Bang, Herman Værker i Mindeudgave

✂

I

✂ Konferensraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.

✂ - løvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning - som jeg er overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler - at denne øjeblikkelige Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjertet i den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele vort Forretningsliv og - jeg tør sige det - hele vor økonomiske Situation. En Række Foretagender, som vi alle véd ikke blot repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor alt er udsprungne nødvendigt af Udviklingens Trang. Under saadanne Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun at vise Fasthed og Udholdenhed.

✂ Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet - Hans Excellence Lehnsgreven var meget døv - og rejste sig. Alle de svære Stole (Konferensraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed "Imitation", og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten middelalderlig Soliditet) blev 425 skubbet til Side, og de Herrer konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe Hans Excellence op - Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer af Landstinget:

✂ - Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.

✂ - Hvem? raabte Excellencen.

✂ - Miss Tea, svarede Hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo igaar hos Majestæterne.

✂ - Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid straks til Whistbordet paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn ... Hva' si'er De? sagde han.

✂ - At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.

✂ Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer talte om Hofsoiréen og "Violin-Feen", der satte Byen paa den anden Ende af Henrykkelse.

✂ - Men det var ogsaa et overordentligt Talent - et ganske overordentligt Talent ...

✂ - Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Treogtyve Tusind er der taget ind, siger man, af Victoria-Theatret i tre Koncerter ...

✂ Alle diskuterede de Treogtyve Tusind. Generalkonsul Brodersen, der altid saá ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: Æ-æ - Røverhistorier ; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor Kunsthandelen.

✂ Violin-Feen MissTea var en "Første-Pris" fra Pariserkonservatoriet, som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.

✂ Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Tea : Min Herre - sagde han - hun har ingen Skrupler. Impresarien havde ikke Uret. Miss Tea lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte 426 iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af Rørelse sagde Hr. Theodor Franz undertiden:

✂ - Min Herre - jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn ...

✂ Den store Impresario var ankommen til København tre Dage før Feen: Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der kan arbejdes.

✂ Hans første Arbejde var at lukke Victoria-Theatrets just aabnede Kontor for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge Billetterne i "Byernes Hjerte". Han vidste ikke, sagde han, hvad Udbytte man vilde have af en "Tilstrømning" i denne Gade ...

✂ Billetterne blev solgt paa Købmagergade ...

✂ - Ja ... vi k o m ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev ved at udmale "Queuen" paa Købmagergade - der var sort, siger jeg, sort af Mennesker.

✂ Man talte endnu nogen Tid om Miss Tea - Ja, sagde Højesteretsadvokat Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren. Hans Majestæt vil dekorere hende -; og talende om det hele Victoria-Etablissement, sagde Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran dem:

✂ - Ja - et lykkeligt Foretagende - et lykkeligt Foretagende.

✂ Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.

✂ Konferensraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen. Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jyske Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste Trin og smilte.

✂ I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en Kirke, stod og sad Kontoristerne ved 427 deres Pulte, bøjede over det stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspedi- . enterne, der optalte Sedlerne mumlende - som om der i den store Sal celebreredes en evig stille Messe.

✂ Konferensraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem Salen - det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige Gliden - forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saá ham: det var i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.

✂ Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et Kort.

✂ Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferensraaden.

✂ Konferensraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: Dem, sagde han, ja Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan undertiden komme til Ulejlighed ...

✂ - Ja .... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om .... det samme .... Hr. Konferensraad.

✂ - Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at interessere Konferensraaden lidt virksomt for os.

✂ - Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferensraaden, som legede med en Lineal og ikke mere saá paa ham.

✂ - Men denne Interesse, Hr. Konferensraad, maatte gerne - og Herluf Berg lo lidt - give sig noget tydeligt Udslag.

✂ - Bedste Hr. Berg, sagde Konferensraaden og slap 428 Linealen, Folk, der tager Tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden Anden-Prioriteter ...

✂ - Ikke naar Driften fordrer de Tyvetusind, sagde Berg.

✂ Konferensraaden svarede ikke, og Herluf begyndte at tale, benyttende Konferensraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. Han -talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera - de betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der nu til Sommer forberedtes af Nordmændene ...

✂ Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferensraaden ind i disse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i Virkeligheden ikke stort mere end Halvdelen af det Aftenhonorar, om hvilket Bladene skreg (Konferensraaden smilte muntert ved Ordene om Bladene): Kunstnerne vilde jo fremfor alt "Indvielsen", Seglet i København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede det - -

✂ Konferensraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:

✂ - Vi vil fra Scenen give Norden én Kunst og vænne den til ét Sprog, sagde han.

✂ Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: Ja - vi vil lære dem at forstaa, at tænke videre i, at f ø l e i et andet, det beslægtede Sprog, i hvilket vi spiller - vi rundt i Sverige og Norge - og vore Gæster her 429 ... Og Sprogene vil komme til at synes Dialekter overfor Følelsen af den store Enhed . . . Det er Sagen for hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.

✂ - Og saa er det Deres Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.

✂ Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved denne Tavshed, sagde Berg:

✂ - Og det maa lykkes: Thi uden Skandinavien er København en By uden Opland.

✂ Og da Konferensraaden pludselig saá op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:

✂ - Ja - vil De sige mig - hvad er der vel Plads til i dette Land?

✂ Konferensraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen. Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod København, sagde Konferensraaden med sit ejendommelige Smil:

✂ - Jeg har fundet Plads til en Havn.

✂ Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde aflæst dets Hemmeligheder, sagde han :

✂ - Fireogtreds amputerede os for Land ved Hofterne .... Nu har vi kun Vandene tilbage, de levende Vande, sagde han.

✂ Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferensraaden vendte sig om mod Berg og sagde muntert:

✂ - Naa - og hvad er det saa, De vil ?

✂ - Kunne arbejde i Ro, Hr. Konferensraad, sagde Berg i samme Tone.

✂ - Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saá paa sine Hænder, mens han talte, - der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye Idéer - nye Foretagender 430 fordrer Tid - og naar den første Nysgerrighed hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig - og den er maaske paa Veje til at fortage sig - maa man støtte sig til - til ordnede Forhold for at komme videre, sagde han. Konferensraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:

✂ - Ja - jeg har troet at se d e t, sagde han, at Publikum er blevet mere "nøgternt" ...

✂ Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg mener kun, sagde Konferensraaden ... Vi mærker alle denne ... (det var som om han søgte om et Ord og saa tog det alt brugte) Nøgternhed .... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne Sag ...

✂ - Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop - iovermorgen ... Man kunde jo ordne Sagen - en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem .... til det Hele ordner sig.

✂ - Ikke sandt, saa siger De Hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferensraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferensraaden, der stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:

✂ - Adieu, sagde han, De - Ridder af det skandinaviske Opland.

✂ Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen paa den Tid.

✂ Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik den? sagde han.

✂ - Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham iovermorgen.

✂ - Hvor stor? sagde Adolf.

✂ - Det sagde han ikke .... Han mente kun, at saadan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen.

✂ - Hva' - sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede Hænder - er det en Karl - hva? 431 Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han selv i al Stilhed trak det værste Læs.

✂ Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad - han har fortjent den, sagde Adolf.

✂ Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske urolig over hans Lystighed), og da de var færdige med Kaffen, gik de ned paa Købmagergade : Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet Billetsalget til Miss Teas "første og eneste populære Koncert". Billettagende Bybude garnerede Trappen, og hele Entréen var fuld af Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butikken, saa der ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.

✂ - Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saá jeg mig nødsaget til at rekvirere Politi.

✂ Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægs Kineser.

✂ Berg affattede "Tilstrømnings-Notitser" til Aftenbladene.

✂ - Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem - Reklamer syntes Impresarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette Sans -:

✂ - Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen ...

✂ - Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.

✂ Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.

✂ Feen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som sluttede med "egne Kompositioner". "Vi spiller dem kun i sidste Koncert", sagde Hr. Teodor Franz.

✂ Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin ... Jubelen var ubeskrivelig.

✂ - - Centralbanken aabnede foreløbig "Victoria-Etablissementet" en større Kasse-Kredit.

432

✂ Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru Stem svippe ind.

✂ - Pyh, hvor har jeg løbet - Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig - vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak ... Nu - Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm.

✂ Han var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end "han", pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjerte om en Klasselærerinde ...

✂ - Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.

✂ - Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.

✂ - Der, sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under Overstykket, paa Bordet, har Du dine stygge Bøger.

✂ Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.

✂ I Marginen skrev hun Bemærkninger og Karakterer med Blyant.

✂ Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:

✂ - Uh - Du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran Konfekten: Har Du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.

433

✂ Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne - med denne lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning opad.

✂ Brevene, som hun skrev til ham - hun skrev otte Sider fulde for at sige ham, naar "han" var hjemme eller hun ikke kunde komme - Jignede saa ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der saa blev ganske smaa og "sammenknirkede" mod Enden af Linjen og slog en lille Hale op eller nedefter) - saa han hittede næppe Rede i dem. Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som et Hebraisk af "deres Ord", det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten ligedan.

✂ - Mus, sagde han.

✂ - Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham ....

✂ Det var en Aften i det kongelige Theater, han havde bemærket hende første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet. Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen pludrede hun over Torvet.

✂ Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt. Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.

✂ - Véd Du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter, tænkte jeg, sagde hun siden.

434

✂ Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske - og var ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og ham i Drosken - og saa sagde han:

✂ - At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.

✂ - Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.

✂ Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.

✂ Hun svarede ikke.

✂ - Intet Menneske saá dem - ikke et Menneske -

✂ - og saa kørte Drosken hende hjem ...

✂ Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den røde Plys-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saá paa alting - Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine Tøjplanter paa Jardinièren - med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at vende Agterspejl mod "Damen".

✂ Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun saá, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med hinanden i Krogen af en Balsal.

✂ Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:

✂ - Aa - jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owens; og hun lyttede efter-Stemmerne i Nabokabinettet, hvor der nu blev livligt, og hun listede paa Tæerne - hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder - hen til Døren og lagde Øret til: Hys! - hun holdt Fingeren op.

✂ Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over Kelneren og over dem i Sidekabinettet ... Erhard aabnede Døren til Balkonen, og hun sneg 435 sig med derud, stadig tyssende. De stod og saá ned i den stille mørke Gade:

✂ - Dér boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres lange Vinduesrække - hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:

✂ - Han sover nu, sagde han.

✂ - Ja, nikkede hun og lo sagte ...

✂ Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.

✂ Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.

✂ Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun gaaet i Skole hos "Søstrene" nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i Nakken: Det var bare alt det gamle - stadig, skønt hun nu var fulde nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og "holde sit Fransk godt vedlige" ...

✂ Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv - ligesom et Lys i Ryggen - med sine to Døtre, en paa hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minutterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at plaske i Bassinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese Gange:

✂ - Din Teint, raabte Generalinden, om Du vilde tænke lidt paa din Teint.

✂ ... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ... Bare, at hun havde "ham" over sig ogsaa - naar han var hjemme da - og forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun blev gift ...

436

✂ Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole til Middag, og bagefter spadserede de paa "Anstalten" med Marie Pige, der altid skændte med sit: Naa - Mathilde - det skal jeg sige til Oberstinden.

✂ Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden - bag Maries Ryg - og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev gennemvaad lige ind til Popoen ...

✂ Dér sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom og rev hende væk ...

✂ Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster ...

✂ - Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en n o r m a l Familie - -

✂ ..... Dagen efter Restaurationsbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden - halvt forskræmt og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.

✂ Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme - i Begyndelsen, naar "han" var forrejst, og begge Piger var sendt ud:

✂ - Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie Pige var hendes evige Angst - Provsten, som de kaldte hende.

✂ Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier - Skolehistorier var Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af Fortællinger om Skolen og "Søstrene" -:

✂ Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrigt været hans eneste og sære Anfald af saadanne umiddelbare 437 og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punch for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst ...

✂ Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det klukkede - da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op:

✂ - Hys - Provsten, sagde hun.

✂ Og Erhard maatte listes ud - Mathilde gik i Forvejen - gennem den mørke Gang: han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men Provsten - men Provsten, til han var vel ude.

✂ Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:

✂ - Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde.

✂ - Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, straks blev aldeles forfjamsket - jeg vilde kun føle, om min Kaabe .... var vaad endnu efter Regnen.

✂ Erhard paastod, "Fru Mathilde" var aldrig saa sød, som naar hun løj: hun saa først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg.

✂ - Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Fingrene i Luften: det er vel det første, man faar lært ...

✂ Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.

✂ En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af Mathildes Glæder:

✂ - Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. "Hjemme" havde hun og Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

438

✂ - Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem til Mo'r.

✂ Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Badekammerdør.

✂ Stern kom hjem, mens hun havde den daarlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i "Tampen brænder" har gemt Tampen.

✂ - Han, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, paa sin syge Fod. Stern "begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj .over Konen".

✂ Men nu var Foden rask, og "han" rejste igen over til Gaarden i Blekingen.

✂ ... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saá paa Mathildes Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet. Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne - "de smaa Kid", som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin Yndlingsplads - i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod Knæene. Dér sad hun saa og kiggede ind i "Hytten" - som de kaldte Stuen -:

✂ - Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af hende, naar Du sidder pænt ...

✂ Erhard sad saa nogenlunde "pænt", og de saá begge,. ved Siden af hinanden, ind paa "Hytten".

✂ - Du, sagde hun pludselig og saá ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

✂ - Elsker Du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

✂ Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op i Ansigtet - de plejede ikke at benytte det Verbum at elske -:

439

✂ - Ja, sagde han ... og begyndte at kysse hendes Hænder ...

✂ - - Det maa være en ren Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.

✂ - Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden.

✂ - Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben.

✂ - Det manglede s'gu blot, Du skulde faa røde Kinder, sagde Lange.

✂ Dem fik Lille-Gerster dog ikke.

✂ Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningerne støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.

✂ - Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige Kunder i Butikken:

✂ - Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa Pulten.

✂ - Dér lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

✂ Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin "havde taget sig for meget paa": Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

✂ - Hvad mener Du, Adolf? spurgte hun Manden.

✂ - Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren 440 og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der - for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting - listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: d e n stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.

✂ - Ja, ja - sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, Adolf .... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i "Victoria" for Nemheds Skyld.

✂ Fru Adolf gik sjældent op i Butikken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Theatret.

✂ Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen - de to var bleven gode Venner - og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt "besøgt" mere, sagde hun og saa ængsteligt op paa hende.

✂ - Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.

✂ - Ja - naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik.

✂ Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen ; straks imorges gik han.

✂ Hun gik med Herluf op i Kontoret - Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa "Victoria" og i Forretningen -: Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa hen mod Tapetdøren.

✂ - Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.

✂ - Hm, ja, naar det hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden - Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod "Kompagnon'erne".

✂ - Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

✂ - Penge blev der hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.

441

✂ - Hm - og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.

✂ Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme straks, blev der sagt. Theodor Franz var paa "Victoria".

✂ - Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

✂ - Farvel, Frøken, sagde han.

✂ - Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen - og i det hele i Victoria-Kredsen - ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

✂ Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han aabnede Døren, saa han Impresarien, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-Bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig fremtrædende i Fysiognomiet - atter trykke Silkehatten ned i Panden som til Opbrud:

✂ - Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke paa Kredit.

✂ Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti ...

✂ "Koncerttribunernes Patti" var en halt "belgisk Nattergal", Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken.

✂ Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen ...

✂ Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles "polsk" Ydre, som Berg først nu blev va'r i en Krog.

✂ Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At "Hein" ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:

✂ - Hvad? - Hvor? 442 og var ude før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.

✂ Impresarien saá sig indigneret om: Ja - saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed.

✂ Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale - at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag ...

✂ - laften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to, tre Minutter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en Skildpadde, der trækker sig i Skal.

✂ Han gik med Pianisten.

✂ Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer - Hr. Theodor Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne Plakater -:

✂ - Min bedste, sagde Impresarien og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange "populære Koncerter", sagde han og vendte sig.

✂ Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab - med Brodersen og Blom i Spidsen - der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.

✂ Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i "Victoria" og alt dets Inventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen; det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoria-Etablissementet. Men paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.

443

✂ Saa kunde man altid se, hvordan det videre vilde udvikle sig.

✂ Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saá over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kelnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene overkors i deres Brunelstøvler. Portieren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem; allevegne saá man var der slidt paa Møbler og Inventar, et Par Kanter hist og et Par Kanter her.

✂ Konferensraaden maatte undre sig - saá hurtigt det gik. Men Publikum sled.

✂ Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig - Kelneren bragte Vin og lukkede Fade.

✂ Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor "Bygmesteren" sad og gjorde sig tilgode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

✂ Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene saá man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraaden var saá interesseret, at han begyndte at føle rundt paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som flossede. Men i Portiererne havde Stoffet holdt sig - de var forede med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

✂ Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til Venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op 444 i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opad vendte Bagside graahvid - det upolerede Fyr.

✂ Konferensraaden blev staaende, perpleks, foran de to Borde med de opadvendte lakerede Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik fra det ene til det andet og løftede de kønne - shirtingforede - Bordtæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

✂ - Dette var f o r usolidt gjort.

✂ Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte straks, der var noget ramt i Luften.

✂ - Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensraaden.

✂ - Han var blot kommet for at tale om en lille Middag - for de Bank-Delegerede - man agtede at spise herude ...

✂ Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om Middagen: I al Tarvelighed - i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er saavist ikke til andet; og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

✂ Indtil Konferensraaden rejste sig - han havde nu anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens' Frokost -:

✂ - Jeg saá til, sagde han og lo. Og helt i Forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

✂ - De d e r, bedste Bygmester, er forhaabentlig ikke mellem de "Ibentræsborde", der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor Inventarieliste ...

✂ De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside - Adolf kunde have 445 knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien:

✂ - Jo - - jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.

✂ - Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa deres Penge ...

✂ Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder saá de Restaurationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne - og Solen stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.

✂ Og med et virkeligt Smil - i en Følelse af Beroligelse - sagde Konferensraaden:

✂ - Dog et smukt Billede.

✂ Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen og skiltes.

✂ Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op.

✂ - Men noget maa der gøres, sagde Adolf. Men hvad ? ... Satan, han holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten ...

✂ - Vi maa .... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

✂ - Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattigkassen.

✂ - Nej, sagde Spenner: ikke - saa længe vi stempler dem.

✂ Adolf saá op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

✂ Spenner svarede ikke, og Adolf saá. igen ned i Hovedbogen : han stirrede, uden at tænke paa det, paa 446 Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.

✂ ... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa Kontoret.

✂ Han sad genert og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne - foreløbig.

✂ - Vi maa s'gu ha'e "ægte" Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.

✂ Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

✂ - Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen. Berg var gaaet hen til Pulten:

✂ - Saa, sagde han; han havde set ned paa Adolf s Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer.

✂ Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk ...

✂ Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende "Fri". Victoria-Theatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.

✂

II

✂ Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.

✂ Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Visedigter og ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der saá ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.

✂ - Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen - der var tre Frøkner Gravesen tilstede, i blaa Atlaskesliv 447 og hvide Tarlatansnederdele -: nu blir det mig dog for hedt med den Gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling ...

✂ Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkner kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han kaldte sin Kone for "Lise-Mo'r", og Fru Gravesen havde Taarer i Øjnene. Hun sad og saá paa sine seks.

✂ Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Haab, om "en brav Mand" ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.

✂ "Pigebørnene" satte "den Gamle" Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos "Støderen" :

✂ Det blev til "en lille Dans", før Hr. Gravesen vidste af det.

✂ De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde s i n Liste i Notebøger og paa Nodehefter, op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.

✂ - Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden Sal.

✂ - Hm, vi skal maaske ha' alle dine "Kirkesangere", sekunderede Frøken Frederikke.

✂ - Du maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen.

✂ Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind :

✂ - Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.

✂ - Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige - som hun bli'r fodret med Billetter paa "Bladet" ... Og saa ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.

✂ - Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa "alle de fremmede Øjne" paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja. sagde hun. Fru Canth véd 448 vel ogsaa, hvad det vil sige - og hvad der gaar i Løbet i Aarene ...

✂ Hvad Theodora angik, indsaa Fru Gravesen nok, at hun var ikke rigtig egnet til Festiviteter.

✂ Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede "Underjordiske", som de stadig fik i Huset og hvortil ogsaa Theodora hørte.

✂ Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners Løn om Maaneden.

✂ Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af "Ballet", og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne.

✂ Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette Værelserne.

✂ - Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud' paa Gulvet foran en. fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller - omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. løvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede "Bladet" til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at "reservere sig" og samle. Paa Væggene strakte sig "Vifter" af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke.

✂ - Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der 449 skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud, sagde Frøkenen.

✂ - Ja, sagde Fru Gravesen - de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup - de er jo slemme.

✂ - Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende.

✂ Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede Vilhelmine, - det saá udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:

✂ - Jeg spørger Dig, sagde hun mat: tror Du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man saá det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var "til hendes Fornøjelse").

✂ To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle Stuer - undtagen Balsalen - skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man maatte ikke saa gerne se dem fra alle Sider.

✂ - Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende: Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.

✂ - Ja, ja - Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saá hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonnestumper - Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis - og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud Du - hvad ser man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.

✂ - Kandelabre laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente 450 Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:

✂ - Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse.

✂ - Saa - mener Du? vrissede Vilhelmine.

✂ - Gud fri os for Stank - det var Amalie, der var gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, at de just duftede behageligt -: Naa - saa vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.

✂ Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:

✂ - Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida ...

✂ - Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.

✂ - Hun har ikke rørt en Finger ...

✂ - Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad Trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangement: Til Redaktionssekretær Gravesen, ved "Bladet", havde hun sagt.

✂ - Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert "Kar", der manglede.

✂ Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.

✂ De færdige Frøkner gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.

✂ - Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.

451

✂ Det var et Bybud, Theodora havde hentet til Fru Gravesen.

✂ - Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.

✂ - Det var, sagde hun - det var (og hun tog hastigt et Etui op af Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen - et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid Perle) .... Men, sagde hun, et sikkert Sted ...

✂ - Straks, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille Kvarter, Frue.

✂ - Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.

✂ - Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.

✂ - Ta'r saa meget, vi kan faa ... Er besørget, Frue, e r besørget, opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt usynlig paa - henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et nyt Nik.

✂ Det var Fru Gravesens "Hædersgave", Brochen med Perlen; hun havde faaet den til Sølvbrylluppet af Redaktionspersonalet. Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa.

✂ Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' til Fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.

✂ - Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa.

✂ - Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til Stuepigen og Frisørinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.

✂ - Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det ringede: 452 Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Haanden op for Munden.

✂ Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke behøvede straks imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dér i Bunker, omvundne med blaa Baand.

✂ Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Dage holdt sig udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.

✂ - Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole paa?

✂ - Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovenpaa betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillede for Natten.

✂ Hr. Gravesen brummede: D e r, sagde han i en meget fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var den humoristiske Vise til Bordet.

✂ - Den Gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkner Gravesen, der hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saá dem i den megen ødsle Stads, før der var kommet et Par Gæster.

✂ Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med Vin: Ja, ja - det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de andre) ... Redaktøren sagde, han saá herud en Timestid, sagde han.

✂ - Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.

✂ - Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned, sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:

453

✂ - Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud, Fru Gravesen maatte sætte sig ned, ved Tanken, inde i "Balsalen".

✂ - Naa - vrippede Frøken Amalie - gør han os den Ære? Det var svært! hun drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.

✂ Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge for, at det store Fad med Mayonaise blev sat til en Side.

✂ De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen til Søsyge - til det ringede.

✂ Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøknerne Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse - højlydt som Skader for at hæve Stemningen.

✂ Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev stadig ved at komme flere Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere:

✂ - Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.

✂ Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, 454 angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:

✂ - Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart komne alle?

✂ - Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'r ...

✂ - Ja, ja - atten Par - og saa dem, din Fa'r har bedt, sagde Fru Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:

✂ - Ja - her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.

✂ - Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange Handsker.

✂ Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran Balsalsdøren ventende paa Pianisten.

✂ Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der "snart havde faaet de Genstande ryddet til Side" i Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele "Æsken" rystede. Alle Kakkelovnene flyttedes paa Fødderne, helt oppe paa anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.

✂ De Herrer politiserede.

✂ Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med 455 Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det var en Levebrødsinstitution - én eneste Levebrødsinstitution hele Venstre ...

✂ Stær, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i en Lænestol, sagde nu:

✂ - Og jeg skal sige Dem, Kaptajn - det er netop det, der mangler os ... Højre mangler Mænd, der lever af det.

✂ - Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?

✂ - Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stær. Politiken er os en Biting: vi skulde ha' titolv Stykker, der levede af den ...

✂ Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne falde tilbage paa deres Plads, mens Stær arrigt sagde:

✂ - Ja - før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.

✂ Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja - hvad er vi Mennesker? De har skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen gentog sit: Ganske vist, mens han saá paa sit Uhr under Bordkanten.

✂ Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde :

✂ - Nej - vor Svaghed er den, at vi stoler for meget paa vor retfærdige Sag.

✂ Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa inderlig lettet ved: at det nu "gik" :

✂ - De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede paa Døren til Dagligstuen; selv gik hun videre.

✂ Berg gik ind og saá seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende 456 Billeder paa Folk i stille Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.

✂ Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og "tog nyt" - og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:

✂ - Ja - der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarneringer: Vi, sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.

✂ De andre var ungdommelig paaklædte, halvt som Theaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraaede, strammede Stoffer, der uvilkaarlig mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.

✂ De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja - de tjener deres Penge let ... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.

✂ - Min Broder Etatsraaden siger, han skulde ikke sætte sine Penge i Centralbanken.

✂ Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferensraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:

✂ - Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.

✂ De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder .... Og Fru Petersen sagde:

✂ - Ja, han begyndte - i Nibe - bag en Disk. Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret Mand havde begyndt.

✂ Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste 457 og gav et Par Kulissehistorier til bedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dansetrinnene og Musikken - Pianisten slog i Klaveret, saa det hvæsede - hørte man den op f ørende Herres Skratten :

✂ - Damen - fem Damer, Damen - fem Damer.

✂ Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til "den femte Finger":

✂ - Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken f o'r af sted.

✂ Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavaler rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.

✂ Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.

✂ - Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt ...

✂ Herluf f o'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet.

✂ - Jo, det er mig, sagde Fru Dunker.

✂ - Er De her? sagde Herluf forbavset.

✂ - Ja, jeg kommer her i Huset ved højtidelige Lejligheder .... Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det dog er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en Brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, saa Kindbenene stod frem.

✂ Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget Svar tilføjede hun:

✂ - De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os? 458 Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Bunkers : saa kom Scheele der, og saa kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille Herluf, tilføjede Fru Canth.

✂ Berg nikkede kun, og Fru Dunker sagde sagte: Nej - vi har ikke set hinanden i to Maaneder.

✂ Berg svarede intet og de tav igen. Nedenunder hørte man Hr. Andersens kommanderende Røst; han var nu naaet til sit store Nummer, Kæde gennem Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. Andersen f o'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad Trappen, med den hele Række.

✂ Toddyherrerne kom ud for at se til - Damerne gispede, og Herrerne sled - Rækken fløj videre:

✂ - Nej - ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.

✂ Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.

✂ De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da "Redaktøren" kom ind med Redaktør Scheele fra "Dagen", saa han den hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:

✂ - Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København.

✂ Fru Dunker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen:

✂ - Dér er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen.

459

✂ - Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule.

✂ - Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.

✂ Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han naaede ud, hørte han Fru Dunker, der havde rejst sig, da hun saá Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og se hendes Ansigt.

✂ - Er De virkelig der, sagde hun. Det er længe siden.

✂ Anden Dans var forbi, og der blev klappet til Bords. Man skulde spise ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens alle raabte og lo: der var ingen Stole - og der var ingen Tallerkener.

✂ Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.

✂ Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro.

✂ - Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe svingende med sin Serviet, som paa en Restauration.

✂ - Brød her, lødnlet nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, ellevilde af Sukces'en og Dansen; Ida var saa kaad, at hun kildede Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:

✂ - Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinnet under hende) Vin, Vin ...

460

✂ Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.

✂ - Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravesen var helt forstyrret: hun fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.

✂ - Men der e r ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren.

✂ - Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade:

✂ - Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken.

✂ - Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire Flasker. Vin reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.

✂ - Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den - gem den, sagde hun og skød Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et Kjoleslæb.

✂ Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb de flagrende Blade og raabte:

✂ - Melodien? Melodien?

✂ - Vi kys-ses, blev der svaret: "Her kysses vi, som har Jour - her kysses vi - og gør Kur".

✂ - Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses - her kysses vi ...

✂ Amalie løb gennem Balsalen, hvor "de Gamle" spiste, ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.

✂ Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde - Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ - og Scheele rejste sig:

✂ - Undskyld, sagde Frøken Amalie med sit mest 461 medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun spillede.

✂ "De Gamle" rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to Tenorer fra Kirkekoret - langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede Adamsæbler - og dirigerede.

✂ Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saá mari Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst - ved Enden af Versene lo de og applauderede.

✂ Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:

✂ - Dacapo - dacapo, raabte han.

✂ - Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.

✂ Da Sangen .var forbi og der var raabt "leve" for Forfatteren og Hr. Gravesen havde takket, gik "de Gamle" ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen:

✂ - Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord - et Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge - et Par Ord, som han trængte til at faa sagt - Kaptajnen udtalte Ordet "trængte" saa inderligt som havde det været selve "gamle Dannebrog", og tav saa lidt, før han gik videre og sagde:

✂ - Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas ... at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte Ord - for den danske Presse.

✂ Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til Ære - at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det aandelige Arbejde i Fædrelandet.

✂ - Ja - sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans Overbevisning - Pressen har sandelig gjort sit Arbejde i disse sidste Aar. Den har været som en Herold - eller - nej, mine Damer og Herrer ... De vil forstaa mit Billede - som en Tyrtæus 462 har Pressen været for vort Samfund - mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye Baner - disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette Land, er saa stor, at - ja, man tør sige det - det hele danske Folk bør vide Dem Taknemmelighed for Deres Værk.

✂ Selskabet sad tavst med Ansigtet mod Taleren, der holdt inde et Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre Tommelfinger op til Næsebenet, som om han tog en lille Snus) før han vedblev i en noget anden Tone:

✂ - Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, denne - og - jeg kan sige det - den er ufortjent ringe. Der er et andet og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og Herrer, paa dens sædelige Lødighed : det er dens Holdning i Konkurrencens daglige Fægtning - dér staar den sande, den svære Prøve for en Presses Moral.

✂ De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptajnen:

✂ - Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. Derfor fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.

✂ - Et Leve - ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor danske Presse.

✂ Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt ud mod Trappen udbragte han - med et Par Ord - "Levet" endnu en Gang, og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.

✂ Fru Petersen, der sad til Venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen:

✂ - Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens 463 største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste ....

✂ Fru Petersen saá paa ham.

✂ - Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han - Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger - nu vil han have Tid til at gøre den gældende ....

✂ Han drak en Smule Vin og smilte - Hr. Gravesen holdt aldrig af d e t Smil og var ganske hed i Hovedet: han havde maattet skænke i sin Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte paa -:

✂ - Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa det.

✂ ..... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minutters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne.

✂ Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:

✂ - Hm - - Tror De egentlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt paa at elske?

✂ - Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru Dunkers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.

✂ Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han - og i den samme halv satiriske Tone som Scheele -:

✂ - Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.

✂ Scheele drejede hastigt Ansigtet og saá frem mod ham i Mørket:

✂ - Nej - saagu, sagde han saá, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved "Axelhus", hvor Scheele boede, og de steg ud.

✂ .... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper - det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.

464

✂ Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om vi ikke endelig skulde se at komme i Seng. Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men Børnene var sultne.

✂ - Det er vi vel alle, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad Trappen med Lyset. Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne Theodora Senge op til Frøknerne.

✂ Fru Gravesen ventede længe nedenundes; hun haabede, Gravesen nu var falden i Søvn. Men han var vaagen, og var meget veltalende. Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa Du indretter Dig derefter ....

✂ Fru Gravesen, der saá ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som Musehaler :

✂ - Ja, ja, Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en Fornøjelse.

✂ .... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener til Side .paa Dynerne i Skyndingen ...

✂ Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.

✂ Livet i "Victoria-Etablissementet" var længst døet ud, og alt var slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, dog uden at bekvemme sig til at bryde op - med Spenner lige overfor sig ved Pulten: søvnig skrev Bogholderen Regninger ud, Regning efter Regning.

✂ Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten kun med Selskab af den halvsovende 465 Spenner; der tavs kradsede i sine Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenstunden, maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa en Veksel eller paa en Regning - mens de gik.

✂ Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.

✂ - Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov til at være ene, naar man sover..

✂ Straks efter Morgentheen gik Konstantin; og de to Gamle blev alene i Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se til - som var "Herskabet" forrejst, saa stille var der, mens de to Gamle sad modløse, hver i sin Krog.

✂ - Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.

✂ - Gaar Du i Forretningen, Adolf? sagde hun.

✂ - Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja - min Pige, straks. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende og tankeløse: Aa - ja, aa - ja - til han endelig kom op og fik Tøjet paa.

✂ - Ja - saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.

✂ Men det varede en rum Tid, før han naaede op i Forretningen; og tit kom han ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat med den halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, saa med den og saa med den - timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte ; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, at han begyndte vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.

✂ Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butikken, og de tre 466 Frøkner færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor.

✂ - Ja, Frøken, sagde den Gamle inde i sin evigt samme Tanke: I Theatret er der fuldt.

✂ - Ja, sagde Frøken Hansen.

✂ De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger, til Fru Adolf sagde sagtere :

✂ - Men - Frøken, sagde hun - hvor bliver Pengene af?

✂ Frøken Hansen f o'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa - der skal jo meget til, sagde hun beroligende.

✂ - Ja - ja, der skal meget til, svarede den Gamle. Og paa Konstantin hviler det - paa ham hviler det.

✂ - Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.

✂ - Hun gik hjemad begyndende forfra paa den samme Tankegang, der endte med samme Spørgsmaal - Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoria-Etablissementet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene op ad Trapperne og langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

✂ En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre saá hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru Adolf; de lod, som de ikke saá hinanden, og hilste ikke; men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun:

✂ - Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamæn helt nede i Køkkenet ... for at spørge Kokken om et Raad, sagde hun hastigt.

✂ - Fru Martens saá jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.

✂ - Ja, sagde Konstantin utaalmodigt: det er ogsaa 467 en Fruentimmer-Idé; hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer .. .

✂ - Det er maaske meget fornuftigt af hende, sagde Fru Adolf og smilte.

✂ Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:

✂ - Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun - som Køkkentrappe-Inspicient.

✂ - Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ... Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.

✂ ... Martens selv saá man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerslot ud paa Bordene, forklarende for hvem der vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, farveblændet foran den tænkte Spisesal i maurisk Stil med Blaat og Guld.

✂ Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa Reparationer og Reparationer - saa lang Ugen var, i ét Kor.

✂ Om Søndag Eftermiddag, naar han sad hjemme i Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf - det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og skældte dem baade for Tyve og Røvere.

✂ Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i Asken.

✂ Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, 468 først under Paaskud - eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu - til hun en Dag, da Fadebur s jomfruen blevjaget væk for Tyveri, aabent tog hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.

✂ Hun saá hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.

✂ Det.var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og vekslede, som om dette store, gloende Uhyre kun lod det altsammen, Smørret, den dyre Vin, Champignon'er, Oliven og Trøfler - Kokken gød de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet, saa var de i Melet, og s a a blev de skyllet i Vandbækkenet - gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, Kelnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.

✂ .... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs.

✂ Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; fordi den blev jaget bort og den blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: den havde fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og den havde slæbt skært Kød ud af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.

✂ Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kelnerne maatte skifte, fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset.

✂ Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Indkøbene - valtende foran Madam Martens, der blev 469 bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen ...

✂ ... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi Victoria-Etablissementet og saá Porten stod aaben. Han gik ind i Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.

✂ Da han aabnede Døren, f o'r Adolf forskrækket op fra Stolen - han var i det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid -:

✂ - Naa - man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at banke paa.

✂ - Jo - Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.

✂ Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja - saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten ; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:

✂ - Naa - hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.

✂ - Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.

✂ - Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.

✂ De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran -sig saá Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:

✂ - Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe:

✂ - Hvor bliver vore Penge af? sagde han.

✂ Adolf saá op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.

✂ - Fattigskatten? - hvad vil det sige?

✂ - Har De virkelig troet paa vort "fulde Hus"? sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret.

✂ - Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt.

✂ - Jo, svarede Adolf blot.

✂ De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede lidt.

470

✂ - En Gang maa vi vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt.

✂ - Vi m a a gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.

✂ - De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde Berg.

✂ De tav lidt igen, mens Berg stadig saá over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten:

✂ - Alvorlig? - alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'r ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.

✂ De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncertbureau :

✂ - Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med - uden at genere os - - Trawlfiskeri gennem Provinserne.

✂ - Spenner var god til det, sagde han. Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget - Berg fulgte Adolf uden at tænke derover - sagde Adolf:

✂ - Tingen er, Terrain'et er dog lille.

✂ - Ja, sagde Berg.

✂ Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem.

✂ "- Aa - nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.

✂ De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende:

✂ - Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det - her gik vi ogsaa den Gang efter "Prinsessen af Bagdad".

✂ - Ja, sagde Adolf.

✂ Da de kom ned til Adolf s Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det modsatte Fortov: hele Huset var 471 mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.

✂ - Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saá op mod Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.

✂ Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Udtryk som Gerster - i Øjnene.

✂ - Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.

✂ - Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter Vokssvovlstikker i alle Lommer.

✂ - Naa, sagde han. Godt er det, at den Gamle har samlet en Formue ... Der kommer vel bedre Tider igen....

✂ De skiltes, og Berg gik endelig hjemad. Han blev ved at sige til sig selv: Ja, ja - ja, ja - den Gamle har jo Formue - og f o'r sammen hvert andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.

✂ - - - Ud paa Foraaret blev der dannet et Koncert-Bureau, som havde Spenner til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser bragte daglige Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i Sverige var Concert-Bureauog Spenner-Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe.

✂

III

✂ - Havde De anet det? sagde Hr. Mølbom - han var knap kommen indenfor Døren til Canths Entré -: Anede De det?

✂ Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder:

472

✂ - Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'r, sagde han.

✂ Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme ; Tankeeksperimentet slog ham som et Brædt gennem Hovedet.

✂ Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed.

✂ - Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt annonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.

✂ - Der laa et Brev til Dunker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, hun var rejst og ... forklarede ham.

✂ Ordet "forklarede" morede Toldassistent Bastrup, der tog Fru Mølboms Ærme-Elastikker i Forvaring foran Spejlet.

✂ - Og han? sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun hilst Goddag med et majestætisk Nik. .

✂ - Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Møibom og de andre.

✂ Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru Legationsraadinde Sten, en Slags "Aflægger" af Kredsen, der var stødt til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende Glasøjne f rittende paa hver, der kom.

✂ - Børn - Børn, slog Fru Canth Alarm straks ved Døren: Børn - hvad siger "Menigheden"?

✂ Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede.

✂ - Putte - Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev helt kælen af ar den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som klappede Barnets 473 Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om Bunkers to stakkels Drenge:

✂ - Ja - sagde hun og sukkede: de stakkels Smaa - de smaa Stakler.

✂ De sagde alle en beklagende, distrait Sætning om Børnene Kredsen rundt - undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en stram Tavshed - til der blev en ny Pause, og Fru Canth sagde (Stemningen blev ved at være lidt tung):

✂ - Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som Herluf kom.

✂ Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og opskudte Skuldre, satte sig med et velopdragent Ansigt til at spille en "lettere Sonate", mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er De? - hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig "Medvider" og gjorde Plads i Sofaen.

✂ Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musikken, mens lille Hr. Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage, og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var ensformig som et Sæt Fingerøvelser.

✂ Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt. Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad uforanderlig tavs under Lampen, flettende Frynser, assisteret af Bastrup.

✂ - Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt, at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det?

✂ Fru Strøm vendte sig og bevidnede det.

✂ - Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte sig igen til Vinduet.

474

✂ - Jo - det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges - hun havde jo hørt det straks .... og Anna sad dér ved Sybordet ....

✂ De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt:

✂ - At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte.^

✂ - Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke - de Stakler, sagde hun.

✂ - Mon? hviskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød frem i dem, eller af en pludselig Skam - ønskede de sig i samme Tanke endelig ganske nær hinanden eller endelig løs ....

✂ Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder:

✂ - Anna, Anna skriger jeg, men hun bli'r bare ved at hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa hende ....

✂ - Spil dog mer - spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.

✂ Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine Enkeltheder.

✂ - Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst - De var der jo?

✂ Oberstinden tog Ordet fra Obersten: Dunker havde selv lukket op for Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: "at dette var ham kærere" ...

✂ - Kærere. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang af Obersten selv, ganske nøje - han maatte komme hen til hendes Puf.

✂ - Men hvordan saa han ud? sagde hun. Obersten 475 kunde ikke nærmere tydeliggøre, hvordan Hr. Dunker havde set ud: Saadan - som altid, sagde han. Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var uimodtagelig for^ fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf:

✂ - Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset - fem Aar, tidlig og sildig .... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til den næste.

✂ Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhviskende:

✂ - Jo - d e to forstaar man - ikke sandt ? dette forstaar man, sagde den lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans Fingre.

✂ Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da "Fa'r" gav Lov, hvad Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger.

✂ Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og seende paa de Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun igen:

✂ - Ja - de stakkels smaa hos Dunkers.

✂ Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, i Kredsen af de vante Ansigter:

✂ - Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa sig rundt med løftet Glas: Rigtig rart.

✂ - Vidne, Sundt - Vidne, lange Arthur ...

✂ Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som ved et Familiebord, hvor 476 alle de nærmeste er komne vel sammen. Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det saá ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet: og man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Mupterhed, hvor man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velmente "Velbekomme" og saa gladmætte ud.

✂ - Pyh - her er varmt, sagde Fru Canth og slog Døren til det kønne Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit Ansigt med Eau de Cologne.

✂ Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjerter ved mere dybsindige Sentenser og dømmende "Begivenheden" objektivt, under Udvikling af megen Levevisdom.

✂ Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved Lampen, og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang og gaa over Gulvet for at kysse "Mo'r", der vendte Kinden til med et stramt Udtryk: Fru Mølbom saá bestandig potenseret krænket ud, naar hun fordøjede.

✂ Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselonguen, med Puderne efter "Bagdad-Modellerne" i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lød halvhviskende i Stuen:

✂ - Nej - lille Herluf - sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at "snyde", sagde hun og gik fra ham.

✂ Man brød op lidt tidligere end sædvanlig: Berg og Sundt fulgtes ad og talte naturligvis igen om Dunkers:

✂ - Det havde selvfølgelig været meget "hedt" længe, sagde Sundt.

477

✂ - Sandsynligt, sagde Berg.

✂ - Og med d e t kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne, Fjortendags-Bruddene - sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet Tone - hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler - - overfor Mand og Børn - og ... den Historie, sluttede Sundt.

✂ De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en langsom Tone:

✂ - Nej - Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær ...

✂ - Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste ...

✂ De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan jo ogsaa ... uden det - ha' det rart.

✂ - I vort Klima, sagde Berg.

✂ Sundt saa paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.

✂ ... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det kunde være, at "saadanne Personer" evigt sneg sig ind i deres Kreds ...

✂ Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.

✂ - - Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte hun om Sundt og "Konen" bag Gardinerne.

✂ - Hm - om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten,'før Frøken Agathe sov 478 i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde Rosenknopper.

✂ - Naa Hjertet op i Livet.

✂ Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt ham - Alverden maatte følge Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti Skridt ned ad en Gade.

✂ ' Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét:

✂ - Naa - saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.

✂ Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Ekspedienter og Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.

✂ Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blød Filt, og derpaa vendte tilbage til Budstuen, bag hvis Glasdør de lange uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, debatterede deres, med de "halve 01" staaende under Bænken.

✂ Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før han. Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling som søvnløse, der kaster sig paa Lejet. Adolf blev mer og mer nervøs af at se paa disse levende Automater, der rejste sig og gik op og ned og atter satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, 479 som om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Minut, lydløst paa sin Filt .... selv troede Adolf stadig han passede paa s i t Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og roligt.

✂ Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i en Krog, træt af det meget Løben i "Byen". Budene talte saa højt inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne Stof i Tankerne og tænkte:

✂ - Hvor mange af dem har mon Underskud i Kassen?

✂ Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferensraaden hævede Ansigtet fra Papirerne og saa hen paa ham: Straks, sagde han og gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.

✂ Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa Værelset, Vægkortene, det store Kronometer, Konferensraadens Profil, med det samme' Blik, mens han tænkte:

✂ - Hm - hm - mer Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod Konferensraaden.

✂ Konferensraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne nonchalant paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende Kronometer.

✂ - Ja - saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferensraaden og saa hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer.

✂ - Eller - jeg til Deres, Hr. Konferensraad, sagde Adolf med et let Buk og satte sig.

✂ - Ja - det er ganske vist mig, sagde Konferensraaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi maa - han søgte noget om Ordene - en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.

480

✂ - De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og saá paa ham: Deres og Deres Fa'rs.

✂ - Ja - sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte: "Hm - hvad jeg ventede") - det staar vel til at antage, at en Forretningsmand som min Fa'r véd, hvad han gør.

✂ Konferensraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.

✂ Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning.

✂ - Sin Kredit, rettede Konferensraaden og legede igen lidt med Linealen, før han lagde til:

✂ - Ja, ja - Deres Fa'r er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille Eftertryk paa det sidste Ord og saá hen paa Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var begyndt at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem sine Ben. Konferensraaden betragtede interesseret denne Mølle, før han lagde Linealen ned og sagde:

✂ - Jeg har imidlertid som Ven villet gøre Dem, Dem personlig, sagde han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet - der dog sikkert er bedst inde i Forretningerne - i hele Forretningsgangen (udtrykte han præcisere sin Tanke og saá ned paa Møllen, der blev ved at dreje) opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevne enige om at vise megen Forsigtighed overfor Deres Foretagender.

✂ - Ja - jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig Forsigtighed, Hr. Adolf.

✂ Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden: Bankerne maa jo vide, hvad de gør.

✂ - De tror det, sagde Konferensraaden skarpere. Der blev en lille Pause: Det er i Virkeligheden en m eg 481 e t betydelig Vekselmasse, der er i Omløb paa Deres og Deres Fa'rs Navn, sagde Hr. Hein roligere.

✂ Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul, mens han smilte og sagde:

✂ - Ja, det vil jo altsammen blive ændret, naar først Prioriteten er ordnet, Hr. Konferensraad.

✂ Det syntes at more Konferensraaden, for han begyndte at le lystigt og lo en rum Tid: Ja, sagde han - den Dag vil jeg gratulere Dem. Os staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million.

✂ - Vi er tilfreds, sagde han. Konferensraaden var vedblivende meget munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:

✂ - Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferensraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer.

✂ Konferensraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende:

✂ - De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf - en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.

✂ Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa - sagde han - saa vil De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os - som det, den er - som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.

✂ - Farvel.

✂ Der var ikke mer. Haanden gav Konferensraaden ikke. Adolf naaede Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa et Brædt. Han saa alt, Budene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han saa.

✂ Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har Du nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kelnere rundtomkring.

482

✂ - Ja, sagde han blot og satte sig.

✂ Der blev bragt Direktøren Cognac at holde ved Tænderne.

✂ .... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferensraaden opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han havde set Adolf skraa over Pladsen, som var han en Søvngænger, der listede frem langs et Tag.

✂ - - - I Forretningen ventede Herluf.

✂ Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede paa Pultene. Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret rundt nede i Lokalet: Butikken saá ud som plyndret efter det sidste Salg - et "Kronesalg", Adolf s nyeste Idé, en Konkurrence med Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte Vinger.

✂ Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butikken, saa de begge gik op igen i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han ; og de ventede, staaende eller gaaende rundt:

✂ - At det kan vare saalænge, sagde hun.

✂ - Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem - heroppe var Væguhret gaaet istaa -: Halvfem, sagde Herluf.

✂ - Og han gik Klokken tre?

✂ - Ja-

✂ De gik atter ned, begge to - de maatte være sammen - og de talte, mens de spejdede ud ad Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:

✂ - Maaske er han. gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.

✂ Telefonen ringede. Det var en Depeche fra "Spenner-Bureauets" Tourné, der var ankommet til "Victoria" 483 : Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe. Udsolgt Hus og .utallige Fremkaldelser.

✂ - Og en Kasse paa 17 Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.

✂ De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen.

✂ Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede paa deres Pinde.

✂ Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar den Gamle blot ikke faar dem at se.

✂ - Den Gamfe - hvad? sagde Berg.

✂ - Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude skriver jo Navnet.

✂ - Men - for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod hende: Det varede lidt, før han spurgte - og der var slet ingen Lyd i hans Stemme -:

✂ - Hvorlænge har det været saadan?

✂ - Længe, sagde hun.

✂ De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butikken. Lidt efter rev Herluf Døren opdernedtil:

✂ - Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saá slet ikke den Dame, han strejfede i Gangen.

✂ - Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt - og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren - at vi undgaar hinanden, sagde hun.

✂ Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig ses, sagde hun med en let Anstrengelse og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans Forvirring, som hun troede skyldtes hende:

✂ - Vi var jo dog altid gode Venner. Berg bøjede kun stille Hovedet. Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele hans nye Eksistens herinde og derude 484 paa "Victoria", i en Tone, der skulde spøge, men lød lidt brudt:

✂ - Og her har De altsaa Troen? sagde hun. . Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt og bedrøvet:

✂ ?- Aa - Berg - desværre - vi var vel Tvivlere begge.

✂ Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude - - den lille Stakkel.

✂ Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saá ud: Ja - var det Fru Stern - det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt hende igen, som hun saá ud ...

✂ - De saá hende vist en Aften hos os, sagde Asta - - for et Par Aar siden ... Den Aften, sagde hun sagtere.

✂ Asta Heltz var gaaet ind i Butikken efter at have rakt ham Haanden. Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke, mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede Ansigt.

✂ Paa Østergade kom Adolf imod ham, Arm i Arm med Blom, stortalende og rødkindet: De maatte i "National" i Aften, sagde han, alle i "National" i Aften - der var Debut i Aften .... Adolf havde en høj, støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om National, om at han inviterede Selskabet til "Victoria" ...

✂ - Men hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham i Armen.

✂ - Alt i Orden - naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale om "National" : de maatte have Brodersen med .. .

485

✂ De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde fulgt et Medlem af "Athenæum" op og ned ad Ruten, og som nu skraaede over Gaden til dem og begyndte at snakke, ud i ét, paa sin vrøvlede Art - mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det skar gennem Berg.

✂ Endelig blev der en Pause, og den Gamle sagde med et hurtigt og sky Blik hen paa Sønnen:

✂ - Ja - Du gaar vel ikke hjem til Middag - Konstantin?

✂ - Nej - jeg maa være paa "Victoria", sagde Adolf.

✂ - Ja - Farvel da, sagde den Gamle og lo paa sin umotiverede Maade.

✂ - Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige til sin Gadedør hjemme.

✂ Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saá hans Ansigt, og hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til.

✂ - Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale.

✂ Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, før han faldt ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt.

✂ - For Guds Skyld, for Guds Skyld - der kan komme nogen, sagde hun i den yderste Angst og tog ham om Skuldrene: Hvad er der sket - hvad er der sket? sagde hun. Sig det - sig det ...

✂ Han løftede Ansigtet og saá paa hende med Øjne, der var stive og som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.

✂ Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder 486 klaprede i Munden, og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.

✂ Han svarede ikke straks - hulkede kun. Men saa begyndte han at tale; afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner og Spenner, som han kaldte "en Forbryder" og Berg, den Stymper - dem alle: H a m - h a m lod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som et Kadaver faldt ned over Pulten.

✂ Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem raadløs igen.

✂ - Om nogen kom - om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne.

✂ - Hr. Adolf - Hr. Adolf - hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.

✂ Han løftede Hovedet og saá forvildet paa hende. Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:

✂ - Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt ind mod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik - mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.

✂ Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær greb han hende om Haandledene og førte hende ind i den Gamles Rum, hvis Dør han slog til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde Træ raktes dinglende' langt ud af Munden.

✂ Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter Fru Mathilde, som hun sad dér igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne op paa Sofaen 487 under Tæppet, og hverken hørte eller saá, men bare stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.

✂ Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, der var med Vognen.

✂ - Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru Mathilde fo'r sammen: saa kører vi, sagde Asta muntert.

✂ - Ja - Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod hende.

✂ - Hvad er der dog med Dig, Mathilde, sagde Asta og tog hendes Hænder, som var ganske kolde: hvad er der dog med Dig? hun saá bekymret ned i Venindens Ansigt, hvor Øjnene,, syntes hun, blev større og større hver Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt lille Barn.

✂ - Hvad er der dog, Mathilde? sagde hun mildt.

✂ - Ingenting - ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.

✂ - Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der, noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta: Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe.

✂ - Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den Gang. Lille Mus - lille Mus.

✂ Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.

✂ - Mathilde dog - men Mathilde dog.

✂ - Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.

✂ Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun 488 kunde tænke - lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt ...

✂ Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende - længe.

✂ - Jeg maa jo nok komme igen til Dig, sagde hun saa, da hun gik, det var, som Graaden vilde komme op igen.

✂ Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt og Foraaret rigtig kom. Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne og viste kun en egen ydmyg Taknemmelighed, der næsten pinte Asta ...

✂ ... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, de gik ned til Vognen. Hun blev meget snaksom idag, mens de kørte - en hastig og broget Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre, sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og fast:

✂ - I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.

✂ - Rejser? sagde Asta.

✂ - Men hvorhen?

✂ - Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede hun "Hund og Hare" med sine egne Tanker ... Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han skrevet.

✂ - Men hvorfor vil Du rejse netop nu - - nu, da Du ikke er rask, sagde Asta.

✂ - For - jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud i Luften, til de vendte hjem.

✂ ... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes 489 Væsen var næsten endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.

✂ Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og forvirret, saa han gik urolig rundt - tilsidst rent forpint - og ikke vidste, hvad han skulde tænke: hvad mon der var i Vejen?

✂ For der maatte jo dog være noget i Vejen ...

✂ Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget videre; han havde taget det for Luner eller "Følger af Foraaret", som gik over.

✂ Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et eneste af deres "egne" Ord - kun de nøgne Par Sætninger.

✂ Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis været om Bord paa det samme Malmøskib og fortalte det:

✂ - Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ... Skidt - skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet ...

✂ - Var forresten Bekendte om Bord: lille Fru Stern blandt andre - det er osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.

✂ Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at "det jo i Grunden var ham saa ret ligegyldigt."

✂ Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude - i Grønningen, naar det mørknede.

✂ Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da -han kendte hendes Skikkelse, der kom 490 hastigt imod ham i Mørket, blev han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de gik hurtigt ned mod Vandet. Hun var foran - hun næsten løb - og Erhard blev endnu mere forvirret ved Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja - noget er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være, hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab - for han havde haft "Luner" under deres Forhold -; og midt under sin Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.

✂ Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn - altid havde været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu.

✂ Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, var det ganske mørkt:

✂ - Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra Vandet.

✂ - Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret Stemme.

✂ - Ja - jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig derhjemme i den sidste Tid.

✂ De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne djærvt i hinanden højt oppe fra Luften.

✂ - JØ-s.

✂ - Jø-s, sagde de begge.

✂ Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.

✂ Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun 491 sagde, hun havde været hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany konferere med Marie Pige.

✂ Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes Naade var jo - ogsaa efter Maries Oplysninger - længst overbevist om, at der "ikke mere kunde være Tvivl".

✂ Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og "satte Stole tilrette", mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.

✂ Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt sine Undersøgelser, og Mathilde saá op og mødte Pigens hvasse Øjne paa sig:

✂ - Hvad vil Du? sagde hun heftigt og fo'r op.

✂ - Nej - nej - jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres Hvisken og Synen - gemme sig og ligge i Mørke.

✂ Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang imellem blev Marie sendt ud for at "høre efter" og sneg sig paa Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren ; naar Mathilde hørte Trinnene, gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.

✂ Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom 492 hun ganske til Ro igen ved at læse et Par Sider i "Thornam".

✂ Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien. Den giver jeg Dig. med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bögkassen ved Siden af H. P. Holst's Digte og Mathildes øvrige litterære Konfirmationsgaver. "Thornam" var i den Familie som en Slags Indvielse til Ægteskabet ...

✂ Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende ind i Entréen og hviskede. Alt var vel - Fru Mathilde var ved Friseringen. Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.

✂ Men da hun kom derind og saá Datteren, der sad bleg, i den hvide Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af sit Hoved, som En der overgiver sig tavst - blev Generalinden forlegen igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten angst overfor denne tavse Underkastelse hos Datteren, der blev ved at sidde foran Spejlet ubevægelig og følesløs: hun havde grædt alle Tanker ud inat.

✂ Ingen af dem talte; og.for hvert Sekund steg Ubehaget hos Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det "overdrevne" i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:

✂ - Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det - det er en ... Urimelighed - der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rent ud kunde have sagt, hun "transpirerte" -

✂ - Madam Jensen er her, brast det ud af "Naaden". Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu trak sammen om hende.

✂ Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saá Madam 493 Jensen, der havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.

✂ Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk ... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde praktiseret i tre og tyve Aar - "diskré", sagde hun og sammenfattede hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets "t" ; hun vidste, hvad en "Første-Gang" var) et Par Skridt frem og hilste.

✂ Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til en Velsignelse.

✂ Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede. Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa Aabenbaringen af de hellige Mysterier.

✂ Hun kom altsaa ikke - igen ikke.

✂ Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen, saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde fulgt ham uafladeligt ligefra den Aften, de var skiltes i Grønningen, Mathilde og han:

✂ - Om det var "det" - om det kunde være "det"?

✂ Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder... hendes Luner .... Væsen .... det Hele fra den sidste Tid ...

✂ Han f o'r sammen, da det bankede paa Døren og raabte saa "Kom ind" - han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.

✂ Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.

✂ Erhard kvalte et Udbrud, da han saa hende, og hun 494 gik ind forbi ham med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang Vej. Han blev greben af en raadiøs Medlidenhed og Smerte: - det var Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, som havde alt Blod forladt dem - de besvarede ikke hans Tryk.

✂ Fra det første Nu, han saá hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det er som jeg tænkte. Og mens han endnu-holdt hendes Hænder i mine, fo'r et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved - og undertrykte selv hans Smerte - Ærgrelse, Forventning, Beregninger af Faren, og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han ikke følte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa derfor, hun rejste.

✂ De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og Erhard sagde:

✂ - Du er saa kold .... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:

✂ - Men Du elsker hende jo .... Hvorfor taler Du saa ikke til hende, klart, aabent, og tager Ansvaret paa Dig som en Mand? Hvorfor tager Du hende ikke om Hovedet - kysser hende (hvorfor har Du i det hele taget ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det eneste hæderlige var: Vi to, som elsker hinanden, maa jo vide, det er vort Barn - jeg véd, jeg er dets Fader ...

✂ Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med Vin og sagde: Det vil varme Dig; og forlegen begyndte han at rulle hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone sagde:

✂ - De smaa kolde Hænder - de smaa kolde Hænder, og satte sig ved Siden af hende for selv at drikke.

✂ Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig forlegen, blot for at der skulde 495 "ske" noget, lod Erhard sig glide ned fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder - "de smaa Kid" - der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder.

✂ Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt at brydes og f o'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede, leende og aandeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme Glas, da han vendte sig og saá paa Mathilde, der var blevet staaende, stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder midt i Stuen. De holdt begge op at le: Mathilde, vilde han sige, men tav og blev kun staaende.

✂ Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede Valpladsen efter en "Tagfat", som søgte hun Hjælp eller Flugt - før hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som et pludseligt Lyn, saá hun i dette Kammer, hærget som af en "Blindebuk", foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort hende til Moder.

✂ Og som om hendes Tanker, der syntes at have selve Dødsmomentets sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske Traade paa én Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende.

✂ Og dog rørte han sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage; stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saá hende tage Tøjet paa med sært stive Fingre - binde Hattebaandene om sit Ansigt som af Voks - og gaa som en Søvngænger vilde gaa og lukke Døren sagte til.

✂ ... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa, foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han:

496

✂ - Hm - Du er altsaa ikke en Gang i Stand til at føle Sorg.

✂ Pustede Lysene ud og gik.

✂ Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den store, gammelt hyggelige Have.

✂ Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for "sin Søn" og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. H a n fik sine Livretter og hun maatte "skaanes".

✂ Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt, naar hun vilde "gaa" ; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun skulde gaa, for Mathilde selv "vilde" jo ikke saa meget, lod mest handle med sig - som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun havde lagt sig, sad Generalinden som Cerberus foran Havestuedørene og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.

✂ Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile lidt nede under Blodbøgen nu, dér var Skygge ...

✂ Stuepigen slæbte af sted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom op fra sit Sæde: Støt Dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede endnu en Gang til Stem, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.

✂ Stern blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et eget Velvære over ham i Sommer - det var vel Familielivet.

✂ Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saá efter de to, der gik ned over Plænen.

✂ - Ja - en udmærket Moder, sagde han, og saá beundrende efter Generalindens ranke Ryg.

✂ Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i en Roman af Dickens for sin blege Datter.

✂ .... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige Professoren og Professorinden, thi Erhard 497 blev i Byen. Han gled helt tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet, stirrende frem i Luften:

✂ - Erhard, raabte Lange: Ser Du Spøgelser?

✂ - Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen, der ikke havde hørt andet end "Erhard" og."Spøgelser", sagde den kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo :

✂ - Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han aldrig - tør ligge alene i Mørke ... De. lo længe, længe allesammen ...

✂ - - Daarlig saá Erhard ud hele Sommeren.

✂

IV

✂ Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet, som om det var sydlige Frugter i Solen.

✂ Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saá et Par kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen. Lange havde i den sidste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde forladt "Bladet" og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning.

✂ Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og ned ad Gaderne.

✂ - Han véd s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egentlig en ganske fornuftig Fyr - han blinkede beskyttende- og, som sagt, han har lært en Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene.

498

✂ - Ja, sagde Herluf -.

✂ - Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu vide noget, Du ... Hvad véd de andre? At knappe deres egne Bukser véd de, sagde Lange. Men "Ideer" - Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som berøvede han "de andre" enhver Idé.

✂ - Men Arnold har dog lært en Del, sagde han igen. Og saa gi'r man ham Synspunkterne^- Du -forstaar Du - "det større" Syn paa Tingene. - Man lærer virkelig en Del ... jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa lidt: man faar dog Begrebet, forstaar Du, sagde Lange.

✂ - Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser jo nok - og go'e Billeder har man nok af - s'gu brillante Billeder, Du ... og man véd, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel, man maa s'gu først lære noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige, sluttede han sin Udvikling.

✂ ... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var standset: Her gaar vi to Invalider, sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget friskere, siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine Haandværkssvende). Skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.

✂ - Maa stadig være i den friske Luft, sagde han.

✂ - Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.

✂ - Ja - ja, nikkede Lange bekymret. Naa - man gaar og ser paa Tingene og lærer s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet.

✂ - Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte Herluf.

✂ - Godt, sagde Arnoldsen kort.

✂ - Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi tænker jo ogsaa over, Du, at lave en 499 hel Foredragsforening for de Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gi'r et Menneske Øvelse, Du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange.

✂ - Og "Vuerne" kommer s'gu bedst, naarman taler, sluttede han glad.

✂ De skiftede Emne og talte om Theatret, mens de gik ned mod Taarnbygningerne.

✂ - Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I nok i Vandet, Gamle.

✂ - Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.

✂ - Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og Fribillet, drillede Lange. De naaede Porten og bød Farvel. Vi slaar et-Slag ned mod Østerbro, sag; de Lange og lagde atter Armen energisk ind i Arnoldsens.

✂ "Vel" Du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters Port og saá efter de to Rygge. Lange havde saa mange store Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i Synspunkter.

✂ Oppe hos Gerster ringede Berg paa. Den unge Herre var ikke hjemme, sagde Stuepigen. Men Fruen -.

✂ - Ja - hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde set Professorinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at vente i Gangen.

✂ Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr. Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen straks.

✂ Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa "Visitpladserne" nu,, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke véd, hvad de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid.

✂ Tilsidst kom Professorinden: Aa - man har endnu 500 alle de landlige Vaner og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste.

✂ Sandheden var, at Professoren allerede havde været inde fra Landet i over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid sjældent videre end til "Skammekrogen", hvor hun ogsaa efter Frokost, naar Erhard, var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde, Linned og Dækketøj, hun saá efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at kunne sidde med noget mellem Hænderne.

✂ Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold og de mange Fremmede, der nu kom her Aar for Aar - mens Herluf uvilkaarligt sad og saá paa Professorindens travle Hæklenaal: han havde aldrig før set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var Besøg.

✂ - Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren lamenteret over den evige Jernbanekørsel ...

✂ - Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde - lagde hun til.

✂ Der blev en Pause. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad, Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saá op for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:

✂ - Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis.

✂ Hun begyndte at spørge om Berg - hvor han havde været og sagde saa pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar:

✂ - Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.

✂ - Nej - han ser lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge, at Isen nu var brudt, og at der nu 501 maatte tales videre om Erhard. Men de ventede og - Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.

✂ - Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun:

✂ - Kunde De ikke - tale med ham?

✂ - Jeg? sagde Herluf ... Ja - hvis det kan nytte.

✂ - For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en' Vane ... at han er saa lidt hjemme.

✂ - Nej, sagde Herluf.

✂ - Det er kun Selskabet - - jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder ham fast i daarligt Kompagni ...

✂ - For selv er han - i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et Barn - kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der sitrede rebelsk.

✂ Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter en lille Stunds Forløb sagtere :

✂ - Har han ogsaa talt til Dem om "sin Idé" - at han vil flytte hjemmefra?

✂ - Ja - han har sagt noget om det, sagde Berg og saa ned.

✂ - Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de Gamle og de Unge - i vor Tid, sagde Professorinden og søgte at smile.

✂ Til Tvistepunkter - Professorinden havde ganske Ret - var i Familien Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som Professoren og Erhard saa sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue sammen ; og de talte sig i Brand over Litteratur og Politik - over en Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de bare saás.

502

✂ - Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.

✂ De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning:

✂ - Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme skælvende Stemme.

✂ Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt rejste sig halvt:

✂ - Der er Gerster - allerede, sagde hun.

✂ Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven høflig, mens dç igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.

✂ -r-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Dig besværlig, sagde Fruen.

✂ - Ja - infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:

✂ - Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét.

✂ - Ja, sagde Berg.

✂ - Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan ikke mere bo herhjemme - her er blevet ham for snævert, sagde han og slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.

✂ Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer nok i Atmosfæren, sagde han.

✂ - Ikke Frihed nok, raabte han.

✂ - Gerster, sagde Fruen.

✂ - De véd maaske, om han allerede har lejet Lejlighed, sagde Professoren og vendte sig.'

✂ - Ikke det jeg véd, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en tøvende og usikker Stemme.

✂ - Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren pludselig standsende, i en høj, skændende 503 Tone - hvis han bliver her, føjede han til og vendte sig.

✂ . De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i sin raadløse Hidsighed, og Professorinden sad stille og stirrede ned for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde.

✂ - Men han kunde da i alt Fald, synes jeg, spise herhjemme, sagde hun sagte.

✂ Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet sket endnu - sagde han.

✂ Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse:

✂ - Aa - Drengen er forrykt! raabte han og gik.

✂ Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en Fremmed, der saá hendes Graad.

✂ Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af denne "Dame", der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev vekslet et Ord.

✂ Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og hun kunde ikke tale.

✂ Herluf bukkede kun, tavs som hun.

✂ Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Profesoren sin Dør op og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han pludselig:

✂ - Han kan jo faa det ganske som han vil - her hos os. Om De vil sige ham det.

✂ Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om - bag disse moderne Forførere af hans Søn.

✂ Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage 504 til sin Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse, og hun søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra "hende". Hun aabnede hans Skrivebord med en af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver skreven Linje - for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var bedre, hun vidste, hvem hun var.

✂ Men hun fandt intet - for der var ingenting.

✂ Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale Spor, som de hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken næsten endnu mere urolig og forpint - Dag for Dag overfor denne sin sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at omgaas med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der trængte til Omhu og Pleje.

✂ Forresten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende - næsten kun ved Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som Gerster ikke kunde lade fare.

✂ Erhard havde stadig de to Stuer ved "Volden". Dér var han mest. "Benene vilde til Kroen" ; og han var kun som en Slags stille Dranker, der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen Støj, berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.

✂ Herluf sad en Dag oppe hos ham ved "Volden" i Stuerne, hvor alt var falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervold-Hotel, hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør.

✂ - Erhard, sagde Herluf, synes Du egentligt, her er rart?

✂ - Næ-æ.

✂ - Ja - jeg heller ikke.

✂ - Og hvad saa? sagde Gerster.

✂ - Saa skulde Du dog hellere forandre det - og meget andet.

✂ - Hvorfor? sagde Gerster blot.

505

✂ De tav lidt.

✂ - Paa Alfarvej vokser der idetmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev liggende længe med Øjnene op i Loftet.

✂ De talte ikke mer.

✂ Men et Par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.

✂ Herluf Berg saá Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor "Victoria-Porten" endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte dem op gennem hele Gaarden.

✂ Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme skældte og svor op, saa det lød helt ud i Porten. Det var en Vaskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj. Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til; Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod Kontant.

✂ Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op efter ham.

✂ Spenner rendte ind gennem Restaurationssalene til Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem.

✂ Vaskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.

✂ Slagteren og Vildthandlerbudet drev fløjtende afsted 506 ud ad Porten, men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i Fingrene op efter Syerskerne paa Theatrets Skræddersal, der havde faaet Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for at høre til.

✂ Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken, skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt bleven Blandingsgods, der af Leverandørerne anbragtes i "Victoria-Etablissementet"s Køkken, og Hr. Desgrais kasserede rigeligt, undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i sit Laboratorium.

✂ Den store Kok var færdig med at sortere og saá prøvende ud over det samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent.

✂ Han vendte sig mod Bordet med "Konserverne". Det var aargamle Daaser med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Desgrais vejede dem i sine velnærede Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post.

✂ Hr. Desgrais bandte paa sit Fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde de ikke paa hinanden.

✂ ... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna Beymers første Koncert. Det var den "belgiske Nattergal", som Hr. Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København - uden Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter og Pressen efter "en let Déjeuner".

✂ Da Herluf havde set Vildthandlerbudet drive af med den hidsige Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad Porten. Vaskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gaaet.

507

✂ - Naa - er I her begge? sagde Berg.

✂ - Ja - men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, før han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue efter sig.

✂ Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre.

✂ Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets Medlemmer - næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden, men blev i samme Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et sværtbelæsset sitrende Dyr.

✂ Og paa andre Dage fløj Kompagnon'erne forbi hinanden paa Gangene med et hastigt Haandtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige "Forhandlinger om Prioriteten", som Adolf og Spenner drev overalt: i Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i Garderoberne - med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.

✂ - Ja, ja, vi har Forhandling sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke skulde se den anden.

✂ Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme Konsortier, hvis Eksistens 508 var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. Desgrais' dyre Mad, som Kelnerne serverede for de Herrer med diskrete Ansigter, som var det "en Herre med Dame", de vartede op med de franske Kyllinger.

✂ Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som "Direktørerne" (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktør, saa det rent vrimlede med "Styrere") stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne eller ude paa Gangen: "den Herre vilde ikke ses - ikke af nogen", blev der sagt, og Opvarteren forstod.

✂ Alle havde Hemmeligheder i Victoria-Etablissementet med hinanden og for hinanden lige ned til Kelnerne.

✂ Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad Døren.

✂ Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted. -Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrænsede Victoria-Etablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor det brænder.

✂ ... Første Akt af Prøven var forbi - det var Arrangementsprøve paa en Operette, "Den lystige Krig", som Herluf vilde se at faa op til December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde Tid - og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin Overfrakke paa:

✂ - Satan - til Svamplugt herinde, sagde han, da 'han kom ind.

✂ - Ja - ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og 509 begyndte geskæftig at snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve.

✂ - Naa - saa gaar Du ? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen imod Døren.

✂ - Ja, sagde Adolf blot.

✂ - Hvorhen? spurgte Berg.

✂ - Hjem, sagde han i Døren og gik.

✂ Adolf gik ned ad Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje for at søge "Udvej". Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste Grænser - for tusinde Gang - af Venskab, Forretningsforbindelser og Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen mer.

✂ Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig fjendtlige overfor hinanden.

✂ - Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds Kroner forbi - og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

✂ - Tag D u Pengene et Steds, sagde Adolf.

✂ - Din Mo'r har Penge, sagde Spenner.

✂ Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at det længst var forbi, som havde heddet "Mo'rs Penge" - stakkels to, tre tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af "Fa'rs Formue", og som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i "Bikubebogen" en Morgen ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

✂ Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham - Konstantin blev saa let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting -:

✂ - Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et fremmed Sted, naar man selv - naar man selv har Forretning, sluttede hun helt forvirret.

✂ Og Adolf havde taget dem med en Floskel: "skønt det egentlig ikke behøvedes". Da han havde faaet Tøjet paa 510 for at gaa, vendte han dog pludselig om og gik ind og kyssede den "Gamle".

✂ Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for Konstantin - tænkte hun.

✂ .... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa Penge ...

✂ Sølvtøjet var der.

✂ Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde set en Morgen nu fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. Han var gaaet igennem Værelset og var standset for at .se paa det. Moderen snakkede og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for Stykke:

✂ - Det var Penge - ikke saa faa Penge, tænkte han.

✂ - Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den sidste Prøvesølvsgaffel hen til de øvrige pudsede sytten.

✂ Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

✂ - Gaar Du, Konstantin? sagde hun.

✂ - Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa, hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes, og uden at det blev set:

✂ - Kommer Du til Middag? spurgte hun.

✂ Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne - og gamle Papirer, saa det just blev de gamle Pakker at se til.

✂ - Nej, sagde han som før og gik.

✂ Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker - som en "Udvej": Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var .saa let at sende bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagen nu. Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte Konstantin - evindelig lovtalte Konstantin, pyntet i den fine Brokades 511 Kaabe, en Gave, som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først havde grædt de modige Taarer over; hun blev altid saa beklemt ved Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i Kaaben og lod alle beundre den.

✂ - Ja - Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan jo gøre det.

✂ ... Nej - nej - hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det være. Der var ingen anden Udvej:

✂ Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet.

✂ Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

✂ Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

✂ Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han aabnede Bagtrappedøren for at se efter gamle Marie. Han hørte hendes Stemme nede ved Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa Vejen til Byen ...

✂ Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om ham, forbedrende en af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun bragte videre til alle Køkkendøre.

✂ Adolf trak 'Stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind til Sovekamret - pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde. Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede.

✂ Saa tog han sig sammen og begyndte inde i sin Stue at søge Bøger og Papir frem til Pakkerne. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han maatte hente i Forældrenes 512 Sovekammer med det evigt dikkende Ur. Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste 'han fra lille ... Han saá bort forbi Sengene, mens han tog den.

✂ Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af Angst: han havde ikke rullet ned - om nogen saá herind.

✂ Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saá angst ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa Gulvet ....

✂ Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han ikke bære det.

✂ Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne én for én og viklede dem ud af Lagenerne ; hver enkelt efterlignede han nøje i Facon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem sammen igen ...

✂ Han hviskede stadig med sig selv, -mens han listede frem og tilbage i de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de laa just som før ...

✂ Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det ind til en Side i Skabet, før han stillede Nøglekurven i en Krog af Spisestuevinduet: han vilde ikke igen ind i det stille Sovekammer med Forældrenes hvide Senge.

✂ - - Bybudet var gaaet med den tunge, store Haandküffert, da Marie Pige tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt at dreje den om igen.

✂ - Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt - og - klædte mig paa.

✂ Marie Pige troede, den unge Herre var bleven rent forstyrret, som han saá ud, bleg og svedig i Ansigtet ...

513

✂ Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med hende, løst og fast, lystigt - før han gik.

✂ Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé.

✂ Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, hørte han højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffet'en var den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen f o'r raabende ned ad Trappen:

✂ - Det er Chefen - det er Chefen, raabte han og løb ned.

✂ Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr, og pludselig Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord:

✂ - Tyv - Tyv.

✂ Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, som stod rystende ved Gelænderet :

✂ - Tyv, raabte Madam Martens igen.

✂ - Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder klaprede i Munden.

✂ Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais - Kokkene var sprunget til og holdt ham - foran Fru Martens, der havde slæbt Truget med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans "kasserede" Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

✂ - Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget Raseri ....

✂ Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig 514 med sine knyttede Hænder foran Kokken ... Ingen sansede mer, alle løb kun hid og did.

✂ Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik.

✂ Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte sig fra ham og gik uden et Ord.

✂ Oppe fra lød Kelnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner. Men nede var alt i Forvirring. Kasserollerne kogte over paa det store Komfur, og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød.

✂ Kelnernes hidsige Klokker blev ved at lyde deroppe, mens Spenner f o'r skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad der gik for sig.

✂ Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam Martens gik op ad Bagtrappen - hjem.

✂ Hun satte ikke mere sin Fod i Martens' "Bygning".

✂ Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i Restaurationen, traf de Adolf:

✂ - Det varede, sagde Spenner, da han saá ham.

✂ - Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

✂ - Brillant - brillant, -sagde Spenner. Herluf var vant til deres Frimurervæsen: de saá aldrig hinanden uden straks at signalisere med en Talstørrelse eller et Firma.

✂ - Skal vi saá spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

✂ - Ja - hvis vi faar noget, sagde Berg. Spenner og han vilde til at fortælle Optrinnet i Køkkenet mellem Chefen og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at le begge to, rent ustyrligt, saá det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren :

✂ - Men .hvad er det - 'hvad er det med Desgrais? 515 sagde Adolf, der selv begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje, generend-e Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, som glemte de med ét at le): hvad er det med Desgrais ? raabte Adolf igen.

✂ - Kokken - Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kelneren til for at faa Forklaringen ....

✂ Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at le, mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige Lystighed.

✂ - At Desgrais var gaaet - var bare godt. Man fik andre - billigere, ti for én, sagde Adolf.

✂ - Ti for én, bekræftede Spenner.

✂ - Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud.

✂ - Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

✂ At "sætte hinanden ud" var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu. Hver af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og fri for den anden, "saa det endelig kunde gaa og man blev sin egen Herre". Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag "den Prioritet blev ordnet", og Martens løb Gade op og Gade ned og fortalte, at "han købte Historien kvit igen", som han sagde - til hvem, der vilde høre det.

✂ De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og de lo paany, mens Adolf frittede Kelneren ud, som krammede snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af en hel Vold.

✂ Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt daarligt, rent daarligt til Koncerten.

516

✂ - For tohundrede og syv Kroner, sagde Hr. Jespersen.

✂ Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid lød som en halv Torden.

✂ - Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved "Hullet" og som ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at le ad hans to hundrede og syv:

✂ - Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

✂ - Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner.

✂ - Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

✂ - Men der er ingen "Træk" mer, Hr. Direktør.

✂ - N-ej, sagde Berg.

✂ Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr. Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han ikke begreb - tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

✂ - Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

✂ Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han arbejdet i to Dage i Sydsverige), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' første Gang var bestandig til Kassen.

✂ Han blev staaende indigneret foran det dæ'kkede Bord og sagde til Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig med Glasset i Haanden:

✂ - Jeg søgte Dem min Herre, sagde han værdigt.

✂ Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja - Hr. Jespersen var her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med Fribilletter ...

517

✂ - Ja - sagde Hr. Theodor Franz ophidset: for Bænkene skal vi vel ikke synge?

✂ - Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa -fylder De Huset.

✂ - Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse:

✂ - Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

✂ - Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. Publikum er træt af Humbug - her har været for mange udsolgte Huse.

✂ Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og mismodige foran Impresarien, som angik det hele dem slet ikke. Men Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk; med Ohefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke "modtages".

✂ Hun skulde erobre Publikum - Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken tør først applaudere efter det tredje Nummer.

✂ Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og Laurbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og Spenner fulgte efter.

✂ Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev ganske mørkt i Stuen:

✂ - Ja, saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt fra Sædet.

✂ - Ja - det gør vi vel, sagde Berg.

✂ Ovre i Foyeren var de to Herrer af "Buketten" allerede komne og gik forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de 518 stillede Laurbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus.

✂ Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

✂ - Nej - jeg gaar s'gu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

✂ Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af 'hinanden langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden, der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt mellem de to Spejle:

✂ - Er der saa faa? sagde hun ængstelig.

✂ - Ikke et Menneske, erklærede Pianisten.

✂ Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne Øjne:

✂ - At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen.

✂ - Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig og der kunde begyndes.

✂ - Straks, straks, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, hun tog af en Saffianspose, i tætte Rader om Halsen.

✂ - Straks, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet for at rense Halsen.

✂ De to Herrer gik ned for at begynde, og man hørte op fra Scenen Sonaten for Piano og Violin, dadelløs og livlig som en lang Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at se paa dette korte Fruentimmer, der trippede sanseløst rundt foran Spejlene, og de vendte 519 tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden at tale med hinanden.

✂ Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyrretyve Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog at sige noget, før han gik:

✂ - Nej - hun har jo ikke trukket, sagde han.

✂ - Godnat.

✂ De tre Foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. Theodor Franz rev Kontordøren op:

✂ - Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op.

✂ Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at udskælde Nattergalen for lukket Dør.

✂ Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saá ud af Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod Rampen. Balkonen stod ganske tom. Frisens dansende Engle saá. ud, som rakte de Næse ad det tomme Parket.

✂ Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren ... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Nummer, en Arie med Piano og Violin, Programmets pièce de résistance. Klaken faldt tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr. Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han raabte:

✂ - Hvad vil de Folk, sagde han.'Vil De sige mig, hvad de vil - de Folk?

✂ Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev 520 ved at rase - holdende inde med Vredesudbrud de ne, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende sig. Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro.

✂ Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i Salen.

✂ - Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

✂ Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum, Salen, Aukustikken, Byen, blandede to, tre Sprog - ude af sig selv, mens han løb op og ned.

✂ Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodighe-den, og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, kaldende hende et gammelt Cirkusdyr - en Dragon - en forældet Humbug er hun, raabte han, hvis De vil vide det.

✂ - Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som København, sluttede Adolf tilsidst.

✂ - En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den er - Deres By København? en tom Blære, min Herre - en tom Blære er den, skal jeg sige Dem ...

✂ Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj Hen mod Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som 'hun i samme Nu fik slaaet i lige paa sin Næse.

✂ Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit skingrende:

✂ - En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

✂ - Adieu, sagde 'han, mens han svingede arrigt med 521 sine Ben, som vilde han ryste Stedets Støv af sine Saaler:

✂ - Prosit - Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det rungede.

✂ Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk "Berceuse".

✂ Herluf Berg rejste -sig: Jeg gaar ned paa "Bladet", sagde han. Han vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt. Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre, hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais', der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet; og da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa 'han Chefen, bred og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinnene til Forstuen.

✂ Nede paa "Bladet" var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og distrait Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. Musikanmelderen gik ham forbi med et "God Aften" for at lukke sig inde og skrive sin Notits.

✂ Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole, varm og ophidset efter en første Debut som Foredragsholder. Han 'havde i Frederiksberg Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale Mindedage som Fester.

✂ - Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.

✂ Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:

✂ - Ja d e r ser De, Hr. Berg, sagde han, det .er de billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e.

✂ Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden 522 forstod han ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.

✂ Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for at afbryde Kaptajnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved Siden af Tribunen.

✂ - Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op.

✂ - Det var vel nyttigere, om Du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru Petersen.

✂ - Naturlig - min Engel - naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukces i de øvrige velsindede Redaktioner.

✂ Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i Notitsen i høflige Ord talte om "en let Indisposition, der iøvrigt næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen".

✂ - Hun synger vel ikke oftere? sagde han, da han havde læst Notitsen højt.

✂ ... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i én Droske, og de rullede hjemad. Impresariens første Ophidselse havde sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men bare krampagtig holdt om sin Safianspose med Stadsen, ud foran "Hotel d'Angleterre" tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle Øjeblikke paa Fortovet og saá sørgmodig ud over det store Torv, der laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen:

✂ - Skade - Skade! sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et smukt "Terrain".

✂ Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen; 523 han meldte til Gøteborg et "velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr".

✂ ..... Adolf havde fundet Gerster ude i "Victoria", efter Koncerten, og (havde (hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt de egentlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og bedre end at sidde ene - for begge Parter.

✂ Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, saa det lød hen gennem den hele Gade.

✂ Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en Fremmed gennem alle Dagenes Begivenheder - Angsten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen imorgen end for Natten.

✂ I Spisestuen gik Vokssvovlstikken ud, og det varede noget, før han havde fundet Lys og tændt ....

✂ Han var allerede halvt klædt af og sad paa sin Seng, da han atter drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen der, hvor han havde sat den.

✂ Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

✂ Saa tog 'han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik lukket op. Pakkerne laa der ganske som han havde lagt dem; 'han følte et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen ...

✂ Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved Siden af den blundendes Seng.

✂ Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf - hvorfor sover Du ikke, hviskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden at 524 røre sig - søvnløse i det tavse Hus, hvor kun Vandet rundt i Rørene sagte sukkede.

✂ Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt et Brev paa sit Bord. Udskriften var Gersters Haand, skønt den var saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv var skrevet ulæseligere endnu.

✂ Der stod: Kære H.

✂ Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde Du, vilde jeg jo gerne se Dig forinden. Din E. G.

✂ Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Efhard var saa syg, alvorlig syg - skulde mod Syd, og han havde slet ikke vidst det ... Han syntes dog, han havde nylig set ham og talt med ham paa Gaden ... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden gik saadan nu, bare optagen af d e t ene: at holde sig oppe, oven Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang. -

✂ - Ja - det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da havde han set elendig ud, elendig ...

✂ Herluf vilde straks gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad Frederiksberggade, blev han mer og mer urolig. Straks da Pigen lukkede op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig hviskede:

✂ - Hvordan er det? sagde han.

525

✂ - Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo igen i Nat ...

✂ - Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestuedøren. Men han maa ikke tale længe.

✂ Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en sovende.

✂ - Er det Dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen.

✂ - Ja, sagde Herluf.

✂ - Luk Døren og tænd Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.

✂ - Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig melodisk, syntes han.

✂ - Stil den bag Hovedgærdet.

✂ - Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.

✂ - Ja - her ligger jeg, Du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde ned paa Dynen.

✂ Herluf var blevet ganske forskrækket ved at se hans Ansigt, der var blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt ? tænkte han. I saa kort Tid - saa kort Tid - og han er kun fem og tyve Aar, knap fem og tyve Aar ... Yngreend vi andre, blev han ved at tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:

✂ - Og Du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet; pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen til en Kammerat, der imens 'havde lagt sig hen for at dø - -

✂ Erhard laa og saa paa ham med de Syges store og vaagende Øjne:

✂ Ja, det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige - nu det sidste kom jo pludseligt.

✂ De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og Du kommer til Syden ...

✂ Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som 526 vilde han ikke i Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse.

✂ - Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, Du, sagde han og holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, og saa naar vi - naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

✂ - Men - Erhard - fordi man bliver syg - -

✂ - Ja - ja, sagde han træt, lad det nu være godt ... Han laa og stirrede frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man vel blevet til, Du ? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som de øvrige - véd Du, det var knap Umagen værd.

✂ Han tav. Herluf saa kun op paa den stille Plet af Lampen.

✂ - Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere - men jeg er - jeg er Fa'r, Du, sagde han.

✂ Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte mod sin Vilje: han saa paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

✂ - Fa'r? sagde han.

✂ Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et Steds og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen: Ja, sagde han.

✂ - Husker Du en Aften, jeg kom op til Dig - eller en Nat - og Du 'kastede Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op - fra hende ...

✂ - Det varede over et Aar - halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet uendelig dvælende-blødt .... Du vidste det vel forresten ? sagde han og saa op ...

✂ Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

✂ - Jeg var meget - meget (og han tøvede paany foran dette Ord "elske", som 'han, der nu skulde dø paa Grund af Mangel paa Respekt for Kærlighedens Gerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... indtil d e t kom ... og hun brød ...

527

✂ - Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke lykkedes, sagde han:

✂ - Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

✂ Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande. Herluf 'havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad 'han ved Dødslejet af deres hele Ungdom - deres afmægtige, resultatløse Ungdom ...

✂ - Nej, sagde Erhard, vi vokser ikke ud til at blive Fædre, Du.

✂ De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen - især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, og hvad de vilde.

✂ Herluf fortalte, og Erhard hør.te til, liggende stille paa Puden og seende paa ham med et Par vagtsomme Øjne:

✂ - Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot bli'r til noget - naar det blot bli'r til noget.

✂ De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mer nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage.

✂ - Saa ser jeg Dig maaske ikke mer, sagde han og saá ham ind i Ansigtet - før jeg rejser.

✂ - Farvel -- Du, hviskede Herluf.

✂ - Farvel og 'hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

✂ - Ja - naturligvis - jeg skriver, sagde Herluf.

✂ - Ja - Tak.

✂ De saá ikke mer paa 'hinanden, og Herluf gik.

✂ Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i Dagligstuen. Herluf saá hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var meget kold og formel, som var han en ganske Fremmed.

✂ - Ja - de rejste til Montreux, saá snart som muligt ... men Rejsen var jo besværlig.

528

✂ - Den værste Rejsetid, sagde Herluf.

✂ Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, før de hørte Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla - fra Onsdagstaflet kom han:

✂ - Er Du dér? sagde han.

✂ - Ja, sagde Fruen ...

✂ I samme Øjeblik saá Professoren Herluf og standsede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der dirrede, saa den blev ganske hæs:

✂ Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?

✂ Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og seende paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik 'hen over Gulvet, uden at sige noget, uden en Lyd - ud af Døren, med Professoren i Hælene, tavs, lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev staaende paa Trappen.

✂ - Vist ud, sagde han lakonisk, og saá uvilkaarligt op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med "Gerster, Professor" paa Pladsen - før han gik ned ad Trappen.

✂ Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

✂ - Gerster, sagde Fruen blot.

✂ - Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Eller er det Dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?

✂ - Ja - udleveret, raabte han: udleveret ... Vi har slæbt dem herind - vi har taalt dem ved vort Bord - disse Folk - disse gudløse Folk, sagde han og knyttede Hænderne.

✂ Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af "disse Apostle" :

✂ - Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af Moralen - Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker, "hvis Bøger vi læser, hvis 529 Aviser vi faar ind ad vore Døre, hvis Liv vi lever ... hvis vi lever, gentog han: Deres var denne By - de havde bygget den ... disse Mennesker, disse "Friheden" s Folk, bygget den med deres frie Kærlighed, bygget den med deres frie Tanke - med deres "Abetro".

✂ - Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste Halvaars Kampe med Erhard.

✂ Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende den Navn af baade Sodoma og Babel - Byen, der havde stjaalet hans Søn:

✂ - Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? - en Gøglerby - et Paradis for Gøglere ...

✂ Stemmen svigtede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer. Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa Tæppet.

✂ Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet, og saá paa den Mand, hun havde skabt, Tomme for Tomme, og givet al hans Stilling i den By, han skændede.

✂ Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til 'hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og - begyndte at bede.

✂ Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til "Victoria-Etablissementet", var Forestillingen forbi. Men Kelneren i Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i "National".

✂ - Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.

✂ - Ja - Hr.-Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren. Spenner var stadig sygemeldt i densidste Tid og blev dagvis, borte fra "Victoria". 530 Da Herluf kom over Gaden, saá han Adolf gaa op og ned udenfor Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:

✂ - Men, Adolf, sagde han.

✂ - Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg kommer straks.

✂ - Men - uden Hat, sagde Berg.

✂ - Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer straks.

✂ Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først talte man om Gerster og saa om blonde Krause: "han havde maattet kvittere", som Brodersen sagde. "Hollandsk Soldat, Gamle" ... Herluf talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik - som jog han en usynlig Flue bort.

✂ Broderen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen.

✂ Adolf vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:

✂ - Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres, mens han blev ved at le. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs.

✂ - Jeg vil tale med Dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over dette "Du". De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt aandsfraværende:

✂ - Ja - naar kan vi ses imorgen?

✂ - Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.

✂ - Ja - ja - imorgen tidlig ...

✂ - Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.

✂ - Klokken ti, sagde Berg.

531

✂ - Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom straks tilbage igen og tog hans Haand paany, klemmende den i sin:

✂ - Saa imorgen, sagde han og gik.

✂ Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde 'hjem.

✂ Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.

✂ - Du, sagde Blom og saá ud over Gulvet, stuvende fuldt af det leende, "brun'hatte'de" Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage nu - der er Efterfølgere ...

✂ - Ja, sagde Brodersen, der er "opdraget" et net lille Kuld - et nydeligt Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds.

✂ - Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa - Gamle?

✂ - Man bli'r Ægtemand, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:

✂ - Og opfylder Budene, Du, og gør sig Jorden underdanig ...

✂ ... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra National lød "Fa'hrbacherne"s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas ...

✂ Og midt i den glade og hidsige Larm laa Victoria-Theatrets korte Facade tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.

✂

V

✂ Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige Taage, der svøbte alting i sit Graat - ogsaa idag.

✂ Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs sære Væsen igaar og vilde tale med ham 532 før Generalprøven. Men i Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han gik nedenunder for at søge der; Koristerne begyndte allerede at springe paa Trappen til Generaiprøven.

✂ Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saá Kontoret ud, som var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker fyldte allevegne. Herluf f o'r sammen, da han kom ind i den næste Stue og saá en fremmed Mand, der hilste:

✂ - Ja - Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.

✂ - Ja, sagde Herluf, Hr. Adolf er her ikke.

✂ Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til .Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med deres Sætstykker.

✂ Og Adolf kom endnu ikke.

✂ Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at se i Tusmørket og de begyndte sendrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik urolig op og ned og ventede.

✂ Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet: De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf?

✂ - Har han ikke været her? sagde hun.

✂ Herluf rystede paa Hovedet, og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saá, hviskende af Hensyn til de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

✂ - Ja.

✂ - Ogsaa 'hos os. . De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen 533 greb Herluf krampagtig om Haandledet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.

✂ - Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.

✂ Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften : Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talt om idag.

✂ - Ja, sagde Herluf.

✂ Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den ottende December.

✂ - Og hvor er han, sagde Frøken Hansen.

✂ - Spenner?

✂ - Ja.

✂ - De siger han er syg, sagde Herluf. De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken Hansen og lukkede Pulten.

✂ - Til de Gamle? : - Ja.

✂ De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over Gelænderne i deres brogede Uniformer.

✂ - Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve.

✂ Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pageben.

✂ - De kommer jo igen, sagde Herluf.

✂ - Ja.

✂ De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de Gamle var ved at pakke sammen under. Lampen.

✂ - Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste Tid, Hr. Direktør ... Men nu bli'r det vel bedre - skønt det er Julemaaneden nu.

✂ - Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.

534

✂ De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i Orden. Tæppet kunde gaa.

✂ - Vel - saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra deres Garderober.

✂ Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf, forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.

✂ Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde til Pligt at være her? Hvor var Spenner?

✂ Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult - hele denne Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem - selv om de ogsaa reddede sig.

✂ For de m a a t t e redde sig ...

✂ Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede - da der stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste.

✂ - Hvad vil De, sagde han og f o'r op. Den Fremmede svarede ikke straks: Jeg er fra Politiet, sagde han saa blot høflig og dæmpet.

✂ - Hvad er der sket? sagde Herluf kun. Han troede hans Hjerte var holdt op at slaa. Den Fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte ham:

✂ - Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:

✂ - Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?

✂ - Ja, sagde Herluf.

✂ - Og 'her? 535 - Er mit, sagde Herluf.

✂ Hr. Rowan konfererede med Betjenten - de talte begge dæmpet, som Læger i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. Rowan.

✂ - Ja. Herluf vendte sig. Han saá hverken Gulv eller Væg. Ude paa Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham.

✂ Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før han kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saá han som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de spillede - Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg.

✂ Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces:

✂ - Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen. - Vi gaar ind i det nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre.

✂ Men pludselig f o'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til et Par Korister, der hviskede i Baggrunden - hidsig, i Angst for, at de vidste det, at det var det, de 'hviskede; skældende dem ud over al Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Ben ...

✂ Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det blot ét Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede med Kormassen, gav nye Idéer; opfindsom midt i sin Angst omkalfatrede han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.

✂ Under Finalen gik han.

✂ Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.

✂ Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge 536 - da hun holdt inde ved Synet af den Fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hviskede hun stakaandet.

✂ Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse Fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de hørte Koristerne, der støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.

✂ -Frøken Hansen saá hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde set paa hende med sine smaa ængstelige, frittende Øjne, mens Frøken Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev ved at spørge med sin angstfyldte Stemme.

✂ - Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over Gelænderet.

✂ Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og snakkede, seende paa hende med de plirrende, ustadige Øjne, der var angstfulde ganske som den gamle Frues.

✂ - Ja ja, ja ja - hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var bleven staaende og havde set efter hende, lige til hun var bøjet om Hjørnet ...

✂ ... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.

✂ Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de 537 hørte Forspillet og Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer :

✂ En Kop endnu,
om jeg maa be'.
En Kop endnu!
Nej vil man se -
hun drikker tre -
Tre
Kopper The.

✂ Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud.

✂ - Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over Bordet, hviskende som hun ikke turde tale.

✂ - Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone, og de tav igen.

✂ - Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de knyttede Hænder.

✂ Den Fremmede vendte tilbage, og de sad atter tavse, mens de hørte Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der svarede hende med Omkvædet :

✂ Ja - saa skal det vise sig,
at det er en lystig Krig,
saa lystig, saa lystig.
saa lystig en Krig.

✂ Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med Hovedet, med et ret muntert Ansigt, i Takt til Musikken, da Døren gik op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme Stemme:

✂ - Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.

✂ Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde Panden ned mod Bordet og græd stille.

✂ Ude sang de endnu - Kærlighedsduetten:

538

✂ Kun det Kys ægte bli'r,
som Elskov Elskov gi'r,
hvor Læbe bringer Læbe Bud
om Flammer, tændt af Elskovs Gud -
som Elskov Elskov gi'r.

✂ Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage paa Gange og Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musikken holdt op, og Folk løb forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter:

✂ - Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket?

✂ Ingen svarede, og han saá fra den ene til den anden : Er det en Fallit? sagde han saa med halv Stemme.

✂ - Ja, sagde Herluf sagte.

✂ Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned paa Scenen, samlende sig i smaa maalløse Flokke, staaende raadløse, i deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som Brandlidte om en Tomt, Korister, Maskinfolk og Musikere. Og man hørte ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse:

✂ - Nej, Herre Jesus forbarme sig - nej, Herre Jesus forbarme sig.

✂ Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og en af dem sprang op paa et Sætstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren.

✂ De svarede alle: Ja - Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en Skare Klovner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der, stive af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte.

539

✂ Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev staaende aandsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et langt ængsteligt Regnestykke som et bundløst Svælg af Forpligtelser, Bekymringer og Angst - til han igen begyndte at skrige op, médløst, endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje:

✂ - Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle.

✂ De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer.

✂ Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og tungsindige, vante til Striker og "Spadseren". Orkestermedlemmerne var vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hviskende mellem Pultene: Et var dog godt, at Balsæsonen begyndte saa kort efter Jul.

✂ Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne.

✂ - Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.

✂ Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saá alle disse sminkede Ansigter - skræmte og ventende - her i Dagslyset, blev han paany greben af Forvirring, saa man knap hørte Ordene han sagde:

✂ - Ja - jeg kan kun sige Dem .... han holdt inde og begyndte igen med sin skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os - os alle og dette Hus .... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale. Og hastigt gik han.

✂ Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme Bevægelse, bestormede alle af de samme 540 Erindringer: Huset - dette Hus ... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde.

✂ Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned mod sit Bord. Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:

✂ - Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil vælge et Par til at følge med.

✂ Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den eneste Udvej: Personalet maatte have Gager - nu før Jul maatte de i hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive Theatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at lide Tab.

✂ Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede paa, da Hr. Stær arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkeltheder, Herluf slet ikke kendte:

✂ - Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til halvfemsindstyvetusind - at det har kunnet gaa saa længe, mærkværdigt ... Hr. Stær satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har han Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja - han var vel egentlig Sjælen, Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans Fortid ...

✂ Hr. Stær blev ved.

✂ Herluf sagde blot: Ja - kære Stær - jeg véd ingenting ... Vi tager til Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stær gik ned paa den forladte Scene - undersøgende alt, hastigt inspireret af dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes at stirre paa som et mørkt gennemborende Øje ....

541

✂ De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev, mens de kørte, uafbrudt ved at gentage de samme to Fraser, stirrende aandsfraværende ud af Vinduerne:

✂ - Ja, ja - hvad mon han egentlig vil sige? sagde den ene, den første Elsker. Og Ørnulf svarede:

✂ - Ja - man maa forstaa at tage ham.

✂ Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa sig og f o'r med Hænderne gennem de svedige Tupéer.

✂ - Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen, febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind.

✂ Konferensraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en hastig Bestemthed over ham, mens han spurgte, hvad de da egenlig havde tænkt sig, hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig overfor dem - som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end vanligt.

✂ Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at fortabe sig i lange Deklamationer om "det hele Personales fortvivlede Stilling" og "Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast". Konferensraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker, der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.

✂ Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette Værelse, først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte.

✂ - Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen.

✂ - Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i Hans Vilje. Ørnulf havde løftet Øjnene op mod Loftet 542 og tav; og Konferensraaden lod Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pause, før han sagde, med Ansigtet ned mod sine Papirer:

✂ - Ja - jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse Tal ... Og Konferensraaden spurgte om Gagebudgettet og om Kontrakternes mulige Gyldighed.

✂ Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med taarefyldte Øjne over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven stirrede ham ind i Ansigtet. Konferensraaden havde drejet sin Stol, saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne støttede mod sine Knæ, og saá, ufravendt, lige paa de to Komedianter. Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferensraadens Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde endelig standse sin Kollega og sagde:

✂ - Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen.

✂ Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja - sagde han i en anden Tone - Betingelsen maa være de garanterede Gager.

✂ Der blev igen en Pause, før Konferensraaden atter vendte sig mod Skrivebordet og sagde: Ja - Bankraadet træder just nu sammen - og hvad der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ... Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage Driften .... under en passende Ledelse ...

✂ Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han fremførte):

✂ - Ja - j e g er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede Konferensraaden, en af Skuespillerne skulde tale; men de tav 543 begge, og med en lidt anden Stemme - enten utaalmodig eller maaske bevæget - sagde Konferensraaden: Ja - det er maaske under disse Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferensraaden tøvede et lille Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte ...

✂ Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage litterære Eksperimenter, mine Herrer.

✂ - Nej - Hr. Konferensraad, plumpede det samstemmende ud af den første Elsker:

✂ - Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade, indtil ogsaa Konferensraaden faldt ind med sin ejendommelige halve Latter, mens han bestandig saá paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg ved Siden af Bordet.

✂ - Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferensraaden afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt Konferensraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde:

✂ - Ja - saa ske - saa ske, hvad der maa. De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferensraaden sagde til Herluf: Naar saá De Adolf sidst?

✂ - laftes.

✂ - Ja - han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferensraaden. Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord, men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst:

✂ - Ja - lev vel, og vendte sig.

✂ - Adieu, sagde Herluf.

✂ Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega.

✂ - Ja - det gik jo, sagde Ørnulf.

✂ - Brillant, sagde Elskeren.

✂ - Jeg talte for Kammeraterne, sagde Ørnulf rørt og bredt, og han maatte standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen. . Konferensraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og Hallen var mørk, 544 saa Kunder og Ekspedienter gled frem og tilbage som listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der rejste sig som sære Skafotter.

✂ - Om vi fik Lys herinde, sagde Konferensraaden højt fra Vindeltrappens Trin. Og han blev staaende, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det saá saa mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige Flagermus op over Hvælvingerne og gemte sig.

✂ Konferensraaden gik op.

✂ I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var allerede komne. De var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre'.

✂ Konferensraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og sagde - halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et meget omfangsrigt Hørerør - at han havde anset det for sin Pligt straks at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige Bankraadet.

✂ De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og Konferensraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for Banken ikke nogen Grund, til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet.

✂ - Saa snart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal.

✂ Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.

✂ Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse 545 dvælede ved enkelte Tusinder, der "maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme"; han af vejede Taksationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt, mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt - af Hensyn til Tiderne; og han afrundede Summerne "med alle de upaaagtede Værdier", som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer ...

✂ Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra Tusind til Tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i samstemmende Nik.

✂ - Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da for Banken de halvanden tinglæste Million.

✂ Han lukkede Mappen og saá for første Gang op. De Herrer var længst beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt tilføjede Konferensraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse.

✂ De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og højrøstede. For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede endnu paa Strandvejen - flyttede først ind til Jul ... Dumheder, Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja - Damerne, sagde Hr. Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne ...

✂ Men Konferensraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte Excellencen, hva' si'er han? er der mere? han var højst misfornøjet.

✂ - Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.

✂ De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferensraaden blev staaende foran sin Stol, støttet til Bordet:

✂ - Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de Herrer. Alle nærmere Oplysninger 546 vil jeg - som De vil kunne forstaa - naturligvis først senere se mig i Stand til at yde Bankraadet. Staden København - sagde 'han, og det var som han uvilkaarligt hævede Røsten - ser sig, for at fyldestgøre en saa hastig Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et nyt Millionlaan.

✂ - Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med Emissionen af dette Papir.

✂ Konferensraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets Sal.

✂ ... De Herrer var gaaet, og Konferensraaden vendte gennem den lyse Hal tilbage til sit Kontor:

✂ Dagen var hans.

✂ Han skrev kun endnu det korte Brev til "Victoria-Theatrets samlede Personale" og sendte det bort med et Bud.

✂ Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne faldt ind paa Væggen henover Nordeuropas store Kort. Han stirrede længe paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys dets Konturer urolige og viskedes ud. Længe stod Konferensraad Hein foran det store Kort, eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte.

✂ - Ja - sig saa De det, sagde Herluf. "Deputationen" var staaet af ved Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at sidde her.

✂ Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab. Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferensraadens Brev og som lod Elskeren og Ørnulf leve højt.

547

✂ Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Det var blevet tyst.

✂ Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt lille Stump og Stykke interesserede ham, og som vilde han for bestandig indprente sig dets Billede.

✂ Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.

✂ Herluf Berg var næppe kommen hjem, før det ringede igen. Det var en civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.

✂ De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem Kælderen.

✂ - Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig og spørge: De holder underjordiske Gange her.

✂ - Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres Fodtrin lød stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en lille Trappe kom de op foran Chefens Dør.

✂ Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik, frem mod Herluf.

✂ - Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte straks - endnu idag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.

✂ Berg blev nu først Martens va'r, henne ved Døren, i Mørket. Bygmesteren sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol, og førte uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden - med 548 en egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend, der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.

✂ - Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. Betjenten gik frem over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren blev lukket op igen. Berg saá ikke op, men det var som følte han dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa ganske "Fangen" med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det hvide, som var alle Aarerne sprungne) stift ned mod Gulvet - som var han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure, sadan som han dér stod.

✂ Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.

✂ Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn: Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand, der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en anden.

✂ - Men hvad mener De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte De at bygge "Victoria-Etablissementet" ?

✂ Martens saá pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle.

✂ Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende Sne - greben af en pludselig Forbitrelse, 549 Arbejderens gamle Raseri i ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han hele dette skønne Hus' Historie.

✂ Han havde set alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne: Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der pludselig ødelægger sit eget Legetøj og sønderslider Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet Sten fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede - - trævlende det op, hele sit Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle: Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte; Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane Indkøbs-Procenterne ; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat, om Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Huse, der maatte drage hjem for Skillingerne fra pantsatte Kufferter - alt fortalte han, staaende op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede Hænder, som rettede han bestandige, voldsomme Slag mod usynlige Ansigter.

✂ Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt set paa ham med sine forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder, ubevægelig.

✂ - Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar De vidste alt det? Martens havde sat sig:

✂ - Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel i 'et ...

✂ - Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden ligesom før: De (han saá frem paa 550 Berg og Adolf og talte atter gennemtrængende, som raabte han til en stor Forsamling) de spillede jo Velhavere.

✂ Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.

✂ Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været deres hele Driftskapital.

✂ - Saa var der altsaa egentlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig Kapital at begynde med:

✂ - Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.

✂ Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret var forbi.

✂ Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han begreb, at han og Berg skulde ikke mere ses: han vendte sig hastigt et Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand - saa længe han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes - og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder:

✂ - Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de "Papirer" har vi jo alle været med at skrive paa.

✂ Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa er det altsaa forbi.

✂ Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et Øjeblik i sin, sagde han:

✂ - De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.

✂ - Farvel.

551

✂ Herluf og Martens gik samme Vej som Berg var kommen. Martens fulgte bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig Tone.

✂ Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene. Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et Ansigt - Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne.

✂ Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos Adolfs, lukkede den gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om et usynligt Lig.

✂ Der var saa mørkt, at man knapt kendte Ansigterne. Det var lutter Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og hele Tiden klappede hendes Hænder.

✂ Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i deres Kreds.

✂ Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om paa Gulvet: Naa, Mo'r, naa, Mo'r, sagde han og klappede sin Kone paa Haaret og gik rundt igen.

✂ Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den samme, stadig den samme Sætning:

✂ - At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende Stemme. At han sidder dér og fryser.

✂ Pludselig saa hun hen paa Berg og spurgte - som hun havde spurgt enhver -: Tror De, jeg maa sende Klæder derop, sagde hun.

✂ - Aa, ja, sagde Berg.

✂ - Tror De? gentog hun.

552

✂ - Naa, Mo'r, - naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen.

✂ Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med Ansigtet i den gamle Frues Skød.

✂ Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saá ham ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne.

✂ Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde han med ét sit Hoved ind mod Bergs Bryst, og ind til den unge, halvfremmede Mand græd den Gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit agtede Navn og over sin Søn.

✂ - Hr. Adolf - Hr. Adolf, stammede Berg og vidste ikke et Ord til Trøst.

✂ Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren. Derinde var der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen Hjælp at yde og intet Raad at give.

✂ Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af Bebrejdelser og Forbandelser mod "dem, der havde forledt ham".

✂ Da Berg hørte Stemmerne ude i Gangen, forstod han straks. Og langt borte i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham og traf ham som Lyn.

✂ Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad Bredgade til Grønningen. Men Taagen hang tungt i de bladløse Træer.

✂ Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat - dødt under Taagens Masse. Ude paa Rheden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne frem, ligesom uhyggelige Gengangere af Sommerens glade Sejlere; og ovre fra Værfterne lød Klangen af Hamrene mod de 553 høje Skibsskrog som Lyden af besynderlig dumpe og brustne Klokker.

✂ Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund.

✂ Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efterat han havde læst Udskriften, gled Konvolutten ud af hans Haand: Herluf huskede pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.

✂ Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én længselsfuld Tanke om hende - lykkelig som i de første sikre Kærligheds Dage.

✂ Til han paa én Gang sagde, han eller "Hr. Sokrates" med denne besynderlige, muntre Betoning:

✂ - Naa - saa det skulde Du nu være fejg nok til.

✂ - Det skulde Du vel nu til at forsøge at bilde Dig ind. Det vilde jo ogsaa være saa rart, sagde "Stemmen" - rigtig saa nemt.

✂ - Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt andet - kun ikke det.

✂ Han gik op og ned i Stuen, før han igen satte sig med et Suk og læste Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje Mathilde og være hende til Selskab.

✂ - Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende, i Begreb med at rejse til Mentona eller ialfald et Steds i Syden. Vil De ikke, hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det til for at berolige den stakkels Mathilde.

✂ De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod

✂ Deres hengivne

✂ Asta Heltz.

554

✂ Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde tale med Hr. Berg.

✂ Det var Edvard Sundt.

✂ - Dem, sagde Berg.

✂ . Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at forsømme ved en lille Passiar.

✂ - Aa nej - det ikke, sagde Berg trist.

✂ De kom til Sæde, og efterat de -havde talt lidt om Begivenheden, søgte Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind. -

✂ Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saá paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev han staaende lidt:

✂ - Ja, sagde han, han faldt derovre.

✂ Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, det glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.

✂ Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at fortælle - først søgende om Ordene og med lange Pauser mellem hvert Minde, siden alt hastigere - om "den Tid derovre".

✂ Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire - Mand mellem Fæ, sagde han.

✂ Har De set, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den glatte Side og bliver ved og ved .... Jeg kan aldrig se en saadan Skabning - saa dumt det er - uden et Sekund, et Nu i det mindste at tænke paa den Nat - "Marchen" fra Dannevirke ....

555

✂ - Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saá op paa Portrættet.

✂ Han talte om Livet ved Dybbøl, Det var jo kun den langsomme "Skiveskydning" om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa lystige - hver Gang Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, d e skulde ikke "rykke ud" ....

✂ Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt. Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én Gang, og han saá Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg.

✂ Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller Spøgelsehistorier - greben af Erindring efter Erindring.

✂ Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.

✂ - Bentsen hed han - lige kommen som Sekondløjtnant fra Skolen ... Han var nitten Aar og skulde "rykke ud" ...

✂ - Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg, forstyrret, rystende som et Dyr: Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er kun nitten Aar ...... nitten Aar, jeg kan ikke dø, raabte han.

✂ - Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg:

✂ - Lille Gud - - nej - - lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud ...

✂ - Og der var ikke noget at sige eller trøste, sagde Sundt, han skulde jo rykke ud.

✂ - Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se ham ligge dér uden Sanser, paa Jorden, 556 som en Orm og raabe paa sine nitten Aar og paa den "lille Gud" ...

✂ - En Time efter drog han afsted ... Jeg saá ham i Spidsen for sine Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet ... Derudefra kom ingen igen ...

✂ Sundt tav.

✂ - Ja sagde han saa lidt efter og saá atter op paa Billedet over Skrivebordet: De faldt.

✂ - Men - véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egentlig, at alle vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Ben eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige tredje Ben eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har aldrig forvundet Blodtabet ....

✂ - Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i Tanker. Og derfor er vi blevet saadanne Mænd som vi er.

✂ Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og den Aften, da Fru Dunker var rejst med Scheele.

✂ - Og har De, sagde Sundt og saá hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed - og Sundt pegede ud mod Byen - den ligner kun en Saarfeber, De ....

✂ - Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte sig mod Vinduet.

✂ - Det er et lysteligt Billede af Dem, sagde Herluf efter en Pause. Og hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?

✂ - Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at se paa ham. Hvordan?

✂ - I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt, tilføjede han sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse.

✂ Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i én anden Tone sagde:

557

✂ - Og hvad vil nu De, Berg?

✂ - Hm - vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:

✂ - For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet fortsættes.

✂ - Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.

✂ Han vilde gaa nu.

✂ - Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa - elskværdig.

✂ - Naa - hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu - og frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes:

✂ - Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.

✂ - Farvel, sagde Berg.

✂ Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at tænke over det, saá han ud ad Gangvinduet, der vendte til Gaarden.

✂ Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen tog to smaa, rødbukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa Lirekassen.

✂ Manden spillede, og Berg saá paa de to Aber, der begyndte at skære Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var "Kyssenes Sang". Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede musikalske Piger i mange Tonarter Visen:

✂ Her kysses vi,
og gør Kur -
her kysses vi.

✂ Herluf stod længe og saá paa disse to Aber, der dansede paa Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.

✂ Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var en Kommissionær, der var "saa glad 558 ved at træffe Hr. Direktøren hjemme". Han tog en fedtet Regning frem af en Brevtaske og præsenterede den.

✂ Det var en "Nota" fra en Sommerrestauration.

✂ Berg havde ikke en Skilling: Ja - De maa komme igen, sagde han og gik utaalmodig op ad Trappen.

✂ Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde høres over hele Trappegangen:

✂ - Nette Herrer, fine Herrer - spise og drikke, det er de med til ... men Betalingen kan man hente hos Fogeden ...

✂ Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionæren ved at raabe ...

✂ Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling paa Etagerer og Bordkanter.

✂ Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden med Selskab og havde udøst Hjerterne for hinanden; de forstod ikke rigtig deres egne Børn.

✂ Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i Blekingen, og Julie "havde næsten nok med at danse", som Konferensraadinden sagde:

✂ - Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde hun.

✂ - Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.

✂ - Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferensraadinden ind mod Øret af Veninden: forstaar dem ikke - hverken den ene eller den anden.

✂ - Næ, næ, rystede Etatsraadinden.

✂ - Man ser bare, Du, at n o g e t er der i Vejen, sagde Konferensraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem.

✂ - Konferensraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte paa Asta, som var hendes kæreste og nu "sad derovre og passede Syge" ...

559

✂ De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden.

✂ Saa hørte de Theatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for at staa lidt i det aabne Vindu.

✂ Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe paa Torvet. Det var det "hele København", der, som Bladene skrev, havde villet vise "det uden Skyld saa haardt ramte Personale" sin Deltagelse og havde overværet "Victoria-Teatret"s Førsteforestiling efter Krach'et.

✂ Konferensraadinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert, syngende Mylr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskæret:

✂ Ja - saa skal det vise sig
at det er en lystig Krig.
Saa lystig, saa lystig,
saa lystig en Krig.

✂ Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig Standsning, saa Kuskene bandede.

✂ Det var Kaptajn Petersen fra "Bladet", hvis Hoved stak frem af Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde holdt patriotisk og populært Foredrag om: "Vore tusindaarige slesvigske Valpladser".

✂ Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.

✂ Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede:

✂ Ja kun d e t Kys ægte bli'r,
som Elskov Elskov gi'r,
hvor Læbe bringer Læbe Bud
om Flammer, tændt af Elskovs Gud -
som Elskov Elskov gi'r.

560

✂ De to gamle Damer stod ved Vinduet. De saá ret mismodigt ned paa Sværmen.

✂ - Ja, sagde Konferensraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er underligt, Du ....

✂ - Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstaaende Udtryk: Underligt.

✂ De to Damer lukkede Vinduet og gik tilbage.

✂ .... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud paa Kongens Nytorv og skiltes.

✂ Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.

✂ Kun en enkelt Fodgænger gled forbi "Hesten", hvor Banditterne blundede paa Bænkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket.

✂ Saa faldt de hen igen.

✂ - - - Men Decembernatten tætnede kun Taagen, der laa over Staden København.