Bang, Herman Værker i Mindeudgave

HERMAN BANG

VÆRKER I MINDEUDGAVE

2
3

HERMAN BANG

VÆRKER I MINDEUDGAVE

FØRSTE BIND

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
MDCCCCXII

4

KJØBENHAVN - FORLAGSTRYKKERIET

5

Herman Bang havde ønsket, at vi, dersom vi overlevede ham, skulde forestaa Udgivelsen af hans Skrifter.

Vi har søgt at handle i hans Aand og efter den Vurdering, han i Aarenes Løb fik af sin Literatur.

Af hans 11 større og mindre Romaner har vi udskudt én, Fædra, som han nødig saa indlemmet i en Folkeudgave. I Udvalget af hans Ungdomsfortællinger har vi fulgt hans egen Anvisning.

Af hans Journalistik har vi intet medtaget, thi han vidste, at Bladartikler, hvor kunstnerisk de end er udarbejdede, hører Døgnet til.

Sine Dramaer har han skrevet i sine Romaner og Noveller. De blege Smaastykker, han i sin første Ungdom skrev, og Dramatiseringen af Fædra (Ellen Urne) var for ham kun Experimenter.

Af hans Dramaturgi har vi i de samlede Skrifter indlemmet Masker og Mennesker, der for ham betød Summen af hans Teatererfaring, suppleret med enkelte særlig betydningsfulde og for ham ejendommelige Ungdoms-Essays.

Vi skulle tro, at Bang i det store og hele vilde godkende denne første samlede Udgave af hans Værker.

Marts 1912

Johan Knudsen. Peter Hansen

6

VED VEJEN

8
9

I

STATIONSFORSTANDEREN skiftede Frakke til Toget. - Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne.

Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.

Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som den var tabt ved Kanten af Vejen.

Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.

Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.

- Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.

- Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med.

- Forresten kommer Frøken Abel hjem.

- Allerede - fra Byen?

- Ja-a.

- Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen 10 spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.

- Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem ...

Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa' resigneret ud.

- Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.

Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.

De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.

Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.

- Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.

- Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.

- Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.

De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig. - Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familielivet, sagde Enkefruen . ..

Frøken Jensen nikkede.

Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede frem.

- Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over Perronen til Laagen.

- Ja - Proprietær Kiær kom ud af Vognen - det maa De nok sige - ligger Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge for Stedfortræder telegrafisk - og saa Fa'en véd, hva' man faar for Skrab ... Han kommer nu ...

11

Proprietær Kiær kom ind paa Perronen.

- Landbohøjskole har han da - om det ku' hjælpe

- og det med bedste Karakter ... Naa - go' Morgen - Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag ... Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? ... Og Konen ? ...

- Jo - Tak ... Saa De henter Forvalter idag ...

- Ja - væmmelig Historie - og just i den værste Tid ...

- Naa - et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille Stations-Bentzen bli'r det saa halv syvende ...

Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstøvler.

Louise-Ældst's Skønhed er Fødderne ... Smalle Aristokratfødder ...

Og hun havde sagt det ...

Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.

Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren ... Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret op og saa' paa Klokken:

- Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun.

Frøken Jensen sagde: Ja - Toget synes at være ikke saa faa Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.

- Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.

- Men - dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten og for over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. Naar Præ- 12 stefrøkenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt Overfald.

Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.

- Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny Hane til Gaarden. Der er han!

De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen.

Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt Fru Bai om Livet.

- Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.

Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.

Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm - hun stod endnu paa Trinet:

- Der er en Herre med Toget - hertil -

- Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.

Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskægget, højst sindig Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.

- Og Tante - Tante Mi, skreg Enkefruen.

- Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?

Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa barnligt, som om hun havde haft sin "Skønhed" i Knapstøvler.

Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.

- Ja, Satan til Historie - dér ligger Madsen - i den værste Tid ... Naa, vi vil haabe det bedste ... Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen.

- Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.

Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gaa, 13 da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet.

Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet

Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa Brædtet.

Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Øjeblik efter Toget, som rullede bort ...

- Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai.

- Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.

Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.

- Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger ...

- De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks Stedets Damer ... Mine Damer, tør jeg præsentere?

Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando.

- Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.

- Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste - fra København, sagde Enkefruen umotiveret.

- Fru Abel, sagde Hr. Bai. Hr. Huus bukkede.

- Frøken Linde - det var Præstefrøkenen - Hr. Huus.

Præstefrøkenen nikkede.

- Og min Kone, sagde Hr. Bai.

Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet.

Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.

Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.

14

- Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.

Frøken Jensen for op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort".

- Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.

- Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.

De to Kyllinger gik bagest og skændtes.

- Hej, Frøken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.

De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel.

- Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.

- Farvel ...

- Fa'a'a'rvel ...

- Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst.

Præstefrøkenen fløjtede.

- Nej - dér er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ... God Aften ...

Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han.

- Naa, Frøken. - Og Befindendet!

- Tak, sagde Frøken Abel.

- Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.

- Saa? Hvor?

- Kiær hentede sin ny Forvalter - rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde?

- Aa ja ...

- Prima, Frøken Linde?

- F. F., sagde Præstefrøkenen.

15

Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon, naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.

Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa Prædikestolen.

- Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen. Frøken Jensen var stadig forude.

- Naa, Andersen - Frøken Linde skruplo - nu er De holbergsk.

De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.

- Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.

- Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden.

- Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.

Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.

- Hm, sagde Frøken Ida - Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted - den lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig ...

De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:

- Der gives saa mange Slags Mennesker.

- Ja, sagde Fru Abel.

- Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen ... jeg gaar helst af Vejen.

Frøken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord ...

- Fru Abel - sagde Frøken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, 16 sagde jeg, De interesserer Dem for Friskolen ... derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.

- Og hvad svarede han mig, Fru Abel?

- Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte "tot") - jeg vil blive ved at gøre min Pligt - selv om de ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen - -

De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til "Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Længer.

Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.

- At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.

- Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved Banen - saa man maatte skamme sig ...

- Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar du har Klæderne.

Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.

Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv.

Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.

Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord.

- De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen.

- Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret.

17

Frøken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen:

- Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt - Kvindens eneste Værn er Taarer ...

Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.

Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken.

Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og tænkte paa ny paa Præstens Ord.

Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.

Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.

Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.

Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til - hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.

Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.

Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.

Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet.

Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.

Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt - de Ord.

Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske 18 tomt, saa stille, at man hørte de to Telegraftraade surre.

Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.

Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet der yderst ude over den flade Mark.

Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa' ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.

Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar - hele Tiden.

Men nu maatte de snart dækkes til ...

Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting ...

Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.

Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene.

Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.

Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard ... Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten ...

Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden derhjemme.

Den gamle Gaard - for siden, da Faderen døde, solgte de baade Værksted og alt og flyttede.

Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.

19

- Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.

Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun.

Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og gik ind.

I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede.

Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne hinanden.

Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme.

Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.

Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle Børnene, og langede til.

- Ret Jer, Unger, sagde Faderen.

Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.

Moderen gik til og fra, hentede og bragte ...

Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange Bord.

De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:

- Hva' mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.

Ude i Køkkenet blev der ganske stille - en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.

- Himmelhunde, sagde Faderen.

20

Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:

- Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, før han gik paa Værkstedet.

- - Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.

Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens ...

De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.

De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med "Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller læste.

Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv ...

Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog ...

- Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat ...

Tinka saa' op: Hun skal til Spil, sagde hun.

Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til "Halvti'et" ...

- Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde Tinka, hun saa' efter hende.

Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.

De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver.

De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.

De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.

Minna Helms gaar forbi og nikker.

- Saa' du Minna Helms, siger Moderen.

21

- Ja - Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:

- Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger hun.

- Stakler - hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet... Ja - sølle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men det er nok som Fru Noes si'er - lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun sig a'et ...

- Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.

Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes ...

Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.

- Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai ... Saa har han fri iaften ...

Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai ...

- Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.

Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer ...

Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.

Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde: "Saa, du Gamle", og kneb i Armen ...

Ja Thora Berg førte an til Galskaber.

Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas Ruder ...

Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.

22

- Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos Borgmesterens.

Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab.

Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:

- Det har Thora sagt...

Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet - til Koncerterne naar Militæret spillede, hver anden Onsdag - talte de sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes ...

I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai... Han havde straks den første Aften danset mest med hende.

Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme.

Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" ... Det var altid Bai, og saa blev der en Latter.

Og hjemme talte Moderen altid om ham.

Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det... Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes ...

Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.

Og de drillede hende og lo og pludselig for de op 23 og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl...

Tinka var den stilleste af dem.

Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret - og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret...

Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke - den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.

Og saa kom de herover til Stilheden.

I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.

Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var ...

Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen ...

Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.

Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa' paa ham, som han sad bøjet over sit Bord - Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.

Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille - længe være saadan nær ved ham:

- Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai. Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.

- Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.

- Skriveper, sagde hun og gik fra ham.

Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der 24 kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.

De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.

Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer imorgen".

Børn fik de jo ikke.

Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Løjtnanten" lagde han kun an uden Døre.

Et Barn havde han oppe i Byen.

- For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl ... man er jo dog gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge ...

Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.

Saadan gik Tiden.

Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.

I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.

Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.

Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden.

25

Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.

- Det gamle Skrab, sagde han.

- Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det.

Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.

Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.

I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.

Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen ...

Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.

En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret...

Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.

Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede...

Ja - hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar ...

... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L'hombrer.

- Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk - som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen ...

- Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.

- Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.

26

Præstens havde haft ti Børn.

De syv havde Herren gemt som Smaa.

Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.

- - -

Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.

Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.

- Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.

- Otte-Toget er meldt, sagde Marie.

- Det har jeg slet ikke hørt...

Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.

- Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.

- Er der Depesche?

- Ja.

- Til hvem?

- Aa, op i Byen ...

- Saa skal Ane jo afsted ...

Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.

Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne ...

Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille.

Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren.

Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.

Fru Bai gik ind.

De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en 27 Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik "de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.

Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.

- Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.

Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.

- Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende paa Træstolen.

- Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.

- Godnat.

Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. Dér stod de om Natten i en Række.

Bai kom tilbage.

- Det bli'r koldt til Natten, sagde han.

- Jeg tænkte det - for Roserne ... jeg saa' til dem idag.

- Ja, sagde han, de maa dækkes nu.

Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben.

Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.

- Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.

Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret.

- Kan jeg slukke, sagde hun. Og hun slukkede Lampen. 28 Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar op.

Bai var i Underbukser og bad om en Saks.

- Pokker saa du bli'r mager, sagde han.

Katinka lagde Frisérkaaben om sig.

Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse før Ordene kom.

De havde tiet lidt.

- Hm, ganske net Menneske - hva'?

- Ja - saadan at se til...

- Hva' sagde Agnes Linde? ...

- Ogsaa, at han var ganske net

- Hm - skrap Mund, det Pigebarn har.

- Og - Fa'en véd, hva' for en L'hombre han spiller ...

Lidt efter sov Bai.

Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.

Nu var Fru Bai vant til det.

Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa' paa sin Hals.

- Ja hun var virkelig bleven mager. Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.

II

Det var de korte Dage.

Saa strid Regn og saa mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.

Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i 29 vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.

Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.

Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.

- Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.

Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.

Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa' dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj.

Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.

Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:

- Og saadan en Røst han har ...

Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.

Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.

- Ja - det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.

Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare var der.

Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere.

Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.

Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa' 30 til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.

Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.

Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til det.

Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.

De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.

Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der ventede paa Huus - selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden.

Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.

- Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.

- En Kop Kaffe, Frøken - lidt indvendig Væde til at staa imod med ... Huus er inde hos min Kone ...

- Men er de fra Rugaard her?

- Ja, med Sæd. Ida-Yngst havde ikke anet det.

Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue over hele Egnen. Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne. Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.

- Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.

- Bringe Brev til Stationen ...

- Mo'r - Louise hvinte - nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér...

- Kommer det dig ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.

31

- Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig - men du ta'er dine egne Støvler. Det si'er jeg dig, Ida ...

- Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler - altid render hun i mine Knap til Stationen ...

- Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.

- Og mine Handsker - maa jeg være fri ... Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.

- Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.

- Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.

Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler ...

- - Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren - jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag ...

Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.

- Det er, naar det nærmer sig Jul - man har saa rædsom travlt... Aa, De tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi.

Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.

Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt

- Gud, det lille Tæppe ...

Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.

- Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi.

Hun følte paa Tæppet...

- Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.

Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet "Due".

32

Og det blev ved "Kyllingerne". Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden Forvalter Huus brød op.

- Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.

- - -

Det blev henimod Jul.

Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.

Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.

Det laa ogsaa i Vejret.

Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.

Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.

- Vil De spille lidt, sagde han.

- Aa, jeg kan kun de Par - -

- Men naar jeg nu gerne vil høre dem ... Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.

Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Larnpe og Thetøj.

Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.

- Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.

Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.

33

- Han havde ogsaa været med i sin Tid ... da de laa paa Skolen.

- Og København havde haft Fruentimmer ... naa - - det er gaaet tilbage ...

- De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja - ka' sgu' gerne være ...

- Tilbage er 'et gaaet...

- Naar man har kendt Kamilla - Kamilla Andersen - brav Pige - brillant Pige -

- Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et Vindu ...

- Ærgerrig Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.

- Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant. Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig interesseret ud.

- Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det godt?

- Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er.

- Ja-a - de gaar til Rusland, si'er de - kan s'gu gerne være.

Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret.

- Det er vel paa de Tider, sagde han.

- Aa - hva' ...

Men Huus maatte afsted: Det er dog én Trekvartersvej ...

De gik ind til Fruen.

- Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt ...

- Saa gu' - at faa Benene rørt... De fulgte.

Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.

- Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.

- Ja - en Mængde mer end ifjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv.

34

- Ja, jeg tror det, sagde Katinka.

- Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.

- Ja - det var Bai - den Kulde før Jul.

- Og den holder Nytaar ind ...

- Mener De? ...

Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.

Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.

Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet til Nattoget.

Han kom tilbage. Naa - sagde han.

Katinka aandede ud i Luften, langt

- Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden.

De gik ind.

Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:

- Ja - Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller.

Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.

Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et paa Fruentimmer.

- Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne - ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer ...

- Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. Alle ka' jo ikke være Kendere.

- Nej - heldigvis da ... og Huus - jeg tror s'gu ikke ...

De blev kaldt ind til Kaffen.

- - -

De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.

Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.

35

Frøken Jensen bragte en Cigarkasse, med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.

- Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster. Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar ...

- Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse ...

- Hun var saa belæsset, da hun kom hjem ...

- Jeg tror det nok.

- De er da hos Abels Juleaften?

- Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i at huske paa sig selv ...

- Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden ...

- Nej, Abels, sagde Frøken Jensen - aa nej - det er ikke alle, som er ens ...

Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.

Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.

- Mathias - sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser - jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... hun ka' jo ikke gaa til Lindes ...

- Naa, for min Skyld - Bai hadede "det lille Parykstativ" - ja naar du bare faar Lemmeforsamling. Bai gik lidt rundt. '- Ska' hun ikke til Abels, sagde han.

- Det er just det - de har jo ikke bedt hende, Mathias ...

- Naa - det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.

Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.

- - Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.

Hun gjorde Undskyldning for Bel-ami.

- Den er jo ellers hos Abels - jeg lukker den jo 36 ellers altid ind hos Abels. Men iaften, forstaar De, vilde jeg jo nødig ... men den gør ingen Ulykke ... den er et stille Dyr.

Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.

- Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven.

Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.

Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene.

Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.

De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.

Han spiste som en Ulv.

Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere.

- Naa, Skaal, Frøken Jensen.

- Skaal, min go'e Bentzen - det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i. Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.

- Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.

Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.

Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.

- Hils fra mig, sagde Katinka.

- Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.

- Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.

Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skaal".

37

Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.

Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.

Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet

Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa nok være lidt alene.

- Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en Stol og tændte an med en Vokskerte.

I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord - hun havde faaet det sendt fra en Søster - og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa' saa fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.

Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.

De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne.

Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.

Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.

Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.

Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:

- Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.

De var alle døsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

- Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebrædtet.

38

De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.

De var blundet ind et Øjeblik og for sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.

- Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.

Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev, mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ - kun et Par Lys brændte svagt endnu.

De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.

Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Hele Tiden - -

Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.

Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende ...

Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde.

Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.

Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur.

Og nu sad hun her forladt og alene.

39

Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.

Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.

De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.

- Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.

Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans "Ord".

Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.

Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.

- Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.

Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.

Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at brænde ...

- Men dette var meget finere ...

Og hun blev ved at staa med Sjalet.

Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.

Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber.

Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus' fine Sjal om sig.

Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.

40

De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.

Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.

Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa' det.

De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glædelig Jul", "Glædelig Jul" ud over Hækken.

Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.

Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.

Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten.

Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom ind.

- Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.

- Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud over den hvide Mark i Natten.

- Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret. Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.

- Hun tog Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue ...

- Glædelig Jul, Bentzen.

Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.

Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.

- - -

Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke. 41 Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa' man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer.

De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest". Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.

Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.

Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.

Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.

Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klædte" sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.

Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret".

De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.

Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetørklæde.

Fru Linde havde Øjnene ved Hænderne ved Alteret.

Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa' paa Hænderne, hvor meget hver lagde.

42

Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere.

Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.

Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en stor Ønsken "Glædelig Jul" igen.

"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor".

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.

Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.

Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.

- Julen er rar, sagde hun.

- Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et".

- Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.

- Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken. De gik lidt.

- Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet...

- Ingenting at takke for.

- Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.

- Ja, det véd jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.

Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt Tavsheden med.

De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede. 43 Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.

- De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.

De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.

Huus blev der hele Dagen.

Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han:

- Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:

- Ja, da - og lo af Fornøjelse.

Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud af Øjnene.

Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.

Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.

- - I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt under et Middelaar.

- Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun. Pastoren sad og saa' eftertænksomt paa de mange smaa Mønter.

- Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en Mark.

Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.

- Med Familje, sluttede Fru Linde.

- Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.

Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket.

- Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. Alle de uædlere Elementer er i Oprør hos Mo'er paa de store Offerdage.

- - -

Julen gik.

44

Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gænge.

Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.

- Huus, sagde Katinka, sover De? Huus for helt sammen, som han sad. Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.

- Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget Føler mig s'gu forbavsende vel i denne Tid - forbavsende vel ...

Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.

Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret ind.

Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.

- Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet.

Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Glædeligt Nytaar".

- Hva Fa'en - er det Huus, sagde Bai og stod op,

- Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet Hjertebanken af Rabalderet.

Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.

- Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et...

45

- Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun.

De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Brød.

De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget Det kom forbi Klokken to.

- Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.

Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.

- Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han kildede hende ned paa Halsen.

De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.

- Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.

- Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.

- Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai.

Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Klaprende gik det bort, ud i Mørket.

- Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt.

Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.

Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende.

Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,

Mørkt var det, og der begyndte at komme Storm op.

46

Katinka kunde ikke sove. Hun vækkede Bai.

- Bai, sagde hun.

- Hvad er der? Bai vendte sig.

- Det er et slemt Vejr ...

- Naa, vi er jo ikke tilsøs, sagde Bai; han halvsov.

- Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.

- Aa, vor Herre bevar'es ...

Bai sov ind igen ...

Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det Vejr. Det var saa mørkt - og han var dog ny paa Egnen.

Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder, siden Huus var kommet her ...

Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka hørte igen efter Vejret, der tog til... Han havde ogsaa været bedrøvet iaften - siddet saadan hen - hun kendte ham - og set forknyt ud ... Noget maatte der være i Vejen.

Noget var der i Vejen i den sidste Tid ...

Men naar han bare var hjemme nu - saa - Vejret tog til ...

Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.

Anden Nytaarsdag var der Selskab i Præstegaarden.

Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik Tungebaandet løst, naar de kom i Præstegaarden.

Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid forsiide.

- Tiden løber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra Reden.

Naar Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkaaber og skændtes. Fru Abel maatte klæde sig paa i sidste Minut og saa' altid ud, som om en Storm havde hærget hende.

De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urørt i noget Klædeskab i Præstegaarden.

47

Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone.

- Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snærpet

De dansede Pingasut, saa Katinka var helt ør. Fru Bai var saa glad, at hun næsten var kaad.

Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant.

I Dørene stimlede de ældre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres "knøv" Frøken.

Gamle Pastor Linde gik til og fra:

- De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre.

Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue:

- Ja, her er livligt.

- Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng paa "Præste".

Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri for at lege med.

Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt blev ved at være nyt.

Paa alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde forarbejdet.

Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade.

Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den eleganteste Dame paa Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til alle Toiletter var hun, inden Døre, i graa Filtsko og hvide Bomuldsstrømper.

48

I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin Moder med et surt Ansigt.

- Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel livligt ...

- Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetørklæde.

- Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.

Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget Lommetørklæde er lidt defekt.

- De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Møllerens Frue.

Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet. Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer sig ved det.

- Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen...

- Flæsk, Flæsk.

Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Haand ind til sit Bryst, hvor mit Hjerte banker.

Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa.

- Nej - se mig til den dejlige Kone, raaber Frøken Agnes ...

- Flæsk - Flæsk. Katinka fanger Huus.

- Hvem er det?

Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords.

- Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med Dem?

- Hvor falder det Dem ind?

- De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som før ...

- Der er ingenting i Vejen, Fru Bai ...

- Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad ...

49

- Ja, sagde Huus, det ser man.

Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.

Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus.

Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med Skolelærerens Søn.

- Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige?

- Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt heroppe paa Gaarden.

- Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst ...

Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i Præstegaarden.

Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Frøken Jensen.

Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet.

Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser højt.

- Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.

- Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.

Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.

Huus læser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.

- Huus dog, hvad stod der?

- Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over Bordet.

- Frøken Ida - det er Løjtnanten - ska' vi to?

Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.

50

Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen, som gaar rundt i store graa Kander.

En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem" leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker privat med Pastoren.

- De lille "røde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?

- Man kan have Agtelse for Personerne, siger den lille Blegnæse.

- Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et at kæmpe om, ser De, Frue ...

Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger næsten i Armene paa Løjtnanten.

- Ja, Deres Velærværdighed, siger hun.

- Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.

- Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen - hun rækker ham sit Glas - drik med Mo'er ...

Enkefru Abel smiler: Aa - aa - hvad min Ida-Yngst har for Indfald ...

Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph ...

Frøken Helene læser "Tasken" ...

- Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes ... af Aandsfriheden.

- Brandes, det er jo ham, Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden" - paa Møllen.

Studenten flyver op i den store Darwin.

Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet.

- De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.

- Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og ...

51

- Og?

- Og egenlig er det dog saa lykkeligt ...

- Løjtnant, raaber Frøken Ida: De er styg. Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og nikker.

- Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig.

Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.

- Jeg véd ikke, om du har set Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen. Man maa gaa i Jorden over hende. Ida Yngst er første Par med Løjtnanten.

- Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min Kanapé" saa det klirrer i Strengene.

Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.

Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen.

- Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i Tangenterne, saa det suser.

- Gud - jeg dør, siger Helene fra Møllerens ... Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads rundtom.

- Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten 'og tørrer sig.

- Om vi saa' at finde en Bajer. Løjtnanten er med. De gaar ind gennem Værelserne. I Spisestuen staar "Bajerne" opstillet i et Vindu.

- Er det Landbajer? siger Løjtnanten.

- Næ, den er af Carlsberg.

- Naa, den er jeg med paa.

- Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede Skrifter paa grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over Skrivebordet.

De satte sig med Øllet ved Bordet:

52

- Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg tænkte, lad ham ha' Fornøjelsen, tænkte jeg - og hun med ...

- Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skær' brillant naar man danser, Forstander. Lægger sig lige til.

- Ja, hva' Satan ska' hun gøre, stakkels Pige, sagde Bai og tømte sin Bajer.

- Men hva' er hun for en Pige, sagde Løjtnanten. Han mente Frøken Agnes ...

- Rar Pige, sagde Bai.

- Nej, dér er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.

- Ja saa, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige - det er af den Slags.

Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse Landsbypiger - i det hele, mente Løjtnanten ... det er godt nok ... jeg mener ... Men - ser De, Forstander - ingen Dannelse - - - Nej, Byen - véd De - det er no'et ganske andet ...

Løjtnanten havde "fundet no'et" - -

- Ser De - man bor jo i Kvarteret ... Dér har de jo lagt Slottet - man maa jo bo dér ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten" ...

- Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai.

- Kække Smaapi'er - s'gu, kække Smaapi'er ...

- Ja-a - jeg véd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Løjtnant ... Skueretter, forstaar De, Skueretter

- - om man ogsaa er der ovre et Par Dage ...

- Skueretter, gentog han en Gang endnu.

- Tro De mig - kække Pi'er, sagde Løjtnanten, dannede Pi'er ...

- Men de si'er, de gaar til Rusland ...

- Ja, de si'er det ...

Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde han, han gik gennem Stuen.

- Ja, Hr. Pastor - vi sidder her og filosoferer lidt

- saa stille ... ved en tyvrøvet Bajer ...

53

- Værs'go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren : Derinde leger de Panteleg, sagde han.

Bai og Løjtnanten gik ind til Pantelegen.

De var ved at falde i Brønden.

Den lille Student med den ægteste Frugt faldt for Katinka:

- Der kysses, raabte Frøken Agnes.

Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rød i Hovedet og kom nærmest til at kysse hende paa Næsen.

Katinka lo og klappede i Hænderne: Jeg falder, jeg falder ...

- For Huus, sagde hun.

Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret.

- Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som om den var hæs.

Frøken Jensen tænkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng til Bel-ami.

Katinka støttede sig i Tanker lidt til den radikale Student.

- - -

Gæsterne var borte.

Frøken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke én Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.

- Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.

Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja - De har saamænd været rar iaften.

- Frøken Agnes, morer det Dem?

- Nej.

- Hvorfor gør De det saa?

- Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid være alene om at gøre Mudder.

- Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte at flytte Møblerne paa Plads.

- - -

54

- Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-ÆIdst Jeg gør 'et ikke - det si'er jeg dig - det er en Skandale for alle Mennesker.

- Fordi man la'er dig sidde. Jeg skulde vel gøre dig Selskab - ikke?

Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Tøj sammen.

- - Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik.

Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.

III

Det var hen i Foraaret.

Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og hilste.

- Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget. Jeg tænker paa det hver Dag.

- Aa, men, Agnes ...

- Jo, det var det bedste - - for os begge to - enten han eller jeg ... tog afsted.

Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.

Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.

Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun havde saa staaet 55 henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at græde.

- Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog?

Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere. Hun tog Katinkas Arm bort:

- Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.

Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.

Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.

Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at høre paa andre.

Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.

Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:

- Jo, vi er saamæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut.

Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.

Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og saa' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.

Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem 56 fra København og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham.

Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.

Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.

Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var - hos de to fremmede Mennesker.

Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om.

Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende.

Og de spandt hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt borte, hvor hun knap vidste.

Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke saa tidt mer, nu i Foraaret Der var saa meget at gøre, sagde han.

Naar han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige ham og spørge om.

Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og ændre allevegne ...

Men der var noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med.

Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humør en Gang imellem.

Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.

57

Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig færdig.

Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik Ende paa det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.

Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge.

Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.

Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af Roser - om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det store Hav ...

Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand ...

Og saa kom Solen.

Og steg.

Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge.

Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.

Han talte i det hele mere nu - naar han da talte.

... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun maatte vel til Ro.

Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne af sig.

- - -

58

Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset

De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.

De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens bløde Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.

Katinka talte om sit Hjem.

Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.

- Og siden - i den nye Lejlighed - med Mo'er - da Fa'er var død ...

- Ja, det var en lykkelig Tid ...

- Men saa blev jeg jo gift.

Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over Græsset.

- Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab - med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen. -

Katinka sad lidt.

- Hun er osse gift nu, sagde hun.

- Med flere Børn, siger de ... Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken.

- Godaften, Kristen Peder.

- Godaften, sagde Katinka.

- Hm - sagde Katinka igen - jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpituret ...

- Hvor jeg ser dem endnu - alle Ansigterne - alle ...

- Men hvor jeg græd ...

Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' 59 hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.

- Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.

- Ja, Tiden gaar ...

- Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig. Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:

- Ja, sagde hun og for let sammen. Og lidt efter:

- Her har man jo sit Hjem.

De sad atter tavse.

Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Støj - og før havde der været saa stille i Tusmørket.

- Jeg henter Glassene, sagde Katinka.

- Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie ...

Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.

- Jeg har haft Selskab, sagde Bai.

- Af hvem?

- Af Frøken Ida. Hun rejser nu ...

- Hva', Ida?

- Ja - og Bai lo - Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.

- Naa, ja - ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja - hva' Satan - saadan et Pigebarn maa jo giftes ...

Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne.

- Jeg gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst - men den gik ikke for Løjtnanten -

- Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon - Pigebørnene maa til Brudeskamlen - -

- Og saa gaar 'et - man ser 'et jo - de lever sig sammen. De har Hus og Hjem og saa kommer der Børn ...

- Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.

60

De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden.

Det blev i Slutningen af Juni.

- Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen.

- Ja - jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik.

Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte altid det samme.

Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om ham.

"Manden" kaldte hun ham.

Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede.

- Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er - og saa er dette maaske det bedste, man faar ...

- Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.

Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.

Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham.

Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa' paa dem - de to, som elskede hinanden.

Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt - næsten som et stort Under.

Og en Dag græd hun, da hun gik hjem.

Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen.

Det var Høhøsten, sagde han.

61

Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.

En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa se alle Herligheder paa Markedet.

Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen.

Bare Bais og Huus.

- - -

Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til. Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for at købe ind.

Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten.

- Huus, raabte hun fra Kupeen.

- Men hvor skal De hen? raabte han.

- Købe ind - - Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel.

- Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen ...

Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes.

- Om den lille Frøken gik af Vejen ...

Hun maatte springe baade over Brædder og Snore.

- De kalder mig Frøken, sagde hun.

- Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.

De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor.

62

Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften.

- Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent.

- Uha - raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke.

- Det var den stærke Kone, sagde hun.

De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Bænk.

- Her skal vi danse, sagde hun.

- Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter besørgede det haandgribeligere.

Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der arbejdede.

- Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.

- Ja, sagde han og saa' op i Træerne - Himlen saa' han ikke - mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa.

Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.

Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.

- Ingen kommer ind - ingen kommer ind - det bankede paa Døren, som var i Laas. Katinka troede, det var Huus.

- Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?

Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e Pundkage.

63

Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja - de Mandfolk skulde ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun.

Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød som en Kobberpotte af Ovnen.

Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.

- Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben.

Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.

Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis'er i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.

Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken.

- Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse ...

- Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde Frøken Jensen.

- Nu gaar Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat paa Dejgen.

Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken.

- Aa ja, sagde han, og jeg sidder med tør Mund.

- Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sødt?

- Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.

Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.

- Hva' er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet.

- Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.

- Uh, han bider, raabte hun.

Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:

64

- De bli'er jo ved at være rene Børn - naar man ikke kender noget til Verden ...

Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke.

Hun stod ved Køkkenvinduet og saa' ind:

- Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt.

- Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.

Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at gemme, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.

Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-ÆIdst kastede Papiret.

- Gud, lille Louise ... Frøken Linde med de Øjne ... hun kunde gerne se det ...

Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til Bel-am i.

Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de opsmøgede Ærmer og saa' paa sit Værk:

- Men det er ingenting mod hjemme - ingenting mod naar vi bagte til Jul.

Hun fortalte, hvordan de bagte - hendes Moder og Søstrene og hele Huset... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums - og saa revnede de, naar de kom ned i Fedtet

Og Brødrene - de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv maatte værne om Stenkrukken med Brundejg ...

Og skrællede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et Pund ...

Det bankede paa Døren. Det var Huus.

- Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time ... Kom igen om en Time.

Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab.

65

Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.

- Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan fløjte i Fred.

- Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.

- Hun gik, tror jeg.

- Men naar?

- Det er vel en Timestid siden ...

Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at sige hinanden -

- Vi skal pakke, sagde Katinka. De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for at Krukkerne skulde staa fast:

- Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Hænder.

Hun aabnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet.

- Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.

Hun begyndte at søge: Aa - den ligger i Skuffen.

Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.

Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en Mølle: Det gamle Stads.

Hun søgte igen om Viften:

- Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden.

- Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op.

Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i Bobinettet.

Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.

- Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter ...

66

- Paa Svedning staar 'en, sagde Bai. Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu.

- Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le.

- Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to Fingre og sprang op paa Trinet

Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at staa bøjet frem og le og nikke.

Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste.

Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa længe de kunde se.

Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen Klokken seks.

Katinka stod i Haven foran Hækken:

Faarekylling - Faarekylling - flyv - flyv.
Faarekylling - Faarekylling
Giv godt Vejr ...

raabte hun.

Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og saa' op i den blaa Luft.

- Svært - saa blaat klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Strækningen.

- Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet.

- Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af Pundkagen. Man maa dog være færdig ...

Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd.

Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge.

67

Hvor hun dog elskede denne Plet ...

Hun lukkede Døren og gik ind.

Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af".

Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i Skæret af Lyset.

Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke.

- - -

Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen.

- God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa Perronen: Han er der, raabte hun.

- Kurvene, Marie ...

Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'maar'en - Huus - staar paa Solstik - hva'?

- Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.

De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange "fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.

Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.

Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.

- Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.

- Nu kør' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og vinkede.

De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.

- Hvor det er frisk, sagde Katinka.

- Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.

68

- Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.

De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk og mæt.

Katinka saa' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg belyst af Solen.

- Hvor det er kønt, sagde hun.

- Ja - ikke? sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er det ...

De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glædede sig over de samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede enten han eller Katinka.

Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist.

Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at "faa no'et i Livet".

- Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at staa imod med ...

Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu - og hvor skulde de ogsaa sidde?

Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak.

De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved Grøften.

Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.

- Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.

De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste.

- Det glider dog, Tik, sagde Bai.

Folk kom forbi paa Vejen og skævede til dem.

- Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.

- Skaal, Huus, god Fornøjelse.

- Tak, Fru Bai.

- Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie?

- Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.

69

- Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus. De kørte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvøbt i Varmen.

- Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.

De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.

Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.

De kom igen ud af Skoven.

- Svært højtideligt derinde - ikke? brød Bai Tavsheden.

Hen mod Middag var de i Bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset.

Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man maa strække Benene, Huus; og han gik hen og satte sig til at sove under et Træ.

Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde i Køkkenet.

- Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.

- Svigermor ...

- Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor ... Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun holdt.

- Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en Gang.

- Saa? det vidste jeg ikke.

Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.

- Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.

- Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand.

De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved Siden af hinanden.

70

- Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det. Katinka saa' tavs ud over Vandet.

- Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For Fremtidens Skyld.

- Ja, sagde Katinka.

- Og saa blev det... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi.

Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller vredt.

- Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab.

En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i Stilheden.

- Og saa er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen. Rigtig saa inderlig træg-fejg ... Dag for Dag.

- Jeg blev i det - Tonen var lav - til hun gjorde det forbi.

- Fordi hun holdt af mig.

Katinka lagde sin Haand sagte kærtegnende ned paa hans, som han støttede stærkt mod Bænken:

- Stakkels Huus, sagde hun blot

Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den Stakkel, hvad han havde lidt.

De sad saadan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme.

De talte ikke mer. Maries Raaben vækkede dem.

- De kalder, sagde Katinka.

De rejste sig og gik tavse henad Stien.

- - De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel Aalborger-Portvin til Pundkagen.

Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu rart i den grønne danske Skov.

Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka paa Skødet. Hun rev sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rød.

- Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.

71

Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus stod op.

- Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken paa. Man skal dog hjælpe paa Fordøjelsen.

- Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker.

Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde det varmt af Heden og den gamle Portvin.

- Ser De der, Huus: der har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han. Saadan er 'et og ikke anderledes.

- Det ka' s'gu ikke nytte - det de allesammen skriver, og som man sidder og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det... og Troskaben og - "Fordringer", som de er lige saa stive i som gamle Linde i "Fadervor".

- Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net - og det gi'r de Folk noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke Sagen, ser De, Huus ...

Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus:

- Nu saa' De jo: jeg har Lyst - og Katinka vil ikke ... dejlig Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og ligemeget - ikke et Kys en Gang.

- Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De har 'et i Perioder, ser De, Huus -

- Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svært for en Mand i sine kraftigste Aar ...

Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, saa de knækkede, som var de mejede.

Ja - det er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig ud ... men det taler de s'gu ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand og Ægtemand imellem - vi véd, hvor Skoen trykker.

De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven.

72

Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en Eg - og hun gik iforvejen for at finde den.

Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.

- Ja, sagde han, han ka' sagtens le - han staar udenfor 'et.

Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende paa Maven.

- Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.

- Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.

Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne ind som dryppende Gulddraaber i det grønne ... og Fuglene sang inde i Underskoven.

- Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede Hovedet frem.

- Ja - her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine Knæ og stirrede op i Kronen.

Det var saa stille. De hørte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt, som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der kvidrede, saa nær, saa fjernere.

- Sover De? hviskede Katinka.

- Ja, sagde Huus.

De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt aaben til et Smil i Søvne.

Huus stod længe og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes Søvn.

Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havde Bai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin.

73

En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i det Grønne.

Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en stærkt forbrugende Natur.

- Dejlig Kage, sagde han.

- Det er Huus' Kage, sagde Katinka.

- Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den ...

Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige allesammen - den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af Solen.

I Hotelgaarden var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede Gardiner.

- Det er en af Agnes', sagde Katinka.

- Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de kvidrer.

Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man saa' ingenting.

- Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen ... Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "min Charles" ...

- Oh min Charles -
send mig dog et Brev - -

- Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er den -

- Agnes kan den ...

- Hvorhen du altid skrev...

- Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. Jeg baner Vej, naar der bli'r Stimmel.

74

- Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katinka, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm.

- Hvorhen du altid skrev - -

anraabte Skrigepotten.

- Der staar sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.

- Kommer I, raabte Bai.

Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og saa' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i Kirken.

Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med Piber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne.

En Karl gik frem.

- Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene: Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede.

Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sine Støvler: Farvel, Mari, sagde han.

- Farvel, Søren.

Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnærpede Munde.

- Satan til Manér, sagde Bai, at spærre Gaden.

Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som var de til Lig, og mønstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de uhørligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornærmede ud.

Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik blev hun stødt ind til Huus.

- Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus.

Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske 75 og et Par Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt med Ajaxernes Duet. Latinerne skød ud og ind og peb i Fingrene, og sløve Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud, mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter.

Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager.

- Pyh, det er varmt, sagde Katinka.

- Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai.

- Vafler, min Dame, Vafler - af Tyrolerferdinands brunøjede Datter ...

- Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en Pigemur, der spærrede Gaden.

Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skørter sammen.

- Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De brugte Knappenaale at hægte med.

Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da. Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i Benene.

- Uh da - - Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed.

Vafler, min Dame, Vafler - af Tyrolerferdinands brunøjede Datter.

De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre.

- Strø Sukker, du brunøjede.

Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde Manden - hun har kendt bedre Dage.

- Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til Tyrolerferdinands brunøjede Datter.

Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa' ud, som hun hverken hørte eller saa'.

- Sukker, du brunøjede.

76

Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret.

De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede paa et højt Stillads med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena:

- Den største Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberømte Arena ...

Han musicerede ved at sætte sig haardt med den bageste Legemsdel paa sin Tromme.

- Miss Flora - Miss Flora i den høje Trapez ...

Det var lige foran dem: Miss Flora - Luftens Dronning - mine Herrer - ti Øre ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm.

- Luftens Dronning - ti Øre ...

Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, saa hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand ... Han begyndte at gylpe oppe paa sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, mens han blev rød i Hovedet, som han skulde faa et Tilfælde.

- Luftens Dronning - for ti Øre -

I Verdens største Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal ...

Karussellerne gik til Horn og Lirekasser ...

- Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning - ti Øre.

Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Støj.

- Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.

- Det er Konen, sagde hun.

- Hvem? sagde Huus.

- Hun, der vaskede.

Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen 77 med lyserøde Ben i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière.

- Miss Flora - Luftens Dronning saa kaldet - ti Øre.

Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gaa tilvejrs.

- Skal vi derind, sagde Katinka.

- Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte paa Løve, halvt paa Skødet af en Kavallerist.

Katinka vilde ogsaa op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt.

- Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne.

De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem over Huus.

- Pas dog paa, sagde han og tog om hende.

Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende. Det var blot noget sort noget - sort og hvidt - som blev ved at dreje rundt.

Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene.

Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte.

Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen.

Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De kørte igen. Huus havde rakt sig indad - hun vidste ikke, hun støttede sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og hun lo ind i hans Ansigt.

Hun sad med halvaabne Øjne og saa' ind i Kredsen. 78 Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor.

Hun kendte, svimmel, Marie - hun var kommet op igen - i Vogn med sin Kavallerist...

Hun sad paa hans Knæ ...

Hvor hun saa' ud - saa daanefærdig ...

Og alle de andre - saa de laa hen - som halvdøde - ind til Karlene ...

Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til Hovedet. Karussellen holdt.

- Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.

Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel, sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen Køren rundt.

- Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen, hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist

Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa.

- Brillant, saa hun skær 'en, sagde Bai, som satte i Vej.

- Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin Arm.

Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem lidt livligere.

- De fordøjer, Frøken, sagde Bai i Klubtonen.

- Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende? Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en Fornærmelse.

Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede Gabet og drev det til en Hvislen.

Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte 79 den inde paa Brystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt.

Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora.

- Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i Væmmelsen.

- Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster, lille Dame ... Men hun har gjort det med Løver.

Katinka var ude:

- At man kan gøre saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende.

- Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "saa godt som paa det blottede Legeme".

- Ja, sagde Bai, Kød er det... "Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine "Nussedyr" i Kasse.

- Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre.

- I otte Aar, min Herre, sagde Frøken Theodora.

Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa Stilladserne.

- Nedsat Pris - nedsat Pris - min Dame, raabte Professoren ned til Katinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsomme Lommetørklæde" - tyve Øre med Kæreste ...

Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem.

Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende ind paa Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa smaat at kæres langs ad Teltgaderne.

Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.

80

De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben skingre gennem Støjen.

Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og købte.

I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.

Bai kom til og købte ogsaa.

Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage.

- Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte ...

- Madam, raabte han op. Et Hjerte her ...

- Et Hjerte - min Herre - med Vers ...

- Bai, sagde Katinka ...

- Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.

- Satan heller. Bai vendte sig fra Disken. De første Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.

- Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.

- Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.

Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne over Hovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte.

- Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.

Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandske Uldklokker om Stolperne.

De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne for skingrende afsted og lod sig gennembløde.

- Her er 'et, sagde Katinka.

- Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds - Manden 81 var hæs og pakket i Uldtørklæder - tre Gange - værs'agtig - - -

- Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og rystede sig og saa' ud.

Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det halve Torv. De letsaarede løb haltende rundt under Paraplyerne og løftede Rendestensbrædder.

Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekøn og saa' defekt ud.

Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa køligt.

Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.

- Hvor det gør godt, sagde hun.

- Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.

- Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske Nederdele.

Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med Huus i Stilheden, under den faldende Regn.

- De spiller ikke, sagde hun.

- Nej - for Regnen ...

De hørte begge efter Regnens Fald.

- Den Støj, der dog var, sagde hun.

Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.

- Han sagde det.

Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.

Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i stærke Farver.

- Hvor det er smukt...

- Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.

82

Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og Stad. Baade fløj hen over Vandets Blaa.

- Neapel, sagde Katinka sagtere. Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme Billede.

- Har De været der?

- Ja - to Maaneder.

- At sejle der, sagde Katinka.

- Ja - til Sorrento ...

- Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende.

- Ja, sagde hun - at rejse.

De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget - tilsidst kun dryppende Draaber.

De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.

- Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.

- Jeg holder mest af Neapel ...

Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede. Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var.

- Det regner vist ikke mer ...

- Nej, det er ovre.

Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun.

Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel med de ilende Baade.

Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssige Færdsel.

- Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han.

De gik. Luften var kølig og renset Store glade Flokke drev henad Vejen mod Skoven.

Træerne og Tjørnehækken duftede, efter Regnen.

Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene langs Vejen 83 var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes forborgent.

De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer.

- Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai.

Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som saa' til ind over Rækværket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals, saa det drønede.

- Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet. Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.

- Bai dog, sagde Katinka, hun var aandeløs.

- Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i Vrikketakt.

- Bai dog ...

- Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.

- Nu maa man holde sig i Øvelsen, sagde han og slog Hælene sammen som paa Klubballerne, og røre Damerne.

Katinka følte sig saa trykket ved Bai.

- Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet

- Vil De danse engang med mig, sagde Huus.

- Ja - om lidt - lad os vente lidt ... De saa' Bai vrikke løs med en fyldig Bondepige i Fløjelsliv.

- Lad os gaa lidt, sagde Katinka.

De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet hen.

Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt.

Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.

- Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig.

- Hun?

- Ja - - Deres - Forlovede ...

84

- Hun er gift - Gud ske Lov ...

- Gud ske Lov?

- Ja - man synes dog altid, man havde et Ansvar - naar hun nu, der, sad hen ...

- Det kunde De da ikke gøre for ... Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.

- Hun holdt af mig, sagde Huus, det véd jeg nu. Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen.

- Ja - en lille Dreng.

De talte ikke mer, før de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde Katinka.

De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i Mørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der gled ud og ind.

Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert. Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.

Hun hørte det altsammen - Musik og Stemmer og Trampen - som noget ganske fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind.

Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke.

De blev ved at danse.

- Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.

- Nej, sagde Huus, Træerne skygger.

- Saa Træerne skygger, hviskede Katinka. De dansede.

- Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt.

Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen.

85

- Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.

De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.

Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en gennemtrængende Duft imod dem.

Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og omslyngede Par gemte sig paa Bænkene i Mørket.

- Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka - kom. De vendte om.

- Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle "Sangerinder" herhenne i Pavillonen - nette Piger, siger de ...

- Jeg skal bare først trippe Afsked med den lille Landdame derhenne ...

- Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.

Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.

Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de gik gennem Skoven henimod Pavillonen.

Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet:

- Her komme vi
det glade Kompagni
mod Mandens Tyranni ...

- Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne ...

De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.

- Nette Piger, sagde Bai.

86

Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede paa det snavsede Gulv.

En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som om han vilde spille med sin tynde Næse.

Damerne skændtes om, "hvem der skulde" ...

- Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd Gud - det er Julie.

- Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over Folk.

- Den er forbudt - skreg et Par Damer bag Vifterne ned til Pianisten - Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt.

Nede i Salen slog de med Glassene.

- Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den. Damen Julie sang "Skorstensfejeren":

Skorstensfejeren August -
har til Vaabenskjold en Kost ...

Bai dundrede, saa han var nær ved at slaa Toddyglassene sønder:

- Hva' si'er du, Tik, sagde han. Katinka for sammen, hun havde slet ikke hørt efter. Jo, sagde hun.

- Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.

- Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen, raabte Frøken Julie.

Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flækket Næsen.

Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:

Det var Sangen om Sorrent

Hvor den høje og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger,

87

Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen, mens de synger.
Synger højt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Nætter,
Napoli - dit Paradis.

Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende Toner.

Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de flade Hænder.

Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende.

- Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Taarer i Øjnene.

De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.

- Over Kirkegaarden, sagde Katinka.

- Ja - det er den nemmeste Vej - og der er kønt.

Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem.

- Ja, sagde Bai, en bevæget Dag - en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op: om Dansen - saa det skær', de Landsby børn - og "Damerne" - "Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige - og Marie - naa - vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender hende ...

De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.

- Men Bai, sagde Katinka.

- Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.

De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Dæmringen som en stor Have. Roser og 88 Buksbomhække og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.

Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.

Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med Armene, som om han vilde jage Høns op.

Katinka stansede: Se dog.

Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saa' ned over Markerne til Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke Vandspejl, stille og drømmende.

Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft... Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.

Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme.

- Elsket og savnet.

- Elsket ud over Graven.

- Kærlighed er Lovens Fylde. Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse Navnet paa Stenen. Saa raslede det bag Pilen.

- Huus, sagde hun og tog krampagtigt om hans Arm. Noget satte flygtende ud over Gærdet.

- Det var et Par Mennesker, sagde Huus.

- Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet

Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.

De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka for sammen.

- Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas Haand skælvede under hans. Bai stod ved Enden af Gangen.

- Er I der, sagde han.

Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.

89

Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:

- Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal eksistere - en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiær havde jo sagt mig det ... hvordan det var - med de Røvere ...

- Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt...

- Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden - - Dødens Have - føj for Satan ...

- Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene ...

Huus kunde have slaaet ham.

- - -

De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.

Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis hjem.

I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat.

Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,

De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.

Oh du - min Valdemar!
Jeg elsker dig ...

- De holder ud, sagde Bai.

De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.

Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.

- Hoho - mine Dyr -

- Naa - saa langsomt - Og der blev stille som før.

Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske.

- Vil I ha'e? sagde han.

90

- Nej - Tak, sagde Huus.

- Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et mod Nattekulden.

Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.

Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.

- Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én - svære Ædere - svære Ædedolke - men gode Hjerter - rigtig gode Hjerter - én for én - men i Korpset - Satan staa i dem ...

Ingen svarede. Marie nikkede igen. Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.

- Men svære Ædere, sagde Bai igen.

Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede.

Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over Markerne.

- Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.

Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.

Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.

- - -

- Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa Trappen i den graa Morgen.

- Ja, hvis du vil, sagde Katinka.

Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid.

- Naa - sagde Bai - som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene.

Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt.

- Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.

- Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber.

Og var tilvogns og borte.

91

- Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?

Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørt.

Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.

- - -

Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og Kvidren over de sommerlige Marker.

IV

Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skurede Bøtter var stillet til Tørring i Solen.

Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kølige Stuer.

Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst. Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte. Rosenbuskene hang i Heden.

- Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og. Fru Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken.

- De er ude i Baghaven allesammen - Kiærs kom jo, et helt Læs med deres Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken ...

- Er Kiærs her? sagde Katinka.

- Ja ... de kom her til Kaffe - - de er i Baghaven - og den nye Doktor ogsaa ... Og De, som har været til Marked ... Huus fortalte om det.

- Ja - det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte.

Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde om Hovedet. Lommetørklæderne 92 kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor Linde begyndte at læse paa sin Præken.

- Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?

Gamle Pastor kom hen i Lysthusdøren. Han vilde høre om Markedet

Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus.

- Ja - han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde talt noget; og Katinka blev blussende rød.

- Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.

Han tog Lommetørklædet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig. Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, sagde han.

- En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka svarer uden at have forstaaet et Ord.

- Lille Linde - din Præken ...

- Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet Lørdag idag.

Gamle Pastor sjokker af med Lommetørklædet i Haanden.

- Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde ...

- Hvis jeg ikke kan hjælpe ... med noget...

- Ellers Tak ... jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har ... lidt Ærter og Skinke ... Katinka rejste sig.

- Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde.

Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se ham.

Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede Laagen og gik ind.

- Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store Plæne.

93

Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var bleg og saa' sørgmodig ud.

Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige.

Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.

- Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis haft Tømmermænd ... Derfor har De været usynlig i tre Dage ...

- Og vi har ventet Dem ...

- Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde vente paa Dem.

Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende, som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.

- Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte Kropduer, sagde Agnes.

De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham.

De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.

Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap dem tøvende.

Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen.

- Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken.

Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye Doktor og vist sin "Skønhed".

Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af Døren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken.

"Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede ved Dammen.

- Der er saa rart mørkt, sagde Fru Linde.

94

- I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der altid et Par dernede fra - det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset ... ja - de Dage ...

"Kærlighedsbænken" var Fru Lindes bedste Tema.

- Ja, ja, Linde, der er nogle blevne lykkelige, sagde hun.

Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede i Præstegaarden. Den og den og den ... Det blev en almindelig glad Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.

- Ja - - den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede,

- Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, før hun aabnede Dørene ...

- Og Nøddegangen da - - -

- N a a, ja man kunde komme til Forstyrrelse ...

- Der raslede altid noget afsted mellem Grenene ...

- Frøken Horten havde et slemt, gult Skørt ... det skinnede ...

- Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de stærke Farver ...

- Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige.

Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet.

- Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor ler, saa han faar Hoste.

- Men det havde virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle Kroge ...

- Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an ...

- Skaal, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.

Katinka for sammen: Tak ...

Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De havde allerede faaet en Dreng.

- Var det en Dreng, de havde faaet?

95

- Ja, en dejlig Dreng.

- Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.

- Og et Hjem har de.

- Som det var blæst ...

- Og en Kurren - det var saamæn Hvedebrødsdagene endnu.

De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.

- Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er.

- Tak for Mad.

Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.

Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle - tælle ... Ni - ti" ...

Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander ... ja, jeg maa til min Præken ...

Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en Gemmen bag alle Buske.

- Hun ser, hun ser, raabte én, som for forbi Jasminbusken.

Og saa blev der stille.

- Jeg kommer.

Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs Smerte.

Hun sad saadan stille, da Døren blev aabnet og lukket:

- Huus ...

- Katinka - Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han rev hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder.

- Ja, min Ven - ja, min Ven.

96

Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja.

Taarerne løb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig ømt lod hun Haanden glide gennem den hulkendes Haar:

- Aa - kære Huus - Tiden vil mildne dette her ... De ...

- Naar De - hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig til Bordet - nu rejser ... og vi ikke ses mere ...

- Ikke ses mere?

- Ja - Huus - - saadan som det jo maa være ...

- Men jeg vil altid huske Dem - bestandig og altid ...

Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad.

Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande - som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær.

Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.

- Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.

Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.

- - Ude i Haven fløj og for de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i Gangen.

- Ja - vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag ... Saa' et Par kvikke Pi'er i Skoven - flinke Pi'er i Støvlerne ...

- Formelig Pust, gamle Kiær.

- Huus sagde det, siger Kiær.

- Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus - hvad sagde jeg? Aa, det Menneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer ...

97

- Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene" ... en ren Ynk, gamle Kiær, at se paa - den rene Ynk for et proportioneret andfolk. - -

Louise-Ældst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.

Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev raabt højt ned gennem Gangen: Ja-a, lød det saa fra Egnen om Dammen.

Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev man sammen til den store Græsbænk, og der taltes kort og dæmpet.

Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige Kone".

- Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes.

En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken. Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de unge Piger faldt ind i Omkvædet. .

Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:

Fagre Ord
Skaber kort min Glæde.
Fagre Ord
Volde tit vi græde.
Fagre Ord.

Og der blev stille igen. De sang Sang efter Sang, saa én Stemme, saa faldt flere ind.

Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.

- Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bøjede Ansigtet ned mod Katinka.

Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.

En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans Stemme.

- "Marianna" er saa køn, sagde Frøken Emma.

98

- Ja, syng "Marianna".

Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Frøken Emma sang:

Under Gravens Græstørv sover
Stakkels Marianna -
Kommer Piger: græder over
Stakkels Marianna.
- - -
Slangen sig om Hjertet snoede,
Fred ej mer paa Jorden boede,
Stakkels Marianna ...

- Fryser den dejlige Kone?

- Vi skal vel hjem, sagde Katinka.

Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.

- - -

De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.

Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt, saa det smertede, og hørt Bais:

- Djø's, Huus, vi ses.

Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og løb med hende op til Havelaagen - -

Den klappede to Gange og faldt i ...

Og bag dem sang de derinde.

Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs Præstegaardens Have; man maatte gaa en for en.

Katinka gik langsomt bag efter Bai.

- Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Høj. Han var med Lommetørklæde.

- Godnat, Hr. Pastor.

- Godnat.

De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Taarerne pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde stille. Hun vendte 99 sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans Høj.

- Kommer du? sagde Bai.

De kom hjem.

Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede Blomsterne og lukkede.

Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme.

Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.

Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige.

Vinduer og Døre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at ringe.

Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:

- Jeg gaar i Kirke.

Og borte var hun, før Marie fik svaret.

Næsten som Fruen løb henover de solhede Marker.

V

Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".

Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt

Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab. Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet Hun kom jo ikke til stort mer end til at føde og amme.

I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore allevegne 100 med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man endelig kom tilbords.

- Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.

Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.

- Naa, sagde Broderen. Nu igen - -

- Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone.

Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og saa' hjælpeløs ud.

Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa lydløst om, mens alt blev gjort.

Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol i en Krog - hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af Sofaen - med sit forknytte Smil.

Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet med de udskaarne Figurer paa Dørene - hjemme stod det i Stadsstuen, midt imellem Vinduerne.

- Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de Mænd" var det forunderligste af alt i Verden.

Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.

Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre, fire Tallerkener ...

De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven 101 med de tre Træer og den lille Bro over Bækken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det fine Stel.

Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tallerkener.

- Om Du maa? sagde den lille Kone ... Aa, Gud - det er jo kun Skaar (alt var Skaar der i Huset) - her bliver alt skamferet ... men hvad skal jeg gøre?

Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa Kirkegaarden til Graven. Der oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.

Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun alene, helt alene.

Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og Moderens Navne.

Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op - og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da han var død, som om hun blomstrede op igen med ét ...

Saa lidt hun dog havde kendt til sine Forældre.

Ja, saa lidt de kendte til hinanden - alle Mennesker, som levede og gik rundt ved Siden af hinanden ...

Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.

Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og nye Navne, Folk, hun ikke kendte.

Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.

Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.

Thora Berg havde hun mødt paa Gaden.

102

- Men, det, - jo, det var den gamle Stemme - det er jo Katinka ...

- Ja -

- Men Pigebarn - hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv ...

- Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Øjnene.

- Jeg - forbarme sig - jeg er jo bosiddende her

- siden i Foraaret - vi blev forflyttet.

- Ja - min Pige - der er løbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen Børn?

- Nej. -

- Tænkte det nok. Tak du din Gud - min Pige

- jeg har fire ... og fem Pensionærer ... Ja - man skal ikke række langt med næstældste Kaptejnslønning ...

- Men du ... Hvor boer I, Børn - stadig paa det gamle Sted ... Aa Gud - vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne ...

Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.

- Du ser paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar Klubballer at leve ...

Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden.

- Men det er Repetitionstid, du - og vi sidder til Halsen i franske Gloser ...

De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert.

De saas først igen omtrent en Uge efter i Kirken.

- Om man kommer udenfor sine Døre? Ja - har jeg ikke villet være hen hos dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du ... Onsdag Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun.

103

Katinka var der om Onsdagen.

Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen. Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var Pragtmøblerne.

Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.

Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.

- Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom ind, mens Katinka saa' paa Roserne med Glasperlerne.

Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: Skal der spises? spurgte han.

- Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl tegner Kort du, sagde hun.

Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært, sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.

Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til Dahl, mens hun blev ved at pludre.

- Den er et Kvarter, sagde Kaptejnen.

- Drengene er ikke kommet, sagde Thora.

- Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De 104 maa vide, Fru Bai, det er Drengene, som er Herrer i Huset.

Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved Skrivebordet. Rygstykket faldt af.

- At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.

- Ja - Dahl ...

- Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han bukkede let henimod hende. Det er saadan Skik her i Huset.

Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.

- Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa det støttede mod Væggen.

- Hvor har I været? sagde Kaptejnen.

- Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.

- Disse er mine, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng og tre vandkæmmede Smaapiger.

Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.

Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen.

Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte "mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars Buksevand. Forresten var de ret godmodige.

De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa Gaarden".

Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene til Thora.

- Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.

105

- Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.

Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han havde set, der ikke var fler paa Fadet.

- Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer ...

- Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo - kære ...

- Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset kender, vi ikke til den Ting, som hedder Ro.

Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede:

- Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag - ka' du høre, sagde hun og lo. Hva' Kaptejn? Kaptejnen var altid i det Humør.

- Hvad fik Gustav i Geografi?

- Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken.

- Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det?

- Fa'er er lige glad, sagde Bassen. De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efter Drengene.

- Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Dét er Thoras Invasion.

- Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset

Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags Kaffeblandinger bag Selvkogeren.

- Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka.

- Tak, min Pige.

Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig i Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.

- Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var ganske hed.

106

- Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.

Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e" - og de rutschede hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser.

Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.

Den niaars "øvede" i Spisestuen.

- Nikolaj - altid skal du øve, naar jeg har Hovedpine ... Hold dog op!

Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine "egne", naar hun var bleven pint af "Fødepumperne".

Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun saa ofte gjorde som ung Pige.

De talte om Folk i Byen.

- Ja, det er lutter ny Familjer - de gamle er borte.

- Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes Øjne.

- Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.

- Aa, jo, dog ...

Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved det igen?

- Ja, Stakkel.

De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Øjnene:

- Ak, du - vi er her jo alle for Forplantningen. Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse.

- Ja - du, sagde Thora saa: Livet er underligt.

Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem. Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen". Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om i Frøkenens Gade. Hun fik 107 Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen hos Thora - hele Tiden.

Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun lukkede op.

Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa Sovekammersengen, til Potpourri.

- Og de fra Holmstrup havde været der - alle de unge Piger ...

- De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun - nu er det paa Slut...

Katinka maatte ud at se Træet og "mine Roser" ...

- Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans - ja - der havde været det...

- Tre Roser havde der saamæn været...

De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind.

Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.

Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.

Hun kendte det alt.

Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de gamle Kroge laa i Halvmørke.

Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn 108 ude fra Køkkenet. Katinka for sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i Tanker.

- Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frøkenen igen.

- Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?

Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt Næstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm.

- Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaard'er i to Led.

Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en Lundgaard - af de Lundgaarder paa Falster - og om deres Gaard og om hans Slægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, mens hun gik frem og tilbage.

Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage.

Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger.

- Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor 'Forhøjningen med Hænderne foldede over Katten i sit Skød.

Katinka begyndte at tale - nogle almindelige Ord, tøvende, og som om hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn.

Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de mange Stjerner ...

- Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de Huus'er.

Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin Krog. - Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet 109 hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting ...

- Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje.

- Og Sommerdagene der kom - og Markedet... alt fortalte hun om - -

Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol - Frøkenen blev let søvnig, naar hun skulde høre - og snart sov hun med Hænderne foldede over sin Kat.

Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet.

Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet:

- Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.

Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste Skridt.

- - -

Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads. Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han - paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den Tørvetriller.

Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun havde troet, det var altsammen kun en Drøm: et Under maatte ske. Men hun maatte se ham igen, og han vilde ikke rejse.

Og nu var han dog rejst. Rejst og borte.

110

Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper:

- Tante, Tante Tik!

Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede.

- Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.

Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev.

Rejst og borte.

Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse fremmede Mennesker.

Idetmindste vilde hun hjem.

- - -

Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i Plantagen med Flokken.

Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit Børnetøj.

Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede.

- Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog ...

Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun.

Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske.

Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog - Marie dog.

Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du ...

- Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Syæsken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i dette her ...

- Altid ...

Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.

- Ja - og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til hende - naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer ...

Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale.

111

Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.

Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til Forældrenes Grav.

Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes Fødselsdag.

De to Veninder stod sammen foran Graven.

- Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret.

De skiltes ved Katinkas Gravsted.

- Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.

Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden - ogsaa sin Ungdoms Hjem.

Hvad var det vel blevet alt sammen? Graatog forpint og saa elendigt - alting.

Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede ... Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.

- Og her - - denne Plet med den døde Sten og de to Navne - det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.

Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, en eneste utænkelig, fremskyllende Haabløshed.

- - -

Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai, og Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i Stuerne - ind.

Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente.

Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, 112 der ventede ren og fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og - tomt.

- Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte Sagerne.

Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en Stol - om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket. Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget ....

- Og Huus, der var rejst... paa en Studs ...

- Ja, jeg tænkte det... For han var hernede den sidste Aften ... og mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele - inde i Stuen sad han alene - og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos Duerne.

- Naar rejste han, sagde Katinka.

- Nu er 'et vel to Uger siden ...

- To Uger.

Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel - paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed ...

Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et stort Kor. Hun næsten for op: Her vilde hun ikke se dem straks.

Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget.

Toget bruste afsted, og de var atter borte, - man hørte dem støje henad Vejen -; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen..

- Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse ...

113

Tak.

- Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind ...

- Du skulde dog komme ind ...

- Ja, jeg kommer.

Bai lukkede Vinduet

Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde.

Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve.

- - -

Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned. Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.

Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.

Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede.

- Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa underlig ud.

- Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.

- Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.

Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for hende.

- Hun har jo haft en hel Sommer.

Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.

- Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.

- Hva' si'er du?

- Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne. Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.

- Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.

- Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind 114 om i Præstegaarden ... Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden.

Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra Stationen - og svingede med sin Parasol.

Han var ved Postvæsenet.

Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due:

- Joakim Barner - af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet. I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste.

- Ja, Jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger. Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige Øjeblikke, sagde hun.

Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ... ved Stranden ...

Gamle Pastor drak med Louise-Ældst.

- Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul ... Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.

- Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge - min sidste... Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.

Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen.

- Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog god Bund i dem, Linde.

- Himlen véd, hvad Agnes vil sige ... Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.

- Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte det.

- - -

115

- Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet Svigersøn.

Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs som en Bønne i en Kværn.

- Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.

Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.

- Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "løkkelige".

De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:

- Nu rejser jeg ... I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme.

- Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.

Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille.

- Man faar jo ogsaa Arbejde... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt... og til noget alvorligt er det for sent

Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er det.

- Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift - og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet...

Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne.

- Dejligt, sagde hun ud i Luften. Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.

- Og som man saa vil længes, sagde hun.

Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne 116 i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder.

- Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige Kone ...

I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.

- - -

Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne S-Lyde og Smaahvin.'

- Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, han gi'er os Navne.

Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene.

- Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede.

Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt.

Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud.

Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag. Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.

I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke selv, hvad det betød.

Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys.

- Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.

Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget udi Halvmørket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.

Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude.

117

Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret

Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.

Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede have Lys til The.

- Lampen, Marie, sagde hun.

Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende paa de sidste Taster.

- Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i hendes Ben.

De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.

Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes og Andersen havde altid skændtes om dem.

Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne væk.

Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i det gullige Brudeslør.

Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.

Hun snakkede stadig om Huus og saa ensomt som det nu var blevet.

Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede 118 hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.

Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys.

- Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren.

- Ja, Bai ...

- Godnat, Marie.

- - -

Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.

- De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa mande Dem op.

- Ja, Doktor.

- Og g a a. De maa ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte.

- Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.

- Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra Frøken Agnes?

- Ja - forleden.

- De taler om at Andersen søger bort ...

- Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra ...

- Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver ...

- Ja, vi bliver, Doktor.

- Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar.

- Nej, Satan til Historie, siger Bai.

- Der er ingen Kræfter ... Naa, god Morgen, Forstander.

- Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor.

- Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget. Du gør heller ikke no'et for det

Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.

Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa 119 flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne.

Hun gik atter hjem - over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en lille Stund, og løste sig saa.

Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange Furer bag den sindige Plov.

Katinka kom hjem.

Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs.

- Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du.

- Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær.

Kiær brummede noget.

- Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær.

Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.

- For min Skyld gerne. Bai var altid villig. Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav.

- Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de "var ved Arkivet", skønt Døren var lukket.

- Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for Lampen.

De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene.

- Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.

Svendsen gned sig under Næsen og snøftede.

- Steg, sagde han, Steg er 'et. De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene. Det var ligesom Bai faldt sammen.

120

- Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.

- Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?

Svendsen svarede ikke.

Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig ...

- Ja, Gamle, sagde han. Ja - vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op:

- Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.

Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen.

- Hva', sagde han, sidder Du i Mørke.

- Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke ...

- Ønsker du noget, Bai?

- Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai. Katinka kom ind for at sige Farvel.

- Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa Lommerne, om han havde sine Samlinger. Bai var færdig og der blev sagt Farvel.

- Gud bevar'es - Fruen maa blive inde - det er meget for køligt.

- Jeg følger kun til Laagen, sagde hun. De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.

- Det melder Kulde. Godnat, Frue. Laagen slog i.

- Godnat.

Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede Hovedet: Ja - Himlen var klar og alle Stjerner oppe ...

Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.

- - -

Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.

Og Andersen skulde ogsaa rejse.

- Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu 121 kan man risikere at sidde her og faa en af "det levende Ord" ...

Pastor Andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.

Fru Linde græd i Krogene.

- Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven ...

- Det er Ungdommen - en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid - -

- Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et det onde med det gode i tredive Aar ...

- Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en Gang lukker vore Øjne.

Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.

Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest Det var, som der kom saadan Ro med ham.

Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt:

- Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.

De to Gamle smaaskændtes.

- Det er, som jeg siger dig, Linde ...

- Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud.

- Dem, lille Frue, det er Dem.

Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle.

- En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er ...

Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange Livretter, som Katinka lavede.

Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede 122 efter Opskrift og Kogebog. Svære Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles.

Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede.

- Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i Munden - det blir Enden, sagde Marie.

- - - Vil du ha'e Genever, siger Katinka.

- Hvis du har - - -

Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer.

- Saa er der færdigt, siger Katinka.

- Tak, min Pige, siger Bai.

Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai. Det kom maaske med Korpulencen.

- Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.

Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Haand.

- De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.

Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet ... Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:

- Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres Hus.

Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere Vanilliekranse frem af Kassen.

Og de gnasker videre rundtom Lampen.

- Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.

- Eller synge os én - én af Agnes', siger gamle Pastor.

Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage Stemme Sangen om Marianna.

123

Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader Strikketøjet synke.

Under Gravens Græstørv sover
Stakkels Marianna -
Kommer Piger, græder over
Stakkels Marianna.

- Tak, sagde gamle Pastor.

- Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.

Hun saa' ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret.

Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.

- Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han saa' hen for sig og tænkte paa Agnes.

De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det hvide om Sengen og Toiletspejlet.

- Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.

- Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion ...

- Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée.

- Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min Fod her om Lørdagen.

- Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren. Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.

- Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid.

- Godnat, Godnat.

- - Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen:

124

... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl.

Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler.

Bai kom hjem.

- Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber ... Jeg faldt ind et Sted med Kiær ...

- Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her paa Hjemturen.

- Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot

- Ja - den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til Følgen hjem, sagde han.

Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne.

Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han "vogtede" det

- Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i Kulden.

- Jeg vidste ikke, det var saa sent ... Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig. Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun bøjede sig.

- Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker.

- Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.

125

Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en Mirakelsalve mod Gigt.

- Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.

Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med Klapren - nu var det sust bort.

Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin Hoste. -

- - -

Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om Juleaften til Abels.

Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami baaret aldeles officielt.

- Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Øjnene.

Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa Katinkas Bord.

Depeschen var fra Huus ...

Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i Stuen, hvor Træet brændte ned.

Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret...

Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over Huus' Depesche, som laa i hendes Skød.

VI

Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.

- Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine Ting om Dagen.

Katinkas Hoste lød gennem Huset.

Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende 126 ved Fruens Seng. Det var, som Hosten vilde slide hende sønder.

- Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.

- Hvad er Klokken blevet? ...

- Halv fire ...

- Naa - Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.

Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne.

Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken i Solen.

Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet.

- De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft...

- Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.

Bai og Føreren gik hen ad Perronen.

- Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre...

- Guds Vilje, sagde han og sukkede.

Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.

- Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt...

- Ja - det var s'gu bedrøveligt.

Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt allehaande ... Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa Perronbænken ...

- Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a' paa 'en....

- Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch.

Toget gyngede bort over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets lyse Luft.

127

Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.

- Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel.

Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?

- Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen.

- Til imorgen? - ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen.

- Ja.

- Men De holder Aftalen, lille Frue.

- Ja - saa snart de har spist, gaar jeg i Seng ...

Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede - saa vilde de slet ikke mærke, at hun var syg ...

- Den ene Dag i det mindste, sagde hun.

- Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.

- Ja, Katinka rejste sig ...

- Lad mig hjælpe Dem ...

- Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen.

Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.

- Tak Doktor. Men mit Sjal ...

Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger han.

Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun.

Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille Brædt.

Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.

- Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.

- Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe.

128

- Jeg har ikke set Abels saa længe ...

- De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen.

- Ja, han søger jo ...

Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger Katinka.

Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene.

- Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig.

- Nej, jeg har ingen Smag mer. Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.

- Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen.

- Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.

Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.

Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader paa Bordet.

Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber.

- Mon det er der alt, siger hun. Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod Puden.

- Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.

- Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med Skeerne paa den lille japanesiske Bakke.

- Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.

- Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med Huus' Bakke i Hænderne.

129

Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op paa Bordet.

- Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder - jeg har jo sagt det...

- Du ligger bare der og bliver daarligere - - - Tik; han tager hendes Haand: Ja - hvor du brænder...

- Aa, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Haand fra hans:

- Naar der blot intet mangler ... Bai begynder at tælle.

- Kompot skal der vel paa Bordet, siger han.

- Ja.

- Naa, ja, Skaale er der jo ingen af...

- Saa er de glemt...

- Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun synker tilbage i Puderne.

Selskabet var "den gamle Sæbekælder", som Bai kaldte det.

- Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede.

De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai som Fjerdemand.

Svendsen sluttede til som Ekstra.

- Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at soignere Negle eller tygge Overskæg.

- Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som Femtemand.

- - Katinka aabnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde hun.

Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt.

Hun havde Kiær tilbords.

De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var 4en bedste Tid ... Den stille, klare Kulde - det gav Kræfter.

130

- Ja, den stille, klare Kulde.

- Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai.

De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den.

- Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede.

Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.

Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham.

De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny Kreaturtarif.

- Du, Gamle - paa et godt Aar!

Bai drak igen.

Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der blev ved at spise.

- Den ligger paa Tungen - ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes Glas af en gammel Burgunder.

- Tak, Tak.

Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas ... Han rejste sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette Glas ...

Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs ... I den femte Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som saa' ned fra deres Himmel ...

Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietær Mortensen fra sin Himmel.

De Ligesindede sad med hængende Næb og saa' ned i deres Tallerkener.

Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød.

131

Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.

- Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning.

Katinka hørte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, da hun skulde rejse sig.

Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren og kom ind igen:

- Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant...

- Og du holdt dig jo brav ...

Katinka rettede sig op og smilte: Ja, - sagde hun:

- Nu skal I faa Toddyerne ...

Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne og Glassene, der stod halvtømte.

Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden - man hørte Kiær ...

- Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.

- Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie.

- Det kan vente ...

- For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, saa det for i Katinka.

Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet... Det saa' trist ud i Halvmørket, det store uryddelige Bord.

Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun samlede Kræfter.

Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene ...

Hvor de muntrede sig derinde ... Det maatte være Svendsen, der sang ...

Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker ...

Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt...

- Marie, sagde hun.

Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til 132 Væggen og kunde ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret:

- Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie. Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten.

- Luk Dørene, sagde hun.

Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.

- Naa, han ka' vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af Katinka og gik og bandte. Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:

Oh, min Charles, send mig dog et Brev -
Hvorhen du altid skrev - - -

Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær, Stille - I Gamlinger - - - - Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var Bai.

- Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mange Toddyer.

- Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?

- Halvtre saamæn ... Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i en Klynge ...

Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.

- Satan til Historier, han kunde, Svendsen - Fa'en til Geschichter ... Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.

Katinka laa og brændte i Feber.

- Men Løgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste Historie om Mortensens Mejerske ...

- Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han.

- Godnat.

- Godnat.

De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om Dagen.

133

- Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, til Fødselsdagen ...

- Ja - nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.

Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændig Ro.

Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke.

Madam Madsen kom ind til Sengen.

Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra Puderne.

- Det er mig, sagde Madam Madsen.

- Madam Kromadsen.

- Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brændte.

- Naa - saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen.

- Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt. .

- Nej-j ... det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mørke.

- Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.

- Det var vel lidt for meget ...

- Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen stadig i samme vrede Tone.

Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder.

- Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen.

- Han havde ogsaa ligegodt fortjent det. Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og hvorlænge det havde varet ...

- Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind ...

Først havde Katinka slet ikke forstaaet ... hun var saa tung og mat.

134

Saa begreb hun som et Lyn - og slog Øjnene op et Nu paa Madam Madsens Ansigt.

- Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.

Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.

Men Katinka laa ubevægelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes Kinder.

- Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke stort klogere. Madam Madsen var gaaet.

- Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.

Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.

- Hvorfor græder Fruen? sagde hun. Katinka laa vendt mod Lyset.

- Er det Brystet, sagde Marie.

- Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.

Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt.

Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred.

- - -

Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe.

- Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.

- Ja, Jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa stille igen, i Solen.

- Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.

- Det kan jo Fruen ...

Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde hun.

- Hvis jeg maatte komme ud imorgen ...

Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset til Hylden.

135

- Havde den Blade endnu, Hylden - og Roserne - og Kirsebærtræet...

- Ifjor stod de i Blomst... et Blomsterflor.

- Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie.

- Det hvide Flor ...

Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov - at jeg faar Lov...

- Maaske - naar Solen skinner.

Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at spørge.

Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun ringede med den lille Klokke ved Sengen:

- Er hun ikke kommet? sagde hun. Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.

- Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.

Hun laa og hørte efter hver Dør der gik.

- Nu gik Køkkendøren, sagde hun.

- Det var en Mand med Koste.

- Hun kommer aldrig, sagde Katinka.

- Vi faar dig syg igen, sagde Bai.

Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge,

- Hvad sagde han? sagde Bai derude.

- Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen skinnede.

- Sover Fruen?

- Jeg tror det...

Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:

- Er det Dem, sagde hun.

- Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved Middagstid ...

Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:

136

- Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.

- Hvor Fruens Haand brænder ... Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke. Men hun vækkede først Marie henimod Morgen.

Marie saa' ud af Vinduet i Dagligstuen.

- Det bli'r klart, sagde hun.

- Se efter Vejret, sagde hun.

- Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid Skyerne.

Der var ogsaa klart fra Køkkendøren.

- - -

- Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren.

- Hvor det er varmt, sagde hun.

- Nu kommer Trappen ... Saa - det gik ...

Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.

Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.

Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig:

- Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.

Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar Milestenen sagde hun.

Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse Himmel:

- Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt...

Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa' det...

- Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par Skridt alene.

De kom ind i Haven.

Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset.

137

- Hylden, sagde hun blot.

- Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.

Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser blomstrede endnu.

Marie vilde plukke dem.

- Nej, sagde Katinka: det er Synd - lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes Læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede.

- Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bænken.

Katinka for sammen. Saa sagde hun og smilte stille:

- Ja, her vilde han gerne sidde. De gik igen.

Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa' tilbage, ind i Haven:

- Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun. Hun var saa træt Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen tog hun til Væggene.

- Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.

Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa' ud mod Skoven og Vejen.

- Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne ...

- - -

Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer..

Enkefru Abel bragte Vingelée.

- Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med taareblændede Øjne.

- Og saa alene ligger De, sagde hun. Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst.

- Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den Ældste ... en Diakonisse ...

Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt Forklæde. Katinka laa hen, som 138 hun sov ... Louise-Ældst dækkede Frokostbordet og tragtede Kaffen.

Og Døren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste ...

Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man i Ulykken, sagde hun ...

Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.

Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad en Timestid endnu ved Sengen i Skumringen. Agnes var det først og Agnes sidst.

- Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun Høns i Krogene baade Morgen og Aften.

- Ja, ja, min Pige, hun er nu min Øjesten, sagde Gamle Pastor.

- De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.

- Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.

Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme.

De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik hjem.

- Den gør godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.

De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmørke Vej.

- - -

Bai var saa jævnt ude.

- En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et, gamle Ven.

- Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene:

- En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.

139

- Tak for dit Venskab. Han slog Kiær paa Skuldrene og var rørt. Bai var i den sidste Tid meget let rørt.

Han tog afsted og spillede L'hombre til ud paa Natten.

Naar han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gaa i Seng uden at se, hvordan hun havde det".

- Tak, ganske godt, sagde Katinka.

- Har du moret dig?

- Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.

- Godnat, sagde han saa.

- Sov vel, Bai.

Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret. Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken.

- Hvad den har travlt, sagde hun.

- Hvad den alt fortæller.

- Bai, raabte hun. Det er jo hertil ... Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret... Ja - saa min Salighed - han kom hen i Døren - det er til Præstens.

- Præstens - Katinka satte sig op i Sengen - det er vel fra Agnes, sagde hun.

Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blaa Blyant, og han vilde ha'e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev forkert og rev itu.

- Bai, sagde Katinka, Bai - er det Agnes ...

- Saa min Salighed -

Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde komme.

Saadan en Glæde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og græd.

- Aa Gud - at det er sandt - aa Gud - at det er sandt ...

- Ja - lille Mo'er - -Ja -Ja ... Gamle Pastor vilde være rolig.

140

Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet

Men saa foldede han Hænderne: Nej sagde han - det er for meget.

Han græd selv og tørte sig i den Fløjels Kalot.

- Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig ...

Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit Tøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge Hænder:

- Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder hen - at opleve det... at opleve det, Forstander.

- Hm - ja - hver har det paa sin Manér -

- Andersen skulde nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.

Han nussede om og kom ikke af Stedet.

Pastorinden kom ind med Jorbærlikør, før de kom afsted.

Gamle Pastor gik og fløjtede "den tapre Landsoldat" hen ad Vejen.

- - Han sad inde ved Katinkas Seng.

- Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen.

- - -

En Ugestid efter kom Agnes hjem.

Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa' hun Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have kendt hende igen.

Katinka slog Øjnene op og saa' hende:

- Ja, sagde hun, det er mig.

Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved hendes Seng.

- Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde.

Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.

De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod 141 Sytøjet synke ned i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage Aandedrag peb i Katinkas Bryst.

Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind.

Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder.

Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.

- Tak, sagde hun, Tak.

Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut over Sytøjet.

- Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?

- De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.

Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet Melodi efter Melodi.

Katinka laa stille med Hænderne paa Tæppet

- Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.

Hvor den høie og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger;
Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen mens de synger,
Synger højt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Nætter,
Napoli - dit Paradis.

Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i Sovekamret

- Tak, sagde Katinka. Hun laa lidt.

142

- Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt.

Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket. Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar.

- Agnes, sagde hun. Der skal ikke - - tales over mig ...

- Katinka dog ....

- Bare bedes, sagde hun.

Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre.

- Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme - - - som -

- Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget... ved min Grav ...

Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.

- Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.

Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens hun hulkede.

- Katinka dog - Katinka dog ...

Katinka tog om hendes Hoved og bøjede sig lidt frem:

- Nu bli'r I to jo lykkelige, sagde hun.

Hun laa tavs. Agnes blev ved at græde.

Næste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.

- - -

Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der er Bud - Frøken - fra Stationen ... Frøkenen maatte endelig komme.

- Bud ... Agnes var ude paa Gulvet.

- Hvem er her? sagde hun. Hun raabte ned gennem Gangen.

- Jeg, sagde Lille-Bentzen. Agnes kom ud i nogle Sjaler.

143

- Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.

- Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes ... Lygten, Ane.

- Der var ingen til at gaa ... Agnes fik Lygten tændt og gik over Gaarden. Hun bankede paa Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden ...

- Lars, Lars -

Hestene begyndte at rumstere i deres Baas.

Lars kom ud, søvndrukken, i Halvdøren i Lygtelyset.

Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdøren. Lille-Bentzen var gaaet ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mørket.

- De kører med, sagde Agnes og gik forbi.

Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes. Skynd Jer.

Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen. Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne rumsterede rundt, halvpaaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys. De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.

Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa Stenbroen og gik igen - der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket.

Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød stærkt og skræmmende ud i Natten.

Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.

- Saa gaar jeg derned, sagde hun.

- Har hun Krampe?

- Hun skreg, sagde Bentzen.

Agnes saa' ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen løb med Lygten over Gaardsrummet.

Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet,, saa Skæret faldt ud paa Heste og Vogn.

144

Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors: Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes.

- Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom pludseligt... saa det kom pludseligt ... Og hun begyndte at gaa rundt med sit Lys i Haanden ligesom de andre.

Drengen slog Portene op - det fo'r i dem alle ved Larmen - og Lars viste sig i Køkkendøren og fik en Skaal Kaffe.

Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken ... Han saa' Pastorindens Ansigt - smaagrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det viftende Lys.

De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, saa Pilene paa Hegnet for forbi dem som dansende Spøgelser.

Lars tog fast om Tømmerne.

- Bæsterne er sky, naar man kører til Død, sagde han.

De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile.

- - -

Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Væggen.

- Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.

Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.

Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.

- Han er kørt efter ham, sagde Agnes.

Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne.

- Hold, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den kolde Sved.

Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.

- Hold dog, sagde Vaagekonen.

145

Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.

- En Ske dog, Tungen.

Katinka sank tilbage - der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede Læber gennem de sammenbidte Tænder.

Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en anden med Lyset.

- Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over hele Kroppen.

- Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jøsses ... aa ... min søde Frelser ...

Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen ... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder.

Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.

Katinka slog Øjnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.

Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.

- Katinka ...

Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund ...

- Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.

Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme.

De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande, der kom uregelmæssigt og ganske svagt.

- Hun faar Ro, sagde Vaagekonen ... Den døende blundede hen, stønnende nu og da. Vognen kom ude paa Vejen. Døren blev slaaet op og man hørte Doktorens Stemme. Agnes rejste sig og tyssede.

- Hun sover, sagde hun.

Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er snart forbi.

- Lider hun? sagde Agnes.

- Man véd ikke, sagde Doktoren.

146

- Nu sover hun.

Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte de Bai vandre op og ned. Agnes rejste sig og gik derind.

- Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa. Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.

- Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.

Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu - og standsede igen ved Agnes' Stol og sagde ud i Luften:

- Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes. Doktoren aabnede Døren: Kom, sagde han. Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.

Men han slap den igen.

- Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte ham hulke inde i Kontoret.

- Tør Panden, sagde Doktoren. Agnes tørrede Sveden af Panden.

- Tak, sagde Katinka og slog Øjnene op: Er det Agnes?

- Ja, Katinka, det er Agnes.

- Tak.

Hun faldt hen igen.

Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen.

Øjnene var brustne.

- Bai, sagde hun.

- Ja.

- Bed hende spille.

- Spil, sagde Doktoren.

Agnes gik ind. Taarer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun spillede uden at høre sine egne Toner.

Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned.

- Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.

- Hun spiller jo, Tik ...

- Hun hører ikke mer ...

147

- Den døende rystede paa Hovedet:

- Jeg hører det ikke, sagde hun.

- Salmen, hviskede hun, Salmen.

Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa' paa hendes Ansigt.

Saa løftede hun sig op og rev sin Haand løs:

- Bai, skreg hun, Bai.

Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og hulkede.

De for alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og meldte Tog ...

Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet.

- Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.

Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet.

Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen.

Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af Marie Pige.

Man hørte kun en høj Hulken.

Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den Dødes Bryst.

- - -

- Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af Toget.

- Hvordan staar 'et!

- Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs.

- Hva'?

- Satan - - -

Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt laa som vanligt.

Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet. Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne.

148

VII

Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den letfrosne Jord.

Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren.

Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa Pladserne.

De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.

Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved "Lejligheden". Hun havde straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. "Instituttet" havde haft "Efteraarsferie" siden Dødsfaldet.

Frøken Jensen saa' sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen: Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sørgefloret var trukket som to Pølser over Alterstagerne.

- Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen. De stod og saa' paa Kransene.

- De binder smukt paa Møllen, sagde Lille-Jensen.

- Det er en Forskel, sagde Degnen, han skød Skuldrene i Vejret og saa' paa en Krans fra Abels.

- Ja, sagde Frøken Jensen: der er ingen "Interesse". Frøken Jensen gik lidt bort og saa' prøvende paa Kisten:

- Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetræ.

- Det er, om jeg saa tør sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen.

Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden. Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal.

Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; 149 alle Hatte blev løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.

Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var i Sørgeslør som to Enker.

Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten.

Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den dejlige Kones Kiste.

Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem.

Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i Graad og hulkede.

Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa Kiste og Blomster.

Gamle Pastor talte om de stille i Landet.

Stille var hun - stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand. Han modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke sin Trøst, den ene Trøster - til dem, som nu sørger.

Amen.

Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.

Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af Kisten.

Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret ud under Sang.

Det er saa yndigt at følges ad
For to som gerne vil sammen være.
Da er med Glæden man dobbelt glad,
Og halvt om Sorgen saa tung at bære.
Ja det er Gammen,
:|: At rejse sammen :|:
Naar Fjederhammen
:|: Er Kærlighed. :|:

150

Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag.

Er Kærlighed ...

De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.

Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet rundt om Kisten ...

Bai tog om en Busk, som vilde han knække den: Touget snærede, mens Kisten blev skubbet ud og sank.

Agnes havde lukket Øjnene.

Det er vemodigt at skilles ad
For dem som gerne vil sammen være,
Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad
For evigt samles de Hjertenskære
Ja - det er Gammen
:|: At leve sammen :|:
Hvor Arneflammen
:|: Er Kærlighed. :|:

- Naa - naa - naa, Svoger, de to Fodposer støttede Bai, som hulkede.

Sangen døde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de blottede Hoveder.

Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Hænder.

Fadervor - du, som er i Himlen.

Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede for "den store Deltagelse".

Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for Bai og hans Svogre:

- I al Tarvelighed - at De ikke sidder ene ... Fru Abel tørrede sine Øjne:

- Man véd, hvad det er at miste, sagde hun. Sværmen var borte.

Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse, plettede af Sandet...

151

Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet igen.

Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer - de lange Slør - og de to Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brødre ... som havde takket paa Familjens Vegne - -

Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken Helene ømmede sig i for smaa Støvler...

Der gik de alle ...

Og skyndte sig.

Agnes bøjede Hovedet. Hun følte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som skyllede videre hjem ad alle Veje.

Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor Æske.

- Det er en Krans, Frøken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den selv. Den kom med Middagstoget Lille-Bentzen tog Kransen ud af Æsken:

- Den er fra Huus, sagde han.

- Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede Roser: Hvor den har været smuk.

- Ja, sagde Bentzen. Køn har den været.

De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.

Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd.

En Karl kom hen til dem.

- Hvis Frøkenen - - - der skulde lukkes ...

- Ja, vi kommer.

- Degnen giver mig vel Lov til at være her, sagde Agnes.

Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og ventede ved Porten.

Med Hænderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen, der lukkede Porten og satte Hængelaas for.

Lille-Bentzen smaasnøftede endnu da han gik med Farvel.

152

Agnes blev længe staaende foran den stængte Port.

Bai var meget hos Abels.

Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de øde Stuer ... naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru Abel.

Hun og hendes Louise-Ældst hentede ham efter Otte-Toget.

- Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.

Louise-Ældst var ganske som hjemme paa Stationen. Hun maatte vande Blomsterne i en Fart, før de gik.

Fru Abel stod hos.

- De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt.

Den kære var Katinka.

- Men Amplen, sagde Louise-Ældst Den tørster ogsaa. Hun nikkede til Amplen.

Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed.

- Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det pladrede paa Gulvet.

- Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og "oversaa". Louise-Ældst havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en Asjet

De gik hjem om Lampen.

Louise-Ældst skænkede The i hvidt Forklæde.

Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.

- Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog. Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaaklædt Tilstand.

- Bøsse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen.

- Naa, sagde Bøsse-Sa. Bøsse-Sa var i det hele derangeret.

153

- Han er her jo ikke, sagde Enkefruen. Efter Bordet fik Bai sin Toddy til "Dagstelegrafen". Louise-Ældst broderede. Enkefruen sad og saa' "ømt".

- Det er som hjemme, De skal føle Dem. Det er blot det, vi vil.

Naar Bai var færdig med Avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede med en af Katinkas Smaamelodier.

- Den spillede hun, den kære, sagde Enkefruen og saa' paa Portrættet: Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.

- Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hænder. Om Lampen, efter Toddyen, følte Bai altid en mild Rørelse over sit "Savn".

Enkefruen forstod ham.

- Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet

- Ja.

Bai førte de to Fingre hen over Øjnene.

De talte om "den kære Afdøde", mens Bai fik sit andet Glas.

Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik.

Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid.

- Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.

Frøken Jensen var kommet meget paa Stationen de første Uger efter Dødsfaldet.

En Kvinde hjælper, hvor hun kan, sagde hun paa Møllen.

- Ja, sagde Møllerens Frue.

Frøken Helene strakte Benene fra sig og saa' paa sine Filttøfler.

- Og den kære Katinka - Frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes Død - har forvænt ham. Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen.

- Hvad nytter det med en Pige? sagde hun.

154

Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen Kurv ved Kakkelovnen.

Hun gik lydløs om og lavede Livretter.

Naar Bordet var færdigt, havde hun Tøjet paa. Bai bad hende dog endelig blive og spise det Stykke Smørrebrød med sig.

- Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli'r, sagde Lillejensen.

- Det er jo ialfald et levende Væsen, sagde hun beskedent.

Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste.

Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde begyndt at faa sin Appetit igen.

Efter Bordet spillede de en faamælt Pique.

Klokken ti gik Frøken Jensen.

- Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.

Frøken Jensen hægede Graven.

Hun hørte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den ikke op.

Frøken Jensen gik i dybe Tanker. Hun tænkte paa at sælge sin Skole.

Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse var som Fruen i Huset.

- - Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frøken Jensen ikke mere ret meget paa Stationen.

Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende.

- Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke. Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre - om han i det hele slap hjem.

- Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen.

- - -

- Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.

- Satan, saa der vimses, sagde Kiær.

155

Kiær skulde til København og vilde have Bai med.

- Trænger s'gu til 'et, gamle Dreng, trænger s'gu svært til 'et ...

- At faa Luft i Lungerne ...

- Gamle Ungkarl ...

- Ud paa Keglebanen, sagde han. Bai kunde s'gu ikke bestemme sig til det ... du - saa kort efter ...

- Men trænge til Luft i Lungerne - - kunde han jo nok.

Otte Dage efter rejste de, Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert.

Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af.

- Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station.

- En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald.

Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker.

Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker - du gamle ...

De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem.

De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op og ned ad Benene:

- Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai.

- Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær.

- Adam, du Gamle, sagde Bai. De lo og snakkede. Kiær var glad.

- Nu kender man dig igen, sagde han: - du gamle Lampepudser ...

- Nu kender man dig. Bai blev pludselig alvorlig:

- Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige Tider.

156

Han sukkede to Gange og lænede sig lidt tilbage i Sædet.

Saa sagde han igen i en glad Tone:

- Du - vi ta'r Nielsen.

- Hva'for en Nielsen, sagde Kiær.

- En lille Fløjtenant, du, Kender ...

- Man véd jo ikke de nye Steder - gamle ... Saa' ham i Præstehuset ... Rask Fyr ... Kender ...

- Naar der ska' være Gilde ...

De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sæde og sov til Frederits.

Der drak de tæt med Kognakker mod "Nattekulden".

Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man hørte ikke Ørenlyd.

Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til:

- Gamle, sagde han til Kiær og gned Hænderne, mens han saa' ned ad Perron og Bane - - Hva' du?

- Leben er 'et, sagde Kiær.

Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rødmossede af Søvnen, under Rejsehætterne.

- Og de Kvindfolk, sagde Bai. Der blev raabt og klemtet.

- Passagererne til Strib - Passagererne til Færgen ...

Med halvelleve Toget var Bai i København.

De fandt Løjtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade. Møblementet var et Klædeskab med en hængende Dør, der blottede en ensom Uniformsvest, og en Rørstol med et Vandfad.

Løjtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Hømadras.

- Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter "anderswo", Forstander.

- Bai sagde, at de skulde "se Staden".

- Saadan Stederne, sagde han: forstaar De ... Løjtnant Nielsen forstod.

157

- De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet.

Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm.

- Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens Sæbe op ad Armene.

De aftalte et Sted, hvor de skulde mødes for at se paa Kasinos Danseben. "Og saa ser vi Markedet", sagde Bai.

Løjtnanten pumpede Madam Madsen for ti Øre og kørte saa sporenstregs ud til "Knejpen".

Knejpen var en lille rar Ølhave i Pilealléen, hvor "de af Banden" holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.

Banden var tre Sekondløjtnanter og to hørhaarede Herrer fra Landbohøjskolen.

Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L'hombren, i Skjorteærmer, med Hattene i Nakken.

- Naa - Tvillinger, sagde Nielsen.

- Gaar 'en?

- Man spæ'r den op, sagde den ene af de hørhaarede og skød Skuldrene op.

- Svævende, mente en af Løjtnanterne.

- Meget svævende, sagde den anden.

Banden levede paa Ordet "svævende". Man sagde det en Gang rundt hvert Kvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger.

- Svævende -

- Man maa spæ' den op, sagde Nielsen. Banden spædede op med Bajere og "Hunkøn".

- Jeg har nappet et Par "Givere", sagde Nielsen.

- Givere - hva' Satan - Nielsen? De hørhaarede skød Hatten bagud.

- Et Par ældre "Givere", Tvillinger ... Tvillingerne slog med Ølflaskerne i Bordet til Ære for Finderen.

158

De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa "Danseben" med Kiær og Bai.

Nielsen hentede nogle rødmossede Piger, som drak Banko med dem og slog "de to ældre Herrer fra Provinsen" koket over Fingrene.

Bai sagde: "Pivain" og saadan ældre Ord fra sine Løjtnantsdage.

De to hørhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde:

- Gamle Svinebørster, og ravede Bai og Kiær over Skuldrene.

De blev ved at drikke allesammen.

- Uf, dog, gamle Støvle.

- Væk med Hænderne, Bai blev øm af den megen Drikkelse.

... Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig forsvundne med de rødmossede ...

- De er fløjet, sagde Kiær.

- De to Herrer sidder saa alene ... Det var en ældre lille Dame, der stak sin Næse hen til Bordet ...

- - -

Der var gaaet otte Dage.

Kiær havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest.

Kiær kom kjem, ind paa Værelset.

- Hva', sover du, sagde han.

- Ja, man er s'gu uoplagt, sagde Bai og gned Øjnene, paa Sofaen.

- Hva' er Klokken?

- To.

- Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde han. Han var øm i alle Lemmer.

Han fik sig klædt paa.

De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten i København.

Han havde været hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet bestemme sig.

159

Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem alle de Sten.

- Det er jo smukt af dig, gamle Ven - det er jo meget smukt af dig ...

- Men hun ligger s'gu lige godt.

Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder.

Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag.

Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til Haandtryk under Livets Sommerfugl.

Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen.

- Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og Kærlighed.

Kiær forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han sørgede.

- Ja, net Tanke, sagde han.

De var i det Kongelige om Aftenen.

Efter Theatret skulde de ud paa Broen.

- Jeg si'er s'gu Tak, sagde Kiær, for at varme Bænke og vente paa det Slæng.

Kiær gik hjem.

Bai drev af alene. De skulde s'gu ikke sige, han ikke havde holdt den gaaende til Slut.

Han kom ind i Lokalet Der var ingen af Banden kommen, og han satte sig oppe paa Galleriet og ventede.

- Nej, Tak, han skulde ikke ha'e no'et... En Soda.

Han sad og saa' ned i Salen gennem Tobaksrøgen paa de otte Piger, som sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:

- S'gu lutter Drenge ...

- Skuffens Bedrøvere, tænkte Bai. Han sad og saa' ned med Haanden under Kinden.

- Drenge, sagde han igen.

Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk Danserinde, som energisk slog Skørterne 160 op over Hovedet. Bai havde set de Skørter flyve hver Aften.

Og han saa' næsten arrigt ned paa Stokkebegejstringen:

- Det var noget at trampe for, sagde han.

Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der skraalte for at bilde sig ind det var morsomt ...

Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke.

- Forresten saa' han det gerne - at de blev borte - med deres "rødmossede" ...

- En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv ...

- De to "Landboer" med deres "gamle Svinebørster".

Bai saa' over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller ...

Den unge Mand bøjede sig frem og stjal Kys under hendes Slør.

Banden blev stadig borte. Og Bai følte næsten noget som Forbitrelse, Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som næbbedes ...

- Der kom s'gu ingen ...

- Naa - naar de har flaaet En.

Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.

Røgen og Øldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas.

Oppe paa Galleriet trippede kun en ældre Dame frem og tilbage og nikkede forførerisk til Bai.

De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med Hovedet i begge Hænder og stirrede paa den øde og skidne Sal.

Han svor en Ed, da han rejste sig.

Den ældre Dame vimsede ved Laagen:

161

- Den Herre er her endnu, sagde hun.

- Nej - i hede Helvede.

Bai udtømte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den ældre Dame.

- Hva', hvinede Damen - saadan behandler man en Dame ... en Husejerinde ... Kiær var i Seng:

- Naa, sagde han. Morede I Jer? Bai fik Støvlerne af:

- De var der slet ikke, sagde han halvhøjt.

- Bagas, sagde Kiær. Bai klædte sig af uden at tale.

Han laa lidt ved det tændte Lys. Saa slukkede han det.

- Er man gnaven, Gamle, sagde Kiær.

- Næ-æ ...

- Naa ... Godnat.

- Men man begynder at blive gammel, sagde Bai.

- Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a' 'et ...

Kiær vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han.

- Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle ... Man maa ha'e Øvelsen, Unghane - og ta'e 'en med Ro ...

- Saa ka' man drive den, sagde han.

- Behageligt.

Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Søvn. Det var, som han lugtede Øldunst den halve Nat, og han laa og kastede sig.

Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas Fotografi ud mellem to Lommetørklæder.

Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.

Hun havde set ømt paa det og pakket det ind i Silkepapir.

- Den kære, havde hun sagt.

Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig: Pyh

- skal han ikke ha'e en Spilledaase med ...

- Til at spille "de kære Melodier" ...

162

Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, naar noget gik hende imod.

Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de to Lommetørklæder.

- Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med ...

- - - Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svømmende Øjne.

- - -

Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengøringsluft.

Bai sad tilbords i Sofaen:

- Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.

- Hjemme i Reden.

Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.

Enkefru Abel havde vaade Øjne af at sidde og se kærligt paa "vor Hjemkomne".

Han fortalte om Rejsen.

- Theatrene, sagde Enkefruen.

- Sæsonen -

- Gravsten havde han købt... Fanden til Pris ...

- Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste Kærlighedsgerning.

- Ja, det var det - han havde sagt til Kiær ... den sidste Kærlighedsgerning, sagde Bai.

Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se, sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det sidste Ragoutfad.

- Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ældste.

- Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil.

- - -

Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen 163 til Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen.

Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.

- Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er en Hjemmefugl.

- Hun kommer først til Bryllupet, sagde hun. Bryllupet skulde staa hos "min Søster Etatsraadinden".

- Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen. Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet.

- Han har været mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham.

Toget kom ned over Engen.

- Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tænker paa hende den Dag.

- Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var rørt og kyssede rundt.

- Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste ... Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid.

- Og - min Louise - - -

- De passer jo paa hende ... Bai havde allerede proppet hende ind i Kupeen ... Farvel Fru Linde ... Farvel ...

Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede ...

- Sidst, sagde hun.

- Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa.

Bai fangede Louise, min sidste ...

Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer.

Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen.

Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen.

Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl. Banekarlen havde faaet Mælkespandene bort fra Perronen 164 og Sporet skiftet. Og Frøken Jensen stod der endnu, alene, lænet til sin Pæl.

- - - Lindes var hjemme.

Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens "Mo'er" saa' efter til Theen.

Der var halv mørkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved Klaveret.

- Synger du en, sagde han.

Agnes lod Hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa sang hun med halv Stemme, med sin mørke Alt, Sangen om Marianna:

Under Gravens Græstørv sover
Stakkels Marianna -
Kommer Piger, græder over
Stakkels Marianna -

Der blev stille i den mørke Stue.

Gamle Pastor blundede lidt med foldede Hænder.

DET HVIDE HUS

- Die Kindheit ist der Grundton fur das ganze Leben, Mama. Die anderen Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich nur eins fur Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte: Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, das Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem Blütenduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine Sehnsucht - ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir vorüberziehen in den Frühling hinaus .. - Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menschen geben kannst? - Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt - für mich war es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu empfangen, ohne froh zu sein - -

Georg Hirschfeld.

TIL EN VEN>

166

Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.

167

Long, long ago -
long ago.

BARNDOMSDAGE, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes.

Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres Skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange vil slynge sig gennem Mindernes Kor.

Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender det bitre Opgør med det tunge Liv.

Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.

Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden.

Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerne blev borte, de store Popler forsvandt Kun Jens Røgter listede derovre ved Staldene med sin Lygte.

Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene fjerne. Maaske var det, fordi der var saa mørkt, at vi gemte Hovederne bag et Gardin.

Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en Harpe:

Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.

168

Sangen holdt op. Der hørtes ingen Lyd. William, der sad Moderen næst, var falden i Søvn paa sin Skammel.

- Mo'er, syng mer.

Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Møbler og svandt. Jens Røgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.

- Mo'er, syng mer.

En Dør blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens.

Hr. Peder kasted Runer over Spange,
som Helleliden over skulde gange.
Saa løfted han sit Anker,
saa fik han bliden Bør
og sejlede fra Danmark
og fra de danske Mø'r.
Fagre Ord
fryde mangt et Hjerte,
fagre Ord
har forvoldt mig Smerte,
fagre Ord.

Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen, høres det store Ur.

Fagre Ord
fryde mangt et Hjerte,
fagre Ord
har forvoldt mig Smerte,
fagre Ord.

Ude løftes nænsomt en Dørklink. Det er Pigerne, der vil høre. Rundt om Lyset i Messingstagen paa Køkkenbordet lytter de efter, mens "Fruen synger".

Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han læner sig til Stolpen ved Vandspanden.

- Børn.

- Ja Mo'er.

- Syng med.

Moder løfter sin Røst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og synger igen:

169

Dejlig er Jorden,
Prægtig er Guds Himmel,
Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.

Lidt bange for Mørket kommer fra Krogene Børnenes Stemmer gennem Mulmet, førte af Moderens:

Gennem de favre Riger paa Jorden
Gaa vi til Paradis med Sang!

Ude i Køkkenet sidder Pigerne endnu stille om det brændende Lys.

Mandfolke-Marie tørrer en Taare bort med Bagen af sin barkede Haand:

- Den, siger hun, vil Fruen ha'e sunget, naar hun en Gang skal dø.

Alting er tyst. Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin Krog en af Drengene sagte:

- Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar. Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen - men mere svagt - de harpelignende Taster:

Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.
- - - -

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage - ømme Tider uden Skyld og da Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde.

Barndomsdage, da Moder levede.

Jeg husker en Dag vi samlede Brombær - Mo'er, vi Børn og Tine fra Skolen.

Der var saa mange Bær og Rankerne var saa skønne.

Ned i Grøfter gik det og langs med Hegn løb vi.

Vi Børn blev hængende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne, saa vi lignede Lars Smeds Unger.

- Se Drengen, se Drengen, raabte Moder.

Men Tine havde grebet en mægtig Ranke, der prangede 170 rigt med dunkle Bær, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre:

- Aa, De dejlige Kone, sagde hun ...

Moder stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den lysende Himmel.

- - -

Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.

171

DET var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse.

Alle Døre stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med Brænde.

Mellem Mahognimøblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide Konsoller, som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt Auktion. Om de gamle Portrætter var der Evighedsblomster, og der var mange Epheu, for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en lys Væg.

Havestuen var saa hvid, som om den skinnede.

Børnene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned ad det hvidmalede Gelænder.

- Børn, Børn, læn Jer ikke, raabte Moderen, læn Jer ikke til Gelænderet.

- For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelærerens Datter: det ender en skøn Dag med at de knækker Halsen.

- Aldrig faar vi Bud efter den Snedker.

Gelænderet var skrøbeligt og blev aldrig sat i Stand.

Men Havedøren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grønne Gardiner hængt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke af Haven og ikke af den store Allé, naar der ikke var Sol over dem, Sol der skinnede længe.

- Gud véd, hvordan det ser ud i Køkkenhaven, sagde hun pludselig til Skolelærerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.

Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven.

172

Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven.

I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over Gaarden.

Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende.

- Lille Børn, lille Børn, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun blev stikkende med Træskoene.

Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse.

- Kære De, sagde hun til Skolelærerens Datter: at alle Mennesker ikke bliver inde om Vinteren.

Børnene legede paa Gulvtæppet. Det var rødt og graat med mange store Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Børnene herskede, og om hvilke de kæmpede. De stredes og de fældede Taarer. De barrikaderede deres Kongeriger med Møblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon i Forvirring.

- Hvor de Børn dog kan støje, sagde Moderen til Jomfruen (hun ophidsede dem selv til Støjen):

- Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen.

Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krølledes de og saa tabtes de i Kongerigernes Strid.

Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Røgteren syslede med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo.

Aabnedes Stalddøren, hørte man Køerne brøle.

- Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko.

Men det kunde hænde - naar Faderen var ude - at Moderen bad Røgteren "bare et Øjeblik" lade alle Køerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa sprang de, alle fjorten, de røde, de hvide og de spættede, rundt paa Sneen, mens Børnene hujede.

173

- Luk til Vænget, luk til Vænget, raabte Moderen. Hun lo højest, midt paa Trappen. Men Pokker tog en af de spættede.

- Aa, hvor den sprang, sagde Moderen.

Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den først blev fanget oppe hos Sognefogden.

Men naar Faderen kom hjem, var Stalddøren lukket og Gaarden laa atter som før. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet paa Gaardstrappen.

Der maatte Bud efter Tine.

Der maatte altid Bud efter Tine.

Tine kom med Kjoleskjørtet slaaet op over sit Hoved.

- Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid frøs og var kuldskær, blot en Dør gik.

- Tine, jeg har Tandpine, sagde hun.

Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte "ryges" med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelærerens Have. Alle Børnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring.

Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Modeen holdt den aabnede Mund over de rygende Kviste.

- Tine, Tine, nu, raabte Moderen.

Tine skulde stikke i Tænderne med en Haarnaal.

- Der er den, der er den, raabte Moderen:

- Se Ormen.

Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran Toiletspejlet.

Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire Orm, havde hun aldrig mere Tandpine.

Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder.

- Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg ser jo Ormene med disse mine to Øjne.

- Men der maa oses med Kærbøllings Busk.

174

Distriktslægen i Sønderborg sagde, at Røgen af Skolelærerens Buskvækst var ganske giftig.

En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftermiddag, lige til det blev Mørkning.

I Mørkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rødt Øje. Pigerne bankede det vaskede Tøj med Træerne, saa det klang under Loftet.

Moderen sad paa en Treben midt i Larmen.

Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa Gled som i Bryggerset

Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdøren.

Moderen kunde høre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig løb ind i Stuen igen.

Og uvægerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:

- Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer.

Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder.

- At De gider høre paa alt det, sagde Tine.

- Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne efter.

Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.

Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der sang hun. Men der var andre Mørkningstimer, hvor hun blev siddende paa Forhøjningen, i den høje Rørstol, med Hænderne i sit Skød.

Da talte hun stille ud i den stille Stue.

Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa Haar, helt graa Haar.

Og hun var Enke og alle hendes Børn var voksne, og hun var fattig.

- Forfærdelig fattig, sagde hun.

Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og Ost i den gamle Krystalosteklokke.

175

- Men Smørret maa være godt, sagde hun.

Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for hende en Slags drømmende Sorgløshed.

Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede Huse langs Landsbyens Gade.

Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papæsker. Der var Dukkerne gemte.

- Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.

Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en Træklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit - alle blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens Moderen dirigerede.

De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.

De snakkede og de bukkede og de nejede.

Moderen blev rød af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med Armene frem over Bordet.

Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.

- Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold.

"Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig. For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart var det ved et Badested og snart var det i Paris.

Børnene saá til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der foran dem paa Bordet.

Pigerne kom ind. De elskede at høre til. De forstod ikke et Ord, men stod, ret op og ned, med Hænderne 176 under Forklæderne. Naar der skete noget sørgeligt med Dukkerne, saa græd de.

Men midt under hele Komedien fløj Moderen op og alle Dukkerne blev væltede - ned i Forklæderne, ned i Kasserne.

Det var Faderen, der kom hjem.

- Bordet ind, Bordet ind.

Piger og Børn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter Forskrækkelse.

- Gud, at Børnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.

Og Børnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet.

Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var saa forfærdet at hun maatte have Syltetøj og Tvebakker ...

Hun klædte ogsaa Pigerne ud.

Det var en Aften, hun var ene hjemme med Børnene.

Saa bankede det haardt paa Gaarddøren, og Jomfruen maatte gaa ud og lukke op og kom skrigende tilbage:

- Der var en Vagabond ... der var en Vagabond ...

Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var han, og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er "store Marie".

- Mo'er, det er store Marie, skriger han. Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:

- Giv Nina en paa Øret

Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve.

Saa troede Børnene, at det var en Vagabond.

Men bagefter bød Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.

- - -

Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine Minder - kommer og samles om En.

Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt - et Billede, som var Ungdom og Smil, 177 Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned.

Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg.

Hun døde som en fager Blomst, der knækkes.

Ingen Rose, ingen Lilje heller.

En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som mod Aftenstid lukker sig sky ...

En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben ...

En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gjæst.

Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus - saadan var hun, som var din Sjæl.

- - -

Men Efteraaret gik og det led mod Jul.

Moderen og Skolelærerens Tine sad længe oppe, og Børnene fik Svedsker for at gaa tidlig i Seng.

Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Døren, og hele Gangen var fuld af Fodposer. Der skulde være saa mange Fodposer, naar Moderen skulde køre. Og Sønderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse.

Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens Børnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De hørte bare Kusken, der gik ud og ind og slæbte paa Kasser. Det var det fra København. Saa var "det" kommet.

Det var det store Spørgsmaal, om "det" kom - alle Presenterne fra Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til Sønderborg, 178 og Moderen kørte selv, og Moder lod Faderen telegrafere - det var de første Aar, man havde Telegrafen - men Kasserne, de kom ikke.

Moderen græd og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin gamle Portemonnæ. Der var Hul i, saa Pengene løb ud i hendes Lomme. Men tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa saá det ud, som der var en Masse.

Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Børnene høre, hvordan Tine masede for at faa dem op.

Moderen selv havde ingen Ro:

- Tine, Tine, se der ...! Tine saá.

- Tine, saa, nu gaar Fjælen.

Børnene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Nøglehullet.

Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet - det fortalte Pigerne - ned foran Kasserne. Hele Gulvtæppet flød med Pakker og med Halm og med Sager.

Og Moderen raabte:

- Nej, nej, det er til Nina ...

- Se dog, se dog, her er til William ... Og videre søgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor det ikke flød.

- Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang ta'er fat, sagde Pigerne.

De gik ogsaa omkring, spændte og nysgerrige. Færdige blev de først ud paa Natten. For ferske Pølser skulde der stoppes og Dejg skulde der lægges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.

Moderen sad midt i Pølsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og sang for til Viserne.

Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne:

- For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.

179

De alsiske Pølseviser var de værste Landsknægtviser i Landet

Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamæn ikke, Maren selv véd, hvad hun kvæder.

Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den første slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende ...

De var saa sørgelige, at hun græd ved det.

De sidste Dage blev der bagt.

Hele Huset var fuldt af Æbleduft og Kageduft, og Døren stod ikke stille til det blaa Gæstekammer. For dér gemtes Æblerne og Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang op ad Trapperne, saa hendes Skørter fløj ved det:

- Halløj, Børnlille, nu brases der, raabte hun.

Børnene lavede Mænd og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske skiden.

Moderen var i hvidt Forklæde og Faderen gik omkring og var angst for, at hun skulde skade sine Hænder.

Moderen skulde altid gøre det sidste, hun smurte Æggehviden paa Kagerne og hun satte Øjnene i de brune Mænd.

- Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun.

Og hendes hvide Forklæde fløj om hende i Travlheden, mens alle Børnene løb i hendes Hæle.

Sikken Damp der var; og Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og Støj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelærerens piskede hvide Kager, medens hun sad med Lerkarret klemt fast imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Kræfter til, og Æggene maatte piskes i timevis.

- Saa, nu vil jeg, sagde Moderen. Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske.

- Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen.

180

Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen, rød i sine Kinder, saa glad:

Lisbet! Lisbet!
O, hvor er du sød og net!
Se paa mig ret,
Lisbet! Lisbet!
O, hvor er du sød og net!

De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Børnene og Tine, men Moderen var allerede inde i Dagligstuen:

- Tine Tine, raabte hun: lad nu dem.

Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven træt af alt det meget ingenting.

Alle Dørene stod aabne, saa Kageosen trængte ind, Piskejernene gik og Ovndøren klaprede.

- Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.

Det var Brevene fra Sekretæren, alle Moderens Ungdomsbreve fra hendes Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa saa fint i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand.

Moderen elskede dem.

Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skød.

Og hun fortalte.

Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje Halsbind - en af de rigtige Embedsmænd, en af dem, som altid troede, de skulde være vrede, naar de var i Funktion. Bønderne kaldte ham for "Fa'er", men de skjalv, naar de skulde gøre ham "Ulejlighed".

Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin, som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu gemmer den over sine Hemmeligheder.

181

- Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saá frem for sig, med Brevene i sit Skød.

Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme blev forandret:

- Men det lærer vi vel alle, sagde hun. Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen.

- Det er kun mig, sagde han. Moderen bøjede sit Hoved.

Lidt efter talte hun igen - men ligesom hastigere. Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.

- Aa, vi havde vore Stuer øverst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog vore Vinduer op, saa saá vi Havet ...

Moderen slog sine Hænder ned i Skødet:

- Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.

Sløjt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var de over Jorden.

Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.

- De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror - og hun tav et Nu - at der var Elskovssyge i Slægten.

Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.

En af dem boede i Nord-Italien.

Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende.

- Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle Knark:

- Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har været Skomager.

Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra København.

Hun var hjemme - - at se Sønnen.

- Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til Tine.

182

Den Søn havde hun vist faaet noget uregelmæssigt; og saa havde hun maattet rejse borr og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med Lorden eller Skomageren.

- Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen. Det var ligesom Livssmerten kom hende nær, naar hun talte om den Veninde.

- Ja, Gud véd, hvordan det kan være, sagde hun igen:

- Men det gik dem alle galt.

Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han ganske kort.

En høj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at bøje Ryg, er vant til at færdes ved et Hof.

Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:

- Det er Hofjægermesteren.

Og han kom ind og han bøjede sig saa mærkelig dybt og saa mærkelig bevæget for Moderen, der gik ham imøde. Og han satte sig altid i en lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra og den var mattet af Sorg.

Og han gik, saa pludseligt, som han kom.

Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse.

- Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig igen og kyssede Moderens Haand.

Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte ...

... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i sit Skød. Skolelærerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes Stol.

Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.

Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.

Det var noget nyt og noget helt forfærdende, med Ørstederne og med Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlæger oppe paa anden Sal.

Det var et Liv med Lysekronerne altid tændte, og 183 Svigermoder i det sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og Sølvkander stillede frem paa Etagerer, og Malerier paa Væggene saa højtideligt, som i en Kunstsamling.

Moderen gik helt forskrækket om.

Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder græd hun og græd.

Tjeneren fandt hende.

Han maatte hente Faderen.

- Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.

-- Lad mig komme hjem - lad mig komme hjem. Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv. Moderen blev ved at fortælle med Brevene i sit Skød, om sin Ungdom, om de Dage, der svandt. Men paa én Gang sagde hun:

- Naa, der er Ting, man aldrig skulde tænke paa. Tine sagde:

- Det er dog altid godt at tænke paa Lykken.

- Nej, Mindet om den slaar ihjel. Moderen stod op:

- Men, aa, hvor var det dejligt at løbe paa Skøjter, sagde hun.

Saa løb hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de være piskede. Eller hun skulde pludselig lægge Laurbærblade paa Sylten:

- For alt maa det gøres, sagde hun, og gav sig til at løbe omkring. Medens Tine gjorde alting - -

- - -

Barndomstider -
til Jer er jeg flygtet tilbage,
om I kunde lindre mit Hjertes Vé.
Ingen tæller de Taarer,
som udgrædte Øjne
saa gerne vilde græde.
Barndomsdage,
Barndomsminder,
lind mit Hjertes Ve.

184

Du, Moder,
der selv led,
rank som en Blomst,
der brat knækkes,
du, Moder,
der selv elsked,
bliv nu hos mig
under mit Hjertes Vé.

Langt skal Mennesket gaa
og saa haardt maa det træde -
Barndomsminder,
kom med Eders Glæde
Lind
- for en Stund blot -
al mit Hjertes Ve.
Barndomsminder,
hvad jeg saa skal bede:
at I kunde linde mit Hjertes Ve.

- - -

Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften.

For det var de Fattiges Dag.

Fra om Morgenen - og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa tidlig op - havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i Kræmmerhuse og Kandissukker ved Siden af.

En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede.

Ret skulde der være, og ligemeget i hver Pose.

Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til.

- Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end én Gang om Aaret.

Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebønner i Huset.

- For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb.

Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte Træskoene i en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og 185 mælte ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et:

- Tak.

Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det og den til det.

Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekammeret, naar Husmandskonerne var vel ude.

- Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.

Hun sank sammen i en Lænestol, lod alle Vinduer smække op og lod stænke med Eau de Cologne.

- For, kære Børn, sagde hun: De Renligste stinker af grøn Sæbe.

Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase.

..... Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det var besværligt, og Moderen var længe om det. For hver skulde have ligemeget Hele Dagen gik Moderen og maalte og vejede med Øjnene, og var der for lidt paa et Bord, stjal hun lidt fra et andet.

- - -

Træet blev tændt. Tine stod paa en Stige, mens hun tændte det.

Det var kun Sølv og Sølv og lutter hvide Lys. Moderen gik rundt om Træet.

- Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utændt Lys.

Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor tæt.

- Men vi stikker Ild paa Træet, sagde Tine fra Stigen.

- Nej, nej, der er ét endnu.

Et Aar havde de stukket Ild paa Juletræet:

Det blussede op et Nu, mens alt Sølvet flammede

og forkulledes, og Moderen saá til med Skæret over

sit Ansigt.

- Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.

186

Saa fængede Grenene.

- Her bliver Brand, raabte Moderen.

- Ja, det bliver her, sagde Tine, der fløj ud i Gangen og hentede to Uldsjaler, som hun kastede over det brændende Træ.

Men Moderen satte flere Armstager paa alle Bordene, og Børnene maatte danse om det forkullede Træ

- Stella, sagde Faderen: hvor Du ogsaa er uforsigtig.

Der kom et pludseligt Glimt i Moderens Øjne.

- Fritz, sagde hun og løftede sit Hoved, som saá hun endnu for sig det skønne og flammende Træ:

- Fritz, det var saa dejligt.....

.... - Der er endnu ét.

Saa var der ikke flere. Alle Lys var tændt mellem det glitrende Sølv.

Moderen stod tavs i Træets Glans.

- Det er den trettende Jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig mat.

- Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge:

- Der er ikke nok til Lars Forkarl.

Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord.

- Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl?

Pludselig virrede hun med sit Hoved:

- Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer.

Tine listede ind i Faderens Stue.

- Maa vi komme? raabte Børnene i Dagligstuen.

- Straks, sagde Tine og lukkede Døren bag sig. Hun havde reddet Cigarerne.

- Gud ske Lov, sagde Moderen, der sukkede, som om hun var befriet for en Byrde.

- Saa binder vi dem om med et rødt Baand, sagde hun.

- Jeg har ingen Baand, sagde Tine.

187

Moderen saá sig om, hen over alle Bordene:

- Vi tager en Sløjfe fra Frk. Jespersens Fichu. Fichuet var en Gave til Moderen fra Frøken Helene Jespersen. Det var fuldt af mange smaa røde Sløjfer.

- Ja, sagde Moderen, mens Tine løsnede Baandet:

- Der er ogsaa for mange Sløjfer paa Frøken Jespersens Fichu.

Den rosa-røde Stump blev knyttet om Cigarerne.

- Saa, nu lukker vi op, sagde Moderen.

Hun aabnede selv Døren, og Børnene stormede ind.

- Glædelig Jul, sagde Moderen. Hun stod midt paa Tærskelen.

- Hvor er mit Bord?

- Hvor er mit Bord?

- Hvor er mit? lød Børnenes Kor.

- Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste. Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder.

- Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet - nu det fra Træet.

- Ja.

De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod.

Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede Pakkerne i sin Favn.

Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Børnene.

- Nu, nu, raabte Børnene.

- Ja.

Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Børnenes oprakte Arme:

- Til Dig, og

- Til Dig, og

- Til Dig, raabte hun, mens Børnene jublede. Faderen var traadt frem i den aabnede Dør. Lænet til Dørkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine Børn.

Og hastigt, mens et Glimt af Ømhed - eller maaske 188 kun af Beundring - lyste, et Nu, i hans Øjne, gik han frem imod Moderen:

- Du, Giverske, hviskede han. Moderen slog Øjnene ned, saa det næsten saá ud, som lukkede hun dem et Sekund:

- Du giver, Fritz, sagde hun. Faderen gled bort.

- Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen. De havde allerede samlet sig i Gangen. Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Støvler paa.

- Saa, lille Børn, sagde Moderen og lukkede Døren op:

- Nu er det Juleaften.

De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt Sæt over Dørtrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne saá de ud, som skulde de til Alters.

Bagest kom Jens Røgter.

Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedrøveligt.

De fik Gaverne, og de takkede - hvad de sagde havde aldrig noget Menneske hørt - og, skulende til hinandens Presenter, bragte de dem, ligesom i Sikkerhed, hen rundt i Krogene.

- Saa, Jens Røgter, sagde Moderen, nu skal vi danse.

Hun dannede en Kæde.

Forrest var hun selv med Jens, Børnene tog Pigerne og Karlene.

- Slut Kreds, raabte hun til Tine, og hun begyndte at gaa.

Langsomt drog Kredsen om Træet, mens Moderen, med lidt sitrende Røst, begyndte at synge:

Dejlig er Jorden,
Prægtig er Guds Himmel,
Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang!

189

Gennem de favre
Riger paa Jorden
Gaa vi til Paradis med Sang!

Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de langsomt blev ved at vandre om Træet.

Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletræets Lys.

Inde fra Halvmørket faldt pludselig Faderens Stemme ind, saa mærkelig dybt, som fra langt borte.

Moderen var stanset ved Lyden af hans Sang. Saa gik hun atter videre, stirrende ind i Træets Lys:

Gennem de favre
Riger paa Jorden
Gaa vi til Paradis med Sang!

Sangen døde hen.

- Syng nu alene Mo'r, sagde den ældste Dreng.

- Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden græd stridt uden at vide det.

- Ja, sagde Moderen.

Og uden at tage sine Øjne fra Træets Lys, sang hun halvhøjt - hun alene, medens de Alle gik endnu langsommere:

Glæden er Jordens Gæst idag
Med Himmelkongen den lille,
Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag
Med Duen til Julegilde!

Dans, lille Barn, paa Moders Skød,
En dejlig Dag er oprunden,
Idag blev vor kære Frelser fød,
Og Paradisvejen funden.

Der var tyst et Øjeblik, og Alle var stansede.

- Saa leger vi, sagde Moderen.

Og hun satte Jens Røgter i Galop, saa Alle maatte følge, mens hun sang, og Børnene faldt i "om Træet, der skal vises, og siden skal det spises".

190

- Gud bevare mig vel, sagde Moderen, hvor den Dreng synger falsk.

Det var den ældste, der skraalede lige op i Træet. Den Mindste faldt i Kæden.

- Op igen, sagde Tine. Men den Mindste græd.

- Saa danser I Andre, sagde Moderen, og hun satte sig hen med den Mindste paa sit Skød.

Lysene begyndte at brænde ned, og de holdt op at danse.

Folkene drog af, og Tine gik i Lag med at bringe de Mindste i Seng.

Moderen sad paa det samme Sted.

Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng, mens Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat.

- Moder, sagde han, nu dør Juletræet.

- Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra hans Haar, ned i hendes Skød:

- Nu dør det.

Tine kom tilbage.

Endnu brændte de sidste Lys.

- Bring ham i Seng, sagde Moderen.

- Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden.

- God Nat, Moder. Moderen sad ene.

De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt

Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt.

- Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage.

- Jeg sidder her.

De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen:

- Tine, tag Karmen for Døren bort Tine gjorde det

- Og luk op, sagde Moderen. Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre.

191

Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende. Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med opadvendt Ansigt, stirrende op mod Stjernerne.

- Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen? Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det.

- Ser De Venus, Tine? sagde hun saa.

Og atter stod de tavse.

Der hørtes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst vandrede Stjernerne over dem.

- - -

Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes.

Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne.

Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ og fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev den Bog i hendes Tanker.

Oehlenschlæger var i saadan højtidelige, sorte Bind, og der var saa mange Mærker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne næsten udenad, dg dog læste hun dem altid igen. Naar hun slog Øjnene op fra Bogen, mens Børnene lyttede, var det, som var hendes Øjne blevet dobbelt saa store.

- Mo'er, læs mer, sagde den ældste Dreng.

- Skal Børnene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin Dør.

- Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og læste videre.

Hendes Stemme var mild som bedrøvede Kærtegn er, og der var Taarer i hendes Øjne.

Helst læste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig.

Tine sad og snøftede som en Sæl.

- Skal Børnene i Seng?

-- Straks, Fritz, straks ... Og Moderen blev ved at læse.

192

Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene smøg sig saa ømt om hendes Stemme.

- Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hørte til henne i Krogen ved Bogskabet.

Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene skulde i Seng.

Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med Barnepigen.

Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved.

I klare Nætter gik hun der længe. Hun holdt saa meget af Stjernerne. Lange Tider kunde hun staa og tælle, hvormange hun kunde se paa en Plet

Tine stod hos.

Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.

Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner.

- Det var hendes Moders Stjerne ...

- Saá De den?

- Og det var Alice's - ser De den? For den er saa bedrøvet.

Der var saa mange bedrøvede Stjerner og dem elskede hun højest.

- Stella, raabte Faderen fra Gavlen:

- Stella, Du forkøler dig.

- Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et Øjeblik og holdt endnu sit hvide Ansigt opad:

- Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte. Og hun gik stille ind.

Men at stirre paa Stjernerne var hende næsten en Lidenskab.

- Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner.

Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men længere aldrig. For hun var bange for Spøgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det, 193 at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde det.

Hun bekræftede det med et Nik:

- Det véd ogsaa Fritz, sagde hun.

Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá man hende, skulde nogen dø.

Moderen havde set hende en Gang, og da var den gamle Postmester død.

Ellers vidste hun mange Spøgelseshistorier, og fortalte dem i Mørkningen, saa Børnene gøs.

Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi den var hændet en af hendes Tanter.

Det har nu altid spøget paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt, for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en Dame komme ud af Væggen - livagtig - hun saá hende i Spejlet ... I graa Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede sig bag hendes Stol.

- Men Olivia fløj op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg ...

- Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det var jo hændet en Selskabsdame ... og hun kom løbende ud paa Gangen, op ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af Væggen og hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden - - og drejede mig rundt...

- Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal ...

- Ikke til at redde, hun var gal.

Fortalte Moderen.

Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet.

- Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen.

Alligevel var Spøgelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker.

194

- Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dødsfald i Sognet.

- Det véd da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede.

Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Børnene paa Besøg. Alle Børnene pludrede, mens de gik gennem Alléen, rundt omkring Moderen som en Fugleungeflok.

Oppe ved Enden af Alléen boede Sognefogden.

Fin og pæn og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark, lukket med en grønmalet Port

Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens.

Sognefogdens "Kvind" gik straks i Køkkenet.

Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke hørte, rakte En en fugtig Haand, man ikke fik fat i, og gik i Køkkenet for at sørge for Mad. Man havde ikke været ti Minutter hos Sognefogdens, før Bordet bugnede. Der var altid Ribbenssteg og Rødbeder ved Siden af Sylte. Brødskiverne var saa store som et Landkort.

Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved Altergang og Marked i Augustenborg, men som ellers var i Skjorteærmer. Han sagde aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop rystede.

Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.

Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et Glas Rødvin til at skylle Fedtet ned med.

Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen gik i sit Køkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue skjalv.

Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der sig noget som en tung Byldt ind i Dagligstuen hjemme. Og Byldten - det var ikke andet end Tørklæder og et stort Sjal og et lille Sjal - kom ikke længer end til Stolen ved Bogskabet, men dér faldt den ned som en tung Dyne falder, og Byldten græd og græd og græd.

195

Ud fra alle de Klæder kom Graaden stille og ustanseligt.

Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Søn død ved et Vaadeskud.

Moderen knælede ned, og hun søgte at komme ind til Konen - ind gennem Sjalerne, ind for at trøste hende.

Men Byldten bare græd og græd og sagde:

- Jeg skulde tale med Pastoren.

- Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen ...

- Jeg skulde tale med Pastoren. Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som noget, der ikke levede, ind til Præsten.

- Hvor hun græd, sagde Moderen, hvor hun græd - naar man bare havde kunnet faa Sjalerne af hende.

Som om det havde bragt hende den Sorg nærmere.

... Moderen og den ældste Dreng skulde op og se Sognefogdens Søn.

Det var ligesom der ikke hørtes en Lyd i Huset. Hunden gøede ikke og Fjerkræet var lukket inde.

Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Døren.

Han havde en sort Frakke paa og han sukkede. Tale gjorde han ikke, mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene stod aabne.

I Storstuen stod Kisten.

Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for Vinduerne.

Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt.

Der laa Sønnen stille.

Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange Piger kommen galt afsted:

- For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt:

- Som Pigebørn ikke stod for.

- Og et Par Ben, de ikke fik Øjnene fra ... Men nu laa han stille. Det var ligesom der slet ikke var noget Udtryk i hans Ansigt - kun Kulde.

196

Sognefogden gik og mumlede nogle Skriftsteder, han kunde fra sin Konfirmation.

Moderen saá længe paa Ligets Ansigt. Saa dækkede hun selv Klædet til. Det laa saa højt over den store og lige Næse.

Sognefogdens Kone havde ikke været inde. Hun gik paa sorte Sokker i sit Køkken.

Da Moderen og Drengen kom ind i den forreste Stue, stod Bordet dækket Det var fuldt af Mad.

Konen gik om og bød.

Dørene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue.

Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise meget i de Sørgedage.

Talt blev der ikke.

Drengen fik Solbærrom og stak Glasset ud - for Moderen saá det ikke - saa han blev ganske ør.

De sad længe ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Døren. Hun havde ikke mælt et Ord.

Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel, mærkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme.

Hun saá ned i Gulvet, og da hun forsøgte at tale, fik hun næsten ikke Ordene frem ...

- For det var saa meget, blev hun ved at sige ... men hun vilde bede, om Fruen ikke vilde synge lidt... om hun vilde synge lidt ved Liget.

Moderen svarede ikke.

Hun tog kun stille Tøjet af igen, og de gik ind alle fire - gennem Stuen, gennem Mellemstuen, ind i det gule Lys.

Fogden bragte en stor Salmebog.

Men Moderen sang ud i Luften og uden at se paa den døde Søn:

Naar jeg betænker ret den Stund,
da jeg skal heden fare,
min Sjæl sig fryder mangelund,
som Fugl ved Dagen klare.
197 O Dag, saa blid,
da al min Strid
skal faa en salig Ende:
Til Glæden sød,
i Jesu Skød,
jeg gaar fra min Elende.

Forældrene rørte sig ikke. Moderen ene sang.

Drengen stod og saá paa hende. Hun var ganske hvid i Ansigtet.

Den ene Stemme lød saa sært, dér over en fremmed Død.

Eja, min Sjæl, vær frisk og bold.
Glæd dig i Christ, din Herre!
Thi Døden, som var Syndens Sold,
Dig nu skal Frelse være.
Straf var den før,
nu er den Dør
til Himlens lyse Rige.
Nu er din Død
en Søvn saa sød,
al Sorg med den maa vige.

Der var stille et Øjeblik.

Saa lagde Konen Klædet over Ansigtet.

Drengen hørte ikke Moderen sige saa meget som Farvel.

Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og lukkede den i.

Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke.

- Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet.

- Kom nu, sagde Moderen.

Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev der næsten ikke talt.

- Fritz, sagde Moderen pludselig:

- Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl.

- Stella.

- Nej. Moderen tav lidt.

198

- Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt.

Faderen svarede ikke.

Men Moderen sad et Øjeblik:

- Menneskene burde altid blive gamle, før de skal dø, sagde hun.

- Stella, saa du taler.

- Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet dem en Slags Sjæl. Hun tav lidt:

- Ungdommen har kun Blod.

Det var, som var Moderen i et hemmeligt Oprør:

- Jeg kan ikke glemme det Ansigt, hvor der intet var - -

Hele Øen mødte til Begravelsen.

... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag Gærderne. Deres Vindueskarme var grønmalede og deres Døre var grønne, men selv var de hvide midt i Sneen.

Moderen nikkede til hver Rude og Børnene nikkede efter, og den ældste Dreng løb i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen:

- Saa den Dreng gaar, sagde Moderen.

I det yderste Hus boede Elsebeth.

Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa stille i Stuen, at Børnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre. Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa troede man, den vidste mange Ting.

Før i Tiden havde Else spundet - spundet, spundet.

Men nu var Rokken stillet hen.

Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der allerede er runden i Staa.

Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom.

Stemmen kom saa dybt nede fra det svære Bryst:

- Ja, jeg sidder her, sagde hun.

- De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen.

199

Katten rørte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den - ti for Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e, Elsebeth og den skulde være ene.

- Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.

- Først lever En og saa tænker En tilbage og saa tilsidst sidder En bare og venter.

- Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.

- Ja.

- Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.

Elsebeth saá paa den ældste Dreng - hun havde saa klare Øjne, men de sad dybt -:

- Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun:

- Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid.

- Hvad siger hun? spurgte Drengen. Men Moderen svarede ikke.

Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Øjne.

- Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over.

- Hvad siger hun? spurgte Drengen.

- Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen.

- De har det bedst, sagde Elsebeth.

Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid - efter Solen - og bragte Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile.

- Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til.

- Hvad mener Elsebeth?

- Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med os at gøre.

- Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.

200

- Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e noget med os at gøre.

Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Børn.

- Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebærsaften.

- Farvel, sagde Elsebeth.

Men ude paa Vejen var Moderen tavs.

- Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen.

- Hun talte om Dig, sagde Moderen.

Og hun tav igen.

Men naar den ældste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var, ligesom han var bange.

... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam Jespersen.

Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe, der kun havde ét Rækværk. Forstuen var strøet med Sand, og der lugtede af Jomfruelighed og Lavendler.

Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol.

Havde Børnene sat sig og skulde de rejse sig igen, gik de med hver sit Stykke klistret til en lidet omtalt Legemsdel.

- Dreng, Dreng, sagde Moderen til den ældste og fik Stykket tilbage paa sin Plads. Alle Stolesæder var broderede med Kanevas af Frøken Helene. Frøken Helene broderede altid Stjerner i mange Farver paa forskellig Bund.

Madam Jespersen talte Holstensk - for dér var hun fra - og havde en Gang været Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var slaaet derhen, just i denne Krog.

Hun var altid i Moiré, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme. Paa Hovedet havde hun en tronende 201 Kappe, som Børnene troede hun sov med. Om Haandleddene bar hun Armbaand af Rav.

Hun stod kun ned af Forhøjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun i Moiré-Mantille og derover et strikket Sjal.

Frøken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mange Mønstre til Side. Det var Mønstre af graat Indpakningspapir til hendes aldrig fuldkommengjorte Garderobe. Hun var to Gange om Aaret i Flensborg og vendte tilbage med Hovedet fyldt af Modeller til Kjoleliv, som beskæftigede hende i det følgende Halvaar.

I Tøjer elskede hun de skotske Mønstre.

Hvad hun omsyede, var kun Livene. Nederdelene forblev saa nogenlunde de samme. Kun til Tider forsynedes de med Garneringer.

Kagerne til Kaffen kom frem af en Kasse, der stod under Madam Jespersens Seng. Madam Jespersens Seng var høj som et Bjerg.

- Ach ja, man maa være taalmotich, sagde Madam Jespersen og lod Hænderne synke. Hun havde en Gang prynset sig med mange Kammerjomfruringe, som nu var forsvundne i de korte Fingres Fedme.

Jomfru Helene vimsede og snakkede.

Jomfru Stine stak kun et knoklet Ansigt ind ad en Dør til Goddag. Hun maatte blive i sin Syskole.

- De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy.

Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde.

Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg.

Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved.

- Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig Ro.

202

- Men man maa være taalmotich.

Jomfru Helene lagde Kagerne paa et lille Porcellænsfad med seksten smaa Haandbevægelser for hver Kage.

Hun løb til og fra Køkkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen Moders Sjæl den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt.

- Ja, die kleine schwärmt, sagde Madam Jespersen.

Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved Døren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sæder - de andre Genstande til at sidde paa var mere skrøbelige, med Fletrygge - for hun satte sig haardt og maatte have noget under sig.

Hun slugte Kaffen og var ude igen.

Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem som Belønning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Frøken Stine at stjæle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Øjeblikke. Kunde hun ikke det, købte hun Sukkerkringler i Kroen.

Det gik til Musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med et Stykke Linned.

Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved ud af Skolestuen - det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede Hul - hun skulde altid kysse Moderen, før hun gik. Det var det eneste voksne Menneske, hun kyssede.

Den ældste Dreng løb paa alle de fjorten Træsko i Forstuen.

- Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen:

- Han lærer aldrig at føre sig.

Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og smilede bare.

- Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru Stine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl.

203

Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne.

Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke. Han snakkede ganske som hun selv, i de samme Sætninger, med samme Ordstilling, med en gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens Skørt.

Naar de kom hjem fra Børneselskab, vilde Moderen altid have Beretning om Gildet.

Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte hun sig foran et godt Bord.

- Saa, sagde hun, lad mig saa høre.

Alle Børnene talte i Munden paa hinanden.

- Drengen først

- Drengen først, sagde Moderen.

Og Drengen sprang op i Fløjelsblusen, og abede alle efter, Piger og Drenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol.

- Og hvad saa? Og hvad saa?

Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst sagde Moderen:

- Hvad fik I?

Og Børnene skreg Maden i Munden paa hinanden.

Af Maden i Selskaber lo Moderen mest:

- De lærer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad er det, de sætter paa Bordet.

Til Børneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smørrebrød og Mandelbudding paa Dugene.

Faderen aabnede tilsidst Døren til sin Stue:

- Stella, du ødelægger ganske den Dreng, sagde han. Børn skal dog ikke kritisere, fra de ligger i Vuggen.

- Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se.

Og Faderens Dør lukkede sig igen.

Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke, hvordan der saá ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde var mørkt. 204 Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybt Mahogni.

Faderen vandrede mest - op og ned ad sit Gulv.

- Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom for sammen.

- Det er mig, svarede et af Børnene, der kom for at hente en Bog.

Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire Vægge.

/Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hænder af Kulde.

Ved Middagsbordet, naar et af Børnene talte, kunde han pludselig rive sig ud af sine Tanker - han sad altid bag en Flaske fin Rødvin med rødt Lak -:

- Gud véd, hvordan de Børn bliver opdraget, sagde han.

- Kære Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Børn paa Landet

- Som Børn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker. Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skæg var begyndt at blive graat.

Men Moderen sagde til Tine fra Skolen:

- Kære Ven, Børn er Børn, hvad de ikke hører her, det hører de i Borgestuen.

Det var særdeles sandt. Børnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der var saa koghedt, saa de blev glorøde i Hovederne, mens de sad i Krogene og hørte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele Landsbyen, fordi aldrig nogen tænkte paa, hvormeget Øl der blev fyldt i Krusene".

Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede.

Det var som paa en Kro.

Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede.

Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem Borgestuen.

205

Moderen lukkede undertiden Døren op:

- Naa, Børn, hvad Nyt?

Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte kun Lars Forkarl Ordet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus.

Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde:

- Men saa lad dem gaa.

Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet:

- Men de vil jo ikke, sagde hun.

Og de blev.

Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i Haandklæder, saa hun lignede en Haardtsaaret, og gik ud og ind ad Døren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig Kaffestrøm og hun foretog sig intetsomhelst.

- Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen.

Kostene var forladte.

Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede:

- Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun.

- Det var jo godt, svarede Moderen.

- Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne.

- Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.

Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og apatisk Person, der brugte bestandig at være fornærmet som Paaskud til intet at udrette.

Moderen saá sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun ikke vilde tage til Sønderborg med Vognen.

- Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa længe.

Hun slog Hænderne sammen i sit Skød.

206

- Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere.

Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme Amme lød Navnet Rose, og det viste sig, hun var berygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset allerede Barnepige.

Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og væk.

- Kære Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende afsted.

- Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen Skade.

Rose sad videre.

Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen:

- Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok selv se.

Faderen var meget for træt til at tage sig af det.

Undtagen én Gang.

Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk Døren.

Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste sig, kridhvid, i sin Dør:

- Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.

Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede. Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden nogensomhelst Ceremoni.

- Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til hende:

- Hanne, vil De være saa god at lukke Døren.

Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev bortsendt.

En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag - for der var ingen af dem, der kunde mindes, 207 at Faderen havde revset nogen af Børnene - noget, der gik dem over i Blodet.

- Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen.

Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede uden dem, der tjente.

Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen klagede:

- Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa de gamle.

- Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud.

De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs.

Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge.

Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som en Klage.

- Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.

Langt og bedrøvet saá hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede den lune Vind og Solen.

Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Søjler. Paa hendes Fødselsdag i Juni var de Søjler altid omvundne med Kranse.

- Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun.

- Vist saa, sagde Tine.

Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte Enge:

- Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse Liv.

- - -

Moder, du som bøjede dit Hoved,
da Sorgen kom,
og lukkede dit Øje
da Skumringen brød ind
208 for dig og for os alle -
Moder, du,
der slynges endnu Roser,
Blomster, Roser
om de hvide Søjler -
Roser, Blomster,
Moder -
for de andre.

Men du kunde ikke
leve i Vinter;
ikke naar Jorden
og ikke naar Hjertet var dødt.
Du gik.

Og dog og dog
blomstrer der glødende Roser -
Roser, Roser
blomstrer dog for de andre.

- - -

Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen.

Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort.

Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig firkantet, ligesom med en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer.

Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om Søndagen. Saa var der saa stille og lunt fredeligt, og Væggene var Vægge som alle andre og Døren var bare en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolængen.

Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke.

Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spøgelser.

209

Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.

Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet, Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne under sine Hænder som Degnens Tine.

Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab. Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende.

Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken:

- Godaften Degn, sagde hun:

- De har det lunt.

- Goddag, Goddag, svarede Degnen.

Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser.

- Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper.

Moderen lukkede Døren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede hørt hende og faaet Stuedøren op:

- Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme.

Der var altid Varme i Skolen.

- Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og længtes der efter Godtfolk.

- Det er Børnene, sagde Tine. Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.

210

Men inde i Stuerne duftede der af Røgelse og gamle Rosenblade og Renlighed.

Degnemadammen kom frem i Køkkendøren:

- Nej, at De kom, sagde hun og nejede.

- Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen.

Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de kunde skinne - Pander og Gryder og Potter op langs Væggene.

Kaffekanden havde Mave og var altid paa.

- Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen.

- Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange - Gud ske Lov ... man er da kendt.

Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Døren og "stod" indenfor.

- Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet.

- Og Degnens véd Nyt - men de sladrer ikke.

Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals, og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke.

- Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved Degnens Møbler, at de er saa venlige.

Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen.

- Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden.

- Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen.

- Op igen, op igen, raabte Tine.

- Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos Degnens.

- Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet paa sit Hoved.

211

Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos Skolelærerens - undtagen Sengene. De var de højeste i Byen.

- At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem.

Sengene var Bjerge, Dyne over Dyne, med røde Vaar og hjemmevævede Lagener.

- Jeg vilde kvæles, sagde Moderen.

Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid frem. Dem havde hun begyndt at væve, da hun var Pige, og Tines Daabsvugge havde været bredt med dem.

- Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne, med ens egne Hænders Arbejde.

Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften.

- Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid saadan et Træk med Skulderen - et lille hastigt og spædt - naar hun glædede sig til Mad.

- Aa, det er dejligt, sagde hun.

De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder.

Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig og tog ikke Øjnene fra Vaflerne.

- Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng.

- Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine. Men Moderen rystede paa Hovedet.

- Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke.

Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar:

- Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun.

212

- Naa, Tine, sagde Degnemadammen. Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer:

- Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i Leddene.

Degnekonen tog dem og klappede dem:

- De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun.

Men pludselig var Moderen blevet alvorlig:

- Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanne Hænder kan man heller ikke værge sig.

Hun slog over i Stemningen igen.

- Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene. Den var saa kraftig og ikke stor alligevel.

Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner:

- Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine.

Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig hyldet.

Naar Grevinden kom til Sønderborg, blev alle Øens Embedsmænd kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmændene kom og Fruerne sendte Afbud.

Moderen var der saa godt som alene.

- Jeg vil se hende, sagde hun:

- Kære Venner, hun er dog virkelig mærkværdig.

Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden kendte deres Familjeskab med den Sjællands Bisp, hvem hun vel huskede fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i Fangenskab paa Frederiksborg, før de tvang ham til at vie sig.

213

- Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden:

- Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det saa, hun viser? ... saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for sit Spejl...

Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme.

Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner.

Som Markens Blomst henvisner fage
alt, hvad af jordisk Rod oprandt,
og talte snart er Støvets Dage,
selv hvor med Aand det Gud forbandt;
kun hvad der kom fra oven ned,
kan blomstre i al Evighed - -

sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter.

Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en oprigtig Sjæl.

Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestæt Frihedskongen pludselig rasende.

- Smid hende i Søen, raabte han:

- Smid den Kælling i Vandet, skreg han. Folkene tøvede.

- Saa for Satan - smid den Mær i Søen, kommanderede Majestæten.

Og Majestætens Frue "maatte i Søen" og vade til Bredden.

Moderen lo som besat.

Derovre blev de ved at synge. Det lød saa bedrøveligt:

Men vel Enhver, som Haabet grunder,
paa, hvad kun Engles Øjne saá,
hver Sjæl, som til det Høje stunder
og Verdens Glimmer tør forsmaa!
Til dem kom det fra oven ned,
som blomstrer i al Evighed.

214

- Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken - hun tænkte paa Gravsalmerne -:

- De maa jo synge dem - for Kordrengenes Skyld.

Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestæt

Hun blev ved at fortælle.

Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspræsidenten og den var fløjet lukt forbi Øret af Justitsministeren. Men værst er det med Grevinden.

- Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Døren under Statsraadsmøderne.

- Og bag efter gi'er hun Berling Rapport.

Det blev stadig til Krøniker om Grevinden.

Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han naaede til "Fædrelandet".

- Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden.

Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise Rasmussens Dygtighed:

- Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn - - Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med Bassen forrest:

Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang;
hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang?
en højbaaren Jomfru, en ædel Kongebrud,
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud -
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

- Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hørte det derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de andre:

Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord
til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor;
er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst,
hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst.

215

- Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.

- Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen:

- Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i hele Boden.

Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt
de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt,
hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud;
for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de høre i Smedjen, at "Fruen lod Skolen synge".

Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under Degnens Vinduer og lyttede.

- Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i Storstuen.

- Ja, sagde Tine, saa spiller Qrengen Komedie.

Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase. Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen læste, blev siddende i hans Øre. Han slog ud, cg han sprang om.

- Se Drengen, raabte Tine, se Drengen.

Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende. Degnens ældgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen fløj omkring den, besvor den og tiltordnede den sine Vers.

- Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa sin Stol.

Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og sloges:

- Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv.

- Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.

216

Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser - var i det hele hendes Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke.

Men det var Jagten, der morede hende.

- Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun.

Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde:

- Lad det springe videre.

... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet Mutter sad ligeover for ham, mens det begyndte at skumre.

- Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang.

- Syng den om Kærligheden, sagde Tine.

- Tine er forlibt, lo Moderen.

"Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte. Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang:

Skønt er Solens Lys,
og fagert kan Maanens være,
naar det en stille Nat
gyder sig langt
over en rindende Flod.
Skønt er Solens Lys.

Skønnest er dog
det Elskovens Skær,
der gaar over den Eiskendes Ansigt
naar han, uden at vente det, hastigt,
den Elskede ser.

Men som Sol gaar ned
og lader al Jorden i Mørke
Saa slukkes og Elskovens Lys
- og det er Nat.

217

Ak, men Gud Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
det sluktes for alle Tid.

Der er ikke Tanker om,
at Mennesker sviger;
der er ikke Tanker om,
at Mennesker, de blev forladt.
Det er kun Elskovens Lys,
der pludselig sluktes -
og det er Nat.

Skønt er Solens Lys
og Sol rinder alle Dage:
alle kan Solen se.
Men den, der aldrig saá
Elskovens Lys tændes og slukkes brat,
han kender ikke til Dag
og han véd ikke af Nat.

Sangen døde hen.

- Hvor den Vise er køn, sagde Tine.

- Den er vist sand, sagde Moderen. Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket:

- Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer.

- Og gaar, sagde Moderen.

- Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.

Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:

- Ja, lille Frue - se, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Døren, fordi de, naar den ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter... til den kommer igen...

Moderen svarede ikke.

Men lidt efter sang hun igen - og da var hendes Ansigt vendt opad og blegt i Mørket; der kunde over 218 det Ansigt komme noget, saa hun lignede den Korsfæstede -:

Ak, men Guds Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
sluktes for alle Tid.

- Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi gaa ind paa Kirkegaarden.

Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med Tine og med Børnene i sine Hæle.

De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven.

- Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren.

- Godnat.

Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens smaa Stjerner.

- Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.

- De er dækket til, svarede Tine.

De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.

Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket.

- Her hviler man trygt, sagde Moderen.

Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor.

De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.

Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen.

Lys var der kun af Stjernerne over dem.

Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens Søn.

- Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.

- Det siger man.

- Og Gud véd, hvad de saá ved ham?

- Saá og saá?

219

Det var Moderen, der talte:

- Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.

- Ja, maaske.

- Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, før hun sagde og saá hen for sig: Og ikke andet.

De blev ved at gaa: Kommer I Børn, sagde Moderen.

Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes Stjerner, som hun gav de mange Navne:

- Tine, der er i Livet kun to Ting - Kærligheden og Døden.

De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.

- Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.

De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.

Det var en af Moderens tunge Dage.

Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke. Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem det meget Mørke, og hun sang:

Der kommer de Aar,
da vi bitterlig véd,
hvad Livet er værd.
Der kommer de Aar,
da vi miste maa,
hver Ting vi har kær.

Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den.

Der kommer de Aar,
da Tankernes Hær
er et Ligtog kun.
Der kommer de Aar,
hvor og Længslerne træt
gaar til Blund.

220

Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mørke stod som en sort Støtte.

Der kommer de Aar,
da Minderne selv bli'r en Spot.
Der kommer de Aar,
hvor vi lever ej mer -
døde vi blot - -

Faderen lukkede Døren. Moderen for sammen ved Lyden:

- Hvem er det, spurgte hun.

- Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen:

- Mo'er syng den, vi ikke forstaar.

Men Moderen lukkede Klaveret.

Længe blev det ikke aabnet mer.

- - -

Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste.

Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger.

Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol", ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun skiftede kun Bog efter Bog.

Faderen kom ind:

- Skal Du ikke ud, sagde han.

- Jeg læser.

- Vil Du ikke op i Skolen?

- Du ser jo, jeg læser.

Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene.

Der gik en Time. Der gik Timer. Børnene listede om.

Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa 221 sine Knæ og med tæt sammenfoldede Hænder stirrede hun udfor sig - tavs, før hun læste igen.

Hun tog Bøger fra Faderens Reoler. Hun læste om Naturvidenskab og Dogmatik. Hun læste og læste.

Faderen gik gennem Stuen:

- Skal Du dog ikke ud?

- Imorgen.

- Du siger det hver Dag.

- Ja, men jeg læser.

Hun læste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlænger sin Rus og ikke vil vaagne. Tine kom i Mørkningen.

- Hvad har De bestilt? spurgte hun.

- Jeg har læst.

- Hvad?

- Jeg véd ikke.

Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede hendes Tørst:

- Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad, de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at tænke ... om andet skriver de ikke.

- Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine. Moderen lo.

- Det er netop det, som de ikke gør.

- Jo, dog.

- Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet til at se Sandheden i Øjnene.

- Hvad for en Sandhed?

- Sandheden.

Hun tav et Øjeblik. Den ældste Dreng laa ved hendes Fødder og saa' op i hendes dejlige Ansigt:

- Jeg kender den, sagde hun, men de - de Digtere - (og hun udtalte Ordet med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den ...

- Jeg søger om En, der har turdet sige den.

222

- De skriver Krøniker, som vi kan lave selv, de sætter Vers sammen, som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lært at forgylde Ryggene paa deres Løgne ...

- Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem maaske ogsaa - de smiler altid saa forbindtligt, naar man køber en Bog, som om de vilde sige: At du ikke er klogere .... men vær saa god - køb kun en ny Løgn ...

Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte hun helt roligt:

- Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt Sandheden ...

- Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus" var helt fortvivlet Moderen sad lidt:

- Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den. Men han kunde ikke stave og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.

Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:

- Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke ...

- Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han hørte op med at elske - - - naar det var forbi ...

- Naar det var forbi?

- Ja - Begæret...

- For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene er Herren og Mesteren,

- Driften brøler mod den tomme Himmel - den alene.

- Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale mere om det... hvorfor skulde jeg sige Sandheden?

- Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.

223

Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild ... Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe.

Længe klang det sagte Forspil, før hun sang:

Lad de Døde hvile,
lad de Døde hvile -
Minder, Minder,
væk det ikke,
lad mit døde Hjærte hvile.
Kun i Døden er der Fred og Lise:
lad det hvile,
lad mit døde Hjærte hvile.

Der var Foraarsmorg'ner,
mens Syrener dufted'
hvor, i Solen, du
slog Døren op mod Dagen,
mens, af Jubel straalende,
du hvisked:
"End en Dag -
endnu en Dag at leve".

Der var stille, fredopfyldte Aftner,
hvor vi, under Forstadstræets tynde Krone
taust gled hen i samme ømme Glæde.
Fælles om at drømme, fælles om at græde - -

Lad det hvile, lad det hvile,
væk det ej, mit døde Hjærte.
Kun i Døden er der Fred og Lise.
Minder, Minder.
væk det ikke,
væk det ej, mit døde Hjærte.

- - -

Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet. Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne, hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.

Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned paa Knæ og gravede med sine rappe Hænder, som blev røde.

224

- Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spæde Grønne.

Ja, hvor det er kønt, sagde Moderen, som stod i Vinduet.

- Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu.

Hele Huset blev fuldt af Gække. Selv Pigerne havde et Glas fuldt staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede ligesom i Fængsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Døren) og en Dag løb Moderen ud og satte en Buket i Røgterens gamle Hat.

Han kom listende om Længen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde forstyrre Kreturets Fordøjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang hun op.

- Jens Røgter skal ha'e Gække i Hatten, sagde hun, og hun løb ud.

Over Gaarden, hen til Længen.

Jens Røgter blev helt forfærdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stak Gækkene ned bag Baandet.

Røgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at grine, hikkende og længe, ud i Luften.

Men Moderen, der løb ind igen, sagde til Tine:

- Uh, hvor var hans Hat fæl at røre ved.

Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skød frem i Lunden bag Fruens Lysthus.

Da var det Moderens Lyst at vade i Engene.

Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende Øer.

Med opløftede Skørter stod Moderen midt paa Flagerne.

- Tine, Tine, den brister ...

Tine stod midt i Sølet, opskørtet til Knæerne, beredt paa det værste.

Moderen fløj fra Flage til Flage.

Bums - der laa den ældste Dreng, pladaus i den vaade Eng.

- Saa, der ligger Drengen.

225

Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens tætklippede Hoved stak op af Vandet:

- Herre Jesus, han ligner en Sælhund. Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede.

- Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget.

Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det.

Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en Fugl, der sætter i at flyve.

Karlene og Røgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabte Piben af Munden.

Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som dem, der springer gennem Ballon.

Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne.

- Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud i Bukselommerne.

Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik.

Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning.

Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler hinsides Vejen.

- Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.

- Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine. Moderen saá længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod Himlen. Saa sagde hun sagtere:

- Mon Pinjer ser meget anderledes ud? De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen.

- Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet endnu.

- Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens.

Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne.

- Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine 226 satte sig, med Hovedet mod Klaverstolen, ved hendes Fødder.

Moderens Fingre løb hen over Tangenterne:

- Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad mere end en Time ad Gangen. Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang:

Hvert et Barn, der fødtes,
det fødtes kun til Nød.
Og spirer der et Blad,
det spired kun til Død.

Hver Elskovsrus, der fanged os,
bar Smerten i sit Skød.
Hvert Elskovsord, der naar os,
har mistet alt sin Lød.

Hvert Lykkespind, vi spandt,
det brast, imens vi spandt.
Da det første Kys han gav,
hans Tanker en anden gjaldt.

- Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine. Moderen sad lidt, saa sagde hun:

- Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine?

- At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.

Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne:

- Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.

- Ja, det er sært.

Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:

- Nej, sagde hun, for der er kun én. Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge.

- Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.

- Nu tænder vi, svarede Moderen. Og Tine tændte Lamperne.

- Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene timevis.

227

- I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.

Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn.

Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem og tilbage, frem og tilbage.

- - -

Foraaret kom.

Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over Markerne med deres spæde Grønne, op paa Bakker, op paa Højder, hvor hun saá vidt.

Der elskede hun at staa.

Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et blegnende Rødt. Hun stod, med den løftede Haand over Øjet, rank mod Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom.

Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa Stikkelsbærbuskenes lange Rækker.

Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og blank - Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Børnene.

- Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.

Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens Rugen stod, strunk og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grønnes stærke Duft.

Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mæt og tungere; og den første Damp steg op af den levende Jord, mod et Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mørkere.

Moderen havde Vandresyge.

Hun gik og gik.

Pludselig kunde hun stanse:

- Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner.

I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede 228 de den skumrende Nat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet med Muldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag.

Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.

Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.

- Lad os gaa længere, sagde Moderen.

Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden - Paradis kaldtes den - op paa Højen.

Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.

Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en dirrende Dis op mod den mørknende Himmel.

Huse og Gaarde saá de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.

Moderen saá op mod den hvælvede Himmel og hun sagde:

- Stjernerne, Tine, vil ikke se det. De gik tilbage gennem Lunden:

- Hvor Luften er tung, sagde Moderen.

- Det er Hylden, sagde Tine.

- Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.

De aabnede Laagen og de traadte ind.

Alle Buske bugnede af Løv, mens Buksbommen i Hækkene lyste. Blomsternes Duft laa som mere tæt bag de hvide Mure. Rundt om stod Korsene tavse.

Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mættede Luft læste hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:

"Mig ske efter dit Ord."

Og hun gik videre:

229

"Kærlighed er Lovens Fylde."

Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun ikke deres Duft:

- Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine.

- Ja, sagde Moderen.

Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa den friske Høj:

- Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som rnaatte græde.

- Er det en Tak? spurgte Tine. Moderen svarede ikke.

Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav.

En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen.

- Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:

- Aa, Tine - lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le.

Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.

- Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.

Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.

Det var halvlyst og alle Døre stod aabne.

- Maren, Maren, raabte hun gennem Huset. Men ingen svarede.

Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.

Moderen aabnede Bryggersets Dør.

- Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.

Hun saá kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.

Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind.

Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.

230

Hun satte sig i sin Stol, og, med Hænderne foldede, stirrede hun ud i det tomme Rum. Faderen aabnede sin Dør:

- Er her ingen, sagde han.

I Halvmørket svarede hun sagte:

- Jo, jeg.

Og Faderen sagde:

- Jeg saá Dig ikke.

Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:

- Jeg kaldte før, men her er ingen.

- Nej, sagde Moderen.

- Ja, hvor er de - hvad tager de sig til alle sammen?

Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:

- Det er Foraar, Fritz. Faderen gik lidt:

- Du maa holde dem hjemme, sagde han:

- Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.

Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun ud i Luften, og ikke til ham:

- Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.

Faderen stansede i en Krog, og han satte sig. Længe sad han tavs. Saa sagde han:

- Hvor langt Du er kommet bort - Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:

- Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem.

- Ja, Fritz; og hun talte hæftigere:

- Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den eneste, at Livet vil fortsættes. Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:

- Det tror jeg.

- Fortsættes frem mod hvilket Maal?

231

- Maalet? Maalet er, at der skal avles.

- Og hvorfor?

Moderen saá ud i den tomme Luft:

- Jeg véd det ikke, sagde hun:

- Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet. Hun tav lidt. Saa sagde hun:

- Hvorfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige? Er vi mon ikke det ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig bliver stedt?

- Lad os skjule vore Taarer.

- Vi lider og - bereder Lidelser.

- Mere véd vi ikke ... Faderen rejste sig, i Oprør:

- Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?

Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:

- Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den med noget... ligegyldigt.

- Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?

- Ja - fuldstændig. Faderen gav intet Svar.

Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket

- Eller - hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal - gør for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?

Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og, i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder.

Fra Forhøjningen sagde hun igen:

- Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet - dér, hvor Naturen har villet det.

Moderen tav, og i Stuen var der tyst.

232

Sagte løftedes ude Dørenes Klinker. Husets Folk kom hjem.

- Nu kommer de igen, sagde Moderen.

Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.

Saa hørtes der fra Alléen Sang, den lød saa skært og foraarsmættet imod dem.

- Aa, det er Tine, sagde Moderen.

Og hun slog Vinduet op.

Blussende kom Degnens Datter løbende:

- Aa, jeg maatte herned, det er de første Jordbær. Mo'er har plukket dem i Aften; og hun rakte de røde Bær op imod Karmen:

- Dejlige Kone, sagde hun.

Og Moderen bøjede Ansigtet ned mod Bærrenes Duft.

- - -

Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.

Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler.

Jo, de kommer nok, sagde hun.

- Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen Jordbær.

Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag.

- Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.

Og de satte sig ind paa den hvide Bænk og de stirrede ud over Dammen, og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar, og for mange Fødselsdage siden.

- Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen. Moderen lo med ét, saa det rystede i hende:

- Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig har jeg kendt nogen saa rødøret, som De var, da De var lille.

233

- Og tumlet, sagde Moderen. Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn. Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i Dammen.

- Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret.

Synet havde været græsseligt.

- Man saá jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagde Moderen.

- Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.

- Dagen før Fødselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte og Tine æltede.

Alle Køkkenvinduer var smækkede op, og Maren Bryggerspige, som var i Uldskørt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom skiftevis og stillede sig op ved Dørstolpen for at se til.

- Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørte Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en Forstoppelse.

Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet.

- Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de er ude.

Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa Ovnen var glødende.

Faderen lukkede Døren op:

- Stella, dine Hænder.

- Fritz, jeg rører mig jo ikke. Og Faderen lukkede Døren igen. Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde smage Dejgen.

De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene.

- Og saa herut, sagde Tine:

- Nu laaser vi Døren.

Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden, Sløvene gaa og Tine kommandere.

234

Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye. Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle.

- Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest. Faderen aabnede sit Vindue:

- Stella, dit Bryst, sagde han.

- Fritz, vi løber blot. Hele Skaren jog videre.

For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse.

- Der er en Lirekasse, raabte Moderen:

- Kære Mand, kom dog ind.

Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og Moderen raabte:

- Tine, Tine, der er en Lirekasse. Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk og sagde:

- Maa jeg.

Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede.

I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren.

Jens Røgter stak sit Hoved ud fra Stalden.

- Nu spiller hun selv, sagde han. General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre.

- Hej hop, sagde hun, det er en Polka.

- Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse.

Pigerne løb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges Skørt naaede hende til midt paa Anklerne.

- Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene.

Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne.

235

- Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde.

Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt

Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede.

- Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang. Men den halte Liremand stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt.

Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede - meget var der ikke under - og nu bukkede han skævt foran Lirekassen.

- Tine, drej, raabte Moderen.

Tine løb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Børnene skreg:

- Mo'er danser, Mo'er danser. Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hun Postelin, mens han sprang paa Sokkerne.

- Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen: Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde:

- Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud.

Hun maatte have Hestene ud.

- Tine, Dagen før min Fødselsdag siger han ingen Ting.

Hun raabte paa Røgteren:

- Jens, Jens. Jens kom hinkende.

- Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud.

Rundt om dansede Pigerne, og Børnene skreg, som blev de for hvert Minut vildere af deres egne Hyl.

- Dér har vi dem, sagde Moderen. De to brune satte ud af Stalddøren. Bagefter kom "Beauty".

- Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit Lommetørklæde.

Hestene foer, og Pigerne dansede.

236

- Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen. Det var en eneste Støj.

- Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet

- Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv.

Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.

- Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg véd ikke, hvordan det er gaaet til.

Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig:

- Nu skal Manden have Kaffe.

- Gud, Tine, de Liremænd kan de tusinde Historier. Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hørte paa hans Snak i timevis.

- Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig stadig tættere hen til ham paa Bænken.

Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling.

Da han gik, fik han en Daler.

- Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan lyve. Det er ligesom det Stykke i Læsebogen, hvor Negerdronningen lader sig trampe paa Maven for Fordøjelsen.

- Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg lyver.

- Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi.

De gik ned gennem Haven.

Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank.

De første Roser duftede i Hækken.

- Hør, hvor her er stille, sagde Moderen.

- Ja, saa stille.

Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven.

- Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø. Og lænet til den hvide Søjle, hvor Roserne faldt ned 237 om hendes Haar, saá hun ud over Dammen og Engen og Skoven.

- Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og træt faldt hendes dejlige Haand ned mod hendes Side.

- - -

Om Morgenen ankom Tine Klokken fem.

Det første hun gjorde, var at lukke Moderen inde.

Hun drejede Nøglen dobbelt om i begge Døre - ogsaa i Døren til Skabeværelset.

Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fødselsdagen, listet sig ud, gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i Lysthuset: Gud, dér er Fruen, havde Tine sagt:

- Og De er i Natkjole.

Men Moderen havde set alle Presenterne, før Bordet var dækket færdigt.

Børnene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks.

De vilde op.

Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng.

Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasede Dør.

- Nu vil jeg ud, raabte hun.

Og hun dundrede endnu stærkere.

Men Tine var ikke færdig med Bordet.

Det var dækket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fødselsdags-Kringlen.

Det blev pustet ud af et Kræmmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker.

Tine stod og pustede Kunstværket inde i Køkkenet, medens alle Børnene var stimlede sammen rundt omkring for at se til.

Alle deres Munde stod aabne:

- Saa, sagde Tine, nu puster jeg.

238

Og hun pustede, højrød i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Børnene stirrede.

- Saa, sagde Tine: Nu Svinget.

Og hun pustede igen.

Moderen blev ved at hamre oppe paa Døren:

- Tine, Tine.

- Ja, ja, raabte Tine, der løb med Kringlen, De maa saagu' blive der.

Pigerne løb ned i Lysthuset med rødmalede Urtepotter i Hænderne.

De skænkede hver Fødselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret ved den megen natlige Varme.

Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Børnene og Tine tog Pragten i Øjesyn.

Faderen kom vandrende langs Hækken.

Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik.

- Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine.

Børnene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen.

- Mo'er, Mo'er - nu - Og Tine aabnede Døren.

Hvidklædte løb Børnene foran Moderen, mellem de grønne Hække, ned mod det hvide Lysthus.

- Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde.

- Mo'er, Mo'er, lød det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver af Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder.

- Mo'er, Mo'er, det er fra mig.

- Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig.

Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt.

Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord.

- Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen. Og hun smilte.

Saa rev hun Haanden til sig - det var Tyras, der slikkede hendes Fingre og lagde sig ved hendes Fod.

- Aa, er det Dig, sagde hun.

239

Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Børnene om sig og Tyras ved sin Fod.

Pigerne kom, og Karlene, der havde Støvler paa.

De ligesom luskede saa sært rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede baade i Nakker og Knæer - de saa' ud som skulde de til Offers.

Moderen trykkede deres Haand, én efter én.

Pigerne skævede hver til sin Present, og de gik videre igen.

Bagest travede Jens Røgter. Hans Bukser hængte bagtil saa sørgmodigt, som var han til Kondolence.

Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Hænder i Dammen.

Tine var oppe for at hente Chokoladen.

- Kære Børn, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det overstaaet - -

Børnene var løbet bort og hun var ene.

Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes Bord.

Langsomt foldede hun Brevet ud og læste:

- Lykke er det saa underligt at ønske Dig. Men jeg ønsker Dig det bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz.

Moderen bøjede atter sit Hoved.

Hun vidste ikke selv, at hendes Hænder lidt efter lidt udviskede Blomster-Navnet paa hendes Dug.

Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende:

- Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de mange Gaver - begge tavse.

Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden.

- - -

Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde været hjemme at hente Degnemadammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i et hvidt Hovedklæde.

240

Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om ved Sognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevægelse med de to Døttre.

Madam Jespersen bar over sin Højtids-Paryk en diademlignende Hat, hvori der tronede to uægte Strudsfjer.

Frøken Stine var iført en sort Damaskes Kjole, der gav én det Indtryk, at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var iøvrigt særegent for Frøken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra dem ved Haandleddene og forneden.

Fruens Fødselsdag var - ud over de lovbefalede Ferie og Festtider - den eneste Dag, hvor Frøken Stine tog sig fri.

Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter i Stilhed heldte paa to Smaaflasker og bortskænkede i Borgestuen.

Frøken Helene var i lyst og væver som en ung Ged. Hendes Present, der var indsvøbt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis Indfatning ventede paa Sadelmageren.

Frøken Helenes Presenter blev regelmæssigt, det paafølgende Efteraar, skænkede Sønderborgs Bazarer til Bortlodning.

Sognefogedens Kone var første Gang ude efter Sønnens Død. Hun var højtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke Smør.

Af Mandfolk var der ikke et eneste.

- Fritz, sagde Moderen, paa min Fødselsdag ialfald vil jeg være fri.

- Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen.

Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen, uden at spørge, i et Nu, havde undersøgt Gaverne.

Frøken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind, saa det gjorde næsten ondt.

Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var 241 en Lykønskning og halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens Lomme.

- Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde, was ist wohl's Leben.

Frøken Helene var lutter ungdommelig Urolighed.

Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv.

Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at Madam Esbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til.

Madam Esbensen var Jordemoderen.

- Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen:

- Det var paa det nærmeste. Emnet interesserede alle.

- Vor Herre bevare hende, sagde Moderen, det er den niende.

Alle talte, undtagen Sognefogedens Kone, der i sit sorte Shavl sad ret op og ned, og uden at mæle et Ord, tømte tre Kopper Chokolade.

Degnens Kone sagde pludselig, højere end de andre:

- Men underlig er'et, Madam Jespersen, at hvert Sogn li'som har sin Maaned. Her er det i Maj.

Moderen, der gottede sig som en Killing, der kommer til Varmen, lo og sagde:

- Men, kæreste Madam Bølling, hvor véd De dog det?

- Det kan man da læse i Kirkebøgerne, sagde Degnens Kone. Og hun tilføjede:

- Men Dødsfaldene falder rigeligst i November.

Frøken Stine sagde, at i hendes Skole havde de de fleste Fødselsdage i December.

Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frøken Helene havde ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med Tyras.

242

Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen.

Saa sagde Moderen:

- Nu leger vi.

Og hun sprang op fra sin Bænk og vilde fange Helene.

- Sidst, sidst, raabte hun. Tine fløj efter:

- Sidst.

Børnene kom frem bag Hækkene og løb med:

- Sidst.

Moderen var forrest:

- Sidst.

De fløj om Dammen.

Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den op og placeret paa Grønsværet ved Dammen.

- Stine maa med, raabte Moderen.

Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine.

Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ.

Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens bovlamme Krikke.

Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring hende lagde de sig alle.

- Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen.

Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i Solens Skin.

De tre Gamle sad i Lysthuset.

Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne.

Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.

- Skænk for, Stine, sagde Moderen. Jomfru Stine blev altid saa sørgmodig, naar hun havde drukket et Par Glas.

- Og ogsaa for Børnene, sagde Moderen. Børnene fik Kirsebærvin, saa de blev helt øre.

243

Men Jomfru Stine sad og støttede Hagen paa sine Hænder, og mens Moderen lo, og Børnene foer rundt - den ældste Dreng drak Slatterne af Glassene - deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel tysk Almanak.

- Sig mer, sig mer, sagde Moderen.

Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerøst - det lød, som hun messede.

Sognefogedens Kone havde rejst sig.

Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Hækken.

De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine:

- Tag det bort.

Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde ved Lysthusets inderste Væg.

- Ogsaa alt det, sagde hun.

Hun mente Gaverne, og hendes Stemme lød, som kun det at se dem gjorde hendes Øjne ondt.

Tine gik omkring og tog alting bort.

Børnenes Stemmer hørtes inde i Gaarden ...

Da Tine kom tilbage, sad Moderen og læste i en gammel Bog.

Tine satte sig stille hos hende.

- Hvad læser De? spurgte hun.

- Et Digt, sagde Moderen.

- Hvad for et?

Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun læste for sig selv, gentog hun atter Digtet:

En sælsom Drøm har jeg haft:
I Ørknen var jeg.
Det var kun Sand og Sand,
og intet uden Sand.
Men da, et frygteligt Syn
mit skræmte Øje saa':
Ørkenens Rovdyr kom
i et endeløst Tog.
Forrest Løverne gik
med hvide Tænder;
244 Tigre og Pantre der kom
med de plettede Skind.
Men bagest Hyænerne skred,
hvis syge Attraa er Aadsler.

Menneskets Drifter det var,
der afsøgte Ørkenen.
Men Drømmen skifted.
Og ene jeg stod
paa en mægtig Mark.
Men denne Mark var Jorden.
Og over den ganske Jord
et eneste Mørke laa -
mens frem i Mørket
løfted sig et Kors., saa stort,
som vilde dets vældige Arm
favne baade Himmel og Jord.
Stille der var.
Kun nu og da
fra Korset en Draabe der faldt,
og atter stille der blev,
til den næste Draabe den randt,
og der igen blev tyst,
til den næste Bloddraabe faldt.
Dit Blod det var,
Korsfæstede Menneskehed.

Moderen lukkede Bogen.

Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum, ud i Sommeraftenens Skønhed.

- Tine, sagde hun pludselig,

og det gav et Ryk i Tine, for Moderen havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp.

Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord, Tine ikke forstod:

"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.

Og hun tav igen.

Efter en Stund sagde hun:

- Tine, véd De, hvad der er sandt - hvis man kunde se ind i min Sjæl, ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem alt Bohavet derinde, ikke finde et Ønske, ikke noget eneste Haab, ikke blot Skyggen af en Drøm -

245

- Saa var det bedre at dø.

- At dø, Tine, er heller ikke det sværeste - - - det er meget sværere hver Dag at forsøge paa at leve ...

Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte:

I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte -
ligger mit Hjerte Lig.

Og ingen græder
over det døde Hjerte:
thi det blev kun
elsket af Een.

Men den, der selv døde
paa sit Hjertes Dødsdag,
kan ej græde
ved sit Hjertes Lig.

I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte -
ligger mit Hjerte Lig.

- - -

Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Børnene fik aldrig Lov til, før de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen.

Tanterne var komne.

De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fra Badestedet.

De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker.

De ejede en uendelig Omhu for Føret og de medførte bestandig Paraplyer af Hensyn til Mulighed for Regn.

246

- Kære Du, sagde de til Moderen, en vaad Strømpe paa saa meget som en halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger.

Moderen, der under Efterkur-Besøget var hvid af Angst, sagde Ja til alt og gik i Barège-Kjoler. Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang, paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i Tanteregimentet af Galoscher.

Tine saá hun om Morgenen.

Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.

De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de var præcise som et Domkirkeur.

- Nu maa De op, sagde Tine.

- Ja, kære De - - hvad er Klokken? Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole.

- Men nu maa De op.

- Ja - -

Endelig kom hun af Sengen.

Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklæde og saá ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Kærnen begyndte at gaa.

De to Tanter sad, meget stive i Ryggene, ved hver sin Side af Bordet i Havestuen og ventede paa deres Te. De gjorde, naar de skulde tiltræde deres Morgen-Kur-Tur, et udpræget Indtryk af Rejsefærdighed. Kjoler og Skørter var opbundne ved Hjælp af et System af Hægter, og paa Hovedet bar de Hatte, der var af Omfang som Bunden af de Kurve, hvori man pr. Post ekspederer Ligkranse.

Disse Monstrer var garnerede med Kniplinger, der gik dem ned over Øjnene.

- Gud, Du, sagde de i Anledning af Kniplingerne: det første, man maa beskytte, er da Øjnene.

247

Moderen sagde:

- De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem.

De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frøerne, som de afskyede.

- Der myldrer af dem, og de springer op ... det er næsten værre end ifjor.

Desuden var Vejen gennem Køkkenhaven seks Gange frem og seks Gange tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke.

- Lægen i Genève har Ret, sagde Tante Bothilde, man skal det ikke. Man skal gaa og la' sine Nerver ha'e Ro.

Ved hveranden Omdrejning nød de en lille Chokoladekage.

- Der er det ved den Schweizer-Chokolade, sagde de, at den styrker uden at berøve En Appetitten. Den hjemlige Chokolade, kære, det er jo, som at faa Klumper i sin Mund.

- Men det forstaar sig, ogsaa i Schweiz maa man jo nøje kende Mærkerne.

Naar Tanterne kom tilbage, hvilte de.

Det vil sige, at de sov to Timer, indsvøbte i Uldtæpper.

- Lille Du, sagde Tante Bothilde, der er kun Uld. Franskmændene, der er Folk, som vil bevare sig rørige, har altid Uldmadratser.

- Oven paa deres Springmadrats, sluttede hun efter et Sekunds Forløb.

- Kære Du, sagde Tante Anna: Franskmænd er jo Franskmænd.

Moderens Angst voksede kun op ad Dagen. Det var Maaltiderne, som var hendes Skrækkens Timer. Det kunde jo ikke siges, at Børnene sad korrekt tilbords.

Og Bordsidden var Tanternes Specialitet.

- Det maa dog indrømmes mig, sagde Tante Bothilde, at det er af Vigtighed. Og læres det ikke fra Barndommen, læres det jo aldrig ...

248

- Jeg forsikrer Dig, naar denne Stockfeldt aldrig blev Statsminister - Tanterne benævnede Konseilspræsidenten med Navnet Statsminister - var det, fordi han spiste med Kniv.

En Time før Middag begyndte Børnenes Storvask.

Moderen stod hos, mens Barnepigen foer over Børnenes Kroppe med Svampene, som om hun høvlede ru Planker.

- Anna Margrethe, sagde Moderen, pas dog paa Neglene.

Anna Margrethe børstede Neglene, som vilde hun børste Fingerspidserne af Børnene.

- De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud véd, hvad I maa rode i ...

- Og Ørene, sagde Moderen.

- La'e mig.

Hun tog selv fat med Ørene.

- Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de røde.

Røde blev de.

Man naaede til Paaklædningen, og Pletter var der paa alt Tøjet.

Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne.

- Saa, i Guds Navn, nu maa det være, sagde Moderen.

Faderen førte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribet Silke - deres table d'hôte Kjoler fra Badet - og de bar mange Ringe, der ligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte to Pulveræsker, som de anbragte hver ved sin Kuvert.

Børnenes Øjne stod stive af Skræk. De spildte straks.

Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden - saa hun fik hektiske Pletter i Kinderne - de talte om København og alle Bekendte:

- Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa 249 sine Ben under hendes Bord, før hun begynder at tale om Konfessionerne.

- Lille Du - det var pludselig til den ældste Dreng - en artig Dreng skyder Brystet frem og Skuldrene op, naar han spiser. Saa sidder man rank ...

- Og jeg finder nu - fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage til Jane og Konfessionerne - at den Slags Ting afhandler man ikke over Maden.

- Man kan spise hos Biskoppens en første Juledag, og Religionen og den Slags berøres ikke med en Stavelse ...

- Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcellæn.

Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcellæn overhovedet.

Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig:

- Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting .... Men, kære, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine kønne slebne Karafler.

- Dem til Madeiraen.

Blodet fløj Moderen til Hovedet - hos Tanterne gik aldrig noget i Stykker.

- Ja, Margrethe slog - Du husker - slog ... kom til at slaa den ene itu ...

- Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker hende jo godt, den nette og vævre lille Person, sagde Tante Bothilde.

- Hun kom galt afsted desværre, saa hun maatte ud af Huset...

- Hun osse, sagde Tante Anna. Men Tante Bothilde brød, med et ilsomt Blik over til Børnene, ind med et:

- N a a.

Det eneste "Naa" lød, som blev en Jernport slaaet til.

Og der blev ikke talt mere om Karafferne.

- Lille Stella - det kom et Sekund efter "Naa'et"

250

- en lille Pige sidder ikke med Fødderne overkors ved et Bord.

Det røg i Søsteren, saa hun tabte Gaflen.

- Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde hun, vendt til Moderen:

- Kære, Du véd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden.

Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige :

- Man lærer kun Børn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne tæt til Kroppen, naar de spiser.

Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.

Børnene var røget ud af Spisestuen, saa de væltede over hinanden i Gangen.

- Men, sagde Tante Anna - hun var knap kommen til Sæde - kan jeg glemme hende, Margrethe, det kønne og vævre lille Pigebarn.

- Det er med de kønne, det gaar værst, sagde Moderen, som tragtede Kaffen.

- Men, sagde Tante Bothilde, det hænder jo bogstavelig hvert Aar her i Sognet. Moderen smilede bag Maskinen.

- Ja, sagde hun: flere Gange.

Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun:

- Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud være lovet, det vedkommer ikke os. Tante Anna sagde:

- Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som man ikke ser ... saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller ikke Opdragelsen ...

Moderen blev ved at smile:

- Mon den hjælper? sagde hun.

Og uden at tænke paa Tanterne sagde hun hastigt:

- Hele Ulykken er vel den, at Naturen har været grusom nok til at skabe Dyr, der tænker. Først parrer Dyret sig, og siden væmmes Mennesket.

251

Tante Bothilde sad forstenet, saa hun næppe kom til Orde:

- Ja, Du, Du si'er undertiden Ting ...

- Du si'er Ting ... Vi er da vel alle Guds Skabninger.

Naar Tanterne var færdige med Kaffen, blundede de.

Tante Anna lagde i Stilhed Lommetørklædet over sit Ansigt.

Naar der var hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik de skønliterære Værker i de tre store Sprog for at holde sig i Øvelsen.

Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens.

- Kære Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene. Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa mig, som var han af Sten.

Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en skændende Strid:

- Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, men Indholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed.

- Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man kan ha'e nok i Livet.

Før Te gik Tanterne igen. Men i Alléen.

Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft.

- Man taler om Vand og Vand, sagde de: det første er dog Luften. Hvis Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede Aar.

Efter seks Ugers Forløb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen.

Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvøbte i Papir.

- - -

Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid. Moderens Veninder aflagde Besøg. Det var Døtrene 252 fra Godset, hvor hun var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra.

I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene.

Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have løb ud i ét; og det summede med fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i Køkkenet kunde stave.

Det var den lyseste Tid paa hele Aaret.

Veninderne var i Krinoline, som Børnene syntes lignede de store omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange Snipper. Men naar de kørte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne, ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg,, og som kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle talte de i Munden paa hinanden,. Veninderne. Men mest snakkede Lady Lipton.

Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem, der var de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid tilbords til Middag.

Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady Lipton, der talte. Hun talte om Rachel,. som hun elskede, og om Kejserhofret i Tuilerierne og. om alle fjerne og besynderlige Mennesker, som hun kendte - mens Moderen lyttede.

- Fortæl mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun ejede, og helst om en sær og sælsom ung Digter fra et eksotisk Land, hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa Gæstekammeret. Moderen hørte ogsaa helst om ham.

- Ma chère, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har forglemt den Kunst at være til. Han kan ikke mere stryge sin høje Hat og han gider ikke knappe sine Handsker for at gøre en Visit; han formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet bestaar: som at gaa til sin Barbér eller drikke sin 253 Kaffe paa en Kafé eller sætte sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret Gorge ...

- Jeg forstaar det, sagde Moderen.

- Han føler vist ingen Sorg, sagde Ladyen - og han er ikke desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert allerede fortæret af hans Forfædre.

Hun tav lidt, saa sagde hun:

- Snarest vilde jeg sige, at han hørte til les dés-interessés. Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder eller Latterligheder eller noget, der vækker hans Forbavselse.

Ladyen lo pludseligt:

- Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og træt Forfærdelse - aa nej, ikke Forfærdelse, kun en Slags mat Forbavselse:

- Alt det handler om Krigen med Kina. Ladyen tav et Øjeblik, saa sagde hun:

- Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina.

Moderen rakte Kopperne rundt. Saa sagde hun stille:

- Maaske elsker han - eller har han elsket. Ladyen svarede:

- Jeg tror det ikke, ma chère.

- Der er i alle de store Lande sælsomme Mennesker, hvem Kærlighedens - hvad skal jeg sige? - rent fysiske Side indgyder uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de begærer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen.

- René er saadan.

- Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme, overdænger han dem med Skældsord.

- Saa elsker han ikke, sagde Moderen.

254

Ladyen tav lidt. Saa sagde hun:

- Er Elskov andet end at føle Begær og at undse sig derved?

- Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.

- Et enkelt, sagde Ladyen.

- Sig os det, sagde Moderen.

Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede Sprog, der gav Ordene en sær Klang, sagde hun langsomt:

Jeg elsker Dig, som Havet elsker
den vide Kyst, som det beskyller,
dækkende og altid den bedækkende
med et evigt Kys.
Saadan som en Elsker kan
fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue
føre sin søde Læbe
langs den Elsktes ganske Legem,
for, i Salighed, det alt at eje...
Saadan elsker jeg Dig -
saadan.

Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dør.

- Du kan et andet, sagde Ladyens Søster.

- Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et. Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendes Altstemme farvedes blødere:

Naar i de lange Nætter
jeg ensom hviler
og ingen ser mit Ansigt
og ingen mine Øjne, der er tørre -
da tænker jeg:
Hvis jeg var død,
vilde Du dog komme
og knæle ned,
der hvor jeg hvilte,
og min Haand, som Du nu skyer,
vilde Du tage,
255 nu, den var kold,
og ind i mit Øre,
der ej kunde høre mer,
vilde Du hviske,
med din Stemme fra den Gang:
Hvor jeg dog elskede Dig...
Og den Døde vilde smile.

Moderen havde sat sig og med store Øjne stirrede hun frem for sig mens hun havde foldet Hænderne om sit Knæ. Saa sagde hun:

- Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo.

- Du kan det allerede, sagde hun.

- Ja, det sidste.

Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede Ord, medens hendes hvide Hænder stadig var foldede over hendes Knæ:

Jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dør.

Alle tav lidt.

Saa sagde Lady Lipton:

- Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker højest.

- Det kan jeg, sagde Moderen.

Og med en Stemme, næsten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det lille Vers fra Billedet - den fremmede og ukendte Digters Billede:

Som Planten visner,
for dens Rod er uden Væde;
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa'r den ikke,

saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kær.

256

De tav igen, til pludselig en af Ladyens Søstre gav sig til at le og sagde:

Lille Børn, det vilde ikke være saa galt at blive elsket af den unge Mand.

Og de lo alle højt, Moderen højest, og de løb alle ud i Haven og de kastede sig paa Græsset, saa Krinolinerne stod op om dem.

Aftenen var den lystigste Tid.

Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alle Buske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have.

Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne.

Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler.

- Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen.

Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa Plænen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Hænderne havde hun løftet.

Saa sagde hun pludselig:

- Men Stjernerne er dog skønnere.

Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne laa i Mørke, saá de alle opad, mod Augustnattens Stjerner.

- Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton. Moderen rystede paa Hovedet:

- Nej, sagde hun, lad os nu være stille.

Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter gik de ind. I Stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen:

- Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sørger, thi selv vor Sorg er for lille.

Ingen svarede.

Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret.

De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens 257 hun langsomt - ganske langsomt - anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun selv havde fundet, de fremmede Ord:

Som Planten visner
for dens Rod er uden Væde,
som Blomsten bliver bleg
for Solen naa'r den ikke,

saa bleges jeg og visner hen
for du har ej mig kær -

Det var tyst.

Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner.

- - -

Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der fyldtes.

Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:

- Hold mig, hold mig!

Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun klædte sig af lige til Skindet.

Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen.

Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens Tine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft.

Moderen frøs sammen:

- Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne:

- Ja, sagde hun, vi er langt henne.

Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, 258 hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde:

- Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.

Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen, hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter.

De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys, der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne.

Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner.

Længe talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saá saa høj ud i Mørket:

- Véd De, Tine, her skulde man føre de Mennesker hen, som lider.

Men lidt efter sagde hun - og hendes Stemme var ubeskrivelig træt -:

- Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skønhed forhøjer kun Sjælens Lidelse:

- Der er ingen Trøst.

De gik videre over de halvmørke Marker. Klokkerne var hørt op at ringe, og der hørtes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa døde ogsaa de bort

- Lad os gaa hjem, sagde Moderen.

Men naar de kom hjem legede Børnene Cirkus i deres Natkjoler midt i Dagligstuen.

Omegnens Præster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig for Røgen fra de lange Piber.

Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud af Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.

Moderen spillede til paa Klaveret.

259

Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene blev fyldt og gamle Fangel svor.

Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu.

- Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel.

- Ja, gør det, gør det, sagde Moderen. Pastorerne kom op fra Stolene - lidt usikre var de paa Benene - og de drog ind gennem Dagligstuen.

- Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen.

De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med de store Hænder.

Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo.

Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel.

Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen.

- God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne.

- God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel. Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev yed at spille.

- - -

Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de allersidste Roser frøs langs det hvide Hus.

Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store.

Moderen saá til dem hver Dag.

- I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.

Den næste Dag fik hun en Stige frem og øverst oppe, med en Kurv i Haanden, plukkede hun de rige Klaser.

Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine.

- Tag den, fang den, raabte hun.

260

Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.

Allerøverst stod hun. For Spøg holdt hun en Drueklase ind mod det mørkt-blanke Haar, mens hun løftede en anden i sin oprakte Haand. Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsende Haar.

Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen ham Drueklasen lige ned i Ansigtet:

- Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen. Hun lod Stigen tage bort og Tine gav sig til at tælle Klaserne.

Moderen stod længe og betragtede den nøgne Vinstok.

Hendes Ansigt var som forandret:

- Nu er det forbi, sagde hun.

Hun gik ind, uden at ænse Klaserne, og hun blev siddende længe i sin egen Stol ved Vinduet med Hænderne i sit Skød, i Mørke.

Frem og tilbage lød derinde Faderens Skridt.

Ude i Køkkenet hørte man Tine rumstere med Druerne og Folkenes Stemmer, der skulde ind og dømme om Høsten. Tine kom ind i Dagligstuen og meldte, hvor mange Klaser der var.

- Det var jo mange, sagde Moderen.

- Ja, ti mere end i Fjor, sagde Tine.

- Ja, saa.

I Gaarden var der ganske mørkt.

Jens Røgter havde Lygte tændt, da han gik ind til Kvæget.

Køerne brølede langt, idet han aabnede Døren.

Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens Mørke. Hun satte sig ved Klaveret.

- Er De der, Tine, sagde hun.

- Ja, Frue.

- Ved De, jeg har siddet og tænkt paa, hvor Menneskene kunde være lykkelige.

- Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine.

261

Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun:

- Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.

Tine sad lidt:

- Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun.

Moderen sad en Stund, saa sagde hun:

- Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én, og den er maaske lykkeligst, som aldrig har kendt den.

- Det forstaar jeg ikke, sagde Tine.

- Jo, for den varer ikke.

Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen over Tangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som en Skygge, sang hun:

Som Planten visner
for dens Rod er uden Væde,
som Blomsten bliver bleg
for Solen naa'r den ikke,

saa bleges jeg og visner hen
for Du har ej mig kær.

Sangen hørte op.

Ude var det Nat. Inde var der mørkt.

Moderen rejste sig.

- Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges for Folkene.

262

"Saa var det bedre at dø" -

DET GRAA HUS

TIL EN VEN

264

Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.

"Jorden bliver kold en Gang - ligesom Mennesket".

265

I

HANS Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.

Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.

Han klædte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser.

Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde.

Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale - og højere, mens Hans Excellence lyttede:

- Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

266

Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.

- Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.

Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive.

Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig.

Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'eog Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, - afdøde og stille.

Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:

- Aa, ja, aa, ja.

- Aa, ja, aa, ja. lød det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.

Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk - den havde saadan underlig opstaaende Kanter - og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.

267

- Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The - Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme.

Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler.

- Skriver han? spurgte hun. Tjeneren nikkede.

- Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:

- Sker der noget? sagde han.

- Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

- De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

- Tag den bort, sagde han.

- Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelæse af sin Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen:

- Excellencen er hjemme? sagde han.

- Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar. - Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

- Ja, og Stemmen lød vredt:

- Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar 268 man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

- Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.

- Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence:

- Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før:

- Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen.

Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende:

- Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

- Ja. Læs det højt.

- Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse - meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:

- Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:

- Hvad er det, der staar? Sønnesønnen blev ved at læse:

- Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt.

- Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet:

- Øjnene vil ikke mer.

- Læg det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.

269

Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:

- Der er mange, sagde han.

- Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.

- Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver.

- Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen - hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød - og han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

- Erindringer, sagde han: Erindringer - vi har Væv nok. Erindringer - hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

- Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav - - for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden ...

- Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Saa sagde han:

- Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt.

Sønnesønnen sad lidt:

270

- Du har jo os, sagde han.

- Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes. Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:

- Har - har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.

- Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.

Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:

- Ret Dig, sagde den Gamle.

- Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold.

- Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse ... Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

- Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og - Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler - hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.

- Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke ... Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen ... han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad ... Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen - det var i hans Værksted: 271 saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:

- "Ja, det er jo meget kønt".

- Det var det Hele, naar man kendte det. Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:

- Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.

Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:

- Men gamle Folk skal ikke ha'e stærke Hjerner, for saa véd de for meget ... De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for - - Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre ... Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah - og Excellencen lo paa dette Ord - han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes - men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt - at man saá sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go'e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok - -

- Naa - og paa en Gang brød Hans Excellence af - jeg snakker ... Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.

Det unge Menneske rejste sig:

- Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

- Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte? Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, 272 som han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:

- Ungdommen maa have Penge, sagde han:

- Farvel.

- Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik.

Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

- Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.

Georg hængte "Sedlen" ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt - før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.

- Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

- Hendes Naade har ringet.

- Og min Søn?

- Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

- Hm.

- Bring mig Journalen.

Georg bragte den svære Bog og slog den op.

- Hvad Datum er det?

- Den otte og tyvende, Deres Excellence.

- Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence. Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.

- Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet.

273

- Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.

- Georg rørte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.

- Sig Baronessen Tak, sagde han.

- Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det?

- Tak, godt, Deres Excellence.

- Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

- Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det Styrkende", Deres Excellence.

- Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde - hans evige eller eneste Tanke -:

- Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

- Saa skulde han la'e vær', sagde Excellencen.

- Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ'er.

- Farvel.

- Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.

- Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.

- Der er vel ikke no'et, til der ka' hjælpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:

- Han er osse skidt

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:

274

- Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

- Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

- Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

- Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et

- Ja, nikkede Georg.

- Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:

- Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:

- Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:

- Er der nogen syge hos Baronens?

- Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence ... til Middag. Den Gamle havde stotret i det:

- Ja saa - der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt-: Godmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.

- Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:

- Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret

- Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.

- Det er vores Klima, Go'e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet

- Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

- Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et "Ja".

275

Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:

- Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:

- Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

- Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

- Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.

- Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

-Ja.

Døren faldt til.

Georg sad som før, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

- Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

- Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

- Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil - Ryggen var skruttet -:

- Tak.

- Kom kun ind, sagde Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:

- Er det Dem? sagde han.

- Sæt Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden.

- Saa er det vel galt igen?

276

- Ja, Deres Excellence.

- Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.

-Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:

- Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...

- Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.

Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:

- Ja, En bøder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bøder for'et, naar man er kommen i Ulykke ...

- Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Fornøjelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.

- Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse - forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.

- Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg. Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:

277

- Ja ... Excellencen véd'et ... Excellencen véd'et ... Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:

-Ja.

- Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.

Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen.

- Og hvor er han? spurgte han. "Han" var Jomfruens Søn.

- Ja, nu er han jo løbet fra Konen.

- Naa.

- Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.

- Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før:

- Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:

- Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

- Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:

- Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?

- Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

278

Han havde atter drejet sin Stol:

- Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.

Hans Excellence løftede Hovedet.

- Og hvor er hun selv? sagde han.

- Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.

- Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos "Søstrene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:

- Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved.

- Men det er vel Himlens Velsignelse. Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn:

- Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre - Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden -:

- Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

- Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

- Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:

- Og Tak, sagde Viiladsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.

279

- Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

- Vognen, sagde han.

- Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

- Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

- Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

- Excellencens Sententser er forbryderiske.

- Maaske, Go'e - og Excellencen rejste sig - Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden ...

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale - han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:

- Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakkeærmet:

- Eller vi fik slet ingen.

- Men Ulykken er og Ulykken bliver - og han talte sig hidsigere - at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser ... Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

- Sover Hendes Naade? sagde han.

- Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

- Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han 280 gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler.

- Hvem er det? raabte Hendes Naade.

- Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling - øm eller frygtagtig - foran Hendes Naades Seng.

- Hvordan har Du sovet? spurgte han.

- Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.

- Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper.

- Og nu kør' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket:

- Hvorfor kør' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde:

- Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved - Bevægelsen var næsten sky - saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande:

- Farvel.

- Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.

Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen.

Excellencen havde set det.

281

- Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.

- Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.

- Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen.

- Jeg véd ikke, Deres Excellence.

- Han véd ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.

- Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

- Det er snavs, svarte Johan tørt.

Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.

- Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

- Den gør'et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:

- Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:

- Det var bare et Ord til Hans Excellence.

- Hvad?

Og Excellencen slap Vogndøren.

- Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.

282

- Ja, ja.

- Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. Søn ...

Personen havde en saare høflig Stemme - der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat - men han holdt stadig Albuen imellem.

- Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.

- Kør, raabte han.

Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens . Folk hilste ham længe og ærbødigt

Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportièrerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.

- Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.

- Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.

283

De Folk, der bor
nede paa Jord,
deres Gemytlighed,
den er stor ...

Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

- Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.

- Godmorgen.

- Travlt? spurgte Handelsmanden. Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.

- Man har vel mer at gøre end De - heldigvis, sagde hun.

Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:

- Kaffe, Kaffe,

klingende gennem det halve Hus.

Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit:

- Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:

- Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

- Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

- Kære Fritz, la'e dem si'e.

Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:

- Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:

- Fruen har kaldt, sagde hun.

284

- Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde:

- Hendes Naade har ringet

- Frøkenen er inde, ("Frøkenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen.

- Der kan hun løbe, sagde Sofie.

- Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen.

- Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos Svigerforældrene.

- Ja, svarede Arkadia.

- Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

- Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:

- Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

- At De kan synge saa tidligt om Morgenen. Det var Moderens Undren hver Morgen.

- Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier ... hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:

Naar en Kvinde hun skal giftes
og om Mandens Færden forhen intet véd,
og hun før Partiet stiftes
søge vil at skaffe sig lidt god Besked -

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

- Ja, ja, sagde Moderen og sang med - hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver - :

Naar en Kvinde hun skal giftes
og om Mandens Færden forhen intet véd,
og hun før Partiet stiftes
søge vil at skaffe sig lidt god Besked,
285 om han er flink, villig, tro og lydig,
om han er skabt i den rette Form,
og om han ellers har været dydig,
kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa' paa Uret:

- Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin Dør:

- Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige synge?

- Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

- Er det ikke dem, de sælger paa Gaden? Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun:

- Fra hvem er der Breve?

- Fra Hans, svarede Faderen indefra.

- Til din Fa'er?

-Ja.

Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig.

Derinde lød Faderens Skridt

- Fritz, hvad Dag er det?

- Fredag.

- Nej, men Dato.

- Den otte og tyvende.

Moderen rørte sig ikke.

Derinde lød Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

- Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

286

- Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder.

Selskabsdamen vidste det

- Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

- Tretten Grader.

- Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:

- Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne. Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:

- Fortuna fortis, ud gennem alle Værelserne.

- Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

- Fortuna fortis, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage.

- Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede:

- Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op.

Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Cremer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske - med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.

Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru 287 Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.

- - -

Vognen kørte bort - ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.

Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:

- Hvem var det, Grandpapa?

- Kender dem ikke, svarede han.

Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den.

- Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.

- Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.

Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.

... Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal - saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:

- Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat.

- Det er nok daarligt, Deres Excellence. Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde:

288

- Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren.

Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:

- Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to:

- Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide. Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille Spisestue".

- Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham - hun slog de fyldige Hænder sammen -:

- Jeg sagde det jo nok.

- Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

- Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham:

- Men, kære Onkel Hvide - og Baronesserne slog Armene om ham - er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.

- Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge Døtrene - Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed -:

- Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

- Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.

- Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

- Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det 289 var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

- De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:

- Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely - for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien - og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:

- Ja, Emmely ...

- Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.

- Med Preben, sagde den anden.

- Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

- Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

- Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:

- Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

- Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner.

Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

- Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:

- Livsindhold - og han lo - ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg.

Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt - hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord - og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte.

Fruen rejste sig halvt - fra rød blev hun bleg - og satte sig, i et Sæt, igen.

290

- Ida, se hvad det er. Og den ældste Datter løb.

- Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt.

- Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage - Skridt frem og Skridt tilbage.

- Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

- Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

- Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød.

- Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.

Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast - da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte:

- Mo'er,

stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget:

- Mo'er.

- Hvad er der?

Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte:

- Kom, korn, Emmely ...

Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

- Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.

291

Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.

I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte ...

Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede.

Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt:

- Er I kommet hjem?

Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned - man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde - sagde:

- Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá.

- I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.

- I har jo redet.

- Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør.

- Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

- Gaar Du, sagde hun.

- Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han - for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham - ud gennem Stuerne.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:

- Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt.

- Ja, ja, lille Emmely.

- Det gør saa ondt.

292

- Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt ...

Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen:

- Nej, jeg kan ikke ...

- Nej, nej, det gør saa ondt.

- Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn:

- Nu kommer Doktoren.

Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

Ida stod i Krogen og græd stille.

- Sover hun? hviskede Preben.

- Ja.

Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm:

- Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden:

- Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu:

- Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende.

- Hvor er Preben, hviskede Emmely.

- Her.

- Tak.

Og hun lukkede Øjnene igen.

... Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.

Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken.

- Det var den Gamle, sagde han.

- Excellencen?

- Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.

293

Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

- Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne.

Hendes Mand sad stadig med Hændene toldede mod sine spidse Knæ.

- Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.

- Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død.

Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...

Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes.

Han tænkte paa Braherrie, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han - luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn.

Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

- Jo, jeg kender dem ...

- Om jeg kender dem.

Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke - og havde begravet den.

Han vidste ikke mer om det

Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

- Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

294

Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere. En Pige lukkede op:

- Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.

- Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem Kurve-Espaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen.

Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.

Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort.

- At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder.

- Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

- Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.

- Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:

- Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.

- Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet

- Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende:

- Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift... Og de Minder, man gaar og hænger Flor om - - det er ikke de Minder, man længes efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad:

- Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig ...

295

- Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt.

- Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

- Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.

- Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, "længes" li'edanne?

Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:

- Hvorfor lyver de da alle?

- De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

- Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste ...

- Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød.

- Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt.

- Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han:

- Hvordan gaar det dine Sønner? Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

- Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer.

- Naa, er det nu opgivet?

- Ja, han vil ikke ...

- Hm, hvad vil han saa? Fru Urne sagde:

- Han vil være Ingeniør.

- Ja, saa, sagde Hans Excellence:

- Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er.

Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:

- Han siger, Verden er stor.

296

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

- Og jeg synes ... at... at det er saa svært... at det er, som om, som om vi alle forraadte ... det, han døde for.

- Hvad for no'et? spurgte han.

- Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til "Landet").

- Fædrelandet? sagde Hans Excellence:

- Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

- Han - og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede - døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet...

Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet hos Sønnerne, for hun sagde:

- Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen Unge af Slægten tilbage i Landet. Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav:

- Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har maaske syndet nok ... Han stod op:

- Lad nu de andre synde videre.

- Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide? Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde støttet sig til Bordet:

- Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.

Fru Urne gøs sammen, som om en Kulde rystede hende:

- Onkel Hvide, sagde hun og bevægede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:

- Alle Altre bli'er saa tomme ... Hans Excellence stod endnu foran hende, og han løftede sin Haand.

297

- Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er -

Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:

- Som de vi er.

- Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han.

- Han - og Fru Urne tog sig atter sammen -: han bliver saa let febril, véd Du ...

- Ja, sagde Excellencen, jeg ved det. Det hører hans Alder til.

- Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dør.

- Farvel, min Pige.

- Farvel, Onkel Hvide - og Tak, fordi Du kom. Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevægelse.

- Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedør, før Porten langsomt blev lukket op og Vognen kunde køre ind.

Mandslingen stod ved Vogndøren, men Hans Excellence saá ham ikke og talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i Gangdørens Laas - der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens ældgamle Døre -:

- Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence, og han gik op ad Trappen.

Han ringede og et Øjepar kom til Syne i Koøjet i Døren, før den blev lukket op:

- Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.

- Altid lige statelig, sagde han og saá frem paa Husdamen, Frøken Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var forblevet højbarmet og midjesmækker som den, der ikke overgiver sig men bevarer sig og plejer sig og venter:

- Hvordan staar det?

298

- Hofjægermesterinden er i Byen, sagde Frøken Erichsen.

- Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stødte selv Døren til Stuerne op med sin Stok:

- Jeg følger med Ravnene.

Frøken Erichsen sagde - men man vidste ikke, om hun havde forstaaet eller ej -:

- Ja, Konferensraaden er daarlig.

- Lad mig se ham, sagde Hans Excellence.

Frøken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de laasede Vinduesskodder gjorde det halvmørkt, saa Møblernes Omrids halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saás de brede Rammer, der laa som Strimer af Guld paa Rococo-Væggene, hvis Sirater glimtede ud og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som fyldte Sække.

Han stansede foran den inderste Dør, der stod paa Klem.

- Hvad vil han her? lød en Stemme, hvis Lammelse blev hvæsende under Vreden; hvad vil han her?

- Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.

- Konferensraaden tør ikke ophidse sig, sagde Frøken Erichsen, stille, som den, der har Magten:

- Værsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.

Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krøb tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved:

- Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

- Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med sin tykke Tunge.

- Jeg hørte, det var blevet værre, sagde Hans Excellence, der nærmede sig det nedtrukne Gardin.

- Lad Gardinet være, sagde Konferensraaden og løftede den venstre og vanformede Haand.

299

- Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor, midt i Bullenheden, det venstre Øje stod frem eller ligesom hang ud af sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.

- Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset

Konferensraaden løftede det højre og sunde Øje op imod ham med et Blik som et Dyrs, der føler Reb surrede om alle sine Lemmer.

- Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.

Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:

- Ja saa, sagde han.

Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevæge Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at føle, haardt, rundt i Konferensraadens Ansigt - rundt om det udhængende og blinde Øje.

Konferensraaden rørte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af en Nagle.

- Gør det ondt, spurgte Hans Excellence.

Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge - sine Tænder havde han - svarede ikke.

Hans Excellence slap:

- Og Benene? spurgte han.

Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset under Familjelægens Ry, tog ikke det sunde Øje fra sit Bord, før Excellencen bøjede sig, som vilde han tage om hans Ben:

- De er som de plejer, lallede han.

- Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod lænet til Vindueskarmen.

300

- Du gør altsaa Forretninger endnu? Konferensraaden løftede sit Øje mod ham.

- De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.

Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Trækning over Hans Excellences Ansigt, før han sagde, som havde han intet hørt:

- Du skulde skaane Dig.

Og han føjede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod Karmen:

- Det er paa Tiden.

- Det kan jeg sige Dig.

Der var ganske stille et Øjeblik, mens Hans Excellence flyttede sit Blik fra den Syge og saá ud i Stuen udover det mægtige Skrivebord, hvor intet fandtes uden den nedarvede Læderpung med Kobber og Guldskrivetøjet, en Erindring om det kendte Velgørenhedsværk, der havde afmærket Konferensraadens Vej - frem mod Stolene, der stod langs Væggene, som en Vagt, og de to Paneldøre, tæt ved hinanden.

- Jeg gør, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Mæle var næsten blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.

Det bankede paa den ene Paneldør - først svagt, saa højere:

- Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig hørte det:

- Kom ind.

Og Døren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang og i sorte, slidte Klæder, Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege Hænder.

Konferensraaden havde næsten faaet rejst sig:

- Gaa, gaa - hvad vil De ...? Og Døren lukkedes igen.

Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:

- Saa Du aagrer endnu?

301

- Saa dine Sække er ikke fyldte nok endnu? Hans Excellence stødte Krykken mod Bankierens Bord:

- Men Du øser dit Guld af dine egne fire Fjæle, det vil jeg sige Dig.

Konferensraaden var kommen op at staa, støttet til sin Krykke og sin højre og sunde Arm:

- Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Mæle var næsten vendt tilbage.

Excellencen betragtede et Nu hans vanføre Ansigt, som det tilstrømmende Blod syntes at ville sprænge:

- Nej, sagde han og vendte sig.

- Og Du, raabte den Syge, der voldsomt støttede sig til sit Bord: Du bliver herfra:

- Jeg trænger heller ikke til Ole Hvide mer.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af Excellencens Navn havde været som Svinget under et Navnetræk, og Hans Excellence vendte sig, som i et Stød. Men da han talte, lød hans Stemme roligt:

- Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu.

Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:

- Hofjægermesterinden er her jo?

Konferensraadens Øje blev rødt i det Hvide, og i et Sekund havde han løftet sin Krykke i den sunde Arm, der skælvede:

- Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedræt:

- At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at græde.

Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at værne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt Saa havde Krykkens Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.

Hans Excellence saá Frøken Erichsen rejse sig fra 302 en Stol i den midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:

- Han har det bedre.

Rynkerne, der dækkede Frøken Erichsens Ansigt som Gittermasken Fægterens, sitrede et Øjeblik. Saa sagde hun:

- Gud ske Lov.

Og med et Smil, saa umærkeligt, at det netop kunde gættes, sagde hun:

- Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.

- Vil Erichsen hilse Hofjægermesterinden, sagde han kun.

Og han gik.

Frøken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berøring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvrængede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud - før hun gik ind til Konferensraaden.

Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.

- Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund for hvert Ord.

- Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken ud af hans Haand, følte hun, han dirrede endnu.

Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset - og hun havde nøjagtig det Blik i sine Øjne som Excellencen havde, da han betragtede sit Ur, mens han følte hans Puls.

- Træk Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der følte Lyset - eller hendes Blik - som en haandbunden Mand en Sværm af Myg.

- Først Tæppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bøjede sig for at lægge Plaiden fastere om hans Knæ.

Saa rejste hun sig og løste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Haand, 303 mens Gardinet rullede ned - for at det ikke skulde gøre Støj.

Hun gik tilbage til Bordet og sagde:

- Det er Fredag, Hr. Konferensraad.

-Ja.

Han fik Nøglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt Papir. Der var kun Guld.

Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret Men han kunde ikke faa det løst op, og Frøken Erichsen maatte hjælpe ham, saa Guldstykkerne flød ud i hans flade højre Haand. Han gjorde med den lammede venstre et Forsøg, som vilde han tælle dem, men han magtede det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet

- de faldt langsomt, maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke.

- Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjægermesterinden er inde, sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.

Hun havde lagt sin særdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tæt ved Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit Øje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed.

- Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Haand, som han greb.

- Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Frøken Erichsen og gjorde sin Haand løs.

- Nej, lad Hansen komme ind.

- Nu, Hr. Konferensraad?

- Ja, det haster.

Frøken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldøren :

- Hansen, kaldte hun og lukkede atter Døren. Hun stansede midt paa Gulvet:

- Konferensraaden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store Dør. 304 - Det véd jeg. Frøken Erichsen gik.

Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin Haand.

Konferensraaden vendte sit Øje imod ham:

- Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa én Gang atter tydelig, som da Hans Excellence var der.

-Ja.

- Alt?

-Ja.

Konferensraaden greb efter Dokumenterne:

- Lad mig se, sagde han.

Hans seende Øje blev større, mens hans sunde Haand bladede i Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.

- Jo, Hæftelserne er her, sagde han.

Han beholdt et Øjeblik Dokumenterne i sin Haand:

- Saa kan Beløbet afsendes, sagde han. Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:

- Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to. Konferensraaden slap sine Papirer.

- Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa én Gang atter utydelig.

- Han kom hertil imorges.

Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa Højrehaanden rystede paa Konferensraaden.

- Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden:

- Udbetal og lad ham kvittere.

- Vel, Hr. Konferensraad.

- Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden.

- Nu?

- Ja, sagde Konferensraaden.

Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han lagde foran Konferensraaden. Paa

305

Bindet stod, paa en Etikette, Navnet Hvide, med en sort og stejl Skrift.

- Hvor er Konvoluten?

- Her, Hr. Konferensraad.

- Læg dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne.

Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres Øje fulgte hans Hænder.

- Hent saa Kandelaberen.

Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og tændte det ene Lys. Han bragte ogsaa Lak og Signetet.

- Godt.

Konferensraaden førte det røde Lak ind i Lyset, hvor det blussede højt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par røde Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den højre, tænkte Hr. Hansen) før han fik forseglet.

- Luk Mappen op.

Hr. Hansen gjorde det.

Konferensraaden lagde Konvoluten øverst oven paa Mappens mange Papirer. Hans Haand blev liggende et Øjeblik, tung, paa den stærke Dynge:

- Tag saa bort, sagde han.

Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran sit tomme Bord.

- Kald Frøkenen ind, sagde han.

- Ja, Hr. Konferensraad.

Hr. Hansen gik gennem den store Dør og Frøken Erichsen kom ind:

- Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.

-Ja.

Frøken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved. Mens hun gjorde det, sagde han:

- De Ting er i Orden. - Sidder Konferensraaden nu godt?

- Men de Skillinger skal ikke hjælpe ham, blev Konferensraaden ved: der skal mer til.

306

- Det Hul er for dybt Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig forsøgte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en sær Fugls Skrigen.

- For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide bøje sin stive Ryg.

- Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Frøken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine læmpelige Skridt

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.

- - -

Moderen var paaklædt. Hun havde slaaet sit Vindu op - ud, mod den kolde og bidende Luft. Faderen havde hørt det fra sit Værelse:

- Stella, dit Bryst, raabte han.

- Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saá ud i den snetunge Dag:

- Nu har de Engelsk.

Hun tænkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa Børnene, hvis Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

- Og den Mindste kan ingenting, tænkte hun, og hun smilte.

Hun hørte Faderen aabne og lukke sin Dør og gaa. Moderen saá op mod Skyerne.

- Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, næsten som Tordenskyerne, naarde drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun hørte Arkadia rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Værelse og slaa Vinduerne op med et Brag.

Pludselig saá Moderen ud i Gaarden og over mod Kældervinduerne i Længen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af Kældervinduet

307

- Tre var der.

- En sort og to blonde.

Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blonde.

- Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun havde set Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.

Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse, saá ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter det samme Kvindekøn.

Pludselig hørte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saá den rulle frem i Gaarden.

- Nej, Børnlille, sagde hun, den Nærmer halter igen.

Og hun lo.

Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene:

- Den gør'et ikke længe, sagde han.

- Det ka' nok hænds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.

- Godmorgen, Johan, raabte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue.

Det bankede paa Døren. Det var Faderen.

- Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud. Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Døren lo Moderen:

- Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige Appetit.

Hun havde paa én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op af det Kældervindue.

Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevægelige Ansigt, og der gik en pludselig og træt Skygge over Moderens Træk.

Hans Excellence aabnede sin Dør:

- Georg, Brevene, raabte han.

308

- Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saá Moderen, og hans Stemme fik en anden Klang.

- Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bøjede sig, mens Hans Excellence kyssede hende paa Panden med de kolde Læber.

De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad, i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord.

Hans Excellence saá hen paa hende - med det samme ligesom frygtagtige Blik som om Morgenen -:

- Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bøjede sig for at lade sine Læber naa hendes Haar. Hendes Naade sænkede brat sit Hoved:

- Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.

- Hvormange Grader er her? spurgte hun meget højt.

Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflæse Temperaturen paa det ophængte Termometer.

... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.

309

II

HANS Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve. Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.

Saa rejste han sig og drejede Nøglerne om i begge sine Døre, før han satte sig igen. Han havde lidt besværligt ved at gaa, men det var jo ogsaa for Hans Excellence allerede højt op paa Dagen.

Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en Kniv. Hans Hænder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet af, saa han læste med sine blotte Øjne:

Thorsholm den 26. Februar.

Kære Papa.

"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som sædvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Søn Fritz, der, naar hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa skulde ønske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Beløb er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjælp maatte gøre yderligere 310 Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor haard den end falder."

Hans Excellences fremskudte Underlæbe skjalv - for anden Gang - men han læste videre:

"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet". Endskønt jeg vel kender Papas Ønske om at vide sig befriet, idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at læse, da Stillingen næppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules længer, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstrængelser. Jeg har, hvad Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen Begavelse eller Slags Talent for Landvæsen. Men efter at jeg under en Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde erklæret ikke at kunne have en Søn til Læge, som ikke kunde taale Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst, naturligvis ogsaa fordi den i de første Aar, da Broder Fritz og Fru Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for Oversættelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilfælde vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgøre, hvad der syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til Lægevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er desværre overflødigt at tale om Gaardene, hvis Køb Papa, trods alt, hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa købte Annebygaard. kort før han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, skønt dette Forhold, hvilket Papa maaske vil indrømme, først og sidst er gaaet ud over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere som hele Købesummen, før Mama kunde

311

bo der og idetmindste have lidt Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i en Forpagtning - men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en Jægermester - havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig, kunnet slaa til og været givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og fremfor alt den stakkels Mama ikke havde været prisgiven en daglig Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo altid fundet mange at give til og tit"

Hans Excellences Haand skælvede som i et Ryk og Aarerne i hans Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at læse.

Det tog i Døren.

- Hvem er det? raabte han.

- Hans Excellence læser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der slap Laasen:

- Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.

Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Sølvklokken paa sit Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplæse "Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:

- "Herskabelig Lejlighed, elve Værelser, alle Bekvemmeligheder. Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."

- Hvor var det? spurgte Hendes Naade. Selskabsdamen svarede.

- Ja, om man kunde opnaa at faa en første Sal, sagde Hendes Naade: men Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.

- Videre. Selskabsdamen læste igen:

- "Herskabelig Lejlighed, ti Værelser, Anrette værelse, Badeværelse o. s. v., første Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."

- Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til - Legationsraadinden var død 312 der og Hendes Naade gav ikke Agt paa Lejligheder, hvor hun vidste om Dødsfald -:

- Der var ellers rart. Georg var kommen ind.

- Læg Tæppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bøjet sig for at lægge Tæppet om hendes Knæ, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at læse:

- Hvor er hans Excellence?

Georg, der førte sine krogede Fingre hen over Tæppet, sagde:

- Hans Excellence læser Posten; og idet han løftede Hovedet og saá paa Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig krængede sine Læber, saa hans to eneste Tænder blev synlige - de lignede "Gnaverne" hos en Rotte -:

- Der var Brev fra Hr. Jægermesteren. Georg skjulte med Læben atter sine to Tænder og rejste sig.

- Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung, og, paa én Gang, med sit Lommetørklæde aftørrede sine Tindinger, der var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at læse.

- Hvorfor læser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og hørte ikke, hvad Frøkenen svarede. Pludselig sagde hun:

- Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden Støtte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hænderne i Skødet, foran et lille Træskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmørkt.

- Jægermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet hæs.

- Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et Par mørkere Skygger i Mørket Hendes Naade førte sine Hænder over hinanden:

313

- Jeg maa vide, hvad' han skriver, sagde hun. Der var stille nogle Øjeblikke, i Mørket.

- Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

- Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rørte sig. Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret.

- Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret. Sofie vilde svare, men hun sagde:

- Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie nævnede Deserten:

- Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

- Jeg fik Penge igaar.

- Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

- Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mørket.

- Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, skønt der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde Læber syntes at faa deres Fylde igen:

- Men det er mig, sagde hun:

- Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har forstaaet alting længe.

- Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Læber paany var blevet smalle som før; og hun løftede Haanden, at Tyendet kunde gaa.

Da Døren var lukket, tog Hendes Naade en Nøgle frem og aabnede Skrinet foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

314

Mantillen havde løsnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde været af Jern.

Det bankede paa Døren - og en Gang til:

- Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde Kræfter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

- Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dør.

- Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig støtte af Frøkenen, mens hun gik ind gennem Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smækkede Hans Excellence Døren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde løftet deres Øjne paa samme Tid og slog dem atter ned.

- Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

- Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede Skuldrene sammen i sin Lænestol, ikke tog Øjnene fra Gaffelen, der rystede i Hendes Naades Haand.

- Fra Hans.

Der var stille nogle Øjeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

- Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til at spise.

- Som sædvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev større, mens hun bestandig betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden:

- Og Børnene? sagde hun.

- De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

- Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Hænder, hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

315

Han greb dem, og hastigt bøjede han sig ned og kyssede hende paa Panden med just den samme Bevægelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

- Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

- Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

- Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ændredes lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

- Det er Harriette, sagde hun.

- Naa.

- Lad Marschalinden komme ind. Georg aabnede Døren og Fru Harriette kom ind, indsvøbt i Fløjl og Pelsværk:

- Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

- Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:

- Goddag, Onkel Hvide.

- Goddag, min Ven, sagde han og rørte flygtigt Marschalindens Kind med sine Læber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fraværelse ikke var til for ham.

- Hvor jeg havde glædet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og følte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

- Vi har ogsaa glædet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med Haanden bød Fru Harriette en Stol:

- Og du er helt den samme.

- Den samme ...

Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens Øjne, hvor det nogle Sekunder havde været ligesom forsvundet.

- Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtøj.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald 316 at tale om sin Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.

- Dig har jeg Hilsner til, Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad. Excellencen sagde:

- Slaar de ihjel endnu?

- Ja.

Idet han lo, sagde han:

- Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en anden Tanke - ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret - lagde han til:

- Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

- Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Øjne, saasnart hun ikke talte, løb rundt i Stuen ligesom om de søgte.

- Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

- Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til:

- Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

- Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forløb nogle Øjeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der v ar afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

- Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

- Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

- Saa løber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter Tanten paa Panden, før hun gik.

Selskabsfrøkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, tæt bag den aabnede Dør. Hun syede 317 mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tæpper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde løsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans Excellence:

- Skal Du svare Hans?

Men han hørte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubevægelig, med Øjne, der vel intet saá, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slægtens Billeder eller den tomme Væg ...

- Nej, Harriette, Harriette - og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen -: er det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

- Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet:

- Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

- Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

- Ja, sagde Moderen: er det ikke mærkeligt, at der er Mennesker, som aldrig kan forandre sig.

- Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet to Skridt og muligvis var det kun det ændrede Lys, der lod hende synes en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

- Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

- Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

- Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse ... Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen.

- Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne 318 omkring. Han var høj og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben.

- Hvad er det foren dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud.

- Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen.

- Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog vidunderligt at være kommen hjem.

- Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin Tallerken. Hun tav et Øjeblik, før hun sagde: ,- Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

- Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge. Hun smilede et Øjeblik:

- Hvor var der vidunderligt derhjemme. Hun tav igen. Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede:

- Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme. De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun.

- Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun sagde det

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

- Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.

- Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter. Fru Harriette lo:

- Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

- Foran hver sit Hus lige ved Indkørslen, sagde Moderen.

319

- Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til. Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden løftede Armene:

- Nej, for de døde jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som turde.

- Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog græd ved Papas Begravelse. De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

- Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-Døren i paa din hvide Silkekjole.

- Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta'e den paa for Mama.

- Gud, hvor blev den flænget, sagde Moderen.

- Ja.

- Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Døren i ... og badus var Kjolen i to Flænger ...

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slæbt, de to Flænger.

- Det var græsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa Bordopsatsen, spurgte hun:

- Hvad er det for Blomster?

- De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

- De er dejlige.

- Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

- Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden":

- Jens var dog bedst tilhest.

- Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

- Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kælderen under sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin. . Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de 320 gamle Dage, mens det var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

- Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren. Faderen sagde:

- Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den skønne Halvblods Hingst.

- Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

- Det var da værre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet

- Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

- Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Øjne atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

- Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubevægeligt, som, lidt efter lidt, hele dets Udtryk forsvandt.

- Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det Aar - Marschalinden saá over paa Faderen - Du kom hjem fra Bonn, Fritz ... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog saá ud, da de kom op gennem Æresporten. Margrethe Stuepige var forrest, i grønt Liv med røde Bændler ...

- Men Du blev Rosenbruden, Stella - Marschalinden begyndte at le -: Nej, saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone:

321

- Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Øjeblik, Du blev kronet, midt paa den grønne Plæne.

- Under Blodbøgen, sagde Moderen.

Hun løftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig sænket Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saá dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

- Ja, det var den Gang, sagde hun.

- Ja, den Gang, sagde Moderen. Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene frem.

- Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han hæger sig. Hun tog sit Glas Madeira:

- Skaal, Fritz, sagde hun.

- Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

- Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt.

- Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saá pludselig (og kortere end et Nu gik der en besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kløften i hans Hage, den Kløft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

- Aa nej, sagde hun: Aarene støver os alle i Ansigtet.

Faderen stødte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.

- Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hænder.

322

- Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt førte hun Moderens dejlige Hænder op mod sine Læber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra Væg til Væg:

- Men at det kan blive ved ...

- Hvilket? spurgte Moderen.

- Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde:

- Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

- Hvem?

- Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

- Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han bøjede sit armeniske Hoved meldte han, at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte Moderen, om hun ikke vilde køre med: hun skulde kun gøre et Par Visiter.

- Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel.

- Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog Haanden ud mod Selskabsdamens Klude. Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

- Der bli'er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun.

- Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom - og de gik videre, ind til Hans Excellence:

- Ja, Farvel, Onkel Hvide.

323

- Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence rørte sig ikke:

- Farvel.

De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

- Men Onkel Hvide er blevet gammel.

- Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

- Hvorfor? Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

- Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

- Langt bort?

Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk.

- Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse:

- Det bliver det samme, Du, sagde hun. Moderen saá langt ud over Sneen.

- Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne:

- Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne.

Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte:

- Dér er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort.

- Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

324

- Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

- Er det stadig det samme med Hans?

- Det er vist snarere værre. Marschalinden nikkede:

- Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk. Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

- Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens Dør. Hendes Naade blundede allerede i sin Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydløst med sine Klude.

- Aa ja, aa ja, stønnede Hans Excellence i Søvne.

Den slanke Tjener, som havde smøget de lyseblaa Ærmer op, saa man saá næsten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Døren lod han staa, mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter Minut.

- Aa ja, aa ja, stønnede Excellencen.

Husets gamle Træværk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hænderne i sit Skød sad hun foran en opslaaet Bog, uden at læse.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Værelse. De tre Kommiser stak Hovederne op af deres Kældervindu som Lænkehunde, der slaar den hede Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens Mørke.

Den enbenede strakte sit Træben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit Kælderhul. Han begyndte at slaa den nye Løber op ad Trappen. Hammerslagene lød, mod det hule Træ, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved Døren og gik ind:

- Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dørtrinet.

325

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin knyttede Haand:

- Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene - Georg fornam, at Hans Excellence var tung i sine Arme - strejfede han med sine Øjne Skuffen, hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt

- Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Stød, havde skubbet Skuffen i, da han saá Moderen træde ind. Hun havde et Øjeblik og fra Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig Bevægelse, bøjede hun sig og, mens deres Øjne mødtes saa meget som et Nu, kyssede hun hans Kind.

- Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod allerede i Døren til Dagligstuen, da han sagde:

- Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?'

Moderen lo og sagde:

- Der er ingen kommet endnu.

Tjeneren havde slaaet Fløjdørene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Sølv-Merkurs løftede Stav.

Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen fæste Nikolaj Fs Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:

- Sæt Dig dog, bedste.

Moderens Øjne var faldne paa en Anton Melbye, hvis grønne og salte Bølger pludselig gød sig frem i Solen, og hun sagde:

- Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.

- Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen, hver Gang et af Væggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling; det er rart, naar man har det hjemme.

Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen:

326

- Har Du talt med Hvide?

- Næsten ikke, Grandmama. Jeg har jo været ude.

- Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Hænder uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:

- Og saa har vi tilmed Middag idag.

- Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.

Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk:

- Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke.

Moderen svarede ikke.

Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren:

- Hvad er det for Madeira? Den Slanke bukkede:

- Hendes Naade har givet Ordre. Faderen løftede et Øjeblik paa Glasproppen og førte Flasken op mod sit Ansigt:

- Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tør, sagde han.

Den Liberiklædte bukkede paany uden at bevæge sit Ansigt.

Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:

- Slaa de Gardiner for.

Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmørkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Søstre, hvoraf den ældste havde været Hofdame hos Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.

De bragte, mens de bestandig bevægede Mundene begge to, tusind Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen stadig var rask:

327

- Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.

- Vi har det godt, sagde Hans Excellence - al Talen om hans Befindende var en Afsky for ham - og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille Herre, spinkel og med studset Skæg, af Udseende som en General og før "Tabet" Overpræsident i Kiel.

- Jeg vilde dog se Dig, kære Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde fra "Ensomhed".

Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den næste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige Haandbevægelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger, fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestæt Kong Georg havde forskaffet ham fra de græske Øer og som Kammerherren, i Vedbæk, paa "Ensomhed", forsøgte at omplante i Drivhuse:

- Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.

Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.

- Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen Tankegang: hvor man ikke arbejder.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra Embedstiden i Hertugdømmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid, da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.

- Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:

- Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.

Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa højt, at det klang gennem Stuerne.

- Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bøjet sit Hoved.

- Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.

- Ja, svarede Faderen: vi ansaá det for vor Pligt. De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, 328 som den Lyseblaa bragte omkring paa en Sølvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet, der optog dem ganske:

- For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har, bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.

Den Ældre faldt ind:

- Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

- Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes Øjnes Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:

- Hendes Majestæt Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.

- Men der har jo, det tilstaar jeg, været Aftener, sagde Hofdame-Søsteren til Hofjægermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt til Charlotte Amalie, naar hun læste, at nu maatte hun holde inde, for der er jo ingen Rædsler, for hvilke man nutildags forskaanes i Aviserne.

- Og det endte grangivelig med, at man laa og saá Blod i sine egne Senge om Natten.

Frøkenen brød pludselig af med Slagmarkerne og sagde til Hofjægermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:

- Hvorledes har Deres Fader det?

Fru von Eichwald, der var født Glud, takkede, Konferensraaden havde det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som kom hen mod Bordet:

- Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade gjorde hendes Bevægelser en Smule ubekvemme.

Hans Excellence skød Skuldrene frem:

- Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.

En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastløst pillende Fingre, der var blevet krogede af at gennemse en berømt Faders Arbejder, sagde fra en Stol ved Vinduet:

329

- Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".

Excellencen lo:

- Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne, De to Damer fra Vallø gjorde en Bevægelse med Hovederne som et Par gamle Høner, der faar en Sjat Spildevand i Øjnene, medens Hans Excellence vendte sig mod en Herre med Træben, der just var kommen ind:

- Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.

Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han vidste det ikke.

- Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i Aarhundredernes Løb lært at indskrænke sig til kun at passe deres Piber.

Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte Tænder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber. Baronen, som var enbenet fra en Grænsetræfning mod de Svenske fra de Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var stanset et Nu.

- Ønsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.

- Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:

- Hvordan staar det til?

Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var stanset den Dag, han mistede Benet) om noget mærkeligt 330 han havde læst i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde Ild.

Hr. Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans Ærgerrighed ikke maatte ryste.

- Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han bøjede Overkroppen lidt, mens han hørte paa hende, før han gik videre, ind i den næste Stue, hvor Grevinde Schulin med Søn og Datter sad i nogle Lænestole og talte med en rødblond og bred Godsejer fra deres Egn.

- Kære Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren; jeg vilde jo dog, Francis skulde have været her, nu han var hjemme ... Det er dog altid en Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor længe det varer.

Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit Hoved - mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette -:

- Deres Fader er jo i Byen.

Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet sine Øjne:

- Ja, sagde han.

- Ja, vi saá ham, nu vi kørte herhen ...

De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le:

- Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk ... Men, kære Rottbøll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug.

Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snæver i Ærmegabene, hvad han hele Tiden følte, sagde:

331

- Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal gøre af deres egne Børn.

Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:

- Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er saa overflødige som vi.

Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes højt, fra alle Hjørner. Over alle Stemmerne hørte man Marschalinden, der lo:

- Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos Moderen og den østrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde, hvor iforgaars en Venstremand var valgt:

- Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.

Men den ene Herre sagde:

- Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre trænger frem langs Væggene i det andet Ting. Hans Excellence lo:

- Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale og forbliver - og Hans Excellence gjorde en Bevægelse, som om han tørrede sin Fodsaal mod Tæppet - af den samme Familje.

Den anden Herre smilede:

- Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.

- Sandheder, man ikke vil høre, kalder man Paradokser, sagde Hans Excellence:

- Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nøjes med Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hænge.

Den første Herre sagde:

- Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive".

Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:

332

- Ja, sagde han, jeg har levet længe. Og han fortsatte:

- Vi havde en General - han løftede pludselig Haanden og pegede paa et Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord -:

- Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt.

Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den østrigske Minister, havde set Excellencens Haandbevægelse og sagde med en pludselig Tankeforbindelse:

- Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Øjne paa Faderens Ansigt, der i den næste Stue smilende, saa man saá Smilehullerne i hans Kinder, var bøjet over den unge og friske Frøken Schulin.

- Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den berømte Faders Søn.

- Jeg har aldrig haft den Ære at blive Dem forestillet, sagde Ministeren bukkende.

Kammerherren bøjede det graa Hoved:

- Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.

Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde været Medlem af en østrigsk Kommission i Hertugdømmerne og, da Hans Excellence kom til, sagde han:

- Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar - forrige Sommer - - i Flensborg og paa Dybbøl.

- Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sørgmodigt paa mig.

- Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje:

- Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser. Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde:

- Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil lyse gennem Historien.

Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod:

- Maaske.

333

Og et Nu efter lagde han til:

- Det er maaske Glimtene fra Æressalverne over vor Grav.

- Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres Folk.

Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit Ansigt:

- Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever længe og som det kan.

- Det er kun Slægterne, der dør og hvis Arbejde kan dømmes.

Der fløj et Udtryk af Bevægelse over Kammerherrens Ansigt, mens Ministeren sagde:

- Deres Excellence har Ret.

Marschalinden, der søgte om et Emne, sagde efter et Par Øjeblikkes Forløb:

- Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade.

Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.

Sofie stod derinde i en Krog:

- Hvad vil hun? sagde han.

- Hun skulde - - hun skulde gerne ha'e Penge:

- Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.

- Hm, sagde Hans Excellence.

Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende ind i Ansigtet:

- Hvem er Hustyvene her i Huset?

Sofie følte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod, og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.

- Gaa, sagde Hans Excellence. Og hun gik.

334

Hans Excellence lukkede Klappen og støttede sig, med de fremstrakte Arme, et Øjeblik til Chatollet.

Saa gik han hen og laasede Døren og satte sig i sin Stol.

Hendes Naade vendte Hovedet et Øjeblik bort fra Poeten, der talte om H. C. Andersen og Erindringer fra Nysø, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette:

- Hvor er Hvide?

- Grandpapa er her, sagde Moderen og søgte selv Hans Excellence med Øjnene, mens den østrigske Minister tog Plads og talte hen over Fru von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade - talende om Gastein.

- Hvor Deres Naade har været saa mange Gange, sagde Ministeren.

- Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.

Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rørte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald:

- Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.

Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa Øjne.

- Min Fader, blev Ministeren atter ved: har, naar han talte om sine Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.

- Gewiss giebt es schöne Weiber in Danemark, plejede han at sige, sluttede Ministeren og bøjede sig for Hendes Naade, en Smule frem over Fru von Eichwald.

Hendes Naade smilede.

- Man smigrer saa let i Østrig, sagde hun, men hendes Øjne fulgte Moderen, der havde grebet i Excellencens Dør og følt, at den var laaset.

- Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap Døren:

- Du er jo helt bleg.

335

- Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig førte Haanden hen over Panden, sagde hun:

- Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.

Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Berømthedens Søn, der stod bag hende i en Krog:

- Tror De paa Datoer?

Sønnen blev staaende med aaben Mund.

- Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.

Kandidaten forsøgte at le, men Moderen sagde:

- Ja, læg en Gang Mærke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man lægger om Forbryderes Ankler.

- Ja, sagde Berømthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og for sig mærkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til berømte Mænds Liv.

Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:

- Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.

- Men, sluttede Kandidaten, man bør naturligvis vogte sig for den Slags Overtro.

- Thi hvor vil den vel føre hen? sagde Kandidaten.

- Men hvor er dog den kære Excellence, sagde en Dame pludselig meget højt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige havde forladt.

Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dør fra Entréen - det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Døre i hendes Bekendtes Lejligheder - og som var sejlet gennem alle Stuer:

- Hvor er den kære Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa højt som det øvrige:

- Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skød.

- Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun først havde set Hofjægermesterinden i 336 samme Nu, forestillede hun paa én Gang Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.

... Sofie gik ind i Køkkenet. Hun syntes, hun løftede Benene saa underlig højt op i Luften, mens hun gik.

Der lød et Slag paa Døren, da hun kom ind.

- Hvem er det? raabte hun. Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op:

- Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels.

- Er det Jægermesteren? Sofie troede, hun skulde falde.

- Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i.

- Hr. Jægermester, Hr. Jægermester! Sofie blev staaende foran ham med sammenknugede Hænder, og pludselig sagde hun:

- Saa er det rent galt.

Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som Køkkenbordet, slog hun Døren i til Anretteværelset, hvor Kogejomfruen stod over Garneringerne.

- Ja, nu ramler det, sagde Jægermesteren. Sofie svarede ikke. Det var, som stønnede hun ligesom Bornholmeren.

- Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde staa op.

- Vi har Fredag, sagde Sofie. Hans Hvide lo:

- Se, om han er inde.

- Ja, sagde Sofie og blev staaende.

- Se, om han er inde, gentog Jægermesteren.

- Ja.

Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden :

- Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e? Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:

337

- Jo, bring mig et Glas.

Hun løb gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun hældte Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.

- Dér, Hr. Jægermester, sagde hun.

- Tak, sagde Hans Hvide, der havde tømt det.

Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, Væggene og Dørene og Karmene - alting, før hun lettede paa Excellencens Dør.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.

- Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.

- Saa maa det være. Jægermesteren stod op:

- Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs.

- Ja, sagde han.

- Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør.

Hans Excellence drejede Hovedet:

- Jeg ventede Dig, sagde han.

- Det er jo godt, svarede Sønnen, der skjalv:

- Jeg maa have Penge.

- Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.

Man hørte Stemmerne fra de andre Stuer.

- Jeg kommer naar det er nødvendigt, sagde Sønnen.

- Hvor kan det være nødvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsætter dine Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.

- Det forslaar ikke, sagde Sønnen.

- Hvad forslaar?

Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Død, der havde rejst sig.

- Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han. Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa 338 Gangen lød der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene levede:

- Det kan ikke være forbi.

- Det skal.

- Det er Veksler.

- Jeg betaler dem ikke.

- Du maa.

Ordene kom som Hug.

- Jeg gør det ikke.

- Du maa.

Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.

- Hvorfor? sagde Hans Excellence.

- Fordi det er dit Navn.

Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.

- Skrevet i dit Navn, sagde Sønnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.

Der gik et Nu, før Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.

- For hvor meget? sagde han.

- Tredive Tusind.

Hans Excellence rørte sig ikke. Bordet skælvede under hans skælvende Arm.

- Tredive Tusind, sagde Sønnen igen, som om Hans Excellence ikke havde hørt det.

Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:

- Har Du dem ikke? mens Sveden løb ned ad hans blodløse Ansigt.

- Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Sæde i sin Stol.

Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.

- Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:

- Hans kongelige Højhed.

- Jeg kommer, svarede. Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod Sønnen, mens det var som i et 339 Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri:

- Jeg kommer, sagde han igen.

Georg slap Døren.

Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde:

- Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?

- Hvorfor?

I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder:

- Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne. Hans Hvide lo:

- Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: der, hvor Du vilde. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad.

- Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede.

Hans Hvide var gaaet

Hans kongelige Højhed rejste sig 'fra Stolen ved Siden af Hendes Naade og nærmede sig, mens alle Stemmer lød mere dæmpet, til Faderen, med den høje Hat i sin Haand:

- Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem mod Hans Excellences Dør. Faderen bøjede Hovedet:

- Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Højhed, sagde han, der havde genkendt Broderens Stemme gennem Døren. Og som ved et Tilfælde rørte hans Albue ved Portierens Knude, saa det sorte Fløjels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Døren som en Væg.

- Ja, Hvide er utrættelig, sagde Hans kongelige Højhed og smilte.

340

- Deres kongelige Højhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og skød Portieren bort.

- Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed og tog Excellencens Haand.

Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland.

Hans kongelige Højhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og Kammerherren sagde - mens al anden Tale blev meget stille og der paa Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Højhed, Excellencen, Kammerherren og Kadetten - angaaende sit Arbejde, at det var Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte Vanskeligheder.

Hans Excellence, der muligvis ikke hørte efter, sagde :

- Ja, Deres kongelige Højhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.

- Ja, Værket har meget interesseret Hans Majestæt, sagde Hans kongelige Højhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:

- Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?

Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:

- En Invalid tør ikke klage, Deres kongelige Højhed.

- Ja, sagde Hans kongelige Højhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben:

- Naar man kun har en stærk Konstitution.

- Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens Skulder:

- Det er Resterne af gamle Norge.

Hans kongelige Højhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.

Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde 341 pludseligt, efter først et Nu at have trukket de tykke Øjenbryn i Vejret:

- Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Højhed.

Hans kongelige Højhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende tættere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjægermesterinden og sagde:

- Er Hofjægermesteren i Byen, Frue?

Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.

- Nej, Deres kongelige Højhed, sagde Hofjægermesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egehøj.

Der opstod en Pause, før Hans kongelige Højhed sagde - Etatsraadinde Mouritzen var trængt frem lige bag Fru von Eichwald og bevægede sig saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes Tæppe ned -:

- Ja, Wien er en smuk By.

De noget løsrevne Ord hørtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige Højhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige Højhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Højhed til Døren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om Jørgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Børn havde fjernet sig, sagde:

- Jørgen vil jo absolut giftes nu.

- Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

- Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

- Men, blev Grevinden ved - og Moderen, der havde fulgt Faderen med Øjnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem sine Blomster, hørte pludselig efter - jeg synes nu ikke, at det har nogen Hast Unge Mennesker er altid gamle nok 342 til at faa Børn, men de bliver sjældent gamle nok, til deres Børn begynder at blive gamle.

Moderen saá paa Grevinden og havde ført sin ene Haand ind mod sit Bryst:

- Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Læber forblev let aabnede, da hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde:

- Kære I to, det er^som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et æ.

Fru Schulin smilte og sagde:

- Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

- Jeg tænkte, sagde hun.

- Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule, som talte hun til sig selv: jeg er saamæn ikke meget kløgtig, og Gud véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden Ting, som man længe har tænkt over ... Og jeg tror, at en Kone først rigtig har tabt i Ægteskabet, naar hun ikke længer er Kvinden, Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevæge sit Hoved.

- Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde hørt le henne ved Døren, traadte hen i Nærheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden Lænestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det skønne Racehoved støttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

- Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

343

- Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forfærdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

- Ja tænk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

- Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevægelse med sine Læber, som udstødte han en Slurk Røg:

- Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gøre det samme Arbejde.

Han gik videre og kom i Nærheden af Hendes Naades Stol:

- Hvor har Du været, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand kærtegnende ud mod ham:

- Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog Øjnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

- Du har mange Gæster idag, sagde han.

- Ja, min Ven. Men - og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens Ansigt - Du er anstrængt.

- Jeg, sagde han - der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten -:

- Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det:

- Ja, Gud, hvor er'et sjældent - - at se saadan et Ægteskab.

- Men, blev hun ved i en springende Forbindelse - Etatsraadinden talte altid saa højt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen -:

- Underligt er'et, at ingen af Børnene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet 344 Faderen, som just stod bøjet over et Par unge Døtre af Landadelen, sagde:

- Fritz har vist arvet... Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede:

- Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en Højærværdighed, som i en lang Arvefølge havde arvet en Kirke sammen med et højkirkeligt Syn, og som nu nærmede sig Hendes Naade - Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde:

- Hvad taler I om?

- Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.

- Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun Burene om de største Dyr. Marschalinden lo:

- Du vælter alting idag, Onkel Hvide.

- Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads.

- Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden.

- Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før.

- Kærligheden, sagde Excellencen og et Øjeblik krængede han sin altfor svære Mund: Kærligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, før alle de pyntelige Ord er blevet høvlede af Sproget

Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig halvt, sagde, som fejede han noget væk:

- Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af Abernes Børnebørnsbørn.

- Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.

- Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhæng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man bør give Menneskene fri.

345

- De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.

- Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:

- Hvad er her hændt?

- Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort Og hun spurgte om en mærkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:

- Den maa være meget gammel, sagde hun.

- Ja, Stykket er historisk.

- Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:

- Den har tilhørt Marie Antoinette.

- Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra Frankfurt.

- Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre: Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.

- Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilføjede - naar Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mærkelig ud i ét -: Pastellen fremstiller Dauphin.

- Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb Øjnene sammen, som Kendere gør.

- Nutildags, sagde hun og saá uvtlkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofjægermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes.

- Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dækkede et hastigt Glimt i hendes Øjne som da hun før sad, med Ministeren, ved Siden af Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

- Hendes Naade vil ikke blive vred.

346

Fru von Eichwald bøjede sig over Hendes Naade og bad om de maatte sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nervøst op om Kejser Nikolajs Brosche, næsten som om hun vilde skjule den:

- Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og med den samme Stemme.

- Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og førte dem op mod Lyset.

- Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald.

Marschalinden havde brat ført Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en halvt tillukket Haand, sagde hun:

- Russiske Brillanter, Frue - Marschalinden understregede Frue - er altid ganske særegent indfattede.

- Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne. Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belægge med Guld:

- Og de virker saare skønt paa deres hellige Sted, sagde Hans Højærværdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

- Du er saa tavs idag.

Moderen stod lænet til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer, der paa en endeløs Vej et Minut har lænet sig til et Træ, og sagde:

- Jeg har tænkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et Øjeblik, før hun sagde:

- Men undertiden taler man for at skjule, at man tænker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr. Fritz, som i Stuens Baggrund, 347 i den halve Skumring, stod lænet mod et Ibenholts Skab:

- Er det Hans' Søn?

- Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

- Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert Ord.

Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa, bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

- Har De set ham? spurgte hun.

- Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget rank i Krop, bøjede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

- Han er skøn som et Gravmæle.

- Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg stod netop og tænkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt Fakkel i Haanden.

- Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans Excellences Fader under et Besøg i Weimar.

- Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

- Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags Regeringsjubilæum.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme Øjne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden.

348

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegøjens Bur:

- Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let, mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

- Fortuna fortis, fortuna fortis.

- Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie. Hans Excellence vaagnede brat:

- Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofjægermesterinden og Hans Højærværdighed og hørte Hans Højærværdighed sige:

- Ja, Frue, Menneskene vil altid trænge til at se opad.

- Det er rigtigt, Deres Højærværdighed, sagde Hans Excellence: lad dem se opad. Saa bliver de aldrig sig selv var.

Han vendte sig til Hofjægermesterinden:

- Din Fa'er er snavs, sagde han.

- Ja, desværre, svarede Hofjægermesterinden. Der fløj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i Fru von Eichwalds Stemme.

- Vogt ham for Sindsbevægelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv kært.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet Goethe, medens alle Gæsterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og dannede sorn en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han netop tændte.

- Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre.

- Fortuna fortis, skreg Pappegøjen.

Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssætninger 349 til Hendes Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

- En udmærket Slægt, sagde Ministeren. Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

- Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade - og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede - set saa smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar.

Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte.

- Ja> sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Møde med Bonaparte.

- Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til Ministeren.

Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:

- Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas.

Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rød som et Blod og et Nu talte ingen, før Hans Excellence, efter at have kastet et Blik paa Silhuetten sagde:

- Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede han usynlige Vækster op med alle deres Rødder: - Først nogle Bøger, saa én Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis Form Ingen kan tyde mer.

Berømthedens Søn, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre berømte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:

- Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.

350

Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin bøjede foran Hendes Naade sit Hoved i en tom Ærbødighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede paa den anden Side Stolen.

- Fortuna fortis, skreg Pappegøjen i et stadigt Raseri.

- Det er Gammelmandssnak, sluttede Berømthedens Søn.

Den slanke Tjener aabnede Døren og lukkede den igen, rank med nedslagne Øjne, som en Husets Vogter.

Hans Excellence løftede Hovedet brat og stod som et Lys:

- Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Berømthedens Afkom, har gættet et Aarhundrede.

Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende Statsunderstøttelser, nærmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen bøjede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:

- Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?

Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske Værelse og inderst inde i den næste Stues Mørke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han:

- Vi er blevet tilbage.

Og han lo endnu en Gang.

... Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han:

- De hører ikke efter.

- Nej, min Ven, undskyld.

Og lidt efter sagde Marschalinden:

- Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et og andet at tænke over.

351

- Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet:

- Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet. Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren :

- Ja, sagde hun og nikkede.

Og de talte ikke mer, før Ministeren stod ud.

Da Vognen atter kørte videre, førte Marschalinden pludselig hastigt Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.

- - -

Hans Excellence sad foran sit Bord:

- Hvad er Klokken?

- Fire, Deres Excellence, svarede Georg.

- Klokken fem skal Vognen køre frem. Georg rettede sig.

- Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence.

Hans Excellence rørte sig ikke:

- Lad Hr. Fritz komme ind.

Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bevægelse i sit Ansigt betragtede han Hans Excellence:

- Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede, da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:

- Sig ham til, at her spises Klokken seks.

- Hvis han ikke er drukken.

Hans Excellence havde ikke taget Øjnene fra den unge Mand, hvis Mund maaske sitrede en umærkelig Kende, idet han bukkede.

- Har Du hørt det?

- Ja, Grandpapa.

- Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var strømmet over den unge Mands Ansigt og han gik.

352

Hendes Naade sad stadig i sin Stol:

- Hvor er Hvide? spurgte hun.

- Hans Excellence er i sit Værelse, sagde Selskabsdamen.

- Jeg paaklædes Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bevægelse med Haanden.

- Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.

Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene.

Døren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over Gulvet:

- Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen.

- Det er mig, hviskede Sofie.

- Véd Fruen det?

- Hvad? sagde Hendes Naade, som førte Hænderne op og ned i sit Skød.

- Jægermesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede et Øjeblik paa hinanden gennem Mørket.

- Jeg tænkte det, stønnede Hendes Naade: Har Du set ham?

Sofie svarede ikke straks:

- Jægermesteren har talt med Hans Excellence.

- Naar?

- Under Modtagelsen.

Hendes Naade stønnede paany og bed de hvide Læber sammen:

- Gaa, sagde hun saa s agte, at Pigen næppe kunde høre det.

Døren blev lukket.

Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun slog Portieren bort og aabnede Hans Excellences Dør.

Han sad ved Lampen og havde ikke hørt hende.

- Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran 353 Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig?

Han havde løftet sit Hoved og saá paa hende.

- Hans er i Byen, sagde han.

Hendes Naade havde foldet sine Hænder - i det sorte Skrud, som hun stod med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve-:

- Hvad har han sagt?

Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit eget Liv.

- Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort.

- Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter:

- Du er træt.

Hendes Naade vendte sig og gik. Moderen var gaaet op. Hun tændte Lysene i Armstagerne og blev staaende foran de hvide Lys.

- Jeg skulde klæde mig paa, sagde hun, og Armene faldt trætte ned langs hendes Sider.

Lidt efter aabnede hun Døren til Gangen:

- Arkadia, raabte hun:

- Arkadia.

Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var der næsten mørkt.

- Arkadia, raabte Moderen.

- Slip mig, Frederiksen, lød det nede fra, i Skumringen.

Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene.

Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde hjælpe Fruen.

- Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige Hænder laa i hendes Skød: hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.

Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op og Skørter op og Æsker op. Moderen fulgte hendes Bevægelser.

354

- Det er en sort Barège, sagde hun.

- Med Underkjole af Reps.

Selskabsdamen blev ved at rode op.

- Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saá pludselig paa et straagult Kjoleskørt:

- Den Kjole gaar jeg jo aldrig med. Og pludselig sagde hun:

- Vil De dog ikke ha'e den?

Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens Kufferter, sagde, mildt afværgende:

- Men den er jo saa god som ny.

- Kære Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:

- Tal dog ikke om det.

Selskabsdamen lagde det gule Klædningsstykke hen paa en Stol og fandt tilsidst den Barèges:

- Her er den, sagde hun.

- Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.

Hun blev siddende endnu nogle Øjeblikke foran Lysene, før hun slog Eau de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var klædt paa, sad hun atter foran Lysene.

Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag til Middag lod lægge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule Blomsterøjne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.

Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Bøger paa sit Bord tog hun den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, før hun læste:

Og daglig mer og mer Diones Sind
Sig slutter til - hun drømmende kun leved;
Det evigt nyt Erindrings Billed væved,
Men Livets Indtryk lukked ej det ind.
Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saá i Luften ud, hvor Skyen svæved,
Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi:
Et Spejl af hendes Sjæls Melankoli.

355

Dog, hvad er Ord fornødne? - Samme Spil
Kan her beskues som paa Livets Scene;
Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene,
Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til.
Først Haab og Længsel, derpaa Savn alene.
Saa Tomheds Taarer, der ej stanse vil.
Først dobbelt Liv og Kraft i hver Fornemmelse,
Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse.

Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde Læber skælvede. Saa læste hun igen:

Du svigter mig - du flyer mit Øjes Blik,
Skønt ømt jeg kalder, Du vil ej mig høre;
Du for min Hilsen lukket har dit Øre
Og rækker bortvendt mig den bitre Drik.
Det svinder hen - min Sol til Hvile gik.

Moderens Haand søgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun førte den til en næsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun læste:

Og intet mer kan mig tilbage føre
De Straaler, som min Glæde fødtes i,
Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.

Det skulde være - nu velan. Ej Klage
Skal disse Linjer bringe fra mit Bryst.
Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage,
Ej Savn, som vende hjem, foruden Trøst;
Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage,
Kun Hjertets Genklang af en svunden Lyst,
Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en Lindring,
Kun et Farvel til Afsked og Erindring.

To Taarer var faldet ned paa Bladet. Moderen saá dem ikke:

Farvel - Hvad er et Ord? og dog en Smerte,
Den bitreste, er gemt i dette Ord:
En Grav for alt, hvad dette Bryst begærte
Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord.
356 Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
Hvis sidste Haaben i dens Bæger bor,
Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,
Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.

Store Taarer strømmede ud af hendes Øjne, og et Nu støttede hun sit Ansigt mod Armstagens Bronce.

Saa tørrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Øjne mod Bogen, hvis Bind stod lænet mod Spejlets Rand som en Bønnebogs mod en Bedepult:

Min Sjæl er træt, men paa mit Øje falder
der ingen Slummer; rastløs Tanken gaar
I Sorgens Følge gennem Fortids Haller
Og stille for hvert dejligt Billed staar.
Hver Drøm, der fryder, jeg tilbagekalder,
Jeg strækker Haanden ud - men ej den naa'r
Den flygtige, den lyse Hær af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt,
Da føler end med dobbelt Kraft jeg Savnet
Af alt det Herlige, min Arm har favnet,,
Af Dig, din Kærlighed og din Gestalt.
Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun Navnet
Endnu jeg har, skønt dette Navn er alt,
Alt, hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer,
Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Hænder. Ansigtet var let strakt frem:

O, Du - Men Taaren falder ned og sletter
Mig Skriften ud; og tørres end den bort,
Den vælder frem paany og Brevet pletter
Saa selv min Afskedshilsen gør mig Tort.
Lad her mig ende. Dig jeg ej forgætter,
Dertil et bittert Liv var mig for kort.
Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.
Kun dette Kys - nej, nej. Og dog - det blive.

Hendes Hænder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet, ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá.

357

- Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa være.

Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde hægte Fruens Kjole.

- Tak, jeg er færdig, svarede Moderen. Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene:

- Men skal jeg dog ikke fæste Blomsterne? sagde hun.

Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et Øjeblik endnu betragtede hun de hvide Blomster.

- Tak, sagde hun:

- Men lad dem visne her.

Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun:

- De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.

Selskabsdamen vilde gaa, da der hørtes Støj i Gaarden.

Det var Hestene, der blev spændt for.

- Skal der spændes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod Selskabsdamen.

- Ja, Hans Excellence kører ud, svarede Selskabsdamen.

- Men hvorhen dog? spurgte Moderen.

- Hans Excellence har ikke sagt det. Moderen gjorde en Haandbevægelse mod Selskabsdamen, der gik.

Porten blev slaaet i. Hans Excellence var kørt ud.

358

III

HANS Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev ikke aabnet.

- Kør ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør. Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en Herre i Pels, som vendte Ryggen til.

Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.

Den Skruttede naaede ikke Vogndøren, før hans Excellence var ude og havde sparket Døren op til Trappen, hvor der var mørkt.

- Tænd, sagde han.

Den Skruttede løb, med en Tænder, som en Gnom, foran Hans Excellence op ad alle Trapperne, tankeløst tændende alle Lamper.

Hans Excellence ringede og saá to Øjne, der kom frem bag Dørens Øje og igen forsvandt.

Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv.

Frøken Erichsen var løben ind i Spisestuen, hvor Hofjægermesterinden, iført en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.

- Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen, der næsten var blevet forpustet.

Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:

- Igen.

359

Hun løftede sit Hoved:

- Saa skal han have Penge, sagde hun.

Men med et pludseligt Glimt i sine Øjne, som Frøken Erichsen saá, skønt Hofjægermesterinden havde sænket Laagene for at dække Blikket, sagde hun efter et Nus Forløb, næsten blødt:

- Hans Excellence kan man ikke afvise, Frøken. Meld ham hos Konferensraaden.

Frøken Erichsen saá et Øjeblik Hofjægermesterinden lige ind i Ansigtet:

- Som Hofjægermesterinden mener, sagde hun og gik. Hun aabnede Gangdøren:

- Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange Stuer:

- Her er mørkt, sagde Hans Excellence.

- Nu skal jeg tænde, Deres Excellence, sagde Frøken Erichsen og tændte to Lys paa en Konsol, før hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa, frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen over Loftet, medens Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.

- Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen og stod midt i Konferensraadens Stue.

Konferensraaden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn frem fra hans seende Øje:

- Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen tydeligt:

- Jeg har ventet ham.

- Vel, Hr. Konferensraad.

Konferensraaden havde løftet den højre og sunde Arm:

- Tag Puderne bort, sagde han.

- Ja, Hr. Konferensraad. Frøken Erichsen gjorde det.

- Og Skærmen af Lampen.

- Ja, Hr. Konferensraad; Frøken Erichsen løftede Skærmen.

360

- Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var fast i hans Mund.

........

- Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i Stuen.

- Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde Øje fra Excellencens Ansigt:

- Du kommer igen.

Hans Excellence havde knuget sin ene Haand.

- Det haster, sagde han:

- Jeg skal bruge Penge.

Konferensraaden tav, bestandig med Øjet paa ham.

- Jeg maa sælge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene Øje bestandig hvilede paa ham, som vilde det tælle Sveddraaberne paa Hans Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans Legemes Porer:

- For der er vel Papirer? Konferensraaden lod Ordene dø hen:

- Naar skal Du sælge? sagde han.

- Straks, sagde Hans Excellence og førte uden at vide det den venstre Haand op for at aftørre sine Tindingers Sved.

- Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke rørte sig.

Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en kæmpemæssig Anspændelse, mens han sagde meget brat:

- Der er altsaa sælgelige Papirer? Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran Ordet "sælgelige", men hans Stemme lød som altid:

- Saa maa Du sælge, sagde han.

- For hvormeget?

Hans Excellence tav et Øjeblik:

- For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.

361

Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se paa ham:

- Du maa forstaa, det er nødvendigt. Konferensraaden løftede den højre og sunde Arm:

- Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsøg paa Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:

- Genierne prutter ikke.

Hans Excellence løftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede Haand ned mod det mægtige Bord:

- Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:

- Er Pengene mine - - - eller er de det ikke?

Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:

- Du véd jo, de er dine.

Excellencens rtoved faldt ned paa hans Bryst Hans Læber var saa hvide som hans Skæg.

- Og - Konferensraaden næsten rejste sig, i en overmægtig Følelse af Triumf -:

- De er til Udbetaling straks. Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han førte den atter tilbage:

- Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:

- Tag Nøglerne selv.

Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Haand, der kun var halvt aabnet:

- Dér er Nøglen til Pengeskabet.

- Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre. Hans Excellences Hænder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han aabnede Skabets Dør. Men 362 han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde ogsaa hans Hænder færdedes der hver Dag.

- Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.

Man hørte »Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:

- Dér, sagde han og skød Anvisningen bort:

- Vil Du kvittere.

Konferensraadens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det fremlagte Blad.

- Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet. Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trækning som en Grimasse hen over hans lammede Ansigt.

- Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans Excellence, der havde rejst sig:

- Vil Du sætte dit Segl under.

En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han sagde kun et Ja, der lød som en Stønnen:

- Der ligger Lak i Skabet, sagde 'Konferensraaden, og hans Øje blev ved at følge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte tænde et Lys og bære det hen og tage den mægtige Signetring af, i hvis store Ædelsten Hvidernes Vaaben var graveret.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget Lak svulmede op - som den første Strime Blod, der rinder af et Saar.

- Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.

Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:

- Farvel, sagde han.

- Farvel.

Hans Excellence var ude.

Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hn Hansen kom ind ad den lille Paneldør:

- Gør i Orden, sagde han.

363

Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede Lyset og satte det bort.

- Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte Hvidernes Mappe.

- Luk den op.

Hr. Hansen gjorde det.

- Tak.

Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den øverst i den store Bunke:

- Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen, løftede Konferensraaden sit Øje paa sin Skriver.

- Nu skulde De inddrive Deres Fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.

Hr. Hansen førte forfjamsket de blege Hænder frem og tilbage.

- Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.

- Hvad har De mere end Kejserens Broche?

- Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.

- Hvilke? spurgte han.

- En Brillantsnor.

Konferensraaden flyttede sit Øje:

- Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Værdi.

- Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:

- Skærmen, sagde han.

Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen.

- De kan gaa.

Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen:

- Hvad er her foregaaet? Konferensraadens Øje stak over paa hende:

- Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund.

- Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel 364 ha'e en Ende. Og - Hofjægermesterinden saá Faderen ind i Ansigtet -: vi behøver ikke Hviderne mer.

Konferensraaden svarede ikke.

Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.

- Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:

- Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbevægelser.

Konferensraaden løftede sit ene Øje:

- Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om mit.

Hofjægermesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med et Smil, som Konferensraaden ikke saá:

- Jeg skal gøre det, sagde hun og gik.

Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte.

.... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i Døren til Porten:

- Hvor Du kommer sent.

- Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han til Lig.

- Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hæftigt op mod Johan, medens Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.

- Den Nærmer vil ikke længer, sagde Johan tvært

- Vil ikke? sagde Faderen, rød af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.

- Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom før. Faderen fulgte efter Hans Excellence.

- Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal klædes om.

- Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.

Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen gaa frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke rørt sig. 365 Kun nu og da aabnede hun Øjnene og lukkede dem igen.

Faderen bankede paa hendes Dør.

- Ja, kom, sagde hun.

Faderen kom ind, kjoleklædt og rank:

- Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:

- Jeg har tænkt saa meget i Dag, sagde hun og førte de foldede Hænder ned imod sit Bord.

- Hvorpaa? sagde Faderen.

Moderens Læber skælvede et Øjeblik og der kom et Træk om hendes Mund som det, der tidt kan ses hos Fanger:

- Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun tænkt paa én Ting.

Hun tav et Øjeblik:

- Og nu har jeg tænkt den til Ende. Hun bevægede de to dejlige Hænder:

- Derfor vil jeg gerne tale med Dig. Faderen havde i Halvmørket, hvor han stod, gjort en Bevægelse med sin Haand:

- Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa længe siden?

- Men jeg maa tale, Fritz - hun vendte det blege Ansigt imod ham -: for at forsvare mig.

- Forsvare Dig?

- Ja, Fritz.

Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhøjt og langsomt som den, der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:

- Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke født til at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske - - og alligevel har Du holdt uendelig meget af mig.

- Men det er saa svært for den, der elsker, at gaa ved Siden af den, der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.

Faderen gjorde et Skridt:

366

- Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende Øjne mod den, som bøjes dybest, skønt ingen véd, hvem af to, der har lidt mest.

Hun løftede sit Ansigt:

- Jeg har været egenkærlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som hun talte til nogen over sig:

- Men jeg skal ikke være det længere og din Livsevne skal ikke mere være død. Faderen stod i Mørket:

- Hvad vil Du, jeg skal svare Dig? Moderen rystede paa sit Hoved:

- Du skal ikke svare mig, sagde hun:

- Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.

Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun de dejlige Hænder mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:

- Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os - ikke en Gang paa den Dag, hvor vi dør. Faderen stod et Nu. Saa sagde han:

- Og hvorfor har Du netop talt idag?

- Hvorfor?

Moderen førte Haanden op til sine Øjne og tog den atter bort.

- De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker og de smaa Ting. Faderens Ansigt sitrede:

- Og Du? sagde han og hans Stemme kunde næppe høres:

- Kan Du aldrig blive glad?

Moderen vendte et Nu det skønne Ansigt imod ham:

- Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.

Og Faderen gik.

Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes Øjne. Men hun betvang dem. Og mens hun førte begge sine Hænder ned langs den sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.

Saa bankede hun paa Faderens Dør:

367

- Skal vi gaa ned? sagde hun.

... Hendes Naade var paaklædt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et Smykke af oksyderede Sølvblomster i Hendes Naades Haar.

Det bankede paa den ene af Dørene:

- Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jægermesteren, hendes Søn, der aabnede Døren:

- Det er mig, sagde han.

- De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:

- Lad tænde.

Hendes Naade bøjede sig ned over Jægermesteren, der allerede, hulkende, var falden ned i en Stol:

- Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han gjort Dig?

Hendes Naade førte sine Hænder ned over hans Haar og ned over hans Hals:

- Hvad er der sket? Hvad er der dog sket? Jægermesteren blev kun ved at hulke:

- Jeg kan ikke sige det.

- Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede Hænderne sammen.

- Ja, sagde Jægermesteren og løftede Ansigtet, mens den ludende Krop faldt sammen igen:

- Det er ordnet.

- Saa Gud være lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over Stolens Sider.

- Men vi skal vel ind, sagde Jægermesteren og stod op. Hans Øjne var endnu ganske forvildede.

- Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt. Hendes Hænder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store Vandfad:

- Saadan, sagde hun, og Jægermesteren førte det dyppede Haandklæde hen over sit Ansigt.

- Laan mig det, sagde hun og hun førte et Øjeblik det fugtige Klæde ind mod sine egne Øjenlaag.

- Saa, sagde hun:

- Giv mig din Arm.

368

De gik ind.

Kronerne var allerede tændte i alle Stuer.

- Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersløjfe.

- Ja, Deres Naade.

- Vel.

- Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.

- Ja, Deres Naade. Tjeneren gik.

- Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.

- Nej.

- Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de tændte Lys.

Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg fæstede Storkorset

Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:

- Hvor Du skal være fin!

- Ja, vi skilter vel alle.

Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod paa Skrivebordet.

- Der er mange, sagde hun.

- Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:

- De har været gode for Forretningen. Da Moderen aabnede Døren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:

- Er Hans der?

- Ja, svarede Jægermesteren.

- Kom her ind.

Jægermesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med Øjnene.

- Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham Anvisningen, som havde det været en Recept paa nogle Hostedraaber.

Sveden var sprungen frem paa Jægermesterens Pande.

- Tak, sagde han og gik.

369

Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin Silkepuddel:

- Men jeg tør ved Gud ikke la'e det Kræ alene med Tjenestefolkene.

Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens Skød.

- Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.

Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom ind:

- Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?

- Godaften Augusta, sagde han og skød Brystet frem, som kastede han en Byrde fra sig: det gør godt at se et Menneske.

- Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?

- Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I hører jo til Familjen.

Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i Udenrigsministeriet, Slægtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at af alle Stæder foretrak hun Florents.

- Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man føler sig saa bitte, midt i alt det. Hans Excellence sagde:

- Hvor stor vil Du være?

- Kære Onkel Hvide, man vil dog helst føle det, som var man af almindelig Størrelse.

- Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa og rode dernede. Man lærer saa rart at se, at de fra før var mindst lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.

- Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen: 370 Rom er for dem, som har begyndt at vende Næbet nedad. Bliv Du gammel, Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.

Hendes Naade fandt, at intet var saa skønt som Messen i Vatikanet.

Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.

- Ja, det er saa længe siden, jeg har været der, sagde Jægermesteren, der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den slanke Tjener iskænke sig et Glas Madeira, da Døren til Gangen gik op og den unge Fritz kom ind:

- Er det Dig, sagde Jægermesteren og slap Glasset.

- Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine Øjne fra det tømte Glas.

- Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde Jægermesteren.

- Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, før Jægermesteren var gaaet først

Den slanke Tjener havde løftet de blanke Øjne paa sin Herre.

Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.

- Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en Haandslag:

- Og Tak, at Du kom.

- Hvordan gaar det med Gigten?

- Den er da ikke værre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der bøjede den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.

- Jeg er altid bedrøvet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med sin Bas.

- Tak, Augusta.

- Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.

- Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.

371

- Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mønstrede, idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans Ansigt mod en Armstage:

- Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.

- Ja, hvordan? sagde Professoren, der varMarschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.

- Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedrøvet af Overbevisning ... hvad siger Du, Onkel Hvide?

Hans Excellence, der uafladelig holdt sine Øjne fæstede paa Hendes Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med Sølvblomsterne i sit Haar, sagde:

- Han ser ud som et Menneske bør; og Hans Excellence vendte sig mod Faderen:

- Skal vi spise?

- Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom og Grevinden straks i Døren sagde:

- Kære Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi kørte om ad Brahes.

Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overdøvende alle de andre:

- Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?

- Der har ikke været Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og talte omtrent ligesaa højt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans Excellence slog i Hænderne, da Dørene var blevet aabnede:

- Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og førte, som det var Skik hos Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin Arm.

Alle stod op, mens Herrerne søgte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til Grev Eck:

372

- Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen, som skulde anbringes i Spisestuen paa et Tæppe.

Marschalinden lo ad Kræet, der bjæffede. Men Gehejmeraadinden vendte sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor Berger, og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:

- Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig godt ind, naar Du kører hjem.

Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen - Hendes Naade med Jægermesteren sidst - og der skubbedes med Stolene om det brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig, medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener bøjede sig bag Moderen:

- Sherry eller Madeira?

- Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og saá ud over Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det skinne i Lyset:

- Hvor man kender dem, sagde hun.

- Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden. Alle talte om Glassene.

- Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de blev købt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra Regentskabet...

Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til Excellencen:

- Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.

Hans Excellence, der vistnok ikke havde hørt hendes Ord, sagde:

- Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trækning over Jægermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge Fritz Hvides Stol, slog de blanke Øjne op mod sin Herres Ansigt:

- Sherry eller Madeira?

- Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bøjede det lille og fine Hoved for Hendes 373 Naade. Han havde fæstet en af Bordets tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar ligesom Hans Excellence kun Storkorset.

- Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker den Slags Ting.

- Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner. Hans Excellence, der havde hørt det som alt, hvad Hendes Naade talte om, sagde:

- En Evne? ... Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder etsteds og melder sig, naar de skal.

- Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa Dugen, og havde fæstet den ved sit Bryst.

- Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.

- Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saá paa Moderens Brystbuket.

Moderen tav et Øjeblik og førte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.

- Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De ikke, det siger Ofelia. Greven tog en Mundfuld Fisk:

- Saa? sagde han: det er saa længe siden, de spillede det Stykke.

- Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod, hvad de Gøglere lemlæstede.

De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:

- Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret. Gehejmeraadinden sagde:

- Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.

Men Excellencen sagde:

- Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store Tanker skulde de helst lade være i Fred og ikke forfalske dem paa deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne 374 Æbler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider spille dem.

- Men er der nogen, som læser dem? spurgte Grev Eck.

- Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slægtninge og der vil længe leve nogle af dem.

Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svært ved at konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om sin Rejse.

Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for meget.

- Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.

- Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig og de talte om det halve Europa rundtomkring:

- Det er ligesom Michel Angelo ... - Det er dog for meget ...

- Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine Formeninger om Michel Angelo.

- Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt, Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lænkerne og vidste, hvor de var knyttede.

Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Øjeblik stift som en Maske; men hun bøjede hastigt sit Hoved og sagde - ved Hendes Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om Katolicismen -:

- Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa trygt.

Professor Berger løftede Hovedet fra sin Tallerken:

- Naar de først har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.

- De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grer Eck.

Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Præst paa Godset, som var ny:

375

- Kære, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe i Munden og med Bulehat.

- Jeg hører ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men

nu undgaar vi vel heller ikke Højskole og al den Slags.

Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.

- Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de værste. De synger saa længe, til de faar stærke Lunger. De Folk tør saagu se deres Vorherre ind i Øjnene.

Marschalinden slog Hænderne ned mod Bordet og sagde:

- Tante Augusta bander endnu.

- Ja, min Pige, sagde Geheimeraadinden: og det vil jeg blive ved med til min Død.

Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, tænkende paa Grundtvigianismen:

- Ja, min Hr. Halvfætter var gal, men han havde sine lyse Øjeblikke: han gjorde "Synden" til Glæde og Glæden til et Sakrament. Han fik Himlen til at spænde over Jorden - og det er vanskeligt.

Jægermesteren, der saá hen over sine tømte Glas, sagde halvhøjt:

- Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet. Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om Karpaterne og sagde til Fru Harriette:

- Du har vel ogsaa været der?

- Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin lo og sagde:

- Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De saa deroppe, Gehejmeraadinde?

Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:

- Naar man kommer lidt højt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar ogsaa et andet Ansigt.

- Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.

- Et større.

Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til den unge Fritz Hvide:

376

- Aa, Fritz, vil Du sørge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin Medicin.

Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, hældte han et kvart Glas Portvin ud paa en Underkop foran Kræet, der var placeret paa et Tæppe foran Kakkelovnen:

- Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu, sagde hun:

- Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.

- Ja, sagde Marschalinden og saá et Nu paa Faderen, hvis Øjne lyste under Fest og Lys.

- Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals.

- Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?

-Ja.

Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme:

- Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

- Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen for sig.

- Og de ulykkelige?

- Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og sænkede sit Hoved, mens Jægermesteren saá op paa hende.

- Mama, sagde han ganske sagte og stødte sit Glas mod hendes.

- Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hørt om Heste, der trækker samme Læs, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.

- Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens Gehejmeraadinden sagde:

- Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:

- Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.

- Netop, sagde Hans Excellence og førte det mægtige 377 Krystalglas med Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:

- Derfor er jeg nøgtern.

Og idet han lod Blikket løbe nedover Bordet, sagde han:

- Jægermesteren drikker for mig.

I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var blevet graablegt, hørte man Baron Rosenkrands, der talte om den tyrkiske Krig, sige:

- Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.

Hendes Naade havde under Bordet grebet Jægermesterens Haand, der var hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skød Brystet frem over Bordet, sagde:

- Gud, der maa da være en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.

- De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.

Tjeneren skænkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage siden var løben bort fra sin Mand.

- Men hvorfor er hun løbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod Bordet.

Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.

- Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg kunde heller ikke, Lydia, tænke mig noget frygteligere end at blive elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.

Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to røde Pletter op i Hendes Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:

- Er Du træt?

Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden, gennem Støjen op til Moderen:

378

- Stella, har Du aldrig været skinsyg?

- Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre.

Marschalinden lo igen:

- Og det er aldrig faldet Dig ind? Der gled et Smil over Moderens Ansigt:

- Nej, aldrig, sagde hun.

Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt. Saa sagde hun til Faderen:

- Stella er vidunderlig.

- Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.

Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stønnende, med en Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Øjne, hun aldrig havde set:

- Saa er Du alligevel lykkelig.

- Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i hans Ansigt: det var, som saá hun tusind Ting oplyste af et eneste. Lyn.

Hendes Hænder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt sit Ansigt bort.

Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i Samtalen, sagde til Faderen:

- Jeg har for Resten været i Haremet

- Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit vejrbidte Ansigt:

- Det var der ikke meget ved.

Grev Eck havde kun været hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt sig i Athen for at vejlede den unge Konge.

Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter Hovedet over Fløjlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole, og sagde:

- Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om Konstantinopel.

379

Ved en sær Tankeforbindelse - maaske fra Seraillets Damer til Smykker - begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig tilbage paa Stolen:

- "Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".

Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:

- Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.

- Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo ogsaa Nødstilstand i mange gamle Familjer.

Marschalindens Øjne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bøjede sig frem mod hendes Skulder og sagde:

- Det var nogle dejlige Perler, Harriette.

- Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa historisk. De siger, det har tilhørt Madame Dubarry.

Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortløbne Kusine og afsluttede sine Bemærkninger ved at sige:

- Aa Gud, ja, det er godt, man har sine Børn.

- Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der smilede over sin lysende Halssnor.

- Ja, sagde Fru Rosenkrands, der tørrede sin lille Kirsebærmund med Servietten: det er saamæn meget muligt, at der ikke er saa meget ved Livet.

- Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.

- Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som De om Livet?

Grev Eck sænkede det lille og fine Hoved:

380

- Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.

- Men alligevel?

Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede halvt:

- Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et ophængt Lagen.

Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:

- Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?

Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:

- Et Glas, sagde han.

Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tømte i ét Drag:

- Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?

Mens Gehejmeraadinden lo, hørte man Professor Berger sige i Stilheden - Herrerne var blevet røde i Hovederne -:

- Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.

Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige:

- Dyret er s'gu drukkent. Moderen smilede og sagde:

- Dyret er klogt.

- Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.

Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud om en ledende Politiker, en Folkefører.

- Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan aarevis i Udlandet.

- Men, sagde hun om Folkeføreren: tror De da virkelig, at han selv tror paa alle sine egne Ord?

381

- Undertiden.

- Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens Midtpunkt.

- Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro tør ingen miste.

Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden hørte ham, sagde han:

- Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten ...

- Sandflugten, Grandpapa?

- Ja, Sandflugten gennem Ørkenen.

- Og - Hans Excellences Stemme lød paany som før og, et Nu, saá hans Øjne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet Smerte -: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i den hede Sky.

- Hvad taler I om? sagde han pludselig atter højt ned til Eck og Marschalinden.

- Politik, sagde Marschalinden.

- Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse og sad med Hænderne støttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle, vilde straks løbe Panden mod Talerstolene.

- Og - Hans Excellence lo - den, som vilde vove at hugge Talerstolene ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sandøe eller hvem takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smøre dem om Munden og føre dem til Dannevirke.

Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom til at tænke paa Hans Christian Ørsted og blev ved at le:

- Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun. Hans Excellence sad lidt, før han sagde:

- Ja, han var Anders Sandøes Broder. Men det var alligevel under Hans Christians Fingre, Ariadnetraaden fløj ud.

- Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.

- Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man 382 vel famle sig til, hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.

De hørte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:

- Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i London. Hans Excellence sagde:

- Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i Ætna, var den første, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet

Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra Ætna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, løftede Øjnene og saá sig uvilkaarligt om i Stuen:

- Ja, sagde hun: saa mange Mænd, der egentlig er gaaet ud og ind af disse Stuer.

- Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Værelset med et langt Blik: mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.

Der var et Øjeblik stille i Stuen.

Saa sagde Grev von Eck:

- Og Telegrafpælene over Jorden.

- Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Løgne.

Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.

Samtalen var næsten stanset, og Grevinde Schulin bøjede sig ned mod Professor Berger, der, medens han spiste, førte sine meget fine Hænder næsten som en Kvinde:

- Hvad er der dog hændet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en Fornemmelse, som om Gulvet gynger.

- Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hørt eller ikke havde villet høre.

- Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.

Næsten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale igen, mens alle faldt ind, og de 383 talte om Godserne og Hoffet og Hendes Majestæt Enkedronningen, som desværre var syg.

- Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.

Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der længe havde siddet og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:

- Hvad tænker egentlig De paa?

Den unge Mand løftede det blege Ansigt.

- Greven gør mig et Samvittighedsspørgsmaal, sagde han.

- Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.

Den unge Mand svarede ikke mer, men bøjede kun sit Hoved.

Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den første.

- Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.

- Ja, sagde Hans Excellence.

Det var en ældgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker, en Present af en afdød Prins af Philipsthal.

- Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.

- Ja, Deres Excellence, det er den~sidste, svarede Georg bukkende.

Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af Hvidernes Vaaben glimtede.

Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:

- Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.

- Ja, sagde Hans Excellence: de færreste. Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit løftede Glas, sagde:

- Den er som Blod.

- Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stødte sit Glas mod Gehejmeraadindens, der elskede 384 Vin og som havde været med til alle atten Flasker, op gennem Aarene.

- Ja, sagde Baronessen.

Og med Glasset op til sine Læber sagde hun, halvsagte, over til sin Mand:

- Du.

- Dja, sagde Manden - Dja var hans Kælenavn for Lydia - og de drak, seende hinanden dybt ind i Øjnene.

I det samme havde Moderen bøjet sig frem, som om hun vilde drikke med nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.

Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas, hvis Vaabenskjold syntes blodsprængt paa Vinens Baggrund.

- Skaal, Hans, sagde Marschalinden og løftede Glasset ned mod Jægermesteren.

- Skaal, svarede han.

Og for at sige noget sagde Marschalinden:

- Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. Jægermesteren svarede og saá op:

- Saa maa Du skynde Dig. Før Taget ramler sammen.

- Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.

- Jeg taler Sandhed, sagde Jægermesteren, mens Hans Excellence havde rejst sig med det løftede Glas i Haanden:

- For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig, tømte de den sidste Draabe af den røde Vin paa Hendes Naades Vel.

Georg slog Dørene op og alle gik ind, Hendes Naade først ved Jægermesterens Arm.

. Da Døren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saá ned over Bordet og fik Øje paa deri unge Hvides urørte Glas.

Den unge Mand tømte det hastigt, før Georg vendte tilbage.

- Kaffen, sagde Georg.

385

Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.

Da Georg var alene, gav han sig selv til at tømme Slatterne, hulter til bulter.

.... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck, Schulin og Professoren.

- Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.

- Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor Gehejmeraadinden lagde et Lommetørklæde over sit brede Ansigt og, et Minut efter, var falden i Søvn.

Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjørne, gav sig til at le:

- Tante Augusta har altid sovet som de Retfærdige, sagde hun.

- Ja, sagde Moderen.

Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder, som det virkelig var svært at faa:

- Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.

Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hørte man Kortenes Fald.

Moderen løftede Hovedet en Smule og sagde:

- Saa underlig denne Dag maa have været for Dig, Harriette.

- Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.

- At se os allesammen igen .... efter saa lang en Tid.

- Ja, sagde Marschalinden: næsten tyve Aar ...

- Og, tilføjede hun: jeg rejser snart igen.

- Rejser? sagde Moderen.

386

- Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg jo set Jer.

Moderen svarede ikke, og de hørte igen Kortenes Fald.

Saa sagde Moderen, som saá hun paa noget, der var uendelig langt borte:

- Det var lige før mit Bryllup, Du rejste. Marschalinden havde foldet Hænderne over sit Knæ.

- Ja, sagde hun: det var lige før dit Bryllup. Og efter et Øjebliks Tavshed lagde hun til:

- Alle kan vi jo ikke blive i Landet Faderen traadte hen til dem:

- Hvad sidder I to og taler om?

- Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden.

- Hvorpaa da?

Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen.

- Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og Livets Gang. Faderen svarede ikke. Men Marschalinden sagde:

- Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.

Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos Baronesse Rosenkrands.

- Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være kommen hjem og nu se alt det.

- Hvordan alt det?

- Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage:

- Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden fra Børn.

- Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella - og saa rejste Harriette ned til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.

Grevinde Schulin tav et Øjeblik:

387

- Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.

- Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde bøjet Overkroppen helt frem.

- Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over Øjnene:

- De er et Barn.

- Men, sagde hun og betragtede et Øjeblik Schulin, der sad inde ved Kortene, bred og stærk, som den, der har bevaret sin gode og mangesidige Appetit op gennem Aarene:

- Livet vil nok lære Dem mange Ting. Baronesse Rosenkrands skød Kirsebærmunden frem:

- Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.

- Skal vi køre? spurgte hun Baronen, der kom til.

- Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.

Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans Excellence:

- Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.

Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.

- Er Vognen der? raabte han.

- Ja, Deres Excellence.

Alle havde rejst sig i begge Stuer - undtagen Hendes Naade.

- Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.

- Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.

- Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod Excellencen.

- Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:

- Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.

388

Ved Døren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bøjede Hovedet over den store Krave.

- Det haster, Deres Excellence, sagde han.

- Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:

- Kør.

Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.

Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.

Portneren løb til og var nær snublet over Vognens bageste Hjul, mens hans Kone stod paa.Kældertrappen, lænet op til Væggen, med Forklædet over sit Hoved, og græd, saa det genlød i Porten:

- Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.

- Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen. Ved den aabnede Dør ventede Kammertjeneren.

- Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han havde tjent i Huset i tyve Aar.

- Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den faldt paa Gulvet som en tung Sæk, før Tjeneren kunde gribe den.

- Hæng den op, sagde Hans Excellence.

Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad - han, der ikke var vant til at græde - om mod Excellencen:

- Tak, sagde han og rejste sig. Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals:

- Aa, Onkel Hvide, aa, Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence løsnede hendes Arm fra sin Hals:

- I henter mig sent, sagde han. Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en Kæmpes:

- Lad mig se hende.

- Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var.

389

En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg:

- Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.

Han svarede ikke.

Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfældig Stol. Han førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som var det hans Læber, der smertede ham.

- Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.

- Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.

I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde, mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage som en Skygge.

- Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.

- Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.

Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i Værelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst

Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.

I det matte Skær traadte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.

- Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence. Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:

- Vil De være saa elskværdig? sagde hun.

Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende.

- Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.

Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fra Tæppet:

390

- Hvem er det? hviskede hun.

- Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.

Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at nikke.

- Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske næppe mer kunde se.

- Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.

Baronessen havde ikke rejst sig.

Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede. De to Søstre var fulgt efter, lydløse som to Skygger.

- Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.

- Ja, sagde Baronen.

- Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.

- Ja, sagde Baronen. Ingen rørte sig.

- Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence. Preben rejste sig fra en Stol.

- Gaa derind, lille Preben; men sid stille. Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket.

- Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til Ansigt, før han gik.

Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gaa:

-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren. Den stærke Mand skælvede som et Løv.

- Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens Haand med et Greb, saa det sved. Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.

- Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til.

- Kør, sagde han og steg ind. Og Vognen kørte bort.

- - -

391

Der var næppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer, der var trukket op.

Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Sætning, ud i Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hørtes uden Kortenes Fald.

Gehejmeraadinden sagde:

- Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige? Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs.

- Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe Røst.

- Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.

Alle tav igen, til Marschalinden sagde:

- Hvor gammel var hun egentlig?

- Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.

- Tyve Aar, gentog Marschalinden.

Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:

- Ja, alting her i Verden er blindt - ogsaa Døden. Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.

- Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade. Den unge Hvide løftede sit Ansigt fra en Bog:

- Papa er i Spisestuen.

- Hent ham, sagde Hendes Naade. Men den unge Hvide rørte sig ikke.

- Gaar Du? sagde Hendes Naade.

- Ja, Grandmama.

Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen, fandt Jægermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.

- Grandmama ønsker at tale med Dig.

- Naa. Jægermesteren forsøgte at staa op.

- Støt Dig til mig, sagde Sønnen.

392

- Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op.

- Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en død Klump.

Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over Gulvet.

Ude i den lange Gang stødte han med Albuerne en Dør op og fandt frem til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et Øjeblik efter, at snorke højt.

Det var Hans Excellences Seng.

Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:

- Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.

Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede:

- Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen.

- Ja, sagde Moderen og rejste sig. Vognen kørte ind ad Porten.

Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:

- Det var altsaa Døden? sagde hun. De fire Herrer var holdt op at spille. Hans Excellence nikkede uden at tale.

- Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde høre:

- Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til Spillebordet.

- Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.

- - -

Gæsterne var taget bort.

I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol. Brillantsnoren lyste saa sært om 393 hendes Hals i det meget Lys fra de næsten nedbrændte Kroner.

Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der var mørkt.

- Er Du der, min Pige, sagde han.

- Ja, Grandpapa.

Skæret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over Væggene, hvor Billederne af Aarhundredets Mænd dukkede frem i et usikkert Lys og igen forsvandt.

Moderen sagde, ud i Mørket:

- Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis. Han drejede Hovedet:

- Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres Dødsattester, sagde han. Der var længe stille, saa sagde Moderen:

- Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting.

- Paa hvad?

- Paa Vragene.

Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.

Saa sagde Hans Excellence:

- Sidder hun derovre endnu?

- Hvem?

- Mener Grandpapa Elsebeth?

- Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter. Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence:

- Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:

- Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd. Han tav igen, før hans Stemme fød paany:

- Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok. Moderen havde bøjet sit Hoved:

- Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte. Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.

Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt 394 og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:

Som Planten visner,
for dens Rod er uden Væde;
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kær.

- Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket. Moderen fo'r sammen.

- Nej, Grandpapa, sagde hun:

- Jeg sukkede kun.

Georg aabnede Døren til den lyse Stue, idet han bukkede paa Dørtrinet:

- Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.

- Vi kommer, sagde Hans Excellence. Og de rejste sig.

395

"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.

SIRENETTA:

Har Du grædt?

SILVIA:

Ja - en lille Smule.

SIRENETTA:

Det er ligesom Du havde grædt et helt Aar. Dine Øjne brænder. Dit Hjerte gør altfor ondt.

SILVIA:

Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at være roligt.

396

SOMMERGLÆDER

TIL OLGA DAHL

398

La vie est bien triste - enfin rions

399

FRU Brasen vilde alligevel gaa Huset igennem. Der kunde dog altid, man vidste jo ikke, komme Sommergæster i Dag, til Middag, med Vognen. Og færdig blev man saamæn aldrig, og et og andet var der alletid, naar man skulde stole paa Pigerne og Brasen. Igaar var det alle Trækgardinerne, som hang der og bare var rimpede i Sømmene.

Fru Brasen stod op fra sin Træstol ved Køkkenbordet - Stolen var lidt trekvart i Benene - og saá paa al den smurte Mad:

- Ja, det, der skulde ud, det var det viss', og det var hver Dag. Det gik til, hvad der saa kom ind, som ogsaa Brasen han sagde, i den Forretning.

Fru Brasen blev staaende foran Personalets Smørrebrød:

- Og man smør'et dog, som man kan. Fru Brasen sukkede - det var tyndt smurt -:

- Men En holder jo ud til det sidste, sagde hun. Fru Brasen gik over Køkkengulvet og aabnede Lemmen i Døren til Gæstestuen:

- Er Du dér, Brasen? spurgte hun.

- Ja, Jansine, sagde Brasen.

- Godt, sagde Fruen, der saá ind paa Manden, der sad i sin Ensomhed, ved Siden af sin egen Skænk og saá paa sine egne korte Ben.

- Saa passer Du paa Kassen,, sagde Fruen og lukkede Lemmen.

"Kassen" var Fru Brasens Tanke ved Morgen og silde, for de "Knigte" rapsed da det, de kund', hver og en eneste.

400

"Knigtene" var Kelnerne og "Kassen" var en aaben Skuffe i Skænken:

-Men de fik dem nu ogsaa saa rent uheldigt fra, og fik man en ordentlig Mand, saa blev han der jo ikke

- saa det osse kund' vær'.

Fru Brasen gik over Gaarden og ind gennem Porten, hvor Staldforpagter Nielsen fejede.

Nielsen havde været ved Artilleriet, bar Kasketten i Nakken og røg Cigar til alle sine Beskæftigelser.

Fru Brasen sagde Godmorgen, og Nielsen nikkede igen, mens hans fejede en Støvsky op bag Fruen, der gik ud paa Gaden, midt ad Brostenene.

Skyggerne af Husene tegnede sig saa vant og skarpt; de kom og forlængede sig og forsvandt, altid i den samme Form. Det var, som behøvede man slet ikke Uhre der i Byen, saa Time-ret flyttede de Skygger sig altid.

Fru Brasen gik frem ad Gaden. Butiksdørene var allerede slaaede op, og Svendene ventede lænede til Karmene, med Benene slængte over hinanden. Fru Brasen

- hun havde engang været stadselig at se, med en Krop, som den skal være og af dem, Mænd hænger deres Øjne ved - nikkede Godmorgen til hver, mens hun gik. Kommis'erne rørte sig ikke. Fru Brasen følte det, som deres Øjne, der fulgte hende, stak i hendes Ryg:

- Det var ikke saadan, naar man var kommet til at skylde allevegne. Men det var jo osse Doktoren foruden ham, Kunstmaleren, som vilde ha'et til og havde faaet'et lavet; og Brasen, han var jo let at lokk', og Byens Folk, de bare skubbed' bagpaa, saa de fik'et i Stand; og nu kund' de kro sig, mens Brasen, Stakkel, sad i'et, og Gud véd, hvad Sommergæster der kom til saadant et lille Sted, selv om der osse var avertirt....

- Men det var jo, hvad hun havde sagt, men Brasen, han vild' jo, for hun kjendt' jo Brasen, at han var kry at begyn' med, og bagefter satt' han sig hen ...

Fru Brasen naaede "Annexet" og gik ind ad Porten. 401 Stenene var toppede i Porten. Hun løftede Benene for at komme ind i Forstuen, de gamle Dørtrin var høje. Og hun saá ind gennem alle de tomme Stuer, hvor det samme lyseblaa Tapet skinnede fra alle Vægge, købt som det var paa Glarmestrens Auktion, da han gik fallit nu i Februar.

Fru Brasen gik fra Stue til Stue.

- Jo, nu var det i sin Orden.

Og hun saá over Borde og Senge - det var de tyndeste Jernben, der nogen Tid havde baaret et Sengested

- og hun talte Haandklæderne, der hang paa Søm, to og to langs Væggene, og lignede Viskestykker.

Fru Brasen lettede paa dem og vendte dem: de blev helt blaa paa Indersiden. Det var det Glarmester-Tapet, som smittede.

- Men der var saa otte Senge med Krølhaars Madras, nu hvor de osse havde taget deres egn'. Svært blev det vel nok for Brasen at ligg' paa den Tanghaars, han, som var saa før. Men det fik ikke hjælp'. Deres Sengetæpper kund' de da osse ta'. De var da strikkede, og det var, ligesom de fyldt' mer paa en Seng. Der var aldrig lie' som nogen Kraft ved alt det, de købt' hos Rist's.

Fru Brasen kom ind i Gadestuerne, hvor Solen laa over de brede og ubetraadte Gulve. Hendes Øjne, der altid løb i Vand om Morgenen - det kom af at sidde dér i Spisekammeret og vente hver Nat, til de lukkede

- saá ud over al Ting: nu var Papiret gledet ud under det Bordben igen. Hun fik det paa Plads, før hun satte sig et Øjeblik i Sofaen, der var skiddenblaa og skreg mod Tapeterne. Hun var saa træt, og saa fik hun det altid over Lænderne, siden hun havde faaet Aage:

- Og Gud véd - hun tænkte pludselig paa Børnene

- hvordan det gik med Læsningen nu, hun aldrig var over dem. Med Signe gik det jo nok, men Martin, han var jo mer efter Brasen, og han havde 'et ikke til Læsning.

Hun tænkte paa engang paa Martins Skjortelinning. 402 Nu havde hun ikke faaet den syet til, og Byens Folk var altid over hende med Børnene, at de blev ikke hæget.

Fru Brasen blev siddende:

- Det var jo regnet ud, at hundrede og fyrretyve Kroner om Dagen skulde de ha'e, naar der blev fuldt - foruden Drikkevarerne. Men det kom jo osse an paa, om der var dem imellem, der ga' noget ud, som osse Brasen sagde. Men nu vilde det jo vise sig.

Fru Brasen stod op, og hun gik igen igennem Stuerne, ud over Gaarden og ind i Haven. Langsomt gik hun frem mellem de store Ribsbuske, som næsten var voksede til Træer. I den midterste Gang stod Bedstemo'er over sin Rive.

Den Gamle var barhovedet og blev ved med sit Arbejde. Hendes højre Skulder var skudt længere frem end den venstre, under de firsindstyve Aars Sliden.

Fru Brasen stansede:

- Ja, Bestemo'er er flink, sagde hun, og hendes Stemme lød anderledes, end den plejede.

- En er gammel, sagde Bedstemo'er og løftede ikke sit Ansigt.

Fru Brasen blev staaende og saá paa hende.

- Men Bedstemo'er er stærk, sagde hun. Der kom pludselig ligesom endnu lidt mere Vand i hendes Øjne. Hun tænkte med engang (hun vidste selv ikke, hvordan det var med hende til Morgen, men hendes Tanker løb saa rundt omkring) paa Stuerne derhjemme paa Gaarden ved Tønder, hvor Bedstemo'er gik og holdt alting blankt og den gamle fædrene Gaard saa strunk, at den skinnede.

Om Aftenen sad hun ved sin Port og saá ud over sine grønne Marker. Den var saa givtig, Jorden ved Tønder, og der var langt til Bedstemo'ers Markskel.

Den Gamle løftede sit Hoved. Hendes Ansigt var af deres, som enten er bleven døve eller er bleven trætte af at høre mer af, hvad Mennesker de snakker:

403

- Men her er rart, sagde hun, og det var næsten, som hun smilte.

- Ja, Mo'er, sagde Fru Brasen, der ogsaa altid følte det lidt mer hjemligt her mellem alt det meget grønne.

Den Gamle bøjede sig igen, og man hørte atter Rivens Krads mod Jorden, mens Fru Brasen gik.

Det havde pludselig givet et Sæt i hende: Slagteren, han var der vel, og det var ikke saadan, naar man skyldt'. Man kund' ikke la'e ham vente.

Fru Brasen næsten løb hjem gennem Gaden.

- Jo, Andersen var der.

Han stod allerede i Køkkenet, han selv, foran sit meget Kalvekød, der laa opklasket paa Køkkenbordet.

- Hvad skal det saa være? sagde han og slog ud med begge sine Næver.

- Er der Folk nu, spurgte han.

Fru Brasen, der vendte Ryggen til ham, sagde:

- De er meldt.

- Naa, svarte Slagteren.

- Saa ta'er jeg ud, sagde Fru Brasen.

- Naa saa, sagde Andersen, der havde lagt begge sine Hænder paa sit Kød, ligesom vilde han værge det Andersen havde mange store Guldringe paa sine Fingre. Han kom nu saameget sammen med alle de Slagtere fra Aalborg.

Fru Brasen havde hastigt lukket Dørlemmen op:

- Er Du der, Brasen?

- Ja, Jansine.

- Det er Andersen, sagde Fruen.

- Er'et Andersen, raabte Brasen:

- Kom herind, Mand.

Og Andersen, der slap Kødet, gik ind i Gæstestuen.

- Goddag, De Slagter, sagde Brasen, der ikke rørte sig, han bare lo til Kødhandleren:

- Sit ned.

Brasen talte, naar han var munter, saa højt, som skulde han overdøve en Midnatslarm i sin egen Skænkestue:

404

- Sit ned. Jeg sidder her og ser paa mine egne Skilte.

Brasen løftede Haanden lidt fra sit Knæ og pegede ud paa Torvet, hvor "Brasens Hotel" var malet paa alle Husgavle, sort paa hvidt.

- Men hvad hjælper'et, Andersen?

- Og hvad er'et saa - saa smaat Skrift, som de trykker'et med, hvad man skriver?

Brasen pegede paa "Jyllandsposten": den var med meget lille Skrift, hans Annonce. Andersen saá ned paa Bladet:

- Ja, sagde han:

- Det er s'gu Reklamen, der skal gør'et, i disse Tider.

- Men skidt er'et, Brasen.

- Ja, det er, sagde Brasen og saá pludselig hen over Gulvet, ligesom søgte han om noget.

De tog sig to Bajere, Brasen havde lige rejst sig fra sin Stol for at faa dem hentede.

- De gi'er 'en vel, Andersen, sagde han, før han satte Flaskerne paa Bordet.

Da Andersen kom ud i Køkkenet, havde Fru Brasen udtaget Kødet. Hun var altid længe om det. For man maatte regne det ud, med de Ben, der bare vejede til; og saa hellere tage Spædeskanke fra Nielsen i Smøgen til Suppe.

Andersen saá ned paa Kødet, smak sine Stege i Truget og sagde:

- Ja, saa kører vi - foreløbig. Han gik med Truget. Ude i Gaarden mødte han Staldforpagter Nielsen.

- Den er skral her, sagde han. Nielsen bare lo:

- Ja, sagde han: den er ikke saa "bevægelig".

- De griner, for De har "Bog", sagde Slagter Andersen, som blev staaende lidt og saá paa Nielsen, der var brun og rød i sin Lød:

405

- Hva' Satan faar De Deres Pi'er for, Nielsen, sagde han pludselig.

Nielsen holdt begge Hænderne i Bukselommerne:

- Man faar dem paa Ansigt, Andersen, og saa paa Bevægelsen.

Slagteren stod lidt igen:

- Ja, sagde han:

- Det er s'gu det, man spekulerer over. Men hvad Én angaar, er man jo gift Mand.

- Farvel, Nielsen.

Slagter Andersen var tredive Aar og for nylig tredie Gang gift. Det var, ligesom hans Koner, der ellers havde været kønne nok, sygnede helt hen, som om Andersen tog fra dem baade Pust og Huld i det ægteskabelige Samliv.

Men Giftenet var det alligevel, Brasen stadigt drev sin Spot med.

- Ja, svarte saa Andersen:

- Der er s'gu dem, der maa til Alteret hver Gang ....

Slagteren gik ud til sin Vogn, som Hesten sindigt flyttede hen foran Købmand Terkildsens gule Hus, der var i to Etager, med hvidmalede Gesimser og grønne Vindueskarme. Til Butiksdøren førte en Trappe op, hvis Gelænder var hundrede Aar. Da Slagter Andersen vilde køre ind gennem Porten, kom Konsulen - Hr. Terkildsen var Vice-Konsul for Sverige og Norge - frem paa sin Trappe. Han var skægløs, bar brun Paryk og havde ingen Læber.

Han nikkede et "Godmorgen" til Slagteren, der betød, at Hr. Andersen skulde stanse.

- Godmorgen, sagde han igen, og tav et Sekund paany - det var Hr. Konsulens Vane at lade sin Medverden vente et Nu mellem hver af sine Sætninger -:

- Vejret er ellers godt.

Konsulens Yndlingsord var Ordet "ellers", der bestandig skjulte de hemmelige Forbehold, som tre Herreder frygtede.

406

- Ja, Vejret er godt nok, Hr. Konsul, sagde Slagteren, der ventede paa Fortsættelsen.

- Andersen kunde komme ind, sagde Konsulen, og han lod Andersen gaa op ad Trappen og ind i Butikken, mens han selv blev staaende et Øjeblik paa sin Trappe, som den, der ved Arbejdsfrembrud overser sin By.

Hr. Slagter Andersen ventede i Boden, der optog en hel Længe og lignede en sort Tragt, frem af hvilken alle Menneskehedens Fornødenheder kunde hentes af to pluskæbede Bodsvende, hvis Øjne fuldstændig forsvandt i deres Ansigter, og hvis Klæder saá ud, som var de for et Aar siden dyppede i en Bøtte grøn Sæbe og havde siden da alle Urtekramhandelens Ingredienser klæbet sig paa dem.

- Vil Andersen gaa ind, sagde Konsulen, og vendt til en af Svendene:

- Bring et Glas Portvin.

Konsulen gik ind gennem Tragten, hvor under Loftet Leer og River hang, som trukne Sværd og sære Marterinstrumenter, og han traadte ind i Kontoret, der var halvmørkt, fordi det vendte ud til et Skur, og møbleret med en Hestehaars Sofa og med Pulten. Pulten var brunmalet og saa høj, at den rakte en velvoksen Mand til Halsen. Den stod lige ved Vinduet, hvor der var saa lyst, at man akkurat kunde se at skrive, men ikke saa nøje, hvad man havde skrevet. Pulten var fastlaaset og saá ud, som om den gemte alle tre Herreders Gældsbeviser.

Paa den stod en Petroleumslampe, som Konsulen tændte, hver Gang han selv skulde arbejde.

- Sæt Dem kun ned, Andersen, sagde Konsulen, der blev staaende ved sit Arbejdsmøbel.

- Ja, Tak, Hr. Konsul.

Konsulen begyndte i langsomme Ord at tale om den nye Vej til Aalborg.

- Ja, sagde Slagteren, det er en dejlig Vej for et Par Bæster, Hr. Konsul.

- Ja, sagde Konsulen, Amtet har den kostet Penge.

407

Og han gik over til at tale om et Par Mennesker, der boede langs ad den nye Vej, til han landede ved Anders Christiansen i Raa.

- Ja, der kniber den, sagde Slagteren. Konsulen sagde:

- Ja, den gør vel det. Men han er jo ellers en stræbsom Mand.

Slagteren, der havde faaet Portvinen, strakte Benene langt fra sig - han vidste nu nok, hvad han var Konsulen god til -:

- Ja vel, Hr. Konsul, men den kniber.

- Ja, sagde Konsulen:

- Der er for mange, som eksperimenterer i Landbruget.

Og efter et Øjeblik spurgte han:

- Har De meget tilgode?

Slagteren gjorde rede, mens Konsulen stadig stod ved sin Pult. Slagter Andersen kom meget omkring, og han vidste Besked, og Munden sad løs paa ham; men han var ellers paalidelig. Tilsidst sagde Konsulen:

- Nu er min Kone vistnok staaet op.

- Ja, Hr. Konsul.

Slagteren rejste sig, og Konsulen, der slog en Smule ud med sin meget magre Haand - hans Fingre var visnede ind omkring Pennen, saa Ringen, der bandt ham til Konsulinden, hver Gang han gjorde en Haandbevægelse, syntes lige ved at falde af - sagde endnu:

- Og derovre bleger de stadig Lagener paa Sengene ?

Han halvpegede over mod det Brasenske Hotel, og hans Stemme, der sædvanlig var meget tonløs, blev pludselig haansk, som naar han talte til det socialdemokratiske Medlem af Byraadet.

- Ja, sagde Andersen.

- De venter jo bestandigen paa dem, der skal glæde sig.

- Ja, sagde Konsulen. Og efter et nyt Minut:

408

- Det er ellers en Risiko, naar man allerede er i resterende for Lejen.

Men Slagteren sagde, for Brasen var nu af hans Folk alligevel og en Kammerat:

- Naa, man véd s'gu ikke, Brasen er nu altid af dem, der klarer den.

- Farvel, Andersen, sagde Konsulen, der ikke yderligere udtalte sig om Brasen.

Konsulinden, som var staaet op, viste sig selv i Køkkenet, da Andersen kom derind. Det var et overordentligt stort Køkken, hvor Konsulens Forældre i sin Tid selv havde spist, sammen med deres Folk, ved det lange Midterbord. Konsulens Forældre var ogsaa indvandrede fra Slesvig, fra Tønderegnen, ligesom Brasens, og de havde bevaret de halvtyske Vaner.

Konsulinden benyttede nu Bordet til Anretterbord ved sine store Middage.

Fruen, der var i Slobrok, som indesluttede hendes megen Fyldighed ret stramt, udvalgte selv Kødet, uden at berøre det med sine Fingre, der var stærkt besatte med Ringe. Hun spurgte til Hr. Andersens Kone og sagde, mens hun saá ud over Kødet:

- Stakkels Fru Brasen, hun tager stadig Skankene fra Smøgen.

Konsulinden talte bestandigt i et eget venligt Tonefald, der behageligt skjulte hendes Mening. Hendes mærkeligste ydre Særkende var en overdaadig Anvendelse af Kniplinger paa sin Person. Efter Kl. 2 gik hun bestandig, naar hun viste sig offentlig, med hvide Handsker. Hun deltog uden Overdrivelse i Missionens Arbejde for Hedningerne.

- Pengene faar Andersen jo ved Skuffen, sagde hun.

Konsulinden tog alt ved "Skuffen", der for hende var et femogtyveaarigt og ret uudtømmeligt Begreb.

- Og næste Gang tager Andersen jo Forsyning med til Kutteren, lagde Fruen til.

Konsulen holdt Kutter - Kutteren "Augusta", opkaldt 409 efter Husfruen - der lagde ud hver Juni og manøvreredes af Konsulatets to Sønner, som begge var Volontører i Landmandsbanken; var uddannede i London, gik paa Bal i halvstivede Skjorter og havde Lejlighed i B-Kvarteret, hvor Konsulinden under sine københavnske Ophold tog ind, efter at have givet sine Sønner et nogenlunde langt Varsel om sin Ankomst.

I deres Fødeby viste Sønnerne Terkildsen sig ingensinde uden i Sports-Dragt

- Ja vel, Frue, sagde Hr. Andersen, der gik.

Konsulinden vendte tilbage til sin Vinterhave, hvor hun afklippede Randene af Palmer.

Slagteren kørte ned om ved Dyrlægens, der boede i en Smøge, med stærkt brogede Stores bag tre Fag Vinduer. Men Dyrlægens Frue stod allerede paa sin Trappe, iført Empire med Udringning og med hvid Parasol.

Hun sagde:

- Vi skal intet ha'e, og slog Parasollen op.

De skulde hos Dyrlæge Jespersens sjældent have noget hos Slagter Andersen. Fru Jespersen, der var to og tredive Aar, importeret fra København og af. en noget uvis Oprindelse, holdt sig for Husets Indkøb, som kom en Smule stødvis, mest til de allernærmeste Handlende.

Da hun var gaaet et Par Skridt fra Vognen, sagde hun:

- Er Lund kommen?

Lund var en ung Ingeniør, der havde noget at gøre der i Egnen ved en lille Sidebane, der skulde anlægges, og som stadig paany forsvandt i en Mose. Han og et Par Fæller hørte til Huset hos Dyrlægens, hvor de drak deres Whiskyer om Aftenen, efter at Dyrlægen havde lagt sig.

- De er dog næsten halv-militære, sagde Fru Jespersen, der i Fortiden sagdes at have haft nogen Forkærlighed for Officersstanden og Artillerikasernen.

Aftenerne med Ingeniørerne var Fru Jespersens bedste Tid. Om Dagen enten sov hun paa en Chaiselongue 410 eller syede Lampeskærme, der kunde fremstille hende i vekslende Belysninger.

- Næ, jeg tror ikke, svarede Slagteren paa Spørgsmaalet om Lund. Han var uvilkaarligt fulgt to Skridt efter hende: hans Næver havde, den Gang imellem, hvor Dyrlægens havde Brug for Kød, altid let for at komme noget i Nærheden af Fru Dyrlægens Fingre, naar de hvilede paa hans Mørbrad.

- Naa, saa kommer han vel i Morgen.

- Er der ellers noget? kastede hun hen ved Tanken om Hotellet.

- Ikke endnu, sagde Andersen.

- Jeg kunde tænke det, sagde Fru Jespersen:

- Farvel.

- - - Brasen sad endnu paa den samme Stol i sin Gæstestue, da Doktoren kom ind:

- Jeg gi'er det op, sagde Brasen.

- Hvad, sagde Doktoren.

- Det hele, sagde Brasen.

Doktoren, der var kommen til Sæde, strakte Benene fra sig - Doktor Øst havde et Par Ben, som en Kaptajn ved Gendarmerne -:

- Sludder, sagde han.

- Men der kommer jo ingen, Doktor, sagde Brasen, der til Tider fik en Hjælpeløshed i Øjnene, som lignede en stor Hunds, der er i Lænker.

- Overkelner, raabte Doktoren og slog i Bordet: Snapsen.

Døren til den nye Spisestue fløj op, og Christian Christensen viste sig. Han saá altid ud, som var han plat fløjet op af Søvne.

- De kommer s'gu nok, sagde Doktoren, da han havde faaet Glasset, som han tømte i ét Drag. Hans røde Ansigt var af de Folks, som har oplevet meget og som har søgt at glemme det.

- Nu hjælper naturligvis Billederne, sagde han.

- Ja, sagde Brasen, de er saamæn kønne nok.

Og han ragede - for hundrede Gange - Numret

411

af "Illustreret Tidende" frem, hvor en Maler paa Feriebesøg havde tegnet nogle Billeder fra Byen og dens Skov. Brasen sad og saá paa Billederne:

- Ja, sagde han, det var s'gu ham, der gav os Tanken - først.

- Og Vandet er godt, føjede han til.

- Godmorgen, raabte han pludselig. Det var til to Kreaturhandlere, der var kommen ind til Billardet i den forreste Stue.

- Godmorgen.

- Hvordan staar det? sagde de to.

- Det staar skidt, svarte Brasen.

- Christian, to Bajere, raabte Kreaturhandlerne.

- Christian Christensen fløj op bag Skænken og tørrede sit Ansigt med en Serviet Han svedte altid over hele Hovedet, der var stort, som var der Vand i det.

- To Bajere, sagde Brasen, som var vant til, at Christian Christensen maatte høre en Bestilling to Gange. Og Christian fo'r over Gulvet, med Øllet, ind til Kreaturforhandlerne, som paa Billardet raflede om, hvem der skulde "gi'e". Jakken paa Christian stumpede bag paa, paa Grund af alt for megen Fyldighed. Naar han løb, og han løb altid, jumpede det hele Bagparti, som havde han ogsaa vandfyldte Luftpuder bagtil.

- Ja, sagde den ene Kvæghandler ind til Brasen, der er kommet Damper til Aalborg i Morges.

- Vi faar ingen Ting ad den Vej, sagde Brasen.

Doktoren, der stadigt tænkte paa Sommergæsterne og "Udsigterne", men som tog det hele roligt, som han havde taget alting fra den Dag, han efter ti Aars Studium opnaaede Medicinsk Eksamen med tredie Karakter, sagde:

- Priserne lokker dem nok.

Brasen virrede lidt med sit Sælhunde-Hoved:

- Men hvad bliver der saa ud af det? sagde han:

- Hvad kan man gi'e, Doktor, for de to, halvtreds, naar de først giver sig til at æd'?

412

- Det er Mængden, der gør det, sagde Doktoren.

- Ja, er det? kom det fra Brasen, hvem Eftertanke gjorde lav og langsom i Mælet.

- Men hvor mange har De Plads til? spurgte Doktoren.

- Jeg mener jo til treds, saadan for Nattelej'.

- Til Treds, ogsaa med Sengklæder? Det gav næsten et Sæt i Doktoren. Han kendte de seks Brasenske Vintersenge, hvor han, der var Ungkarl, undertiden havde haft Besøg fra Aalborg og andetsteds: Der var ikke et overflødigt Dun i Vintersengene. Og mens han rejste sig og lo, sagde Lægen:

- Ja, naar de bare kommer til at ligge blødt, saa gaar det saagu nok, Brasen.

Brasen, der saá lidt uvist op paa ham - Doktoren, han vilde jo naturligvis ogsaa helst tro paa "Tanken", for den vilde jo give noget - sagde:

- Ja, mener De? sagde han i samme Tonefald som før, og lidt efter lagde han til:

- Og naar saa bare Jansine kan overkomm'et. Christian Christensen føg over Gulvet igen, mens hans Chef saá efter ham:

- Og hvad er der saa at udrett' med saadan en Størreis'? sagde han.

Brasen tørrede sin Pande:

- Men Slaget skal slaaes, sagde han og strakte de stumpede Ben ud for sig.

Politibetjenten kom forbi foran det aabne Vindue:

- Vil De ha'e Dem en Bajer, Sørensen, raabte Brasen.

- Ja Tak, Brasen, sagde Betjenten og drejede om ad Porten til.

- Den er ogsaa gratis, sagde Brasen.

- Farvel, sagde Doktoren, der gik.

Politibetjenten kom ind og satte sig i en Krog. Der var altid ligesom noget ulovligt over Lovhaandhæver Sørensen, naar han hos Brasen indtog sine Bajere.

Brasen havde flyttet sig over paa sin Plads ved 413 Skænken igen - der var en Høpude paa den Rørstol - og han sagde:

- Er der nogen i Arresten, Sørensen?

- Næ, sagde Sørensen, vi har ingen.

Brasen skratlo - han havde let til Overgange -:

- Vi har sgu heller ingen. Politibetjenten sagde:

- Der var Telefon fra Aalborg ved Borgmesteren.

- Ja saa.

- Der har nok været svært med Rejsende til Morgen med Damperen, sagde de.

- Ja, det er det, vi si'er, raabte Kreaturhandlerne, fra Billardet.

- Vi faar nu ingen ad den Vej, Sørensen, sagde Brasen, som aldrig, og nu havde han siddet her i otte Aar, havde faaet Gæster ad anden Vej end den, der gik ad Nord til.

Men pludselig aabnede han alligevel Lemmen i Døren og raabte ud i Køkkenet:

- Hvor er Du, Jansine?

- Her, Brasen, svarede Fruen, der var, hvor hun plejede, i Spisekammeret.

- De si'er, der er kommet svært med Passagerer med Aalborg-Damperen, sagde Brasen.

- Gud, hvad er'et, Du siger, Brasen.

Fruen blev staaende midt i sit Køkken. Det var, som fik hun det med en ren Lammelse i sine Knæ: Hun havde nu altid sagt, at de kom nok over Aalborg.

Hun tænkte straks og i ét Nu paa Slagteren, der var kørt, og paa Sengetæpperne, at de skulde ta'e de strikkede; og paa Stuepigen, som hun ikke havde, for hun var løbet derfra:

- Aa Gud, at man osse lod hende løv'. Men man ku' ikke ha' hende, det Skarn, for Byens Folk, saa hun skabt' sig.

Og hun tænkte paa Nielsen i Smøgen; man ku' vel faa hos ham, saa man ku' hjælp' sig; og paa de sidste to Dusin Haandklæder, som ikke var sømmede:

414

- Men Stine Sypige, blev nu heller aldrig færdig med nogen Ting, hvad det saa var.

- Og om der var Fisk at faa, hvis det skulde vær' .....

Fru Brasen sukkede, og pludselig raabte hun med Hovedet ind ad Lemmen:

- Christian, har Du skiftet Kravetøj?

- Og der var heller ingen Spejl paa Nr. 17. Men pludselig førte hun sine Hænder ned over sit Forklæde og sagde:

- Ja, jeg er beredt, Brasen.

Brasen rystede paa sit Hovede og lukkede Lemmen til.

Der var vistnok gaaet noget, som en Slags Overvejelser ogsaa gennem hans Hjerne, for han sagde over til Sørensen i hans Krog:

- Næ, det er sgu ikke godt, Sørensen, naar man sidder midt i'et og egentlig kun er en Gaardbruger.

Fru Brasen var løbet op paa første Sal, ind i Salen. Stor var den, og tom var den, med otte Fag og gule Gardiner saa gule, som var de farvede med Smørblomster. Midt paa Gulvet stod Bordet, som var Plader med Bukke under.

- Men af Stole mangled' de tre.

Fru Brasen saá hen efter Buffeten. Den var laant hos Mejeristens, og over den hang tre Bliktallerkener.

Fru Brasen tænkte endnu en Gang paa Dugene, hvor mange der var. For Servietterne, dem kunde de altid rulle ud - med lidt Fugtighed.

Hun gik videre over Gangen ind i Portværelserne. De var nu de kønneste. De polstrede Møbler var matrøde, og i Dørene hang der blaa Forhæng. Dem havde de nu altid haft, ligefra den Tid, de blev gift og flyttede ind paa "Skovvang". Men da var de Gardiner i Dagligstuen.

Paa én Gang løb Fru Brasen ned.

Hun var kommet i Tanker om Gartneren. Hun kunde 415 sende Bud efter Asparges. De kunde altid holde sig, i Sand. Og dér skyldte de ikke noget.

Da Fruen kom ned i Gaarden, raabte hun paa Jens, som var Bydrengen:

- Han kunde stikk' ned ad Gaden, for - det var jo osse sandt - Slagter Andersen var der vel endnu:

- Kig ind til Westerby's, raabte hun efter Jens: for dér bier han læng'.

Slagter Andersen var med Køretøjet naaet til Manufakturhandler Rist.

Foran Manufakturhandleren stansede han ellers ikke. Hr. Rist, der saá ud, som bestod han kun af sine egne Klæder, var med Familje og Husstand Vegetarianere.

Butiksvinduerne var fyldte med ophængte Badehaandklæder og Voksdugshætter.

Slagter Andersen slog lidt ud med Haanden mod de mange Baderekvisitter og sagde:

- De hænger der.

Hr. Rist, der stod i sin Dør, sagde:

- De hænger og bliver gule.

Og lidt efter tilføjede han, ti Hr. Rist skjulte i det sidste Par Uger ikke, hvor Brasens havde faaet Borg for Monteringen:

- Men det var det mindste af det, Hr. Andersen, sagde han.

Andersen vendte sig pludselig. Han hørte Jens, der skreg:

- Andersen maa komme hjem igen ved Fruen. Andersen vendte sig:

- Hvad er der, sagde han.

Men Jens blev kun ved med sit, at Slagteren maatte komme hjem ved Fruen. Først da Andersen havde drejet Køretøjet, sagde han:

- For de snakker om, at der er kommet Damper til Aalborg.

- Nu er de der, min Salighed, sagde Slagteren og satte Krikken i Trav.

Hr. Rist, der havde faaet som et Sæt igennem Kroppen, 416 forlod sin Dør og løb gennem sin Butik - hvis man om Hr. Byraadsmedlem Rist nogensinde turde sige, at han løb - op ad Vindeltrappen til første Sal, ind til Fruen.

Fru Rist tørrede Støv af i en Dagligstue, fuld af Plüsch's Møbler og med nedrullede Gardiner.

- De kommer, sagde Rist.

- Hvem? sagde Fruen.

Hr. Rist meddelte Efterretningen om Damperen, og at der maatte være kommet Telefonbud.

Fru Rist trak sin Nakkeknude fastere (Fruen trak alt sit Haar bagtil, saa stramt, som var det i Nakken surret om en Pæl) og sagde:

- Det var paa Tide, Rist.

Hun stod et Øjeblik. Saa sagde hun:

- Hvad blev Aftalen om Afdragene, Frederik? Hr. Rist svarede:

- Det blev jo hver ottende Dag, Grethe. Fruen kneb Læberne lidt sammen - hendes Overlæbe var let dunet -:

- Jeg finder Onsdag og Lørdag, sagde hun: Du kender dog Brasen.

Hr. Rist, der sagde, at han egentlig havde tænkt det samme, lagde til:

- Men man skal maaske ikke være for begærlig ... for Byens Folk.

De to Rist'ske Pigebørn kom ind. De var fjorten og tolv Aar, i blaa Bomuldskjoler af samme Rulle og med Haarsætning som Fruen:

- Gaa ned Rist, sagde Fruen:

- Du véd, Apparatet er i Stykker. Apparatet var Forretningens mekaniske Cassa, der til Tider led af nogen Uorden. Hr. Rist gik.

- Du skal til Spil, Elisa, sagde Moderen, der oversaá den ældste, og trak ned i Bomuldet forneden:

- Og Du øver, Phillippa.

417

Familien Rist's Liv var en fortsat Timetabel, som Fru Rist havde i Hovedet.

Pigebarnet gik - de Rist'ske Børn mindede uvilkaarlig om Skildvagter, der sendes paa Post - og Fruen fortsatte sin Afstøvning, med sin graa Haand, der var meget knoklet. Samtlige Medlemmer af Familien var knoklede af Skabning men ellers kraftige.

Fru Rist var naaet til at aftørre Støvet paa Rammerne om deres Majestæter og Mindebladet fra Kongeaaen. Nu og da hostede hun. Luften i Værelserne var tør paa Grund af Manufakturlageret i Stueetagen.

Elisa Rist gik med sin Nodemappe ind i Apotheket. Apotheket var en graa Bygning, der lignede et Ligkapel. Paa hver Side af Døren fandtes to Søjler, som begge var en Smule skæve, hver til sin Kant, og som uvilkaarlig henledte Tanken paa Stammerne af et Par Taarepile. Over disse Søjler var Ordet "Apothek" malet med sort.

Da Elisa kom ind i Dagligstuen paa første Sal, rejste Fru Hauch sig fra en Lænestol og sagde:

- Ja, sæt Dig saa.

Fru Hauch led af en kronisk Træthed, som hun udhvilede i Lænestole al den Tid, hun ikke gav Klavertimer. Hun havde i sin Tid været lovende ved Musikkonservatoriet og havde én Gang medvirket firhændigt ved en Klaverkoncert i Musikforeningen under Gade. Hun var altid sortklædt, i en højst besynderlig Kjolefacon, der mærkeligt stod om hende. Om Halsen bar hun et Doratørklæde, som af Tiderne var stærkt medtaget i Kanterne:

- Begynd med Skalaen.

Elisa Rist sagde, uden at vende sig:

- I Dag kommer de første hos Brasens.

Hun havde hørt det gennem en Dør.

Fru Hauch spurgte hende ikke videre; der var naturligvis alligevel ingen "Musikmennesker" iblandt.

Men da Elisa var gaaet og den næste kom - Fru Hauch maatte give mange Timer, da Apotheket var 418 købt for dyrt - meddelte Fruen alligevel Nyheden til Hauch, nede i Apotheket, gennem Talerøret .....

Slagter Andersen kom tilbage fra Brasens, hvor han havde afsat alt sit Bøfkød, som jo altid "kunde hænge", og han kørte ud til Borgmesterens.

Borgmesteren boede i et stort og nyt, rødt Hus, der mindede om en Bastion. Ved den ene Ende af Huset pegede tre mægtige Hænder paa et:

"Til Kontoret".

Slagter Andersen kørte ind i Gaarden, hvor der fandtes to Stentrapper. De samme tre Hænder pegede ned paa den ene. Slagteren standsede ved den anden, som var Fruens.

Da Kokkepigen kom ud, hilste Andersen med sin Pisk:

- Om der var noget?

Pigen skulde spørge.

Men i det samme kom Frøkenen selv ud af Havelaagen, ind i Gaarden. Da hun saá Andersen, bøjede hun sit Hoved. Hun havde fem Iris i sin Haand; deres Stængler var saa lange, at de lilla Bægere løftede sig over hendes Hoved, hvis Haar var saa sort, at dets Mørke skinnede i Solen. Hun gik frem over Gaarden, mod Vognen, og sagde:

- Ja, hvad har De, Hr. Andersen?

Hr. Andersen havde taget Hatten af og lagt den paa Kuskesædet. Han vidste ikke selv, at han altid gjorde det, naar han handlede med Borgmesterens Datter:

- Der er af alle Slags, Frøken, sagde han, med saadan en myg Stemme.

Og Frøkenen gav sig til, med en stille Kyndighed, at udsøge Kødet, uden at berøre det med sin Haand, der var uden Prydelser og meget slank.

- Dét, sagde hun og pegede paa et Kødstykke.

- Vil De veje det? Hun gik to Trin op ad Trappen, med de store Irisstængler i sin Haand. Og maaske halvt i Tanker, men medens hun dog fæstede sine Øjne paa

419

Hr. Andersen, sagde hun, der altid saá ret ind i dens Ansigt, med hvem hun talte, og ellers ikke skænkede Verden noget af sit Blik:

- Og hvordan staar det hos Brasen's?

- De si'er, der kommer nogen i Dag, svarede Andersen, der altid overfor Frøkenen fik en vis næsten militærisk Høflighed, som en Sergent i Artilleriet overfor Premierløjtnantens Frue.

- Aa, hvor det er dejligt, sagde Frøkenen, og hun bøjede igen sit Hoved, da hun gik ind.

Hun gik gennem Stuerne, som var fulde af Fletværk med Epheu og lyse Tæpper og Blomster i store og mærkelige Lerkummer, og hun standsede i det inderste Rum, hvor Gardinerne var nedrullede, saa der var mere end halvmørkt.

- Er Du dér, Mama, sagde hun.

Fra en stor Stol, helt inde i en Krog, svarede en Stemme et Ja.

Frøkenen gik hen over Gulvet og bøjede sig ned over Moderen, der, indhyllet i meget, hvidt Flonel, sad sammensunken i sin lave og særdeles brede Stol, som var hun falden sammen over noget, der var bristet for hende, her lige foran hende, i hendes eget Skød:

- Saa er Du jo staaet tidligt op i Dag, sagde Frøkenen og kyssede Moderen i Skilningen af hendes Haar.

- Og i Dag er det varmt, sagde Datteren, hvis Stemme var meget nænsom eller næsten som dulmende i sin Klang:

- I Dag kan Du flytte ned i Haven.

- Her bliver aldrig varmt, sagde Moderen, der altid maalte med Troperne, hvor hun var født og vokset op, paa de vestindiske Øer, som Guvernørens Datter, til hun havde giftet sig med Dommeren.

- Jo, Mama, sagde Frøkenen, og, med de høje Iris i sin Haand, gik hun tilbage til den forreste Stue, hvor mange smaa indiske Fugle kvidrede i et mægtigt Bur, der rakte fra Gulv og til Loft. Hun stillede Blomsterne 420 i et Glas, der stod paa Gulvet og rakte hende lige til hendes slanke Hofter; og hun gik atter ud og ned ad "Fruens Trappe", hen til "Trappen med Hænderne".

- Giv Duerne Korn, sagde hun til Stuepigen, ind gennem Køkkenvinduet, der stod aabent; og hun gik op ad Trappen ind gennem Kontorerne, hvor de Herrer rejste sig ved de grønmalede Borde, og hun bankede paa den inderste Dør, bag hvilken der lød et "Kom ind":

- Godmorgen, Papa, sagde hun til Borgmesteren, der hvidhaaret og tætklippet, meget rank, som en Militær, sad foran sit Bord:

- Godmorgen, sagde Borgmesteren og rakte hende sin Haand.

- Papa, Du har det koldt, sagde Frøkenen.

- Det er godt, sagde Faderen, der havde sit Kontor imod Nord.

- Tænk Dig, at der i Dag kommer Gæster til Brasen's, sagde Frøkenen.

- Saa faar man kun fler Spektakler, sagde Borgmesteren.

Frøkenen smilte - hendes meget buede Læber bevægede sig kun uendelig svagt, naar hun smilte -:

- Saa maa Du blinde Retfærdighedens ene Øje, sagde hun.

- Det gøres undertiden nødigt, sagde Borgmesteren, hvem Hs. Excellence Justitsministeren, som var hans Ven, en Gang ved Kaffen i et Middagsselskab havde beskyldt for undertiden at ville retlede Lovens skrevne Retfærdighed en Smule.

- Farvel saalænge, sagde Frøkenen og gik gennem Kontorerne ned ad Trappen. Der var ingen anden Forbindelse mellem Husets to Dele end denne Vej. Da Borgmesteren byggede sit Hus, havde han skilt dets tvende Halvdele med en Brandmur.

Frøkenen blev staaende i den solfyldte Gaard, hvor Stuepigen fodrede de nippende Duer.

421

- Agathe, sagde hun, glem ikke, vi skal i Dag lægge Duge paa Bleg, og hun gik op ad Trappen.

Lidt efter vendte hun tilbage, med Badelagenet over sin Arm, og hun gik gennem Gaarden ud paa Gaden.

Alle hilste hende, og til alle bøjede hun sit Hoved med samme Høflighed og uden at betragte dem.

Da hun naaede Fiskerbyen, løb et Par Børn hende i Møde, og hun næsten satte sig paa Hug, medens hun talte med dem. Derpaa gik hun videre. Stenene i Fiskerbyens Brolægning var meget toppede, saa Byens andre unge Damer sært sprang og fik deres Hæle imellem, naar de skulde i Bad, men Frøken Ingeborg mærkede det ikke.

- Naa, dér er De, Frøken, sagde Badekonen, der slog Døren op, mens det gamle Ansigt skinnede. Det var Madam Poulsens bedste Fryd at se Frøkenens dejlige Skabning i Vandet.

- For det er en Skabning, sagde Madam Poulsen. Inde fra Badekammeret sagde Frøkenen:

- Nu bliver der travlt, Madam Poulsen, for i Dag faar Brasen's Gæster.

- Ih Jøsses da, skreg Madam Poulsen og fløj hovedkulds ind i et lille Rum, der var fuldt af gamle Haandklæder og mugne Børster og Møbler, man ikke nævner.

Frøkenen aabnede sin Dør. Et Nu stod hun ved Badetrappen, mens hendes Øjne hvilede paa Vandet:

- Hvor er dog Havet blaat, sagde hun.

- - - Slagter Andersen var ved at køre ud af Byen, da han mødte Fru Jespersen, der, under sin hvide Parasol, vendte tilbage fra Skoven:

- Naa, sagde hun, er De dér igen?

- Ja, svarede Andersen: og i Dag kommer der Folk.

- Hos Brasen's?

- Ja, sagde Slagteren.

- Ih, Vor Herre bevares, sagde Fru Jespersen og efter et Øjebliks Betænkning tilføjede hun:

422

- Maaske bliver der alligevel "Fest" om Aftnerne.

- Farvel.

Fru Jespersen gik videre. Pludselig besluttede hun, at hun vilde have et Par Kryddere hos Bageren. Fru Jespersen holdt af Kryddertvebakker og i det hele af alt, hvad der knasede mellem Tænderne. Da hun kom ind til Bageren, sagde hun til Madammen:

- I Dag arriverer jo Kjøbenhavnerne.

- Men gør de, sagde Madammen, der, da Fru Jespersen var gaaet, løb ud i Bageriet og raabte til sin Mand:

- Jo, nu har vi dem, Petersen, og Du har ingen Lagkage.

- Og vi kender dog Fru Brasen, hvordan det gaar i sidste Minut, at de kommer rendende.

Fru Petersen havde nu i fjorten Dage opfordret til Lagkage, da den jo dog kunde holde sig:

- Og Rist's Unger, de slikkede den saamæn nok i sig endda, mente Fru Petersen.

- - - Hr. Andersen stilnede Køretøjets Fart lidt udenfor Byens sidste Hus. Dér boede Pottemageren. Han havde kun ét lille Butiksvindue, hvor der var opstillet mange Slags Skaar, med blege Stykker Wienerbrød imellem. Konen stod i Døren.

Hr. Andersen sagde :

- Idag begynder det.

- Hva' fornoget, sagde Konen langsomt.

- De Badegæster, sagde Slagteren.

- Naa, svarte Konen: ja os kommer 'et jo ikke ved.

- Hvor er Lassen, spurgte Slagteren.

- Han, sagde Konen, han er over sit Skrab.

Lassen var altid over sit Skrab, inde i et mørkt Hul, som han aldrig forlod uden for at spise, og det gjorde han, saa beskidt som han var af sit Ler.

- Han vil jo altid lav' dem saa kjønn', sagde Konen: Og hvad nytter 'et?

Hun ernærede Familien med sit Wienerbrød og Lakrits, 423 mens Lassen tumlede med Potterne og sin skæve Ovn.

Hr. Andersen kørte.

Madam Lassen blev staaende i sin Dør, da Dagvognen rullede forbi.

Kusken begyndte at trutte i sit bulede Horn.

- Den var da tom'gaaendes, sagde Madammen og lukkede sin Dør.

Kusken blev ved at tude op ad Gaden. Fru Rist lettede lidt paa sit ene Gardin og saá efter Vognen:

- Nej, ingen, sagde hun.

Den ene Svend var gaaet ud paa Konsul Terkildsens Trapper

- Næ, Herr Konsul, raabte han ind imod Kontordøren, hvor Konsulen havde vist sig ved Lyden af Hornets Trutten.

I Dagligstuen nød Konsulinden sammen med Provstens Frue en Kop The: Kaffe var i de sidste Aar næsten forsvundet fra Konsulindens Hus. De to Damer talte om Badesaisonen. De var enige om, at naturligvis kom der alligevel ingen, og Konsulinden sagde:

- Hvem véd ogsaa, hvad det vilde blive for Elementer, man fik tilført Byen, selv om man naturligvis ikke blandede sig mellem dem.

Provstens Frue, der bestandig ombar sin Ægtefælles højkirkelige Overbærenhed portionsvis, sagde:

- Ja, de rare Brasens. Men maaske var det det bedste, om det hele blev til ingen Ting. Det kan jo dog virkelig - vi kender jo allesammen den stræbsomme og gode Fru Brasens smaa Skrøbeligheder - let komme til næsten at prostituere Byen, som ogsaa min Mand siger.

...... Doktorens Moder sad ved Gadespejlet:

- Der var ingen, Theodor, raabte hun ind til Sønnen.

- Naa, svarede Doktoren, der laa paa sin Chaiselongue med "Politiken" fra igaar.

Ovre hos Brasens var de samlede ved Skænkestuens midterste Vindu. Brasen sad, og Fruen stod. Bag ved 424 dem stod de tre Børn, der var kommet hjem fra Skolen, i en Kæde. Bagest var Christian. De saá alle ud paa den tomme Dagvogn.

- Næ, saagu', sagde Brasen.

Og uden at sige mere gik de alle hver til sit. Christian Christensen gik om bag Døren til den lille Spisestue, hvor han altid sad og sov. Da han var ved Rebslagningen, havde han aldrig haft saameget med Nattesæde.

Brasen sad og saá ud efter to Hunde, som sprang efter hinanden:

- Det var da osse det enest' levende paa Torvet. Men pludselig tog Fanden ved Hundene, og de halsede ned ad Søndergaden :

- Jansine, raabte Brasen og sprang op, det var sjældent, Brasen sprang:

- Jansine, her er Køretøjer fra Sønder. Fru Brasen løb igen ud af Spisekammeret (i Dag var det da rent galt, og aldrig fik man sig sat):

- Hva' er 'et Brasen?

- De er her, sagde Brasen.

Midt paa Gulvet drejede han to Gange rundt om sig selv.

- Christian, raabte han.

Fra Døren i Køkkenet, som hun lige havde naaet, saá Fru Brasen selv de tre topfulde Charabanc'er, der rullede frem om Hjørnet.

- Nu maa Vor Herre hjælp', sagde Fru Brasen og raabte:

- Christian! mens Brasen skreg:

- Hvor er Nielsen? Hvor Fanden er Nielsen? Hvor Satan er Staldforpagteren?

Fru Brasen førte begge sine svedende Hænder op til det lidt uordnede Hoved:

- Jo, hun havde ingen Kappe paa ...

- Nu gaar'en saagu', sagde Brasen og satte sig brat ned ved sin Skænk.

Den første Vogn var allerede i Porten.

425

- Løb ud, løb ud, raabte Fru Brasen til "Eleven". Selv skulde hun først have skiftet Forklæde.

- Løb ud, raabte hun igen, mens alting skjalv paa hende - og "hun havde ingen Kappe po" -:

- Løb ud, for nu er de her.

- Christian, skreg Brasen fra sin Skænk.

Christian stod midt paa Gulvet og var ikke naaet længere end til at tørre sig over hele Hovedet med et Viskestykke.

Men Staldforpagter Nielsen var paa Plads og aabnede Døren til den første Charabanc, hvor fjorten Mennesker pludrede som en Fuglesværm.

Fru Brasen havde naaet den yderste Dør, hvor hun hilste, ved halvvejs at neje sig.

De fjorten svirrede ned af Vognen, og i et Nu var hele Billardstuen fyldt af Haandkufferter og Plaider og ubestemmelige Sjaler og Smaakurve og Skødehunde og af Hatæsker. Alle fjorten Personer talte i Munden paa hinanden, rystede Lemmer, raabte om Besked, strakte deres Ben og lo. Der var tre Herrer og elleve Damer.

Den anden Charabanc var kørt frem. Men en Dame, der hang fast paa Vogntrinet med sin Kjole, stansede Strømmen, indtil hun kom løs med et Hvin. En Familiefader, som var ledsaget af Hustru, tre Børn og Barnepige, trængte sig frem, hen til Skænken, og bad om de Værelser, han havde bestilt.

Brasen, der var bleven ganske rundøjet, sagde:

- Ja, er det Dem, der har bestilt?

- Jo, nu skal vi hitt 'et; og han gav sig til at rode rundt i en gammel Cigarkasse, hvor han opbevarede Badekorrespondancen.

-Jeg er Inspektør Rasmussen, sagde Familiefaderen, der talte vægtigt, som den, der er vant til at staa for Styret i en aandelig Bedrift.

- Jo, sagde Brasen, der blev ved at rode i sin Kasse.

En Frue, der havde tilbagelagt Rejsen i en mørkerød Slæbekjole med Udringning, satte sig haardt i en 426 Stol ved Bordet og sagde til sin Mand, der var lille, blond og nærsynet:

- Hans, jeg sagde Dig det. Jeg maa straks paa mit Værelse.

Ogsaa Hr. Hans Lindegaard havde bestilt Logis og spurgte om sine Værelsers Nummer.

- Jeg har det, sagde Brasen, der var glorød i sit Hoved. Han havde i Cigarkassen fundet noget Papir med "Rasmussen".

Men Hr. Lindegaard blev ved at spørge om sit Nummer, og en lille venlig Enkefrue, der var ledsaget af en halt Datter, som bevægede sig ved en Stok, sagde stilfærdigt:

- Vi vilde gerne have vore Værelser. Brasen saá op paa hende, fra sin Kasse:

- De var aftalte, sagde Enkefruen, til i Dag. Hun udtalte g'et i Sætningens sidste Ord.

- Va' de? sagde Brasen.

- Christian, raabte han:

- Hent min Kon':

Fru Brasen gik rundt i Billardstuen og sagde ustanselig:

- Naar vi bare ta'er dem én efter én ... Fru Brasen tog slet ingen, men blev bare ved at gaa rundt, mens hun sagde det samme:

- Det kommer jo lidt pludselig po. Alle Sprogets aa'er blev til o'er i Fru Brasens Mund, naar hun blev forskrækket.

- Kære Frue, vi venter jo saa gerne, sagde en høj og brunlødet Herre, af en slank og knokkelstærk Skabning.

- Ja Tak, sagde Fru Brasen og saá ham ind i Ansigtet. Det var det første Ansigt, hun saá. Ellers saá hun nærmest Sværmen omkring sig, som den, der kører i Karussel, ser dem, der befinder sig paa den faste Jord.

- Vi er jo saa mange, der kommer lige paa én Gang, sagde den brunlødede Herre.

427

- Ja, det er det, sagde Fru Brasen, og hun raabte pludselig paa Jens, at han kunde løbe med Inspektørens til Annekset.

Hr. Lindegaard med Frue havde faaet Nummer seksten, hvorfra Fruen allerede ringede. Fru Brasen fløj hen til Lemmen og raabte ud i Køkkenet, at Eleven maatte løbe derop:

- Tag et Forklæde po, raabte hun og lukkede Lemmen.

- Dér er min Kon', sagde Brasen, der slap Cigarkassen, hvori alle Brevlapper flød.

Fru Brasen sagde, mens fire andre Damer ogsaa forlangte Værelse, til Enkefruen:

- Jo, det er Nummer tolv i Annekset; og ogsaa hun, der var svagøjet af Damp og Sod i sit Køkken, gav sig til at rode rundt i Cigarkassen:

- Ja, det var galt, det var galt med Brasen og den Brevskrivning. Og hvad kunde det nytt', at Sørensen havde hjulpet til?

Den ene af de fire Damer, som var Kommunelærerinder, sagde:

- Vi skrev for en Maaned siden.

Og Brasen, der sad paa Stolen med Puden, sagde:

- Jansine, dem har Sørensen ...

... Jens løb foran Inspektøren med Familie og Barnepige gennem Gaden ned imod Annekset.

Han var barhovedet og raabte til alle Butiksdøre.

- Det er de Rejsend', raabte han. Han var iført Vest og et Par mørkegraa Bukser med en lysegraa Lap paa Stedet, hvor man sætter sig. Lappen virkede, mens han løb, som et svunget Flag.

- Naar man blot var forvisset om Sengene, sagde Inspektøren, der var af et vist Embonpoint og med nogen Formue, erhvervet med Fruen.

- Og Børnenes Lejer, August, sagde Fruen, som var mager, i Sort og underlivslidende.

De naaede Annekset, hvor Jens slog Dørene op til alle de lyseblaa og tomme Stuer.

428

- Her er'et, sagde Jens.

- Men hvor er vore Værelser? spurgte Inspektøren, der blev staaende foran det ventende Anneks.

- Det maa De spørge ved Fruen, svarede Jens, som pilede hjemefter.

- Vi ta'er de dér, sagde Fruen, der havde sat sig, og pegede ind imod tre af Gadeværelserne.

Hun begyndte at kommandere om Møbelflytningen, mens hun sagde:

- August, hjælp Louise. Louise var Barnepigen.

Den milde Enkefrue kom med sin Datter. Det saá, under Fru Rasmussens Anordninger, allerede ud, som laa hele Annekset i Flytning.

Fruen og Datteren tog stille et Par Kamre:

- Kære Else, sagde Moderen: lad os blive her.

Og de gik ind i et Par Smaastuer, hvor de laasede deres Døre.

... I Hotellet havde de fleste faaet Værelser, og sytten Personer kimede paa én Gang, for omsider at erholde deres Kufferter.

- Christian, raabte Brasen, og der kom ingen.

Staldkarl Nielsen asede med Fletkufferter og Trækufferter, saa de gamle Trapper knagede, og Fru Brasen løb hid og did for at anbringe de sidste, mens hun uafladelig tænkte paa Middagsmaden. I Køkkenet var alt gaaet i Staa, og alle Piger og Rullekonen stod ude i Gaarden og gloede efter de fremmede.

- Ja, ja, sagde Fru Brasen og løb rundt igen: Jens maatte springe efter Stine Sypige. Stine maatte hjælpe til ved Opvartningen, og saa maatte Haandklæderne vente.

- Christian! Brasen var under sin Søgen efter Kelneren naaet ind til Vinduet i den lille Spisestue.

Christian satte, som et Lyn, ud fra en Dør med Hjerte. Al Forskrækkelse slog sig straks paa hans Mave.

- Saa, sagde Brasen: nu har vi ham der igen. Fru Lindegaard ringede paa Vand til kold Afrivning, 429 og hos de fire Lærerinder, der var anbragt i Gavlene, var der kun to Haandklæder til dem alle fire.

... Doktoren, der havde iført sig en Diplomatfrakke fra Firserne, aabnede Døren til Billardstuen og saá ind. Brasen sad paa sin Pudestol.

- Hvordan skal det gaa? sagde Brasen. Fru Brasen, der førte de sidste ned imod "Annekset", sagde:

- Det skal go, Brasen.

Hun var tilmode, som var der Søgang i Gulvplankerne under hendes Ben.

- Værsgo, sagde hun: det er blot lige ned ad Gaden. Hun gik ved Siden af de to sidste Gæster, som var en østjysk Grossererfrue med sin Datter, midt paa Gaden, hvor Ansigter stak frem bag alle Ruder:

- Ja, her er saa dejligt med Sol, sagde Fru Brasen. Brostenene bagte under deres Fødder.

- Er der ligesaa langt til Vandet, sagde Datteren, Frøken Lucie, som var en lille bleg og kjøbenhavniseret Person, der fik sin Vilje i alt, fordi Grossererens Huslæge var bleven ked af at se hende faa Krampe.

- Det er bare en lille Sti, sagde Fru Brasen.

- Er det her, sagde Frøken Lucie, da de naaede Annekset.

Fru Brasen var lidt i Forvejen, og Grossererfruen sagde:

- Lucie, det var Dig, der vilde her.

Fru Brasen lukkede Døren op til Gadeværelserne. Familien Rasmussens Kufferter var ankomne og ikke ét Møbel var paa sin Plads:

- Ja, sagde Fru Rasmussen: dette var vel vore Værelser?

Fru Brasen, der saá, at Værelserne var tagne i Brug, sagde:

- Ja, det var jo Bestemmelsen.

Inspektøren, som havde undersøgt Sengene, sagde:

- Det er Krølhaars, min Pige.

430

- Men August, vil Du sige mig, hvordan vi lægger Børnene under de Klude?

Fru Rasmussen vilde vende sig imod Fru Brasen, men Fru Brasen havde lukket efter sig. Hun gik ind gennem Gaarden, fulgt af de tvende østjyske Damer:

- Ja, sagde hun, idet hun aabnede en Dør: dette er de bedste Stuer. Men Indgangen er jo gennem Køkkenet.

Køkkenet var brolagt og egentlig et Bryggers. Frøken Lucie var standset paa Dørtrinet:

- Dette er morsomt, sagde hun.

- Ja, sagde Fru Brasen: det er rart at ha'e, naar man vil sætte baade et og andet fra sig.

Moderen og Frøken Lucie gik ind i de to Værelser og sagde: Tak.

- Tror Du, jeg bli'er her? sagde Frøken Lucie. Hendes Moder, der oversaá Stuerne, sagde:

- Maaske var her nogle Møbler at faa til Leje etsteds i Byen.

Frøken Lucie svarede ikke. Hun anbragte sig i en Gyngestol og nynnede.

Da Fru Brasen kom forbi Enkefruens Vindu, som stod aabent, stak den gamle Dame Hovedet ud.

- Her er rigtig rart, sagde hun:

- Vi vilde kun gerne ha'e flyttet et Skab, Frue, en Gang, naar der bliver Tid.

Skabet skulde flyttes hen foran en Dør, der skilte dem fra Familien Rasmussen. Det vilde altid tage lidt af Lyden.

Fru Brasen gik ned imod Haven og ind til Bedstemoderen, der bestandig arbejdede med sin Rive.

- Du maa komme hjem, Mo'er, sagde hun. Den gamle løftede sit Ansigt:

- Hvorfor, sagde hun.

- For nu er de her, Mo'er.

Fru Brasen syntes, at hun var lige ved at komme til at græde:

431

- Og det er jo godt, Mo'er, sagde hun, ind i den gamles Ansigt.

- Naa, svarte den gamle kun og slap sin Rive og fulgte hende.

- Er det Haven, raabte Enkefruens halte Datter fra sit Vindu.

Og hun løb ud i Gaarden - hun var nok halt, men ellers rigtig levende - ind i Haven.

- Men Moder, her er Have, raabte hun fra Gaarden, lidt efter, da hun kom tilbage, og da Fru Rasmussen kom tilsyne i Gangvinduet, tilføjede hun:

- Frue, der bliver dejligt for Børnene. Lidt efter vendte hun atter tilbage med hele Favnen fuld af Grene:

- Mo'er, raabte hun, dem dekorerer vi med, naar vi bare havde nogle Krukker.

Og efter at have læsset sine Grene af i Vinduskarmen, gik hun ud paa Gaden, støttet til sin Stok.

- Den lille halte har et kønt Ansigt, sagde den brunlødede unge Mand.

Han havde sammen med sin Ven faaet Gavlen vis-a-vis de fire Lærerinder, og han sad i sit Vindu, hvorfra man kunde se den hele By og alle de fem smaa Gader.

- Det er Borgmesterens Hus, sagde hans Ven, som stod ved Siden af ham, og pegede paa den røde Borg.

- Ja saa, sagde den unge Mand og stirrede ud for sig, imod Sollyset.

Gaderne under dem laa som uddøde i Solen. Den lille halte Frøken gik dernede, helt ud til det yderste Hus, og vendte atter tilbage:

- Saa nydeligt hun gaar ved sin Stok, sagde Vennen.

Ellers var ingen at se. Kun fra Hotellet løb de ud og løb de ind.

De fire Lærerinder kom frem fra Porten. De havde spurgt om Vej til Skoven og Vej til Badehuset. De var 432 bestemte paa at tage tyve Bade og havde ingen Dag at spilde. De gik, to og to, ned ad Gaden og forsvandt.

- Naa, sagde Vennen, her er s'gu rigtig godt at kede sig.

Den brunlødede, der sad i Karmen, stirrede bestandig imod det samme Lys - hans Øjne havde faaet saadant et sært Udtryk, enten af Bedrøvelse eller af en lang Længsel - og svarede, muligen uden at vide hvorpaa:

- Maaske.

En Støvsky stod op imod Sollyset ude paa Landevejen. Det var en Landauer med brune Heste og tre Kufferter. Nu drejede den bort fra Chausseen og ind paa Vejen langs med Byens Haver. To Damer sad skjult i Vognen, bag to lyse Parasoller.

- Hvem er det, sagde Vennen i Gavlvinduet

- Hvem véd, svarede den brunlødede, der rejste sig fra Karmen:

- Skal vi saa bade?

Nede i Gaarden spurgte de to Venner om Vejen.

- Ja, Vandet er s'gu godt, sagde Brasen, der stod og luftede sig midt paa sin Gaardsplads: Vejen er blot lige bag om Borgmesterens Have.

- Tak, sagde den knokkelstærke, der pludselig smilte.

Vognen med de brune Heste rullede ned forbi Borgmesterens Havegærde:

- Ingeborg, Ingeborg, raabte den ene af Damerne og viftede pludselig med sin Parasol. Hun havde set Borgmesterens Datter inde under Træerne.

Frøken Ingeborg løb hen til Gærdet: - Johnny, raabte hun og genkendte Veninden.

- Vi skal bo her, sagde Frøken Johnny fra Vognen, mens Generalkonsulen og Generalkonsulinden nikkede.

- Hvor? raabte Ingeborg. Men Vognen var borte.

Borgmesterens Datter blev staaende. Der havde bredt sig et skinnende Smil over hendes Ansigt, mens hendes 433 Øjne, der var sorte, som sort, hvori Solen brænder, længe saá ud over den grønne Mark og Stranden.

Hun tænkte pludselig paa saa mange lyse Dage og saa mange Minder fra den Gang - fra saa ret længe siden.

Hun saá for sig Pensionen i Zürich, bag den høje Mur, med Akacierne i den stille Have. Et efter et dukkede Kammeraternes Billeder frem, og Johnny og hun selv med ganske unge Ansigter. Hun saá Promenaden og Søen, med dens pludselige Bølger, og Gaderne, og den tekniske Skole med den dejlige og hvide Portal.

Borgmesterens Datter blev staaende ved Gærdet, som bag et Gitter af de krydrede Æbleroser.

Saa lød der paa én Gang Skridt paa Stien, og to Herrer hilste.

Det var den brunlødede og hans Ven.

Borgmesterens Datter bøjede sit Hoved. Hendes matgule Ansigt var pludselig blevet hvidt.

Hun gik langsomt tilbage gennem alle sine Blomster, ind igennem Gaarden og op ad Trappen. De Herrer paa Kontoret, der just skulde til Middag, hilste Frøkenen, men hun saá det ikke.

Hun aabnede Døren til den forreste Stue, hvor alle de ostindiske Fugle kvidrede i Volieren.

Frøken Ingeborg tog et Klæde og hængte det op for Buret, at Fuglene skulde tie.

Hun satte sig ved Siden af Buret, med Hovedet støttet i sin Haand.

Moderen kaldte, og hun hørte det ikke ...

Landaueren var rullet forbi Vicekonsul Therkildsens Have.

Fru Therkildsen, der i sin Thepavillon broderede paa Klæde efter Naturen og hjælpende Mønstre, havde ved Synet af Vognen rejst sig i ét Sæt og nærmest fo'r op igennem sin Have.

- Therkildsen, Therkildsen, raabte hun midt i Gaarden, saa en af Svendene kom ud paa Bagtrappen:

434

- Hent Konsulen, sagde Fruen, og Svenden løb ind fra Fruen, som han aldrig, ikke i tre Aar, havde hørt raabe.

Konsulen kom ud paa Trappen.

- Therkildsen, sagde Fruen: kom ind. Og da de var naaede ind i Entréen, sagde hun:

- Fryants er her.

- Hvor, sagde Konsulen.

- Her, Therkildsen, sagde Fruen: de kom kørende nu. Med Kufferter paa Vognen.

En Tankestorm hvirvlede gennem Hjernen paa Fru Therkildsen.

- Generalkonsulen? spurgte Therkildsen og understregede "General".

- Ja, Therkildsen.

Fruen tav et Øjeblik: i ti Aar havde hun kæmpet møjsommeligt for fra Sønnernes Lejlighed i B-Kvarteret at naa ind i den store Børskreds, hvis Midtpunkt var Fryants.

Saa sagde hun:

- De kan jo umuligt bo hos Brasens. Hr. Therkildsen saá paa hende et Øjeblik:

- Ellers er det jo os ligegyldigt, sagde han.

Fru Therkildsen svarede ikke. Hun tilkaldte sin Husjomfru til en Raadslagning.

... Landaueren var kørt forbi alle Haver og rullede ind i Gaden.

- Jansine, raabte Brasen:

- Nu kommer de i Wienervogn.

- Hva' er'et Brasen, sagde Fruen, hvis Hoved virrede i Dørlemmen.

- Spørg mig ikke, Jansine, sagde Brasen, fra hvem Sveden dryppede som Hagl under en Sommertorden:

- For nu staar jeg still', sagde han.

Landaueren rullede ind ad Porten og holdt. Staldkarl Nielsen var løbet til og gav sig til at bukke foran Vogndøren.

435

- Dette er jo Brasens Hotel, spurgte Generalkonsulen venligt.

- Jo, det er her, sagde Nielsen, der havde faaet Kasketten af.

Brasen blev staaende midt i sin Skænkestue og saá gennem de to Døre ud paa Køretøjet:

- Dem ka'e Du ta'e imod, Jansine, sagde han og gik ind i den inderste Stue, hvor han satte sig i en Stol ved en Dørsprække.

Generalkonsulens Damer var allerede af Vognen.

De maalte lidt langt den hvidkalkede Port, hvor de skæve Bjælker var malede sorte.

- Er det maaske Fruen? spurgte Generalkonsulen.

- Jo, det var.

- Ja, vi skulde blive her, Frue, sagde Generalkonsulen.

- In at, tilføjede hans Frue hastigt. Og Datteren, der kom til at le af Moderens Tonefald, sagde:

- Her er jo dejligt.

Fru Brasen var bleven glorød i sit Ansigt ved Fruens "inat". Saa blev hun bleg igen, mens Sveddraaberne blev staaende paa hendes Kinder, og hendes Stemme dirrede ganske lidt, da hun sagde:

- At Værelser havde de jo, hvis de ellers ku' pass'.

- Det gør de nok, sagde Generalkonsulen. Og Fru Fryant, der selv var bleven rød i sit Ansigt, sagde:

- Kære Frue, det er jo Fru Brasen? vi stiller saamæn ingen Fordringer.

Fru Brasen gik i Forvejen og lukkede Døren op til de to Portværelser. Hun saá ind over sine to Stuer, mens hun kun blev ved at sige: Ja, hvis de bare ku' pass' - medens Generalkonsulen, der hastigt havde set ind paa Sengene, som var Husets Værdigenstande og de Sengesteder, hvor Vinterens Handelsrejsende anbragtes, sagde:

- Her er jo fortræffeligt, Frue, for inat; og Frøken Johnny lagde til:

436

- Jeg boer jo hos Ingeborg.

Da Fru Brasen kom ned, sad Brasen endnu bag sin Dør. Han løftede Hovedet og saá op efter hende:

- Hva' sa'e de? sagde han.

- Jeg véd ikke, svarede Fru Brasen, hvis Stemme var meget lav og som saá væk fra ham: men de bli'er her inat.

Fru Fryant, der stod midt paa Gulvet og aftog sin Hat, sagde til sin Mand:

- Men, kære Ven, hvis der nu er lige saadan paa Skagen.

Og Johnny, der ved Vinduet betragtede Vandposten, som, lidt kroget, rejste sig midt paa Torvet, sagde leende:

- Det er umuligt.

Generalkonsulen gav sig til at aabne nogle særdeles omfangsrige Rejseetuier med meget Sølv og Krystal, der var lidt massive for de Brasenske Bordben. Og de to Damer gik ind i Soveværelset, hvor Frøkenen slog de blaa Portierer ned, mens hendes Ansigt pludselig blev alvorligt, som læste hun i deres falmede Folder hele deres lange Historie. Hun sagde:

- Mama, saa maa vi spise her og invitere Ingeborg.

- Ja, my dear, sagde Moderen og tilføjede lidt efter:

- Skeer og Gafler har vi jo i Necessairerne.

... Nede i Gæstestuen slog Dyrlægen Døren op.

- Her er blevet fuldt, Dyrlæge, sagde Brasen.

Dyrlægen, der, som alle kraftige Mandfolk dér i Byen, var rødblisset i et bredt Ansigt, og som var bleven sendt paa Inspektion af sin Kone, sagde:

- Ja, hva' Satan, her er s'gu Forøgelse i Besætningen; han forlangte en Bajer, mens han spurgte:

- Men hva' er 'et for Hopper, Gæstgiver?

- Véd ikke, sagde Brasen, der var bleven underlig ordknap og følte det, som havde han en Klump i sit Hoved.

Men pludselig kom han op fra sin Stol:

- Christian, raabte han og løb hen til Skænken, 437 hvor han begyndte at rode imellem nogle gamle Bøger:

- Nu er der s'gu da nogen at indfør'; og han fik Rejsebogen frem, der var fedtet som en gammel Kogebog og forsynet med Segl af seks vekslende Borgmestre.

- Det er rigtigt, Brasen, sagde Dyrlægen: la'e os faa Afstamningen.

Christian var kommet til og vilde tage Bogen med de fremstrakte Hænder:

- Faa Næverne vasket, sagde Brasen. Lemmen gik op, det var Fruen:

- Kom lidt herud, Brasen, sagde bun.

Fru Brasen var midt i Middagsbekymringerne. Hun blev i sine Tanker ved og ved at tælle, hvor mange Gæster de blev, og kom aldrig længere og begyndte at tælle forfra igen indtil sytten:

- Var'et ikke sytten? sagde hun.

To Piger stod og skrabede Fisk. Det var en ynkelig og tynd Yngel, der en Gang havde været levende. Eleven stegte ved Komfuret en fransk Bøf til en Handelsrejsende, der just var ankommet med samt sine Prøvekasser, og som nu sad og skældte ud inde i den lille Spisestue.

Da Brasen kom ud, lukkede Fruen Døren til Spisekammeret:

- Hva' ska' vi gør', sagde hun og saá paa ham med sine forvaagede og rindende Øjne.

- Véd' ikke, sagde Brasen.

- Og de ska' jo ha'et som avertért, sagde Fruen. Det var hendes uafladelige Tanke: "Middag: to Retter og Dessert", som der var "averteret".

- Ja, sagde Brasen.

Fru Brasen førte igen og igen Hænderne ned over sit Forklæde:

- Men det er 'et, sagde hun: naar 'et saa kommer, kommer det altid bagpo.

Brasen, der atter havde rejst sig for at komme bort, sagde, hvad der var hans eneste Tanke:

438

- Ja, hvis de saa drikker noget. Men hva' drikker vel saadan' syv og tyve Fruentimmer?

Brasen gik.

Fru Brasen sad et Øjeblik alene. Saa rejste hun sig. Der var ikke andet at gøre:

- Man maatte gi'e dem Kyllingerne.

Hun aabnede Spisekammervinduet for at raabe paa Nielsen, der tumlede med den Handelsrejsendes Kufferter.

Fruen gav ham Ordre om Fjerkræet, men Staldforpagteren lod, som han ikke hørte det, og blev ved Kufferterne.

- Det er s'gu de Forretningsrejsende, man ska' leve af, sagde Nielsen, der allerede havde vurderet Badebagagen.

Ude i Køkkenet gav Fru Brasen sig til at tælle Fiskene, mens hun pludselig sagde til Stine, som havde medbragt de halvsømmede Haandklæder:

- Er der Petersille? og Stine-Sypige gav sig i Forstuen til at undersøge en Kasse med Sand, hvori hun fandt hundrede lange Asparges:

- Ja, ja, sagde Fru Brasen og raabte paa Jens, at han kunde springe efter Petersille.

Eleven løb paa Christian med den svedige Bøf paa et Fad:

- Tør 'en af, raabte Fru Brasen. Og hun fo'r selv med sin Tommelfinger hen over Bøffadskanten og fik den tørret:

- Alting ska' man osse pass', sagde hun.

Ude i Gaarden var der begyndt en vild Jagt paa Fjerkræet, hvor alle Høns blev jaget op og fløj rundt og kaglede, mens Martin, Husets Søn, der var hjemkommen fra Skole og bar Tornyster, førte an og skreg til Nielsen:

- Klem'en, Nielsen.

- Ta'en, Nielsen.

- Klem den lille spættet'.

439

Hønsene fløj, og Hanen galede. Tre Skolekammerater af Martin deltog i Jagten og øgede Forvirringen.

- Bli'er I færdige med Fisken, sagde Fru Brasen til Pigerne, der glemte at skrabe.

De første Kyllinger kom, og de skulde pilles. Den ene Pige satte sig hen i en Krog af Køkkenet og rev i Kræets Fjer, saa de stod vidt om hende.

Lemmen gik op:

- Naar ka' vi blive færdige? spurgte Brasen inde fra.

Det var de fire Kommunelærerinder, der var vendte tilbage fra Badet og som paa Rad, midt i Gæstestuen, spurgte, til hvilket Klokkeslet der spistes til Middag.

- Med hva', sagde Fru Brasen, der drejede sig.

- Med Maden, Jansine.

Fru Brasen saá fra Fisken til Kyllingerne.

- Ja, Brasen, ja ......

- Hva' er 'et? raabte hun og drejede igen.

Det var Christian, der skreg paa noget engelsk Sauce til Bøffen, fra den anden Lem, den til den lille Spisestue:

- Hva' for en? sagde Fru Brasen, og hendes Øjne faldt paa Datteren Signe, der var fjorten Aar, hjemmekæmmet og bekymret:

- Den sto'er i en Flask', sagde hun. Flasken stod i første Sals-Buffeten:

- Spring efter 'en, sagde Fru Brasen til Datteren: det er ogsaa alt blevet flyttet um.

- Hva' bli'er 'et saa til? sagde Brasen, der stadig ventede ved Lemmen til Gæstestuen og skulde vide Spisetiden.

- Klokken fim, svarede Fruen, hvis Sprog mere og mere forvirredes.

Brasen lukkede Lemmen.

- Klokken fem, mine Damer, sagde han og satte sig ned bag Skænken igen, mens de fire Frøkener gik:

- Den springer, Dyrlæge, sagde han ...

- Men Stikkelsbær kunde de ikke naa at faa plukket 440 (Fru Brasens Tanker havde naaet Desserten) og hun sagde til Jens, der kom løbende med nogen vilter Petersille:

- Du maa ned til Bager Petersens. Det maa være straks. Hun tænkte paa Lagkagen.

Datteren kom med Sauceflasken, der blev stukket ind gennem Lemmen, hvorfra man hørte den Forretningsrejsende skælde, fordi Bajeren ikke var kold - medens fra Gaarden Hønsene blev ved at larme og inde i Køkkenet Fjerene fløj i det hele Rum, saa Eleven tørrede sig Dunene af Kinderne.

Ude i den lille Forstue sad Bedstemoderen bøjet over et Kar og skrællede Kartofler, der, én efter én, faldt langsomt ned i Vandet, tungt som en Sten.

Fru Lindegaard, der havde endt Afrivningen og sit Toilette, aabnede sit Vindue og saá med et pludseligt Behag ned paa Hr. Nielsens Mandsskikkelse og Ben, mens han fangede den sidste Kylling:

- Vi skal have Kyllinger, sagde hun:

- Hans, gaa ned og hør, naar vi skal spise.

... Generalkonsulen var venligt traadt ind i Gæstestuen for at spørge Hr. Brasen, hvad de kunde faa til Middag. De ønskede at spise Klokken syv og hos dem selv.

- Ja, sagde Brasen.

- Vi bli'er fire.

- Ja, sagde Brasen.

Generalkonsulen ventede et Øjeblik og sagde saa, mens han smilede saa lidt, at man næsten ikke saá det:

- Ja, saa giver De os blot, hvad De har, fire Retter Mad.

- Ja, sagde Brasen.

Da Hr. Fryant var ude af Døren, satte Brasen i Løb ud i Køkkenet.

- Jansine, raabte han.

Fruen var paa første Sal, for at anordne Borddækningen:

- Hva' er 'et, Du siger, Brasen, sagde hun, hvid i sit Ansigt.

441

Hun sad paa Stolen ved Siden af Mejeristens Buffet:

- Har Du Mad? sagde Brasen, som blev staaende foran hende.

- Jeg kan ikke si'e 'et, svarede Fruen. Hun havde foldet sine Hænder: For jeg véd ingenting.

Da Brasen kom ned igen, var Gæstestuen fuld. De to Kreaturhandlere var vendt tilbage for at faa en Bid Mad, og Konsul Therkildsen, der var iført den sorte Frakke, som han ellers kun bar i Amtsraadet, kom pludselig ind ad Døren og satte sig ved Midterbordet, mens han bad om et Glas Portvin.

- Christian, Portvin, sagde Brasen, der selv, med en Klud, gav sig til at aftørre Bordet for Hr. Therkildsen.

- Brasen har jo ellers faaet Fremmede, sagde Konsulen.

Brasen havde det.

- Og mange, sagde Konsulen.

- Der var det, sagde Brasen. Den ene Kreaturhandler sagde:

- Det ka' s'gu faa sin Betydning for Byen ... og saadan.

En lille bleg Herre fra Apotheket, der i en Krog var beskæftiget med at bide Neglerødder, sagde:

- Det ser man paa Skagen. Han udtalte "a'et" i Stednavnet som et udpræget "æ".

Hr. Therkildsen svarede ikke; men Brasen, der satte Glasset med Portvinen paa Bordet, sagde og rankede sig i sin Ryg:

- Ja, man maa være foretagsom, Hr. Konsul.

- Ja, sagde Konsulen: Fru Brasen er en flink Kone. Og lidt efter spurgte han:

- Spiser de ellers alle sammen? Brasen sagde noget om, at de i Landaueren skulde spise Klokken syv.

- Ja saa, sagde Konsulen, der betalte for sin Portvin, og da han rejste sig, sagde han til Brasen:

- Brasen véd jo ellers, at Butikken er lige her ved.

442

Lemmen gik op; det var Fruen:

- Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen, hviskede hun.

Da hun saá Konsulen, smækkede hun Lemmen til igen af Forskrækkelse. Men trods Forskrækkelsen kom hun pludselig til at smile. Hun havde set paa Hr. Therkildsens Ansigt, at de nok turde sende Bud over i Butikken idag, hvis det kneb. Et Øjeblik efter aabnede hun igen:

- Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen. Brasen aabnede Pengegemmet.

- Der er ingen, sagde han.

Og mens han lp, raabte han ud i Skænkestuen:

- Er der nogen, der kan laan' mig en Daler? En af Kreaturhandlerne spurgte ovre fra Bordet:

- Er 'et Alvor, Brasen?

- Gu' er 'et Alvor; og Brasen raslede lidt med Ørestykkerne i den tomme Skuffe: Se selv, Godtfolk, og tæl efter.

Kreaturhandleren fik en Tegnebog frem, der var trind og fed af mange Sedler.

- Laan mig tre, sagde Brasen, der fik dem.

Og Lemmen blev lukket igen.

Fru Brasen tænkte paa Generalkonsulens Mad.

- Det kunde blive Hummer, ja Hummer med Asparges til Millemret (alle e'er blev til i'er i Fru Brasens Tanker nu) .....

- Og Hummeren kunde Stine rende efter hos Therkildsen. For hun havde set det paa Konsulen, at han gav dem 'et nok; og det var ikke saadan med den "kuntante" Mønt at løbe med mellem Fingrene.

Hun kaldte paa Stine, og pludselig tænkte hun paa Stegen, at Martin, han havde sine Duer; og medens Stine løb, raabte hun paa Martin, der stadig var med Tornyster og som vilde have Pengene for Duerne straks:

- For jeg kender 'et, sagde Drengen, der stod haardt paa sine Ben.

- Ja, ja, sagde Fru Brasen: faa ved Skuffen.

443

Selv rev hun allerede Asparges'erne op af Kassen med det vaade Sand:

- Skræl dem, sagde hun til Moderen, som tog dem uden at tale og begyndte at skrælle dem, Stængel efter Stængel, og lod dem falde ned i Vandet, én efter én, som skrællede hun Barken af hvide Stave.

Der lød et Brag paa Bagtrappen.

- Christian!

Nu havde han tabt en Bakke, og Fruen var efter ham.

Oppe i den store Spisestue rumsterede Eleven og Stine, der var kommen tilbage fra Therkildsen, med Dækningen.

Alle Fade og Tallerkener flød i Vinduerne og paa Mejeristens Buffet og paa Gulvet, mens Pigerne blev ved at maale Duge til, som ikke rakte.

- Se efter, Signe, sagde Fru Brasen til Datteren, der stod midt i Hurlumhejen med noget som Dommedag i sine Øjne:

- Men Stege-Fade er der ingen af, sagde Fru Brasen:

- Signe, spring efter dem til Jespersen's. Fru Brasen drejede sig:

- Og hvor er Christian?

Christian Christensen laa i Bagstuen paa Gulvet, med sin stærkeste Legemsdel i Vejret og sammenskrabede Knive og Gafler og tre Plàt-de-menager, han havde tabt med Bakken.

- Nej, her er ingen Opvartning, sagde Fru Brasen, der igen tænkte paa Stuepigen, som de havde ladet løbe: Men det var jo Provstinden, der havde ladet falde det Ord.

Signe kom ud af Porten, hvor hun løb paa de to Rist'ske Pigebørn, der i hvide Kjoler og i Straahatte med hvide Baand, hvis Ender var akkurat lige lange, gik op og ned paa Fortovet, véd Siden af hinanden.

Det eneste bevægelige i Børnene Rist's Ansigter var Næseborene, der let udspiledes, ligesom paa vejrende Hunde.

444

Signe gik videre, mens begge Rist'erne pludselig standsede: Fru Petrine Lindegaard viste sig i Porten. Hun var iført sort Gaze af megen Gennemsigtighed, med Fjederhat, hvis Besætning vuggede sig som en Storskov under en sort Kniplingsparasol, foret med rødt Lasting.

Fru Lindegaard spurgte de to Pigebørn om Vejen til Skoven og gik ned ad Gaden, efterfulgt af sin Mand.

Foran Rist's Butik standsede hun og huskede, at hun havde glemt at købe Badehætte.

Den østjyske Grossererfrue med Datter, der var paa Jagt efter kompletterende Møbler, stod i Butikken og købslog om to Hvilestole, der bestod af et skrøbeligt Stel, hvorover der var udspændt noget graat Lærred.

- Tag dem, sagde Datteren.

Fru Inspektør Rasmussens Pige skulde have hvide Bændler til at sammenbinde nogle Hovedpudebetræk, i hvilke der manglede Knapper.

Fru Lindegaard, der smilede til Grossererfruen, bad om en Badehætte:

- Men en lidt rummelig, for mit Haar er svært, sagde hun.

Hr. Rist næsten svedte, paa sin Pande, mens Fru Rist holdt sig tæt ved Vindeltrappens øverste Aabning.

Grossererfrøkenen sagde til Fru Lindegaard, at der var intet saa dejligt som at købe og, efter at hun havde købt tre Rucher, som hun aldrig vilde faa Brug for, trak hun hele Selskabet over i Therkildsens Bod, hvor hun gav den Rasmussenske Barnepige Brystsukker med til Ungerne:

- Kære, sagde hun, man kan altid købe noget til Børn; og hun spurgte paa alt i Butikken lige til nogle Mælkespande af Ler, Pottemager Lassens Produkt

- Mo'er, sagde hun, dem køber vi til Fader og tager Laaget af, saa flyder hans Stokke ikke i hele Entreen.

Hr. Therkildsen var ikke til Stede. Han var kaldt ind til sin Frue. Fruen havde tænkt længe. Hun var nu vis paa, at man burde invitere Generalkonsulens til Aften:

445

- Kære Therkildsen, man har jo dog paa saadan en Egn en selskabelig Pligt. Og de vil være glade over overhovedet at træffe paa Mennesker.

Signe mødte, da hun kom med Fadene fra Jespersens, i Smøgen hele Selskabet Lindegaard. Fru Jespersen, der hastigt strøg et Silkeskørt paa sit Dagligstuebord, kom hen bag de farvede Stores for at tage Maal af de Fremmede. Hun var i den sidste Time ustandselig løbet til og fra sine Vinduer:

- Hun begreb ikke, hvem de to Mandfolk var, som hun havde set paa Badebroen.

.... Paa Herrernes Badehus var alt i Oprør. Inspektør Rasmussen badede sin Dreng, der brølede, og de to Kreaturhandlere, der altid tog sig en Portion Vand, naar de var i Byen, raabte paa Haandklæder, fra hver sin Baas.

- Nu kommer jeg, sagde Bademesteren, som var en gammel Sandskipper, der aldrig plejede at tage sig andet til end at sidde og pilke Torsk paa sin Bro.

Midt under Skraalet var den brunlødede, der havde svømmet langt, vidt ud i Vandet, gaaet op ad Trappen.

Han stod et Øjeblik: Hovedet bar han højt; rank og liniesmal var hans hele Krop og brun, som var han skabt af Bronce:

- Skynd Dig, Knud, raabte Vennen; og den brunlødede gik ind.

Da han atter, paaklædt, kom ud, var der blevet stille paa Badebroen.

Inspektør Rasmussen paaklædte sit Afkom, og Kreaturhandlerne nød en Snaps Rom. Den brunlødede havde betalt, mens han blev ved at se ud over Vandet:

- Hvor er Damernes Badehus, spurgte han, langsomt.

Og Skipperen viste over paa Madam Poulsens hvide Skur, før den brunlødede gik.

Han vendte med sin Ven tilbage ad Stien bag om Borgmesterens Have. Paa Grønjorden uden for Gærdet bredte et Par Piger Duge ud til Bleg. Den brunlødede 446 standsede og saá et Nu paa de hvide Klæder: deres Damaskes Stjerner skinnede imod ham i Solen.

Inde i Haven gik fire Damer, uden Hatte, under hvide Parasoller.

- Der er Ender, Mama, raabte Frøken Johnny, og alle fire Damer standsede bag Gærdet, medens Generalkonsulinden talte ud til den unge brunlødede Mand, som man taler til én, der hører til éns Kreds og som man holder af.

Borgmesterens Frue, der havde betragtet ham hastigt, lukkede atter sine mørke Øjne halvt og bøjede sit Hoved til Hilsen en lille Smule for lidt, med en pludselig Rejsning af sit Legeme, som naar hun i gamle Dage i Guvernørens Hus modtog en tysk Korvets Officerer.

Frøken Johnny sagde til Vennen:

- Jeg bliver her hos Ingeborg. De bliver vel ogsaa? Den brunlødede var bleven staaende med Hatten i Haanden. Det var ikke let at se, til hvem han smilte. Da Vennerne gik, bøjede Frøken Ingeborg sit Hoved.

- Nu lader vi Damerne gaa ind, sagde Frøken Johnny, og hun og Frøken Ingeborg vandrede ind i Lysthuset:

- Her sidder vi, sagde Frøken Johnny og satte sig. Haven laa foran dem, med hundrede Roser, i Solen.

- Hvor her er skønt, sagde Johnny, og hun gav sig til at fortælle om en Mængde, Mængde Ting og om Carl Sponneck, sin Forlovede, der var paa Togt:

- Han er prægtig, sagde hun: og han siger ingenting.

Pludselig lo hun og sagde:

- Tror Du, at forelskede kan tale?

- Jeg tror ikke, svarede hun sig selv, mens hun blev ved med at le.

Insekterne summede omkring dem, mens Johnny fortalte mere. Om Forældrene: Papa er sød og rar, men han er stædig, sagde hun; om deres Baderejse: hvor var der dog kønt, sagde hun; og om Zürich - - aa 447 ja, de Dage i Zürich .... hun talte endnu en lille Stund. Saa tav hun pludseligt, før hun sagde, idet hun nikkede:

- Men han er ogsaa køn.

- Hvem? spurgte Frøken Ingeborg, der intet havde sagt, men kun sad tilbagelænet imod Hyldens Stamme og flyttede ikke sit opadvendte Ansigt.

- Knud Ender, sagde Johnny ud i Luften. Og hun lo.

- Nu vil jeg skrive, sagde hun, for ellers bliver der ikke Tid.

- Ja, sagde Frøken Ingeborg, og hun gik op for at hente Papir og Blækhus. Da hun vendte tilbage, begyndte Johnny at skrive.

Blækket og Pennen brugte hun ikke.

- Jeg skriver med Blækpen, sagde hun: den har man altid hos sig.

Frøken Johnny skrev, bøjet over Lysthusets Bord, hastige, rappe Linier. Saa tøvede hun, saa skrev hun igen.

Frøken Ingeborg havde aabnet sine Læber, som gled en usynlig Vin ind over deres runde og dejlige Bue.

Hyldens Blomster var langsomt drysset ned over Johnnys Haar og laa paa Brevet, da hun vendte Bladet:

- Det er Kyssene, sagde hun og pustede dem bort.

- Hvor Du er lykkelig, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Øjne blev paa én Gang fulde af Taarer.

- Ja, sagde Johnny og saá ud i Luften.

Hun skrev paany. Tilsidst slog hun Brevet sammen:

- Og véd Du saa, hvem jeg har skrevet om? sagde hun og stod op:

- Om Dig.

- Om mig?

- For nu tænkte jeg paa Dig, sagde Johnny. Hun nynnede et Refrain, mens de gik frem over Gaarden.

- - -

Klokken var fem. Bordet var dækket.

De fire Kommunelærerinder mødte paa Slaget. De medbragte fire Servietringe, som de havde anbragt 448 midtbords, ved fire Kuverter paa Rad. Efter en Besigtigelse af Stolene udvalgte de sig de fire solideste og stillede sig op ved Vinduerne, to og to. De var alle fire i lyse Lærredsliv og de to i brune, de to i mørkeblaa Nederdele.

Signe, der gik rundt med hvad man saa gav hende i Hænderne, kom ind i Salen med fire Vinflasker, og satte dem med et Bump paa en Stol, før hun løb:

- De er der, sagde hun, da hun stod nede i Køkkenet. Fru Brasen blev staaende midt paa Gulvet:

- Det er de da ikke, sagde hun:

- Hva' er da Klokken?

- Er 'en da fim?

Hun løb hen til Skorstenen:

- Og det Vand vil ikke kog'. Det var Vandet til Fiskene:

- Sørensen, Sørensen, raabte Fru Brasen efter Eleven.

- Og Kartoflerne var lige kommet po. Lemmen sprang op:

- Ja, nu er de der saa gu', skreg Brasen, der havde ligget i Skænkestuevinduet og set Familien Rasmussen vandre frem midt ad Gaden. Inspektøren var hvidvestet og i Diplomat.

- Er 'en da fim? sagde Fru Brasen, som kun løb rundt.

- Der kommer fler, raabte Brasen. Det var Enkefruen med hendes Datter, der fulgte efter Inspektørens.

- Christian. Christian var intetsteds at se.

Han vaskede Hænder i Vognskuret i et Tinfad og smøgede Snavset op paa sine Haandlinninger. Inspektørens var allerede paa Trappen:

- Man er vel næppe præcise, sagde Skolemanden, og hans Frue hilste, knapmaalt, paa de fire Damer ved Vinduerne, mens hun sagde:

- August, vil Du sørge for en Bordende.

449

I Køkkenet vilde Vandet stadig ikke koge, og Kartoflerne blev ikke nok:

- Jeg so'e> de var haard', sagde Fru Brasen, der svedte over den ganske Krop; hun raabte paa Stine, mens Christian kom ind, og hun synede ham, medens hun opstillede Fadene:

- Du maa ha' Manchetter po, sagde hun, og Christian løb igen. Hans Kammer med Manchetterne var paa Loftet.

- Stine, raabte Fru Brasen.

Stine var rendt hjem efter en Kappe, til sit Hoved, under Serveringen.

- Hvor er hun dog hen'?

- Hun er stukken hjem, sagde Køkkenpigen, meget sløvt. Hun var en gammel Malkepige med fire Børn; Brasens havde hende for nedsat Betaling.

- Er Du færdig, Jansine, lød Brasens Røst fra Lemmen; han bestilte ikke andet end løbe til og fra sit midterste Vindu i en underlig kort Galop:

- Er der sat Vin derop?

Vinen, der skulde staa paa Buffeten, var hans eneste Idé: han vidste fra sine Forpagterdage, at saadan en Rad Flasker fristede en vaagen Tørst.

Og pludselig raabte han ud gennem Lemmen:

- Pebr' Suppen, Jansine.

- Ja, svarte Fruen: Peber, Peber, gav hun Ordre til Køkkenpigen og vendte sig fluks til Eleven:

- Kom Fisken po?

Oppe i Spisestuen var Fru Lindegaard ankommet med Hans. Fruen betragtede Bordet gennem en Stanglorgnet og sagde:

- Hans, gaa ned og hent os et Par Servietringe.

Da Hr. Lindegaard kom ned, laa Brasen atter i Vinduet. Paa Anmodningen om Servietringene raabte han paa Christian, mens Fru Brasen, der løb til Lemmen, sagde:

De ligger i Spisestuen. Og Hr. Lindegaard gik.

Paa én Gang sagde Brasen:

450

- Det var Sager.

Han havde paa Gaden set den østjyske Frue og hendes Datter, som var under Storoprykning i Table d'höte-Rober og ru Handsker langt op ad Armene.

- Hun er velskabt, sagde Brasen helt ud paa Torvet til Doktoren, der kom gaaende. Mandfolket i ham glemte helt Forretningen.

Frøkenen nikkede under sin Parasol, idet hun gik ind ad Porten, tre Skridt efter sin Moder, og løftede sin Kjole en Kende, vistnok af Hensyn til de toppede Sten:

- Ja, nu skal der vel spises, Hr. Brasen, sagde hun og smilte.

Paa Trappen mødte hun den brunlødede og hans Ven og blev pludselig let rød. Men de to Herrer, der var i Eftermiddags-Dress, tættilknappede og med middelstore ægte Perler i sort-hvide Brocades four-in-hands, traadte helt ind mod Væggen og hilste kun ved at bøje deres Hoveder.

Da de to Damer kom ind i Spisesalen, sagde Datteren :

- Hvor skal vi sidde? og efter at have betragtet Bordet, sagde hun, saa højt, at de to Venner kunde høre det:

- Mo'er, Dugen ligner et Par ustrøgne Lagener.

- Hvor sidder De? spurgte Fru Lindegaard, hvis hele Person udduftede "nyslaaet Hø" fra Carlsruhe.

- Jeg véd ikke, svarede Frøkenen, der maaske ønskede at trække Tiden lidt ud; men de to Venner blev staaende i Hjørnet, rankskuldrede og uden at betragte nogen af Selskabet.

- Vi sidder her, sagde Fru Lindegaard til Frøkenen, mens hun pegede paa deres Pladser, med en lidt svær Haand, og lod Blikket et Nu glide hen over Herrerne, hvorpaa hun, lidt irriteret, føjede til:

- Hans, hvor er Ringene?

- De kommer vel, sagde Manden.

Frøkenen, der besluttede sig til at tage Plads ved 451 Siden af Hr. Lindegaard, og som undersøgte Knive og Gafler, sagde:

- Her er snusket.

Fru Lindegaard lagde til, maaske som Resultat af en ukendt Sum af Tanker:

- Her er kedeligt.

Fru Rasmussen havde i ti Minutter forlangt andre Stole til Børnene, og Enkefruen sagde:

- Ja, det tager lidt Tid .... Den stakkels Kone.

Der ankom en meget tyk Herre med en meget tyk Dame, hvem alle havde glemt, siden de stod af Charà-banc'en, hvor de havde maattet sidde paa hver sin Side af Vognen for at opretholde Ligevægten under Kørselen.

Herren, som tørrede Sveden af sit Ansigt midt i Døren, sagde:

- Naa, vi er nok lige ved at komme for sent.

- Nej, De kommer vist tidsnok, sagde den gamle Frue, og alle gav sig til at le.

Men Inspektøren tog sit Gulduhr med Kapsel op af Lommen og sagde:

- Det varer dog næsten for længe; mens Enkefruens halte Datter, der hørte Fru Rasmussen sige til sin Mand:

- August, nu gaar jeg snart med Børnene, hviskede til sin Moder:

- Mo'er, jeg gaar derned.

- Ja, gør Du det, min Pige, sagde Moderen. Den lille Frøken haltede ned ad Bagtrappen, og stod i Køkkenet:

- De venter deroppe, Frue, sagde hun.

- Ja de gør', sagde Fru Brasen:

- Men den er jo po, sagde hun og tog sig op til sit Hoved: nu kommer vi.

Brasen sad og trommede paa den aabne Lem; al Dampen fra Køkkenet stod ud gennem Lemmen, saa det var, som Køkken og Gæstestue gik ganske i ét i den samme Taage:

452

- Ja, det er Satans med de Fruentimmer, sagde Brasen.

Frøkenen gik.

- Kom med Terrinerne, sagde Fru Brasen. Ingen kunde finde dem. Christian og Stine løb omkring i Rummet med tomme Hænder.

- Her staar de, sagde Signe.

Terrinerne stod midt foran dem paa Bordet.

- Du spilder, Jansine, skreg Brasen fra Lemmen.

- Ja, Brasen, sagde Fruen, der hældte Suppe op:

- Ja, Brasen, men jeg har jo Vand i mine Øjn'.

- Og hvem ska' øs' den op, raabte Brasen. Det gav et Sæt i Fruen, og hun blev helt stiv: der var ingen til at øse den op.

- Det maa Du, Brasen, sagde hun. Hun havde tiet et Øjeblik.

- Nu gaar jeg, sagde Brasen og vilde lukke Lemmen.

Fru Brasen saá sig om:

- Ja, saa maa jo jeg, sagde hun.

- Men saa maa jeg jo ha' en Kjole po. Pludselig begyndte de oppe i Salen at trampe. Det var den østjyske Frøken, der var begyndt

- Nu tramper de, sagde Brasen, der smak Lemmen til, og han løb pludselig, gennem den lille Spisestue, over Gaarden, ud i Smøgen.

Fru Brasen rendte op ad Bagtrappen ind i Sovekammeret og rev sin Perlekjole ud af Skabet.

Alle trampede i Gulvet derinde - undtagen Medlemmerne af Lærerstanden, der ikke rørte sig, men ventede deres Ret - saa hele Huset gyngede:

- Bring Terrinerne op, raabte Fru Brasen fra Sovekammeret.

Alle Gæsterne stod og trampede og lo, da Stine og Christian kom ind med Terrinerne. Kappen havde Stine faaet paa Skæv paa Hovedet, i Forskrækkelsen.

- Naa, sagde den tykke Herre, man maa jo føje sig efter Forholdene. Alle søgte deres Pladser.

453

- Jeg kan ikke faa 'en po, sagde Fru Brasen: Jeg kan ikke faa 'en po.

Med Perlekjolen halvt paa, raabte hun ud af Sovekammeret paa Signe.

- Du maa hægt' den.

Der var ingen Stole til de to Venner, og Christian slap sin Terrin, for at løbe efter to Sæder inde hos Ægteparret Lindegaard.

Den tykke Herre foreslog at bytte Stol med sin Naboerske, en af Kommunelærerinderne - hans egen var for skrøbelig - og Lærerinden sagde, mens Herren byttede Stolene:

- Ja, de er jo ikke vore.

- Og min bedre Kapp', sagde Fru Brasen. Den "bedre Kappe" laa i en Skuffe, og Signe fik den frem.

Fru Brasen stod foran Spejlet.

- Man kan ikke se sig selv, sagde Fru Brasen. Saa blændede var hendes Øjne.

- Nu bliver Suppen kold, sagde Fru Lindegaard, mens de alle sad og ventede, foran deres tomme Kuverter.

Fru Brasen begyndte at øse op. Brasen havde sneget sig ind fra Smøgen. Det var lige saa meget, at han kiggede ind ad Køkkenvinduet.

- Naa, nu er de ved Truget, sagde han og stak beroliget Hænderne ned i sin Lomme.

Der strøg to trikotklædte Cyklister ind ad Porten. De sprang af og kom ind i Gæstestuen for at spørge, om de kunde blive her i Nat:

- Véd ikke, sagde Brasen: men det ka' De vel.

Cyklisterne skulde ogsaa have Mad; men først maatte de vaske sig.

Fru Brasen, der var nede at se til sin Fisk, sagde til Køkkenpigen:

- Hæld mere po!

- Det var Terrinerne, som var tomme igen.

454

Gæsterne slubrede Suppe i sig med en Begærlighed som Folk, der sidst smagte Mad i en anden Landsdel.

- Jansine, raabte Brasen:

- Her er to Mandfolk, der vil ha' Logi - men først vil de vaskes.

Fru Brasen forstod ham ikke straks, saa sagde hun:

- Vis dem ovenpo.

- Ja, sagde Brasen, det kan vi osse; og han gik med de to Cyklister op ad Hovedtrappen hen til en Dør, hvor med store Bogstaver var malet "Dametoilet".

- De ka' godt gaa ind, Folkens, sagde han: For der er ingen.

De leende Trikotklædte gik derind.

Inde i Spisestuen begyndte Gæsterne at forlange 01, og Christian løb rundt med Bajerne, der timevis havde staaet i Geledder paa Skænken og var blevet varme i Solen.

- Man kan vel faa en kold 01, sagde den tykke Herre, og Inspektøren bad for fjerde Gang om sin Flaske Rødvin.

- Er der Vand til os andre, spurgte Fru Rasmussen. Alle Vandkarafler var tømte, og Fruen fra Østkysten og Datteren brugte Vifte over deres Suppetallerkener. Enkefruen sagde over Bordet til Fru Lindegaard:

- Ja, vi har det saa rart nede hos os, og Datteren lagde til:

- Vi har fundet en Pottemager, der har saadan kønne Ting.

Den østjyske Frøken spurgte, hvad han lavede; og den brunlødede Herre sagde med en blød Stemme over til den halte Frøken:

- Jeg saá, De var derude, Frøken. Han boer vist i Byens yderste Hus.

Den østjyske Frue faldt ind igen og sagde, at det var jo meget moderne med den Slags Sager i sine Stuer. Hun havde henvendt Ordene nærmest til Fru Rasmussen, der svarede kort:

- Ja, det er jo brugt hos mange.

455

Men Inspektøren sagde:

- Ja det ser virkelig ud, som genopstod Keramiken. Og langs ad hele Bordet talte de om Krukker og Bindesbøl og Keramik.

De fire Kommunelærerinder sagde noget om Sløjd.

- Vi har nu saa mange kinesiske Ting, sagde Enkefruen: for vor Familie har jo faret paa Vandene. Fru Lindegaard samlede paa Platter.

- Alen hun maatte sige, hun foretrak Bing & Grøndahl - langt Der var dog virkelig mere Farve.

Den brunlødede sagde over til Enkefruen, der talte om kinesisk Porcellæn:

- Der er dejlige Ting iblandt. Men ogsaa i Tokio finder man vidunderligt Porcellæn.

Den østjyske Frøken, der greb Lejligheden, strakte Hals og sagde:

- Gud, har De været der?

Den brunlødede bejaede det, og Inspektørinden, der spurgte for første Gang, smilte og indskød:

- Det er uhyre interessant, fremmede Verdensdele.

Inspektøren havde selv rejst meget. Han havde, ja, det var saadan en Ungdomsdrøm, blandt andet været i det hellige Land.

Den brunlødedes Ven bøjede sig imod Inspektørinden og spurgte, om Fruen havde været med:

- Ja, sagde Fruen; min Mand rejser ikke uden mig.

- Men, sagde Inspektøren, Golgatha glemmer man aldrig.

Fru Lindegaard, der aldrig havde rejst, var bleven ved at tale om Grøndahl og sagde:

- Jeg faar det billigere, fordi jeg kender en Kassererske i Forretningen; medens den tykke Herre, der var inde paa Rejserne, sagde:

- Jeg og Julie tager nu kun til Verdensudstillinger, for saa er der ligesom mest at se.

- Men faar vi mere? sagde han pludselig og saá ned over Bordet; og Inspektøren, der atter tog sit Kapsel-Uhr op, sagde:

456

- Det lader ikke til.

- Hvad skal vi have efter? spurgte den ene af Lærerinderne Christian, som løb med Suppetallerkenerne.

- Jeg véd ikke, svarede Christian, der dryppede over sin hele Krop.

Fru Brasen havde nede i Køkkenet faaet Fisken paa Fadene:

- De er smaa, sagde hun: der maa Blade po; Signe løb efter Blade.

De to Cyklister var kommen ind i Spisesalen og skulde have Plads. De var forlegne og stod og sank i Knæene, som om det kunde skjule deres mer end Halvnøgenhed forneden. De gik Bordet rundt, og de fandt ingen Plads, medens Stine og Christian begyndte at byde Fisken rundt, og Fru Rasmussen, der hadede Sport og dens Klædedragter, sagde om Cyklisterne:

- August, ikke hos os.

Den tykke Herre tog Fisk og spurgte Stine:

- Fra hvilket Hyttefad er de, Jomfru? medens en af Lærerinderne aftørrede Sauceskaalen med sin Serviet, og Fru Lindegaard, i Lorgnet, med Kyndighed, maalte Cyklisternes meget oprigtige Figurer, som Kenderen, der undersøger Genstanden.

- Vi kan rykke sammen, sagde den østjyske Frøken, der, idet Cyklisten blev kilet ind mellem hende og Fru Lindegaard, garderede sit Kjoleslæb, uden at flytte sine Ben.

En af Lærerinderne bad om Salt:

- Ja, det vilde være rart, sagde Hr. Rasmussen, og Stine og Christian lod alting staa - naar de satte Fadene fra sig, saá det ud, som de øvede sig i Slyngning med Skive - for at løbe efter Salt. Der var ikke ét Saltkar paa Bordet

Fisken slap op ved den brunlødede. Den tykke Frue, der spiste Rødspætte med Kniv, bad om Brød, som der heller ikke var, før den ene Cyklist, der allerede var bleven meget rødhovedet i den stærke Nærhed af de 457 østjyske og de Lindegaardske Skørter, havde hentet et Dusin Rundstykker paa Buffeten.

- Tak, sagde den østjyske Frøken og greb koket Rundstykket fra Sportsmanden som en lille Bold.

- Kommer der Fisk? sagde den fjerde Lærerinde i Rækken, mens Stine kom løbende med nogle Conserves-Hummer, som Fru Brasen havde rørt sammen med nogle Fiskeboller:

- Hvor de spiser, sagde hun.

Hele Køkkenet var fuldt af tømte Gryder og brune Kartofler og skidne Tallerkener.

Det var Stegepanden med Kyllingerne, der stod midt paa Gulvet:

- Nu faar de Hummer, sagde Fru Brasen.

Christian tog et andet Fad og løb igen efter Rødvin til den brunlødede og hans Ven, som fik den og drak Rødvinen med Vand.

Ved hele den ene Side af Bordet talte man om Cykler.

Fru Lindegaard cyklede ikke. Hun fandt det ikke klædeligt. Men hun interesserede sig for Væddeløb:

- Vi boer jo tæt ved Banen, sagde hun; den østjyske Frøken derimod cyklede meget langs Kystvejen.

- Der er et rædsomt Mudder om Aftnerne, sagde hun.

Den anden Cyklist talte om Ringe og en ny Konstruktion af Lygter. Den ene Kommunelærerinde, der havde faaet Pincenez paa, sagde pludselig:

- Jeg har maattet kassere tre Lygter, og Enkefruens Datter, der saá ud for sig, sagde:

- Ja jeg vilde saamæn ogsaa gerne cykle.

- Kan Frøkenen ikke? sagde Cyklisten.

- Nej, svarede den lille Frøken og rystede paa sit Hoved.

Inspektør Rasmussen var, med nogen Vægt, vendt tilbage til Palæstina og talte om Pastor Blaumüllers udmærkede Værk om dette Land: en virkelig Vejleder, sagde han til den østjyske Frue, der ikke hørte efter - Datteren gjorde hende altid en Smule nervøs, naar 458 Frøkenen traf sammen med Sportsmænd - og Inspektøren brød paa en Gang af og sagde, henvendt til en af Lærerinderne:

- De har jo ogsaa rejst, Frøken Cordsen, og Frøken Cordsen lod Lygterne i Stikken og svarede:

- Ja, Hr. Inspektør, vi var i Thüringen med en Selskabsrejse.

Pludselig smilede den brunlødede; men da han saá, at Enkefruen søgte efter Vand, og der ikke var noget, bøjede han sig igen frem og sagde:

- Vil Fruen dog ikke have lidt Vin? Den er slet ikke saa daarlig.

- Mange Tak, sagde den gamle Dame, der rakte sit Glas over imod ham: en anden Gang gør jeg Gengæld. Jeg har selv et Par Flasker med. Vi har et ganske godt Mærke i vor Familie.

De begyndte paa Kyllingerne, og Inspektøren forsynede Børnene:

- August, sagde Fruen, tag rigeligt.

Ved den anden Bordende bød Christian Kartofler.

Den tykke Herre, der havde set ned mod den Rasmussenske Bordende, sagde ret højt til sin Kone: Der skal vel være Mad til os alle; og Fru Lindegaard, som havde faaet Øje paa et Fad Agurker paa Mejeristens Buffet, sagde til sin Mand: Hans, lad mig i det mindste faa Salat.

Den ene Cyklist raabte i Døren til Bagtrappen paa Vin til Fru Lindegaard og paa en Gaffel til den østjyske Frøken, der ingen havde, da hun havde brugt dem begge til Fisken - medens to af Lærerinderne, som var purpurrøde i deres Hoveder, havde rejst sig og ude paa Gulvet bad om dog nu at faa det Sodavand, mens Christian, hvis Arme strittede stivt frem foran ham, som havde han Krampe i dem, spurgte:

- Skal det være svensk?

- T a', Julie, sagde den tykke Herre, der havde rejst sig for at gribe Kyllingefadet. Hans Servietsnip væltede en Flaske.

459

Døren til Gangen gik op, og der lød et:

- Men Johnny, de spiser jo! idet Frøken Fryant stod paa Tærskelen.

Den brunlødede og hans Ven var sprungne op, men Frøken Fryant, der var omklædt og meget tarvelig, i noget hvidt Silke, som var mat, med mange hvide Kniplinger, lo og sagde:

- Undskyld .... men Hr. Ender, kan jeg ikke tale med Dem?

Og Døren blev lukket.

Selskabet var blevet ganske stille, og alle havde set imod Døren, mens den brunlødede, der ligesom havde faaet en anden Holdning, gik hen over Gulvet og ud paa Gangen.

- Men det var jo Frøken Fryant, sagde den gamle Dame glad til Vennen.

- Ja, svarede han: de bor her.

- Næ, gør de det, sagde den gamle Dame i samme Tone: vi har kendt hinanden saa mange Aar. Fru Lindegaard sagde til Manden:

- Hans, Generalkonsulen er jo en Ven af din Fader; og Tømmerhandler Berg, den tykke Herre, sagde:

- Julie, der er vist Sauce i mit Skæg. Men Fru Rasmussen sagde:

- August, Kartofler; og bandt Smækken lidt fastere om Halsen paa sin yngste.

- Paa Gensyn saa, Ender, sagde Frøken Johnny, der løb ned ad Trappen, hvor Ingeborg allerede stod paa det nederste Trin.

- Og Tak, Frøken, sagde den brunlødede, som blev staaende med bøjet Hoved, indtil Damerne var borte.

- Gudbevares, sikket Jerusalem, der var, sagde Frøken Johnny, der var bleven ved at le: den Diner maa sikkerlig forbedres; og idet hun aabnede Døren til Skænkestuen, sagde hun:

- Du vi begynder straks.

Brasen sad paa Stolen med Puden ved den aabne Lem:

460

- Goddag, Hr. Brasen.

Frøken Fryant satte sig paa en Stol midt i Stuen og slog Hænderne imod hinanden:

- Har De Champagne? spurgte hun. Brasen stod op, han blev næsten helt lige i sine hjulede Ben.

- Jo, sagde han, og han lo'selv: Og den er s'gu god, Frøken.

- Det var da rart, sagde Frøken Fryant: sæt tre Flasker paa Is:

- Vi bliver seks. Farvel, Hr. Brasen. De to Damer var ude igen:

- Saa ta'er vi den til Bordvin, sagde Johnny:

- Og gaar videre.

- Hvor Du ligner Dig selv, sagde Frøken Ingeborg.

- Ja - Johnny Fryant holdt slet ikke op med at le --:

- Og jeg vil, hvad jeg vil.

Hun blev staaende midt paa Torvet, som hun søgte efter noget, og sagde saa pegende paa Therkildsens Bod:

- Der gaar vi ind. Véd Du hvad, i den Slags Butikker er der altid noget gemt i Krogene.

Da Krambodsvendene saá de to Damer paa Trappen, løb den ene ind efter Konsulen, der, naar hun kom i Butikken, plejede at hilse paa Borgmesterens Datter.

- Therkildsen, Du bliver, sagde Fruen: det passer sig vel ikke, at de ser Dig bag en Disk.

Svenden vendte tilbage til Butikken, hvor Frøken Fryant allerede havde fundet tre Glas med fransk Syltetøj, som hørte til Fru Therkildsens private Forbrug og var Rester fra en Licitationsmiddag for Amtsraadet:

- Det er udmærket, sagde Frøken Fryant: Og saa nogle Kiks.

Hun kom i Tanker om Ost, og spurgte, hvad de havde.

- Jeg tror nok, Fruen har, sagde Kommis'en, og han løb igen.

461

Frøken Johnny lo paa ny og fik Osten, mens hun højt sagde til Frøken Ingeborg:

- Hvem er dog disse Mennesker?

- Det er en Konsul Therkildsen, sagde Frøken Ingeborg.

- Ja saa, sagde Frøken Johnny, der maaske slet ikke havde hørt Navnet, men betalte, hvad hun skulde, af en Ruslæders Herrepung:

- Saa skal vi ha' Baand, sagde hun.

- Men til hvad? spurgte Frøken Ingeborg.

- Til Festen, sagde Frøken Fryant, der løb i Forvejen ind i Forretningen Rist. Hun skulde have grønne Silkebaand og hvide Silkebaand. Hr. Rist og Kommis'en søgte i alle Kasser. Der var ingen grønne Silkebaand.

- Men Du kan jo ta'e dem blaa, sagde Frøken Ingeborg.

Nej, sagde Frøken Johnny: ja, saa ta'er vi kun de "hvide, og vendt til Frøken Ingeborg tilføjede hun:

- Jeg kan sprætte Sløjferne af den grønne Kjole. Da de kom ud paa Gaden igen, sagde Frøken Johnny:

- Nu plukker vi Roser. Det gør vi hos Dig. Mens de gik ved Siden af hinanden, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Øjne saá saa langt ud i Luften:

- Det er saa længe siden, jeg har været til Fest. Frøken Johnny standsede og saá paa Frøken Ingeborg.

- Kan Du da ikke læse i et Menneskes Tanker? sagde hun.

Men Frøken Ingeborg greb om hendes Haandled, og Johnny tav, medens de gik videre, ved Siden af hinanden.

Udenfor Borgmesterens Hus mødte de to Herrer i hvidt Flonel med Sømandskasket og i Lakstøvler.

De to unge Mænd hilste, og ikke saa snart var de komne forbi, før Frøken Johnny sagde:

- Men Gud, hvad skal de her? Frøken Ingeborg svarede:

462

- Det er Therkildsens Sønner.

- Ja rigtigt, de hedder vist Therkildsen, sagde Johnny, og de gik ind.

... Ved Bordet var de alle begyndt at tale om Fryants, om deres Landsted, om den fremmede Eskadre, Generalkonsulen lige havde modtaget som Vært, og om Rhederiet:

- De er s'gu dygtige Folk, sagde Tømmergrossereren :

- Det er Spidserne. Inspektør Rasmussen sagde:

- Ja, Handelen er blevet en af Fremtidsvejene for Danmark; og man hørte den østjyske Frue sige til Fru Lindegaard:

- Paa Skibet dansede hun to Gange med vores Prins.

Datteren, der pludselig kilede sin Person ind imod Fru Lindegaard, sagde:

- Mon John er med?

"John" var den unge Fryant, hvem Frøkenen benævnede ved Fornavn efter Kendskab gennem Bladene,, hvor Hr. Fryant junior nævntes ofte som en Mester paa Tennispladsen.

Cyklisterne kendte ikke Hr. Fryant. De spillede ikke Tennis. Den brunlødede, der var vendt tilbage, talte med sin Ven, da Tømmerhandlerens Frue spurgte Christian:

- Hvor skal de sidde? Christian svarede:

- De skal spise Klokken syv.

- Hvor? sagde den østjyske Frue.

Christian mumlede noget om, at de vist vilde spise hos sig selv, og Fru Rasmussen, der hastigt havde betragtet sin Mand, sagde:

- Ja, her er jo heller ingen Plads.

- Og heller ingen Mad, sagde Tømmergrossereren, der pludselig raabte til Stine, i en Tone, der mindede om Tømmerpladsen:

- Er der "no'en" Steg?

463

Den brunlødede og hans Ven havde rejst sig og, bukkende meget dybt for den gamle Enkefrue og hendes Datter, sagde den brune:

- Velbekomme. Vi sidder dog saa trangt; og de to Venner gik ud af Stuen.

Der var bleven saa stille, at man hørte Lyden af deres Skridt og af Døren, der lukkede sig efter dem.

- Hans, sagde Fru Lindegaard, bed om mere Kylling; og Tømmergrossereren, der hamrede i Bordet med sit Glas, sagde:

- Ja, vi skal vel ogsaa ha' Føden. Den østjyske Frue vendte sig til Stine:

- Maa jeg ogsaa faa? og hun vragede paa Fadet, da der ikke var Bryst:

- De maa hente andet, sagde hun, og henvendt til Fru Rasmussen, sagde hun:

- Hvad mon de to Herrer egentlig var rejst saa langt efter? og Hr. Rasmussen, der trak paa Skuldrene, sagde:

- Ja, for dygtige unge Mænd plejer der jo at være Plads herhjemme.

Tømmerhandleren, der blev ved at raabe om Steg, tilstod:

- Jeg har s'gu aldrig rejst i Forretninger - uden i Sverige.

Hr. Rasmussen begyndte at tale om "Broderrigerne", og Damerne paa den anden Side af Bordet bøjede sig helt frem, for at lytte efter Kommunelærerinderne, der pludselig havde givet sig til at tale om en Sygeplejerske, der en Gang havde været i Familien Fryant:

- Imod hende var man ikke behagelig, sagde den ene Lærerinde.

Cyklisten sagde til den østjyske Frøken, at dette her Tennis var bare noget Fedteri, og Fru Lindegaard bemærkede til sin Mand, at Grossereren havde virkelig Ret:

- Dette var uanstændigt, saaledes at skille sig ud fra alle andre.

464

Stine var løbet ned ad Trappen med det tomme Fad, da Brasen raabte fra Lemmen:

- Jansine, Jansine!

- Her er David og Goliath.

- Det er de da ikke? sagde Fru Brasen og slap det hele, mens hun løb ud i Gæstestuen.

- Er det Therkildsens Sønner? sagde Christian, som løb bag efter.

De stod alle tre og saá paa de to Therkildsener, som kom forbi i deres hvide Tøj. Ogsaa Doktoren hang ovre

sit Vindu.

I Skænkestuen fo'r de pludselig fra hinanden, da der lød et højt Raab:

- Ka' man faa Mad?

Det var Tømmerhandleren, der stod, ildrød i sit Hoved, midt i Døren til Køkkenet:

- Eller holder De Folk for Nar?

- Naa, sagde Brasen lige saa stille: nu har vi'en. Tømmerhandleren blev ved at skælde ud; Hr. Hans Lindegaard var fulgt efter ham og sagde:

- Ja, det er uanstændigt

- Ja, de Herrer, ja, de Herrer, sagde Brasen, der blev ved at bukke sig, og pludselig raabte han aldeles rasende:

- Men det er ogsaa de Satan til Fruentimmer.

Fru Brasen var løben ud. Hun stod i en Krog af sit Køkken. Sit Lommetørklæde kunde hun ikke finde, og Taarerne løb.

Tømmerhandleren bredte sig midt i Køkkenet.

- Der er jo Mad, sagde han. Hans Øjne var faldet paa Stegepanden med Duerne, som var anbragt midt paa Bordet Fru Brasen løb paa én Gang frem, som vilde Herren rane Fuglene.

Men Brasen sagde, og blev ved at bukke sig:

- Ja, de Herrer, ja, de Herrer:

- For Satan, saa send dem op, sagde Tømmerhandleren, der pludselig formildedes og gik op ad Trappen 465 og ind i Spisestuen, hvor han satte sig tungt paa sin Stol:

- Nu kommer Vingedyrene, sagde han.

- Bring dem op, kommanderede Brasen. Fru Brasen havde sat sig inde i Spisekammeret. Det var næsten, som om hun hulkede indvendig, et Øjeblik.

Saa stod hun op, hun havde faaet en Tanke: Doktoren havde det Filetstykke hængende til den gamle Frues Geburtsdag. Men, hvis det skulde nytte, maatte hun gaa selv.

Hun gik ud gennem Køkkenet:

- Og her sto'er det, sagde hun, idet hun rakte en Bunke snavsede Knive og Gafler ud til den gamle i Forstuen:

- Vask dem op, Mo'er, sagde hun. Den gamle tog dem, og skyllede dem, og tørrede dem, medens de, én efter én, tungt faldt til Bunke:

- Sidder min Kappe, sagde Fru Brasen:

- Ja, Mo'er, svarede Signe.

Fru Brasen gik, i sine Tøjsko, hen over Torvet, op til Doktoren. Da hun kom ned igen, havde hun Filet'en, i et Stykke Avispapir, under sin Arm.

Doktoren stod og saá efter hende i sit Vindu:

- Jeg tror, sagde han langsomt: at jeg, Mo'er, lader mit Navn stryge i Annoncerne.

Han tænkte paa Badeavertissementerne, hvor han var opført som Kurlæge.

Moderen, der havde taget fat paa Strikketøjet igen, sagde:

- Ja, min Ven, det har jeg længe syntes for mig selv.

Doktorens Moder, som siden Ulykken - der var for hende ingen anden Ulykke end Mandens Fallit den Gang - havde fulgt sin Søn i over tyve Aar, indskrænkede sig næsten altid til "at synes for sig selv".

... Inde ved Lemmen skreg Christian paa Rødvin.

- Men til hvem er 'et? sagde Brasen: det skal skrives.

466

Men Christian løb, mens Fru Brasen kom til Lemmen:

- Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen.

- Der er ingen Ting, sagde Brasen: Og ingen Ting bliver der skrevet.

Han rev sig selv i Sælhundehovedet, bøjet over et Blækhus og en Kladebog og Rejsebogen.

- En Vin til, raabte Christian, der skreg som en Trompet over den rivende Forretning.

- Men det skal skrives, sagde Brasen igen og greb Christian Christensen i Armen.

- Det er til dem, der hedder Svendsen, sagde Christian og stak af.

- Gud forbarme sig, sagde Brasen: Der har vi Vognen fra Hvidegaard.

Oppe i Spisestuen, hvor alle talte i Munden paa hinanden, og Lindegaards og Tømmerhandlerens og Fruen fra Østjylland drak Rødvin af smaa Kroglas til 01, stod den østjyske Frøken og Cyklisten ved Vinduet, hvor de legede med samme Gardinsnor:

- Moder, sagde hun, da ogsaa hun saá Vognen:

- Der er Graa.

- Hvem?

- Sangeren, raabte Frøkenen, der klemte sig helt ud af Vinduet ved Siden af sin Cyklist.

Ekvipagen fra Hvidegaard var rullet ind gennem Porten, hvor den slanke Tjener sprang af og aabnede Vogndøren :

- Vi kan jo straks gaa til Bords, sagde Fru Graa, der var meget svær, med hvide Tænder, særdeles snøret og ti Aar ældre end sin Mand:

- Som Du vil, min egen, sagde Sangeren, der, vendt til Tjeneren, tilføjede:

- De sørger vel for Kufferterne. Sangeren med Frue var allerede oppe ad Trappen, da Brasen kom:

- Hvem er 'et Hansen? spurgte han. Hvidegaards blege Tjener, der begravede sine brunt behandskede Hænder i sine Lommer, svarede:

467

- Det er nok en Sanger.

Da Sangerens Frue aabnede Døren til Spisestuen, var den østjyske Grossererdame allerede midt ude paa Gulvet:

- Men er De her, udbrød Sangerfruen, der talte højt, som den, der er vant til at blive hørt: Ja, vi farende Folk finder Kendinger allevegne.

Alle Gæsterne skubbede sig sammen, mens Stolene skrabede, Cyklisten maatte flytte over paa den brunlødedes Plads, for at Sangeren og hans Kone kunde komme til at sidde ved Siden af den østjyske Familie. Ogsaa Hr. Rasmussen kendte Sangeren fra Kommunelærernes Forening, hvor han var Næstformand, og Hr. Rasmussen forestillede sig:

- Jeg havde den Ære at høre Dem, sagde han. Og Sangeren, der ikke anede, hvem Inspektøren var, svarede, at han huskede det.

- Hr. Graa sang Arien af "Carmen", sagde Fru Rasmussen.

Tømmergrossererens Frue, der var holdt op at spise, kendte ingen Ting saa dejligt som det Stykke. Sangerens skulde have Suppe, og Stine løb afsted - Kappen havde hun taget af sig og lagt i en Vinduskarm - mens Christian bød Fru Lindegaard Dessert.

- Hvad er det? spurgte hun. Det var Sandkage fra Bager Petersens med smaa Klatter Syltetøj paa hvert Stykke.

- Hans, tag det andet Fad, sagde Fru Lindegaard, og da Manden havde rejst sig for at hente Fadet, som Stine havde glemt paa Bufeten, og hvorpaa der var Kræmmerhuse med Flødeskum, skubbede Fruen Mandens fyldte Vinglas bort fra hans Kuvert:

- Ja, han har jo sunget nogle Gange i den Opera, sagde Fru Graa, mens Tømmerhandleren sagde:

- Mit Navn er Berg. De kender maaske Firmaet; medens Grossererfruen fra Østjylland selv havde rejst sig og med Slæbet i Haanden gik hen over Gulvet for at se at skaffe noget Madeira til Sangerens Suppe.

468

Alle talte om Musik, Opera og Dirigenter. Kommunelærerinderne talte om Schubert.

- Ja, sagde Fru Graa, der syntes at have tyve Øren.

- Min Dreng elsker al den Sang, der gaar til Hjertet.

Christian bragte Madeiraen, der var en Rest fra en Stranding paa Læsø, og Sangeren sagde, idet han smagte paa den:

- Men det er virkelig Drue, min egen; medens den gamle Enkefrue bøjede sig hen imod sin Datter og hviskede :

- Hvem er det? Hun blev ved at se paa Operisten, der var meget nedringet, med en stor Diamantnaal i sit Slips, som for at give Struben Plads til at arbejde.

De talte alle ind imellem hverandre, og Tømmerhandleren, der ogsaa havde villet have Madeira, spurgte Christian, der bragte den:

- Det er jo her, han boer, Therkildsen?

- Ja, sagde Christensen, der knækkede Proppen i Flasken.

Tømmerhandleren begyndte at fortælle om Konsulen og hans Forretninger og sagde, at de kaldte ham Kong Sul:

- Fordi han er saa mager, sagde han; men Christian, der lo, saa han næsten hikkede, sagde:

- Der er ogsaa dem, der kalder ham Kong Saul. Og hans Sønner, dem kalder de for David og Goliath.

- Er den ene da saa lang? spurgte Tømmerhandleren.

- Nej, sagde Christian: de er lige lange. Alle lo, og Inspektør Rasmussen sagde:

- Ja, man har jo saa mærkelige Vittigheder i Provinserne.

Fru Rasmussen, der talte med Sangerens Frue, som uafladelig fyldte sin Mands Tallerken med Duebryst, sagde, at det altid havde "staaet for hende" at overvære Festspillene i Bayreuth. Pludselig nævntes Fryants, og 469 Fru Graa, der gjorde en Bevægelse, som en Jæger, der hører et Signal, spurgte:

- Er de her?

Fru Rasmussen svarede:

- Ja, men de spiser for sig selv.

... Nede i Skænkestuen var Apothekeren kommen. Han medbragte en lille Pakke Reklamekort, som var trykte paa Glanspapir og hvorpaa Apotheket anbefalede Eau-de-Cologne, Børster og Svampe.

- Ja, Jeg tror s'gu, den gaar, Apotheker, sagde Brasen, der sad ved Skænken.

- Vi vil haabe det, svarede Hr. Hauch, der saá ud, som havde han ingen Ben i sine egne Benklæder.

- Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen. Det var Fru Brasen ved Lemmen. Hendes Øjne løb med Vand, som om hun græd ustandseligt.

Skuffen var tom.

- Men hvad nytter 'et, sagde Brasen: det gi'er jo ingen Kuntanter.

- Kom herud Brasen, sagde Fruen, der gik ind i Spisekammeret, medens Brasen fulgte efter. Da han kom ud igen, vandrede han gennem sin Gaard og ud i sin Port. Der blev han staaende et Øjeblik med et underligt Udtryk i sit Ansigt, nærmest som hos én, der véd, at han skal gaa et langt Stykke Vej.

- Ja, jeg maa vel, sagde han.

- Er Konsulen at træff, spurgte han, da han stod ovre i Butikken. Han talte som et Barn, naar større Vanskeligheder kom paa.

Men Konsulen, der havde meget travlt, sagde straks:

- Det er vel Valuta, Brasen: Det er jo ellers begribeligt - i Øjeblikket.

Medens Brasen underskrev Kvitteringen, spurgte Konsulen :

- Er de gaaet til Bords? og mente Fryants.

- Næh, de skal lige til at spise, sagde Brasen og stak Pengene i en Lomme, der var saa rummelig, at den aldrig kunde fyldes:

470

- Tak, Hr. Konsul.

Hr. Therkildsen vendte tilbage til Lejligheden, hvor Fruen, assisteret af sine Herrer Sønner, lod Lysekronen i Dagligstuen flytte ud under Verandaloftet, hvor man "virkelig godt kunde have den tændt".

Fru Therkildsen vilde ikke byde dem andet end The og bag efter Syltetøjerne, hvortil de havde de engelske Krystalskaale.

- Ja, sagde den yngste Søn: naar her bare ikke ser ud, som der var Staahej.

- Og saa, Therkildsen, sagde Fruen: gaar Du derover om en Time.

Fruen var selv allerede paa Vejen til Butikken for at hente Syltetøjsflaskerne.

Da Brasen gik hjem over Torvet, sagde Doktorens Moder, som sad ved sit Spejl:

- Nu har Brasen faaet Mønt hos Therkildsen ... Gud ske Lov.

Brasen skrabede ud foran sin egen Port, da Frøken Fryant kom gaaende med en stor Spaankurv:

- Naa, Hr. Brasen, sagde hun: skal vi snart spise?

- Min Kone er i Gang, svarede Brasen.

Da Frøken Johnny kom op i Værelset, sagde hun:

- Men bevare mig vel, er her ikke begyndt?

- Nej, svarede Moderen, der sad i den ene af de to Lænestole: men nu kan Du jo se, hvad Du kan udrette.

Frøken Johnny løb ned igen og ind i Gaarden, hvor hun stak Hovedet ind af Køkkenvinduet:

- Naa, Fru Brasen, sagde hun: hvordan gaar det? Frøken Fryant var nær bleven stikkende midt i Sætningen ved Synet af Køkkenet:

- Jo, jo, sagde Fru Brasen, og pludselig lagde hun til og førte, uden at vide det, med Haanden et Par Sodstænk ud over sit Ansigt: De maa ikke se po 'et

Frøken Johnny løb tilbage:

- Næh, raabte hun til Fru Fryant: det skulde Eriksen se.

Eriksen var Husjomfru hos Fryants.

471

- Men Mama, der er ikke andet for, end at vi laaner Ingeborgs Jomfru, og at hun varter op.

Frøken Johnny fik et Rejseetui frem og skrev med flyvende Bogstaver nogle Linier paa haandgjort Papir:

- Og hun kan ligesaa gerne tage Porcellæn med, sagde hun, mens hun med et lille Tryk lukkede Konvolutten med et Vokssegl, der bar hendes Valgsprog: "hony soit"

- Og en Dug, sagde Fru Fryant og lo. Datteren lo med og skrev: "En Dug!" udenpaa Konvolutten. Jens skulde afsted:

- Men jeg maa først vaskes, sagde Jens: naar jeg skal til Borgmesterens.

- Næh, sagde Frøken Johnny: løb Du, som Du er.

Da Jens havde afleveret Brevet hos Borgmesteren, gik Stuepigen op i Gavlen til Frøkenens Værelse.

Frøken Ingeborg fik Brevet rakt ind gennem Døren.

Da alt var ordnet, lukkede Frøkenen igen. Der hørtes i hendes Stuer kun Lyden af hendes Skridt.

Frøken Ingeborg syntes saa høj, som hun gik mellem de mathvide Vægge, med de smalle Striber af Sølv. Der løb i tynde Rammer, langs Væggene, en Frise af Billeder med mange Palmer. De var fra Vestindien. Og andre med hvide Bjerge. De var fra Schweiz.

Frøken Ingeborg vandrede længe. Saa klædte hun sig paa. Langsomt gik hun rundt mellem de store vestindiske Kummer.

Hendes Kjole var gul og fæstet med Valmuer. Foran sit Spejl tog hun en Perlesnor om sin Hals, én Række Perler. Hendes Øjne blev i Spejlet, og en lang Stund betragtede hun ufravendt sit eget Ansigt, med et Blik, som dens, der læser - ubevægelig.

Hun havde ikke hørt, at det bankede svagt paa Døren, før det bankede igen, og hun fo'r sammen, idet hun lukkede op: -

- Men Mama, er det Dig?

472

- Hvad vil dog Du? Frøken Ingeborgs Stemme blev pludselig meget blød midt i Sætningen.

Borgmesterens Frue gik aldrig meget rundt og havde i Aar og Dag ikke været i Datterens Stuer.

Hun svarede ikke, men gik ind over Tærskelen. Saa greb hun, paa én Gang, begge Datterens Hænder og løftede sine Øjne op mod hendes - de havde samme Øjne, Øjne saa mørke, at ingen synes at kunne fylde dem med Sol - og kyssede hende paa Kinden:

- Mo'er, hviskede Frøken Ingeborg brat.

Med et Slag med Haanden gik Borgmesterens Frue.

- Mo'er, sagde Frøken Ingeborg endnu en Gang, idet Døren blev lukket

Hun stod et Øjeblik. Saa saá hun paa det hvide Uhr og gik ned.

Døren til Moderens Værelse var lukket. Frøken Ingeborg standsede foran sine ostindiske Fugle, som allerede sov i deres Ringe, to og to. Hun smilede pludselig, og, uden at vide det, førte hun sin venstre Haand hen over Buret som til et Kærtegn.

Hun lukkede bag sig, og hun gik ned i Gaarden, og op ad Faderens Trapper. Kontorerne stod tomme. Hun bankede paa Borgmesterens Dør, og Faderen raabte sit "Kom ind".

- Jeg vilde kun sige Dig Farvel, sagde Frøken Ingeborg.

Borgmesteren saá langt paa sin Datter og vidste ikke selv hvorfor:

- Ja, det er rigtigt, Du skal ud.

- Ja, svarede Frøken Ingeborg, der bøjede sig og kyssede Borgmesteren paa Panden:

- Farvel, sagde hun.

Ogsaa Kontordøren lukkede hun, da hun gik.

473

Den brunlødede og hans Ven klædte sig paa. Vennen havde endevendt begge Kufferter og fløjtede ustandseligt, mens han blankede Negle og plejede Skæg:

- Sig noget, raabte han ind til Vennen.

Den brunlødede stod med et Haandklæde, som han slap:

- Ja, sagde han:

- Men ikke nu. Og han lo.

- Hvad ler Du af? sagde Vennen.

- Af Dig.

- Saa? Hvorfor?

- Fordi Du er saa klog, sagde den brunlødede, der blev ved at le.

Pludselig greb han Vennen i begge Skuldrene og holdt ham foran sig, mens han lo og lo ham lige ind i Ansigtet, til han drejede ham rundt som en Dreng i en Skolegaard.

- Du er gal, sagde Vennen.

- Nu skal vi være færdige, sagde den brune.

De to Venner gik ned og bankede paa Generalkonsulens Dør. Frøken Johnny lukkede op, og, med Dørgrebet i Haanden, kastede hun det sidste Blik paa Bordet.

- Nej, nej, De maa vente, sagde hun: jeg har glemt det vigtigste; og hun lukkede Døren igen.

- Men saa maa jeg i det mindste gaa derud, sagde Generalkonsulen og gik.

Frøken Johnny løb ind i Sovekammeret og hentede de hvide Baand og de grønne, som hun havde pillet af Kjolen; hun bandt dem om Roserne ved hver Kuvert, grønt og hvidt.

- Saa, sagde hun og aabnede: nu kan De komme. De tre Herrer kom ind; alle maatte staa op, for der var ikke Plads undtagen lige ved Bordet:

- Ja, sidde kan vi ikke, sagde Johnny, mens de talte om de forskellige Rejseveje, ad hvilke de var komne, og hvor besynderligt det var, at de skulde mødes.

474

- Jeg tror, man mødes, naar man skal, sagde Frøken Johnny til den brune Hr. Ender, der stod med Ryggen til Vinduet.

Generalkonsulen sagde noget om, at Jorden var lille.

Det bankede igen:

- Dér er hun, sagde Frøken Johnny og aabnede Døren, saa Kaffegæsternes Staahej slog ind imod dem. Døren blev lukket igen, og det var, som steg Frøken Ingeborg frem af den ophørte Støj:

- Velkommen, Ingeborg, sagde Frøken Johnny og kyssede hende paa Kinden.

- Tak.

Frøken Ingeborg hilste paa alle og sidst paa den brunlødede, der bestandig stod med Ryggen mod Lyset:

- Det er længe siden, sagde Frøken Ingeborg, og et Nu mødtes deres langt fremstrakte Hænder.

- Saa gaar vi til Bords, sagde Frøken Johnny: Hr. Verner, Deres Arm. Papa og Mama sidder ved Bordenden.

- Nej, nej, sagde hun: Hr. Ender og Ingeborg skal sidde i Sofaen.

Uden at tale havde den brune rakt Frøken Ingeborg sin Arm.

De var alle paa Plads, da Frøken Ingeborg løftede sin Buket:

- Aa, sagde hun, og pludselig rødmede hendes matgule Hud:

- Det er Schweiz' Farver.

- Ja, sagde Ender hastigt og lidt for højt, mens ogsaa han blev rød af Glæde eller maaske af en pludselig Forvirring.

Borgmesterens Stuepige bar Suppen om, mens Generalkonsulen og Verner begyndte at tale om Schweiz, og Generalkonsulinden sagde til Frøken Ingeborg:

- Ja, Ingeborg, vi vil altid være Dem taknemmelige for alt, hvad De i al den Tid var for Johnny.

Christian kom med Champagnen i en Vandspand fuld 475 af Is. Han bar den saa forskrækket, saa det saá ud, som han hinkede.

- Her er' en, sagde han.

Alle lo, mens Generalkonsulen fyldte Glassene:

- Ja, velkommen, sagde han.

- Velkommen -

- Velkommen, sagde Moderen og Johnny. Og Frøken Johnny talte igen om Zürich, og om Søen dernede og en Vandring paa Bjergene:

- Husker De, Ender, husker De? Det var i Pinsen.

- Jo, han huskede.

Og Frøken Ingeborg sagde:

- Hvor var der stille, den Nat paa Bjergene.

Generalkonsulen talte om Højdeopgivelser af Tindebestigninger, og Hr. Verner nævnede et Par Bjerge paa Indiens Grænse:

- Ja, sagde Frøken Ingeborg og saá ikke paa Ender, til hvem hun talte:

- Saa langt De har været borte.

- Ja, svarede Ender og nikkede frem for sig: langt borte.

Borgmesterens Pige havde hentet den næste Ret og bragte den op ad Trappen, da hun mødte den østjyske Frøken og Fru Lindegaard, der kom ned, fulgte af de to Cyklister.

- Aa, sagde Frøkenen, der løftede Slæbet: de har egen Betjening.

- Og fik Champagne til Suppen, sagde Fru Lindegaard og vendte sig:

- Er Du der, Hans? Naa lad ham sidde, sagde hun. De to Cyklister gik nogle Skridt bag de to Damer:

- Her er Bøf, sagde den ene.

- Ja, sagde den anden: det er, hvad jeg siger, man finder s'gu altid noget Steg langs Landevejene. Frøkenen fra Østkysten vendte sig:

- Hvor boer den Pottemager? spurgte hun. Og Cyklisterne langede ind paa Damerne.

Alle Badegæsterne drak Kaffe i Dagligstuen og i den 476 store Spisestue, hvis Døre stod aabne til Gangen, tømmerhandleren bød Inspektøren og Hr. Lindegaard paa Cognac. Fru Rasmussen, der med Fruen fra Østkysten holdt sig nær ved Døraabningen, sagde, idet Borgmesterens Pige passerede:

- Ja, der er jo Folk, som holder af at vise, at de kan.

Den gamle Enkefrue sad i Sofaen i Dagligstuen,, mens Datteren hviskede til hende:

- Jo, gør Du det, min Pige, sagde hun: det er morsomt

Den lille Datter gik gennem Stuerne ved sin Stok. Midt paa Trappen mødte hun Christian, der pilede hende forbi foran en lang, mager Person. Christian røg ind til Fryants:

- Det er Konsulen, sagde han.

- Hvilken Konsul, spurgte Hr. Fryant.

- Det er Therkildsen, sagde Christian.

- Hvem? sagde Generalkonsulen.

- Aa, sagde Johnny: dér købte vi Syltetøjet.

- Lad den Mand komme ind, sagde Hr. Fryant.

- Generalkonsulen rejste sig, og Døren gik op for Hr. Therkildsen i sort Frakke:

- Jeg falder ellers til Ulejlighed, sagde han og blev staaende forvirret foran Bordet og Gæsterne:

- Det gør ikke noget, sagde Fru Fryant og bøjede Hovedet: Vil De ikke tage Plads?

Hr. Therkildsen satte sig paa en Stol med Benene over hinanden, saa man saá hans graa Uldstrømper, mens Generalkonsulen, der nu meget vel genkendte Kong Saul, spurgte:

- Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste? Alle de andre var hørte op at spise.

- Hr. Therkildsen var blevet blodrød i Hovedet ved Hr. Fryants Tonefald. Han rejste sig igen og sagde:

- Vi mente kun .... min Kone mente at.... hvis Huset her ellers ikke passede Generalkonsulens ... om De i Aften vilde tage til Takke hos os.

477

Det varede et Par Sekunder, hvor der var stille, før Vicekonsulen fik sagt:

- Da mine Sønner er hjemme; og sluttede brat

- Vi har det fortræffeligt her, sagde Hr. Fryant, der stadig stod op, mens Generalkonsulinden hastigt føjede til:

- Det var saa overordentlig elskværdigt af Deres Frue og Dem; og Frøken Johnny sagde:

- Jeg husker godt, Hr. Therkildsen, jeg har en Gang danset med Deres Sønner.

- Ja, ellers megen Tak, sagde Generalkonsulen, der stod ved Døren, og han lod Manden, der maaske var meget rigere end han selv, gaa sig forbi - ud af Døren, som man afskediger en Lagerchef.

- De tilgiver, sagde Hr. Fryant til sine Gæster, da Døren var lukket, og vendte tilbage til sin Plads.

Hr. Therkildsen stod et Øjeblik ved den lukkede Dør. Aarerne i hans Pande var svulmede op. Han saá ud som en Mand, der, i en uhyre Vrede eller under en lynsnar Anspændelse, foretager et Opgør.

Hr. Therkildsen gik gennem Gaarden:

- Men hvad vil Konsulen? sagde Fru Brasen, der, ved at se ham, blev staaende ret op og ned paa sit Køkkengulv.

Hr. Therkildsen var standset og saá et Nu ind i det forvirrede Køkken, hvor Brasen ved Lemmen skreg:

- Til hvem ska' de skrives, de Cognac'er?

- Jeg véd ikke, Brasen, sagde Fruen, der drejede.

- Det gaar vel ellers godt? sagde Vicekonsulen ind ad Køkkenvinduet, før han gik.

- Han var hvid i sit Ansigt, sagde Fru Brasen og blev selv bleg uden at vide hvorfor.

- Ja, sagde Køkkenpigen: han var det.

.... Christian løb med Cognac'en ind i Spisestuen, hvor Sangeren, i en Kreds af Damer, havde faaet et Lommetørklæde lagt om sin Hals for Trækken.

- Hvad vil Drengen ha'? spurgte hans Frue, der idelig suste hid og did.

478

- Hvad siger Du, min egen, sagde Sangeren. Tømmerhandleren, der raabte paa Christian og fik en Vermouth Flaske i Stedet for Sodavand, sagde:

- Ja vel, dette holder man jo ud én Dag; og vendt til Inspektøren lagde han til:

- Min Kone siger saa'gu, de begyndte med Champagne.

- Det er vel Engelsk, sagde Inspektøren. Fru Rasmussen kom hen imod sin Mand:

- August, af disse Glas drikker vi ikke; Fruen pegede paa to af Skyllevandet taagede Glas, af hvilke hun og Fruen fra Østkysten skulde have Sodavand:

- Men de har vel for travlt med dem derinde, tilføjede Fru Rasmussen.

Inspektøren skød Skuldrene op og sagde:

- Men dette er for galt.

Han gik ned ad Trappen, mens Guldkæden fløj paa hans Vest, og kom ind i Skænkestuen, hvor han løb paa de fire Lærerinder, der blege i Ansigterne ønskede at betale, hvad de havde faaet ekstra, straks.

- Jo, de Damer, sagde Brasen, som ikke vidste, hvad de havde faaet, og bladede rundt i sin Bog, indtil Christian raabte fra Lemmen:

- Brasen, der skal sættes no'en paa Is.

Det var Likør til Generalkonsulen, og Brasen løb.

- Her kan man ikke en Gang faa betalt, sagde den ene Lærerinde, mens Hr. Rasmussen tilføjede meget højt, henimod den aabne Lem:

- Men her er jo i al Fald den Udvej at rejse. Fru Brasen havde hørt det og greb til sin Kappe med begge Hænder:

- Og nu rendt' Brasen, sagde hun.

Hun gik ind ved Disken og rodede selv i Bøgerne:

- Aa, Frøken, sagde hun, der kommer saa meget po, at De maa undskyld'. Nu ska' Brasen regn' det efter, for jeg har det med Vand i mine Øjn'.

- Man har sin Aftale, Frue, sagde Inspektøren: og 479 forlanger en Behandling derefter, hvem der saa ellers skal tages Hensyn til.

- Det er retfærdigt, sagde Fru Brasen, hvis Tanker uafladelig var ved Filet'en til Generalkonsulens:

- Der ska' Blade po, sagde hun ud gennem Lemmen og løb selv.

Paa Køkkenbordet, ved Siden af Filetfadet, flød det med Skeer og Knive og Gafler:

- Vask dem, Mo'er, sagde Fru Brasen og rakte dem ud til den gamle i Forstuen:

- Men va'er dig, for det er Borgmesterens. Den gamle tog dem og skyllede dem og tørrede dem, mens de klirrende faldt ned i samme Bunke, én og én. Borgmesterens Stuepige ventede paa Filet'en:

- De maa ikke se po' et, sagde Fru Brasen og vilde skjule for baade Fade og Snavs:

- De deroppe ser det jo ikke, svarede Borgmesterens Jomfru, der gik op ad Trappen med Fadet med Filet'en:

- Den er virkelig god, sagde Generalkonsulinden, der saá paa Stegen, medens den blev budt om.

Hr. Fryant talte om den brunlødedes Fader, Generalen, som havde gjort et stort Arbejde med Kortlægningen af Jylland.

- Ja, sagde Knud Ender: Min Fader skulde have været under større Forhold.

Frøken Johnny fortalte Verner om en Veninde, der var bleven skilt, efter kun at have været gift i to Aar:

- Og de har et Barn, sagde hun. Der blev en almindelig Talen om Ægtefolk og om Skilsmisse, til Generalkonsulen sagde:

- Ægtefolk med Børn burde aldrig skilles, mens Fru Fryant nikkede:

- Nej, aldrig.

Knud Ender, der hele Tiden talte til Fru Fryant med sænkede Skuldre, sagde:

- Mon det dog ikke er bedre end hver Dag at stille Børnene Ansigt til Ansigt med Forældrenes Tvist?

480

Frøken Ingeborg talte ikke.

Fru Fryant saá et Øjeblik frem for sig og sagde i en forandret Tone:

- Ja, Livet er saa vanskeligt.

Frøken Johnny slog paa sit Glas og sagde muntert:

- Skaal Mama, Skaal Papa.

- Véd I hvad jeg tror, at Livets største Lykke, det er at have lykkelige Forældre.

- For man arver deres Glæde, sagde hun, og hun og Forældrene stødte Glassene sammen, medens de smilte alle tre.

Men paa én Gang blev Johnny blodrød i sit Hoved, medens hun begyndte at sige noget, hun ikke selv vidste, hvad var. Frøken Ingeborg havde sænket sine Øjne.

Det var noget om en Udstilling, Frøken Johnny snakkede om, og ogsaa Generalkonsulinden skyndte sig paa én Gang at tale om Sæsonens Fester ifjor:

- Men Dig seer man jo aldrig, Ingeborg, sagde Frøken Johnny.

Frøken Ingeborg sagde:

- Jeg kommer jo saa sjeldent til Byen.

- Hvorfor? spurgte Knud Ender.

- Jeg lever jo her, sagde Ingeborg, og der var i hendes Tonefald, der var meget stille og meget langsomt, noget, som om hun i de fire Ord fortalte hele sit Liv. Og muligvis uden at ville sige det, sagde hun, idet hun ligesom rankede sit Hoved:

- Og mon det ikke ogsaa saadan er lettere at bevare sig selv?

Knud Ender havde følt det, som fik han Taarer i Øjnene, og i et Nu, i nogle Sekunder saá han urimelig hastigt - næsten saa hastigt som den, der pludselig skal dø - hele sit eget Liv, lige fra den Dag, da han drog ud af den tekniske Højskole og var fem og tyve A ar.

Det bankede paa Døren. Det var Christian.

- Det var en Pakk' til Fruen, sagde han, og lagde 481 en tung Pakke i Karduspapir saa haardt i Bordet, at det rystede.

- Vor Herre bevares, sagde Frøken Johnny.

- Til mig?

Hr. Verner lukkede Pakken op; i den var der to Flasker Rødvin, og ovenpaa laa der et Visitkort. Fru Fryant tog det og læste højt:

- "Til Emily fra en gammel Veninde".

- Men fra hvem er det dog, sagde Fru Fryant.

- Det maa jeg ikke sig', sagde Christian, der grinte og gik, mens Frøken Johnny og Generalkonsulen sagde paa en Gang:

- Næh, hvor det var nydeligt.

- Det var meget kønt.

- Men først drikker vi med Carl, sagde Frøken Johnny, og hun fyldte Champagne i et tomt Glas.

- Det er Grev Sponneck, sagde hun og pegede paa Glasset:

- Skaal, Du.

- Tak, sagde hun og snerrede efter sin Forlovedes Stemme, mens alle stødte til det grevelige Glas, og hun tømte det.

- Min egen Pige, hviskede Fru Fryant, og, idet hendes Tanker vendte tilbage til Vinen, spurgte hun igen sin Mand:

- Men hvem kan det dog være, George?

- Er det ikke fra den gamle Dame? spurgte Knud Ender og fortalte, i en underlig aandsfraværende Tone, om Enkefruen.

Og næsten uden Overgang gav han sig paa én Gang som en Mand, der halvvejs bryder Formerne, fordi han drives til det - til at tale, og alene: om Indien; de mægtige Broer, de vældige Buer af Staal; og Sletterne, hvor alt var gult og Tørst og gult; og Livet i Shanghai med de altid aabne Klubber og paa Boulevarderne Bankernes Stenpaladser, hvor man gemmer det tjente Guld.

Frøken Ingeborg rørte sig ikke. Hovedet havde hun lænet imod Væggen, medens hendes Øjne saá fremad, 482 som om hun ved Siden af ham, der talte, saá langt bort.

- Men Hjemve føler man altid, sagde Eigil Verner.

- Ja, gør man virkelig, spurgte Generalkonsulen ivrigt.

- Det siger da Carl, sagde Johnny, hvis Øjne havde faaet et andet Udtryk.

- Jo, altid, sagde Knud Ender, der førte Haanden hen over sine Øjne:

- Idetmindste som bag et Slør.

- Men - pludselig smilte han, og hans Tone blev en anden -: naar man kommer hjem, saa véd man, man har følt den.

- Saa drikker vi for de hjemvendte, sagde Generalkonsulen, der havde skænket af den sendte Rødvin, og de klinkede atter med Hr. Verner og den brunlødede.

Frøken Ingeborg holdt sit Glas saa højt, før hun drak.

Da Borgmesterens Pige vilde bringe Desserten op ad Trappen, kunde hun ikke komme frem.

Den østjyske Frøken og Fru Lindegaard sammen med Cyklisterne spærrede hele Vejen. De to Cyklister havde Favnen fuld af Pottemagerens Potter.

Frøkenen raabte:

- Nej, Moder, man kan fylde en Spisestue for fem Kroner.

- Ja, det er virkelig mærkværdigt, sagde Fru Lindegaard: det vil staa brilliant til vandmalet Fyrretræ.

Alle skulde se Potterne, som stod i Spisestuen rundt omkring paa Borde og Stole.

Fruen fra Østkysten mente, at de var gode til en Havetrappe; Sangerens Kone. som sammen med Fru Lindegaard stod foran et grønt Kar, hvilket Fru Lindegaard vilde anvende til Punchebolle, sagde pludseligt:

- Fryants kommer naturligvis her ind efter Bordet; hvorpaa hun skød frem mod Parrets Soveværelse.

- Tror De? spurgte Fruen fra Østkysten og kom i Nærheden af et Spejl.

Tømmergrossererens Frue mente, at man jo egentlig 483 alle gerne vilde have det for sig selv, naar man havde Fremmede, og Fru Rasmussen sagde:

- August, her kunde dog virkelig ryddes lidt op, mens Fru Lindegaard, der fandt sin Mand paa en Stol i Dagligstuen, sagde sagte, men skarpt:

- Hans, Du har drukket, og førte ham ind i Sovekammeret.

Frøken Lucie kaldte med en krummet Lillefinger paa den ene Cyklist og løb ned ad Trappen og ud paa Gaden, hen imod Annekset.

Lige udenfor Apotheket mødte de Fru Hauch, som i en bred Hat, garneret med sorte Kniplinger, skred frem ad Gaden:

- Sæt i, Gamle, sagde den jyske Frøken, da hun var to Skridt fra hende, og Cyklisten, der var ganske svedig om Hænderne, gav sig til at le højt.

Fru Hauch gik op ad Therkildsens Trappe. - Fruen holdt i al Hemmelighed af at bevæge sig op og ned ad disse dekorative Sten - og ind i Butikken, hvor hun spurgte, om Konsulinden var hjemme. De to Svende, der saá ud, som om deres røde Øren fornylig var blevet klasket fast til deres Kranier, vidste det ikke. Men Fru Hauch vilde se ad. Fruen fandt Familien Therkildsen paa Verandaen, hvor Bordet var fuldt af Lys, som skulde have været anbragte i Lysekronen.

- Kære, sagde Fru Therkildsen: er det Dem? Og med et Blik paa Bordet tilføjede hun hastigt:

- Det bliver for galt med Jomfruen. Nu har de Lys ligget her lige siden i Morges.

De to Sønner, som røg Cigaretter i et Par Flugtstole, hilste nærmest ved at vippe med deres lakerede Støvler.

Fru Hauch, der tog Plads, mens Fru Therkildsen en Smule for hurtigt samlede Lysene, fornam, at hun afbrød en Debat:

- Ja. De véd naturligvis, at de er her?

- Ja, sagde Fru Therkildsen i en Tone, som om Jaet undslap hende.

484

- Men her, sagde Apothekerens Frue, holder de det naturligvis ikke længe ud.

- Vi sgu' heller ikke, mumlede den ældste Søn.

- Men det er jo, hvad man kunde gøre for ham, mens han er her, sagde Fru Hauch: Blomster har jeg jo sendt, at han dog kan vide, der er et Par Musikmennesker ogsaa heroppe.

Fru Therkildsen var standset med et Lys i hver Haand:

- Og faa ham at høre tør man vel ikke haabe paa. Den yngste Therkildsen havde pludselig spilet begge Ben ud fra sig, men hans Moder sagde kun:

- Nej, det tør man vel ikke.

- Skønt Konrad Graa virkelig er offerberedt nok og gerne synger, hvor han blot tror, der er Forstaaelse.

Lysene i Vicekonsulindens Haand ikke saa meget som rystede, medens hele hendes Hjærnemasse kogte.

- Men hvordan skulde man vel finde en Lejlighed? sluttede Fru Hauch.

Fru Therkildsen, hvis Tindingeaarer var traadt let frem, tøvede et Øjeblik, før hun sagde:

- Det er jo kun rimeligt, om man viser saa stor en Kunstner en Opmærksomhed.

- Ja, det er sikkert, sagde Fru Hauch. Hvad der arbejdede i Konsulinden, var hvor langt hun turde gaa for Konsulen. Men pludselig sagde hun:

- Naturligvis bør han vide, at her er vi ogsaa Mennesker.

- Jeg kommer straks.

Fru Therkildsen havde fundet det: hun vilde sende Konrad Graa de krydrede Jordbær, som hun drev i fire Drivbænke. Mens hun gav Stuepigen og Kokkepigen Ordre til at plukke dem, tænkte hun paa, at hun vilde lægge dem i en Kurv imellem seks Champagnehalse, og pynte det hele med Roser.

Nøglen til Vinkælderen kunde hun altid tage, naar Therkildsen gik lidt.

Hun vendte tilbage til Verandaen.

485

- Fru Hauch, sagde hun: De hjælper mig nok med at plukke nogle Roser.

De to Fruer gik ned til Rosenbedene, som laa lige ved Vejen, imod Syd.

- Kan De fange mig? raabte en Dame, ude paa Vejen. Det var den østjyske Frøken, som fløj forbi i en ny Kjole foran Cyklisten, der var rød som Purpur paa sin bare Hals. Der havde været leget megen Kispus, medens Frøkenen skiftede i Annekset.

Da Frøkenen naaede Hotelporten, ordnede hun sine Kjolefolder og sagde:

- Nu er vi anstændige.

Borgmesterens Pige kom imod dem med Kaffen, som hun bragte op ad Trappen.

Generalkonsulen bød Cigaretter om:

- Nej Tak, sagde Frøken Ingeborg og rystede paa Hovedet.

- Jeg vidste det, sagde Ender. Men Frøken Johnny røg:

- Nej véd I hvad, nu vil vi have Døren op.

- Hn Verner, luk op, sagde hun.

Hr. Verner rejste sig og aabnede begge Dørene til Trappen, hvor den østjyske Frøken legede med Cyklisten ved Gelænderet.

- Saa, sagde Frøkenen og løb ind til Moderen: nu lukker de op.

Fru Lindegaard, der var vendt tilbage med sin Mand, hvis tynde Haar saá ud, som om det havde været dyppet i et Vandfad, sagde:

- Hans, Du maa forestille Dig; og Sangerens Frue brød hen til sin Mand og hviskede i et lidt skarpt Tonefald:

- Konrad, tag det Lommetørklæde af.

- Ja, min egen, svarede Sangeren og løste det omvundne Lommetørklæde fra sin Hals.

Inspektørinden, der instinktmæssigt havde nærmet sig den gamle Enkefrue i hendes Sofa, sagde, mens hun skød de mange Ringe fastere paa sine Fingre:

486

- De sidder saa alene, Frue. Den gamle Dame smilte og sagde:

- Jeg sidder med min Datter.

Christian slæbte Likøren til Generalkonsulens op ad Trappen i en gammel Kobberspand fra Tønder, og Generalkonsulen sagde:

- Det bedste ved en Middag er dog Kaffen; og ved et Spring i Tankegangen talte han om Karlsbad og i det hele om Brøndkurene:

- Vort Kursted er nu Teplitz, som sagt. Naar man bruger meget Vand, sagde han, kommer Gigten alligevel med Aarene.

Med et nyt Tankespring spurgte han pludselig Ender, der ikke hørte det straks:

- Og hvor gaar Vejen nu hen? Knud Ender svarede langsomt:

- Nu troer jeg, jeg slaar mig til Ro.

- Det var da dejligt, sagde Generalkonsulinden, men Hr. Fryant spurgte:

- Og De, Hr. Verner?

Eigil Verner svarede - og der gik som et pludseligt Udtryk af Træthed over hans Ansigt -:

- Man drager vel videre.

- Hvorfor? Ender har Ret. Der er dejligt her i Landet, sagde Generalkonsulen.

- Ja, sagde Frøken Ingeborg og lukkede halvt sine Øjne.

Frøken Johnny drak af sin Likør:

- Carl siger altid, vi har de dejligste Farvande; og pludselig lagde hun til:

- Ingeborg, Du véd jo slet ikke, hvordan jeg fik ham.

Frøken Ingeborg kom til at le:

- Nej, lille Johnny, sagde hun og kaldte hende paa én Gang "lille Johnny", som i Pensionen.

- Jeg vidste det straks, sagde Johnny.

- Hvad, Frøken Fryant, sagde Verner og lo.

- At det var ham, sagde Johnny.

487

- Hvad ler de af, spurgte hun over til Ender.

- Ikke af noget - og lidt langsommere lagde han til -:

- Det maa være en stor Lykke ..... at vide det straks.

- Det gik os ligesaadan, sagde Generalkonsulinden og nikkede til sin Mand:

- Men alligevel kommer der saa maaske mange hemmelige Kampe bagefter. Jeg tror egenlig, at alle Mænd først maa lære, hvem de elskede stærkest.

Frøken Ingeborg, der pludselig havde drejet Hovedet mod Fru Fryant, aabnede Øjnene helt, saa et pludseligt Lys faldt i dem.

Og efter en lille Stilhed sagde Knud Ender:

- Generalkonsulinden er klog. Fru Fryant smilte:

- Sig ikke det, Ender. Det betyder altid kun, at man begynder at blive gammel.

- Pyt, sagde Johnny: nu gaar vi i Skoven.

De rejste sig alle, mens man hørte Skubbet af Stolene.

Fru Rasmussen gik paa én Gang tilbage til sin Mand:

- August, Du er uden Baand, sagde hun, og Inspektøren svarede:

- Det er jo om Sommeren.

- Er han anstrengt, spurgte Sangerens Frue lidt højt og meget inderligt; og Sangeren, som stod i Profil midt i Spisestuen, svarede - ogsaa han talte en Smule højere -:

- En Smule, min egen.

Fru Fryant kom først ud af deres Dør.

- Hvor Trappen knager, sagde hun, mens hun gik ned, og de andre fulgte efter.

- Lad os gaa ad Stien, sagde Frøken Ingeborg, og hun førte de andre, mens Knud Ender gik ved hendes Side.

488

Alle Spisestuens Hoveder havde drejet, da de Fryantske Kjoler bøjede af:

- Julie, raabte Tømmerhandleren.

- Ja, Ferdinand, hvad er der?

Fru Berg havde døset lidt i en Dagligstuestol. Tømmerhandleren havde stukket begge de knyttede Næver i sin Lomme:

- Rak, sagde han saa tydeligt, at det kunde høres.

- August, det var vist paa Tiden, de Børn kom i Seng, sagde Fru Rasmussen, der kaldte paa Barnepigen.

Sangerens Frue stod et Øjeblik. Hendes Øjne var bleven saa tomme som en Hønes. Saa huskede hun pludselig, hvad hun havde sagt sidst og sagde:

- Du sang jo ogsaa saa meget i Aftes; og med et brat Eftertryk lagde hun til: paa Hvidegaard.

Den østjydske Frøken drejede rundt fra det Vindu, hvor hun havde hængt:

- De gaar saagu' i Skoven, sagde hun.

Fru Inspektør Rasmussen med Mand og Børn var allerede paa Trapperne, da Therkildsens Kusk i Liberi kom bærende med en mægtig Kurv, der spærrede hele Farten.

- Det er til Hr. Graa, sagde Kusken: han er Sanger. Familien Rasmussen vendte brat om, medens Fruen løb i Forvejen og helt forpustet sagde til Fru Graa:

- Der er en pragtfuld Present til Deres Mand.

- Nej, fra hvem, sagde Sangerens Frue, der pludselig skraalede op, og da hun saá Kurven, som Kusken satte fra sig, sagde hun:

- Ser Drengen den? Det er en virkelig Tanke. Fru Rasmussen, der stod ved Siden af Fru Graa, sagde:

- Saadan er det, naar man er berømt. Ordet "berømt" var slaaet fast, og alle stimlede sammen omkring Kurven, mens Sangeren sagde:

- Ja, det er kønt, min egen; mens hans Frue, som var bleven lutter Liv i Ansigtet, med et emsigt Smil 489 som en Forretningsfrues bag Disken under Kundetravlhed - sagde:

- Vi drikker den naturligvis sammen. Hun fik Øje paa Kusken:

- Har Drengen Smaapenge? spurgte hun. Drengen havde ingen, og hun havde ingen:

- Kære, jeg har, sagde Fruen fra Østkysten.

- Aa Tak.

Kusken fik Kronen.

Kommunelærerinderne plukkede Roserne op og anbragte dem i Vaser, mens Tømmerhandlerens Frue bøjede sig ned og lugtede til Jordbærrene:

- Nogle dejlige Bær, erklærede hun.

Cyklisten kom rendende med en Skaal, og Sangerens Frue, der tog Flaskerne op og pludselig arrigt tænkte paa Fryants, fordi det var samme Mærke, hun havde set paa Flaskerne i Vandspanden, sagde:

- Conrad, det var ikke for meget, om Du sang lidt for de elskværdige Mennesker, der har tænkt saadan paa Dig.

Sangeren vilde svare; men Fruen, der var ganske optagen, spurgte:

- Er her Klaver? mens Fruen fra Østkysten sagde:

- Hvor henrivende for os alle. Fru Lindegaard bød Hans gaa ned for at spørge om Klaveret.

Men Fru Rasmussen sagde:

- August, det maa jo i ethvert Fald kunne skaffes; medens ogsaa Inspektøren løb ned i Gæstestuen, hvor Brasen selv rendte rundt med Bajerne:

- Her er s'gu blevet Forretning, sagde Brasen. Hele Stuen var fuld af Gæster. Hr. Lindegaard og Inspektøren spurgte, paa én Gang, om der var et Klaver.

- Ja, her er, sagde Brasen:

- Det er nyt, men det er laaset. For det er Sangforeningens.

- Hva' er 'et, Brasen, spurgte Fru Brasen fra Lemmen.

490

Inspektøren mente, at man kunde vel faa Nøglen:

- Den er ved Rist, sagde Brasen: om han vil laan' den.

Inspektøren vendte tilbage, og Fru Lindegaard sagde:

- Det er ham med Badehætterne. Fru Graa lagde til:

- Den Mand kan jo høre med; og de fire Lærerinder tilbød at gaa derover.

- Nej, August, sagde Fru Rasmussen: gaa Du. Fru Graa løb ind efter et af Mandens Visitkort og sagde:

- Saa skriver jeg et Par Ord til "Giverne".

- Ja, min egen, sagde Sangeren, der selv aldrig skrev, medens Fruen begyndte at skrive med en Blyant, idet hun sagde:

- Hvad var det nu, de kære Mennesker hed? Jens skulde afsted med Kortet, og Fru Brasen skreg paa ham fra Køkkendøren:

- Ja, sagde hun, det er til Therkildsens. Hold Kaffen po, sagde hun og vendte sig igen.

Der var travlt med Kaffepunch i Skænkestuen, og Lemmen gik uafladelig op og i.

- Brasen, hviskede Fruen: Pas at faa Betalingen ind.

- Hvor Satan ska' vi ligge, spurgte pludselig en Herrestemme fra Gaarden ind gennem Køkkenvinduet. Det var Ingeniør Lund og hans to Kolleger. Fru Brasen vendte sig og saá dem:

- Aa Jøsses, sagde hun: nu løver det snart rundt.

... Jens var kommen over til Konsulens, hvor han stod i Entréen paa bare Ben.

- Det er til min Kone, sagde Konsulen, der havde revet Brevet fra ham.

- Ja, det er det, sagde Jens, der rendte igen.

- Det er til Dig, sagde Hr. Therkildsen, der var gaaet ind og lagde Brevet paa Bordet

Fru Therkildsen blev som Blod i sit Hoved:

- Han skriver selv, sagde hun:

491

- Kære Fru Hauch, han vil synge.

- Naar, bedste De? Apotheker-Fruens Sved brød frem.

- I Aften.

- Vicekonsulinden var i Verandadøren.

- Oscar, Arthur, raabte hun.

- Du vil vel ikke gaa derover, sagde Konsulen, der stod stiv midt paa Gulvet.

- Lille Fru Hauch, sagde Fru Therkildsen hurtigt: hent Sønnerne.

Og da Fru Hauch var gaaet, sagde hun:

- Naturligvis Therkildsen; vi er indbudt. Vicekonsulen blev meget bleg:

- Du gaar der ikke, sagde han.

- Du skulde ikke tirre mig, Therkildsen, sagde Fruen, og i et Nu mødtes hendes og Vicekonsulens Øjne.

Efter at Svenske-Kathrine havde maattet rømme Smøgen efter Tvillinger, taalte Fru Therkildsen ikke at tirres:

- Du véd, jeg taaler det ikke, lagde Fruen til. Hun hørte Fru Hauch og Sønnerne paa Verandatrappen, og hun sagde til Apothekerfruen :

- De og Deres Mand følger naturligvis med. Fru Hauch sagde:

- Det er altfor meget. Hvem der kunde tage Provstens med. Der er saa megen Forstaaelse.

- I kan gaa derop, sagde Fru Therkildsen, som havde et helt Felttog i sit Hoved, til Sønnerne.

- Vi skal klædes paa, svarede Sønnerne, der gik for at anlægge dining-dress med hvide Veste af Liberty Fløjl, som Matrosen fra Kutteren havde bragt i en engelsk Kuffert.

- Saa gaar De, sagde Fru Therkildsen, og Fru Hauch gik:

- Det tørster ligefrem i En efter Toner, sagde hun i Døren til Vicekonsulen, der smækkede i efter hende.

- Therkildsen, sagde Fruen, der pludselig betragtede sin Mand: Du maa i sorte Benklæder.

492

..... Inspektør Rasmussen var vendt tilbage med Nøglen til Instrumentet, og i den lille Spisestue tumlede de med at flytte Klaveret. Alle Gæstestuens Gæster saa til.

- Løft, Nielsen, raabte Doktoren, der var kommen til og som slæbte selv.

- Hiv Manne! det var Kreaturhandlerne, som lagde Næverne til:

- Naa, Nielsen/ ta'e ved!

- Ja, sagde Nielsen, der var vond af Humør:

- Hvem betaler?

- Brasen, sagde Fru Brasen, der havde sit Hoved i Lemmen: Va'r Jer, det skrabes!

Oppe i Spisestuen gik Sangeren op og ned ad Gulvet:

- Han er altid saa urolig, naar han skal synge, sagde Fruen til Fru Rasmussen.

De to Lærerinder var paa Apotheket efter Emservand, som Kunstneren skulde nyde i Mælk.

- F a ar vi den Mælk, sagde Fruen fra Østkysten, som var løbet ud for at hente Mælken og som nu stod og trampede med Fødderne paa Køkkendørstærskelen.

- Ja, sagde Fru Brasen og sprang bort fra Lemmen. Hele Huset gyngede under de kraftige Mandfolks Tyngde, mens de bugserede Klaveret op ad Trappen.

- Nu er de paa Fortrappen, sagde Fru Brasen og rakte Mælken til Fruen, der spurgte:

- Er det muligt at faa Blomster her?

- Det skulde da være hos Feldhusen, sagde Fru Brasen: men han bor ved Skoven.

Fruen fra Østkysten, der gik med Mælken, sagde, at saa maatte der sendes Bud til Skoven, for Blomster vilde hun have.

Fru Brasen raabte paa Jens, ud i Gaarden, hvor alle Pigerne stod og gloede ind ad Vinduerne til den lille Spisestue.

I Skænkestuen raabte de paa Bajere til Mandskabet:

- Bajere her!

- Christian, skreg Brasen.

493

Christian Christensen, der var saa træt, at han saá ud, som han trillede, fløj frem af Hjerterummet i Gaarden:

- Ja. skreg han i Farten.

- Nu sover han saa'gu derovre, sagde Brasen.

.......Jens var paa Vejen til Feldhusen. Gartneren,

der var søvnig og treven, sagde, hvem der vel skar Roser ved Nattens Tider. Han var ikke vant ved det.

- Det er de Københavnere, svarede Jens, der gik med Feldhusen op i Haven, hvor Rosenbedene laa lige ved Gærdet til Skoven. Jens krøb op paa Gærdet til Skoven. Jens krøb op paa Gærdet, mens Gartneren skar Roserne.

Inde under Træerne lyste pludselig nogle farvede Kjoler frem, og Fru Fryant kom ud af Skovlaagen med sin Mand. Frøken Johnny gik ved Siden af Eigil Verner og nynnede, i sin hvide Silke. Lidt efter kom Frøken Ingeborg - hun og Knud Ender gik kun langsomt. Valmuerne paa hendes Kjole var blevne saa dunkle i Halvmørket.

Jens stod paa Havegærdet med opspilede Øjne, som saá han et Syn:

De Herrer og de Damer forsvandt mellem Lindene.

- Hvad tænker De paa? spurgte Knud Ender.

- Paa at vi skulde mødes igen, sagde Frøken Ingeborg, der talte sagte, som den, der gaar i Mørke, eller, som den, der drømmer.

Knud Ender svarede ikke straks. Foran dem blev Skridtene fjernere. Havets Bølgeslag slog, langt og dæmpet, frem fra Stranden op imod dem.

Knud Enders Stemme brast en Kende, da han talte:

- Var det ikke, sagde han, unødigere, at vi den Gang skiltes?

Frøken Ingeborg løftede sit Hoved:

- Vi skulde vel begge "lære". Knud Enders Ansigt blev pludselig som dækket af Blod:

494

- Ogsaa De? sagde han og vidste næppe selv, at han havde raabt det

Frøken Ingeborg sagde - hendes Øjne lyste i Mørket -:

- Tror De ikke, Ender, at vi alle maa lære at indvie os selv?

Der gik en Skælven over begges Ansigter, og ingen af dem talte mere.

- Kommer I? raabte Frøken Johnny.

- Ja, svarede Ender. Det lød saa klart ud i Sommerluften.

De vandrede alle seks ned ad den stille Gade, der var intet Menneske at se, og Dørene var lukkede.

Men Torvet saá de pludselig var fuldt af Smaaklynger, der stod i Halvlyset:

- Hvad er her paa Færde? sagde Frøken Johnny, der uvilkaarlig hviskede.

Saa hørte de, pludselig og mægtigt, fra alle de aabnede Ruder "Toreadorens Sang".

Som Klang af Metal bares den vældige Røst ud gennem Huset, frem over Torvet, gennem Natten, som et Sejrsraab. Ordene naaede dem ikke; kun Tonerne sang. Ingen rørte sig i de mange Klynger, hvor alt var tyst. Et Par Børn laa stille, tæt ved Vandposten, paa Jorden.

Frøken Ingeborg havde løftet sit mathvide Ansigt. Hun vidste ikke, at hendes Haar berørte Knud Enders Skulder.

Sangen steg og steg fra alle de lysende Ruder; som tyve Mænds Besiddelsesjubel steg den og steg den og tav.

Paa Torvet var der stille. Alle Klynger, som havde stirret derop, stod med bøjede Hoveder.

- Er han her? hviskede Frøken Johnny, som havde genkendt Sangerens Røst, sagte til Verner.

Og man hørte de to Børn, der rejste sig fra Stenbroen og listede bort

Oppe i Salen begyndte de at klappe: fra hele Torvet svarede de pludseligt med Klap. Kun Generalkonsulens 495 Selskab stod ubevægeligt - og saa Pottemageren: han stod, ved Siden af sin Kone, uden at røre sig, med dybt sænket Hoved, med sammenknugede Hænder, ligesom bad han. Sangeren kom hen til et Vindu, maaske for at svale sig.

- Dér er han, sagde Frøken Johnny, mens Fru Graa kom løbende hen til Manden:

- Drengen forkøler sig, sagde hun saa højt, at alle paa Torvet kunde høre det.

Fra Torvet saá de Gæsterne deroppe løbe rundt som ivrige Skygger. Den østjyske Frøken kom til Vinduet med sin Cyklist, der kogte: Kunst hensatte ham i samme Tilstand som Skørter.

- Dér staar de, sagde Frøken Lucie, som havde faaet Øje paa Fryants, og løb tilbage til sin Moder.

Der blev et Spektakel i Salen, hvor alle Stemmer blandedes. Skyggerne deroppe løb rundt med Bordplader og med Bukke. Der var én, som sprang forbi med en Bakke og tabte den med et Bums.

- Det var Christian, sagde Frøken Johnny, der lo:

- Se, se, sagde hun og fulgte Skyggerne med Hænderne. I det midterste Vindu var der ingen Udsigt Dér stod Tømmergrossereren og hans Frue, og de var saa brede, at de spærrede. Paa én Gang lød Klaveret igen og der blev spillet en Galop. Par efter Par dansede frem bag Vinduerne.

- Nu svinger de, sagde en Mandsstemme i en Klynge tæt ved Generalkonsulen:

- Mama, vi gaar derop, sagde Frøken Johnny.

- Men Johnny .... Generalkonsulen sagde:

- Jo, det er maaske bedst, vi takker. Han faar vel sagtens at vide, vi har hørt ham.

De gik alle hen imod Porten, da Frøken Ingeborg paa én Gang greb om Johnnys Arm:

- Dér er Pottemageren, som har lavet mine Kummer, sagde hun. Johnny vendte sig:

496

- Hvor, Du? spurgte hun.

- God Aften, Hr. Lassen, sagde Frøken Ingeborg og, idet hun pegede paa Johnny, lagde hun til:

- Det er en Dame fra Kjøbenhavn, som har set Deres Krukker inde hos mig og finder dem saa smukke. Lassen havde revet Huen af.

- Ja, ualmindelig smukke, sagde Johnny Fryant, der blev ved at se paa Pottemagerens blege og ligesom sært fortænkte Ansigt:

- Imorgen kommer vi og køber Deres hele Butik, Hr. Lassen.

Frøken Fryant hilste, og hun og Frøken Ingeborg gik videre, mens Johnny sagde:

- Du, han har dog et mærkeligt Ansigt.

Men Lassen knugede paa én Gang sin Kones Haand:

- Katrine, sagde han blot - to Gange, til hans Stemme brast.

Hr. og Fru Fryant var naaede til foran Porten:

- Men det er jo Fru Brasen, sagde Fru Fryant venligt og standsede.

Fru Brasen fo'r sammen :

- Ja, Jeg staar og hører po, sagde hun. Hun havde staaet udenfor paa Gaden og set op til sit eget Hus; hun havde ikke turdet gaa op i Salen.

- Vi skulde sige Dem Tak for Mad, sagde Fru Fryant: det var jo saa udmærket.

- Aa, var det, sagde Fru Brasen, der pludselig fik Vand i sine Øjne.

Alle de andre rakte hende ogsaa Haanden:

- Udmærket, sagde Frøken Johnny. Fryants var lige inde ad Porten, da Fru Brasen satte i at løbe:

- Brasen, Brasen, sagde hun, da hun var naaet til Køkkenet:

- Det goer nok, det goer nok; og midt i sin Fortælling om Generalkonsulens begyndte hun at græde. Generalkonsulens var komne op ad Trappen. I Døren 497 til Salen stod Inspektøren og Fru Rasmussen, uden at røre sig, som ét Par Støtter:

- Tillader De, vi kommer forbi, sagde Generalkonsulen meget høfligt, og Parret Rasmussen flyttede sig det nødigste, mens Selskabet gik ind i Salen, hvor fem Par svingede rundt paa Gulvet.

- Hvor er Champagnen? sagde Fru Graa, der lod, som hun ingen havde set, og hun løb ind i Dagligstuen, hvor et Par Propper sprang.

I Salen var alle hørt op at tale. Man hørte kun Musikken og de dansendes Trin.

Sangeren havde pludselig rejst sig fra sin Stol. Paa Stolen ved Siden af laa hans Roser. Fru Therkildsen i rødt Brokade traadte paa én Gang hen imod Kunstneren, da det lod til, han vilde gøre et Skridt.

- Er her ingen, vi kender, sagde Generalkonsulinden halvhøjt.

- Jeg tror ikke, min Ven, sagde Hr. Fryant, der saá lige forbi Hr. Therkildsen, som ved et Vindu bøjede sig over Fru Lindegaard.

- Men vi kan jo lade os forestille.

Fru Therkildsen, der havde set Hr. Fryants Blik henover sin Mand, standsede midt i en Sætning til Sangeren og sagde saa, uden Mening:

- Ja, naturligvis.

Lidt efter lidt var Parrene holdt op at danse, saa hele Gulvet var tomt, da Hr. og Fru Fryant gik frem. Kun Galoppen lød.

- Men er de Mennesker fornærmede? hviskede Frøken Johnny til Verner.

Kun Fru Rist havde stillet sig frem, halvvejs ud paa Gulvet Hun var i sort, og saá i det Hele ud, som havde hun allerede sin ældste til Konfirmation.

Frøken Ingeborg var med Knud Ender standset midt i Salen. Hun hilste, ved at bøje sit Hoved halvt, først paa Byens Damer.

Hr. og Fru Fryant traadte ind i Dagligstuen, hvor den gamle Dame sad i Sofaen:

498

- Men er det Dem, sagde Fru Fryant pludselig, højt og glad.

- Ja, her sidder jeg, Emily.

- Men er det Dem, kære Admiralinde, sagde Generalkonsulen og gav hendes Navn dets Plads i vor Historie, ved at ændre Udtalen af et Bogstav.

- Ja, sagde den gamle Dame:

- Og det er Else, der spiller. Hun kan jo ikke danse alligevel. Johnny kom til:

- Nej, er De her, Admiralinde, gode Gud, skal man se Deres dejlige gamle Ansigt i denne Krog.

- Og ingen har givet Dem saa meget som en Skammel, sagde Generalkonsulen, og han bragte Enken en Skammel til hendes Fødder.

Johnny var løben hen til Frøken Else, der nikkede til hende, uden at ophøre med at spille:

- God Aften, Johnny, sagde Frøken Else; jeg gør Nytte.

- Saa var Vinen fra Jer, sagde Johnny.

- Ja, svarede Frøken Else og lo, mens hun stadig spillede:

- Hvorfor danser I ikke?

- Jo, sagde Johnny: Hr. Verner, vi skal danse.

Eigil Verner førte hende ud i Dansen, mens alle Byens Damer drejede Hovedet, for at tage Maal af hendes Kjole.

Hr. Arthur Therkildsen bragte Frøken Lucie, der stod paa Dørtrinet til Dagligstuen, et Glas Champagne, som Frøkenen slugte, idet hun med den anden Haand pegede ind paa den gamle Enkefrue:

- Hvem er hun? spurgte hun ganske højt og fløj afsted med sin Kavaler.

Generalkonsulen sagde til Admiralinden:

- De vilde maaske forestille os for Hr. Graa. Vi hørte ham nede fra Torvet.

Den gamle Frue rejste sig og gik med Hr. og Fru Fryant frem gennem Stuerne. Da de havde naaet Sangeren, 499 skød Fru Graa pludselig op ved Siden af sin Mand:

- Vi hørte Dem dernede fra, Hr. Graa, sagde Generalkonsulinden.

- Og det er Fru Graa, sagde Admiralinden. Generalkonsulen bukkede.

- Jo, sagde Fruen: Hr. og Fru Fryant er Kendinge fra Koncertsalene. Vi paa Tribunerne kender nok vore Venner.

- Konsulinde Therkildsen, sagde Admiralinden og førte Haanden lidt frem imod Vicekonsulinden, der var traadt til, og hvis Fingerspidser svedte gennem de hvide Handsker.

Hr. Fryant havde næppe hørt Navnet, for han indskrænkede sig til at bøje Hovedet. Fru Fryant havde et Sekund betragtet sin Mand, men heller ikke hun lod til at have opfattet Navnet Therkildsen, thi hun sagde kun, efter at have sænket Hovedet:

- Hr. Graa véd næppe selv, hvor pragtfuldt det lød.

- Er Du anstrengt? sagde Fru Graa hastigt med et Blik ned paa Noderne.

- En Smule, min egen, sagde Sangeren. Og Fru Fryant brød ind:

- Det vilde dog være urimeligt yderligere at besvære Deres Mand.

Fryants og Admiralinden gik. Vicekonsulinden sitrede i sit Ansigt.

- Vi danser, Mama, raabte Johnny. Hele Gulvet var fuldt af de dansende. Frøken Lucie med Hr. Oscar stødte imod Fru Jespersen, der fo'r afsted, halvvejs baaret af Ingeniør Lund.

Frøken Ingeborg og Knud Ender sad i Dagligstuen halvt i Skygge:

- Skal vi danse, spurgte Knud Ender.

- Nej, ikke i Aften.

Og pludselig smilende, med det samme Smil, saá de ud paa Vrimlen.

Frøken Lucie havde skiftet. Hun dansede med Hr. 500 Arthur. Hun havde, naar hun dansede, en egen Art at lægge sig til Rette paa i en Herrearm, saa hun ganske nøje passede til Kavalerens Figur. .

- Punkteret, sagde den ene Cyklist til den anden, som pludselig uden Præsentation bemægtigede sig Fru Jespersen, mens hans Ven blev ved at stirre over paa Fru Lindegaard, der, tilbagelænet, smilede op i Ansigtet paa Hr. Therkildsen, som uafladelig gned sine tørre Hænder, saa hans Giftering fløj op og ned:

- Ja, sagde Konsulen: her er smukt i vor Egn.

- Og Frue, jeg har ellers Vogn, hvis jeg turde tilbyde ...

Fru Lindegaard havde paa én Gang flyttet Øjnene ud i Salen og blev distrait: hun havde set Hr. Fryant staa alene i et Hjørne:

- Undskyld, Hr. Konsul, sagde hun: men jeg maa blot tale med min Mand. Hun gik, med et Smil til Vicekonsulen, som den, der alligevel lover meget.

- Hans, sagde hun, da hun var naaet over til Manden: Du maa forestille Dig.

- Ja, min Pige, sagde han og gik fra sin Krog over til Generalkonsulen, fulgt af sin Frue.

Vicekonsulen, der ikke tog sine Øjne fra Fru Lindegaard, skød ved en uvilkaarlig Trækning af sit Ansigt Læberne frem, saa man saá alle hans Tænder.

- Hr. Generalkonsulen kender min Fader, sagde Hans Lindegaard, og han nævnede sit Navn:

- Aa, sagde Hr. Fryant: det er Konferensraaden. Og idet han paa én Gang huskede Hans Lindegaard, sagde han nogle venlige Ord, i den Tone, hvori man taler til et lidt mislykket Medlem af en god Familie:

- Og det er min Hustru, sagde Hr. Lindegaard.

Generalkonsulen, der nu mindedes, at det nærmest var paa Grund af Fru Lindegaard, Konferensraadens Søn var udskudt af Familien, bukkede og sagde:

- Her er virkelig morsomt.

Han vendte sig lidt hastigt til en glatraget Herre i sort Klædesfrakke, denne sagde, idet han nærmede sig:

501

- Fru Fryant og jeg har saamæn danset nogle Gange sammen, da vi var unge, Hr. Generalkonsul; og Hans Højærværdighed Provsten nævnede sit Navn.

- Skal vi ikke sætte os, sagde Fru Fryant; hun og Admiralinden satte sig tilligemed Provsten og Hr. Fryant ved Væggen foran de dansende:

- Hvor det egentlig er underligt at sidde og se paa alle de Mennesker, som ikke hører os til, sagde Fru Fryant: det er dog altid som at være paa Komedie.

- Det kommer kun an paa, sagde den gamle Dame, hvormange man synes, der hører En til. Fru Fryant sad et Øjeblik:

- Ja, sagde hun og tog om Admiralindens Haand med begge sine Hænder:

- Hvor De altid har Ret.

Fru Therkildsen stod endnu stadig paa samme Plet, hvor Provstinden var traadt hen til hende. Hun vidste ikke selv, hvad hun talte om, mens hun alligevel talte ustandseligt.

En af de dansende Sønner fløj hende forbi, og hun rynkede sine Bryn, som den, der fanger en Tanke.

Hun gik nogle Skridt frem:

- Oscar, kaldte hun, og Sønnen slap sin Dame:

- Du maa danse med Frøken Fryant, sagde hun.

- Hun vil jo ikke, svarede Sønnen ret højt og dansede igen.

- Næh, hvor er jeg varm, sagde Frøken Johnny og satte sig paa en Stol ved Siden af sin Moder: Verner, kan jeg faa lidt at drikke.

Hr. Arthur Therkildsen, der henne fra Buffeten havde vekslet et Øjekast med sin Moder, løb til med et Glas Champagne:

- Tak, Hr. Therkildsen, sagde Frøken Johnny, jeg foretrækker Vand.

Nede ved Døren standsede alle de dansende. Cyklisten havde i en lidt voldsom Hvirvel med Frøken Lucie halvvejs væltet Fru Jespersen, som i Klyngen af sine Ingeniører talte om Kærlighed:

502

- Pyh, sagde Fru Jespersen, det hele kommer an paa, om det passer.

- Hvilket, spurgte Lund og saá hende lige ind i Ansigtet, mens Fruen lo, med en Latter, der vistnok skrev sig fra den Fortid, som Hr. Jespersen havde begravet foran Alteret ved Hjælp af en Pastor.

Fru Jespersen dansede ud.

Men en af Ingeniørerne sagde:

- Fru Dyrlægen har s'gu en egen Evne til smart at raade Tilværelsens sidste Gaader.

- Ka' saagu' gerne være, sagde en anden af de Herrer.

Cyklisten, der var kommet klar af Klyngen, stormede videre og snublede atter halvt over Fru Hauch, som ved Dørstolpen endnu bestandig sad hensunken i Toreadoren og lignede Melpomene paa et Provinsfortæppe.

- Lucie, Lucie, raabte den østjyske Frue efter Datteren : Du danser Livet af Dig.

- Det er dejligt, svarede Frøken Lucie og svirrede videre.

- Rasmussen, om vi gik, sagde Fru Rasmussen meget højt til Inspektøren. Parret havde saa godt som næsten ikke bevæget sig fra Døren.

- Sov vel, sagde Fru Rasmussen til Tømmergrossereren og hans Frue, der, midt i Støjen, ved Siden af hinanden halvblundede i et Par Lænestole.

Da Inspektøren og Fruen gik ned ad Trappen, hørte de Hurra-Raab slaa imod sig fra Skænkestuen.

Begge Værelser derinde var fulde af Kommis'er og af Svende, der skreg og støjede og raabte "Leve" for baade Brasen og Fru Brasen og for Børnene, mens de blev halvfulde.

Brasen gik rundt med optrukne Ølflasker mellem de udspilede Fingre og raabte:

- Er der nogen, der skal have 01; og Fru Brasen gik fra Bord til Bord og talte om Fryants, der var "nogle herlige Minnisker":

- Nu gaar jeg lidt ovenpo, sagde hun.

503

- Gaar De med, Doktor?

- Jeg sidder godt, svarede Doktoren, der blussede i sit Hoved.

Fru Brasen kom op i Salsdøren: paa hele Gulvet hvirvlede Parrene rundt, mens Hurraraabene blev ved at slaa op fra Skænkestuen.

- Men er det Dem, Fru Brasen, sagde Admiralinden, og pegede paa en Stol ved Siden af sig.

- Ja, det er mig, sagde Fru Brasen, der satte sig, lidt yderligt, paa Stolen.

- Det har saamæn været en svær Dag for Dem, sagde Admiralinden.

- Aa ja, men naar det bare go'er, saa maa En jo ikke klag'.

Og pludselig gav hun sig til at fortælle den gamle Dame, hvem hun slet ikke kendte, om hele deres Liv: om deres første Gaard, den dejlige kønne Gaard, som de maatte forlade, for Tiderne var ikke til 'et; om Forpagtningerne én for én, først paa Fyen og saa i Midtjylland og saa i Thy, for hvad gi'er vel Jorden, naar Brasen havde sin Afgift; om Flytningerne og Børnene, der voksede op, og Auktionerne: Brasen skilte sig jo ved 'et, lidt efter lidt, det meste; og nu om Lejen her; den var jo tung for Brasen; for hvad fo'r man ind paa saadan et lille Sted; om deres hele Liv fortalte hun ustandset, som i ét Løb:

- Men man skal strid' et ud, sagde hun.

Admiralinden havde slet intet svaret. Hun sad kun og klappede hendes halvru Haand.

Vicekonsulen kom forbi og stillede sig i Døren, da Fru Fryant, som havde talt med Provsten, gik frem imod Fru Brasen og sagde:

- Kære Fru Brasen, hvor det dog er rart, De kan sidde lidt.

Hun tvang Fru Brasen ned paa Stolen igen, mens hun selv satte sig ved Siden af.

Vicekonsulen havde vendt sig i Døren. Han skar en Grimasse, idet han gik ned ad Trappen.

504

- Her er Munterhed, sagde han, da han kom ind i Skænkestuen, hvor Hurraraabene standsede med ét, da man saá ham. Konsulen bad om en Sodavand, og, da han havde faaet den, sagde han til Brasen:

- Det gaar jo godt. Nu kan der ellers komme Fart i Lejeafdragene. Brasens Post er stor. Brasen blev staaende:

- Ja, Hr. Konsul, sagde han sagte - og blev siddende bag sin Disk, da Konsulen gik igen.

Støjen tog i paany.

Der var ikke Glas nok, og rundt omkring klinkede de med Flaskerne, mens de sang.

Den lille Pottemager, som aldrig nogen før havde set til Kros, sprang op paa et Bord og svingede, som en afsindig, en Flaske over sit Hoved, mens han skreg:

- Kvinden skal leve, Kvinden skal leve.

Og,, mens alle lo og klinkede og raabte, rev to Kommis'er Pottemageren ned fra hans Bord og satte ham op paa deres Skuldre og bar ham rundt, over alle Hoveder, gennem Stuernes Staahej - i Triumf, mens Lassen blev ved at skrige, hed af Rom og Støj og Ære:

- Kvinden skal leve, ud i den dunstfyldte Luft.

Henne ved Disken havde Brasen rejst sig op. Han tog et Portvinsglas og fyldte det med en trestjernet, som han tømte:

- Ja, til Helvede, raabte han og søndrede Glasset mod sit Gulv:

- For dér gaar 'et hen.

- Øl, Øl, blev der hvinet igen:

- Ja, svarede Brasen fra sin Disk og løftede to Bajere over sit Hoved, en i hver af sine knyttede Hænder, mens der blev hylet Hurra paany:

- Hurra, Hurra, ud af halvhundrede brølende Munde.

Oppe dansede de som Vilde. Frøken Else, der var bleg af Træthed og blev ved alligevel, spillede stærkere, og en Kæde føg rundt, mens Fru Jespersen førte an.

- Else, Else, Du skal holde op.

505

- Straks, Moder, straks, sagde Datteren og blev ved at spille.

- Vi kan lige saa gerne gaa, sagde Sangerens Kone til sin Mand, der sad paa en Stol ved Siden af Klaveret, med sine Roser paa Knæene, saa glemt, som den, der har gjort sin Pligt.

- Ja, min egen, sagde Sangeren sløvt og stod op. De fire Lærerinder løb til.

- Han er træt, sagde Fru Graa; og med et Skuldertræk lagde hun til:

- Man synes jo ogsaa at være ret overflødig. Den ene Lærerinde svarede:

- Her er der jo kun Tale om Pengene.

- Godnat, sagde Fru Graa:

- Du behøver ikke at sige Farvel, sagde hun til Manden, idet hun skubbede ham ind gennem Døren.

- Else, Else, hold op.

- Straks, Moder.

Det var en Kehraus. Alle Par var paa Gulvet. Frøken Lucie havde en Cyklist ved hver Haand.

Frøken Ingeborg stod, tavs, ved Siden af Knud Ender i Dagligstuens Dør. Det var, som saá hun alting, Sal og Mennesker, saa langt borte, som hvirvledes det alt sammen bort, langt bort for hendes Øjne.

- Nu gaar vi, sagde hun.

- Ja, Ingeborg, sagde Knud Ender og nævnede hendes Fornavn for første Gang, mens de gik frern, og han med sin Arm værnede hende imod Salens Sværm.

Frøken Ingeborg holdt Slæbet i sin Haand.

Frøken Johnny stod med Verner ved et Vindu. Hun betragtede de to, mens de gik.

Musikken holdt op:

- Ja, George, sagde Fru Fryant, der rejste sig: vi skal ind:

- Men først, Fru Brasen, sagde hun: maa De forestille mig for Fru Therkildsen. Hun havde indbudt os i Aften.

Fru Brasen blev purpurrød i sit Hoved og gik med 506 Fru Fryant frem over Gulvet, hvor Fru Therkildsen stod sammen med Fruen fra Østkysten og Provstinden:

- Ja, det er Konsulinde Therkildsen, sagde Fru Brasen.

Generalkonsulinden bøjede Hovedet:

- Jeg maa dog takke Dem - jeg er Fru Fryant -De, der var saa elskværdig at indbyde os, Frue, os, som De slet ikke kender.

Fru Therkildsen fandt ingen Ord. Før havde hun blusset, nu var hun hvid i sit ganske Ansigt.

- Men De ser, sagde Fryant og smilede: hvor rart man har det hos Fru Brasen.

- Godnat, Provstinde. Godnat, Frue.

Fru Fryant hilste og gav Armen til sin Mand.

- Hvor er Verner? raabte Johnny. Hr. Lindegaard havde klemt Eigil Verner ind i en Krog, mens han pludselig talte om Kemien:

- Den gemmer alle Hemmeligheder. Af den er det, Menneskeheden vil faa noget at vide, sagde Hr. Lindegaard, hvis slørede Øjne stirrede ud i Stuen. Og han talte om Kemiens Undere, Pasteur, Bakterier og Baciller og Hjernecellernes Stofdele ud i et langt og forvirret Virvar:

- Det har altid været min Lidenskab, sagde han: og man kunde maaske have gjort Opdagelser.

- Ganske vist, sagde Eigil, der høfligt hørte til, uden at høre et eneste Ord. .

- Omstyrtende Opdagelser, sagde Hr. Lindegaard.

- Sikkert, sagde Eigil, der med et "Undskyld" endelig blev bortført af Frøken Johnny, som ved hans Arm gik ud gennem Salen:

- Godnat Papa. Godnat Mama.

Frøken Johnny kyssede Forældrene foran deres Dør.

- Godnat Fru Fryant, sagde Frøken Ingeborg. Fru Fryant tog pludselig Frøken Ingeborgs Hænder:

- Min kære Ingeborg, hviskede hun og slap hende.

- Kom Rist, lød Fru Rists Stemme lige bag dem, og Ægteparret Rist gik ned ad Trappen.

507

- Mind Brasen om Aftalen, sagde Fruen:

- Jeg venter.

Hr. Rist gik ind i Skænkestuen, hvor der var blevet tomt, og, staaende i Mellemdøren, sagde han til Brasen, som sad bøjet over sin Skuffe:

- Brasen, det blev altsaa til Afdrag Onsdag og Lørdag.

Brasen løftede sit Hoved. Men Hr. Rist var gaaet.

- For Nøglen var der ingen, der takkede Dig, Rist, sagde Fruen, da de var ude paa Gaden:

- Og Kanterne paa det dyre Piano var ganske stødt. Men Dig bli'er det, som faar Ubehagelighederne af Sangforeningen.

- De havde sagt nej til Therkildsens, bemærkede Hr. Rist, som for at dulme.

- Til Gengæld kører nok Therkildsen ud med den nedringede, sagde Fruen.

Frøken Johnny's Selskab kom ud paa Torvet, da der hørtes et Spektakel fra Salen igen, og alle Stemmer lød. Det var Fru Graa, der havde villet rede til "Drengen" og havde fundet Madrasserne saa godt som opædte af Mus. Alle Lærerinderne hvinede op, og de hørte Tømmerhandleren sige, ved et Vindu:

Vi dumper vel igennem allesammen, mens Fru Graa raabte med en Stemme, de næppe genkendte:

- Hvor er den Kone? Der maa dog tales med den Person.

- Naa, sagde Frøken Johnny nede paa Torvet: nu bli'r der Spektakel. Lad os bare komme hjem.

- Lad os blot gaa ned omkring Borgmesterens Have, sagde Knud Ender.

- Ja, lad os, sagde Johnny. De vandrede langs Stien. Frøken Johnny og Verner gik forud.

Knud Ender standsede et Øjeblik ved Gærdet:

- Der stod De i Formiddags, sagde han sagte, og de gik videre uden flere Ord.

De naaede den grønne Plads med Blegen, og Johnny sagde:

508

- Lad os sætte os her et Øjeblik.

- Duggen er falden, sagde Ingeborg.

- Vi vender Dugene, sagde Johnny: dem har Agathe glemt, fordi hun skulde varte os op.

Knud Ender og Verner vendte de hvide Lin og bredte dem ud.

Længe laa de alle tavse. Havets Bølgeslag bares op imod dem. Paa Himlen over dem saás kun én eneste Stjerne.

Eigil Verner stirrede op i Luften:

- Hvor besynderligt, sagde han: og i Troperne funkler de som Guldbiller paa et Klæde.

- Men her er skønnest, sagde Knud Ender ganske sagte og saá bestandig frem imod det samme Sted.

Frøken Ingeborg havde støttet Hovedet til sin Arm. Øjnene var fæstede opad. Den hvide Dug, hvorpaa hun laa, saá i Halvlyset ud som det rindende Sølv.

- Nu maa vi gaa op, sagde Johnny.

- Godnat, Knud Ender, sagde Frøken Ingeborg, og mens hun tog hans Haand, var et Nu hans Ansigt som beskinnet af hendes Øjnes Lys.

Frøken Ingeborg og Johnny gik op i deres Stuer. Johnny satte sig i en Stol, og Frøken Ingeborg stod længe foran sit Vindu. Ingen af dem talte. Saa rejste Johnny sig og gik hen over Gulvet. Hun lagde nænsomt Armen om sin Venindes Liv.

- Johnny, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Stemme skælvede:

- Jeg kan ikke tale.

- Det skal Du heller ikke. Godnat.

Og de skiltes med et Haandtryk .....

.... De to Cyklister stod i Brasens Port og saá saa langeligt efter Frøken Lucie, der løftede højt op, mens hun blev bortført af sin Moder. Inde i Porten spøgte Fru Jespersen med de tre Ingeniører:

- I maa ligge hos mig, Drengebørn, sagde Fruen: men I maa tage det, som det kan falde sig.

509

Hun gik med de tre Mænd, mens de to trikotklædte saá, underligt sultent, ogsaa efter hende.

- Hvor skal vi ligge? vendte de sig til Brasen, der kom fra Skænkestuen ud i Porten.

- De maa ligge paa Billardet, svarede Brasen. Han stod alene tilbage i sin Port.

- Det gik jo storartet, sagde Doktoren, som svalede Hovedet i sit Vindu ovre paa den anden Side af Torvet.

- Ja, mon? sagde Brasen og stirrede langt frem over Brostenene.

.... Der flakkede et Lys gennem Therkildsens Butik.

Vicekonsulen var inde i sit Kontor. Han gjorde, ved sin høje Pult, en Konto op.

Da han endelig kom ind i sit Soveværelse, aabnede Konsulinden Døren til sit Sovekammer. Medens Konsulen klædte sig af, sagde hun, ind gennem Døren:

- Du véd Therkildsen, sagde hun, at mig vil det altid være behageligt at faa de Mennesker bort, baade fra Gaarden og fra Byen.

Konsulen svarede ikke.

- Og desuden, det maa Du tro, Brasens bliver aldrig solide Forpagtere.

.... Brasen var gaaet ind:

- Hvor er Du, Jansine?

Fru Brasen var oven paa hos Børnene. De skulde ligge paa Gulvet i Rummet lige over Bagtrappen. Men Martin tudede, for der var ikke noget Tæppe, som han kunde faa over sig.

- Saa giv ham dit Sjal, sagde Fru Brasen til Signe: saa faar Du Bedstemoders det ægte.

Hun gik ind i Dagligstuen og hentede Sjalet i Skuffen:

- Du krøller det ikke saa meget, sagde Fru Brasen og svøbte det ægte Sjal om Datteren:

- For Du ligger mere stille end som Martin. Brasen kom op. Han smed bare Klæderne af sig og lagde sig tungt ind paa den haarde Tanghaars.

- Godnat, sagde han og faldt i Søvn med det samme. Fru Brasen gik ned, ind i den inderste Skænkestue.

510

Moderen sad i Stolen ved Vinduet. Fru Brasen gik derhen:

- Der skal lukkes. Mo'er, sagde hun.

- Ja, svarede den gamle.

Og, uden at tale, gik hun, gennem det mørke Hus, bort til sit Kammer.

... Fru Brasen sad paa Sengekanten. Det smertede saadan i hendes Hoved.

Nede i Gaarden galede den sorte Hane og forkyndte Gryet af den næste Dag.

511

INDHOLD

Side

VED VEJEN ............................. 7

DET HVIDE HUS......................... 165

DET GRAA HUS ......................... 263

SOMMERGLÆDER ........................ 397

VED VEJEN trykt efter Udgave Aar 1911

DET HVIDE HUS trykt efter Udgave Aar 1911

DET GRAA HUS trykt efter et af Herman Bang selv, kort inden hans Død, gennemrettet Eksemplar.

SOMMERGLÆDER trykt efter Udgave Aar 1903