III
✂ Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land."
✂ "Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end Sommeren."
✂ "Du mener, det er alle Dage ligegodt - aa ja - der er noget i'et."
✂ De gik lidt.
✂ "Uh, sikket Sjap," - det var Hoff, som talte - "og saa er der endda Huller paa mine Støvler" ...
✂ "Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?"
✂ "Nej," Hoff gabede igen, "jeg lod det staa. Jeg kunde 250 ikke" - ny Gaben og Kuldegysning - "faa Forskud før i næste Uge."
✂ "Naa. Har Du nogle Cigaretter?"
✂ »Jo - værsgo'." Høg fik, tændte, - "uh, det er dog nogle irriterende idiotiske Piger - de er s'gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme/*
✂ Hoff svarede ikke og de gik videre.
✂ "Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa, det kom noget dumpende.
✂ »Jo, jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra Brostenene. "Hvorfor har Du ikke talt om det?"
✂ "Aa - jeg véd ikke - det er ... jo ingen Begivenhed." William var lidt usikker, saá ned ad Vimmelskaftet.
✂ "Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff.
✂ "Pyh - der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter over elleve ..."
✂ "Aa - ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamartine ..."
✂ "Lamartine" - -
✂ "Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag med Romantikken ..."
✂ "Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?"
✂ "Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid."
✂ "Ligesaa hos os! God Nat."
✂ De skiltes - -
✂ Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden - han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene - bankede det paa Døren.
✂ Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa 251 hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
✂ "Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede, Tonen var irriteret.
✂ Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo en Dame," sagde hun tørt og lukkede Døren op.
✂ "Naa," sagde Hoff og rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds Navn ..."
✂ Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.
✂ Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr. Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som bad hende blot ikke være bange.
✂ "Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak."
✂ Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede.
✂ Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig," sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage Plads."
✂ Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.
✂ Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: "Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han.
✂ Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med sig selv. "Mit Navn" - det var næsten uhørligt - "er Nina Høg," sagde hun. Hun løftede 252 Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.
✂ "Frøken Høg."
✂ "Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder." Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde have kendt hende igen.
✂ Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod Gulvtæppet... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte.
✂ Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun.
✂ "Nej."
✂ Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.
✂ Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men - men jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."
✂ Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget sammen med ham ..."
✂ "De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..."
✂ "Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun.
✂ Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han.
✂ "Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget."
✂ "Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina.
✂ "Naar han blot vilde flytte hjem ..."
✂ Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs 253 og stirrede ind i Lysene paa Flygelet - mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
✂ "Det var en stor Ulykke," sagde han.
✂ Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke."
✂ "Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff.
✂ Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til Bordet. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte hun.
✂ Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:
✂ "Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet,'* sagde han, "og ... De skal ikke være bange ..."
✂ Han standsede, fortsatte derpaa roligere:
✂ "Det er maaske kun en Overgang,"
✂ Nina saá spørgende op. "Men de Artikler ... var de ikke ... sære?"
✂ "Jeg tror bestemt han har Talent,'* sagde Hoff.
✂ "Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun.
✂ Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil."
✂ Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.
✂ "De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne ... naturligvis ... en Reaktion."
✂ Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte: "Og saa med Pengene ..."
✂ Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff saá, hun skælvede.
✂ "Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig."
✂ "Ja - han ... bruger jo noget..."
✂ "Men - - hvor faar han det?"
✂ "Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet."
254✂ Nina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og vendte sig helt.
✂ Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget ..." sagde han.
✂ "Lad ham blot komme hjem ... kun en Gang imellem." Graaden standsede hende. "Vi ser ham aldrig mere."
✂ Ja ..."
✂ "Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham."
✂ Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.
✂ "Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun. - -
✂ William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede der.
✂ Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en anden Tilværelse.
✂ Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov - hvad han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller paa Chaiselonguen.
✂ I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op for?
✂ Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle. Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.
✂ Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor 255 han laa, Time efter Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk Dyne.
✂ Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til Chaiselonguen, hvor han døsede med .en Bog i Haanden eller sløvt faldt sammen og sov mer, end han var vaagen.
✂ Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan, havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstaaelsen af nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget hidtil fremmed, dertil var han for slap.
✂ Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt - og det, det var just det, han ikke gad.
✂ Hvad han læste, var mest Filosofi.
✂ Han troede ikke - han gav sig ikke af med at tro - søgte heller ikke at gennemtænke - han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.
✂ Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk, saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen."
✂ Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.
✂ Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet 256 gjort til en af de vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om Vægt af Hjernen, om Fedtstof.
✂ Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud. Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform paa hans Sjæleliv.
✂ Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte ham til Undskyldning.
✂ Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger, hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved (hvert Skridt; han ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.
✂ Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk, saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer ...
✂ Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.
✂ Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage, hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.
✂ Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel, og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende Spørgsmaal. I Begyndelsen 257 havde det været let nok. Han havde faaet Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man saa at sige gav Erindringen paa Borg.
✂ Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.
✂ Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen - oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.
✂ Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.
✂ Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om sin Broder.
✂ Et Par Dage efter besøgte Hoff William.
✂ "God Morgen."
✂ "God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og døsede lidt."
✂ "Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i Kakkelovnen?" spurgte han.
✂ "Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt.
✂ Hoff aabnede Kassen. "Nej" - -
✂ "Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa" - -
✂ "Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede 258 sig i den eneste Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.
✂ »Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund ... og Minna."
✂ "Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm" -
✂ "Hvorfor ikke - han er meget rar ..."
✂ "Aa, ja, og saa giver han ud." Hoff sagde det tørt uden at se paa ham. William blev rød.
✂ "Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket tæt."
✂ De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag ...
✂ "Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff.
✂ "Nina?"
✂ "Ja - hun saá daarlig ud."
✂ William svarede ikke ... "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff.
✂ William lod distræt: "Nej-ej," sagde han saa, "det er noget siden."
✂ "Jeg troede, Du spiste der."
✂ "Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere."
✂ Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.
✂ "Hør - Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han.
✂ "Om hvad?"
✂ "Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade."
✂ "Nej - ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt.
✂ "Ja - Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..."
✂ William lukkede Øjnene. "Aa, ja - naar man vil leve, men jeg vil hellere dø ..."
✂ "Naa, ja - saa hæng Dig!"
✂ William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt.
✂ "Men Du tør ikke."
✂ Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt. "Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig."
259✂ "Det er jo en hel Del."
✂ "Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har .... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt - saa uskyldig ser hun ud af Øjnene ..."
✂ "Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt.
✂ "Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som er det mærkelige."
✂ Hoff tog hans Haand. "Men vi maa tale om det, William,'* sagde han.
✂ William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn. Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte."
✂ "Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, "forbi."
✂ "Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke."
✂ Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde Hr. Høg ikke have underskrevet det Papir," sagde han roligt.
✂ William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage ... saa kan De dog vente" - -
✂ "Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og" - Hr. Olsen foldede Papiret ud - "her staar, at Summen er forfalden idag."
✂ "William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog Hovedet til Siden, "jeg kan ikke."
✂ Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han.
✂ Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, 260 et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.
✂ "Ja," hviskede han.
✂ Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande.
✂ "Og det er et godt Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."
✂ William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.
✂ "Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir med den flade Haand.
✂ Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det, og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:
✂ "Nej, De kan ikke, De kan ikke gøre det."
✂ "Præsentere Papiret?"
✂ "Nej, De kan ikke," gentog han.
✂ "Hvorfor?"
✂ "Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "fordi...", han standsede, "De véd, den er falsk---."
✂ Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst.
✂ William kunde ikke svare.
✂ "Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig. "For der maa være Orden i Forretninger," sagde han.
✂ "William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst.
✂ "Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen.
✂ William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han.
✂ "Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det b.laa Papir i Mappen. "Farvel, Hr. Høg."
✂ William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, ud paa Gaden - intet. Han var lamslaaet af Angsten.
✂ "lovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det 261 er en lang Tid." Om saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.
✂ Han havde skrevet Baronens Navn efter - - - Det havde været en blot Formalitet ... Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen ....
✂ Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.
✂ Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.
✂ Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa og bede; snart vilde han vende sig til Nina ... Men han skød atter disse Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne...
✂ Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt ...
✂ Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kdm mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det som Hoff ....
✂ Som Hoff - det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt, bredte sig i al den fantaserede Blødhed.
✂ Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte forfra.
✂ Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den rige Mand og fik Pengene - - -
✂ Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne. Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed ... Han 262 vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med Navne ... Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere ...
✂ Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op. Han vilde gaa der straks.
✂ Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen. William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa Etagerer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:
✂ "Han laaner mig dem - han laaner mig dem ..."
✂ Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.
✂ "Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saá. han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn.
✂ "Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.
✂ "En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til Egebordet.
✂ Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol.
✂ William satte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Tone: "Det er en Løftelse med saadan store Navne."
✂ Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: "Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet - - "kommer for" - -
✂ "Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William.
✂ Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge Mennesker," sagde han smilende.
✂ William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.
✂ "Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r 263 William sammen og saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.
✂ "Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen ... Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det nærmeste," sagde han.
✂ "Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen. "Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... men det maa ikke være behageligt, vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed."
✂ William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:
✂ "Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren.
✂ "Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang."
✂ Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet. Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.
✂ William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og sov straks ind.
✂ Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.
✂ Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter.
✂ Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke ...
264✂ Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo, trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene; de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa Tæerne - -. Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede Skørter - et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.
✂ William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.
✂ Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret ...
✂ Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel - -
✂ "Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William.
✂ Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik ... Med Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige Løsagtighed.
✂ Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste Gang ... Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde komme, hvorledes - tænkte eller spurgte han ikke om.
✂ Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.
✂ Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den sidste Dag - han skulde aldrig se alt 265 dette mere, aldrig - - - Og efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.
✂ Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst forestillede sig en saadan Løsning - slet ikke. Han tog det kun op som et Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag før - - før "dette" kom.
✂ Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide - -
✂ Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?
✂ Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt ... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.
✂ Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev - og nu vilde han komme igen Klokken syv.
✂ "Et Pengebrev?"
✂ "Ja - han havde Protokollen med."
✂ William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned ad Gulvet.
✂ "Hvad er Klokken ?" spurgte han.
✂ "Halv syv ..."
✂ Et Pengebrev - et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden - - maaske ...
✂ Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket.
✂ "Det er nok fra Etatsraaden," sagde han.
266✂ Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Børn, satte dem fra sig igen, gik ind - han kunde umulig blive paa ét Sted.
✂ Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.
✂ Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden - Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.
✂ Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har De - Brev til mig?" spurgte han.
✂ "Ja..."
✂ "Pengebrev?"
✂ "Tusind Kroner, Hr. Høg - -"
✂ William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er de?"
✂ "I Tasken - men der skal først kvitteres."
✂ De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han gjorde.
✂ Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst, som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem. Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden Gang - jo - tusind - - Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige for hans Øjne - -
✂ Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet til sin Gudfader, det var fjorten Dage' siden, og han havde skrevet til saa mange i den Tid.
✂ Men nu sendte han ham de tusind Kroner.
267✂ William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro, Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. I Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger."
✂ Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde producere disse Regninger.
✂ Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene.
✂ "Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.
✂ "Er det Dig?"
✂ "Har Du Mønt - -"
✂ "Ja - jeg har lige slaaet" - - William tog Tegne- Bogen op. "Men jeg skulde egentlig hjem til mine Søstre - -"
✂ "Aa - Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde maa tage Fribillet ved Kassen ... Fanden skulde da drikke Thevand, naar man har Møntsorter."
✂ "Nej - og der er jo osse Debut - -"
✂ "Saa ta'er vi Minna med Du - hun sidder og venter paa mig i Frederiksberggade ..."
✂ "Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.
✂ Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa," sagde hun.
✂ "Ja, William holder saa meget af Parfume."
✂ Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen.
✂ "Klokken mangler et Kvarter/' Sofie satte sig til at sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret.
✂ "Hør, Nina - saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting."
268✂ "Slet ikke ..."
✂ "Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..." .
✂ Nina nynnede igen: "Naturligvis."
✂ Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen : Lampen gjorde den Damaskesdug helt skinnende.
✂ Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa Springet til at lukke op i Entréen.
✂ Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun.
✂ De satte sig igen.
✂ "Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da gerne komme præcis."
✂ "Ja - den er fem Minutter over ..."
✂ Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.
✂ Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.
✂ "Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie.
✂ De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.
✂ "Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte.
✂ Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun.
✂ Pigen kom ind.
✂ Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten - Klokken otte?" spurgte hun.
✂ "Ja - Klokken otte ..."
✂ Sofie saá. paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene ned.
✂ Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.
✂ "Lad den staa," sagde Nina.
269✂ De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun.
✂ Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham," sagde hun.
✂ Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa Puffen med Ansigtet i sine Hænder.
✂ Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de sad.
✂ "Saa spiser vi," sagde Nina.
✂ "Jeg er ikke sulten."
✂ "Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret, "han kommer ikke."
✂ Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun.
✂ De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies Tallerken.
✂ "Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.
✂ "Hvor mon han er?" spurgte Sofie. Det ringede i Porten. Nina blev rød, slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie.
✂ De lyttede uden at se paa hinanden. "Han gaar højt op ..."
✂ Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet - -
✂ Sofie sad og græd stille.
✂ Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa havde han ikke haft Tid.
✂ "Nej - han har ikke haft Tid."
✂ Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa Sofies Tallerken.
✂ "Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie.
270✂ "Ja - det er længe siden, den har været fremme ..."
✂ "Og Assietterne ..."
✂ "Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e ..." hun vilde sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en. "
✂ Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.
✂ Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:
✂ "God Nat," sagde hun, "og Nina - - vær ikke vred paa ham."
✂ Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til sig.
✂ Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.
✂ Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen. Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.
✂ Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme Sted.
✂ William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind.
✂ William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas. "Hvad vilde hun?"
✂ Det var et Brev.
✂ William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften.
✂ Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det.
✂ Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han saá, 271 det kun var et Par Ord ... Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.
✂ "Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina."
✂ Andet stod der ikke..
✂ Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.
✂ Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og Vindruer paa et Par Glasskaale.
✂ "Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage Overtøjet af.
✂ "Ja - Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen - -"
✂ "Jeg vilde helst have været alene," sagde William.
✂ Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene: "Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt ..."
✂ "Det kan jeg se."
✂ "Dér - vil Du ikke smage? - Du var nok hjemme igaar ..."
✂ "Hjemme ?"
✂ "Ja, jeg traf din Søster i en Viktualiekælder. Hun var nede for at købe en And - det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det."
✂ "Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det ... men - jeg kom ikke."
✂ Hoff slap Posen. "Gik Du ikke?"
✂ William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff.
✂ "Jeg ... traf Lund ..."
✂ "Naa-aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten. Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod William:
✂ "Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte at gaa heftig op og ned ad Gulvet.
✂ William sagde ikke et Ord.
272✂ "Har Du saa været der idag?"
✂ Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.
✂ Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i Armen.
✂ "Høg," sagde han, ligesom om han kaldte.
✂ Ja."
✂ William sled hans Arm af sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst.
✂ "Nytter - -"
✂ William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.
✂ Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen - William sad paa samme Plet.
✂ Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig siddende.
✂ "Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff.
✂ "Fremtidssoldaterne ?"
✂ "Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden - mine Gæster."
✂ "Naa - dem, der skal ha'e Sukkergodtet."
✂ "Vist saa - og Ryperagout med Kastanjer."
✂ "Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden - -"
✂ "Naturligvis."
✂ William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde han med et tungt Smil:
✂ "Ja - lad mig se dine Soldater."
✂ "Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter."
✂ "Har'han da Talent ?"
✂ "Jeg véd skam ikke - saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er de. Den anden vil være Skuespiller/'
✂ Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han blot.
273✂ Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr. Bloch - - hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?"
✂ "Studiosus medicinæ" ..."
✂ "Ja rigtig, studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af."
✂ De gik ind i Sovekamret. Hoff kom ud igen.
✂ "Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William.
✂ "Kære, vist saa, det kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bød dem tage Plads.
✂ Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saá sig omkring.
✂ "Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.
✂ "Hm - noget opstillet/' sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen og purrede op i en sort Manke.
✂ "Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.
✂ "Det Billede - er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt."
✂ "Det har da aldrig været Kød."
✂ William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud med store Øjne.
✂ "Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende.
✂ "Ja - første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt.
✂ William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.
✂ "Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch, tør jeg ha'e den Ære?"
✂ "Hr. Andersen." De gik ind.
✂ De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.
✂ "Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go."
✂ "Tak - jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen - det er skam svært nok endda."
274✂ "Hvad mener De - Medicinen?"
✂ "Aa ja ... Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode ..."
✂ "Det var tidligt," William lo, "var det, da De gik i Skole?"
✂ "Nej - i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til hurtigt at blive færdig med Faserne."
✂ "Det er sandt. Tingen er at have Leveevne - opleve meget med et ringe Tab af Livskraft."
✂ "Hvor I bliver filosofiske," sagde William.
✂ "Nej - kære, det er ganske simpelt -"
✂ Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Chäteau Larose.
✂ Han syntes, den smagte dejligt.
✂ Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med nogle Grimasser.
✂ "Og Slikasparges har han heller aldrig spist."
✂ William gav sig ogsaa til at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.
✂ "Med Kniv," sagde Hoff.
✂ Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med Slikasparges.
✂ "Hvorfor ikke?"
✂ »Jeg synes, det ser saa grimt ud ..."
✂ Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. "Og lade Hovederne ligge!"
✂ "Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde Bloch, "det er ogsaa et forbandet Driveri."
✂ "Spildt dem - hvordan?"
✂ "Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget nyt ..."
✂ "Ja - men," Hoff bød Frugt om, "man kan jo da more sig ..."
✂ "Hvis man har Tid til det - men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi'e en Nat til?"
✂ Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde 275 været til Prøve paa Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker.
✂ William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være.
✂ "Iovermorgen."
✂ Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch sig til at tale om "la curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting i, men ogsaa meget Sprøjt." De talte om Naturalismen.
✂ William sagde: "Hvad vilde De helst debutere i?"
✂ "Aa - i ... nej, det véd jeg saamæn ikke ..."
✂ "Men De har dog tænkt Dem ... noget. Det har man altid ..."
✂ "Jo tænkt mig nok ... men det er altfor meget ..."
✂ "Det er vel ikke som Hamlet." William lo.
✂ "Nej - helst - som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret.
✂ "Hvad vil han?" spurgte HofT, som sprang bort fra "Salambö".
✂ "Debutere som Aladdin," sagde William.
✂ "Naa - ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..."
✂ "Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" sagde William. Bloch talte om Rudin.
✂ "Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst. Han er saa lykkelig."
✂ William havde let. Han holdt inde: "Ja, det er han."
✂ "Og han er da osse sand," sagde Andersen.
✂ Gæsterne var gaaet.
✂ "Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen. "Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?"
✂ William svarede ikke straks.
✂ "Jo," sagde han lidt efter og rejste sig .fra Sofaen, "Hr. Bloch spiller stærkt ..."
✂ "Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp ..."
276✂ "Nej." William sad igen lidt. "Har Du set noget af ham?" spurgte han.
✂ "Ja, Studier."
✂ "Tror Du da, det bliver til noget?"
✂ "Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og det er den, som bærer oppe - -"
✂ "Det er sandt."
✂ "Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har oplevet det afgørende. Det er en Theori - men har han Evnen til at opleve - saa tror jeg paa ham. Og den anden?"
✂ "Ja - han synes jo Aladdin er det dejligste."
✂ Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa.
✂ "Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden ...
✂ Der gik en Trækning over Williams Ansigt: "Aa - jeg er Chef for et Fallitbo ..."
✂ "Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?"
✂ William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han. "Farvel, Hoff."
✂ - - - Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig, tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været oppe hos Nina hver Dag.
✂ Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saá et Øjeblik paa Broderen og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind til sit Bryst og sagt:
✂ "Hvor Du kommer sent."
✂ Han smilede svagt. "Tak," sagde han.
✂ William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.
✂ William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige Smil, hvormed Syge takker 277 deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange om Dagen ...
✂ Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie, men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og lagde sig sort under Øjnene.
✂ "Man maa være yndig," sagde han.
✂ "Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William.
✂ "Kære." Hoff slog Pudderet af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end hele Talang'et."
✂ William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han.
✂ "Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok." Hoff lo: "Det er jo det, som er Ulykken."
✂ "Farvel og god Fornøjelse" - -
✂ "Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken." - -
✂ William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe - Andersen kom lige ind paa Scenen ...
✂ Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung. William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten.
✂ Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.
✂ Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen. En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen.
✂ William bad om at maatte tale med Hr. Andersen.
✂ Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.
✂ "Har De set mig?" spurgte han.
✂ "Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William.
✂ "Tror De?" Aandeløst.
✂ "Det tror jeg vist, De kan - -"
278✂ "Ja, det tror jeg egentlig osse selv," sagde han saa og smilede.
✂ William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.
✂ Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene. Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ...
✂ Han gik hjemad over Prinsens Bro.
✂ Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han havde manglet ... Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette var, og igen stod han uden Svar.
✂ Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.
✂ Mere var der ikke at sige.
✂ Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man f i k. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, fordi det var det dejligste ...
✂ Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og han - misundte ikke.
✂ William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke mere sig selv med.
✂ Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem og tilbage. Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive.
279✂ En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik, bevægede han Læberne sagte.
✂ Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet.
✂ To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen.
✂ "God Aften," sagde han.
✂ "God Aften - naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa Aladdin?"
✂ "Jo-o." William køm hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff."
✂ "Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff.
✂ "En Komedie."
✂ Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"'
✂ "I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han.
✂ Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage - naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?"
✂ Saa læste William sit Enaktsstykke højt.
✂ Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig.
✂ "Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.
✂ "Hvad vil Du med det?"
✂ "Faa det antaget, kære ..."
✂ "Aa - hvor vil Du hen - det er jo slet ingen Komedie ..."
✂ "Maaske," Hoff tog Manuskriptet, "men det er en Stemning, og det er allerede noget meget rart."
✂ Han gav sig til at blade i Manuskriptet.
✂ "Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet - naa, saa meget desto bedre." Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han saa, "noget er der i'et."
280✂ Han slog om paa det sidste Blad:
✂ Nej, Frue, han vil sejre - -
✂ Fruen
✂ Tror De, vi tør haabe?
✂ Professoren
✂ Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke.
✂ (Tæppet falder.)
✂ Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han.
✂ "Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det Resignation/' sagde han.
✂ "Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..."
✂ William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde.