifter os ...

- Gifter Jer? Men - - han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen blev værre og værre og nu gik han ledig altid.)

- Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't 'et ... og saa har En jo hans tre Børn a' pass' ...

- Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.

Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte:

- Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene ... Ida saá paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i Øjnene.

- Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun. Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes:

- En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.

Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle Pige og græd, hun ogsaa - hun vidste knap selv, hvorfor.

Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik ...

Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.

... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.

Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og saá i Halvmørket ud paa "Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia 262 havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder.

Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned. Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias Fødder.

- Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.

- Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke. Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:

- Det er vel - - det eneste, jeg kan. Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.

- Og saa gør jeg da Nytte for no'en ... Ida tænkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme Stemme:

- Nu gifter Sofie sig.

- Med Christian? spurgte Olivia pludselig højt.

- Nej, med Hansen fra Gasværket.

- Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.

- Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.

De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres Fødder:

- Hvor Rolf er stille.

- Ja.

De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.

- Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse. De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt ned paa hendes Haand.

- Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de ind.

Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog.

- Hvor de er kære, sagde Olivia.

263

Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.

- Hvad er nu det? hviskede Olivia. Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.

- Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia. Ida stod foran "Proppens" Seng:

- Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun. De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.

- Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.

- Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige, saa gi'er Du ham lige til Særken ...

Olivia havde fulgt Ida op i Gæsteværelset og vendte tilbage til den stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide Ovn.

- Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.

Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:

- Det bli'er hun vist ikke.

- Men, hvorfor? spurgte hun.

- For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz.

- Nej.

Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget:

- Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige.

Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:

- Og saa kommer alligevel Døden.

- - -

Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet.

... Det begyndte at mørkne - den første Dag i København. 264 Ida var gaaet omkring mellem fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som skulde derhjem igen.

Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede.

Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.

Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker ...

Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus.

Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det store Pakhus. Der var det mørkt.

- - -

Ida kastede sig i sin Seng. S a a drømte hun, og s a a var hun vaagen.

Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne Øjne, genoplevede sit hele Liv indtil nu ...

... Hospitalsporten slog op og drønede. Portørerne bragte Patienter.

To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset - - saa faldt Dørene til ...

I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden ...

265

ANDEN BOG

Naa, Holm, faa nu Fingrene dyppet. De fire Patienter paa "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Hænder fløj ned i Vandfadet.

- Saadan, sagde hun: ned med Poterne.

Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og højbarmet, med Hænderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, sløv og tavs, skyllede Vand op om sin stærke Hals:

- Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.

Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.

- Godmorgen, Frøken.

Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa den solbelyste Seng, og hun drejede rundt paa Hælen - Josefine førte lidt ureglementerede høje Hæle ind paa Afdelingen.

- Godmorgen, Josefine.

- Se saa, sagde Ida og tørrede den Gamles Hænder: nu ligger De godt, Sørensen.

Den Gamle smilede og nikkede.

Nøglerne klang saa raskt i Dørene: Godmorgen, Godmorgen - for et dejligt Vejr. Det var Frøken Kjær, der rap og rødmosset stak Hovedet ind ad Døren fra Kvinderne.

266

- Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens Frøken Kjær fløj ud gennem Køkkenet.

- Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dør.

- Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den laasede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveaarige Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj.

- Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frøken Kjær og dundrede igen.

Nøglerne klang paany, og borte var hun.

Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste, det Morgenløb efter Vagten.

Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden rundt, til hun, stille, aabnede Døren til "A", hvor der var mørkt endnu.

- Godmorgen, Hr. Doktor, sagde hun.

Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige paa sit Tæppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som følte han en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han løftede de vagtsomme Øjne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.

Ida blev ved at tale, muntert:

- Nu skal jeg Tur, sagde hun. Den Syge nikkede kun:

- Ja, sagde han, Solen frister. Ida lo:

- Ja, efter Vagten. Godmorgen. Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med Vagten.

267

- Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Døren til Gangen, hvor Morgenluften stærk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.

Ida løb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nøgleknippets Raslen lød som Lyden af et Sæt glade Smaaklokker, mens hun løb.

Oppe i Værelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle Havernes Buske skinnede.

Hun blev staaende ved Vinduet og paa én Gang smilte hun. Hun tænkte paa Karl v. Eichbaum, der havde sagt igaarmorges, da de mødtes:

- Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.

Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Næsen ud af Sprækken og sagde:

- Nu lugter jeg Foraaret, Børnlille.

Ida blev ved at smile: hun tænkte i den sidste Tid saa tit paa alle de gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, før Mo'r blev syg; og alle de andre Aar, det var næsten som de slet ikke var - men kun den Tid, den lyse Tid ...

Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem ieen, næsten dem alle, dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frøken Rosenfeld, der havde søgt hende op, og Karl v. Eichbaum, som hun mødte hver Dag i Bygningen.

Ida saá op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet. Hun klædte sig paa og hun løb ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide Benklæder.

- Ej, hvorhen saa hastig?

- Jeg skal Tur.

Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.

268

- Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fæstede den i sin Kaabe.

Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pænt paa Benene, tænkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud i Lyset.

Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede Pigerne Støv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog løs; og de to talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saá alle Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, saa lysende klart saadan om Morgenen - - ligesom Øjnene blev ny ...

Ved Søhjørnet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.

- Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bøjede sig lidt hen til hende og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.

Ellers plejede hun at købe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

- Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svært heldigt Vejr.

- Ja, sagde Ida, der saá ud over den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:

- laar er der godt for Blomster, Fru Hansen.

- Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget -: om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.

- Godmorgen.

Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten 269 ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens.

Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe "dér, fordi Karl v. Eichbaum var løben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de første Gæster og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pænt.

De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.

Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for d e r gad Schrøder ikke løbe op og purre ham ud. Og saa laa han til over Middag og dampede paa Forvalterens Piber.

Ida gik forbi Kaféen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.

- Morgen, raabte han. Ida vendte sig rask:

- Godmorgen, sagde hun.

- Jeg ta'er min Kaffe her.

- Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.

Eichbaum kom slentrende ud paa Kørevejen med begge Hænder i Lommen.

- Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saá paa Vandet.

- Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han saa og havde stadig Hænderne i Lommen.

- Ja, det skulde man.

De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Kørevejen.

- Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjælland, sagde han.

- Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.

270

- Derovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke paa Jylland.

De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.

Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida.

- Hvorfor?

Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte :

- Fordi De staar saa kønt paa Deres Ben. Godmorgen.

Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Kørevejen blev han staaende lidt igen.

Ida gik videre. Hun gik og tænkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.

Lidt henne paa Vejen kom Frøken Kaas og Frøken Boserup imod hende. De gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.

- De er sent ude, raabte Frøken Kaas.

- Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan en lys Stemme:

- Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frøken Boserup paa Skulderen og løb et lille Stykke. Frøken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.

- Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.

Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:

- Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet. Frøken Kaas og Frøken Boserup gik videre, og Frøken Kaas sagde:

- Den Hat klæder Brandt pænt. Men Frøken Boserup satte Hælen afgjort i Jorden og sagde:

- Det er jo ingen Sag, naar man har Penge. De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde:

- Ja, det kan jo være meget godt - - men egentlig 271 ta'er hun bare Pladsen op for en anden, der kun er Aspirant.

Ida var naaet ud paa Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog ind imod hende. Hun gik over Gaden ' til en Blomsterbutik og købte en Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at købe noget - købe alting.

Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frøken Helgesen med Planten, sad Frøkenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Frøken Helgesen havde altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmæssigt og næsten geometrisk Mønster.

- Men det er urimeligt alt, hvad De køber i disse Dage.

- Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.

Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.

- Men er den da ikke køn, sagde hun saa og smilte.

Hun gik op ad Trappen og ind paa første Sal. Frøken Petersen sad og hæklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire var paa Kælderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.

- Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.

- Ja, sagde Frøken Petersen, i Formiddag er her roligt.

Man hørte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik, kom og gik, paa sin evige Vandring.

- Naa, Godnat, sagde Ida.

- Godnat.

Ida gik op. Hun trak det grønne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude. Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.

Hun laa og tænkte paa, hvad Tøj hun vilde købe sig nu til Vinter. En lys drap Kjole, havde hun tænkt sig ... Til Frøken Helgesens Fødselsdag var de altid allesammen 272 saa fine, om Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for første Gang ...

Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at tænke paa Karl von Eichbaum, hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden Morgen da det blæste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e Vintertøj.

- Hm, han havde vel ingen Penge.

- Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.

Ida hørte dem gaa paa Trapperne og Døren dernede aabnes og lukkes. Det var dem, som kom fra Kælderarbejde ; saa var Klokken tolv ...

- Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e ...

Ida sov ind.

- - -

Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.

Fru von Eichbaum var, væbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige Syssel - som hos hendes Søster Generalinden. Det var saadan i Slægten: Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.

- Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Søsteren led af Tørhed i Huden.

- Og, sagde hun til sin Søster, saa er man desuden selv med, Du, at faa alle Havesager i Hus.

Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.

- Gud, Emilie - det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et velsignet Vejr, Du ... Godmorgen.

273

- Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i Ro.

- Julius, De kan sætte Maskinen ind ...

Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var friskt og saadanne om Morgenen ...

- Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig tænkt at prøve Admiralinde Schleppegrells Opskrift:

- Med Melis, Du véd.

Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.

- Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en lille Dessert.

Søstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer, Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede,, A'er", der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund:

- Men, Emilie - der kom en højere Tone paa Emilie, og Generalinden lod Hænderne falde ned i sit Skød -: hvad mener Du om Aline?

- Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev staaende et Øjeblik med lukkede Øjne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.

Generalinden gentog "utroligt" og sagde:

- Og vi, som alle har kendt hende i Familien.

- Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.

De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en Landindspektør, der selv havde voksne Sønner.

- Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand.

274

Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Asiet og sagde langsomt:

- Men, Charlotte, det maa jo være en momentan Forstyrrelse.

- Tak, Julius - vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Døren - der er ikke no'et ...

Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist forklarende eller grundende:

- Der har jo altid været en underlig Talesyge i den Familie, Du ... de skulde tale og tale.

- Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskød Generalinden.

- Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du - og saa taler de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som ung.

Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede Kaffen.

- Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det.

Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.

- Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der vel nok ... Det véd man vel i enhver Familie.

- Jo, sagde Generalinden.

- Og hver bærer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saá ud for sig.

De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der lød næsten bevæget:

- Men vi holder naturligvis ved hende ... Og si'er det samme.

- Gud, Mille - naar de var ene, brugte Søstrene undertiden Navneforkortelser - det er da rimeligt. Jeg sagde igaar til Anna Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben ...

De forlod Fru Feddersen, og GeneraHnden spurgte:

- Karl spiser ikke Frokost hjemme? De havde endnu ikke nævnet hans Navn.

275

- Aa nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej ... Han spiser paa Kontoret. Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse Voksdugsruller, man nu har ... Det ser ud, som gik han i Departementet.

Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens "Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:

- Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Søerne - jeg hører ham ikke en Gang. Hvorpaa Generalinden sagde:

- Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.

Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund Ting med glatkæmmet Haar og straalende, indsatte Tænder.

Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og paa Landstedet.

- Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:

- Det har været lidt slemt med Skorstenen. Ane nikkede:

- Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke f orstaar at stege.

Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.

- Og lægger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme brede A'er som Herskabet. Generalinden afbrød lidt kort:

- Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?

- Ja, sagde Ane, der er-lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det snart ...

- Det skal jo være en rigtig net og ædruelig Mand, sagde Generalinden.

- Ja, Godmorgen, Ane.

Søstrene gik ind i. Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte vel tænke paa en Brudegave.

Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung, skægløs Adonis af en Tjener havde drevet 276 sit Spil i Etagerne. Da Historien paa Fødselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en Velgørenhedsskole og kom hveranden Søndag, naar Fru von Eichbaum spiste hos Generalinden, i Besøg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for "Moster".

- Ja, Fru von Eichbaum havde tænkt Sukkerskaal og Flødekande til Brudegave.

- Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske - som Du véd, af den Slags Folk - og sad der - meget pænt paa en Stol. De faar jo altid no'en Opdragelse paa Holmen ...

"Han" var Julies Forlovede og en fortræffelig ung Mand, der var Maskinist i Flaaden.

Generalinden, som sad og saá paa Søsterens Arbejde, der var et Sengeomhæng med filerede Mellemstykker, hvis færdige Dele var indsvøbt i meget, renligt Silkepapir, sagde og tænkte paa Julies ulovlige Oprindelse:

- Ja, jeg finder det uhyre hæderligt af ham.

Som om de havde læst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde tænkes at have afsvækket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum :

- Han er jo fra Ringkjøbing. Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der pludselig sagde:

- Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de vil være her i Vinter.

- Alle? spurgte Fru von Eichbaum.

- Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har tænkt at leje en Lejlighed - kære, de har jo Raad til det ...

Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen, hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smør til England.

- Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.

Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frøken Kate Mourier i to, tre Aar, spurgte:

277

- Hvordanne er hun vokset?

- Rigtig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let bli'er i Provinsen, hvor de er de første ...

- Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som Vilhelmine.

- En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte paa Kate Mouriers Eksteriør.

Fru von Eichbaum tænkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier, hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.

- De rejser nok først lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved: Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren ... Det er jo rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.

Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idé- association sagde hun:

- Véd Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa Hospitalet.

- Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?

Og hun tilføjede ret ligegyldig:

- Behøver hun det, Du?

- Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede Fru von Eichbaum. Ved Nævnelsen af Summen syntes hun pludselig let distræt, og hun tilføjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertænksomt: Faderen var en fortræffelig Mand.

Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i Entréen havde faaet Tøjet paa, sagde hun:

- Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Prædikener. Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender.

Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde:

- Tak Du ... ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre.

278

Fru von Eichbaum nikkede:

- Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.

Da hun aabnede Entrédøren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:

- Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.

- Ja, det var en Regning til Fruen.

Fru von Eichbaum tog den, mens hun skælvede en umærkelig Smule i Mundvigene og Generalinden hastigt saá hen paa Søsteren i Spejlet.

- Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra Cohn. Jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu ...

- Farvel, Charlotte.

- Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Søndag. Jeg laaner jo Julius.

Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slægten.

- Farvel.

Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.

Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Ting. Hun tog femten Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran Skrivebordet og regnede.

Efter at hun for tre Aar siden havde købt Livrenten for Resterne af de Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget nøje ud.

Men saa stod da ogsaa Hjemmet.

Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet :

- Det var godt, det havde været Regningen fra Cohn - - at Charlotte saá, det var den.

- Men Karl faldt nu virkelig til Ro - maatte man haabe, ude paa sit Kontor.

Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit 279 Sengeomhæng. Hun havde et andet Udtryk, et mer fortænkt og ældre, naar hun saadan sad, arbejdende og alene.

Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde dem ned.

Klokken halvfem kom Julius ind for tænde i Ovnen, og Fru von Eichbaum spurgte:

- Har De lagt i hos Herren?

- Ja.

- Tak.

Fru von Eichbaum kom selv kun sjældent i sin Søns Værelse. Der var kun Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits, havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til Kabinettet mure til.

Naar der var nogen, røg Herrerne jo derinde.

- Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens Murmester: murer man til, er man fri for den Røg paa sine gode Møbler.

Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde han kun Indgangen fra Trappen ...

Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren til "Goddag".

- Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være saa dejligt derude. Jeg skal hilse.

Hendes Stemme lød neppe saa bred, naar hun talte med Sønnen, og Ordene blev ligesom smallere i hendes Mund.

- Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod aldrig længe ad Gangen; og lidt efter spurgte han:

- Naar flytter de ind?

Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Døren til Spisestuen med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.

280

- Skal jeg skænke for Mo'r? sagde Karl og bøjede sig frem.

- Tak, Du, saa det bli'er rødt ...

Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak Vand.

Hun øste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige Morgener.

- Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et Øjeblik med Vinglasset i sin Haand:

- Det er skam kønt om Morgenen.

Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers - det var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.

- De kommer ind iaar, fortalte Søster Charlotte - Du véd jo, de Mouriers fra Aarhus.

- Aa, sagde Karl, han Smørhandleren ...

- Kære Karl - Fru von Eichbaum lod et Øjeblik Skeen hvile i sin Suppe - Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.

- Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge ... Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente Penge.

- Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem ...

Fru v. Eichbaum spiste igen: Men først rejser de i Jylland og ser paa Gaarde.

Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget, og mens Julius bød ham af anden Ret:

- De kunde jo købe "Ludvigsbakke".

Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.

- Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.

- De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i Ejendommen.

Og, Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han blev ved at tale om "Bakken".

281

- De faar ikke lækrere Ejendom, sagde han, og han tænkte paa den brede Kørevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkørslen og Plænerne, hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to Ridehopper gik løse i deres store Baase.

- Nej, der er ikke lækrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.

- Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi Godsforvalterens Længe, og med ét lo han:

- Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet Constance gift.

- Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de Mødre ...

Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knækkede Valnødder og skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule Rødme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt længe til Bords.

- Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.

- Velbekomme, min- Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et lille Øjeblik i sin.

Karl blev ved at være i godt Humør og at snakke, og inde i Dagligstuen sagde han:

- Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde? Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Døren til Spisestuen op igen:

- Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.

- Du ryger da? sagde hun.

Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte sin Cigaret, fortalte hun:

- Men med Schrøder skal det være slet ... Hun har vist Vattersot.

282

Karl sad og røg, mens han sagde:

- Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.

- Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en Lejlighed. Hun er jo rigtig net. Karl betragtede Røgen:

- Hun er sød, sagde han. Og lidt efter:

- Hun er rigtig sød.

Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saá efter ham, til han igen var ude.

- Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige Støvler?

Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man ikke kunde høre, at Manden gik.

- Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede : jeg finder, det er velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op.

Tingen var, at Julius led af daarlige Fødder, der i de sidste Aar hindrede ham i at ta'e større Plads.

- Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo aldrig tiet flinke Menneske.

Karls Cigaret gik ud, og han sad og saá, halvsmilende, over paa sit eget Ansigt i Etagère-Spejlet:

- Hm, hvor han kendte den Etagère. Lige fra hans Barndom havde den staaet der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.

Og han sagde, smilende:

- Mo'rs Ting holder godt.

- Naar man kun holder Hævd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.

Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al den Ømhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt, var forblevetdet samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede den ganske lidt.

Saa stod han op.

283

- Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.

Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun blev ældre.

Karl gik ind til sig selv og tændte Lampen, før han tog en Hjemme-Joppe paa, henne bag Forhænget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng. Fru von Eichbaum havde købt den, da Karl skulde komme hjem.

- For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har været i Frankrig ...

- Kære Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske uden sin Nattesøvn?

Sengen blev købt.

... Karl satte sig i Hvilestolen med udstøaet Fodstykke og tog en af de franske Bøger. Der saá ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om Morgenen, før der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne, nogle Hestebilleder og et Par gamle E:chbaumske Sabler paa Væggene og de gule Bøger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige høje StabTer.

Karl fik ikke læst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tænke paa "Godset".

- Nu kunde disse Mouriers naturligvis købe "Bakken", fordi de tyve Aar havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smør ...

Karl rynkede Næsen som altid, naar han følte enten Mishag eller Forbavselse.

- Det er utroligt, sagde han.

Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig nogetsomhelst, svntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del af Livets Fænomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham "utrolige".

284

- Men Gudbevares, sagde han.

Han blev ved at tænke paa "Bakken" :

- Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de Eksaminer, saa kunde han dog maaske være blevet "Forpagter" ... hos Smørhandleren.

Karl skød Læben frem:

- Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder døde.

Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.

- Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han.

Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet.

Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien'.

- Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Beværtninger, sagde Karl.

Med Glasset foran sig begyndte han at læse igen. Men lidt efter lagde han den gule Bog ned paa sit Knæ og smilte. Han tænkte paa, det vilde i Grunden være grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.

... Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden oppe paa Unsgaard.

"Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke paa at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, Du finder noget her i Nærheden. Jeg tænker paa Lindholms, som skal til Nizza med den syge Mary - de rejser jo altid med de Tæringsyge, naar det er for sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og ellers rensede. Du véd, det er lige herved, og godt vil det være for Kate lige ved Grønningen og "Linjen". I maa jo ogsaa 285 tænke paa Helbreden. Jeg glæder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa lidt Ungdom i Kredsen - -"

Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene. Hun tænkte paa Karl:

Der saá man, naar man kun var beskæftiget sin bestemte Tid med noget, der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid været hendes - - hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.

- Ham - med sit bøjelige Sind.

Fru von Eichbaum hørte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det var længe siden, hun havde glædet sig saadan til sin Kop The.

.....

Om Søndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.

Julius bragte Sjalet, og Søstrene sad sammen og saá ud over Sundet.

- Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.

Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.

- Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tænker paa, om de ikke kunde leje af Lindholms.

- Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det - - i det tæringsyge Hus?

- Kære, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde være saa ængstelig? Jeg, som rejser, jeg spø'r Dig, hvor kunde man ikke bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengklæ'er, og naar vi saa paa Forhaand sørger for, at der luftes ...

- Ja, sagde Generalinden.

- Og det var hyggeligt nær ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.

Fru von Eichbaum saá lidt ud paa Vandet.

286

- Og dejligt for Kate med Grønningen - hun, som r i'er.

Generalinden nikkede:

- Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slægten sløjfedes d'et i Verbet at ride).

Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:

- Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen. Søstrene talte om andre Ting.

Den Søndag blev den sidste varme Dag i Aaret.

Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig paa sin sidste Morgentur - for idag var hendes Nattevagt omme - op mod Vinden langs Søerne.

Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet af Sporvognen.

Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.

- Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han:

- Vi fik ikke Foraar den Gang.

- Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.

- Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine Lommer: Saa vil vi ud at more os. Ida lo:

- Hvordan? sagde hun.

- Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.

- Det var da værre, sagde Ida hastigt. Og lagde til, mens hun blev gloende rød:

- Med en Fremmed.

- Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med ét forandret ligesom saa god:

- Saa ta'er vi ene.

De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.

Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret, stadig med Hænderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som før:

287

- Hvor gammel er De, Frøken Ida?

- Det véd De jo. Men Karl sagde:

- Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.

Ida lo kun - det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter - og de skiltes.

Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.

Men paa én Gang tænkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke paa ogsaa idag ...

... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret, mødte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke. Han havde været til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mønt, overlod han "Anes Husflid" til en Portør og nød sin Frokost hos "Svendsen".

De talte lidt og Ida stod og saá paa ham.

- Ja, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin.

- Forfærdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet saa glad ved at se det flunkende Stykke.

Men Karl sagde:

- De skulde "spytte" paa den, Frøken Ida.

- Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.

De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.

- Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:

- Det er Frøken Brandt, sagde han saa. Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.

- Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget en Virksomhed herinde.

- Ja, sagde Ida, og ganske rød skyndte hun sig at tilføje:

- Jeg skal bringe en Meldeseddel ...

288

- Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besøge mig en- Dag - nu (og hun smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Søn. Han kan altid sige mig en Dag, hvor De er fri.

Moder og Søn blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius: Man skal ikke, sagde hun til Søsteren, sende Julius og saadanné op paa et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.

Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:

- Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her ... saa kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.

Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordøren:

- Har De saa tænkt paa'et, Frøken Ida, sagde Karl.

- Paa hvad?

- Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertøjet - og han slog paa Frakken - maa s'gu indvies.

- - -

Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun vilde ikke møde nogen nu - netop nu, hun skulde gaa.

Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var Døren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.

- Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.

- Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham. Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to Portører, der stod ved den ene Indgang, 289 og Portneren midt i Rummet og Josefine, som kom paa Trappen.

- Naa, Frøken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.

- Ja, sagde Ida smilende.

Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saá hun ham: der stod han allerede, ved Hjørnet af Botanisk Have.

- Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakaandet.

- Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften. Og de gav hinanden Haanden. De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.

- Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slæbende Stemme, som han holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde hen?

- Aa, jeg sagde no'et ...

- Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det lærer man, Gud straffe mig, fra Barnsben. Ida blev pludselig alvorlig i Øjnene:

- Aa, ja.

Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:

- Det var li'som de alle ønskede mig god Fornøjelse.

Hun tænkte paa dem, der havde nikket i Porten.

Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Læbespidser, sagde:

- Ja, nu maa vi s'gu tænke over, hva' vi skal spise.

De lo begge to.

De havde naaet Porten til Ørsteds Park.

- Vi kan gaa gennem Anlægget, sagde Ida: naar der er Tid.

- Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.

De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der Blomster endnu.

290

- Hvor her er smukt, sagde Ida.

Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt.

- Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille Statuer.

De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem laa Skrænterne og det mørkt blanke Vand.

Ida talte sagtere:

- Her er det dejligste Sted, sagde hun.

Karl skød Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte. Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys hang over Gitrene som en straalende Krans.

- Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte. Hendes Øjne fulgte Skrænterne og Broen og det tyste Vand.

- Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe løstes op.

- Ikke kønnere?

- Nej, sagde han.

En Svane skød lydløst frem fra det mørke Vand.

- Det har jeg ogsaa altid tænkt, sagde Ida. De stod endnu et Øjeblik.

- Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte sig for at gaa.

- Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik forbi, og de lo igen.

Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.

- Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mørkningen" i Gaderne.

- Ja, men saa kan vi se dem komrne, sagde Ida og hun blev ved at skynde sig.

Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et Menneske i det hele Parket.

- Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok? . Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de hørte Stolesædernes lystige Smæk og Kontrollørens Nøgler i 291 Logernes Døre og fra Gangen al den glade Skubben og Summen.

Ida skød Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske lidt:

- Aa, sagde hun, det er første Gang, de spiller Stykket.

- Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.

Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer trængte sig hastigt frem mellem Bænkene. Karl sad og nævnede deres Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.

Ida sad og smaasnakkede af Glæde og fulgte hvert Navn, som han nævnede. Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved:

- Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.

- Hvem?

- Vi, sagde hun.

Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor.

Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol. Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød:

- Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.

- Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.

De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm:

- Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen.

Det var den eneste, hun kendte.

Rampen blev tændt og gød sit Lys over Tæppet. I Parkettet var alle Hoveder i Bevægelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.

Ida blev ved at smile:

- Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.

292

Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskæg med et Udtryk, som var en Knebelsbart noget, der smagte godt

Orkestret havde spillet en lille Tid.

- Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken. Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal. Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene, saadan, fra Tinding til Tinding.

Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt.

- Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?

Tæppet gik op.

... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:

- Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede.

- Der er bestilt Plads, sagde Karl.

Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.

- Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i Theatret.

Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.

- Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin Næse:

- Nu skal vi spise paa Fransk.

- Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad hun sagde "ja" til.

Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om hun undrede sig over det alt, over hver Ting, Dugen og Lyset og den grønne Flaske i Køleren.

293

Saa sagde hun og spilede begge sine Hænder ud paa Sofaen, mens hun lo ganske sagte:

- At jeg sidder her.

Karl smilte glad til hende og saá saa ud paa Folk i Salen, der knap fik Plads ved Bordene:

- Ja, vi sidder s'gu bedst. Ida blev siddende som før:

- Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa Skovtur.

Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:

- Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa Skovture.

Men Ida blev ved at tænke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var kørte til Stensballe en hel Char-abanc og de havde danset foran Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.

- Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.

Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.

- Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte paa Skovturene, sagde han med Albuerne paa Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig nydelig):

- Det var De vel mange Gange - paa Skovtur? Ida sad lidt og saá ud for sig:

- Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere. Karl blev ved at se paa hende:

- Saa drikker vi to Jyder ... Han løftede glad sit Glas.

Ida lo og tog sit:

- Men De er jo egentlig slet ikke Jyde. Karl rynkede Næsen:

- Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft no'et.

Og de drak.

Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes Saltkar.

294

- Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.

- Ja.

Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saá paa hende og sagde:

- Ida, De skulde altid være i gult.

- Hvorfor?

- Jo, sagde han sløvt.

Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-Stængel, og pludselig tænkte han paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde købe "Bakken". Det er en Smørgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:

- Men saa kan man da faa Recks ud ...

- Hvorfor?

- Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.

- Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa glad og at hendes Ansigt straalede.

- Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.

- Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk. Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad:

- Der kan dog være rart i Kongens København, hva'?

De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens - det gjorde hun altid, naar hun var glad - men pludselig sagde hun:

- Uh ha, hvor han talte højt ...

- Hvem?

- Han, Elskeren, sagde hun. Karl lo:

- Ja, man maa jo høre ham. Ida sad og saá ud for sig:

- Men alligevel, sagde hun sagtere.

295

Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber. Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals.

- Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.

Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.

- Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende forbi.

- Men - og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv, hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte paa, hvis det ikke var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer -:

- Men, sagde hun og saá ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit været bedrøvet.

Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene:

- Det er s'gu utroligt, sagde han kun. Og de sad lidt tavse.

Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var slukkede:

- Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket.

- Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e Kaffe.

De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede. Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene.

Ida saá ud mod det skridende Mørke:

- Nu er det forbi, sagde hun.

- Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.

- Ja, sagde Ida hastigt og glad.

- Det maa være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet paa: Paa Deres Værelse ...

- Nej dog, sagde Ida, og hun lo.

- Hvorfor?

- For det er forbudt.

296

Ida blev ved at le, men Karl rakte hende blot Hatten og sagde:

- Aa pyt.

De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem, da Ida sagde, glædestraalende :

- Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden. Karl lo, som han var betalt for det:

- Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende ...

Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:

- Man byder vel Damen Armen, sagde han.

- Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen: nu er det jo Nat.

.. Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste ikke.

Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse.

- Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende : Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne ...

Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.

... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun kom op paa Gangen paa første Sal, stod Frøken Roed foran det aabnede Skab.

- Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De været paa Skovtur?

Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun og vilde liste sig videre - hun gik ligesom hun bar noget usynligt Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed -:

- Godnat.

Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft "Udgang'4.

297

- Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes Stemme, naar hun vejrede Nyheder.

Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i Gangene, og hun løb.

- Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida lo deroppe; og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.

De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed. Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.

Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.

Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af. Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til hun kom i Seng.

- Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe - naar han kunde liste sig herop ...

Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:

- Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang ... en Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.

Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og dække rigtig Bord ...

Ida sov ind.

... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.

298

- Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.

Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.

- Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.

- Hvilket?

Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.

- Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker om 'et i Porten.

- Her? Paa Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.

- Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for Inspektøren, hvis det skal vare ved ... Ida nikkede mekanisk.

- Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, -det kender man jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks Tallerkener.

Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der var færdig, stod med Hænderne i Siden.

- Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saá betænksomt ud for sig.

Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev bare en anden.

- Ja, sagde hun: man véd nok om 'et - for Andersen har været slem (Andersen var den nuværende Konduktør) ... Men nu har vi klaret det ...

Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen til de skiftende Konduktører.

Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de seks Tallerkener.

299

- Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.

Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som en Fanfare, naar Josefine satte afsted.

Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise, Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side - mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:

- Den Stakkel, den Stakkel.

En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.

- Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre ... Hvis han nu mistede sin Plads ...

- Hvad var der at gøre ...

Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og .hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene.

Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:

- Og hun havde været med til at bruge hans Penge.

Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstaaet Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang løb det forbi:

- Hvem der havde brugt hans Penge.

Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".

Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin Stol, indtil det skumrede.

300

Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:

- Godaften, Jomfru. Og pludselig sagde Ida:

- Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne op ...

- Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.

Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.

Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:

- Godaften.

Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret:

- Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.

Og Ida lo.

Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:

- Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.

Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.

Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:

- Profossen er her, hviskede hun. Det gav et forskrækket Ryk i Ida.

- Hvor? hviskede hun.

- Paa "A".

Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne. Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til Stuegangen, 301 medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen og Nøglerne, der blev drejede om i Laasen.

- Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.

Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:

- Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til... Lad Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.

Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.

- Vel, Hr. Professor.

Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et Glimt flakkede hen over hans Ansigt.

- Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne. Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde under Stuegang.

Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket. Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind. - Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.

- Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.

Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og saá paa Ida.

- Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han. Ida lo:

- Ne-ej, hvorfor?

- Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den aabne Dør.

- Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida,

302

Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine Hænder.

- Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket.

Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun og smilte:

- Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.

Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.

Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra Køkkenet:

- Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.

Frøken Petersens Fødder var som et Barometer ligeoverfor Vejrforandringer.

Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von Eichbaum.

- - -

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.

Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.

- Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.

- Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.

- Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.

Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen 303 paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det ...

Og nu var han maaske vred.

Hun gik gennem Gaarden og ind. i Porten og op ad Trappen. Hun saá hans Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han saá hende, blev han blødende rød.

- Det var en Meldeseddel, sagde hun. Han bøjede sig ned imod hende:

- Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet.

- Tak.

Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):

- Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag. Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød Læberne frem:

- Jeg vil hellere ha'e The. Ida lo:

- Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande ...

Saa løb hun:

- Nej, nej, han var ikke vred.

Aa nej, han havde forstaaet hende ...

... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa at han 304 nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor de laa.

Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud for at faa den vekslet.

Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.

- Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned imod Sofaen.

Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske Bogstaver - og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.

Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.

Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:

- Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid en Udvej ... Det véd vi fra d'Angle terre ....

Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-carte-Sals Kelner i Hotel d'Angleterre.

- Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen. Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.

- - -

Ida lod som hun sov, mens hun saá, fra Frøken Roed foran Spejlet, hen til Vækkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Øjenlaag. Fødderne skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge stille.

Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet, og Ida lod, som hun vaagnede:

- Skal De til Deres Søster, sagde hun.

305

- Ja, Frøken Roed skulde det - Hun skulde altid til sin Søster, der var gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.

Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker - og paa én Gang lo hun.

- Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.

- Aa, det var noget jeg tænkte paa. Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare Fødder ud paa.Gulvet.

- Aa, sagde hun, vent lidt; og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnieren:

- Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den aabne Chiffonière, for at Frøken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.

- De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Frøken Roed, før hun sprang op i sin Seng.

- De tænker ogsaa altid paa andre, sagde Frøken Roed.

Ida bare lo:

- Nej, jeg tænker paa mig selv, sagde hun og laa og saá op i Loftet.

Hun hørte Frøken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede Nøglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende. Hun begyndte at klæde sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget over hendes Bevægelser som over en Skolepige, der er ifærd med at gøre en gal Streg: Aa, der var nok at gøre ... der var meget at gøre ...

Hun trak Chiffonière-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud af Midterrummet. 306 Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.

- Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene ... Ja, det var i Maj - - aa, at det ikke var længere siden ... end den to og tyvende Maj.

Hun tændte Lysene og saá efter, om Vandet kogte ... der skulde da en Rose i hans Glas ...

Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:

Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.

Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over Sengene. Hun saá paa Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen, for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.

Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saá fra Ting til Ting, som vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pænt det var:

Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de slukkedes.

Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.

Hun havde ingen hørt paa Trappen, da det bankede sagte paa Døren, to Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik lukket op.

- Aa, det er Dem, sagde hun. Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjæl der saá mig, sagde han.

- Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.

- Hun fik laaset - de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to - og Karl tog Tøjet af.

- Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.

- Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.

307

- Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han saá paa det hvide Bord.

- Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.

- Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.

Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.

- Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida. Hun saá igen for sine Øjne det gamle Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen efter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et Par Landbrugsforeninger.

- Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.

Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likøren. Ja, sagde han, vi holede no'en fra Schrøder - han tænkte paa den bulede Kagekasse paa "Bakken" : det er s'gu grinagtigt at stjæle ...

- Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og saá paa hende, han syntes altid det saá saa morsomt ud, naar hun gjorde det.

- Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.

- Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.

- Hvordan det? spurgte Karl.

Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte:

- For det maatte jeg. Der var stille lidt.

Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede.

- Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.

Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad tavs og røg og læste Indskriften paa Kaffekanden, Hædersgaven, til han pludselig sagde, det kom saadan plumpende:

308

- Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.

De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene - der var den og d e r var den.

- Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.

- Ja.

- Og dér staar Forvalteren, sagde Karl.

- Ja, han er død.

Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.

- Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt.

- Han skød sig, sagde Karl.

- Nej.

- Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig - - det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde ...

- Men hvor er hun da?

- Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.

Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.

- Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe mig ikke stort ved at leve ... Ida saá op i Lysene:

- Jo, sagde hun langt og stille. Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod Armstagen:

- Ja, hvis man endda var Landmand.

- Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med Hovedet.

- Jo Tak - Karl snøftede paa Ordene - og hvordan ...

Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned dem, sagde han:

309

- Her er nu ligegodt meget hyggeligt. Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:

- Han var dog saadan et stille Menneske.

- Hvem?

- Forvalter Krog.

- Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det bider.

Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra Møbel til Møbel.

- Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.

Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i hans Ord.

- Ja se, sagde hun.

Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn og Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en bleg Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.

- Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham ; han havde stillet Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.

- Vor Herre hjælp os, sagde Karl.. Men Bogen vilde han se.