Larsen, Karl Udenfor Rangklasserne

Udenfor Rangklasserne
6

        

7 8

Udenfor Rangklasserne udkom i tidsrummet 13.-19. 11.1896 og kostede 4 kr. Bogen omfatter tilsyneladende 214 + [6] s., ill., men faktisk mangler s. 1-4. Det grå kartonomslag har sort og brunligt tryk, nogle i guldrelieftryk med forlæggers, forfatters og tegners initialer .

5 Karl Larsen: Udenfor Rangklasserne. Illustreret af Hans Tegner. København. Det Nordiske Forlag. Bogforlaget Ernst Bojesen. MDCCCXCVI. 6 P. Petersens Bogtrykkeri - Egmont H. Petersen. København. 7 af Hans Peter Egskovs Iliade. 8 blank. 9 Klichétrykt ill., sign. F.H.[endriksen] fot., indfældet : Af Hans Peter Egskovs Iliade. 10 blank. 11-12 den første af enkelthistoriernes deltitel. 13-14 ill. m. blank bagside. 15-215 tekst. 216 blank. 217 Indhold. 218 blank. 219 Af Karl Larsen er tidligere udkommet: fortegnelse over 9 titler. 220 blank. Højde 185 mm.

2. oplag 1896 berigtiger fejlpagineringen. 3. udgave 1922 er udgivet af M.P. Madsens Boghandel, Rechtwig og Tryde.

Heroverfor: Illustration til s. 14.

9 10

        

11

Dengang Hans Peter Egskov tjente for Tjener

En Tjener, han ska' ikke være Herre, men han ska' heller ikke være no'en Slave, det har altid været min Princip, sagde Hans Peter Egskov, li'emeget om jeg saa har tjent baade Grever og Baroner.

Hvor i Helvede har du gjort af min hvide Vest? sagde den gale Baron Cronenschiold til mig, og han hen til Skabet og ud med alle Vestene paa Gulvet: Er det den, din Laban, eller tror du, det er den? Og saa smed han dem, sorte og blaa og Uniformsveste, li'saa fort, han kunde, hen ad Gulvet.

Jeg stod li'saa beskeden og flegmatisk: Dér ligger den hvide Vest i Helvede! - sa' jeg og viste hen paa en af Hylderne i Skabet, for der la' Vesten, som den osse skulde. Tillader Hr. Baronen, at jeg overgi'er Dem den ? sa' jeg ganske langmodig.

Vil du gøre Nar ad mig, dit Bæst, din Laban, din Slubbert, gi' mig Vesten! - og jeg hjalp ham jo i den. Dér! sa' han og stak mig en Tokrone ud af Bukselommen, nu ka' du drikke dig fuld for den paa en Helligdagsaften, hvor jeg ikke har Brug for dig, men saml mig de Veste op af Gulvet i en Fart! Og lad det gaa lidt villigt! Man sku' den Une - saa bandte han - tro, du ha'de 11 boldne Tommelfingre paa hver af Hænderne.

-Ja, det var Cronenschiold paa Tangegaard. Han ha'de været Løjtnant i Husarerne; dér red han baade Skind og Ben af Folkene, efter hvad de sagde. Lige for Hovedbygningen ha'de vi saadan en Runddel med en Tjørnehæk omkring paa et helt Par Alens Højde; naar han kom ridende ude fra, saa .. med Hesten ind over Hækken! Dér b'e han holdende inde i Runddelen og klappede den paa Halsen; og saa ku' han helt le saadan gemytligt, og Belle! Belle! sa' han, det var Ret, Belle! Han talte til den li'som til et Pigebarn. Og saa paa en Gang: Svips! var han ude over Hækken, i Gaarden igen. Saa grinede han over hele Ansigtet.

Jeg ska' aldrig glemme, da han sku' paa Harejagt paa Trenø. Saa sku' jeg jo følge ham til Købstaden, men der var vist Persjonale nok derovre

12

eller hva' Fa'en de ha'de for, det véd jeg ikke, men jeg sku' da b'ie i Byen i fire Dage og vente, til han kom tilbage! Kosten sku'jeg ha' i Gæstgivergaarden, men han var gal i Ho'det, Husaren, saa der ha'de jo ikke vanket no'en Ekstrasyle, at man ku' faa det lidt godt for. Jeg fik ham om Bord i Sejlbaaden til de andre høje Herrer, og godt stænkede var de allerede, da han gjorde los, Skipperen.

Nu er du her præcis Klokken fire paa Fredag, brølede Cronenschiold med en halvhundrede Favne Vand imellem os.

Ja væl! brølede jeg li'saadan. Hold Kæft! tænkte jeg.

Li'som jeg saa vender mig i det samme, staar der en Politibetjent.

Om jeg ikke var Baron Cronenschiolds Tjener?

Jo, det var, hvad jeg var.

Saa kendte jeg vist en lille Pige, der hed Johanne Sørensen.

Ja, desværre for mig, sagde jeg har jeg kendt det Amfibium ..

Men det var vist temmelig godt, for nu ha'de hun stævnet mig for Bidrag...

Det ku' ligne hende, sa' jeg, hendes Simpelhed; men for mig ka' De godt ta' Baronens Hat og Kjole og hvide Slips af mig og slaa i Gabet paa hende, for andet ejer jeg ikke, og om saa hun og Mo'ren med, de stævner mig ind hver Dag hele Aaret rundt for alle de Juristationer, som der er i Danmarks Land og Rige, saa ska' de ikke se Kronemønt ud af mig, forstaar De.

Ja, men saa blev jeg nødt til at sidde den af.

Au, mit daarlige Ben, tænkte jeg, men saa slaar det igennem mig lige med det samme: Hvor mange Dage er det for denne Gang?

Ja, De kan klare den saadan og saadan med tre Dage.

Vil De bare ta' mig med, si'er jeg, li'e med det samme ... Og saa jeg i høj Hat og Spidskjole lige lurk i Arresten, og om Fredagen stod jeg paa Skibsbroen og ha'de klaret det hele.

Hvordan Fa'en han har faaet det at vide, bagefter, Cronenschiold, det véd jeg ikke, men han kaldte mig ned en Formiddag.

Hvor var du henne, dit Bæst, mens jeg var paa Trenø?

Maa jeg tillade mig at spørge Hr. Baronen, var jeg ikke paa Broen om Fredagen Kl. fire ?

Ja, det manglede bare, at du ikke ha'de været der, saa sku' du ha' faaet dig en Omgang, saa du ikke ku' ha' kendt Forskel paa hva' der var Ben og hva' der var Arme paa dig. Men du ka' tro, jeg véd, hvor du var henne, og jeg har stejle, rive og pine mig aldrig hørt saa galt.

13

Understaar du dig i at sidde i mit Liberi og sone dine svinagtige Bidrag af! Er du gal, forrykt, bestialsk? Hvor meget er det om Maaneden?

Det er fem Kroner, Hr. Baron; det er mange Penge for en fattig Tjener ...

Fattig Tjener! Det er jo ikke mer, end du drikker op hver Maanedsdag, du er i Byen. Dér ... Og saa bladrede han i Tegnebogen: 1, 2, 3 Sedler. Dér har du 30 Kroner! Det er til 6 Maaneder. Men Gud naade og styrke dig, dersom du bruger dem til noget andet ...

- Naa, to Maaneder efter tjente jeg ham ikke mere, det ku' ikke b'ie ved at gaa med Kusken og mig, jeg ku' ikke finde mig i alle hans Sjikaneringer baade med Pigerne og Herren og Forvalteren og hele Re'ligheden, og saa altsammen bare, fordi han sku' ha' fedet sig no'en Penge til paa en Liberifrakke. Det var mig, Baronen sagde til om naar jeg sku' til Byen at bestille en Liberifrakke og Vest til mig selv og en til Kusken med, og jeg gaar jo saa til Skræderen, og det var fem Kroner paa hver Frakke til mig, som kom med Bestillingen. Men da jeg kommer hjem, saa er 'et, Kusken vil ha' de 5 Kroner for hans Frakke, ellers gik han til Baronen og fortalte, at der var sat 10 Kroner for meget paa Regningen. Men der maa jeg sige, mine Medtjenere, de holdt med mig, og den første Kokkepige, det var nu osse en lille dejlig frisk Pige, og hun ku' klemme løs paa Kusken: Ja, du ka' bare vove paa, sa' hun, og la' Husaren vide no'et om Hans her, saa ka' du tro, at jeg er Veninde til Furasjehandlerens Kone inde i Byen, og vi ska' ta' og gi' ham lidt Furasjehistorier med at tygge paa .......

Saa b'e der jo ikke Bukser af det Skind, men han sjenerte mig paa alle Maader, saa jeg rejste - Cronenschiold, han var lynende gal og bandede, saa Huset stod paa fire Støtter. -

Naa, der var nu no'et godt ved Cronenschiold, alligevel, jeg si'er ikke andet; men udspekuleret ku' han være, en rigtig durkdreven Rad. Jeg tjente ham i fire Maaneder, førend jeg opdagede, hvor det var, han gemte sine fine Cigarer, og det var rent Tilfældighed; jeg ku' være gaaet i min Grav og ikke ha' opdaget det. Men det var en Eftermiddag, han var ude, og jeg sku' gøre i Orden inde i hans eget Værelse, saa ha'de jeg taget en af Hundene paa Gaarden med, og bedst som det er jeg vil jage den væk fra noget inde i Stuen, saa kommer jeg til at vælte en af Lænestolene. God Morgen, Hr. Fischer, hvad springer der ud af Ryggen? Den var hul, forstaar De. Mavebæltecigarerne! -

14

Dér havde han en lille Fjer, han trykkede paa, ganske spidsfindigt. Saa kendte jeg den jo til en anden Gang.

Det er nu allligevel lidt lumskagtigt med saadan no'et. Og hva' hjælper det til? B'i'er det ikke opdaget paa den ene Maade, saa b'i'er det paa den anden. Men han var mistroisk, Husaren, det var en Fejler ved ham. -

- Det ku' man nu ikke si'e om den gamle Enkegrevinde, som jeg kom til bagefter. Det var en ganske herlig Dame, en rigtig behagelig Dame. Jeg tog det gamle Liv ved Krydset og ku' ligefrem sætte hende ind i Vognen, og jeg kan sige, jeg bar hende ganske regulert op paa første Sal inde i København, naar vi ha'de været ude at køre.

Du er saa god til at hjælpe mig, Hans, sa' hun alle Tider, naar du bare ikke ha'de den Mund, du har - og saa peb hun i saadan rigtig høje Toner og rystede med Kæberne, for hun var morderlig gammel.

Min Mund, Deres Naade, sa'jeg, den har jeg faaet af Vorherre til at forsvare mig med mod dem, der vil bagtale mig og aflægge Vidnesbyrd mod mig, sa'jeg ... For de ha'de lige fra det første a' ha't Kig paa mig i Huset, baade Komtessen, som var der til Stadighed, og hendes Broder i Garden og den unge Komtesse, saa galt Kandidaten med Guldbrillerne, der læste højt for den gamle jeg kan sige dem allesammen, som gik omkring og bare spekulerede paa, den gamle skulde ligge med Næsen i Vejret, saa de ku' begynde at arve.

Bare man ku' sidde ude i en af Pigernes Værelser paa den anden Side Køkkenet, og man spiste lidt ordentlig tykt smurt Smørrebrød med Laks paa og lignende og ku' drikke et Glas Rødvin til, saa stod Komtessen der lige paa en Gang.

Om vi ikke var blevet mæt af den Mad, der var sat ud til os?

Nej, vi er ikke, ellers spiste vi ikke!

Ja, hun vidste nok Besked, for den gode jævne Mad, vi fik, den bare ga' vi væk.

Og det er vist mere end som De gør, sa' jeg en Novemberaften, for om osse alle Københavns fattige Folk, de stod paa Trapperne, saa ga' De vist ingen Ting væk, men bare, om De ka' knibe paa Smør og Sul og alting, for at der ikke ska' gaa no'et fra Dem og Deres Plante af en Bro'er i Livgarden, naar at Hendes Naade engang lukker hendes Øjne, hvad jeg vil be' Vorherre bevare hende for saa længe som muligt! Men det er Deres Kristelighed og Gudelighed, som De kører til Kirke med hver Søndag og kører hjem med igen ... Og hist op og

15

her ned - det var en ordentlig støt Salut, jeg læste hende, ka' De tro, og der b'e' jo en Fest af den anden Verden. Den gamle, hun peb i de høje Toner: Du har været uforskammet, Hans, meget uforskammet, det maa du virkelig indrømme!

Jamen ikke mod Dem, Deres Naade, det ku' aldrig indfalde mig at tænke mig .....

Saa kom han, Sabelslugeren fra Garden, Broderen: Og jeg havde været saa grænseløs uforskammet mod hans Søster, og han antog dog nok, sa' han til den gamle, at jeg ha'de at lystre .....

Jamen ikke Dem, sa' jeg, for jeg er ikke fæstet til at være Drengs Dreng, og saa gik jeg paa Grevinden igen: Om hun nogen Sinde ha'de haft noget at klage paa, som jeg hjalp hende ...

Det varede en hel halv Time, til den gamle var ganske rundkulret, og hun fik sin Hovedpine, og jeg maatte bære hende hen paa Sofaen.

Gaa med Jer, sa' hun, gaa allesammen, I ta'er Livet af mig, gør I, men du' ska' bli'e Hans, og hjælpe mig med de Puder først ... ja, og saa ska' du osse gaa, det ska' du virkelig, for du har været uforskammet .... Hun var fær 'ig ved at græde.

Siden efter maatte jeg gi' Komtessen en lille Undskyldning, og saa for Resten tog vi Nøglen af Pigernes Værelser, naar vi sad der om Aftenen. -

Tilsidst fik de nu alligevel smidt mig fra Pladsen, for de ligefrem lurede og gik og lumskede efter en. Og Gud give, jeg ha'de haft en Daler for hver Gang, Komtessen har staaet ude paa Tørrestuen paa Loftet, for om hun ku' ha' opdaget noget med mig og den nye Stupige! Men den gik ikke, og jeg spændte den gamle ud og ind a' Vognen, det gik storartet lige til en Søndagaften, hvor vi ha'de været ude sammen, Stupigen og jeg, og hun var gaaet op naturligvis lidt før mig, og jeg ventede henne paa Hjørnet. Saa kom jeg hjem og sku' over i den anden Fløj. Jeg hørte ikke no'en; det var li'saa stille som i de dødes Gemmer, og jeg tænkte: Skidt være me'et! Dette lumske Væsen, det har nu aldrig været noget, der laa for mig, jeg har ikke holdt af at liste rundt paa Rævekløer, saa jeg uden videre masede op i Pigernes Fløj, ikke saa meget, som at jeg ha'de Støvlerne i Haanden, ganske frimodig; drukket lidt om Aftenen ha'de man jo naturligvis.

Saa Klokken fem om Morgenen vaagner jeg og hører Komtessen, den Sanglærke, hun dundrer paa Døren og raaber: Vil du lukke op, Sofie, vil du lukke op og det straks!

16

Pigebarnet hun ku' jo hverken gø eller gabe, men der var ingen Vinduer til at komme ud a', saa jeg raaber bare ud igen: Her i Huset staar vi paa denne Tid af Aaret op Klokken halvsyv!

Nej Gud, det er for galt, sa' hun derudenfor; jeg ku' godt høre, hun ha'de ham, Kandidaten med.

Ja, det finder jeg med, svarte jeg, li' saa højt, jeg kunde, at man b'i'er forstyrret i sin Nattero, som man haardt kan tiltrænge.

Pigebarnet hun lavede en lang Fiasko, om at jeg var et skrækkeligt Menneske, og jeg gjorde hende ulykkelig ... men det har vi vel nok været to om, sa'jeg li' saadan, og om Du saa var en ligefrem Mutter Madonna, saa kom du ud af Huset ovenpaa den Historie og jeg med, saa ta' du 'en med Ro og faa en lille en paa Øjet, til Klokken er halv syv; bedre Raad kan jeg ikke gi' dig, min Tøs, for denne Gang - og saa faldt jeg i Søvn igen.

Naa, da jeg vaagnede var der saa underligt stille i hele Huset, Klokken kunde være saadan en otte, ni Stykker, og jeg klædte mig flot paa, li'som jeg var kommen hjem om Aftenen: lille silkeforet fransk Frakke og Neglemansjetter, saa vilde jeg med det samme over til den gamle og se at hugge mig Resten af Maanedslønnen med, vi var daarlig kommen ud over Midten a'en ....

Men li'som jeg drejer om nede i Hovedgangen, saa har de staaet paa Lur i Anretterværelset, for saa kommer Komtessen frem med sin Kandidat af en Brilleslange, og Broderen ha'de de hentet fra Kasernen ; han var i Uniform.

Hvor skal De hen? spurgte han, og saa stillede han sig i Vejen for mig.

Jeg ska' ind til Hendes Naade, sa' jeg, med Deres Tilladelse.

Ja, de gik med, sa' de alle tre i Munden paa hinanden.

Gør de bare det! Og sku' de ønske et lidt større Ligfølge, saa maa de gerne for mig samle no'en flere sammen.

Om jeg vilde holde Mund!

Jeg er ikke Rekrut for Dem ...

Saa kom vi brasende ind til den gamle, hun ha'de lige drukket sin Morgenthe.

Gud Fader bevares, lille Hans, hvad er der nu i Vejen med dig?

Hun peb li' saa højt hun pibe kunde, og Kæberne, de var fær'ig ved at slaa over hinanden.

Ingenting, Deres Naade, af Betydenhedd .....

17

Naa, de begyndte, alle tre tilsammen, den ene højere end den anden, men den gamle, hun ku' aldrig fordrage, Folk talte mere end en ad Gangen til hende: Jeg kan ikke forstaa hvad det er I si'er, sagde hun.

Nej, deres Naade, sa' jeg saa, li' saa højt og tydeligt jeg kunde, det sku' der vist osse en meget lært Professor til at gøre. Men maaske jeg maa fortælle Deres Naade ...

Ja, lad mig høre, Hans, hva' er 'et Hans ?

Det er Sofie, der har været letsindig, Deres Naade. Og en anden har maaske heller ikke været som man burde være. Men derfor vil jeg osse hellere rejse, end jeg vil ha', at Deres Naade ska' b'ie sjeneret i Deres eget Hus for min Skyld af Komtessen og Hr. Kammerjunkeren ....

Saa tog de fat igen: Ja, de blev ikke saa meget som et Minut, hvis jeg ikke straks kom ud af Huset ...

Jamen, du gode Gud, Hans, saa maa du virkelig ogsaa rejse, Hans ...

Det vil jeg ogsaa Deres Naade, fordi De befaler mig det, men De vil da ikke berøve mig Resten af min fattige Maanedsløn, for jeg har dog hjulpet Deres Naade godt ...

Ja, jeg fortjente rigtignok Løn, begyndte de saa igen ...

Ja, og Kostpenge med, sagde jeg ...

Kostpenge, nej, det kunde der da aldrig være Tale om.

Men saa b'e den gamle gal: Ja, jeg er ogsaa ked af alt det Vrøvleri, sagde hun, og nu ska' han komme ud af Huset. - Men Løn og Kostpenge ska' han ha', det ka' jeg si'e Jer. Og saa gumlede hun over med Underkæben, saa hun nær ha'de ta'et Næsen med. -

- Det b'e ikke de sidste Penge, jeg saa fra hende. Det var mange Gange siden efter, jeg ku' ramme hende no'et ud om en Forlegenhed, og det ene med det andet; jeg b'e ved at rende, lige til de lod mig komme ind til hende. Saa stak hun mig ti Kroner.

Du hjalp mig alligevel godt ud og ind af Vognen, Hans, sa' hun altid, men du var jo ikke til at ha' i Huset.

Nej, Deres Naade, svarte jeg saa og sa', for det er ikke godt og ska' tjene mer end én Herre ...

Tys, tys! Hun ku' helt se sig om: Vil du bare tie stille, vil du bare tie stille! - for hun var saa bange for Komtessen og denne Thevandsjunker - Saadan no'en Arvepersjonasjer som aldrig saà paa saadan en

18

ældres Dames Fordel, men bare at de ku' faa drevet en Bunke Penge ud af hende!

Ja, saadan gaar det. Det er altid det i en tjenende Stilling, enten er der no'et i Vejen med ens Medtjenere eller ogsaa kommer det fra Herskabet og lignende. Det sidste Sted, jeg tjente for Tjener, der var det nu Fruen, hun ku' aldrig faa gjort nok. Hun var selv kommen af ingenting og havde været Guvernante, saa de ska' jo være tossede.

Men saa kalder Herren mig ind en Dag, der havde netop været saadan en Fest med Fruen, og jeg tror ikke, sagde han, at De egner Dem rigtig for en tjenende Stilling.

Nej, Hr. Konferensraad, sa' jeg, for jeg er ikke i Stand til og ka' indta' de rigtige Slavebevægelser ....

Naa, sagde han, og saa trippede han lidt omkring paa Gulvet, det er nu maaske ikke saa meget det, min gode!

Han ha'de altid saadan en maadeholdende Maade at udtale sig paa. Det er nu ikke værd, vi kommer nærmere ind paa det, min gode, sa' han, men jeg tror hellere, jeg vil skifte Dem i Utide; naturligvis skal De faa alt hvad der tilkommer Dem.

Det har jeg aldrig været tvivlende om, Hr. Konferentsraad, overfor en Mand som Dem, sa' jeg, men saa maa jeg osse ha' no'en civile Klæder, for jeg ejer ikke andet end Deres Liberi, jeg staar og gaar i, det andet har jeg maattet la'et sprunget ...

Saa maatte Sønnen til, ham passede jeg Klæ'er med. Og gi' ham bare et Sæt af dine, sa' Fa'ren ..

.. Ja, og en civil Hat, Hr. Konferentsraad!

Den fik jeg og Penge og det hele, men det sa' jeg ogsaa til ham, at jeg takker Dem, Hr. Konferentsraad for Deres Optræden og Værdighed overfor en tjenende underordnet.

Og saa smækkede jeg mig ned ad Strandvejen i Sønnens de stortærnede og med Fyr paa Cigaren, saa jeg ka' ikke si'e andet, end min sidste Kondition, den kom jeg fra paa en pæn og human Maade.

19

Dengang Hans Peter Egskov handlede med Prinsen

Det er nu li'emeget, sagde Hans Peter Egskov, men gu' har jeg handlet med Prinsen. Det var angaaende et gammelt Stykke, lignende til dem, der var paa Kammerherre Bentzens A'ktion, men meget mere udarbejdet og syet med Silke i forgyldt Ramme. Det var en Overgang som ungt Menneske, at jeg ingen Plads ha'de, saa var jeg halvforlovet med en lille Pige, der tjente nede i Nyhavn. Og dér kom man jo engang imellem op om Aftenen og fik et Stykke Smørrebrød og lidt Kræs, og dér tjente osse en anden lille Pige, som var forlovet med en Maskinarbejder. Saa sku' hun ha' forsaalet et Par Støvler engang midt i Maaneden. Ta' og laan mig de 2 Kroner, sa' hun. Gu' gør jeg ikke nej, sa'jeg; men om jeg saa ska' mase hele København igennem efter dem, saa ska' De faa 2 Kroner for det gamle Stykke, som hænger over Kommoden. Naa, det ha'de tilhørt hendes Oldemo'er og hist op og her ned; men hun sku'jo ud med Maskinarbejderen, saa jeg fik Stykket.

Nu var 'et jo at faa no'et ud a'et, og saa vidste jeg fra dengang jeg tjente Baronen, at Prinsen, han sku' interessere sig saa meget for Antik, saa jeg gik først op til en Ven af mig, eller Herre rettere sagt, som at der var Journalist, og saa sa' jeg til ham: La' os faa et Par Bajere paa Bordet med det samme, og vil De saa bare skrive, som jeg dikterer, at jeg er kommen i Besiddelse af et gammelt Stykke, syet med Silke i udskaaren, forgyldt Ramme, og jeg véd, at Hans kongelige Højhed er en Ynder og Velynder af alt, hvad som der er antikt og tiltalende. Og saa ska' der bare til Sidstningen være indflettet et Par Ord, om at Stykket tilhører en fattig, nødlidende Enke, som at jeg har i Kommission og ska' sælge det for.

Jamen det er jo Løgn, sa' han.

Det ska'jeg nok ordne, sa'jeg li'saadan.

Saa overrakte jeg selv Prinsen Brevet paa den Tid, jeg vidste, han red hver Dag en Morgentur. Og han sa' til mig: Det er godt, min gode Mand, det er briljant; og De kan komme paa Palæet til den og den Tid og melde Dem med det gamle Stykke.

20

Javel, Deres kongelige Højhed, sa' jeg og stod li' saa ret med samlede Hæle og saà ham frit ind i Øjnene.

De har været Soldat?

Javel, Deres kongelige Hojhed!

Det er et rask Liv, sa' han.

Det er et briljant Liv, sa' jeg. Man sku' bare ha' et Par Daler mere om Dagen! Saa grinte han. -

Om Eftermiddagen spændte jeg over til en Kone, jeg kendte omme i Snaregade, og forklarede hende, hvordan det var med det gamle Stykke. Og hvis jeg faar no'et ordentlig ud a' et, sa' jeg, saa ska' De faa 10 Kroner, og Prinsen har modtaget mig saa nydeligt og humant, saa jeg vil ikke staa som en Løgner for den Mand - det holder jeg mig for god til, og hvis at der sku' komme nogen Forespørgsel og lignende, saa er det Dem, der er den nødlidende Enke, der har det gamle Stykke, at De véd det. Og det ku' hun jo osse godt indse, saa den næste Morgen stillede jeg paa Palæet og spurgte, om Prinsen var disponibel.

Javel, sa' Adjudanten; det er maaske Dem med det smukke, gamle Stykke ?

Det er 'et, Hr. Kammerherre, sa'jeg; jeg vidste s'gu ikke, om han var Kammerherre; men det var briljant, sa' han, og værsaaartig, saa gik han hen over Gulvet og slog et Par Fløjdøre op, der stod Prinsen lige midt ude paa Gulvet ganske ligefrem og beskeden.

God Dag, Egskov, sa' han; hvordan gaar 'et med det gamle Stykke ?

Det gaar briljant, sa'jeg, og her, er det!

Det er jo et smukt, gammelt Stykke, sa' han, og hvad hedder saa den Kone, som ejer det?

Saa stak jeg Madam Hansen ud med Bopæl og det hele.

Hva' ska' det saa koste?

Ja, det vil Enken, som tilhører Stykket, overlade til Deres kongelige Højheds egen Raadighed; og hun ta'er, hva' hun ka' faa!

Tror De, hun vilde være tilfreds med 200 Kroner?

Ja, det tror jeg, hun vilde være meget tilfreds med, sa' jeg, som sandt var.

Saa fik jeg de 200 Kroner, og han ga' sig til at sludre med mig: om hvad jeg ellers var, og hvor jeg ha'de tjent, og nu ha'de jeg jo ingen Plads for Tiden. Og jeg gik paa med krum Hals jeg fortalte ham baade det ene og det andet om Herskaberne, jeg ha'de tjent, og det morede

21

ham, og nu ska' De ha' en lille Hjælp, til De kan faa en Plads igen, sa' han. Saa stak han mig 50 Kroner til mig selv. Det var et nydeligt Træk; det ka' man ikke sige andet!

Farvel, Egskov, sa' han.

Farvel, Deres kongelige Højhed; og jeg ned a' Trapperne li'saa glad, som om jeg var b'een smidt ind i den anden Himmel! Omme i Fredericiagade sad der jo en 3-4 Stykker af mine Venner og ventede nede i en Beværtning, saa vi ud i Sølvgade til Granat-Petersen og drak Portvin. Og bagefter spiste vi til Middag med to Bøfstejer til Mands, og den ene fik Spir til Kravetøj, og den anden fik en ny Hat, og vi kørte allesammen i Droske hen til Madam Hansen og stak hende de 10 Kroner, og den lille Pige fik en Tokrone ekstra til et Cigarfuderal til Maskinarbejderen. Jo, det gik briljant; vi endte paa Alleenberg.

Det var en rigtig Forretning! Saadan no'en sku' man gøre en halv Snes Stykker a' om Da'en nu for Tiden! Og saa saadan en nydelig Behandling! Det er ligefrem et Minde, som at man aldrig glemmer! -Siden efter har jeg ogsaa hørt fra en Dame, som jeg har handlet med, og hun gør rent oppe paa Palæet; og hun har fortalt mig, at Stykket ska' nok hænge over Prinsens Skrivebord eller jeg véd Fa'en ikke, men det er da et Sted, hvor man kan se, at han hæver det højt, og sætter Pris paa det. Saa den Fornøjelse har man da osse ha't ud a' 'et, at saadan et gammelt Stykke er ikke kommet til et almindeligt Mæ-Fæ, men det er kommet paa Hænder, som forstaar sig paa 'et, og har Dannelse og holder det i Ære.

22

Dengang Hans Peter Egskov traadte ud i Forretningslivet

Mine første Skridt i Forretningslivet, sagde Hans Peter Egskov, de har ikke været lette. Det har været en haard Kamp, man kalder, for at naa frem til det, jeg er naaet til.

Jeg var kommen hjem fra Amerika; dér ha'de den været gruelig gal, ikke Slag Arbejde, ikke Tjans, hvor man saà hen, for jeg ska' s'ie dem, jeg var b'een for sløj i Klæ'erne. Dengang man ha'de lidt, ha'de man brugt det og mere til, og nu stod jeg der.

Saa ka' 'et jo li'e akkurat gaa, saa længe man har Tag over Ho'det eller osse i større Byer, hvor at de bygger noget. Som i disse svære Rør ovre i Amerika, de lægger Kloaker med, der ku' mange Gange ligge et helt Sjok derinde. Det var fine Kavelerer, ka' De tro, som stillede til Morgenkaffe a' Vandposten, naar at der var no'en! Gud Fader bevares! Der er megen ubehagelig Sorg og Elendighed .. og Ulykke til i Verden, det er ingen Løgn! Men det tænker de fleste ikke paa af dem, der ligger og bader dem i Fjerene.

Naa, hjem kom jeg jo for at stuve i Lasten paa en russisk Bark; Skipperen sad og aad raa Agurker med Honning paa, da vi stak i Søen, og for Resten var han pjaskdrukken det meste af Tiden, men Styrmanden klarede den. Det var en rigtig Bøddel .. Vampyr .. russisk Stykke! Kokken var s'gu meget skikkelig, men jeg ka' tælle de Gange, han ku' komme til at stikke no'et til en for den sorte Skyskraber; høj var han som General Satan selv, og Kræfter ha'de han. En anden en var saa forhungret af deres Ærtekaffe, saa Lemmerne ku' ligefrem slaa Sludder paa en. Men det vil de ha', slide fra Morgen til Aften, til man falder rundt ved det, saa ka' de dominere en. Det er over hele Verden internasjonalt for dem allesammen.

Dengang da jeg kom til København, stod jeg paa Gaden med fem russiske Rubler, det er saa meget som daarligt ti Kroner; men saa træffer jeg nede ved Havnen en gammel Mand, der gaar rundt med no'en Uhrkæder. Jeg saa' straks med et halvt Øje: De er gode! For det var no'et, der gloede i Øjnene, af dette franske Guldsprøjt eller hva' de kalder det. Og hva' vil de ha' for hele Kommersen? - Der var et

23

helt Dusin. -Ja, han sku'jo ha' halvtreds Øre for Stykket, og det var meget billigt. Det var 'et s'gu osse; jeg spurgte ikke, hvor han ha'de dem fra; det kom jo ikke mig ved; jeg betalte dem ærlig og redelig; vi b'e enige om fem Kroner og to sorte, og saa spændte jeg fra ham ned i en af disse rigtige Sømandssjopper.

Lidt ha'de jeg jo drukket først med denne gamle Grandonkel, og lidt b'e der jo osse fyret paa bagefter, og jeg taalte ikke meget i den Tid, for jeg var for udhungret, men jeg b'e ikke mere fuld, end jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg smældede alle Kæderne fra mig paa Bordet. Det er Guf, dette her, sa' jeg, og la' mig faa no'et Brændevin!

De begyndte jo at skule derinde til disse Kæder. Og det var da inte Guld?

For mig ka' det være baade Guld og Sølv paa en Gang! Og jeg Kæderne i Lommen igen. - Det var et gammelt Tag ovre fra Amerika; men det er jo ikke alle Træskoskipperne i Danmark og svenske Jævler, der er med paa den.

Saa varede det jo ikke længe, før der en af dem sku' gi' en Omgang. Og jeg drak, det gjorde jeg, men jeg holdt Ørerne stive.

Lidt efter begyndte der en anden en: Om de ikke ku' faa de Kæder at se engang til ?

Nej, de er til min Forlovede, sa'jeg.

Ja, hun ku' s'gu da ikke gaa og smække sig med et helt Dusin Kæder baade for og bag.

Jamen jeg har en tre-fire Stykker a' dem, sa' jeg, saa der maa være no'en til dem allesammen.

Det ku' de jo forstaa, men alligevel: det ku' da ikke skade, at de saa en af Kæderne.

Nej, ikke, om de saa baade ler og græder, og nu vil jeg ta' og betale og gaa!

Ja, der var da en, han vilde gi' en Krone for saadan en Kæde.

En Krone, sa'jeg; ka' De skaffe mig af den Sort Kæder til en Krone, saa vil jeg aldrig bestille andet hele Livet igennem end købe af Dem.

Og jeg vilde ud af Døren, men saa var de fær'ig ved at rive baade Arme og Ben af mig, for at jeg sku' b'ie. Og den første Kæde, jeg solgte, den fik jeg fire Kroner for, og inden de ha'de faaet dem alle sammen fra mig, saa ha'de de gi'et baade seks og syv Kroner for Stykket, og saa troede de endda, de ha'de snydt mig. Naa, de ku' godt staa

24

dem ved de Kæder, det er ikke for det, for det ka' godt være, det var meget fine Kæder; man véd aldrig, hvor saadan en gammel Methusalem har faaet dem fra, han ka' mageligt ha' en Søn paa et bedre Lager og lignende, og naar jeg betaler ham, hvad han forlanger for det, i min gode Tro, saa er der ingen, der ka' beklage sig over no'et, naar Kæderne tilmed sidder paa Ærø og i Landskrona og rundtomkring. Og i hvert Fald, Søfolkene, de var glade ved dem, og det ska' jo ikke være ligefrem Fagmænd, de ska' stikke dem i Næsen. Jeg lavede over tresindstyve Kroner, den Aften; saa ku' man jo faa sig lidt Klæ'er paa Raden.

Saa var 'et at faa fat i min nuværende Kone. Der ha'de jo været lidt imellem os før i Tiden, men Familjen ha'de danset paa Bagbenene, saa jeg b'e smidt fra det hele, og Pigebarnet maatte ikke se mig mere, hende fik de ambligeret nede i Præstø, og det ku' jo ikke nytte no'et, om jeg vilde gaa paa mine Ben ned til saadan en lille By; dér var man b'een smidt ud li'saa hurtigt. Men saa var 'et, jeg gik hen til en Opvaskningskone, vi ha'de ha't hos den gamle Grevinde, dér fik jeg at vide, at Pigebarnet, hun var her i Byen, og hun var ikke b'een forlovet endnu. Og til denne gamle Maduse ha'de hun sagt, at Hans Peter, det var nu alligevel den, hun elskede, og saadan som Fruentimmer udtaler dem, og de ha'de været hos en Spaakælling henne paa Nørregade, og hun ha'de da fortalt, at jeg gik og tænkte paa hende med Kærlighed over Land og Sø. - Det ka' s'gu osse godt være, man har gjort det mange Gange, naar man gik omkring, og den var sløj! Det ka' være meget rigtigt, som jeg osse sa' til min Forlovede bagefter, at den Spaakælling, hun har ikke været saa helt ovenud endda.

Det var jo et Svineheld, at jeg saa gesvindt fik fat i Pigebarnet, det ka' vi være enige om. Familjen, den har altid været lidt bedre, og nu gik hun for at lære Skræddersyning af den fine, saa vilde de etablere hende i Provinsen, for København ha'de hun ikke godt af til Stadighed, den var for livlig; det ku' jeg ta' mig af.

Gud, hun græd, da hun saa mig, ligefrem græd, som om jeg ku' ha' kløet hende. Nej, hvor du ser ud, Hans Peter, ikke Pille af Fedt paa Kroppen; og sikken Øjnene ligger i Ho'det ...

Ja, men den har osse været gal, sa' jeg, men jeg har stridt paa det bedste ...

Og hun op med Spaakællingen og det hele; hun ha'de altid troet, jeg kom nok igen.

25

Og det er jo osse Tilfældet, sa' jeg, og jeg vilde ikke komme straks, førend jeg ha'de lidt Klæ'er paa Kroppen, men ka' du ikke laane mig lidt Penge, til at jeg ka' komme i Gang med no'et; for tjene vil jeg ikke og være Slave hele Livet, det stræber jeg ikke efter.

Vi b'e jo meget hurtigt enige; hva' hun ha'de, det fik jeg; det var ikke meget, men hun ku' jo altid klemme paa Familjen. Naa jeg tog i Førstningen smaa Slag ud paa Landet og købte hos Bønderne, saa gik det i Marskandiserne i Byen bagefter. Men det ka' jeg ikke li', lille Hans, sa' hun, for du har ingen stærk Karaktér - man kom jo naturligvis osse somme Tider hjem med no'en fæle Ansigter. Engang var der en Murer fra Grønovre og vi var kommen sammen ind paa hans lille Vogn med et Par af de smaa russiske Heste. Ude paa Nørrebro fik vi et Par Pigebørn med op paa Vognen, og det var Klokken syv om Aftenen, men vi b'e ved til tre om Morgenen, a' den ene Beværtning og i den anden, og tilsidst bestilte vi ikke andet end køre bare op og ned ad Købmagergade og Østergade og tilbage igen, li'saa fort vi kunde, og Pigebørnene sad med Hatten i Haanden og raabte Længe leve! og jeg har aldrig grint, som jeg grinede den Aften.

Jeg tror, de maa ha' kommet os no'et i Drikkevarerne, som vi ikke har tænkt over; det sa' jeg osse til min Forlovede, for vi b'e jo skrevet a' Politiet, og det var en farlig Re'lighed; men da det var overstaaet, saa indsaa jeg, at det ku' jo ikke b'ie ved at gaa paa den Maade, og vi maatte giftes og ha' en fast Forretning, hvor at min Kone ku' passe Butiken og handle, saa det ku' b'ie til no'et. For Handel har altid lagt ved hende. Og paa den Maade, som det gaar nu, sa' jeg, saa ka' jeg stride og stræbe li'saa meget det ska' være, det ka' dog aldrig b'ie til noget rigtigt, og det maa din Familje ka' indse, saa de viser dem med lidt Imødekommenhed, og for en Pige i din Stilling maa det dog vel være bedst at være gift; saa meget er de vel osse med paa i Provinserne.

Saa fik hun jo en af Onklerne til at gaa paa 'en med Lejen forud og no'et til at sætte i Gang med. Og nu ka' de være vis paa dernede, sa' hun, at om jeg saa ska' staa i Kælderen fra Morgen til Aften, saa ska' de ikke komme til at ynke mig, fordi vi ikke ka' klare os.

Det er briljant, min Pige, svarte jeg og sa', la' dem bide Spids paa den, det ska' de vist ha' ondt ved! -

Og det ka' jeg ikke si'e andet, at naturligvis har den været gnaven flere Gange, og de er b'een blokket lidt dernede, især i Begyndelsen,

26

for der gaar no'en Tid alligevel, før et Fruentimmer faar sat sig rigtig ind i at handle. Og det er alt dette Bras, de kommer med inde i Byen og sælger og vil købe, det ska' der stadig være no'en over, som er rigtig med paa 'en. Det ku' man heller ikke forlange, at min Kone sku' være lige straks, men nu er den god. Mange Gange, naar jeg har været paa Landet og gjort en Forretning, eller man ellers har været hele Dagen ude i Byen og lignende, saa ka' hun ha' staaet og solgt for en Fortjeneste af baade tredive og fyrretyve Kroner. Hun har en udmærket Maade at ta' Kunderne paa. Det er en Gave. Jeg har den ikke. B'e de mig for langvarige i Begyndelsen, jeg smed dem ud: Om de troede, jeg gik omkring og stjal Tingene ... og Vejen var lige lang ind ad Døren og ud ad Døren ...

Der var en Gang, man ha'de jo været ude i Forretninger og faaet et Par Bajere for meget, saa tog jeg lidt for stærkt paa en Mand, der b'e ved at file om Prisen. Men det lovede jeg osse min Kone fra den Tid a', højt og helligt, og det har jeg holdt, at saa lidt i Butiken som muligt! Hun klarer den meget bedre, og det vil hun meget hellere; nu har vi jo osse Karlen med; ham fik vi fra Nytaar. -

Men der ska' arbejdes, førend man kommer saa vidt, ka' De tro. Nu har de faaet alle Pengene i Ho'det nede i Ringsted; min Kone helmede ikke, førend de fik dem, og det vilde jeg heller ikke sætte mig imod. De ku' s'gu godt ha' undværet dem til Dommedag, de sidder fedt i det, men den Glæde syntes jeg, hun sku' ha', min Kone.

Og saa var 'et jo osse behageligt at vise de Herrer og Damer, hvordan man ha'de kæmpet sig frem, og ikke lagt paa Sofaen med en lang Pibe i Munden, som han, Cancelliraaden, hun ha'de laant de fleste a'.

Den stak jeg ham osse ud engang, vi var paa Besøg dernede; og det har enhver godt af at høre, som er Storkapitalist og ikke véd, hvad det er, at arbejde.

27

Dengang Anna tjente hos Hans Peter Egskov

Ja, sagde Hans Peter Egskov, dengang man var ungt Menneske, naturligvis gik man paa Vildmænd, men det ka' jeg roligt sige, jeg ar aldrig hørt til dem, der ga' Penge ud paa Pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku' man nok lagt og fyldt Knapper i den Slags, saa ha'de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige Piger at gøre.

Men saa er'et jo osse, man har denne Re'lighed bagefter med at man ska' ud med Bidrag. Og det er en slem Pukkel, ka' De tro, at slæbe paa siden hen i Livet, naar man vil tænke paa at gifte sig og stifte et Familjeliv; der ku' s'gu osse Staten godt træde lidt Undrende til, mange Gange ......

Det er heller ikke no'en Behagelighed overfor en Kone og ska' op med at man har saadan en tre fire Stykker gaaende paa Græs rundtomkring i Landet og trække baade ti og tyve Kroner ud a' en om Maaneden, det ved Gud, det ikke er. Som nu med min Kone, jeg véd ikke rigtig, men det ka' godt være engang i en Kæfer, dengang vi var forlovede, at jeg har fortalt hende jeg ha'de saadan en, for no'et forberedt paa den første, det var hun, eller osse har det været en af disse Løgnekællinger, der render rundt med al den Sludder, der er til i København, men ligemeget, det gik nu temmelig godt! Men dengang jeg maatte op med den anden, var den allerede gal, og saa, da vi ha'de været gift et Par Aar, revnede den med den tredje. - Det ha'de nok undret mig, der ha'de været saadan en Stilhed over det hele, jeg skyldte for en 9-10 Maaneder eller mere, men nu var'et i det hele taget et mere respektabelt, skikkeligt Pigebarn, saa jeg tænkte, hun er b'een ked a' at være til Nar med Sludder fra den ene Gang til den anden, saa nu klarer hun den selv. Men saa er'et, jeg ha'de været ude paa Landet for at sætte en Mand ind i en Marskandiserforretning oppe ved Helsinge, og den var jo b'een noget høj derude, saa det varede et Par Dage. Og da jeg kommer hjem, ligger der et Brev, som min Kone har brukket, og hun ha'de uden videre været henne hos Pigen og faaet Forklaring paa hele Re'ligheden; selv ha'de vi to Børn dengang,

28

og lidt sløjt gik det med Forretningen, saa vi sku' netop se at faa fat i min Svoger nede fra Ringsted for at stampe lidt Penge ud a' ham, - jo, jeg si'er renok, Tak for Seven!

Jeg b'e jo lynende gal og gik osse hen til Pigebarnet, hun var flyttet om til saadan en Laanekælling nede i Regnegade: Og det var renok en god Trøster, du lavede mig dér, jeg begriber heller ikke, hvordan at det ka' indfalde dig at skrive saadan no'et i stedet for at du ku' snuppet mig paa Gaden; det er I ellers dygtige nok til, Pigebørn, uden at man be'r Jer om det.

Ja, hun tudede og græd li'som den anden derhjemme, og nu var der jo no'et tiltalende ved Pigebarnet som sagt, meget beskeden, lidt fra Landet a' - som hun jo osse var -: Hun ha'de jo vidst, at jeg var gift, og at den ku' b'ie gal, saa hun ha'de holdt sig tilbage; men nu ku' hun ingen Kondition faa for Barnet, som sku' passes, og Plejepenge ha'de hun ingen a' at komme op med, og denne Kælling ha'de jo faaet den Smule fra hende, som a' hun ha'de haft ..... Det var beklageligt at høre paa, det ved Gud, det var.

Men nu er'et jo i det hele ta'et mærkeligt med Fruentimmer, for li'som de er mest ædende gale, saa ka' de b'ie til en hel Modsætning, og nu min Kone, da jeg fortalte hende no'et om det hele, saa ga' hun sig til at tude over det lille, stakkels Barn, for hun har altid haft megen Eftertanke for Børn. Og det ka' jo osse være meget rigtigt, for saadan en lille Orm, den vandrer jo uskyldigt rundt i Verden. Det er en stor Uretfærdighed i Livet, at de ska' undgælde for no'et; det ved Gud, det er.

Saa sidder vi saadan og snakker, og Anna, Pigebarnet, jeg kendte hende jo, fra jeg ha'de tjent sammen med hende, og det var en Kærne til at ta' fat, ku' arbejde fra Morgen til Aften, lille, støt Pige, saa jeg si'er til min Kone: Nu har vi spændt fire Piger ned a' Trapperne i de sidste tre Maaneder, og der er ingen a' dem, der har ku' kogt en Skefuld Grød og duet i Forretningslivet nu slet ikke, hvor at vi har Brug for dem; og naar at vi ta'er Anna og Barnet med i Huset, saa gør vi en Velgerning, og hun tjener for en meget lille Løn, naar at bare hun har Barnet dækket. Saa Herregudheden, enten man har to Børn eller tre Børn, det er omtrent det ene røget som det andet speget, og gaar det ikke, saa ka' vi jo altid gøre en Forandring.

Det b'e vi jo osse enige om, og det gik briljant. Jeg vilde ønske, De ha'de set Pigebarnet staa paa Ho'det med en af disse svære Kommoder

29

ned a' Kældertrappen li'som en anden Clown; Kræfter som en lille Hest, det ha'de hun; jeg faar aldrig no'en Karl, der gør et bedre Arbejde. Og hun kom sig jo svært, Sul fik hun paa Kroppen og Klæ'er; der falder jo altid meget a' i saadan en Forretning.

Men saa er'et, at de begynder at snakke i Gaden, om at hun brændte den a' om Aftenen.

Jeg fik fat i min Kone og sku' ha' Klaring paa den Historie. Ja, hun ha'de ingenting turdet sagt til mig, men det var da et ungt Menneske, som stod i en Cigarforretning til langt ud paa Aftenen, og hun tro'de nok, at Anna og han var forlovede.

Forlovet, sagde jeg, forlovet! Hvis hun er forlovet med ham, saa er jeg osse forlovet med ham. Men det er vel det, at hun allerede har faaet samlet sig et Par Skilling sammen, som han ku' li' at faa Fingre i. Tror du ikke, jeg kender den Sort Labander? Men nu ska' jeg gi' hende saadan en Generaldonnerpræken, saa hun nok ska' b'ie hjemme de første Par Nætter. -

Jeg maa nu si'e, jeg tro'de, det ha'de hjulpet, for om Dagen, man ku' heller ikke se no'et paa hende, li'e frisk og godt Humør; naa, hun aad som en Tærsker, men en Arbejder er jo sin Løn værd. Der gaar saadan et halvt Aar og tre Fjerdingaar, saa en Formiddag, hun var netop gaaet et Par Ærinder i Byen, kommer der to Betjente fra Sædeligheden.

Og det var nok en rask lille Pigejeg ha'de og tjente mig?

Tak, er vi nu kommen op paa det Nummer? sa' jeg li'saadan.

Ja, om Aftenen, ude i Nansensgadekvarteret, der smækkede hun sig rundt i lille Overstykke og med hvid Fjer paa Hatten, og nu var der baade en Dyrlægeelev og en anden Løjser, som ha'de meldt hende, de var nok b'een lidt uenige om'et bagefter .....

Naa, jeg fik jo disse to Sædeligheder smækket over paa et Par Bajere hos Peter Jensen, og saa sa' jeg til dem: Ja, hva' vil De ha', jeg skal gøre? Ska' jeg stikke hende et Par Stykker, saa hun ligger flad hen a' Gulvet, for det ta'r hun imod af mig, det gør hun. Men om det hjælper no'et?

Ja, de vidste s'gu ikke rigtig.

Det gør jeg heller ikke. Men naar et Fruentimmer er i det Tilfælde og vil gaa paa Livet, saa er'et det eneste, at jeg ka' tænke mig. For om de saa trak alle Københavns Præster paa en Snor og lod dundre for hende, saa rendte hun om Hjørnerne med dem alligevel.

30

Saa snakkede vi jo no'et frem og tilbage om 'et, og mærkeligt er'et jo med Pigebørn, at de aldrig ka' b'ie klogere. Jeg regner ikke som Anna her, li'e i Ungdommen, da jeg lærte hende at kende ovre i Jylland; men saa gik hun hen og fik Barnet, det sku' man dog tro ku' hjulpet hende lidt til Eftertanke. Men det sa' jeg til disse to Menneskeædere, at nu ska' De alli'evel la' vær' a' gaa paa hende for denne Gang og snuppe hende, for det er Synd for Pigen, og det er en dygtig Pige; men sig de bare til Overbetjenten, at jeg ska' som Husfa'er gi' hende saadan et Pulver, saa de ska' komme til at undvære hende i Skønhedskonkurrencen baade i Nansensgade og de andre Gader.

Se nu min Kone, hun ha'de ganske stilfærdigt vidst Besked om alt dette herne, men hun ha'de jo igen ikke turdet sagt det til mig, og hun var bange for, jeg sku' køre Anna ud a' Huset. Og saa er'et jo det med Fruentimmer, at de ka' nok li' at b'ie tisket og disket lidt op med Historier om saadan bedre Herrer, enten det saa er Løgn eller sandt. Men du driver din Indskrænkethed og Godhed for vidt, sa' jeg til hende, og nu er Pigebarnet b'een ligefrem hva' man kalder for en falden Kvinde, og ska' vi beholde hende i Huset, saa gaar 'et ikke an, hun b'ier liggende paa Kvisten. Men nu rydder vi ud i det lille, mørke Hul bag ved vores Sovekammer; og flyve hen over Ho'derne paa os, det ka' hun vel heller ikke!

Hvorlænge det gik godt paa den Manér, det husker jeg nu ikke, og det ka' jeg sige, jeg ikke véd. For bagefter kom der hele Re'ligheder op, som jeg slet ikke ha'de været med paa. En Nat engang, jeg var ikke hjemme, og min Kone laa alene, saa ha'de hun begyndt at klage sig, Anna, og hun var saa daarlig og maatte bare et Øjeblik ned i Gaarden, hun sku' ikke ta' andet end sit Sjal om sig. Det gjorde hun heller ikke, hverken Strømper eller Sko eller no'et. Men der gaar en Time og to og tre og fire, og hun kommer ikke igen; først om Morgenen, Klokken syv, førend jeg var kommen hjem, saa er hun der, li'som min Kone ska' til at lukke Forretningen op, og hun ha'de været paa Præmiemaskerade i Fuglen, fransk Husarpige! Alt hendes Klos og Pjus ha'de hun haft liggende nede i en af Barnevognene, der stod i Gaarden; og dér var hun stukket ned og krøbet i'et.

Tilsidst kom hun selv en Dag og sa', vi maatte ikke være vrede, og vi ha'de jo været gode imod hende og Barnet, og hun holdt saa meget af min Kone, og de hylede og tudede, begge to; men Enden paa det hele var'et da, at nu rejste hun, for hun var b'eet prøvet ude paa

31

Vesterbro, og nu sku' hun være Sangerinde. Sunget alle de Melodier, hun hørte, det ha'de hun nu altid kun't, det var meget rigtigt.

Naa, Drengen, ham b'e hun godt a'e med paa Landet i en god Pleje; han har siden efter været inde at besøge os, og vi ha'de saadan et Sjov med ham, han grinede li'som en flækket Træsko til alt, hva' vi sa' til ham, og bondsk sludrede han, værre end de gamle Tørvebønder.

Hende selv gik det for Resten tem'lig godt, hun var i Finland, og de trak hende helt igennem Tyskland, og nu er der virkelig no'et om'et med en finere Herre, en ung Herre; hun har Ring med Navnet skrevet ind i, og min Kone har læst Breve paa sejsten Sider fra ham a'; han venter bare paa, der ska' falde lidt Ro over Familjen, saa gifter han hende. Han har ta'et hende ud a' al denne her Komedie, og hun faar Musiktimer til en Krone Timen, og der kommer osse en Frøken og læser jeg véd ikke, hva' det er, med hende.

Han er ligefrem, ka' man si'e, af disse mærkelige Mennesker, der ofrer dem helt igennem for saadan et Pigebarn; men det er et smukt Menneske at se paa og sidder i en Bank og skriver, og han har Penge, saa hva' Fa'en, det er jo osse meget nydeligt, at han vil hæve hende i Vejret. - Og Anna b'ier han ikke narret med, som Kone betragtet, det gør han ikke. Det er et dygtigt Pigebarn, er'et, og naar der no'en vil holde sig til hende, holder hun sig til ham. Og Resten, den kommer jo ingen ved, det ka' vi være enige om. -

32

Dengang Hans Peter Egskov mistede det kønneste af sine Børn

Jeg synes, De ser mig noget klatøjet ud, sagde jeg en Morgenstund til Hans Peter Egskov; jeg kom gaaende igennem Gaden, hvor an nu som Ægtemand og Borger havde sin Marskandiserforretning.

Egskov stod i Kælderhalsen, barhovedet, i Skjorteærmer, med begge Hænderne dybt ned i Bukselommerne; nu sàa han i Vejret op paa mig. Han var yderst lidt soigneret, med lange Skægstubbe, uden Flip, malproper i Ansigtet; det var tydeligt at se, han ikke havde været i Seng, den Nat.

Naa, De har nok været lidt ude at more Dem, Egskov!

Nej, sagde han med et surt Udtryk i Ansigtet og glippede med de fugtige Øjne imod mig, men jeg har lige mistet det kønneste af mine Børn.

Hva' har De ?

For to Timer siden! En dejlig Dreng; Johannes Evald hed han, paa seks Aar ....

Herre Gud, da!

Egskov fik Bagen af Haanden op til Øjnene. Det ku' maaske interessere Dem at se ham?

Jeg nikkede.

Fa'en ska' osse b'ie staaende her og gabe efter alle de Bønder, der ikke kommer alligevel! - Jeg ka' heller ingen Forretninger gøre i Dag, saalænge den lille Sjæl ligger deroppe; det manglede s'gu bare.

Han snøftede lidt igen. Nu ska' vi gaa op at se ham; han ligger li'som han sov, brændt op indvendig af dette Dokterdjævelskab, de har pensiet ham med for Difteritis. Han laa, og Mo'ren holdt ham, og han op med Halsen! Vandet, det ku' rende ham ned a' Kinderne, men vi ha'de lovet ham af de store Chokolader med Krem i, naar han bare vilde gabe godt op. Dem stak vi osse til ham bagefter; nu ka' De tro mig, om De vil, men jeg har lagt nær de ti Kroner hos denne vindøjede Konditorsnude henne paa Hjørnet, for det sku' være af de bedste; han var durkdreven, Evald. Naar vi ku' prøve paa at stikke ham no'en ud a' Bagerjomfruens, tror De, han gik paa dem? Han var altfor

33

klog, den Dreng. - Dokteren ha'de strengt forbudt, han maatte ikke faa disse herre Chokolader, men vi maatte jo troste ham. Og du ska' nok faa, lille Evald, naar bare du vil la' være at græde og være beskeden og hoflig mod Dokteren. - Det behøvede man ellers slet ikke at sige til det Barn, det var ikke saadan en Bølle som den lille Charles, vi mistede for to Aar siden; han, naar Doktoren kom: Vil du gaa, din Pukkel, dit Skaar ... naa, det var i Uskyldighed bemærket, kan man sige, det var blot som Barn betragtet, han ha'de hørt det i Gaarden; han vilde jo ikke fornærme Manden; men det var Skræk for at b'ie pensiet! Aa, de sku' s'gu selv stille til Pensling engang imellem med saadan en rigtig Djosis Helvedessten i Halsen, saa ku' de b'ie lidt mere bløde a' dem, mange af Lægerne ... men Evald, han sa' aldrig et uartigt Ord, altid dannet, behagelig; det laa ved ham!

- Vi var imidlertid kommen op i Stueetagen, hvor Egskov boede. Alting inde i et ret stort Værelse stod temmelig hulter til bulter; der laa Skeer og stod Medicinflasker foran Pillespejlene, paa Sofaen havde der været redt, og den lille, tomme Barneseng stod endnu ude paa Gulvet.

Egskov gik hen til et Bord, der var skubbet op ad Væggen.

Her ska' De se ham!

Han tog Lagenet fra det lille Barnelig, som laa derhenne paa sin Pude.

Han ligger hengiven i Hvilen, ka' man sige; det er li'som han ku' være levende; jeg véd ikke, om De ku' ha' Lyst til at føle paa hans lille Mave, den er li'efrem varm endnu.

Vandet kom igen Egskov i Øjnene. Ja, sagde han, som han ligger dér, hvad tror De, han staar mig i i Moskus alene? Over 24 Kroner! Man sku' undre paa, at det ku' være tænkeligt, men om det ha'de været et Grevebarn, der ku' ikke være b'eet ofret mere, det ka' jeg sige med en støt Samvittighed, en Nat ha'de vi to Doktere ... og saa Hjælp i Butiken for min Kone af hendes Familje .. I Dag ska' der osse komme saadan en Sidsken, naar bare hun er der, førend hun ka' lugte Maden paa Bordet, for saa ska' hun nok melde sig. Min Kone er ude at rende om det altsammen angaaende Barnet; jeg ku' ikke gøre det, om De saa stak mig ti Kroner i Timen, nej, jeg ku' ikke, jeg er altfor blød til det ... Fredrik! brølede han paa en Gang ud ad det aabne Vindue til Gaarden.

Javel, hørte man en Stemme, der svarede.

34

Det er Karlen jeg har til Hjælp i Forretningen, forklarede Egskov, han er ved at stænke en gammel Chaiselongue godt igennem, de sku' ha' ud paa Amager til en af disse smækfede Amagerbønder .. Fredrik! brølede han igen.

Javel, nu kommer jeg!

Ta' og stik over efter et Par Bajere, og saa maa du høre efter Butiken, naar Klokken ringer; jeg duer ikke til og ka' trække Penge ud af Folk i Dag.

Bajerne kom.

Fredrik behøver vel ikke at hente Glas, hva'?

Nej, Gudbevares!

Vi klinkede med Flaskehalsene.

Puh! sagde Egskov, efter at han næsten havde tømt sin Bajer, det er en af Hans Jensens Bajere; jeg tror s'gu, han ligger med dem i Sengen i Stedet for at ha' dem i Iskælder. Fredrik!! -

Javel!

Hva' Fa'en er det for no'en Toddyer, du har hentet til os? Ta' og spænd hen til Peter Andersen paa Hjørnet og la' os faa dem, saa Tænderne klaprer i Munden paa dig, naar du løber med dem. Du ka' ta' en seks-otte Stykker, det er godt at ha' i Huset, saa stiller vi dem i Vadsken, og la'r .Vandet rende. Varmt Ø1, sagde han over imod mig, det er usundt. Skaal!

Han tømte Flasken og stillede den fra sig paa Bordet. Saa gik han hen og dækkede det lille, døde Barn til igen.

Fluerne ka' godt begynde at b'ie næsvise, det Skab, sagde han. -

Det er nu li'egodt mærkeligt, kom det lidt efter, men som bajersk Ø1, tror de nogen Sinde jeg har ku' faaet ham til og smagt bajersk Ø1, som ligger der? Gaa, Fa'er, nej ... Jeg vil ikke ha', Mo'er ... det var en hel Komedie,.. og vores andre Børn, de har maset dem over bajersk Ø1 li'som Bjørne. Men Evald, her i Sygdommen, der fik han af denne fine, ungarske Vin fra Apotheket a' til to Kroner Flasken, den ku' han ligge og smadske i, dér ha'de han Tonarten! - Det var en fin Dreng, en meget fin Dreng! ... Tak for det, Fredrik! ... Det var Karlen, som kom med et Par af de isafkølede.

Egskov tog omkring de kolde Flasker: Ja, saadan et Par Svende, det er no'et andet. Skaal! Det styrkner, naar man ikke har faaet udsovet. Og her har ikke været megen Søvn i Øjnene i den sidste Tid, ka' De tro, undtagen jeg smed mig midt paa Dagen, bag i Kælderen, oppe paa en

35

af Chaiselongerne. Men saa sa' jeg osse til min Kone, at det er li'emeget, om det saa er en Forretning paa flere hundrede Kroner, saa vækker du mig ikke, for en Mand maa ha' Søvn. Og hun var paa Benene baadé Nat og Dag, det var lige, at hun ku' sidde og nikke en Smule i Lænestolen henne ved Sengen hos Evald, for det var hendes et og alt, den Dreng, og hun er meget moderkærlig, i det hele taget opofrende; brilljant Kone! Det kan vi roligt drikke paa. Drik ud! Ellers staar den og b'ier varm. Vi har jo fler i Vadsken.

Egskov pustede et Øjeblik, saa sagde han: I Morges, da var hun jo lidt lille ved det, da hun ha'de mistet ham, saa jeg maatte træde til paa bedste Maade. Og det ka' jo ikke nytte at græde sig Øjnene ud a' Hovedet, for vi faar ham ikke igen for det, men det sa' jeg ogsaa, at det er ingen Løgn, at Vorherre, han ska' altid ta' og gemme de bedste, og det var Synd for det Barn, at han sku' gaa den Vej, det ved Gud, det var. For jeg skal si'e Dem, han var saa klog, saa klog, som De ikke sku' tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde Aar gammel, saa, naar Mo'ren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, saa ha'de han regnet den ud: Fa'er er gaaet med Sadelmager Hansen, og de sku' ud til den og den, og du ka' tro, Mo'er, de sidder nok nede i Peter Jensens Kælder og drikker Bajere, og nu ska' jeg gaa hen og hugge ham, jeg kender Vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige paa en Gang: God Dag, Fa'er! - Men at han sku' si'e no'et, om at det var Mo'ren, der ville ha' mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no'en hjemme og vilde købe af de store Møbler og hvad han ellers saadan ha'de hørt, at Mo'ren, hun stak ud, naar der var no'en, der spurgte efter mig. Jeg ku' b'ie saa lynende gal, mange Gange, naar vi kom hjem, og skælde ud paa Mo'ren, men det var jo morderlig klogt af Barnet fundet paa, det kan man ikke sige andet; han ku' faa Folk til at rende med noget, allerede i den Alder! - Og saa altid en pæn Optræden, og ærlig, naar man forstod at pille det ud af ham; han kom med det hele, der var ikke noget Fileri ved ham. Som der var en Gang, da ha'de han hugget en Krone af hans Sparebøsse, naturligvis durkdreven! Han ha'de regnet ud, at man ku' stikke et Knivsblad ind og saa faa Kronen danderet ud paa Bladet. De var jo saa en tre-fire lignende Kavelerer her fra Gaden a' og de var gaaet om i Fiolstræde, og de ha'de lejet dem en Trækkevogn, og den ene ha'de trukket den anden, og de ha'de maset det halve København rundt; men da han kom hjem om Aftenen saa ha'de han jo blot været omme paa Bulevarden,

36

li'saa skinhellig. Saa kommer der hverken værre eller bedre end en Kone og besøger min Kone: og hun ha'de jo set disse Herrer med Køretøiet, og Gud véd, hvor de har faaet Pengene fra, man hørte jo saa meget nu til Dags og hist op og her ned, saa min Kone hun faar jo en Tanke og ser efter. Der manglede en Krone i Sparebøssen! Saa sku' jeg jo ta' ham for.

Du har neglet en Krone af din Sparebøsse, din Laband, rammede jeg ham ud, li'som han var kommen hjem.

Der sku' De set ham, han b'e helt hvid, for han var saa stolt, jeg har aldrig set saa stolt et Barn, men han sa' ingenting.

Har jeg ikke sagt dig, at Vorherre i Himlen, han ser alting. - For den b'e altid stukken ham ud, som jo osse rigtig var, af Mo'ren, naar hun sku' gaa et Sted, og hun ikke ku' være over ham, at Vorherre i Himlen, han ser alting.

Han staar og tygger lidt paa 'en, men saa si'er han li' saadanne: Det er meget før Sofus, der har fortalt dig 'et, den lille Rod. - Det var saadan en Hopsaka'l paa en 3-4 Aar, som daarligt ku' tale endnu, som de ha'de haft med paa Turen.

Det ku' jeg jo med Sandhed sige, det ikke var, og saa fik han 'en: Om han ikke trode, Vorherre ku' opdage saadan et Bagatel, han ku' opdage det, som meget værre var, og i det hele taget alting, hvad han tog sig til, Vorherre han saà det, han ku' li'saa gerne komme med det med det samme. Saa fik jeg jo hele Re'ligheden fra først til sidst, og blød var han jo, saa han gav sig til at græde, og Mo'ren maatte op med no'en af de store Chokolader for at faa ham til at tie stille. -

Egskov skyllede det meste af en ny Bajer ned: Det ka' ikke nytte at sidde og sørge med en tør Mund, saa bi'er det altfor melankolsk! -Saadan en dejlig Dreng! Og saa var 'et det kønneste af vores Børn. De sku' set ham, førend han b'e pillet af, sikken han var skabt. Der var Lægge paa ham, saa lille han var, og Fod med Højvrist; og køn i Ansigtet var han s'gu osse, nydelig! Og véd De hva', det ka' vi være enige om, naar man er lidt med paa Livet, at det er en stor Støtte og en Velgerning her i Verden at se lidt godt ud, og at Tøj, det ka' sidde paa en og ikke hænger som Raker. Det er ikke, fordi jeg vil prale, for det er jeg en stor Hader af, men mange Gange i Ungdommen, naar den har været sløj, ha'de man ikke set en Smule godt ud og ku' gjort lidt Indtryk, man kalder, baade paa den ene og den anden Maade, saa ha'de den s'gu været gnaven. Og det var det med Evald ...

37

Undskyld jeg afbryder Dem, men hvorfor hed Barnet egentlig Evald?

Egskov slog ud med Haanden: Jo, det var et Løfte, jeg ha'de lovet mig selv engang, at naar jeg giftede mig og fik en Søn, saa sku' han hedde Johannes Evald, for dengang jeg tjente for Karl paa Trykkeriet i Aarhus, saa læste jeg Bogen om Johannes Evald. Den kender De nok, den er gul og med hans Billede foran i ... nydelig, store, blaa Øine, krøllet Haar; det ha'de Evald her ogsaa. Men ser De, allerede dengang, saa syntes jeg, den Levnetsbeskrivelse, den var saa storartet med disse fede Hørkræmmere henne fra Vestergade, som han maatte ligge og kvæles med, og Pigebarnet vilde ikke ha' ham, fordi han var lidt for meget med paa 'en, og Familjen, de fik ham saa smidt ud paa Landet, nede ved Rungsted. Men der laa han og digtede li'saa støt, i Sengen fra Morgen til Aften, lige op i Næsen paa dem. Det var s'gu brillant! Det er ham der har skrevet: Vift stolt paa Codans Bølge! -Skaal!

Vi stødte atter Flaskehalsene sammen.

Saa megen Tanke var der dog allerede ved en i Ungdommen, at jeg sa' til mig selv, at det er lige meget, men faar du en Søn engang, og det er et kønt Barn med Guds Hjælp, saa ska' han hedde Johannes Evald, for det er en Mand, som ska' holdes i Ære, for han har fortjent det. Det har været en rask Mand og en fin Mand, om de saa smed ham paa Bondelandet ti Gange.

- I det samme hørte vi Klokken ringe nogle Gange nede i Kælderen, og lidt efter kom Fredrik op: Der ha'de været en lille Pige henne fra Fru Egskovs Søster, og Fruen kom om en halv Time, Herren maatte endelig ikke gaa ud saa længe, Fruens Familje kom med derhenne fra ...

Tak for det blaa Øie, Frederik; den var nydelig! De kan tro, det er s'gu et støt Persjonale, min Kones Familje her i Byen. De kan godt sidde og stirre fire Timer efter en Kop Kaffe, og ikke de flytter dem, om De saa sved Stolene af under dem. Nu b'ier de her til Aften, og helst ska' de ha' alle de Sulevarer, der er til i hele Kvarteret, og saa ræsennerer de dog bagefter! - Saa ska' man osse høre paa al deres Elendighed angaaende Evald ...

Frederik! brølede han ned efter Karlen, der var gaaet tilbage til Kælderen igen, ta' og stik hen til Sadelmager Hansen og be' ham om

38

at sende Bud efter mig, forstaar du, saa ka' vi gaa ud og se paa noget Mobelbetræk, det ka' godt være nødigt...

Egskov vendte sig atter mod mig:... for jeg ska' si'e Dem, alt dette Fruentimmerreferat og Sørgmodighed og Vrævl, hvor den ene si'er Sparto til den anden, det er ikke no'et jeg ka' være med paa, det ka' jeg ikke. Med Sorgen og Glæden hold Maade, som vi lærte det i Skolen, det er ingen Løgn! Jeg gad nok set, hvis en anden en osse ga' sig til at henfalde i Sørgmodighed, saa b'e der slet ingen til at holde den oppe herhjemme.

Skaal! - -

39

Rejseselskab

Det var paa en Station imellem Korsør og København, at han en Sommerdag kom ind i Kupéen.

Han var høj og lysskægget med en Shagpibe i Munden og tatoveret paa Hænderne. Efter et hurtigt Blik smed han behændig en lille Byldt med Arbejdstøj op over et tomt Sæde, tog Plads lige overfor mig og gav sig til at tørre Panden grundigt.

Det er dog en farlig Hede, vi har i disse Dage, begyndte han straks; b'i'er det saadan' ved, saa kan vi her i Danmark ligefrem komme til at spille Brasilien!

Jeg spurgte med et Blik mod de tatoverede Hænder, om han maaske havde været derovre.

Jeg har lagt i Varmen i fem Aar, sagde han med et stort lyst Smil, og mest i Brasilien; engang desenterede jeg i Rio fra en Hollænder, der kom fra Java, saa b'e' jeg derovre et helt Par Aar i en Overgang. Jeg skal sige Dem, jeg er Tømrer af Profession, men jeg har sejlet meget. Det er et dejligt Land, Brasilien! Der sku' bare ikke være saa mange Slanger. Man vaagnede mange Gange om Morningen, saa ku' saadan en Kammerat staa et helt Par Alen i Vejret foran Sengen. Det vil jeg nok sige, de var værre end Hugormene i Lejren ved Hald! Jeg traf for Resten en Landsmand derovre, en Murer fra København a', og man b'i'er jo nemt kendt saadan i det fremmede, saa vi gik fire hundrede Mil op i Landet sammen; dér havde han hørt for ganske sikkert, der var briljant Arbejde og Matrialer i Guds Velsignelse; men det var bare Løgn, da vi kom derop. Naa, der var jo ikke no'et at gøre ved det, Mureren fik sig en Gang Klø for den Arbejdsanvisning, saa fægtede jeg mig en hundrede Mil alene op mod Kysten. Dér fik jeg det godt: en briljant Mand, der sku' ha' bygget en Villa, storartet Akkordarbejde og behagelige Forhold: to Negerpiger til Haandlangere, Kosten bong, og for Resten - der var pæne, lysere Damer, hvad man kalder, ikke mange Mile borte. Jo, det var min egen Skyld, naar jeg døjede ondt i Brasilien; men De forstaar nok: i Ungdommen, det kommer let, og det gaar let, og det ka' ikke nytte at græde over de

40

Penge, der er gaaet dem en Tur, saa maa man se at lave no'en nye. Gal var 'en, efter at jeg havde haft den gule Feber; de sku' for Resten hellere kalde den den blaa Feber, for man b'i'er blaa over hele Kroppen li'som i Pesten, og det er Kinin de fylder paa en, bare paa, immer paa, lige til et Punkt; naar det saa ikke hjælper - færdig! Havde der ikke været en ung tysk Doktor derovre, saa havde jeg nu ligget paa Øen Bella vista; dér sendte Overlægen alle dem over, som bare skulde krepere i Rolighed og ikke ta' Pladsen op for andre; jeg hørte godt, han sagde det. Din brasilianske Satan! tænkte jeg, men saa kunde jeg ikke mere, og da jeg vaagnede op igen, saa sa' den tyske Doktor: Ja, ja, Dansker, nu er De over det, og det ka' De takke mig for, for jeg holdt paa, at det ikke var værd at sende Dem til Bella vista. Det var briljant, Doktor, sa'e jeg, og hvis jeg bare ha'de noget at sige herovre, saa sku' De b'i'e Professor over hele Brasilien lige med det samme, men nu maa jeg rigtignok be' Dem om at hjælpe mig lidt, for de vil ikke ha' mig her paa Hospitalet længere, og det er ikke saadan' for en fattig Haandværker og saa videre, han fik jo hele Remsen; det kostede ham 4 brasilianske Dollars; det var den Betaling, han fik. Saadan gaar det! Havde det været i de Tider, hvor man tjente no'et, saa ku' man maaske vist saadan et Menneske en lille Opmærksomhed; men dengang fejlede man jo ikke no'et!

Der blev en lille Pavse, hvor jeg indskød et Par Ord, om at jeg netop var paa Hjemrejsen fra en Tur nede i Spanien.

Spanien! tog han øjeblikkelig fat igen og vendte den venstre Haandflade imod mig. Dér sidder en spansk Kniv! - og han pegede paa et bredt Ar indvendigt i Haanden. Det var i Malaga, vi kom fra Madeira, og jeg sku' lige danse ud med et lille Pigebarn, saa var han der med Kniven, forstaar De; jeg parerede med den venstre Haandflade, men han pyntede mig for Resten temmelig meget, jeg maatte la' Kammeraterne ta' dem af ham. De gav ham et Par regulerte danske Skaller at ligge og lege med. -Ja, man ka' nu sige, hva' man vil, men det er no'et a' det, man lærer i Udlandet, at den danske Skalle, hvor den kommer frem, der er ingen Nation, der kommer op imod den! Jeg har set det mange Gange i det fremmede: naar de faar den første Gang, de b'i'er ligefrem helt vilde. Den kan de ikke regne ud. Hva' er den a'? Og de kommer aldrig rigtig efter det, Spanierne nu slet ikke. De kittede mig for Resten lidt lovlig meget til en Gang i deres sorte Rødvin dernede, jeg drak den som Vand, jeg vidste ikke

41

bedre; ellers kender jeg ikke no'et til Landet. Men der skal være flere briljante Pladser dernede, efter hvad jeg har hørt; i det hele taget, naar man er ung, véd De hva', det er li'emeget, hvor man kommer hen, der er altid Tjans!

Han bankede Shagpiben ud mod Vinduesrammen og tændte sig en frisk, saa snusede han lidt til Røgen og sagde:

Hør for Resten, hvordan er det, nej i Spanien, dér har de vist ikke saa meget med Ananas, for det si'er jeg ellers saa tit til min Kone, at det ku'jeg nok ha' Lyst til at spise en Gang igen: friske Ananas i Rødvin; det faar man saa meget i Brasilien. Men om osse jeg ha'de Raad til at købe dem herhjemme, jeg si'er, jeg rejser mig daarligt op for de Sydfrugter, som der staar paa Kongens Taffel paa Amalienborg; jeg har selv været med til at ta' Bananer bare til Hamborg, vi ladede dem li'saa pjadskgrønne - de havde dog lidt af det brune i Spidsen, naar vi kom med dem. Men det forstaar Folk dem jo ikke paa, som har siddet hele deres Liv med et dansk Kydben i Haanden! -Ja, nu er en anden jo lagt op, som man siger, for jeg er gift og har tre Børn, saa jeg kommer vel rimeligvis aldrig ud mere, men saa kan man dog sige, at man har set et og andet, og det er ikke enhver Bondekarl, der gi'er en no'et at rende med! Som nu, jeg véd ikke, om De saà ham med Tatoveringen, de foreviste i København i Efteraaret. De kaldte ham Kaptajn; det var nu vist mest for den fly'ende Hollænder, at han var Kaptajn; men Svensker var han, og der stod ogsaa paa Plakaten, at han sku' være tatoveret af de Indfødte paa Stillehavsøerne. Nu arbejder jeg for mig selv som Tømrer ude i Brøndshøj, men det er jo tit, jeg kommer til København, osse med min Kone, og saa sa' jeg til hende: La' os gaa ind og se lidt paa den Tatovering, for jeg er selv b'e'en tatoveret her paa Hænderne af en gammel Indfødt nede paa Sundaøerne, og Stillehavet er jeg dog osse lidt med paa. - Naa, vi kommer jo derind, og der var baade ham og en Foreviser, og den ene galede højere end den anden, om at denne Kaptajn, han var b'e'en holdt i Fangenskab, og der ha'de de pint ham med at tatovere ham baade forpaa og bagpaa og saa videre. Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Ja, tatoveret, det er De jo; men skal jeg sige Dem, hvor De er tatoveret, og det er ikke paa Sydhavsøerne, men det er hos Smith brothers ovre i New York, og aldrig i sine Levedage har det været den rigtige, gamle Haandtatovering, men det er gjort paa Maskine, li'som at man trykker paa Lærred, og De maa i det hele taget lidt længere ud ad

42

Landet til med den, for der er osse Folk i København, der har været udenfor Valby!

Ja, jeg ha'de vist set meget?

Det ku' maaske være, at jeg ha'de set det, som De aldrig faar at se i levende Live, og jeg har osse set en svensk Bagersvend i Vedbæk, sa' jeg, der blev vist frem som lyssky Indfødt fra Madagaskar, og det var i 1885, da jeg arbejdede for Tømmermester Halland ...

Saa vilde de jo til at smide mig ud.

Det tror jeg hellere, de sku' betro til en anden, sa' jeg, og jeg har betalt mine Penge, og jeg har Lov til at udtale mig!

Og der var en tre-fire Herrer med Sølvstokke og høje Hatte; de holdt med mig, og Damerne med; de vilde høre, hvad han ku' svare mig.

Saa begyndte han jo paa en frisk om Stillehavet og de Indfødte, men saa sa' jeg bare:

Nu skal jeg si'e Dem endnu en Ting, at De kalder Dem Kaptajn og fortæller, De har lagt i Stillehavet; men hvis De kender noget til de Indfødte, saa véd De, at det at blive tatoveret af dem, det holder de for en stor Ære. Og det kan De vist nok indse, mine Herrer og Damer, naar De ser paa det Stykke Gerüst dér, at der er vist ikke no'en, hverken tamme eller vilde, der finder paa at vise ham nogen Ære.

Saa gik jeg godvillig. -

Nogle Øjeblikke efter rullede vi op for Frederiksberg Station. Min Genbo langede sin Bylt ned fra Hylden og rakte mig en stor, brun Næve. Farvel, sagde han, og Tak for behageligt Selskab! Tiden gaar immer saa briljant, naar at man underholder hinanden. -

43

En Lægmand

Det var engang i romersk Bad. Jeg traf i det første Varmerum kun en ganske enlig Badegæst, der straks sagde meget høfligt God Dag! da jeg viste mig paa Tærskelen. Han sad med sit hvide Klæde om Lænderne og støttede Hovedet til den højre Arm, Kinderne var allerede dygtig røde af Hede; for Resten havde han graasprængt Haar og saà noget udslidt ud.

Da jeg havde siddet et Øjeblik, begyndte han med en lidt snøvlende Stemme og dygtig langsomt: De er maaske meget vant til at ta' romersk Bad, min Herre?

Aa ja, saamænd!

Ja, for jeg skal si'e Dem, det er første Gang i mit Liv, at jeg ta'er et romersk Bad, saa jeg kender jo ikke no'et til 'et. Hvor mange Grader skal der være herinde?

Jeg tror, her er nogle og fyrre.

Jamen det er jo da ikke nogen Varme for Folk, der er vant til at arbejde.

Ikke det? Synes De ikke?

Nej, det kan det da umuligt være, for jeg har da arbejdet mange Gange i li' saa megen Varme i de sidste tolv Aar, kan jeg sige, som Fyrbøder ... ovre i Amerika. Men nu har jeg ikke bestilt noget i over halvanden Maaned, for jeg er kommen hjem for og ska' se til min gamle Mo'er, saa kommer Sveden ikke ud, og saa bliver Mennesker syge. Derfor er jeg osse bleven forkølet, saa det river i alle Lemmer, og saa havde de talt til mig om disse romerske Bade! Men denne her Varme kan da ikke drive nogen Sygdom ud.

Aa, De skal se, det gaar nok. -

Jo, naturligvis, jeg kan jo nok forstaa: for bedre Folk, som ikke bestiller andet end at køre rundt i Vogne, der kan det jo være meget godt, men som for Folk, der arbejder ... véd De hvad ...

Der kom en af Bademestrene ind. Amerikaneren vendte sig straks imod ham: Hvor længe vil De ha', jeg skal blive siddende herinde?

Aa, De har jo ikke siddet her ret længe.

44

Jamen jeg mener, før det begynder at virke.

Bademesteren kastede et Blik hen paa ham: Det virker jo storartet:

Naa, saa det kalder De storartet ?

Jamen saa skal jeg give Dem et Raad. Tag De Haandvægterne der og mas rundt med i en lille halv Time, saa skal De bare se!

Nej, hør, jeg vil da virkelig ikke arbejde tilmed, naar jeg har betalt 1 Krone og 60 øre for Billetten; saa maa det komme af sig selv, enten det vil eller ej.

Bademesteren gik. Den anden satte sig til Rette i Stolen: Finder De ikke, det var en Methode, hva'? At man sku' tilmed arbejde for at faa det til at virke! Skal de da ikke gøre noget ved en, disse her Bademestre?

Jo, bagefter, saa lægger de Dem paa en af Bænkene og rækker og strækker Dem i alle Lemmer; det er godt mod Gigten.

Naa -ja, det kan der jo være no'en Rimelighed i! Nej, for Medicin, det ta'er jeg aldrig eller gaar til en Læge; jeg har kun gjort det een Gang i Amerika, og det var der, hvor Studenterne gaar og lærer paa et af Hospitalerne. For det var Haanden her, der var kommen ind i en af Maskinerne, og det var jo om at komme sig i en Fart! Saa si'er Formanden: Det kan slet ikke nytte, du skal betale for det, for saa længe, du har en Dollar i Lommen, saa kommer du dig ikke; men ta' og gaa hen paa Hospitalet, hvor at Studenterne de går og lærer, og sig, at du er ubemidlet, saa skal det nok gaa lidt villigt. Og det var osse meget rigtigt: de gjorde mig i Stand og tog Splinterne ud af Saaret, og jeg kom der et Par Gange, saa var de ked af det, for der var jo ikke no'et at tjene, og saa kom jeg mig. - Folk, der har noget, de kommer dem aldrig rigtig i Amerika, saa længe de har noget.

Han gik hen for at tage et Glas Vand og satte sig igen ved Siden af mig: Ellers har jeg aldrig fejlet noget derovre undtagen som i det første Aar, der havde jeg Hjemve. Det er osse en Sygdom, den kommer af Sproget; de faar den en Overgang allesammen, hvem at der ikke ligefrem har lært det i Skoler hjemmefra, for man kan ikke rigtig snakke med no'en. Og skal man skrive tilmed, saa bliver det rigtig galt. Jeg havde nu ikke saa lidt at skrive i den første Tid, jeg var derovre; jeg var paa et Lager; men det var bare mit Navn paa de Sedler, vi udleverte efter, saa det gik meget godt. Men naar det skal være mere Besked eller ligefrem som et Brev, saa er det, det bliver vanskeligt. Det kan De være vis paa.

45

Men nu efter saa mange Aars Forløb kan det da ikke falde Dem vanskeligt mere?

Amerikamanden rystede paa Hovedet: Nu vil De maaske ikke tro det, men som i Gaar sad jeg 6 Timer om at skrive et Brev - med en amerikansk Avis ved Siden.

Skulde De skrive noget ud af den Avis?

Nej, forstaar De, men naar man skal skrive et engelsk Brev, saa er et at købe en Avis paa Gaden og finde Ordene ud af den, hvordan de staver dem; det er det, det kommer an paa. For jeg skal si'e Dem, som nu et Hospital, det er her i Danmark et Hospital, og det skriver de li'saadanne. Og det gør de ogsaa i Amerika, det kan De se i alle Aviser: Hospital of det og det; men de si'er hosptle. Det er meget vanskeligt! Som jeg si'er Dem: 6 Timer, en halv Dags Arbejde - og saa en Hovedpine! - Og det var slet ikke noget langt Brev: bare, at vi er ankommet, vi har haft fint Vejr, de tog Omsorg for os om Bord, herovre er de vel, vi bliver til Juni Maaned; ikke videre. Men det ta'er Tid, det kan De være vis paa.

Tror De nu ikke, det var nemmere at bruge et Leksikon?

Amerikaneren slog ud med Haanden: Næ, det er upraktisk. - Jeg har jo osse kendt en Mand i Amerika, som ha'de et Leksikon, men De kan ikke finde noget i det. Nej, De kan ikke.

Jamen det er jo da fuldt af Ord.

De.t er det nok, men hvis at De skal skrive, at vi har haft fint Vejr eller det var en god Overrejse eller lignende, saa har De meget mere Tjans, for at der staar saadan noget i Avisen. Det er ikke andet end Ord i saadan et Leksikon. Og dem kan De heller ikke finde; det er tidt, at de ikke staver dem rigtig praktisk paa Dansk heller. Og naar man skal sidde saadan og man har et Ord og man vil slaa det op, og det er noget langt og man skal holde Re'lighed med alle Bogstaverne, som de følger efter hinanden .... det sku' De probere engang! -En Time, den forslaar ingenting, ikke Spor!

Han blev afbrudt af Bademesteren, der kom for at vise ham ind i det varmeste Rum: Der er 55 Grader inde!

Naa ja, det kan jeg bedre forstaa. Der skulde De ha' sat mig ind med det samme. Kommer jeg bagefter ind i noget, der er varmere endnu?

Nej saa har vi ikke mere at byde paa, uden De vil ind paa Dameafdelingen.

Amerikaneren smidskede: Nej, tror De ikke, at det vilde blive for varmt igen? -

46

Først da jeg var helt færdig paaklædt og skulde til at gaa, kom de med ham fra Styrtebadet. Han var som en kogt Hummer over hele Kroppen.

Der var behageligt inde i det varme, sagde han i fortsat Samtale med Bademesteren, men uha, alt det kolde bagefter!

Jamen nu skal De ud at svømme her i Bassinet!

Er det osse koldt?

Ja, men naar De har siddet saa forfærdelig længe i Varmen, maa De sørge for at blive godt afkølet.

Han kravlede lydig ned ad Trappen og blev ved at puste og pruste i det kolde Vand, til Bademesteren kaldte ham op.

Tror De saa, jeg har faaet det onde ud? spurgte han, mens de viklede ham ind i Lagenet.

Ja, naar De nu faar Dem en god, høj Kognak, mens De ligger og hviler, saa gaar det sidste sig en Tur.

Det kan der jo være no'en Rimelighed i, jo det kan man godt tænke sig. Lad os saa faa saadan en til at slutte med! -

47

Stilladsraadens Ruslandsrejse

Forhenværende Tømrermester Thorsen saà sig omkring i en større Kreds af Venner: Naa, saa I vil høre om mine Rejser, Drenge, sagde han, ja, det ka' I jo gerne faa lidt a'; man ska' ikke sætte sit Lys under et Fjerdingkar, staar der skrevet, og om I osse kommer over de halvthundrede li'som en anden, er det dog ikke sikkert, I kommer li'saa langt paa den anden Side Runddelen.

Ser I, det var den Gang Vorherre, han ha'de lagt sin Velsignelse i Byggeriet og Byggegrundene, saa ku' man jo trække sig ned a' Stilladserne og gi' sig til at privatisere, som de kalder det; og da nu Kongen ikke vilde gøre mig til Etatsraad, saa var det, Folket i København gjorde mig til Stilladsraad, og det ha'de jeg osse paa mit Visitkort, da jeg var med Rejseforeningen i Paris til Verdensudstillingen: Oscar de Thorsen, conseiller d'échafaudage. Det er s'gu alletider en Fordel ved den Titel, at man kan drikke Ø1 for Rangskatten!

Naa, jeg vil nu ikke fortælle Jer om alle mine Rejser med Rejseforeningen, for saa si'er I bare, det er Løgn det hele; men jeg vil holde mig til den, vi var paa i Rusland, for den kan I lære mest af, naar I vil ta' efter det. -

Ser I, først maatte jeg jo til at lægge mig lidt efter Russisk; det var jeg ikke inde i i Forvejen, og jeg har nu min egen Sprogmethode, saa jeg sagde Translatøren, hvordanne han sku' gribe det an, for at der ku' komme lidt Gang i Galoscherne i en Hastighed. Og da jeg ha'de faaet 3 Timer hos ham, saa sa' han allerede, at nu ku' han ikke lære mig mere og Mage til Elev ha'de han aldrig haft, saa bedre ku' man jo ikke forlange.

Saa gik vi i Søen med Damperen, halvandet hundrede nydelige unge Mennesker, og vi spillede den russiske Nationalsang til langt ud i Østersøen og øvede os paa at staa med Hatten i Haanden, for det maa man, naar de spiller den i Rusland. Det gik briljant altsammen, Formanden holdt Taler, og lange Peter Holbæk, Brændevinsbrænderen, fortalte om al den Edder og Forgift, han ha'de ta'et med for at

48

prøve Russerne i, og jeg begyndte jo allerede at gaa omkring og sige et og andet paa Russisk for at vænne Folk til Sproget.

Da vi ha'de passeret Bornholm og var vel ude af de danske Farvande, oprettede jeg en lille russisk Skole paa Agterdækket.

Det er nu ikke værd at nævne Navnene paa alle de stræbsomme Studerende, der meldte sig til Skolen, for man skal aldrig genere Folk i en ældre Alder med at fortælle dem, hvor de har deres Kundskaber fra; men der var da over et halvhundrede Stykker unge smukke Mennesker, som blev anbragt paa lange Bænke, saadan at der var Plads for mig til at gaa op og ned imellem dem med et Papir i Haanden, som Translatøren havde skrevet op paa efter min Sprogmetode. Og da jeg havde faaet den nødvendige Ro og Orden til Stede, saa begyndte jeg:

Ø1, Drenge, det hedder pivo! Kan I nu gentage det højt og tydeligt 3 Gange, pivo, efter Jeres Lærer!

Det kunde de.

Det er et af Grundordene i Sproget, forstaar I, og la' os faa det en Gang til!

Saa gav de det en Gang til.

Det var briljant; nu I har lært det, kan I aldrig komme til at tørste i hele Rusland. Saa gaar vi over til et andet Kapitel: Hvad hedder du, min lille Pige? Kak tvojø imja, djevuska? - De, der har det svært ved Udtalen, ka' ha' Lov til at springe det over; det kan ogsaa klares med lidt Dikkedarer i al Almindelighed. Det er i det hele taget mere for de bedst begavede Elever. Men det næste maa I vide allesammen, ellers kan I slet ikke komme igennem derovre: Ty istinno krasivajæ djevuska! - det betyder: Du er renok en køn lille Pige! Det maa vi ha' gentaget 3 Gange og 3 Gange til og 3 Gange til. Det var rigtigt, det gik med Liv og Lyst, Drenge! Naar I nu sætter pivo til bagefter eller de af Jer, der har lidt mere Mønt paa Lommen: Vino, det vil sige: Vin, saa har I straks en hel lille Konversation til at gøre Jer behagelige med, bare efter første Time. Det koster 10 Øre pr. Mand til Punsebollen, og saa ophæver vi Skolen for i Dag, for naar I lærer alt for meget, er jeg bange for, de skal blive rent tossede efter Jer, Ruspigerne.

Saa tog vi os en Cigar, og vi var nogle af de mere sprogkyndige, som fik en lille Passiar om fremmede Sprog over det hele og hvor behageligt det er at kunne et fremmed Sprog, naar der kommer et fremmed Menneske, og saa, for at opmuntre dem af Drengene, der

49

ikke var saa ferme endnu, fortalte jeg, hvordan jeg selv havde været lige ved ikke at ku' klare mig ovre i Paris under Udstillingen.

Jeg var ta'et ud alene og ikke med Foreningen, og denne Fanden af en Droskekusk, han blev ved at køre. Hvert femte Minut, saa stoppede jeg ham, for jeg kunde jo godt se paa det hele, at vi kom Pokker i Vold, og saa forklarede jeg ham paa Fransk, hvor det var jeg vilde hen; men om han nu ikke har været rigtig inde i sit Modersmaal, eller hvordan han har haft fat paa 'et, han sa' bare: Oui, monsieur, oui, monsieur, og saa kom der saadan en Skylle af dette modbydelige simple Fransk, som man jo ikke lærer hos de bedre Lærere ... og han videre! Bare pidskede paa Kamelen og gloede op til alle de Uhre, vi kom forbi! Det var Timekørsel, dette her, tænkte han.

Men saa, dengang vi omtrent var kommen helt ud paa Landet, stoppede jeg ham for Alvor. Nu ska' det være Løgn, sa' jeg paa engang, og det forstod han. Jeg Pengene op af Lommen og blev snydt en halv Snes Frank fra, og saa paa en Omnibus ind til de store Boulevarder; dér maatte man ku' spørge sig for!

Der kommer ogsaa en meget nydelig, sortsmudsket Herre spadserende: »Bonjour, monsieur, pardon, s'il vous plâit, est-ce-que vous voulez være saa god at sige mig, hvor jeg gaar hen til Hotel saadan og saadan -«altsammen paa Fransk.

Saa ser han stift paa mig og si'er: Est-ce-que vous parlez anglais?

Nu var det, førend jeg ha'de været med Foreningen i England, saa jeg kunde ikke svare: No, Sir! men jeg rammede ham den ud paa Fransk: Non, monsieur!

Italien? spørger han og rullede helt sort med Øjnene.

Non monsieur!

Espagnol? siger han saa.

Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Undskyld, sa' jeg, at jeg afbryder Dem i Deres flydende Foredrag, men maaske De taler Dansk?

Han saa' paa mig, lis'om han var be'en helt angst og bange ... Eller Svensk - eller Tysk - Russisk - Portugisisk ...

Han passede over det hele.

Ja, for saa tror jeg, det er bedre, vi afbryder denne behagelige Underholdning: Est-ce-que vous voulez me donner lidt Ild paa min Cigaret? Adieu, monsieur, mange Tak ska' De ha' og hils hjemme! Og jeg ind i den første den bedste Restaurant.

50

Der staar en lille fiks Opvarter og smiler imødekommende over hele Ansigtet, saa jeg letter paa min Eiffelhue: Est-ce-que vous voulez være saa venlig og sige mig o. s. v. - altsammen paa Fransk.

Men saa aabner han Munden: Det er saamænd meget bedre vi taler Dansk, Herr Thorsen, for jeg kender Dem saa godt og jeg har serveret for Dem og Frue mange Gange ude hos Hansen paa Constantia ... Saa der ser I, Drenge, at man ku' godt ha' kunnet otte Sprog og dog klaret sig allerbedst i Paris paa Dansk. -

Naa, men jeg glemmer rent Rusland, og det var dog det, I sku' faa et lille Begreb om. Ser I, det er stort altsammen derovre, ganske storartet. De Stene, som I presser Jer med i Slipsnaale, dem har de Søjler af inde i Isakskirken, og naar I staar i Moskov li'som her paa Rundetaarn og ser ud over Gitret, saa ka' I tælle flere grønne Kirkekupler, end der er Agurker paa Amager. Deres berømteste Kejser, han hedder jo osse Peter den Store, og hans Støvler ha'de lange Peter Holbæk, Brændevinsbrænderen, paa, den Gang vi var oppe paa Kreml.

Det var s'gu for Resten min Skyld, for vi gaar jo omkring og ser paa alle disse historiske Mærkværdigheder og vi er saadan en lille Afdeling for os selv paa en 8-10 Stykker, saa kommer vi til et Par Pelsstøvler. Jeg vil nok si'e, der ku' snart b'i Plads i Kanen, hvor at de kom frem, og det var Peter den Stores Støvler, sa' Officeren, der viste os rundt: les bottes de Pjotter le grand - de si'er Pjotter i Rusland.

Men saa er'et jeg si'er - paa Fransk: Ja, se det var nu Pjotter le grand, men der staar Pjotter le plus grand, Akkevitpeter, som har været Fløjmand i Hestgarden hjemme, inden at den blev ophævet, og la' os se, om han ka' komme i Ga-Gakkerne!

Officeren turde først ikke rigtig, men vi var jo alene i Afdelingen, og saa sku' I set ham grine, da Akkevitten fik den højre Støvle paa og begyndte paa en lille Trippevals med den røde Kineser, som vi kaldte ham, Galanterivarehandleren, med de skæve Øjne og Ild paa Kvisten.

Der ku' ellers nemt gå Møl i dem, brølede Peter til Officeren, naar de ikke bli'er rørte lidt. Men han havde jo ingen Sprogkundskaber, saa han sa'e det paa Dansk.

Qu'est que c'est va dire? sa'e Officeren til mig paa Fransk.

Oui, Monsieur, sa'e jeg, det er nu ikke saa let at klare - for det var Møl, skal jeg sige Jer, Drenge, den Sort mere urenlige Ord, dem har jeg aldrig lagt mig særlig efter; men saa tog jeg lange Peter Holbæk ved Haanden, og saa sa'e jeg til Officeren:

51

Voyez vous, monsieur, Peter her, Pjotter le plus grand, han er bange for, at der skal gaa i Støvlerne - og jeg pegede jo paa Støvlerne med det laadne i - det, som der allerede for længe siden er gaaet i ham selv deroppe, og saa slog jeg Peter paa Nødden en 3-4 Gange med Fingeren.

Det ka' I være vis paa, det ku' Officeren forstaa. Tres bien, sa' han, tres bien, den er brilliant, Thorsen, Herr Thorsen!

Hva' var 'et, du lavede med mig? sa' lange Peter. Sku' det være morsomt, at du bankede mig paa Ho'det; hva' var'et egentlig?

Det skal jeg sige dig, Peter; det var det, min lille Datterdatter lærer efter i Skolen nu til Dags; det er det, de kalder for Anskuelsesundervisning; og naar du en Gang ikke mere gider forgifte hele Landet med din frygtelige Brændevin, og du alligevel skulde trænge til lidt Sysselsættelse, saa ka' du saamænd godt leje dig ud til saadan en lille Pigeskole som et helt Anskuelsesmuseum. - Det forstod nu Peter ikke, for han mangler videnskabelig Uddannelse.

Og det vil jeg for Resten si'e Jer, Drenge, det er en stor Nødvendighed, især naar man rejser i Rusland.

For som nu mange af Jer, naar I mødte saadan en rigtig Løjser derovre med bare Ben og en tyk Kæp i Haanden og Haar som en Vildtysker, saa ku' I nemt tro, det var li'som en af dem fra Nørre-Allé, som I skal blive bange for. Men det er det slet ikke. Det er bare en Pilegrim, som er gaaet mange Mile paa sine Ben for at komme ind til Moskov og hilse paa den siberiske Madonna, kalder de hende. Det er den fornemste Mutter Madonna af dem allesammen, og hun har et Kapel lige ved Indgangen til Kreml; naar de er rigtig syge derovre, og der ikke er noget paa Apotheket mer, der hjælper, koster det 100 Rubler, saa kommer Præsterne kørende med hende i Brudekareten med Heste med Topper, og det skal være ganske storartet at se paa.

Jeg tilbød dem paa Hotellet, at jeg vilde gerne lagt mig et Par Timer, saa vi ku' ha' sendt Bud efter hende, men det vandt ikke almindelig Tilslutning. De sa'e, at saa var Russerne ble'en fornærmede, og det vilde saamænd ha' været baade Synd og Skam, for det var mageløs forekommende Mennesker imod os, allesammen. -

Jeg vilde ønske for Jer, I ha'de kendt Admiralen paa det kejserlige Kanonstøberi. Det var en fin Mand og en brilliant Mand Han viste os selv rundt med en hel Ruse Officerer, og vi stod og saa paa, at de

52

støbte en Kanon. Det var meget interessant, for Jernet, det flød og fraadede, saa der stod li'som et helt Skum i Vejret.

Det er en kraftig Bajer! sa'e jeg til Admiralen, som stod lige foran mig.

Was belieb? si'er han - paa Tysk.

Kräftiges pivo, si'er jeg, for at han skal forstaa det bedre, lige anstukket, frisch vom Fass!

Ja, det skal De ha' Ret paa, sa' han, eller saadan noget lignende, og grinede.

Bitte, Hr. Admiral ..., saa stak jeg ham mit Kort: Oscar de Thorsen o. s. v.

Mange Tak, Hr. Thorsen, og jeg fik hans igen. Ku' det interessere Dem, sa' han, at se, hvorledes man støber dette her Bisselæ'er Staal eller Bismer Staal?

Mit Vergnügung, bitte sehr, Hr. Admiral!

Der skü' I set et Syn, Drenge! Først li'som Hjul og Gnister fra en halv Snes Grundlovssole paa Tivoli, og saa kommer det flydende røde Jern farende ud i en varm Straale.

Den ku' være god i en hul Tand, sa' jeg til Admiralen, og vi begyndte paa en lille rask Diskussion om Støbning over det hele, men saa er det, den røde Kineser dunker mig i Ryggen og spørger, om jeg ikke ha'de en Cigaret. Jeg havde nu ikke no'en; men jeg vender mig til Admiralen: Entschuldigen Sie, Pardon, Hr. Admiral, die kleine Abbrechung! Men det er min Ven, der rothe Kinese sogenannt, der wollte gern haben en Cigaret, Sie haben vielleicht - und so weiter?

Og Admiralen: Pist! han vinker paa en Slave, som spænder ud og kommer tilbage: Værsaaartig, si'er Admiralen, Hr. Rath - det var mig - og han rækker mig et Etui med Cigaretter.

Med Forlov, si'er jeg, og ta'er først selv en, saa gi'er jeg Kinesen en. Mange Tak, si'er jeg og vil række dem tilbage.

De skal beholde dem allesammen, si'er Admiralen, og Etuiet med, Hr. Rath, zum Andenken!

Det skal jeg ikke nægte, det syntes jeg var nydeligt, og det sa'e jeg ogsaa til ham: Hr. Admiral, sa' jeg, das war nett! - Ich danke Sie; nicht für das Fuderal, denn das kan ich kaufen für en Rubel, aber ich danke Sie für das hübsche Gedanke. Og saa stak jeg ham paa Næven: Habe die Ehre, Hr. Admiral!

Habe die Ehre, Hr. Rath! sa' han li'saadan.

53

Det var en storartet Mand! - I det hele taget, vi blev modtaget som Danske af Russerne brilliant, og de Danske, der boede derovre, de var osse glimrende. Der var en af dem, som havde været der i 50 Aar, og det sa' han med Taarer i Øjnene, at han ku' slet ikke tale et Ord Dansk mere, saa det kan jo godt være, det var Løgn, at han nogensinde ha'de kunnet det; men det var ellers en meget behagelig ældre Medborger.

Ham var vi nogle Stykker med paa Industriudstillingen i Moskov, og der er det, li'som han gaar og tosser rundt paa Tysk og ikke ka' komme rigtig ud af det, saa si'er han igen, at det gjorde ham saa forfærdelig ondt, at han ikke kunde huske et Ord Dansk mere, men saa sa'e jeg til ham:

Det er rigtig kønt af Dem sagt; det ved Gud, det er, det er nydeligt, og De er en ægte Hædersknøffel, men nu ka' vi den!

Hva' beha'r?

Jo, jeg mener, De behøver ikke mere at fortælle os, hvad De ikke kan; men skulle De ikke, siden De nu engang er Fører herude, kende Navnet paa det store, dejlige lyse Pigebarn, som gaar der med en noget mindre Veninde og sender Peter og Kineseren saadan no'en vældige Øjne?

Men lige med det samme maa Pigebørnene ha' hørt, hvad jeg sagde, for et Øjeblik efter er de bægge to paa Siden af os og si'er paa Dansk:

Goddag, Danske!

Saa var det hverken værre eller bedre end et Par smaa københavnske Gavtyve, der var taget over for at synge lidt for Russerne, og de var to Veninder foruden, og den blonde ha'de været i Rusland, fra hun var 14 Aar, og det var næsten 10 Aar siden, de ha'de hørt Dansk, no'en af dem.

De vilde ha' været ud og ta'et imod os med Buketter og Dannebrogssløjfer, men det ha'de nok ikke været rigtig velset paa højere Steder, og det syntes jeg for Resten var Synd; for Herregud, det var rigtig nydelige Pigebørn, og flotte i Klæderne. Og danske var de med Liv og Sjæl, de laa altid i Haarene paa de tyske Agenter derovre, og de hadede Tyskerne, fortalte de, og det er osse no'et nærigt Rak i Udlandet. Førend de gi'er et Par Skilling ud, vender og drejer de dem en halv Snes Gange i Haanden, og saa putter de dem som Regel tiisidst i Lommen igen.

54

Nej, det kan man ikke si'e andet, de danske Pigebørn, de ha'de ikke glemt Danmark; Rusland holdt de meget af, det var et flot Land, et brilliant Land, men Danmark, det var dog deres gamle Fædreland.

Den Dag de andre var oppe at se paa denne Kroningskirke, saa besøgte vi dem, no'en Stykker, ude i Pensionatet, hvor de boede; de havde selv lavet Frikadeller paa gammel dansk Manér med stuvede Kartofler, det havde de ikke smagt, saa længe de havde været borte, og vi lærte dem de nyeste hjemme fra, der gik i de Tider: Rundt paa Gulvet! og de rigtige Slagudtryk, at Jacob er storartet! og Der er Bal i Haven! Jeg forsikrer Jer for, Drenge, de var li'som Børn; de havde Taarer i Øjnene af at høre rigtig Dansk igen af det ægte.

Til Osten kom saa Peter med en Akkevit, 1ste Klasse A med Stjerne, og vi sad der og gav ingen Penge ud og spiste og sang og morede os storartet. Det eneste var vi allesammen enige om bagefter, som vi havde savnet i det hele, det var en rigtig gammel Karlsberg! - -

Ja, det tænker I nu ikke over, Drenge, naar I sidder en Sommeraften og drikker Jeres Øl udenfor Koncertsalen og hører paa Lumbye, hva' det vil si'e at være i Udlandet; men jeg skal aldrig glemme som den Gang, vi sejlede væk fra Kanonstøberiet derovre. Saa stod Officererne og Folkene opstillede ved Landgangsstedet med Haanden til Huerne, og vores Formand, da vi ha'de gjort los, saa udbragte han et Vive la Russie! forstaar I, Drenge, paa ægte Pariserfransk f. f., og vi svarede med 3 lange og 3 korte.

Og saa begyndte Russerne med Vive le Danemark! med almindelig Jubel bagefter, og vi stod der og tog imod den uden at blinke, og vores Horntudere, vi ha'de med, spillede Kong Christian og Damperen gik af Sted med os ....

Jo, det var smukt, det var nydeligt, det var storartet; man følte sig li'egodt, som om man stod med et lille Storkors af Dannebrog paa Brystet. - -

- Se nu ka' I jo tænke lidt over det, Drenge, og saa ka' I for Resten gaa hjem og hilse Jeres Koner, som Kongen sa', og fortælle, at I har hørt om Stilladsraadens Ruslandsrejse.

55

En Udvej

Jens Hansen klagede sin Nød for mig. Efter Konens Død havde han faaet Husholderske i sin Frokoststue og Beværtning, og det var jo ikke som før i Tiden.

Nej, det maa rigtignok være tungt, naturligvis, saadan at miste ...

Ikke for det, sagde Jens Hansen, det er saamænd blevet meget bedre, baade med varmt og med koldt, end den Gang min Kone levede; men der er andre Sider ved hende ...

Ved Husholdersken?

Jens nikkede.

Hun har maaske Kærester?

Ikke, saa at det kan genere nogen.

Jamen, hva' saa?

Hun stjæler som en Ravn. -

Au!

Hele halve Skinkestege gaar der ud af Huset, og hvis De saa min Kulregning ...

Nej, Gud fri mig! Men saa maa De jo skifte hende.

Jens Hansen rystede paa Hovedet: Aa, de er ikke andet end til at køre ned ad Trapperne med det samme, alle dem, som kommer!

Kan De da ikke tale Donner til hende ?

Jens sænkede Stemmen en Smule: Jeg prøvede jo forleden Dag paa at holde en lille Appel for hende; men saa skulde De hørt en Udtale! -Jeg gik min Vej for ikke at genere Husbeboerne.

Ja, det gør mig ondt, Jens Hansen; men saa véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal raade Dem til.

Enkemanden tav og sad lidt og nippede til sin Bajer.

Se, man kunde jo naturligvis gifte hende, sagde han saa.

Hva' beha'er?

Jo, jeg siger, at der var jo altid den Udvej, at man ku' gifte hende, mener jeg, - for saa stjæler hun da ikke til fremmede!

Skaal paa det, Jens Hansen! Det synes jeg, De skulde gøre.

- Og det gjorde Jens Hansen. -

56

Stoddere

Nekrolog.

Han ha'de fundet i Berlings Port
et stort Stykke hvidt Papir og smurt
et Brev til Søsteren sammen.
Hvordan han har faaet Frimærker fat,
begriber jeg ikke, men véd kun, at
han sendte det ud til Madammen.

Og hun skikker ind fra sin Bondegaard
et rigtig godt Stykke Spegelaar
af et Svin, der var dygtig mæsket.
Naa, Peter ha'de jo ikke Raad
til at købe Brød, men han bare aad
sig stoppende mæt i Flæsket.

Saa gaar han til Ro. Men den næste Da'
hører de inde fra Loftet a',
hvordanne han gi'er sig i'et
der ligger han ganske bevidstløs hen
og af Liv var der ikke meget igen,
da de hentede Politiet.

Nu kommer jeg lige derude fra,
og Klokken elleve traadte han a'
for at stille til Herrens Glæde.
De to Ting følges naturligt ad:
naar man ikke længer kan taale Mad,
saa maa man jo dø af Æde.

Ære Være ...!

Jo, gamle Ven, jeg er tyk i Dag,
for der er hændet mig no'et,
57 saa ha'de jeg ikke haft Syn for Sag,
vilde jeg slet ikke tro'et.

Jeg ligger hjemme og glor og har
ikke en Øre tilsammen,
saa hører jeg no'en, der banker og ta'er i Døren, saa det ryster i Rammen.

Jeg ser mig omkring. Ja, Herregud,
det er Rest af en fornem Vane,
for nu er der ikke en Lommeklud,
som Fogedens Folk ku' rane.

Jeg aabner Døren. Der staar en Mand. -
Den Mand han har vist mig Ære!
Og over det hele Danmarks Land
jeg vil ham min Tak frembære.

Meget beskidt, med Hat uden Rand,
kunde næppe tale for Hikke ...
Hvad tror du, han vilde, den danske Mand,
hos mig? - Han vilde s'gu tigge.

Idyl.

Det er dog li'som lidt Sommer endnu,
om ogsaa Luften er kold;
saa lad os sidde en Kende, du,
oppe paa Christianshavns Vold.

Jeg har en Pibe Tobak igen
a' den fra min Fødselsda',
den tænder jeg mig, og min lille Ven,
hun nøjes med Lugten der a'

Men siden, hos mig, skal vi begge to
drikke Kaffe, af samme Kop.
58 Og saa er det Mørkning og Søndagsro,
og du løser Haaret op.

Marie! Det skal du nu love mig,
at hvor sløjt det saa ogsaa gaar,
og hvor meget Frisøren, han plager dig:
du maa aldrig sælge det Haar.

Naturligvis -!

De fandt ham liggende paa en Bænk
en Nat, det var meget koldt. Og tænk,
li'som at Kulden skal til at ha' ham,
kommer en Herre og ta'er sig a' ham.

Nu gi'er han den flot som Gentlemand
paa Hospitalet. Jeg saa hvordan:
han ligger paa Fjere og sover, og bare
han slaar Øjnene op, staar der Fødevare'.
Jeg spurgte naturligt, hvordan det gik;
men han svarede ikke. Ja vel, den Strik -
naar man véd saa godt, hvad der følger efter,
saa skal det nok knibe med at komme til Kræfter.

Paa Langebro.

Jeg gaar i Kulde over Langebro ...
Det maatte være stolt med Vinterfrakke;
jeg kendte en Gang En, som ha'de to! - -
Paa Vandet ser jeg Lygteskæret flakke
ud efter i en sagte, gylden Svømmen ...

De si'er, der driver ofte Lig med Strømmen!

Betjenten ser mig an - en Gang igen:
»Der er dog ikke no'et her at hugge;
jeg gaar blot Aftentur, min gamle Ven,
59 paa Langebro og hører Vandet sukke;
jeg véd godt: Livets Kalk - vi ska' jo tømmen ...«

Mon der i Aften driver Lig med Strømmen?!

Hvorfor?

Hvorfor skal vi Mennesker ikke kunne
lægge os hen som andre Hunde
og dø af Sorg? - saadan ganske stille
uden hverken at ville eller ikke ville.

Nej, Sulten lægger sig ved vor Side
og tirrer os op til at leve og lide.
- Er det derfor, vi kaldes Skabningens første,
fordi vi alle Tider kan sulte og tørste? -

60

Tolderen i det Hellige Land

Nær ved en af de danske Strande ligger der et lille Hus med Flagstang og rødt kongeligt Skilt. Der har den gamle Strandkontrollør Jansen nu boet i de sidste seks-syv Aar.

En Helligdag i Foraaret tog Erik Holst og jeg ned for at besøge ham, jeg havde endnu ikke været paa hans nye Egn, og begge to trængte vi stærkt til at se den gamle engang igen.

Og saa stod Kontrolløren da ogsaa paa Perronen med Hænderne i Lommen paa det tykke blaa Sæt, Uldtørklædet viklet om Halsen og Søndagshatten en Kende bag i Nakken. Han kneb Øjnene lidt sammen og spejdede frem imod Toget; lige før det standsede, udsendte han, med fuldkommen urokkelig Holdning, et af sine velbekendte lange Sømandsspyt, der naar ud i Søen selv fra det fjerneste Sted paa en første Klasses Orlogsmand.

Saa svingede vi med Hattene.

Der gled et bredt, mut Smil frem under det tykke, graa Underofficersmundskæg: God Morgen, de Herrer! Og Velkommen! raabte han med en mægtig, hul Røst, der fik alle Passagerer i Toget til Vinduerne.

Tak for det, Kontrollør! Tak for det! Og den lille, spinkle Erik Holst dansede hen imod ham med Hatten svunget rundt paa Stokken.

Aa, Gud hjælpe og styrke os, brummede den gamle med et inderlig tilfreds Glimt i Øjnene, je olier, je doller, som de siger i det plattyske, - og han gav mig et forstaaende Puf med Albuen: Hvor mange Piger har han nu faaet gjort ulykkelige inde i København siden sidst?

Vi foreslog et passende rundt Tal.

Forslaar ikke, forslaar ikke; han er værre end hele det gamle Testamente tilsammen! -

Erik lindede en Smule for Rejsetasken og lod en lang, smækker Flaskehals glide frem: Hvad mener De om saadan en lille Torpedo, Kontrollør? Skulde det ikke være noget for en gammel Søkriger som Dem fra 64? Og han dér har ogsaa en til Dem i Tasken. Irish Whisky!

Velbekomme! I vil nok lave mig et helt lille Gomorrha til hernede!

61

Naa, det er ikke for det, og Kontrolløren bøjede sig ned imod Erik og hviskede, saa det kunde høres paa den anden Side Banelinjen, her kan godt trænges til lidt Gemytlighed paa denne Slavekyst; det er ikke andet end Helligdom, bare Helligdom, altsammen. Men lad os ikke tale højt om det!

En Bondemand kom gaaende ad den Marksti, vi netop bevægede os henimod. Bonden hilste.

God Dag, Kristen Hansen, God Dag, hilste Tolderen igen grumme velvillig: Hvordan staar det til hjemme? Men da vi vel var kommen ind paa Stien og gik videre med den gamle i Spidsen, spyttede han sin Skraa ud: Pøj! sagde han lige ud i Luften, Bondetamp! Katholik! - Det er osse en af disse Missionskavelerer; i Gaar solgte han mig 3 Snese Æg og tog 62 Øre for Snesen, Husmændene nede i Tørup ta'er kun 60; det er Helligdom, hva'? - Hva'? gentog han nogle Øjeblikke efter med forstærket Røst, da ingen af os sagde noget.

Javel, Kontrollør! raabte Erik med et svagt Forsøg paa at efterligne Tolderens mægtige Stemme, vi gaar og ryster paa Hovedet begge to; men det kan De ikke se, fordi De ser bedst for ud.

Kontrolløren vendte sig og stod stille med det veltilfredse Glimt i Øjet: Sikken han svarer bedre Folk! Saadan et Eksempel! Og den Slags gaar man hen og la'er vaje Splitflag for; se der! Han pegede over mod Huset med det kongelig danske Flag: Se, hvor det smækker i Vinden! Det er en anden Komedie end disse sløje, firkantede Bondeflag her rundt omkring; det er dog li'som helt kildent for Luften, saadan et Splitflag! Men spørg Bønderne om det! De kan s'gu ikke kende Forskel paa det og en Nattrøje paa en Humlestang. Men vis dem en Tikroneseddel eller helst en Hundredekroner, saa skinner Øjnene paa dem, li'som jeg vil ikke sige hvad i Maaneskin.

Han tradskede videre, og vi fulgte efter. Erik udstødte indianske Hyl af Livsglæde: Aa, hvor her er storartet! Sikken et Vejr, Kontrollør, og sikken en Vintersæd, for at være Landmand! Det er rigtignok no'et med no'et paa.

Den gamle maatte vende sig endnu en Gang og ryste paa Hovedet af Erik: No'et med no'et paa, - hvor gaar det unge Menneske hen og lærer saadan' Ord? Vintersæden, udbrød han med pludselig Overgang og et Tonefald, som om han foredrog Theori for Mandskabet om Bord, den staar godt nok til de Vomme, den skal puttes i, og de har ha't et Aalefiskeri i Fjorden, som de ikke kan huske det bedre i

62

Mandsminde, men lige edder og forgiftede er den hele Svovlbande alligevel, forstaar De. -

Lige udenfor Kontrollørens lille Enkemandsbolig kom hans store, sorte, langhaarede Vandhund farende frem imod os og krogede og krummede sig af Kælenskab for sin Herre, saa sprang den henrykt op af Erik, der værgede for sine fine Søndagsklæder efter bedste Evne; men Hunden blev ved at springe og pibe af Glæde.

Tyras, her, Svinebæst, vil du komme her ... din sorte Sjæl, Lommetyv, Skurk og Bedrager, brølede Kontrolløren og kylede et Stykke Brænde efter den, hvorpaa Hunden øjeblikkelig sprang af Sted, saa langt bort den kunde komme.

Dens Ejermand blev staaende midt ude i Gaarden: Dorthee! tordnede han med Kommandostemme.

Der slog en stor, svær, ophedet Kvindeskikkelse et Øjeblik Køkkendøren op: Jo!

Vi er her, saa du ka' bakke op, naar Bøfstegene ere klare.

Erik pilede over mod Køkkenet: Jeg maa over at hilse paa min gamle Veninde, Dorthee. - Der kommer Forbryderen tilbage, raabte han paa Vejen.

Tyras luskede forsigtig hen imod os.

Vil du hit, Bandit! Hen foran Huset med dig, din Lommeprokurator! Og Tyras sneg sig hastigt forbi og ud imod Landevejen.

Lydighed maa der til, sagde Kontrolløren, og Orden; naar jeg ikke ta'r den med, skal den ligge foran Huset. Derfor har jeg anskaffet den, fordi jeg vil ha' Fred i mit Hus og vil ku' spise et Stykke Smørrebrød med en Dram til uden at ha' hele den hellige Menighed staaende og glo paa Landevejen, for det gjorde de. Naar jeg sad med min gamle Ven, Skipper Ortved, som Vorherre gemte i Vinter, i al Gemytlighed og vi fik os vores Aftensmad og en Romtoddy, saa var der et helt Menighedsmøde her udenfor paa Vejen li' saa tæt til Vinduerne, som de komme kunde. Der stod de og mistede Appetiten af bar' Misundelse. Saa ha'de de spar't den Nadver! Nærigt Pak! Misundeligt Skab! - Men nu ska' De værs'go' at gaa indenfor; der ser ud omtrent li'som paa min gamle Plads.

Der var i Virkeligheden heller ikke megen Forskel fra i tidligere Dage, alting var lige saa skinnende rent og blankt, som jeg kendte det

63

fra før, og Møblerne stod omtrent paa samme Maade, den lille fine, beslaaede Kamfertræs Kiste frit ud under Spejlet.

Jeg maatte hen at glæde mig over den.

Det er ogsaa gammelt ostindisk Arbejde, sagde Kontrolløren, den er over 300 Kr. værd; Toldinspektøren bød mig 225 for den her forleden, ifjor var det kun 200; han gaar fremad gør han; men han faar den ikke for den Pris; det er et Arvestykke fra min salig Fa'er a', og den Sort Ting skal man holde højt og i Ære. Det er ikke som Bønderne her omkring: de solgte gærne deres Bedstemo'er, om no'en vilde betale Penge for andet end at blive fri for hende.

Den gamle gik trippende frem og tilbage og inspicerede Frokostbordet, der var dækket foran Sofaen; af og til flyttede han en Kniv eller Gaffel, der ikke laa tilstrækkelig pillent.

Jeg synes ikke, jeg kender de vældige Portrætter her paa Væggen, Kontrollør, den gamle Herre med Ridderbaandet og hans Kone.

Det gør jeg heller ikke.

Hvad for no'et? Kender De Dem ikke?

Nejjeg er aldrig ble ven præsenteret for dem. De er fra en A'ktion efter en enlig gammel Dame, li'som jeg var kommen her, inde i Byen. Det er pæne Folk, rigtig pæne Folk, og saa syntes jeg, det var Synd, de sku' komme til saadan at vandre om efter Døden; hos mig skal de hænge med Fred.

De fylder jo ogsaa ganske godt med de enorme polerede Rammer, indskød jeg.

Akkurat s'gu, tilmed, nikkede Kontrolløren. Der hænger mine to afdøde Koner, pegede han, paa den søndre Væg. De hænger godt, saa man kan se dem klart og tydeligt. Det var et Par gode fredsommelige Koner, begge to. Der gaar ikke nogen Dag, undtagen jeg savner dem, - en af dem.

I det samme kom Dorthea ind med Bøfferne, som vi skulde have til det forskellige kolde, der stod dækket op med. Erik fulgte hende i Hælene; hun var et stort, kraftigt Bondekvindemenneske op i Tyverne.

Kontrolløren anbragte Bøfstegene nøjagtig midt paa Bordet:

Det var Ret, Dorthe, du kom med lidt til at sætte Tanden i. Saa De ham, sagde han, da Pigen var vel ude igen, Holst med Pigebarnet! Li'som en Flue paa et Høstlæs! - Naa spis nu og drik nu, lige til I ikke kan knappe Frakkerne; Mad skal der til paa Landet!

64

- Vi bænkede os, og Værten sendte rundt. Her har vi Sennop, Peber og en rigtig genuin engelsk Sauce; man maa ha' lidt Ingredienser til Maden; den skal dog smage anderledes end som en vaad Klud; ellers ku' man li' saa godt sidde og tygge paa sit Frakkeærme ... Nej, nu har jeg, Gud Herren mane mig, aldrig set saa galt ...

Kontrolløren stoppede paa en Gang op midt i sin Udvikling: Erik sad lige overfor ham i Sofaen og nikkede med en fyldt skænket Snaps i Haanden.

Han byder sig selv, li'som Slagterhundene - den gamle skænkede -Brændevin er han snart li'saa tosset efter som Pigerne efter Høstbal. Skaal!

Erik nedsvælgede Snapsen med rivende Hast og lod et højt Tungesmæk følge efter.

Kontrolløren gryntede med mut Henrykkelse: Gud være lovet; der var Luft endnu! Saa ka' der gaa flere bagefter. Ja, ja, Holst, det er rigtigt; man skal ta' Livet med Gemytlighed, ellers ku' man li'saa gerne ligge med sit Kistelaag paa Næsen.

Skal jeg betro Dem noget, Kontrollør? spurgte Erik, medens han skænkede Snaps nr. 2.

Det bi'er vist ikke mange Penge.

Sludder, Kontrollør, De tænker aldrig paa andet end Penge. Dette her er noget med Kærlighed.

Tolderen lagde Kniv og Gaffel fra sig med et dybt Suk: Aa, Herre Gudheden, at én Snaps kan gøre saa megen Ulykke! Vi maa be' Dorthe rede til ham efter Frokosten.

Nej, for en Gangs Skyld er det nu li'egodt Alvor: jeg .er bleven forlovet - og skal giftes til Efteraaret.

Det er virkelig sandt, bekræftede jeg, da Tolderen saa lidt usikker fra den ene til den anden. Saa slog han Hænderne sammen: Ork! Ork! kom det med talrige Blink i Øjnene hen til mig, det stakkels ulykkelige Pigebarn! Hun maatte da ha' ku' bestilt sig en bedre ude paa Opfostringshuset, om galt sku' været. Ska' han giftes? Nu har jeg hørt det med, sagde Ræven, han faldt død i Knaldet. Det b'er da det ene Barn til at passe paa det andet. - Er der lidt til fælles Bedste? faldt det et Øjeblik efter.

Der snuppede vi Kontrolløren i Flanken, raabte Erik, ikke en rød dansk Øre! Bare brændendes Kærlighed! Her skal De se hende; er

65

hun ikke dejlig? Og han trak et Fotografi op af Tegnebogen og rakte det frem tværs over Bordet.

Ta' det til Dem igen, put det i Lommen og spild ikke paa det! Jeg har ikke mine Briller her; for mig ka' det li'saa gerne være en Kat i en Møllersæk. Spiller heller ingen Rolle; kan hun være god nok til Dem, saa kan hun altid være god nok til mig; og kan De ikke leve af det, De faar med hende, saa kan De heller ikke dø af det. Til Lykke med hende!

Vi skaalede og drak, og Kontrolløren tørrede sig om Munden: Spis, Holst, spis, om De vil tænke paa at holde Bryllup til Efteraaret, at der kan komme no'et Sul paa Raden; De kan saagu ikke møde i Ægtestanden i den Udhaling. Naa, et Spøg et andet Alvor, en flink Kone, mine Herrer, kan De være rolig paa, bliver der ingen narret med. Jeg kan tale med som praktisk. Dorthee, jeg har her, hun kan gøre sin Gerning, der sidder ikke ti Tommelfingre paa hende, paa det Lag! Men hun vilde ha' været væk til Maj, og nu skal hun rejse til November. Man faar ikke Lov til at beholde dem; de keder dem, si'er de. Hele Vinteren igennem gik hun her og remsede op for mig, at hun kedede sig. Og hvad skal man finde paa, Vinterdage paa Landet. Jeg ku' jo fortælle hende et og andet og gjorde lidt Sjov med hende, naar det passede, og læse havde hun jo, men det blev hun ogsaa ked af med de samme Bøger om igen mange Gange, saa fyrede jeg i Kakkelovnen for hende, lige til det bralrede efter - hun kedede sig lige tosset. Sov! sagde jeg til hende, sov, man kan aldrig sove for meget. I min Ungdom, til Søs, jeg vilde ha' ønsket, jeg kunde faaet lidt af den Søvn, du kan ligge her og samle sammen. Saa kom hun med visnæsede Svar: Hun kunde ikke more sig med den Søvn, som Kontrolløren ikke fik i sin Ungdom. Stille med din Mund, sagde jeg li'saadanne, du har faaet den til at spise og drikke med og sige det nødvendige i Huset, men ikke til at gi' Uhumskheder fra dig a'. Men hun bare slog med Agteren. - De er ikke til at have at gøre med, Piger, Husholdersker og den Slags Skab. En Kone, der er knyttet til en, det bliver noget ganske andet.

Jamen hør, Kontrollør, sagde Erik og vinkede med Ostesnapsen, saa véd jeg virkelig ikke bedre, end at vi to gamle, De og jeg, slaar os sammen og holder Bryllup, begge to, til Efteraaret. Alle gode Gange er jo tre, si'er man.

66

Aa, ska' vi nu ikke la' være at raabe med Ribs i Rejetiden; jeg fylder 65 til Set. Hansdag. - For Resten, det var nu ikke for det; jeg véd godt, hvad der var i Vejen med Dorthe og at hun kedede sig: hun vilde giftes.

Med Dem, Kontroller?

Ja, hun vilde s'gu ikke ha' Hunden. - De véd, hvad de vil, de Bønder; nu har man været gift to Gange, saa tænker de, der er altid faldet lidt af hver Gang, og Børnene er voksne og klarer dem selv for længe siden, og man har sit visse hver Maaned ... men skal jeg si'e Jer no'et, hvad jeg si'er ...

Sig væk, Kontrollør!

Jeg si'er, jeg skal ikke ha' no'et af Bondemad. - Velbekomme!

Efter Frokosten vilde vi have Kontrolløren til at gaa en lille Tur med udenfor Huset, med han rystede paa Hovedet: Der er ikke et Sejl paa Vandet i Dag.

Jamen Markerne og Landet i det hele taget!

Ja, det er li'som det altid er, naar Solen skinner. - Saa maa vi da før gaa de Skridt ned til Stranden og se Skandserne, som de kastede op mod Engelskmanden i 1807.

Skandserne laa ganske nær ved Havnen, hvor der for Resten ikke var saa meget som en Sildebaad, og da vor Vært havde vist os de halvt nedskredne grønne Jordvolde og peget nogle Pynter og Kirketaarne ud i Kikkerten, begyndte han at trække saa smaat paa Benene.

Der er koldt hernede, sagde han og gabede, det er der altid ved Stranden. Her er ligefrem en hel Vadmelsfrakke koldere end oppe hos dem i Bondebyen; de kan spare meget paa Klæderne fremfor en anden. Det er no'et, der hover dem! - Skal vi ikke før gaa hjem? Saa sidder vi paa Bænken i Solskinnet og sludrer lidt! Hvad skal vi egentlig løbe og træ' Landevejen flad for? -

Den omtalte Bænk stod inde i Gaarden lige op ad Gærdet til Haven.

Her holder jeg meget af at sidde, sagde han, og være ugenert. Jeg generer ingen, og jeg bryder mig ikke om at genere nogen, her kan jeg se dem allesammen komme paa Vejen, og der er ingen, som kan se mig. - Nu begynder det at blive paa Tiden, at de kommer trækkende til Bedehuset; det er li'saa godt at se paa som et helt Dyrskue.

Vi satte os alle tre paa Bænken med Benene strakt langt ud og Cigarer

67

i Munden; en halv Snes Minuter efter begyndte der ogsaa ganske rigtigt at komme Bønderfolk trækkende ned ad Vejen, Mand og Kone og Børn, eller stundom et Par Familier i Følge.

Der gaar Jens Povlsen med Kællingen, sagde Tolderen, det er et af disse smaa Fruentimmere, I véd, li'som Edderkopperne, jo mindre, jo arrigere; jeg sku' da nok ha' dyet mig for at ha' giftet hende, om hun saa ha'de siddet i Guld til langs op ad Halsen.

Er det ham dér med den nye, graa Hat?

Akkurat s'gu, det maa være en ganske ny Hat; jeg har da aldrig set den for mine Øjne før; men Gud bevares, det ka' han godt ha' Raad til, han har mange Penge staaende i Sparekassen inde i Byen. Men hans Høns de har aldrig set Byg hjemme end sige mere, saa de skal jo ligefrem løbe og skrabe og kradse inde i en andens Have. Det er osse Helligdom, hva'! - Forgangen Aar havde de en Præsteenke boende i deres bedste Stue om Sommeren, saa kommer hun over til mig og beder, om hun ikke maa gaa paa min - rent ud sagt, forstaar I. Ikke engang det Par Brædder vilde han slaa sammen til saadan en ældre Frue, hun skulde ud og tegne Friluftstegninger paa Marken! Værsaaartig, Frue, sagde jeg, værsaaartig, den staar til Tjeneste lige saa tidt som De behøver. Saa havde jeg hende gaaende til Ulejlighed hele Sommeren igennem til ind i Oktober; ikke saa meget som en Krone gav hun Dorthe i Drikkepenge; jeg maatte selv give Pigen fem og tredive Øre af min egen gode Vilje.

Erik lo, saa han var ved at faa et helt Hikkeanfald.

Dunk ham i Ryggen, den Synder; men at ikke hele Sildesjælen ryger fra ham! Han har ikke meget af den - Naa, saa, bliv nu færdig! Og glæd Dem ved Herr Slikkepotten, Skolelærer Grønberg. Der kommer han; den Herre skulde De se krumme sig lige tværs overfor vores unge Baron her paa Godset; de tager Fejl af ham og en Høvlspaan ...

Er den unge Baron ogsaa hellig?

Han er meget snarere overhellig. Det er jo deraf, vi har al den megen Helligdom hos Fæsterne; i den gamle Barons Tid skulde det altsammen være Kaninavl ... -

Strømmen af Fodgængere begyndte meget hurtigt at sagtne; der fulgte snart kun nogle enkelte, der kom spredte, og som Kontrolløren bare ofrede et Par Grynt. Saa var det hele forbi.

68

Den gamle tog sig en frisk Skraa af Daasen og sad lidt, ganske stille, saa rejste han sig og rettede Lemmerne.

Man ku' nemt sidde og falde helt hen. Og Hesten skal ha' sit Fo'er nu. I maa da ogsaa se Vognen; den er vadsket og i Orden. I Morgen skal jeg paa Inspektionskørsel.

Jeg troede egentlig, De skulde ride som Strandkontrollør?

Det skulde jeg ogsaa, men jeg har faaet Inspektørens Tilladelse til at holde Hest og Vogn i Stedet.

Erik lo højt op.

Hva' griner han nu a', Sprællemand?

Aa, det er Tanken om Kontrolløren som Rytter ...

Rytter! Jeg har saagu' redet mange Gange.

Ja, paa Æsler i Havnestæderne.

Kontrolløren hævede Røsten: Det ku' være, jeg havde redet paa det med, som han aldrig engang har set for sine Øjne. Jeg har siddet paa Ryggen af den største Elefant, som der har været i England; Sambo hed den, vi ha'de ha't den med fra Bombay, den stod nede paa Bunden af en meget stor Steamer, og Ryggen ravede helt op til Dækket, og saa havde han et lille Hul, som han puttede Snablen op igennem og brølte ud over hele Londons By, li'som Madam Petersen herhenne, naar hun har Sommergæster. - La' os saa komme hen og gi' Lotte det Pulver? -

Vi var med ovre at give Hesten Havre og saà paa Vognen, der var trukket halvt frem af Vognporten for at blive beundret, saa fandt vi igen, alle tre, vore Pladser paa Bænken op ad Gærdet.

Den koster mange Penge, saadan en Vogn, sagde den gamle, og den skal passes stadig væk. Og saa kommer Hesten til, der skal sørges for ...

Ja, og det kan Dorthe ikke gøre ...

Kontrolløren tav et lille Øjeblik, saa sagde han fortroligt: Jo, hun kan saagu baade spænde for og spænde fra, det kan hun, og hun kan osse smøre Hjulene og vadske hele Karethen, naar det gælder, for jeg skal si'e Jer, hun har tjent to Aar hos en Slagter. Der havde hun det ikke saadan som her; her har hun det som Blommen i et Æg, naar bare hun vil bestille noget ...

Jamen jeg synes, hun maa bestille noget rigeligt, Kontrollør, sagde Erik.

Naa, saa det synes Mosjø. Ja, det var der jo osse et Par af mine hellige

69

Naboer, der havde faaet sat i hende her forgangen, men der fik hun at vide, hvad hun hed. Saa daarlig en Skolegang, sagde jeg, har du vel ikke haft, at du ikke véd, du er sat her i Verden for at bestille noget, og hvad tror du saa tilmed, at det blev til, det hele, hvis jeg ikke gik over dig? Saa begyndte hun jo og skulde svare. Stille, sagde jeg, naar du staar overfor mig, det er ikke nogen hellig Forsamling her! -Men nogle Dage efter kom jeg gaaende nede ved Stranden med min Hund, og der gik min Nabo, Herr Jens Povlsen, Bondehøvl, og flyttede nogle Faar, hellige Faar. Naa, det var jo et fint Vejr og han hilste og begyndte med, at Vejret var da saa ganske behageligt og dejligt at spasere i, at sige for hvem der havde Tid til det, og Kontrolløren havde maaske ikke saa meget at ta' Vare netop nu for Tiden ... Saa svarte jeg og sa': Nu skal jeg sige Dem en Ting, Jens Povlsen, at jeg gi'er mig ikke af med at hekse Skibe frem af Søen, naar der ingen er; men maaske De kan sige mig no'et andet, og det er hvem der har sat de beskidte Næver paa min nymalede Baad i Morges, baade for og agter. -Det vidste jeg godt var hans to konfirmerede Labander af Drenge, og det vidste han li'saa godt som jeg. Men nu bliver jeg nødt til at male hele Baaden om, sagde jeg, og det er et Arbejde, jeg ikke kan sætte Dorthe til, den Ko, som De gaar og har saa ondt af, fordi hun bestiller for meget, og jeg skal fortælle Dem noget, Jens Povlsen, at de har en Svaghed hernede paa Egnen, allesammen, at de vil ikke gerne bestille no'et, men Vorherre han sku' føde dem helst for ingenting. Og saa har de en Sygdom til, at de vil ha' alle de Penge, der eksisterer, og vente med at betale, hvor de skylder, til det bliver trukket dem ud af Sidebenene, og det er no'et misundeligt Skab og holder af at rungenere andre Folks Sager. Men lad mig bare falde over de to Lømler engang med min Baad, saa skal jeg gi' dem den Opdragelse, som deres Forældre ikke har ta'et sig af, og det, om de saa sku' være gaaen hen og bleven Lægprædikanter, begge to, i Mellemtiden! - Saa ku' han putte den i Næsen. -

Solen var begyndt at gaa væk fra Bænken, og Tolderen gav sig til at glippe lidt med Øjnene: Ved I hvad, jeg ku' ha' Lyst til at gaa ind og dreje den til et Øjeblik. Det er ellers den Tid, jeg ta'er min Middagslur, naar jeg ikke har saadan' et Par Kammerherrer fra København, til at vende op og ned paa hele Redeligheden. - I ka' jo gaa ud og samle lidt Appetit til Maden saa længe.

Fem Minuter efter kastede Erik og jeg, førend vi gik, et Blik ind ad

70

Ruden og saa ham ligge i Skjorteærmer paa Sengen med de hvide Uldsokker stikkende stift i Vejret og et rødt Tørklæde over Ansigtet, til Trods for at der ikke var en Flue i Stuen. Paa Servantelaaget ved Sengen laa Uhr, Flip og Søndagsslipset omhyggeligt arrangerede.

Det var bleven meget sent paa Aftenen, og Dorthea var for længst sendt i Seng. Naar vi nu skulde have mere varmt Vand til flere Whiskytoddyer, maatte vi selv ud i Køkkenet og have det kogt paa et Spritapparat, som Kontrollørens afdøde Ven, den gamle Skipper Ortved, engang havde foræret ham til det samme.

Tolderen var bleven ustandseligt talende og glødende rød i Hovedet; vore Cigarer vilde han ikke ryge mere, men bakkede løs på sin Yndlingspibe.

Den har jeg ogsaa faaet af min gamle kære Ortved, det er et Pibetøj, som kan tale med: ægte Merskum og Sølvdæksel, her skal I se. Og han viste frem. Laaget var en gammel Sølvmedaille med ganske ulæselige Bogstaver og et dygtig medtaget Mandehoved: Det er Niels Juel, dér sidder.

Det er Fanden, er det, Kontrollør.

Da har Ortved og jeg da altid holdt ham for Niels Juel, men det kan jo være, det ikke ligner ham, han tjente ikke i Marinen i vores Tid. Lad ham hvile med Fred! - og den gamle klappede Pibelaaget til. Nu var jeg blot tilfreds, min kære Ortved kunde se i Vejret, som han ligger dernede med Muld om Tanden; saadan et lille Gilde, det var noget for ham!

Erik bryggede sig en frisk Toddy: Skal vi saa ikke drikke paa den gamle Hæderskaptajn Ortveds Minde?

Jo, det er jeg med til, Børn. Whisky var nu ikke hans Yndlingedrik, det var det ikke; men han har givet mig mangen en god Flaske gammel Jamaica-Rom. Gudbevares, naturligvis, jeg gav ham noget igen, mange Gange maaske meget mere - derfor bliver det lige vel ment, er det ikke sandt?

Jo, Kontrollør, Skaal paa det! Og skal vi sige: Gud bevare vore Venner, og en vis Mand, han ærlig anamme alle vore Uvenner!

Vi havde alle rejst os med løftede Glas.

Gud bevare Kongen! sagde Kontrolløren.

Sludder, Kontrollør, det var jo ikke det, De skulde sige.

71

Jeg siger: Gud bevare Kongen, for det er gammel Orlogsskik, saa kommer vores Venner bagefter.

Ja ja; men saa er de der nu ... og Erik fortsatte i en dyb, højtidelig Tone: Og den visse Mand, han ærlig og redelig anamme alle vore Uvenner ...

... og de hellige med, supplerede Tolderen.

Bravo, Kontrollør, bravo! Altid rammer De lige i Pletten.

Kontrolløren satte sig, og vi andre fulgte efter. Han nikkede inderlig veltilfreds: Han skal nok nuppe dem! Vær I bare rolige for det! Han snapper dem og hænger dem op li'som Flæskeskinker, hvor der er allerbedst Blus under: Der kan I hænge, I Skab, fordi I var saa hellige fremfor andre Medmennesker, og ikke kunde unde Jeres Næster en glad Time ...

... Og jer selv en Whiskytoddy, indskød Erik.

Dem selv - en Whiskytoddy, gentog Kontrolløren. Skal jeg si'e Jer, hvordan' det har sig med dem: naar de selv skal betale for det -og han hævede Røsten til en vældig Højde - saa er de totale; men naar de kan faa det til gi'endes, saa drikker de gerne Blanksværte. -Tror I, det er Løgn jeg si'er, kom det med yderligere hævet Røst, da vi begge to trimlede os lidt i Sofaen af Latter.

Nej, Kontrollør, nu er vi knusende alvorlige igen, som De ser; vi tror mere paa Dem end paa Bibelen.

Bibelen, brummede den gamle, al Ære og Respekt for Bibelen! Den er god nok - at sige i de rigtige Hænder, men ikke til enhver Bondekarl at staa og torske i og fortælle os andre hvad der skal være Meningen. En Præst, det er dog altid en studeret Mand, og han maa vel vide lidt Besked med hvad han taler om, men saadan et Stykke Bonde, hvor har han 'et fra? Fra sin Naboes Kat, naar det kommer højt.

Kontrolløren tændte sig en ny Pibe og bakkede løs: Jeg kan nu heller ikke faa det i mit Ho'de, sagde han og tog sig op til den varme Pande, naturligvis: Bønder, det har der været alle Dage, og det vil der blive ved med at være lige til Verdens Ende, for der maa jo være nogen til at sidde paa Gumpekassen, men hellige Bønder, det har man da aldrig hørt om før i Tiden. De ha'de ligefrem ikke faaet Lov at eksistere i gamle Dage; der var bleven sagt til dem fra oven a, at naturligvis vil vi ha' Religion i Landet, selvfølgelig, men vi vil ha' Religion

72

med Maade. Og vi holder ikke Landet fuldt af Præster, for at hver anden Bondekarl skal rende omkring og spille Komedie med dem ...

Det er nu storartet, sagde Erik henvendt til mig, som Kontrolløren har en levende Interesse for Religionen. - Det er vist noget, De er født med, Kontrollør?

Født med? Sludder! - Det har jeg aldrig taget mig af før; ikke Spor! Men man skal nok blive nødt til det her i dette Slaveland; det er jo ikke andet end Religion og Religion rundt omkring en. Gud bevares, jeg holder paa Religion og Orden, og vores Præster, de skal lønnes og de skal leve, og de skal leve godt, det under jeg alle Embedsmænd. Men jeg vil ikke være med til at føde enhver Bondekarl, som kan la' Munden løbe og ikke gider bestille noget. Det er ikke min Religion.

Nej, det kan vi tænke ...

Det kan I rolig tænke to Gange, for det skal ikke være nogen lille Pengepung, der kan holde Stand med dem: 25 Øre ved det ene Møde og 25 Øre ved det andet og saa Indsamlinger til dit og til dat; den sku' ikke hedde Helligdom, deres Religion, den sku' hedde den hellige Pengeafpresning, det er nu min Mening. I Kirke kommer jeg heller ikke mere, nu vi har faaet den nye Præst; han holder sig jo med dem, han tør ikke andet, ellers render de nu til Dags bare over til en anden. Men jeg gaar ikke i Kirke for at høre, at Satan skal brænde og lyne og gale, det har jeg hørt andre Steder i mit Liv. I den gamle Præsts Tid, der kunde man faa et mildt og trøstende Guds Ord, saa at man ku' gaa hjem til sin Middag saadan som man skal gaa fra en Kirke.

Den gamle brummede lidt og tog en Slurk af Glasset. Man skal være human og ikke chikanere sine Medmennesker, sagde han, det er en Hovedting ved Religionen efter min Mening. Da jeg var paa Toldboden i København, saa gjorde jeg min Skyldighed, men jeg var ikke nogen Posekigger, og det sagde de fremmede Skippere altid: De er en Mand, man kan komme ud af det med, Jansen! Og jeg stod mig ved det; vi levede godt, min sidste Kone og jeg, inde i København; hvad har vi ikke faaet af disse hermetiske Sager af Kaptajnerne lige op til hele Harer, henkogte, og Delikatessesager og ægte italiensk Maccaroni, og vi har haft mange gemytlige Ture, baade Styrmænd og Kaptajner og jeg. Og hvorfor? Fordi man var forekommende overfor sin Næste. - Men det estemerer de for ingenting hernede. Her er det bare, at den ene hyler værre end den anden, saa bi'er de frelst, si'er de.

73

Tak for Mad! - Har jeg aldrig fortalt Jer, hvad den gamle Orlogskaptajn Holm, han sagde om Religionen.

Nej, Kontrollør, ikke det vi husker.

Saa ska' I faa den, førend vi gaar til Køjs i Aften, for Klokken gaar ellers til to nu, og det er meget imod Reglementet her i Huset, men den Historie er god at sove ind paa. - Ser I, det var Tømmermanden om Bord, han havde faaet sig noget af dette Helligdom ovre paa en Plads i England, og det var jo osse med Psalmer og Syndefuldhed, og en Dag havde han sagt til en af Koksmatherne, et Svinebæst, at hvis han gjorde, som han ha'de fortjent til, saa gik han en Nat paa Ho'det i Ballen og lige lukt ind i Helvede. Saa var det, at Fatter fik fat i ham, og det gik ikke stille a', vi var baade en og flere Stykker, der hørte det. Og nu har jeg tjent i Marinen i 40 Aar, sagde den gamle til ham, men at en af de faste Folk er gaaet hen og faaet Religionsskruplerier, det har jeg, saa bandte han, endnu ikke været med til. Og nu skal jeg si'e dig et Ord, og det er din Chef, der taler til dig, forstaar du: Gør hvad du er sat til her i Verden og hold dig til den gamle deroppe, som har dig i sin Haand; men hvad der er ud over ham, det skal du glide let hen over. For begynder du først at spekulere over det, saa kan du spekulere dig et lille Vandho'de til, og du bliver dog ikke klogere. Har du forstaaet mig? Saa kan du træde af - Og gamle Orlogskaptajn Holm, det var en Gut fra den Tid, da Bedstemo'er var ældst. Og han havde været med baade i dansk og i fransk Tjeneste, hvor at det ikke var Bondeblaabær, der smak dem om Ørerne! Og hans Ord dem holder jeg mig til. - Nu har man jo gaaet baade her paa Pladsen og før i Tiden med og passet paa og lagt lidt til Side ...

Ho, ho, ho, Kontrollør, der slap det ud ...

Ja, naturligvis; tror I, jeg vil blive siddende Resten af de Dage, Vorherre under mig, i dette hellige Land, nu tilmed gamle Ortved ikke er mere. Nej, jeg tænker om en Vinter eller to, saa kan jeg flytte over til Svendborg, hvor der boer et Par gamle Venner af mig udenfor Byen. Der bi'er jeg saa liggende, til den gamle deroppe, som han sa'e, Orlogskaptajn Holm, til han mønstrer mig a'. Og jeg skal si'e Jer no'et, ham - er jeg ikke bange for. For han har sin Børnelærdom, fra før der blev hellige i Landet. - Saa gaar vi til Køjs!

74

TILLÆG: TILSKUEREN. JANUAR 1900 Dengang Hans Peter Egskov faldt i Rolighed

Lang Tid var der gaaet, uden at jeg havde talt med min gamle Ven Hans Peter Egskov. Han var flyttet hen til en Kant af Byen, hvor jeg kun sjeldent kom, men nu søgte jeg dog en skønne Dag Manden op.

Egskov havde slaaet sig ned i en stor Ejendom paa et af Københavns ældre Torve, hvor der endnu kommer mange Bønder ind til Gæstgivergaardene. Hans Marskandiserforretning maatte have udviklet sig meget betydeligt; i en hel lang Række Kældervinduer stod og laa der fuldt op af de mest forskelligartede, omhyggeligt ordnede Sager.

Konen stod i Butiken og halede travlt Kaaber og Jaketter ud og ind for en hel Flok Koner og Piger fra Landet; i Baggrunden op imod Trappen til Gaarden hørte jeg Karlen Frederik mase og slæbe med Møbler. Egskov selv var oppe i Familjens Lejlighed oven over Butiken.

Straks da han rejste sig, saà jeg, han havde lagt sig en Del ud og var bleven ikke lidt federe i Ansigtet; Haaret graanede ved Ørene. Han var beskæftiget med at ryge en lille ny Shagpibe til.

Det var ellers en sjælden Herre, dér kommer ind ad Døren, sagde han venskabeligt, værsgo og sid ned!

Jamen jeg maa gratulere, Egskov, det lader jo til, at Forretningen gaar ganske storartet.

Egskov klemte det ene Øje til: Den gaar slet ikke saa daarligt der nedenunder. Min Kone hun er færig og ka trække Klæerne a Bønderne den ene Dag og sælge dem til dem igen Dagen efter. Det er denne Handelsgave som sagt; jeg har den ikke.

Puh - han pustede Tobaksrøgen fra sig i store Skyer - det er ikke noet behageligt Arbejde, dette her; det smager rent forbandet i Begyndelsen. Men her var en Agent og solgte mig et Restparti; det er Londonnerpiben, Verdens bedste Pibe; den er købt til og ska bie en Hundredeprocentsforretning; man maa jo være om sig.

Mine Øjne strejfede rundt omkring mig: Jamen hør, Egskov, sig

75

mig engang, hvad er det for en Mængde Litteratur, De ligefrem svømmer i?

Stuens mægtige, runde Midterbord, der stod omgivet af polstrede Stole i forskellige Størrelser og med uens Betræk, laa fuldt af Bøger og udkrammede Aviser.

Litteratur? Det er jo Bladene!

Og Egskov holdt med begge Hænder samtlige lige udkomne Eftermiddagsblade frem imod mig.

Javel, men her ...

Jeg greb en hel Bunke Traktater og gudelige Smaaskrifter. Der laa ogsaa et Par nye Testamenter og en stor Bibel: Er De bleven Missionær paa Deres gamle Dage?

Nej, men min Kone og jeg er kommen i en Menighed; for Resten de fleste a de Bøger, de hører til to Evangelister, som der har boet hos mig til for et Par Maaneder siden.

Nu har jeg da aldrig hørt saa galt!

Det er skutte galt, det er udmærket.

Evangelister? siger De.

Ja, de var ovre fra Amerika a. Det var saadan, vi kom ind i det, min Kone og jeg, ellers hade vi aldrig gjort os noen Tanke om Mission. Men disse herne to Evangelister, den ene, han var Piskemager, og den anden, han har aldrig lært noget uden som at han er Evangelist, han heder Eilertsen. Og ham sku De hørt tale! Jeg tror nok, de sku ha hat alle Københavns Præster op for at klemme ham, og saa hade han grint a dem alligevel. Det var en Svend om en Hals til at præke. Det gik i en Flugt fra ham a, ka De tro; det faldt, lige som jeg vil sie, man tar og vælter Sten a en Vogn. Og et smukt Menneske! Uh, alle de gamle Jomfruer og Enkekoner i Menigheden, de var helt skrupskøre, og de unge med; han har vist mig, Dage, baade fem og seks Kærlighedsbreve, de sendte ham; storartede! De gik li'e i Kakkelovnen. Det var Synd, mange Gange, ku man godt sie. Men det ku jo ikke være andet som Prædikant betragtet. Og saa var han et dannet Menneske. Baade han og Piskemageren, de kom til Menigheden lie ovre fra Amerika, dér hade den været gal, for det er jo et Land, som de har været færig at æde hinanden op i Konkurrance i Menighedslivet, de ka faa Prædikanter nok. Saa tog de hjem, og Piskemageren var lidt i Familje til min Kone, saa hun sae til mig, at det var ordentlige Mennesker og de var anbefalet af hendes Broder, som at der har et ganske

76

storartet lille Missionshotel ovre i Jylland; men han hade flere Prædikanter, end han behøvede, saa jeg tænkte: La os ta imod dem paa en broderlig Maade, og hvorfor sku der ikke ku laves et pænt lille Missionshotel herovre med Senge til halvtres Øre og til en Krone og varm Mad til halvtres og fem og tres Øre og saa en Mødesal til Møder en tre-fire Gange i Ugen og to Gange om Søndagen. De Par Skilling, saadan et Par Evangelister ku spise og drikke op i al Beskedenhed, de sku snart komme igen paa den Maade.

Egskov vandrede hen i Stuen og tog et Par Glas og en Flaske Vin ud af den Egetræs Buffet med runde Spejle: De drikker jo nok et Glas Sherry?

Jo Tak, jeg siger ikke Nej. Men har De ellers slaaet Dem fra Øllet, Egskov?

Øl, sagde Egskov midt i Svuppet fra Proppen, han trak op af Flasken, det er Forgift. De sku hørt Eilertsen paa Møderne gi ny Carlsberg rent paa; det var storartet: Denne fyrstelige Mand og store Borger, som at der har bygget Herren Jesus et Kapel og Djævlen saa mange Domkirker, som der har aldrig været Bedehuse for Herrens Ord her i Landet. - Men er det ikke rigtigt? Hvorfor ska vi skvalpe alt det bajersk Øl i os? Har vi ikke ødelagt os i Bund og Grund dermed? Jeg vil sie, jeg skal ligefrem være meget tørstig eller paa en varm Dag, ellers ka jeg slet ikke taale bajersk Øl mere. Og er et lille Glas Vin ikke meget bedre? Staar der ikke i Bibelen nævnet Vinstokken og at drikke Vin, og ved Brylluppet i Kanaan, blev Vandet ikke dér forvandlet til Vin? Naa, saa maa vi andre vel osse ku ta os et Glas Vin, som kun er dødelige Mennesker. Jeg sier, la os takke Vorherre til, at vi har Raad til at drikke et Glas Vin; det er meget bedre; Skaal!

Skaal, Egskov!

Tak for det!

Nej, blev han ved og strakte Benene langt fra sig, det har jeg sagt saa tit, at la os bare ikke komme med det, at vi ikke ka være Kristne, fordi vi ryger Tobak og drikker et Glas Vin. Kristendom, det er noget ganske andet, det er noget saa let fatteligt, det kan forstaas af høje og af lave, det er Kærlighed og ikke andet end Kærlighed Hva, har jeg ikke Ret?

Jeg nikkede bare.

Egskov pustede lidt Røg ud igennem Næsen: Nu skaffede jeg Menigheden en Forsamlingssal henne i Fiolstræde; det var før Baptisternes

77

eller Mormonernes eller hva det var for noen, men det var da en Religion, som at det er gaaet tilbage for, og der var saadan noen Knopper i Loftet. Dem lod jeg forgylde, og Gardiner og det hele leverede jeg selv og monterede med Stole og Bænke, og saa skænkede jeg et Stykke til at hænge over Prækestolen. Det var egentlig et norsk Klippestykke, som at der var en lille Maler og hade malet for mig til Forretningsbrug, for Folk bier osse kede af at ha Skove og Vand og Søer alle Tider. Men saa lod jeg ham male noen Huse paaet og Solen, som stod op forneden, og ovenover et Par Engle, der kom flyvende ned med en Rulle Papir fra Himlen, og den ruller de op, og paa den staar der: Gud er Kærlighed. Det er et godt Billede, og det er et tydeligt Billede, og vi ska ikke dømme noen. Vi ska ikke være som den indre Mission, de staar og dundrer saadan en stakkels Fisker paa Vestkysten langt ned i hede Helvede, hva ve de om det? Om osse saadan en Mand, han har taet en lille en for meget eller lignende, ka han ikke i sidste Øjeblik ha omvendt sig lisom Røveren paa Korset? Vi kan allesammen omvende os i sidste Øjeblik, om ikke før; det staar enhver frit for. Jamen er det ikke rigtigt?

Jo-o. Det maa man vel nok sige, at det kan være meget rigtigt. -

Ka være rigtigt? Det er rigtigt. La os bare holde fast på det. Og vores Mission det er en Grendannelse af den amerikanske Mission; vi sier ikke, at det er kun os, som bi'er frelst saadan som den indre Mission, men vi sier, at alle Mennesker de bier frelst omsider, og vi er et frit Samfund og bier ikke støttet af Statens Værdighed, men vi stoler kun paa os selv og hva der kommer ind i Kollekten og paa Guds Ord, og dér staar, at Gud er Kærlighed og intet uden Kærlighed, og vi ska være kærlige og venskabelige overfor hverandre, og der ska ikke være al den Misundelse, at Folk er færig at revne, fordi en anden tjener et Par Skilling mer, end der er mange, som gør i Menigheden.

Jamen De tjener vist mange Skilling mere, end de fleste gør i Menigheden, Egskov, tror De ikke?

Der kommer en Mand her i Forretningen og hedder Hansen, sagde Egskov og rykkede lidt nærmere hen til mig, han køber paa Aktioner og sælger til mig igen, og jeg vil sie dem, jeg ka bie saa knusende gal over alt hans Sludder alle Tider om at Gud, Hr. Egskov, saadan som Deres Forretning gaar og Deres Kone forstaar at handle, og De ender med at bie en stor Mand i Byen. Og saa lyser Øjnene helt spilgrønne paa ham af bar Misundelse, for han har siddet i et bedre Firma,

78

men han er gaaet bag aen. Men saa sier jeg altid til ham: Ja, Forretningen gaar godt med Guds Hjælp, og nu er jeg kommen i den Alder og jeg gaar ikke paa Vildmænd, men jeg sidder heller hjemme og læser Bladene og faar en Sludder, som nu med Evangelisterne, for det er Mennesker, der har den rette Aand, og de har ikke spist Grynsuppe Livet igennem, men de er med paaen i alle Spørgsmaal. Og ser De, Hr. Hansen, naar vi er tilfredse med hvad vi har, saa er vi taalmodige og saa misunder vi ikke noen, og saa tjener vi Gud, hver paa sin Maade, og vi bryder os Faen, om vores Nabo, han sidder i Guld til op over begge Ørerne.

Egskov tømte og satte Glasset fra sig med et lille, sikkert Smæk: Og er det ikke osse Kristendom, at saadan ska vi være, at vi befinder os vel ve'et, og der falder en Ro over os! Kristendommen, den ska ikke ka bevises, det er et Velvære, som vi føler med os selv og en inderlig Fred, at det er lie kraftigt, om det er sandt alt hva der staar i Bibelen, for der kan være bortfortusket meget i mange tusinde Aar.

Egskov spyttede ad Piben og fik tændt sig en Cigar i Stedet. Saa greb han den tykke Bibel, der laa paa Bordet og slog den op paa Maa og Faa.

Og naar vi rigtig læser efter, sagde han og pegede i Bogen, er det saa ikke allievel storartet alt hva der staar her, som er slaaet til siden efter, a Spaadomme, og som kommer til at slaa til inden Tidernes Ende. Jeg forsikrer Dem for, vi har siddet mange Aftener, Evangelisterne og jeg, og min Kone var i Butiken, men naar der be lukket, kom hun naturligvis op og lavede The til os, og vi ku ta en lille Rommer til engang imellem, men de fleste Aftener, vi bare drak vores The og røg en Cigar og Pibe. Vil De tro, at hele Krigen mellem Grækenland og Tyrkiet, den staar i Daniels Aabenbaring? Jeg ku sidde her med Aftenbladet og læse op som de forudsagde om hva der vilde komme med Rusland og med Grækenland, og saa ku vi slaa op i Daniels Aabenbaring, dér stod'et lisaa tydeligt og mer til, om Kongen af Grækenland og det store Rige, som hade megen Overmagt. Og der staar osse om de to store Riger hen imod Tidernes Ende, de vil komme til at herske over hele Verden. Det er England og Amerika. Det ka vi jo tydeligt se af Bladene, at det gaar den Vej me'et. I det hele taet, Amerika, den var vi med paa, baade Evangelisterne og jeg, saa De ka tro, Sludderen, den gik, mange Gange om Aftenerne. Men er det ikke bedre end at gaa a den ene Kælderhals og i den anden og

79

lægge Pengene i Øl og halve Portviner? Min Kone, hun har sagt mange Gange, at det var hendes lykkeligste Dag, da de Evangelister, de kom til os i Huset, for du spolerer dig ikke mere med alt det meget Øl, og du slaar ikke saa mange skæve, for du er b'een ked a'et. -Nu gør man jo osse Bekendtskaber i Menigheden, og det er ikke Fattighuslemmer, de Svende; naturligvis, der ka være ubemidlede fattige derimellem, Gudbevares, det er frit for enhver; men de fleste, de har dog lidt, og de øder det ikke væk, men de køber dem fornuftige Ting og hvad der hører med til at leve behageligt. Det er pæne Folk.

Naa, og Evangelisterne, de talte om, de præker saa for alle de pæne Folk?

Ja, det vil si'e, nu er Eilertsen taet til Jylland sammen med Piskemageren, for det var den gamle Prædikant, halte Lund, han fik ham furet. Eilertsen var for meget inde i Bibelen og han talte for godt, og han sang for godt, og det er, som jeg sae før, Misundelsen, den ska vi ikke la os lede a. Gudbevares, halte Lund, han har reddet mange Sjæle i sin Tid, det vil jeg gerne tro, og alle de rigtig gamle Kamosjukker i Menigheden, dem hade han jo et helt Forbandt med, men hans Optræden, den var simpel baade med Eilertsen og med mig, for jeg hade set paa flere Ejendomme, Smadderkasser, som der ku købes for en billig Penge og fikses op og bie lisaa gode som nye, til Missionshotel. Forstaar De ...

Ja, det forstaar jeg saa udmærket godt.

Jo, for ser De, saadan et Missionshotel, det ska ikke ligge i en pralende Egn, men det ska ligge, hvor at man kan sie, der er Trang til et gudeligt Sted og mindre Folk, de ikke behøver at sjenere dem for at gaa ind, men en lille Pige, der kommer fra Dampskibet eller lignende, hun ka bie henvist til det som et Hjem til halvtres Øre, fem og tres Øre, en Krone, lisom hun har Penge til. Hvordan gaar det ellers saadan et stakkels Pigebarn, Bondesjodske! Hun kommer til København med lidt Penge og vil søge Plads, men hun bier ikke vejledet til ordentlige Steder, og Kæreste, det ska hun snart ha til de Par Skilling, saa gaar de dem en Tur, og hun kommer i Gæld til Kællinger og lignende, længe førend hun faar Plads, og Kæresten er arbejdsløs over det hele; De ka tro, jeg kender den. Men paa Missionshotellet, der sku de ha lettet dem i ordentlig Tid af Fjerene, saa Folkene ku komme til at gøre i Stand, og der sku ikke være noen Overdaadighed men Renlighed og Ordenssans og naturligvis med Eilertsen som fast Prædikant.

80

Hver Dag Morgenandagt og Møder de fire Gange i Ugen og om Søndagen; ku Missionen ikke bruge mere end de to Gange, saa tog man noen andre de andre Aftener. Min Svoger i Jylland har flere Religionssekter og skifter med Mødeaftenerne; saadan noet ka jo ordnes altsammen paa en tolerant Maade. Og Piger og Karle, de sku ha Anvisning paa Pladser, og De maa ikke tro andet end der sku osse bo pæne Folk, Mand og Kone fra Provinserne og hvem der ellers kom a bedre Folk a Middelstanden, det ku beet en første Klasses Forretning. Der ku været tjent rystende med Penge med Restauration til ....

Jamen, hvorfor i al Verden blev det da ikke til noget, Egskov?

Jo, fordi jeg vilde jo selv sætte noen a Pengene i'et, naturligvis, men jeg vilde ha Missionen med. Ellers ku man staaet der en Dag: og nu hade de faaet en anden Mødesal, og der var kommen nye Strømninger i Religionen og lignende. Det ku beet en køn Kop The! Men Lund, han syntes, det ku bedre passe at ligge og puge over Pengene i Sparekassen med stort Rentetab, og Fuglen ska ikke stige højere i Luften end dens Fjer ka bære, sagde han paa det første Møde. Og paa det store Møde, dér rejste han sig op og talte over Ordene, at vi skulle ikke søge Verdens Guld og Sølv i Bælte, som Møl og Rust ka fortære, og vi ska ikke bygge faste Boliger, for Herren kommer snart. -Og saa to Dage efter gaar han hen og køber selv en Villagrund ude paa Jagtvejen.

Egskov hævede sig lidt i Sædet og gjorde en stærkt dramatisk Gebærde: Det er Kristendom i Munden, det er ikke noet for mig; nej! -Og det udtalte jeg mig osse med paa Mødet, at det har været min Bestræbelse, at vore Brødre og Søstre, der kommer uanede fra Provinserne og ikke vide, hvad de gøre, at de ku bie hentede, saa mange som de monne komme, nede ved Dampskibene, og dér sku staa en Mand, saa de ku faa Losji til halvtres Øre, i Stedet for at blive slæbt rundt i lutter drukne Huler. Det var det, jeg hade tænkt mig var en Gerning, for at de ikke sku ende i Last og Svineri, saa Missionen ku ta og samle dem op i Smaagaderne og begynde forfra; det er der vel ingen Forretning ved. Men den halte, han be ved sit, og han er saa rodfæstet hos alle Kvinderne i Menigheden osse, saa der be ikke noget Missionshotel a for denne Gang.

Og saa rejste altsaa Hr. Eilertsen? spurgte jeg.

Ja, for saa troede de jo, at Eilertsen, han hade sit Ledtogt med mig,

81

fordi han boede hos mig. Men la' det bare gaa i Stilfærdighed en lille Tid; Eilertsen, han ska nok komme tilbage igen.

Egskov slog ud med Haanden og nikkede ganske langsomt: Kristelighed, det ligger i Tiden; det ka vi nok være enige om. Det ka ikke undværes, det er en Modvægt. Naar det bare ikke bier indre Mission, for den er dømmesyg; den ka heller aldrig bie noet for Københavnerne. Ude paa Landet, det er noet andet, om Sommeren sjover de og om Vinteren glor de, de ser aldrig noet, noen Adspredelse og Teater og lignende, som vi har i København. Saa er det jo helt storartet, naar der kommer saadan en Missionær, og jo mer han dundrer, jo mer ska det jo hjælpe, det er rimeligt. Saa er der osse det paa Landet, at de holder meget a a stikke Næsen ind i hva der ikke rager dem, hos Naboerne og alle Vegne: Og nu er jeg hellig, saa er den go, og du er ikke hellig, og du har gjort Dit og din Kone har gjort Dat, og din Datter hun fik en lille i Byen og hist op og her ned, det bier til en hel Underholdning. Men det er ikke Kristendom. For Kristendommen, den tilgiver. Den er Kærlighed. Vi ska tilgive hverandre. Vi ska ikke opgive at stræbe, ingenlunde, men vi ska være tilfredse, og vi ska gi bort, naar vi har noet at undvære, og Pengene ska cirkulere. Det ka jeg sie, at jeg har kendt til baade at ha Penge og ikke at ha Penge, men jeg har aldrig holdt paa dem. I sin Tid som ungt Menneske, jeg kom fra og hade tjent den gamle Grevindejeg hade tolvhundrede Kroner i Penge og seks Sæt Tøj og atten Manchetskjorter med faste Flipper, og Undertøj, alt hva De ka tænke Dem! Der er ikke en Greve og kan være ekviperet flottere. Det gik paa en tre-fire Maaneder, Penge, Klæer, hele Raspen, jeg ga meget aet væk i Letsindighed, dengang, da jeg hade noet. Tror De, jeg fortryder det? Ingenlunde. Vi ka jo ikke ta noet med os, naar vi gaar herfra, andet end som en Skjorte.

Det er sande Ord, Egskov, det maa man lade Dem.

Ja, det er sande Ord og la os aldrig glemme dem. Og la os sige det til vore Venner og vore Brødre og vore Søstre og la os sige det til vore Arbejdere. For de er snart for stramsnudede med deres sjosialitiske Uforskammethed. Jeg har støttet Sjosialisterne før i Tiden, dengang de udrettede noet godt, men det er forbi, nu bier Arbejderne for grove.

Er det Frederik her i Forretningen, som gør sig ud til Bens?

Fredrik, nej Fredrik, ham ka jeg slet ikke undvære, ham er jeg nok

82

godt nødt til at gi, hva han forlanger, men her gaar min Kone og dominerer med Syerskerne til Barnekaaber og Sjaketter. Tror De, de ka faa nok? Ikke tale om 'et! Der er Arbejde for dem hele Aaret igennem og Overarbejde tilmed. Der er Tider, jeg ka la dem arbejde baade sejsten og atten Timer i Døgnet. Og saa klager de: Akkorderne er for lave, og der er det Arbejde mere og det Arbejde mere at gøre; hvert et Sting, de stikker, det sku helst vejes op med Guld for saadan noen Sjokker. Og Herregud, sier jeg saa tidt og mange Gange, hvorfor er I utilfredse! La os være tilfredse og ikke saa rovbegærlige. Misundelsen, den fører ikke vidt, og naar man er ked a et Arbejde, før man faar begyndt paaet, er der saa nogen Gang i Arbejdet? Men naar vi arbejder med Tillid og med Glæde, saa er vi færdige, før vi ved noet aet, og kom ikke med Jeres beskidte Svar, naar jeg taler til Jer, og ta Jer i det hele taget i Agt, for at jeg ikke bier gnaven i Ansigtet og gør Alvor aet og trækker mig tilbage og lukker hele Forretningen. Saa ka I jo se, hvem der ka skaffe Jer Arbejde!

Der indtraadte en lille Pavse, hvor Egskov fik et Cigarrør frem og puttede Cigaren i.

Man bier ked af at ha med saadan Mennesker at gøre, fortsatte han. Paa et Hotel, det er noet andet, de bier furede den ene Dag og man faar nye den næste, der er altid nok og gaar paaen og ka ordne det Arbejde. Og naar nu Eilertsen kommer tilbage og vi ka faa lagt en lille Grundvold i Menigheden, saa laver vi selv en Menighed med Hotel og Eilertsen til fast Prædikant. Der ka tas store Kegler paaet, og saa er det en god Gerning, som ka bære Frugter. Jeg har en Hotelforpagter paa Haanden, han var knaldet for højt op i Lejen, saa han gik i Stykker, og han er med paa hele Hotelfaget, en lille flittig Mand! Saadan en Mand, ham hæver man op og hjælper i Vejret. Og, ser De, mere end fire Gange i Ugen har jeg tænkt over og vil ikke ha Mødeaftener, det er overflødigt. Der ska osse være rolige Aftener for Folk, at de ka sidde hjemme hos deres Familjer, og saa er jo saadan en stor Sal ganske udmærket til Aktionslokale. Min Kone, hun ka aldrig holde helt op med at købe og handle, og hva tror De ikke, man ka sælge dér paa et Par Gange om Ugen! Folk, de er vant til at komme der, og de vil ikke gerne trækkes op af Jøder og Hedninger, og de véd, at naar jeg tjener noet, saa faar Missionen osse noet, for jeg er ikke bange for at stikke baade en halvtres og hundrede Kroner ud til Formaal, der er gode og virker velgørende paa Samfundet. Pigebørn og Skidt og lignende,

83

det har man faaet nok af før i Tiden, Gud Fader bevares; man har faaet Øjnene op, for man ska vende Blikket andre Steder hen. Er det ikke meget behageligere at sidde hjemme sammen med dannede Mennesker og tale om Anliggender og lignende og læse i Bladene og Biblen? Og ka man gøre en Forretning ved Siden a, saa maatte man jo være godt skør, hvis man ikke gjorde det. Man lever da kun én Gang i denne Verden!