Baggesen, Jens Labyrinten

GYLDENDALS BIBLIOTEK * 2

        

3 JENS BAGGESEN 📖 LABYRINTEN eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig

__________________________

UDGIVET MED EFTERSKRIFT AF

TORBEN BROSTRØM

GYLDENDAL 1965

4

Labyrinten

Nærværende udvalg er optrykt efter

originaludgaven, der udkom

i 2 bind, 1792-93. Omslagstegning af

C. W. Eckersberg. Typografi og omslag:

Austin Grandjean SIG.

Bogen er sat med Linotype Baskerville og trykt

i Gyldendals Forlagstrykkeri, København.

Printed in Denmark.

15248

TIL FREDERIK CHRISTIAN

Arveprinds af

Slesvig - Holsteen - Sønderborg - Augustenborg

Den sieldenste blandt de Sieldne,

jeg kiender, Menneskehedens varme Ven,

Oplysningens Befordrer,

alle Fordommes Fiende, den fineste

Smigers Foragter:

helliger med dyb Høiagtelse og

taknemmelig Hengivenhed mit Hierte i

følgende Blade Erindringen

af hver ædel Nydelse, hans Forsorg

skabte mig.

Forfatteren.

5

INDHOLD

FØRSTE DEEL - FRA KIØBENHAVN TIL PYRMONT

Forerindring .........13

København. Reisens Bestemmelse. Passet, eller Reise igiennem Kiøbenhavn. Raadmanden. Hyrekudsken. Hs. Excellence, Grev*****. I! og De!. Passets Erobring. Illiadens Slutning .........23

Kiøbenhavns Reed. Advarsel til Læseren. Madkurven, Jasoniaden. Den lille Holsteenske Pige. Skibbruddet .........30

Det Balthiske Hav. Kiøgebugt. Solens Opgang. Jøde-Samvittighed. Metaphysik .........38

Kiel. De holsteenske Bønder. Egnen om Kiel. Düsternbrook. Schirensee. Schrewenborn. Det reenlige Bondehuus. De Kielske Piger. Studenterne .........41

Reise fra Kiel til Lybeck. Egnen ved Pløn. Hierteroe. Ræven. Eutin. Voss. Undfangelsen. Travefloden .........46

Lybeck. Hilsenen. Den dobbelte Engel. Den lybske Mercurius. Syndicus. Fiendtligheder i Anledning af Mercurius og det danske Sprog. Landsmandinden. Det mislykkede Eventyr. Et Capitel for Professorer, eller Philosophisk-medicinsk-politisk Afhandling om aandelig Afføring Meer om Lybeck .........53

Tremsbüttel. Erindring. Ahnelse .........66

Hamburg. Hierosolymitaniskhed. Stadens Udvortes. Drivt og Velstand. Handel og Videnskaber. Klopstock. "Les Etats Generaux". Theatret i Hamburg. Kong Lear. Schrøder .........69

Altona. Gerstenberg. Altonas Beliggenhed .........89

Hamburg. Das Baumhaus. Til Vedkommende, om Professor C. F. Cramer. Elegisk Forfatning i Stadt Coppenhagen. Vierlande. Grændsen. Elben .........93

Lüneburg. Galathea. Pillegrimsgangen .........102

6

Den Lyneborgske Hede. Ørken. Eqvipagen. Vandring i Blinde. Bekiendtskabet."To be or not to be" eller Hedephilosophie. Epsdorf. Diwels Steinweg. "Den gamle" og den nye Adam. Schafsthal, o. s. v. .........104

Celle. Cypria Mater. Mausoleet. Slottet .........118

Hannover. Livgarden. Vauxhall .........121

Hameln. Indkiørselen. Inscriptionerne .........123

Pyrmont. Veien fra Hameln. Den besvimede Hest. Ankomst til Badet. Tomhed og Taage. Den store Allee. Dyrhed. Yderlig overhaandtagende Keede. Det uventede Møde. Den unge Grev M**. Interessant Selskab. Friedrich Heinrich Jacobi. Den unge Hastings. Theeselskaber. Frue v. Voigt. Kozebue. Træk fra Alleens Physiognomie. Møser. Pütter. Marcard .........127

Herrmannsbierget. Cosmopolitiske Udsvævelser. Drøm om Nationalforstaaelse .........144

Kongebierget. Kongen af Preussen. Forfatteren lægger Planen til sin Reise. Reise-Love. Nedgang af Kongebierget .........150

Pyrmont. Stof til Elegier. Fortvivlelse. Redning. Indpakning. Hoved-Reisens Tiltrædelse .........155

ANDEN DEEL - FRA PYRMONT TIL BASEL

Afreise fra Pyrmont. Opløftelse. Den koneløse Vært. Harzfoden. Nordheim. Chaussee-Betragtninger. Værten i Nørthen .........165

Gøttingen. Hviids Erindring. Pulvis Academicus. Indgang i Gøttingen. Bursche Velkomst. Postfortvivlelse. Burger. Ruinerne af Ridder Gleichens Lystslot. Afskeds-Smaus .........174

Hessen. Giessen. Mangel paa Mandfolk. Forsøg over Bogbyebyggen. Bussbach. Slottet. Hessiske Løver .........184

Friedberg. Statistisk Mosaik. Aftenen uden for Nauheim. Solens Nedgang. Opklavring til Friedberg. Ballader. Burggrevinden. Slotshaven. Uforsigtig Forelskelse. Forsvar for gammel Skiønhed. Biergslottet. Melankolie. Postmesterens Datter. Tidender fra Frankerig. Den fiortende Julius. Forventninger .........190

Frankfurt am Mayn. Ankomst. Frankfurts Udvortes. Spiire. Det røde Huus. Nye Brevfortvivlelse. Det frankfurtske 7 Gosen, eller Jødegaden. Den arme Salomon i al sin Herlighed. Smaat og stort Tyverie. Det christne (ikke christelige) Fadermord. Tobakspibehoveder og franske Frisurer .........202

Maynstrømmen. Torveskibet. Chaos. Hierarkie. Monarkie. Harpen. Noget om Magnetismus. Fyrene. Høchst. Franske Revolutionister. Dansk i Torveskibet. Nedsynken i Rhinen .........215

Rhinstrømmen. Maynz's prægtige Beliggenhed. Nye Holger Danske. Afsked med Pyrene .........222

Maynz. Stadens Indvortes. Munken. Kierligheds-Vildelser. Costhime. Messen i Domkirken. St. Pantaleon. Catholsk Andagt. Judas Kongetræe i Mariakirken. Atter Costhime. Den tabte Blomsterkost. Nye Raadvildhed. Costhime tredie Gang. Flydebroen. Eventyrets Ende. St. Ignatius. Paafuglen. Serenaden. Tilbageblik paa det foregaaende. Sielevandring. Børneleeg. Zøllner fra Berlin. Forster. Fiin og grov Tidspind. Fordeele ved Reisen. Crome. Baron Tinnewalds Udtog af Verden. Afreise fra Maynz . .........224

Worms. Luthers, Ludvig den fiortendes, og Gustav Adolphs Erindring. Egnen om Worms. Rhinen mellem Worms og Manheim .........252

Manheim. Statue-Salen. Iffland. Staden paa Vers. Afhandling om Versmagerie, eller hvorvidt Poesien passer i vor prosaiske Verden. Cosmopolitiske Drømme. Rundt og Kantet. Manheims Befæstning. Billedgallerie. Vernet. Nederlændere. Oversvømmelsen. Tragicomiske Optrin. Lucretier i Manheim. Slette Anstalter. Oprør paa Oprør .........256

Reckerstrømmen. Friehed og de fire Elementer. Revolutions-Debatter .........278

Bruchsal. Forstaden. Tøfler .........281

Rastadt. Forsmag paa Døden. Ankomst i Kehl .........283

Strassburg. Hilsen paa Frankerig. Münsteren. Udsiden. Kirken. Taarnet. Spiret. Sværmerier paa Toppen. Hôtel d'Esprit. Franskmænd. Tydskere. Engellændere. Viin og Punsch. Matrosviise. Danmarks Skaal. Perialen. Slutningssang. Farvel til Drikkelag. Rhinbroerne. Hovedpynt i Strassburg. Magdalene .........287

Fart igiennem Elsas. Hurtig Befordring. Schletstadt. Uladte 8 Pistoler. Frugtbarhed, Folkemængde og Velstand. Protestantiske Protestantere. Neubreisach. Fesenheim. Morgenen. Aandsopløftelse. Hüningen. Indblik i Schweitz. Phycologisk Revolution .........308

Ankomst til Basel .........313

Tekstoplysninger .........315

Alfabetisk Ordliste .........316

Navnesignaturer .........318

Efterskrift .........321

9

FØRSTE DEEL - Fra Kiøbenhavn til Pyrmont 1789

10

        

11

-Pauper veniat quoque gratus ad aras

Et placeat cæso non minus agna bove.

OVID

12

        

13

Forerindring

"Labyrinten?" hører jeg alle dem raabe, som tager denne Bog i Haanden, for at læse det første Blad - "Labyrinten?" - og seer ganske tydelig alle de sammenpressede Læber, rynkede Næser, forlængede Hager, plirende Øine og opskudte Skuldre, hvormed hin eller denne i sit særegne Gebærdesprog ledsager dette"?" og i et Smil eller Skoggerlatter udtrykker sin medlidende eller haanende Studsen "Hvorfor ikke simpelvæk Reise o.s.v.? Hvortil dog uophørlig disse søgte Besynderligheder?" - "Jeg seer ikke mindste Grund til denne Titel", siger A - "Der er ikke mindste Vittighed deri", melder B - "Den er dum!" udbryder C - "Tydsk er den, vildtydskl" raaber D - "Smagfuld kan man i det mindste ikke kalde den", mumler E - "Den er baade søgt, overflødig, grundløs, uvittig, dum, tydsk og smagløs!" ender F - og slænger Bogen bort i sin billige Ærgrelse.

De har alle Ret, mine Herrer! jeg tilstaaer det. Men om De paa samme Grund vilde fordømme alle andre Titler, fra den prægtigste til den uanseeligste, jeg kiender, vilde De ogsaa have Ret - og da det nu eengang er bleven Skik og Brug, at døbe Bøger, saa vel som Mennesker, vilde De maaskee finde slet ingen Titel ligesaa søgt, ligesaa urimelig og ligesaa smagløs, som nogen anden, hvoraf De fordre umiddelbar Tilfredsstillelse.

Jeg har valgt denne Titel, fordi jeg fandt den passende - den eeneste nødvendige Egenskab, en slig bør have efter min Theorie om Titler. Jeg vilde have ladt det blive ved simpelvæk Reise o.s.v., hvis jeg ikke havde fundet, at blot denne Benævnelse, i Følge Talebrugen, havde lovet noget ganske andet, og noget meget mere, end jeg fandt min ringe Evne i Stand til at holde.

Nærværende Reise er virkelig en Labyrint - eller endnu egentligere: et Stykke af den Labyrint, det faldt i min Lod at giennemvandre fra Vuggen til Graven. Dens regelløse, i allehaande 14 Vinkler og Bugter fremløbende Krinkelgange contrastere saa meget med de regelrette, snoerlige, efter en strax i Øiet faldende Plan anlagte Gader, man er vant til i de egentlig graphi-ske Værker, man besidder under Navn af Reiser - at jeg ikke trøstede mig til, ubetinget at fremstille min i disses glimrende Klasse, og derved berettige Publikum til en Sammenligning, hvorved den nødvendigen maatte tabe alt for meget.

Ofte paa min Omvandring i denne Labyrint, naar jeg stødte paa een eller anden Mærkværdighed, gjorde Bekiendskab med een eller anden overordentlig Adamsøn, eller henryktes ved et Blik af een eller anden ualmindelig Evadatter - især naar jeg i Naturens Favn, omgiven af alle Edens Fortryllelser, tidobbelt følte min Skabers Godhed, og i Midten af Jordens Underværker paa Toppen af himmelopstigende Fielde tilbad den Eviges Almagt - ofte naar jeg saaledes giennemstrømt af Beundring, Andagt og Tilbedelse, overvældet af min Lyst, fandt mig for svag til at bære, for uværdig til at bære den eene - brændte det Ønske i mit Hierte, at maatte kunne dele min Nydelse, og meddele de Følelser, den tændte eller nærede i mit Inderste. Da jeg ved Vandringens Ende langsom tilbageløb i Erindringen min labyrintiske Vei, samlede de vigtigste, skiønneste, elskeligste Gienstænde paa samme, og tilsidst i eet eeneste overskuende Blik sammenfattede til eet Ganske de mangfoldige Phønomener, fremsprang i min Forestilling af dette Chaos en lille subjectiv Verden - som jeg ønskede at give objectiv Virkelighed.

Jeg spurgte mig selv, paa hvad Maade jeg nærmest vilde komme til dette Ønskes Opfyldelse, og fandt efter langsomt og tidt giennemveiet Overlæg, at følgende Vei vilde være den gienneste til Maalet.

Du maa stræbe, sagde jeg, ved saa meget som mueligt at sætte Læseren ind i dig selv og din Forfatning, at føre ham den selvsamme Vei, du er kommen, og vise ham de selvsamme Gienstænde, aldeles fra den selv samme Side, hvorfra du har beskuet dem - saa at hans Aand ved Enden af din Reise kan siges, ikke saa meget at have læst, som selv at have - giort den. Du maa give dig selv aldeles til Priis, hvis du vil, at din Nydelse skal blive hans, og ikke bedrage ham med en fremmed, som aldrig har existeret, som mangler den vigtigste Egenskab, den, som allene 15 kan give den et Værd, og uden hvilken den vilde være skadelig som al Vildfarelse - Sandhed.

Naar jeg undtager de blot tællende, maalende, afstikkende, copierende og silhouetterende Beskrivelser af blot synlige Gienstænde, visse nyttige Fingre have beriget Geographien med under Navn af Reiser, og som man maaskee ikke urigtigen alle kunde indbefatte under Navn af de mathematiske - i hvis ordentlige Afdelinger man blot giør Bekiendskab med den livløse Verden, eller egentligst med Materiens Figurer, og ligesaa forgieves leder om Phønomener af Aandeverdenen, som om Liv i et Kunstcabinet - naar jeg undtager disse, for Resten meget agtbare og i mange Henseender umistelige Haand-Værker, holder jeg for, at intet er nødvendigere i en Reise end en Reisende; thi forekommer mig i Værket meer end blotte mathematiske Objecter, indeholder Beskrivelsen andet end Tal, Navne og Figurer, tales om Behagelighed, Skiønhed, og Høihed, lever eller aander blot Naturen deri, og fremstilles endog Mennesker i samme - anderledes end under Rubrikerne: Hanner og Hunner, sorte og hvide, bydende og lydende, vilde og tamme, adelige og uadelige, rige og fattige, o. d. l. - er Reisen, kort sagt, ikke blot tællende, men prøvende, ikke blot maalende, men veiende, ikke blot afstikkende, copierende og silhouetterende, men malende, ikke blot mathematisk - men dynamisk - saa hænger Rigtigheden af min Dom om Objecterne aldeles af min Kundskab om det Glas, hvorigiennem jeg beskuer dem. I hine er Glasset almindeligt for alle; thi alle komme overeens om, at to og to giør fire, at en Triangel er ingen Fiirkant, og at sort er ligesaa forskiælligt fra hvidt, som Natten fra Dagen. Man kunde derfor næsten ligesaa gierne sige, at alle hine Ting sees med blotte Øine. Disse derimod betragtes aldrig uden giennem Glas, og aldrig giennem de selv samme. Over Graden af Skiønhed i hint eller dette Natur- eller Kunst-Landskab, over Graden af moralsk Fortræffelighed i hin eller denne Menneske-Charakter ere sielden tre, end sige alle Mennesker fuldkommen eenige. Læseren løber altsaa ligesaa meget Fare for at faae et aldeles falskt Begreb om det seete, hvis han ikke kiender det mindste til Glasset, hvorigiennem det blev seet, som Styrmanden om sin Bredde, naar han ikke kiender Magnetnaalens Afvigelser.

16

Af denne Aarsag ønskede jeg ved Læsningen af enhver Bog, som indeholder Bemærkninger og Bedømmelser, at kiende i det mindste noget til dens Forfatter; men fornemmelig hvis det er en Historie, eller en Reise, jeg har for mig. Maler han mig paa ingen Maade sig selv - har han, saa at sige, slaaet det omtalte Glas reent i tu - giver jeg ikke en Hvid for alle hans Beretninger. Skal jeg reent ud sige hvad jeg mener herom, seer jeg endog heller, at han blot maler sig (naar han kun maler upartisk og troe - hvilket lader sig snart bedømme) og forsømmer de andre Ting, end at han udmaler alt det øvrige, og glemmer sig selv. I det første Tilfælde lærer jeg dog at kiende noget, og - er hans Individuum end nok saa ubetydeligt - noget mig høist interessant; noget menneskeligt; i det sidste Tilfælde staaer jeg der som Belzazar for et Mene mene tekel upharsin - og man har ikke just altid en Daniel til Rede for at udlægge Meningen i hovedløse Haandskrivter.

Enhver Menneskelig Rytter rider igiennem Verden paa sin særegne Kiephest; og man tager mærkelig Feil, om man troer, at han, naar det falder ham ind at reise udenlands, lader den staae hiemme. Tvertimod, saa længe han er i Rolighed kan det vel hænde, at han i temmelig lang Tid lader den staae i Stalden, og blot af og til giør en Tour derpaa, som man siger; men medens Reisen varer er han gemeenligen altid i Trav eller fuld Galop paa Ryggen af samme. For nu at bedømme Ridtet er det ikke af Veien, at kiende Hesten og dens Nykker. Veed man at den er meget skye, for Exempel, begriber man lettere visse Spring til Siden for somme Gienstænde, uden at tillægge disse, der i sig selv kunde være meget uskyldige, Aarsagen. Og, sandeligl heri finder jeg den vigtigste Grund og den afgiorteste Ret til at fordre i det mindste Vink om en Forfatters Tilstand og Tænkemaade - især naar han viser mig Mennesker igiennem sit Glas - for nemlig ikke at giøre dem Uret, og tillægge dem Egenskaber og Særheder, som de maaskee ingensteds have, uden i hans individuelle Forestilling.

Hvor usigelig nødig vilde jeg, ved den utilgiveligste af alle Forsømmelser, nogensinde berettige til en almindelig, ubetinget, umild Dom om endog den ringeste af mine Medskabninger! Himlen bevare mig! Jeg skulde selv vide, at min Dom om hint 17 eller dette ofte bestemtes af min Uerfarenhed, min Sygdom, mit Lune, min indskrænkede Forstand, min Mangel paa didhørende Kundskaber, og mine særegne Fordomme - og forsætlig eller skiødesløs dølge dette for Læseren? Nei! Man kalde det Automanie, Egoisme, Jegsyge, hvad man vil - heller vil jeg fremstille mig i min hele Svaghed end giøre mig skyldig i en virkelig Forbrydelse mod andre. Hvad Beskyldningen for Selvlyst for Resten angaaer, trodser jeg alle dens Storme i Havnen af min egen Samvittighed.

Man tillade mig, at berøre endnu en anden Punkt, hvori jeg endnu mere har afveget fra den almindelige Slendrian i lignende Værker.

De fleste reisende Forfattere lade blot deres Legemer flyttes, medens deres Siele, saalænge denne Fremflytning varer, blive staaende - som fasttryllede ved et Underværk - urokkeligen paa selvsamme Sted. De ere paa den første Station ligesaa sindrige, skiønsomme, kloge, erfarne, fornuftige, og siældannede, som paa den sidste. Læseren seer ingen Grund til deres Reise; thi deres Iagttagelser vare ligesaa fine, deres Domme ligesaa skarpsindige, da de tiltraadde, som da de endte den. Skade! udbryder man med Rette, at de ikke bleve hiemme! de vare jo allerede saa viise, som deres Fædreneland kunde forlange det! de vidste jo allerede saa meget, som man omtrent kan vide, og lidt til! - Eller er en Reise da ikke, efter Bacos, Lockes, Rousseaus, og saa mange andre paalidelige Dommeres Kiendelse, en Skolegang? Hvorledes gaaer det til at man i nederste Lectie er allerede ligesaa færdig til Academiet, som i øverste? og hvi gav man sig da den Umage, Skridt for Skridt at giennemgaae dem alle?

Jeg indseer ikke hvad den reisende Forfatters Uforanderlighed kunde svare herpaa, undtagen det oven anførte: "Det er blot mit Legeme, som har flyttet sig" Men det er, i mine Tanker, med andre Ord: Hele Reisen er et grundløst Phantom, uden Sandhed, uden Virkelighed - en Reise, som ingen har giort, da jeg selv ikke har giort den - en reen Modsigelse fra Begyndelsen til Enden, en Bevægelse uden Materie og en Materie uden Bevægelse. Nei, sagde jeg til mig selv, i det jeg satte mig ned for at bringe min allerede holdte Dagbog i Orden, forkaste det overflødige deraf, tilføie hvad der manglede, og pynte det 18 hele - nei! sagde jeg, i det jeg strax stødte paa Bemærkninger og Omdømmer, som forekom mig halve, skiæve, og umodne, og fristedes til i deres Sted at anbringe dem, som nu faldt mig ind, og som jeg umueligen dengang havde været i Stand til - du skal ikke begaae denne Uredelighed! Om det ikke er at giøre dig klogere end du er, saa er det, at giøre dig længere klog end du har været det. Ogsaa dette er Pralerie. Og hvor vilde Sandheden i din Bog blive af ved denne Fremgangs - eller rettere: Stilstands-Maade? Nei! al din Omsorg indskrænke sig til Foredraget - til Indklædningen af din Materie! denne selv blive, som den var, at du dog ved Bekiendtgiørelsen af dit Arbeide - skulde det end blive nok saa maadeligt, skulde det end lykkes nok saa slet - kan trøste dig med den Bevidsthed, at have leveert Verden een virkelig Reise mere.

Sandt at sige grunder jeg mit hele Haab om dog at have skiænket Publikum noget meer end blot Makulatur i de følgende Blade paa den samvittighedsfulde Strænghed, hvormed jeg, ofte paa min egen Bekostning har fulgt dette for mange maaskee sælsomme Princip. Er det Tant, at Sandhed i sig selv umiddelbar har sin Nytte; at den ikke blot straaler, som Diamanten, med sit eget Lys, men varmer dermed, som Solen; er det falskt, at en sand Skilling er meere værd end en løiet Daler, saa tilstaaer jeg, at de Herrer, som lode sig nøie med Titelen af mit Arbeide, have valgt den beste Deel, og at alt det øvrige ikke er en Pibe Tobak værd, end sige meere.

Endelig maae jeg tilføie et Par Ord om den Sildighed hvormed denne min Reise er kommen for Lyset. Det er ogsaa paa slige Gaver man kan anvende Ordsproget:

Dat bene qui cito dat, dat nil qui munera tardat.*

Jeg har intet derimod. Reiser i Almindelighed, især de som ere komne i Moden i vore nyere travle Tider, giøre vel i, om de, som alle andre til Forsendelse med Posten allene priviligerede Efterretninger indfinde sig saa snart som mueligt. Hid henhøre alle Dagens Anecdoter opsamlende, alle oeconomiske, politiske, og især alle til Nysgierrighedens Tilfredsstillelse foretagne og skrevne Reiser. De maae skynde sig, at ikke deres Gienstænde *

19 skulde forandre sig, gaae af Brug, eller reent forsvinde, før man fik Beskrivelsen derover. Men en Reise, som fornemmelig gaaer ud paa Ting, hvis Interesse bestandig bliver den samme, og snarere tiltager end formindskes med Tiden, en Reise, hvis Hovedgienstand er det under alle Forandringer og Omvexlinger stedse bestaaende, synes at turde giøre en Undtagelse, og nærme sig med mere Sindighed og Betænksomhed. Dens Nytte hænger ikke af hvor snart - men hvorledes den indstiller sig; thi den bringer ikke den flygtige Nysgierrighed Depescher; men giør sin Opvartning for den stille Videlyst.

Den seer derfor og meere paa en anstændig Paaklædning - og deri (mindst i vor nærværende Tid, da Drapperiet er saa sammensat, og spiller Hoved-Rollen i Maleriet) springer man ikke saa let, som i Coureerstøvler. Ja var det endda blot den simple borgerlige Videlyst, den havde at besøge; men der maae den presenteres den fornemme, fine, egensindige Dame Smag (som Coureeren ikke engang tager sin Hat af for) og hendes ubeskrivelig knipske Datter Critiken, af hvis Smil dens hele Lyksalighed hænger. Vee den - om dens Halsklud ikke er lykket!

Imidlertid vilde dog denne Reise-Labyrint allerede for et Aar siden være kommen for Lyset, hvis ikke to andre uoverstigelige Hindringer havde giort det umueligt. Den første standsede dens Skrivning, den anden forhalede Trykningen. Forfatteren havde nemlig nedlagt de betydeligste Materialier til samme, og tildeels hele Stykker af sin Dagbog i en Samling af meer end et halv hundrede Breve, som han ved sin Hiemkomst troede i god Behold hos den Person, de vare skrevne til. Han havde tænkt at lægge dem til Grund for Udarbeidelsen, og regnede fornemmelig paa samme ved Ideen om at udgive sin Reise. Men da han til den Ende udbad sig dem tilbage, berettede man ham, at de alle tilhobe vare opoffrede Vulkan - en Beretning, hvis Behagelighed jeg overlader Forfattere at bedømme. Ikke som om han var saa forelsket i sine Pennefostre, at deres Absaloniske Undergang just skulde bringe ham til Davidisk Fortvivlelse - han er for vant til deslige frivillige Offringer; men deels er det noget ganske andet: selv at brænde sine Manuscripter, og: see dem brændte af andre - deels var det i nærværende Tilfælde doppelt ubehageligt, da han paa den eene Side tabte saa got som Mueligheden 20 til at opfylde et givet Løfte, og paa den anden mistede en ham selv i det mindste interessant Samling af Bemærkninger. Det overalt ikke synderlig opmuntrende Omen i denne Tildragelse, var allene tilstrækkeligt til at afkiøle hans iilende Iver - og havde han ingen tilstrækkeligere Grund, end Forfængelighed, til at fremtræde med sine Lucubrationer, var man sikkerlig for Eftertiden bleven aldeles forskaanet med samme. Men han troede det sin Pligt, at aflægge et Slags Regnskab, for Anvendelsen af den Tid, han havde tilbragt uden for sit Fædreneland, og fandt (med al Respect i øvrigt for den beundringsværdige Beskedenhed, hvormed endog Lærde Reisende i Lande, hvorom man aldeles intet har paa Dansk - naar jeg undtager den jomfruelige Oversættelse af Gid Hamete Benengelis Fortællinger - fortie deres lærde Opdagelser) at han, ved at levere noget nok saa ufuldstændigt og utilfredsstillende dog leverte meer end den, der leverer slet intet.

Det kostede ham utroelig Møie, nogenlunde at erstatte dette Tab, og ofte fortvivlede han om, at bringe det saa vidt, ved Hielp af den blotte Hukommelse, at udfylde alle Huller. Da Tilforladelighed især var det han bestræbte sig for, turde han ikke kalde sin Phantasie til Hielp i denne Knibe. Den første Deel har især lidt under denne Mangel paa Kilder - og ulykkeligviis var det den, som meest trængte til samme, da den baade subjectiv og objectiv betragtet indbefattede den tørreste og ufrugtbareste Strækning i hele Labyrinten.

Da den omsider - talis qualis - blev færdig, kunde den ikke blive trykt. De litterariske Accouchementhuse vare alle saa besatte, at man kun under de seendrægtigste Betingelser lovede, at see til hvad man kunde giøre. De Mourierske, Lüttichauske, Coopmanske etc. Nedkomster vilde aldrig ophøre - neppe var eet Ephemeron kommet lykkelig til Verden i den eene Presse, før et nyt begyndte at flæbe i den anden - der blev tilsidst et saadant Barselskrig i det hele skrivende, trykkende, og læsende Rama (hvor Minerva desuden omtrent paa samme Tid begræd sine Børn) at min overalt meget undseelige Muse heller valgte at komme noget for sildig, end komme ned i denne frygtelige, bedøvende - og om jeg saa tør sige - næsten uanstændige Hurlumhej, i hvilken man alt havde qvalt de arme Tvillinger, som 21 kam for Dagen under Navn af Ungdomsarbeider, og hvis Minde allerede er saa aldeles udslettet iblandt os, at man ikke engang kan læse deres Gravskrivt i dateret Lapidarstiil paa et Blad af de Københavnske Lærde Efterretninger.

Han smigrer sig ikke med, at torde henvende denne Undskyldning til - mange; ogsaa skal den langt fra ikke sige paa en underfundig Maade, hvad somme meget populare Forfattere sige ligefrem, at Publikum hungrer og tørster efter deres Producter. Han veed, at han er ligesaa langt fra at besidde hine Yndlings-Skribenteres Lyksalighed, som fra at fortiene den - veed, at hans Smaating ikke længer ere i Moden - og at Navnet paa det Partie, der endnu kunde være paa hans Side fra det Øieblik af Skiebnen udlagde ham med det nu herskende, er: Vel duo vel nemo.

Men denne Bevidsthed fritager ham ikke fra nogen af de Pligter, der paaligge ham som Forfatter, endog uden Læsere. Ogsaa Eremiten i sin Ørk har et Regnskab at aflægge. Mennesket er aldrig aldeles uden Selskab - og en nogenlunde menneskelig Skribent aldrig aldeles uden Læser. Ikke at tale om, at al Verdens, end sige Kjøbenhavns, skiønne Aander, hvad enten de flagre om Dagen eller Natten, alle Parnassets Fluer, Bremse, Ravne, Skader, og Natugler med al deres Summen, Surren, Skrigen, Pladren og Tuden forgieves giøre sig Umage for at bortcharivariere Mueligheden til at blive læst engang, naar alle deres enkelte Stemmer og deres hele samlede Charivari - indtil dets sidste Ekko - ikke høres meere.

Eder altsaa, I faae! som trods hines Forudpiben værdige ham Opmærksomhed og Overbærelse, Eder, I muelige Læsere! og besynderlig Dig, beste Deel af Menneskeheden, tilbedelige Kiøn, hvis Uskyld og Ynde omdanner de mørkeste af Livets Labyrinter til Paradiser! vover han, efter nærværende Forerindring, at indbyde til Medvandring giennem sin Labyrint, og til Deeltagelse i de Nydelser, som lærte ham at elske meer end Eder. Skulde og hans Selskab ikke synderlig more Eder, saa haaber han dog, at de mange andre Bekiendskaber med Naturens og Menneskehedens skiønneste Særsyn, som af og til forekomme paa Veien, ville gotgiøre denne Keede. Det værste, I have at befrygte, er, at han maaskee undertiden snakker Eder i Søvn - men hvad dette 22 angaaer, lover han hellig, at sørge for, det blot indtræffer paa Steder, hvor man intet forsømmer dermed, og hvor enhver Vandrer for Resten giorde vel i at sove. Skulde det første Stykke af Veien forekomme Eder alt for øde, hullet, og besværligt, saa lad denne Omstændighed ikke reent knække Modet eller slukke Lysten til at gaae videre.

Udsigten bliver efterhaanden lysere og lysere, Veien bedre, Egnen behageligere og Gienstændene interessantere, ligesom man kommer dybere ind i Labyrinten. Tingenes Natur førte det saaledes med sig - og hvo vilde være daarlig nok til at tænke paa at forandre den? - Lidt Taalmodighed giør enhver naturligviis vel i at tage med - og jeg har intet derimod, om man endog forsyner sig med sin hele Forraad. De Herrer, som ere Elskere af Røgtobak - og de Damer, som ikke got kunne undvære Gaffe, advarer jeg ligeledes, at proviantere sig; thi hos mig er ingen af Deelene at bekomme.

23

Kiøbenhavn

Reisens Bestemmelse

Ingen af alle de utallige Reisende fra Syndfloden indtil det første Franske Frieheds Aar, som til Vands eller til Lands, paa en Baad eller paa et Skib, til Fods eller til Hest, i lukt eller aaben Vogn - i krum eller lige Linie have flyttet sig, eller ladet sig flytte med eller imod een af de Verdens fire Vinde, har været mere oplagt til dette Forehavende, end den for Resten ubetydelige Person, der spiller Hovedrollen i denne labyrintiske Historie.

Sandelig, jeg havde ikke blot al muelig Lyst, men tillige al tænkelig Aarsag til at reise. Den skarpsindige Sterne har indeelt alle løse og ledige Personer, som forlade deres Hiem, i 4 Hoved-Klasser: dem nemlig, som enten reise formedelst legemlig eller aandelig Brøstfældighed, eller af uomgiængelig Nødvendighed, eller af nogen anden eller af slet ingen Aarsag. Jeg hørte virkelig i strengeste Forstand til alle disse Klasser. Jeg vilde reise, kort sagt, fordi mit Legeme var sygt, fordi min Siel var ikke frisk, fordi alle Omstændigheder tvang mig dertil, og endelig fordi jeg i dette Tilfælde ikke indsaae, hvi jeg skulde lade det blive.

Solen selv - jeg vil ikke sige Phøbus; thi en Reisende bør ligesaalidt som en Historieskriver have Religion, altsaa ikke heller den hedenske - Solen selv vakte mig om Morgenen, i det dens Straaler saa længe pikkede paa mine Øine, indtil de endelig lukte op. Her er jeg, raabte jeg, og foer op af Sengen. Det var den skiønneste Maidag. Hele Jorden syntes at vaagne med mig i Himmelens Favn. Ubeskrivelig Henrykkelse giennemstrømte i dunkle Anelser mit Hierte. Alle mine Sandser syntes at skiærpes i Fornemmelsen af en nye Natur - min Phantasie gav alt det Liv, jeg fandt omkring mig, et nyt Spil - min Andagt hævede sig paa lettere Vinger over den hele Skabning. Jeg har aldrig vaagnet saa aldeles.

Hvad er det? spurgte jeg mig selv - Fortiener en Reise fra 24 Kiøbenhavn til Kiel - Fra Kiøbenhavn til Kiel og fra Haderslev til Kiel, er omtrent det samme - og overalt til Søes - fortiener slig en Geert-Vestphaler-Reise en saa høitidelig Stemning? Og om den endog forlængtes siden til Pyrmont? styrter ikke Taarerne dig af Øinene, som om du var i Begreb med at giøre en Reise til Montblanc - eller til Paris - eller til Orion?

Jeg begreb mig ikke selv - o! der ere tusinde Øieblikke hvori vi ikke begribe os selv - jeg græd; og vidste ikke hvi jeg græd, saa lidt, som det nyfødde Noer, der første Gang vaagner paa sin Moders Skiød - og forstod det ikke. Men I, himmelske Væsener, hvis finere Blik giennemflyve Rummet og Tiden uhindret af skuffende Materie, I Usynlige, som stundom tilhviske os Fremtidens Hemmeligheder i sovende eller vaagne Drømme, forstode det - og smilte over min Forvirring.

Jeg følte mig frisk. Halv død af en i fem Aar bestandig tiltagende Udmattelse havde jeg Aftenen tilforn havt Umage med at opholde saa meget Liv, som er nødvendig for at - sove; omsonst! Slummeren veeg den fra mit Livs Begyndelse igiennem 25 Aars Lidelse til Fortvivlelse voxne Kummer. Smerte havde tilsidst bedøvet mig mod Enden af Natten. Hvilken Forandring! Formaaer den blotte Forestilling om Reisen til Pyrmont et saadant Underværk, hvad maae ikke Reisen selv, hvad maae ikke Pyrmont-Brønden virke! tænkte jeg.

Man maa ville, saa følger alt andet af sig selv. Det er kun det første Skridt, som koster Anstrængelse. Og - det Vidnesbyrd maa jeg give mig - jeg vilde med en overordentlig Alvorlighed. Mit hele Væsen var intet uden Villie.

Jeg vilde, at denne Reise for mig maatte blive den nyttigste, den fornøieligste, den lykkeligste; ligesom jeg i dette Øieblik vil, at den og for Læseren maa blive den lærerigeste, underfuldeste og moersomste, der nogensinde er bleven trykt - ikke hos Bogtrykker Schultz; thi fra hans Presse er, saavidt jeg veed, endnu ingen saadan fremgaaet - men hos hvilken anden Bogtrykker i Europa eller America man vil forestille sig.

25

Passet

Klokken 9 skulde Paketbaaden afgaae. Alt mit Tøi var allerede ombord. Selskabet, jeg skulde reise med, opholdt sig i Nærheden af Toldboden, for paa Skipperens Vink at indborde sig. Man meldte mig, at Klokken var over otte - der var den yderste Hast - "Giv mig deres Pas," sagde Professor Cramer, "saa vil jeg besørge det i Forveien..." - Pas? sagde jeg; jeg har ikke drømt om Pas! Er et Pas nødvendigt for at komme levende bort fra København? - "Saa nødvendigt, som en Luftkugle for at komme levende bort fra Jorden." - "De havde bedre kunnet glemme alt andet," sagde en anden - "De havde ligesaa got kunnet glemme Dem selv," sagde den tredie.

Her vare gode Raad dyre - Man udstæder ingen Passer om Søndagen - og... Lykkeligviis var Manden i Huset, hvor jeg opholdt mig, Raadmand.

"Herr Raadmand! jeg har taget mig den Friehed, at lade dem opkalde, for at give mig et Raad i en vis Forlegenhed. Jeg skal afgaae med Paketbaaden i dette Øieblik, og jeg har intet Pas?"

"De maa gaae til deres Vert, for at faae en almindelig Qvittering for alt, og gaae med den til Raadmand**." svarte Raadmanden.

Jeg styrtede ned af Trapperne, og standsede ikke min Fart før midt paa Østergade, da en pludselig Betragtnings Feber angreb mig med rystende Kulde: Klokken er næsten 9! Klokken 9 slet letter Skipperen! Din lille Kuffert med alle Nødvendigheder er i Skibet! alt det øvrige du eier i denne Verden, fra Bailes Lexicon til den umage Sølv-Ermeknap, der udgiør din hele Fædrene-Arv, er indsluttet i Frue B*s forladte tillukte Værelser! Din Sundhed, Munterhed, og hele tilkommende Velfærd hænger af denne Reise! Din Vaaning i Kiøbenhavn er opsagt! Selv dine Manuscripter ere indsluttede... Alle disse Forestillinger gav mig den fuldstændigste Koldfeber: Du har intet Pas!

Man kommer ikke vidt i denne Verden med stillestaaende Betragtninger. Skuepladsen var udenfor en Galanteriebod. Det faldt mig ind at Frue*** for nogle Dage siden før jeg endnu tænkte paa at reise bort, havde bedt mig kiøbe sig et Par Flasker 26 Bergamotte. Intet er nødvendigere, end at skynde dig, tænkte jeg, for, om mueligt, at faae et Pas, og komme tids nok tilbage dermed - her er den yderste Periculum in mora - og gik ind i Boden for at tilhandle mig et Par Flasker. Da jeg ingen Smaapenge havde, maatte jeg vexle en Seddel. Under Vexlingen, som gik meget langsom for sig, randt det mig i Sinde, at mine Medreiserinder i Indpaknings Tummelen mueligviis kunde have glemt at sørge for vellugtende Vande, der er meget nødvendigt ombord for Damer - "det er varmt i Luften, Kahytten er lille, vi ere ti Personer deri - kort sagt: noget vellugtende kan være saare nødvendigt." Jeg kunde ikke andet end giøre min Betænksomhed en Compliment ved denne Leilighed - og gav mig ret sindigen til at probere de forskiællige Sorter for at vælge den stærkeste - fik endelig een fat, som syntes mig den passeligste - betalte - og stod igien med mine tre Flacons paa Gaden.

Som en Lynstraale foer her den Tanke giennem mit Hoved, at jeg var paa Veien til min Vert og Raadmand **, at Tiden jeg havde tilovers næsten var udrunden, og at det var egentligen meer et Pas, end lugtende Vand, jeg skulde hente. Mine Fødder fik herved pludselig Vinger, jeg fløi meer end gik; men i Flugten stødte de tre Flasker sammen i min Lomme - jeg maatte for ikke at knuse dem ved min hæftige Bevægelse gaae sindigen og langsomt - og kom endelig paa denne Maade til min Vert.

Han skrev mig en Qvittering, og jeg besørgede imidlertid i god Magelighed de to Flasker til Frue ***. Jeg tog derpaa atter Fod i Haand, raskere end før, efter at have udlosset de to Flasker, og kom pustende til Raadmand ***s Port. Jeg ringede. Der kom langt om længe en Pige, og lukte op: "Herr Raadmanden er ikke rigtig opstaaet." Saa vil jeg opvarte ham paa Sengen, sagde jeg - "jeg skal melde det til Tieneren," sagde hun. Tieneren kom: "Herr Raadmanden er aldeles ikke staaet op." "Ligemeget! Jeg skal tale med ham" - - "Ja! jeg skal melde Dem." Tieneren kom ud igien: "Herr Raadmanden skal barberes i dette Øieblik." - "Jeg vil tale med ham ubarberet". Tieneren ind og ud igien: "Herr Raadmanden er indsæbet." "For tusind Raadmænd!" - brød jeg ud - og løb stærkt op og ned i Salen, - "en Raadmand burde aldrig lade sig barbere! en Raadmand burde aldrig være glat om Hagen! Afskyelige Misbrug! Forbandede 27 Afskaffelse af den gode gamle, ærværdige, for alle Passøgende beqvemme Skik, da Raadmænd havde lange Skiæg, og ved ingen Sæbe sinkedes i deres Audienzer!" Klokken er Ni, sagde Repeteer-Uhret. Jeg stillede mig hen for det, og betragtede hvert Ryk af Secundviseren; aldrig har et Uhr syntes mig at have et ærgerligere Physiognomie - hvert Ryk syntes mig en spottende Mine, hvert Slag et Skieldsord. Jeg havde kunnet slaae det med knyttet Næve lige i Ansigtet. Jeg vendte mig fra det igien, gned mine Hænder, beed Læberne sammen, lukte Døren op, slog den i igjen, stampede med Fødderne - og det ubarmhjertige Uhr slog en uudslukkelig Latter op over min Forlegenhed i en uendelig Vækkeklang.

Endelig fremtreen den ragede Raadmand, saa glat om Hagen, som et nyfødt Menneske. Jeg forklarte ham allegro prestissimo min Forlegenhed; han svarte mig, at jeg havde giort vel i, om jeg Dagen før havde tænkt derpaa - at man om Søndagen ingen Passer uddeelte - og, at han overalt ikke havde dermed at giøre - altsammen i den uudholdeligste Adagio. Jeg drev det endelig saa vidt ved de heftigste Forestillinger, at han gik over til Largo, med at fortælle mig hvorlunde Herr Passkriver L** allene kunde redde mig af denne Knibe; at samme boede i Viingaardstræde, hvor det harmoniske Selskab harmonerer; og bevidnede mig i øvrigt paa den høfligste Maade af Verden sin Medlidenhed.

Viingaardstræde ligger, som hele Verden veed, ligesaa langt fra Raadmand**s Gaard, som Asien fra Europa ved Dardanellerne. Jeg holdt det altsaa for raadeligt, da jeg var kommen Halweien, at stige ind i en tom Hyrevogn. Jeg kom hen til Gaarden, gik ind, til een Dør, til den anden, til den tredie - endelig fandt jeg i Baggaarden en Skabning i Pigedragt, som berettede mig, at Hr. Passkriveren ikke boede der længer, men var flyttet til Compagniestrædet for et par Dage siden. Saa har da hele Pas-Amtet sammensvoret sig til din Undergang? raabte jeg og løb ned igiennem Viingaardstrædet for at naae en anden tom Hyrevogn, hvori jeg satte mig, og kiørte til Compagniestrædet. I det jeg steeg ud, erindrede jeg først, at jeg ikke vidste Nummeret paa Huset - og altsaa kunde gaae Huus fra Huus den hele Dag inden jeg fandt Pascomptoiret. Jeg foresatte mig 28 virkelig dette - og begyndte med yderste Taalmodighed min Leden. Ingen vidste af det at sige, jeg ledte om. En Haarskierer var saa artig at følge mig hen til et Huus, som han formodede var det rette. En Lieutenant havde rigtig nok boet der, og var reist til Norge. Mat og aandeløs kom jeg omsider til en Kielder, hvor man sagde mig, at Passkriveren rigtig nok boede der i Gaden; men var med sit hele Huus kiørt ud paa Landet tidlig i Morges -

Jeg havde nu næsten opgivet alt Haab. Klokken var saa mange at jeg kunde formode, Skipperen alt havde lettet. Holdt! raabte jeg i denne min Beængstelse til en forbifarende Hyrekudsk, kiør mig et Steds hen! Hyrekudsken holdt stille - Jeg skal kiøre for Jomfrue Winther, sagde han - og saae sig om: "See! der gaaer Grev***** i Kirke!" - "Hvor? hvad?" - "Den Mand hist henne i den graa Frakke! ja paa min Salighed! er det Grev***** ja!" klitsk! klask! og han kiørte videre.

Jeg er ikke een af disse Mirabiliariis (contra quos cautum me fedt Deus meus,* som Augustinus siger) der finde Mirakkel i enhver Ting hvis Aarsag ikke ligger lige for deres Næse, og umage Himlen for at løse hver Knude indtil Knuden paa deres Strømpebaand; men jeg kan ikke nægte, at dette besynderlige à propos syntes mig, og synes mig endnu, saa himmelfaldent som noget andet Tilfælde af den Historie jeg kiender - fra Solens Stillestaaen i Gideon til min Stillestaaen paa Østergade. Jeg lader mig nøie med dette Vink til videre, for ikke ved at ville løse Knuden i dette Tilfælde, at overskiære Traaden i min Fortælling.

"Deres Excellence tilgive mig, at jeg standser samme! Den falder pludselig, som ned af Himmelen for mig i denne Gade - jeg er i den yderste Forlegenhed - i Begreb med en Reise til Badet skal jeg afgaae i dette Øieblik med Paketbaaden - og - jeg har intet Pas" - - - "Det skulde I have tænkt paa i Gaar" - - - "Ganske rigtig, Deres Excellence! det veed jeg; men det veed jeg først i Dag." - - - "Hvem er I?" - jeg sagde ham mit Navn - - - "Jeg kiender Jer ikke" - "Det er ikke min Skyld, Deres Excellence! men kiendt eller ukiendt, haaber jeg, at denne lykkelige Kendelse, som lader mig træffe Deres Excellence her, redder mig af min Forlegenhed" - - - "Jeg kan ikke hielpe Jer *

29 heri, min kiære Baggesen, jeg har intet med Passernes Uddeling at giøre; gaae til Passkriveren!" - - - "Han er ikke hiemme, han er paa Landet." - - - "Paa Landet? det er slemt, at I ikke betænkte det i Gaar; jeg kan ikke hielpe Jer; men i Aften kommer Passkriveren vist hiem igien; thi han kan ikke blive nogen Nat paa Landet." - - - "Men jeg kan ikke bie nogen Time længer! Skipperen letter maaskee i dette Øieblik." - - - "Oh! nei! Vinden er jo stik imod! - (Hans Excellence saae op paa Skyerne og Nicolai Kirke Fløi - Vinden var netop fuldkommen med.) Skipperen gir sig vel Tid; slaae Jer til Rolighed." - - - "Jeg kan ikke slaae mig til Rolighed, Deres Excellence! vær i det mindste saa god, at sige mig, om et Beviis fra Hans Durchlauchtighed, Prindsen af Augustenburg, kan tiene mig ved denne Leilighed isteden for Pas?" "Kjender I Prindsen af Augustenborg?" - "Jeg har den Lykke, Deres Excellence" - - - "Min kiære Baggesen! (han klappede mig paa Skuldrene) jeg vilde gierne hielpe Dem om jeg kunde; men hør dog - gaae ned til Raadmand ***" - "Jeg har alt været hos ham, han sagde mig, som Deres Excellence, at han intet havde dermed at giøre" - - - "Ja det er rigtig nok; men hils ham kun fra mig, at han gierne kan udstæde Dem et overordentligt Pas, og antegne det, saa skal jeg i dette Tilfælde indestaae derfor." - "Jeg takker Deres Exellence for denne Artighed." - "Farvel min kiere Baggesen. Lykke paa Reisen!"

Jeg løb nu af alle Kræfter den lange Vei ned til Raadmanden igien. Han var i Begreb med at klæde sig paa. Jeg maatte atter bie et halvt Qvarteer, som forekom mig evigere end alle de foregaaende. Endelig kom han ind. Jeg fortalte ham mine H endelser og mit lykkelige Møde, og efter nogen Overveielse, tog han sin Hat, og bad mig følge med til Raadhuset. Der fandt vi en Skriver, som lod os vide, at Passkriveren havde taget Nøglen med til Pulten med Blanketterne i. Alt Haab var nu udslukt - og min Pas-Fortvivlelse var paa sin høieste Spidse.

Men Skiebnen, eller hvad det er, som man saa tankeløs belægger med dette Navn, vilde, at jeg skulde reise - og da jeg ikke kunde reise uden Pas, og da et Pas ikke kan blive til uden Blanket, havde den med en over al menneskelig Anstalt ophøiet Forsigtighed besørget en saadan ned imellem Væggen og Pulten saaledes, at en Flip deraf stak frem og røbede mig hvad jeg 30 søgte. Det var en virkelig Blanket - vi opdagede den alle tre næsten i et og samme Øieblik - og Passet blev i en Hast færdigt.

Jeg havde det i mine Hænder. Det begeistrede mig til den skiønneste Taksigelses-Tale der nogensinde er strømmet fra mine Læber - og Raadmanden og jeg bleve meget gode Venner. Han raadte mig for min Sundheds Skyld - thi jeg havde virkelig ikke mange Livsaander tilbage - at tage en Vogn til Toldboden. Jeg var saa lykkelig strax at finde een i Wimmelskaftet. Kiør, sagde jeg, alt hvad Tøiet kan holde, til jeg raaber Stop i Bredgade. Han kiørte.

Niels Klim kan ikke have været gladere over sit Testimonium academicum, end jeg over dette Pas. Troyas, den hellige Gravs, og nu nyelig Oczakovs Erobring har ikke indgivet deres Seiervindere mere triumpherende Følelser, end dets Erobring indgav mig. Imidlertid blev jeg dog eenig med mig selv om, at det første, jeg vilde besørge herefter, naar jeg reiste fra Kiøbenhavn til Kiel, skulde være et Pas.

"Holdt!" raabte jeg udenfor ***s, og sprang op ad Trappen. Der stod skrevet paa Døren med hvide Bogstaver: Du forefinder alt paa Toldboden. "Kiør," raabte jeg igien, "som om Døden var os i Hælene, til Toldboden!"

Hendeisen havde givet mig den raskeste Kudsk i hele Kiøben-havn. Han kiørte, som Kong Antiochus Epiphanes's, da han fik sin Ormsyge og styrtede bag af Vognen. I tre Minuter var jeg hos mit Reiseselskab, der aldeles havde opgivet Haabet om mit Komme. Det var netop det yderste Øieblik.

En Sluppe laae færdig for at bringe os ud til Paketbaaden. Vi pakkede os i samme tilligemed vore Levnetsmidler. De tilbage blivende stode paa Broen. Sluppen gleed med os ud i Søen; min Reises første Dags Iliade var forbi, og Odysseen begyndte.

Kiøbenhavns Reed

ADVARSEL

Jeg beder enhver Læser af denne min upolitiske, uphilosophiske, og ulærde; men sandfærdige Reise - dersom det er en Læserinde, bønfalder jeg derom - og er det en Kunstdommer, fordrer 31 jeg det - at tilbageholde sin endelige Dom over de foregaaende Blade indtil Reisens Ende, hvis man skulde følge mig saa langt, eller indtil Midten, i det mindste, hvis man ikke skulde udholde det længer.

Saa ligegyldig, uvedkommende, og overflødig den ovenfortalte Pastildragelse og for Resten kan synes ved første Giennemløben, saa vil man dog, naar man engang fra Midten af nærværende Labyrint seer tilbage paa det halve, eller fra Enden overskuer det Hele - tilstrækkelig overtydes om, at den var ligesaa nødvendig i min Reisebeskrivelse, som Passet selv var det til Reisen.

Jeg vil ikke tale om dens eget uafhængige, i sig selv og for sig selv bestaaende Værd, da den - blot betragtet, som en Reise giennem Kiøbenhavn - udgiør en Samling af mindre til eet Maal sammenstemte Begivenheder og sammenvirkende Tilfælde, hvori saa mange nye og afstikkende Karakterer fra den bandende Kudsks til den bedende Greves, i saa mange nye og uformodentlige Situationer incidere, collidere og contrastere med hinanden - at en nogenlunde vindskibelig Homer i samme vilde finde meer end Stof nok til det fuldstændigste Heltedigt; jeg vil ikke pege paa den beundringsværdige Plan, et nogenlunde fint Øie lettelig opdager i dens episke Gang - den uophørlig meer og meer strammede Knude - de yderstnaturlige Episoder, der langt fra at overskiære, tvertimod saa at sige indspinde sig i Hovedhandlingen, for paa eengang at forstærke og stramme den, og mueliggiøre Opløsningen - endelig Opløsningen selv, der, om mueligt overgaaer alt andet. Jeg vil overlade vore Lessinger at sætte alt dette ud fra hinanden til Publicums Opbyggelse og til den usynlige Forfatters Ære; og blot giøre opmærksom paa Marven deri, den kraftige Moral, som enhver, der veed at skiønne hvad Moral er, vil kunde udtrække næsten af hver tredie Linie.

Hvad den fornemmelig fremstiller til Exempel er en langsom Skynding, og den naturligste Lære som udspringer deraf, er: ikke at forhaste sig. Vil man endelig bedømme den strax, beder jeg, at giennemlæse den nok engang; men i al Fald giør man bedre i, at bie til de omtalte Terminer, da den, som et Forbillede paa den hele følgende Reise vil forklare sig selv uden mindste Vanskelighed.

32

Jeg har ingen anden Plan lagt, end den, der laae i Begivenhederne selv - men der er mere Plan i det man kalder Skiebne, end man skulde troe. Og efter denne lille Erindring, ville vi seile videre.

Madkurven

Næst et Pas er uimodsigelig en Madkurv noget af det nødvendigste til en Reise over Søen, hvad enten man reiser for at forbedre sin Mave eller sin Hierne. Da jeg reiser for saa vidt mueligt at forbedre begge, fortiener den i mine Tanker et Kapitel for sig selv - og sandt at sige, holder jeg en Madkurv for et af de rigeste og behageligste Æmner man kan vælge sig at afhandle, enten det saa er paa Vers eller i Prosa. Den udødelige Homer selv synes at have været af samme Mening. I Beskrivelsen over Ulysses's Søereiser opholder han sig ved intet saa længe og saa gierne som ved Maaltiderne - og Moralen af alle de tyve Bøger, Odysseen indeholder, er i Grunden ingen anden end den: at Søen tærer, hvorfor og Engellands prosaiske Homer* kalder dette Digt meget sindrigen: Ædedigtet.

Jeg elsker usigelig Havet, og begriber af alt det, den himmelhøie Pindarus i sin uafseelige Ørneflugt har henbruset, intet saa got, som den første Linie i hans Ode til Zieron: Ariston men hydor ** - jeg er ingensteds saa rask, saa levende, saa meget Helt, som paa Søen; men ingensteds føler jeg alligevel saa meget som der, Sandheden i vor Wessels Bemærkning: at

"Uden Øl og Mad er Helten Ingenting."

Saa fortreffelig Søen er efter min Smag til at seile paa, saa lidt duer den efter samme Smag til at drikke af. Alt dette løb om i mit Hoved, i det Sluppen stødtes fra Broen, og jeg pludselig erindrede mig, at jeg lige saa vel havde glemt at sørge for Proviant, som for Pas. Damerne, som jeg yttrede min Bekymring for, trøstede mig imidlertid med, at de begge havde taget hver sin Madkurv af klækkelig Størrelse med, og haabede, jeg deri *

* 33 skulde finde nok til at holde Helten ved lige. Med de gladeste Følelser herover, stod jeg bag paa Sluppen som en Flagstang, vinkede med Hatten til de farvelvinkende paa Broen, og kom paa denne Maade giennem Søeskoven, mellem hvis Toppe Morgensolen fremskyder sine vækkende Straaler til Danmarks Hovedstad, yderst ud paa Reeden til Paketbaaden, hvor vi alle stege ombord. Min Appetit var allerede paa dette korte Stykke Vei stegen til en temmelig Høide, jeg spiiste og drak alt i Tankerne, i det jeg treen op paa Reilingen af Overflødigheden i de to Madkurve, da -

"Hvo kan fortælle sligt, og bare sig for Graad?"* Selskabet i samme Øieblik opdagede, at den eene Madkurv, altsaa den hele Halvedeel af Fortæringen til Reisen var borte.

Det var virkelig meget nær ved, at jeg, som Æneas fordum, havde grædt ombord; men hvad enten nu min Fortvivlelse var for stor til Taarer, eller Undseelsen over at græde i Damernes Nærværelse var større end min Fortvivlelse - nok sagt, jeg græd ikke men sprang i dets Sted i den tomme Sluppe med to Matroser, for at indhente om mueligt den anden Paketbaad, der alt havde lettet, og som vi formodede af en Feiltagelse havde taget vor Madkurv med sig.

Med mig steg endnu i Sluppen en kiøn lille holsteensk Pige, som "havde mistet al sin Tyg" og ligeledes var i Fortvivlelse.

Vi stødte fra Skibet. Jason kan ikke med fuldere Begeistring have foretaget sig Toget til Colchis** - hvad siger jeg? hans Iver kan ikke have været at ligne med min i dette Øieblik. Man sige hvad man vil, Æren har rigtig nok en stor Spore; men Mad *

* 34 og Drikke har en endnu større - og got og vel, naar man seer sig til, om ikke de fleste af dem, der med saa megen Hidsighed fremløbe paa hin ligesaa tornefulde, som glimrende Bane, have taget det for himmelsk Enthusiasmus, Apollonisk Ild, og guddommelig Indskydelse, som i Grunden er intet andet end - Hunger. Jeg torde næsten paastaae at Penge selv (saa aldeles jeg i øvrigt indrømmer denne Guddom Primrollen i den nyere Historie) ikke formaae at fremtrylle saa overordentlige Særsyn. Det er ingen Sag for den, som fra Morgen til Aften sit hele Liv igiennem har flyttet sig eller ladet sig flytte fra eet overdækket Taffel til et andet, at foragte denne Livets upaatvivlelig allernødvendigste Nødvendighed; men den, som blot er hundrede Dage har forsøgt at savne den i fire og tyve Timer, og den som blot eengang har maattet undvære den i tre Dage - vil neppe betænke sig paa at indrømme den Rangen over al Verdens Ridderbaand, Kroner, og Udødeligheder. "Jeg vil have dette gyldne Skind, det koste hvad det vil" sagde Jason, og lod Argonauterne roe af alle Kræfter. "Jeg vil have denne Madkurv" sagde jeg og lod mine to Matroser giøre det samme.

Jeg havde den Fordeel, at Veien til den anden Paketbaad, som havde min Kurv ombord, ikke var nær saa lang, som den til Colchis - men Jason havde derimod den, at det Sted, hvor han søgte sig Skind, laae ganske stille. Argonauternes Ukyndighed og Uerfarenhed i det dengang nye Søevæsen giorde ham det rigtig nok vanskeligere, at opnaae sit Maal; men Skibfolkenes Færdighed paa den bortseilende Paketbaad, og dens store Seil giorde det næsten umueligt for mig. Vore Mangler og Fordele gik altsaa temmelig lige op imod hinanden.

Dersom det ikke var overflødigt - da Hunger er meer end almindelig nok i den poetiske Verden - vilde jeg ønske enhver begyndende Digter min Begeistring.

Det oprørte Hav, Bølgernes Sqvulpen og Fraaden og Brusen, Stormens Hviin imellem de tougslagne Master, og den bestandig Gyngen i den vippende Sluppe der hver for sig, og alt tilsammen taget, efter manges Forsikkring, skal eene være nok til at begeistre, forhøiede og forstærkede endnu mere min Enthusiasme!

Madkurv! Madkurv! raabte jeg - Min Appetit fløi i dette Raab imod det flygtende Skib, med en saadan Voldsomhed, at 35 den syntes i sin Fart, at trække Baaden, jeg var paa, med sig. De to Matroser lode til at dele min Begeistring; de roede med en Iver, som om de roede efter - Mad og Drikke. Min Tyg! Min Tyg! raabte den lille Pige; men Stormens Tuden, Bølgernes Brusen, og mit høie Raab overdøvede det spæde Skrig saa aldeles, at ingen - ikke engang de smaae Engle, der omflagre den bestiaalne Uskyldighed paa Vandet, kunde høre det. Jeg er ellers vis paa, at det ville have trakt meer end alle Seil og Appetiter i Verden. Selskabet paa Paketbaaden, vi havde forladt, trak os overalt med Deres Blikke - der strammede sig meer og meer, alt som vi kom længer bort - lige saa meget tilbage, som vore Ønsker skiød os frem. Men hvad enten det nu var en synlig eller usynlig Magt, der satte sig mod vort Foretagende - nok, vi søgte forgieves at indhale den for fuld Vind seilende Galease. Da den imidlertid maatte giøre et Slag, kom vi den ved denne Leilighed pludselig saa nær - at vi ved den lykkeligste Kendelse af Verden - nogle Haandbredder fra dens Stavn undgik, at blive seilet i Grund af den.

Vi samlede i eet samlet Raab alle vore begeistrede og ubegeistrede Kræfter; men fik intet Svar. "Holdt doch!" skreeg den lille Pige; men et Skib i Børrens fnysende Fart bryder sig ligesaa lidt om et Holdt eller Stop - som den franske Frieheds Aand om Hoffolkenes Pst! - Far vel Madkurv! god Nat min Tygl Vi maatte med uforrettet Sag vende tilbage.

Der er troer jeg intet i Verden saa fortredeligt for en Elsker, som naar han i sin Elskovs stedse stegne, til yderste Heftighed hævede Flamme, i det den spidser sig paa hans Læber til et Uskyldigheden giennembrændende Kys - faaer et Ørefigen - selv den flaue Følelse af at omfavne en Skye isteden for en Gudinde, er ikke at ligne dermed - efter alle deres Forsikkringer der har været i slige Tilfælde. Jeg vil ikke afgiøre dette - i hvor vel jeg for min Part vilde foretrække en Skye, naar den ikke var alt for stor, for et Ørfigen - men det troer jeg, at torde paastaae med Vished, at hverken den eene eller den anden af disse Forflauelser kan være større end vores var, ved at gaae glip af Madkurven.

Jason skulde saaledes, efter saa mange tusinde udstandne Møier og Farer, et Bøsseskud, for ikke at sige en Haandbred fra 36 Colchis, have maattet vende pludselig om igien - uden saa meget Skind, som der er bag paa min Haand - og man skulde have hørt en Skrigen!

Og dog er al Verdens gyldne og ugyldne Vædderskind ikke saa meget værd, som et eeneste Smørrebrød, naar man er hungrig.

Den lille Pige var trøstesløs og græd. "Jeg seer aldrig min Tyg mere" sagde hun - og Taarerne styrtede oven paa hinanden.

Der er een Ting i denne soelbare Verden, som trodser den noksom omtalte mægtige Fiende - endskiøndt og desværre kun en føie Tid - den alle øvrige Magter overvindende Kierlighed - og der er een eeneste Ting, som i de skiønneste Tilfælde erstatter Mangelen af samme: Medlidenhed.

Du Menneskets menneskeligste - Menneskets guddommelige Menneskelighed! Egenskab, som vort Hierte seer sig nødt til at tillægge Guddommen, trods alle Fornuftens Indvendinger, for at elske den! Eneste fuldkommen ædle, fuldkommen himmelrene Følelse - Moder, var det endog blot i tiende Led, til al Støvets selskabelige Lyksalighed - og er der en Lyksalighed, som ikke er selskabelig? - Vee den hierteløse, som har smagt din Vellyst i lindrende Taarer, og ikke, som i Kierligheds fuldeste Henrykkelse, glemt alle egne Lidelser deri! Vee den usle - - - men der er intet saa umenneskeligt Menneske paa Jorden! ingen, der aldrig har følt Medlidenhed, ingen, der ikke i denne salige Smerte har glemt sit hele Jeg, eller hvad der er det samme, henkastet det i en anden Skabnings blødende Hierte.

"Jeg seer aldrig min Tyg mere" sukkede hun.

Men dette Suk hørte Reenhedens, Sædelighedens og Uskyldighedens Engle; dette Suk var fiint, som Ætheren, og blev baaren varligen af de himmelske, som hørte det, giennem Stormen og Skyerne til den, der kunde bønhøre det.

Det giennemtrængte mit Hiertes Inderste. Jeg saae paa hende - og ønskte mig hendes eget Blik, for at hun deri kunde læse tydeligere hvad jeg følte. Jeg bemærkede og ved denne Leilighed, at hun var meer end kiøn; men hvilken Evadatter er i en saadan Scene, i en saadan Forfatning, paa det oprørte Hav, mellem to Matroser, glemmende sin Angst for Havet over Tabet af sine Halstørklæder, Snørlive, splinternye Forklæder, Sølv-Skoespænder, 37 som maaskee oven i Kiøbet vare en Foræring af Ham - o! hvilken Evadatter er i en saadan Tilstand, seet giennem Medlidenheds Glas, ikke meer end kiøn? Hun var i dette Øieblik det smukkeste Fruentimmer jeg havde seet - det var Rezia, bortført af Røvere.

Havde hun sagt: jeg faaer aldrig mit Tøi mere - som et Mandfolk vilde have sagt, eller som et Fruentimmer, der ikke meer er Fruentimmer vilde have sagt; men hun sagde: jeg seer aldrig mit Tøi mere. Det var uudholdeligt.

Jeg forestilte mig hende ved Indpakningen i sin lille Garderobe. Hvor net hun havde lagt alting sammen - hvert Stykke saa reent og skiært, som det, hun havde paa, vidnede det maatte have været - de fineste Tiestiller - de hvide, de blaae, de rosenrøde Baand - og nu hvorledes det alt i dobbelt yndige Billeder foer derhen med det gruesomme Skib...

Og du, som græd over Angelicas eller vor Preislers forladte Ariadne i det Øieblik Skibet taber sig af Syne! siig mig, tabte denne lille Pige ikke virkelig mere end en Theseus?

Det var et af disse Øieblikke, hvori det smertede mig blodigen, at være pengeløs. Jeg havde intet uden Ord - og noget, som Bølgernes Stænk bortskyllede paa mine Kinder: jeg trøstede hende.

Søen gik temmelig stærk - vi naaede endelig igien vort Skib; men jeg veed ikke hvorledes det gik til i det vi entrede Paketbaaden - neppe havde jeg hiulpen hende lykkeligen op, og selv faaet den ene Fod paa Reilingen, før Sluppen kantrede med begge Matroser. De reddede sig strax i den lykkeligviis tæt ved liggende Skibsjolle - og bandede i det de rystede deres vaade Kavaier, Madkurven, mens Sluppen med Kiølen i Veiret af Strømmen blev dreven henimod Kysten. Der blev en jammerlig Skrigen og Larmen paa Dækket ved denne Leilighed. Man saae paa Søen den omkantrede Sluppe uden Folk, og troede dem alle paa Bunden, indtil vi endelig ved vores Nærværelse, forjoge den halve Skræk, og strax derpaa de to Matroser ved deres Torden og Lynen overbeviste hele Selskabet om, at de vilde have Drikkepenge.

Den lille Piges Skiebne, som jeg besørgede i Damernes Varetægt, og denne sidste larmende Tildragelse, forstrøede aldeles 38 min Fortvivlelse; men den samlede sig igien med alles Deeltagelse, da Vinden blev svagere og svagere i det vi passerede Castrup - og gav os Anledning til den hungrige Betragtning, at Reisen kunde vare meget længe. Jeg vil ikke beskrive de mange herlige Sager som tabtes i denne Madkurv - ingentem, regina, nolo renovare dolorem! * men det veed jeg, at næst efter et Pas, skal det første, jeg besørger herefter, naar jeg reiser fra Kiøbenhavn til Kiel være en - Madkurv.

Kiøge-Bugt

Vi gleed ved Hielp af en svag Vind igiennem Kiøge-Bugt henimod de Møenske Kridtbierge. Halvtredsindstive engelske, hollandske, tydske og danske Skibe gleede os forbi. Det var den skiønneste Aften, man kan indbilde sig. Tordenen fra den russiske Flaade dundrede langt borte - dens Lyn tabte sig i svagere og svagere Glimt i den dunklere Horizont. Vi glemte lidt efter lidt den tabte Madkurv, og holdt os til den vi havde. Ingen af os vare søesyge. Damerne puttede sig i deres Køyer - og alle begave sig til Rolighed, saa nær som jeg, der i den aabne Kahytdør, giennemtryllet af tusinde vexlende Erindringer, Forestillinger og Phantasier, hele Natten betragtede den blaa Himmel imellem Seilene.

Det Baltiske Hav

"Du Danskes Vei til Roes og Magt.
"Sortladne Hav!
"Modtag din Ven, som uforsagt
"Tør møde Faren med Foragt,
"Og kiæk, som du, mod Stormens Magt
"Sortladne Hav!
"Og rask igiennem Larm og Spil
"Og Kamp og Seier før mig til
"Min Grav!

* 39

Hvilket majestætisk Syn er Havet i Dagbrækningen, naar den luerøde Soel fremkommer af Østen i al sin straalende Herlighed! hvilket Billede paa Evighedens Fødsel! Men hvilken Gysen giennemzittrer alle Nerver i tilbedende Rædsel, naar midt paa Havet Øiet, som opløftet paa Overfladen af en umaalelig hele Jorden overdækkende Tordenskye, ikke opdager uden een eneste Gienstand i Naturen: Solen paa den hvelvende Himmel!

Vinden reiste sig og de tynde Dampe, som havde borthyllet de omringende Kyster hævede sig til tyk Taage, der varede hele Dagen, saa at vi ikke nød den ellers skjønne Udsigt til Skovene paa Falster og Lolland. Selskabet var imidlertid meget muntert; thi Skipperen spaaede os om fire og tyve Timer at naae Kiel. Vi havde altsaa trods Tabet af den ene Kurv meer end nok af Levnetsmidler, og giorde vore Maaltider med lige saa megen Sorgløshed som Rundhed.

Vi havde ombord en gammel Polsk Israelit, med et graat Skiæg som næsten naaede ham til Beltet, klædt i Pialter, og med et Ansigt, som St. Peters i Fængslet paa Preislers Kobberstykke. Han laae paa Storlugen uden Hoveddække. Min Søster gik til, tog et Tørklæde af sin Hals og bandt det om hans Hoved. Den lille Ida bød ham Penge; men han vilde ingen have. Hans Føde bestod i brunt Sukker, som han havde i et Stykke Trykpapiir og nippede sparsomt til. (Professor Cramer tillavede ham efter sine beste Indsigter i den gamle Jødiske Historie en saa mosaisk Mad, at enhver Jøde med den meest hierosolymitanske Samvittighed havde kunnet spise den; men han afslog det og strøg sig om Skiægget.

Vi erfarede siden i Kiel, at denne besynderlige Mand havde tilskakret sig flere Penge end vi besad alle tilsammen.

Det blev mørk Nat. Der reiste sig en stærk Torden og Skibet slingrede skrækkelige. Damerne skreeg i deres Køier - alt i Kahytten tumlede overende, og midt i denne Hurlumhei forsøgte Professor Cramer som med mig havde tømt en lille Bolle Punsch, en Handling, som i slige indvortes og udvortes Omstændigheder, af alle dristige Handlinger saa aldeles forekom mig den allerforvovneste, at jeg ved at overrumple ham deri ikke kunde bare mig for at udbryde med Hænderne krydsviis paa mit Bryst, i Klopstocks Udraab:

40

"- - - Es ist die lezte

Steilste Höhe von dem was Trukn' ersannen

Besoffener Thaten! - -"

Han var i Begreb med, at ville trække sine Støvler af paa Kahyt-Trappen - han havde kunnet blive ved at trække til i Morgen.

Jeg fandt en saa besynderlig treffende Lighed i dette Foretagende med adskillige Vises Bestræbelser, for at finde X i den menneskelige Siel, X i Guddommen, og den philosophiske Steen - at Betragtningen herover, uagtet jeg ikke havde sovet den hele forrige Nat, holdt mig vaagen til Klokken 2.

Jeg holdt det for et advarende Vink, hvis Anvendelse kunde komme mig vel tilpas paa min forehavende Reise: ikke at søge efter det, man ikke kan finde.

Jeg vil ikke lede om den philosophiske Steen, sagde jeg; thi det er vanvittigt -

Jeg vil ikke søge Diriker til den menneskelige Siel; thi dens Laas er formodentlig dirkefrie - ikke heller til Guddommens Væsen og Tilværelse; thi jeg behøver ikke, at anatomere min Fader for at komme efter, at jeg er hans Søn, og bør bevise ham sønlig Lydighed -.

Jeg vil ikke gamse efter Viisdom over for noget Catheder i nogen Høresal; thi sande Principier gamses ikke engang saa let, som Fluer - og sæt endog at Viisdommen af hin eller denne Professors Mund udfløi i Form af en stegt Due - saa kan jeg deels ikke gabe vidt nok, for at gamse den, deels...

Her faldt jeg endelig i Søvn; og det skulde ikke giøre mig ondt, om Læseren faldt med; thi Søvn, især naar man har vaaget i fem og fyrretive Timer, er sandelig ikke at foragte.

41

Kiel

Schrevenborn den 30. Maji.

Jeg er nu allerede paa femte Dag i dette Paradiis, i hvis Midte jeg forestiller mig Kiel med sit Universitet, som Kundskabens Træe paa got og ondt. Beliggenheden af denne ret artige Stad er meget behagelig og Egnen rundt derom er fortryllende. Man sige hvad man vil, saa ligger Holstein dog upaatvivlelig sydligere end Danmark. Jeg seer ingen Grund, hvorfor jeg skulde nægte dette - og fortie, at Foraaret her er allerede fuldmodent. Jeg tager heller ikke i Betænkning, at fortælle Dem, hvorlunde Indbyggerne paa denne Side Eideren ogsaa forekomme mig at bære noget mere Præg af Syden end de paa den anden Side - at Bønderne her forekomme mig større, raskere, mere levende og Bønderkonerne nettere, penere, og mere vimse - at deres Huse forekomme mig beqvemmere, huusligere og overalt bedre indrettede, deres Qvæg og Beester større, federe og stærkere - deres Agre og Enge bedre holdt i Hævd - og det hele, for at bruge det lemfældigste Udtryk jeg i en Hast, kan finde, mere physiognomiskt. Jeg veed ikke hvi jeg skulde fortie min Næstes Fortrin; men jeg veed vel, hvi jeg skulde tildække hans Feil - og hvad Holstein angaaer, da maae jeg tilstaae, at jeg holder min Broder, uagtet han er friskere end jeg, for lige saa vel at være min Faders Søn, som jeg selv.

Jeg glæder mig over, efter en lang Fraværelse, igien at see en saadan Broder. Modtager han mig med aabne Arme, med broderlig Giæstfriehed, som den i hvis Ansigt han gienkiender i den fælles Faders Træk - saa glæder det mig endnu mere; og finder jeg, at det i hans Huus staaer bedre til end i mit, saa kan jeg vel rødme, men umuelig harme mig derover.

Det var derfor med en inderlig Fornøielse, at jeg om Morgenen den 26. Maji, efter den behageligste Indseilen i Kielerbugten, var den første paa Land - og igien hilste den skiønne Jord 42 i hvis Lunde Fuglene for 2 Aar siden henqviddrede saa mange af mine Lidelser. Det faldt mig aldeles ikke ind, at tænke paa Førstefødsels Ret, paa min Moders Kiæledæggerier, eller paa min glatte Hud - det lodne jeg fandt, forekom mig loddent, og jeg lod det være loddent, uden at fordømme det fordi det var loddent; thi det er aldrig faldet mig ind at efterabe den første Jøde, den søde velsignede Jacob.

Jeg giorde endnu samme Eftermiddag en Spadseregang fra Kiel, giennem den yndige Allee langs med Strandbredden til Skovbrinken ved Planteskolen Düsternbrook, et Sted, der har overmaade megen Lighed med vores Springforbi - og hvor jeg forrige Gang med Hellebeks Sanger henryktes over Udsigten til det aabne Hav giennem Mundingen af Bugten. Min Erindring oplivet af de samme, i lige venligt Soelskin, omkring mig smilende Billeder syntes endnu at see og høre denne Jambernes, Øens, Numas og Fremtidens aanderige Digter i fuldeste Begeistring male mig Hellebeks, Hummelbeks og Vebeks Fortryllelser - og min Phantasie sværmede saaledes paa eengang med dobbelte Blik mellem alle disse forskiællige Egnes Yndigheder. Fuglene sang i Toppene af de høie Træer, som krandse den steile Brink, og Bugtens udmattede Bølger sqvulpede dybt under vore Fødder.

Den følgende Dag giorde jeg en af de behageligste Landreiser, jeg hidindtil har giort. Efter et lille landligt Maaltid med et lykkeligt Ægtepar paa det deilige Schirensee - leiret paa en grøn Plads omringet af Lilienconvaller, over for en Bakke der vrimlede af bøgende Kiør og brægende Lam omtonet af alle Havens Nattergaler - hvor jeg havde kunnet lært, hvis jeg ikke før havde vidst det, hvor lidt der er nok, og hvor Nok er uendelig meget i Naturens Skiød - kom jeg til Bordesholm to Mile fra Kiel. Grev H * * modtog os her med sin sædvanlige Munterhed og Giestfriehed. Selskabet var temmelig stort, men yderst utvunget. Det bestod for det meste af Damer - jeg behøver altsaa ikke at fortælle Dem, at jeg morede mig. Dagen derefter, i Gaar, seilede jeg med Professor Cramer, og hans Kone, deres Børn og Hr. S * *, en ung tydsk Lærd med udmærkede Talenter, hvis Bekiendskab jeg, især paa Musikens Vegne, beklager, De ikke fik Leilighed til at giøre i Kiøbenhavn - over Fiorden 43 til Kysten paa venstre Haand, hvor en Vogn holdt færdig for at hente os til dette Elysium. Vi kom igiennem de yndigste Skovegne til Slottet, som ligger overmaade fortroligen indbarmet i Naturens Favn mellem lutter bebuskede Høie. Det tilhører en Familie, som man efter to Dages Bekiendskab ønsker sig indlemmet i, og jeg befinder mig her, som om jeg var paa Trolleborg i Fyen, eller paa Christianssæde i Lolland.

Iblandt de mangfoldige landlige Forlystelser, som have deelt mine Sandser og mit Hierte mellem sig, har imidlertid intet saa meget tiltrakt sig min hele Opmærksomhed, som et Bondehuus her i Nærheden paa et af de skiønneste Steder i Skoven. Den indvortes Forfatning, hvori jeg fandt det, og hvori det bestandig er, naar man kommer, ved Morgen, Middag, eller Hanegael, fortiente, som det meest idealske Mønster paa fuldkommen Orden og Reenhed, meer end noget andet i Nærheden af Kiel en omstændelig Beskrivelse; men til at giøre denne har jeg hverken Tid eller Evne. De maa nøies for denne Gang med et løst Blik derover, ved at forestille Dem alt hvad der hører til en Bonde Huusholdning bestaaende af 9 Personer, uden Undtagelse, i en saa fuldkommen Orden, som Hiulene i et velindrettet Uhr, og saa reent, som alle de indvortes Dele af samme, naar det gaaer fuldkommen rigtigt.

I alle de Stadsstuer jeg hidtil har seet, fra Skoleholderens i Hulbye til Kongens i Kiøbenhavn, har jeg forgieves søgt om den fuldkomne Reenhed, som jeg fandt her - i Køkkenet.

Der fandtes i alle Værelserne, efter den omhyggeligste Søgen ingen Plet, hvor man jo kunde have henlagt det fineste Linnet, indtil i Krogen bag Kakkelovnen. Man havde maattet bruge Forstørrelsesglas for nogensteds at opdage Støvgran - og kort, det syntes, som om Solen og Vinden allene beboede dette Dukkeskab.

"Men hvorledes er det mueligt?" udbrøde vi næsten alle paa eengang til Huusmoderen, som viiste os omkring, og som var lige saa peen, som alt det øvrige. "Der er intet i Verden lettere" sagde hun. "Hele Hemmeligheden bestaaer i to meget simple Midler, hvis bestandige Anvendelse er bleven mig Vane: altid at lade enhver Ting have sit bestemte Sted, og strax at giøre reent igien hvad man har smudset." - "Men det maa dog medtage 44 skrækkelig megen Tid saa ængstligen at holde alting reent og i Orden" - "Tvertimod, sagde hun; det er den eeneste sikkre Maade, at skaffe sig Tid paa." - "Men Børnene - fem Børn"... "Jeg veed hvad De vil sige," blev hun ved; "men deels holder jeg dem fra Brystet af til intet saa strængt, som til Reenlighed; deels finder de alting reent omkring sig; og endelig er intet til, som man jo kan holde reent, naar man for Alvor vil."

Jeg forlod med en slags Ærefrygt dette Reenlighedens, Ordenens og Noksomhedens landlige Tempel. Min Gud! tænkte jeg, hvilket Elysium vilde Jorden være, hvis alle Boeliger, fra Kongens til Bondens vare indviede disse Gratier!

Alle Bønderhuse i Holstein ere vel ikke som dette; thi alle Holsteenske Bønderkoner ere ikke som den lykkelige Christian Køhlers; men alle de jeg har seet ligne dog meer eller mindre dette Mønster - hvilket jeg ikke torde sige om dem i Sielland!

Fortsættelse

Kiel den 31. Maji.

Med hvilken Snarhed ere disse sidste tre Dage henfløine! Jeg havde aldrig troet at Tiden kunde blive een saa kort under bestandig Forlystelse. Jeg har ikke arbeidet det mindste, og dog synes mit Ophold her kun at have varet tre Minuter. Min Helbred er imidlertid ikke bleven bedre. Nætterne have været mig lige saa lange, som Dagene korte; jeg er endnu alt for svag til at udholde for megen Fornøielse.

Efterat have beseet alle de deilige Lunde og Brinke omkring Schrewenborn, er jeg i Gaar kommen over Fiorden fra dette Tryllested tilbage hertil. Det artige Selskab tildeels af Damer jeg i Aftes fandt hos Hr. Professor Ehlers, og hvoriblandt den smukke Frue B ** vilde have tildraget sig min hele Opmærksomhed, dersom ikke Fru C** og Jomfrue D** havde bemægtiget sig dens to Trediedele, lod mig ikke føle Tabet af hine Fortryllelser, og en stedsevarende Musik, om Dagen af Torden og om Aftenen af Bachs Sonater har aldeles fuldendt min Fortumling. Medens jeg taler om Damer - en Materie, som man aldrig kan blive kied af - kan jeg ikke undlade at fortælle Dem noget om de nydelige Tienestepiger, som vrimle her paa Gaderne. Deres almindeligen 45 skiønne Skabning, nette Liv, sorte Øine, smaa Fødder og livlige Bevægelse - altsammen indhylled i en net, peen og passende Dragt faldt mig allerede forrige Gang jeg var her, strax i Øinene. Om de ere saa knipske som peene, skal jeg ikke kunne sige; men vist er det, at de aldrig mangle en Kurv i paakommende Tilfælde. Alle de, jeg har seet, have været udrustede med dette frygtelige Vaaben, hvilket de snart bære paa Hovedet, som en Hielm, snart paa Armen, som et Skiold; og vist er det, at der ikke hører lidet Mod til, at gaae deres Yndigheder imøde, naar de hoppe frem i denne Rustning. Man har rigtig nok sagt mig at de bruge disse overordentlig store Straakurve mere til at beskierme deres Ansigters Roser og Lilier, mod Solen, end til at forsvare deres Hierter mod Frieres Angreb; men jeg finder intet unaturligt deri. En Piges Hierte er skabt til at tabes - det er ikke i Tabet Feilen stikker; men i Maaden at tabe det paa - - O! gid alle de, som ikke allerede have tabt deres, maae tabe det paa den beste, behageligste og lyksaligste Maade!

Alt hvad jeg kan sige Dem om Studenterne, som opholde signer, og hvis Antal skal beløbe sig til et Par Hundrede, er snart sagt. De synes mig at fordybe sig meget meer i Støvler end i Betragtninger. Det skal være Tilfældet ved de fleste Universiteter. Ved vores der hiemme gaaer man heri, som i alting Middelveien, og fordyber sig hverken i det eene eller det andet.

Om Universitetet for Resten kunde jeg pludre Dem en heel Hoben, dersom det lønnede Umagen at læse hvad jeg kan skrive om et Universitet. Foruden de Professorer, jeg allerede kiendte her, har jeg havt den Fornøielse at giøre Bekiendskab med den fortreffelige Hegewisch og den unge Doctor Hensler.

Om Staden Kiel i sig selv, dens Bygninger, Gader, Havn, Slottet, og saa videre maa jeg blot anmærke, at det alt har et meget artigt Physiognomie, der passer sig ret got til Beliggenheden.

Frue B** gaaer i Morgen herfra lige til Poppenbüttel; men jeg har allerede havt nok af to Gange at slæbes igiennem den kiedsomme Midte af Holsteen. Da jeg overalt gierne tager saa meget med paa min Styrkesamlende Reise, som mueligt, og hader ingen Vei saa meget, som den snoerlige - vælger jeg heller at gaae med Professor Cramer over Eutin, Lybek og Tremsbüttel. Lev vel. [...]

46

Egnen om Pløn

Vi kiørte forbi Herregaarden Freudenholm, som ligger saa behageligt, at det vist staaer i dens Besidders Magt at lade den svare til sit Navn. Dens Have er anlagt paa en med Træer bekrandset Jordtunge, der spidser sig ud i en lille Indsøe, hvis smaae Øer og skovrige Bredde giør hele Egnen saa skiøn, at jeg troede det umueligt, at faae nogen yndigere Udsigt paa den hele Vei at see. Næsten lige saa behageligt ligger Herregaarden Leemkulen siden paa venstre Haand; den hele Vei forbi begge disse Steder er overmaade skiøn. Vi kom tæt uden for Landsbyen Grebin til en høi Bakke paa hvis Top laae en Mølle, steege af, og gik omkring en indhegnet Kornmark op ad Bakken; men hvilken fortryllende Udsigt udbredte sig her for mit vidtblikkende Øie! Det romantiske Pløn med sin runde Indsøe ligefor, i Baggrunden vexlende Skovegne, paa begge Sider Høie, kornrige Dale, adspredte Lunde, og længere borte smaae Landsbyer. En rigere landlig Udsigt har mit Øie aldrig mødt. Jeg talte ti forskiællige Vande - i de nærmeste laae smaae Lucienholmer og Ermenonviller. Vi steege ned igien, og foere henrykte over dette himmelske Landskab videre frem giennem det smukke Grebin. Det var det behageligste Veir i Fødselen af Junii - jeg var overmaade munter og glemte aldeles min Svaghed, Hovedstaden og alle dens Ubehageligheder. Tungsindigheden over mit Farvel i Kiel var hensmeltet i stille glad Følelse af den yndige Naturs Venlighed. Lydia, Aglaja S** og Euphrosine R** var det eeneste fødelandske som fastholdt mine tilbageflyvende Tanker, og Prindsen af Augustenburg, hvis ædle Understøttelse jeg skyldte min Glæde, erindrede jeg med inderlig Taknemmelighed.

Længere borte omtrent en Miil før man kommer til Eutin bliver Veien meer og meer bakket. Man kiører igiennem lutter Skov; paa den eene Side af Veien har man opskydende bebuskede Høie, paa hvis Toppe de høie Bøge synes at kneise mod Skyerne; paa den anden Side synkende Dale, der og ere prydede med Træer mellem hvis Stammer man seer ned i stille Bække. Midt i denne himmelske Egn hæver sig noget borte paa venstre Haand af Landeveien en udmærket høi Skovbakke. Vi gik op 47 paa den igiennem labyrintiske Hækker, som slynge sig sneglende paa dens Afhang til Toppen. Vi saa herfra ned over de henbølgende Træegrupper, ud over hele Skoven og Øelundene i de spredte Indsøer, i hvert andet Blik et nyt Landskab og i een Overskuen Naturen i sin hele Herlighed. Selv paa Toppen af de Blankenesiske Bierghøie følte jeg ikke Gud i Naturen saa mægtigen som her. "Det er den skiønneste Plet paa Jordkloden!" raabte jeg. "O! jeg vil ikke reise længer for at beundre Naturens Skiønhed!" Det er umuligt at faae et Sted, som dette, meer at see; paa den hele Kugle er intet Paradiis som dette - Her vil jeg evig knæle

til under mig, og over mig, og om mig
Den hele Skabning sammenknuses -

Jeg har aldrig været saa henreven af den almægtige Natur. Gud, Kierlighed, og Skiønhed var den treenige Tanke som fyldte min hele Siel, den trefoldige Følelse som berusede mit hele Hierte. Jeg tilbad - thi det er den sande Tilbedelse saa drukken af Vellyst at beskue Naturen. Vær mig hellig, fortryllende Bakke! Hierteroe være fra nu af dit hellige Navn! - Jeg rev et Pergamentblad af min Brevtaske, skrev knælende derpaa de nysnævnte hellige Navne, puttede det ned i den hellige Jord, som tredoppelt helligedes derved, ofrede Tobak derpaa - og tredoppelt skiøn syntes mig Høien, tredobbelt herlig Udsigten, tredobbelt salig den hele hele Jord. Jeg heldede mig derover, og en Taare randt ned paa mine Kinder - den sidste Misfornøielse som var tilbage i mit Hierte flød bort deri - jeg var i dette Øieblik udsonet med alle Jordens Daarligheder og det menneskelige Livs Lidelser - jeg følte mig i den beste Verden - og hvad got, ædelt, stort følte jeg ikke i dette Øieblik? - da pludselig en Ræv - den første levende Ræv, jeg har seet - sprang mig skraas forbi ned af den heldende Bakke.

Saa springe mig hver Ræv forbi, naar jeg er midt i din hellige Dyrkelse, herlige Natur! ned af Bakke - ned af Bakken!

Alt, hvad vi svage foranderlige, letsindige Mennesker bygge, eller lade bygge i denne Verden, det være sig ved Hielp af vor Grublen, eller Eftertanke, eller Indbildningskraft i det nærværende, 48 forbigangne eller tilkommende - er meer eller mindre Korthuse. Neppe ere vi færdige med vores Bygning, før et uformodet Stød pludselig omstyrter den. Men af alle omviftes ingen lettere end Andagtens; fordi den af alle ikke blot er den høieste, men tillige den mechanisk dristigste, i det den lig en omvendt Pyramide, med Spidsen paa Jorden, udvider sig meer og meer indtil den endelig taber sin Grundflade i Himmelen. Det mindste jordiske Pust er nok til at omvælte den, og den falder da med uhyre Bulder fra sin svingle Høide, og knuses i tusinde Smaabrokker.

Lad den springe! tænkte jeg i det Ræven sprang mig forbimen min Henrykkelse var forsvunden - og jeg gik ned af Bakken igien, som et andet fornuftigt Menneske.

Vi kiørte igiennem den fortryllende Skovring, hvori vor forladte Høi var Diamanten. Veien var en Elysisk Labyrint af bestandige Naturafvexlinger. Vi talte om, at det udentvivl var saaledes man paa sin Reise studene den sande Æsthetik, og blev enige om at denne Bakke var et sandt Katheder, Skovkrandsene derom de sande Collegie-Bænke, og at man havde meer æsthetisk Nytte af, fra disse at høre Naturen paa Bakken, end fra Bænkene i Gøttingens eller noget andet berømt Universitets Høresal at høre *** eller nogenanden æsthetisk Professor.

Under deslige Samtaler, Udsigter og Betragtninger naaede vi om Eftermiddagen det rolige landsalige Eutin. Paa den hele Vei fra Kiel hertil var min Siel intet Øieblik ubeskiæftiget. Saaledes lever man sex Dage i Sex Timer.

Voss

Eutin den 3. Junii.

Vi stege af midt i Byen uden for et lille smukt Huus, hvor tre smaae Rollinger kom os i Møde fra Gadedørren. Jeg vilde ikke see paa dem, for ikke at see noget af Voss før jeg saa den egentlige Voss selv. Han og hans Ernestine vare med en Landsbye Præst, der gienkaldte mig den ærværdige Pastor fra Grünau, i Haven. Vi iilte derud, og Voss kom os i en lang Sloprok med en lille hvid rund Hat paa Hovedet imøde.

49

Jeg havde ikke giort mig noget synderligt Begreb om Vosses udvortes. Man havde sagt mig at han havde noget tørt og stift i sit Ansigt og Væsen; jeg vidste, han var Rector, og havde nylig lært, at han tillige bar Titel af Hofraad - han udgiver Virgilii Georgica cum annotationibus tænkte jeg - af alt dette satte jeg i min Indbildning en Mand sammen, som meer eller mindre lignede en Grammatik, eller den lærde Professor **, og forestillede mig Kiød- og Beenhuset, hvori Louises og Idyllernes Muse boede, gothisk, gammeldags og endog lidt forfaldet. Nu stod han der høi og slank med apollonisk Anstand for mig med Vaarens eget Smil paa sin aabne Pande - og i det han trykkende min Haand bød mig venligen velkommen, forekom han mig een af de skiønneste Mænd, jeg har seet i Verden - mine Øine havde neppe mødt hans Blik før jeg var hans personlige Ven. Faae Mennesker have ved første Anseelse giort det bestemte sympahetiske Indtryk paa mit Hierte.

Det glade Lune, Naturafvexlingen paa Veien hertil havde stemt mig i, steeg, efter at have seet og hørt ham i en halv Time til sin høieste Spidse. Jeg var overvættes munter.

Ernestine, som sad ved Kaffebordet i Lysthuset, modtog os med en Hyrdindes Giestfriehed og Venlighed. Det er en lille, rødmoset, landlig simpel, naturlig og godlidende Kone. Jeg havde nær modtaget en Kop Caffe af hendes Haand uagtet denne Drik, som De veed, er mig Gift - saa levende blev mig Erindringen af Caffeen i Louise her i dette Lysthuus, ved hendes Side, mellem Voss, den ærværdige Pastor, og den gamle forstandige Kone, Vosses Moder, som var nærværende.

Vi spadserte omkring i den lille nydelige Have under vexlende Lovtaler over den landlige Natur, hvis Aftensmil bøde os Farvel i Udsigten over Søen, der beskvulper Havens Bredde.

Samtalen blev siden litterarisk, da vi kom op i hans Studerestue, hvor jeg saae det første Ark af Virgils Georgica. Men da dette Arbeide, saa skiønt det for Resten kan være, ikke synderligen interesserte mig, hensnoede jeg Underholdningen til hans andre Arbeider - og især til den mig saa kiære Louise. Jeg bad ham forelæse os Fortsættelsen af dette homeriske Mesterstykke. Cramer foreente sine Bønner med mine - og han læste. Noget rundere, fuldkomnere, mere hiertetryllende har jeg aldrig hørt. 50 Fra det Øieblik af, Amalie faaer det Indfald at lade Louise tage sin Brudedragt paa, til Enden - især under den ærværdige Faders Velsignelse - trillede Taarerne mig i strømmende Vellyst ned paa Kinderne. De maa see til, kiereste S **, at faae dette fortræffelige Stykke saa snart, som mueligt. Jeg troer det er indrykket i det tydske Museum. Af alle Stykker af lige Længde, Muserne nogensinde har udklækket i en Digters Hierne, gad mit Hierte ligesaa bestemt helst have skrevet dette, som mit Hoved die Künstler af Schiller. Og denne Mand maae lære voxne Drenge Fero-tuli-latum-ferre - og tilbringe de faae Timer, han kan stiæle fra Brødarbeidet, med Correcturen af de ængstlig sammenpassede Note-Colummer under en slavisk Oversættelse!

Vi havde en lang Samtale med hinanden om Hexametrer, i hvilken Versart Voss upaatvivleligen har samme fortrinlige Rang iblandt de Tydske som Virgil fordum iblandt de Romerske Digtere. Vor gode Boie, som er bleven Konrektor her, havde giort ham opmærksom paa den Danske Litteratur, og vort skiønne Sprogs blide Physiognomie havde snart indtaget ham. Det kildrede mig ikke lidet, at han fandt de fleste af de Hexametrer der hist og her ere indstrødde i Oversættelsen af Klim fuldkommen rigtige; og ved sit afgiørende Biefald aldeles bestyrkede min Theorie om denne Versart. Han havde fast foresat sig at ville lære Dansk, sagde han - og lovede mig ved min Tilbagekomst at give mig Prøver paa sin Fremgang.

Saa lærerig denne Samtale var for mig, og saa meget jeg troer den vilde interessere Dem, vil jeg dog ikke denne Gang besvære Posten med dens Afskrivning. Mit Brev er desuden allerede temmelig langt og jeg har endnu et og andet at fortælle, der saa uvigtigt det er dog er vigtigere end alle Spondæer og Dactyler.

De kiender og beundrer Voss som Digter; men det veed De maaskee ikke, at han tillige er een af de grundigste Lærde, især i den gamle Philologie, Tydskland besidder. Han har saa dybe og udbredte Kundskaber i den græske og romerske Mythologie, Historie og Geographie; at intet vilde forundre mig mere, end Vedligeholdelsen af hans runde, bløde, vellystige Sprogform i Midten af saa mange haarde Materialier, dersom ikke hans utrættelige, næsten ængstelige Flid i at tilskiære, tilrunde og affile hans Perioder og Stavelser giorde det endnu mere bestyrtsende, 51 at han ikke glemmer Materien over Formen. Han har fra denne Side betragtet mere Lighed med Nathans og de antiqvariske Breves Forfatter end nogen anden nu levende Tydsk Skribent. Men Udgaven af hans landlige Virgil vil snart lære Dem dette bedre end alt hvad jeg kunde sige derom.

Som Blidhed, Uskyldighed, livelig practisk Philosophie og overhovedet landlig Naturlighed, forbunden med en usædvanlig Peenhed, er fremstikkende i alle hans Digte, saa synes det og at udgiøre Hovedtrækkene i hans Charakteristik som Menneske. Han hader alt det overdrevne, svulstige, og stærkt afstikkende. Hans Smag afskyer de mørke Contraster, og hans Kunst har lært at undvære dem for at sætte det skiønne i stærkere Lys - en beundringsværdig Egenskab, som characteriserer især hans idylliske Epos. Han elsker ikke Richardsons Clarissa - han gider ikke været i Selskab med Dievle, allermindst med dem, der bære Menneske-Masker, siger han - men derimod læser han alle Vintre om Aftenen med sin Ernestine den Don-Quixotte, der ved syvende Giennemlæsning har moret mig lige saa meget som ved første.

Voss burde af adskillige Aarsager; men især for Bibliothekets Skyld boe i Kiøbenhavn. Den grundige Lærdom, som i hans Siel har truffet den sieldne Forening med Digteraand, Smag og Uskyldighed, burde straale til andres Nytte fra et høiere Catheder end Rectorens i Eutin. Han er en Skoleholders Søn; men jeg indseer ei, hvi han ikke derfor gierne kunde blive Procanzler. Han taler Tydsk, vil De sige - det er sandt; men han skriver det ogsaa. Men jeg maa afbryde - et lille landligt Aftensmaaltid, som jeg vilde, De kunde deele med os, vinker mig bort fra hans Pult. Mit Brev er udentvivl det sletteste, som nogensinde er kommen fra dette Værksted; men det er dansk, og det er sandt. - Og dermed maa De lade Dem nøie!

Mellem Eutin og Lybeck

"Om nogle Uger er du der igien!" tænkte jeg i det vi foere ud af det stille Eutin. Jeg havde lovet helligen, fra Pyrmont at tage samme Vei tilbage og opholde mig der i det mindste et Par 52 Uger, for at studere Hexametriken. I min Hierne havde allerede siden forrige Vinter spiret en Idee til et Episk Digt - jeg beregnede saa nøie som mueligt Tiden min Muse havde tilbage, og fandt, at Nedkomsten (hvis ellers Skiebnens og mine egne Luner vedbleve i den hidtil herskende gode Forstaaelse) gierne kunde indtreffe ved min Tilbagekomst til Eutin. Ingen Muse i Verden kunde ønske sig et bedre Sted at ligge i Barselseng paa. Der udbredte sig en Strøm af livelig Kildren i alle mine Livsaander ved denne Tanke, og det syntes, som om ikke blot jeg selv og den frugtsommelige Muse, men som om den lille Epunculus selv frydede sig derover.

Hele Naturen smilede - og saa tilbøielige ere vi kongelige Jorddyr til at henføre alting til det lille Middelpunkt, hvorom hele Skabningen, fra de fierne Taarnspidser af Lybeck til de end fiernere ved Enden af Melkeveien dreie sig - at jeg troede i dette Smil at bemærke et Slags Velbehag med min Plan, der ikke lidet forøgede mit eget. Dette Himmelens gode Lune varede imidlertid ikke længe; thi ligesom vi kom længer frem paa vor yndige Vei blev Luften tykkere og tykkere; skiønt dog altid giennemsigtig nok for igiennem dens Slør at bemærke den himmelsk yndige Egn, som Traven her igiennemflyder. Noget udenfor den deilige Flekke Svartau, hvorigiennem vi kiørte, optaarnede Lybeck for os i sin hele Gothiske Majestæt. Denne gamle Hanseatiske Hovedstad falder fra denne Side høiere, større og prægtigere i Øiet end Kiøbenhavn. De mangfoldige høispirede Taarne, som kneise fra Bakken hvorpaa den ligger, giver den et yderst bydende Udseende, og den har af sin Fordums Magt og Herlighed i det mindste beholdt Anseelsen i denne Frastand. Vi kiørte henved en Fierdingvei langs med Traven, hvor paa en Galliot og et andet mindre Skib for fulde Seil gleed hen imellem Træer, med Engens grønne Indfatning i Vandgangen, som gienkaldte mig de skiønne Syn af samme Art, man har hist og her ved Canalen, og fra Høiene i Angeln.

53

Lybeck

HILSENEN

Vi vare neppe komne paa Stadens Territorium, som en Slagbom og to Invalider forkyndte, før een af de meest pudseerlige Hilsener bød os velkommen. Det var en Raadsherre in pontificalibus med sin Raadsherrinde, der pludselig veltede i det de med al den Majestæt, en gammel Karet med smeldende Kudsk paa Bukken ikke mangler at forkynde, vilde fare os forbi. Jeg har seet faae saa tragicomiske Optrin. I Førstningen vidste vi ikke hvad denne ærværdige Eqvipage indeholdt; men nu udkrøb af det veltede Karetskab, en uendelig Paryk med en næsten lige saa uhyre grundmuret Haar Frisur, der trak efter sig den øvrige Deel af et Fruentimmer, aldeles som Hviden og Blommen udstyrter af et knuust Æg. Af Parykken syntes igien at udkrybe en mindre Skabning, som vor Kudsk forsikkrede var Raadsherren selv. Det varede ikke længe inden han kom op igien, lettet ved Tabet af Parykken; men desto længer Tid tog dette med Frue Raadsherrinden, hvis Taarnfrisur udgiorde en fast sammenhængende Deel af hendes Legeme, og som eengang nedstyrtet paa Jorden syntes at vilde grundfæste sig der for evig. Hun havde maaskee og virkelig maattet blive liggende, hvis Kudsken, der var en stærk haandfast Lybekker, ikke, med begge Hænder og stemmende sig imod Tyngden med Brystet, havde havt Kræfter nok til at opløfte den babyloniske Haarbygning, hvorefter al det øvrige fulgte, som ingen Ting. Jeg kom efter ved denne Leilighed, at Pynten i denne Stad er ligesaa gammelfrankisk som Architecturen - og gik min Reise blot ud paa Costumer, behøvede jeg ikke at kiøre ind i Byen; men kunde gierne strax vende om igien.

Men Lybeck vinkede mig i adskillige andre Henseender; især i den doppelte, hvorom Henrik taler i Holbergs Abracadabra. Jeg var nysgierrig efter at vide, om alting i Lybeck virkelig var ligesaa doppelt, som Skillinger og Marker. Staden selv havde 54 allerede, som jeg nys har bemærket, et doppelt Udseende - og de otte Billedstøtter paa Broen uden for Holsteens-Porten, syntes mig ikke at imodsige det, da dette Antal upaatvivlelig er det doppelte af fire. Saa høflig den første Hilsen af Raadsherren var, saa uartig forekom mig den anden af Mercurius, Byens virkelige Patron, der stod imellem disse Støtter og vendte Bagen til Holstein. Det syntes mig en Satire paa Anlægget af Canalen. Jeg kiørte giennem den faste, mørke, gothiske, taarnspirede, tredobbelte Port over den krumme Trave-Broe, mellem mangfoldige Skibe og Baade paa begge Sider - med fordobblet Opmærksomhed ind i Byen.

Den dobbelte Engel

Jeg kan ikke nægte, at der jo i min pirrede Forventning af Lybecks Vidundere blandte sig en hemmelig Frygt for dens Fruentimmeres Tryllemagt. Siden alting i denne Bye er dobbelt, tænkte jeg, maa dens Skiønne ogsaa være det. Jeg har væbnet mig saa meget som mueligt imod alle enkelte Yndigheder; men imod doppelte! - Jeg zittrede - og steeg zittrende af Vognen uden for Vertshuset: Engelen.

Der kom os en lille, netpyntet, særdeles indtagende, endskiøndt noget mutladende Pige imøde i Dørren - og mit Hierte slog allerede med doppelte Slag imod hende. Jeg blev rød og bleg i et Øieblik - jeg vilde imidlertid see rask ud, og give mig Mine af at have seet Lybeck før. "Sig mig engang, lille Jomfrue, har dette Vertshuus sit Navn af Dem? eller boe kun lutter Engle i dette Vertshuus?" - "Det er saa fuldt" svarte hun, "at vi ingen Plads har til flere." Desværre! og Desbedre! tænkte jeg. Det første paa Følelsens, det andet paa Fornuftens Vegne. "Men heromme i den anden Gade er nok et Herberge, hvor man udentvivl vil kunde modtage Dem" - Kiør derhen Svoger, sagde Cramer. Jeg gik med. Det første, det andet, det tredie Skridt gik langsomt. Men neppe var jeg kommen tre Huuslængder bort, før jeg tog en stærkere Fart, gneed mine Hænder og slog Nakken tilbage: Det var ret got, sagde den seirende Fornuft, at du undgik denne Fristelse.

55

"Og hvad undgik du ved at undgaae den?" sagde Forstanden i det jeg kom ind i Dielen af det andet Vertshuus, og mærkede at ingen Engel der kom mig imøde - "Dog vel ingen virkelig Fare?" - "Ikke det jeg haaber!" svarte min Selvtillid, grundet paa adskillige Aars Erfaring. Jeg seer paa en Qyinde - som paa en Blomst, som paa et Træe, som paa en Flod, som paa Solens Opgang - som paa det der er skiønnere end alt dette, - for at beundre hende. Hvi skulde jeg see paa alle øvrige Værker af Naturen - thi jeg har dog nu eengang faaet mine Øine, for at see med - og ikke see paa dens Mesterstykker? Og om virkelig min Skuen, gaaer over til Betragtning, og min Betragtning til Beundring -

"Og din Beundring til Kierlighed?" raabte den strænge Critiker -

Ja! der har vi det! Kierlighed! - Kierlighed! - denne Rod til alt Got er det man saa gierne vilde udrydde af det menneskelige Hierte, for i dens Sted deri at plante Ligegyldighed, Roden til alt ondt! det er denne, man vil indbilde os, om, at den spiller Satans Rolle i en Lysets Engels Skikkelse! det er denne, vore Lovgivere, vore Theologer, vore metaphysiske Philosophister med al deres naturlige og kunstige Kulde forene sig om at bortfryse af Jorden! Arme Kierlighed! hvori bestaaer da din Brøde, at man forfølger dig med en Uforsonlighed, som om du var Sandhed selv? Eller er din blotte Lighed med Dyden nok for at lægge dig ud med hele Verden?

- Og om min Beundring nu virkelig gik over til Kierlighed - som i slige Tilfælde, jeg tilstaaer det, hændes meget letteligen, og i en saadan Haandevending, at (trods alt hvad en ond Aand kan paastaae, og en Doctor Faust bedømme) Overgangen selv fra got til ondt, fra Dyd til Last ikke kan være snarere - hvad da?...

Jeg havde neppe begyndt at tænke min næste Tanke, før hun stod for mig igien, og, som det syntes mig, i fordobblet Rustning -

Det var det andet Exemplar af Engelen i Engelen. Jeg troede virkelig i et Øieblik, at alting i Lybeck var dobbelt. "Er det Dem, vi forlod i det andet Vertshuus? er De den samme, som stod og som ventelig staaer endnu i Dørren derhenne?" spurgte 56 jeg. "Det er min Søster!" svarte hun, og smilede. "Er hun Deres Søster, eller er De hendes?" vedblev jeg. "Jeg troer det eene er som det andet," igientog hun, og loe. "Tilforladelig, jeg troer det selv," sagde jeg, og gik ind.

"Er nu Eventyret ude?" -

Ja, Madam!

Den lybske Mercurius

Lybeck den 3. Junii.

Jeg kommer fra et Besøg hos Syndicus **, som meget har moeret mig. De topographiske Efterretninger jeg kunde give Dem ved denne Leilighed om Gaderne jeg kom igiennem, og Husene jeg kom forbi, ere meget ubetydelige; thi jeg fik ikke Stunder til at see noget af alt dette for de mange artige Fruentimmeransigter, som mødte mig. Det smukke Kiøn her er virkelig doppelt smukt. Nogle enkelte Møder have rigtig nok ogsaa lært mig at de stygge er dobbelt stygge; men det er uvist, om dette ikke kan skrives paa Contrastens Regning.

For at give Dem en Beskrivelse paa en Lybekker, troer jeg ikke at kunne træffe noget bedre Valg, end Herr **, hvis Væsen og Adfærd, forekom mig strax at have noget saa nationalt, at jeg umuelig kan tænke mig ham Borger i nogen anden Stad paa denne Side Elven. Paa hin Side har jeg endnu ikke været, og kan altsaa ikke dømme derom - en Slutning, som jeg ønskte mere i Moden.

Det var en føer, sat, jovialsk Hanseater, der modtog os midt i sin Familie med ægte tvangløs Giestfriehed. Han giorde os i tre Minuter fortrolige med sin hele Tænkemaade, og indbildte os allerede i det fierde til yderste Skuffen, at vi vare hiemme. Vi kom snart i en Samtale hvori han overbeviiste mig om, at han var ligesaa kyndig som fornuftig, og lige saa original, som begge Dele. Han holdt Tobaksdaasen for mig imens jeg stoppede deraf, og fløitede, naar han vilde have sin Pibe. Vi talte om Mercuriusses Støtte paa Holsteensbroen, hvis bagvendte Stilling jeg kan ikke nægte havde saaret en Smule min Delikatesse. Den havde stødt mig, som Patriot, som Poet, og som Reisende. Som saa havde jeg ligesaa mange Hypotheser om dens Betydning; 57 men ingen af dem lod til at vilde smage ham. Han vender Bagen til Holsteen, sagde jeg, det betyder, at hver ægte Holstener bør give ham et Smæk derpaa. Han staaer i denne Stilling, blev jeg ved, fordi Holsteen er et Paradiis, og Mercurius, som Gud for Handelen, er en Hader af den skiønne Natur, og finder mere Smag i at betragte Tagstenene paa Lybecks Magasiner end i alle dens fortryllende Skuespil. Han staaer endelig saaledes, endte jeg, fordi han har ingen Levemaade. Han giengieldte mine Hypotheser med Sarcasmer i en ganske anden Anledning, i det vi fra Mercurius, jeg veed ikke selv hvordan, kom paa Tale om det danske Sprog. Han var den første af alle Tydskmælende jeg hidtil har lært at kiende, som lod haant derom. Jeg spurgte hvad han havde at indvende mod dets Rigdom, Frugtbarhed og Ynde? Alt svarte han, og især tre Hovedparter: Den første, at det har en alt for stor Lighed med Dyrenes ved at mangle al Articulation. Den anden at det er saa dyndblødt, at Tankerne og Følelserne nødvendigen maa synke tilbunds deri, naar de ikke er saa lette som Fiær, og den tredie - hvilken jeg imidlertid meest holder af, lagde han til - at det tales af ingen. - "To Millioner" - begyndte jeg... "Holdt," raabte han, "ved at tale, forstaaer jeg at articulere - "

Det var overmaade ærgerligt, som De selv vil indsee, at denne Indvending just var den sidste - den eeneste, som jeg ikke var belavet paa fuldkommen at giendrive - og lade den fare, for at gaae tilbage til de andre, røbede al for megen Forlegenhed - det var vanskeligt at komme ud af denne Knibe paa en god Maade! men medens jeg betænkte mig paa et Krigspuds til den Ende - førend jeg endnu havde udfundet om der virkelig var noget saadant mueligt, styrtede paa eengang Cramer med Cavalleriet af sin hele Veltalenhed over alle tre Hovedgelidder saa vældigen, at de lybske Indvendinger pludselig ikke syntes saa meget at flygte, som reent at søndertrædes under Forsvarsgrundenes Fødder. Og sandelig det var at ønske, enhver tydsk General med lige Held anførte Danske Tropper. Jeg saae med inderlig Fornøielse paa Nederlaget - uagtet jeg selv ingen Deel havde deri; men hvad min Egenkierlighed tabte ved det sidste, vandt min Patriotismus ved det første. Fredstraktaten blev sluttet med Eutinsk Øl. Jeg erfoer at der vare Tydske, som lode haant om det 58 Danske; men jeg maatte ogsaa tilstaae at der fandtes Danske der lade haant om det Tydske - og begge disse Misforstaaelser kunne gaae op mod hinanden.

Jeg fandt i dette Selskab et ungt Fruentimmer, som strax derpaa til min store Forundring tiltalte mig paa Dansk. Hun var overmaade vel tilfreds med Lybeck, og foretrak, uagtet hun for Resten var meget patriotisk sindet, Levemaaden her for den i Kiøbenhavn. Hendes fleste Grunde herfor vare imidlertid saare sandselige. Der var ingen Sammenligning, sagde hun, imellem begge disse Stæders Oxekiød, Salat, og Asparges, og jeg erindrer ikke hvor mange flere spiselige Ting hun nævnte mig, hvori Kjøbenhavn kom til kort. "Foraaret er ogsaa her meget smukkere - de deilige Haver - de smukke Volde - den utvungne Levemaade" - - Men derimod har de ingen Comedier, sagde jeg, ingen Balletter, ingen Operetter - "det er sandt sagde hun, det savner jeg tidt i disse Matronal-Selskaber her om Aftenen, hvor man kieder sig til døde undertiden, og hvor en Person af et andet Partie især er ilde faren." - Hvad vil det sige: af et andet Partie? - "Veed De ikke at hele Byen er deelt i Partier?" - Men om nu de Danske faldt paa det Indfald, at beleire Lybeck, spurgte jeg, hvilket Partie vilde De da vel slaae Dem til? - Hun betænkte sig noget: "I Hiertet er jeg dog Dansk", svarte hun.

Man tør i Lybeck fra Klokken elleve af om Aftenen ikke gaae paa Gaden, end ei i Maanskin, uden Lygte, hvis man ikke vil sættes i Vagten, forhøres eengang, og andengang, og kort giennemgaae alle de Besværligheder man kan giennemgaae en Nat og en Formiddag. Dette hører ventelig og til den utvungne Levemaade. Vor Vert boede i Dom-Kapitelet, og derfra til vort Herberge maatte vi passere næsten hele Byen. Klokken var just paa Slaget, da vi gik, og jeg ønskte hemmelig, at vi maatte blive optagne og arresterede; thi det var dog et Eventyr, og et Eventyr er og bliver dog, det være for Resten saa ubehageligt, det vil, et Eventyr. Jeg paastod til denne Ende, at finde Veien paa min egen Haand; og enten nu Cramer med eller uden Villie lod sig lede galt af mig, veed jeg ikke; men nok, vi forvildede os og kom det lange mørke tretaarnede Raadhuus forbi i en ganske fremmet Gade, hvor vi maatte vende om igien. Vi fandt imidlertid langt om længe Herberget; og der blev til min store Misfornøielse 59 intet af det haabede Eventyr. Jeg kunde saa skiønt ved denne Leilighed have lært at kiende Rigsstaden Lybecks indre Forfatning, og prydet dette Brev med Beskrivelser paa dens Vægtere, Soldater, Brixe, Raadsherrer, Forhør, Domme, Vidner, og tusinde andre i vore Tider særdeles mærkelige Ting; i dets Sted maae De nu tage til Takke med min gode Villie.

Et Capitel for Professorer, de communi præcepto legis naturalis *

Det slette Veir og mit slette Befindende forbød mig at gaae ud, jeg valgte altsaa hvad den sunde Fornuft gierne raader i saadant Tilfælde, at blive hiemme - og laxere.

"Laxere!",... Ja! og er det da saa forskrækkeligt? Er denne nyttige Handling, som endog i de nyere Tider meer og meer er bleven forædlet, og, det være nu paa Grund af sit eget Værd eller de Fornemmes hyppige Brug deraf, stegen til en saa høi Grad af Anseelse, især i den finere Verden, at man paa en Maade kan regne den iblandt de adelige Andagtsøvelser - er pludselig denne Handling, siger jeg, som næsten er den eeneste, Monarken værdiger at dele med Undersaatten, og hvis Udøvelse altid tiltager i Forhold med Stigningen i Rangforordningen, pludselig bleven saa vanhellig, at man korser sig for dens blotte Navn? Hvor vi dødelige dog ere ustadige!

Mennesket bestaaer af Siel og Legeme; og det er endnu indtil i Dag, for saa vidt jeg veed, ikke blevet afgiort, hvilken af disse tvende Dele der spille Hovedrollen i hans Væsen. Man kan imidlertid, uden at vove meget, antage indtil videre, at Legemet har denne Ære hos de fleste. Af denne Aasag er man og i Almindelighed tilbøielig til, om ikke just til at forestille sig alt som legemligt, saa dog ved alle Ting at hæfte visse legemlige Forestillinger. Nu er det upaatvivleligt, at det blotte Ord, som jeg *

60 af yderlig Delicatesse ikke vil igientage - uden nogen anden Forbindelse lige saa vel kan betyde en Sielens, som en Legemets Handling - og dog er jeg overbeviist om, at i det mindste de to Trediedele af mine Læsere strax have henført dets Forstand paa Legemet. Det er mig umueligt at forebygge slige forhastede Domme, og jeg erklærer herved eengang for alle, at jeg herefter i alle lignende Tilfælde vil lade mig nøie med den gode Samvittighed, ikke at have villet fremlokke dem.

Mit Hoved var saa fuldt af Iagttagelser, Bemærkninger og Ideer, som de mangfoldige nye Gienstænde efterhaanden havde tyllet deri - at det tilsidst (hvad enten nu det kom deraf, at det givne var for stort, eller at det tagende var for lille) var i egentligste Forstand færdigt at springe. Jeg overtænkte, hvorvidt det var tilladt at forsømme slig en Crisis og lade Sygdommen forværre sig til Ulægelighed - den eene Grubien udviklede den anden, og før jeg saae mig til, havde jeg, uden at vide det, udkastet de første Grundlinier til en Theorie om de menneskelige Forfatterpligter, en væsentlig Gienstand for den alting belysende Philosophie, og som dog hidindtil har ligget i et utilgiveligt Mørke.

En sund Siel i et sundt Legeme* er vel uden Modsigelse i kort Begreb det ønskeligste af alt, paa hvis Vedligeholden det svage Menneske kan og bør anvende sin alvorligste Omhue. Især er denne doppelte Skat, imod hvilken alle Jordens øvrige Tønder Guld ere Kobberskillinger, nødvendig paa en Reise, og allerhelst paa en saa nydelsefuld, lærende, afvexlende Reise, som denne min nærværende Reise virkelig er - eller kan blive. Til intet udfordres en stærkere Siel og et stærkere Legeme for den bestandig forandrede Diæts Skyld, hvormed man saa let overlader baade Hoved og Mave, Tænkekraften og alle Sandserne.

Men nu er der intet naturligere end at en Person, der har tabt den eene af disse Skatte, fordoppler sin Omhue for at bevare den anden, hvorfor man ogsaa seer saa mange sunde, tykke og fede Præster, Propheter og Konger, eller med eet Ord christelige Huusfædre, pleie deres legemlige Sundhed med en Tilsidesættelse af al aandelig Omsorg, som om de ikke blot ingen sunde, *

61 men i al Forstand aldeles ingen Siele havde. I det modsatte Tilfælde, er den arme Skrantning, hvis hele Krop ikke besidder saa megen Styrke, som een af hins mindste Fingre, nødt til at sørge for Vedligeholdelsen af den Kraft, der er levnet ham, og uden hvilken han aldeles vilde tabe sin beskyggede Tilværelse imellem hine alt dominerende Maver.

Laxere - er nu eet af de fornemste Midler, som begge disse Sundheders Vedligeholdelse har tilfælles. Det er saa væsentlig nødvendigt for begge, og taber saa ganske sin doppelte Anvendelse i Historiens Mørke, at jeg holder den Opgave: om Sielen først har lært det af Legemet, eller Legemet af Sielen? for ligesaa uopløselig, som den, om Drikken har været til før Tørst eller Tørst før Drikken? Man indseer lettelig, at jeg ikke tager dette Middel blot i sin kunstige men og i sin naturlige Forstand, og indskrænker det ikke til noget vist Species; hvorfor man og med eet almindeligt Udtryk kunde kalde det: Afføring.

Jeg besluttede, paa Grund af alle disse Betragtninger og Overlæg, at vedligeholde saa meget som mueligt mit Hoveds Helbred ved Hielp af dette Arcanum, og til den Ende indrette mig en Dagbog, for, om mueligt hver Morgen og Aften, at give den Mængde Billeder, Ideer, og hvad man vil kalde dem, Luft, som ellers sammentrykte i min ikke meget rummelige Hierne, og bestandig forøgede med nye Tilpropninger, vilde kun drage min Siel den Sygdom paa Halsen, der nøder saa mange af vore grundlærde Professorer til baade mundtlig og skrivtlig at ligne de Skabninger, de dog indbilde sig saa uendelig ophøiede over.

Men ikke blot for min egen Skyld, blev jeg ved - i det min Næste faldt mig i Tankerne - vil jeg strængeligen adlyde dette store Naturens Bud: at uddunste. Ogsaa heri findes den beundringsværdigste Lighed mellem Legemets og Sielens Oeconomie - at denne Handlings objective Nytte er fast uberegnelig. Hvo kan afsee de talløse Virkninger af Materiens Secretioner, fra Myggets til Elephantens? hvo veed hvor de blive af? de spredes allerede umiddelbar, især ved at reise, paa forskiællige Steder - de frugtbargiøre den goldeste Jord - hvad siger jeg? de frembringe, rigtig anbragte, Millioner Smaakloder med utallige Bittebevaanere, som man kan overbevises om, uden mindste Hovedbrud, i Bogen De la Philosophie de la Nature, hvis letdunstende 62 Forfatter gotgiør til meer end Tilfredsstillelse, at den flygtigste Uddunstning er svanger med Centillioner spirende, sig efterhaanden i Rummets uendelige Skiød udviklende Verdener. Det er bestyrtsende! Men hvad vil det altsammen sige, hvor taber denne Uendelighed sig, som en Draabe i Havet, i Sammenligning med Aandens Afføringers mageløse Velsignelse! Hvad er overhovedet (naar vi dog ville tale, som Philosopher) al physisk Frembringelse mod disses afvexlende, stedse voxende, uendelige, aldeles uudregnelige Nytte for Objectet: det hele intellectuelle Alt? De sprede sig, dele sig, fortynde sig endnu lettere og snarere end hine! Enhver nye Tanke - og alle Tanker ere nye, i det mindste hvad Tid og Sted angaaer - som farer ud i den uhyre fattende Verden er en Vind, et Pust, der omsider bliver en af nye Stierner vrimlende Æther; en aandelig Sædspire, der lidt efter lidt bliver et Æg, hvis Hvide er en nye Melkevei paa Tankernes udstrakte Befæstning! Jeg svimler paa denne svingle Spidse, naar jeg derfra -

"Høit over Stierner, hvilke Kepler saae - "

overskuer det muelige Produkt af denne blotte Idee - og jeg haaber, at mine Læsere svimle med. O! Svælg af Frugtbarhed!

I denne store philosophiske Overbeviisning vil jeg altsaa hver Dag nedsætte mig for min Pult, og nedskrive hvad jeg samler, og hvad der ved min Samling falder mig ind paa denne min medicinsk-philosophisk-æsthetiske Reise. Jeg troer overalt, at enhver Skribent, han være Scoliast eller Digter, Philosoph eller Professor i Catalogien, Vers- eller Prosamager (siden en saadan Skribent dog giør Fordring paa Siel saa vel som paa Legeme, og paa Hoved saa vel som paa Mave) er forbunden til den daglige Stoelgang hvis Bud:

Nulla dies sine linea!

er for den Studerende ligesaa vigtigt, som noget af den Salernitanske Skoles Regler for den Digererende. Det synes mig, alvorlig talt, at enhver Videnskabsmand, han være Metaphysiker, Physiker, Mathematiker, Historiograph, Politiker, Poetiker, eller hvad han forresten være vil - Theolog undtagen; thi i dette Tilfælde *

63 er det rigtig nok hans Pligt at tie - det synes mig, siger jeg, at enhver saadan, der forsætligviis forsømmer denne Pligt, synder lige saa meget imod Naturen, som den, der i det physiske meer eller mindre efterligner vor for Resten berømmelige Tyge Brahe. Selv den ellers meget priisværdige Undseelse for Selskabet kan ikke undskylde en saadan Efterladenhed; thi Cicero har eengang for alle rigtigen bemærket, at - Naturalia non sunt turpia [...]

Men jeg vil vende om igien i denne vidtløftige Afkrog af min Labyrint, og spare de mangfoldige Opdagelser, der vinke mig dybere inde, til et eget Værk, hvori jeg, valente Minerva, vidtløftigere skal afhandle denne vigtige og moersomme Materie. For denne Gang er det mig nok, at have givet et Vink om Forfatteres naturlige Pligter, og med det samme forsvaret den Sædvane, jeg har, at holde en Dagbog paa min Reise, uden hvilken den nærværende og alle de følgende Afhandlinger til saa mange hundredes muelige Tidsfordriv, aldrig var bleven til. Om denne Tidsfordriv i øvrigt vil blive dem morende, eller kiedende, behagelig eller ubehagelig - overlader jeg til Maanen, Moden, Recencenterne, og alt det øvrige, som har meer eller mindre Indflydelse paa en Læsers Appetit; jeg - har reddet min Samvittighed - giort efter Evne hvad jeg kunde og -

Ultra posse nemo obligatur.

Meer om Lybeck

Lybeck er i adskillige Henseender en meget mærkelig Stad, som overalt de Stæder, der have en egen Personlighed, i mine Tanker ere. I et Rige, hvor de forskiællige Byer under samme Regiering ere bragte til eens Benævning leder man forgieves om disse skarpe Træk, som i det de stærkere male den indvortes Karakter giøre Physiognomierne strax kiendelige fra hinanden. Jeg hader intet saa meget som de utydelige Ansigter, det være sig iblandt Bøger, iblandt Mennesker, eller iblandt Stæder. De røbe i alle tre Efterabelse, Slaverie, Mangel paa Originalitet og 64 Selvstændighed. Denne min Dom er imidlertid, hvad de sidste angaaer, forudfattet - og jeg anmærker det for de svages Skyld, der saa gierne giøre den første den beste til deres egen, at det er en Fordom, som kun er grundet paa Analogie, og som jeg selv vil mistroe saa længe indtil jeg efter flere Stæders Bekiendskab ved Erfaring bliver overtydet om dens Rigtighed.

Men enten det nu kommer af den republicanske Forfatning eller ikke, saa er det vist, at Lybeck har et saa eget Physiognomie, baade hvad Ansigtet og hvad Kroppen angaaer, at man maatte være blind paa begge Øinene for ikke ved første Øiekast at overbevise sig om, naar man første Gang kommer dertil - at man ikke har seet den før. Hvad dens Gang angaaer, der hos enhver Person er noget af det meest Karakteristiske, da kan man ikke nægte, at faa Stæder ere spadseerte igiennem Historien med saa lige Skridt, med saa faste Trin, og med saa opret Hoved. Den gik fra Midten af det trettende Aarhundrede i Spidsen af de øvrige Hansestæder frem med en Sikkerhed, som røbede at der randt meer end Ministerpolitik i dens Aarer, og at der var meer end Told-Marv i dens Knokler. Den gik heller ikke af Veien hverken for Land- eller Søerøvere, og Dannemark selv maatte til en Tid putte dens Puf i Lommen. Dette hanseatiske Overmod er nu rigtig nok dæmpet, tak skee de mange bitte smaae, som giøre en Aae i Tydskland; men længe vedligeholdt dog Lybeck sin selvstændige Sundhed - og døer den endelig engang aldeles, er der al Anseelse til, at det vil skee af Alderdom; thi med den Podagra, den for nærværende Tid er plaget af, kan den endnu leve længe i Keiserdommets Hospital.

Skelettet, som er tilbage af dens Magt, indjager endnu en Slags Ærbødighed for Alderdommens gothiske Energie. Porte, Volde, Kirker, Bygninger, og den almindelige Tone, som hersker inden dens Grave, bære et saa umiskiendeligt Præg heraf, at man troer sig flyttet pludselig et got Aarhundrede tilbage i Tiden. Smag - det eeneste som aldrig fremvirkes af selvstændig Eenhed, det eeneste deilige Barn, som aldrig fødes af en kydsk Moder, og som til evig Tid vil blive uvidende om sin virkelige Fader - af denne finder man ikke mindste Spor. Derimod stikker alligevel hist og her en forlegen Mode-Luxus frem, der giør en saare ubehagelig Virkning, og røber hvert Øieblik sin Saulismus 65 iblandt Propheterne. Et Huus - og desværre der skal være mange af den Sort - hvori en saadan Spitsbub har indsneget sig og vidst at vinde Fruens Fortrolighed, seer ud som - jeg veed ikke hvad - som Voltaires Oversættelse af Shakespears Julius Cæsar. Jeg havde kunnet give det et Ørfign, hvergang jeg traf det. Uagtet jeg af mit ganske Hierte hader den gamle modsatte Overdaadighed, som ikke giør Fordring uden paa physisk Smag - denne Gudinde "Dindonette"

"Nur ein bischen zu dumm, und ein bischen zu fette" -

som Lybeck kappes om med Hamborg at tilbede, og hvis Altere man finder her overalt, naar Solen begynder at kiøre ned af Bakke, besatte med alle Canaans Velsignelser - saa opvækker denne Mave-Andagt dog ikke saa meget min Uvillie, Latter og Ærgrelse, som den omtalte fremmede Gud; thi hin fordærver kun Legemet, og sløver Tænkekraften; men denne forvansker Sielen og forgifter Sæderne. Dersom den ikke er ledsaget af Oplysning forvolder den tidlig eller sildig sin Dyrker (det være en enkelt Person, en Bye, eller et Land) total Undergang.

Det var af denne Aarsag meget at ønske, at de høie Herrer, i hvis Hierner Staternes Vel og Vee distilleres, vilde være betænkte paa, at forhindre denne Ødelæggelse der, hvor den ikke allerede er uforebyggelig. Da Erfaring tilstrækkeligen lærer, at det er umueligt for bestandig at udeholde fra sin Stat, skiulte man den endog i de arabiske Sandørkener, den indbrydende Luxus, saa er intet andet tilovers end at forsørge sig i Forveien med den Oplysning, i hvis Melk dens Givt allene kan taales. Den kan, som andre dræbende Midler, blive uskadelig, ja endogsaa nyttig; men aldrig uden Tilsætning - og den eeneste Maade at forsætte den paa, er at udbrede Industrie, Videnskaber og Friehed.

Men - jeg seer Skiæven i min Broders Øie, og Bielken i mit eget bliver jeg ikke vaer! I det jeg beleer Lybekkernes Luxus, og sammenligner den med Kongen iblandt Poeterne*, glemmer jeg, med hvilken Ret man her kan spørge mig: "Hvad vil Poeten iblandt Kongerne?"

* 66

Tremsbüttel

Den 5. Junii.

Her er jeg da paa een af disse Øer paa fast Land, hvoraf der gives adskillige i det sydlige Holsteen. Men hvilken Øe! Hvad er Alcines, Tinian, og Isle de St. Pierre derimod? Dog Naturen er overalt Natur - der gives eet Paradiis skiønnere end et andet fra Krebsens til Steenbukkens Zone - men reis fra Pol til Pol, fra Versailles over Mexiko tilbage til Paris, og de finder kun een Lovise S******.

Jeg forlod Dem i Lybeck. Vi satte os om Morgenen Klokken sex paa den store Postvogn, som alle Dage gaaer fra Lybeck til Hamborg, og kiørte i Selskab med to mavre Jøder, to Skræddersvende og en tyk Snedkerkone, der allene tog ligesaa megen Plads som alle vi andre 6 op i Vognen, ud af Mühlenthor i det deiligste Veir. Der tilstødte os intet mærkværdigt, naar jeg undtager de evige Stød af den steenede Vei. Jeg var meget syg, og saa kraftløs, at jeg neppe kunde holde mig fast i Sædet paa Vognen - men en gammel Betler, som kom os forbi, og saa betimelig ønskede mig Sundhed, at jeg havde kunnet give ham alt hvad jeg havde, forstrøede min Tungsindighed - og det unge, muntre, levende Paaskeæg, som under Navn af Kudsk kiørte for os, giorde mig det reent umueligt at fæste min Opmærksomhed paa noget andet end paa sig. Han var saa umaadelig frisk, at jeg blot ved at betragte ham forekom mig selv at blive det.

Vi foer over en Flip af det Engelske Herredom, forbi Georg den tredie paa Skildtet af en Kroe i Enden af Sachsen-Lauenburg, til Schönberg, hvorfra vi leiede os en egen Vogn hertil. Hvilken Fart! For første og sidste Gang har man kørt saaledes i Holsteen. Vor nye Svoger var beskiænket og Hestene galne. Det var Phaeton, som havde bemægtiget sig Solens Vogn. Hipprogrypherne løb løbsk. Vi kom uden at vide selv hvordan i et Øieblik til Tremsbuttel.

Jeg traadde med bankende Hierte ind i dette Athenes Tempel, hvor jeg for to Aar siden i Kredsen af Muser og Gratier henbragte den didindtil nyttigste og behageligste af alle mit Livs Perioder. Den beskedne Kunst, den fuldkomne Orden, den udsøgte Smag, som Dydens Engel bevogter her i Naturens Favn - vilde fordre det hele Elysiums Skaberindes egen Aand for 67 værdigen at beskrives. Det Ideal, Naturens ædelste Talsmand har fremstilt i Beskrivelsen paa Julies Anlæg, Huusholdning og Levemaade i Clarens, finder man her meer end realiseret - og dog glemmer man det alt i een eeneste Samtale med dets Besiddere, hvis Nærværelse vilde paa den ødeste Plet af Jorden fremtrylle et Paradiis.

Egnen rundt omkring er vild og øde - det er derfor jeg har kaldet det en Landøe - men inden dets Grændseskiel, saa langt Eiendommens frie og gavmilde Haand har kunnet række, savner man intet af alt det nødvendige og forlystende, det mildeste Clima kunde udklække. Huset er udvortes uden Pomp, som en landlig Boelig bør være det, og indvortes et Mønster paa hvad Orden, Nethed og Smag ved Hielp af den rige Sparsomhed kan frembringe. Giennem Haven slynger sig i mangfoldige Bugter en en stille henrislende Bæk, i hvis speilklare Chrystal jeg saa ofte ved Lovises Side saae Himmelen hensmile min Kummer, og mellem Fuglenes Friehedssange i de omkrandsende Buske drømte mig i Numas hellige Lund lyttende til Ægerias Viisdom. Her vandrer man i kiølige Skygger af een Labyrint i en anden mellem en udsøgt Samling af Europas yndigste Væxter, alle fremelskede af Naturens og dens Betragters* beste Veninde - indtil man, uden at vide hvorledes, pludselig befinder sig i en Skov, hvis høit kneisende Bøge synes at slaae en Kreds for at udeholde Floras Fiender, Nordens og Østens Storme, fra dette eensomme Eden.

Hvilken Vellyst at tilbringe her - ikke sit Liv! Himlen frie mig fra saa overdaadigt et Ønske! - nei, men blot en Sommer i denne Helligdom. Hvilket Opholdsted, hvilken rørende, hvilken fortryllende Samling af Tilfredsstillelser! En simpel, men yderst beqvem Vaaning, hvor Orden, Nethed, Fred, Uskyldighed oplives, modnes og beskyttes i Viisdoms Hegn og Venskabs himmelske Soelskin! hvor man uden Pral, uden Pomp, uden Paastand, finder foreenet alt hvad der svarer til Menneskets ædleste Bestemmelse: Arbeide, Landlyst, Roe, Friehed - overalt Natur og Lyksalighed. Hvad fattes et saadant Sted, uden Beboere, som Christian og Lovise? Hvilket Nok, i dette Paradiis imellem dem at tilbringe *

68 nogle Maaneder! Og jeg har nydt denne Fryd - og bevarer stedse i dens Minde, een af Forsynets frugtbareste Velsignelser.

Maae alle jordiske Sorger, alle kiedende Daarligheder, alle Lidenskaber selv ikke tie i en saadan Himmel! Ogsaa taug de - og jeg var for første Gang, selv uden Sundhed, lykkelig.

Der vare Fremmede, da vi ankom. Da de vare borte, foretog vi tilbageblevne en Spadsering rundt om Tremsbüttel i den yndige Aftenstund. Med hvilken Følelse hilste jeg igien paa alle de kiere voxende, grønnende, blomstrende Gienstænde hvis friske Erindring blomstrede i mit Hierte!

Baggesen, sagde Lovise, De maa see mine tvende nye Klenodier. Hun førte mig ind i det Allerhelligste for den ærværdige Bonnets skiønne, overmaade lignende Buste. Hvad siger De om dette Landskab, sagde hun, i det hun giorde mig opmærksom paa Dørstykket - denne Broe - denne Søe - disse Bierge her? Jeg blev staaende, som fastnaglet. Det var en Udsigt over Thunersøen imellem Stokhorn og Beatenberg. En vellystfuld Ahnelse - en Henrykkelse, jeg ikke kunde giøre Rede for, bemægtigede sig min Phantasie. O! hvi kan jeg ikke reise til Genthod, for at høre Naturens Betragter - og til Thunersøen, for at see Naturen selv! Jeg phantaserte mig dybere og dybere ind i denne Drøm. Men uden Sundhed - uden Veiledning - uden Vexler? -

Jeg har her læst anden Gang Schillers Læredigt, Die Künstler, i Merkuren. Det er et yderst fortreffeligt Stykke. Det blev endnu om Aftenen sildig forelæst os alle af Greven, og jeg fandt det endnu fortreffeligere. Med hvilken voxende Herlighed stiger denne nye Sol paa Tydsklands glimrende Digter-Horizont! Fra Stykke til Stykke hidindtil har hvert Skridt været et Kiempeskridt! Hvad ville Schiller engang blive i sin Meredian! [...]

69

Hamburg

Jeg har vel aldrig seet Hierusalem; men - enten det nu kommer af de smagløse Huse, de trange Gader, den meget Smuds og de mange Jøder, som vrimle her, eller af hvilken anden Aarsag man vil, saa er det vist, at jeg ikke kan faae den Tanke af Hovedet, at Judas berømte Hovedstad meget maa have lignet denne Bye, paa Salomons Tempel nær - der allene rigtig nok (hvis man skal troe Historiens Sigende) har været mere værd end alle Hamburgs Bygninger tilsammentagne.

De Gothiske Spire, som næsten alle udmærke sig ved en overordentlig Skievhed og Brøstfældighed give den i nogen Frastand en Slags Anseelse - nærmere forvolder dens Strækning, og de mangfoldige Haver og Lyststeder, som omgive den - at man, ved første Gang at komme did, troer den prægtigere end Kiøbenhavn - men naar man kommer ind deri, er der aldeles ingen Sammenligning. Man ønsker sig ude igien deraf saa snart som mueligt.

Øiet og Øret leder forgieves her om behagelig Tilfredsstillelse - og Lugten forbander alle Øieblikke sin Fødselsdag. Ingensteds Spor af Symmetrie - ingen melodisk Lyd - overalt stinkende Canaler, stinkende Torve, og stinkende Israeliter. Smalle, smudsige Gader, utallige Peermadsensgange, lurvede Broer, uanseelige Huse, faldefærdige gothiske Kirker, og en uophørlig Række af Kramboder, der ved hvert andet Skridt vaagne det Spørgsmaal: Hvo kiøber, hvor alle sælge? og en betydelig Pøbelvrimmel - ere de Gienstænde, i hvis stride Strøm den nye ankomne Reisendes Opmærksomhed henskylles. Den Følelse, herved opvækkes hos een, der ingen anden Hovedstad kiender, end Kiøbenhavn, er meget ubehagelig. Hamburg har, som blot Stad, alle en stor Byes Modbydeligheder, ingen af dens sandselige Tillokkelser. Hos os hviler Fodgiængerens Øie, efter at have 70 giennemilet Smaagaderne, paa Christiansborgs store, symmetriske, skiønne Steenmasse - ved Enden af de fleste større aander han en qvægende Luft paa Støttepladserne - næsten i alle forstrøes hans sandselige Lidelse eller Kiede ved Synet af en smagfuld Bygning - her, især i Midten af Byen, er ingen Trøst; man er og bliver i Hierusalem.

Men man havde meget Uret, om man lod det staae ved dette løse Bekiendtskab med Hamburg. Man bør ikke bedømme en Mand efter hans blotte Udvortes - det samme gielder om en Stad. Den bitterste Skal giemmer ofte den sødeste Kierne. En Samling overalt af hundrede og ti tusinde Mennesker, sammenbundne til eet eeneste Statslegeme - fortiener nøiere Betragtning. Hvad der desuden selv ved første Øiekast indbyder dertil, er de overalt umiskiendelige Træk af politisk Tanke, og de ligesaa almindelige Yttringer af politisk Liv i dette æsthetisk-hæslige Ansigt.

De tvende characteristiske Hovedtræk, som først faldt mig i Øinene, og lidt efter lidt saaledes fængslede min Opmærksomhed, at jeg glemte alt hvad der i Førstningen saa meget havde stødt mig - var Vindskibelighed og Munterhed. De sloge mig maaskee saa meget mere, da de af alle borgerlige Phoenomener hos os ere de sieldneste. Det være som det vil - da jeg skriver for Danske, gielder det relative positivt - næsten overalt, hvor jeg henvendte mit Blik, fastholdtes det af en usædvanlig Flittighed - og hvor denne hvilede, af en usædvanlig Jovialitet. Man arbeidede eller giorde sig tilgode - rigtig nok, som det forekom mig, begge Deele uden denne finere Smag og Delicatesse, hvormed Gratierne tilrunde deres Dyrkeres Arbeider og krydre deres Nydelser; men - tænkte jeg - Athenens første Huusguder vare og uhøvlede Klodse, og dens første Forlystelser ogsaa Æde- og Drikke-Gilder. Hvor man aldrig falder paa at arbeide, vil man aldrig komme til at arbeide skiønt, og hvor man aldrig begynder at nyde Livets første, vil man altid nægtes dets sidste Nydelser. Bedre at arbeide og svire, naar alt kommer til alt, end at sove og bede.

Hamburg er i egentligste Forstand en blot Handelsstad, og bestaaer allene ved Handelen. Det er vanskeligt at bestemme, hvilken Green den skylder sin fornemste Næring - dens Vindskibelighed 71 omfatter alle. Beliggenheden er til denne Hensigt yderst fortreffelig. Elben, Alsteren og Billen, som deels omflyder, deels i mangfoldige Canaler giennemskiære den, drive dens Mølleværker, forskaffe den Vand, og lette dens Ind- og Udførsel. Dens Historie har megen Lighed med Lybecks, kun med den Forskiæl, at den har udholdt endnu flere Ulykker af Pest, Beleiringer, Oversvømmelser, Ildsvaader, indvortes og udvortes Uroligheder - og dog endnu mere er i Tiltagen end Aftagen. Ogsaa vil dens Velstand formodentlig endnu længe stige, da den drager al sin Vinding af fremmed Luxus. Dens Rigdom er, efter hvad jeg har hørt, temmelig fordeelt, en Følge af dens borgerlige Indretninger, Indbyggernes Speculations Aand og Lyst til overdaadig Adspredelse. For de fattige ere mangehaande deels forebyggende, deels lindrende Anstalter, som fortiene Opmærksomhed og Beundring. Hvad Pøbelen angaaer, da troer jeg at have bemærket nok til den almindelige Slutning, at den heller snyder end tigger. Hos os er dette virkelig omvendt. I øvrigt er Hamburg efter al Anseelse saa velhavende, som en Bye med 111000 Indvaanere kan være det.

At den bestaaer ved sin Handel er begribeligt; men hvorved denne Handel bestaaer - da saa mange andre til deres Tid ligesaa betydelige Handelsstæder ere gangne til Grunde - hvoraf det kommer, at Hamburg trods alle de mægtige Rivaler, der paa alle Sider omgive den, og sikkerligen bestræbe sig for at hindre dens Væxt, bestandig blomstrer og voxer, dette lader sig udentvivl hverken forklare af dens heldige Beliggenhed eller af dens Borgeres Snildhed og Vindskibelighed allene, hvis man ikke søger Ænigmets Opløsning i dens udentvivl ypperlige Constitution. Dens Indretning synes at være et Mønster for en lille Stat - og adskilligt deri kunde maaskee med meget Held efterlignes af en større. Den har paa den kloge Middelvei mellem Aristocratie og Democratie saa megen politisk Friehed, troer jeg, som en Stat indtil videre, - medens virkelig Oplysning og sand Moralitet endnu er saa langt under Meridianen - kan og bør have. Denne viise Constitution er dens Palladium; den og intet andet skylder den sit Liv og sin Sundhed.

Hamburg er ikke Musernes Tempel; den er deres Herberge, og Gratierne boe der ikke, de logere der. De ædlere Konster og 72 Videnskaber ville til evig Tid aldrig hiemme sig i en Stat, hvor alle, der ikke ere Kiøbmænd, ere - Kræmmere. Den vil kunne føde store Siele; men aldrig danne dem.

Imidlertid erstattes Tabet af denne naturlige Interesse ved den kunstige, og den samme Aand, som bortskrækker Musernes Dyrkere fra denne Bye, trækker dem paa en vis Maade tilbage. Handelen har i Henseende til Videnskaberne en vis Tyngdekraft, der ligesaa meget tiltrækker, som bortstøder. Hamburg er i Følge denne Bevægelses Lov bleven Mødeplads for Europas Lærde, og saa at sige Musernes almindelige Vertshuus. Fra denne Side betragtet er den maaskee den interessanteste Bye, næst Rom og Paris, i Europa.

Det hænder undertiden, at een og anden af Jordens egentlige Guder, der fremledte paa een eller anden Maade ved Mercurius tage ind i dette Herberge, leie sig Værelser der for bestandig. Iblandt disse straaler endnu med fordunklende Glands den evige Yngling Klopstock. Reimarus, Büsch, Ebeling i een, Schrøder og Madame Stark i en anden Constellation glimre noget høiere over Aftenhorizonten. Egentlig har jeg blandt disse og flere mærkværdige Personer, hvis Ophold saa meget forskiønner Hamburg, kun lært at kiende: Klopstock og Schrøder. Men hver af dem fortiente en Reise tvers over Jorden fra Syd - end sige fra Nordpolen.

Klopstock

"Homo est, nil humani a se alienum putat!"* Det er i een Linie det meest charakteristiske, jeg veed at sige om denne Germaniens Homer - det er Hovedtrækket i hans hele Væsen, den herskende Følelse, som igiennemstrømmer Hiertet ved hans Underholdning, og Resultatet hvormed Forstanden forlader hans personlige Omgang.

Saa kiendelig den øverste Himmel er i hans Digte, saa ganske fremlyser det beste af Jorden i hans Væsen. Klopstock lever, som *

73 Mand, aldeles paa Jorden - som Digter er han paa hin Side Uranus. Hans Siel er opstanden før hans Legeme døde. Det simpleste Menneske er den meest poetiske Sanger.

Heraf reiser sig den besynderlige Blanding af Majestæt og Barnagtighed - af Selsomhed og Sædvanlighed i hans Træk, Anstand og Gebærder, som giør det næsten umueligt, at afgiøre om der er meer naivt end høitideligt, meer barnligt end helteligt i hans Væsen. Han synes ikke mindre skikket til Anførselen af en Hoben Rollinger i Gimmerom paa en Juleaften, end til Rollen i Spidsen af Frankerigs Frieheds Helte. Hans Arbeide er disses, og hans Hvile hines.

Hans øvrige personlige Særkiender vil jeg ikke stykkeviis opregne og giennemgaae. Forfatteren af Commentaren over Klopstock har til aldeles Tilfredsstillelse betaget mig og enhver anden denne Umage. Jeg kan kun bekræfte hvad han allerede har sagt, og vover blot at tilføie dette. I et Selskab, hvor man sammenlignede adskillige mærkværdige Personer med Blomstre, fandt een af de vittigste Damer, jeg kiender, Overeenstemmelse imellem Forfatteren af Messiaden og en Reseda - jeg vilde efter tusinde valgte og forkastede Billeder paa hans Person tilsidst beholde dette. Som Duften af denne Blomst, saa reen, ætherisk, uskyldig, blid og stille høitidelig er Aanden i hans Sange, som dens Blust og Blade, saa simpelt, glimmerløst og beskedent er hans Udvortes. Det Hele er Apollonisk Majestæt indhyllet i barnlig Fortroelighed.

Med hvilken ungdommelig Interesse taler han om alt, hvorpaa man falder i Samtale med ham, fra de sammenkaldte Stænder i Frankrig til det skiønne Par Stigbøiler han har faaet for kort Tid siden! Hans Siel hæver sig med samme Fyrighed i hin Forestilling til Udsigt over Friehed paa Despotismens Ruiner, som hans Krop i disse paa Ryggen af det modige Dyr, hvorpaa han galopperer over Alsterens Sletter. Det sidste er ham Symbol paa det første - og saaledes er ham intet egentlig nedrigt eller foragteligt; da hans Aand i det allerubetydeligste Træsnit paa Jorden gienkiender Træk af Original-Maleriet i Himmelen. Det eeneste, hvorom han ikke synes gierne at tale, er Penge - i den Forstand, hvori de fleste med saa megen Interesse tale derom - det lader som om han enten aldrig ret havde seet sligt, eller, 74 som om der endnu manglede ham et Symbol i Aandernes Rige paa denne Jordmaterie.

Han har endnu trods sin høie Alder et temmelig skarpt Syn. I hans yngre Dage, sagde han mig, levede han næsten bestandig imellem Blinde. Han smilte, da jeg udlod mig med det Haab, at han dog selv endnu vilde miste sit Syn før han døde: "det er utilladeligt, sagde jeg, at giøre Undtagelse fra visse Regler - Klopstock bør engang være blind saa vel som Homer og Milton" - "Jeg kan trøste Dem med", tilhviskede han mig, "at jeg virkelig i de sidste Aar har fornummet en vis Aftagen, og ofte havt Møie med at skille en Krage fra en Skade i en vis Frastand."

Hans Øre er overmaade lyt, og opsnapper hver Stavelse man frembringer. Hans Tilhørere behøve og denne Egenskab, som han synes at forudsætte; thi hans Udtryk er overordentlig afvexlet og hans Tale løber ikke allene giennem alle Toner; men giennem alle indtil de svageste Lyd, saa at man i Begyndelsen troer ham tie, naar han endnu taler, og efter længere Omgang hører ham tale endnu naar han tier. Saaledes er og hans Deklamation. Men da hans høieste Forte ikke overstiger et andet Menneskes Piano, maa man have en usædvanlig fiin Øretromme for at mærke Slagene i hans Pianissimo. Jeg hørte ham engang forelæse een af sine Oder i et Selskab, hvor alle Tilstædeværende havde leiret sig i en Ellipse omkring ham. Jeg var lykkeligviis i Perihelio, og hørte paa denne Maade omtrent hver tredie Linie - men adskillige af dem i Aphelio forsikkrede mig, at de ikke havde hørt een eeneste. Det falder ham ikke ind at tvivle paa, man jo hører hvad han hører selv, og han frygter meer for at overdøve end for at undgaae Øret. Det er ham meer om Modulationens Rigtighed og Fiinhed at giøre, end om dens Styrke - og han vilde have Ret, hvis alle hørte Græsset groe med den Tydelighed, som han selv.

Han taler fornemmelig med Begeistring om store Anførere, Grækernes, Romernes og de gamle Nordiske Folkeslags Bedrifter, alle energiske især Republikanske Foretagender, og frem for alt, om Ypperligheden af det Sprog, som han i egentligste Forstand kan kalde sit. Om alt andet taler han med Vennens, eller Barnets, om dette med Faderens Deltagelse. For nærværende Tid er Revolutionen i Frankrig hans Siels anden Messiade. 75 Og har det første af disse Vehikler hævet hans Aand til Himlens, saa hæver dette nærværende den med ikke mindre gloende Forspand til Jordens Himmel, den ikke blot alle Muser og Engle, men alle Prosaister og Mennesker hellige Friehed. Neppe nævner man Gallien, før hans Ansigt ved den blotte Lyd forklares, som om det gienstraalte Friehedens Morgenrøde. Aviserne ere blevne ham interessantere end Thycydides, Plutark og Tacitus - hans Alder er bleven muntrere end hans Ungdom. - Den vaagnende Friehed har vakt ham til et nyt Liv - og friskere, end han i lang Tid har været, synes han, selv en dalende Stierne, at standse i sit Livs Aften, for heel at beskue Herligheden af denne Sæls Opgang.

Men aldrig bliver Klopstock varmere i Samtale, aldrig spille hans Øine mere levende, aldrig afvexle hans Miner og Gebærder med større Betydenhed, end naar den Persons Interesse, han taler med, er paa Bane. Klager man sig af en Hendelse midt i den interessanteste Samtale - lader man et Ord falde om mindste Lidelse eller Uleilighed, strax er hans hele Opmærksomhed henvendt derpaa; han giver Raad, han foreslaaer Midler, han deeltager - og alt dette med en saa ubeskrivelig Omhyggelighed og Inderlighed, som om det var ham det allervigtigste; og det er ham virkelig det allervigtigste i det Øieblik. Aldrig har jeg hørt ham fremkomme ved saadan Leilighed med et almindeligt Trøstsprog - med et "det gaaer nok over igien!" eller "ja! hvad skal man giøre?" Han er ganske i den Lidendes Forfatning, den være saa ubetydelig for Resten, som den vil - og denne Deeltagelse er ikke søgt, ikke fremkunstlet eller tilvant Høflighed, men Natur - hvorfor han og, trods det ophøiede og ligesom bydende der fremstraaler i hans Væsen, indskyder mere Tillid og Fortrolighed end noget andet Menneske.

Klopstocks egentlige Udvortes er simpelt og i fuldkommen Hvile næsten almindeligt. I hans Øie straaler meer Uskyldighed og himmelsk Fromhed, end Digterkraft og hvad man egentlig kalder Genie. Desto meer overordentligt er der i hans Gebærder - og hans Gang især er i høieste Grad original charakteristisk. Hans Miner forraade kiendeligen Gratiernes hemmelige Dannelse. Men alt dette tilhobe er imidlertid saa fiint, saa let henaandet over hans Væsen, at der behøves meer end almindelige 76 Blik for strax at opdage det i en simpel lidt gammeldags Dragt og under en almindelig Pidskeparyk. Den stærke Brug af Røg- og Snuustobak giver hans blot physiske Tilværelse mere Lighed med en fortørret end med en frisk Reseda. Hans Smil er ubeskrivelig behageligt; men uagtet deri blander sig en ikke ubetydelig Deel ironisk Skielmerie, er det dog mere Jomfruens end Mandens. Hans Latter er den sidstes Smiil.

Han lever - til Ære for vor Danske Regiering og Markgreven af Baaden, uden Næringssorg, i tarvelig Beqvemmelighed - har en artig lille Have tæt uden for Byen, holder en Ridehest, og kan imellemstunder uden at lide derunder deele sit Brød og sin Viin med et Par gode Venner. Det er et besynderligt Indfald af Skiebnen - en Undtagelse, som har faae Mager - og jeg begriber endnu ikke hvorledes det gaaer til, at dette virkelig forholder sig saa. En Digter - og upaatvivlelig sin Tidsalders største Digter - en Digter af uberegnelige Fortienester, en Digter, som har ofret Religion, Friehed, Kierlighed og Uskyld sine Sange, som ved at danne sit Sprog, og i dets yndigere Former sine Læseres Hoveder og Hierter, saa virksom har biedraget til Menneskehedens Forædling - en Mand, kort, som har nyttet og glædet saa mange Tusinde, nytter og glæder tusinde, og som længe vil vedblive at nytte og glæde titusinde Gange tusinde, uden nogensinde at have skadet een eeneste - har sit Udkomme, lever uden Gield, uden Frygt for at døe Digterdøden! Det er ubegribeligt! Skulde den Tid virkelig nærme sig, da en saadan Mand i deres Øine, paa hvis Naade alle Adel - og Guld-arveløses physiske Liv beroe, vinder Kokkens og Kammertienerens Værd? Skulde en Digter i vort philosophiske Aarhundrede virkelig kunne opsvinge sig til disses Rang og Agtelse i Staten? Skulde hans Liv være bleven Politiken ligesaa vigtigt, som den krybende Skurks... Sandelig! vort Aarhundrede fortiener da virkelig Navn af - det poetiske. Homer, Cervantes, Milton, og et halvhundrede andre deslige arme Stympere, vilde, om de kunde slaae Øinene op af Graven, græde af Glæde over at see det!

I Selskab med den ældre Doctor Mumsen kom Cramer og jeg fra Poppenbüttel til Hamburg, hvor vi toge ind i Stadt Coppenhagen - et Vertshuus, som jeg og forrige Gang valgte af lutter 77 Patriotismus, blot for Navnets Skyld. Cramer gik ud om Formiddagen derpaa, og jeg satte mig til at skrive. Jeg sad fordybet i en nye Afhandling pro loco, med Næsen nedbøiet mod de Blæktanker herover, der efterhaanden flød af Pennen paa Papiret, som for at lugte om der virkelig var noget i dem - da en Lyd, som Lyden af en Seraphs sammenslagne Vinger vakte min Siel af sin Drøm paa Stolen. Jeg dreiede Hovedet pludselig om paa Skuldrene - og see! Klopstock stod bag mig, smilende som en tredsindstyveaarig Cherub, for ikke at bruge Seraph nok engang. Han saae endnu friskere og muntrere ud, end da jeg saae ham forrige Gang for to Aar siden. Han indbød mig til en Spadseregang med sig i Haven - og vi gik ned. Det varede ikke længe før Cramer kom til [...]

Vi fornøiede os over Klopstocks raske Befindende. Med en slags Triumf fortalte han os, at han især i dette sidste Aar havde lidt af Gigt; men (lagde han til med mageløs Høihed) aldrig har den endnu aftvunget mig et Skrig eller blot et Suk - kun, naar den slog op i Maven, nødte den mig, at bide Tænderne sammen. Samtalen snoede sig hen til den politiske Forkiølelses Gigt, Danmark synes at have paadraget sig i Polskdandsen med Sverrig og Rusland. Den falske Don Quixotte, sagde han, gad han for længe siden ikke mere tænkt paa, end sige tale om - og Herskerinden... men - Frankerig! "Veed De, at jeg har giort to nye Oder i denne Anledning: Ludvig der Grøssere og Les Etats généraux?" "Vi vare begierlige efter at see dem. I Lysthuset foresagde han os den sidste, som jeg lod mig forlyde med, jeg havde Lyst til at oversætte, udenad." [...]

Han fortalte os, at Rochefoucauld havde givet sig megen Umage for at oversætte den paa Fransk; men det havde ikke ret villet lykkes ham; og sandelig! Herr Rochefoucauld er at undskylde. Klopstocks Oder lader sig ikke opløse i Talemaader. Det franske Sprog er af alle det fattigste paa poetiske Udtryk - af alle det rigeste paa rhetoriske Vendinger. Med det Tydske gielder dette omvendt. Frankrig har Taler og ingen Digte.* Tydskland *

78 har Digte og - i det mindste hidindtil - ingen Taler. Forgieves forsøger den germaniske Muse, at nedlade sig til den simple Lethed i hins fortreffelige Memoires, og omsonst bestræber den galliske sig for at naae den høie Flugt i dennes lyriske Sange. Der findes neppe i Musernes hele Kunstkabinet to hinanden saa aldeles modsadte Arbeider, som Klopstocks Messias og Voltaires Henriade. Aanden i hin er en himmelfarende Ørn, som taber sig af Syne i Soelstraalerne over Skyerne; Aanden i denne en And, som pladsker i Gadekiæret. Den første toner som en Nattergal, den anden snakker som en Skade. Det er ikke blot den særegne Forskiællighed af deres Forfatteres Genier, men Contrasten af deres Sprogs hinanden aldeles modsatte Naturer, som volder, at man læser det eene med Moerskab, og synger det andet i Henrykkelse.

Mit Modersmaals Genius har saa meget af det Franske Sprogs flydende Lethed og af det Tydskes vældige Kraft, at man skulde troe samme et Foster af begges Forening. Dette høistlykkelige Sprogs egentlige Natur-Sphære er i et omvendt Forhold til Kredsens Omfang, det tales i. Det danske Sprog i Danmark er, fra denne Synspunkt betragtet, en Meridian inden for en Polarkreds, en større Cirkel i en mindre. Uden at have al det Franskes Lethed og al det Tydskes Kraft, besidder det nok af begge for i Oversættelser, eller Efterligninger, at berige sit Folk med begges Velsignelser.

Klopstock har lært saa meget Dansk, at han til Nød kan forstaae det lidet, han læser i dette Sprog; men da han sielden har denne Øvelse, og siden Ewalds Tid intet dansk Digt er kommet ham for Øie eller Øre, kiender han i Grunden overmaade lidet til vor Litteratur. Jeg fortsatte, hvad Professor Cramer havde begyndt, at give ham et almindeligt Begreb om dens nærværende blomstrende Parnas. Han talte med Beundring og Varme om Ewald, som han i egentligste Forstand aflokkede den fortreffelige Rolf Krage; men vor Prams, vor Rahbeks og vor Todes Fortienester vare ham fast aldeles ubekiendte. Jeg nægter ikke at denne Omstændighed jo vakte adskillige Betragtninger i mit Baghoved, som havde kunnet stemt mig i ærgerligt Lune mod enhver anden end mod den yderst elskværdige Klopstock. Saaledes forekommer det mig, for Exempel, underligt, for ikke at sige 79 ubilligt, at Klopstock, der fornemmelig lever af Danmark, ikke paa mindste Maade lever enten i eller for dette Land. Han lever ikke i Danmark; thi intet Sted paa Jorden, trods al udvortes Anseelse, ligger mindre i dette Land end netop Hamburg - hvorfor jeg ogsaa bestandig kalder denne Hamstad Burg, og ikke Borg. Af alle Betingelser ved Pensioner til Fremmede forekommer mig ingen naturligere end den, at de (hvis visse Tilfælde ikke giøre det enten umueligt, eller unyttigt) forbindes til at opholde dem der, hvor deres Brød voxer. Cosmopolitismus er en skiøn Sag; men den har sine Grændser; den bør endnu hverken være almindelig eller uindskrænket; mindst ere Regieringer forbundne til dens Overdrivelse. Nu er det vist, at Klopstock i Kiøbenhavn ikke kunde leve med det Udkomme, som er tilstrækkeligt i Hamburg, og for saa vidt er intet billigere end hin Tilladelse; men endnu politiskere, endnu regieringsværdigere, og endnu billigere havde det maaskee været, at forstørre Pensionen, og derved tilfredsstille alle Fordringer.

At leve i et Land, som fortærende Medlem, er nu rigtig nok ikke nær saa magtpaaliggende, som at leve for det hvor det ogsaa er, som virkende Person. Arbeidede kun flere for Danmark, vilde man let trøste sig over, at ikke flere spise deri - og een Æder meer eller mindre er i Grunden ikke værd at tale om. Men Klopstock arbeider ikke heller for os, undtagen for saa vidt han arbeider eller har arbeidet for hele Verden - en Fortieneste, som Gud veed hvor mange Digtere dele med ham, der dog ingen Pension have af de saa kaldte Tvillingrigers Krone. Der er Homer og Virgil, for Exempel, i den gamle - Cervantes, Shakespear, Milton og Wieland i den nyere Historie, der uagtet de have havt vel saa megen verdsens Indflydelse paa den Danske Litteratur, dog, saa vidt jeg veed, ikke have havt eller have een eeneste Skilling af Nationen*. Havde Klopstock udarbeidet eet eeneste Æmne af den Danske Historie, havde han foreviget hin eller denne Tildragelse deraf blot i en Ode - vilde man intet savne i denne Henseende; men omsonst leder man i alle hans udødelige Værker om Spor af egentlig Dansk Begeistring; thi *

80 hvad Elegien Rotschilds Gräber angaaer, da røber Titelen noksom dens hele Udenlandskhed.

Med alt det er og bliver det en Sag, som giør mit Fødeland og dets Regiering Ære, at Tydsklands Homer skylder det sit Udkomme. Ogsaa føler den i alle Henseender værdige Mand dette med inderlig og varm Taknemmelighed. Enhver Dansk maa læse denne Følelse i den forekommende faderlige eller broderlige Venlighed, hvormed han modtages i hans Huus, som eet af de der kiæreste Phoenomener. "Hvi har De ladet Dem melde," spurgde han mig, da jeg første Gang besøgte ham, "som om jeg var fremmed? Man behøver blot at være Dansk, for uanmeldet til alle Tider at være mig usigelig velkommen. Veed De ikke at jeg har hiemme i Danmark?" - Vee det virkelig udanske Hierte, som kiender Klopstock uden at fryde sig over Maaden, han har sit Udkomme paa, og vee den virkelig udanske Skribent som ikke takker Regieringen derfor, som om den var skiænket ham selv dobbelt! [...]

Mange behagelige Timer har jeg tilbragt i denne store Digters og eiegode Mands moersomme Selskab; men ingen behageligere end de til Hest, naar han paa Ryggen af sin Harald Haarfager overlod sig til sin hele ungdommelige Munterhed. Ofte blev imidlertid min Fornøielse afbrudt af Angst, da han rider med en mageløs Forvovenhed, og hans Hest gemeenlig er saa vælig, at den hvert Øieblik truer at afkaste sin poetiske Rytter. Paa sit Studerekammer, hvor han tilbringer hele Formiddagen, er han bestandig indhyllet i Støv af Snuus- og Skyer af Røgtobak. Det er uvist, hvori han meest excellerer, i Heltedigten, Riden, Skøiteløben, eller Tobaksbrugen.

Theatret i Hamburg

Kort før Klopstock kom, havde man bragt mig Skuespil-Plakaten. Hvad lignede min Glæde, da jeg derpaa saae - Kong Lear! Jeg sprang op i Henrykkelse, som jeg sad paa Stolen, og væltede det før omtalte Tankehorn. Kong Lear! Melpomenes, Shakespear's, Schrøders Mesterstykke! Kong Lear! Polarstiernen, Enden og Yderligheden for alle mine theatralske Forestillings-Ønsker! 81 Jeg havde paa Veien hertil aftalt med Cramer, at bønfalde Schrøder om at opføre dette Stykke engang imedens vi vare her - og nu - strax paa den første Dag - tilbød den venlige Skiebne os det af sig selv. Sandelig! det var meer end man kunde forlange.

Klopstock tog Afskeed, og vi dandsede meer end gik ned igiennem den korte, mørke Peermadsensgang som fører til Skuespilhuset. Vi toge ved Indgangen Billetter af en Kone, som vi ombyttede hos en Mand, og afgave til en Dreng - en saare omhyggelig Controll, som syntes at bestyrke min Mening om Forskiællen paa den hamborgske og den Kiøbenhavnske Pøbelcharakter.

Man spilte Symphonier af Stegmann; men vante til det Kiøbenhavnske Orchester, kunde vi neppe udholde at høre Musiken. Vi anstilte i dets Sted Betragtninger over det Smule Publicum, for hvis Domstoel Tragediens Muse nu skulde fremtræde i sin hele Pomp. I Hamburg sidde Cavallerer og Damer iblandt hinanden paa Parterret, de første med Hattene bestandig paa, de sidste med Vifterne i bestandig Bevægelse Det nærværende Parterre-Publikum bestod efter Ewalds Udtryk

"af Os"
"og af - Couleur de Louer"

hvori der blandte sig et Par Officerer, som havde al Anseelse af brutale Klappere - og endeel Fruentimmere, hvoraf nogle havde saa megen Lighed i Anstand, Fagter og Lader med Lisetter, som den brutalste Klapper kunde forlange. Forhænget gik op. De første Scener skruede blot Længselen efter at see Hovedpersonen. Endelig kom han frem -

Kong Lear

Maaden, han kom ind paa, hans blotte Gestalt, hans Ansigt, hans Gang opvakte allerede den kildrende Gysen hos mig, som Naturen i Konstens Arme aldrig mangler at fremtrylle. Og nu hans Tone, hans Foredrag, hans Hoved- og Armbevægelser, hans Minespil - den Sandhed, hvormed hans Stemme, Øine, Hænder og Fødder sagde hver Replik! Mage til dette har jeg aldrig seet, og 82 faaer jeg aldrig mere at see, før jeg engang igien seer - Schrøder, som Kong Lear.

Jeg har læst og atter læst, giennemfølt og giennemtænkt, skattet, beundret og tilbedet den guddommelige Shakespear; jeg har erkiendt i hans majestætiske Genius Digternes Konge, Phantasiens Fyrste; men aldrig har jeg kiendt hans hele Værd, før ved denne Leilighed.

Det var Skuespilkunstens Mesterstykke fremført i Skuespillerkunstens Triumph! Den menneskelige Natur i dens Allerinderste hengiven til Nydelse for Fornuften og Følelsen i Smagens Ideal; en menneskelig Handling, med Aarsag og Virkning, stod der saa at sige levende for Tilskuernes Øine, og hans tryllede Hierte beundrede det synlige Forsyn, i hver dens mindste Bevægelse. [...]

Neppe kan der gives nogen høiere Grad af Forstandens og Følelsens harmoniske Tilfredsstillelse, af egentlig menneskelig Forlystelse, end den jeg nød under den mageløse Opførelse af dette yderst fortreffelige Sørgespil. Min Henrykkelse var saa stor, at jeg er tilbøielig til at troe, den hverken kunde have steget høiere, eller varet længere, uden at tabe.

Men hvad var det da egentlig, som frembragte denne overvættes Virkning paa mit Hoved og Hierte? Hvad var det især, som hævede min Nydelse af denne Forestilling saa uendelig over alt lignende, hvad jeg nogensinde har nydt ved Musernes Høitidstaffel?

Tre særskildte Hovedkilder samlede sig til denne mægtige Vellyststrøm: Stykkets eget fortrinlige Værd for alle de Skuespils jeg har seet, og næsten for alle dem, jeg kiender - Hoved-Rollens mageløse ypperlige Udførelse, eller Schrøders uforlignelige Mesterspil - og Harmonien i det Hele, den vor Skueplads endnu aldeles feilende Forbindelse af dramatiske Dele til et Dramatiskt Ganske.

Kong Lear er, i mine Tanker, Shakespears, altsaa Jordens mesterligste Tragedie. Digteren synes i dette mønsterskiønne Stykke at have udtømt hele Melpomenes hiertegribende, truende, skrækkende, rørende Trolddom. I intet mig bekiendt Skuespil findes saa aldeles alt samlet, hvad der opvækker Nysgierrigheden, anspænder Forventningen, vedligeholder Opmærksomheden, og i stedse tiltagende Interesse hvirvler Gemyttet af een Lidenskab 83 i en anden. Hovedpersonen er maaskee den uden Undtagelse hidtil interessanteste, man kan tænke sig som Middelpunkt hvorom alt dreier sig, hvortil alt, indtil de yderste Biting, samler sig i et heroisk-tragisk Drama: en ulykkelig med sin egen svage, med sin Families utaknemmelige og med Elementernes oprørte Natur kiempende Konge. Hans tragiske Character er i næsten alle muelige tragiske Situationer omringet af lutter tragiske Tilfælde. I hans eene Tilstand skildres alle Fyrstens, Faderens, Menneskets ynkværdigste Lidelser. En anden Laocoon indvikles han ved hver Bevægelse meer og meer i sine Qvalers Slangeknuder; og ak! det er ikke hans Børn, som deele blot, men, som volde hans Smerte. Alle de andre Characterer og Forfatninger i Dramet, indtil de meest episodiske, saa mangfoldige og stærke deres giensidige Contraster ere, tiene blot til at sætte hans i et stærkere Lys. - De ere alle saa nødvendige, som Børnene i hin beundringsværdige Gruppe. Til Udvikling af de mangfoldige enkelte Skiønheder, de nye og stærke Tanker, de end nyere og stærkere Udtryk, de livagtige Malerier, levende Vittigheder og skarpsindige Bemærkninger, der ligesom giennemlyne Stykkets høitidelige Nat, fordredes et eget Værk af tredobbelt Størrelse. Det hele er fra Begyndelsen til Enden Naturen i Oprør. Gemyttet seer det ikke, hører det ikke; men er midt deri, en Bold for Angest, Uvillie, Medynk, Raserie, Haab og Fortvivlelse.

I faae Stykker er Hoved-Rollen saa aldeles den vigtigste, som i Kong Lear: med dens Udførelse maa det staae eller falde. Spiltes alle de øvrige til yderste Fuldkommenhed, og denne blot maadelig, vilde man neppe udholde at see det til Enden* derimod troer jeg, at den allene spilt, som Tydsklands Garrick spiller den, vilde, hvis endog de andre bleve givne af blotte Statister, fængsle Tilskueren. Den er Maanen paa Forestillingens Nat-Himmel; i dens fulde Glands er Stiernernes Lys fast overflødigt, uden den, unyttigt.

Jeg tvivler paa, at Skuespillerkunsten har nogensinde havt, har, eller kan have noget fuldkomnere at opvise end Schrøders Udførelse af denne Rolle. Gestalt, Aasyn og Stemme har Naturen *

84 allerede skiænket ham til den i saa høi Grad, at man i Idealet Lear umuelig kan indbilde sig samme anderledes - og den Anvendelse, hans Konstflid fra Begyndelsen til Enden giør af denne heldige Figur, dette heldige Ansigt og dette lykkelige Organ, er Critikens, Theoriens og Øvelsens Triumph. Det er mig umueligt at anføre Exempler herpaa, og antegne de Steder, hvori det rigtigste Foredrag, den naturligste Bevægelse, og de meest overbevisende Gebærder foreente sig i den smagfuldeste Samklang, for ikke blot at udtrykke, men forskiønne Rollen - jeg maatte anføre den heel, og udskrive alle Replikerne. [...]

Mine Taarer strømmede uophørlig i fuldeste Beundring. Og dog troede jeg intet Øieblik at see Schrøder, saa aldeles leed jeg med Lear! Forunderlige tredoppelte Gemytsforfatning - Smerte, Fryd og Beundring! Hvor usigelig ophøies vort Væsen i denne Nydelse! Mennesket er maaskee aldrig mere Menneske, end medens denne Tilstand varer.

I denne Ruus gik jeg, da Forhænget var nedfaldet, med Cramer op paa Theatret ind i Schrøders Pudsværelse, hvor vi fandt Kongen og Prindsessen i Begreb med at nedlægge deres Værdigheder. Men den første beholdt endnu i mit fortryllede Øie saa aldeles sin, trods den blotte Mansketskiorte og Velkomst-Complimenterne, at jeg intet Øieblik tvivlede paa, jeg jo stod for Kong Lear i Engelland - af hvilken Aarsag jeg bukkede mig urimelig dybt til Jorden for ham, og gik efter tre Minuters Forløb, i hvilke han indbød os til at spise hos sig, baglends bort igien, uden at have været i Stand til at fremføre eet Ord.

[...] Havde jeg endog ikke seet meer end denne eene Forestilling af Kong Lear, nødtes jeg til at bekiende, at alt hvad jeg af dramatisk Kunst hidindtil havde seet, var i Sammenligning dermed - hvad Voltaire er imod Shakespear.

Hamburg

Den 11. Junii.

Vi spiste i Gaar til Middag hos Schrøder. Han boer overmaade smukt, i eet af de skiønneste, og smagfuldest indrettede Huse i Hamburg paa Bredden af Alsterbækkenet, hvor han fra sine Værelser og sin lille nydelige Have har en glimrende Udsigt over 85 den skiønneste Deel af Byen. Græsk Eleganz udmærkede Husets udvortes og indvortes Beskaffenhed, og Romersk Urbanitet Huusherrens Levemaade. Hans Kone, der som Cordelia intet Indtryk havde giort paa min Phantasie - thi hele Virkningen af denne Rolle tilhørte aldeles Shakespear - indtog ganske mit Hierte, som Madame Schrøder. Hendes egentlige, og maaskee eeneste Rolle er Konens, Huusmoderens, og Vertindens - uden for Skuepladsen. Hun vandt meer end hun tabte ved denne Bemærkning i min Agtelse. En god Huusmoders Rang er uendelig ophøiet over en ypperlig Skuespillerindes; thi det er dog upaatvivlelig mere magtpaaliggende at opfylde de fuldkomne Pligter for Alvor, end at opfylde de ufuldkomne for Spøg. Men hvi spiller hun da? For hendes Mands Skyld! Men hvi lader han hende spille? Fordi hans Kierlighed udentvivl giør ham blind for hendes Naturmangler. Paa denne Maade kan jeg allene opløse det Problem, hvi den smagfulde kunstforstandige Schrøder ofte giver sin Kone hendes Evne langt overstigende Roller.

Om Eftermiddagen fulgtes vi ad til Comedien og saae Beau-marchais Eugenie. Men naar man har seet Frue Baronesse Krudener spille denne Rolle, erindrer man intet andet. Jeg kan ikke tænke mig Eugenie under nogen anden Gestalt - jeg drømte mig tilbage i Kiøbenhavn under Opførelsen - og saae bestandig Eugenie uden at see paa Stykket.

Aftenen tilbragte vi meget behageligen atter hos Hamburgs Garrick. Han udlod sig med sin Misfornøielse, der ofte gaaer til Græmmelse, over hans møisomme, kiedefulde, utaknemmelige Post, en Omstændighed, der ikke lidet forundrede mig. Af alle tænkelige Bestillinger sagde han, er kun een ubehageligere end den, at være Skuespiller - den nemlig, at være Skuespil-Director; at være begge Dele i een Person overgaaer næsten al menneskelig Taalmodighed - hvis Byrden ikke lettes ved rigeligt Udkomme og opmuntrende Hæder. Men, sagde jeg, den kildrende Følelse af sit Kunstnerværd, den Tilfredshed, som altid er forbunden med overvundne Vanskeligheder, med lykket og til Mesterværk fuldendt Arbeid, og endelig Arbeidet selv, ipse voluptas * , skulde alt dette ikke i det mindste opveie de dermed *

86 forbundne Ubehageligheder? og gives der vel nogen Kunstflid i Verden, som mere umiddelbar lønner sig selv, end Skuespillerens? Min Forundring blev Studsen, da han forsikkrede mig, at hans Spil var saa langt fra at være forbunden med Lyst, at han tvertimod, hvad den Følelse, som ledsagede det, angik, ligesaa gierne vilde høvle, smede, eller lære Børn ABC, som forestille Kong Lear, eller spille nogen anden af de ham kiæreste Roller. De er altsaa, igientog jeg, ikke Kong Lear selv imedens De er paa Skuepladsen, ikke selv skuffet i det De skuffer alle andre? - Troer De, svarte han, at det vilde lykkes mig, at faae Tilskueren til at glemme Schrøder hvis jeg et Øieblik selv var Lear - eller indbilde dem, at de see Kong Lear, hvis jeg noget Øieblik glemte Schrøder? - De er altsaa under Spillet bestandig kold? - Saa kold, at jeg imellem Scenerne og Acterne spiller Directeurens Rolle, som om jeg bestandig havde staaet i Coulisserne. Min Varme er physisk og ikke aandelig, det er Anstrængelsens og ikke Begeistringens. - Sandelig! sagde jeg, jeg havde ikke troet, at der var en saadan Lighed imellem at giøre Vers og skuespille. Rigtig nok kiender jeg intet koldere, tørrere Slidarbeide end det første; men deels havde jeg troet, at det sidste, formedelst den dermed forbundne sandselige Bevægelse, maatte være af en anden Beskaffenhed, deels, at der manglede mig til hin Arbeidet ledsagende Lyst kun Evnen til at arbeide mesterlig. Versemageren træller, kun Digteren leger, tænkte jeg. Min eeneste Trøst, naar jeg hørte tale om den Henrykkelse, hvormed den ægte Begeistring henhvirvler Poeten midt under sit Arbeide ved Praasen under Lofttaget mellem Muser og Gratier paa elysiske Enge, i Paphiske Lunde, ja selv Gud veed hvormange Siriusmile hen iblandt Himlens yderste Stierner; og jeg i slige Omstændigheder fornam saa lidet af alt dette, at Musene tvertimod ofte foruroligede mig med deres Kraslen og Piben, medens Fødderne frøs paa det kolde Gulv, og alle de Stierner jeg opdagede, vare de, jeg af og til selv tegnede paa Papiret over hver nye Strophe; min eeneste Trøst i denne ydmygende Sammenligning var en Anecdote, man fortalte mig om Lessing, der engang skal have sagt, at hans varmeste Scene har kostet ham den største Kulde. - Hvad Skuespillen angaaer, sagde Schrøder, da troer jeg virkelig egen Kulde i høieste Grad nødvendig for at 87 vedligeholde andres Varme. Skuespilleren maae, for altid at glemmes, aldrig glemme sig, og denne kolde, strænge, critiske Opmærksomhed er Labor; men sandelig intet mindre end Voluptas.

Samtalen blev meer og meer underholdende. Schrøder taler med megen Bestemthed og Fynd, hans Kone med megen Finhed og Lethed. Vi bleve eenige om, at Sententsen: Labor ipse Voluptas i den Forstand, hvori den almindelig tages, kan anvendes paa ethvert Arbeide, kun ikke paa Kunstnerens.

Schrøder er altsaa ikke Skuespiller af Tilbøielighed, og spiller ikke con amore. Det er imidlertid den ypperste Skuespiller i Europa - hvorledes hænger dette sammen med hint almindelige Mundheld: Det er Lysten, som driver Værket?

For at forklare dette, maa man see lidt dybere i dette Ordsprogs Mening, end vel almindelig sees. Uagtet Schrøder spiller med Ulyst, vil man dog komme efter, naar man har fundet Ordsprogets rette Forstand, at det kan forklares om ham. Lysten driver Værket, hedder det. Rigtig! Men hvad om det var Lysten til Frugten af Arbeidet, og ikke til Arbeidet selv, som driver? Sulte og tørste, slaae og lade sig slaae ihiel, pidske og skamskiænde sig, er upaatvivlelig i sig selv ingen Fornøielse. Imidlertid seer man adskillige Personer, uden at være tvungne dertil, give sig af med deslige Forretninger - og det er her meer end i noget andet Tilfælde Lysten, som driver Værket. Men hvilken Lyst? Hos den første Lysten til Guld, hos den anden Lysten til Ære, hos den tredie Lysten til Himmeriges Rige. Lysten driver Værket hos Kunstneren; men hvad egentlig Fornøielse er der i at staae Dag ud og Dag ind, og stryge Farver an og slette dem ud igien paa en Voxdug? Hvad Fornøielse er der i at hugge med en Meisel i en Træe- eller Steenblok? og hvori bestaaer den Fryd, i giennemvaagede Nætter at skrive lange og korte Linier paa et Stykke Papir, som naar efter hundrede Udstrøgninger og Forandringer, de lange ere blevne korte, og de korte lange nok, see ud som en Stiil i Tredielectie? Og naar nu Kunstneren, som almindeligst, er fattig, og (hvad man her i vort kolde Norden i det mindste om Vintren sikkert kan giøre Regning paa) med forfrosne Fingre maa stryge og hugge og smøre - sandeligl lad endog Kunstbegeistringen være nok saa varm, der hører dog virkelig næsten 88 lige saa meget til, zittrende af Kuld at kaste sig deri, som til med koldt Blod at springe ned i Ætnas brændende Hule! Horaz forklarer os imidlertid det sidste Særsyn:

- Deus immortalis haberi
Dum cupit Empedocles ardentem frigidus Ætnam
Injiluit. -

Lysten til at leve er den almindelige Strøm, som driver alle menneskelige Mølleværker, fra det ypperste til det ringeste. Den deler sig i tre Hovedfloder: Lyst til Ophold, Lyst til Opsigt, og Lyst til Udødelighed - disse dele sig igien i mangfoldige andre smaae Afledninger, hvorved de mindste Hiul, der ikke behøve saa megen Kraft, for at holdes i Gang, omdreies. De største Menneskehedens Hoved-Møller, Philosophernes og Konstnernes, ligge oppe i Strømmen, og somme saa nær ved dens klare men vældige Udspring, at man skulde troe det var Lyst til Sandhed og Fuldkommenhed selv, den ædelste af alle Lyster, som drev dem. For dem er Lysten til at leve det samme som Lysten til at virke. Men alle, troer jeg, have de det tilfælles, at den egentlige Kraft, som driver, ikke er Kierlighed til Midlerne; men Kierlighed til Maalet.

* 89

Altona

Gerstenberg

Den følgende Morgen besøgte vi Livmedicus Hensier, og gik derfra til Gerstenberg, som havde indbudt os til Middag paa eet af Lyststederne udenfor Altona ved Elben. Det var det skiønneste Veir, vor Spadseregang var yderst behagelig. Vi fandt et veldækket Bord, med Udsigt over den neden under glimrende Flod, som vrimlede af Smaaskibe. Eene tre, os selv nok, paa det yndigste Sted af Verden henflød Dagen i Samtaler om Kunsten og Nydelse af Naturen. Gerstenberg, som i de sidste Aaringer næsten aldeles har været tabt for det menneskelige Selskab, som Græmmelse over Tydsklands Ligegyldighed mod hans Arbeider, Huusbekymringer, Gieldqval, og andre Ubehageligheder syntes at have styrtet i Fortvivlelsens Far niente - den tungsindige, besynderlige, fra mange Sider høist interessante Gerstenberg, var usædvanlig oprømt. Vi talte fornemmelig om den danske Litteratur, som han er meget bevandret i. Han ikke allene læser, men taler endogsaa Dansk til temmelig Fuldkommenhed.

Gerstenberg er en høi, velskabt, udvortes meget behagelig Mand, af hvis Ansigt en sielden Genius umiskiendelig fremlyser. De Træk af Melankolie hans nærværende Munterhed ikke ganske kunde udslette, gav hans Væsen noget saa rørende, at jeg i kort Tid aldeles var indtaget af hans Person. De Timer jeg tilbragte i hans Selskab vare nogle af de rigeste, jeg har nydt. Med alt det forekom han mig, at have noget saa udvortes sødt og inderligt bittert, noget saa dybt sandseligt og høit fornuftigt, noget saa klart og saa utydeligt, noget saa aabenhiertet og saa tilbageholdende - at jeg ved hans personlige Omgang omtrent befandt mig i samme Tilstand, som den jeg befinder mig i ved Læsningen af hans Minona, et Stykke hvori efter mine Tanker den laveste Nonsens er parret med den høieste Phantasies meest fortryllende Ynde. Ikke som om han sagde noget uforstaaeligt 90 eller trivialt; tvertimod i alt hvad der flød fra hans Læber var Fornuft, Skarpsindighed, og Dømmekraft; men et vist ubeskriveligt jeg veed ei hvad giennemaandede det hele - en vis varm Kulde, eller kold Varme, som giorde mig det umueligt, at vove endog det mindste Forsøg til hans Individualitets Bedømmelse.

Men jeg føler det; i det jeg taler om Gerstenbergs Uforstaaelighed bliver jeg selv utydelig. Ligemeget! Læseren vil paa denne Maade sandseligst indsættes i min Forfatning.

Hans Ugolino, hans critiske Breve, og fornemmelig hans Tändeleyen, en Urtekost, hvori de fleste Blomster synes plukte paa Attisk Grund, at dufte Grækenlands yndigste Friskhed, have givet ham en udmærket Plads paa Tydsklands Parnas, hvor det imidlertid lader, som om ingen bemærkede ham. Hin sieldne, overvættes fortryllende Muse synes i et Par Scener af det besynderlige Melodrama at have skiænket ham sin sidste Gunst, for bestandig at forlade ham. Maaskee vinker ham Urania, eller en anden af hendes Søstre, til høiere Mysterier. Han lever indsluttet mellem sine Bøger og som man har sagt mig, fordybet i methaphysisk Grubien. Læsning og Musik deler hans Liv. Man beskylder ham for Uvirksomhed - og rigtig nok synes en alt for stor Ulyst til jordiskt Arbeide, at være Aarsagen til hans ubehagelige Forfatning. Kort, Gerstenberg lader til at være et af de Væsener, som, ved en Feiltagelse af Naturen, bleve satte paa denne Klode, i det mindste i denne Tidsalder, da en vis Usædvanlighed ikke længer taales, og noget ganske andet end Guder, Helte, Philosopher, Sylpher og Poeter regierer Verden.

Faae Mennesker har jeg hørt saa modsat bedømme, som denne Mand. Hvor Dommene ere yderst forskiællige, tager man sikkerlig mindst Feil af Sandheden ved at holde sig til de fordeelagtige; thi uagtet begge voxe ved Rygtet, er der dog gemeenligen ingen Sammenligning imellem Forøgelsen af det Gode, og Tildigtelsen af det Slette. Hint spirer langsomt, lig den helbredende Plante; dette skyder op i en Hast og udbreder sig, som skadeligt Ukrud. Hvor sieldne ere de Menneskehedens Urtegaardsmænd, som luge Beddet og vande de tilsyne komne Planter!

Det vigtigste, man almindeligst beskylder Gerstenberg for, er, som jeg nys har sagt: Ladhed. Han gider ikke forrettet prosaiske 91 Embeds Arbeider (siger man) og han har holdt op at frembringe poetiske. Hvad det første angaaer, da veed jeg ikke, om han har havt meer end een Leilighed til at vise sig som Embedsmand; og var maaskee samme af den Natur, at den aldeles streed imod hans. Men en Embedsmands Virksomhed kunne dog kun de bedømme, der have med hans Embede at giøre. I Henseende til hans litterariske Stilstand, da kan man deels ikke vide, hvor længe den vil vare; om han ikke maaskee, før man seer sig til, bryder løs med sin Aands hele Artillerie og med een eeneste Salve jager alle hans Muses Fiender paa Flugten - deels, om han og aldrig skrev noget mere, veed man ikke hvilke overveiende Grunde han maaskee har dertil. Sandelig, der kan tænkes mange Aarsager til litterarisk Taushed; og iblandt andre synes grundet Frygt for ikke at blive hørt i det mindste at undskylde den. Skulde Gerstenberg, som det hedder, have forladt Poesien, for at opofre sit hele Liv Philosophiens Dyrkelse - og jeg troer Verden vilde vinde meer end tabe derved - saa er intet forklarligere end denne Taushed. Sandheder fanges ikke saa let, som Billeder; ofte meder Grubleren sit hele Liv forgiæves, medens Vidspilleren drager det eene fulde Dræt paa Land efter det andet.

Jeg havde ønsket nærmere at kiende denne besynderlige Mand, uagtet der foruden det forhen omtalte mystiske, fremstak i hans Væsen noget, som Hoffernes Marskaller gemeenligen besidde mere af end Parnassets, en vis Læbesødhed nemlig, hvori den eene Compliment efter den anden dryppede fra hans Tunge. Da jeg ikke ret veed hvorledes det er gaaet til, at jeg ikke oftere besøgte ham, uagtet jeg dog havde Leilighed dertil, er jeg tilbøielig til at troe, en vis hemmelig Frygt for Deserten har uvilkaarlig svækket min Appetit til Maaltidet.

Vi spadseerte omkring i de over Elben hængende Haver, snart oppe paa Brinkene, snart nede paa Sandbredden, og fornøiede os over Solen og Vandet og Træerne, som om vi aldrig havde seet disse Ting før. Egnen paa hin Side Altona indtil Blankenese er virkelig fortryllende. Det er en Rad af langs med Floden henløbende Høie, fra hvis romantiske Brinke man har den meest smilende Udsigt over Elbøerne til Haarburg, Boxtehude og de paa den Side henstrødde Landsbyer. Paa Toppen af Blankenese, 92 hvor jeg for to Aar siden saa ofte omsværmede, fandt Dronning Christina, siger man, den skiønneste Standpunkt i Norden. Det er mig uforklarligt, at ingen Landskabs-Maler er faldet paa at afcopiere denne Deel af Holsteen.

Altona selv har den behageligste Beliggenhed man kan forestille sig. Der gives udentvivl faae Byer i Europa som forene saa mange Tillokkelser. Nærheden af Hamburg, den tildeels deraf flydende lette Priis paa Levnetsmidler og andre Fornødenheder, de deilige Promenader, og Udsigter fra Husene i det skiønne Pall-Mall indbyder saa meget til denne Boepæl, at det undrer mig, den ikke er bleven større og folkerigere end den virkelig er. Den er imidlertid noget nær een af de største Byer med eet Kirketaarn i Europa. Jeg undrede mig i Førstningen meget over denne Omstændighed; men min Studsen ophørte, da jeg bemærkede, at man fra de fleste Gader kan see hvad Klokken er paa Kirketaarnene i Hamburg. Da Hamburg ikke kan disputere Altona Luftens Giennemsigtighed, er det det samme, som om den sidste Bye havde Taarnene selv. Det maae imidlertid være ærgerligt nok for Hammonia, saaledes at være nødt til at laane sin Medbeylerinde baade Uhr og Kiæde, og see hende stadse dermed, som om hun havde betalt det med sine egne Penge. Got og vel ogsaa, om man ikke engang seer en Proces opstaae derover, som hin i Abdera over Æselsskyggen.

For Resten ere der adskillige Kirker uden Taarne; thi alle Religioner have i Altona frie Øvelse. Lutheranere, Katholiker, Reformerede, Qyækere, og især Jøder, leve sammen her, og have deres egne Templer. Denne Religionsfrihed har udentvivl ikke bidraget lidet til Byens Opkomst. Skibsfarten forekom mig meget anseelig, at dømme efter Skibenes Størrelse og Antal; ogsaa troer jeg Altonas Beliggenhed i denne Henseende endnu fordeelagtigere end Hamburgs, hvis den havde en Havn. Den har adskillige ret skiønne Bygninger, og er i det hele ulignelig smukkere end Hamburg. Raadhuset er en lille men ziirlig Bygning. Det nye Comediehuus ved Enden af Pall-Mall mangler blot en faststaaende Truppe.

Altona er ubefæstet, uden Volde eller Mure, og ligger paa Skraaen af en Bakke, som giver den et anseeligt Udseende. Den skilles fra Hamburg ved det saakaldte Hamburger-Berg - et 93 Bierg, der for Resten forekom mig næsten lige saa fladt som Amager. Paa dette Bierg tæt ved Altona staaer nogle smaae, deels høist elendige, smudsige Huse eller Brakker, hvor en Classe Mennesker, som jeg ikke vil nævne, end sige beskrive, vinke, true og ækle de forbigaaende. Saa naturlig Hamburg opvækker Ideen om det gamle - og Altona om det nye Hierusalem, saa naturlig opvækker denne Samling af Pøbel-Lysthuse Ideen om Gomorrha. Det ubehageligste ved Altona er, at man maa gaae her forbi, naar man vil til Hamburg.*

Hamburg

Vi fandt imidlertid en anden Vei, og gik over Marker og Enge bag om hele Staden til Klopstocks Have uden for Dammporten, hvorfra vi gik hiem i vort Herberge.

Den følgende Dag oplevede jeg eet af de gyseligste Tordenveir, jeg, trods min physiske Angst, nogensinde har ønsket mig. Alle devote Christne ventede den yderste Dag, alle devote Jøder Messias, og jeg, som dog ikke var devot, Hierusalems Forstyrrelse. Tordenen slog ned paa adskillige Steder, dog uden at giøre synderlig Skade, og Hagelen sønderslog nogle tusinde Vinduer. Torden er næsten overalt i Holsteen, men besynderlig trindt om Hamburg, formedelst den sumpige Beliggenhed meget hyppig - og Uveiret, naar det eengang er opkommet, varer meget længe, og anretter ikke sielden betydelig Skade. Luften i denne Stad, er imidlertid, som man paastaaer, ikke usund. Da Tordenen, Hagelen og Regnen havde udraset, gik jeg atter til Klopstock, som havde indbudt os til Middag udenfor Porten i hans Have, eller paa hans Have, som man her siger. Meget behagelig forfriskede vi os her i den rensede afkiølte Luft ved et Socratisk Bord under Socratiske Samtaler. Om Eftermiddagen gik jeg med Cramer til det berømte Baumhaus, een af de anseeligste offentlige Bygninger tæt ved Elben, hvor man, eene og i Selskab, til alle Tider, opvartes med alt hvad Sandserne kunde forlange, *

94 fornemmelig i de Hamburgske Principalmaterier Spil, Mad, og Drikke. Det er et meget rummeligt høit Huus med en Altan oven paa tredie Stokværk, hvorfra man overskuer en Vrimmel af hen og hid paa Elben glidende Skibe, en stor Deel af Staden selv, hele den hannoverske Kyst, og, hvad der især fortryller Øiet, de hist og her i Floden frempippende Smaaøer. Klopstock havde beskrevet mig denne Udsigt meget glimrende; men den overgik Beskrivelsen, der dog og, vel at mærke, blot var affattet i Prosa. Mit andet Øiemeed med denne Promenade var at smage et vis udenrigsk Øl, som i Behagelighed og Styrke endnu skulde overgaae Klopstocks Brunsviger-Mumme. Det var virkelig overmaade fortreffeligt, og jeg vil raade enhver Elsker af Øl at besøge dette Ølhuus. Vi fandt Giæster af alle Nationer der, hvis forskiellige Gebærder og Levemaade meget morede os. Man spiste, drak, og spilte, spiste, spilte og drak, drak, spilte, og spiste - jeg er bange for, at dette almindelige Recreationshuus til hvis Spiiskammere og Kieldere Europa leverer alle sine lækkreste Producter, giør Schrøders Theater megen Afbræk; thi man sige hvad man vil: Kortspil gaaer for Skuespil, og Mad og Drikke for alting i denne Deel af Verden. Paa Elben, som her er over en Miil bred, saae vi adskillige, tildeels temmelig store Engelske, Franske, Spanske, Hollandske og Danske Skibe. Den Forvovenhed man seiler her med i smaae Baade er utroelig. Vi saae ogsaa den Hamburgske Orlogsmagt; den bestaaer af een eeneste Jagt med et halvt Dosin Kanoner. [...]

Til Vedkommende *

Cramer, i hvis Selskab jeg siden min Afreise fra Kiøbenhavn indtil i Dag den 13 Junii havde nydt alt det adspredende, styrkende, qvægende og muntrende, jeg har omtalt paa de forrige Blade, reiste tilbage til Kiel. Vi vare begge tungsindige ved denne Leilighed, især bedrøvede mig denne Skilsmisse - jeg skyldte ham for en stor Deel det nogenlunde lette Lune, som satte mig i Stand til at sue Honning af de enkelte Blomster paa min Reise *

95 - hvad om jeg herefter finder Gift overalt? - Vi havde saaledes vant os til hinanden - havde lidt efter lidt opdaget saa mange fælles Paradoxer, fælles Capricer, og fælles Kiepheste - den for Resten yderlige Forskiellighed mellem vore Hatte, eller rettere det, de bedækte - den eenes var rund den andens trekantet, saa at hvad der forekom den eene Cirkel syntes den anden Triangel - tabte sig meer og meer i den voxende Harmonie mellem vore Hierter, saa at vi gierne havde reist med hinanden fra Hamburg til Paris over Constantinopel, Peking, Gondar og Madrit tilbage til Paris igien, uden at forlange andet Selskab. Alle Misforstaaelser, som i saa lang Tid havde holdt os i en vis Afstand fra hinanden, vare hævede, og - Gud give, de saaledes vare hævede mellem alle andre kiødelige og aandelige Brødre! Hvor venlig, hvor munter, hvor hiertefroe vilde da Menneskeomgangen her paa Jorden blive! hvor sødt vilde Livet henglide i lutter sig mødende Deeltagelser, Overbærelser, og Hielpsomheder. [...]

Allene, i en lille Stue i Parsows lille Kiøbenhavn i Hamburg - tredsindstive Mile fra det store - sidder jeg i Midnattens stille Time - syg - uden Penge - uden Indsigter - uden Udsigter - uden Søvn - og hvad der er det allertungeste, uden synderligt Haab til nogensinde at erstatte disse Mangler. Trods al den Adspredelse, al den bedøvende Tummel, al den styrkende Nydelse, hvori jeg har ladt mig omhvirvle fra min Afreise til nu, er jeg dog saa svag, at jeg ikke engang har den Uvirksomheds-Kraft, som udfordres til at ligge i en Seng. Mit Uhr holder i dette Øieblik op at pikke; men heller vil jeg løbe Fare for, i Morgen at forsømme min Bortreise, end paatage mig det herkuliske Arbeide, at trække det op. Overalt! jeg vil ikke at mit Uhr skal have mere Liv end jeg selv har.

Jeg har talt i Dag med en Læge her i Nærheden, hvis Bekiendskab jeg giorde for to Aar siden, om min Sygdom, hvis Beskaffenhed jeg aldeles betroede ham, og aftvunget hans Samvittighed den Tilstaaelse jeg ikke har kunnet udvirke af den alt for venskabelige Doctor Hensier: at den efter al Sandsynlighed er ulægelig. Paa min alvorlige Forsikkring, at Livet var mig aldeles ligegyldigt, bad han mig ophøre med alle Medicamenter. "Der er eet eneste Redningsmiddel," sagde han - "men De vil neppe 96 opleve Deres sex og tyvende Aar, hvis De ikke saa snart som mueligt bruger samme -"

"Det er mig umueligt!" sagde jeg - "Saa nyd De den Tid, De har tilbage," blev han ved, "uden ængstlig Bekymring! De vil snart see Enden paa Deres Lidelser. Min Erfaring kan ikke trøste Dem med andet."

Denne Erklæring, der blot bestyrkede min egen Følelse, trøstede mig virkelig. Isteden for at nedslaae mit Sind, har den skiænket mig en vis høitidelig Munterhed, som de ubehageligste Tilfælde og de smertefuldeste Lidelser ikke kunne nedbryde. Jeg er nu virkelig roligere, end jeg nogensinde før har været det. Jeg seer nu alt fra en ganske anden Synspunkt, og føler mig ikke saa meget paa Jorden, som i Verden, ikke saa meget i Tiden, som i Evigheden. Ethvert nyt Angreb af den Nerve-Krampe, jeg lider under, enhver nye Besvimelse, ethvert Stød af Skiebnen, som truer mig med Undergang, er mig ligegyldigt eller kierkomment. Det eeneste Haab - thi hint Redningsmiddel er umueligt, - er Døden; men dette Haab er vist; og sandelig! jo nøiere man stirrer derpaa jo skiønnere bliver det. Dag efter Dag - fra det Øieblik hun slog Sløret tilside og nærmede sig til mig - opdager jeg flere Yndigheder hos den frygtelige Atropos; hun er mig Venus Urania i Spidsen af falmende Gratier; og kun den eeneste Hersker, jeg lystrer, kan afholde mig fra, strax frievilligen at styrte mig i hendes Arme.

I Pyrmont - tænkte jeg - er hendes Tempel. I Pyrmont i det mindste ere mange af hendes Præster. Fra dette Øieblik af, beste blandt Pareerne! vær Du min Seline!

Farvel! altsaa Hamburg! med Klopstock, Schrøder, og alt hvad der ellers er deri! Farvel elskte Danmark! Og farvel endelig - - -

Dog! Det sidste Farvel! vil jeg opsætte til det alleryderste. [...]

Vierlande

Et heftigt Anfald af Krampe lod til at ville ende min Reise paa Slottet i Wandsbeck; man bragte mig med Nød og Neppe til mig selv igien; imidlertid tog jeg, saa slet jeg var, samme 97 Aften tilbage til Hamburg, Dagen derpaa til Altona, og derfra atter over Hamburg til Poppenbüttel. Jeg søgte ved denne uophørlige Bevægelse ikke saa meget at undløbe Døden; thi hvilken Extrapost kan holde det med den? som at undflye en alt for stille og rolig Følelse af Livet; og jeg raader alle, i lige Omstændigheder at betiene sig af dette Middel. Man maa være overvættes egoistisk for ikke at glemme sit Subjekt i en vis hurtig afvexlende Vrimmel af Objekter; og intet er den Lidende skadeligere end bestandig Bliven paa samme Sted. Der er intet naturligere, synes mig; thi Livet er i sig selv intet andet end Bevægelse. Bevægelse er det som frembringer, opholder, og fornyer alle Ting. Et Middel til bestandig Bevægelse for Siel og Legeme vilde være et Middel imod Døden.

Efter to Dages Ophold i det behagelige Poppenbüttel, giorde vi os alle færdige til Pyrmontreisen, og kiørte tidlig om Morgenen i tvende Vogne over Wellingsbüttel og Wandsbeck giennem Hamborgernes Lysthaver i Ham og Horn til Billewerder. Olde og Amtmandinde M*s tvende Døttre ledsagede os. Billewerder er en Samling af yndige Haver, hvorigiennem vi kiørte i en bestandig Allee langs med Billen til de dowe Elbe, hvorover vi satte i en Pram til Rehbrook. Her begynde de saa kaldte Vier Lande, elle Hamborgernes Canaan. Den overvættes Frugtbarhed, som udmærker hele denne af Elbens Arme og adskillige Canaler giennemskaarne Flade, gaaer over al Forestilling. Den hele vidtløftige Strækning, som egentlig er fravundet Elbstrømmen, udgiør een eeneste veldyrket Have, hvori Landsbyerne og de hist og her spredte Bøndergaarde kunne ansees som ligesaa mange Lysthuse. Under, over, rundt omkring den Reisende spirer, voxer, grønnes, modnes alle Ceres, Pomonas og Floras Skatte i en uophørlig Labyrint af kielne, vellystige Smaalandskaber. Elskere af den bløde Stiil i Naturen vilde her finde det sande Utopia, uden at savne det mindste til Idealets Opnaaelse. Det synes som om hele Jordens Frugtbarhed havde sammentrakt sig i sin alleryppigste Udgydelse paa dette Sted. Kun Ovids vellystige Muse vilde kunne beskrive det i sin kielneste Hyrdetime. Det er den sandselige Nydelses Tempel. I alle dets grønnende, blomstrende, frugtbugnende Løvsale qvæles Tanken i physisk Behagelighed. Sielen hendysses i alle Sandsernes fulde Tilfredsstillelse; 98 man synes med kildrende Zittren at nedglide dybere i Naturens Barm end Anstændigheden tillader, at opløses og hensmelte i dens alt for tæt krystende Vellystfavn. Med en vis Overmæthed iler man derfra for at hensynke i en anden endnu varmere og blødere, og udmattes saaledes efterhaanden saa længe indtil Nydelsesevnen aldeles udtømmes. Det var omtrent hvad jeg følte paa Veien giennem dette Schlaraffenland, og jeg er aldeles ingen Elsker af en saadan Tilstand. Dens overvættes Behagelighed blev mig virkelig tilsidst ubehagelig. Jeg havde gierne overladt enhver fornem Tyrk, eller Fedmetilbeder min Plads, efter fem Timers Forløb, hvori jeg allerede fandt mig meer end fornøiet. Hvorledes Hamborgerne her og i det næsten lige saa kielne Billewerder kunde tilbringe hele Maaneder er mig aldeles ufatteligt. Jeg for min Part vilde heller tilbringe en Vinter i Grønland end en Sommer her. Vierlandet er trods al sin Frugtbarhed og kielne Ynde, trods alle sine grønne Vexter og gyldne Frugter, trods al den Beqvemmelighed og Magelighed hvori man bestandig kan gotte sig der, af alle de Pletter, jeg hidtil kiender paa Jorden, den jeg sidst vilde vælge til bestandig Opholdsted.

Det var mig imidlertid umueligt at giennemkrydse det, uden ved hver anden Objektgruppe at tænke paa Paradiis. Det er en virkelig Modeli til samme, og aldeles saaledes beskaffent som det Ideal den geistlige Indbildningskraft gemeenligen fremstiller, naar den vil giøre de Troende opmærksomme paa det Liv, de har at vente efter Døden, og hvorfor jeg, hvis det virkelig er saa behageligt, som de paastaae, ydmygst betakker mig. Jeg havde for længe siden givet Helvede - endog efter den meest diævelske Beskrivelse over samme - Fortrinnet i min Dom; men ingensteds har jeg følt mere levende, og mere sandselig end her, at et Paradiis som det omtalte vilde - naar man lægger Evigheden til - være det utaaleligste Helvede, en nogenlunde ædrue Forstand kan tænke sig. Et uophørligt Vellyst-Liv, hvis Behagelighed ikke forsødes ved mindste Arbeide, Møie eller Besværlighed! Heller, naar galt skal være, det modsatte! Den ædlere Deel af mit Væsen, jeg føler dét, vilde ikke lide saa meget ved evig Modgang som ved evig Medgang. Friehed er Grunden hvorpaa Menneskets virkelige Held allene kan bygges; uden Friehed ingen Salighed - og uden mindste Modstand, uden mindste Kamp,

        

99 og altsaa uden mindste Seier, ingen Friehed. Ikke at tale om, at Værdigheden af samme Aarsag vilde gaae aldeles i Løbet. Skulde Mennesket efter Døden komme i en for alle Vanskeligheder og Anstrængelser befriet Tilstand, behøvede han i sammes Vierlande blot at ønske for at faae - vilde det virkelig blive fornedret, efter mine Tanker, endog under Dyrene. Men det har ingen Nød! Efter al Sandsynlighed ville vi paa hin Side faae nok saa mange Besværligheder at kiempe med, nok saa mange Vanskeligheder at overvinde som her; ja jeg haaber endog fuldt og fast, at de nærværende "denne Tids Piinagtigheder" vilde være Muldvarpeskud imod hines Alper. Den Vinding, jeg vover at giøre Regning paa, bestaaer ikke i Lettelse af Byrden, men i Forstærkning af Kraften til at bære den. Denne vil Forsynet sikkerlig paa en sig og Mennesket værdig Maade bestandig udveie i Forhold til det, den skal anvendes paa. Sandt at sige, troer jeg, at dette Forhold aldrig vil blive meget anderledes end det er her; thi var en rigtigere Proportion muelig, indseer jeg paa ingen Maade, hvorfor den ikke allerede skulde være bleven indført. Uagtet jeg for nærværende Tid just ikke føler mig saa saare lykkelig, maae jeg dog tilstaae, at dette Liv ligesaa meget nænner sig mit Ideal til Himmerig som mit Ideal til Helvede - og ønsker jeg dog med alt det, at forlade det, brænder min Længsel desuagtet efter et tilkommende, er det ikke saa meget, fordi jeg ønsker mig flere Glæder og færre Lidelser, som fordi jeg ønsker andre, og formoder begge ulige større.

Det eeneste i denne Egn, som contrasterer med Kiælenheden i det Hele er Indbyggernes Huse, der ere for det meeste fire til fem Stokværk høie, med mange og bitte smaae tildeels figurerte Vinduer, udzirede med Billedværk, og bemalet med allehaande Farver. Bønderne ere overhovedet rige, tykke og fede. De Fruentimmere, jeg saae, vare ret artige, nogle endog smukke. Deres Dragt er ikke ufordeelagtig. Man siger, at de spille Houris-Rollerne i dette Paradiis. For Resten er det ikke blot Planteriget, som luxurierer her; ogsaa Dyreriget synes at være meget yppigt. I eet eeneste Huus i Neu-Gamm talte jeg 24 uhyre Fleskeskinker under Loftet foruden andet Fødefærd. Kirsebærrene vare allerede modne her; og vi behøvede mens vi kiørte, blot at række Haanden lidt i Veiret, for at plukke dem.

100

Vierlandene tilhøre Hamburg i Fælledskab med Lübeck. De oversvømmes undertiden af Elben; og Skaden, derved lides, vilde i enhver anden Egn være ubodelig; her derimod forvindes den aldeles efter nogle faae Aaringers Forløb. Om jeg mindes ret, fortalte man mig, at alt hvad jeg nu saae, for elleve Aar siden havde staaet under Vand; og dog saae det ud overalt, som om det havde blomstret siden Noahs' eller Deucalions Vandflod i uforstyrret Rolighed.

Jeg begyndte netop at see mig om efter Pusterum, da vi befandt os ved den anden Ende af denne tørre Elbe, og fik Øie paa den vaade med det overfor liggende Land, hvis nøgne Høie gav mit slappede Blik en nye Vederqvægelse. Den mavreste Biergegn er mig dog kiærere end den fedeste Flade. I denne har jeg Ormens, men i hin Ørnens Følelse. I hin synes man dog noget at høine sig fra Jorden, og i denne Skuffen hæver Sielen sig virkelig; i denne derimod bliver man bestandig klæbende ved det Lave, og Tanken selv tyknes i den tungere Luft. Det flakke Landskab, endog det allerskiønneste, har desuden altid en vis Monotonie, der langt om længe bliver kiedende. Hvad den saa almindelig prisede overvættes Frugtbarhed angaaer, da giør jeg ikke synderlig meget deraf, naar den blot skyldes en naturfeed Jordbund. Menneskeflidens Spor i veldyrkede Heder ere mig langt interessantere.

Grændsen

[...] Jeg gik ned til Elben, og lod den sidste Taare rinde deri. Hvilken Veemod bemestrede sig mit Hierte! Maaskee betræder jeg dig for sidste Gang, Nordiske Jord - maaskee seer jeg Eder aldrig mere, forladte Venner i Danmark og Holsteen! Aldrig? Jo! sikkert engang i mindre taagede Egne! Og lønner det Umagen at see hinanden her, hvor man næsten aldrig sees uden giennem elendige Briller?

Vort lille overblevne Selskab samledes - vi satte over Elben. Den flyder her strid og grumset. Gule Strøm! sagde jeg, i det vi stødte fra Landet, vær mig et Lethe, modtag den sidste ubehagelige Erindring af Hinsidens Misforstaaelser - bortskyl den i 101 dine stride Bølger; til Oceanets Afgrund! Jeg fandt mit Hierte aldeles lettet og nærmede mig de overfor vinkende Høie bag hvilke Heden udbreder sig, som den alt forglemmende Skygge nærmer sig Elysium. Jeg fandt mig løst af utallige Baand, frie som Fuglen, der svævede over mig i Luften, jeg fandt mig første Gang Jordborger; og denne Følelse farvede mine Kinder med en nye Rødme, pirrede mine Nerver med en nye Kildren, og satte alle mine Muskler i en saa levende Bevægelse, at jeg saae mig i Stand til at springe paa Land med en Fyrighed, som om jeg pludselig var bleven frisk - og jeg var det virkelig meer end jeg siden min Vaagnen den sidste Morgen i Kiøbenhavn nogensinde havde været det.

Var det mueligt bestandigen til rette Tid saaledes at gienstemme de slappede Livsaander - kunde Mennesket altid, naar det behøvedes, saaledes optrække sit Uhr - troer jeg, det stedse vilde skuffe Døden, der kuns i de Øieblikke, hvori det indre Princip slumrer paa sin Vagt, lister sig til at anbringe Morderslaget. Men da dette Princip trænger til Slummer, som alle andre Vægtere - er Livets uophørlige Bevaring lige saa chimærisk, som Staternes.

Vi kiørte giennem veldyrkede Marker til Flekken Winsen, hvorigiennem der flyder en Bæk, og siden over Moor og Steene til det gamle Bardewyk, hvorfra et meget romantisk Landskab paa venstre Haand langs med Floden Ilmenau underholdt os til Lüneburg.

Denne Stad praler med otte anseelige Spire, og falder med sin høie Kalkbanke og Saltværket, særdeles i nogen Frastand, meget glimrende i Øiet. Jeg nærmede mig den med en slags Ærbødighed - ikke saa meget for Spirenes og Bankens, selv ikke saa meget for Saltets Skyld - uagtet Salt er mig næst Brød og Vand, det uundværligste til Livets Ophold - som fordi den har Æren af i sit Skiød at have frembragt den største Tonkunstner, og een af de elskværdigste Mænd jeg kiender.

102

Lüneburg

Saa udmattet jeg var af Heden og den evige Kiørsel fra Klokken fire om Morgenen til Klokken otte om Aftenen, kunde jeg dog ikke andet, da dette randt mig i Sinde, end anvende de faae Øieblikke vi maatte opholde os her, til at besøge vor Schulzes Fader. Jeg veed ikke hvorpaa den Lyst egentlig grunder sig, at ville see udmærkede Personers Forældre, Sødskende, Børn, - og i Mangel af disse, (især naar vi ikke have seet Personerne selv) deres Værelser, deres Grave, deres Haandskrifter, ja indtil Ting, de blot have havt i Hænderne - men vist er det, at denne Lyst er een af de naturligste i den menneskelige Natur. Den sætter Millioner Fødder i Bevægelse, som man kan overtydes om paa Veiene til Einsiedlen, til Loretto, til Mecca, til Iisje og til Ermenonville - hvi skulde den ikke flytte mine giennem Lüneburgs Gader? Et ego sum homo * Forgieves altsaa duftede Stegen, blinkede Vinen paa det dækkede Bord, og - forlad mig det, sødtsmilende Venus! - forgieves overfunklede de to smukkeste Øine, man kan forestille sig, alt det øvrige, da Datteren i Vertshuset traadde ind; de vilde have fastholdt mig i enhver anden mindre religiøs Stemning. Frue B* havde samme Idee, hun gav mig sin Arm, vi vandrede altsaa begge omkring paa Gaderne til vi fandt Bager Schulzes Huus. Det var saa lille, som man kunde vente sig det - paa faa Undtagelser nær, er jeg kommet efter, at de største Mænd ere komne til Verden i de mindste Huse. En ærværdig graahærdet Olding, med en Næse, som vilde have sat den gamle Shandy i Henrykkelse, i hvide Skiorte-Ermer, med Aftenrødens Venlighed i sit Udseende, sad paa Bænken i Gadedørren, og røg sin Pibe. Jeg tvivlede intet Øieblik, at det jo var den Mand, vi søgte - uden videre Forespørgsel nærmede vi os ham med den Ærbødighed hans blotte Alder fordrede - og, i det hans Kone kom til, hilste begge fra deres Søn. Hvor spillede Glæden i deres 70 aarige Træk, da de hørte vi kiendte ham, og vare hans Venner - to Tilfælde som noget nær ere aldeles uadskillelige. Vi kom ind i en lille simpel Stue, og satte os alle i Kanappet, for at pludre efter Hiertens Lyst om denne Søn, om *

103 hans Kone - om hans Brødre, der alle meer eller mindre ere musicalske - uagtet begge Forældrene ikke lode til at have været det - "Mein Sohn in Coppenhagen (sagde Moderen) ist mir doch immer der liebste g'west. Er hatte fast keene Untugenden muss ich sagen, und ist so simpel, und denn auch gerechtiglich!" "Ja" sagde Faderen, "du hast Recht" - "ja wohl ist er simpel und gerechtiglich!" istemte vi - Gamle Mama hentede imidlertid Kringler og engelsk Øl. Jeg drak et Glas, og da jeg ved det andet opbød Capelmesterens Skaal, raabte hun med forynget Munterhed: "Ja! ja! Dass Gott Ihn seegne!" "Ja! ja! das wolle Gott!" sagde Faderen - og derpaa toge vi efter mange gientagne hiertelige Haandtryk Afskeed og gik. Sandelig! dette første udenlandske Besøg og Bekiendskab fuldendte den livelige Stemning, jeg var sat i ved Scenen paa Elben - det var saa ganske efter min Smag, saa simpelt, naturligt og godlidende, at jeg ikke kunde bare mig for at ansee det som det lykkeligste Omen for min følgende Vandring. Vi dandsede meer end gik tilbage giennem de nette, stille, reenlige Gader, hvis Kanapper og Forstuer havde noget overordentlig patriarchalskt og hiemmeligt.

Slottet, hvor den engelske Prinds Edvard, der nu opholder sig i Schweitz, har ligget i halvandet Aar, Raadhuset og Hospitalet kom jeg forbi uden at standses i min Fart - des oftere og des længere opholdte mig de mange deilige Øine, rosenrøde Kinder, slanke Liv og nette Fødder, som kom til Syne i Gadedørrene eller vimsede mig forbi paa Gaden - de lignede alle meer eller mindre Datteren i Vertshuset - og da jeg endelig kom hiem, og saae denne Galathea nok engang, havde Lüneburg fra denne Side betragtet allerede taget Palmen fra Lübeck. Det giorde mig ondt, saa snart at maatte forlade denne elskværdige Bye, hvori, foruden de nys omtalte Phønomener, Inscriptionerne paa Husene fornemmelig fristede mig til nøiere Studering. Jeg havde og gierne beseet Saltværket, hvis Tiden havde tilladt mig det. Hvad det berømmelige Sviin angaaer, som efter Sigende har opdaget samme, og derfor giemmes den Dag i Dag til udødelig Afmindelse i en Glaskiste paa Raadhuset - da trøstede jeg mig let over ikke at see det, især, da man paa mit Spørsmaal, hvor mange Hoveder det havde havt? fortalte mig, at det havde været et Sviin med ganske almindelige Talenter.

104

Den Lyneborgske Hede

Da vi havde et Stykke Vei af ti Miles Længde giennem lutter Lyng for os til Celle, sadde vi allerede Klokken 4 om Morgenen alle paa Vognen, og rullede ud af Staden, omtrent en Fierdingvei - da Vognen pludselig gik i tu. Ingen af os leed mindste Skade ved denne Leilighed, Damerne slap med en smule Skræk. Medens vi vare beskiæftigede med at sætte Hiulene i Stand igien, kom en fremmet Herre i en prægtig engelsk Vogn forbi, og befoel sin Kudsk og Tiener hielpe os. Imidlertid gik jeg i Forveien. Den ganske nye Natur her - saa udskregen den for Resten er - fristede mig til nøiere Bekiendskab. Overalt fra min Barndom af var det eet af mine Livønsker, engang at giennemvandre en Ørk. En saadan Egn uden Høie, altsaa og uden Dale, uden vilde eller tamme Løv-Vexter, uden Søer, uden Bække, uden Tegn til Beboelse - kan lignes med en Foliant som bestaaer af lutter rene Blade. Hvo der ikke har lært at skrive er i Forlegenhed med en slig - den maae nødvendigen kiede enhver blot Læser. Den derimod, som selv er i stand til at frembringe noget sort paa hvidt, fornøier sig ofte meer over en saadan Bog end over mangen nok saa veltrykt Qvart eller Octav - og mangen Skrivpapiers-Subscribent, som selv har lært at skrive, saae vist heller ved sit Exemplars Giennembladning, at alt det trykte var reent borte. Jeg for min Part i det mindste har een og samme Smag i Naturen og Kunsten, i Henseende til Egne og i Henseende til Malerier, musicalske Compositioner og bellettristiske Værker: enten noget usædvanlig ypperligt eller - slet intet.

Jo længer jeg kom frem i min Ørk, jo behageligere og interessantere blev den mig. Rigtig nok opdagede mit udvortes Øie intet uden Lyng og hist og her enkelte vantrevne Naaletræer - alt omkring mig laae udstrakt i en uafseelig sortegraae nøgen Flade. Men desflere skiønne Særsyn svævede forbi mit indre Øie i tusinde uforstyrrede Phantasier. Snart kom mig en langskiægget Eremit, en ærværdig gammel Dervisch med Vand i sin hule Haand, snart en forvildet Prinds af China, snart en flygtende Princesse af Tiflis, snart en Pillegrim, der ved hvert tredie Skridt fremad giorde eet tilbage, snart en vandrende Ridder, snart tre pjaltede Propheter, snart fyrretive rædsomme Røvere, 105 snart en heel Caravane med alle sine Dromedarier, snart alle Israels Børn, sex hundrede tusinde i Tallet, forbi - jeg havde neppe Tid til at hilse paa dem allesammen med et Nik, som sagde, at jeg kiendte dem - da pludselig den hele Scene gik op i en almindelig Støv eller Sand-Røg! En Larm under mig og over mig og om mig forstyrrede saa aldeles min Opmærksomhed, ved paa eengang at trække den opad, nedad og til Siderne, at jeg med lukte Øine ligesaa got vilde have seet alt hvad jeg saae - hist strede to frygtelige Krigshære i det eene Hiørne, her Caravanen mod Røverne i det andet, Trolde og Kiemper i det tredie og den aldrig noksom berømte Ridder af Mancha med al Verdens Faar, Gieder, og Veirmøller i det fierde. Min Ørk var i dette Øieblik saa - befolket, at jeg halv begyndte at frygte for Mangel paa Plads, da Raslingen af en Vogn tæt bag mig døvede al den øvrige Larm - jeg sprang til Siden - Røgen og alt hvad deri mylrede var borte, og jeg saae intet - uden den nysomtalte Herre, som lod holde stille, i det han giorde mig en Compliment og bad mig tage Sæde hos sig.

Jeg giengjeldte hans Tilbud med en meget forbindtlig Taksigelse - men tilgiv mig, min Herre! (lagde jeg til) det forundrer mig, at en Mand af Deres fyrige Udseende (han lod til at nærme sig de halvtredsindstive) kan lade sig age giennem en Egn som denne? Besad jeg end alle Verdens engelske Eqvipager - den har for mange Fortryllelser for mig til, at jeg ikke skulde at foretrække giennemvandre den til Fods, med mindre Podagra netop bandt mig til min Chaise.

"Besynderligt!" sagde han med et Smil, og betragtede mig nøiere - "De er den første Beundrer af denne Hede, jeg har funden paa mine Reiser. Jeg selv er vel kommen over tyve Gange denne Vei; men uden at opdage mindste Fortryllelse paa samme" -

"Forlad mig! men De har maaskee ikke giort dens Bekiendskab - ikke engang det første Skridt til samme, ved at stige ud af Deres Vogn?" -

"Var det ikke saa hedt," sagde han, "De overtalte mig til at forsøge det" -

" C'est le premier pas qui coûte" - sagde jeg -

"Var jeg ikke saa træt" - endte han med et Buk - og lod atter kiøre til. Vognen rullede bort - den blev mindre og mindre, og 106 kom mig tilsidst ganske af Syne. Jeg overlod mig til mine Reflexioner over denne Mand. Det var en ørkesløs og ødsel Reisende, tænkte jeg, een af disse Herrer som reise for at reise. Dog - hans Physiognomie havde behaget mig - hans artige Tilbud fortiente overalt en mildere Formodning om hans Charakter - jeg ærgrede mig over at have afslaaet det: Du har forsømt et Menneskes Bekiendskab, tænkte jeg - og hvo veed hvor interessant et Menneskes? Hvordan det nu ogsaa var - hvad er interessant i hele Skabningen som det ypperste af alle levende Dyr? Selv denne fortryllende Hede - blev jeg ved, og saae mig om - men hvor studsede jeg! Intet uden Lyng, og Lyng og atter Lyng! Alt det høitidelige var forsvundet - omsonst stræbte jeg at kalde hine levende Phønomener tilbage - alt var tomt, eensformigt, tørt, koldt, dødt, ligegyldigt, utaaleligt. Du seer ham aldrig mere - sukkede jeg - og han syntes dog gierne at ville tale med dig! Hvad maae han desuden tænke om din Egensindighed? Hvo veed, hvormangen mødig, nødsaget Fodgiænger, der vilde være glad ved at age en Station imellem, for snarere at naae Huus - for snarere at overrumple en længselsfuld ventende Kone - du kan have skadet ved denne Uforsigtighed? Om han nu med Bevidsthed eller uden Bevidsthed foresætter sig aldrig herefter at tilbyde nogen Fodgjænger sit magelige Sæde? Jeg kom i ondt Lune, græmmede mig over ikke at kunne forstrøe det i menneskeligt Selskab - den eene Vogn kunde jeg ikke naae, den anden kunde ikke naae mig - jeg traskede afsted i Lyngen, og besluttede - saa afskyelig forekom mig hele Egnen - at benytte mig af Veiens eeneste Fordeel: i Blinde at kunne vandre den uden Frygt for at stødes eller gaae feil - at lukke Øinene, for ikke at see den.

Jeg veed ikke hvor langt jeg var gaaet paa denne Maade, der lidt efter lidt begyndte at more mig, og kalde Phantasierne tilbage - da jeg pludselig standsedes i min blinde Fart af et Par Hænder, som greb mig i Skuldrene. Jeg er fuldkommen overbeviist om, at mine Øine aabnede sig af sig selv, eller rettere mechanisk, uden al oversandselig Ordre - ligerviis som jeg er vis paa, at det umiddelbare Buk, hvormed jeg gienkiendte Manden, der var bortkiørt, skeete uden al tydelig Bevidsthed - "Det er altsaa med lukte Øine," sagde han, i det Ekkoet af hans

        

107 Latter tabte sig i næste Birkeskov, "man opdager denne Egns Fortryllelser?"

"Tilforladelig, min Herre!" svarte jeg, i det jeg med eet vaagnede, "jeg seer intet andet Middel dertil; men er det det eeneste, troer jeg det ogsaa fuldkommen probat" -

"Jeg vilde ikke have noget derimod," sagde han, "dersom jeg ikke selv saa ofte havde forsøgt det, uden at spore denne Virkning" -

"Men De har formodentlig kun forsøgt det i Deres Vogn, min Herre! Troe mig at denne Forskiæl er overmaade betydelig. Man drømmer ganske anderledes til Fods end til Vogns! De maae allerede ofte have lagt mærke til, at en Drøm i Deres Vogn er langt anderledes beskaffen end en Drøm i Deres Kirkestoel, og en Drøm i Deres Kirkestoel igien langt anderledes end en Drøm i Deres Seng-"

"De er en besynderlig Philosoph!" sagde han med en Mine, som hævede Rangen i dette Udtryk til en Compliments høieste Værdighed - Jeg lod, som jeg ikke hørte det -

- "Og en Drøm til Fods i Lüneburger Heide overgaaer nu alle Drømme" - blev jeg ved og bukkede mig temmelig dybt - "især naar man vækkes deraf paa en saa behagelig Maade."

Jeg veed ikke af hvad Aarsag, om for den smagfulde Eqvipages Skyld, eller fordi han havde en vis Freeports Mine, eller fordi ved hans første Stilleholden Mylord What then? randt mig i Sinde - men hidindtil havde jeg holdt min Ubekiendte, uagtet han talte tydsk, for en Engellænder.

"Mit Navn er C**," sagde han, da jeg paa hans Forlangende havde sagt ham mit Navn og mit Fødeland - "Min Familie maatte flygte med de øvrige Hugenotter fra Frankrig - jeg var eene midt i en fremmet Verden i en Alder, hvori man bruger Leden - men jeg har været ligesaa lykkelig, som flittig, har erhvervet mig en anseelig Formue, som sætter mig i Stand til hvert Aar at giennemreise et Stykke af Europa med al muelig Beqvemmelighed - og har i den øvrige Tid af mit Liv, nemlig alle Vintre, en Beskiæftigelse, som ved Vanen er bleven mig Fornødenhed."

"Paa denne Maade," gientog jeg, "har Tilfældet efter al Anseelse bragt de to forskiælligste Reisende sammen, der nogensinde 108 have spadsert med hinanden giennem denne Hede." Jeg fortalte ham endnu kortere min Historie end han havde fortalt mig sin - han udførte derpaa nøiere hvad han alt havde sagt mig - jeg ligeledes; og neppe havde vi paa denne Maade spadseret en halv Miil, før vort giensidige Bekiendskab var fuldstændigere end det ved mange Aars daglige Omgang i en Stad sandsynligviis havde villet blive det.

Hede-Philosophic

"Jeg holdt Dem strax for en Stoiker" - sagde han - "hvorfor holdt De mig?" - "For en Epicuræer," svarte jeg. - "De er meget oprigtig!" "Paa en Skueplads, som denne, behøves ingen Maske," blev jeg ved.

- "To be or not to be that is the question!" *

Han anbragte denne første Linie af Hamlets Monolog over Selvmord med en saa betydende Mine, med en saa betydende Tone ved denne, som det syntes mig, meget lidt passende Leilighed - at jeg strax sagde til mig selv: Enten er denne Mand en Nar eller en Viis! i det han bad mig ind i sin Vogn, som langsom rullede ved Siden af os, og som han i dette Øieblik bød holde stille. Jeg imodtog Tilbuddet - vi satte os - og Kudsken kiørte til.

Aristipp selv havde ikke kunnet ønske at sidde mageligere. Jeg længtes efter Opløsningen af den doppelte Opgave: To be? or not to be? - og Nar? eller ikke Nar?

"Jeg gad afhandlet denne Materie med alle tænkende Mennesker" - begyndte han. "De maa tilgive mig, at jeg syntes at fremtrække den ved Haarene; men Tiden er for kort i denne Verden til lange Preliminarier" -

Han er ingen Nar! sagde jeg ved mig selv - "Jeg frygter," udbrød jeg høit, "at min individuelle Mening om denne Shakespearske Linie er alt for individuel til at" -

"Jo individuellere jo kiærkomnerel" - sagde han hurtig.

Han er aldeles ingen Nar tænkte jeg. "Min særdeles individuelle, *

109 som jeg troer, og derfor noget undseelige Mening er den, at Shakespear i denne Linie ikke har sagt sin; men Hamlets Mening - at den er umiddelbar poetisk; men i det høieste kun middelbar philosophisk - rigtig!

To be or not to be is not the question* i mine Tanker!"

"Denne Mening har De tilfælles," sagde han, "med alle de Dogmatister og Orthodoxer, jeg kiender!"

"Jeg beder om Forladelse! Det er ikke fordi jeg enten paa Grund af saa kaldte Demonstrationer, eller saa kaldte guddommelige Aabenbaringer finder mig overbeviist om Fortsættelsen af min Tilværelse; men fordi sammes Ophør, og fuldkommen Tilintetgiørelse i al Fald er mig aldeles ligegyldig."

"De kan altsaa tænke Dem Tilintetgiørelse uden Gysen?" spurgte han.

"Jeg veed ikke, om jeg kan tænke mig den", svarte jeg, "men det jeg forestiller mig ved samme: Ophør af al endog blot Muelighed til Bevidsthed, skrækker mig aldeles ikke. I alle urolige Forfatninger, hvori min Fornuft enten bluner, eller slumrer, eller sover - lokker den mig; i alle rolige - hverken ønsker eller frygter jeg den."

"De er den første, som har roest mig Lüneburger-Heide, eller not to see" sagde han - "og den første, som har yttret mig Ligegyldighed over not to be! Men taler De alvorligen, eller paradoxerer De blot pour animer la conversation?"

"Jeg forsikkrer Dem paa min Ære, at jeg taler saa alvorligen, som om jeg talte med Philosophien selv i Sandheds Overværelse. Der er mig intet ubegribeligere end hvorledes de mangfoldige Philosopher, der for Resten modsige hinanden næsten i alle andre Ting, komme overeens i den Paastand, at intet skrækker Naturen og oprører Fornuften saa meget, som Utilværelse. Jeg troer, sandt at sige, at der stikker en smule Pralerie i denne Forsikkring; thi at saa mange lærde og dybsindige Mænd skulde tage feil af hvad der egentlig handles om i dette Enten - eller, og snakke hen i Taaget, som man siger, er usandsynligt. Angesten og Forfærdelsen for Utilværelse forekommer mig at have noget meget lignende med den Modbydelighed og Frygt, somme *

110 af vore fine Damer have for Fluer, Roser, Safran, Mandspersoner og ingen Ting - en Frygt, som gemeenligen kun yttrer sig i Selskab, og forsvinder, naar de blive allene - under to eller fire Øine - med Objecterne. Det lader saa smukt, at falde i Besvimelse - især naar man i Forveien kan sørge for Maaden, at falde paa - og det lader sælsomt, dybsindigt, metaphysiskt, at gyse for intet. Jeg som hverken er sælsom, dybsindig, eller overnaturlig, og heller ikke skiøtter om at ansees derfor, bekiender aabenhiertigen, at Intet forskrækker mig ikke." -

"Frygten for Døden finder De altsaa ligeledes unaturlig?"

"Ingenlunde! jeg finder den rigtig nok ufornuftig; men aldeles ikke unaturlig. Frygten for Døden er overalt ikke Frygt for intet. Det er, Tabet af en Milliondeel, af en Tusinddeel, af en Tiendedeel, af høit den halve - og ikke Tabet af den hele Tilværelse, som skrækker i denne Forestilling. Bestod Døden i aldeles Tilintetgiørelse, vilde den ikke skrække Menneskene nær saa meget. Enhver nogenlunde frisk og rørig Forstand vilde da strax have den Slutning ved Haanden, som beroligede Sterne: "Jeg maatte være en Nar, om jeg frygtede dig, o Død! thi saa længe jeg er, er Du ei, og naar Du er, er jeg der ikke." Hvordan man altsaa snoer og vender det, har Phantomet Utilværelse ingen Side, hvorfra det i mindste Maade kunde forstyrre min Rolighed; thi er det aldeles Intet, falder naturligviis al Betænkelighed derved og derover bort - og er det Noget, angaaer dette Noget ikke mig." -

- "Men Lysten til at existere" - - -

- "Existerer ikke!" brød jeg hastig af - "Hvad man kalder saaledes er intet andet end Lyst til at virke, handle, nyde, frembringe - kortsagt Lyst til Yttring af det eengang existerende Væsen. Denne Lyst er, som jeg troer, almindelig og aldeles naturlig. Hin Ulyst altsaa er ikke Modbydelighed for Tabet af vort Væsen - men for Tabet af sammes Yttring - som oftest blot paa den Maade man er vant til. Saaledes indbilder hin sig, at gyse tilbage for Tilintetgiørelse, der i Grunden kun skiælver for Tabet af Liv - og denne for Tabet af Liv, der egentlig kun frygter for Tabet af Spisen, Drikken, Spillen, Leflen, o. d. l." -

"Og om nu Døden i egen Person kom Dem imøde i dette Øieblik?" -

111

"Hans Majestæt skulde være mig hiertelig velkommen!" sagde jeg.

"De frygtede altsaa ikke for mindste Tab ved denne Leilighed?" -

"I det høieste for Tabet af - Deres Selskab."

Den Lyneborgske Hede

EPSDORF

Vi vare paa denne Maade komne til en lille Flekke, hvor vi steege af Vognen, for at tage Frokost. Man kan i Epsdorf have ypperlig kold Steeg, Parmesan og Schweitzerost, Franskbrød og Madera - vel at mærke! naar man fører det selv med sig. Vi leirede os paa en Plads foran Kroen under aaben Himmel, for at tilfredsstille den synderlige Appetit, Veien havde givet os. Tieneren dækkede i en Hast en omvendt Tønde for en der liggende Eegestub, i et Øieblik kom Flasker, Glas, Knive, Gaffeler og alt Tilbehør frem som ved Slaget af en Talisman; Vinen sprudlede i de guldrandede Chrystaller - alt var saa beqvemt, smagfuldt, lækkert og lokkende, at det kiære Meta pludselig forsvandt af min metaphysiske Stemning. "To enjoy! that is die question",* sagde jeg, i det jeg tømte Glasset.

"Men Deres Stoicismus" -

"Apropos! - Forlad mig, at jeg falder Dem ind i Deres Tale! paa hvad Grund har De holdt mig for at være Stoiker? Jeg tænker Epicurus selv har oftere gaaet til Fods end aget." -

"Ikke just det; men den Omstændighed, at De forlod tre saa artige Damer - (jeg havde sagt ham, at jeg hørte til hint Selskab) - i Deres Alder - og i denne Hede." -

"De vil maaskee let forklare dette," meldte jeg, "naar jeg siger Dem, at den eene af disse Damer var en Enke, den anden en givt Kone, og den tredie min Søster." -

"Der kunde siges meget om det første og det andet" - sagde han; "men det vilde føre os for langt fra vor slupne Materie."

Vi satte os igien i Vognen.

* 112

Divels Steinweg

Saaledes kalder Hannoveranerne den Vei, vi nu kiørte; og den fortiener sit Navn - i ondt Lune. Vi derimod fandt den begge ret artig. Uden ængstlig at søge hint slupne Meta, kom vi det efterhaanden nærmere og nærmere i vore Diskurser. Jeg begyndte at finde mig meget vel i denne Vogn, og forsonede mig lidt efter lidt med dens Magelighed. Herr C** var en Mand af Erfaring, Smag, og Kundskaber. Han fortalte mig sin Historie fra Begyndelsen til Enden, og fortroede mig sine Principier, og sine Omstændigheder, og Resultatet deraf blev, at jeg holdt ham for den lykkeligste Mand paa Jorden. "Jeg har alt," sagde han, "hvad jeg har ønsket og kan ønske mig, Sundhed, Rigdom, Huusfred, (thi jeg er ugivt), en temmelig god Samvittighed, Bøger - og saa meget i Panden, som der behøves til at more mig med dem - jeg kjender kun eet eeneste Savn, mangler kun een eeneste Behagelighed i denne Verden - men det eene er nok til at forbittre al min øvrige Nydelse, og sætte mig i Classe med alle andre Ulykkelige." -

Jeg plagede min Giettekraft med at udfinde hvad en saadan Mand i saadanne Omstændigheder endnu kunde mangle. "Det er dog vel ikke Friehed?" sagde jeg - "thi jeg begriber ikke hvorledes en rig Handelsmand i en frie Rigsstad skulde savne samme?"

"Nei! Himlen frie mig - jeg hverken vilde eller kunde leve en Dag til Ende uden Friehed."

"De er vel ikke af en Hændelse forelsket i een eller anden grusom eller ulykkelig Prindsesse?"

Det var endnu mindre Tilfældet!

"Ah! - nu traf jeg det udentvivl - Deres Siel brænder af Tørst efter Sandhed, efter Tilfredsstillelse i Henseende til Opløsningen af de store Fornuftopgaver, der hidindtil ere lige saa mange philosophiske Gaader - De leder om det, saa mange brave Mænd fra Anaxagoras til Spinoza have ledt om og ikke fundet - den philosophiske Steen, som skulde begrunde vore Ideers Hovedbygning?"

Han forsikkrede mig, at han i denne Henseende var temmelig rolig. "Saa maae De - trods al Deres Sundhed - være plaget med den ulyksalige Snue?" sagde jeg:

113

""Den anden efter Jupiter, og rig,

""Frie, agtet, elsket, Kongers Konge, og

""Særdeles frisk - kun plaget lidt af Snue!""*

Da han og nægtede dette, opgav jeg Gietningen af hans mørke Tale.

O Lyksalighed! af alle Jordens Chimærer er Du den aller meest chimæriske! Heller vil jeg lede om tørre Figener paa Bunden af Havet, og om friske i denne Hede - heller vil jeg lede om Friehed, og Sandhed selv, eller de Viises Steen, end være saadan en Nar, at løbe surr efter Dig, Veirlys for alle Veirlys, Jordens almindelige Lygtemand!

Jeg troede endelig eengang at have fundet en aldeles lykkelig i alle Henseender misundelsesværdig Mand - og nu - sandelig! uagtet jeg ikke har ti tusinde Delen af hans Rigdom, uagtet jeg ikke har tusinde Delen af hans Eqvipage, uagtet jeg ikke har tiende Delen af hans Sundhed - uagtet jeg maaskee ikke har tredie Delen af hans Forstand - uagtet jeg for Resten har ikke blot alle de andre Savn, han ikke har; men tillige det eeneste, han lider under - jeg vilde dog ikke bytte med ham!

Han indgiød mit Hierte fra dette Øieblik af virkelig Medlidenhed. Men hvori bestod da hans overordentlige Ulykke? Man høre det og skiælve!

"Hvad nytter det mig altsammen til?" sagde han, "Caffe, som jeg elsker meer end al Jordens Vine, og meer, i det mindste i mange Øieblikke, end al Jordens Fruentimmere, Caffe, som jeg elsker til Raserie - Caffe er mig aldeles forbuden!"

Lee, hvo som vil, herover! For saa vidt alting i denne Verden fra en vis Synspunkt er tragiskt vilde det være undskyldeligt om man græd - men for saa vidt alt fra en anden Synspunkt er comiskt, kan man ikke heller tage en Smule Latter ilde op. Kun tage man sig i Agt for at lee med en vis Haan over det Suk, hvormed min lykkelige Mand fremførte hine Ord; thi det kunde let være, at man i det man udleer ham, tillige udleer sig selv, sin Fader, sin Bestefader, sin Oldefader, sin Tipoldefader, og saaledes sin hele Familie opad til Adam.

* 114

Om man, ved at belee en saadan Unøisomhed, tillige beleer i Forveien sin Søn, Sønnesøns Søn, og saa videre sin hele Familie nedad til den sidste Descendent - vil jeg ikke afgjøre. Det vil komme an paa den Vei, Menneskeheden engang vælger. Bliver den ved at gaae frem paa den nærværende Stie - vil et eller andet Caffe-Savn bestandig bestrøe den med Torne.

Havde han sagt: Chocolade er mig aldeles forbuden, eller Thee, eller Engelsk Øl, eller Madera, eller Jordbær - vilde man have fundet hans Græmmelse derover ligesaa urimelig.

Hin Erobrer græd, siger man, da han ingen flere Lande fandt at undertvinge. Den der harmer sig over Savnet af en Verden, og den der græmmer sig over Savnet af Caffe - er i mine Tanker lige afsindig - og lige tilgivelig. Lysten til en Kop Caffe og Lysten til en Krone - Higen efter Smagen eller blot Røgen af hin, og Higen efter Udødelighed ere lige rasende, og lige - menneskelige.

Vor nysnævnte Stammefader besad (om man skal troe Historiens Sigende) alle de Fordele og Beqvemmeligheder, havde alle de Nødtørftigheder og Behageligheder, en nyskabt Mand med nogenlunde Billighed kan forlange. Fuldkommen Uafhængighed af andre Mennesker, lykkelig Kierlighed, og rolig Søvn syntes at kappes med hinanden om at dysse hans unge Siel i den sødeste Tilfredshed. Hans Opholdsted var netop det modsatte af denne Hede, den skiønneste, frugtbareste, kielneste Plet paa Jorden. Den opgaaende og nedgaaende Soel opglødede dens Ynde Morgen og Aften i Himlens varmeste Purpur - tykløvede Træer frembøde ham hver Middag deres kiølende Skygge. I Bækkens Chrystal saae han sin Mage fordobblet, og naar han under Palme-Taget i hendes Arme hensmeltede i Kierligheds saligste Fortryllelse, ved Vandfaldets, Vestvindens, og alle Fuglenes sammenstemte Melodier - hvor var hans Tilstand misundelig!

Hvilken Rigdom, hvilken Overflod besad han ! Den hele Verden, med alle Skatte og Velsignelser fra Solen, der bestraalede hans Paradiis, til Rosen, som beduftede hans Leie! Herre over alle levende og livløse Skabninger, og ti doppelt nydende sin Herlighed ved at dele samme med sin Elskede - hvad fattedes ham?

Mellem ti tusinde Nydelser og sandselige Fortryllelser - var 115 Frugten af eet eeneste Træe ham forbuden. Farvel Tilfredshed og Roe! Farvel for bestandig, al hans Lyksalighed!

Jeg erkiender, at det vilde have gaaet mig, som det gik ham; og den som ikke erkiender den Sandhed, at det vilde have gaaet enhver i hans hele følgende Familie ligeledes, har maaskee studert alt hvad der kan studeres fra Melkeveien paa Himmelen til Melkeveien i sit Kiøkken; har maaskee studert alle Steene, og Planter, og Dyr, og alle de Folianter og Qvarter, som handle derom - men hverken sig selv, eller Mennesket.

Da man ikke veed hvad det var for en Frugt, hvis Savn Adam ikke kunde udholde - kan det ligesaa vel have været Caffe, som nogen anden. At den var saa saare lystelig at see til - vil ikke sige mere, end at den var forbuden. Enhver forbuden Ting er lystelig at see til.

"Hvad nytter det mig altsammen?" - sagde Adam, og saae sig rundt om i Eden, og saae den opgaaende Soel, og den rødmende Høi, og den lysnende Skov, og det glimrende Vandfald, og de mange bugnende Frugttræer, og, hvad der var skiønnere end det alt, den vaagnende, smilende Mandinde - "hvad nytter det mig altsammen til, da jeg dog ikke tør smage denne - Caffebønne?" -

"Og hvad nytter det mig altsammen?" - sagde Herr C**, og saae sig om i Lüneburger Heide - "Caffe er mig aldeles forbuden; een eeneste Kop vilde dræbe mig."

"Kan det trøste Dem," sagde jeg "saa maae jeg sige Dem, at jeg er netop i samme Tilfælde." - "Og De fortvivler ikke derover imellemstunder?" - "Nei! svarte jeg; thi det er ikke min eeneste Plage. Havde jeg, som De, alle andre Livets Behageligheder, vilde jeg maaskee ogsaa fortvivle."

Jeg erindrer ikke, hvorledes vi herfra kom igien paa Tale om U tilværelse. Han sagde mig, at Aarsagen, hvi han havde bragt denne Uting paa Bane, var fordi han - foredrog den alle Ting paa Jorden.

Forfængeligheds Forfængelighed! Ingen føler Dig saa dybt, som de Ulyksalige, vi misunde!

116

Den Lyneborgske Hede

SCHAFSTHAL

Hele Selskabet samledes her Klokken fire om Eftermiddagen. Damerne skiændte lidt paa mig, fordi jeg saa aldeles havde forladt dem midt i Ørken, og - da de ikke vidste hvor jeg var bleven af - indjaget dem Frygt for at have forvildet mig. Herr C** undskyldte mig, ved at paastaae, han havde bortført mig med Vold. Sagen var, de vilde have havt mig hos sig, for at snakke dem i Søvn - jeg lovede dem denne Tieneste paa det skiønne Stykke Lyng, som endnu var tilovers - og lod altsaa Manden uden Caffe reise allene til Celle.

Vi giorde i Forveien et ypperligt lille Maaltid her af Jordbær, forlystede vore Øine med Synet af nogle Bøgetræerog især med Synet af nogle ret artige Lyng-Nympher, hvis Kinders Roser og Halses Lilier, erstattede meer end tilstrækkelig Mangelen paa Blomster i denne Egn. En stor Mængde Faarehiorde i Nærheden lod mig slutte at de vare Hyrdinder; og, sandelig! de vare de meest arcadiske jeg hidindtil har seet. Jeg faldt paa at troe, Naturen havde udtømt sin hele Frugtbarhed paa denne Plet af Jorden i deres høitbølgende Barme.

Vi vare neppe komne en halv Miil fra Schafsthal, før Damerne allerede slumrede. Jeg fortsatte min Snak med S** indtil han endelig og faldt i Søvn. Jeg var nu igien aldeles overladt til mine egne Betragtninger - og Scenen var virkelig af den Natur, at man enten maatte sove eller - meditere. Den egentlig øde og sørgelige Deel af Veien fra Lüneburg til Celle begynder her. Sand, Lyng og Moor omrandet af evige Gran- og Fyrreskove, er alt hvad man opdager. Ikke eet eeneste Tag - intet Vand - intet Menneske - intet Dyr - selv ikke i Luften - naar jeg undtager en gyselig Mængde Ravne, der fra det sidste Slag her imellem Franzoserne og Hannoveranerne endnu lugte til Valpladsen. Over denne stille døde Flade ruller Vognen saa let og sagte, at man hører sit eget Aandedræt. Søvnen i Vognen og den almindelige Slummer i hele Naturen havde kunnet hendysse enhver anden; men jeg var nu eengang saa vaagen, at jeg tvivler paa, den længste Prædiken i Doctor As, Bs, eller Cs Smag vilde have kunnet indslumre mig.

117

Jeg havde hidindtil hverken havt Tid eller Sted til at anstille Betragtninger over min Udenlandsreise - og det var mig ret kiært, at jeg nu fandt al den Roe, som behøvedes hertil. Da jeg havde bragt alle didhørende Forestillinger i en Slags Orden - fandt jeg, at intet i Verden var nyttigere og behageligere end en saadan Reise. Jeg summerede denne første Dags Indtægter og fandt dem overstige en heel Maaneds i Kiøbenhavn. To Yderligheder i den materielle, og to i den intellectuelle Verden, vare allerede henlagte i min lille Erfarings-Sparebøsse: Vierlandene og denne Hede - Patriarchen i Lüneburg og hin Kongers Konge uden Caffe - det forekom mig i det jeg løftede Hovedet, som om disse fire nye Mynter tyngede det doppelt, og altsaa veiede allene ligesaa meget, som alt hvad der i Forveien laae forvaret.

Hvad den sidste angik, da gav hans Bekiendskab - det andet paa denne Side Elben - og de Samtaler, vi havde havt med hinanden, mig Anledning til adskillige Reflexioner over Lyksaligheds-Læren eller, som man og kunde kalde den, Nydelses-Philosophien. Men de vare alt for paradoxe og heterodoxe til at jeg skulde vove paa eengang at komme frem med dem alle. Kun een eeneste til Prøve. Man er Lyksalighed nærmere i Mangel end i Overflod, tænkte jeg - de Herrer derfor, eller Fruer, som intet andet Maal i denne Verden have, burde tage sig vel i Agt for enhver nye Beqvemmelighed, for enhver nye Vinding, og kortsagt for ethvert Ønskes Opfyldelse - thi bringe de det saa vidt, at de intet Savn mere kiender, savne de alt. Den rigeste Mand er naturligviis den allermeest nødlidende; thi han har i egentligste Forstand dræbt sin hele Capital i det han har taget den fra Haabet, i hvis Giemme den allene levede.

Mennesket er saaledes indrettet, at alt hvad der af udvortes Ting virkelig skal lyksaliggiøre ham, maa ligge foran ham i en vis Frastand. Hans fremilende Natur er bestandig i en saadan Fart, at intet saa snart er tæt ved ham før det er ham forbi.

Den Menneskelige Lyksalighed er, kort sagt, en virkelig Regnbue. Saa længe den er foran os hvelver den vor Udsigt med syvfold Glands og Fortryllelse. Ikke saa snart ere vi midt deri, før den er forsvundet.

Jeg holder derfor, maae jeg tilstaae, meer af enhver anden Philosophie, end af den, som opstiller hin Regnbue til Maal 118 for vor Fremilen - da den i Anvendelsen synes mig saa aldeles at hæve sig selv, som nogen Modsigelse kan det. At lede om det, som da først ganske tabes, naar det er fundet, forekommer mig yderst urimeligt.

Og jeg er vis paa, at denne Hedehyrde lever meget muntrere og sover meget sødere, end den fede Vierlandsbonde!

Milde Himmel! lad mig altid beholde i det mindste syv uopfyldte Ønsker! Lad deres Regnbue stedse forskiønne min Fremsigt - og skulde jeg komme den for nær - saa ryk den, trods alle mine indstændige Bønner, tilbage!

Celle

Men hvorledes vil det gaae mig og min Dagbog, hvis Indkomsterne paa min Reise saaledes voxe? tænkte jeg, i det vi rullede giennem Forstaden over Floden ind i denne anseelige Bye. Har Veien fra Lüneburg hertil fyldt saa mange Vinkler i mit Hoved, Kroge i mit Hierte, og Sider i min Dagbog - Veien fra Lüneburg til Celle, hvorpaa der dog efter de nøisomste Reisendes Forsikkring er intet mærkværdigt, hvor alt er tomt, eensformigt og dødt - hvorledes vil det da gaae herefter, naar jeg kommer ind i den fulde, afvexlende, levende Verden? Det vil jeg lade Himlen og Papiirmølleren sørge for.

Det første, som faldt mig i Øiet i Lüneburgs Vertshuus, var en levende Galathea - Det første, jeg fik Øine paa her, var en - ak! for længe siden død Cypris, men hvis nok saa slet trufne Billede opvakte dog ulige heftigere Følelser hos mig end alle levende Galatheer vilde have været i Stand til.

Det er ikke fordeelagtigt for Patriotismen, sagde jeg ved mig selv, at alle Danske, som reise udenlands, maae passere Celle. Brændte den end nok saa stærk i min Barm i dette Øieblik, Du vilde dog puste den ud, ulykkelige Cypria! blev jeg ved, og vendte mig igien til Billedet - denne bittre Taare vilde slukke den! Og neppe vilde den tændes igien, saalænge jeg blev i denne Bye, hvor Din mørke, blodige Skygge overalt møder mig!

Jeg sov lidet eller intet om Natten. Et Uveir havde leiret sig over Byen; det tordnede overmaade stærkt, og i hvert Lyn saae 119 min Phantasie hin Cypria, hvis Martyriums Erindring har kostet mig saa mange blodige Taarer.

I Morgen skulle de rinde paa Dit Alter! O! hvor gierne havde jeg ladt mig giennembore for Dig! Du var min nyefødte Phantasies Gudinde, Cypria Mater!

Men hvi blev Du ikke i Dit Cnidus - hvi seilede Du til os paa Din Concha - for at tabe Din Uskyldighed, Din Rødmen, Dit Hierte, Dit Liv - og alt hvad Gudinder kunne tabe - undtagen Din Udødelighed?

Mausoleet

Jeg phantaseerte, drømte, tænkte intet andet. Neppe vaagnede jeg om Morgenen af min korte Slum, før jeg i en Hast omgiordede mig til min nye Pillegrimsgang. Jeg tog min Søster og S** med mig. Vi gik over Volden. Musikdirector Weber, en Ven af S**, mødte os. Vi giorde snart hinandens Bekiendskab - og fulgtes ad til Templet.

Taarerne styrtede mig af Øinene ved den første Indtrædelse. Jeg nærmede mig med bankende Hierte til det hellige Marmor. Jeg knælede - jeg bad. Jeg besinder mig aldrig at have været i en høitideligere Stemning.

Havde jeg havt een eeneste af hendes Taarer paa min Samvittighed - jeg følte det - jeg havde opgivet Aanden i dette Øieblik.

Nei! Kong Lear er dog ikke blandt alle muelige historiske Herodramer det meest rørende! sukkede jeg. Nu saae min antændte Indbildning det hele mageløse Sørgespil opføres. Hvor gyste, hvor zittrede, hvor græd jeg! Mit Hierte blødte, giennemboret af hver Piil som traf den lidende Heltindes, fra den første, som forgiftede, til den sidste som knuste det. O! havde jeg kunnet hengræde mine Forestillinger, mine Fornemmelser, mine Følelser paa Papiret - hvilket Sørgedigt! Selv hine Bødler skulde have læst det med Taarer!

"Offer for Elskov, Herskesyge, og Cabale! Forførte, mishandlede, dræbte Uskyldighed! Om hundrede Aar skal dit Navn, lig Phønix, opstaae af sin Aske og straale paa et Monument, skiønnere 120 og varigere end dette! Om hundrede Aar skal Din Glands fordunkle Johanne Grays, Marias af Stuart, og selv Marias af Moulins!"

Havde man ikke overtalt mig til at gaae med omkring paa Slottet, Ridebanen, og i Staldene, vilde jeg sikkert atter her have forsømt de almindelige Seeværdigheder, saa ubetydelige, ligegyldige og kiedsommelige forekom mig alle Spor af Kongelig Høihed og Pragt i det Lune, hvormed jeg forlod Capellet, Dog den Forestilling, at Hendes Fødder havde betraadt alle disse Fliser, og Hendes Blik i det mindste berørt alle disse Gienstænde, gav dem den Interesse for mit melankolske Sværmerie, som umiddelbar manglede dem. Slottet, der i Aaret 1757 ødelagtes af de Franske, og siden er blevet istandsat, har noget virkelig meget romantiskt. Det er en prægtig Bygning, omgivet af brede dybe Grave og deilige Volde.

Staden Celle selv er en net, temmelig anseelig, og for det meeste velbygget Bye ved Alleren, hvor Fuhsen flyder deri. Den har smukke Bygninger i temmelig lige Gader, og adskillige Haver, hvor man ikke synderlig mærker til Heden, i hvis yderste Flip den dog egentlig ligger. Overappellationsretten for de samtlige Brunsvig-Lyneborgske Lande er her, foruden adskillige Collegier. En fransk Colonie, som har nedsat sig i een af Forstæderne, har, siger man, havt megen Indflydelse paa Indvaanernes Levemaade, der udmærker sig ved Fiinhed og Artighed. Alle Secter fordrage sig her ligesom i Altona. I Vertshuuset var en saadan Vrimmel af Reisende, at vi af Mangel paa det fornødne maatte skynde os derfra. Det beste var Taffelmusiken; thi Garnisonen trommer og piber fortreffelig. Men da man ikke kan leve af Trommen og Piben allene - var man end nok saa melankolsk - brøde vi op strax efter Middag.

[...]

121

Hannover

Den 24. Junii.

Elskere - og Elskerinder - af velskabte og velklædde Martis-Sønner maae reise herhid for at see Livgarden til Hest og til Fods. Jeg har ingensteds seet en saadan Samling af mandigskiønne Mandspersoner. Deres Uniform er og saa fordeelagtig som en gothisk Dragt kan være det. De, jeg har lært at kiende af disse nye Myrmidoner, opvække den skiønneste Formodning om Besiddelsen af andre endnu betydeligere Fortrin. De lode til, hvad Oplysning og Tone angik, at spille samme Rolle her, som den vore Søe-Officerer (Danmarks Ære) spille i Kiøbenhavn. Deres raske, fyrige, kiernefulde Udseende var mig Borgen for deres Sædelighed.

Hannover er en temmelig stor, meget smuk, og fra mange Sider særdeles interessant Bye. Egnen rundt omkring den er behagelig. Man finder alt hvad der henhører til en Residenz, undtagen Hof, det slemmeste, som oftest, i en Residenzstad. Levemaaden er artig og utvungen. Man forskiønner Staden Aar efter Aar; den nye Gade, man er ifærd med at anlægge, lader til at ville blive overmaade prægtig. I den eene Deel af Byen contrastere de ældgamle gothiske Huse besynderligen med de nyere; men denne Afvexling giør i mine Tanker ingen ubehagelig Virkning. Jeg hader den alt for store Eensformighed i Byer og i Selskaber, og seer gierne Minder af den forbigangne Tid i den nærværende.

Det saa kaldte Vauxhall er en skiøn Samlingsplads om Sommeren, hvor man spadserer, drikker Caffe, spiser til Aften i forskiællige Partier og Grupper. Det smukke Kiøn glimrer her i fuld Rustning. Baron Knigge førte mig hen til den underskiønne Frøken **, Maanen iblandt disse Stierner, i hvis Glands de herværende Kunstnere tænde deres Farver og Toner. Især er hendes Profil saa skiøn, at Malere fra alle Kanter i Landet strømme hid 122 for at copiere den. Min Forventning var til Lykke alt for høit spændt i Forveien; det havde ventelig ellers gaaet mig i hendes Maanskin, som alle andre. Jeg fandt hende deilig; men mit Ideal var fortryllende - Hendes lette, frie og indtagende Væsen erstattede imidlertid hvad hun tabte ved Sammenligningen. Det er besynderligt nok, at Phantasien ligesaa lidt naar det Virkelige i Behagelighed, som det Virkelige naar Phantasien i Skiønhed. Dersom denne Omstændighed ikke var, vilde intet Fruentimmer være farligt. Det er ikke deres Skiønhed, som erobrer os, men deres Ynde.

I Dilettant-Concerten her, hvor den mageløse Haydns herlige Symphonier henreve mig, giorde jeg Bekiendskab med en engelsk Agent, som nylig var kommen hiem fra Tranqvebar. Han kiendte meget nøie vor Walther og vor Prahl; og giorde, i det han fortalte adskillige Træk af dem, den Bemærkning, at man umuelig kunde leve med disse to Personer uden at blive høist begierlig efter flere Danskes Bekiendskab, for den Originalitets Skyld, de begge opvakte en saa stærk Formodning om hos Nationen. Han havde stor Lyst til at besøge Danmark, sagde han, var det og blot for at træffe der endnu to andre ligesaa besynderlige og interessante Mennesker. Ved ingen Leilighed føler man saa inderligt det jeg veed ei hvad, * den Romerske Digter tillægger den fædrene Jordplet, som naar man i et fremmed Land hører sin Nation bedømme. Man er i et saadant Øieblik ikke længer Individ. Han vandt mit Hierte ved denne eeneste Yttring. Hvorvidt han giorde Undtagelsen til Regel - hvormeget der tilhørte Norge i samme - hvor aldeles hans Bemærkning streed imod hans Landsmands Sternes - brød mig ikke Hovedet i dette Øieblik. Jeg fandt mig forbunden til at giengiælde hans Compliment med den beste Vending, der faldt mig ind: "Altsaa (svarte jeg) reise Engellænderne dog for at see Engellændere!"

[...]

* 123

Hameln

O! Bierge! Bierge! - hvad har den seet paa Jorden, som hverken har seet et Bierg eller Havet? Og dog ere disse foran mig mørknende Bierge kun Høie imod Brocken* - og Brocken selv kun en Banke imod een af de Schweitzerske Alper!

Af alt hvad jeg hidindtil har seet af perspectiviske Landskaber har intet grebet mig saa meget, som Indfarten til Hameln. En snoerlige Vei giennem smaae kunstløse Haver med høie Buskbakker paa begge Sider - foran et bag over Byen fremskydende Bierg med Bygninger paa - den videste Udsigt mellem Høiene over dybe Dale, hvor Møller og Hytter og Landsbyer legte Skiul bag yndige Lunde - hvor fortryllede mig denne Udsigt!

Vi kiørte over Weserbroen giennem en overmaade skiøn Steenport ind i Staden. Dens Volde ere prægtige, krandsede med skiønne Alleer, og Gravene dannes af Weseren. Her var det Christian den fierde, som Kredsoberst i Trediveaarskrigen, den 20 Julii 1625 med sin Hest styrtede ned fra Brystværket. Hamelns Historie er siden den med Göttingen og Hannover udgik af Hanseeforbundet en bestandig Lidelses og Forfølgelses Legende. Der er ingen tænkelig Stad- eller Landeplage, som den ikke i en Tid af to hundrede Aar har undergaaet. Krig i Fred og i Strid, Oprør, Pest for Mennesker og Qvæg, Ildsvaader, Oversvømmelser, Orcaner, Jordskielv og Lynslag have afvexlet med hinanden i Kappen om at nedbryde dens Huse, og udrydde deres Beboere. Synet af en saadan Stad giør omtrent det samme Indtryk paa mig, som en Olding, der er bleven graae i Gienvordigheder.

Over Raadhuusporten faldt mig en Inscription med store forgyldte Bogstaver i Øinene. Jeg gaaer ikke gierne en saadan *

124 forbi uden at læse den - uagtet jeg er intet mindre end Antiquarius. Jeg havde formodet at finde en ganske anden end den jeg fandt - krigerisk er den vist, tænkte jeg, da alting her er Fæstning - men hvor studsede jeg ved at læse:

Aus Gottes reicher Milde hat
Der Becker Brodt, und Rath die Stadt.

Saa from og opbyggelig denne Inscription nu og virkelig er, kunde jeg dog ikke faae i mit Hoved, hvorledes den første Deel af samme kom til at glimre paa en Raadhuusport - saa meget mindre da Raadhuset var nyt opbygt - og virkelig i en temmelig god Smag; det langspirede Kirketaarn, som hævede sig bag samme, gav mig ikke mere Oplysning i Sagen. Hvad der forekom mig afgiort var, at hverken det verdslige eller geistlige Raad havde kunnet foreslaae den. Det første vilde maaskee have valgt:

Aus Georgs reicher Milde hat
Die Festung Wäll', und Rath die Stadt.

Det andet:

Aus Gottes gnadenreicher Milde hat
Die Kirche Priester, Predigten die Stadt.

Den virkelige Inscription røbede en ubegribelig Selvfornægtelse.

Det lykkedes mig paa min Spadseregang giennem Byen, at træffe paa et saa ærligt Ansigt, at jeg i Forveien var overbeviist om troehiertigt Svar paa mit Spørsmaal. "Ja det kan jeg give Dem den beste Underretning om" - sagde den gamle Mand - "men ikke sandt? det er en skiøn Overskrivt?" "Upaatvivlelig!" sagde jeg, "det var at ønske, man fandt flere slige korte Inscriptioner, og færre lange Bøger i denne lille Sperevip-Verden - just derfor gad jeg saa gierne vidst dens Oprindelse." - "Seer De den gamle Kone, som sidder hist i Hiørnet af Porten og sælger Hvedebrød?" - "Hun har dog vel ikke forfattet den?" sagde jeg - "Nei!" sagde han; "men Bageren, hun sælger Brød for, har - 125 ikke heller forfattet den." Endnu var jeg lige nær. "Det er egentlig en vidtløftig Historie," blev han ved - "Vilde De giøre mig den Ære, at trine ind i Vertshuset her tæt ved, saa kunde den ved en Flaske Viin fortælles i al Magelighed," sagde jeg. Ved denne Leilighed slog jeg Øinene paa Vertshuus-Skildtet, og saae -

Men jeg vil først affærdige Indskrivten paa Raadhuusporten.

Den gamle Mand takkede - han drak aldrig Viin, sagde han - og fortalte mig paa staaende Fod den hele Begivenhed med al den Vidtløftighed, jeg kunde forlange.

Summen deraf var, at en vis Bager, før den nye Raadhuusbygning blev opført, fra umindelige Tider havde havt Hævd paa Kirkehiørnet til Salg for sit Hvedebrød. Folk var nu engang vante til at søge det der, altsaa protestene Bageren mod Bygningens Opførelse paa denne Plads. Efter mange Raadslagninger og Forhandlinger paa begge Sider blev ham endelig Raadhuusporten indrømt til Brødsalg; men Bageren var dermed endnu ikke fornøiet. Paa Kirkehiørnet havde han havt sin Kringle - han vilde nu og, at Raadhuusporten skulde prydes med en saadan. For paa en anstændig Maade at forene Bagerens Interesse med Raadhusets Ære, lod Magistraten altsaa sætte den overanførte Inscription - "og i Grunden," endte den gamle Mand, "kan man endnu mindre undvære Brød og Bager, end Raad og Raadhuus - hvorfor Bageren og staaer først, som De har seet."

Indskriften paa det omtalte Vertshuus, hvis Skildt var en Klase Vindruer - - var næst den, Vesterbroe udenfor Kiøbenhavn har den Ære at besidde, hvis Diogenes, der puster Lyset ud i sin Lygte med Underskrift: Her fandt jeg Mennesker og Selskab! paa Veien til Frederiksberg har aflokket mig saa mangt et Smil, og kildret min patriotiske Forfængelighed meer end alt andet paa den hele Promenade - den sindrigeste, jeg hidindtil har seet i sit Slags. Skade kun, at den var i et Sprog, som i Hameln hverken er Mode- eller Almues-Sproget, den forenede for Resten alle de Egenskaber den strængeste Kritik kunde udfordre. Under Drueklasen nemlig stod: Veritas in vino. *

Hvor laconiskt! hvor kiernefuldt! hvor kraftfuldt! Hvor omfattende *

126 i Betydning - hvor rigt paa Udlæggelser - hvor tilfredsstillende i hvad Mening, i hvad Henførelse, i hvad Hensigt man og tager det! Alle de Inscriptioner, jeg kiender i vort kongelige Kiøbenhavn, fra den paa Christiansborgs Port af til den paa Abel Cathrines Boder ere vandige derimod. Det giorde mig ondt, at den gode Mand ikke vilde gaae ind med - jeg havde med Fornøielse offret min Mark til den sindrige Forfatters Erindring.

[...]

127

Pyrmont

Ankomsten

Den 26. Junii.

Endeligen ere vi Klokken eet om Natten komne til dette berømte Sundheds-Tempel, Maalet og Grændsen for vor selskabelige Reise; jeg for min Deel ubeskrivelig mat, efterat have gaaet for det meeste i syv Timer fra Foden af Georgs Fortet, som ligger to Miile herfra.

Halv saa lange Miile, som disse tvende, har jeg aldrig drømt mig. Den sidste Fierdingvei forekom mig allene længer end to Hede-Mile. Jeg begyndte virkelig ved Bommen at tvivle om, nogensinde at komme hertil. Imidlertid er det dog virkelig skeet - jeg har smagt noget Vand, som umuelig kan kaldes sødt, uden i Pyrmont - og faaer altsaa at troe det.

Kl. sex kiørte vi fra Foden af Klütbierget, med Ryggen imod det deilige Hameln. Veien var sasteenet og hullet og sølet, at Hestene, hvoraf vi kun havde fire for vores og tre for Bagagevognen, ikke kunde gaae uden Fodgang. Vi fik en Bierghøi paa høire Haand, som moerede os i lang Tid med Stridigheder om sin Høide - og siden een paa venstre Haand, der kiedede os ved sin Længde. Frue B** paastod at det var egentlige Bierge - jeg at det kun var Høie, hvad vi havde seet hidindtil. Hun maalte med sin Erfarings - jeg med min Indbildnings Maalestok. Vi havde begge Ret. Striden blev derved desto heftigere. De første tre Timer gik med Sang, Samtaler, og Frygt for hvert Øieblik at velte, temmelig got; men ved den fierde kunde jeg ikke holde ud at skumpies længer, steeg ud og gik i Forveien. Kl. otte stod jeg altsaa paa Halweien mellem Hameln og Pyrmont mellem Biergene, og saae med Henrykkelse Solens prægtige Nedgang bag deres mørke Skove. Tusindfarvede Skyer bøde den Farvel i glimrende Jubel - dens Straaler kyste den høieste Biergtop mod Østen; den svandt og efterlod sig en blodig Glands om den mørke Skov paa det fierne Bierg, som Erindringens om det sørgende 128 Hierte. Jeg stirrede ind i Glandsen til den tabte sig - og tabte min Bevidsthed i melankolske Phantasier. Natten faldt paa, og det af Biergene fordopplede Mørke nødte mig til at standse min Gang for at lytte efter Vognen, der var bleven langt bag mig. Saasnart Lyden af dens fremsneglende Bevægelse blev mig hørlig, gik jeg videre, og kom mellem to dødmørke Banker forbi en Stampe-Mølle, hvis Susen og Klappren gienkaldte mig Sanchos Angest og Donquixottes Tapperhed. Lyra blinkede med sin blaalige Glands over min Isse - og Maanen syntes at henglide paa Ryggen af et Bierg. Det var en himmelsk Aften. Alting var stille; intet Løv rørte sig. Da Lyden af Stampemøllen var forsvunden, hørte jeg intet uden mine egne usikkre Skridt paa Kanten af Biergbrinken. Vognen nærmede sig igien. Detgikmed uendelig Langsomhed bestandig op ad Bakke til vi endelig kom i en mørk Skov paa Toppen af det Bierg, hvorover Veien gaaer fra Hameln til Sundhedsbrønden. Hestene kunde ikke mere. S** og min Søster, steege af, ligesom jeg, for at lette dem: men det hialp intet. Den eene af de to forreste besvimede, eller lod til at besvime, og blev altsaa spændt fra og bundet til Vognen, for at traske bag efter. Med inderlig Medlidenhed gik S** og jeg ved dens Side, betragtede dens matte Svinglinger, og virkelig følte jeg i den Time, hvori jeg var Vidne til dens tunge Fremslæben, noget vist, som om en Hest ogsaa var min Næste. Vee den, som ikke kan lide med et Dyr! hans kolde tørre Steeneller Træe-Hierte kan endnu mindre lide med et Menneske. Hos det sidste tænker man sig dog en indre Kraft til at trodse eller taale, hos det første derimod kan man i en saadan Tilstand ikke forestille sig uden lutter Lidelse.* Vi ønskede begge at kunne dele den arme Hests Lidelse - da den endelig faldt om - dens udmattede

* 129

Been kunde ikke bære den længer paa den knuddrede, sumpige Vei - den sukkede, som om den var i det sidste Aandedræt. Vi holdt imidlertid stille; og Kudskene slæbte den ud af Vognsporene, for at Bagagevognen bag efter kunde komme frem - i den Formodning, at den maatte døe, da Frue B* og Amtmandinden huskede paa, de havde Viin hos sig. Vi fik en Flaske rød Viin pakket ud - jeg drak den til "Singot! min Broderi" sagde jeg, med Taarerne i Øinene, og tyllede alt det øvrige i det halvdøde Dyr. Efter nogle Minuters Forløb aandede den igien, og langt om længe kom den endelig op paa Benene meget raskere end før - og gik siden ret got bag efter. Vi kiørte nu rigtig nok igien - men saa varligt og krybende, at Bierg-Skoven havde nær aldrig faaet Ende. Omsider kom vi til en Støtte, som forkyndte os, at vi vare paa Prindsen af Waldecks Grund - og nu, tænkte jeg, ved i Maanskinnet at see Chausseen lige for os, fare vi med eet ned i Pyrmont. Saa skuffet er jeg aldrig blevet før, som jeg nu blev det hvert Øieblik. Tilsidst opgav jeg virkelig aldeles Haabet om nogensinde at komme til dette Sted - og havde vi ikke holdt stille, just som min Fortvivlelse havde naaet sin høieste Spidse - troer jeg, jeg havde faaet denne Tanke saa stærk i Hovedet, at jeg trods alle Brønde aldrig havde faaet den skyllet ud deraf igien. Klokken slog eet, og vi kom op paa nogle Værelser, som lode til at være ligesaa ubefolkede, som umøblerte og uprovianterte. Thee kunde vi ikke faae - Caffe ikke heller - Øl ikke heller - Vand fik vi endelig langt om længe, hvis afskyelige Smag fuldkommen overbeviste os om, at vi virkeligen vare paa Sundbrøndsgrund.

Da vi vare usigelig trætte, og hverken kunde faae det eene eller det andet til at styrke os med, giorde vi hvad der i disse Omstændigheder var det raadeligste - vi gik nemlig i Seng - jeg for min Part paa bar Halm. Kommer Opholdet her til at svare til Indtoget, bliver Curen værre end alle Sygdomme.

Det uventede Møde

Pyrmont den 29. Junii.

Jeg veed ikke, om du har læst den gode Matthias Brambles Jeremiader over Bath i Humphry Klinkers Reiser, og sammenholdt 130 dem med hans Nieces Lovtaler over samme Sted; i begge staaer en heel Deel, som saa aldeles passer sig paa Pyrmont, at jeg næsten ikke behøvede at forandre uden Navnene ved at afskrive dem, og lade dem gieide for Breve herfra. Af to Aarsager vil jeg imidlertid dog ikke betiene mig af dette Kneb, først fordi jeg udstrækker Forbuddet: Du skal ikke stiæle! endog indtil Tanker, Udtryk, og Ord; og for det andet fordi jeg ikke har den omtalte engelske Bog her. "Bath er det moersomste Sted paa Jorden," skriver Frøken Milford - "Det er det kiedsomste i hele Verden" skriver Hr. Bramble - "Hvilken udsøgt Samling af elskværdige Personer findes der!" udbryder hun - "Hvilket udsøgt Selskab af Dosmere og Gavtyve l" raaber han - "Kort sagt, det er et sandt Himmerig," slutter den eene - "Med rene Ord, det er et virkeligt Helvede," ender den anden. Jeg tvivler ikke paa, at der jo med Posten i Dag ville expederes Breve herfra i ligesaa modsatte Toner, da her baade gives Brambier og Lydier, og omtrent samme Materie til Correspondenz, som den, hine havde. Men saa tilbøielig jeg og er ved deslige Leiligheder til den Mening, at begge Parter have Ret, eller, om man vil, Uret, maa jeg dog bekiende, at jeg, hvad Pyrmont angaaer, holder Sandheden for at ligge Brambles Forestilling noget nærmere end Lydias.

Jeg er i det mindste bleven overmaade skuffet i min Forventning af denne berømte Brønds Behageligheder. Hvad jeg allerede med Sikkerhed tør paastaae, er, at Hr. Hofmedicus Marcards prægtige Beskrivelse derover, hvad Egnen, Indretningen og Levemaaden angaaer, i høi Grad er overdreven panegyrisk, og i reneste Forstand blot at ansee, som Lokkemad. I Henseende til Brønden selv, da kan jeg naturligviis ikke bedømme dens Ypperlighed, saa meget mindre, da jeg ikke tør drikke den.

Strax om Morgenen efter vor Ankomst kom Ypperstepræsten i dette medicinske Tempel, nysnævnte Herr Marcard, og bød os velkommen. Da han havde meddeelt de tvende Damer de nødvendige Forholdsregler, udbad jeg mig ligeledes hans Betænkning, efter at have givet ham en Idee om min Sygdom. Resultatet blev, at Brønden vilde være mig skadelig, at jeg kunde forsøge det kolde Bad, og at jeg for Resten maatte henholde mig til Forlystelserne her, og afstaae fra alt mueligt Arbeide.

131

Det var endnu hvad man kalder tomt i Pyrmont, det er at sige, de Adelige, Standspersonerne og de fornemme Giæster vare endnu ikke ankomne. Et Par Hundrede tildeels arme og elendige Skrantninger hivede omkring Brønden. Deres Grupper forskiønnede ikke Pladsen. Vi besaae Badehuset, en temmelig stor og velindrettet Bygning ikke langt fra Kilden, og spadseerte ned igiennem den berømte store Hoved-Allee, til et rundt Bassin, i hvis Midte springer en temmelig høi Vandstraale. Prospecten i denne Allee er virkelig høi tidelig skiøn; fra dens øverste Ende seer man ud over Vandspringet i det dybere Landskab indtil de blaanende Høie i Baggrunden; fra Vandspringet af tager Brøndhusets Octogon med sin Kuppel sig særdeles fordeelagtigt ud. Promenaden fra det eene af disse Standpunkter til det andet er omtrent 500 Skridt lang mellem fire Rader høie, ranke, tætskyggende Lindetræer. Det er upaatvivlelig den skiønneste Allee, jeg hidindtil har seet. Hvad der især forskiønner den er det Lys og den Skygge, som derved smelter i hinanden, at Hovedgangen er aaben og kun Sidegangene hvælvede. Dens Jordbund er af den fordeelagtige Beskaffenhed, at den umiddelbar efter den stærkeste Regn er betrædelig, og midt i den hedeste Tørke aldrig støver.

Svarte alt det øvrige til denne Allee, vilde Pyrmont være et virkeligt Elysium; men neppe er man ude deraf, før det er ude med Herligheden. De øvrige Anlæg ere høist ubetydelige.

Paa begge Sider af dens øverste Ende næsten til Midten ligge Skuespilhuset, Caffehuset, Dandsesalen, Bogladen og Kramboderne. I de sidste falholdes næsten alle optænkelige Fornødenheder; men til en saa uforsvarlig høi Priis, at jeg neppe overdriver det, ved at antage den tre Gange saa stor, som den, de hidreisende Kræmmere have fastsat hiemme. Hvad jeg i Hamburg havde kunnet anskaffe mig for ni Mark kostede her fire Rigsdaler. Næsten lige saa overdreven er Prisen paa Caffe, Thee, Chocolade, og overhovedet paa Mad og Drikke, der med alt det er langt fra at være fortrinligt. Denne Dyrhed af Levnetsmidler er i Pyrmont doppelt ubehagelig, især for Brøndgiesterne, da Appetiten paa ethvert andet Sted vilde lade sig nøie med den halve Fortæring.

Jeg spadserer her nu paa femte Dag i bestandig Rusk, og 132 befinder mig stedse slettere og slettere. I de sidste af disse Dage ere en heel Deel Giæster ankomne; men den evige Regn tillader ingen landlig Forlystelse, og Kiedsomheden selv synes at have leiret sig over Alleen. Man slentrer mechanisk op og ned deri, drikker Brønden, skuddrer af Kuld, og kieder sig. Alt dette er ikke synderlig lystigt. Trods Marcards Forbud, besluttede jeg i min Fortvivlelse, at drikke Brønden med om Morgenen, for dog at giøre noget; det hialp ikke - jeg saae nogle indtage en Portion af den berygtede Løwenzahn ved hvert Glas, jeg forsøgte det og; det blev endnu værre. Jeg blev tung, Ør i Hovedet, fik ondt i Maven, i Benene, i Fingrene, overalt - og havde tilsidst Nød med at slæbe mig giennem Alleen. Min Spleen steeg til sin høieste Spidse; jeg ønskede intet heftigere, end snart at komme ud af denne Kiedel igien, og besluttede, hvordan det og skulde gaae mig, at reise herfra saasnart som mueligt. I denne Forfatning giorde jeg Bekiendskab med Herr Hofprædikant Jessen fra Augustenburg, en Mand hvis Værd jeg siden lærte at kiende og skatte; men som nu, selv overmaade syg og hypocondrisk, kun forstærkede mit mørke Lune; ligesom jeg til Giengield forøgede hans. Det samme gialdt om de øvrige Personer, jeg omgikkes med i disse første Dage, og Kiedsomheds-Pesten tog omsider saa stærk Overhaand, at man syntes at spadsere i Søvne fra den eene Ende af Alleen til den anden, bestandig hen i Taaget, som ligesaa mange Natvandrere. Man talte ikke uden om Brønden, og Badet, og Regnen og andet Vand; jeg har aldrig kiendt en mere vandig Underholdning.

Hvad der midt i alt dette var det allerubehageligste, var den Bemærkning, jeg alle Øieblik nødtes til at giøre over mig selv, at min Siel var nedsiunken i en næsten bondløs Dumhed. Det var mig ikke mueligt med den stærkeste Anstrængelse at bringe een eeneste sund Tanke heel og holden til Verden. Jeg forsøgte at læse; men den blotte Titel af hvilken Bog jeg valgte kiedte mig allerede til Døde. Intet interesserte mig, selv ikke to nysankomne Gratier, hvis Smil til enhver anden Tid og paa ethvert andet Sted sikkert, trods den meest skyllende Pladskregn, vilde have antændt min Følelse. For at fylde Maalet af min Ulyksalighed udeblev endnu bestandig de Breve jeg ventede fra Kiøbenhavn. Mit hele Væsen hensank i en dødelig Apathie; min 133 Existenz var blot physisk, og denne var i og for sig selv uudholdelig.

Der behøvedes et overordentlig electriskt Stød, for at sætte mine Livsaander igien i Bevægelse; men jeg ledte omsonst i hele Sandsynlighedens Rige om en Muelighed til samme. Alle Udsigter vare enten mørke eller spærrede. Af Mangel paa Penge var det mig ikke mueligt, at komme herfra; min lille Capital stod endnu hos Olde; og Posten bragte mig hverken Vexler eller Breve.

Fordybet i disse taagede Betragtninger slentrede jeg i Morges ned ad den store Allee, uden at see synderlig enten til høire eller venstre Side, da en lang, dødbleeg, huuløiet Gestalt imidlertid kom mig saa nær, at den opvakte min Opmærksomhed. Mit Blik blev i samme Øieblik truffen af et ligesaa studsende; og nu styrtede vi begge paa eengang, uden tydelig Forestilling om hvem vi vare, i hinandens Arme - "Baggesen! Dig!" - "M**! Du?" ledsagede i een og samme Haandevending vor Omfavnelse. Det var den unge Grev M** - og jeg havde Umage med at troe mine Øine og min Følelse, da jeg i lang Tid havde troet ham død, og aldrig ventet at see ham mere i denne Verden, end sige i Pyrmont. Det var netop den af alle levende og døde Personer, som i dette Øieblik var meest skikket til at kalde min Interesse for Livet, og med den mit Liv selv tilbage, den inderligst elskede blandt alle mine Venner. Vi havde i en Tid af sex Aar ikke seet hinanden, og Indbildningen om hans Død havde de to sidste allerede ældet til egentlig Glemsel. Nu stod han der, eller rettere hang i mine Arme - thi jeg glemte Alleen, alle dens Vanddrikkere og hele Pyrmont over dette Møde - om just ikke frisk, saa dog levende; og jeg kan ikke beskrive den forunderlige Følelse, som lig en Lynstraale giennemfoer mit Væsen og antændte mit Hierte ved dette uformodede Giensyn. Han paa sin Side var ikke meget mindre bestyrtset over at træffe mig her, uagtet han ikke havde troet mig død; begge vare vi saa henrykte af Glæde, som om vi i hinanden havde fundet alt hvad der manglede os. I denne Ruus tumlede vi Arm i Arm til hans Vaaning i Badehuset hvor vi, efter at have hvilet os i et Par stumme Minuter af vor Bedøvelse, begyndte roligere at fortælle vore Historier.

134

"Misforstaaelser, ulykkelig Kierlighed, overnaturlig Anstrængelse og Brystsyge har sadt mig i den Tilstand, hvori du her seer mig," udbrød han, i det Blodet styrtede ham af Munden - "Misforstaaelser, ulykkelig Kierlighed, utidig Anstrængelse, og Nervekrampe har bragt mig i denne Forfatning," gientog jeg; og heftige Krampetrækninger ledsagede min Fortælling. Det var omtrent Summen af vore giensidige Beretninger. Vi fandt i Hovedsagen en saa besynderlig Overeensstemmelse i vore Skiæbner, at den allerede forud bestemte Harmonie mellem vore Siele ved hvert Fortællingen ledsagende Blik og Haandtryk efterhaanden voxte til Sympathiens høieste Enthusiasmus. Scenen imellem Amandus og Amanda ved Porten af Lyon kan ikke have været heftigere eller mere rørende; vi vare eene i hele Skabningen, vore Tanker, Følelser, vort hele Væsen sammensmeltede i hinanden; vi svor os i forenet Henrykkelse evig ubrydeligt Venskab.

"Du lever! og skal endnu længe leve trods alle Lægers Forbud!" udbrød jeg, "men sig mig, hvor du har opholdt Dig i denne lange Tid, og hvi jeg ikke har spurgt det mindste til Dig?" Han fortalte mig hvorledes han nødtes til at afbryde sine Studeringer i Kiøbenhavn, og efter at have lært at kiende og forlovet sig med den unge Frøken R**, nødtes til uden Ledsager at forlade H**, og gaae til Universitetet i Gøttingen, hvorfra han, efter et Par Aars Ophold, kom tilbage til sin Brud, fandt sammes Familie aldeles omstemt, sin egen aldeles indtaget imod ham, overalt Bagtalelse, Fornærmelse og Ligegyldighed - hvorledes Græmmelsen over denne ufortiente Behandling styrtede ham i en dødelig Sygdom - og at han nu havde slæbet sig til Pyrmont, for at forsøge det sidste Redningsmiddel, der imidlertid lod aldeles unyttigt da han Dag fra Dag opkastede meer og mere Blod, og alle Øieblik maatte vente det Slag, som med hans Liv skulde ende hans Fortvivlelse. Han oplyste sin Fortælling med originale Breve og andre Documenter, som tilstrækkeligen beviste mig, hvor falskelig man havde beført, og hvor troeløs man havde hildet og skuffet det uskyldigste og elskeligste af alle unge haabefulde Mennesker. Jeg fortalte ham paa min Side, hvad der havde foranlediget mig denne Reise - hvorledes jeg efter et yderst møiefuldt Liv paa Grændserne af Døden og Slutteriet, et 135 stedsevarende Rov, fra min spædeste Ungdom af, for de voldsomste Sygdomme, paa Pinebænken af et rasende, mit Væsens sidste Kraft fortærende Sværmerie, efterhaanden havde seet alle Glimt af Haab om Udkomme, Sundhed og Sindsroe slukte - og endelig paa det yderste, efter at Grev Schimmelmanns og Grev Reventlows ædelmodige Forsorg havde reddet min øvrige ulykkelige Familie fra Undergang - i Hans Durchlauchtigheds, Prinds Frederik Christian af Augustenborgs uskatteerlige Bekiendskab havde seet Livets og Lyksalighedens Himmel aabnet midt i alle Modgangs Tordenskyer, i det Sammes Godhed, ved en Understøttelse af 200 Rdlr. qvartaliter, havde giort mig denne Sundhedsreise muelig.

Timerne henfløde som Minuter under disse indbyrdes Udgydelser; vi glemte at spise; den indbrydende Nat erindrede os først at vi vare to, at vi vare hungrige, og at vi vare i Pyrmont. Vore Hierter vare imidlertid usigelig lettede, vor Livsaander i et nyt Spil, vore Udsigter, skiøndt begrændsede af den nære Død, lysere og skiønnere. Vi følte Venskabs hele Salighed saa meget stærkere, saa meget inderligere, da vor hele øvrige mørke Forfatning doppelt hævede Glandsen af dens eeneste Lys. Og saaledes blev mig imod al Formodning, netop paa samme Tid da Fortvivlelsen fra alle Sider omspændte mit Væsens hele Firmament, een af mine blideste Dage til Deel. Med hvilke Følelser lagde jeg mig til Hvile efter denne himmelske Vederqvægelse! det syntes mig som om Forsynets fulde Glands omstraalede mit Leie midt i Natten - jeg indslumrede med de sønligste Taknemmeligheds-Følelser i min og alle Væseners Faders beskyttende Favn. Himmelske Fryd! Du er eene tilfals for jordiske Smerter. Kun paa Lidelsers møisomme Vei naar man Din Æther-Top - paa Pynten af Afgrunden!

Contrasterne

Pyrmont den 5. Julii.

Regnen vedholder endnu bestandig. Men hvor forskiællig er imidlertid min nærværende Tilstand fra den jeg beskrev i mit forrige Brev! Fra det Øieblik af en fortrolig Ven deler hver Nydelse 136 og Lidelse med mig, forener Taagen, den vrede Jupiter * og alle deres kiedende Haandlangere omsonst deres skadefroe Kræfter, for at styrte mig tilbage i den Apathie hvoraf hint uventede Møde reddede mig.

Pyrmont er overalt i disse sidste Dage blevet mere levende. De fleste Giæster ere ankomne; deres Antal forøges hver Time, og Alleen er allerede saa fuld, som Cavalleergangen i Rosenborgs Have paa en Confirmations-Søndag. De fremmede, hvis Ankomst især har glædet mig, ere Geheimeraad Jacobi fra Dysseldorf, den gamle Geheime-Justitsraad Møser, og hans Datter Frue von Voigt, en Pastor Schmelder fra Westphalen, Frue Generalinde von Düring fra Hadersleb, og den elskværdige Frue von Zimmermann fra Hannover. De ere alle høist underholdende, selskabelige, hver fra sin særegne Side elskværdige Personer. En vis Frøken Ø* fra Meklenburg, og en Frøken P*** fra Hamburg forskiønne ved deres Spadsering Alleen meer end alle Lindetræerne.

M** og jeg vige ikke fra hinandens Side. Om Morgenen Klokken fem søge vi allerede hinanden, spadsere sammen til Badetiden, spise som oftest ved samme Bord, og skilles gemeenligen ad sildig om Aftenen. Ogsaa kalder man os de Uadskillelige. Hvad der foruden alt andet forener os, er den Omstændighed, at ingen af os spiller, den ellers her meest herskende Tidsfordriv. Vor Cirkel er een og den samme; den eenes Bekiendskab bliver umiddelbar eller middelbar den andens.

Den Mangfoldighed, den Afvexling, og den Lethed i Omgang med interessante Mennesker, som en saadan Sammelplads frembyder, er upaatvivlelig dette Bads Hovedfortrin. Bekiendskabet allene med den elskværdige Jacobi var nok til at forsone mig med alle dette Opholdsteds øvrige Ubehageligheder.

Forfatteren af Allwills Papirer, Kunsthaven, Woldemar og den lille uskatteerlige Bog: Etwas, das Lessing gesagt hat, ** er en *

* 137 rank, overmaade velskabt, aasynskiøn, og i Væsen ubeskrivelig behagelig Mand. Hans store og gode Aand fremlyser umiskiendelig i ethvert Træk af hans Ansigt, som den, efter alt hvad jeg har hørt, fremskinner i hvert Træk af hans velgiørende Liv. Tanke og Følelse ere i hans lærerige og venlige Omgang, som i hans Skrifter, ægte viede til hinanden. Det er een af de fortrinligste Mænd jeg meest agter og elsker paa Jorden; og fra det Øieblik, jeg lærte at kiende hans Hierte, tæller min Hengivenhed og Beundring ikke syv Stierner af første Rang, der med lige Glands straale i min Forestilling paa Menneskehedens Himmel. Med inderlig Glæde og Taknemmelighed erindrer jeg hver Spadseregang med denne Ædle, hver Underholdning, hvori han skiænkede mig styrkende Sielenydelse og qvægende Trøst. Hans Omgang var mig saa overvættes behagelig, at jeg kun sparsom overlod mig til samme, af Frygt for at tabe for meget, ved dens Ophør. Jeg følte, at jeg i min daværende Forfatning ikke borde udsætte mig for et altfor smertefuldt Tab, og valgte med haardnakket Selvfornægtelse en vis Afstand fra et Lys, der i det Øieblik, samme blev mig uundværligt, maatte slukkes. Ogsaa tilbageholdt mig, ved mit Ophold i Pyrmont, en vis beskeden Stolthed fra alt for meget at nærme mig de Personer, der vandt min fortrinlige Agtelse. Bestandig at tage, uden at giengive det mindste, er mig utaaleligt; og hvad kunde jeg svage, dumme, haabløse Fremmede giengiælde i min nærværende Forfatning? Alt hvad der stod i min Magt var matte Blik og svage Haandtryk. Jeg undsaae mig over mig selv i alle Henseender for alle, der ikke kunde see mit Hierte, det eneste, som min Skiæbne ikke havde fordærvet.

Det lykkedes mig imidlertid lidt efter lidt i det fortreffelige Selskab, hvis Solglands og Varme daglig forøgedes omkring mig, at smelte den lis, som bandt min Levestrøm, og det varede ikke længe før den, trods al min Sygdom, Mangel paa Breve, og Mangel paa Udsigter, henflød i virkelig Munterhed. Et af de virksomste Midler til denne nye Stemning var en mig hidindtil aldeles fremmed Nydelse i Omgang med en yderst original, rig, vild, og udsvævende Engellænder. Herr J**, en naturlig Søn af den berømte eller rettere berygtede rige H** i London, opholdt sig her ved Badet, med et lille Reise-Stipendium af 20.000

        

138 Rdlr. aarlig. Uagtet han for det meeste indskrænkede sin Kreds til Prindsen af Waldecks meget inskrænkede Stater, og i det høieste bereiste den Deel af Tydskland, Frankfurt og Hannover begrændser, havde han dog i en Tid af halvtredde Aar seet sig nødt til at giøre en lille Gield af 80.000 Rdlr. Hans yderlige Oeconomie tillod ham ikke meer end to Vogne og fem Rideheste. Da han imidlertid sielden kiørte, og Riden af en vis Aarsag var ham aldeles forbuden, faldt denne Indskrænkning i Eqvipage ham ikke besværlig. Han havde taget Tieneste som Oberst ved Regimentet, som han sagde mig, blot for Mondurens Skyld, da Uniformen havde den Lykke at behage ham. Han lod til at være 27 Aar gammel, og hans Kundskaber syntes ikke at overstige hans Alder. Hans Dragt var (naar han ikke bar Uniformen, som han syntes at spare paa for ikke at blive kied af samme) simpel, og i Sammenligning med de fleste Kavallerers lurvet, hans Haar skiødesløst friseert, eller rettere ufriseert, og hans Udvortes overhovedet udmærkede sig ikke fra den usleste Universitetsborgers, undtagen ved det sneehvide Lintøi, som røbede Engellænderen. Hans Aasyn var mut, hans Mine ligegyldig, hans Gang søvnig. I hans Physiognomie opdagede man imidlertid noget Dumhed aldeles modsat, og en vis Godmodighed; enhver af hans Bevægelser' var saa magelig frie, som om hele Pyrmont og alt hvad der er derom tilhørte ham. Han talte temmelig slet Fransk og maadelig Tydsk, som han af og til blandte med lidt Engelsk, altsammen med forunderlig Utvungenhed. For Resten var han i eet og alt den livagtige Spleen i egen Person, og kedede sig med Engelsk Umaadelighed.

M** overtalte mig snart til at giøre hans Bekiendskab, da intet meere frister min Kiendelyst end det Originale. Jeg længtes desuden efter et tydeligt Begreb om en ung, rig, udsvævende, reisende Engellænder, da jeg forestilte mig samme som et Non plus ultra af menneskelig Uvorenhed. Jeg fandt virkelig mit Ideal næsten aldeles realiseret.

At Bekiendtskabet saa snart voxte til et Slags Fortroelighed, skyldte jeg det i min nærværende Siels og Legems Forfatning, som stemte overeens med hans; maaskee giorde ham og den samme Betragtning mig interessant, som morede mig i hans Omgang, nemlig vor aldeles modsatte Oeconomie. Det være som det 139 vil; det varte ikke længe før de tre heterogeneste Personer, man i en Hast kunde samle paa eet Sted, bleve hinanden meer eller mindre uundværlige. Det er i visse Omstændigheder en næsten ligesaa stor Fornøielse i at treffe sit fuldkomne Modbillede, som i at finde et man i en Hast kunde tage for et andet Exemplar af sig selv, Manden uden Caffe contrasterede rigtig nok saa meget med mig som jeg troede det mueligt at to Reisende i Lüneburger Heide kunde contrastere med hinanden; men her rykkedes mig i den næsten lige Alder Contrasten endnu nærmere. To unge Brøndgiæster i Pyrmont, den eene med omtrent 60, den anden med omtrent 2000 Rigsdalers maanedlige Indtægter - den sidste med to Vogne, tre Maitresser og fem Rideheste; den første uden noget af alt dette - den eene brugende Badet mod Følgerne af en overdreven Umaadelighed, den anden imod Følgerne af en alt for stor Afholdenhed - og omsider, for at krone dette pudseerlige Forhold, den eene tungsindig og den anden overgiven munter! Havde jeg allerede for længe siden inderlig Foragt for det, man almindelig kalder Lykke, var denne Foragt endnu mere bleven bestyrket ved Opdagelsen af Herr C**s egentlige Tilstand, saa voxte den her næsten til Frygt for den blotte Muelighed af at blive rig. Min Engellænders plagende Overflod satte min Armod i et saa fortryllende Lys, at jeg, saa at sige, forelskede mig deri, og inderlig takkede Forsynet, for denne meget nyttigere og morsommere Ledsagerinde giennem Livet. Min Sorg over Mangel paa Vexler tabte sig efterhaanden i denne behagelige Følelse. Havde jeg ligesaalet kunnet drukne min Mangel paa Efterretninger fra Danmark deri, vilde jeg have været fuldkommen rolig.

Jeg har ovenfor fortalt, at den unge Herr J** med et Udkomme af 20,000 Rdlr. aarlig, havde seet sig nødt til at giøre en Gield af 80,000 Rdlr. Da det maaskee kan forundre endeel af mine Læsere ligesaa meget, som det i Begyndelsen forundrede mig, hvorledes dette gik til uden simpel Bortslængen, vil jeg ommelde et Par Omstændigheder, som strax giorde mig det fuldkommen begribeligt. Han levede virkelig i Pyrmont ved første Øiekast saa oeconomisk, som den simpleste Brøndgiæst: Frokost, Middags- og Aftensmaaltid kostede ham ikke meer end enhver anden; kun een staaende Hoved-Udgivt havde han meer end jeg; 140 men rigtig nok var samme temmelig betydelig. Han anslog nemlig sine Opvartninger ved Pharao-Hoffet paa høire Side af Alleen ti] en Bekostning af circa 100 Rdlr. daglig; da Lykken bestandig syntes at undsee sig ved at lade ham vinde. Han havde rigtig nok kun to Vogne; men den eene var tildeels af purt Sølv, saa net indrettet, at den kunde slaaes sammen og lægges i den anden. Da Veiene omkring Pyrmont ere for det meeste Uveie, brugte han den Methode, at kiøre ud i den tunge Vogn, og naar et bedre Stykke Vei mødte, at sætte sig saa længe det varte i den lette, for hvilken han lod spænde en særdeles Hest, som hans Staldknægt til den Ende førte med sig. I hans eene Uhr hang en engelsk Staalkiede af besynderlig kunstigt Arbeide, den havde kostet ham i det mindste halvandet hundrede Rigsdaler. En nysankommen Preussisk Officeer beundrede dens Skiønhed og udbrød i Lovtaler derover. "De giør mig en Fornøielse, min Herre!" sagde han, "hvis De vil bære den til en Erindring!" Officeeren studsede, og betænkte sig. "Jeg giør ingen Complimenter," blev han ved, "De tiener mig med at modtage den, da den behager Dem meer end mig." Officeeren modtog den. Han sprang bort uden at oppebie hans Tak. Jeg spurgte ham siden om han kiendte denne Person? "Nei!" - om han havde Lyst til at lære at kiende ham? - "Nei! Jeg gav ham Kieden," sagde han, "fordi den fra det Øieblik af, jeg saae den stak ham i Øinene, blev mig kiedsommelig; havde han ikke taget den, havde jeg slængt den bort."

En Læser af nogen liden Erfaring og Menneskekundskab vil allerede selv have giort den Slutning, at Herr J** med sine to Vogne, tre Maitresser, fire Tienere og fem Heste ikke var meget lykkelig. Han var virkelig saa ilde faren med al sin Overflod, at han meer end noget andet Væsen i Pyrmont opvakte min Medynk. Han havde for længe siden uddrukken Vellystens Bæger, og befandt sig aldeles i den Tilstand, hvori en ægte Spleen-Engellænder, efter alle Frietænker-Love bør hænge sig. Da han imidlertid med sin Letsindighed, Ukyndighed og Udsvævelser forenede adskillige gode Egenskaber, holdt M** og jeg det begge Umagen værd, at bidrage ham Begreb om hvad der endnu stod i hans Magt til at undgaae Fortvivlelse. Hans naturlige Godmodighed, Aabenhiertighed og en forunderlig rigtig Erkiendelse af

        

141 hans Mangler og Feil gave os det beste Haab om at bringe ham i det mindste et Par Skridt hen paa en bedre Vei; men den omtalte Despot paa høire Haand af Alleen tilintetgiorde alle vore Bestræbelser. Han holdt det for sin Pligt daglig at giøre sin Opvartning ved Spillebordet; thi, sagde han, "man maa dog tage sig noget for!" Uagtet han misundte os vor aldeles modsatte Levemaade og deraf flydende gode Lune, var det os dog ikke mueligt, at bringe ham til at forandre sin; hans Siel havde tabt den fulde Villekraft, som udfordredes dertil.

[...] Til de særskildte daglige Forlystelser henhøre de smaae Theeselskaber, hvori en lille Kreds af Bekiendtere samle sig. Jeg tilbragte med M** mangen behagelig Time i et saadant, hvori den kloge, gode, meget interessante Frue von Voigt fra Osnabrück presideerte. Dets Kreds forstørredes efterhaanden til fælles Fornøielse; men tilsidst faldt en Comet, en vis Herr Kotzebue, * deri, som for mig aldeles forstyrrede Harmonien. Han havde, som det lod, sat sig for at spille Jean Jacques i Pyrmont; men spilte denne Rolle elendigere, end nogen Lygte kan have spillet Maanens. Han vilde see ud som lutter Følelse, og saae ud som ankommet Følerie; han lod haant om hele Verden undtagen om sig selv, og troede ved suur Mumlen at overtyde alle om sin skarpe Forstand. Han havde et vist jeg veed ei hvad i sin Mine, i sin Tone, i sit hele Væsen, som giorde ham baade for mig og M** til den modbydeligste blandt alle Brøndgiæsterne. Med alt det lod han ikke til at være ilde lidt af Damerne. Den eene Deel tryllede han uden Tvivl med samme Arcanum, som Yoricks Betler - den anden Deel var for uskyldig og godtroende til at drømme om hans uophørlige Maske. Naar jeg imellemstunder saae ham gaae ved Siden af Jacobi, tænkte jeg: der ere dog to Personer i Alleen, som mindre ligne hinanden end du og din Engellænder!

Det er for en Elsker af physiognomiske Betragtninger upaatvivlelig yderst moersomt at spadsere op og ned i den store Allee *

142 giennem Vrimmelen af Giæster. Hist rager den lange Møsers ærværdige Hoved over alle de andre; man kunde i Betragtning af hans Høide, hans bestandige Spadseren, og den lange Tid hvori han aarligen har indfundet sig her, kalde ham Alleens Anfører. Han synes endnu fordybet i patriotiske Phantasier; tæt ved ham gaaer hans lille Datter, Frue von Voigt, der med et doppelt saa gammelt Ansigt som hendes Fader, ikke naaer ham meget længer end til Hoften; hist fremskildpadder med umærkelige Trin en umaadelig Rigs-Mave; her fremdandser en let og net lille Kokette; paa den eene Side marscherer en velbestøvlet Generallieutenant, paa den anden synes Pedantismen og en evig Commentar over Fas et Nefas at flytte sig under den lærde Pütters sindige Paryk; hist kryber den lille krumme skuulende K***; her fremtriner den opretgaaende, fritblikkende Jacobi - det er Philosophien i Platonisk Begeistring, eller rettere Plato selv, man synes at møde. Hist fremslæber sig en tung Podagrist; her hopper en vindlet Kammerjunker. Hist tæller en indbildt Syg hvert Skridt, af Frygt for at komme eet Minut tidligere eller sildigere til Enden af Gangen; her mødes han af en virkelig Skrantning, som med en utilgivelig Hilsen forstyrrer ham i sin Regning. Med nedslagne Øine, bleeg som den besvimede Clarissa, støtter sig den yndige Jomfrue P** paa sin ledsagende Tante - medens den blussende Frøken Ø* med lynende Blik giennemfarer Alleen i cyprisk Triumf - overalt vimser den alting mønstrende Marcard; lig en omfarende Adjutant er han snart her snart hist i Hæren, og man mærker ham det tydeligt af, hvor meget for meget han har at tage vare. Men hvilken Maler vilde paatage sig at copiere dette Gallerie af Menneske-Figurer, Physiognomier og Bevægelser, fra Fyrstens til Bondens, fra Philosophens til Spillerens, fra Ns til Ns? Hvilken Mangfoldighed og Forskiællighedl Hvilken Overflod af Materie for Reflexionen, for Følsomheden, for Herakliten og Democriten, for Elegien og Satiren! Hvor ærgrede det mig, at det under Livsstraf var mig forbudet at skrive meer end eet Brev om Ugen. [...]

Saa keedsommelig Pyrmont er inden sine Grændser, saa fortryllende ere adskillige Egne i en vis Frastand rundt deromkring. Allerede bag Kongebierget begynder et tillokkende romantiskt Landskab, som i en Labyrint af stille, landlige Naturafvexlinger 143 henstrækker sig mod Østen, og umærkelig hæves i en Gruppe af blødt favnende Høie, fra hvis Toppe man overraskes af vide Udsigter. Det mod Syden beliggende Mühlenberg er ogsaa rigt paa maleriske Gienstænde. Men alt dette falder bort imod Egnen om Herrmannsbierget, omtrent halvanden Miil fra Kilden, og den fortryllende Vei dertil. Jeg har tre Gange lagt den tilbage, i Regn, i Torden, og i Solskin, hvergang med nye Henrykkelse.

144

Herrmannsbierg

[…]

Skyerne deelte sig, de svandt imellem Biergene, og Solen brød frem i alt bestraalende Glands. Fuglene sang gladeligere i de lysere Lunde, alting smilede - det var rundt om os, som naar alle smaa Lidenskaber i Mandens Hierte vige for den seirende Menneskekierlighed. Hvor er det mueligt, raabte jeg, at skye, at spotte, at hade, at forfølge hinanden? Mennesker imod Mennesker? Nationer mod Nationer? Brødre mod Brødre? Venner imod Venner? Ubegribelige Splidagtighed mellem den samme Sols Straaler!

Tydske! Franske! Engellændere! Hollændere! Danske, Norske og Svenske! Preussere! Polske! Ungarer! Italienere! Spaniere! Portugiesere! ere I da ikke alle Mennesker? Alle, som Mennesker, lige? - forskiællige Figurer - forskiællige Farver - forskiællige Toner! - Men sig mig, du Geometer! hvilken Figur er dig den nødvendigste, Qvadratens eller Cirkelens? - Sig mig, du Maler! hvilken af Regnbuens Farver er dig den kiaereste? - Sig mig du Musiker! hvilken af alle din Scalas Toner er dig den uundværligste? Og dog kunne I beregne Figurernes, Farvernes, Tonernes Forhold og Indflydelse i endelige, begrændsede Sphærer - da derimod de forskiællige Folkeslags taber sig i Evighedens Cirkel. Hvilken Historiker har maalt, hvilken Philosoph over Historien har dristet sig til at afveie de forskiællige Nationers Bidrag til samme store Hovedøiemeeds Opnaaelse, imod hinanden? Latterlige Foretagende! Til en bestemt Tid, i een eller anden af det uhyre Dramas Scener, lader det meer eller mindre, Skuespillerne bidrage til sammes momentane Gang, sig bestemme; men for at afgiøre deres Rollers Vigtighed i det Hele, deres Indflydelse til Knudens Opløsning, enhvers større eller mindre Uundværlighed til samme - udfordres Kundskab om Catastrophen, maae man have seet Stykket udspille til Enden. Hvo 145 indestaaer mig for, at hin eller denne Skuespiller, som forsvandt i nærværende Scene, ikke kommer frem igien paa Skuepladsen i en følgende? Og om han og ikke mere kom tilsyne, kan jeg midt i det mig ubekiendte Stykke bedømme, hvor vidt hans korte Ærende bidrog meer eller mindre end hins vidtløftigere, til det Heles Virkning? Italien, Frankerig, Engelland have hidindtil giort mere Larm paa Historiens Skueplads end Tydskland, Spanien, Danmark - deres Spil i det mindste er bleven ulige mere beklappetmen hvo har lært hine med Alvidenheds Maske pralende Tilskuere, at de sidstes Roller allerede ere udspilte? Hvad om Tydsklands langsommere Fremskriden netop af denne Aarsag længst holder Gangen ud? Hvad om Spaniens længere Nedtrykning engang volder et desto vældigere Opslag, som den dybere nedstrammede Bue løsnet fremjager Pilen med doppelt Lynfart? Hvad om Danmark i sin rolige Slum samlede Kræfter til den længste Dags ufortrødneste Arbeide?*

Der gives upaatvivlelig unyttige, foragtelige Individer i Staten; men der gives ingen unyttig foragtelig Stat i Europa. Selv Rusland med alt sit uhyre Tartarie og Barbarie, denne Hvalfisk hvis Hoved nedtrykker Vesten, og hvis Hale udbreder sig over Østen, vil sikkert engang vise endog de meest kortsynede, at det giør meer end blot fylder i Verden. Nationerne ere Bogstaver i Menneskehedens Alphabet; men i dette findes intet Z, intet unyttigt Bogstav. En Rangstrid mellem A og O, eller L og N vilde ikke være saa latterlig, som Nationers Foragt for hinanden.

National-Had - National-Foragt ere sande - og just af alle de frækkeste, kaadeste, dummeste, utilgiveligste - Blasphemier! Om og virkelig hin eller denne Nation spiller en skrækkelig eller uanseelig Rolle - hvis er Skylden? Den er nær ved at foragte Menneskehed, som foragter et Folk - eller rettere: den, som foragter dette, skuffer sig selv, om han troer at agte hin. Er det *

146 mueligt - er det menneskelig mueligt, at spansk, eller fransk, eller tydsk, eller dansk, eller hollandsk, e. d. l. paa Menneskelæber kan fremføres - i Menneskeører kan klinge som Skieidsord? Nei! det er ikke menneskelig mueligt; men desværre! det er umenneskelig virkeligt! Vee den afsindige Gudsbespotter, som første Gang udtalte Tostavelsen: Däne med Raka-Tone, som første Gang anviiste den en Haanplads paa Papiret! men vee ogsaa den afsindige Gudsbespotter, som første Gang angav den Skam-Tone, hvori Tostavelsen: Tydsker undertiden klinger paa somme Læber og i somme Blade!* O! de fortiente at brændemærkes med herostratisk Navnkundighed, og udpibes saa høit, at deres Skiændsels Ekko skulde lyde giennem fierne Aarhundreder. Ingen Majestæts-Forbrydelse er at ligne mod deres! de have paa eengang forbrudt dem mod den øverste Majestæt - et heelt Folks! - paa Jorden, og mod Majestæternes Majestæt i Himmelen!

O! denne negative Patriotismus! dette Nul-Væsen, som giver sig Mine af Betydelighed, og brammer med en Flamme, dets Natur allerede slukker endog den blotte Gnist til, dette Spøgelse - hvorledes skal jeg male det? - Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk - hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede! det er, som naar Ægte-Tyrannen vil bevise Kiærlighed til sin Kone ved alle Øieblik at fornærme hendes Søster. Det er umueligt, siger Rousseau, at elske aldeles eet enkelt Fruentimmer, hvis man ikke føler et elskende jeg veed ei hvad for det hele Kiøn i Almindelighed. Det er umueligt, turde jeg sige, virkelig at elske sit Fødeland, og hade andre.

Men det er saa uendelig meget lettere at skiælde Fremmede, end at giøre noget for sine Egne - den positive Patriotismus koster saa usigelig meget mere, og giør dog ikke nær saa megen Larm og Opsigt! Skiælde paa den eene Side, og flattere paa den anden fordrer blot Lunge - den ægte Patriots stille Handlinger *

147 derimod fordre Hierte. Intet Under, at hine blotte Munde, hine Hoved- og Hierteløse vælge de lette Talemaader heller end de tunge Handlinger.

Jeg giorde mig selv hemmelig skyldig i hines Forbrydelse, hvis jeg noget Øieblik overlod mig til den Tanke, at en heel Nation kunde være i dette Tilfælde! Overalt vilde ingen Nation, uden at tilintetgiøre sig selv, kunne bestaae af lutter negative Patrioter! Forgiæves forsikkrer man mig i det store franske Dictionnaire, "at man i Frankerig almindeligen betiener sig af Ordet Tydsker, for at betegne en grov, brutal, fordrukken Karl" * - jeg troer det ikke! i det mindste ikke uden om de enkelte grove, brutale, fordrukne Karle, som betegnes ved dette man. Ogsaa i mit Fødeland ville visse deslige manner gierne indbilde deres Hørere og Læsere, at den Tone, hvori de fremføre Ordet: Tydsker, er Nationens; men vee mig, om jeg tiltroede endog blot en Mængde Danske saa lav og foragtelig en Tone! Nei, kun Afskummet og Udskuddet af Nationen, denne foragtelige Hob, som i Samling med alle andre Nationers Skrab og Krimskrams, udgiør en egen Nation for sig selv - kun disse enkelte Frøer, hvis Natur det nu eengang blev at qvække - tiltroer jeg hine uophørlige Blasphemier. De besidde rigtig nok den Kunst at lade, som de vare mange, men det er med dem, som med Gudsfornægtere, Vindjunkere paa et Bal, og valnødskalbeskoede Katte paa et Loft - naar man seer sig til, er det kun et Par, som volder hele Allarmen. At enkelte meget uvidende Mennesker, at en stor Deel af den i alle Stænder under alle Titler og Ordener sine lange Ører fremstikkende Pøbel mechanisk efterpluddrer deres Skiældsord er naturligt. Men alle disse Ekkoer fortiene Overbærelse; det vilde være ligesaa afsindig gruesomt, at vredes over dem derfor, som at pidske Havet for alt for oprørte Bølger, eller Børn for alt for urigtige Begreber. Kun mod dem, fra *

148 hvilke Forargelsen kommer ivre den billige Vrede! kun disse forfølge Folkevennen med Afskye! Og jeg gientager det, i urokkelig Tillid til min Nations Ædelmodighed, i fast Overbeviisning om dens almindelige Retsindighed og Billighed - disse første Forargere, disse virkelige Forbrydere, som jeg ikke tager i Betænkning at stemple med det Skiændselsnavn: National Giftblandere, ere ikke mange!

De ere faae - yderlig faae; og jeg haaber - nei! jeg veed med uafskrækkelig Vished, at de snart vilde være ingen. Morgenrøden er der allerede, og Solen nærmer sig, for hvis altoplysende Glands disse og alle deslige mørke Dagfiender ville flygte til deres Intets Huuler i evig Glemsel. Tiden nærmer sig, da Sproghad, Nationalhad og deslige vil svinde for Jordborgerdyd, som Religionshad allerede har begyndt at svinde for en renere Moralitet. Man vil indse e, at Nationer, som Mennesker, ere hinanden uundværlige, at de skiænke hinanden giensidige Fordele, at den eene har Ret til den andens Taknemmelighed, at om og den eenes Gield i denne Henseende er større end den andens, alle dog give hvad de formaae - og at kun Een - den eene Alvidenhed - kan beregne, hvo der gav broderligst. Da vil Engelland erkiende Frankerigs, og Frankerig Engellands Fortrin med beskeden Stolthed, uden lav Misundelse - da vil Tydskland skatte det rolige Danmarks stille Aands blide Fortienester, og Danmark med stolt Beskedenhed erkiende hvad Jorden skylder sin største Samling af oplyste Borgere, den Nation, af hvis frugtbare Skiød Europas Friehedsaand, Bogtrykkerkunsten, Astronomien, Reformationen i Christendommen og Reformationen i Philosophien fremgik - og føle hvad Agtelse og Kiærlighed denne ædle Naboe fortiener! De mange tydske Avner, som engang i hele Tønder, Skiepper og Fierdingkar fra Erik af Pommerens til Frederik den femtes Tid tilførtes Landet, ville da glemmes, og, erindres de, vil man ihukomme at der var mangt et herligt Korn deriblandt, hvis Grøde Bondefrieheden velsigner - og at de øvrige neppe vare komne, hvis man ikke havde ladet dem komme. At ivre mod Tydskerne, fordi Danmark iblandt sine Konger tæller een, som ikke talte Dansk - vil man da finde ligesaa latterligt, som om Frankerig vilde hade og foragte de Danske, fordi der randt Dansk Blod i de sidste Ludvigers Aarer.

149

Skynd dig, o Soel! i dit Komme, som Morgenrøden forkynder! Snart straale Humanitetens fulde Dag over det elskte Europa! Hvilken Vellyst, at see Broderen omfavne sin Broder! men - hvilken Salighed, at see Nationer favne hinanden!

Da skal Sandhed være den eeneste Tanke! Kierlighed den eeneste Følelse! Menneskelighed den eeneste Handling!

Jeg var pludselig forsonet med min Pyrmontreise. Jeg troede ikke at have kiøbt de Følelser, Solens Frembryden tændte i min Siel paa Herrmannsbierget, for dyrt for al den Kiede, som havde giennemdampet mig i Dalen. Ingensteds havde jeg hidindtil følt mig mere frie, mere Nordborger, mere Broder i den store Familie paa denne Side Alperne, end her paa Toppen af den gamle Cheruskaskov, hvor Sydens Styrke førstegang bugnede under Nordens Kraft. Jeg saae Europas Frieheds Fødsel i Herrmanns Erindring og forfulgte med glædedrukne Blik dens Sol-Gang mod Vesten. Den gik med Angelsaxerne til Albion, med Frankerne til Gallien. Sympathetisk vaagnede hist Holland, og her Schweitz. Men paa hin Side Rhinen skiulte Tordenskyer længe dens Straaler. Nu frembrød den med doppelt Glands i Frankrigs Europa bestyrtsende Rigsdag.

Jeg var ikke længer National-Slave - jeg var Tydsker, jeg var Franke, jeg var Britte, jeg var Belgier, jeg var Schweitzer, jeg var Skandinaver. Mit Hierte slog lige høit for Broderen her og for Broderen hist. Kun tre Kiæder - men lige saa ubrydelige, som skiønne - bandt mit Væsen tættere og fastere til Danmark: Venskab - Sproget - og min Barndoms Erindring. Den første tryllede mit Hierte i nærmere Forbindtlighed, den anden ledte mig til min naturligste Virkekreds, den sidste fastholdt mig til min første Plads.

Men du var mit Vidne, Nationernes Fader! at mit Hierte aldrig slog varmere for mit Fødeland, end i det Øieblik det slog hæftigt for alle hine! [...]

Men det er Tid, at jeg forlader Herrmannsbierget da jeg dog maa videre frem i min Labyrint, og ikke kan vide hvor langt jeg er fra det Sted i samme, hvor jeg nødes til at standse, for (hvis hin Minotaurus ikke forhindrer det) at vende tilbage.

150

De sympathetiske Følelser, hvormed M** og jeg havde høitideligholdt denne romantiske Dag til Herrmanns, og Friehedens, og deres Afkoms Erindring, knyttede Baandet, som sammenbandt os endnu fastere; vi besluttede, om mueligt, aldeles at dele Skiæbne med hinanden, og i denne Stemning kom vi tilbage til Pyrmont.

Kongebierget

Preussens Frederik den anden, den Store, har efter sit doppelte Ophold i Pyrmont givet dette Bierg sit Navn. Men neppe vil hans Monument blive saa varigt som Herrmanns.

En Cubus af sort Marmor forkyndte mig Stedet, hvor Nordens Alexander sad, og, som man paastaaer, udkastede Planen til den anden Schlesiske Krig. [...]

Jeg vil her udkaste Planen til min Reise, sagde jeg, satte mig ved Roden af Eegen, tog min Tegnebog op, og foreskrev mig selv følgende Love:

1

Reis bestandig mod Syden saa langt du kan*, dog saaledes, at du seer dig om til begge Sider mod Østen og Vesten, for ei at gaae reent efter Næsen!

2

Studeer paa din Reise fornemmelig dig selv og Menneskene; nyd og føl Naturen; og lad dit Hierte overalt lede dig, hvor Fornuften ikke veed Veien!

3

Studeer Oldtiden i den lille Tacitus, du fører med i din Vestlomme *

151 - den nærværende Tid i hvad du seer, og ikke i hvad du hører - Philosophien i Moralen, og Moralen i din Samvittighed - Naturhistorien i Naturen og ikke i Naturalie-Cabinetter - Æsthetiken paa Høienes Toppe, i de gien nemrislede Lunde, i Morgenens Purpur, i den stiernelyse Nat; og ikke paa Universiteternes Collegiebænke! Læs heller Physiognomier paa Markedspladse og Promenader, end Bogtitler paa Bibliotheker! Studeer endelig Menneskene i Hytterne, som de ere, heller end Menneskene i Palladserne, som de ikke ere!

4

Optegn hvad mærkeligt du iagttager! hold til den Ende en Dagbog; dog saaledes, at du oftere glemmer Beskrivelsen over Reisen end Reisen over Beskrivelsen.*

5

Stræb at giøre Bekiendskab med virkelig store og fortreffelige Mænd! Det var en Skam at forsømme Solene over Planeterne, Cometerne og Maanerne.

6

Staae tidlig op om Morgenen! At sove meget er altid uanstændigt; men paa en Reise ækelt.

* 152

7

Arbeid doppelt, hvor du nyder doppelt!

8

Reis til Fods - saa snart, saa ofte, og saa meget du kan! Du samler saaledes mere - og fordøier bedre.*

Overalt troer jeg Spadsering ikke mindre sund for Sielen end for Legemet. Det er got, at begges Fødder ere i harmonisk Bevægelse. De gamle Grækere synes at have indseet dette. Jeg er overbeviist om, at Philosophien vilde være kommet videre i vore nyere Tider, hvis man en Smule havde taget Beenene til Hielp. Det vilde blive for vidtløftigt her at opramse alle Grunde. En Lignelse kunde maaskee, indtil videre, oplyse min Hypothese.

9

Spiis maadelig, og kun naar du er hungrig! Drik Viin, hvor du kan faae den - du har længe nok drukken Vand.

* 153

10

Reis uden Adresser og uden Recommendationsbreve! Hvem dit Menneskeansigt ikke er Adresse nok, er ikke for dig - Hvem du ikke kan recommendere dig selv, for ham er du ikke. Recommendationer ere Paanødelser; nød dig ikke paa, og lad dig ikke paanøde nogen! Og hvad kan man med god Samvittighed recommendere hos dig? det eeneste som med god Samvittighed kunde recommenderes, behøver ingen Recommendation. Du reiser ikke blot for at æde og drikke, eller for at see glimrende Hoffer, eller rare Manuskripter, eller Hertzberg, eller kongelige Haver, eller noget af alt det, man maae recommenderes til - Reis uden Recommendation!

Philosophien kan lignes ved Drengespillet med en flyvende Drage. Den speculerende Fornuft er Dragen, Tankegangen Segltraaden, og den metaphysiske Professor Drengen. Herr Professor! da De dog saa gierne staaer eller sidder, saa staae eller sid her et Øieblik stille, og - Socrates skammede sig jo ikke ved at lære noget af et Fruentimmer! - lær at philosophere af denne Dreng! Seer De - med samme Lethed, som Sætninger rulle paa Sætninger, Slutninger paa Slutninger, og Ideer paa Ideer af Deres speculerende Hierne, oprulles Traadnøglet i hans gøvlende Haand, og Dragen flyver i Luften med samme Snarhed, som Deres Fornuft paa hin Side af Erfaringen. Saavidt har han intet forud for Dem, hidindtil er det eene som det andet. Men nu kommer Kunsten! betragt engang - det er ham om at giøre, ikke at miste sin Drage, og han veed hvor let den tynde Traad kan springe - hvad giør han da, for at forhindre det? Sætter han sig ned, og lader det komme an derpaa om Vinden er for stærk eller Traaden for svag? Nei, han er klogere end saa - han er klogere end De: han tager Beenene til Hielp, Herr Professor! og i parallel Bevægelse paa Jorden med Traadens i Luften beholder han sin Drage, imod at - De gaae hvad siger jeg? sidde glip af Deres!

At Gang er sund for Legemet behøver neppe at beviises. Den gamle Drakenberg gik fra Kiøbenhavn en Eftermiddag Klokken tre (da man i et Selskab ikke vilde troe, at han havde meer end hundrede Aar paa Bagen) giennem Sverrig over Bierge og Dale til hans Fødeby i Norge, for at hente sin Døbeseddel, da han ikke haabede, den vilde gaae til ham. Denne eene Anecdote har giort mig hans næsten overmenneskelig lange Liv begribelig.

154

11

Reis ei som A - heller ikke som B - ei heller som C - ei heller som D - ikke som Mundungus, ikke som Smelfungus - ikke som Manden uden Caffe, ikke heller som en Biørne trækker - ikke à la Sterne ligesaa lidt à la hvem det er - og ingenlunde som den lærde Herr Alkolpantacunctitoutpartoutl*

12

Stræb at finde dig hiemme overalt; vær Tydsker i Tydskland, Schweitzer i Schweiz, Franzos i Frankerig; luthersk, med lutherske, catholsk med catholske, Hedning med Hedninger; bedrøvet med de bedrøvede, glad med de glade - Menneske overalt, og Menneskehed overalt agtende!

Til disse tolv Bud føiede jeg endnu en Deel andre Forskrifter og Regler, for Exempel: hver Dag at læse et Stykke i Tacitus, Horaz, eller Rousseau - aldrig at blive liggende i en Seng, om jeg blev nok saa slet; men heller bevæge mig til jeg styrtede - ingen blot Lærd at besøge - intet blot Bibliothek at besee - ingen Unødvendigheder at anskaffe mig - ingen Nødvendigheder at kaste bort o. s. v. men først og fornemmest, efter hin virksomme Mands Exempel: intet at opsætte til i Morgen, hvad der kunde afgiøres i Dag.

Og nu - over Frankfurt og Strassburg til Basel!

Min Plan var færdig - jeg stod op, og gik ned af Bierget, med lettere Hierte, (derom er jeg overbeviist) end Kongen af Preussen, da han var færdig med sin. Og for Resten - Plan imod Plan - jeg havde ikke byttet med ham.

Nedgangen var overmaade behagelig; hele Egnen rundt om Bierget laae hyllet i Solens Purpur. Den Sneglevei, som er anlagt fra Midten, hvor Skoven afvexler med Agrene, til Toppen, og hvorfra man i bestandig Skygge hvert femte Skridt har en nye Udsigt over Dalen til de andre Bierge, er det skiønneste af alle Pyrmonts Anlæg.

* 155

Pyrmont

Pyrmont den 12.-15. Julii.

For otte Dage siden var jeg allerede fuldbestemt til at forlade den morende Keede, eller rettere det keedende Moerskab, som gaaer i Svang i dette Naturhospital. Min Plan til en videre Fremreise var allerede lagt, mine Hovedstationer, mine Videnda og Non-videnda vare allerede optegnede; men ak! min svage Nerve - (ikke mine svage Nerver; thi dem bryder jeg mig nu eengang for alle ikke mere om) - den Hoved-Nerve,* uden hvis Styrke de fleste jordiske Foretagender meer eller mindre mislykkes, har nødt mig til at blive hvor jeg var, og slide min Tid og mine Skoe i den store Allee med Taalmodighed.

Hvilke Elegier kunde jeg ikke skrive dig, kiæreste S*! over min nærværende Forfatning, hvis jeg ikke allerede for længe siden havde skreven fleer end nok - med sand prophetisk Ahnelse, som den, der allerede forud følte, at jeg langt om længe vilde komme i en Forfatning, som noksom kunde undskylde de dengang overflødige og overdrevne -, hvilke Jeremiader, Nasoniader, og Youngiader vilde flyde af min Pen, dersom jeg ikke, trods alle Gienvordigheder, fra det Øieblik af, jeg tiltraadte min Reise, havde meer af Habakuks ** end af Jeremias's, meer af Catulls end af Ovids, meer af Yoricks end af Youngs Lune!

Isteden for Bedring, Dag fra Dag tiltagende Svaghed - isteden for Vexler fra min Finanzminister i Poppenbüttel, Tidende om hans Død og et sandsynligt Tab af henved 200 Rdlr. som jeg havde nedlagt hos ham - og paa henimod en Snees Breve til mine beste Venner i Danmark - intet Svar! Jeg kan ikke beskrive dig hvor lystig jeg er bleven over alt dette.

Oprigtig talt, er jeg virkelig en Ven af Extremer; i det mindste veed jeg bedre at skikke mig i en heel end i en halv fatal Skiebne. Mit Gemyt er elastisk, dets frastødende Kraft er i Forhold til Slaget, der rammer, eller Byrden, der nedtrykker det. Naar Skiebnen, kort sagt, slaaer alt for grovt, saa - slaaer jeg igien.

Derimod, saalænge den holder sin Harm inden visse Grændser, *

* 156 og kun af og til trakterer mig med nogenlunde læmpelige Tryk - naar den isteden for Krampe, Feber, Slag og deslige skikker mig en ussel Snue paa Halsen - naar den isteden for at smede mig til Caucasus med helvedhærdede Jernkiæder, hilder mig i et Reigarn, eller foldsætter mig i et Hønsebuur - saa bliver jeg vranten, klynker, og piber Elegier. Nei! rust dig ud tilgavns! -

- - "Slaae! piin mig! knuus mig Torden!
"Din Lynild brænde til det inderste af Jorden!
"Hevnbierge styrte ned, og styrte Knald i Knald,
"Indtil du trykker mig til Grunden af mit Fald!
"Ras, Skiebne! ras! brøl! brænd! og naar din Straale rammer,
"Da trodser jeg igien, og trodser dine Flammer!"*

Ha! ha! ha! ha! ha! - Jeg vil dog virkelig see hvem der holder det længst ud!

Hvad kan Skiebnen overalt giøre mig? Kan jeg blive sygere, fattigere, forladtere, end jeg virkelig er? Ethvert Forsøg derpaa vilde dræbe mig! Og - Døden? Jeg har endnu intet Begreb om den Lyksalighed man maa besidde i Livet, for ikke at længes efter dens Komme.

Jeg loe i Gaar i Fortvivlelse over min Tilstand, og nu leer jeg i Dag over min Fortvivlelse!

Hvor ganske anderledes er jeg stemt i dette Øieblik! Jeg kommer fra en Spadseregang med den endnu ulykkeligere M**, har talt med Jacobi, og seet Solen gaae ned - og mit Hierte slaaer saa sagte, mit Blod er i et saa behageligt Omløb, alle mine Følelser saa blide, som om der ikke fattedes mig det mindste.

Sundhed! Venner! Penge! - o! der er et jeg veed ei hvad, som erstatter selv eders Savn!

Naar Nøden er størst, er Hielpen nærmest, er Hielpen nær, er Hielpen allerede forhaanden!

* 157

Fryd dig med mig, kiæreste S*! Jeg har i Dag pludselig baade Sundhed, og Venner, og Penge, og kan, naar jeg vil, tiltræde min Reise.

Hvor det eene Held nedstrømte paa det andet! Saaledes følger Dagskiæret paa Tusmørket, Morgenrøden paa Dagskiæret - og Solen paa Morgenrøden! Ingen Lykke kommer allene.

Een Post har bragt mig et Brev fra dig - en anden Herr B** tilbage fra Rusland til sin længselfulde Kones Favn. M**s Blodspytning har ophørt - Marcard har næsten lovet ham sikker Redning af en Reise mod Syden - og mig af en Vandring mellem Alperne - Haab om Helbredelse er mig allerede Sundhed! Herr B** har tilbudet sig selv at paatage sig mine faa Finanzers Bestyrelse i deres afdøde Ministers Sted, og allerede forstrakt mig saa meget, som jeg bruger til paa hin Side Basel.

Nu har Biergene skiønnere Former, Dalen et blidere Udseende; nu vrimler Alleen af venlige Brødre og Søstre - Kotzebue selv er bleven mig mindre ubehagelig. [...]

S** havde for længe siden yttret det Ønske at reise med M** og mig i det mindste til Basel. Han havde løsrevet sig fra alle Baand, og var frie, som vi, som Fuglen i Luften. Mand af Kundskaber, Smag, og (det vigtigste) hiertelig Retskaffenhed, var han snart bleven vor fælles Ven - vi modtoge altsaa med Fornøielse hans Forslag, uagtet M**s lette engelske Vogn kun havde Plads for to Personer. Men Vognmageren har ikke giort Regning paa Hierterummet, tænkte vi - tre Venner sidde magelig der, hvor to Bekiendtere sidde tilpas og to Fiender utaalelig slet. Paa en Spadseregang kom vi overens om Maaden at reise, og dele med hinanden Reisens Vedkommende paa, fastsatte vor Plan, og bestemte vore Love. "Den første Betingelse," sagde jeg til Greven, "under hvilken jeg allene tiltræder denne treenige Reise, er Afskaffelsen af Adelsnavnet og Grevetitelen. Først, fordi dette Snurrepiberie er for kostbart - da ingen af os kan eller vil reise, som man fordrer det af Grever - for det andet, fordi det er tvungent - da Grevers større Herlighed altid er forbunden med mindre Friehed - for det tredie, fordi det er adeligt, og, saa meget jeg for Resten agter og elsker adskillige adelige Ædle, er mig dog Adelskab overhovedet..."

158

"O!" raabte M** - "er det intet uden det - jeg frygtede, du vilde, jeg skulde afskaffe den lille Pidsk jeg bærer bag i Nakken, siden du ingen har"...

"Pidsken? oh nei! kan passere til videre - bedre var det altid, at den var borte; men - cur ego amicum offendam in pilis? Kun Adelskabet"...

"Oh! med største Fornøielse! men hvad skal jeg kalde mig?"

"Hvad hedder du?"

"Adam" -

"Bravo! det er et særdeles menneskeligt Navn! kald dig hvad du hedder, saa kalder du dig hvad du er" - -

"Men Adam er kun et Døbenavn", meldte S,** "og det skikker sig vel ikke i vor oplyste Tid at kalde sig, som man er døbt - Fitz-Adam maa han hedde i det mindste" -

"Nei, tusind Tak!" afbrød jeg heftigt - "man vilde holde os for reisende Engellændere - dertil er vor Børs alt for let. Læg blot et s til og hed Adams, saa ere alle Vanskeligheder hævede."

Det blev eenstemmig antaget.

S** var heller ikke ret fornøiet med sit Binavn - det var vel ikke adeligt; men det klang alt for opdigtet; han frygtede Uleilighed ved Portvagtene af den Slags, som Herr Viereck (paa dansk Fiirkant) udstod ved Indkiørselen i Berlin* eller den, som *

159 mødte en vis Herr Hvad i Kiøbenhavn. Man kan slutte sig til, hvor usandsynligt Herr S**s virkelige Navn maa have klinget, da han med Glæde modtog det opdigtede Sparzet, som Adams i en Hast foreslog. Hvad Baggesen angik, da blev det eenstemmigen erklæret saa uadeligt, uengelskt og ubetydende, at man troede ikke at løbe mindste Fare ved at beholde det, som det var. Da vi saaledes havde sørget for vore Navne og Titler, bragte vi de øvrige Vilkor i Rigtighed efter de evige Regler for Ret og Lighed, men da disse lidet interessere de fleste Læsere, vil jeg her ikke opholde dem med sammes Udstykken.

"Neppe havde den purpurklædde Dagens Monark, Apollo, udslaget sit favre Hovedhaars gyldne Lokker over Jordens rødmende Ansigt, neppe havde de smaa brogede Fugle med deres Harpetungers sødtsmeltende Harmonier begyndt at hilse den rosenkindede Aurora, der efterat have forladt sin skinskyge Gemals bløde Ægteseng, fra Vindverne og Portene af Pyrmonts Horizont viiste sig de nysopstandne Brøndgiæster i Alleen - før de tre Forenede forlode de lade Fiær" - eller:

Klokken fem om Morgenen, den 16. Julii, pakkede jeg altsaa et Dosin Mansketskiorter, og (med Recencenternes Tilladelse) et Par sorte Silkebuxer, (salva reverentia Publicanorum * ) et Pund Snuustobak - og (trods hele Geistligheden i det hele hellige Romerske Rige) endeel gode Bøger i en lille Kuffert. *

160 Et Postkort over Tydskland puttede jeg i den eene, og en Tacitus de moribus germanorum i den anden Lomme. Jeg fornøiede mig over at min Indpakning saa snart var færdig - Sparzets tog ikke meget længere Tid - Adams lod alle sine Overflødigheder blive tilbage med sin Tiener og sin Titel - og saaledes puttede vi os alle tre med alle vore Reisesager i Vognen, for at rulle ud i den vide Verden - oplagte til de uhørteste Eventyr og fulde af de behageligste Forventninger. Den navnkundige og aldrig noksom berømte Ridder af Mancha kan ikke i sødere Sværmerier have listet sig ud af sin Hønsegaards Bagdør, eller med mere tryllende prophetiske Følelser galloperet over Montiels Marker, end vi, da vi kiørte ud af Pyrmont. Det var den skiønneste Morgen - vi følte Friehedens og Uafhængighedens hele Vellyst - da vi naaede Toppen af Bierget, laae hele Jordkloden udbredt for os - og vi ahnede alle, at vor egentlige Reise, den af hvilken vore Skiæbner for bestandig vilde bestemmes, her begyndte.

"Lyksalige Alder! lyksalige Seculum! ja! hvad siger jeg? lyksalige Decennium! for hvilket Lyset af Galliens herlige Morgenrøde skinner! i hvilket Verden - og vi - skulle see Handlinger, værde at støbes i Erz, at hugges i Marmor, og opstilles i Malerier til Eftertidens Beundring!" - O! Held mig! tre Gange Held mig Lyksalige, at Skiebnen forundte mig at besee Europa i det skiønne Øieblik, da Fornuften begynder at gnide den lange - lange - lange Slaveslummer af hendes yndige Øine!

161

ANDEN DEEL - Fra Pyrmont til Basel 1789

162

        

163

- Neque, te ut miretur turba, labores.

Contentus paucis lectoribus. -

HOR.

164

        

165

Harzfoden

"Da vi naaede Toppen af Bierget, laae hele Jordkloden udbredt for os" -

Af alle glade Følelser kiender jeg ingen saa livelig og begeistrende, som den, en reenere Luft, en friere Udsigt og et himmelnærmere Standpunkt indaander paa Toppen af et Bierg, naar man paa sin Reise langsom og besværligen, til Fods eller til Vogns, har giennemkrøbet en dyb, taaget, indknebet, og hele Hiertet indknibende Dal. Hovedet oplyses, Livsaanderne oplives, Følelsen opvarmes i Hiertets Udvidelse saa pludselig; den hele høiere Forestillingsevne vaagner, og nye, letbevingede Tanker løsrive sig fra Støvet og svinge sig Himlen imøde. I deres uhindrede Flugt, giennem taagefrie Skimmer, overskue de Jorden, og skatte rigtigen dens virkelige Rang - i den rigtige Afstand.

Naaer man Toppen af en saadan Høide i Morgenstunden, har man giennemvandret Dalens fugtige Dampe i Blinde, og fremspringer derved den nye Scene i Contrastens hele Styrke - har man end ydermeere lange været fængslet dernede - saa er alle Støvets ruusende Glæder aldeles intet mod den Herlighed, som saaledes aabenbares i og om vort Væsen. Omskabt fra Orm til Sommerfugl, fra Snegl til Ørn, fødes man paa nye med hele Skabningen.

For første Gang i mit Liv giennemtrængtes jeg aldeles af denne Følelse, i det jeg kom op paa Høiden mellem Pyrmont og Grohnde. Altid, fra min spædeste Barndom af, havde Toppen af en Bakke hentryllet mig i andægtige Sværmerier; men her overtraf denne Scenes Vælde saa langt alle hines, som de havde overtruffen Sletternes. Hundrede Biomstændigheder bidroge til denne Forhøielse; men af alle ingen saa meget, som den usædvanlige Dybde, hvori jeg hidindtil legemlig og aandelig havde muldvarpet.

166

Man maae have været tre Uger i Pyrmont, for rigtig at føle Høiden af mit Standpunkt.

Efter en yderst møisommelig Sneglevei op igiennem den østlige Krog af Brøndkulen, hvor vi hvert Øieblik i Fare for at vælte, eller knuse Vognen mellem Steenbrokkerne, skumpledes alle tre paa eet Sæde, steege vi ud her, og nøde i Kanten af den skiønneste Skov Udsigtens hele Vederqvægelse. Neden under os giennemøkød Weseren den yndigste Dal mellem henstrøede Landsbyer indtil Flekken Grohnde. Selv Bønderne, vi her forefandt, roeste deres Egn og Jordbunden. Ud over Flekken paa hiin Side Floden hævede sig Skove bag Skove paa let henbølgende Høie. Jo nærmere vi kom deres indbydende Varme, jo gladere hævede sig vor romantiske Forventning. Overfarten her i en Færge, mellem forbiglidende Haver og Lunde, er yderst pittoresk og fortryllende. I bestandig Deeltagelse og Meddeelelse voxte vor fælles Nydelse under indbyrdes fortroelige Samtaler. "Hele Jorden ligger udbredt for os!" var vor herskende Forestilling, og hvor saligt udvidede sig dens Lyst i Følelsen af vor fuldkomne Friehed! Alle bare vi al vor Eiendom med os; men ingen Konge har skattet sig rigere end hver af os skattede sig; de hellige Tre Konger selv kunne ikke have været gladere paa deres Stiernevandring til Bethlehem. Hverken de skrækkelige Stød af Veien eller den endnu skrækkeligere Heede opad Dagen mellem de beskovede Biergrygge foruleiligede os; den Inderligfornøiede foruleiliger intet. Naar vi ikke i taus Anskuen beundrede den stedse nye Natur, eller i venskabelig Underholdning overlod os til de Bemærkninger, dens Betragtning aflokkede os, læste vi - Adams i den viise Plutark, Sparzet i den vellystige Chodleros de la Clos, og jeg i den syndige Tacitus.

Saaledes kom vi til Wickensen, hvor Hr. v. Florencourt, der til Hest havde ledsaget os fra Pyrmont, og som vi blot af og til havde øinet paa Veien, stødte til os, og deelte vort lille Maaltid. Paa det forrige Bedested forefandt vi en ugivt Vert, der syntes at føle Celibatets Ubehagelighed i sit hele Omfang. Paa alle vore Spørgsmaal, om han ikke havde Viin - Kiød - Flesk - Ærter - Melk i Huset? gientog han bestandigen med et Suk det samme Svar: "Ak! desværre! jeg har ingen Kone!" Jeg ynkede ham af mit ganske Hierte, ønskede til hans og alle hungrige Reisendes 167 Trøst, at han snart maatte faae hvad der manglede ham, og kunde ikke bare mig for at giøre dertil hvad jeg kunde, ved at frie for ham hos den første Pige, vi mødte paa Veien fra hans tomme Huus. Jeg veed ikke, om min Mellemhandling har naaet sin hele Hensigt; men vist er det, at jeg overtalte hende til at giøre sig et lille Ærinde til ham. Det er ikke utroeligt, at hun har anseet min besynderlige Begiering for et Vink af Skiæbnen. Den Alvorlighed hvormed hun anhørte mine Forestillinger, og hendes Tilstaaelse, at hun intet havde at indvende mod hans Person - (det var virkelig en ret kiøn Mand) - giør mig det endog sandsynligt.

Paa denne Vei mødte mig første Gang en Gienstand, som jeg ikke blot aldrig før havde seet; men ikke engang giort mig mindste tydeligt Begreb om* - jeg kan ikke beskrive hvilket Indtryk dens Opdagelse giorde paa mit hele Nervesystem - en nøgen Klippe, eller egentlig blot et nøgent Fieldstykke. Af og til havde jeg i den lange Biergskov paa venstre Haand mellem Træerne bemærket enkelte graae og hvide Partier; men uden at drømme om, at Steene af den Størrelse kunde findes i slig en Høide - endelig vovede jeg undseeligen det Spørgsmaal: om alle disse besynderlige Spætter vare Sanddynger, Kalkdynger, eller Skyer? De andre smilte, og sagde mig, det var Fielde. Jeg troede, at de vilde binde mig noget paa Ærmet, og forsikkrede dem, at jeg havde læst nok om Schweitz og Norge, Teneriffa og Spitsbergen, Caucasus og Cordilleras, for at giøre mig et Begreb om Fielde, og at jeg ikke saa let lod mig føre bag Lyset. Jeg havde jo seet Blankenese, Biergene om Pyrmont, og endog Blocksberg i en vis Frastand; dette havde ikke den mindste Lighed dermed. Jo meere de loe, jo fastere blev jeg i min Overbeviisning om, at det var noget gandske andet.

Vi kom endelig eet af disse underlige Phønomener nærmere, og hvad kan ligne min Studsen, da jeg fandt det have saa megen Lighed med Steen, som Steen kan have det, uden dog at holde det for mueligt, at det kunde være Steen. Thi Skov var under det, over det, ved Siderne, kort, rundt omkring det. Jeg bad Adams sige mig paa sin Samvittighed: hvad det var? eller jeg *

168 steeg af Vognen og klavrede hen, for selv at undersøge det. Paa hans alvorlige Forsikkring, at det var et Fieldstykke, betragtede og begrundede jeg det noget nøiere. Pludselig gik mig et Lys op - men hvilket Lys! Jeg havde neppe overtydet mig om, at det virkelig var Steen, før jeg selv i dets Anskuen blev forsteenet. En kold Gysen foer igiennem min Ryg ved Synet af Jordens nøgne Rygbeen. I et Nu afklaedde min Indbildningskraft hele Biergstrækningen, i det næste Moment hele Jorden. Hvilket uhyre Liig! hvilken gyselig Steendød! "Nu!" raabte jeg, "allene dette Syn er den hele Reise værd, er meere værd end alt hvad jeg forhen har seet! Min Gud! hvi reise ikke alle Mennesker hid for at see Fieldstykker - Kampesteene saa store som Frue-Kirke!"

"Det er kun lidt!" sagde Adams -

"Oh! det er ingen Ting!" raabte Sparzet.

"Lidt? Ingenting?" udbrød jeg; "jeg reiser for det første ikke videre! jeg maae derhen! see det nær ved, føle det, knuses, daane, døe i Tilbedelse" -

Mægtige Natur! Almagtens Symbol! hvor greb du mig fast, hvor rystede du mig, hvor sammenknuste du mine Sandser i dine vældige Arme!

- "Arme?" sagde Adams - "Det er knap den yderste Taaspidse af Brocken!"

Og Brocken er det nyefødde Noers lille Finger i Sammenligning med Skrækhorns udstrakte Kiæmpehaand. -

Nu saa vilde jeg ønske, at alle Biergmalere og Biergbeskrivere vare - i Pyrmont! sagde jeg, og kunde ikke komme mig igien af min Forundring.

Det Behagelige, det Yndige, det Skiønne i Naturen kan nogenlunde middelbar meddeeles af Kunstneren til almindelig Tilfredsstillelse i Efterligning. Den umiddelbare Anskuen af Originalet eller Idealet kan blot forhøie Nydelsen deraf eller Følelsen derved. Thi Naturen er behagelig, yndig, og skiøn overalt. Af det Høie derimod ere mangfoldige Træk Efterligningen aldeles umuelige, og Forudforestillingen om samme, der i hine Tilfælde blot var svagere, findes her ikke sielden aldeles falsk. Den, som eengang - var det og blot i den Lyneborgske Hede - har seet et Træe, en Bæk, en Græsplet, vil aldrig studse saa meget ved Synet af det yndigste, vellystigste Elysium paa Jorden, som 169 jeg studsede ved dette nøgne Klippestykke. Dets Indtryk var aldeles nyt, og ved samme begyndtes en Række af nye, min Siel hidtil aldeles fremmede Forestillinger. Saaledes havde jeg, for Exempel, aldrig før phantaseert mig Jorden aldeles afklædt - jeg havde vel borttænkt mig alt Liv deraf; men ikke al Vegetation - Billedet af almindelig Død stod første Gang fuldstændigt for mit Øie. [...]

Nordheim

Denne uanseelige Bye kan man ikke giennemvandre uden Tungsindighed. Bygningerne ere slette, mørke og forfaldne, Gaderne tomme, og alle Gienstænde saa sørgelige, at jeg, hvis jeg ikke lykkeligviis i et af de smaarudrede Vindver havde faaet Øie paa et overordentligt deiligt Pigeansigt, midt paa Pladsen var gaaet i Staae af Melankolie. Men dette Syn - besynderligt nok, at Virkningen af sligt endog strækker sig til Beenene! - styrkede mig til at gaae videre. En anden vilde maaskee i mit Sted just nu have staaet stille. Tilforladelig havde jeg og deri giort bedre, og spart mig et halvhundrede Skridt, som jeg gik tilbage igien, for at see, om hun ikke var der endnu? - - For sildig!

Naar paa din Vei et Syn dig møder
Med nye Magie,
Og det kun staaer paa faste Fødder,
Gaae det forbi!
Imens du vandrer
Det ei forandrer
Sit Tryllerie -
Men naar dig paa din Vandring møder
En Piges Smiil,
Som Vinger fik paa lette Fødder,
Saa stands din lil!
Staae ganske stille,
For ei at drille
Den skielmske Lille,
Som lurer paa dig med sikker Piil!

170

Det var den Gang! en anden Gang skal jeg staae stille, sagde jeg, og gik videre - ud af Porten mod Gøttingen.

Sørgelig var Byen inden i; men endnu sørgeligere var den uden om. Dens forstyrrede Mure omgaves af Tobaksplantager, der igien omrandedes af skaldede Høie. Alting røbede Krigens Ødelæggelse. Alle Egnens Piger fandt jeg her beskiæfdgede med at hyppe Tobak. Jeg talte over tredssindstive, uden at forstyrres i Tællingen af een eeneste smuk; men alle havde de skiønne, lange, guule Haar.

Den slagne Vei fra Einbeck til Gøttingen er fortreffelig, og smager ret got oven paa den hullede og steenede fra Pyrmont til Einbeck. Med inderlig Fornøielse bemærkede jeg de smaae Løvhytter om Steenbænkene, som omtrent i en Fierdingveis Afstand fra hinanden ere anbragte paa Chausseen til Fodgiængeres Beqvemmelighed. Hvi har man dog ikke overalt, hvor man - fornemmelig dog paa Fodgiængeres Bekostning - har ladet anlægge prægtige Veie, havt denne billige Idee? Hvor mange skiønne Øiemed kunne ikke opnaaes ved dens simple og lette Udføførelse! Med den roesommere og behageligere Hvile for den mødige Vandrer under den i Middagsheden saa velgiørende Skygge, kunde man forbinde den uskyldigste Forlystelse, ved at anlægge slige Hvilebænke paa de Steder, hvorfra Veien havde den fordeelagtigste Udsigt, og saaledes lokke selv den Følesløseste til den skiønne Naturs Betragtning. Hvad der undgaaer Opmærksomheden, naar man er i Bevægelse, fastholder den omsider naar man sidder stille. Jeg kan meget got begribe, at den raae og ukyndige Bonde hundrede Gange kan gaae den samme Vei, førte den og giennem Paradiis, frem og tilbage, uden at nyde mindste Gran af den Øienslyst, som paa samme kildrer den dyrkede Vandrer; thi det falder ham aldrig ind at staae stille, og sætter eller lægger han sig, er han allerede saa træt, at han ikke tænker uden paa at sove. Indbydes han derimod af en saadan skyggefuld Bænk til Hvile, sætter han sig, uden just at være udasnet (et desværre alt for passende Udtryk!) saa undgaaer han derved ikke allene en i Solens Straaler skadelig Søvn; men opvækkes til i det mindste en vis Grad af Betragtning. En dunkel Følelse siger ham strax: "her er got at være!" og det skulde meget undre mig, om denne Følelse ikke lidt efter lidt paa et dertil indrettet Sted 171 opklartes, og tilsidst naaede en Grad, der nødte ham til med sammenfaldede Hænder at udbryde: "Herre! her er got at være!" Fra dette Øieblik af er han et ædlere, et menneskeligere Menneske; han faaer pludselig Smag paa den skiønne Natur, og glemmer vist ikke, oftere at henvende sig til den Kilde, hvoraf en saa sød Velsignelse flyder.

I de Lande, hvor Naturen ikke saa umiddelbar ved høie, henrivende, overordentlige Gienstænde selv har sørget for slig Aandsopvækkelse, er det dobbelt Kunstens Pligt at henlede dertil. Tvende af de meest Siælevækkende, tankefødende og følelseforædlende Phønomener findes overalt: Solens Opgang og Nedgang. Man gribe ethvert Middel til at giøre dem synlige for Landmanden! Slige Hvilepladse vilde og til denne Ende være fortreffelige. O! deres Bænke kunde blive herlige Realskoler!

Grækenland og Rom skyldte deres ædlere Folkedannelse deslige Indretninger. Oplærte i Lunde, paa Naturens smaae Theatre, bleve de herlige, mønsterherlige paa Verdens store Skueplads. De vare bestandigen Naturen nærmere, saae tydeligere dens Forskrivter, og hørte lydeligere dens Veltalenhed. De vare Himmelen nærmere; thi man havde sørget for at de kunde være under dens aabne Hvælving. Hvad hindrer, at vi ikke, som de Gamle fordum udraabte: "Phøbus! Cypris! Diana! her er got at være!" almindeligen udraabe: "Gud! her er got at være!" Er den Eeneste Guds Skueplads mindre prægtig, mindre riig paa afvexlende, fortryllende Scener, end hine Afguders og Afgudinders? Nei! men i hines vare Bænke for Tilskuerne, i hines kunde man sidde og see beqvemmeligen. Intet misunder jeg de Gamle meer, end deres Lunde og aabne Theatre.

Midt i disse Chaussee-Betragtninger kom mig en gammel Mand imøde med en Byldt paa Nakken. Jeg blev staaende, for at see om han vilde hvile sig i den næste Løvsal. Neppe var han kommen den nær, før han slængte sin tunge Byldt af, satte sig ved Siden af den, udstrakte sine Been, og med de kiendeligste Yttringer af Velbehag tørrede Sveden af sig. Jeg gik hen, og gav mig i Snak med ham, medens han stoppede sin Pibe. Han forsikkrede mig, paa mit Spørgsmaal, at han havde sat paa alle de forrige Bænke, og at han hiertelig beklagede, at de nu snart ophørte. "Man sidder tørt her i Regnveir og kiøligt i Soelskin, man 172 behøver intet Vertshuus paa saadan en Vei!" sagde han. Min Samtale med ham bestyrkede mig i de Tanker, jeg nyligen har yttret.

Da jeg saaledes havde gaaet og siddet omtrent i to Timer, begyndte jeg at blive opmærksom paa de andres Tilbagebliven. Saa langt jeg kunde øine saae jeg ingen Vogn. Jeg besluttede at oppebie deres og min Skiebne i det første det beste Huus, hvor jeg gik ind og slukte min Tørst med Melk. Langt om længe kom de med nye Skinner om Hiulene. Men disse forhindrede dog ikke, at jo Vognen midt paa Gaden i Nørthen, en god Miil fra Gøttingen, gik i tu, hvorved vi alle tre hulter til bulter tumlede ned i et ikke synderlig speilklart Gadekiær, os selv og de Forbigaaende til uudslukkelig Latter.

Hos os sluktes den dog omsider i den Efterretning at her ingen frisk Vogn var at faae, og ligesaa lidt Lægedom for den syge. Midt i denne Forlegenhed, i det vi saae os om efter en Doctor, kom den anden. Det var nemlig Doctor V*** fra Gøttingen, som sprang til i det vi reiste os af vort Fald, og med Studsen omfavnede sin gamle Ven Adams. Et overmaade lykkeligt Møde; thi vor Forlegenhed var vel latterlig, men derfor ikke mindre ubehagelig. Vi vare ikke blot faldne iblandt Broesteene, men iblandt Røvere. Postkarlen smældede og bandede, som en ægte hannoversk Svoger, den omstaaende Pøbel grinede, Præster og Leviter gik os forbi uden Medlidenhed, vi vare alle tre drivvaade baade af Himmelvand og Jordvand, og oven i Kiøbet sultne; i denne Nød antog sig os Hr. V*** som en sand barmhiertig Samaritaner. Bekiendt i Flekken giorde han i Hast Anstalter til at faae den qvæstede Vogn besørget til en Hiulmand, og faae en anden i dens Sted til Gøttingen, tog os op paa sit Værelse, klædte os om, qvægede os med Viin og Brød, og, een, to, tre! vare vi igien paa Veien til det hannoverske Athenen. Jeg kunde ikke glemme igien det Epigraph, jeg saae under et Kobberstykke paa Væggen i Værelset, Hr. V*** førte os op paa:

Représentation exacte de la Volupté
pour éviter ces bassesses. -

173

men endnu mindre den lille Piges Uskyldighed, der (som Hr. V*** ved denne Leilighed fortalte mig) "havde ladet sig besove af Frygt for at blive frugtsommelig." -

Det er som at gaae til Gøttingen for at studere, sagde Adams.

174

Göttingen

Det var den skiønneste Eftermiddag. Ved Indrumlingen i Wehnede steg jeg af, og lod Vognen kiøre. Den kom mig snart af Syne.

Ved at spadsere giennem denne Flekke, og see Haynbierget, erindrede jeg min tabte Hviid, og hans Frygt paa dette Sted for tolv Aar siden, da han med en stor Meerskums Pibe og den gode Samvittighed: i otte Aar at have studeret ved Universitetet i Kiøbenhavn, dog af Frygt for - Fuchs-Skiældning ikke trøstede sig til at age ind i Byen. Hans Erindring blev mig her saa levende, og Følelsen af hans alt for tidlige Tab saa bittert, at jeg fortrød at have valgt denne eensomme Promenade.

"Ak! nu omhyller ham Dødens den mørke Nat!
"Naar skal Retfærdigheds Søster, usvigelig
"Troeskab, og Sandhed, og ædel Beskedenhed
"Finde Hans Mage paa Jorden? -
- - - -
"Haardt! men Taalmodighed letter den Byrde, som
"Skiæbnen forbyder at kaste."*

Da jeg var kommen ud af Wehnede, saae jeg giennem Alleen Gøttingen lige for mig i Midten af en temmelig udstrakt Amagerdal, omkrandset af fierne Skovhøie. Jeg fandt denne Beliggenhed *

175 aldeles ikke ubehagelig ved første Øiekast; Solstraalernes frie Spil deri oprømte mit nedslagne Lune. Min Forventning voxte alt som jeg kom længer frem i Alleen. Hvo kan nærme sig et Athen uden Forventning? - Det første Eventyr, jeg stødte paa, var fire stærkmusklede Heste, der, ikke parviis, men een foran den anden, spændte i Jernkiæder fremslæbte en Ting, der langt fra saae ud som en Krokodil, men nær ved befandtes at være en gyselig stor og vældigen bepakket Lastvogn. Den forholdt sig virkelig til vore Færredsvogne, som et Orlogskib til en Pæreskude, eller som en Krokodil til en Fiirbeen. Fordybet i de Betragtninger, som dette Syn og Gøttingens Spire opvakte, saae jeg langt foran mig henne i Alleen en Støvdamp, vel tolv Gange saa tyk og vidtløftig, som den, Krokodillen og de fire Heste foraarsagede, nærme sig, liig en Orkanskye, der hastigen udbredes og indtager hele Himmelen. Jeg standsede, for at overlade mig til den Fornøielse, i Forveien at giette, hvad der forvoldte den. Den havde saa meget glimrende, blendende, tørt, letadspredeligt, flygtigt, tomt og vindigt i sit tilsyneladende Væsen, at jeg snart faldt paa, det maatte være den saa berømte Pulvis academicus * Da den kom mig noget nærmere traadte jeg et Par Skridt tilside, for ikke at faae noget af den paa mine Klæder, i Halsen, og i Øinene; thi af al Slags Støv frygter jeg ingen saa meget; og see! - min Formodning var rigtig. Den var inden i - o! Rædsel! -

"Hele Himmelens Aasyn mørknedes, stigende Nat-Mulm

"Hylled i altomskyggende Skye den bævende Jord og

"Myrmidonernes Svig -"**

- Den var inden i fuld af tre colletteerte skrapskindbuxede Studentere, hvis Kroppe med frygteligt Hui! i styrtende Galop, foere afsted til Wehnede, som om deres Siæle med samme Fart vilde afsted til Helvede.

* * 176

"Saa nedspringer en utæmt Geed og den vildere Steenbuk

"Kant til Kant af Klippen, saa styrter den takkede Skovhær

"Ned fra Bierg over Dal i Støvets skiulende Bølger."*

Sandelig, sagde jeg ved mig selv, havde hine Giedehiorde opvakt halv saa megen Støv og giort halv saa megen Allarm, som disse tre forfærdelige Ryttere, vilde Donqvixot i høieste Grad have været at undskylde I Jeg har vel ikke seet Agramantes Leir, men tør jeg slutte fra den paa Nørrefælled ved Kiøbenhavn, kan den umuelig have giort meere Vind, Støv og Allarm.

Og iblant disse Fauner, for hvis Kaadhed alle Muser flygte, skulde man lære det, hvorved Homer og Plato vandt Udødelighed? Solen vendte sit Øie bort, "jeg har overladt Universiteterne til Bacchus", sagde Phøbus.

En frygtelig Trommen og Kanoneren vakte paa nye min Opmærksomhed. "Hvad er der paa Færde i Gøttingen?" spurgte jeg en sindig Mand, som gik mig forbi. "Det er kun Burscherne!" svarte han. Under denne Allarm var jeg kommen til Porten af Byen.

Det første som mødte mig ved Indgangen, var en Bursch, som aad paa et Stykke Smørrebrød.

Jeg fandt her et nyt Beviis paa, at Mennesket ligesaalidt lever af Ord, som af Brød allene. Strax efter Studenten kom en Tienestepige, som spiste paa et Stykke tørt Brød. Adskillige andre Piger vimsede mig forbi med tykke Qvarter og Folianter under Armene. De saae overhovedet lærdere ud end Studenterne. Jeg besaae Ridehuset, som Kong Jørgen den anden har ladet bygge til Videnskabernes Fremme. Dets Collegium er udentvivl det meest freqventeerte. Hovedkirken har et prægtigt gammelt Taarn, hvorpaa der groer deiligt Græs. Over et Vertshuus fandt jeg et særdeles smagfuldt Skildt, egentligen, næst den aabne Kirkegaard, hvorpaa der stode endeel artige Smaaemonumenter, det første som røbede mig noget Museligt. Det var tre Pieride-Profiler med Omskrivt:

* 177

In den drey königlichen Prinzen!!!

Hvad der meest forundrede mig var en Guldsmedbod med Indskrivt:

Universitäts-Goldschmidt.

Hillemænd! tænkte jeg, heele Kiøbenhavns Universitet (Professorerne undtagne) opbringer knap 12 Unzer Guld.

Staden selv er smuk, har skiønne brede, velbroelagte Gader, og anseelige Huuse; men Beliggenheden er intet mindre end tillokkende. Rundt om i en temmelig Strækning, naar man midtager nogle ret artige Haver, finder man ikke et eeneste Træe. Den smudsige Leine forskiønner ikke synderlig denne kiedsomme Slette. Og dog kunde et saadant Sted aldrig ligge den skiønne Natur for nær.

Florencourt og Doctor V*** fra Nørthen kom mig i Møde paa Torvet ved Vandspringet, og førte mig op i Kronen, hvor jeg fandt Adams og Sparzet i et Selskab af Grever, Kammerjunkere, en Baron, to Friseurer, en Barbeerer, en Skrædder, en Kudsk, en Jøde og andre Studerende, der meget fidel og burschikos bøde hinanden velkommen. Mage til den Friehed og Lighed, her herskede, havde jeg endnu aldrig fundet; endnu mindre til den Lydighed og Lynsnarhed hvormed man paa mindste Vink blev opvartet af Tienere og Piger, og allermindst til den Myndighed, hvormed man befalede.

De to Friseurer bemægtigede sig Adams og Sparzet, der begge efter mit Exempel lode deres unyttige Haar afskiære, medens vi andre dannede en afvexlende Kreds omkring dem. Jeg besluttede at bursche saa længe jeg var i Gøttingen; thi hvad andet skulde man tage sig for imellem Burscher? Man maa synge med de Fugle man er iblandt. Det blev mig uendelig lettere, end jeg havde formodet; thi jeg opdagede snart, at min Adams Venner vare ham værdige, og hørte ikke til den almindelige Hob; de vare ikke blot frie, muntre og vittige, men og anstændige, og vilde have givet mig et ganske andet Begreb om det herværende Studenterliv, hvis jeg ikke var kommen efter, at de udgiorde en lille Kreds for dem selv, der ingen Deel tog i Mængdens Udsvævelser.

178

Med et Par af dem besaae jeg endnu før Aften Bibliothek-Bygningen. Florencourt indbød os hiem til sig, hvor vi underholdt os med Bürgers nye Sonetter, og Samtaler om den ubeskrivelige Kiedsomhed, der plager de ottehundrede Borgere i dette berømte Academie.

Postfortvivlelsen

Ogsaa her iilte jeg forgieves til Posthuuset. Der var ingen Breve.

Gøttingen d. 13. Julii 1789.

Jeg har nu i en Tid af fem Uger ikke skrevet noget Brev uden i den Forudsætning, at den som skulde læse det, var død; og i samme Forudsætning skriver jeg dig dette. Hvis du altsaa finder, at det enten ikke er langt nok, eller kort nok, eller ordentligt nok, eller smukt nok, maae du betænke, at man ikke skriver til en Død, som til en Levende; at man skriver anderledes, naar man veed, at man ikke bliver læst, end naar man forestiller sig det modsatte. Mig synes at det er allerede meget, at jeg skriver. Der hører virkelig en egen Fromhed til at blive ved at skrive uden nogensinde at faae Svar, og en anden taug maaskee i mit Tilfælde reent stille. Men jeg er nu ulykkeligviis engang saaledes indrettet, at jeg ikke lettelig gaaer i Staae, naar jeg først er ret sat i Gang.

Her i Gøttingen er endelig mit sidste Haab forsvundet. Jeg er af ingen anden Aarsag reist hertil, end for at høre paa Posten, om ingen Breve vare adresseerte hid til mig. Det var rigtig nok en urimelig Formodning, men naar man intet rimeligt har, tager man til Takke med det urimelige.

Jeg gad imidlertid vidst, om denne mine Venners almindelige Taushed ogsaa er en Frugt af hin ulyksalige Oper - om de virkelig alle have lært at indsee, at den der har skrevet et saadant Skuespil, saadan oversat, har forbrudt alle sine Rettigheder og Herligheder, som Menneske og Borger - at den, der har skrevet et saadant Skuespil, ikke bør have Svar paa noget Brev at han ikke allene bør expatrieres, hvilket allerede er skeet; men endog exeuropieres, som nu skeer; thi andre Mennesker kunne 179 dog have en slags Omgang med hinanden, saa længe de opholde sig i det postrige Europa. Ofte har jeg i forrige Tider velsignet - men nu forbander jeg af mit gandske Hierte, høilovlig Ihukommelse, Keiser Maximilian, som til min Græmmelse bragte det afskyelige Postvæsen her i Gang. Synet af et Postbud, der fordum havde saa megen Fortryllelse for mig, er mig nu ligesaa fatalt, som Synet af Medusa var dem, der bleve til Steen ved at see paa hende. Der kommer undertiden en Lyst over mig til at slaae Postbud og Postmestere, og selv de uskyldige Postheste ihiel. Denne Fristelse er farlig. Jeg har en hemmelig Ahnelse om, at man paa hin Side Elben med det første vil komme til at læse i de tydske Aviser den bedrøvelige Efterretning: at en vis Barbar fra Norden ved Navn Backheschen, endelig i det Over-Rhinske etsteds er bleven henrettet, fordi han paa sin Reise giennem Tydskland havde dræbt saa og saa mange Postpersoner.

Naar man nu læser sligt, vil man ventelig græde; men denne Graad kommer for seent, overalt er jeg slet ikke tient med Graad. Dette er det to og tyvende Brev, jeg i en Tid af syv Uger har skrevet til Dannemark. Jeg vil blive ved indtil det syv og tyvende; men saa stop! Naar man syv og tyve Gange har forsøgt at bære Vand i et Sold, troer jeg man kan holde op dermed, uden at støde an mod den christelige Langmodighed.

Olde er den eeneste, som tilstrækkelige n har undskyldt sig, ved at lade sin Skriverkarl melde mig sin Død; det skulde være besynderligt, om I alle havde det samme Forfald, og det altsaa blot fattedes Eder paa Skriverkarle. I dette Tilfælde tager jeg alle mine Bebreidelser tilbage.

Jeg kan ikke fortælle meget om Gøttingen, da jeg deels ikke har været her over een Dag, deels ikke vil være her meget længer. Jeg troer at denne Egensindighed er ligesaa tilgivelig paa en Sundhedsreise, som paa en Kunstreise, eller Lystreise. Man henter hverken det ene eller det andet her. Alting synes at forgaae i Lærdom. At denne skulde blive saa meget desto grundigere, har man forjaget, siger man, al Smag. Den pedantiske, sikkerlig dog intet mindre end grundige Distinction mellem det Nyttige og det Behagelige skrækker mig overalt, som fra Universiteter i Almindelighed, saa fra dette i Særdeleshed. Hint Athen 180 foreenede Muserne og Gratierne, dette skiller dem ad. Det er meere at ansee som et Torvemarked, end som et Academie. Man afsondrer de skiønne fra de grundige Videnskaber, og stykker de sidste ud, som om Collegierne vare ligesaa mange Høkerboder.

Dette Begreb havde jeg for længe siden giort mig om Gøttingen; og alt hvad jeg med egne Øine har seet og med egne Øren hørt, befæster det. Det synes latterligt, at ville bedømme et Academie efter een Dags Ophold derved - det vilde virkelig være det, hvis hvad jeg her yttrer, galdt det i Gøttingen, som kun ved umiddelbar Anskuen og Anhøren kan erfares der. Men mit Omdømme er grundet paa det, hvori alle, som have kiendt dette Universitet nøiere, ere eenige.

I øvrigt, dersom jeg reiste i videnskabelig Hensigt, og dersom jeg ikke bestandig var i fuld Fart med Døden i Hælene, vilde jeg vist ikke forsømme de egentlige Mærkværdigheder her - og udentvivl vilde jeg, ved at opsøge dem, tillige støde paa saa mange andre interessante Ting, at dette Sted tilsidst maaskee blev mig ligesaa kiært, som noget andet. Upaatvivielig gives der iblandt Professorerne adskillige virkelig store Mænd i deres Fag; iblandt Studenterne kiender jeg allerede nogle, som kunde giøre mig det længste Ophold behageligt, og i enhver nok saa lille Bye, end sige Gøttingen, gives der sikkerlig gode og elskværdige Mennesker nok, for at udsone alle muelige Mangler. Bibliotheket alleene kunde fastholde enhver Videnskabsven. Kun med Maaden at studere paa, og det almindelige Studenterliv, vilde jeg neppe nogensinde forsones.

Min Meening herom er for Resten saa ubetydelig, at jeg ikke tager i Betænkning at betroe den et Brev til en Person, som jeg forudsætter allerede død. Det er altsaa omtrent det samme, som at lade den trykke i Kritik og Anti-kritik, eller noget andet Blad der læses af ingen.

E. S. Skulde du virkelig være kommen til Paradiis, saa hils Professor Hviid fra mig, og sig ham, at jeg nu gaaer ud for at besøge Hofraad Heyne.

181

Bürger

"Hofraaden er ikke hiemme," sagde en lille Pige, som lukte mig op, "Hr. Hofraaden er reist til Ilefeld." Jeg bad hende sige mig, hvor Professor Bürger boede. Hun var saa artig, trods al min Beden, om ikke at umage sig, at følge mig giennem tre Gader til hans Huus, der laae skiult med sin Have mellem nogle uanseelige Stræder i Baggrunden af Byen.

I denne lille Have saae jeg to Personer, hvoraf jeg strax giettede hvilken der maatte være Bürger. Han bød mig op paa sin Stue, hvor vi satte os paa en Sofa. Uagtet Klokken var kun tolv, havde han alt spiist, saa tidlig gaaer man til Bords i denne ordentlige Bye. Jeg sagde ham hvem jeg var og ærgrede mig hemmelig over, at han ikke engang kiendte mig af Navn; fortalte ham, hvor nøie jeg kiendte ham, Aarsagen til min Reise, og saa videre. Det var mig umueligt at sige ham, at jeg og klimprede paa Citheren; men da vi en Tid lang havde talt med hinanden, udbad han sig atter mit Navn, og da jeg gientog det, spurgte han, om jeg ikke var Forfatteren af Holger Danske? Desværre! sagde jeg:

- - Hoc est mediocribus illis
Ex vitiis unum! *

Han havde læst et Par Recensioner af den, sagde han. Dette bragte os paa Tale om hans gamle, meget elskede Ven, Professor Cramer - og nu havde vi meer end Stof nok til Underholdning.

Bürger er en Mand af omtrent fyrretive Aar, med et simpelt, men lidt efter lidt indtagende Udvortes, hverken høi eller lav, temmelig undersætsig, med meer smeltende end fyrigt Blik, og af et let, naturligt, jeg gad sagt, mageligt Væsen. I hans hele Anstand, Udseende, Adfærd var ikke det mindste, som røbede mig Digteren, men vel Vennen af Digtere. Han syntes meere at elske, end at dyrke Muserne. I det Heele havde hans Person den samme Tone som hans Arbeider. Jeg sagde ham, at jeg havde oversat hans Lenardo og Blandine, som lod til meget at fornøie *

182 ham. I den Anledning dreiede sig Samtalen til Almuesang overhovedet. Homer, sagde han, var den egentlige Almuesdigter, og burde oversættes i en ganske anden Tone, end den hidtil vante. Uagtet han engang havde troet at treffe denne i Jamber, havde han dog med mageløs Taalmodighed omkalfatret det hele utaknemmelige Arbeide, og var nu næsten færdig med en gandske nye Tydsk Homer i Hexametrer. Jeg beklagede, at han ikke havde fuldendt det første Værk; det vilde have blevet et nyt og eeneste i sit Slags, hvorved Sproget i det mindste vilde have vundet hvad Homer tabte. Til et originalt Heltedigt, meente han, maatte opfindes en gandske nye folkeligere Verseart. Efter hans Theorie, mærkede jeg, havde hvert Sprog sin egen eiendommelige, saa at det allerede var nok, at Homer for Exempel havde brugt Hexametret, for at bevise det ikke skikkede sig til en Epopee i noget andet, mindst levende Sprog.* Oberon var i hans Tanker forfattet i den for et tydsk Heltedigt meest passende Versart.

Viser, Romancer, og fornemmelig Ballader ere hans Livdigte; om denne, som han kaldte den, egentlige Poesie, hans Yndlings-Sag, talte han med besynderlig Varme. Om vore danske Kæmpeviser talte han med Henrykkelse; de faae, han havde lært at kiende af Oversættelser, havde giort ham usigelig begierlig efter flere; og han gad lært dansk allene for at nyde dem i Grundsproget, sagde han. Tullin og Ewald kiendte og skattede han. Han havde engang hørt dansk synge, og fandt det sødt, smeltende, og fortryllende blødt.

Vi talte om dets Litteratur, om dets Digtere, og om Musernes Haab her i Danmark - om den nye Udgave af hans samlede Digte, som allerede var reent udsolgt - om Gøttingen, i hvis Baggrund han levede saa got som ubekiendt, sagde han - om det *

183 Barbarie, som her gaaer i Svang i de skiønne Videnskaber, da Politik og Jurisprudenz opsluger alt, hvad der kan tale og høre, skrive og læse - om Navnet Athenen, og Parodier, og saa videre. Saaledes henfløi tre Timer uden at jeg mærkede det, saa aldeles, at jeg endog forglemte at spise, og først om Aftenen erindrede, at jeg havde glemt det.

Men "Die Gleichen" glemte jeg ikke.

Med Adams, Florencourt og tre fire andre Bekiendtere havde jeg aftalt en Tour til disse interessante Ruiner; og tog altsaa Afsked, fornøiet over personlig at have lært at kiende Lenores Digter.

Gleicherne

Mit Selskab var allerede i Begreb med at stige til Hest, da jeg kom tilbage, for under den levende Florencourts Anførsel at besøge Die Gleichen, Ruinerne af den berømte tokonede Ridder Gleichens Biergslot, omtrent to Miil paa hin Side Gøttingen.

Omtrent halvanden Miil fra Byen, paa Grændsen af det Hessiske, toge vi feil af Veien og reede vild i en tyk Skov. Jeg fornøiede mig ikke lidet herover; det gav hele Selskabet en nye Interesse, og forskaffede os en Mængde romantiske og pittoreske Udsigter, som vi ellers vare reedne glip af. Endelig traf vi en Skovbonde, der førte os over steile Brinker og dybe Huler, hvor vi hundrede Gange vare i Fare for at styrte med de tildeels ravgale Heste, paa rette Vei til vore Bierge, hvis Toppe vi endelig naaede efter mangehaande Eventyrer.

Her boede i ældgammel Tid den navnkundige Greve af Gleichen, som to Gemalinder, den eene Tydsk, den anden Tyrkisk Prindsesse, i fælles Ægteskab kappedes om - uden mindste Kiv - at giøre lykkelig. Historien fortæller, at denne Hymens Yndling i en mageløs Treeenighed behialp sig med een eeneste Seng, der med rette fortiente Navn af Kierligheds, Eenigheds, og Troskabs Triumf- eller Himmelseng.

Med høitidelig Rørelse besteg jeg den høieste, steileste, og skiønneste af de tvende Toppe, hvor Tidens Tand havde levnet de betydeligste Brokker. End stode et par halve Muure, et Stykke af Taarnet og en sammenfalden Hvelving paa denne skyenære 184 Høyde. Jeg klavrede med megen Forvovenhed over nedtrillende Kalk- og Steensmuldringer op paa den øverste Spidse af Ruinen. Min Møie blev rigelig belønnet. Hvilken malerisk Standpunkt! hvilken viid og vexelfuld Udsigt over dybt under liggende Enge, Skove og Landsbyer i Midten af de krandsende Bierge, om hvis Skovtoppe Skyerne dandsede! En Byge nærmede sig fra den overfor skyggende Biergryg; men tør stod jeg i Soelskin paa Pynten, mens den brast under mine Fødder og giorde de andre drivvaade. Overalt i de nedglidende Lunde saae min Phantasie den lykkelige Mand mellem sine Tvende deilige Mager beundre og nyde den yndige Natur, hørte ham fortælle dem sine eventyrlige Tildragelser, og - saa vidt gik den endog i sin Udsvævelse - fulgte den Lyksalige hiem til det hiemlige, ægtelige, stille Sovekammer, hvor han - mellem begge paa Rosenleiet - drømte sig henbaaren af Engle i Abrahams Skiød. Himmel! raabte jeg, o! kun Halvten af denne Mands Lyksalighed, kun een saadan Engel - i den usleste Hytte paa Jorden - Daninde, Teutinde, eller Tyrkinde - ligemeget! kun een saadan Mage, saa yndig, saa venlig, saa from, saa favnende, saa troe... Jeg kunde ikke raabe meere; man taber Aanden saa let ved saadan Leilighed! Men hvad jeg ikke raabte, det følte jeg, og ofrede paa dette Hymens skiønneste Altar mine dybeste Suk til hin skiønne Treeenigheds Erindring.

Solen dalede, da vi stege ned igien, og efterat have forfrisket os i et Skovhuus med Viin og Skinke, reede tilbage over Haynbierget til Gøttingen. Det var mørkt da vi kom ind mellem Haverne, hvor man hilste os med Pistolskud fra Adams forrige Lysthuus. Her fandt vi adskillige af de "Udvalgte" som toge os med til en foranstaltet Punsch-Schmauz, hvor vi under Sang og Samtaler i foreenet Munterhed og Tobaksrøg endte vor æsthetiske Dag og toge Afsked med Georgia Augusta. [...]

Giessen

Paa Grændsen af det Casselske og Darmstadtske bliver Landet endnu mere biergigt. Den hele Vei langs med Lahnen er rig paa de yndigste Naturafvexlinger. Nærmere Giessen bliver Egnen 185 fladere, og Øiet hviler sig behageligen efter de mangfoldige Biergscener i den smilende Dal, som omgiver denne Stad. Vi kom dertil giennem Frugttræer og rige Kornmarker, rundt om os utallige Landsbyer, hvis Piger udmærkede sig ved nette Fødder. Vi fandt en stor Mængde overalt paa Markerne. Mændene og Karlene syntes overhovedet paa denne Side Gøttingen ikke nær saa meget at tage Deel i Landarbeidet, som Fruentimmerne. Formodentlig ere de sidste virkelig i større Antal end de første, da Folkehandelen ikke udfører uden Mandsslaver. De saae ellers meget fortabte ud, de gode Piger, som om de enten havde mistet, eller ikke kunde faae Kierester. Jeg havde inderlig Medlidenhed med dem, men -

"Ak! var den gode Herkules ikke blot en Støtte - en parodisk Støtte - var han en virkelig levende, rørig Herkules! Han kunde dog hielpe Eder, I arme, træilende, svedende Skiønne!" sukkede jeg. Vi sukkede alle tre, og beklagede paa Agerbrugets og Folkemængdens Vegne, at vi ikke vare Heraclider. -

Giessen selv er en befæstiget, temmelig velbygget Stad. Studenterne ved dens Universitet have Ord for at være ligesaa udsvævende, som Marburgs ere stille.

Da Herr Crome, som vi havde foresat os at besøge, ikke var hiemme, kiørte vi strax videre - til Longins, en særdeles lærd Landsbye, hvori hvert Huus var en Psalme- eller i det mindste en Bønnebog. Iblandt de opbyggelige Vers og Sentenser, hvoraf Yder-Væggene vrimlede, fandt jeg følgende de opbyggeligste:

"Dies Haus steht in Gottes Hand;
"Der Herr behüt es vor Mord und Brand!
"Die Hausfrau und die Kinderlein
"Lass o Gott! Dir befohlen seyn!"

"Jeg gad omfavne og kysse Forfatteren, fordi han over Kone og Børn saa aldeles har glemt sig selv." - Han har ikke glemt sig selv, sagde Sparzet; men tænkt, som en ærlig Hesse: jeg skal nok hytte mig. - Jeg troer, det er blot en lyrisk Udeladelse, sagde Adams - som den i det kiøbenhavnske Vægtervers Klokken ti:

186

"Om I vil Tiden vide,
"Huusbonde, Pige og Dreng -"

hvor Konen, der upaatvivlelig meer end nogen anden vil og bør vide Tiden - især Sengetiden - aldeles overspringes -

[...]

"Christum lieb hoben ist besser denn alles Wissen;
"Bauherr Johann Hissen."

Et dristigt Metrum! halv Sapphisk og halv syllogistisk!

"Bespreng uns Herr Jesu mit deinem Blut,
"Wie der Vogel Belican mit seinen Jungen thut."

Efter mit Skiønne det meest poetiske. De øvrige vare alle meer eller mindre i hin veltalende Pastors Smag, der begyndte sin Prædiken dennelunde: Ligesom Løven udgaaer at søge sit Rov, og ligerviis, som Ulven er et grimmigt Dyr, saa skulle vi og alle - vandre i et nyt Levnet." Saa pirrende denne theologiske Smag i Vers og Prosa virkelig er, trætter og kieder den dog i Længden, formedels den bestandige, den samme eneste Figur, den benytter sig af.*

Det faldt mig ellers ind ved at betragte disse beskrevne Huse, at man maaskee engang kunde gribe denne Idee til Fordeel for almindelig Oplysning, og indføre i Verden et Slags Bogbyggerie. Hvad om Husene i alle Landsbyer og Flekker vare ligesaa mange Elementarbøger? Det forstaaer sig, at disse ingenlunde kunde være vidtløftige; men det var overalt got, om Elementarbøger ikke vare det. Med nogen Strenghed i Valg vilde, for Exempel, Religionens Grund-Sandheder, Kiernen af Theologien, mageligen kunne rummes paa fire Kirkevægge, uden enten at bemale dem overalt, eller at behøve Kikkerter for at læse Bogstaverne. Det samme gielder om Philosophien; - og de evige Regler for Ret og Uret, for saa vidt de hidindtil almindeliggyldigen ere bestemte, *

187 vilde med nok saa læselige gyldne Bogstaver neppe fylde hele Façaden af det mindste Raadhuus. Enkelte Gaardmænd og Huuseiere kunde paa deres private Ydervægge vælge de første Principier, de vigtigste Elementer, de afgiorte Grundsandheder i den Videnskab, de meest elskede. Sentenzer selv hist og her vilde jeg ikke have noget imod, naar de kun i Fynd lignede den over Porten i Delphi * ; endog Vers kunde taales, naar de kun havde meer eller mindre Lighed med hint af den græske Anthologie:

"Nyd dit Liv, som om i Morgen
"Alt du skulde vandre heden!
"Skaan dit Liv, som om du evig
"Skulde bruge det herneden!"

en Indskrivt, som vilde være passende anbragt paa alle Forlystelsessteder. Tilforladelig! jeg kan indbilde mig en saadan Bye, som jeg heller vilde giennemvandre end det prægtigste Bibliothek, og heller giennemlæse, end den beste Encyclopedie. Al virkelig menneskelig Viden kunde paa denne Maade rummes i en maadelig Kiøbstæd. Rigtig nok, som sagt, kun den blotte Kierne; men det er og egentlig kun Kiernen om at giøre.

"Jeg har kun een Ting at indvende mod din Idee", sagde Adams.

- Og den er? -

"Culturens og Oplysningens bestandige Fremgang, som vilde giøre det nødvendigt hvert andet Aar at forandre, forbedre, og formere disse Gade-Bøger."

- Ikke andet? Først maa jeg anmærke, at Forandring og Forbedring umueligen vilde finde Sted deri, hvis de blot, efter Hypothesen, indeholdt Grundprincipier og afgiorte Sandheder; thi disse eengang fundne og erkiendte blive evig de samme; for det andet fremgaaer den sande Cultur og den virkelige Oplysning ikke med Aar- men med Aarhundred-Skridt. Hin Lov: "Handle mod andre, som du vil, at andre skulle handle imod dig!" har i meer end sytten hundrede Aar hverken trængt til Forandring eller Forøgelse - hint γνωδι σεαυτον har i ligesaamange *

188 Aarhundreder overlevet sin Steenport, og staaer endnu paa den af Papiir, som aabnes hver Maaned af Moriz * ; de Elementer og Grundsandheder, jeg taler om, vilde sikkert ikke falde med deres Huuse. Hvad Formeeringen angaaer, da bygger man jo bestandig nye - og endelig, hvis Fremgangen til det beste skulde hindre det bedre, og den til det bedre det gode, vilde ingen Fremgang være muelig.

"Jeg har en anden Indvending mod dit Bogbyggerie", sagde Sparzet. "Det vilde nemlig, nok saa ypperlig indrettet, blive uden Nytte. Erfaring lærer, at Folk intet mindre see, end hvad der altid ligger dem for Øinene; ligesom man aldrig hører hvad man altid hører. Jeg frygter aldrig at fortale mig, undtagen i Fadervor, sagde Præsten, fordi jeg daglig læser det. Jeg er bange for, at man i hine Bogbyer saa aldeles vikle lære Principierne uden ad, at man aldrig vilde falde paa at anvende dem." Dette træffer omtrent al Lærdom, svarte jeg, og dog var det udentvivl værre, om Folk slet intet lærte -

"Det er et Spørgsmaal" -

- Det er intet Spørgsmaal, forudsat at det er Sandhed, man lærer. Sandhed er aldrig unyttig. Det skader ingen Mand, at vide nok saa nøie, nok saa udenad, at to og tre giør fem. Nei! men hvad jeg selv finder at indvende mod Nytten af hine offentlige Lærebøger, er, at sandsynligviis ingen vilde læse dem -

Under denne Samtale kom vi til Butzbach.

Butzbach

Husene i denne gamle Bye see ud som store Korthuse. Façaderne og Gavlene ere ikke Blade, men Skilderier. Paa Postgaarden, hvor vi skiftede Heste, vare allene, foruden St. Jørgen og hans Lindorm, elleve Prospecter malte. Adams og jeg gik op at besee Slottet, hvis Plads var en deilig grøn Eng. Over Portalen stod:

* 189

O Deus Hassiagos demens tutare Leones!
Et patriae Stellas nubila nulla tegant! *

Den første Bøn erindrede os hin Sielehyrdes christelige Sagtmodighed, der i en Langfredags-Prædiken af den eene Røvers Omvendelse tog Anledning til den fromme Formaning: "Dyrekiøbte! hindrer aldrig nogen i deres Dont, og lader Eders Røvere røve i Fred!" O; Fromhed fra Sextenhundrede og ti! Taarerne randt os begge af Øinene; og med Veemodighed betragtede vi de to Giedebukke, som spadserede paa Pladsen, de eeneste Hofcavalerer, som for nærværende Tid beboe Slottet.

* 190

Friedberg

Statistiken begynder nu at blive saa blommet og forblommet, alt som vi komme dybere ind i det brogede Romerske Rige, at vi politisk betragtet virkelig ikke længer ret vide hvor vi ere, eller hvem Pladsen hører til, vi gaae paa. Darmstadt, Hanau, Solms, Burgraviatet, Churmaynz, og Pütter veed hvor mange andre Regieringer, lege her Blindebuk med hinanden i en saadan Hurlumhey, at man skulde troe, denne Deel af Tydskland engang var gaaet itu, og i en Hast paa maae og faae klinet sammen igien. Jeg takker Himlen, at denne min Reise ikke er statistisk, og at jeg altsaa ikke behøver at bekymre mig om enten Peer eller Povl har noget at sige her. Hvad der meest lider derunder er vor Vogn og vore Skoe; thi Veiene synes ligesaalidt, som vi, at vide hvem der bør holde dem i Stand, og i denne Uvished blive de slettere og slettere. Da vi, naar Ulykken skal være, heller ville brække Beenene end Halsen, ælte vi os igiennem til Fods.

Aftenen

Uden for Nauheim, en Flekke med et betydeligt Saltværk en lille halv Miil før man kommer til Friedberg, fandt Adams og jeg, ved at forlade Veien, paa Bredden af den klare Usingen, ved Foden af Johannesbierget, en af Poppelpile indhegnet Plads, der i Skiønhed og Ynde langt overtraf alt hvad vore Øine hidindtil havde opdaget i den landlige Natur. Vi kom igiennem en Labyrint af allehaande Træer og Buskværk langs med den rislende Flod til et stille Glarhav, i hvis Speilbarm Himmelens Bue og Jordens skiønneste Løvværk fordoppledes. Det var imod Solens Nedgang, den venligste Aften nærmede sig. Alting var stille. Kun Fuglenes eensomme Qviddren ledsagede Bækkens sagte 191 Rislen. Midt i den til Søe udvidede Flåds Chrystalfavn laa et lille Ermenonville; aldrig saae jeg en Plet saa bestemt til Kierligheds Tempel. Vi omvankede, snart eene, snart samlede, det hele underskiønne Bassin, hentryllede i de sødeste Sværmerier.

Solen tog Afsked i tusinde heftige Straalekys med Vandet, med Øen, med Poppelhegnet, og endelig med Toppen af det høie Johannesbierg. Ethvert af disse Kys giennembrændte vore Hierter: thi vi elskede begge, havde elsket, og vilde elske. Den svandt endelig aldeles - hele Naturen sukkede det høitidsfulde Suk, som en pludselig Bæven i Løvet, en zittrende Riflen paa Vandet, og en koldere Skuddring i Luften forkynder, naar den sidste Daggnist slukkes - og vi sukkede med, som om vi aldrig skulde see den meere. Bækken, Vandet, Løvet, alle Fuglene taug. Dødens Engel foer giennem den tause Lund. Men denne Rædsel varede ikke længe. En livelig Rødme farvede den blaanende Himmel; Hesper vinkte; og yndigere end Solen selv kom Aftenrøden frem med sit purpursprudlende Bæger. Roe, Trøst, og salig Ahnelse neddryppede deraf. Bækken rislede atter og Fuglene begyndte paa nye deres qviddrende Chore. "Saa døe vil og saa vorde vor Slummer i Graven!" Vi hang om hinandens Halse.

Hvo af mine Læsere har ikke en Ven, eller - endnu misundeligere - en Veninde? Hvo er saa eene, saa halv i Skabningen, at han ikke skulde kunne tage Deel i de Følelser, jeg her - fortier.

Vi vare begge syge; begge langt fra det Maal, de fleste Dødelige efterstræbe - end længere fra det Maal, Ynglingens Hierte higer efter - vi havde intet uden denne Aften og os selv; men vi giennemnøde vor lille Eiendom, og vare ubeskrivelig lyksalige.

Friehed! Natur! Venskab! Den som har Eder - og hvad der er nødvendigt til eders fulde Nydelse, Sielens Sundhed: en god Samvittighed - har alt; og den, som med Eder i en saadan Aftenstund ikke har uendelig meer end Nok - ham foreener sig Himmelen, Jorden, og alt hvad der er deri, forgieves om at giøre lykkelig.

Fem og tyve dybe Brønde, omtrent 60 Skridt imellem hver, ledte os fra Salinen til Ruinmuren af det høie Friedberg. Her opklavrede vi den forfaldne Biergvold med en Slags Gysen, ikke sielden i Fare for at styrte ned i den huult neden under ruslende 192 Use, indtil vi endelig paa Brinken naaede en skummel Ruinport omringet af høie forfaldne Taarne og dybe Huuler, mellem hvis Brokker vi forgieves søgte en Stie, for at komme ned i den beboede Deel af Byen. Vi fandt omsider en gammel, beskiænket Invalid, der over Torn og Tidsel, Stok og Steen, Revel og Krat, i forunderlige Bugter, selv svinglende, ved Hielp af Maanskinnet og Bedeklokkens Dingdang losede os ind i Staden - hvor vi endelig yderst udmattede naaede Vertshuset og den urolig ventende Sparzet.

Friedberg er af alle de Stæder jeg har seet, den, som vældigst sætter Aanden og alle Sandserne tilbage i den gamle, romantiske, Tydske Riddertid. Man seer her intet uden Bierge, Lunde, Ruiner; hører intet uden Bedeklokker; tænker intet uden Andagt; og drømmer lutter Ballader. I Maanskin er alt dette doppelt gammel, gyseligt, høitideligt og eventyrligt. Man give mig tolv af de kiækkeste, følesløseste, meest frietænkende Amazoner i det hele smukke Kiøn - tillade mig at føre dem op i Maanskin - jeg forlanger ikke engang ved Midnat - nei blot om Aftenen, Klokken ni, ti, eller høit elleve - paa Pladsen, vi nys forlod, og leire dem i en Kreds omkring mig for at høre Bürgers Lenore forelæse - og jeg vædder alt hvad jeg besidder, og alt hvad jeg nogensinde kommer til at besidde, mod eet eeneste Kys af dem hver, at de, inden vi komme til Stanzen:

"Den Vei, o Wilhelm! er for lang!
"Forgiæves du dig skynder!
"Hør! Bedeklokkens hule Klang
"Alt Elleve forkynder!
"Blik om dig! Maanen skinner klart,
"Vi ride med de Dødes Fart;
"Endnu før Dag vi begge
"I Brudeseng os lægge"

alle tolv ere besvimede. Besvime de ikke, ere de sikkert ikke Fruentimmere, og jeg tager da mine Kys med Fornøielse; thi

"Kun Mandfolk at kysse er vandet,
"Desuden af Tode forbudt."

193

Hver nogenlunde kysselig Glut faldt vist i Besvimelse; og - ledsagedes Balladen af min Kuntzens ægte Maanskins Musik - vaagnede maaskee aldrig meere op deraf.

Burggrevinden

Sparzet drømte den hele Nat om lutter Engle. Adams om lutter Diævie, og jeg om lutter Fruentimmere. Da vi vaagnede, svedte vi endnu stærkere, end da vi sov ind. Men Solens Opgang forjog alle hine Skygger, og vinkede os til en Spadseregang op paa Burggrevens Slot. Hvilken Have! Den regelløseste, frugtbareste, blomsterrigeste, skyggefuldeste, hist aabneste og her hemmeligste, overalt behageligste, jeg har seet. En gammel med allehaande Frugttræer og Buskværk omslynget Muur indhegnede dens Labyrint; rundt om fra sammes Rand henreve os de meest afvexlende Udsigter over det hele underliggende frugtbare Land til den i Østen blaanende Biergstrækning. Første Gang saae vi her den koldere Sparzet henrykt.

Den skiønne Natur har iblandt andet ogsaa det tilfælles med Viin og Kierlighed, at den beruser, og i sin fulde Nydelse giør Prosaisten selv til Poet. Vi tumlede virkelig alle tre omkring i denne Have, i en saa overgiven Glæde, med saa triumpherende Gebærder, og i saa superlativiske Udraab, at en naturædrue Mand, som havde seet og hørt os her, sikkert vilde have taget os for Beskiænkte - uagtet vi vare saa got som fastende. Med al Høiagtelse imidlertid for de stærke Hoveder, som ingen Trolddom bider paa, og de kolde Hierter, hvis fugtige Tønder ingen Gnist af Jordens og Himmelens Fyrtøi formaaer at antænde, havde vi dog ikke bortbyttet vor Afsindighed mod deres Sindighed, saa kiær var os vor Ruus - endog da den var forbi. Hvad der meget forøgede dens Behagelighed, var en Fierdemand, som vi fandt i Slotsgartneren, en yderst godlidende, naturdannet, snaksom gammel Tydsker, der med hiertelig Velvillighed førte os omkring overalt, og inderlig fornøiede sig over vor Glæde. De fleste Indretninger i Haven vare af Burggreven selv, sagde han; vi behøvede ikke meere til Slutningen om hans Charakter; Physiognomiet kan i mine Tanker endnu mindre 194 misforstaaes i somme Folks Anlæg end i deres Ansigter. Vi sluttede af visse Partier, at det maatte være en Mand, som lod sig tale, og som det var værd at tale med; men han var desværre ikke hiemme. Desværre! thi alt hvad hans yndige Have og ærlige Gartner fortalte mig om ham, indgiød mig en overordentlig Lyst til at see ham. I hans Sted saae vi Burggrevinden med en gammel Hovmesterinde, og den lille Burggrevling, der med sin Falk paa Haanden trippede foran sin Moder og den anden langsomt fremskridende Dame i Alleen. Mit Øie faldt først paa Burggrevindens hvide flagrende Skiørt, steeg derfra til det - jeg veed ikke om grønne, blaa, gule eller røde Belte - derfra til det glimrende Guldkors paa hendes Bryst - men inden det naaede hendes Ansigt, laae mit Hierte allerede for hendes Fødder. Om hun tog det op, veed jeg ikke; thi jeg skyndte mig ud af Haven, for ikke at tabe meer i den forvirrede Balladeforfatning jeg var i. "Hvi løber du saa?" spurgte de andre. "Ak! for Amor hist med Falken," svarte jeg "eller, rettere sagt, for hans Moder." -"Det har ingen Nød! hun er henimod halvtredsindstive Aar!" loe Sparzet.

I Sandhed! - saa varm jeg var - en Spand koldt Vand over mit blotte Hoved i dette Øieblik - vilde mindre have ærgret mig end denne utidige, ondskabsfulde, gruesomme Anmærkning. "Henimod halvtredsindstive Aar!" - Venus for neden og et Semiseculum for oven!* Og mit Hierte for hendes Fødder! jeg uforsigtige! jeg Fusentast! - Enhver prøve sig selv, gribe i sin egen Barm - og (forudsat at han finder Kiød og Blod deri) sige mig oprigtigen, om han ikke i mit Sted ligeledes var bleven flau, ærgerlig, rasende. Og dog var det mit faste Forsæt at forlade Haven uden at see Hendes Ansigt; formodentlig vilde jeg og siden aldrig meere have faaet det at see i denne Verden. Hvad tabte jeg altsaa? En Drøm! Skyggen af et Drømbillede! Rigtig - men det er udentvivl og det høieste, vi kunne tabe i dette Livs Nærmest til Væg. Himlen saae, at vi vare Rollinger - sandt at sige meget uforsigtige Smaarollinger - og gav os derfor kun Knappe, Regnepenge, og høit Halvskillinger at spille

* 195

med. Af samme Aarsag ere og alle vore prægtigste Bygninger Korthuuse. Et Pust! og de falde; men Himlen være lovet! Skaden er ikke stor! Med utrættelig Taalmodighed bygge vi nye, der atter ompustes, og saa fremdeles, til vi endelig blive søvnige, keede af Legen, og paa Mamas Vink med Haanden eller Riset gaae i vor Seng.

Om det var min alt for ubetænksomme Forelskelse, eller min Vens gruesomme Vækken, eller det horaziske Uhyre, hvis Billede ved denne Leilighed stod mig omvendt for Øie, der meest sortnede mit Lune, er vanskeligt at afgiøre; men vist er det, at jeg intet Øieblik længer kunde holde det ud i Haven. "Halvtredsindstive Aar" lisplede Løvet, "Halvtredsindstive Aar" smidskede Bækken, "Halvtredsindstive Aar" hvidskede Fuglene - Halvtredsindstive Aar stod med store gothiske Schwabacher Bogstaver læselig i Baggrunden af enhver Prospect. Det var utaaleligt.

Først da vi vare Haven af Syne, kom min Fornuft lidt efter lidt tilbage. "Du har taget Hovmestersken for Burggrevinden?" sagde jeg - en Muelighed, som længe før havde burdet falde mig ind. Man finde det saa latterligt, som man vil, jeg havde i det Øieblik gierne givet alt hvad jeg eiede for et bekræftende Svar, saa meget zittrede jeg for et nægtende, og saa hiertelig var det mig om Frue Burggrevindens Ungdom at giøre - deels paa mine egne, deels paa hendes, deels paa Havens, og deels paa Herr Burggrevens Vegne. "De vare begge til Aars!" svarte man.

"Nu", sagde jeg - med et Suk - "ligemeget! Hun er derfor ikke mindre Friedbergs Erycine! Sæt at hun ogsaa er een Dag over de Fem og Fyrretive, saa tæller dog Hymen endnu tre og fyrretive tusinde otte hundrede og sex og halvfierdsindstive af hendes Livs Timer i Amors Selskab. Og naar jeg betænker, hvad hendes Tilværelse skiænkede mig i eet eeneste Minut (thi længer varte ikke min egentlige Henrykkelse, eller rettere Oprykkelse fra Foden over Beltet til Guldkorset - da hun dreiede om Hækken) naar jeg overveier hvad jeg i een Times blotte Anskuen vilde have vundet - saa er hin endnu frugtbare Periode i Grunden en Evighed. Det er desuden uafgiort om Høsten ikke er nok saa behagelig som Foraaret. Antallet af den berømte Ninons Tilbedere skal endog først have voxet yppigen paa hin Side de Halvtredsindstive. 196 Der gives en vis Art Gratier, der ligne Vinen, ligesom der gives andre der have mere tilfælles med Melk: Vinterog Sommer-Kaveeler. Ungdom er desuden et blot Forholds-Begreb. Abstract betragtet har endog Alderdom Fortrinnet. Plato regner alt hvad et Fruentimmer nødvendigen taber med Alderen for en Bagatel, og Amor er ikke allene ung; men og - blind." Altsaa -

Mit Hierte laae, som sagt, for hendes Fødder - Yndige! trods hint henimod endnu længe - i tre og fyrretive tusinde otte hundrede og sex og halvfierdsindstive Timer fortryllende Burggrevinde!" sagde jeg, - og vendte mig tilbage med et Buk mod Slottet - "behold det indtil videre!" -

Vi gik rundt om den gamle Borg. To unge, lette, levende Smaapiger førte os op i Toppen af det høie Taarn, hvorfra vi overskuede hele Staden, Slottet, Ruinerne og den rundtomliggende Egn. Vi vare alle tre eenige om, at Friedberg var det romantisk-skiønneste, vi hidindtil havde seet paa vor Reise.

Vi steege ned igien doppelt saa dybt under Biergslottet. Her, i de fortørrede, med Krat og Græs bevoxede Grave, under Ruintaarnene indbød mig det høitidelige Stille til Samsang med Ekko. Det syntes med Lyst at gientage de nye og ubekiendte Tonslag i de Danske og Norske Kiempeviser. Melodierne henrykte den musikkyndige Sparzet. Axels Elskov, Gundvers Rov, Stærkodders Gravsang giennemtonte Huulerne -

"O Grav! du er Maalet, til hvilket den sigter,
"Som daarlig ei spotter dit usikkre Krav;
"Den svigtede aldrig de strængeste Pligter,
"Som tænkte paa glad at gaae ned i sin Grav.
"O venlige Grav! i din Skygge boer Fred!
"Din tause Indvaaner af Sorgen ei veed."

Jeg fandt en synderlig Fornøielse i, her at parre Skandinaviens Oldklang med Germaniens Gienlyd - og under disse gamle Mure at helligholde mit Fødelands Skaldes Minde. Tanken om, aldrig maaskee at see Danmark meere; Forestillingen af den Glemsel, der ventede mig; den rolige, men dog altid mørke Udsigt 197 til Graven - stemte mig til en saa alvorlig Tungsindighed, at min korte Friedbergske Roman nær havde endtes med en virkelig Ballade-Catastroph i disse Himler.

Men Posten bragte mig, om ikke Efterretninger fra Kiøben-havn, saa dog Tidender nok til at vække Levelysten igien i det iisnede Hierte og antænde paa nye de halvslukte Livsaander. Ved vor Tilbagekomst i Vertshuuset fandt vi foruden det dækkede Middagsbord et andet dækket med Aviser. Som Æslet mellem to lige Bundter Høe, eller som Herkules mellem Dyden og Vellysten, vidste jeg længe ikke hvilket af disse tvende Taffeler jeg først skulde vælge. Siæl og Legeme vare lige hungrige. Verten var Postmester, og, hvad der ikke er aldeles almindeligt i Vertog Post-Classen, en saare godlidende Mand. Han gav mig det Raad, at foreene begge Maaltider - og jeg var i Begreb med at følge det, da hans yngste Datter i det samme kom ind, og satte sig lige over for mig ved Bordet. Hendes Ansigt var af den Beskaffenhed, at jeg tabte Skeen af den eene Haand, og Avisen af den anden. Saa gaaer det, naar man uheldigviis har sin stærkeste Sands i Øiet!

Burggrevinden selv havde ikke meere kunnet forstyrre mine to Appetiter. De gave Plads for en tredie, den, at drukne mit Blik i hendes uskyldige Øine. Jeg maae for alle Ting først læse disse Depecher! tænkte jeg - og foldede mine Hænder med hele Familien. Himlen er mit Vidne, at min Andagt var den Uskyld værdig, der tændte den. Jeg bad for hende, og for hendes Skyld for alle de andre. Maatte ingen giftig Dug plette denne Rose! maatte ingen Hiertesorg forstyrre denne gode Families Roe! Amen!

Efter dette korte Hiertesuk gik alting, som af sig selv, sin ordentlige Gang; jeg spiiste først, og læste siden.

"Ja! i Frankerig seer det forskrækkeligt ud!" sagde Postmesteren - "Man har nedrevet Bastillen, og myrdet mange tusinde Mennesker."

"Nedrevet Bastillen?" raabte Adams -

"Nedrevet Bastillen?" raabte Sparzet -

"Nedrevet Bastillen?" raabte jeg -

og glemte for et Øieblik det blodige Tillæg. "Ret! Retfærdigt! Herligt! Klink med, Herr Postmester: "Ned med alle Bastiller! 198 Nedrivernes Skaal!" "Gud frie os!" sukkede hans Kone. Den Yndige, hendes Sødskende, alle saae bange ud - dog klinkede de med. Det er alt for naturligt, at klinke over faldne Bastiller; "Var kun ikke den forbandede Mirabeau med i Spillet!" meldte en middelaldrende Mand, som sad med ved Bordet. "Skulde han virkelig være saa forbandelseværdig, som han har Ord for?" spurgte jeg; han har jo dog skreven Brevet til den nye Konge af Preussen? * "Men og den afskyelige Pasquil over det berlinske Hof, som efter Fortieneste er bleven brændt af Bøddelen i Paris! Hans ondskabsfulde, nederdrægtige og lumpne Character, hans liderlige Levnet, hans skamløse Mordbrænder-Bedrivter ere desuden bekiendte nok. Jeg er ikke overtroisk, og vilde just ikke døe paa, at der er en Diævel til; men er der virkelig een, saa er det den almindelige Spion, Oprører og Forræder: Grev Mirabeau."

Fruentimmerne korsede sig.

Min middelaldrende Mand blev ved: "Nationer overhovedet have noget Salpeteragtigt, og den franske Nation i Besynderlighed er reent Krudt -"

Vi beklappede alle hans Bemærkning og dens Indklædning -

- " Grev Mirabeau er en gloende Brand, eller om De heller vil, en brændende Beegkrands, som er falden i den franske Nationalforsamling; og see kun til, om det hele Monarkie ikke med det første springer i Luften!"

* 199

"Nu! Monarkiet - - -" sagde Adams. "Og med det hele Folket!" brød han ud med Heftighed. "Frankerig kan før undvære alting end en Konge!"

"Men falder da Kongen med Bastillen?" mumlede vi -

"Alting falder, hvis Mirabeau staaer - Necker er allerede borte" - -

"Necker borte"! raabte vi alle - og zittrede. Den ivrige Middelaldersmand blev ved; men vi hørte ikke mere hvad han mælte; thi vor Bevidsthed tabte sig i nye, mageløse Rørelser ved Læsningen af den trettende og fiortende Julius's Optrin i Paris.

Den fiortende Julius

Hvilket Hav af Billeder, Ideer, Ahnelser bølgede giennem vore Siele!

Revolution! Frankerig! - Tilforn var det blot Giæring - hist og her Opløb nu... Hvilket brusende, stormende, flammende Chaos!

"De tre Stænder have foreenet sig til en Folkeforsamling! Alt er udrustet til Krig mellem Friehed og Slaverie, Folkelov og Despotismus! Det rædsomme Anarchie, denne mørke, vildsomme, helvedlige Labyrint, hvorigiennem Veien løber fra Tyrannie til Monarkie * har taget sin Begyndelse. Europas største politiske Krudttaarn, Paris, er antændt. De oplyste Frieheds-Venner kiæmpe; Undertrykkerne fnyse; den bange, forvirrede, opbragte Pøbel raser.

"Den dydige Folkeven, Rigets Skyts-Engel, Ministeres Mønster: Sully Necker ** er forjaget. Despotismen har opstilt henved fyrretyve tusinde besoldede Mordere mod de zittrende Borgere. Men deres Zittren gaaer over i convulsivisk Anstrængelse. Hundrede tusinde Borgere reise sig - i Stormklokkers og Stormtrommers Bulder skingrer Fortvivlelsens Raab: til Vaaben! Til Vaaben! og i et Øieblik ere de mange Tusinde bevæbnede. Fængslerne opbrækkes, Forbrydere løslades, Huse antændes, Theatrene

* * 200

lukkes. Trehundrede af de Tusende vove med et Mod, som Fortvivlelse allene giver, at bestorme den uovervindelige Bastille; og i tre Timer er den Uovervindelige erobret. Nu strømmer Blodet i de mylrende Gader, Blod for den hellige Friehed! Blod af Tyranner! men ak! tillige Blod for vanhellige Lidenskaber, Blod for Helvedes Mordlyst; Blod af Uskyldige!

Den hele Stad er i gyseligt Oprør, et Rov for giensidig Had, Hevn og Fortvivlelse. Ingen er tryg, alt er i Fare. Mellem Flammer og Blod gienlyder i Klokkers, Trommers, og Kanoners hule Dundren: "Mord! Mord! - Brand! Brand! fra alle Kanter. Mødrenes Hylen og Børnenes Skrig tabe sig i den døvende Larm - og, lig Rystelsen i det bragende Ætnas fierneste Klipperødder, udbreder sig Hovedstadens Oprør i alle indtil de længst bortliggende Provindser." -

Hvor bankede mit Hierte af Rædsel, og - midt i den kolde Gysen - af brændende Henrykkelse ved de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige! Friedberg blev mig et Pathmos, hvorfra jeg, som fordum Johannes, i prophetisk Ahnnelse, saae hidtil useete Syner:

"Og en anden Engel udgik fra Alteret; han havde Magt over Ilden, og raabte med høi Røst til den, som havde den skarpe Segl, og sagde: Hug til med din skarpe Segl, og afskiær Viindrue-Klaserne af Jorden; thi deres Bær ere modne.

Og Engelen slog med sin Segl paa Jorden, og afhuggede Druerne, og kastede dem i Guds Vredes store Persekar.

Og Persekarret blev traadt uden for Staden. Og Blodet flød af Persen til Hestenes Bidsler over tusinde og sexhundrede Agre."

Hvor jeg ogsaa havde fundet Efterretningerne om hine Optrin, vilde de have antændt min hele Opmærksomhed, og henhvirvlet mig i den almindelige Interesse, som det vaagnede Frankrigs energiske Bevægelser nødvendigen maae udbrede overalt, hvor der er Øine, som see, og Ører, som høre. Men her, i det høie, melankolske, romantiske Friedberg, i den Stemning jeg var i efterat have giennemvandret Hessen, umiddelbar efter min Grav-Vandring 201 under Ekko-Ruinerne - her opflammede Luen af den lynslagne Despotismus med trefold Ild min hele Menneske-Følelse, min hele Tænkekraft, mit hele Jordborgerlige Jeg. Det lille Selvindivid tabte sig deri, som en Vanddraabe i det oprørte Hav. Maatte en Fyrste een eeneste Gang paa sin Throne giennemtrænges af den store Følelse, hvori mit lavere Væsen i dette Øieblik druknede - hvilket Moment for hans Folk! for Europa! for ham selv! Nedspringe vilde han af det lave Despot-Stillads, for at optræde paa Friehedens, Ærens og Udødeligheds høieste Fieldtop - bortslænge vilde han den usle Glimmerkrone, for at modtage Evighedens straalende Solbrands - og tusindfold gladere i Favnen af elskende Borgere, end i Kredsen af murrende Slaver, ombytte Titelen: Hersker med Navnet: Brødres Bestyrer!

Drøm! uopfyldeligste af alle Drømme! - Ja kunde engang en Fyrste hæve sig saa høit over sit Hof, at ingen af dets Dunster meere naaede hans Tindinger - var det mueligt at en Fyrste med egne Øine giennem den reenere Luft oven over hin giftige, taagede, og med Blendværk fyldte Atmosphære kunde grandt see sit Folks og sin egen Fodeel - - -

Jeg vaagnede.

202

Frankfurt am Mayn

Vi forlede det eventyrlige Friedberg i en Sindsruus, som i Førstningen ikke tillod os at iagttage det mindste af hvad der omgav og mødte os paa Veien. Dens Heftighed lagde sig efterhaanden i roligere Samtaler og giensidige Reflexioner over det skeete, der endte sig med Bemærkninger over vort herlige Aarhundrede, og brændende Tak til Forsynet, fordi det undte os den misundelige Lod at komme til Verden imod dets Ende.

Vi erindrede os omsider, at vi ikke blot reiste i Tiden; men og i Rummet; aabnede vore Øine - og vederqvægede de udmattede Forestillingsevner i Naturens blide Betragtning. En Flok glade Bønder og Bønderpiger, krandsede med Blomster, og med en Spillemand i Spidsen, fulgte vor Vogn, som vi lode rulle sagtere paa den frydfulde Vei. Paa de to sidste Miil langs med Biergstrækningen: Die Höhe, kom vi giennem frugtbare Marker, Alleer af Frugttræer, og prægtige Landsbyer, hvor vi omringede af Vellevnet og Munterhed tabte Erindringen af de Hessiske Betlere. Fra Høiden bag den Maynziske Bondebye Vielbell, hvor man, mellem gamle paa Biergryggen spredte Eege, opdager Landet paa denne og hin Side Maynen i fast uafseelig Vidde, kom vi under bestandig Spil, Dands, Sang og Latter af lystige Landfolk til Staden.

Det store Domspiir, de rundtomkneisende Vagttaarne, og den giennemstrømmende Flod giver Frankfurt udenfra en vis høitidelig Anseelse.

Indtrykket deraf er saa meget des heftigere, da Øiet med eet fra Bakkens Afhang ved det nordlige Vagttaarn opdager den afvexlende Natur- og Cultur-Herlighed, der omgiver den. Heele Omegnen* er leende; den halve Deel af Haverne ere Viinhaver, *

203 hvis lysegrønne Ranker smile doppelt venligen mellem de mørkere Frugttræer og de ranke Poppeler, hvoraf der hist og her sees adskillige Grupper. Meierier, Landhuuse, og Lysthegne vrimle overalt. Giennem alt dette bølger sig den skiønne Mayns med Skove halvbekrandste Barm, derved skiønnere at den ikke blotter sig for Øiet overalt. Ogsaa den livløse Naturs Gratier ere blufærdige. Det Heele er Musik for Øiet, hvori Poppelhegnene, efter Sparzets Udtryk, ere ligesaa mange Choraler. Byen selv har netop det Omfang, som Synet forlanger: stor nok, for at opvække Idee om sin Vigtighed, og lille nok, for ikke at borttage formeget af Egnen, hvori den ligger. Dens mange smaae Spire hæve de tre store, især Hovedkirkens, hvis uhyre Masse pyramiderer Prospecten.

Man kan ellers let ved at reise giennem Tydskland faae sin Bekomst af Kirke-Taarne; thi deels have Stæderne i Almindelighed en uforsvarlig Mængde, deels har fast hver Landsbye et temmeligt høit Spiir, ofte to - saa at Øiet tilsidst bliver lige saa keed af disse i sig selv uskiønne Masser, som af de Pyrmontiske Bakker, naar man har seet dem i tre Uger, eller af det Pyrmontiske Skuespil, naar man har seet det een eeneste Gang. Imidlertid giøre disse gothiske Monumenter paa mange Steder en saa fortræffelig Virkning - ikke at tale om den kiære Afvexling - at jeg ingenlunde gad seet dem alle nedrevne. De opvække levende Forestillinger om gamle Tider, gamle Helte, og gammel Styrke, og faae derved noget romantisk høitideligt, som Behaget ved den smagfuldeste Bygning neppe opveier. Frankfurt, hvor de Tydske Keisere krones, bør have slige Spiire - eller de tydske Keisere bør ikke krones der længer.

Inden i er Staden mindre anseelig; Gaderne for det meeste trange og mørke, Huusene lidet bedre end de i Hamburg. Kun Hovedgaden, hvori de store Vertshuuse, ligesaa mange Palladser, ligge, giør en Undtagelse. Den er bred, lys og prægtig. Her toge vi ind i det saa kaldte "Røde Huus", det største Herberge, jeg hidindtil havde seet, og overalt eet af de betydeligste i Europa. [...]

Frankfurt am Mayn, d. 23. Julius. (Nat.)

Her sidder jeg og leder omsonst i Aviserne efter det, jeg ikke fandt paa Posthuset: Efterretninger fra Eder. Ak! selv Efterretningerne 204 fra det brændende Frankrig erstatte mig ikke Mangelen paa disse.

Hvi kan jeg ikke sønderrive den martrende Traad, som binder mit Hierte til mit Hiem, og til dem, som alt have glemt mig? Kiælne, svage, ovidiske Hengivenhed, som forbittrer mig alle Nydelser, og giør mig Frankfurt selv til et Tomi!

Hvad er det omsider, Fædrelandskierlighed og Venskab? Sammenkrympning af Menneskets til evig Udvidelse bestemte Væsen! Vane! Dyr-Naturlighed, som fortrænger vor Aands ædlere Natur! Det første en egentlig Chimære - det andet et tomt Navn, naar man seer sig til.

"Mit Fædreneland er der, hvor jeg befinder mig vel * har en Romer sagt; det var Romerskt, egenkierligt, i al sin Vidde indskrænket. Mit Fædreland er der, hvor jeg er! siger jeg. Det er Menneskeligt. Hvad Venskab angaaer, da er det en Vægtskaal: Tag den eene Skaal bort, saa ophører det. To Skaaler blive tilbage; men ingen Vægtskaal.

Jordkierlighed og Menneskekierlighed allene ere uopløselige, utabelige, uforgiængelige. Deres Objekter blive, og forandres ikke. Hvor jeg gaaer, er Jord, og hvor jeg omgaaes, er Mennesker, var det ogsaa Getere.

Saaledes fornufter jeg; men min Følelse modsiger desværre endnu bestandig min Fornuft. Jeg gav i dette Øieblik alle Tidender fra Paris bort for et Brev fra dig og Dannemark.

Du kan let slutte dig til, at jeg aldeles har tabt Lysten til at meddeele i den stedsevarende Mangel af Deeltagelse. Man bliver endelig keed af at skrive reent hen i Luften. Hertil kommer, at jeg skriver paa udenlandsk Papir; skrev jeg endda hiemmefra, kunde jeg trøste mig med den patriotiske Tanke, at det gik til Papiirmøllernes Fordeel. Det falder mig virkelig utaalelig tungt at skrive; jeg sidder adskillige Minuter over hver Linie, og veed ikke selv hvad jeg skriver, fordi jeg slet ikke veed til hvem. - Dette er mit sidste Brev. - - -

[...]

* 205

Jødegaden

Den rædsomme Indgang til dette Frankfurtske Gosen, som jeg ikke kan ligne ved noget bedre end ved Sværmehullet i en Biekube - man betragte et saadant ret nøie, og forestille sig de udog indmylrende Bier forstørrede til Husar-Staturer*! - fristede mig til med Sparzet at vove et Tog derigiennem.

Jeg begriber endnu i dette Øieblik ikke, hvorledes det gik til, at vi med Liv og alle Sandser slap ud af den anden Ende. Jonas kan ikke have studset meere, ved at finde sig heel og holden opkastet paa det Tørre, efterat have passeret igiennem den af utallige Sild opfyldte Hvalfiskebug.

Man forestille sig en Samling af nogle tusinde pialtede Mænd, nogle tusinde halvnøgne Qvinder, og nogle tusinde aldeles nøgne Børn sammenknuede og opstablede i eet eeneste Stræde, omtrent som vor Kiøbenhavnske Peer Madsens Gang! Hvilken gyselig Dynge af Elendighed! Hvilken Vrimmel af Usle! hvilken lummervarm Pestdamp af levende, livløs og død Uhumskhed! Af Frygt for at Stanken maatte udbrede sig paa mine Blade, af Frygt for, at alle mine nervefine og sandsekiælne Læsere maatte falde i Besvimelse, vover jeg ikke at udmale een eeneste af de mangfoldige Grupper af mavre og feede, hentærte og halvforraadnede Israelsbørn, som vaagende og sovende stode, sadde, og krøbe paa Trapperne i Dørrene og paa Gaden, eller rettere hvoraf hele Gaden, en fuldmiddret Ost, syntes at krybe.

Ved hvert Skridt omstimledes vi af anskrigende, alting falbydende, alting paanødende Skakrere; deres Antal voxte uophørligen; de anfaldt os tilsidst, som en Sværm af hungrige Ravne. Ti vilde paatvinge os Uhrkieder, ti andre Skoespænder, ti andre galloneerte Veste, og ti andre gamle Buxer - alle vilde de snyde os, og med en Snartalenhed uden Mage overbevise os om, hvorvel vi giorde i at lade os snyde af dem. Vi saae os ofte tvungne til at besvare disse Handelstilbud med vore Stokke, og støde een og anden af disse Ulyksalige overende. Sandelig! havde vi *

206 skullet kiøbe kun det halve af det man falbød os i en Tid af en halv Time, havde vi havt to Frankfurtske Fragtvogne nødig, for at transportere det, uagtet det altsammen var Smaakram.

Midt i denne Forfølgelse saaredes fra en anden Side vore Øine og vore Hierter af de meest giennemborende Syn. De halvnøgne Mødre med deres nøgne Børn - - men - som sagt, det lader sig virkelig ikke beskrive, uagtet jeg for Resten ingen Ven er af den overdrevne Omhue for at unddrage vore delikate Rige, som svømme i Purpur og kostelige Linklæder, Synet af deres usle Brødres Elendighed. Selv det Ækkle kan passende anbringes; og Christus tog ikke i Betænkning, trods hele den fine Verden, i Lignelsen om Lazarus at anbringe Billedet af "Hundene, som gik til, og slikkede hans Saar." Æsthetikens Regler bør vige for Moralens, hvor de første kunne hindre den sidstes Udbredelse - og vee den Skribent, som for at blive Smagen troe, bliver sit eget Hierte utroel Det er de Undertryktes Advocaters Pligt paa alle moralsk-tilladte Maader at lede Undertrykkerne til Opmærksomhed paa hvad de giøre, hvis de ikke vide det, hvilket til Menneskehedens Ære, som oftest er Tilfældet. Men her - hvorledes skulle mine Forestillinger kunne trænge sig til dem, i hvis Magt det staaer, at lette Jødernes Aag, og lindre deres Ulyksalighed?-

Da imidlertid Elendighed er Elendighed, og det aldrig er af Veien til det egentlige Humanitets-Maal, at blødgiøre Hierterne til dens Medfølelse, kan jeg ikke undslaae mig for i Korthed at fremstille det Liv, der er bleven den første den beste af disse Skakrere til Deel fra Morgen til Aften.

Med Lommerne (det eeneste heele i hans pialtede Klædning*, fyldte af møisomt sammensamlede Snurrepiberier, en Byldt af andre Smaaevarer under Armen, og en Stok (der desværre aldrig bærer modne Mandler) i Haanden, forlader han sit usle Leie, for at tiltræde den skakrende Vandring. Jeg vil ikke tale om den Hunger og Kuld han deeler med alle andre Fattige. Kun et Blik paa det, der er hans Skiæbne eget. Med utrættelig Taalmodighed, med meer end Tiggerens Paahængen anraaber han den ene Forbigaaende efter den anden om at kiøbe; det er vanskeligt *

207 at afgiøre om hans flydende Tunge, hans virrende Hoved, hans rappe Been, eller hans vimse Hænder ere i fuldest Arbeide; den hele Person er i uophørlig Anstrængelse. For en Skillings tilfældige Profit indhøster han hundrede ydmygende Blik, et halvhundrede spottende Svar, utallige Pøbelforhaanelser, Fornærmelser og Grovheder. Hvert femte Minut springer han fire sex Trapper op i de øverste Stokværk, og pikker paa, for med Døren i Næsen og ikke sielden forklemte Fingre at pakke sig ned igien. Endelig kommer han aandeløs og udmattet hiem til Middag. Kone og Børn omringe ham, for at erkyndige sig om Fangsten - "Ach! Leider! Noch nix!" Gud veed om han altid faaer noget at spise; men det veed jeg, at faaer han noget, er det jammerligt. Om Eftermiddagen begynder den utaknemmelige Jagt paa nye, til han om Aftenen udmattet, med uforrettet Sag henslænger sin Stok, sin Byrde, og sig selv i den trøstløse Familie-Reede. Sæt og at han har tilskakret sig - og, om man vil, tilsnydt sig nogle Skillinger - betydelig kan Gevinsten umueligen være - hvilken Diævel kunde misunde ham dem? Han har slæbt og slidt og lidt meere derfor end den Christne Bisp i en heel Maaned for ligesaa mange Tidalerssedler.

Jeg har et Par Gange fulgt en saadan Jøde en udslagen halv Dag paa sin Jagt, og været Vidne til dens yderlige Utaknemmelighed, gysende over den ubeskrivelige Nød, og menneskelige Naturforqvakling, der allene kan forklare dens Udholdelse. Jeg følte at det var ligesaa ubilligt, at en saa ulyksalig Skabning at fordre Moralitet i en vis Grad, som af fortørrede Viinstokke at forlange modne Druer - følte, at jeg, i hvis treaarige Phantasie det opstod første og sidste Gang at forfordele min Broder i Handelen (ved af de Skillinger, hvorfor jeg skulde kiøbe Fløde, at putte den eene i Munden) at jeg, som paa denne Undtagelse nær aldrig har været mig mindste lignende Synd bevidst*, i denne Jødes Sted ogsaa vilde snyde - og lod mig ved hans Gangs Ende snyde af ham med Fornøielse.

For end nærmere at lære at kiende det Indvortes af Jødegaden, beed jeg med Sparzet, som desuden havde i Sinde at kiøbe *

208 sig en smuk Vest for billig Priis, paa Krogen af en saadan omvandrende Mede, og besluttede, at følge ham til hans Magazin. Han førte os giennem Vrimmelen til sin Dør, eller rettere Huusets, hvori han med hundrede andre boede*. Havde der hørt Mod til at gaae ind i Gaden, saa hørte der Dristighed til at vove sig op ad disse Trapper. Haarene reiste sig paa vore Hoveder ved fra den midt om Dagen dødmørke Taarngang af og til at titte ind i de ureene, af Qvinder og Børn opfyldte Sidestuer. Imidlertid fulgte vi ham op i allerøverste Stokværk, hvor han under Taget aabnede en Lem - og nu bestraalede Solen en Pomp og en Uselhed, som jeg aldrig har seet Mage til i Verden. Nogle hundrede Baroner, Officerer, Hovedværks- og Haand- værks burscher, Spradebasser og Spidsborgere uden Indhold hængte og laae her imellem og over hinanden. Vi studsede over alle disse Menneskebind, især over den uhyre Mængde af glimrende brodeerte Veste - jeg troer ikke, der findes saa mange i hele Kongeriget Dannemark. Det varte længe inden Sparzet blev eenig med sig selv om Valget, og endnu længer inden han blev eenig med Jøden om Prisen. Medens de disputerede herover, i hvilken Tid den arme Salomon vist fremtrak og udfoldede over fyzrretive Klædninger af al sin Herlighed, bemærkede jeg et usselt Aflukke, hvori hans Familie - i egentligste Forstand sølede. Alt hvad der hører til Livets uundgaaelige Nødvendigheder, fandtes her imellem trende Vægge. De Handlende lode endelig til at være blevne eenige om - ikke at handle. Uagtet Prisen for den valgte Klædning var nedsat til en Femtedeel af det forlangte, fandt Sparzet den dog for overdreven - og, trods alle Israelitens Forestillinger, trods mine bedende Miner, da jeg fandt det grusomt, at have foruleiliget den arme Mand saa længe uden Giengield - blev han haardnakket ved sit Underbud. Tilsidst kom vi, jeg veed ikke selv hvordan, ned af Trappen. "Kiære Sparzet!" udbrød jeg, "var det christeligt?" - Jeg maae ved denne Leilighed anmærke, at en vis Art Ran og Tyverie gaaer i Svang i vor sædelige Verden, som ingen synes at lægge noksom Mærke til, og som dog i mine Tanker er ligesaa

* 209

utilladelig som noget andet, i mange Tilfælde endog værre end al andet Ran eller Tyverie: jeg mener det, at røve eller stiæle sin Næstes Tid. Det forekommer mig saa meget uundskyldeligere, da man derved ikke engang selv vinder hvad den anden taber; jeg gad derfor og kalde det, til Forskiæl fra alt andet, reent Snyderie. Man skader derved paa eengang sin Næste, sig selv, og hele Verden. Men Theorien om Vold, Bedrag, Ran og Tyverie er overhovedet meget besynderlig i vor Verden, og den almindelige Praxis endnu besynderligere. Man kan ikke røve sin Næstes eene Plag, ikke frastiæle ham en Sum af samme Værd, uden at blive hængt; man kan derimod røve ham Huus og Gaard, Ager og Eng, alle hans Heste og Øxen, alle hans Penge, kort alt hvad han besidder - frastiæle ham alle sine Rettigheder og Herligheder, sin Tid, sit Rum, sin Friehed, sin Perfectibilitet, kort sagt alt, hvad man virkelig har frastiaalet og frastiæler Jøderne, og dog leve høit i Herlighed og i Glæde - endskiøndt, hvad Glæden angaaer, da er den vel derefter. Men det allerbesynderligste er, at det, der er Synd mod een ikke er Synd mod flere paa eengang, og allermindst mod alle. Man kan voldtage en heel Nation som ingen Ting, og endog blive roest derfor; og det er næsten umueligt at bestiæle hele Menneskeheden uden at skaffe sig Navn af stor - Ak! Hvis Ludvig den fiortende, foragtelig Ihukommelse, Joseph den anden, Keiserinden, og Kongen af Sverrig havde begaaet det i det Lille, som de have begaaet i det Store - - -

"I de sex Qvarteer, vi have tilbragt hos den arme Jøde," blev jeg ved, og saae paa mit Uhr, som jeg til min store Forundring endnu havde, "kunde han have giennemstøvet sex Gader og truffet maaskee sex Kiøbere - ikke at tale om den Hovedpine, jeg har faaet ved det lange Ophold i dette Clima -"

"Men Handelen er jo ikke ophævet," svarte Sparzet," jeg kiøber ham jo baade Kiol og Vest af! Han følger os sikkert, det har ingen Nød." I det samme Øieblik var han bag ved os: "Na! nehmen Sie's für die 9 Thaier!" Kiøbet var sluttet - og hanfulgte med.

Da vi ved Udgangen af Gadens anden Ende indaandede paa nye den Frankfurtske Luft, forekom den os Æther, uagtet den sikkert ikke var bedre end den i vort Pilestræde. Vi vare som 210 fødde paa nye, som Helbredede, der efter et Fierdingaars Sygeleie første Gang igien bade sig i Solen.*

Det christne Fadermord

Giennemvandringen af Jødegaden, og Synet af dens Jammerscener havde efterhaanden nedstemt mit Lune til dybeste Melankolie. Tilbageblikket paa denne næstyderste Grad af menneskelig Elendighed tændte Følelser i mit Hierte, som jeg ønskede at kunne meddeele ikke blot mine faa Læsere; men alle de Tusinde gange Tusinde, som ikke læse mig.

Næst den almindelige Almuetrykkelse, den umenneskelige Slavehandel, og den afskyelige Fredssoldatering, har Europas nyere meer end barbariske Politik neppe udklækket nogen helvedligere Uhyrlighed end Jødernes borgerlige Forfatning. Sandelig! den er saa aldeles den sunde Fornuft modstridende, den almindelige Lov i alle Menneskers Hierter saa trodsende, og i eet og alt saa himmelskrigende uretfærdig, at ingen bør tage i Betænkning offentlig at anklage den for hele Jordens Domstoel - og Ligegyldigheden derover er saa indgroet med Vanen, at Menneskevennen ikke høit nok kan hæve sin enkelte Røst derimod, for om mueligt at vække andre Samvittigheder til denne Indretnings virksomme Overveielse.

Er det mueligt, at endnu i vort Aarhundrede - det attende efter Kundgiørelsen af Jesu Christi almindelige, menneskebroderlige Kierligheds Lov - et heelt Folk i Generationers Generationer, med alle sine fødde og ufødde Individuer, kan ansees som uhenhørende til det menneskelige Selskab? Er det mueligt, at man endnu i vor Tidsalder kan ansee en Nation, der har physisk og moralsk Existenz tilfælles med alle andre, som politisk uexisterende, som evig bestemt til Landflygtighed? Er det mueligt, *

211 at man kan foreene sig om, at nægte en Samling af Jordbeboere, paa Grund af deres særegne Religion, den første af alle Rettigheder, den naturligste af alle Eiendomme.

Til Europas Vanære, til Skiændsel for Europas uværdige geistlige og verdslige Bestyrere - er det virkeligt. Man har i egentligste Forstand udstødt et heelt Folk af det borgerlige Selskab, berøvet det de Frieheder og Rettigheder, Gud og Naturen gav det, med Vold og med List frarevet og frastiaalet det sin politiske Perfectibilitet, og nødt det med diævelsk Gruesomhed til at blive staaende paa den Trappe, det stod paa for over tusinde Aar siden - paa den samme Trappe? hvad siger jeg - nedstødt det endog endnu dybere; thi Jødernes Forfatning var dengang ulignelig bedre end nu; de Romerske Tyranner, selv Jerusalems Forstyrrer drev ikke Gruesomheden saa vidt, som vore christelige Præster, Propheter og Konger. Hine fordærvede dog kun deres Legemer; men disse synes at have sammensvoret sig, for at fordærve deres Legemer og Siæle tillige.

Forbandede være - ikke de hellige Kirkefædre; - thi de vidste vel saa lidt, som Jøderne, da de korsfæstede Christus, hvad de giorde; men deres hellige Prædikener, Fortolkninger og Forestillinger, hvorved de formaaede de sidste Romerske Keiserlinger til det ligesaa upolitiske, som umoralske Skridt, at sønderrive alle de Baand, der bandt det jødiske Folk til Selskabet, for desto smerteligere at lade det føle dets tungeste Lænker! og tre Gange forbandet være den geistlige Magt og verdslige Vælde; som i vore lysere Dage endnu giør sig skyldig i en saa helvedmørk Uretfærdighed!

"Men Jøderne er et saa fordærvet, saa nedrigt og foragteligt Folk - at man ligesaalidt tør afløse dets Lænker, som friegive Galleyslaver. Det har tabt saa aldeles al Dyd, at det i ingen Republik - saa aldeles al Følelse af Ære, at det i intet Monarkie kan indlemmes paa lige Vilkaar med andre Borgere eller Undersaattere"

Jeg veed ikke om Behandlingen oprører mere, eller denne Forsvarsgrund derfor; saa voldsomt et Indtryk den første giør paa Hiertet, lige saa voldsomt giør denne det paa Forstanden. Egentlig er det, at undskylde een Forbrydelse med en anden; alleregentligst, at forsvare den mindre med den større, den væsentligste. 212 Nero stak selv Ild paa Rom, siger man, for at have den Fornøielse at afstraffe de Christne derfor. Jeg veed kun een Gruesomhed, som havde været større: hvis Nero havde virkelig formaaet de Christne til at giøre det.

Et Under er det, og maaskee det største, sikkerlig det længste, Historien opviser, at den jødiske Nation, trods saa mangfoldige og mangehaande Forfølgelser, Babyloniske, Egyptiske og Europæiske Mishandlinger, endnu har saa megen physisk Existenz; men et større Under, et Under, som ingen Historie kan opvise, vilde det være, hvis dens moralske Existenz var betydeligere end den virkelig er, hvis den ikke, efter at være udelukket fra alt hvad der udvikler og uddanner Humaniteten hos andre Nationer, og overladt allene til det, der qvæler den, var fordærvet.

De syvtusinde Israeliters Tilstand her i Frankfurt er i det lille et temmeligt nøiagtigt Billede paa hele Folkets Existenz i Europa. Man kan i denne mørke, trange, smudsige, stinkende, saa got som overalt tilspærrede Peer Madsens Gang, de beboe, studere hele Nationens Statistik. Hvo der, trods alle Puf, Snyderier og Ækkelheder, efter at have giennemvandret den, ikke ynkes over disse sine syvtusinde undertrykte og sammentrykte Brødre - og hvo der af dette Lillebillede ikke røres til Medlidenhed med alle de andres, under en meer eller mindre gyselig Skiæbne sukkendes Forfatning, ham feiler sikkerlig noget enten i Hovedet eller Hiertet. Ulyksalige Offere for Dumhed og Grusomhed, for Overtroe og Despotismus, for Europas Maximum Insipientiae! * hvis I og havde udplyndret mig indtil Skiorten - selv nøgen havde jeg ynket Eder!

Hvad dog en med vor Historie aldeles ubekiendt, for Europas Skikke aldeles fremmed Jordborger, et i det mindste fra vore Fordomme aldeles frit Menneske - en naturopdraget Huron, Peruaner eller Peluaner vilde dømme, naar han hørte:

At et Folk, som den Gud, Europæerne selv dyrke, efter Europæernes egen Meening, fra Folkenes Begyndelse af tog i sin egen besynderlige Beskyttelse, selv gav Love, selv bestyrede, selv i Aartusinde med en Faders besynderlige Omhue bevarede gien-nem alle Farer, som sine meest elskede Børn -

* 213

At et Folk, som denne Gud betroede Menneskehedens besynderlige Palladium, Hans Eenheds Erkiendelse - som han derved helligede til den øvrige Verdens moralske Lærere - af hvis Skiød og virkelig den første og ypperste, af Europæerne selv guddommelig erkiendte moralske Lovgiver fremgik -

At et Folk endelig, som de Christne ansee som deres egentlige aandelige Faderfolk, hvis Religion de nødvendigen maae ansee som deres Religions Moder - i de sidste Tider, fra det Øieblik af, de Christne, dets aandelige Sønner, fik Magten i Hænderne, paa ingen anden Grund end paa den, at det var dette besynderlige Folk - er blevet saa got, som almindeligen frakiendt Ret til Borgerskab. Ret til Jordbesiddelse, Ret til de almindeligste Rettigheder, fradømt Brugen af sine fleeste Menneskeevner og Færdigheder, fradømt Lov til at ernære sig paa en retskaffen Maade - og saaledes, udelukt fra det borgerlige Selskabs Fordeele, henkastet i et evigt Fængsel paa den Jord, Gud skabte for alle Mennesker, udsat for almindelig Forhaanelse, Fornærmelse og Forfølgelse - aldeles er blevet overladt til den uundgaaelige Fordærvelse, som Mangel paa Agtelse i Selskabet, Mangel paa Deeltagelse i dets almindelige Forædlingsmidler, og det gyseligste af alle Slaverier giør nødvendig?

"O! Rædsel! o Gudsbespottelse! o blodige titusinddoppelte Fadermord!" vilde Naturens upolitiske Søn udraabe - og med dette Udraab endte jeg min sørgelige Betragtning.*

* 214

Jeg opholdt mig for kort i denne Rigshandelstad, til at lære at kiende dens Charakter. De Mennesker, jeg saae og talte med, vare for det meeste Fremmede. Paa det store Kaffeehuus vare alle fordybede i de franske Tidender.

Kramlader spække Gaderne overalt, ligesom i Hamburg: Tobakspibehoveder synes at spille Hovedrollen i dette daglige Marked.

Her er en betydelig Mængde franske Reisende. Man kiender dem paa uendelige Sidebukler, og ligesaa uhyre Halsklude.

Jeg troer derfor ikke min ubetydelige Skiærv overflødig. Undseelig lægger jeg den efter hin store Offring ned for Menneskehedens Altar; men bidrager den og kun en Milliondeel til min Villies Hensigt, er jeg fornøiet.

215

Maynstrømmen

Torveskibet

Sparzet kiørte allene bort med Vognen tidlig om Morgenen; vi andre valgte Flodveien. Jeg var i Gaar, efterat have badet mig i Maynen, bleven saa forelsket deri, at, jeg besluttede at indborde mig paa Torveskibet, som alle Dage gaaer imellem Maynz og Frankfurt, og overtalte Adams til at giøre mig Selskab. Denne Smakke er meget besynderlig bygt og indrettet, overmaade lang og smal med en lille Mast og et Raa-Seil i Forenden. Den styres af en uhyre Træsløv, og trækkes af Heste, der gaae snart paa Landet, snart i Vandet langs med Kysterne. Under et Overdæk, som i et Slags Ruf, sidde Passagererne, hultertilbulter imellem Kaal, Ærter, Roer, alle Slags Frugter, Høns og andre deslige Sager. Selskabet bestod af henved to hundrede Personer af begge Kiøn, af forskiællige Folkeslag, alleslags Stænder og allehaande Religioner. Deputeerte, Kiøbmænd, Soldater, Bønder, Jøder, Rottefængere, Præster, Hververe, Haandværkere, Comoediantere, Koner, Piger og Friller vare sammenputtede mellem hinanden. Maskinen gleed fra Broen; Staden, Haverne, Viingaardene svandt.

De meest afvexlende Landskaber foere os forbi, som i en Troldlygte, paa de møderide Kyster.

I Førstningen var alting tyst, den eene kiendte ikke den anden; man valgte sig Sæder, afsondrede sig, dannede Grupper. Materien ordnedes, vort Chaos blev en lille Verden. Men end var den langt fra en fuldkommen Constitution - vi kom endog til Maynz uden at have bragt det saa vidt, bestemt at angive vor egentlige Regieringsform. Mængden var stemt for den Democratiske. Vare vi blevne bestandig under aaben Himmel, havde den udentvivl seiret aldeles; men en paakommende Regn joge os alle ned under Dækket; og her forsøgte en forvoven Gøgler ved tusinde Kunster, latterlige Gebærder, og Uglspillerier at 216 indføre et Slags Hierarkie. Det lykkedes ham virkelig for en Tid lang at tiltrække sig hele Torveskibets Opmærksomhed; men, just som han allerbest var i Skuddet, i det Øieblik han troede endelig at have faaet fat paa Eenevælden - maatte han overlade Thronen og Kronen til en anden endnu større Hexemester, der med en simpel Fiol og en ægte Torveskibsstemme fremtryllede saa uhørte Melodier og Harmonier, at alle, indtil Hundene og Hønsene, oprømtes. For saa meget des sikkrere at forvisse sig Domineringen, samlede han de øvrige Virtuoser i Smakken rundt omkring sig, det understøttede ham omtrent som Adelen understøtter Monarken - og nu begyndte en Musik -

"Saa gaaer det i Snutterbutshusen!
"Der polskdandser Katten og Musen;
"Der fanger man Lærken i Rusen,
"Og Laxen i Lundenes Suusen!
"Hey lystig! Kuradsl
"Skiær Tippen af Mads!
"I Morgen udsove vi Ruusen!" *

Jeg begyndte virkelig at zittre for Roms Friehed; thi her var ikke blot Brød og Skuespil; men Viin og Opera. Hele Forsamlingen loe; flere lode sig henrive af den eenes, og hver Enkelt af alles Munterhed. Ingen Composition, intet Orchester - jeg torde lægge til: ingen Text har havt et saa almindeligt Bifald. Den forrige Helt var allerede reent glemt, da midt i den larmende Fryd -

"dlim - dimdlum - dumdumdum" -

en melankolsk Harpe lod sig høre i den anden Ende af Ruffet.

Vor Cæsar brød sig i Begyndelsen ikke derom, og gientog syvende Gang Omqvædet:

"Saa gaaer det i Snutterbutshusen" o.s.v.

Harpen svarte:

"dlim - dumdlum - dumdumdum" -

* 217

Lidenskabernes Storm, tænkte han, skal vel overdøve den spæde Stemme! og med et Strøg paa Fiolen, hvis Styrke meddeelte sig alle de øvrige Instrumenter, med et Stentor-Fortissimo hentet fra Vrangstruben, og en Physiognomie-Fordreining, som Ruffet endnu ikke havde seet Mage til, affyrede han og hans Underconstabler det hele Oper-Artillerie paa eengang - selv Hververen og Rottefængeren rystede derved; men Harpen blev pianissimo ved:

"dlim - dumdlum - dumdumdum" -

og - saaledes seirer det Gode og den Gode! - Larmeren med sin Fiol, med sin Stemme og sine Understemmer, med sine Katte og Muus og Lærker og Lax maatte tie, mens alle lyttede til Harpenisten:

Hvor er du, livsalige Lyst?
Hvor er du, o himmelske Glæde?
Kom hid til mit Bryst!
Tag tæt ved mit Hierte dit Sæde!
Dlim - - -

"Her er jeg! modtag mig! og lee!"
Saa vinkte Gudinden for Latter;
Jeg loe - men, o Vee!
Det ikke var Himmelens Datter -
Dlim - - -

"Kom! favn mig! spring lystig! og larm!"
Saa støied' en anden, og spøgte;
Jeg sprang - men, o Harm!
Det ikke var hende, jeg søgte -
Dlim - - -

"Kom! kys mig! og smelt i min Lyst!"
Saa tonte den tredde Gudinde;
Jeg sang - men mit Bryst
Blev tomt, det var ei min Veninde! -
Dlim - - -

218

Da taug det; en Perle nedrandt;
Det smilte, som Englene græde;
Jeg græd - men jeg fandt
Min søgte, min himmelske Glæde!
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

Hele Selskabet kom i en roligere, blidere, den giensidige Deeltagelse og Meddelelse, den fælles Omgangsnydelse, og hvad man kan kalde det almindelige Beste meere fordeelagtig Stemning. Hvad der i Smakken havde Hierte, begyndte at føle en vis behagelig Trang til at udgyde det; den eene gav sig til at lede om en Ven, den anden om en Veninde.

Jeg troer, der ligger i alle Menneskers Hierter en vis Kierligheds Magnet, der uophørlig trækker - var end det der egentligen svarer til den, nok saa langt borte - i dette Tilfælde trækker den det nærmestlignende; er det og borte, det næst dette; og saa bestandigen indtil den Gienstand, som har den allermindste Grad af Tiltrækkelighed. Hvad mig angaaer, da har jeg ingensteds og ingensinde følt denne Kraft uvirksom.

Original Gienstanden - om den er i Himmelen eller paa Jorden veed jeg ikke - den er! det føler jeg - saa jeg den engang, var det vist blot i Drømme; thi hvorledes skulde den ellers have forladt mig? o! evig ufrarivelig vilde den have krampet sig fast til mit Hierte; og jeg vilde aldrig, end sige altid, føle mig halv - men Copierne finderjeg stedse overalt; hele Naturen vrimler af meer eller mindre magnetiske Aftryk - hvor der ikke er Burggrevinder eller Postmesterdøttre, ere Børn; hvor der ikke ere smaae uskyldige Glutter, ere Roser og Lilier; hvor disse ikke findes, voxer dog vel i det mindste et Hedeblomst; overalt er den stiernefulde Himmel (Maanen - jeg veed ikke selv, saa yndig den er, og saa meget jeg virkelig elsker den, har dog aldrig været Gienstanden for min besynderlige Tilbedelse; den trækkes af for mange andre Magneter; mig synes altid at see de tusinde Suk- og Blik-Parallaxer den er udsat for) - og kort, der er vel intet saa skummelt Fængsel paa Jorden, hvor ikke en enkelt Solstraale skulde indliste sig. Ogsaa her i Torveskibet fandt jeg min Seline.

Hun sad i en afsides Krog med et lille Barn omtrent af Alder 219 og Skiønhed, som den lille Jesus i Maleriet af Rubens, paa Skiødet - og lyttede, som den der søgte en anden Glæde end Dandsens, Sangens og Latterens, til Harpens Toner. Hun var klædt i en fiin blaagraae Silkekioel, et Bælte om Livet, og en med røde og hvide Baand omvundet Natkappe paa Hovedet. Hun var ikke skiøn, men moderlig yndig; og da jeg nærmede mig, slog hun Folderne af sin Silkekiole saa hurtigen over den eene Fod, der noget meere frempippede end den anden, at det zittrede giennem alle mine Nerver. Ved hendes Side var et meer end almindelig beqvemt Sæde, som hendes Mand havde forladt, for at tale med en anden Franskmand tre Skridt derfra; "Ayez la bonté, Monsieur!" sagde han til mig, og pegede derpaa. Hendes hvide Arm var i samme Øieblik udstrakt for at lave det endnu beqvemmere. Det var uimodstaaeligt! - jeg sank med den sidste døende Harpetone ned ved hendes Side.

Jeg har aldrig havt et forlegnere, uroligere, vellystfuldere Øieblik. Mit Hiertes Følelser, mit Hoveds Begreber, mine inderste Sandsers Fornemmelser sammendirrede, som om Kiæden i mit Væsens Uhr var sprungen.

"Hun er ulykkelig!" - "Det er et fransk Ægteskab!" - "Satte du dig ikke, saa satte sig en anden!" - "Vi have jo hundrede Vidner!" - "Det vilde være uhøfligt imod hendes Mand, og uartigt mod hende, at gaae bort!" - "Og hvortil alle disse Betænkeligheder? hvorfor alle disse Undskyldninger?" - "Som om du begik en Synd?" -

Min Forvirring var kiendelig. Det lod ikke til, at den mishagede hende, hun syntes endog, at finde dens Taushed veltalende. Den lod hende paa eengang føle hendes Seier og skue min Samvittighed. Barnet beroeligede os begge.

Et Barn paa sin Moders Skiød i slige Tilfælde, er Amor uden Pile; er ikke Kierligheds, men Venskabs Gud.

"De maa være træt, efter at have staaet saa længe", sagde hun paa Fransk - "Meget træt, Madame!" sagde jeg - "denne Larm - mine Øine, mine Ører, alle mine Sandser ere trætte; men hvor kunde de hvile behageligere end her?" - jeg tog den Lilles spæde Haand og kyste den. Nu vare Instrumenterne stemte, og Samtalens Symphonie begyndte. Jeg talte slet, yderlig slet Fransk; men Barnet, som hun dog ellers underholdt sig med, talte det 220 endnu slettere. Det er desuden vanskeligt, ikke at kunne giøre sig forstaaelig for en Franke, endnu vanskeligere for en Frankinde, og reent umueligt, hvis denne Frankinde er tillige Moder. Vi talte om Børn, om vor fælles Reise, om - Revolutionen, som meget bekymrede hende. Hendes Mand, sagde hun, gik til Paris, hun til Brüssel - "og jeg til Schweitz" - hvor hun og gad gaaet hen, "for at see Magen til sit Fødeland" - hun var fød i en Bye mellem Pyrenæerne.

Jeg fandt, at jeg aldrig havde siddet behageligere, da vi pludselig maatte reise os, uden for Höchst, en lille Maynzisk Bye med et forfaldet Slot, paa Høiden over Floden, hvor vi anlandede, for at spise til Middag. Man modtog os med Trompeter og Basuner. Jeg tilbød hende min Arm, Ammen tog Barnet, Gemalen bekymrede sig om Ingenting - og saaledes spadseerte vi i Vrimmelen under fuld Musik op til Vertshuuset, hvor Bordet alt stod dækket. Man sang, sprang og dandsede; Lystigheden var ubeskrivelig. Det var den fem og tyvende Julii, Solen straalede heed, og Varmen begyndte at blive utaalelig. Frankerne paastode, det var urimeligt at qvæle sig uden Nød, og foreslog at afkaste Kiolerne. De gave Exemplet. Jeg leed virkelig usigelig af Heede; men - ved Siden af Pyrene! jeg kunde ikke overtale mig dertil. Monsieur le Mari, og de to andre, hvoraf den eene, som jeg siden erfarede, var Deputeret til Nationalforsamlingen, afklædte mig med Vold. "Ne vous genez pas, Monsieur!" sagde hun selv. Jeg sad i Mansketskiorte. Der manglede mig Ermeknapper. Monsieur le Mari rakte mig et Par - Madame knappede selv til paa mit høire Haandled - Alting, min Herre" sagde han, "er tilfælles for dem, som reise sammen, undtagen..." og pegte paa hende. Hun loe. "Det er bedrøveligt," sagde jeg, "at en saa skiøn Regel ogsaa har sin Undtagelse!" Himmelen er mit Vidne, at, havde hun ikke leet, havde jeg ikke sagt det. Men med Franske maa man tale Fransk. Meeningen er i deres Tone altid et got Qvintin lettere end i den Danske eller Tydske, og bortviftes, som oftest, i Faldet fra Øret til Hiertet. Vi vare nu alt gamle Bekiendte, og havde Brüssel ikke ligget for langt af min Vei, var jeg gaaet med uden Omstændigheder. Adams, som vidste, hvor let min Direction forandres, at en Zephyr selv kan faae mig til at gaae over Stav, og at jeg overhovedet 221 af alle mine Reiselove ingen adlyder saa punktlig, som den anden * - begyndte alt at frygte. Men - Brüssel laae, som sagt, alt for langt af Veien.

Vi spiste fortræffelig; den ypperlige Rhinskviin kronede Maaltidet. Adskillige Kiøbmænd, en Præst, et Par Officeerer, de omtalte Franske, og nogle Damer, som Pyrene aldeles fordunklede, udgiorde Selskabet. Vi glædede os over Neckers Tilbagekaldelse, og drak Nationalforsamlingens Skaal. Med fordopplet Munterhed puttede vi os igien i Smakken.

En meget artig Mand, som, da jeg en Tid lang havde pludret Fransk med ham, spurgte mig om dit og dat i London, opdagede at jeg var Dansk, og tiltalte mig pludselig i mit Modersmaal. Dansk! midt i Torveskibet mellem Frankfurt og Maynz - og det, som forundrede mig meest, meget flydende talt - jeg troede i Begyndelsen knap mit eget Øre. Det var en vis Herr Buthmann, Papiirhandler i Frankfurt, som i fem Aar havde opholdt sig i Kiøbenhavn, og med megen Fornøielse erindrede sit Ophold der. Han kunde ikke blive keed af at tale derom, kaldte mig Landsmand, og veeg siden ikke fra min Side. Et andet ligesaa behageligt Bekiendtskab gjorde jeg med en indfødt Schweitzer fra St. Gallen, hvis aabne, redelige Ansigt og kunstfrie Væsen aldeles indtog mig. Han bad mig for alting ikke at forsømme Canton Appenzell, hvor jeg, sagde han, baade vilde finde de skiønneste Hyrde-Egne, og de smukkeste Hyrdinder. Han forundrede sig uendelig over, at en Dansk vidste saa mange Alpe-Navne. En Pastor Wagemann fra Gøttingen kom til, foruden to andre, hvis Navne jeg har glemt, og det varte ikke længe før vi, tilligemed de to meget interessante Franker udgiorde et sluttet Selskab i Enden af Smakken. Sammenreisen aabner Hierter og Munde; man giør - især i et Torveskib - ligesaa megen Fremgang i Bekiendtskab paa een Time, som hiemme i otte Dage. Det Danske, som jeg af og til talte med Frankfurteren, var for Franskmændene, St. Galleren, og Pyrene, som hørte til, et meget ubegribeligt Sprog. Klangen fandt de meget behagelig. Ud paa Eftermiddagen jog en nye Regnbyge os atter sammen under vort Skuur, og det gamle Snutterbutshuuslevnet begyndte igien.

* 222

Jeg glædede mig inderlig over at have valgt denne Flodvei til Maynz; saa behagelig ogsaa Landeveien skal være*, havde den dog umueligen saa aldeles kunnet adspredt min Tungsindighed. Vor Smakke blev mig tilsidst hele Verden - den fremgleed, som Kloden i Rummet og Livet i Tiden, med alle sine Folkeslag, Pakkenilleker, Harleqvinader og Harpetoner. Dens yderste Dag nærmede sig. "Giv Agt, hvorledes Smakken dumper med eet ned i Rhinen!" klang i mit Øre, som den sidste Basune. Jeg sprang hen paa Forstavnen. Hvilken høitidelig Scene! Evigheden selv syntes at aabne sine Arme i Rhinens pludselige Nærværelse. -

Rhinstrømmen

"Ved Rhin, ved Rhin der voxe vore Druer!
"Velsignet vær' du, Rhin!"
Der voxe de paa Bredden hist, o skuer
Den frie, den ægte Viin!

Modtag os Rhin, til alle dine Glæder!
Modtag os alle nu!
Gid snart hver Flod, som ligger end i Kiæder
Afkaste dem, som du!** -

Saaledes sank vi i dens Favn. Jeg havde kunnet styrte mig deri. Dog var det, som om noget trak mig bag i Kiolen og holdt mig tilbage, jeg saae mig om, for at see hvad det var. Det var Adams. Hvo der ellers ikke her fristes til at drukne sig, bør - i det mindste ikke giøre Vers! Han kan være vis paa, at han er fød Prosaist, og har ingen Aare, ingen Sands fonneget.

Maynen løber her lige ud for Maynz i den forbistrømmende Rhin, hvis reene, klare, lysegrønne Glands mærkeligen skiælnes fra den førstes rødgule Skimmer. I det Øieblik Skibet kommer af *

* 223 den eene Flod i den anden, synker det kiendelig dybere; og man opdager med tvende Sandser paa eengang, hvormeget finere, klarere, og aandigere den sidste er end den første. Rhinen danner ved Maynens Udløb nogle yndige Smaaøer, som man stavrer forbi, med Hochheim, een af Rhinskviinens fornemste Residenzsteder, bag sig - Costheim, en overmaade malerisk Landsbye midt i en Skov af Frugttræer, og Gassel, en Flekke, paa høire Side - den kommende Strøm og dens skiønne Perspectivkyst paa venstre, og det prægtige, mangespirede Maynz, med den leende Favorite * ved Siden, ligefor, omringet af smilende Viinbierge. Solen var igien kommen frem, for at vise det hele Skuespil i al sin Pragt. Det var umaleligt skiønt.

I Høchst havde man modtaget os med Trompeter, her bleve vi modtagne af Hanegal i Hanegal, som en snorrig lille Dreng paa Strandbredden saa naturligen frembragte, at da jeg siden hørte en virkelig Hane, troede jeg det var Drengen. Han udmærkede sig ved dette Talent iblandt et halvhundrede andre Purker saa fortrinligen, at vi to hundrede voxne Mennesker ikke saae nogen anden end ham. Ikke destomindre, da man havde hørt ham gale sex Gange, bekymrede man sig ikke meere om ham. O! Opera! o Hanegal! -

Jeg fulgte med Pyrene den hele lange Broegang op til Porten, hvor vi, desværre og desbedre! maatte tage Afsked! "Vi samles igien paa Torveskibet mellem dette og Jupiter!" ** sagde mit Blik - "Meener De?" sagde hendes Smiil. "Sikkerlig hist eller her mellem Tiden og Evigheden!" endte jeg, og kyste - den Lille. Vi beseglede det med et fælles Haandtryk.

* * 224

Maynz

Adams og jeg gik op igiennem Gaderne, i bestandig Afskeedtagen med vort efterhaanden svindende Selskab, til Hotel de Mayence, hvor Sparzet alt for længe siden var ankommen med Vognen. Det var endnu midt paa Eftermiddagen; efterat have tømt en Flaske Hochheimer med usigelig Munterhed, gik vi ud sammen for at besee Staden.

Vi hørte først Messe i et Par af de mangfoldige Kirker, vi kom forbi; i den sidste tabte vi Sparzet. Vi beundrede en Tidlang Domprovstiet, den smagfuldeste Bygning, vi havde seet siden Museum i Cassel; gik derfra til Jesuiter-Collegiet, hvis store prægtige Masse nu er indrettet til Fabrik- og Fattighuus, en saare frydelig Forvandling; og besaae Universitetet. Maynz har en overordentlig Forraad af store, stærke, majestætiske Bygninger; kun Skade, at de alle have saa got som ingen Plads at staae paa. Staden vilde, hvis Gaderne vare meget bredere og noget ligere, være een af de skiønneste i Europa indvendig, ligesom den er det udvendig. En vis Fasthed i Architecturen udmærker den fra alle de Stæder jeg har seet; og næst Kiøbenhavn er den hidindtil fra denne Side den anseeligste.

Vi kom forbi den uhyre prægtige gothiske Domkirke ud til Voldene paa den anden Side af Staden, hvor vi fra Skandsen ved det stille Karthauser-Kloster nøde den meest glimrende Udsigt over Staden og dens syv og tyve Taarnspidser, over den forbiflydende Rhin, den sig deri styrtende Mayn, og det heele af fortroelige Landsbyer vrimlende Landskab paa begge Sider, i det yndigste Veir ved Solens Nedgang. De dybt i Baggrunden henbølgende Bierge gientoge i høitidsfulde Dundringer Kanonernes Torden. Adams forlod mig. Jeg slængte mig hen i Græsset, og saae paa Lynene og Krudtrøgen, og tænkte paa mine svundne Glæder - paa min egentlige Forfatning - med en hidtil 225 ufølt Veemod. To Elskende, som slyngede i hinandens Arme, stode og betragtede den skiønne Natur i sympathetisk Henrykkelse, paa en Kant af Volden, ikke langt fra mig, forvandlede min Veemod til Utaalmodighed. Mit Hierte brændte efter Meddelelse eller Tilintetgiørelse. Jeg iilte hen til en Munk, som med heldende Hoved, med Lidelsens egen Mine, eensom spadseerte op og ned uden for Klostermuren. Han vilde gaae bort, da jeg nærmede mig; men jeg standsede ham. Hans høie Alder indskiød mig paa engang Agtelse og Tillid. Det varte ikke længe før han forstod mig; Ulykkelige giøre snart Bekiendtskab. Aldrig glemmer jeg vor Underholdning; men fortælle den kan jeg ikke. Nok at den trøstede mig, og lod mig føle, at jeg langt fra ikke var den ulykkeligs te af alle Munke.

Imidlertid havde jeg opholdt mig her saa længe, at det var bleven mørkt. Jeg travede omkring i de skumleste Gader, og ingen vidste her at sige af Hotel de Mayence. Midt i Byen mødte jeg pludselig Sparzet, som ledsagede mig tilbage til vort Herberge.

Ved Bordet om Aftenen, der var endnu bedre besat end Herr Dicks i Frankfurt, fortalte en Advocat fra Osnabrück og Verten, Herr Pahl, mig utroelige Ting om en her levende Baron Tinnewald, der for sin besynderlige Smags, sin endnu besynderligere Levemaades, sin underlige Haves og sit forunderlige Claveers Skyld tiltrækker sig alle Reisendes Nysgierrighed. Han er steenrig, og har kun en gammel Tiener og en ligesaa gammel Kokkepige, sætter aldrig Foden uden for sit Huus, og er aldeles usynlig to Timer om Dagen. Hans Have forestiller hele Verden, og er inddeelt i tre Districter: det oeconomiske, det comiske, og det tragiske. Hans Falk beskytter alle Viinbiergene, og hans af ham selv indrettede Claveer efterligner alle mulige Instrumenter. Man siger at ulykkelig Kiærlighed er Skyld i alle disse Mirakler. Ved denne Leilighed fortalte min Sidemand om en Engellænder, der i Fortvivlelse over sin Elskedes Grusomhed forlod Gammel-Engelland, og i tre Aar giennemreiste hele Asien, uden Virkning. Da han ved sin Hiemkomst fandt hende givt, besluttede han aldrig meer at see Solens Lys, til hvilken Ende han bestandig blev i Sengen om Dagen i et aldeles tilsluttet Værelse, og først om Aftenen med Lamper lod sin Have illuminere, 226 for at ride omkring deri - indtil han omsider efter fire Aars saadan Levemaade døde.

Improbe Amor, qvid non mortalia pectora cogis!

Man fortalte Anecdoter om Feige, som vare blevne tappre - om Mandfolk, som vare blevne Fruentimmere, og Fruentimmere, som vare blevne Mandfolk - om Halte, som vare blevne Dandsere, og Dandsere som vare blevne halte - om Narre, som vare blevne kloge, og Viise, som vare blevne Daarer - om Prosaister, som vare blevne Poeter, og Poeter, som vare blevne ordentlige Mennesker af Kiærlighed. "Kiærlighed," sagde een i Selskabet, "er den egentlige Arvesynd!" - jeg rykkede mechanisk min Stol nærmere til min Sidemand, længere fra denne Vanhellige - "den egentlige Arvedyd!" sagde Adams. Striden blev heftig. Arvesynderen paastod, at der var ingen Arvedyd til. Adams omvendt. Begges Hoveder havde Ret*; men den eenes Hierte havde sikkerlig Uret - eller var der ikke. Den Læser, som holder med Adams, modtage her mit Haandslag - den, som slaaer sig til den anden, raader jeg ikke at gaae videre i denne Labyrint; thi han famler om uden Traad, og støder sig alle Øieblikke Albuerne, om ikke Ansigtet fordærvet.

* 227

Costhime

I Domkirken

Tak skee dig, hellige Jacobus - eller egentlig dig, endnu hellige Pantaleon! I Dag har jeg nydt en Dag - en Maaned - et heek Aar!

Du, Helgenes Helgen, catholske Kierligheds Gud! førte Costheims sødtsmilede Gudinde hid paa sin Svømmevogn over den syngende Rhinstrøm til Mayences nympherige Kyst. Letføddede Piger modtoge hende, da hun steg af Barken, som Chariterne fordum modtoge Venus, da hun i sin Muskelbaad svømmede op paa det jublende Cyprus. -

"Ave Maria! Ave Maria! Ave Maria!" "Mari'ave! Mari'ave! Mari'ave! Ding - dang - Me! sime! issime! tissime! ictissime! dictissime! edictissimel nedictissime! enedictissime! Ding - dang - dang - On! eon! leon, aleon! taleon! antaleon! Benedictusime Pantaleon ora pro nobis! - o! sancta Trinitas ora pro nobis! Amen!"

Saa - eller saa omtrent klang det i det hvælvede Chor mellem de himmelopstræbende Piller. Orgelet bruuste deri med en Lyd, som Lyden af mange Vande. Men hvad var denne Concert for Øret imod Concerten for Øiet. -

De Evangelisk Lutherske forfatte de skiønneste Bøger; men de Romersk-Catholske derimod forfatte de skiønneste Døttre.

Og hvad er al Verdens Dusdezer, Octaver, Qvarter, Folianter mod Eder, Naturens yndigste Skabninger? sagde jeg - og blev ved at stirre paa den nydelige Fod, som pippede frem under Bønnebænken, meer og meer beskuelig, jo andægtigere Stillingen blev, hvori dens Eierinde knælede. Jeg knælede lige over for hende. Hvad ere alle Jordens Kunster og Videnskaber mod Eders Tryllerier? blev jeg ved - mens mit Øie hoppede fra Fodtippen over Rosenkrandsen paa hendes spæde, runde, hvide Fingre til Blomsterkosten paa hendes bølgende Bryst, hvor det 228 blendet af Glands og beruset af Ynde boltrede ned igien igiennem alle disse Fortryllelser til Foden - Hvad ere alle Leipzigske, Jenaiske, og selv Gøttingske Lærestoles Regler og Forskrivter imod Eders aandtændende, siælevækkende Blikke? Hendes Øine mødte mine i dette Øieblik, og foere som trufne af Lynet tilbage, blufærdigen neddalende paa de lykkeligere Perler - de blinde Øine - i Rosenkrandsen... "Ja!" brød jeg jeg ud, og foer med Hovedet fremad i min Heftighed, som om jeg gamsede efter Munkens Velsignelse, "hvad ere alle Jordens Studeringer, al den Lærdom, som forfuulner i skimlede Dynger paa den under Tyngden bugnende Klode, imod Eders - Smile? Mon alt det, som er alphabeert, construeert, defineert, experimenteert, philosopheert, qvintessentieert, repeteert, recenseert, titleert, volumineert, Xeert, Ypsileert, Zetteert, etcetereert i den hele lærde Verden, fra dens Skabelse og Syndflod indtil nu - mon noget af alt dette, eller det alt tilhobe, har givet een eeneste Siælløs Siæl? een eeneste Kropløs Legeme?"...

Saa høit var jeg kommen i min Enthusiasmus - da jeg, ved at slaae Øinene op (thi ved den næstsidste Periode vare de faldne sammen) mærkede, at Traaden var slappet, som holdt min Phantasies flyvende Drage i Svæv. Den skiønne Andægtige over for mig var forsvunden. Det gik mig som Papiirdragen ved saadan Leilighed, jeg tumlede dybere og dybere ned - af Ætheren - giennem Luften - og endelig til Jorden.

Alle i Domkirken bade med ubeskrivelig Andagt paa Latin til den store Pantaleon. Det blotte Navn opvækker en Slags Rørelse, Andagt og Tillid. Jeg bad med; men paa Dansk - naar man ikke er reent catholsk, beder man gemeenlig i sit Modersmaal - "Hellige, fuldkommen uskyldige Pantaleon! (Det var i høieste Grad mit uskrømtede Alvor; thi jeg troer, at han aldrig har været til) Du! som bragte mig denne Yndige hid, bring mig hende snart tilbage! Led mine Fødder i hendes Fied!* Kun een eeneste Gang endnu lad mig see hende!"

Jeg veed ikke hvoraf det kom; men jeg havde virkelig (uagtet jeg, som sagt, bad paa Dansk, og den kiære Helgen sandsynligviis

* 229

aldrig forstod et Ord af dette Sprog) en Slags Tillid til denne Bøns Bønhørelse. Om det var min Iver i Catholicismen - nye Knive skiære altid best - eller en hemmelig Følelse af Billighed - Jeg havde virkelig vel fortient det af den gode Herr Pantaleon. Den hele Formiddag, fra Solens Opgang - og Solen, vel at mærke, staaer meget tidlig op i Maynz den sex og tyvende Julii - havde jeg opofret ham og hans Dyrkelse.

Jeg havde tre Sorter Helgene at vælge iblandt: Ham - den hellige Jacobus - og Brødrene af Jomfrue Marias ubesmittede Svangerskabs fem Vunder * der alle tre i Dag inviteerte Syndere a priori og a posteriori. Syndere, som havde syndet, syndede, eller synde vilde, Syndere kort sagt af alle Arter, under alle Benævnelser, være sig af hvad syndefuld Natur de være vilde, in præterito, in flagranti, & in futuro - forudsat, som forstaaer sig selv, at de kun vare sande troende Syndere - til andægtigt Messe-Taffel, hvor man for billig Priis, det er at sige, for en Snees Korselser, ligesaa mange Knæbøielser, et halvt Dosin Vievandsstænkninger, lidt Mundmumien og megen Gaben, opvartede med saa megen fuldkommen Aflad, som behøvedes, for at synde paa nye Aftenen derpaa med den reeneste Samvittighed. Alle Troende i Maynz stimlede sammen paa denne artige Indbydelse, Somme besluttede at gaae til Jacobus, andre foredrog Brødrene, endnu andre Pantaleon. Jeg gav den sidste Fortrinnet for hans blotte Navns Skyld - en saa meget desto tilregneligere Fortieneste - og opofrede til hans Ære ikke allene Rousseaus Navn; men og alle den hellige Jomfrue Marias vidunderlige Vunder, saa aldeles, som om disses Aflad kun havde været Smuler der fulde af hans Bord. Jeg forsikkrer helligen, at den Betragtning: Hos ham vil du finde det største Fruentimmerselskab; thi hvilken yndig Piges Hierte maae ikke allerede banke ved Navnet Pantaleon? Alexander selv klinger seigt og kraftløst derimod! ikke faldt mig ind, før siden efter? Begeistret af hans uegennyttige Tilbedelse drev jeg det til en slig Fuldkommenhed i det Catholske (og dette Studium er saa indviklet, at det endog er bleven til et Ordsprog** at ingen af alle de Tusinde, *

* 230 som fra Moders Liv af havde studeert det, tvivlede paa min Rettroenhed.

Jeg gik med Processionen af den eene Kirke i den anden, af det eene Kloster i det andet, med Hatten i Haanden, endog naar det regnede, syngende høit og mumlende sagte; og det tør jeg vel paastaae, at ingen i den hele Skare mindre forstod hvad de sang og mumlede end jeg - naar jeg undtager en tyk, umaadelig feed, koedumtstirrende, altsaa og umaadelig hellig Munk, der lod til, at have drevet det til den alleryderste Grad af Misforstaaelse. Paa det hele Optog giennem alle Gaderne, i alle Kirkerne gik ikke een eeneste Rosalia, Clara, Clelia eller Cicilia min andægtige Opmærksomhed forbi - indtil jeg endelig træt og aandeløs kom ind i den store Domkirke, mellem hvis Marmorer og sex og tyve Altere min Andagt fik sit sidste stærkeste electriske Stød ved Synet af den maanskinklædte Costhime, der imellem tre Gratier knælede over for mig.

Hvilken Vrimmel af Sole, Maaner, Nympher, Halv- og Heel- og Huld-Gudinder i dette paa Jorden nedflyttede Olymp!

Olymp? - nei det, og Gulistan, og Gimle,
Valhalla, Paradiis, Elysium;
Kronions, Odins, Mahoms, Allahs Himle
Var samled' alle i salig Sum!
Hist en Valkyrie! - her en Charite! -
En Nymphe her! - en Houris hist! -
Og mellem alle disse, først og sidst:
Costhime-Venus-Aphrodite!

Jeg gik hen i en Bedestoel, og kastede mig paa Knæe mellem en Nonne og en anden ung Dame - lige over for hende. Her sad jeg i to Timer, og hørte med himmelsk Taalmodighed paa den yderst monotoniske Messe af et Par Dosin Munke, den evige Snaksang, Klingklang og Dingdang i Choret, korsende mig hvergang Pateren knælede og Smaadrengen ringlede - bestandig stirrende paa hende. Den unge Dame paa min høire Side fordrev Tiden med over tredsindstive Gange i sin lille Bønnebog at giennemlæse Følelserne over Marias ubesmittede Svangerskab paa een Side. Naar hun havde læst den til Ende, begyndte hun 231 for fra igien. Det var og, troer jeg, det moersomste Stykke i hele Bogen.

Paa begge Sider af min Heltinde over for sadde to andre unge Damer, med Rosenkrandse, af hvilke den ene uophørlig bad, og den anden uophørlig loe. De vare begge smukke - den ene, som Lais; den anden som Maria Magdalena. En tredie sad bag hende, og syntes at holde Middelveien. Det var en ægte Raphaels Truppe. Ogsaa svæver den forsvundet endnu for mit Øie, kun med mattere Colorit. -

Paa Gaden

Da hun var borte, havde jeg intet meer i Kirken at giøre; thi jeg havde alt beseet alle dens prægtige Monumenter og Altere - De andre Fruentimmere sluktes i egentligste Forstand, da Costhime gik ud - og hvad Tienesten angik, da var mit Andagtsuhr ved hendes pludselige Bortgang aldeles gaaet i Staae. -

Hendes Blik var den Nøgel, som eene kunde trække det op igien. Jeg gik altsaa ud af Domkirken, for at oplede hende. Adams fulgte mig.

"Costhime! - Costhime! - Costhime!" Saa lød mine hemmelige Suk - jeg fordrede hende tilbage af Hvælvingerne, af Tempelbuerne, af de trange Gader - nær var det gaaet over til et lydeligt Raab. Omsonst! Da jeg efter en møysom Leden ingensteds fandt hende, fortvivlede jeg halv over nogensinde meere at faae hende at see - og besluttede med Adams at gaae hen til den nye St. Ignatius. Paa Veien kom vi igiennem en anden Kirke - jeg troer Marias. Iblandt dens mangfoldige Sculpturarbeider bemærkede jeg eet i en mørk afsides Krog, som jeg for den beskeedne Pladses Skyld, hvorpaa det var anbragt, opholdt mig noget længer ved. Det forestillede Judæ Konge-Træc, temmelig stort, med uendelig Flid udhugget i Steen. Neden under laae den salige Herr Jesse med et ærværdigt Ansigt, slumrende paa en Løibænk, og gribende med den ene Haand om en temmelig tyk Stamme, som voxte ud af hans Bryst, og skiød sig i lige Linie mellem adskillige Grene op til Toppen hvor den blev til en ret artig Jomfrue Maria med det lille Barn Jesus paa sit Skiød. Grenene, som 232 gik ud fra Stammen nær ved Roden, gave sig i Enden ud til ligesaa mange Been- og Laarløse Konger, af hvilke Kong Achab havde det fortreffeligste Hoved, man kan forestille sig, og Kong Salomon derimod et saa charakterløst, dumt og forvrænget Ansigt, at man havde Møie med at betragte det, uden at fristes til en høi Grad af Cimen læses majestatis. *

Vi fandt ikke strax Ignatiustemplet - det er overalt meget vanskeligt, at hitte ud af de trange krumme Maynziske Stræder - men i Kanten af Byen, i en noget lysere Gade, som lovede os, snart at komme paa rette Spor, opdagede jeg pludselig noget borte - O Under! o Henrykkelse! - min bortflygtede Gudinde -

"Hun fløi med lette Fied paa de blomstrende Steene"

Jeg siger blomstrende Steene, fordi Steenene virkelig blomstrede under hendes Fødder, ved det at hun tabte sin Blomsterkost. I det hun bukkede sig for at tage den op igien, vilde den gunstige Pantaleon, at en Ring, en Naal, eller en Armbaandshægte hæftede sig i den underste Søm af den flagrende Skye, hun var svøbt i, saa at Haanden, i det hun løftede Blomsterne op fra Jorden, tog saa meget af Skyen med, som behøvedes, for at vise mit rusende Blik den nydeligste Fod indtil en Haandfavn fra Knæet -

Der stod jeg - som Anton Walls Prinds ved Synet af den sit Strømpebaand løsende Julie! - heed, kold, zittrende, uden Bevægelse - uden Besindelse. I min hele Levetid har jeg aldrig staaet saaledes - et Under var det, at jeg ikke faldt -

Saa standser, mens din Søn med Koggret jager,
O Cypria! dit Smil
En Flygtlings Iil -

* 233

Han skuer, staaer - ham Jægeren opdager,
Og sigter i en Hast -
Den arme staaer saa fast,
Fortryllet i sin Skuen,
At saae han end den Sigtende med Buen,
Løb han dog ei
Før saaret, truffet, og for seent sin Vei.

Hvilken Fod! hvilken Talisman! hvilken Trolddom! Jeg veed ikke hvad jeg tænkte; men det følte jeg, at min catholske Andagt ved dette skiønne Syn blev fuldkommen optrukket, saa at den nu meget got kunde gaae igien i fire og tive Timer. Jeg fik ikke engang Tid til mit ved slige Leiligheder sædvanlige Suk: Hvi er det ikke Originalen? - end sige, til at takke, som alligevel billigt var, den gunstige Pantaleon. Alt hvad jeg kunde, var at blive staaende, indtil hun kom mig nærmere med to andre Damer, som jeg først nu til min Fortvivlelse bemærkede. Jeg stod i en Port, som hun lod til at ville gaae igiennem. Hun nærmede sig - min hele Raadfatning forlod mig - hun gik mig forbi - jeg saae hende, som man seer et Stierneskud, uden at see mig til - borte var hun - og jeg fandt ingen Maade muelig at forfølge Eventyret paa. Tungt var det imidlertid, at det nu skulde have Ende. Jeg var yderlig tyndklædt, og allerede lidt giennemvaad. Adams vidste ingen Redning. Hun dreiede om paa venstre Haand, dandsende under sin lyserøde Silkeskiærm i Regnen, som Solen under sit Morgenteppe mens hele den øvrige Himmel er betrukken med Skyer. Hun forsvandt endelig aldeles anden Gang.

Paa Flydebroen

Det er mig een af mange Tilfælde i mit korte Liv bestyrket Erfaring, at Lykken i smaae - jeg veed ikke hvordan jeg skal kalde dem, pathetiske, eller egentlig sympathetiske Forfatninger er mig ligesaa mild, som den i store, om man vil, politiske Omstændigheder er mig ugunstig. Jeg faaer sikkerlig en Kone - uagtet det i øvrigt forekommer mig som den usandsynligste af alle 234 Umueligheder - før jeg faaer et Embed; og en Søn, før... "jeg faaer en Kone?" smidsker een af mine Læsere - Nei! min Herre! der traf De kun Dem selv!... før jeg faaer et Huus - og en Gravskrivt maaskee før jeg faaer noget af det altsammen. Om det kommer deraf, at jeg er snarere lille end stor, mere pathetisk end politisk - veed jeg ikke. Der kunde skrives en ypperlig Afhandling herover. Alting i Verden hænger af Attraction og Repulsion - af Homogeneiteter og Heterogeneiteter. Det er Skade, at disse Benævnelser klinge saa paryk- og boglærde, at man ligesaa lidt kan anbringe dem i de bedste Skrivter, som i de beste Selskaber, det er at sige: dem, som Fruentimmere kunne besøge. Min Afhandling gaaer derved overstyr; thi jeg kan umuelig skrive den, uden at betiene mig af disse lærde Hovednøgler - og jeg kan ikke rasle det mindste med samme, uden at afskrække netop dem, for hvilke jeg egentlig vilde skrive.

Altsaa - tilbage igien til min Lykke, uden at undersøge nøiere dens Hvorfor og Derfor. Ved at gaae videre frem med Adams - som Eventyret begyndte at interessere - for at finde Ignatiuskirken, ærgerlig og halvtungsindig over det afbrudte, det ufuldendte, det hensigtsløse i en saa skiønt begyndt Tildragelse - saae jeg tredie Gang den Skiønne dandse forbi Enden af en Tvergade ned mod Broen. Jeg kunde ikke bare mig længer. Jeg holdt det for et Vink af Skiæbnen, eller den omtalte Helgen, til at vove alt, for at løse Knuden i Dramet, og, om mueligt, komme til en egentlig Catastroph, uden hvilken intet Eventyr er et fuldstændigt Eventyr. Jeg sagde Farvel til Adams, som gik tilbage, sprang ned igiennem Tvergaden, naaede de tre Fruentimmere - og lod, som jeg spadseerte, uagtet det skylregnede.

De gik alle ned til Rhinen, hvori der ved Enden af et langt og bredt af svømmende Planker sammensat Flaad laae en lille Sluppe med en eeneste Sluproer i. Jeg fulgte dem til Bredden. Den ene af den Skiønnes Ledsagerinder, en net og let lille Glut, hoppede lykkelig over; den anden, en gammel Tante eller ung Oldemoder, lod sig understøtte af Roersmanden, og - faldt paa de runde, vaklende, under hvert Trin synkende Planker saa jammerligen, at hun med stor Nød blev reist igien, temmelig vaad af Plumpet i Floden. Min Cypris var nu tilbage med sin Blomsterkost, smilende over Oldemoders løierlige Vanheld - (jeg 235 troer, det er almindeligt i den menneskelige Natur at smile ved ethvert Fald, hvorved for Resten ingen Skade skeer) - og dog, som det lod, lidt frygtsom for en lige Skiæbne. Hvad var naturligere, end at jeg greb denne himmelfaldne Leilighed, for at tilbyde hende min Arm og min Understøttelse. Hun modtog mit Tilbud strax, med den uskyldigste Utvungenhed, og takkede mig paa fransk i de meest smigrende Udtryk, for min Tienstfærdighed... "Jeg havde alt længe frygtet denne Vanskelighed" sagde jeg - "Men i denne Regn", sagde hun... "I dette Solskin" - afbrød jeg, og saae hende i de smilende Øine - "De er alt for artig!" sagde hun venligen, og gav mig sin Arm - "Alt for lykkelig!" raabte jeg, og trykte den til min høire Side, ærgerlig over, at Hiertet sad i den venstre. Vi gik saare langsomt, for ikke at falde. Broen var over et halvhundrede Planker. Paa den hele Promenade var det nødvendigt, for ikke at tabe Ligevægten, at hun ret tæt maatte læne sig op til mig - ved hvert Skridt, ved hvert Trin paa næste Planke voxte denne Nødvendighed saa stærkt, at vi paa den tredivte til fyrretivende taus bleve eenige om, til desto større Sikkerhed aldeles at sammenslynge os - saaledes, at jeg tilsidst halv bar hende i mine Arme ombord paa Sluppen. Hvilken Xiærlighed! hvilket Ægteskab! hvor kort; men og hvor saligt! Hver Planke, hvert Trin var en Maaned - alle tilsammen, som det længste Liv ved Enden, et Øieblik! Endnu holdt jeg hende i mine Arme - Oldemoder har udentvivl giort underlige Miner; men vi saae det ikke - "Har De langt at seile i denne Regn?" - "Jeg boer i Costheim" sagde hun, og pegede derhen -"Lyksalige Costheim!" - Hun fornyede sin Taksigelse... Et O! døde paa mine Læber. Hun satte sig paa Kanten af det bageste Sæde i Sluppen, som om hun vilde sige: Her er Plads for een endnu - "Gud velsigne dig!" stammede jeg... og Sluppen gleed fra Broen.

Sluppen gleed fra Broen - og jeg blev staaeude. Jeg begriber i dette Øieblik ikke, hvi jeg ei gik med.* Costheim var ikke nær saa langt af min Vei, som Brüssel. Min Stilling var til at male. I skyllende Regn yderst ude paa Plankerne i Rhinen, med Øiet heftet paa en bortglidende Baad, med Hovedet for over, som *

236 een, der er i Begreb med at giøre det sidste Spring, med Armen i favnende Krumming, som om Juno pludselig var bleven til en Skye deri - Havde Chodowiecki seet mig i denne Stilling, var jeg evig bleven saaledes staaende.

Nu først følte jeg mig vaad, og frøs - Feberen vexlede.

Ak! min Fryd forlod mig med min Pige!
Eene stod jeg arme der igien -
Bring, Pantaleon! o bring en Lige
Snart tilbage til din Ven!

Ignatiuskirken

Da Sluppen var kommen saa langt fra Landet, at Hendes Blik ikke mere kunde naae mig, gad jeg ikke staaet længer paa den vaklende Broe og see hen i bare Vand; thi formedelst Regnen var intet andet at see i den Stilling jeg stod i. Herlige Rhin! tilgiv mig at jeg et Øieblik kaldte dig Styx, og vendte dig Ryggen, som om du krøb imellem Polen og det store Tartarie, hvor -

"Qvindevold i Taage jupiterer -"*

Jeg gik op igien igiennem de mig ikke længer saa interessante Gader til Ignatiuskirken, som jeg endelig fandt, skiult paa en uanseelig Plads mellem adskillige vanhellige Bygninger. Her takkede jeg først den hellige Pantaleon for alle sine mod mig i Dag udviste Barmhiertigheder - og føiede til denne min Taksigelse det Ønske, at - siden han dog var saadan en Hexemester i Hiertets Forvildelser, og lod til at have saa megen Medlidenhed med dem, der omfamle i Kiærligheds Labyrint - han dog vilde være mig behielpelig i det Større, som han havde været det i det Mindre, i mine virkelige, som i mine drømte Længsler!

Kirken var indrettet til en saadan Bøn - og jeg var fuldkommen stemt til at see og nyde dens Skiønhed. Det er ikke blot den skiønneste Kirke i Maynz; men den skiønneste, jeg hidtil *

237 har seet. Det Heele er i den reeneste, simpleste Smag, frit, uden Overladning, uden dette Krimskrams af Billeder, Zirater og Snirkeler, som giøre de fleeste Kirker saa smagløse. De sparsomt anbragte Sculpturer ypperlige. Platfonden, som forestiller iblandt andet Daniel i Løvekulen, meget deilig. Choret med Alteret, under en Kuppel, der hviler paa fire skiønne corinthiske Marmorstøtter, er det skiønneste Apollo-Tempel, man kan forestille sig. Bag Colonnerne giør en skiøn Gruppe i Englebe-krandsede Skyer paa den skuffende lyseblaae Himmel, i det den jager hele Templet frem, som om man langt bag ved samme saae ud i den frie Luft, den yndigste Virkning. Orgelet stemte til det øvrige, det tonte allerede for Synet. Lyst og klart var det overalt, som om en Guddom var nærværende.

Det var got, at min Fortvivlelse fandt Tilflugt i denne Kirke. Dens skiønne Deles Symmetrie bragte mine Livsaander igien i Rolighed. Levende Ynde vækker Lidenskaberne; livløs Skiønhed dysser dem igien i Søvn. Skiønhed og Roe ere hinanden saa nær, som Lys og Varme; Orden er deres Ild. Det er umueligt at fortvivle efter Regler. Og midt i Orden, omgivet af rigtige Forhold, forvandles Gemyttets Brøk lidt efter lidt til hele Tal, i det mindste til Decimal Brøk. Som de fraadende Bølgetoppe fladnes under Olien* saa lægge sig de brusende Sindsbevægelser i Skiønheds Lye. Jeg samlede her igien de adspredte Tanker, dempede de heftige Følelser, Forstanden kom tilbage, og Styx blev Rhin igien. Det var en egentlig Opbyggelse.

Udvendig er Kirken endnu ikke ganske færdig. - Den fuldendte Portal var dens Indvendige værd. Jeg forlod den med megen Høiagtelse for Bygmesteren; og beklagede kun, at den ingen Plads havde.

Paafuglen

Jeg samledes med Adams og Sparzet om Aftenen ved Table d'hôte. Selskabet var yderst interessant - Verten, Herr Pahl, en særdeles godlidende Bacchus. Med Glæde erfarede jeg, at Geheimeraad *

238 Forster, som Jacobi havde givet mig et Brev til, og som man paa Torveskibet havde sagt bortreist, var kommen tilbage. Man seer dog gierne en Mand der har reist rundt om Jorden - en levende Maane. Jacobi og andre havde desuden fortalt mig saa meget skiønt om ham, at jeg gierne havde seet ham, var han og uophørlig bleven siddende ved sin Pult.

Jeg havde ikke lidet forkiølt mig paa mine mange Pillegrims-vandringer. "Har de ingen Costheimer, Herr Vert?" - "Hochheimerl vil De sige" - "Nei! Costheimer, ægte virkelig Costheimer?" - "Hvorfor ikke? jeg har alle muelige Rhinskviine." Kellneren kom strax med en Flaske. Aldrig havde jeg smagt en Viin, som denne. Costhimes Skaal! Pantaleons Skaal! Rhinens Skaal! og atter Costhimes Skaal! "Hun var altsaa fra Costheim?" spurgte Adams, "kommer du maaskee derfra?" - "Ak!", svarte jeg! "paa Rhinbroen stod: NON PLUS ULTRA." - Han forstod mig. Vi klinkede.

"Det er sandt!" sagde een i Selskabet - fra Berlin - "man lever dog ingensteds paa Jorden bedre end her i Maynz! Man har alle Livets Fornødenheder i Overflod, ypperlige Frugter, den fortræffeligste Viin, de deiligste Egne, den skiønneste Flod i Europa til at seile videre paa, smukke Piger, en Vert som Herr Pahl, Aflad saa meget man behøver, og kort sagt, alt hvad man vil ønske sig." Vi istemte alle hans Lovtale: "Mayences Skaal!"

"Tilforladelig! det er, som om Rhinen bragte Sydens Liv og alle Sydens Fortryllelser med sig, og paa eengang stod stille her, for at dele dem med Maynen" sagde jeg.

"Skade!" sagde en indfød Maynzer, at den virkelig staaer stille; at Handelen ikke bedre holder den i Gang. Maynz kunde være den meest blomstrende Handelstad i Tydskland, hvis Regieringen...

"Ak! lad os ikke tale om Regieringen!" afbrød en anden.

"Frihedens Skaal!" raabte Adams. Man klinkede.

"Rettere sagt: hvis Catholicismen... begyndte en fierde, for at fortsætte Maynzerens Betragtning.

"Ak!" raabte jeg. "Catholicismen har og sin skiønne Side! I visse Maader ere vi alle catholske, jeg for min Part, saa længe den bliver i Chorene"...

"Den gaaer videre!" meldte en femte: Et Selskab af adskillige 239 Familier fra Geneve vilde for nogen Tid siden nedlade sig her, for at bringe Industrien op og Handelen i Gang; de forlangte kun, som billigt var, deres egen Kirke, men det blev dem allerchristeligst afslaaet, og Projectet gik overstyr. Nei! man er intolerant her i Grunden."

"Det er bedrøvelig", sagde vi, " Tolerance er allerede slem nok! - Men lad os ikke see paa Paafuglens Been; den har saa deilige Fiære! Med Tiden faaer den vel og andre Fødder at gaae paa? Lad os nyde det Gode vi har! Paafuglens Skaal!"

"Apropos, da vi taler om Paafugle", meldte en lille buttet Pfalzer - "Jeg gad vist hvorledes det i dette Øieblik seer ud i Frankerig"...

"De forvexler Paafugle med Papegoyer!" indfaldt een, som gierne vilde være vittig, koste hvad det koste vilde - (Ingen klappede.)

... "Som det kan gaae i en Revolution, svarte en fornuftig Mand: afskyeligt og yderst beundringsværdigt! Fælt, for saa vidt den uoplyste og fordærvede Pøbel, den natligste Deel af Nationen er løsladt - og herligt, for saa vidt enkelte Personers fortrinlige Kræfter pludselig ere blevne electriseerte til brændende Lys for Fædrelandet og Verden."

"Hvad Enden vil blive paa alt dette?" - Saa mange Meeninger herom som Physiognomier!

Vi underholdt os om de sidste Optrin: Neckers Tilbagekaldelse - de fire hundrede Tusindes Vive la liberté! vive la Nation! - Kongens Broders, og adskillige andre Tyrannisters Flugt - og især den nys ankomne gyselige Beretning om det opbragte Folks Rasen imod Kornpugerne* trøstende os med, at Mænd, som Necker, Bailly, Lally Tollendal, la Fayette, Pethion, Bispen af Autun, o. d. l. lyste for den vildfarende Mængde i dette Mørke - Vi klinkede til seent ud paa Aftenen.

* 240

Serenaden

Jeg gik i Seng, som om ikke Søvnen selv, men hans Broder ventede mig. Saa mange Følelser, saa mange Phantasier, saa mange Ideer havde strømmet igiennem mit Hierte og Hoved i de sidste atten Timer, at jeg syntes at have lagt et heelt Liv tilbage i denne Dag. En Galleyslave kan ingensinde have lagt sig mattere til Hvile. Med alt det havde mit Hoved neppe naaet Puden, før jeg maatte op igien.

En Allarm paa Gaden, som om man bestormede Huuset, forstyrrede vor Roe. En Ambassadeur, jeg veed ikke hvem, havde i Sinde at myrde sin Kudsk, der af alle Kræfter satte sig imod dette Foretagende. Ved denne Leilighed kom endeel af de tilsammenstimlede ligeledes hinanden i Haarene. Tummelen tog Overhaand. Langt om længe blev det stille igien. En Musik begyndte. Vi lode Kellneren opkalde for at oplyse os om, hvad alle disse Optog vilde sige. Han gav os al den Underretning om Slagsmaalet, vi ønskede - og hvad Instrumental-Musiken angik, da opførtes den, sagde han, til vor Naboerskes Ære, et ungt Fruentimmer af ualmindelig Skiønhed. En Serenade altsaa? - Netop! en Serenade! - Nu var det mig reent umueligt at sove - Jeg havde saa tit, saa længe ønsket at høre en Serenade! Hvad er skiønnere, naturligere, eventyrligere, meere fortryllende end en Serenade? Hvorledes kan Kiærlighed yttre sig passeligere? hvorledes kan Musik anbringes bedre? Seline stod atter for mig i Costhimes Dragt. Jeg slog en Overkiol om mig, aabnede Vindvet, og skrev i Klangen:

Lyt, Elskede! lyt!
Hør, Kiærlighed kalder
Den blomstrende Alder!
Før Bladene visne, før Sneen den falder,
Lyt! lyt!

Kom, Elskede! kom!
Kast om dig din Kaabe!
Hør Kiærlighed raabe:
Naar lønnes min Troskab? hvor snart tør jeg haabe?
Kom! kom!

241

Luk Vindvet lidt op!
Skue ned paa den bange,
Hvis bævende Sange
Saa bønligen nynned' alt hundrede Gange!
Luk op!

O salige Nu!
See! Stiernerne svinde
O elskte Veninde!
O bliv! lad din aabnede Himmel ei svinde
Endnu!

Blik ned! det er mig!
Jeg elsker! jeg elsker!
Jeg elsker! jeg elsker!
Jeg elsker! jeg elsker! jeg elsker! jeg elsker
Kun dig!

Luk Vindvet igien!
Forkiøle dig ikke!
Kun nok et Par Blikke!
Hav Tak da, du Søde! - glem ikke! glem ikke
Din Ven!

Nok eengang! Farvel!
Blik til mig i Drømme,
Som Kiærlighed sømme!
Sov sødelig sagte! drøm salige Drømme!
Sov vel!

Tilbageblik paa det forrige

Skulde jeg slette det altsammen ud igien? - Leve vi ikke i en alt for fornuftig, sindig og alvorlig Tid, til at opholde hinanden med spøgfulde Smaating? - Hvad er det andet i Grunden end blot Spilleværk, hvad jeg nylig har sammenskrevet under 242 Rubriken Maynz? - Har man ikke alt meer end Læsebøger nok for Børn, om hvis naive Forfattere Fader Gleim saa naivt siger:

"For Glutter skrive vi; og skrive ret som Glutter?" *

Jeg veed for det første intet andet at svare herpaa end følgende:

"Ingen kan giøre sig en Alen høiere end han er!"

"Hver Fugl synger med sit Næb!"

"Den, som til Siællandsfar er skabt, blir aldrig Jyde!"

"Een brøler, som en Tyr, een bræger, som et Faar.

"Een skabt er til Paryk, og een til eget Haar."

Og altsaa - i Følge den hellige Regel: Skoemager, bliv ved din Læst! - det jeg skrev, det skrev jeg.

Imidlertid torde de foregaaende lave, kortnæbbede, egethaarige, barnagtige, Siællandsjar-Kapitler være saa langt fra de sletteste i min Labyrintbeskrivelse, at de maaskee snarere, naar man ret seer sig til - just af den Aarsag, at jeg deri saa strængeligen har holdt mig til min Læst - ere de beste. Lad os et Par Øieblikke alvorligen undersøge Sagen.

Det kommer an paa, om jeg virkelig i de omtvistede Stykker har ført mine Læsere omkring i Maynz, eller med andre Ord, om der virkelig er noget Maynziskt i dem, og saa meget, som jeg var istand til at give. Den tildeels stiltiende, tildeels offentlige Contract, jeg har sluttet med Læseren, fordrer hverken meer eller mindre end dette.

Nu havde jeg rigtig nok bogstaveligere og haandgribeligere kunnet rede mig ud af Sagen, ved at tælle og udmaale de adelige Palladser, de tolv Kirker, de ti Klostere, og de tredive tusinde Indbyggere, hvoriblandt der ere sex hundrede Geistlige - ved at angive de store Fæstningsværkers nærværende Tilstand, og Antallet og Ælden af de Skrog, paa hvilke den lange Broe over Rhinen til Cassel ligger - ved at forklare hvad et Vicedom eller Viztum, et Kellerie, Capitular- og Vicellar- Poster ere og indbringe - ved at undersøge Churfyrstbispens Erzcancellariske Indflydelse, *

243 og blande mig i Striden: om Maynz tilforn har været en frie Rigsstad eller ikke? (Enten den har været det eller ikke, burde den være det i mine Tanker) kort sagt - ved at beskrive eller blot udskrive, hvad man kan læse i mangfoldige andre Bøger, der grundigen handle herom. Men naar jeg nu endelig havde bragt dette alvorlige Arbeid til Ende (Compileren er ikke nær saa stort et Hexerie, som de Herrer Compilatorer ville indbilde os) havde jeg da virkelig opfyldt min egentlige Contrakt? havde jeg viist mine Læsere andet af Maynz, end hvad andre enten have viist, eller kunde viise dem? Desuden, har ikke enhver Stad i Europa Palladser, Kirker, Indbyggere, o. s. v.?

Derimod - du, som har Øie for meere end Bogstaver; du, som kan gribe med meer end Hænderne! troe mig paa mit Ord: du har været med mig i Maynz!

Ikke, som om heri var ringeste Værdskyld paa min Side. Reisende af dette Slags have ingen egen Fortieneste. Alting tilhører Naturen i, under, over, rundt om Sommerfuglen. Den er som den er, og Symbolet paa Opstandelsen kan ikke tilregnes den; den udvikles af Ormens Svøb og flagrer om i Solstraaler, uden at tænke paa Palingenesie.

Der ere Steder paa Jorden, hvor man, uden at vide hvorledes, bliver Ugle; andre, hvor man bliver Bie; andre, hvor man bliver Skade; andre hvor man bliver Fisk; endnu andre, hvor man bliver blot Plante, og paa visse Høider har man Umage med at skiælne mellem sig selv og Ørnen. En Reise rundt omkring paa Jorden i alle Climater og Selskaber vilde være en fuldkommen Metempsychose. Var det Catholicismens, Costhimes, eller Luftens Skyld at jeg i Maynz blev Sommerfugl? jeg veed det ikke; men det veed jeg; at jeg havde groveligen forløiet mine Læsere, hvis jeg her havde bragt mindste Fiær af Minervas Fugl i Erindring.

For at bruge en anden Lignelse, synes mig at man ved at overlade sig til Naturen, ved at følge den overalt Haand i Haand, og aldrig forhærde sit Hoved eller Hierte mod de lette Slag af dens Talisman, vexelviis bliver Yngling, Mand og Olding - og fornemmelig, hvor det gielder om blot Nydelse, Moerskab eller Glæde: Barn. Paa vor Vei giennem Rummet giennemgaae vi, ligesom i Tiden, alle Aldere. Og i mine Tanker er den Alder, Naturen i slige Øieblikke hentryller os i, bestemtere og væsentligere, 244 end den saa kaldte virkelige, der ikke beregnes efter Følelser, men efter Dage. Naar jeg undtager

"- den Tid, da jeg var meget lille,
"Min hele Krop var kun en Alen lang -"

har jeg ingensteds følt mig yngre end her:

Min hele Siæl var kun en Alen lang.

Og - som sagt - jeg kunde ikke giøre den længer. I min Dagboghavde jeg rigtig nok kunnet øge et Stykke til; men det vilde jeg ikke. Jeg trykte det af, som det var, paa Papiret.

"Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt" -

Saa barnligt, saa kierlighedsfuldt, saa catholskt, saa umathematiskt var det i Maynz. Reis selv derhen - men uden Paryk! - og finder du intet Lignende, saa slaae en Streg over min hele Beskrivelse. Men - som sagt, uden Paryk!