Larsen, Karl Københavnerfortællinger

2
3

Karl Larsen

Københavnerfortællinger

Udenfor Rangklasserne Kresjan Vesterbro
I det gamle Voldkvartér

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Anne E.Jensen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Uffe Andreasen og Erik Dal for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Iver Kjær som tilsynsførende.
Tekstgrundlag: 1. udg. 1896, 1897 og 1899. Nr. 784001.
Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1987 ISBN 87-418-8042-0 Omslag:
Stig Brogger Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

Udenfor Rangklasserne
6
7 8

Udenfor Rangklasserne udkom i tidsrummet 13.-19. 11.1896 og kostede 4 kr. Bogen omfatter tilsyneladende 214 + [6] s., ill., men faktisk mangler s. 1-4. Det grå kartonomslag har sort og brunligt tryk, nogle i guldrelieftryk med forlæggers, forfatters og tegners initialer .

5 Karl Larsen: Udenfor Rangklasserne. Illustreret af Hans Tegner. København. Det Nordiske Forlag. Bogforlaget Ernst Bojesen. MDCCCXCVI. 6 P. Petersens Bogtrykkeri - Egmont H. Petersen. København. 7 af Hans Peter Egskovs Iliade. 8 blank. 9 Klichétrykt ill., sign. F.H.[endriksen] fot., indfældet : Af Hans Peter Egskovs Iliade. 10 blank. 11-12 den første af enkelthistoriernes deltitel. 13-14 ill. m. blank bagside. 15-215 tekst. 216 blank. 217 Indhold. 218 blank. 219 Af Karl Larsen er tidligere udkommet: fortegnelse over 9 titler. 220 blank. Højde 185 mm.

2. oplag 1896 berigtiger fejlpagineringen. 3. udgave 1922 er udgivet af M.P. Madsens Boghandel, Rechtwig og Tryde.

Heroverfor: Illustration til s. 14.

9 10
11

Dengang Hans Peter Egskov tjente for Tjener

En Tjener, han ska' ikke være Herre, men han ska' heller ikke være no'en Slave, det har altid været min Princip, sagde Hans Peter Egskov, li'emeget om jeg saa har tjent baade Grever og Baroner.

Hvor i Helvede har du gjort af min hvide Vest? sagde den gale Baron Cronenschiold til mig, og han hen til Skabet og ud med alle Vestene paa Gulvet: Er det den, din Laban, eller tror du, det er den? Og saa smed han dem, sorte og blaa og Uniformsveste, li'saa fort, han kunde, hen ad Gulvet.

Jeg stod li'saa beskeden og flegmatisk: Dér ligger den hvide Vest i Helvede! - sa' jeg og viste hen paa en af Hylderne i Skabet, for der la' Vesten, som den osse skulde. Tillader Hr. Baronen, at jeg overgi'er Dem den ? sa' jeg ganske langmodig.

Vil du gøre Nar ad mig, dit Bæst, din Laban, din Slubbert, gi' mig Vesten! - og jeg hjalp ham jo i den. Dér! sa' han og stak mig en Tokrone ud af Bukselommen, nu ka' du drikke dig fuld for den paa en Helligdagsaften, hvor jeg ikke har Brug for dig, men saml mig de Veste op af Gulvet i en Fart! Og lad det gaa lidt villigt! Man sku' den Une - saa bandte han - tro, du ha'de 11 boldne Tommelfingre paa hver af Hænderne.

-Ja, det var Cronenschiold paa Tangegaard. Han ha'de været Løjtnant i Husarerne; dér red han baade Skind og Ben af Folkene, efter hvad de sagde. Lige for Hovedbygningen ha'de vi saadan en Runddel med en Tjørnehæk omkring paa et helt Par Alens Højde; naar han kom ridende ude fra, saa .. med Hesten ind over Hækken! Dér b'e han holdende inde i Runddelen og klappede den paa Halsen; og saa ku' han helt le saadan gemytligt, og Belle! Belle! sa' han, det var Ret, Belle! Han talte til den li'som til et Pigebarn. Og saa paa en Gang: Svips! var han ude over Hækken, i Gaarden igen. Saa grinede han over hele Ansigtet.

Jeg ska' aldrig glemme, da han sku' paa Harejagt paa Trenø. Saa sku' jeg jo følge ham til Købstaden, men der var vist Persjonale nok derovre

12

eller hva' Fa'en de ha'de for, det véd jeg ikke, men jeg sku' da b'ie i Byen i fire Dage og vente, til han kom tilbage! Kosten sku'jeg ha' i Gæstgivergaarden, men han var gal i Ho'det, Husaren, saa der ha'de jo ikke vanket no'en Ekstrasyle, at man ku' faa det lidt godt for. Jeg fik ham om Bord i Sejlbaaden til de andre høje Herrer, og godt stænkede var de allerede, da han gjorde los, Skipperen.

Nu er du her præcis Klokken fire paa Fredag, brølede Cronenschiold med en halvhundrede Favne Vand imellem os.

Ja væl! brølede jeg li'saadan. Hold Kæft! tænkte jeg.

Li'som jeg saa vender mig i det samme, staar der en Politibetjent.

Om jeg ikke var Baron Cronenschiolds Tjener?

Jo, det var, hvad jeg var.

Saa kendte jeg vist en lille Pige, der hed Johanne Sørensen.

Ja, desværre for mig, sagde jeg har jeg kendt det Amfibium ..

Men det var vist temmelig godt, for nu ha'de hun stævnet mig for Bidrag...

Det ku' ligne hende, sa' jeg, hendes Simpelhed; men for mig ka' De godt ta' Baronens Hat og Kjole og hvide Slips af mig og slaa i Gabet paa hende, for andet ejer jeg ikke, og om saa hun og Mo'ren med, de stævner mig ind hver Dag hele Aaret rundt for alle de Juristationer, som der er i Danmarks Land og Rige, saa ska' de ikke se Kronemønt ud af mig, forstaar De.

Ja, men saa blev jeg nødt til at sidde den af.

Au, mit daarlige Ben, tænkte jeg, men saa slaar det igennem mig lige med det samme: Hvor mange Dage er det for denne Gang?

Ja, De kan klare den saadan og saadan med tre Dage.

Vil De bare ta' mig med, si'er jeg, li'e med det samme ... Og saa jeg i høj Hat og Spidskjole lige lurk i Arresten, og om Fredagen stod jeg paa Skibsbroen og ha'de klaret det hele.

Hvordan Fa'en han har faaet det at vide, bagefter, Cronenschiold, det véd jeg ikke, men han kaldte mig ned en Formiddag.

Hvor var du henne, dit Bæst, mens jeg var paa Trenø?

Maa jeg tillade mig at spørge Hr. Baronen, var jeg ikke paa Broen om Fredagen Kl. fire ?

Ja, det manglede bare, at du ikke ha'de været der, saa sku' du ha' faaet dig en Omgang, saa du ikke ku' ha' kendt Forskel paa hva' der var Ben og hva' der var Arme paa dig. Men du ka' tro, jeg véd, hvor du var henne, og jeg har stejle, rive og pine mig aldrig hørt saa galt.

13

Understaar du dig i at sidde i mit Liberi og sone dine svinagtige Bidrag af! Er du gal, forrykt, bestialsk? Hvor meget er det om Maaneden?

Det er fem Kroner, Hr. Baron; det er mange Penge for en fattig Tjener ...

Fattig Tjener! Det er jo ikke mer, end du drikker op hver Maanedsdag, du er i Byen. Dér ... Og saa bladrede han i Tegnebogen: 1, 2, 3 Sedler. Dér har du 30 Kroner! Det er til 6 Maaneder. Men Gud naade og styrke dig, dersom du bruger dem til noget andet ...

- Naa, to Maaneder efter tjente jeg ham ikke mere, det ku' ikke b'ie ved at gaa med Kusken og mig, jeg ku' ikke finde mig i alle hans Sjikaneringer baade med Pigerne og Herren og Forvalteren og hele Re'ligheden, og saa altsammen bare, fordi han sku' ha' fedet sig no'en Penge til paa en Liberifrakke. Det var mig, Baronen sagde til om naar jeg sku' til Byen at bestille en Liberifrakke og Vest til mig selv og en til Kusken med, og jeg gaar jo saa til Skræderen, og det var fem Kroner paa hver Frakke til mig, som kom med Bestillingen. Men da jeg kommer hjem, saa er 'et, Kusken vil ha' de 5 Kroner for hans Frakke, ellers gik han til Baronen og fortalte, at der var sat 10 Kroner for meget paa Regningen. Men der maa jeg sige, mine Medtjenere, de holdt med mig, og den første Kokkepige, det var nu osse en lille dejlig frisk Pige, og hun ku' klemme løs paa Kusken: Ja, du ka' bare vove paa, sa' hun, og la' Husaren vide no'et om Hans her, saa ka' du tro, at jeg er Veninde til Furasjehandlerens Kone inde i Byen, og vi ska' ta' og gi' ham lidt Furasjehistorier med at tygge paa .......

Saa b'e der jo ikke Bukser af det Skind, men han sjenerte mig paa alle Maader, saa jeg rejste - Cronenschiold, han var lynende gal og bandede, saa Huset stod paa fire Støtter. -

Naa, der var nu no'et godt ved Cronenschiold, alligevel, jeg si'er ikke andet; men udspekuleret ku' han være, en rigtig durkdreven Rad. Jeg tjente ham i fire Maaneder, førend jeg opdagede, hvor det var, han gemte sine fine Cigarer, og det var rent Tilfældighed; jeg ku' være gaaet i min Grav og ikke ha' opdaget det. Men det var en Eftermiddag, han var ude, og jeg sku' gøre i Orden inde i hans eget Værelse, saa ha'de jeg taget en af Hundene paa Gaarden med, og bedst som det er jeg vil jage den væk fra noget inde i Stuen, saa kommer jeg til at vælte en af Lænestolene. God Morgen, Hr. Fischer, hvad springer der ud af Ryggen? Den var hul, forstaar De. Mavebæltecigarerne! -

14

Dér havde han en lille Fjer, han trykkede paa, ganske spidsfindigt. Saa kendte jeg den jo til en anden Gang.

Det er nu allligevel lidt lumskagtigt med saadan no'et. Og hva' hjælper det til? B'i'er det ikke opdaget paa den ene Maade, saa b'i'er det paa den anden. Men han var mistroisk, Husaren, det var en Fejler ved ham. -

- Det ku' man nu ikke si'e om den gamle Enkegrevinde, som jeg kom til bagefter. Det var en ganske herlig Dame, en rigtig behagelig Dame. Jeg tog det gamle Liv ved Krydset og ku' ligefrem sætte hende ind i Vognen, og jeg kan sige, jeg bar hende ganske regulert op paa første Sal inde i København, naar vi ha'de været ude at køre.

Du er saa god til at hjælpe mig, Hans, sa' hun alle Tider, naar du bare ikke ha'de den Mund, du har - og saa peb hun i saadan rigtig høje Toner og rystede med Kæberne, for hun var morderlig gammel.

Min Mund, Deres Naade, sa'jeg, den har jeg faaet af Vorherre til at forsvare mig med mod dem, der vil bagtale mig og aflægge Vidnesbyrd mod mig, sa'jeg ... For de ha'de lige fra det første a' ha't Kig paa mig i Huset, baade Komtessen, som var der til Stadighed, og hendes Broder i Garden og den unge Komtesse, saa galt Kandidaten med Guldbrillerne, der læste højt for den gamle jeg kan sige dem allesammen, som gik omkring og bare spekulerede paa, den gamle skulde ligge med Næsen i Vejret, saa de ku' begynde at arve.

Bare man ku' sidde ude i en af Pigernes Værelser paa den anden Side Køkkenet, og man spiste lidt ordentlig tykt smurt Smørrebrød med Laks paa og lignende og ku' drikke et Glas Rødvin til, saa stod Komtessen der lige paa en Gang.

Om vi ikke var blevet mæt af den Mad, der var sat ud til os?

Nej, vi er ikke, ellers spiste vi ikke!

Ja, hun vidste nok Besked, for den gode jævne Mad, vi fik, den bare ga' vi væk.

Og det er vist mere end som De gør, sa' jeg en Novemberaften, for om osse alle Københavns fattige Folk, de stod paa Trapperne, saa ga' De vist ingen Ting væk, men bare, om De ka' knibe paa Smør og Sul og alting, for at der ikke ska' gaa no'et fra Dem og Deres Plante af en Bro'er i Livgarden, naar at Hendes Naade engang lukker hendes Øjne, hvad jeg vil be' Vorherre bevare hende for saa længe som muligt! Men det er Deres Kristelighed og Gudelighed, som De kører til Kirke med hver Søndag og kører hjem med igen ... Og hist op og

15

her ned - det var en ordentlig støt Salut, jeg læste hende, ka' De tro, og der b'e' jo en Fest af den anden Verden. Den gamle, hun peb i de høje Toner: Du har været uforskammet, Hans, meget uforskammet, det maa du virkelig indrømme!

Jamen ikke mod Dem, Deres Naade, det ku' aldrig indfalde mig at tænke mig .....

Saa kom han, Sabelslugeren fra Garden, Broderen: Og jeg havde været saa grænseløs uforskammet mod hans Søster, og han antog dog nok, sa' han til den gamle, at jeg ha'de at lystre .....

Jamen ikke Dem, sa' jeg, for jeg er ikke fæstet til at være Drengs Dreng, og saa gik jeg paa Grevinden igen: Om hun nogen Sinde ha'de haft noget at klage paa, som jeg hjalp hende ...

Det varede en hel halv Time, til den gamle var ganske rundkulret, og hun fik sin Hovedpine, og jeg maatte bære hende hen paa Sofaen.

Gaa med Jer, sa' hun, gaa allesammen, I ta'er Livet af mig, gør I, men du' ska' bli'e Hans, og hjælpe mig med de Puder først ... ja, og saa ska' du osse gaa, det ska' du virkelig, for du har været uforskammet .... Hun var fær 'ig ved at græde.

Siden efter maatte jeg gi' Komtessen en lille Undskyldning, og saa for Resten tog vi Nøglen af Pigernes Værelser, naar vi sad der om Aftenen. -

Tilsidst fik de nu alligevel smidt mig fra Pladsen, for de ligefrem lurede og gik og lumskede efter en. Og Gud give, jeg ha'de haft en Daler for hver Gang, Komtessen har staaet ude paa Tørrestuen paa Loftet, for om hun ku' ha' opdaget noget med mig og den nye Stupige! Men den gik ikke, og jeg spændte den gamle ud og ind a' Vognen, det gik storartet lige til en Søndagaften, hvor vi ha'de været ude sammen, Stupigen og jeg, og hun var gaaet op naturligvis lidt før mig, og jeg ventede henne paa Hjørnet. Saa kom jeg hjem og sku' over i den anden Fløj. Jeg hørte ikke no'en; det var li'saa stille som i de dødes Gemmer, og jeg tænkte: Skidt være me'et! Dette lumske Væsen, det har nu aldrig været noget, der laa for mig, jeg har ikke holdt af at liste rundt paa Rævekløer, saa jeg uden videre masede op i Pigernes Fløj, ikke saa meget, som at jeg ha'de Støvlerne i Haanden, ganske frimodig; drukket lidt om Aftenen ha'de man jo naturligvis.

Saa Klokken fem om Morgenen vaagner jeg og hører Komtessen, den Sanglærke, hun dundrer paa Døren og raaber: Vil du lukke op, Sofie, vil du lukke op og det straks!

16

Pigebarnet hun ku' jo hverken gø eller gabe, men der var ingen Vinduer til at komme ud a', saa jeg raaber bare ud igen: Her i Huset staar vi paa denne Tid af Aaret op Klokken halvsyv!

Nej Gud, det er for galt, sa' hun derudenfor; jeg ku' godt høre, hun ha'de ham, Kandidaten med.

Ja, det finder jeg med, svarte jeg, li' saa højt, jeg kunde, at man b'i'er forstyrret i sin Nattero, som man haardt kan tiltrænge.

Pigebarnet hun lavede en lang Fiasko, om at jeg var et skrækkeligt Menneske, og jeg gjorde hende ulykkelig ... men det har vi vel nok været to om, sa'jeg li' saadan, og om Du saa var en ligefrem Mutter Madonna, saa kom du ud af Huset ovenpaa den Historie og jeg med, saa ta' du 'en med Ro og faa en lille en paa Øjet, til Klokken er halv syv; bedre Raad kan jeg ikke gi' dig, min Tøs, for denne Gang - og saa faldt jeg i Søvn igen.

Naa, da jeg vaagnede var der saa underligt stille i hele Huset, Klokken kunde være saadan en otte, ni Stykker, og jeg klædte mig flot paa, li'som jeg var kommen hjem om Aftenen: lille silkeforet fransk Frakke og Neglemansjetter, saa vilde jeg med det samme over til den gamle og se at hugge mig Resten af Maanedslønnen med, vi var daarlig kommen ud over Midten a'en ....

Men li'som jeg drejer om nede i Hovedgangen, saa har de staaet paa Lur i Anretterværelset, for saa kommer Komtessen frem med sin Kandidat af en Brilleslange, og Broderen ha'de de hentet fra Kasernen ; han var i Uniform.

Hvor skal De hen? spurgte han, og saa stillede han sig i Vejen for mig.

Jeg ska' ind til Hendes Naade, sa' jeg, med Deres Tilladelse.

Ja, de gik med, sa' de alle tre i Munden paa hinanden.

Gør de bare det! Og sku' de ønske et lidt større Ligfølge, saa maa de gerne for mig samle no'en flere sammen.

Om jeg vilde holde Mund!

Jeg er ikke Rekrut for Dem ...

Saa kom vi brasende ind til den gamle, hun ha'de lige drukket sin Morgenthe.

Gud Fader bevares, lille Hans, hvad er der nu i Vejen med dig?

Hun peb li' saa højt hun pibe kunde, og Kæberne, de var fær'ig ved at slaa over hinanden.

Ingenting, Deres Naade, af Betydenhedd .....

17

Naa, de begyndte, alle tre tilsammen, den ene højere end den anden, men den gamle, hun ku' aldrig fordrage, Folk talte mere end en ad Gangen til hende: Jeg kan ikke forstaa hvad det er I si'er, sagde hun.

Nej, deres Naade, sa' jeg saa, li' saa højt og tydeligt jeg kunde, det sku' der vist osse en meget lært Professor til at gøre. Men maaske jeg maa fortælle Deres Naade ...

Ja, lad mig høre, Hans, hva' er 'et Hans ?

Det er Sofie, der har været letsindig, Deres Naade. Og en anden har maaske heller ikke været som man burde være. Men derfor vil jeg osse hellere rejse, end jeg vil ha', at Deres Naade ska' b'ie sjeneret i Deres eget Hus for min Skyld af Komtessen og Hr. Kammerjunkeren ....

Saa tog de fat igen: Ja, de blev ikke saa meget som et Minut, hvis jeg ikke straks kom ud af Huset ...

Jamen, du gode Gud, Hans, saa maa du virkelig ogsaa rejse, Hans ...

Det vil jeg ogsaa Deres Naade, fordi De befaler mig det, men De vil da ikke berøve mig Resten af min fattige Maanedsløn, for jeg har dog hjulpet Deres Naade godt ...

Ja, jeg fortjente rigtignok Løn, begyndte de saa igen ...

Ja, og Kostpenge med, sagde jeg ...

Kostpenge, nej, det kunde der da aldrig være Tale om.

Men saa b'e den gamle gal: Ja, jeg er ogsaa ked af alt det Vrøvleri, sagde hun, og nu ska' han komme ud af Huset. - Men Løn og Kostpenge ska' han ha', det ka' jeg si'e Jer. Og saa gumlede hun over med Underkæben, saa hun nær ha'de ta'et Næsen med. -

- Det b'e ikke de sidste Penge, jeg saa fra hende. Det var mange Gange siden efter, jeg ku' ramme hende no'et ud om en Forlegenhed, og det ene med det andet; jeg b'e ved at rende, lige til de lod mig komme ind til hende. Saa stak hun mig ti Kroner.

Du hjalp mig alligevel godt ud og ind af Vognen, Hans, sa' hun altid, men du var jo ikke til at ha' i Huset.

Nej, Deres Naade, svarte jeg saa og sa', for det er ikke godt og ska' tjene mer end én Herre ...

Tys, tys! Hun ku' helt se sig om: Vil du bare tie stille, vil du bare tie stille! - for hun var saa bange for Komtessen og denne Thevandsjunker - Saadan no'en Arvepersjonasjer som aldrig saà paa saadan en

18

ældres Dames Fordel, men bare at de ku' faa drevet en Bunke Penge ud af hende!

Ja, saadan gaar det. Det er altid det i en tjenende Stilling, enten er der no'et i Vejen med ens Medtjenere eller ogsaa kommer det fra Herskabet og lignende. Det sidste Sted, jeg tjente for Tjener, der var det nu Fruen, hun ku' aldrig faa gjort nok. Hun var selv kommen af ingenting og havde været Guvernante, saa de ska' jo være tossede.

Men saa kalder Herren mig ind en Dag, der havde netop været saadan en Fest med Fruen, og jeg tror ikke, sagde han, at De egner Dem rigtig for en tjenende Stilling.

Nej, Hr. Konferensraad, sa' jeg, for jeg er ikke i Stand til og ka' indta' de rigtige Slavebevægelser ....

Naa, sagde han, og saa trippede han lidt omkring paa Gulvet, det er nu maaske ikke saa meget det, min gode!

Han ha'de altid saadan en maadeholdende Maade at udtale sig paa. Det er nu ikke værd, vi kommer nærmere ind paa det, min gode, sa' han, men jeg tror hellere, jeg vil skifte Dem i Utide; naturligvis skal De faa alt hvad der tilkommer Dem.

Det har jeg aldrig været tvivlende om, Hr. Konferentsraad, overfor en Mand som Dem, sa' jeg, men saa maa jeg osse ha' no'en civile Klæder, for jeg ejer ikke andet end Deres Liberi, jeg staar og gaar i, det andet har jeg maattet la'et sprunget ...

Saa maatte Sønnen til, ham passede jeg Klæ'er med. Og gi' ham bare et Sæt af dine, sa' Fa'ren ..

.. Ja, og en civil Hat, Hr. Konferentsraad!

Den fik jeg og Penge og det hele, men det sa' jeg ogsaa til ham, at jeg takker Dem, Hr. Konferentsraad for Deres Optræden og Værdighed overfor en tjenende underordnet.

Og saa smækkede jeg mig ned ad Strandvejen i Sønnens de stortærnede og med Fyr paa Cigaren, saa jeg ka' ikke si'e andet, end min sidste Kondition, den kom jeg fra paa en pæn og human Maade.

19

Dengang Hans Peter Egskov handlede med
Prinsen

Det er nu li'emeget, sagde Hans Peter Egskov, men gu' har jeg handlet med Prinsen. Det var angaaende et gammelt Stykke, lignende til dem, der var paa Kammerherre Bentzens A'ktion, men meget mere udarbejdet og syet med Silke i forgyldt Ramme. Det var en Overgang som ungt Menneske, at jeg ingen Plads ha'de, saa var jeg halvforlovet med en lille Pige, der tjente nede i Nyhavn. Og dér kom man jo engang imellem op om Aftenen og fik et Stykke Smørrebrød og lidt Kræs, og dér tjente osse en anden lille Pige, som var forlovet med en Maskinarbejder. Saa sku' hun ha' forsaalet et Par Støvler engang midt i Maaneden. Ta' og laan mig de 2 Kroner, sa' hun. Gu' gør jeg ikke nej, sa'jeg; men om jeg saa ska' mase hele København igennem efter dem, saa ska' De faa 2 Kroner for det gamle Stykke, som hænger over Kommoden. Naa, det ha'de tilhørt hendes Oldemo'er og hist op og her ned; men hun sku'jo ud med Maskinarbejderen, saa jeg fik Stykket.

Nu var 'et jo at faa no'et ud a'et, og saa vidste jeg fra dengang jeg tjente Baronen, at Prinsen, han sku' interessere sig saa meget for Antik, saa jeg gik først op til en Ven af mig, eller Herre rettere sagt, som at der var Journalist, og saa sa' jeg til ham: La' os faa et Par Bajere paa Bordet med det samme, og vil De saa bare skrive, som jeg dikterer, at jeg er kommen i Besiddelse af et gammelt Stykke, syet med Silke i udskaaren, forgyldt Ramme, og jeg véd, at Hans kongelige Højhed er en Ynder og Velynder af alt, hvad som der er antikt og tiltalende. Og saa ska' der bare til Sidstningen være indflettet et Par Ord, om at Stykket tilhører en fattig, nødlidende Enke, som at jeg har i Kommission og ska' sælge det for.

Jamen det er jo Løgn, sa' han.

Det ska'jeg nok ordne, sa'jeg li'saadan.

Saa overrakte jeg selv Prinsen Brevet paa den Tid, jeg vidste, han red hver Dag en Morgentur. Og han sa' til mig: Det er godt, min gode Mand, det er briljant; og De kan komme paa Palæet til den og den Tid og melde Dem med det gamle Stykke.

20

Javel, Deres kongelige Højhed, sa' jeg og stod li' saa ret med samlede Hæle og saà ham frit ind i Øjnene.

De har været Soldat?

Javel, Deres kongelige Hojhed!

Det er et rask Liv, sa' han.

Det er et briljant Liv, sa' jeg. Man sku' bare ha' et Par Daler mere om Dagen! Saa grinte han. -

Om Eftermiddagen spændte jeg over til en Kone, jeg kendte omme i Snaregade, og forklarede hende, hvordan det var med det gamle Stykke. Og hvis jeg faar no'et ordentlig ud a' et, sa' jeg, saa ska' De faa 10 Kroner, og Prinsen har modtaget mig saa nydeligt og humant, saa jeg vil ikke staa som en Løgner for den Mand - det holder jeg mig for god til, og hvis at der sku' komme nogen Forespørgsel og lignende, saa er det Dem, der er den nødlidende Enke, der har det gamle Stykke, at De véd det. Og det ku' hun jo osse godt indse, saa den næste Morgen stillede jeg paa Palæet og spurgte, om Prinsen var disponibel.

Javel, sa' Adjudanten; det er maaske Dem med det smukke, gamle Stykke ?

Det er 'et, Hr. Kammerherre, sa'jeg; jeg vidste s'gu ikke, om han var Kammerherre; men det var briljant, sa' han, og værsaaartig, saa gik han hen over Gulvet og slog et Par Fløjdøre op, der stod Prinsen lige midt ude paa Gulvet ganske ligefrem og beskeden.

God Dag, Egskov, sa' han; hvordan gaar 'et med det gamle Stykke ?

Det gaar briljant, sa'jeg, og her, er det!

Det er jo et smukt, gammelt Stykke, sa' han, og hvad hedder saa den Kone, som ejer det?

Saa stak jeg Madam Hansen ud med Bopæl og det hele.

Hva' ska' det saa koste?

Ja, det vil Enken, som tilhører Stykket, overlade til Deres kongelige Højheds egen Raadighed; og hun ta'er, hva' hun ka' faa!

Tror De, hun vilde være tilfreds med 200 Kroner?

Ja, det tror jeg, hun vilde være meget tilfreds med, sa' jeg, som sandt var.

Saa fik jeg de 200 Kroner, og han ga' sig til at sludre med mig: om hvad jeg ellers var, og hvor jeg ha'de tjent, og nu ha'de jeg jo ingen Plads for Tiden. Og jeg gik paa med krum Hals jeg fortalte ham baade det ene og det andet om Herskaberne, jeg ha'de tjent, og det morede

21

ham, og nu ska' De ha' en lille Hjælp, til De kan faa en Plads igen, sa' han. Saa stak han mig 50 Kroner til mig selv. Det var et nydeligt Træk; det ka' man ikke sige andet!

Farvel, Egskov, sa' han.

Farvel, Deres kongelige Højhed; og jeg ned a' Trapperne li'saa glad, som om jeg var b'een smidt ind i den anden Himmel! Omme i Fredericiagade sad der jo en 3-4 Stykker af mine Venner og ventede nede i en Beværtning, saa vi ud i Sølvgade til Granat-Petersen og drak Portvin. Og bagefter spiste vi til Middag med to Bøfstejer til Mands, og den ene fik Spir til Kravetøj, og den anden fik en ny Hat, og vi kørte allesammen i Droske hen til Madam Hansen og stak hende de 10 Kroner, og den lille Pige fik en Tokrone ekstra til et Cigarfuderal til Maskinarbejderen. Jo, det gik briljant; vi endte paa Alleenberg.

Det var en rigtig Forretning! Saadan no'en sku' man gøre en halv Snes Stykker a' om Da'en nu for Tiden! Og saa saadan en nydelig Behandling! Det er ligefrem et Minde, som at man aldrig glemmer! -Siden efter har jeg ogsaa hørt fra en Dame, som jeg har handlet med, og hun gør rent oppe paa Palæet; og hun har fortalt mig, at Stykket ska' nok hænge over Prinsens Skrivebord eller jeg véd Fa'en ikke, men det er da et Sted, hvor man kan se, at han hæver det højt, og sætter Pris paa det. Saa den Fornøjelse har man da osse ha't ud a' 'et, at saadan et gammelt Stykke er ikke kommet til et almindeligt Mæ-Fæ, men det er kommet paa Hænder, som forstaar sig paa 'et, og har Dannelse og holder det i Ære.

22

Dengang Hans Peter Egskov traadte ud i
Forretningslivet

Mine første Skridt i Forretningslivet, sagde Hans Peter Egskov, de har ikke været lette. Det har været en haard Kamp, man kalder, for at naa frem til det, jeg er naaet til.

Jeg var kommen hjem fra Amerika; dér ha'de den været gruelig gal, ikke Slag Arbejde, ikke Tjans, hvor man saà hen, for jeg ska' s'ie dem, jeg var b'een for sløj i Klæ'erne. Dengang man ha'de lidt, ha'de man brugt det og mere til, og nu stod jeg der.

Saa ka' 'et jo li'e akkurat gaa, saa længe man har Tag over Ho'det eller osse i større Byer, hvor at de bygger noget. Som i disse svære Rør ovre i Amerika, de lægger Kloaker med, der ku' mange Gange ligge et helt Sjok derinde. Det var fine Kavelerer, ka' De tro, som stillede til Morgenkaffe a' Vandposten, naar at der var no'en! Gud Fader bevares! Der er megen ubehagelig Sorg og Elendighed .. og Ulykke til i Verden, det er ingen Løgn! Men det tænker de fleste ikke paa af dem, der ligger og bader dem i Fjerene.

Naa, hjem kom jeg jo for at stuve i Lasten paa en russisk Bark; Skipperen sad og aad raa Agurker med Honning paa, da vi stak i Søen, og for Resten var han pjaskdrukken det meste af Tiden, men Styrmanden klarede den. Det var en rigtig Bøddel .. Vampyr .. russisk Stykke! Kokken var s'gu meget skikkelig, men jeg ka' tælle de Gange, han ku' komme til at stikke no'et til en for den sorte Skyskraber; høj var han som General Satan selv, og Kræfter ha'de han. En anden en var saa forhungret af deres Ærtekaffe, saa Lemmerne ku' ligefrem slaa Sludder paa en. Men det vil de ha', slide fra Morgen til Aften, til man falder rundt ved det, saa ka' de dominere en. Det er over hele Verden internasjonalt for dem allesammen.

Dengang da jeg kom til København, stod jeg paa Gaden med fem russiske Rubler, det er saa meget som daarligt ti Kroner; men saa træffer jeg nede ved Havnen en gammel Mand, der gaar rundt med no'en Uhrkæder. Jeg saa' straks med et halvt Øje: De er gode! For det var no'et, der gloede i Øjnene, af dette franske Guldsprøjt eller hva' de kalder det. Og hva' vil de ha' for hele Kommersen? - Der var et

23

helt Dusin. -Ja, han sku'jo ha' halvtreds Øre for Stykket, og det var meget billigt. Det var 'et s'gu osse; jeg spurgte ikke, hvor han ha'de dem fra; det kom jo ikke mig ved; jeg betalte dem ærlig og redelig; vi b'e enige om fem Kroner og to sorte, og saa spændte jeg fra ham ned i en af disse rigtige Sømandssjopper.

Lidt ha'de jeg jo drukket først med denne gamle Grandonkel, og lidt b'e der jo osse fyret paa bagefter, og jeg taalte ikke meget i den Tid, for jeg var for udhungret, men jeg b'e ikke mere fuld, end jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg smældede alle Kæderne fra mig paa Bordet. Det er Guf, dette her, sa' jeg, og la' mig faa no'et Brændevin!

De begyndte jo at skule derinde til disse Kæder. Og det var da inte Guld?

For mig ka' det være baade Guld og Sølv paa en Gang! Og jeg Kæderne i Lommen igen. - Det var et gammelt Tag ovre fra Amerika; men det er jo ikke alle Træskoskipperne i Danmark og svenske Jævler, der er med paa den.

Saa varede det jo ikke længe, før der en af dem sku' gi' en Omgang. Og jeg drak, det gjorde jeg, men jeg holdt Ørerne stive.

Lidt efter begyndte der en anden en: Om de ikke ku' faa de Kæder at se engang til ?

Nej, de er til min Forlovede, sa'jeg.

Ja, hun ku' s'gu da ikke gaa og smække sig med et helt Dusin Kæder baade for og bag.

Jamen jeg har en tre-fire Stykker a' dem, sa' jeg, saa der maa være no'en til dem allesammen.

Det ku' de jo forstaa, men alligevel: det ku' da ikke skade, at de saa en af Kæderne.

Nej, ikke, om de saa baade ler og græder, og nu vil jeg ta' og betale og gaa!

Ja, der var da en, han vilde gi' en Krone for saadan en Kæde.

En Krone, sa'jeg; ka' De skaffe mig af den Sort Kæder til en Krone, saa vil jeg aldrig bestille andet hele Livet igennem end købe af Dem.

Og jeg vilde ud af Døren, men saa var de fær'ig ved at rive baade Arme og Ben af mig, for at jeg sku' b'ie. Og den første Kæde, jeg solgte, den fik jeg fire Kroner for, og inden de ha'de faaet dem alle sammen fra mig, saa ha'de de gi'et baade seks og syv Kroner for Stykket, og saa troede de endda, de ha'de snydt mig. Naa, de ku' godt staa

24

dem ved de Kæder, det er ikke for det, for det ka' godt være, det var meget fine Kæder; man véd aldrig, hvor saadan en gammel Methusalem har faaet dem fra, han ka' mageligt ha' en Søn paa et bedre Lager og lignende, og naar jeg betaler ham, hvad han forlanger for det, i min gode Tro, saa er der ingen, der ka' beklage sig over no'et, naar Kæderne tilmed sidder paa Ærø og i Landskrona og rundtomkring. Og i hvert Fald, Søfolkene, de var glade ved dem, og det ska' jo ikke være ligefrem Fagmænd, de ska' stikke dem i Næsen. Jeg lavede over tresindstyve Kroner, den Aften; saa ku' man jo faa sig lidt Klæ'er paa Raden.

Saa var 'et at faa fat i min nuværende Kone. Der ha'de jo været lidt imellem os før i Tiden, men Familjen ha'de danset paa Bagbenene, saa jeg b'e smidt fra det hele, og Pigebarnet maatte ikke se mig mere, hende fik de ambligeret nede i Præstø, og det ku' jo ikke nytte no'et, om jeg vilde gaa paa mine Ben ned til saadan en lille By; dér var man b'een smidt ud li'saa hurtigt. Men saa var 'et, jeg gik hen til en Opvaskningskone, vi ha'de ha't hos den gamle Grevinde, dér fik jeg at vide, at Pigebarnet, hun var her i Byen, og hun var ikke b'een forlovet endnu. Og til denne gamle Maduse ha'de hun sagt, at Hans Peter, det var nu alligevel den, hun elskede, og saadan som Fruentimmer udtaler dem, og de ha'de været hos en Spaakælling henne paa Nørregade, og hun ha'de da fortalt, at jeg gik og tænkte paa hende med Kærlighed over Land og Sø. - Det ka' s'gu osse godt være, man har gjort det mange Gange, naar man gik omkring, og den var sløj! Det ka' være meget rigtigt, som jeg osse sa' til min Forlovede bagefter, at den Spaakælling, hun har ikke været saa helt ovenud endda.

Det var jo et Svineheld, at jeg saa gesvindt fik fat i Pigebarnet, det ka' vi være enige om. Familjen, den har altid været lidt bedre, og nu gik hun for at lære Skræddersyning af den fine, saa vilde de etablere hende i Provinsen, for København ha'de hun ikke godt af til Stadighed, den var for livlig; det ku' jeg ta' mig af.

Gud, hun græd, da hun saa mig, ligefrem græd, som om jeg ku' ha' kløet hende. Nej, hvor du ser ud, Hans Peter, ikke Pille af Fedt paa Kroppen; og sikken Øjnene ligger i Ho'det ...

Ja, men den har osse været gal, sa' jeg, men jeg har stridt paa det bedste ...

Og hun op med Spaakællingen og det hele; hun ha'de altid troet, jeg kom nok igen.

25

Og det er jo osse Tilfældet, sa' jeg, og jeg vilde ikke komme straks, førend jeg ha'de lidt Klæ'er paa Kroppen, men ka' du ikke laane mig lidt Penge, til at jeg ka' komme i Gang med no'et; for tjene vil jeg ikke og være Slave hele Livet, det stræber jeg ikke efter.

Vi b'e jo meget hurtigt enige; hva' hun ha'de, det fik jeg; det var ikke meget, men hun ku' jo altid klemme paa Familjen. Naa jeg tog i Førstningen smaa Slag ud paa Landet og købte hos Bønderne, saa gik det i Marskandiserne i Byen bagefter. Men det ka' jeg ikke li', lille Hans, sa' hun, for du har ingen stærk Karaktér - man kom jo naturligvis osse somme Tider hjem med no'en fæle Ansigter. Engang var der en Murer fra Grønovre og vi var kommen sammen ind paa hans lille Vogn med et Par af de smaa russiske Heste. Ude paa Nørrebro fik vi et Par Pigebørn med op paa Vognen, og det var Klokken syv om Aftenen, men vi b'e ved til tre om Morgenen, a' den ene Beværtning og i den anden, og tilsidst bestilte vi ikke andet end køre bare op og ned ad Købmagergade og Østergade og tilbage igen, li'saa fort vi kunde, og Pigebørnene sad med Hatten i Haanden og raabte Længe leve! og jeg har aldrig grint, som jeg grinede den Aften.

Jeg tror, de maa ha' kommet os no'et i Drikkevarerne, som vi ikke har tænkt over; det sa' jeg osse til min Forlovede, for vi b'e jo skrevet a' Politiet, og det var en farlig Re'lighed; men da det var overstaaet, saa indsaa jeg, at det ku' jo ikke b'ie ved at gaa paa den Maade, og vi maatte giftes og ha' en fast Forretning, hvor at min Kone ku' passe Butiken og handle, saa det ku' b'ie til no'et. For Handel har altid lagt ved hende. Og paa den Maade, som det gaar nu, sa' jeg, saa ka' jeg stride og stræbe li'saa meget det ska' være, det ka' dog aldrig b'ie til noget rigtigt, og det maa din Familje ka' indse, saa de viser dem med lidt Imødekommenhed, og for en Pige i din Stilling maa det dog vel være bedst at være gift; saa meget er de vel osse med paa i Provinserne.

Saa fik hun jo en af Onklerne til at gaa paa 'en med Lejen forud og no'et til at sætte i Gang med. Og nu ka' de være vis paa dernede, sa' hun, at om jeg saa ska' staa i Kælderen fra Morgen til Aften, saa ska' de ikke komme til at ynke mig, fordi vi ikke ka' klare os.

Det er briljant, min Pige, svarte jeg og sa', la' dem bide Spids paa den, det ska' de vist ha' ondt ved! -

Og det ka' jeg ikke si'e andet, at naturligvis har den været gnaven flere Gange, og de er b'een blokket lidt dernede, især i Begyndelsen,

26

for der gaar no'en Tid alligevel, før et Fruentimmer faar sat sig rigtig ind i at handle. Og det er alt dette Bras, de kommer med inde i Byen og sælger og vil købe, det ska' der stadig være no'en over, som er rigtig med paa 'en. Det ku' man heller ikke forlange, at min Kone sku' være lige straks, men nu er den god. Mange Gange, naar jeg har været paa Landet og gjort en Forretning, eller man ellers har været hele Dagen ude i Byen og lignende, saa ka' hun ha' staaet og solgt for en Fortjeneste af baade tredive og fyrretyve Kroner. Hun har en udmærket Maade at ta' Kunderne paa. Det er en Gave. Jeg har den ikke. B'e de mig for langvarige i Begyndelsen, jeg smed dem ud: Om de troede, jeg gik omkring og stjal Tingene ... og Vejen var lige lang ind ad Døren og ud ad Døren ...

Der var en Gang, man ha'de jo været ude i Forretninger og faaet et Par Bajere for meget, saa tog jeg lidt for stærkt paa en Mand, der b'e ved at file om Prisen. Men det lovede jeg osse min Kone fra den Tid a', højt og helligt, og det har jeg holdt, at saa lidt i Butiken som muligt! Hun klarer den meget bedre, og det vil hun meget hellere; nu har vi jo osse Karlen med; ham fik vi fra Nytaar. -

Men der ska' arbejdes, førend man kommer saa vidt, ka' De tro. Nu har de faaet alle Pengene i Ho'det nede i Ringsted; min Kone helmede ikke, førend de fik dem, og det vilde jeg heller ikke sætte mig imod. De ku' s'gu godt ha' undværet dem til Dommedag, de sidder fedt i det, men den Glæde syntes jeg, hun sku' ha', min Kone.

Og saa var 'et jo osse behageligt at vise de Herrer og Damer, hvordan man ha'de kæmpet sig frem, og ikke lagt paa Sofaen med en lang Pibe i Munden, som han, Cancelliraaden, hun ha'de laant de fleste a'.

Den stak jeg ham osse ud engang, vi var paa Besøg dernede; og det har enhver godt af at høre, som er Storkapitalist og ikke véd, hvad det er, at arbejde.

27

Dengang Anna tjente hos Hans Peter Egskov

Ja, sagde Hans Peter Egskov, dengang man var ungt Menneske, naturligvis gik man paa Vildmænd, men det ka' jeg roligt sige, jeg ar aldrig hørt til dem, der ga' Penge ud paa Pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku' man nok lagt og fyldt Knapper i den Slags, saa ha'de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige Piger at gøre.

Men saa er'et jo osse, man har denne Re'lighed bagefter med at man ska' ud med Bidrag. Og det er en slem Pukkel, ka' De tro, at slæbe paa siden hen i Livet, naar man vil tænke paa at gifte sig og stifte et Familjeliv; der ku' s'gu osse Staten godt træde lidt Undrende til, mange Gange ......

Det er heller ikke no'en Behagelighed overfor en Kone og ska' op med at man har saadan en tre fire Stykker gaaende paa Græs rundtomkring i Landet og trække baade ti og tyve Kroner ud a' en om Maaneden, det ved Gud, det ikke er. Som nu med min Kone, jeg véd ikke rigtig, men det ka' godt være engang i en Kæfer, dengang vi var forlovede, at jeg har fortalt hende jeg ha'de saadan en, for no'et forberedt paa den første, det var hun, eller osse har det været en af disse Løgnekællinger, der render rundt med al den Sludder, der er til i København, men ligemeget, det gik nu temmelig godt! Men dengang jeg maatte op med den anden, var den allerede gal, og saa, da vi ha'de været gift et Par Aar, revnede den med den tredje. - Det ha'de nok undret mig, der ha'de været saadan en Stilhed over det hele, jeg skyldte for en 9-10 Maaneder eller mere, men nu var'et i det hele taget et mere respektabelt, skikkeligt Pigebarn, saa jeg tænkte, hun er b'een ked a' at være til Nar med Sludder fra den ene Gang til den anden, saa nu klarer hun den selv. Men saa er'et, jeg ha'de været ude paa Landet for at sætte en Mand ind i en Marskandiserforretning oppe ved Helsinge, og den var jo b'een noget høj derude, saa det varede et Par Dage. Og da jeg kommer hjem, ligger der et Brev, som min Kone har brukket, og hun ha'de uden videre været henne hos Pigen og faaet Forklaring paa hele Re'ligheden; selv ha'de vi to Børn dengang,

28

og lidt sløjt gik det med Forretningen, saa vi sku' netop se at faa fat i min Svoger nede fra Ringsted for at stampe lidt Penge ud a' ham, - jo, jeg si'er renok, Tak for Seven!

Jeg b'e jo lynende gal og gik osse hen til Pigebarnet, hun var flyttet om til saadan en Laanekælling nede i Regnegade: Og det var renok en god Trøster, du lavede mig dér, jeg begriber heller ikke, hvordan at det ka' indfalde dig at skrive saadan no'et i stedet for at du ku' snuppet mig paa Gaden; det er I ellers dygtige nok til, Pigebørn, uden at man be'r Jer om det.

Ja, hun tudede og græd li'som den anden derhjemme, og nu var der jo no'et tiltalende ved Pigebarnet som sagt, meget beskeden, lidt fra Landet a' - som hun jo osse var -: Hun ha'de jo vidst, at jeg var gift, og at den ku' b'ie gal, saa hun ha'de holdt sig tilbage; men nu ku' hun ingen Kondition faa for Barnet, som sku' passes, og Plejepenge ha'de hun ingen a' at komme op med, og denne Kælling ha'de jo faaet den Smule fra hende, som a' hun ha'de haft ..... Det var beklageligt at høre paa, det ved Gud, det var.

Men nu er'et jo i det hele ta'et mærkeligt med Fruentimmer, for li'som de er mest ædende gale, saa ka' de b'ie til en hel Modsætning, og nu min Kone, da jeg fortalte hende no'et om det hele, saa ga' hun sig til at tude over det lille, stakkels Barn, for hun har altid haft megen Eftertanke for Børn. Og det ka' jo osse være meget rigtigt, for saadan en lille Orm, den vandrer jo uskyldigt rundt i Verden. Det er en stor Uretfærdighed i Livet, at de ska' undgælde for no'et; det ved Gud, det er.

Saa sidder vi saadan og snakker, og Anna, Pigebarnet, jeg kendte hende jo, fra jeg ha'de tjent sammen med hende, og det var en Kærne til at ta' fat, ku' arbejde fra Morgen til Aften, lille, støt Pige, saa jeg si'er til min Kone: Nu har vi spændt fire Piger ned a' Trapperne i de sidste tre Maaneder, og der er ingen a' dem, der har ku' kogt en Skefuld Grød og duet i Forretningslivet nu slet ikke, hvor at vi har Brug for dem; og naar at vi ta'er Anna og Barnet med i Huset, saa gør vi en Velgerning, og hun tjener for en meget lille Løn, naar at bare hun har Barnet dækket. Saa Herregudheden, enten man har to Børn eller tre Børn, det er omtrent det ene røget som det andet speget, og gaar det ikke, saa ka' vi jo altid gøre en Forandring.

Det b'e vi jo osse enige om, og det gik briljant. Jeg vilde ønske, De ha'de set Pigebarnet staa paa Ho'det med en af disse svære Kommoder

29

ned a' Kældertrappen li'som en anden Clown; Kræfter som en lille Hest, det ha'de hun; jeg faar aldrig no'en Karl, der gør et bedre Arbejde. Og hun kom sig jo svært, Sul fik hun paa Kroppen og Klæ'er; der falder jo altid meget a' i saadan en Forretning.

Men saa er'et, at de begynder at snakke i Gaden, om at hun brændte den a' om Aftenen.

Jeg fik fat i min Kone og sku' ha' Klaring paa den Historie. Ja, hun ha'de ingenting turdet sagt til mig, men det var da et ungt Menneske, som stod i en Cigarforretning til langt ud paa Aftenen, og hun tro'de nok, at Anna og han var forlovede.

Forlovet, sagde jeg, forlovet! Hvis hun er forlovet med ham, saa er jeg osse forlovet med ham. Men det er vel det, at hun allerede har faaet samlet sig et Par Skilling sammen, som han ku' li' at faa Fingre i. Tror du ikke, jeg kender den Sort Labander? Men nu ska' jeg gi' hende saadan en Generaldonnerpræken, saa hun nok ska' b'ie hjemme de første Par Nætter. -

Jeg maa nu si'e, jeg tro'de, det ha'de hjulpet, for om Dagen, man ku' heller ikke se no'et paa hende, li'e frisk og godt Humør; naa, hun aad som en Tærsker, men en Arbejder er jo sin Løn værd. Der gaar saadan et halvt Aar og tre Fjerdingaar, saa en Formiddag, hun var netop gaaet et Par Ærinder i Byen, kommer der to Betjente fra Sædeligheden.

Og det var nok en rask lille Pigejeg ha'de og tjente mig?

Tak, er vi nu kommen op paa det Nummer? sa' jeg li'saadan.

Ja, om Aftenen, ude i Nansensgadekvarteret, der smækkede hun sig rundt i lille Overstykke og med hvid Fjer paa Hatten, og nu var der baade en Dyrlægeelev og en anden Løjser, som ha'de meldt hende, de var nok b'een lidt uenige om'et bagefter .....

Naa, jeg fik jo disse to Sædeligheder smækket over paa et Par Bajere hos Peter Jensen, og saa sa' jeg til dem: Ja, hva' vil De ha', jeg skal gøre? Ska' jeg stikke hende et Par Stykker, saa hun ligger flad hen a' Gulvet, for det ta'r hun imod af mig, det gør hun. Men om det hjælper no'et?

Ja, de vidste s'gu ikke rigtig.

Det gør jeg heller ikke. Men naar et Fruentimmer er i det Tilfælde og vil gaa paa Livet, saa er'et det eneste, at jeg ka' tænke mig. For om de saa trak alle Københavns Præster paa en Snor og lod dundre for hende, saa rendte hun om Hjørnerne med dem alligevel.

30

Saa snakkede vi jo no'et frem og tilbage om 'et, og mærkeligt er'et jo med Pigebørn, at de aldrig ka' b'ie klogere. Jeg regner ikke som Anna her, li'e i Ungdommen, da jeg lærte hende at kende ovre i Jylland; men saa gik hun hen og fik Barnet, det sku' man dog tro ku' hjulpet hende lidt til Eftertanke. Men det sa' jeg til disse to Menneskeædere, at nu ska' De alli'evel la' vær' a' gaa paa hende for denne Gang og snuppe hende, for det er Synd for Pigen, og det er en dygtig Pige; men sig de bare til Overbetjenten, at jeg ska' som Husfa'er gi' hende saadan et Pulver, saa de ska' komme til at undvære hende i Skønhedskonkurrencen baade i Nansensgade og de andre Gader.

Se nu min Kone, hun ha'de ganske stilfærdigt vidst Besked om alt dette herne, men hun ha'de jo igen ikke turdet sagt det til mig, og hun var bange for, jeg sku' køre Anna ud a' Huset. Og saa er'et jo det med Fruentimmer, at de ka' nok li' at b'ie tisket og disket lidt op med Historier om saadan bedre Herrer, enten det saa er Løgn eller sandt. Men du driver din Indskrænkethed og Godhed for vidt, sa' jeg til hende, og nu er Pigebarnet b'een ligefrem hva' man kalder for en falden Kvinde, og ska' vi beholde hende i Huset, saa gaar 'et ikke an, hun b'ier liggende paa Kvisten. Men nu rydder vi ud i det lille, mørke Hul bag ved vores Sovekammer; og flyve hen over Ho'derne paa os, det ka' hun vel heller ikke!

Hvorlænge det gik godt paa den Manér, det husker jeg nu ikke, og det ka' jeg sige, jeg ikke véd. For bagefter kom der hele Re'ligheder op, som jeg slet ikke ha'de været med paa. En Nat engang, jeg var ikke hjemme, og min Kone laa alene, saa ha'de hun begyndt at klage sig, Anna, og hun var saa daarlig og maatte bare et Øjeblik ned i Gaarden, hun sku' ikke ta' andet end sit Sjal om sig. Det gjorde hun heller ikke, hverken Strømper eller Sko eller no'et. Men der gaar en Time og to og tre og fire, og hun kommer ikke igen; først om Morgenen, Klokken syv, førend jeg var kommen hjem, saa er hun der, li'som min Kone ska' til at lukke Forretningen op, og hun ha'de været paa Præmiemaskerade i Fuglen, fransk Husarpige! Alt hendes Klos og Pjus ha'de hun haft liggende nede i en af Barnevognene, der stod i Gaarden; og dér var hun stukket ned og krøbet i'et.

Tilsidst kom hun selv en Dag og sa', vi maatte ikke være vrede, og vi ha'de jo været gode imod hende og Barnet, og hun holdt saa meget af min Kone, og de hylede og tudede, begge to; men Enden paa det hele var'et da, at nu rejste hun, for hun var b'eet prøvet ude paa

31

Vesterbro, og nu sku' hun være Sangerinde. Sunget alle de Melodier, hun hørte, det ha'de hun nu altid kun't, det var meget rigtigt.

Naa, Drengen, ham b'e hun godt a'e med paa Landet i en god Pleje; han har siden efter været inde at besøge os, og vi ha'de saadan et Sjov med ham, han grinede li'som en flækket Træsko til alt, hva' vi sa' til ham, og bondsk sludrede han, værre end de gamle Tørvebønder.

Hende selv gik det for Resten tem'lig godt, hun var i Finland, og de trak hende helt igennem Tyskland, og nu er der virkelig no'et om'et med en finere Herre, en ung Herre; hun har Ring med Navnet skrevet ind i, og min Kone har læst Breve paa sejsten Sider fra ham a'; han venter bare paa, der ska' falde lidt Ro over Familjen, saa gifter han hende. Han har ta'et hende ud a' al denne her Komedie, og hun faar Musiktimer til en Krone Timen, og der kommer osse en Frøken og læser jeg véd ikke, hva' det er, med hende.

Han er ligefrem, ka' man si'e, af disse mærkelige Mennesker, der ofrer dem helt igennem for saadan et Pigebarn; men det er et smukt Menneske at se paa og sidder i en Bank og skriver, og han har Penge, saa hva' Fa'en, det er jo osse meget nydeligt, at han vil hæve hende i Vejret. - Og Anna b'ier han ikke narret med, som Kone betragtet, det gør han ikke. Det er et dygtigt Pigebarn, er'et, og naar der no'en vil holde sig til hende, holder hun sig til ham. Og Resten, den kommer jo ingen ved, det ka' vi være enige om. -

32

Dengang Hans Peter Egskov mistede det
kønneste af sine Børn

Jeg synes, De ser mig noget klatøjet ud, sagde jeg en Morgenstund til Hans Peter Egskov; jeg kom gaaende igennem Gaden, hvor an nu som Ægtemand og Borger havde sin Marskandiserforretning.

Egskov stod i Kælderhalsen, barhovedet, i Skjorteærmer, med begge Hænderne dybt ned i Bukselommerne; nu sàa han i Vejret op paa mig. Han var yderst lidt soigneret, med lange Skægstubbe, uden Flip, malproper i Ansigtet; det var tydeligt at se, han ikke havde været i Seng, den Nat.

Naa, De har nok været lidt ude at more Dem, Egskov!

Nej, sagde han med et surt Udtryk i Ansigtet og glippede med de fugtige Øjne imod mig, men jeg har lige mistet det kønneste af mine Børn.

Hva' har De ?

For to Timer siden! En dejlig Dreng; Johannes Evald hed han, paa seks Aar ....

Herre Gud, da!

Egskov fik Bagen af Haanden op til Øjnene. Det ku' maaske interessere Dem at se ham?

Jeg nikkede.

Fa'en ska' osse b'ie staaende her og gabe efter alle de Bønder, der ikke kommer alligevel! - Jeg ka' heller ingen Forretninger gøre i Dag, saalænge den lille Sjæl ligger deroppe; det manglede s'gu bare.

Han snøftede lidt igen. Nu ska' vi gaa op at se ham; han ligger li'som han sov, brændt op indvendig af dette Dokterdjævelskab, de har pensiet ham med for Difteritis. Han laa, og Mo'ren holdt ham, og han op med Halsen! Vandet, det ku' rende ham ned a' Kinderne, men vi ha'de lovet ham af de store Chokolader med Krem i, naar han bare vilde gabe godt op. Dem stak vi osse til ham bagefter; nu ka' De tro mig, om De vil, men jeg har lagt nær de ti Kroner hos denne vindøjede Konditorsnude henne paa Hjørnet, for det sku' være af de bedste; han var durkdreven, Evald. Naar vi ku' prøve paa at stikke ham no'en ud a' Bagerjomfruens, tror De, han gik paa dem? Han var altfor

33

klog, den Dreng. - Dokteren ha'de strengt forbudt, han maatte ikke faa disse herre Chokolader, men vi maatte jo troste ham. Og du ska' nok faa, lille Evald, naar bare du vil la' være at græde og være beskeden og hoflig mod Dokteren. - Det behøvede man ellers slet ikke at sige til det Barn, det var ikke saadan en Bølle som den lille Charles, vi mistede for to Aar siden; han, naar Doktoren kom: Vil du gaa, din Pukkel, dit Skaar ... naa, det var i Uskyldighed bemærket, kan man sige, det var blot som Barn betragtet, han ha'de hørt det i Gaarden; han vilde jo ikke fornærme Manden; men det var Skræk for at b'ie pensiet! Aa, de sku' s'gu selv stille til Pensling engang imellem med saadan en rigtig Djosis Helvedessten i Halsen, saa ku' de b'ie lidt mere bløde a' dem, mange af Lægerne ... men Evald, han sa' aldrig et uartigt Ord, altid dannet, behagelig; det laa ved ham!

- Vi var imidlertid kommen op i Stueetagen, hvor Egskov boede. Alting inde i et ret stort Værelse stod temmelig hulter til bulter; der laa Skeer og stod Medicinflasker foran Pillespejlene, paa Sofaen havde der været redt, og den lille, tomme Barneseng stod endnu ude paa Gulvet.

Egskov gik hen til et Bord, der var skubbet op ad Væggen.

Her ska' De se ham!

Han tog Lagenet fra det lille Barnelig, som laa derhenne paa sin Pude.

Han ligger hengiven i Hvilen, ka' man sige; det er li'som han ku' være levende; jeg véd ikke, om De ku' ha' Lyst til at føle paa hans lille Mave, den er li'efrem varm endnu.

Vandet kom igen Egskov i Øjnene. Ja, sagde han, som han ligger dér, hvad tror De, han staar mig i i Moskus alene? Over 24 Kroner! Man sku' undre paa, at det ku' være tænkeligt, men om det ha'de været et Grevebarn, der ku' ikke være b'eet ofret mere, det ka' jeg sige med en støt Samvittighed, en Nat ha'de vi to Doktere ... og saa Hjælp i Butiken for min Kone af hendes Familje .. I Dag ska' der osse komme saadan en Sidsken, naar bare hun er der, førend hun ka' lugte Maden paa Bordet, for saa ska' hun nok melde sig. Min Kone er ude at rende om det altsammen angaaende Barnet; jeg ku' ikke gøre det, om De saa stak mig ti Kroner i Timen, nej, jeg ku' ikke, jeg er altfor blød til det ... Fredrik! brølede han paa en Gang ud ad det aabne Vindue til Gaarden.

Javel, hørte man en Stemme, der svarede.

34

Det er Karlen jeg har til Hjælp i Forretningen, forklarede Egskov, han er ved at stænke en gammel Chaiselongue godt igennem, de sku' ha' ud paa Amager til en af disse smækfede Amagerbønder .. Fredrik! brølede han igen.

Javel, nu kommer jeg!

Ta' og stik over efter et Par Bajere, og saa maa du høre efter Butiken, naar Klokken ringer; jeg duer ikke til og ka' trække Penge ud af Folk i Dag.

Bajerne kom.

Fredrik behøver vel ikke at hente Glas, hva'?

Nej, Gudbevares!

Vi klinkede med Flaskehalsene.

Puh! sagde Egskov, efter at han næsten havde tømt sin Bajer, det er en af Hans Jensens Bajere; jeg tror s'gu, han ligger med dem i Sengen i Stedet for at ha' dem i Iskælder. Fredrik!! -

Javel!

Hva' Fa'en er det for no'en Toddyer, du har hentet til os? Ta' og spænd hen til Peter Andersen paa Hjørnet og la' os faa dem, saa Tænderne klaprer i Munden paa dig, naar du løber med dem. Du ka' ta' en seks-otte Stykker, det er godt at ha' i Huset, saa stiller vi dem i Vadsken, og la'r .Vandet rende. Varmt Ø1, sagde han over imod mig, det er usundt. Skaal!

Han tømte Flasken og stillede den fra sig paa Bordet. Saa gik han hen og dækkede det lille, døde Barn til igen.

Fluerne ka' godt begynde at b'ie næsvise, det Skab, sagde han. -

Det er nu li'egodt mærkeligt, kom det lidt efter, men som bajersk Ø1, tror de nogen Sinde jeg har ku' faaet ham til og smagt bajersk Ø1, som ligger der? Gaa, Fa'er, nej ... Jeg vil ikke ha', Mo'er ... det var en hel Komedie,.. og vores andre Børn, de har maset dem over bajersk Ø1 li'som Bjørne. Men Evald, her i Sygdommen, der fik han af denne fine, ungarske Vin fra Apotheket a' til to Kroner Flasken, den ku' han ligge og smadske i, dér ha'de han Tonarten! - Det var en fin Dreng, en meget fin Dreng! ... Tak for det, Fredrik! ... Det var Karlen, som kom med et Par af de isafkølede.

Egskov tog omkring de kolde Flasker: Ja, saadan et Par Svende, det er no'et andet. Skaal! Det styrkner, naar man ikke har faaet udsovet. Og her har ikke været megen Søvn i Øjnene i den sidste Tid, ka' De tro, undtagen jeg smed mig midt paa Dagen, bag i Kælderen, oppe paa en

35

af Chaiselongerne. Men saa sa' jeg osse til min Kone, at det er li'emeget, om det saa er en Forretning paa flere hundrede Kroner, saa vækker du mig ikke, for en Mand maa ha' Søvn. Og hun var paa Benene baadé Nat og Dag, det var lige, at hun ku' sidde og nikke en Smule i Lænestolen henne ved Sengen hos Evald, for det var hendes et og alt, den Dreng, og hun er meget moderkærlig, i det hele taget opofrende; brilljant Kone! Det kan vi roligt drikke paa. Drik ud! Ellers staar den og b'ier varm. Vi har jo fler i Vadsken.

Egskov pustede et Øjeblik, saa sagde han: I Morges, da var hun jo lidt lille ved det, da hun ha'de mistet ham, saa jeg maatte træde til paa bedste Maade. Og det ka' jo ikke nytte at græde sig Øjnene ud a' Hovedet, for vi faar ham ikke igen for det, men det sa' jeg ogsaa, at det er ingen Løgn, at Vorherre, han ska' altid ta' og gemme de bedste, og det var Synd for det Barn, at han sku' gaa den Vej, det ved Gud, det var. For jeg skal si'e Dem, han var saa klog, saa klog, som De ikke sku' tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde Aar gammel, saa, naar Mo'ren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, saa ha'de han regnet den ud: Fa'er er gaaet med Sadelmager Hansen, og de sku' ud til den og den, og du ka' tro, Mo'er, de sidder nok nede i Peter Jensens Kælder og drikker Bajere, og nu ska' jeg gaa hen og hugge ham, jeg kender Vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige paa en Gang: God Dag, Fa'er! - Men at han sku' si'e no'et, om at det var Mo'ren, der ville ha' mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no'en hjemme og vilde købe af de store Møbler og hvad han ellers saadan ha'de hørt, at Mo'ren, hun stak ud, naar der var no'en, der spurgte efter mig. Jeg ku' b'ie saa lynende gal, mange Gange, naar vi kom hjem, og skælde ud paa Mo'ren, men det var jo morderlig klogt af Barnet fundet paa, det kan man ikke sige andet; han ku' faa Folk til at rende med noget, allerede i den Alder! - Og saa altid en pæn Optræden, og ærlig, naar man forstod at pille det ud af ham; han kom med det hele, der var ikke noget Fileri ved ham. Som der var en Gang, da ha'de han hugget en Krone af hans Sparebøsse, naturligvis durkdreven! Han ha'de regnet ud, at man ku' stikke et Knivsblad ind og saa faa Kronen danderet ud paa Bladet. De var jo saa en tre-fire lignende Kavelerer her fra Gaden a' og de var gaaet om i Fiolstræde, og de ha'de lejet dem en Trækkevogn, og den ene ha'de trukket den anden, og de ha'de maset det halve København rundt; men da han kom hjem om Aftenen saa ha'de han jo blot været omme paa Bulevarden,

36

li'saa skinhellig. Saa kommer der hverken værre eller bedre end en Kone og besøger min Kone: og hun ha'de jo set disse Herrer med Køretøiet, og Gud véd, hvor de har faaet Pengene fra, man hørte jo saa meget nu til Dags og hist op og her ned, saa min Kone hun faar jo en Tanke og ser efter. Der manglede en Krone i Sparebøssen! Saa sku' jeg jo ta' ham for.

Du har neglet en Krone af din Sparebøsse, din Laband, rammede jeg ham ud, li'som han var kommen hjem.

Der sku' De set ham, han b'e helt hvid, for han var saa stolt, jeg har aldrig set saa stolt et Barn, men han sa' ingenting.

Har jeg ikke sagt dig, at Vorherre i Himlen, han ser alting. - For den b'e altid stukken ham ud, som jo osse rigtig var, af Mo'ren, naar hun sku' gaa et Sted, og hun ikke ku' være over ham, at Vorherre i Himlen, han ser alting.

Han staar og tygger lidt paa 'en, men saa si'er han li' saadanne: Det er meget før Sofus, der har fortalt dig 'et, den lille Rod. - Det var saadan en Hopsaka'l paa en 3-4 Aar, som daarligt ku' tale endnu, som de ha'de haft med paa Turen.

Det ku' jeg jo med Sandhed sige, det ikke var, og saa fik han 'en: Om han ikke trode, Vorherre ku' opdage saadan et Bagatel, han ku' opdage det, som meget værre var, og i det hele taget alting, hvad han tog sig til, Vorherre han saà det, han ku' li'saa gerne komme med det med det samme. Saa fik jeg jo hele Re'ligheden fra først til sidst, og blød var han jo, saa han gav sig til at græde, og Mo'ren maatte op med no'en af de store Chokolader for at faa ham til at tie stille. -

Egskov skyllede det meste af en ny Bajer ned: Det ka' ikke nytte at sidde og sørge med en tør Mund, saa bi'er det altfor melankolsk! -Saadan en dejlig Dreng! Og saa var 'et det kønneste af vores Børn. De sku' set ham, førend han b'e pillet af, sikken han var skabt. Der var Lægge paa ham, saa lille han var, og Fod med Højvrist; og køn i Ansigtet var han s'gu osse, nydelig! Og véd De hva', det ka' vi være enige om, naar man er lidt med paa Livet, at det er en stor Støtte og en Velgerning her i Verden at se lidt godt ud, og at Tøj, det ka' sidde paa en og ikke hænger som Raker. Det er ikke, fordi jeg vil prale, for det er jeg en stor Hader af, men mange Gange i Ungdommen, naar den har været sløj, ha'de man ikke set en Smule godt ud og ku' gjort lidt Indtryk, man kalder, baade paa den ene og den anden Maade, saa ha'de den s'gu været gnaven. Og det var det med Evald ...

37

Undskyld jeg afbryder Dem, men hvorfor hed Barnet egentlig Evald?

Egskov slog ud med Haanden: Jo, det var et Løfte, jeg ha'de lovet mig selv engang, at naar jeg giftede mig og fik en Søn, saa sku' han hedde Johannes Evald, for dengang jeg tjente for Karl paa Trykkeriet i Aarhus, saa læste jeg Bogen om Johannes Evald. Den kender De nok, den er gul og med hans Billede foran i ... nydelig, store, blaa Øine, krøllet Haar; det ha'de Evald her ogsaa. Men ser De, allerede dengang, saa syntes jeg, den Levnetsbeskrivelse, den var saa storartet med disse fede Hørkræmmere henne fra Vestergade, som han maatte ligge og kvæles med, og Pigebarnet vilde ikke ha' ham, fordi han var lidt for meget med paa 'en, og Familjen, de fik ham saa smidt ud paa Landet, nede ved Rungsted. Men der laa han og digtede li'saa støt, i Sengen fra Morgen til Aften, lige op i Næsen paa dem. Det var s'gu brillant! Det er ham der har skrevet: Vift stolt paa Codans Bølge! -Skaal!

Vi stødte atter Flaskehalsene sammen.

Saa megen Tanke var der dog allerede ved en i Ungdommen, at jeg sa' til mig selv, at det er lige meget, men faar du en Søn engang, og det er et kønt Barn med Guds Hjælp, saa ska' han hedde Johannes Evald, for det er en Mand, som ska' holdes i Ære, for han har fortjent det. Det har været en rask Mand og en fin Mand, om de saa smed ham paa Bondelandet ti Gange.

- I det samme hørte vi Klokken ringe nogle Gange nede i Kælderen, og lidt efter kom Fredrik op: Der ha'de været en lille Pige henne fra Fru Egskovs Søster, og Fruen kom om en halv Time, Herren maatte endelig ikke gaa ud saa længe, Fruens Familje kom med derhenne fra ...

Tak for det blaa Øie, Frederik; den var nydelig! De kan tro, det er s'gu et støt Persjonale, min Kones Familje her i Byen. De kan godt sidde og stirre fire Timer efter en Kop Kaffe, og ikke de flytter dem, om De saa sved Stolene af under dem. Nu b'ier de her til Aften, og helst ska' de ha' alle de Sulevarer, der er til i hele Kvarteret, og saa ræsennerer de dog bagefter! - Saa ska' man osse høre paa al deres Elendighed angaaende Evald ...

Frederik! brølede han ned efter Karlen, der var gaaet tilbage til Kælderen igen, ta' og stik hen til Sadelmager Hansen og be' ham om

38

at sende Bud efter mig, forstaar du, saa ka' vi gaa ud og se paa noget Mobelbetræk, det ka' godt være nødigt...

Egskov vendte sig atter mod mig:... for jeg ska' si'e Dem, alt dette Fruentimmerreferat og Sørgmodighed og Vrævl, hvor den ene si'er Sparto til den anden, det er ikke no'et jeg ka' være med paa, det ka' jeg ikke. Med Sorgen og Glæden hold Maade, som vi lærte det i Skolen, det er ingen Løgn! Jeg gad nok set, hvis en anden en osse ga' sig til at henfalde i Sørgmodighed, saa b'e der slet ingen til at holde den oppe herhjemme.

Skaal! - -

39

Rejseselskab

Det var paa en Station imellem Korsør og København, at han en Sommerdag kom ind i Kupéen.

Han var høj og lysskægget med en Shagpibe i Munden og tatoveret paa Hænderne. Efter et hurtigt Blik smed han behændig en lille Byldt med Arbejdstøj op over et tomt Sæde, tog Plads lige overfor mig og gav sig til at tørre Panden grundigt.

Det er dog en farlig Hede, vi har i disse Dage, begyndte han straks; b'i'er det saadan' ved, saa kan vi her i Danmark ligefrem komme til at spille Brasilien!

Jeg spurgte med et Blik mod de tatoverede Hænder, om han maaske havde været derovre.

Jeg har lagt i Varmen i fem Aar, sagde han med et stort lyst Smil, og mest i Brasilien; engang desenterede jeg i Rio fra en Hollænder, der kom fra Java, saa b'e' jeg derovre et helt Par Aar i en Overgang. Jeg skal sige Dem, jeg er Tømrer af Profession, men jeg har sejlet meget. Det er et dejligt Land, Brasilien! Der sku' bare ikke være saa mange Slanger. Man vaagnede mange Gange om Morningen, saa ku' saadan en Kammerat staa et helt Par Alen i Vejret foran Sengen. Det vil jeg nok sige, de var værre end Hugormene i Lejren ved Hald! Jeg traf for Resten en Landsmand derovre, en Murer fra København a', og man b'i'er jo nemt kendt saadan i det fremmede, saa vi gik fire hundrede Mil op i Landet sammen; dér havde han hørt for ganske sikkert, der var briljant Arbejde og Matrialer i Guds Velsignelse; men det var bare Løgn, da vi kom derop. Naa, der var jo ikke no'et at gøre ved det, Mureren fik sig en Gang Klø for den Arbejdsanvisning, saa fægtede jeg mig en hundrede Mil alene op mod Kysten. Dér fik jeg det godt: en briljant Mand, der sku' ha' bygget en Villa, storartet Akkordarbejde og behagelige Forhold: to Negerpiger til Haandlangere, Kosten bong, og for Resten - der var pæne, lysere Damer, hvad man kalder, ikke mange Mile borte. Jo, det var min egen Skyld, naar jeg døjede ondt i Brasilien; men De forstaar nok: i Ungdommen, det kommer let, og det gaar let, og det ka' ikke nytte at græde over de

40

Penge, der er gaaet dem en Tur, saa maa man se at lave no'en nye. Gal var 'en, efter at jeg havde haft den gule Feber; de sku' for Resten hellere kalde den den blaa Feber, for man b'i'er blaa over hele Kroppen li'som i Pesten, og det er Kinin de fylder paa en, bare paa, immer paa, lige til et Punkt; naar det saa ikke hjælper - færdig! Havde der ikke været en ung tysk Doktor derovre, saa havde jeg nu ligget paa Øen Bella vista; dér sendte Overlægen alle dem over, som bare skulde krepere i Rolighed og ikke ta' Pladsen op for andre; jeg hørte godt, han sagde det. Din brasilianske Satan! tænkte jeg, men saa kunde jeg ikke mere, og da jeg vaagnede op igen, saa sa' den tyske Doktor: Ja, ja, Dansker, nu er De over det, og det ka' De takke mig for, for jeg holdt paa, at det ikke var værd at sende Dem til Bella vista. Det var briljant, Doktor, sa'e jeg, og hvis jeg bare ha'de noget at sige herovre, saa sku' De b'i'e Professor over hele Brasilien lige med det samme, men nu maa jeg rigtignok be' Dem om at hjælpe mig lidt, for de vil ikke ha' mig her paa Hospitalet længere, og det er ikke saadan' for en fattig Haandværker og saa videre, han fik jo hele Remsen; det kostede ham 4 brasilianske Dollars; det var den Betaling, han fik. Saadan gaar det! Havde det været i de Tider, hvor man tjente no'et, saa ku' man maaske vist saadan et Menneske en lille Opmærksomhed; men dengang fejlede man jo ikke no'et!

Der blev en lille Pavse, hvor jeg indskød et Par Ord, om at jeg netop var paa Hjemrejsen fra en Tur nede i Spanien.

Spanien! tog han øjeblikkelig fat igen og vendte den venstre Haandflade imod mig. Dér sidder en spansk Kniv! - og han pegede paa et bredt Ar indvendigt i Haanden. Det var i Malaga, vi kom fra Madeira, og jeg sku' lige danse ud med et lille Pigebarn, saa var han der med Kniven, forstaar De; jeg parerede med den venstre Haandflade, men han pyntede mig for Resten temmelig meget, jeg maatte la' Kammeraterne ta' dem af ham. De gav ham et Par regulerte danske Skaller at ligge og lege med. -Ja, man ka' nu sige, hva' man vil, men det er no'et a' det, man lærer i Udlandet, at den danske Skalle, hvor den kommer frem, der er ingen Nation, der kommer op imod den! Jeg har set det mange Gange i det fremmede: naar de faar den første Gang, de b'i'er ligefrem helt vilde. Den kan de ikke regne ud. Hva' er den a'? Og de kommer aldrig rigtig efter det, Spanierne nu slet ikke. De kittede mig for Resten lidt lovlig meget til en Gang i deres sorte Rødvin dernede, jeg drak den som Vand, jeg vidste ikke

41

bedre; ellers kender jeg ikke no'et til Landet. Men der skal være flere briljante Pladser dernede, efter hvad jeg har hørt; i det hele taget, naar man er ung, véd De hva', det er li'emeget, hvor man kommer hen, der er altid Tjans!

Han bankede Shagpiben ud mod Vinduesrammen og tændte sig en frisk, saa snusede han lidt til Røgen og sagde:

Hør for Resten, hvordan er det, nej i Spanien, dér har de vist ikke saa meget med Ananas, for det si'er jeg ellers saa tit til min Kone, at det ku'jeg nok ha' Lyst til at spise en Gang igen: friske Ananas i Rødvin; det faar man saa meget i Brasilien. Men om osse jeg ha'de Raad til at købe dem herhjemme, jeg si'er, jeg rejser mig daarligt op for de Sydfrugter, som der staar paa Kongens Taffel paa Amalienborg; jeg har selv været med til at ta' Bananer bare til Hamborg, vi ladede dem li'saa pjadskgrønne - de havde dog lidt af det brune i Spidsen, naar vi kom med dem. Men det forstaar Folk dem jo ikke paa, som har siddet hele deres Liv med et dansk Kydben i Haanden! -Ja, nu er en anden jo lagt op, som man siger, for jeg er gift og har tre Børn, saa jeg kommer vel rimeligvis aldrig ud mere, men saa kan man dog sige, at man har set et og andet, og det er ikke enhver Bondekarl, der gi'er en no'et at rende med! Som nu, jeg véd ikke, om De saà ham med Tatoveringen, de foreviste i København i Efteraaret. De kaldte ham Kaptajn; det var nu vist mest for den fly'ende Hollænder, at han var Kaptajn; men Svensker var han, og der stod ogsaa paa Plakaten, at han sku' være tatoveret af de Indfødte paa Stillehavsøerne. Nu arbejder jeg for mig selv som Tømrer ude i Brøndshøj, men det er jo tit, jeg kommer til København, osse med min Kone, og saa sa' jeg til hende: La' os gaa ind og se lidt paa den Tatovering, for jeg er selv b'e'en tatoveret her paa Hænderne af en gammel Indfødt nede paa Sundaøerne, og Stillehavet er jeg dog osse lidt med paa. - Naa, vi kommer jo derind, og der var baade ham og en Foreviser, og den ene galede højere end den anden, om at denne Kaptajn, han var b'e'en holdt i Fangenskab, og der ha'de de pint ham med at tatovere ham baade forpaa og bagpaa og saa videre. Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Ja, tatoveret, det er De jo; men skal jeg sige Dem, hvor De er tatoveret, og det er ikke paa Sydhavsøerne, men det er hos Smith brothers ovre i New York, og aldrig i sine Levedage har det været den rigtige, gamle Haandtatovering, men det er gjort paa Maskine, li'som at man trykker paa Lærred, og De maa i det hele taget lidt længere ud ad

42

Landet til med den, for der er osse Folk i København, der har været udenfor Valby!

Ja, jeg ha'de vist set meget?

Det ku' maaske være, at jeg ha'de set det, som De aldrig faar at se i levende Live, og jeg har osse set en svensk Bagersvend i Vedbæk, sa' jeg, der blev vist frem som lyssky Indfødt fra Madagaskar, og det var i 1885, da jeg arbejdede for Tømmermester Halland ...

Saa vilde de jo til at smide mig ud.

Det tror jeg hellere, de sku' betro til en anden, sa' jeg, og jeg har betalt mine Penge, og jeg har Lov til at udtale mig!

Og der var en tre-fire Herrer med Sølvstokke og høje Hatte; de holdt med mig, og Damerne med; de vilde høre, hvad han ku' svare mig.

Saa begyndte han jo paa en frisk om Stillehavet og de Indfødte, men saa sa' jeg bare:

Nu skal jeg si'e Dem endnu en Ting, at De kalder Dem Kaptajn og fortæller, De har lagt i Stillehavet; men hvis De kender noget til de Indfødte, saa véd De, at det at blive tatoveret af dem, det holder de for en stor Ære. Og det kan De vist nok indse, mine Herrer og Damer, naar De ser paa det Stykke Gerüst dér, at der er vist ikke no'en, hverken tamme eller vilde, der finder paa at vise ham nogen Ære.

Saa gik jeg godvillig. -

Nogle Øjeblikke efter rullede vi op for Frederiksberg Station. Min Genbo langede sin Bylt ned fra Hylden og rakte mig en stor, brun Næve. Farvel, sagde han, og Tak for behageligt Selskab! Tiden gaar immer saa briljant, naar at man underholder hinanden. -

43

En Lægmand

Det var engang i romersk Bad. Jeg traf i det første Varmerum kun en ganske enlig Badegæst, der straks sagde meget høfligt God Dag! da jeg viste mig paa Tærskelen. Han sad med sit hvide Klæde om Lænderne og støttede Hovedet til den højre Arm, Kinderne var allerede dygtig røde af Hede; for Resten havde han graasprængt Haar og saà noget udslidt ud.

Da jeg havde siddet et Øjeblik, begyndte han med en lidt snøvlende Stemme og dygtig langsomt: De er maaske meget vant til at ta' romersk Bad, min Herre?

Aa ja, saamænd!

Ja, for jeg skal si'e Dem, det er første Gang i mit Liv, at jeg ta'er et romersk Bad, saa jeg kender jo ikke no'et til 'et. Hvor mange Grader skal der være herinde?

Jeg tror, her er nogle og fyrre.

Jamen det er jo da ikke nogen Varme for Folk, der er vant til at arbejde.

Ikke det? Synes De ikke?

Nej, det kan det da umuligt være, for jeg har da arbejdet mange Gange i li' saa megen Varme i de sidste tolv Aar, kan jeg sige, som Fyrbøder ... ovre i Amerika. Men nu har jeg ikke bestilt noget i over halvanden Maaned, for jeg er kommen hjem for og ska' se til min gamle Mo'er, saa kommer Sveden ikke ud, og saa bliver Mennesker syge. Derfor er jeg osse bleven forkølet, saa det river i alle Lemmer, og saa havde de talt til mig om disse romerske Bade! Men denne her Varme kan da ikke drive nogen Sygdom ud.

Aa, De skal se, det gaar nok. -

Jo, naturligvis, jeg kan jo nok forstaa: for bedre Folk, som ikke bestiller andet end at køre rundt i Vogne, der kan det jo være meget godt, men som for Folk, der arbejder ... véd De hvad ...

Der kom en af Bademestrene ind. Amerikaneren vendte sig straks imod ham: Hvor længe vil De ha', jeg skal blive siddende herinde?

Aa, De har jo ikke siddet her ret længe.

44

Jamen jeg mener, før det begynder at virke.

Bademesteren kastede et Blik hen paa ham: Det virker jo storartet:

Naa, saa det kalder De storartet ?

Jamen saa skal jeg give Dem et Raad. Tag De Haandvægterne der og mas rundt med i en lille halv Time, saa skal De bare se!

Nej, hør, jeg vil da virkelig ikke arbejde tilmed, naar jeg har betalt 1 Krone og 60 øre for Billetten; saa maa det komme af sig selv, enten det vil eller ej.

Bademesteren gik. Den anden satte sig til Rette i Stolen: Finder De ikke, det var en Methode, hva'? At man sku' tilmed arbejde for at faa det til at virke! Skal de da ikke gøre noget ved en, disse her Bademestre?

Jo, bagefter, saa lægger de Dem paa en af Bænkene og rækker og strækker Dem i alle Lemmer; det er godt mod Gigten.

Naa -ja, det kan der jo være no'en Rimelighed i! Nej, for Medicin, det ta'er jeg aldrig eller gaar til en Læge; jeg har kun gjort det een Gang i Amerika, og det var der, hvor Studenterne gaar og lærer paa et af Hospitalerne. For det var Haanden her, der var kommen ind i en af Maskinerne, og det var jo om at komme sig i en Fart! Saa si'er Formanden: Det kan slet ikke nytte, du skal betale for det, for saa længe, du har en Dollar i Lommen, saa kommer du dig ikke; men ta' og gaa hen paa Hospitalet, hvor at Studenterne de går og lærer, og sig, at du er ubemidlet, saa skal det nok gaa lidt villigt. Og det var osse meget rigtigt: de gjorde mig i Stand og tog Splinterne ud af Saaret, og jeg kom der et Par Gange, saa var de ked af det, for der var jo ikke no'et at tjene, og saa kom jeg mig. - Folk, der har noget, de kommer dem aldrig rigtig i Amerika, saa længe de har noget.

Han gik hen for at tage et Glas Vand og satte sig igen ved Siden af mig: Ellers har jeg aldrig fejlet noget derovre undtagen som i det første Aar, der havde jeg Hjemve. Det er osse en Sygdom, den kommer af Sproget; de faar den en Overgang allesammen, hvem at der ikke ligefrem har lært det i Skoler hjemmefra, for man kan ikke rigtig snakke med no'en. Og skal man skrive tilmed, saa bliver det rigtig galt. Jeg havde nu ikke saa lidt at skrive i den første Tid, jeg var derovre; jeg var paa et Lager; men det var bare mit Navn paa de Sedler, vi udleverte efter, saa det gik meget godt. Men naar det skal være mere Besked eller ligefrem som et Brev, saa er det, det bliver vanskeligt. Det kan De være vis paa.

45

Men nu efter saa mange Aars Forløb kan det da ikke falde Dem vanskeligt mere?

Amerikamanden rystede paa Hovedet: Nu vil De maaske ikke tro det, men som i Gaar sad jeg 6 Timer om at skrive et Brev - med en amerikansk Avis ved Siden.

Skulde De skrive noget ud af den Avis?

Nej, forstaar De, men naar man skal skrive et engelsk Brev, saa er et at købe en Avis paa Gaden og finde Ordene ud af den, hvordan de staver dem; det er det, det kommer an paa. For jeg skal si'e Dem, som nu et Hospital, det er her i Danmark et Hospital, og det skriver de li'saadanne. Og det gør de ogsaa i Amerika, det kan De se i alle Aviser: Hospital of det og det; men de si'er hosptle. Det er meget vanskeligt! Som jeg si'er Dem: 6 Timer, en halv Dags Arbejde - og saa en Hovedpine! - Og det var slet ikke noget langt Brev: bare, at vi er ankommet, vi har haft fint Vejr, de tog Omsorg for os om Bord, herovre er de vel, vi bliver til Juni Maaned; ikke videre. Men det ta'er Tid, det kan De være vis paa.

Tror De nu ikke, det var nemmere at bruge et Leksikon?

Amerikaneren slog ud med Haanden: Næ, det er upraktisk. - Jeg har jo osse kendt en Mand i Amerika, som ha'de et Leksikon, men De kan ikke finde noget i det. Nej, De kan ikke.

Jamen det er jo da fuldt af Ord.

De.t er det nok, men hvis at De skal skrive, at vi har haft fint Vejr eller det var en god Overrejse eller lignende, saa har De meget mere Tjans, for at der staar saadan noget i Avisen. Det er ikke andet end Ord i saadan et Leksikon. Og dem kan De heller ikke finde; det er tidt, at de ikke staver dem rigtig praktisk paa Dansk heller. Og naar man skal sidde saadan og man har et Ord og man vil slaa det op, og det er noget langt og man skal holde Re'lighed med alle Bogstaverne, som de følger efter hinanden .... det sku' De probere engang! -En Time, den forslaar ingenting, ikke Spor!

Han blev afbrudt af Bademesteren, der kom for at vise ham ind i det varmeste Rum: Der er 55 Grader inde!

Naa ja, det kan jeg bedre forstaa. Der skulde De ha' sat mig ind med det samme. Kommer jeg bagefter ind i noget, der er varmere endnu?

Nej saa har vi ikke mere at byde paa, uden De vil ind paa Dameafdelingen.

Amerikaneren smidskede: Nej, tror De ikke, at det vilde blive for varmt igen? -

46

Først da jeg var helt færdig paaklædt og skulde til at gaa, kom de med ham fra Styrtebadet. Han var som en kogt Hummer over hele Kroppen.

Der var behageligt inde i det varme, sagde han i fortsat Samtale med Bademesteren, men uha, alt det kolde bagefter!

Jamen nu skal De ud at svømme her i Bassinet!

Er det osse koldt?

Ja, men naar De har siddet saa forfærdelig længe i Varmen, maa De sørge for at blive godt afkølet.

Han kravlede lydig ned ad Trappen og blev ved at puste og pruste i det kolde Vand, til Bademesteren kaldte ham op.

Tror De saa, jeg har faaet det onde ud? spurgte han, mens de viklede ham ind i Lagenet.

Ja, naar De nu faar Dem en god, høj Kognak, mens De ligger og hviler, saa gaar det sidste sig en Tur.

Det kan der jo være no'en Rimelighed i, jo det kan man godt tænke sig. Lad os saa faa saadan en til at slutte med! -

47

Stilladsraadens Ruslandsrejse

Forhenværende Tømrermester Thorsen saà sig omkring i en større Kreds af Venner: Naa, saa I vil høre om mine Rejser, Drenge, sagde han, ja, det ka' I jo gerne faa lidt a'; man ska' ikke sætte sit Lys under et Fjerdingkar, staar der skrevet, og om I osse kommer over de halvthundrede li'som en anden, er det dog ikke sikkert, I kommer li'saa langt paa den anden Side Runddelen.

Ser I, det var den Gang Vorherre, han ha'de lagt sin Velsignelse i Byggeriet og Byggegrundene, saa ku' man jo trække sig ned a' Stilladserne og gi' sig til at privatisere, som de kalder det; og da nu Kongen ikke vilde gøre mig til Etatsraad, saa var det, Folket i København gjorde mig til Stilladsraad, og det ha'de jeg osse paa mit Visitkort, da jeg var med Rejseforeningen i Paris til Verdensudstillingen: Oscar de Thorsen, conseiller d'échafaudage. Det er s'gu alletider en Fordel ved den Titel, at man kan drikke Ø1 for Rangskatten!

Naa, jeg vil nu ikke fortælle Jer om alle mine Rejser med Rejseforeningen, for saa si'er I bare, det er Løgn det hele; men jeg vil holde mig til den, vi var paa i Rusland, for den kan I lære mest af, naar I vil ta' efter det. -

Ser I, først maatte jeg jo til at lægge mig lidt efter Russisk; det var jeg ikke inde i i Forvejen, og jeg har nu min egen Sprogmethode, saa jeg sagde Translatøren, hvordanne han sku' gribe det an, for at der ku' komme lidt Gang i Galoscherne i en Hastighed. Og da jeg ha'de faaet 3 Timer hos ham, saa sa' han allerede, at nu ku' han ikke lære mig mere og Mage til Elev ha'de han aldrig haft, saa bedre ku' man jo ikke forlange.

Saa gik vi i Søen med Damperen, halvandet hundrede nydelige unge Mennesker, og vi spillede den russiske Nationalsang til langt ud i Østersøen og øvede os paa at staa med Hatten i Haanden, for det maa man, naar de spiller den i Rusland. Det gik briljant altsammen, Formanden holdt Taler, og lange Peter Holbæk, Brændevinsbrænderen, fortalte om al den Edder og Forgift, han ha'de ta'et med for at

48

prøve Russerne i, og jeg begyndte jo allerede at gaa omkring og sige et og andet paa Russisk for at vænne Folk til Sproget.

Da vi ha'de passeret Bornholm og var vel ude af de danske Farvande, oprettede jeg en lille russisk Skole paa Agterdækket.

Det er nu ikke værd at nævne Navnene paa alle de stræbsomme Studerende, der meldte sig til Skolen, for man skal aldrig genere Folk i en ældre Alder med at fortælle dem, hvor de har deres Kundskaber fra; men der var da over et halvhundrede Stykker unge smukke Mennesker, som blev anbragt paa lange Bænke, saadan at der var Plads for mig til at gaa op og ned imellem dem med et Papir i Haanden, som Translatøren havde skrevet op paa efter min Sprogmetode. Og da jeg havde faaet den nødvendige Ro og Orden til Stede, saa begyndte jeg:

Ø1, Drenge, det hedder pivo! Kan I nu gentage det højt og tydeligt 3 Gange, pivo, efter Jeres Lærer!

Det kunde de.

Det er et af Grundordene i Sproget, forstaar I, og la' os faa det en Gang til!

Saa gav de det en Gang til.

Det var briljant; nu I har lært det, kan I aldrig komme til at tørste i hele Rusland. Saa gaar vi over til et andet Kapitel: Hvad hedder du, min lille Pige? Kak tvojø imja, djevuska? - De, der har det svært ved Udtalen, ka' ha' Lov til at springe det over; det kan ogsaa klares med lidt Dikkedarer i al Almindelighed. Det er i det hele taget mere for de bedst begavede Elever. Men det næste maa I vide allesammen, ellers kan I slet ikke komme igennem derovre: Ty istinno krasivajæ djevuska! - det betyder: Du er renok en køn lille Pige! Det maa vi ha' gentaget 3 Gange og 3 Gange til og 3 Gange til. Det var rigtigt, det gik med Liv og Lyst, Drenge! Naar I nu sætter pivo til bagefter eller de af Jer, der har lidt mere Mønt paa Lommen: Vino, det vil sige: Vin, saa har I straks en hel lille Konversation til at gøre Jer behagelige med, bare efter første Time. Det koster 10 Øre pr. Mand til Punsebollen, og saa ophæver vi Skolen for i Dag, for naar I lærer alt for meget, er jeg bange for, de skal blive rent tossede efter Jer, Ruspigerne.

Saa tog vi os en Cigar, og vi var nogle af de mere sprogkyndige, som fik en lille Passiar om fremmede Sprog over det hele og hvor behageligt det er at kunne et fremmed Sprog, naar der kommer et fremmed Menneske, og saa, for at opmuntre dem af Drengene, der

49

ikke var saa ferme endnu, fortalte jeg, hvordan jeg selv havde været lige ved ikke at ku' klare mig ovre i Paris under Udstillingen.

Jeg var ta'et ud alene og ikke med Foreningen, og denne Fanden af en Droskekusk, han blev ved at køre. Hvert femte Minut, saa stoppede jeg ham, for jeg kunde jo godt se paa det hele, at vi kom Pokker i Vold, og saa forklarede jeg ham paa Fransk, hvor det var jeg vilde hen; men om han nu ikke har været rigtig inde i sit Modersmaal, eller hvordan han har haft fat paa 'et, han sa' bare: Oui, monsieur, oui, monsieur, og saa kom der saadan en Skylle af dette modbydelige simple Fransk, som man jo ikke lærer hos de bedre Lærere ... og han videre! Bare pidskede paa Kamelen og gloede op til alle de Uhre, vi kom forbi! Det var Timekørsel, dette her, tænkte han.

Men saa, dengang vi omtrent var kommen helt ud paa Landet, stoppede jeg ham for Alvor. Nu ska' det være Løgn, sa' jeg paa engang, og det forstod han. Jeg Pengene op af Lommen og blev snydt en halv Snes Frank fra, og saa paa en Omnibus ind til de store Boulevarder; dér maatte man ku' spørge sig for!

Der kommer ogsaa en meget nydelig, sortsmudsket Herre spadserende: »Bonjour, monsieur, pardon, s'il vous plâit, est-ce-que vous voulez være saa god at sige mig, hvor jeg gaar hen til Hotel saadan og saadan -«altsammen paa Fransk.

Saa ser han stift paa mig og si'er: Est-ce-que vous parlez anglais?

Nu var det, førend jeg ha'de været med Foreningen i England, saa jeg kunde ikke svare: No, Sir! men jeg rammede ham den ud paa Fransk: Non, monsieur!

Italien? spørger han og rullede helt sort med Øjnene.

Non monsieur!

Espagnol? siger han saa.

Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Undskyld, sa' jeg, at jeg afbryder Dem i Deres flydende Foredrag, men maaske De taler Dansk?

Han saa' paa mig, lis'om han var be'en helt angst og bange ... Eller Svensk - eller Tysk - Russisk - Portugisisk ...

Han passede over det hele.

Ja, for saa tror jeg, det er bedre, vi afbryder denne behagelige Underholdning: Est-ce-que vous voulez me donner lidt Ild paa min Cigaret? Adieu, monsieur, mange Tak ska' De ha' og hils hjemme! Og jeg ind i den første den bedste Restaurant.

50

Der staar en lille fiks Opvarter og smiler imødekommende over hele Ansigtet, saa jeg letter paa min Eiffelhue: Est-ce-que vous voulez være saa venlig og sige mig o. s. v. - altsammen paa Fransk.

Men saa aabner han Munden: Det er saamænd meget bedre vi taler Dansk, Herr Thorsen, for jeg kender Dem saa godt og jeg har serveret for Dem og Frue mange Gange ude hos Hansen paa Constantia ... Saa der ser I, Drenge, at man ku' godt ha' kunnet otte Sprog og dog klaret sig allerbedst i Paris paa Dansk. -

Naa, men jeg glemmer rent Rusland, og det var dog det, I sku' faa et lille Begreb om. Ser I, det er stort altsammen derovre, ganske storartet. De Stene, som I presser Jer med i Slipsnaale, dem har de Søjler af inde i Isakskirken, og naar I staar i Moskov li'som her paa Rundetaarn og ser ud over Gitret, saa ka' I tælle flere grønne Kirkekupler, end der er Agurker paa Amager. Deres berømteste Kejser, han hedder jo osse Peter den Store, og hans Støvler ha'de lange Peter Holbæk, Brændevinsbrænderen, paa, den Gang vi var oppe paa Kreml.

Det var s'gu for Resten min Skyld, for vi gaar jo omkring og ser paa alle disse historiske Mærkværdigheder og vi er saadan en lille Afdeling for os selv paa en 8-10 Stykker, saa kommer vi til et Par Pelsstøvler. Jeg vil nok si'e, der ku' snart b'i Plads i Kanen, hvor at de kom frem, og det var Peter den Stores Støvler, sa' Officeren, der viste os rundt: les bottes de Pjotter le grand - de si'er Pjotter i Rusland.

Men saa er'et jeg si'er - paa Fransk: Ja, se det var nu Pjotter le grand, men der staar Pjotter le plus grand, Akkevitpeter, som har været Fløjmand i Hestgarden hjemme, inden at den blev ophævet, og la' os se, om han ka' komme i Ga-Gakkerne!

Officeren turde først ikke rigtig, men vi var jo alene i Afdelingen, og saa sku' I set ham grine, da Akkevitten fik den højre Støvle paa og begyndte paa en lille Trippevals med den røde Kineser, som vi kaldte ham, Galanterivarehandleren, med de skæve Øjne og Ild paa Kvisten.

Der ku' ellers nemt gå Møl i dem, brølede Peter til Officeren, naar de ikke bli'er rørte lidt. Men han havde jo ingen Sprogkundskaber, saa han sa'e det paa Dansk.

Qu'est que c'est va dire? sa'e Officeren til mig paa Fransk.

Oui, Monsieur, sa'e jeg, det er nu ikke saa let at klare - for det var Møl, skal jeg sige Jer, Drenge, den Sort mere urenlige Ord, dem har jeg aldrig lagt mig særlig efter; men saa tog jeg lange Peter Holbæk ved Haanden, og saa sa'e jeg til Officeren:

51

Voyez vous, monsieur, Peter her, Pjotter le plus grand, han er bange for, at der skal gaa i Støvlerne - og jeg pegede jo paa Støvlerne med det laadne i - det, som der allerede for længe siden er gaaet i ham selv deroppe, og saa slog jeg Peter paa Nødden en 3-4 Gange med Fingeren.

Det ka' I være vis paa, det ku' Officeren forstaa. Tres bien, sa' han, tres bien, den er brilliant, Thorsen, Herr Thorsen!

Hva' var 'et, du lavede med mig? sa' lange Peter. Sku' det være morsomt, at du bankede mig paa Ho'det; hva' var'et egentlig?

Det skal jeg sige dig, Peter; det var det, min lille Datterdatter lærer efter i Skolen nu til Dags; det er det, de kalder for Anskuelsesundervisning; og naar du en Gang ikke mere gider forgifte hele Landet med din frygtelige Brændevin, og du alligevel skulde trænge til lidt Sysselsættelse, saa ka' du saamænd godt leje dig ud til saadan en lille Pigeskole som et helt Anskuelsesmuseum. - Det forstod nu Peter ikke, for han mangler videnskabelig Uddannelse.

Og det vil jeg for Resten si'e Jer, Drenge, det er en stor Nødvendighed, især naar man rejser i Rusland.

For som nu mange af Jer, naar I mødte saadan en rigtig Løjser derovre med bare Ben og en tyk Kæp i Haanden og Haar som en Vildtysker, saa ku' I nemt tro, det var li'som en af dem fra Nørre-Allé, som I skal blive bange for. Men det er det slet ikke. Det er bare en Pilegrim, som er gaaet mange Mile paa sine Ben for at komme ind til Moskov og hilse paa den siberiske Madonna, kalder de hende. Det er den fornemste Mutter Madonna af dem allesammen, og hun har et Kapel lige ved Indgangen til Kreml; naar de er rigtig syge derovre, og der ikke er noget paa Apotheket mer, der hjælper, koster det 100 Rubler, saa kommer Præsterne kørende med hende i Brudekareten med Heste med Topper, og det skal være ganske storartet at se paa.

Jeg tilbød dem paa Hotellet, at jeg vilde gerne lagt mig et Par Timer, saa vi ku' ha' sendt Bud efter hende, men det vandt ikke almindelig Tilslutning. De sa'e, at saa var Russerne ble'en fornærmede, og det vilde saamænd ha' været baade Synd og Skam, for det var mageløs forekommende Mennesker imod os, allesammen. -

Jeg vilde ønske for Jer, I ha'de kendt Admiralen paa det kejserlige Kanonstøberi. Det var en fin Mand og en brilliant Mand Han viste os selv rundt med en hel Ruse Officerer, og vi stod og saa paa, at de

52

støbte en Kanon. Det var meget interessant, for Jernet, det flød og fraadede, saa der stod li'som et helt Skum i Vejret.

Det er en kraftig Bajer! sa'e jeg til Admiralen, som stod lige foran mig.

Was belieb? si'er han - paa Tysk.

Kräftiges pivo, si'er jeg, for at han skal forstaa det bedre, lige anstukket, frisch vom Fass!

Ja, det skal De ha' Ret paa, sa' han, eller saadan noget lignende, og grinede.

Bitte, Hr. Admiral ..., saa stak jeg ham mit Kort: Oscar de Thorsen o. s. v.

Mange Tak, Hr. Thorsen, og jeg fik hans igen. Ku' det interessere Dem, sa' han, at se, hvorledes man støber dette her Bisselæ'er Staal eller Bismer Staal?

Mit Vergnügung, bitte sehr, Hr. Admiral!

Der skü' I set et Syn, Drenge! Først li'som Hjul og Gnister fra en halv Snes Grundlovssole paa Tivoli, og saa kommer det flydende røde Jern farende ud i en varm Straale.

Den ku' være god i en hul Tand, sa' jeg til Admiralen, og vi begyndte paa en lille rask Diskussion om Støbning over det hele, men saa er det, den røde Kineser dunker mig i Ryggen og spørger, om jeg ikke ha'de en Cigaret. Jeg havde nu ikke no'en; men jeg vender mig til Admiralen: Entschuldigen Sie, Pardon, Hr. Admiral, die kleine Abbrechung! Men det er min Ven, der rothe Kinese sogenannt, der wollte gern haben en Cigaret, Sie haben vielleicht - und so weiter?

Og Admiralen: Pist! han vinker paa en Slave, som spænder ud og kommer tilbage: Værsaaartig, si'er Admiralen, Hr. Rath - det var mig - og han rækker mig et Etui med Cigaretter.

Med Forlov, si'er jeg, og ta'er først selv en, saa gi'er jeg Kinesen en. Mange Tak, si'er jeg og vil række dem tilbage.

De skal beholde dem allesammen, si'er Admiralen, og Etuiet med, Hr. Rath, zum Andenken!

Det skal jeg ikke nægte, det syntes jeg var nydeligt, og det sa'e jeg ogsaa til ham: Hr. Admiral, sa' jeg, das war nett! - Ich danke Sie; nicht für das Fuderal, denn das kan ich kaufen für en Rubel, aber ich danke Sie für das hübsche Gedanke. Og saa stak jeg ham paa Næven: Habe die Ehre, Hr. Admiral!

Habe die Ehre, Hr. Rath! sa' han li'saadan.

53

Det var en storartet Mand! - I det hele taget, vi blev modtaget som Danske af Russerne brilliant, og de Danske, der boede derovre, de var osse glimrende. Der var en af dem, som havde været der i 50 Aar, og det sa' han med Taarer i Øjnene, at han ku' slet ikke tale et Ord Dansk mere, saa det kan jo godt være, det var Løgn, at han nogensinde ha'de kunnet det; men det var ellers en meget behagelig ældre Medborger.

Ham var vi nogle Stykker med paa Industriudstillingen i Moskov, og der er det, li'som han gaar og tosser rundt paa Tysk og ikke ka' komme rigtig ud af det, saa si'er han igen, at det gjorde ham saa forfærdelig ondt, at han ikke kunde huske et Ord Dansk mere, men saa sa'e jeg til ham:

Det er rigtig kønt af Dem sagt; det ved Gud, det er, det er nydeligt, og De er en ægte Hædersknøffel, men nu ka' vi den!

Hva' beha'r?

Jo, jeg mener, De behøver ikke mere at fortælle os, hvad De ikke kan; men skulle De ikke, siden De nu engang er Fører herude, kende Navnet paa det store, dejlige lyse Pigebarn, som gaar der med en noget mindre Veninde og sender Peter og Kineseren saadan no'en vældige Øjne?

Men lige med det samme maa Pigebørnene ha' hørt, hvad jeg sagde, for et Øjeblik efter er de bægge to paa Siden af os og si'er paa Dansk:

Goddag, Danske!

Saa var det hverken værre eller bedre end et Par smaa københavnske Gavtyve, der var taget over for at synge lidt for Russerne, og de var to Veninder foruden, og den blonde ha'de været i Rusland, fra hun var 14 Aar, og det var næsten 10 Aar siden, de ha'de hørt Dansk, no'en af dem.

De vilde ha' været ud og ta'et imod os med Buketter og Dannebrogssløjfer, men det ha'de nok ikke været rigtig velset paa højere Steder, og det syntes jeg for Resten var Synd; for Herregud, det var rigtig nydelige Pigebørn, og flotte i Klæderne. Og danske var de med Liv og Sjæl, de laa altid i Haarene paa de tyske Agenter derovre, og de hadede Tyskerne, fortalte de, og det er osse no'et nærigt Rak i Udlandet. Førend de gi'er et Par Skilling ud, vender og drejer de dem en halv Snes Gange i Haanden, og saa putter de dem som Regel tiisidst i Lommen igen.

54

Nej, det kan man ikke si'e andet, de danske Pigebørn, de ha'de ikke glemt Danmark; Rusland holdt de meget af, det var et flot Land, et brilliant Land, men Danmark, det var dog deres gamle Fædreland.

Den Dag de andre var oppe at se paa denne Kroningskirke, saa besøgte vi dem, no'en Stykker, ude i Pensionatet, hvor de boede; de havde selv lavet Frikadeller paa gammel dansk Manér med stuvede Kartofler, det havde de ikke smagt, saa længe de havde været borte, og vi lærte dem de nyeste hjemme fra, der gik i de Tider: Rundt paa Gulvet! og de rigtige Slagudtryk, at Jacob er storartet! og Der er Bal i Haven! Jeg forsikrer Jer for, Drenge, de var li'som Børn; de havde Taarer i Øjnene af at høre rigtig Dansk igen af det ægte.

Til Osten kom saa Peter med en Akkevit, 1ste Klasse A med Stjerne, og vi sad der og gav ingen Penge ud og spiste og sang og morede os storartet. Det eneste var vi allesammen enige om bagefter, som vi havde savnet i det hele, det var en rigtig gammel Karlsberg! - -

Ja, det tænker I nu ikke over, Drenge, naar I sidder en Sommeraften og drikker Jeres Øl udenfor Koncertsalen og hører paa Lumbye, hva' det vil si'e at være i Udlandet; men jeg skal aldrig glemme som den Gang, vi sejlede væk fra Kanonstøberiet derovre. Saa stod Officererne og Folkene opstillede ved Landgangsstedet med Haanden til Huerne, og vores Formand, da vi ha'de gjort los, saa udbragte han et Vive la Russie! forstaar I, Drenge, paa ægte Pariserfransk f. f., og vi svarede med 3 lange og 3 korte.

Og saa begyndte Russerne med Vive le Danemark! med almindelig Jubel bagefter, og vi stod der og tog imod den uden at blinke, og vores Horntudere, vi ha'de med, spillede Kong Christian og Damperen gik af Sted med os ....

Jo, det var smukt, det var nydeligt, det var storartet; man følte sig li'egodt, som om man stod med et lille Storkors af Dannebrog paa Brystet. - -

- Se nu ka' I jo tænke lidt over det, Drenge, og saa ka' I for Resten gaa hjem og hilse Jeres Koner, som Kongen sa', og fortælle, at I har hørt om Stilladsraadens Ruslandsrejse.

55

En Udvej

Jens Hansen klagede sin Nød for mig. Efter Konens Død havde han faaet Husholderske i sin Frokoststue og Beværtning, og det var jo ikke som før i Tiden.

Nej, det maa rigtignok være tungt, naturligvis, saadan at miste ...

Ikke for det, sagde Jens Hansen, det er saamænd blevet meget bedre, baade med varmt og med koldt, end den Gang min Kone levede; men der er andre Sider ved hende ...

Ved Husholdersken?

Jens nikkede.

Hun har maaske Kærester?

Ikke, saa at det kan genere nogen.

Jamen, hva' saa?

Hun stjæler som en Ravn. -

Au!

Hele halve Skinkestege gaar der ud af Huset, og hvis De saa min Kulregning ...

Nej, Gud fri mig! Men saa maa De jo skifte hende.

Jens Hansen rystede paa Hovedet: Aa, de er ikke andet end til at køre ned ad Trapperne med det samme, alle dem, som kommer!

Kan De da ikke tale Donner til hende ?

Jens sænkede Stemmen en Smule: Jeg prøvede jo forleden Dag paa at holde en lille Appel for hende; men saa skulde De hørt en Udtale! -Jeg gik min Vej for ikke at genere Husbeboerne.

Ja, det gør mig ondt, Jens Hansen; men saa véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal raade Dem til.

Enkemanden tav og sad lidt og nippede til sin Bajer.

Se, man kunde jo naturligvis gifte hende, sagde han saa.

Hva' beha'er?

Jo, jeg siger, at der var jo altid den Udvej, at man ku' gifte hende, mener jeg, - for saa stjæler hun da ikke til fremmede!

Skaal paa det, Jens Hansen! Det synes jeg, De skulde gøre.

- Og det gjorde Jens Hansen. -

56

Stoddere

Nekrolog.

Han ha'de fundet i Berlings Port
et stort Stykke hvidt Papir og smurt
et Brev til Søsteren sammen.
Hvordan han har faaet Frimærker fat,
begriber jeg ikke, men véd kun, at
han sendte det ud til Madammen.

Og hun skikker ind fra sin Bondegaard
et rigtig godt Stykke Spegelaar
af et Svin, der var dygtig mæsket.
Naa, Peter ha'de jo ikke Raad
til at købe Brød, men han bare aad
sig stoppende mæt i Flæsket.

Saa gaar han til Ro. Men den næste Da'
hører de inde fra Loftet a',
hvordanne han gi'er sig i'et
der ligger han ganske bevidstløs hen
og af Liv var der ikke meget igen,
da de hentede Politiet.

Nu kommer jeg lige derude fra,
og Klokken elleve traadte han a'
for at stille til Herrens Glæde.
De to Ting følges naturligt ad:
naar man ikke længer kan taale Mad,
saa maa man jo dø af Æde.

Ære Være ...!

Jo, gamle Ven, jeg er tyk i Dag,
for der er hændet mig no'et,
57 saa ha'de jeg ikke haft Syn for Sag,
vilde jeg slet ikke tro'et.

Jeg ligger hjemme og glor og har
ikke en Øre tilsammen,
saa hører jeg no'en, der banker og ta'er i Døren, saa det ryster i Rammen.

Jeg ser mig omkring. Ja, Herregud,
det er Rest af en fornem Vane,
for nu er der ikke en Lommeklud,
som Fogedens Folk ku' rane.

Jeg aabner Døren. Der staar en Mand. -
Den Mand han har vist mig Ære!
Og over det hele Danmarks Land
jeg vil ham min Tak frembære.

Meget beskidt, med Hat uden Rand,
kunde næppe tale for Hikke ...
Hvad tror du, han vilde, den danske Mand,
hos mig? - Han vilde s'gu tigge.

Idyl.

Det er dog li'som lidt Sommer endnu,
om ogsaa Luften er kold;
saa lad os sidde en Kende, du,
oppe paa Christianshavns Vold.

Jeg har en Pibe Tobak igen
a' den fra min Fødselsda',
den tænder jeg mig, og min lille Ven,
hun nøjes med Lugten der a'

Men siden, hos mig, skal vi begge to
drikke Kaffe, af samme Kop.
58 Og saa er det Mørkning og Søndagsro,
og du løser Haaret op.

Marie! Det skal du nu love mig,
at hvor sløjt det saa ogsaa gaar,
og hvor meget Frisøren, han plager dig:
du maa aldrig sælge det Haar.

Naturligvis -!

De fandt ham liggende paa en Bænk
en Nat, det var meget koldt. Og tænk,
li'som at Kulden skal til at ha' ham,
kommer en Herre og ta'er sig a' ham.

Nu gi'er han den flot som Gentlemand
paa Hospitalet. Jeg saa hvordan:
han ligger paa Fjere og sover, og bare
han slaar Øjnene op, staar der Fødevare'.
Jeg spurgte naturligt, hvordan det gik;
men han svarede ikke. Ja vel, den Strik -
naar man véd saa godt, hvad der følger efter,
saa skal det nok knibe med at komme til Kræfter.

Paa Langebro.

Jeg gaar i Kulde over Langebro ...
Det maatte være stolt med Vinterfrakke;
jeg kendte en Gang En, som ha'de to! - -
Paa Vandet ser jeg Lygteskæret flakke
ud efter i en sagte, gylden Svømmen ...

De si'er, der driver ofte Lig med Strømmen!

Betjenten ser mig an - en Gang igen:
»Der er dog ikke no'et her at hugge;
jeg gaar blot Aftentur, min gamle Ven,
59 paa Langebro og hører Vandet sukke;
jeg véd godt: Livets Kalk - vi ska' jo tømmen ...«

Mon der i Aften driver Lig med Strømmen?!

Hvorfor?

Hvorfor skal vi Mennesker ikke kunne
lægge os hen som andre Hunde
og dø af Sorg? - saadan ganske stille
uden hverken at ville eller ikke ville.

Nej, Sulten lægger sig ved vor Side
og tirrer os op til at leve og lide.
- Er det derfor, vi kaldes Skabningens første,
fordi vi alle Tider kan sulte og tørste? -

60

Tolderen i det Hellige Land

Nær ved en af de danske Strande ligger der et lille Hus med Flagstang og rødt kongeligt Skilt. Der har den gamle Strandkontrollør Jansen nu boet i de sidste seks-syv Aar.

En Helligdag i Foraaret tog Erik Holst og jeg ned for at besøge ham, jeg havde endnu ikke været paa hans nye Egn, og begge to trængte vi stærkt til at se den gamle engang igen.

Og saa stod Kontrolløren da ogsaa paa Perronen med Hænderne i Lommen paa det tykke blaa Sæt, Uldtørklædet viklet om Halsen og Søndagshatten en Kende bag i Nakken. Han kneb Øjnene lidt sammen og spejdede frem imod Toget; lige før det standsede, udsendte han, med fuldkommen urokkelig Holdning, et af sine velbekendte lange Sømandsspyt, der naar ud i Søen selv fra det fjerneste Sted paa en første Klasses Orlogsmand.

Saa svingede vi med Hattene.

Der gled et bredt, mut Smil frem under det tykke, graa Underofficersmundskæg: God Morgen, de Herrer! Og Velkommen! raabte han med en mægtig, hul Røst, der fik alle Passagerer i Toget til Vinduerne.

Tak for det, Kontrollør! Tak for det! Og den lille, spinkle Erik Holst dansede hen imod ham med Hatten svunget rundt paa Stokken.

Aa, Gud hjælpe og styrke os, brummede den gamle med et inderlig tilfreds Glimt i Øjnene, je olier, je doller, som de siger i det plattyske, - og han gav mig et forstaaende Puf med Albuen: Hvor mange Piger har han nu faaet gjort ulykkelige inde i København siden sidst?

Vi foreslog et passende rundt Tal.

Forslaar ikke, forslaar ikke; han er værre end hele det gamle Testamente tilsammen! -

Erik lindede en Smule for Rejsetasken og lod en lang, smækker Flaskehals glide frem: Hvad mener De om saadan en lille Torpedo, Kontrollør? Skulde det ikke være noget for en gammel Søkriger som Dem fra 64? Og han dér har ogsaa en til Dem i Tasken. Irish Whisky!

Velbekomme! I vil nok lave mig et helt lille Gomorrha til hernede!

61

Naa, det er ikke for det, og Kontrolløren bøjede sig ned imod Erik og hviskede, saa det kunde høres paa den anden Side Banelinjen, her kan godt trænges til lidt Gemytlighed paa denne Slavekyst; det er ikke andet end Helligdom, bare Helligdom, altsammen. Men lad os ikke tale højt om det!

En Bondemand kom gaaende ad den Marksti, vi netop bevægede os henimod. Bonden hilste.

God Dag, Kristen Hansen, God Dag, hilste Tolderen igen grumme velvillig: Hvordan staar det til hjemme? Men da vi vel var kommen ind paa Stien og gik videre med den gamle i Spidsen, spyttede han sin Skraa ud: Pøj! sagde han lige ud i Luften, Bondetamp! Katholik! - Det er osse en af disse Missionskavelerer; i Gaar solgte han mig 3 Snese Æg og tog 62 Øre for Snesen, Husmændene nede i Tørup ta'er kun 60; det er Helligdom, hva'? - Hva'? gentog han nogle Øjeblikke efter med forstærket Røst, da ingen af os sagde noget.

Javel, Kontrollør! raabte Erik med et svagt Forsøg paa at efterligne Tolderens mægtige Stemme, vi gaar og ryster paa Hovedet begge to; men det kan De ikke se, fordi De ser bedst for ud.

Kontrolløren vendte sig og stod stille med det veltilfredse Glimt i Øjet: Sikken han svarer bedre Folk! Saadan et Eksempel! Og den Slags gaar man hen og la'er vaje Splitflag for; se der! Han pegede over mod Huset med det kongelig danske Flag: Se, hvor det smækker i Vinden! Det er en anden Komedie end disse sløje, firkantede Bondeflag her rundt omkring; det er dog li'som helt kildent for Luften, saadan et Splitflag! Men spørg Bønderne om det! De kan s'gu ikke kende Forskel paa det og en Nattrøje paa en Humlestang. Men vis dem en Tikroneseddel eller helst en Hundredekroner, saa skinner Øjnene paa dem, li'som jeg vil ikke sige hvad i Maaneskin.

Han tradskede videre, og vi fulgte efter. Erik udstødte indianske Hyl af Livsglæde: Aa, hvor her er storartet! Sikken et Vejr, Kontrollør, og sikken en Vintersæd, for at være Landmand! Det er rigtignok no'et med no'et paa.

Den gamle maatte vende sig endnu en Gang og ryste paa Hovedet af Erik: No'et med no'et paa, - hvor gaar det unge Menneske hen og lærer saadan' Ord? Vintersæden, udbrød han med pludselig Overgang og et Tonefald, som om han foredrog Theori for Mandskabet om Bord, den staar godt nok til de Vomme, den skal puttes i, og de har ha't et Aalefiskeri i Fjorden, som de ikke kan huske det bedre i

62

Mandsminde, men lige edder og forgiftede er den hele Svovlbande alligevel, forstaar De. -

Lige udenfor Kontrollørens lille Enkemandsbolig kom hans store, sorte, langhaarede Vandhund farende frem imod os og krogede og krummede sig af Kælenskab for sin Herre, saa sprang den henrykt op af Erik, der værgede for sine fine Søndagsklæder efter bedste Evne; men Hunden blev ved at springe og pibe af Glæde.

Tyras, her, Svinebæst, vil du komme her ... din sorte Sjæl, Lommetyv, Skurk og Bedrager, brølede Kontrolløren og kylede et Stykke Brænde efter den, hvorpaa Hunden øjeblikkelig sprang af Sted, saa langt bort den kunde komme.

Dens Ejermand blev staaende midt ude i Gaarden: Dorthee! tordnede han med Kommandostemme.

Der slog en stor, svær, ophedet Kvindeskikkelse et Øjeblik Køkkendøren op: Jo!

Vi er her, saa du ka' bakke op, naar Bøfstegene ere klare.

Erik pilede over mod Køkkenet: Jeg maa over at hilse paa min gamle Veninde, Dorthee. - Der kommer Forbryderen tilbage, raabte han paa Vejen.

Tyras luskede forsigtig hen imod os.

Vil du hit, Bandit! Hen foran Huset med dig, din Lommeprokurator! Og Tyras sneg sig hastigt forbi og ud imod Landevejen.

Lydighed maa der til, sagde Kontrolløren, og Orden; naar jeg ikke ta'r den med, skal den ligge foran Huset. Derfor har jeg anskaffet den, fordi jeg vil ha' Fred i mit Hus og vil ku' spise et Stykke Smørrebrød med en Dram til uden at ha' hele den hellige Menighed staaende og glo paa Landevejen, for det gjorde de. Naar jeg sad med min gamle Ven, Skipper Ortved, som Vorherre gemte i Vinter, i al Gemytlighed og vi fik os vores Aftensmad og en Romtoddy, saa var der et helt Menighedsmøde her udenfor paa Vejen li' saa tæt til Vinduerne, som de komme kunde. Der stod de og mistede Appetiten af bar' Misundelse. Saa ha'de de spar't den Nadver! Nærigt Pak! Misundeligt Skab! - Men nu ska' De værs'go' at gaa indenfor; der ser ud omtrent li'som paa min gamle Plads.

Der var i Virkeligheden heller ikke megen Forskel fra i tidligere Dage, alting var lige saa skinnende rent og blankt, som jeg kendte det

63

fra før, og Møblerne stod omtrent paa samme Maade, den lille fine, beslaaede Kamfertræs Kiste frit ud under Spejlet.

Jeg maatte hen at glæde mig over den.

Det er ogsaa gammelt ostindisk Arbejde, sagde Kontrolløren, den er over 300 Kr. værd; Toldinspektøren bød mig 225 for den her forleden, ifjor var det kun 200; han gaar fremad gør han; men han faar den ikke for den Pris; det er et Arvestykke fra min salig Fa'er a', og den Sort Ting skal man holde højt og i Ære. Det er ikke som Bønderne her omkring: de solgte gærne deres Bedstemo'er, om no'en vilde betale Penge for andet end at blive fri for hende.

Den gamle gik trippende frem og tilbage og inspicerede Frokostbordet, der var dækket foran Sofaen; af og til flyttede han en Kniv eller Gaffel, der ikke laa tilstrækkelig pillent.

Jeg synes ikke, jeg kender de vældige Portrætter her paa Væggen, Kontrollør, den gamle Herre med Ridderbaandet og hans Kone.

Det gør jeg heller ikke.

Hvad for no'et? Kender De Dem ikke?

Nejjeg er aldrig ble ven præsenteret for dem. De er fra en A'ktion efter en enlig gammel Dame, li'som jeg var kommen her, inde i Byen. Det er pæne Folk, rigtig pæne Folk, og saa syntes jeg, det var Synd, de sku' komme til saadan at vandre om efter Døden; hos mig skal de hænge med Fred.

De fylder jo ogsaa ganske godt med de enorme polerede Rammer, indskød jeg.

Akkurat s'gu, tilmed, nikkede Kontrolløren. Der hænger mine to afdøde Koner, pegede han, paa den søndre Væg. De hænger godt, saa man kan se dem klart og tydeligt. Det var et Par gode fredsommelige Koner, begge to. Der gaar ikke nogen Dag, undtagen jeg savner dem, - en af dem.

I det samme kom Dorthea ind med Bøfferne, som vi skulde have til det forskellige kolde, der stod dækket op med. Erik fulgte hende i Hælene; hun var et stort, kraftigt Bondekvindemenneske op i Tyverne.

Kontrolløren anbragte Bøfstegene nøjagtig midt paa Bordet:

Det var Ret, Dorthe, du kom med lidt til at sætte Tanden i. Saa De ham, sagde han, da Pigen var vel ude igen, Holst med Pigebarnet! Li'som en Flue paa et Høstlæs! - Naa spis nu og drik nu, lige til I ikke kan knappe Frakkerne; Mad skal der til paa Landet!

64

- Vi bænkede os, og Værten sendte rundt. Her har vi Sennop, Peber og en rigtig genuin engelsk Sauce; man maa ha' lidt Ingredienser til Maden; den skal dog smage anderledes end som en vaad Klud; ellers ku' man li' saa godt sidde og tygge paa sit Frakkeærme ... Nej, nu har jeg, Gud Herren mane mig, aldrig set saa galt ...

Kontrolløren stoppede paa en Gang op midt i sin Udvikling: Erik sad lige overfor ham i Sofaen og nikkede med en fyldt skænket Snaps i Haanden.

Han byder sig selv, li'som Slagterhundene - den gamle skænkede -Brændevin er han snart li'saa tosset efter som Pigerne efter Høstbal. Skaal!

Erik nedsvælgede Snapsen med rivende Hast og lod et højt Tungesmæk følge efter.

Kontrolløren gryntede med mut Henrykkelse: Gud være lovet; der var Luft endnu! Saa ka' der gaa flere bagefter. Ja, ja, Holst, det er rigtigt; man skal ta' Livet med Gemytlighed, ellers ku' man li'saa gerne ligge med sit Kistelaag paa Næsen.

Skal jeg betro Dem noget, Kontrollør? spurgte Erik, medens han skænkede Snaps nr. 2.

Det bi'er vist ikke mange Penge.

Sludder, Kontrollør, De tænker aldrig paa andet end Penge. Dette her er noget med Kærlighed.

Tolderen lagde Kniv og Gaffel fra sig med et dybt Suk: Aa, Herre Gudheden, at én Snaps kan gøre saa megen Ulykke! Vi maa be' Dorthe rede til ham efter Frokosten.

Nej, for en Gangs Skyld er det nu li'egodt Alvor: jeg .er bleven forlovet - og skal giftes til Efteraaret.

Det er virkelig sandt, bekræftede jeg, da Tolderen saa lidt usikker fra den ene til den anden. Saa slog han Hænderne sammen: Ork! Ork! kom det med talrige Blink i Øjnene hen til mig, det stakkels ulykkelige Pigebarn! Hun maatte da ha' ku' bestilt sig en bedre ude paa Opfostringshuset, om galt sku' været. Ska' han giftes? Nu har jeg hørt det med, sagde Ræven, han faldt død i Knaldet. Det b'er da det ene Barn til at passe paa det andet. - Er der lidt til fælles Bedste? faldt det et Øjeblik efter.

Der snuppede vi Kontrolløren i Flanken, raabte Erik, ikke en rød dansk Øre! Bare brændendes Kærlighed! Her skal De se hende; er

65

hun ikke dejlig? Og han trak et Fotografi op af Tegnebogen og rakte det frem tværs over Bordet.

Ta' det til Dem igen, put det i Lommen og spild ikke paa det! Jeg har ikke mine Briller her; for mig ka' det li'saa gerne være en Kat i en Møllersæk. Spiller heller ingen Rolle; kan hun være god nok til Dem, saa kan hun altid være god nok til mig; og kan De ikke leve af det, De faar med hende, saa kan De heller ikke dø af det. Til Lykke med hende!

Vi skaalede og drak, og Kontrolløren tørrede sig om Munden: Spis, Holst, spis, om De vil tænke paa at holde Bryllup til Efteraaret, at der kan komme no'et Sul paa Raden; De kan saagu ikke møde i Ægtestanden i den Udhaling. Naa, et Spøg et andet Alvor, en flink Kone, mine Herrer, kan De være rolig paa, bliver der ingen narret med. Jeg kan tale med som praktisk. Dorthee, jeg har her, hun kan gøre sin Gerning, der sidder ikke ti Tommelfingre paa hende, paa det Lag! Men hun vilde ha' været væk til Maj, og nu skal hun rejse til November. Man faar ikke Lov til at beholde dem; de keder dem, si'er de. Hele Vinteren igennem gik hun her og remsede op for mig, at hun kedede sig. Og hvad skal man finde paa, Vinterdage paa Landet. Jeg ku' jo fortælle hende et og andet og gjorde lidt Sjov med hende, naar det passede, og læse havde hun jo, men det blev hun ogsaa ked af med de samme Bøger om igen mange Gange, saa fyrede jeg i Kakkelovnen for hende, lige til det bralrede efter - hun kedede sig lige tosset. Sov! sagde jeg til hende, sov, man kan aldrig sove for meget. I min Ungdom, til Søs, jeg vilde ha' ønsket, jeg kunde faaet lidt af den Søvn, du kan ligge her og samle sammen. Saa kom hun med visnæsede Svar: Hun kunde ikke more sig med den Søvn, som Kontrolløren ikke fik i sin Ungdom. Stille med din Mund, sagde jeg li'saadanne, du har faaet den til at spise og drikke med og sige det nødvendige i Huset, men ikke til at gi' Uhumskheder fra dig a'. Men hun bare slog med Agteren. - De er ikke til at have at gøre med, Piger, Husholdersker og den Slags Skab. En Kone, der er knyttet til en, det bliver noget ganske andet.

Jamen hør, Kontrollør, sagde Erik og vinkede med Ostesnapsen, saa véd jeg virkelig ikke bedre, end at vi to gamle, De og jeg, slaar os sammen og holder Bryllup, begge to, til Efteraaret. Alle gode Gange er jo tre, si'er man.

66

Aa, ska' vi nu ikke la' være at raabe med Ribs i Rejetiden; jeg fylder 65 til Set. Hansdag. - For Resten, det var nu ikke for det; jeg véd godt, hvad der var i Vejen med Dorthe og at hun kedede sig: hun vilde giftes.

Med Dem, Kontroller?

Ja, hun vilde s'gu ikke ha' Hunden. - De véd, hvad de vil, de Bønder; nu har man været gift to Gange, saa tænker de, der er altid faldet lidt af hver Gang, og Børnene er voksne og klarer dem selv for længe siden, og man har sit visse hver Maaned ... men skal jeg si'e Jer no'et, hvad jeg si'er ...

Sig væk, Kontrollør!

Jeg si'er, jeg skal ikke ha' no'et af Bondemad. - Velbekomme!

Efter Frokosten vilde vi have Kontrolløren til at gaa en lille Tur med udenfor Huset, med han rystede paa Hovedet: Der er ikke et Sejl paa Vandet i Dag.

Jamen Markerne og Landet i det hele taget!

Ja, det er li'som det altid er, naar Solen skinner. - Saa maa vi da før gaa de Skridt ned til Stranden og se Skandserne, som de kastede op mod Engelskmanden i 1807.

Skandserne laa ganske nær ved Havnen, hvor der for Resten ikke var saa meget som en Sildebaad, og da vor Vært havde vist os de halvt nedskredne grønne Jordvolde og peget nogle Pynter og Kirketaarne ud i Kikkerten, begyndte han at trække saa smaat paa Benene.

Der er koldt hernede, sagde han og gabede, det er der altid ved Stranden. Her er ligefrem en hel Vadmelsfrakke koldere end oppe hos dem i Bondebyen; de kan spare meget paa Klæderne fremfor en anden. Det er no'et, der hover dem! - Skal vi ikke før gaa hjem? Saa sidder vi paa Bænken i Solskinnet og sludrer lidt! Hvad skal vi egentlig løbe og træ' Landevejen flad for? -

Den omtalte Bænk stod inde i Gaarden lige op ad Gærdet til Haven.

Her holder jeg meget af at sidde, sagde han, og være ugenert. Jeg generer ingen, og jeg bryder mig ikke om at genere nogen, her kan jeg se dem allesammen komme paa Vejen, og der er ingen, som kan se mig. - Nu begynder det at blive paa Tiden, at de kommer trækkende til Bedehuset; det er li'saa godt at se paa som et helt Dyrskue.

Vi satte os alle tre paa Bænken med Benene strakt langt ud og Cigarer

67

i Munden; en halv Snes Minuter efter begyndte der ogsaa ganske rigtigt at komme Bønderfolk trækkende ned ad Vejen, Mand og Kone og Børn, eller stundom et Par Familier i Følge.

Der gaar Jens Povlsen med Kællingen, sagde Tolderen, det er et af disse smaa Fruentimmere, I véd, li'som Edderkopperne, jo mindre, jo arrigere; jeg sku' da nok ha' dyet mig for at ha' giftet hende, om hun saa ha'de siddet i Guld til langs op ad Halsen.

Er det ham dér med den nye, graa Hat?

Akkurat s'gu, det maa være en ganske ny Hat; jeg har da aldrig set den for mine Øjne før; men Gud bevares, det ka' han godt ha' Raad til, han har mange Penge staaende i Sparekassen inde i Byen. Men hans Høns de har aldrig set Byg hjemme end sige mere, saa de skal jo ligefrem løbe og skrabe og kradse inde i en andens Have. Det er osse Helligdom, hva'! - Forgangen Aar havde de en Præsteenke boende i deres bedste Stue om Sommeren, saa kommer hun over til mig og beder, om hun ikke maa gaa paa min - rent ud sagt, forstaar I. Ikke engang det Par Brædder vilde han slaa sammen til saadan en ældre Frue, hun skulde ud og tegne Friluftstegninger paa Marken! Værsaaartig, Frue, sagde jeg, værsaaartig, den staar til Tjeneste lige saa tidt som De behøver. Saa havde jeg hende gaaende til Ulejlighed hele Sommeren igennem til ind i Oktober; ikke saa meget som en Krone gav hun Dorthe i Drikkepenge; jeg maatte selv give Pigen fem og tredive Øre af min egen gode Vilje.

Erik lo, saa han var ved at faa et helt Hikkeanfald.

Dunk ham i Ryggen, den Synder; men at ikke hele Sildesjælen ryger fra ham! Han har ikke meget af den - Naa, saa, bliv nu færdig! Og glæd Dem ved Herr Slikkepotten, Skolelærer Grønberg. Der kommer han; den Herre skulde De se krumme sig lige tværs overfor vores unge Baron her paa Godset; de tager Fejl af ham og en Høvlspaan ...

Er den unge Baron ogsaa hellig?

Han er meget snarere overhellig. Det er jo deraf, vi har al den megen Helligdom hos Fæsterne; i den gamle Barons Tid skulde det altsammen være Kaninavl ... -

Strømmen af Fodgængere begyndte meget hurtigt at sagtne; der fulgte snart kun nogle enkelte, der kom spredte, og som Kontrolløren bare ofrede et Par Grynt. Saa var det hele forbi.

68

Den gamle tog sig en frisk Skraa af Daasen og sad lidt, ganske stille, saa rejste han sig og rettede Lemmerne.

Man ku' nemt sidde og falde helt hen. Og Hesten skal ha' sit Fo'er nu. I maa da ogsaa se Vognen; den er vadsket og i Orden. I Morgen skal jeg paa Inspektionskørsel.

Jeg troede egentlig, De skulde ride som Strandkontrollør?

Det skulde jeg ogsaa, men jeg har faaet Inspektørens Tilladelse til at holde Hest og Vogn i Stedet.

Erik lo højt op.

Hva' griner han nu a', Sprællemand?

Aa, det er Tanken om Kontrolløren som Rytter ...

Rytter! Jeg har saagu' redet mange Gange.

Ja, paa Æsler i Havnestæderne.

Kontrolløren hævede Røsten: Det ku' være, jeg havde redet paa det med, som han aldrig engang har set for sine Øjne. Jeg har siddet paa Ryggen af den største Elefant, som der har været i England; Sambo hed den, vi ha'de ha't den med fra Bombay, den stod nede paa Bunden af en meget stor Steamer, og Ryggen ravede helt op til Dækket, og saa havde han et lille Hul, som han puttede Snablen op igennem og brølte ud over hele Londons By, li'som Madam Petersen herhenne, naar hun har Sommergæster. - La' os saa komme hen og gi' Lotte det Pulver? -

Vi var med ovre at give Hesten Havre og saà paa Vognen, der var trukket halvt frem af Vognporten for at blive beundret, saa fandt vi igen, alle tre, vore Pladser paa Bænken op ad Gærdet.

Den koster mange Penge, saadan en Vogn, sagde den gamle, og den skal passes stadig væk. Og saa kommer Hesten til, der skal sørges for ...

Ja, og det kan Dorthe ikke gøre ...

Kontrolløren tav et lille Øjeblik, saa sagde han fortroligt: Jo, hun kan saagu baade spænde for og spænde fra, det kan hun, og hun kan osse smøre Hjulene og vadske hele Karethen, naar det gælder, for jeg skal si'e Jer, hun har tjent to Aar hos en Slagter. Der havde hun det ikke saadan som her; her har hun det som Blommen i et Æg, naar bare hun vil bestille noget ...

Jamen jeg synes, hun maa bestille noget rigeligt, Kontrollør, sagde Erik.

Naa, saa det synes Mosjø. Ja, det var der jo osse et Par af mine hellige

69

Naboer, der havde faaet sat i hende her forgangen, men der fik hun at vide, hvad hun hed. Saa daarlig en Skolegang, sagde jeg, har du vel ikke haft, at du ikke véd, du er sat her i Verden for at bestille noget, og hvad tror du saa tilmed, at det blev til, det hele, hvis jeg ikke gik over dig? Saa begyndte hun jo og skulde svare. Stille, sagde jeg, naar du staar overfor mig, det er ikke nogen hellig Forsamling her! -Men nogle Dage efter kom jeg gaaende nede ved Stranden med min Hund, og der gik min Nabo, Herr Jens Povlsen, Bondehøvl, og flyttede nogle Faar, hellige Faar. Naa, det var jo et fint Vejr og han hilste og begyndte med, at Vejret var da saa ganske behageligt og dejligt at spasere i, at sige for hvem der havde Tid til det, og Kontrolløren havde maaske ikke saa meget at ta' Vare netop nu for Tiden ... Saa svarte jeg og sa': Nu skal jeg sige Dem en Ting, Jens Povlsen, at jeg gi'er mig ikke af med at hekse Skibe frem af Søen, naar der ingen er; men maaske De kan sige mig no'et andet, og det er hvem der har sat de beskidte Næver paa min nymalede Baad i Morges, baade for og agter. -Det vidste jeg godt var hans to konfirmerede Labander af Drenge, og det vidste han li'saa godt som jeg. Men nu bliver jeg nødt til at male hele Baaden om, sagde jeg, og det er et Arbejde, jeg ikke kan sætte Dorthe til, den Ko, som De gaar og har saa ondt af, fordi hun bestiller for meget, og jeg skal fortælle Dem noget, Jens Povlsen, at de har en Svaghed hernede paa Egnen, allesammen, at de vil ikke gerne bestille no'et, men Vorherre han sku' føde dem helst for ingenting. Og saa har de en Sygdom til, at de vil ha' alle de Penge, der eksisterer, og vente med at betale, hvor de skylder, til det bliver trukket dem ud af Sidebenene, og det er no'et misundeligt Skab og holder af at rungenere andre Folks Sager. Men lad mig bare falde over de to Lømler engang med min Baad, saa skal jeg gi' dem den Opdragelse, som deres Forældre ikke har ta'et sig af, og det, om de saa sku' være gaaen hen og bleven Lægprædikanter, begge to, i Mellemtiden! - Saa ku' han putte den i Næsen. -

Solen var begyndt at gaa væk fra Bænken, og Tolderen gav sig til at glippe lidt med Øjnene: Ved I hvad, jeg ku' ha' Lyst til at gaa ind og dreje den til et Øjeblik. Det er ellers den Tid, jeg ta'er min Middagslur, naar jeg ikke har saadan' et Par Kammerherrer fra København, til at vende op og ned paa hele Redeligheden. - I ka' jo gaa ud og samle lidt Appetit til Maden saa længe.

Fem Minuter efter kastede Erik og jeg, førend vi gik, et Blik ind ad

70

Ruden og saa ham ligge i Skjorteærmer paa Sengen med de hvide Uldsokker stikkende stift i Vejret og et rødt Tørklæde over Ansigtet, til Trods for at der ikke var en Flue i Stuen. Paa Servantelaaget ved Sengen laa Uhr, Flip og Søndagsslipset omhyggeligt arrangerede.

Det var bleven meget sent paa Aftenen, og Dorthea var for længst sendt i Seng. Naar vi nu skulde have mere varmt Vand til flere Whiskytoddyer, maatte vi selv ud i Køkkenet og have det kogt paa et Spritapparat, som Kontrollørens afdøde Ven, den gamle Skipper Ortved, engang havde foræret ham til det samme.

Tolderen var bleven ustandseligt talende og glødende rød i Hovedet; vore Cigarer vilde han ikke ryge mere, men bakkede løs på sin Yndlingspibe.

Den har jeg ogsaa faaet af min gamle kære Ortved, det er et Pibetøj, som kan tale med: ægte Merskum og Sølvdæksel, her skal I se. Og han viste frem. Laaget var en gammel Sølvmedaille med ganske ulæselige Bogstaver og et dygtig medtaget Mandehoved: Det er Niels Juel, dér sidder.

Det er Fanden, er det, Kontrollør.

Da har Ortved og jeg da altid holdt ham for Niels Juel, men det kan jo være, det ikke ligner ham, han tjente ikke i Marinen i vores Tid. Lad ham hvile med Fred! - og den gamle klappede Pibelaaget til. Nu var jeg blot tilfreds, min kære Ortved kunde se i Vejret, som han ligger dernede med Muld om Tanden; saadan et lille Gilde, det var noget for ham!

Erik bryggede sig en frisk Toddy: Skal vi saa ikke drikke paa den gamle Hæderskaptajn Ortveds Minde?

Jo, det er jeg med til, Børn. Whisky var nu ikke hans Yndlingedrik, det var det ikke; men han har givet mig mangen en god Flaske gammel Jamaica-Rom. Gudbevares, naturligvis, jeg gav ham noget igen, mange Gange maaske meget mere - derfor bliver det lige vel ment, er det ikke sandt?

Jo, Kontrollør, Skaal paa det! Og skal vi sige: Gud bevare vore Venner, og en vis Mand, han ærlig anamme alle vore Uvenner!

Vi havde alle rejst os med løftede Glas.

Gud bevare Kongen! sagde Kontrolløren.

Sludder, Kontrollør, det var jo ikke det, De skulde sige.

71

Jeg siger: Gud bevare Kongen, for det er gammel Orlogsskik, saa kommer vores Venner bagefter.

Ja ja; men saa er de der nu ... og Erik fortsatte i en dyb, højtidelig Tone: Og den visse Mand, han ærlig og redelig anamme alle vore Uvenner ...

... og de hellige med, supplerede Tolderen.

Bravo, Kontrollør, bravo! Altid rammer De lige i Pletten.

Kontrolløren satte sig, og vi andre fulgte efter. Han nikkede inderlig veltilfreds: Han skal nok nuppe dem! Vær I bare rolige for det! Han snapper dem og hænger dem op li'som Flæskeskinker, hvor der er allerbedst Blus under: Der kan I hænge, I Skab, fordi I var saa hellige fremfor andre Medmennesker, og ikke kunde unde Jeres Næster en glad Time ...

... Og jer selv en Whiskytoddy, indskød Erik.

Dem selv - en Whiskytoddy, gentog Kontrolløren. Skal jeg si'e Jer, hvordan' det har sig med dem: naar de selv skal betale for det -og han hævede Røsten til en vældig Højde - saa er de totale; men naar de kan faa det til gi'endes, saa drikker de gerne Blanksværte. -Tror I, det er Løgn jeg si'er, kom det med yderligere hævet Røst, da vi begge to trimlede os lidt i Sofaen af Latter.

Nej, Kontrollør, nu er vi knusende alvorlige igen, som De ser; vi tror mere paa Dem end paa Bibelen.

Bibelen, brummede den gamle, al Ære og Respekt for Bibelen! Den er god nok - at sige i de rigtige Hænder, men ikke til enhver Bondekarl at staa og torske i og fortælle os andre hvad der skal være Meningen. En Præst, det er dog altid en studeret Mand, og han maa vel vide lidt Besked med hvad han taler om, men saadan et Stykke Bonde, hvor har han 'et fra? Fra sin Naboes Kat, naar det kommer højt.

Kontrolløren tændte sig en ny Pibe og bakkede løs: Jeg kan nu heller ikke faa det i mit Ho'de, sagde han og tog sig op til den varme Pande, naturligvis: Bønder, det har der været alle Dage, og det vil der blive ved med at være lige til Verdens Ende, for der maa jo være nogen til at sidde paa Gumpekassen, men hellige Bønder, det har man da aldrig hørt om før i Tiden. De ha'de ligefrem ikke faaet Lov at eksistere i gamle Dage; der var bleven sagt til dem fra oven a, at naturligvis vil vi ha' Religion i Landet, selvfølgelig, men vi vil ha' Religion

72

med Maade. Og vi holder ikke Landet fuldt af Præster, for at hver anden Bondekarl skal rende omkring og spille Komedie med dem ...

Det er nu storartet, sagde Erik henvendt til mig, som Kontrolløren har en levende Interesse for Religionen. - Det er vist noget, De er født med, Kontrollør?

Født med? Sludder! - Det har jeg aldrig taget mig af før; ikke Spor! Men man skal nok blive nødt til det her i dette Slaveland; det er jo ikke andet end Religion og Religion rundt omkring en. Gud bevares, jeg holder paa Religion og Orden, og vores Præster, de skal lønnes og de skal leve, og de skal leve godt, det under jeg alle Embedsmænd. Men jeg vil ikke være med til at føde enhver Bondekarl, som kan la' Munden løbe og ikke gider bestille noget. Det er ikke min Religion.

Nej, det kan vi tænke ...

Det kan I rolig tænke to Gange, for det skal ikke være nogen lille Pengepung, der kan holde Stand med dem: 25 Øre ved det ene Møde og 25 Øre ved det andet og saa Indsamlinger til dit og til dat; den sku' ikke hedde Helligdom, deres Religion, den sku' hedde den hellige Pengeafpresning, det er nu min Mening. I Kirke kommer jeg heller ikke mere, nu vi har faaet den nye Præst; han holder sig jo med dem, han tør ikke andet, ellers render de nu til Dags bare over til en anden. Men jeg gaar ikke i Kirke for at høre, at Satan skal brænde og lyne og gale, det har jeg hørt andre Steder i mit Liv. I den gamle Præsts Tid, der kunde man faa et mildt og trøstende Guds Ord, saa at man ku' gaa hjem til sin Middag saadan som man skal gaa fra en Kirke.

Den gamle brummede lidt og tog en Slurk af Glasset. Man skal være human og ikke chikanere sine Medmennesker, sagde han, det er en Hovedting ved Religionen efter min Mening. Da jeg var paa Toldboden i København, saa gjorde jeg min Skyldighed, men jeg var ikke nogen Posekigger, og det sagde de fremmede Skippere altid: De er en Mand, man kan komme ud af det med, Jansen! Og jeg stod mig ved det; vi levede godt, min sidste Kone og jeg, inde i København; hvad har vi ikke faaet af disse hermetiske Sager af Kaptajnerne lige op til hele Harer, henkogte, og Delikatessesager og ægte italiensk Maccaroni, og vi har haft mange gemytlige Ture, baade Styrmænd og Kaptajner og jeg. Og hvorfor? Fordi man var forekommende overfor sin Næste. - Men det estemerer de for ingenting hernede. Her er det bare, at den ene hyler værre end den anden, saa bi'er de frelst, si'er de.

73

Tak for Mad! - Har jeg aldrig fortalt Jer, hvad den gamle Orlogskaptajn Holm, han sagde om Religionen.

Nej, Kontrollør, ikke det vi husker.

Saa ska' I faa den, førend vi gaar til Køjs i Aften, for Klokken gaar ellers til to nu, og det er meget imod Reglementet her i Huset, men den Historie er god at sove ind paa. - Ser I, det var Tømmermanden om Bord, han havde faaet sig noget af dette Helligdom ovre paa en Plads i England, og det var jo osse med Psalmer og Syndefuldhed, og en Dag havde han sagt til en af Koksmatherne, et Svinebæst, at hvis han gjorde, som han ha'de fortjent til, saa gik han en Nat paa Ho'det i Ballen og lige lukt ind i Helvede. Saa var det, at Fatter fik fat i ham, og det gik ikke stille a', vi var baade en og flere Stykker, der hørte det. Og nu har jeg tjent i Marinen i 40 Aar, sagde den gamle til ham, men at en af de faste Folk er gaaet hen og faaet Religionsskruplerier, det har jeg, saa bandte han, endnu ikke været med til. Og nu skal jeg si'e dig et Ord, og det er din Chef, der taler til dig, forstaar du: Gør hvad du er sat til her i Verden og hold dig til den gamle deroppe, som har dig i sin Haand; men hvad der er ud over ham, det skal du glide let hen over. For begynder du først at spekulere over det, saa kan du spekulere dig et lille Vandho'de til, og du bliver dog ikke klogere. Har du forstaaet mig? Saa kan du træde af - Og gamle Orlogskaptajn Holm, det var en Gut fra den Tid, da Bedstemo'er var ældst. Og han havde været med baade i dansk og i fransk Tjeneste, hvor at det ikke var Bondeblaabær, der smak dem om Ørerne! Og hans Ord dem holder jeg mig til. - Nu har man jo gaaet baade her paa Pladsen og før i Tiden med og passet paa og lagt lidt til Side ...

Ho, ho, ho, Kontrollør, der slap det ud ...

Ja, naturligvis; tror I, jeg vil blive siddende Resten af de Dage, Vorherre under mig, i dette hellige Land, nu tilmed gamle Ortved ikke er mere. Nej, jeg tænker om en Vinter eller to, saa kan jeg flytte over til Svendborg, hvor der boer et Par gamle Venner af mig udenfor Byen. Der bi'er jeg saa liggende, til den gamle deroppe, som han sa'e, Orlogskaptajn Holm, til han mønstrer mig a'. Og jeg skal si'e Jer no'et, ham - er jeg ikke bange for. For han har sin Børnelærdom, fra før der blev hellige i Landet. - Saa gaar vi til Køjs!

74

TILLÆG: TILSKUEREN. JANUAR 1900
Dengang Hans Peter Egskov faldt i Rolighed

Lang Tid var der gaaet, uden at jeg havde talt med min gamle Ven Hans Peter Egskov. Han var flyttet hen til en Kant af Byen, hvor jeg kun sjeldent kom, men nu søgte jeg dog en skønne Dag Manden op.

Egskov havde slaaet sig ned i en stor Ejendom paa et af Københavns ældre Torve, hvor der endnu kommer mange Bønder ind til Gæstgivergaardene. Hans Marskandiserforretning maatte have udviklet sig meget betydeligt; i en hel lang Række Kældervinduer stod og laa der fuldt op af de mest forskelligartede, omhyggeligt ordnede Sager.

Konen stod i Butiken og halede travlt Kaaber og Jaketter ud og ind for en hel Flok Koner og Piger fra Landet; i Baggrunden op imod Trappen til Gaarden hørte jeg Karlen Frederik mase og slæbe med Møbler. Egskov selv var oppe i Familjens Lejlighed oven over Butiken.

Straks da han rejste sig, saà jeg, han havde lagt sig en Del ud og var bleven ikke lidt federe i Ansigtet; Haaret graanede ved Ørene. Han var beskæftiget med at ryge en lille ny Shagpibe til.

Det var ellers en sjælden Herre, dér kommer ind ad Døren, sagde han venskabeligt, værsgo og sid ned!

Jamen jeg maa gratulere, Egskov, det lader jo til, at Forretningen gaar ganske storartet.

Egskov klemte det ene Øje til: Den gaar slet ikke saa daarligt der nedenunder. Min Kone hun er færig og ka trække Klæerne a Bønderne den ene Dag og sælge dem til dem igen Dagen efter. Det er denne Handelsgave som sagt; jeg har den ikke.

Puh - han pustede Tobaksrøgen fra sig i store Skyer - det er ikke noet behageligt Arbejde, dette her; det smager rent forbandet i Begyndelsen. Men her var en Agent og solgte mig et Restparti; det er Londonnerpiben, Verdens bedste Pibe; den er købt til og ska bie en Hundredeprocentsforretning; man maa jo være om sig.

Mine Øjne strejfede rundt omkring mig: Jamen hør, Egskov, sig

75

mig engang, hvad er det for en Mængde Litteratur, De ligefrem svømmer i?

Stuens mægtige, runde Midterbord, der stod omgivet af polstrede Stole i forskellige Størrelser og med uens Betræk, laa fuldt af Bøger og udkrammede Aviser.

Litteratur? Det er jo Bladene!

Og Egskov holdt med begge Hænder samtlige lige udkomne Eftermiddagsblade frem imod mig.

Javel, men her ...

Jeg greb en hel Bunke Traktater og gudelige Smaaskrifter. Der laa ogsaa et Par nye Testamenter og en stor Bibel: Er De bleven Missionær paa Deres gamle Dage?

Nej, men min Kone og jeg er kommen i en Menighed; for Resten de fleste a de Bøger, de hører til to Evangelister, som der har boet hos mig til for et Par Maaneder siden.

Nu har jeg da aldrig hørt saa galt!

Det er skutte galt, det er udmærket.

Evangelister? siger De.

Ja, de var ovre fra Amerika a. Det var saadan, vi kom ind i det, min Kone og jeg, ellers hade vi aldrig gjort os noen Tanke om Mission. Men disse herne to Evangelister, den ene, han var Piskemager, og den anden, han har aldrig lært noget uden som at han er Evangelist, han heder Eilertsen. Og ham sku De hørt tale! Jeg tror nok, de sku ha hat alle Københavns Præster op for at klemme ham, og saa hade han grint a dem alligevel. Det var en Svend om en Hals til at præke. Det gik i en Flugt fra ham a, ka De tro; det faldt, lige som jeg vil sie, man tar og vælter Sten a en Vogn. Og et smukt Menneske! Uh, alle de gamle Jomfruer og Enkekoner i Menigheden, de var helt skrupskøre, og de unge med; han har vist mig, Dage, baade fem og seks Kærlighedsbreve, de sendte ham; storartede! De gik li'e i Kakkelovnen. Det var Synd, mange Gange, ku man godt sie. Men det ku jo ikke være andet som Prædikant betragtet. Og saa var han et dannet Menneske. Baade han og Piskemageren, de kom til Menigheden lie ovre fra Amerika, dér hade den været gal, for det er jo et Land, som de har været færig at æde hinanden op i Konkurrance i Menighedslivet, de ka faa Prædikanter nok. Saa tog de hjem, og Piskemageren var lidt i Familje til min Kone, saa hun sae til mig, at det var ordentlige Mennesker og de var anbefalet af hendes Broder, som at der har et ganske

76

storartet lille Missionshotel ovre i Jylland; men han hade flere Prædikanter, end han behøvede, saa jeg tænkte: La os ta imod dem paa en broderlig Maade, og hvorfor sku der ikke ku laves et pænt lille Missionshotel herovre med Senge til halvtres Øre og til en Krone og varm Mad til halvtres og fem og tres Øre og saa en Mødesal til Møder en tre-fire Gange i Ugen og to Gange om Søndagen. De Par Skilling, saadan et Par Evangelister ku spise og drikke op i al Beskedenhed, de sku snart komme igen paa den Maade.

Egskov vandrede hen i Stuen og tog et Par Glas og en Flaske Vin ud af den Egetræs Buffet med runde Spejle: De drikker jo nok et Glas Sherry?

Jo Tak, jeg siger ikke Nej. Men har De ellers slaaet Dem fra Øllet, Egskov?

Øl, sagde Egskov midt i Svuppet fra Proppen, han trak op af Flasken, det er Forgift. De sku hørt Eilertsen paa Møderne gi ny Carlsberg rent paa; det var storartet: Denne fyrstelige Mand og store Borger, som at der har bygget Herren Jesus et Kapel og Djævlen saa mange Domkirker, som der har aldrig været Bedehuse for Herrens Ord her i Landet. - Men er det ikke rigtigt? Hvorfor ska vi skvalpe alt det bajersk Øl i os? Har vi ikke ødelagt os i Bund og Grund dermed? Jeg vil sie, jeg skal ligefrem være meget tørstig eller paa en varm Dag, ellers ka jeg slet ikke taale bajersk Øl mere. Og er et lille Glas Vin ikke meget bedre? Staar der ikke i Bibelen nævnet Vinstokken og at drikke Vin, og ved Brylluppet i Kanaan, blev Vandet ikke dér forvandlet til Vin? Naa, saa maa vi andre vel osse ku ta os et Glas Vin, som kun er dødelige Mennesker. Jeg sier, la os takke Vorherre til, at vi har Raad til at drikke et Glas Vin; det er meget bedre; Skaal!

Skaal, Egskov!

Tak for det!

Nej, blev han ved og strakte Benene langt fra sig, det har jeg sagt saa tit, at la os bare ikke komme med det, at vi ikke ka være Kristne, fordi vi ryger Tobak og drikker et Glas Vin. Kristendom, det er noget ganske andet, det er noget saa let fatteligt, det kan forstaas af høje og af lave, det er Kærlighed og ikke andet end Kærlighed Hva, har jeg ikke Ret?

Jeg nikkede bare.

Egskov pustede lidt Røg ud igennem Næsen: Nu skaffede jeg Menigheden en Forsamlingssal henne i Fiolstræde; det var før Baptisternes

77

eller Mormonernes eller hva det var for noen, men det var da en Religion, som at det er gaaet tilbage for, og der var saadan noen Knopper i Loftet. Dem lod jeg forgylde, og Gardiner og det hele leverede jeg selv og monterede med Stole og Bænke, og saa skænkede jeg et Stykke til at hænge over Prækestolen. Det var egentlig et norsk Klippestykke, som at der var en lille Maler og hade malet for mig til Forretningsbrug, for Folk bier osse kede af at ha Skove og Vand og Søer alle Tider. Men saa lod jeg ham male noen Huse paaet og Solen, som stod op forneden, og ovenover et Par Engle, der kom flyvende ned med en Rulle Papir fra Himlen, og den ruller de op, og paa den staar der: Gud er Kærlighed. Det er et godt Billede, og det er et tydeligt Billede, og vi ska ikke dømme noen. Vi ska ikke være som den indre Mission, de staar og dundrer saadan en stakkels Fisker paa Vestkysten langt ned i hede Helvede, hva ve de om det? Om osse saadan en Mand, han har taet en lille en for meget eller lignende, ka han ikke i sidste Øjeblik ha omvendt sig lisom Røveren paa Korset? Vi kan allesammen omvende os i sidste Øjeblik, om ikke før; det staar enhver frit for. Jamen er det ikke rigtigt?

Jo-o. Det maa man vel nok sige, at det kan være meget rigtigt. -

Ka være rigtigt? Det er rigtigt. La os bare holde fast på det. Og vores Mission det er en Grendannelse af den amerikanske Mission; vi sier ikke, at det er kun os, som bi'er frelst saadan som den indre Mission, men vi sier, at alle Mennesker de bier frelst omsider, og vi er et frit Samfund og bier ikke støttet af Statens Værdighed, men vi stoler kun paa os selv og hva der kommer ind i Kollekten og paa Guds Ord, og dér staar, at Gud er Kærlighed og intet uden Kærlighed, og vi ska være kærlige og venskabelige overfor hverandre, og der ska ikke være al den Misundelse, at Folk er færig at revne, fordi en anden tjener et Par Skilling mer, end der er mange, som gør i Menigheden.

Jamen De tjener vist mange Skilling mere, end de fleste gør i Menigheden, Egskov, tror De ikke?

Der kommer en Mand her i Forretningen og hedder Hansen, sagde Egskov og rykkede lidt nærmere hen til mig, han køber paa Aktioner og sælger til mig igen, og jeg vil sie dem, jeg ka bie saa knusende gal over alt hans Sludder alle Tider om at Gud, Hr. Egskov, saadan som Deres Forretning gaar og Deres Kone forstaar at handle, og De ender med at bie en stor Mand i Byen. Og saa lyser Øjnene helt spilgrønne paa ham af bar Misundelse, for han har siddet i et bedre Firma,

78

men han er gaaet bag aen. Men saa sier jeg altid til ham: Ja, Forretningen gaar godt med Guds Hjælp, og nu er jeg kommen i den Alder og jeg gaar ikke paa Vildmænd, men jeg sidder heller hjemme og læser Bladene og faar en Sludder, som nu med Evangelisterne, for det er Mennesker, der har den rette Aand, og de har ikke spist Grynsuppe Livet igennem, men de er med paaen i alle Spørgsmaal. Og ser De, Hr. Hansen, naar vi er tilfredse med hvad vi har, saa er vi taalmodige og saa misunder vi ikke noen, og saa tjener vi Gud, hver paa sin Maade, og vi bryder os Faen, om vores Nabo, han sidder i Guld til op over begge Ørerne.

Egskov tømte og satte Glasset fra sig med et lille, sikkert Smæk: Og er det ikke osse Kristendom, at saadan ska vi være, at vi befinder os vel ve'et, og der falder en Ro over os! Kristendommen, den ska ikke ka bevises, det er et Velvære, som vi føler med os selv og en inderlig Fred, at det er lie kraftigt, om det er sandt alt hva der staar i Bibelen, for der kan være bortfortusket meget i mange tusinde Aar.

Egskov spyttede ad Piben og fik tændt sig en Cigar i Stedet. Saa greb han den tykke Bibel, der laa paa Bordet og slog den op paa Maa og Faa.

Og naar vi rigtig læser efter, sagde han og pegede i Bogen, er det saa ikke allievel storartet alt hva der staar her, som er slaaet til siden efter, a Spaadomme, og som kommer til at slaa til inden Tidernes Ende. Jeg forsikrer Dem for, vi har siddet mange Aftener, Evangelisterne og jeg, og min Kone var i Butiken, men naar der be lukket, kom hun naturligvis op og lavede The til os, og vi ku ta en lille Rommer til engang imellem, men de fleste Aftener, vi bare drak vores The og røg en Cigar og Pibe. Vil De tro, at hele Krigen mellem Grækenland og Tyrkiet, den staar i Daniels Aabenbaring? Jeg ku sidde her med Aftenbladet og læse op som de forudsagde om hva der vilde komme med Rusland og med Grækenland, og saa ku vi slaa op i Daniels Aabenbaring, dér stod'et lisaa tydeligt og mer til, om Kongen af Grækenland og det store Rige, som hade megen Overmagt. Og der staar osse om de to store Riger hen imod Tidernes Ende, de vil komme til at herske over hele Verden. Det er England og Amerika. Det ka vi jo tydeligt se af Bladene, at det gaar den Vej me'et. I det hele taet, Amerika, den var vi med paa, baade Evangelisterne og jeg, saa De ka tro, Sludderen, den gik, mange Gange om Aftenerne. Men er det ikke bedre end at gaa a den ene Kælderhals og i den anden og

79

lægge Pengene i Øl og halve Portviner? Min Kone, hun har sagt mange Gange, at det var hendes lykkeligste Dag, da de Evangelister, de kom til os i Huset, for du spolerer dig ikke mere med alt det meget Øl, og du slaar ikke saa mange skæve, for du er b'een ked a'et. -Nu gør man jo osse Bekendtskaber i Menigheden, og det er ikke Fattighuslemmer, de Svende; naturligvis, der ka være ubemidlede fattige derimellem, Gudbevares, det er frit for enhver; men de fleste, de har dog lidt, og de øder det ikke væk, men de køber dem fornuftige Ting og hvad der hører med til at leve behageligt. Det er pæne Folk.

Naa, og Evangelisterne, de talte om, de præker saa for alle de pæne Folk?

Ja, det vil si'e, nu er Eilertsen taet til Jylland sammen med Piskemageren, for det var den gamle Prædikant, halte Lund, han fik ham furet. Eilertsen var for meget inde i Bibelen og han talte for godt, og han sang for godt, og det er, som jeg sae før, Misundelsen, den ska vi ikke la os lede a. Gudbevares, halte Lund, han har reddet mange Sjæle i sin Tid, det vil jeg gerne tro, og alle de rigtig gamle Kamosjukker i Menigheden, dem hade han jo et helt Forbandt med, men hans Optræden, den var simpel baade med Eilertsen og med mig, for jeg hade set paa flere Ejendomme, Smadderkasser, som der ku købes for en billig Penge og fikses op og bie lisaa gode som nye, til Missionshotel. Forstaar De ...

Ja, det forstaar jeg saa udmærket godt.

Jo, for ser De, saadan et Missionshotel, det ska ikke ligge i en pralende Egn, men det ska ligge, hvor at man kan sie, der er Trang til et gudeligt Sted og mindre Folk, de ikke behøver at sjenere dem for at gaa ind, men en lille Pige, der kommer fra Dampskibet eller lignende, hun ka bie henvist til det som et Hjem til halvtres Øre, fem og tres Øre, en Krone, lisom hun har Penge til. Hvordan gaar det ellers saadan et stakkels Pigebarn, Bondesjodske! Hun kommer til København med lidt Penge og vil søge Plads, men hun bier ikke vejledet til ordentlige Steder, og Kæreste, det ska hun snart ha til de Par Skilling, saa gaar de dem en Tur, og hun kommer i Gæld til Kællinger og lignende, længe førend hun faar Plads, og Kæresten er arbejdsløs over det hele; De ka tro, jeg kender den. Men paa Missionshotellet, der sku de ha lettet dem i ordentlig Tid af Fjerene, saa Folkene ku komme til at gøre i Stand, og der sku ikke være noen Overdaadighed men Renlighed og Ordenssans og naturligvis med Eilertsen som fast Prædikant.

80

Hver Dag Morgenandagt og Møder de fire Gange i Ugen og om Søndagen; ku Missionen ikke bruge mere end de to Gange, saa tog man noen andre de andre Aftener. Min Svoger i Jylland har flere Religionssekter og skifter med Mødeaftenerne; saadan noet ka jo ordnes altsammen paa en tolerant Maade. Og Piger og Karle, de sku ha Anvisning paa Pladser, og De maa ikke tro andet end der sku osse bo pæne Folk, Mand og Kone fra Provinserne og hvem der ellers kom a bedre Folk a Middelstanden, det ku beet en første Klasses Forretning. Der ku været tjent rystende med Penge med Restauration til ....

Jamen, hvorfor i al Verden blev det da ikke til noget, Egskov?

Jo, fordi jeg vilde jo selv sætte noen a Pengene i'et, naturligvis, men jeg vilde ha Missionen med. Ellers ku man staaet der en Dag: og nu hade de faaet en anden Mødesal, og der var kommen nye Strømninger i Religionen og lignende. Det ku beet en køn Kop The! Men Lund, han syntes, det ku bedre passe at ligge og puge over Pengene i Sparekassen med stort Rentetab, og Fuglen ska ikke stige højere i Luften end dens Fjer ka bære, sagde han paa det første Møde. Og paa det store Møde, dér rejste han sig op og talte over Ordene, at vi skulle ikke søge Verdens Guld og Sølv i Bælte, som Møl og Rust ka fortære, og vi ska ikke bygge faste Boliger, for Herren kommer snart. -Og saa to Dage efter gaar han hen og køber selv en Villagrund ude paa Jagtvejen.

Egskov hævede sig lidt i Sædet og gjorde en stærkt dramatisk Gebærde: Det er Kristendom i Munden, det er ikke noet for mig; nej! -Og det udtalte jeg mig osse med paa Mødet, at det har været min Bestræbelse, at vore Brødre og Søstre, der kommer uanede fra Provinserne og ikke vide, hvad de gøre, at de ku bie hentede, saa mange som de monne komme, nede ved Dampskibene, og dér sku staa en Mand, saa de ku faa Losji til halvtres Øre, i Stedet for at blive slæbt rundt i lutter drukne Huler. Det var det, jeg hade tænkt mig var en Gerning, for at de ikke sku ende i Last og Svineri, saa Missionen ku ta og samle dem op i Smaagaderne og begynde forfra; det er der vel ingen Forretning ved. Men den halte, han be ved sit, og han er saa rodfæstet hos alle Kvinderne i Menigheden osse, saa der be ikke noget Missionshotel a for denne Gang.

Og saa rejste altsaa Hr. Eilertsen? spurgte jeg.

Ja, for saa troede de jo, at Eilertsen, han hade sit Ledtogt med mig,

81

fordi han boede hos mig. Men la' det bare gaa i Stilfærdighed en lille Tid; Eilertsen, han ska nok komme tilbage igen.

Egskov slog ud med Haanden og nikkede ganske langsomt: Kristelighed, det ligger i Tiden; det ka vi nok være enige om. Det ka ikke undværes, det er en Modvægt. Naar det bare ikke bier indre Mission, for den er dømmesyg; den ka heller aldrig bie noet for Københavnerne. Ude paa Landet, det er noet andet, om Sommeren sjover de og om Vinteren glor de, de ser aldrig noet, noen Adspredelse og Teater og lignende, som vi har i København. Saa er det jo helt storartet, naar der kommer saadan en Missionær, og jo mer han dundrer, jo mer ska det jo hjælpe, det er rimeligt. Saa er der osse det paa Landet, at de holder meget a a stikke Næsen ind i hva der ikke rager dem, hos Naboerne og alle Vegne: Og nu er jeg hellig, saa er den go, og du er ikke hellig, og du har gjort Dit og din Kone har gjort Dat, og din Datter hun fik en lille i Byen og hist op og her ned, det bier til en hel Underholdning. Men det er ikke Kristendom. For Kristendommen, den tilgiver. Den er Kærlighed. Vi ska tilgive hverandre. Vi ska ikke opgive at stræbe, ingenlunde, men vi ska være tilfredse, og vi ska gi bort, naar vi har noet at undvære, og Pengene ska cirkulere. Det ka jeg sie, at jeg har kendt til baade at ha Penge og ikke at ha Penge, men jeg har aldrig holdt paa dem. I sin Tid som ungt Menneske, jeg kom fra og hade tjent den gamle Grevindejeg hade tolvhundrede Kroner i Penge og seks Sæt Tøj og atten Manchetskjorter med faste Flipper, og Undertøj, alt hva De ka tænke Dem! Der er ikke en Greve og kan være ekviperet flottere. Det gik paa en tre-fire Maaneder, Penge, Klæer, hele Raspen, jeg ga meget aet væk i Letsindighed, dengang, da jeg hade noet. Tror De, jeg fortryder det? Ingenlunde. Vi ka jo ikke ta noet med os, naar vi gaar herfra, andet end som en Skjorte.

Det er sande Ord, Egskov, det maa man lade Dem.

Ja, det er sande Ord og la os aldrig glemme dem. Og la os sige det til vore Venner og vore Brødre og vore Søstre og la os sige det til vore Arbejdere. For de er snart for stramsnudede med deres sjosialitiske Uforskammethed. Jeg har støttet Sjosialisterne før i Tiden, dengang de udrettede noet godt, men det er forbi, nu bier Arbejderne for grove.

Er det Frederik her i Forretningen, som gør sig ud til Bens?

Fredrik, nej Fredrik, ham ka jeg slet ikke undvære, ham er jeg nok

82

godt nødt til at gi, hva han forlanger, men her gaar min Kone og dominerer med Syerskerne til Barnekaaber og Sjaketter. Tror De, de ka faa nok? Ikke tale om 'et! Der er Arbejde for dem hele Aaret igennem og Overarbejde tilmed. Der er Tider, jeg ka la dem arbejde baade sejsten og atten Timer i Døgnet. Og saa klager de: Akkorderne er for lave, og der er det Arbejde mere og det Arbejde mere at gøre; hvert et Sting, de stikker, det sku helst vejes op med Guld for saadan noen Sjokker. Og Herregud, sier jeg saa tidt og mange Gange, hvorfor er I utilfredse! La os være tilfredse og ikke saa rovbegærlige. Misundelsen, den fører ikke vidt, og naar man er ked a et Arbejde, før man faar begyndt paaet, er der saa nogen Gang i Arbejdet? Men naar vi arbejder med Tillid og med Glæde, saa er vi færdige, før vi ved noet aet, og kom ikke med Jeres beskidte Svar, naar jeg taler til Jer, og ta Jer i det hele taget i Agt, for at jeg ikke bier gnaven i Ansigtet og gør Alvor aet og trækker mig tilbage og lukker hele Forretningen. Saa ka I jo se, hvem der ka skaffe Jer Arbejde!

Der indtraadte en lille Pavse, hvor Egskov fik et Cigarrør frem og puttede Cigaren i.

Man bier ked af at ha med saadan Mennesker at gøre, fortsatte han. Paa et Hotel, det er noet andet, de bier furede den ene Dag og man faar nye den næste, der er altid nok og gaar paaen og ka ordne det Arbejde. Og naar nu Eilertsen kommer tilbage og vi ka faa lagt en lille Grundvold i Menigheden, saa laver vi selv en Menighed med Hotel og Eilertsen til fast Prædikant. Der ka tas store Kegler paaet, og saa er det en god Gerning, som ka bære Frugter. Jeg har en Hotelforpagter paa Haanden, han var knaldet for højt op i Lejen, saa han gik i Stykker, og han er med paa hele Hotelfaget, en lille flittig Mand! Saadan en Mand, ham hæver man op og hjælper i Vejret. Og, ser De, mere end fire Gange i Ugen har jeg tænkt over og vil ikke ha Mødeaftener, det er overflødigt. Der ska osse være rolige Aftener for Folk, at de ka sidde hjemme hos deres Familjer, og saa er jo saadan en stor Sal ganske udmærket til Aktionslokale. Min Kone, hun ka aldrig holde helt op med at købe og handle, og hva tror De ikke, man ka sælge dér paa et Par Gange om Ugen! Folk, de er vant til at komme der, og de vil ikke gerne trækkes op af Jøder og Hedninger, og de véd, at naar jeg tjener noet, saa faar Missionen osse noet, for jeg er ikke bange for at stikke baade en halvtres og hundrede Kroner ud til Formaal, der er gode og virker velgørende paa Samfundet. Pigebørn og Skidt og lignende,

83

det har man faaet nok af før i Tiden, Gud Fader bevares; man har faaet Øjnene op, for man ska vende Blikket andre Steder hen. Er det ikke meget behageligere at sidde hjemme sammen med dannede Mennesker og tale om Anliggender og lignende og læse i Bladene og Biblen? Og ka man gøre en Forretning ved Siden a, saa maatte man jo være godt skør, hvis man ikke gjorde det. Man lever da kun én Gang i denne Verden!

Kresjan Vesterbro

mundus in nuce

86
87 88

Kresjan Vesterbro udkom i tidsrummet 3.-6.12.1897, kostede 1 kr. og omfatter [IV]+82[2s.] i grågrønt omslag med sort tryk, forfatter og titel dog i rødt, afbildet omstående. Den T eller HT-lignende signatur ses langt til højre i rodnettet og står antagelig for Hans Tegner (bekræftet af Peter Meyer, Den kgl. Kobberstiksamling).

I mundus in nuce. Kresjan Vesterbro. IIblank. III Kresjan Vesterbro af Karl Larsen. Forlagsmærke. Det Nordiske Forlag (Bogforlaget) Ernst Bojesen. København. Trykt hos F.E. Bording. MDCCCXCVII. IV blank. 1-82 tekst. 83 Af Karl Larsen er tidligere udkommet: fortegnelse over 11 titler. 84 blank. Højde 170 mm.

2. og 3. oplag 1897 og 1898: Oplagsbetegnelsen anbragtes under de faldende blade, på titelbladet underforfatternavnet .

89

I.

Jeg sad paa mit Kontor alene, som jeg plejer nogle Aftener om Ugen, da det bankede paa Døren - med et langt og to korte Slag, som Ordonnanser lærer det.

Kom!

Døren gik op, men Manden, som jeg kunde skimte udenfor, blev staaende.

Kom! - endnu højere.

Jamen jeg ka' ikke saa godt komme indenfor ...

Jeg kendte den lidt rustne Stemme og gik rask hen til Døren, det var Kristian Hansen, eller som de kaldte ham, Kresjan Vesterbro.

Naa, er det Dem?

Javel; men jeg ka' ikke godt komme ind, for jeg har maat' sat mine Læ'rsko for 4 Kr., over det at min gamle Mo'er ...

Kom nu bare ind!

Kresjan Vesterbro sænkede Stemmen: Jamen jeg ka' ikke godt la' Træskoerne staa paa Gangen, for Strømperne er saa simple ... jeg vil ikke saa gerne genere med dem ...

Kom med Træsko paa og hele Moleviten!

Kristian smuttede ind ad Døren, trods Træskoene, i et ærbødigt Hosesokketridt. Mig Tilladelse! føjede han til og stod dér med en blød Sjask af en gammel Hat i Haanden og saa paa mig.

Den er nok lidt gal, Kristian Hansen, bemærkede jeg med et Blik hen over hele Fyren med hans snavsede blaa Skjorte under Jakken, uden Vest og i et Par Bukser, der var ligesom ved at opløses i Lapper og Smuds.

Kristian tørrede sig med Bagen af Haanden under Næsen og vippede i Knæene. Ja, den er jo ikke go', nu, Vinteren gaar paa, sagde han og skuttede sig lidt.

Sæt Dem ned. - Hvor længe er det siden De kom ud?

Han saà hurtigt over mod mig og vidskede hen over Overskæget: Ja, saa behøver jeg ikke at fortælle mere, naar a' De véd, a' jeg har været dernede ... jeg ha'de et Aar ...

90

Gaa og hent Dem en Bajer - jeg rakte ham Penge - og lad os saa snakke om Tingene.

Maa jeg ha' den Femogtyve-Øre?

Ja, behold De bare Resten.

Jamen, saa har De ikke no'et imod, a' jeg ta'er en Bajer med til Dem.

Nej, lad dog bare være, jeg har lige spist til Middag.

Jamen De har alligevel ikke no'et imod, at jeg ta'er en Bajer med til Dem ... De véd nok, naar jeg faar noget, saa er jeg en Menneskeven, og De vil nok drikke en Bajer sammen med mig ...

Naa ja, hent saa to.

Tak for det!

Han forsvandt og kom igen med Bajerne.

Hvorfor var det saa, Kristian Hansen, at De kom derned? begyndte jeg.

Kristian tog en Slurk af Flasken færdig: Det er den første Bajer jeg drikker i Dag, saa sandt jeg sidder her, nu ka' De tro mig ...

Jamen jeg spurgte om hvorfor ...

Min Gæst løftede sin ene Haand kroget i Vejret og slog sig paa sine Negle: Det, som a' jeg kom paa Brasen for og fik et Aar, det ha'de jeg ikke ha't mere ud a' end som der ka' ligge her paa mine Negle. Jeg ha'de bare hjulpet en Kammerat med at bære en Kaabe og et Overstykke.

Jeg tillod mig at brumme en Smule mistvivlende.

Det er Sandhed. Jeg kom li'e fra og ha'de været inde paa Slum'ren.

Slumren?

Ja - Slummerhjemmet, ude paa Nordvestvej. Dér ha'de vi faaet to store Kopper The og varme Boller, og saa gik jeg ned og tog en lille Spids i en Kælder. Og henne ved Apelspistolkirken, li'e for Jernbanen saa mødte jeg en Kammerat, vi kalder ham den forladte fra Nørrebro a'. Og han si'er, om jeg vil hjælpe ham og bære en Kaabe og et Overstykke. Ja, la' gaa med det, si'er jeg. Og saa gi'er han mig Kaaben.

Hvad Tid var det paa Dagen?

Ja, den var saadan en 1 Stykker.

Om Formiddagen?

Næ, det var jo om Natten, jeg kom jo fra Slum'ren. Men det gik ellers meget godt ned imod Søen, og paa Dronning Lovises Bro dér brændte Lygterne ovre paa den ene Side, saa vi gik jo over paa den

91

anden, vi vilde jo ikke vække Opsigt. Saa si'er min Kammerat: Hør, det er li'egodt noget Slæberi, dette her og trække med, og ka' du ikke før ta' og ta' Kaaben paa, si'er han. Jo, det er s vart, si'er jeg igen, for den er tung, denne her, saa jeg faar 'en jo paa, henne hvor det er, at Damperne sejler under Broen, og faa den godt stoppet ned i Bukserne! si'er han. Nu ha'de jeg a' disse herre Susebukser, de kalder, meget vide, saa det gik rigtig godt med at faa Kaaben ned i dem, men naar man saa ska' ha' knappet til igen, forstaar De, saa kravler 'et op i den ene Side, naar man stopper ned i den anden, og saa li'e med et staar Betjenten der. Saa ku' jeg ikke faa Kaaben a' i en Fart med de snevre Ærmer, og min Kammerat, han stak a', saa jeg ha'de ikke no'et ud a', at jeg raabte efter ham, han sku' ta' sit Skidt og Klos a' Helvede til og jeg vilde ikke bære det længer for ham - jeg var skudt lige med det samme. Min Kammerat, han b'e a'e med Overstykket henne paa Hjørnet af Blaagaardsgade, dér laa det paa Gaden, men de fik ham Dagen efter, og han ku' ikke ordne det til mindre end Tyveri for hans vedkommende, det var listet ud a' en Trækrude fra en Marskandiser. Vi fik et Aar, begge to.

Det var en højst mærkelig Historie, Kristian Hansen, men det kan jo være ligemeget; De fik et Aar i hvert Fald.

Kresjan Vesterbro nikkede indrømmende et Par Gange: Det fik jeg. Naa, man ka' nu ikke si'e no'et om'et, jeg stod til et Aar dengang, saa jeg sku' jo ha'et, men det var no'et fint at faa'et for. - Li'emeget, jeg var nu ikke bange for at ta' et Aar til, om det saa sku' være; det er rigtig flinke Mennesker dernede, allesammen. Assistenten, det er en herlig Mand ... og et smukt Menneske, jeg haaber osse nok, det vil gaa ham temlig godt. Det er hans Jakke, jeg har paa her, han ga' mig den forleden, jeg var gaaet derned, og jeg var jo bange for, at Jakken sku' være for god og man var gaaet hen og sat den, saa jeg smed den anden Las væk, jeg ha'de, lige med det samme, paa Marken. Og Assistentens Jakke, den ska' ikke komme a' min Krop; i det hele ta'et Tøj, jeg har faaet a' Herrer, det kommer ikke fra mig a' uden trævgevis, med min gode Vilje ...

Jamen hør, afbrød jeg, De maa virkelig fortælle mig lidt om Vridsløse, hvordan der var dernede.

Javel. Det ska jeg. Jeg har altid godt ku' lidt at tale med Dem, og jeg si'er Tingene li'som de er; jeg er et Verdensmenneske. Det ka' ikke nytte no'et, a' jeg vil komme til Dem og fortælle, at jeg ikke drikker

92

Brændevin, for saa si'er De bare, at det er Løgn; saadan no'et laver jeg aldrig med Folk, som at der er med paa'en, og De har vistnok set det, som De har Lyst til, det ser jeg Dem an for. Og jeg er livsbefaren, det ka'jeg si'e; jeg har maattet lagt gar i tyve Graders Kulde paa Cementgulver, men véd De hvad jeg altid har gjort! Det ska' jeg lære Dem ...

Kristian rejste sig og tog Assistentens Jakke af: Mig Tilladelse! Ser De, altid naar jeg har lagt og tællet den ude, saa har jeg ta'et Trøjen a' og viklet rundt om Ho'det - Kristian foretog den omtalte Handling med fuldkommen Naturtroskab, saa at hans Stemme lød ganske tildækket, medens han fortsatte -: trillet helt omkring. Saa planter der sig en Varme fra Ho'det a' ned igennem hele Kroppen - hans Ansigt kom atter til Syne, og han svuppede i Jakken - jeg har lagt Vinternætter og været li'saa svedt som jeg er nu.

Jeg kunde ikke lade være at le. Kristian lo med.

De er jo en Kærnesvend alligevel, Kristian Hansen.

Det ka' De osse gøre, sagde han ivrig, bare med Trøjen om Ho'det, det er ikke for det. Men jeg har et godt Helbred, det har jeg. Naar jeg er indespærret, jeg ka' godt taale a' la' vær' a' faa Brændevin, det geneer mig ikke; saa sover jeg som en Stud og spiser alt det, de ka' vælte i mig.

Jamen Vridsløse, det var Vridsløse; hvorledes havde De det dernede?

Jeg; jeg ha'de det ubeklageligt. Naar bare man holder Humøret! Min Kammerat, da vi kom i Charabancen fra Glostrup a' og hen a' Landevejen, saa sang han, li'saa højt han kunde, men jeg tænkte, at Cellefængsel, det er dog altid no'et, man har hørt meget tale om, og jeg var ikke glad og sku' paa Brasen og ikke ha'de været der før; men det gik meget godt.

Hvad hedder du, sa' Assistenten li'e den første Dag, for han si'er du til alle Mennesker.

Jeg var li'e ved at si'e: Hva' Fa'en rager det dig? men saa tænkte jeg, at det er vist bedst hernede, du holder din Kæft: Jeg hedder Hans Kristian Hansen, sa' jeg.

Hvor mange Penge har du?

Jeg har 52 Øre, - det husker jeg li'saa bestemt.

Saa har du jo været doven i Varetægten.

Javel, sa' jeg, for man tør jo ikke svare.

93

Saa sku' jeg i varmt Bad og saa ned til Barberen og ha' Overskæget a' og klippes.

Hvor meget har saa De? sa' Barberen.

Jeg har et Aar.

Aa, ikke mer, sa' han, det er jo kuns en Middagssøvn.

Jamen den er vist no'et lang.

Gud Fader bevares, 1 Aar, det sku' da være no'et at tale om. Saadan et ungt Menneske i Deres Alder, hvor gammel er De?

Jeg, jeg er lige fyldt 31 Aar, og ku' De ikke ta' og la' lidt a' Haaret staa her forand, for jeg holder ikke a' a' b'ie' klippet li'som en Hund.

Næ, det ku' han ikke ta' sig a', det sku' gaa med Maskine, rundklippet over det hele, men det var jo meget pænt a' Manden, a' han vilde trøste mig.

Saa kom Betjenten: Og hvor meget Skraa har saa du i Munden? Det er vel ikke ud over et Fjerdingspund.

Nej jeg ha'de ikke no'et.

Ja, det er jo Løgn, men det vil jeg si'e dig, at jeg vil ikke ha' no'en Vrøvl ud a' din Skraatobak ...

Den Betjent, ham har jeg lært at kende for en rigtig respe'tant lille Mand, men han ka' jo ikke staa sig ved at miste Frakken. - I det hele ta'et, paa Vridsløse, man ska' vide, hvor man er, men saa ka' man ha'et rigtig godt, naar man ikke taber Humøret. Min Kammerat, da jeg kom tilbage den første Dag i Desentionslokalet, saa sad han inde ved Siden a' og græd som et Barn, der b'e født, og det var no'et andet end paa Vognen! Han var nu a' dem, der sidder med et langt Ansigt i Cellerne og spekelerer, og saa spekelerer de alle Tider over Kongens Naade. Men jeg si'er meget før, man véd, hvor a' man er, og hva' man har gjort og man ska' ha' sin Tid, og man ska' aldrig spekelere over Kongens Naade.

Bravo, Kristian Hansen, det maa være rigtigt.

Javel. Det mener jeg med. Jeg gjorde mit Arbejde, jeg bandt Flaskehylstre, skar dem a' og pakkede dem ind, og jeg masede paa og b'e færdig; saa gik jeg og valsede op og ned i Cellen og spiste min Mad, naar jeg fik den, og man ka' ikke klage paa Maden, man véd jo, hvor man er. Og Sommeraftener, naar a' det var lyst, saa har jeg helt spoleret mine Øjne med at læse nede paa Vridsløse, jeg sad mange Gange op i Kanen og læste til langt ud paa Natten; de har alle de Bøger dernede,

94

der er til. De ka' faa tyske Bøger og engelske Bøger og franske Bøger, bare De ka' læse dem. Det gaar nu efter saadan en Række, det véd De maaske, de første tre Maaneder, saa faar man bare disse Præstebøger. Der ka' godt være saadan smaa gudelige Historier i dem, at man kan læse, meget nydelige; men naar saa det er overstaaet, faar man rigtig gode Romaner. Den første, jeg fik, den handlede om Krokonens Penge; det var Steddatteren, hun brændte hende a' for dem allesammen; den er nu temlig god; men jeg véd ikke, om De kender Dødssejleren eller den fly'ende Hollænder.

Kristian bøjede sig lidt frem, ind over mit Skrivebord: Det er en Bog, som jeg vil si'e paa Størrelse med den brede Æske dér, en 5-6 Tommer i Længden og meget tyk, i 2 Dele. Det vil sige, der ska' nok være en tredje Del med, efter hva' jeg har hørt, men den behøver man ikke at læse; naar man har læst de to, saa ka' man regne sig ud til Resten. Det er en spændig Roman. Det er no'et, der rigtig ka' bryde Hjernen. Haarene, de ku' helt rejse sig i Ho'det paa en, jo, véd De hva', naar man saadan sidder ganske normal i Cellen og læser alene om Aftenen, nu ka' De tro mig, at jeg sov ikke fire Nætter paa den Roman, det er Sandhed. Har De læst den?

Det har jeg sikkert, men jeg tror ikke rigtig jeg kan huske ...

Jo, det er Sønnen Fillip, det er jo ham, som at der ska' redde Fa'ren, og saa er der den enøjede Lods; det er et ondskabsfuldt Utuske, med Grævlingekasketten. Det er jo ikke et Menneske, det er en Aand, og han har dette svedne Grin og gaar omkring med. Forliser der et Skib, og Mandskabet gaar underneden, saa griner han bare. Og han vil berøve denne Medalje fra Sønnen a', og en Gang er han li'e ved at negle den ud, ved Skjortelinningen, men Fillip han lurer sin Middagssøvn a' med et halvt Øje, og hva' vil Du med den, min Ven? og han et Nap i ham! Men saa griner han bare. Saa kommer Dødssejleren, og den enøjede Lods, han raaber: Det er den flyvende Hollænder, Vanderdekken! og saa gaar de nedenom og hjem, og Fillip kommer til en Konges Land, og hans Kone b'ier brændt ... Det er noget ganske hen i Vejret, storartet, spændende, man ka' ikke holde op igen, naar man er begyndt paa den. - Det er li'som nu, jeg bor hjemme hos min gamle Mo'er, saa naar hun kommer hjem om Aftenen, og jeg har faaet fat i en a' Revyerne, a' disse spændende Romaner, saa si'er hun altid: Nu ska' du vel ha' brændt en halv Pot Petroleum i Aften! Og det ka' jeg godt gøre, naar jeg først har faaet fat i dem, jeg vil frem, frem i Tiden

95

og se, hva' det b'ier til ... jeg er nu b'eet meget værre til at læse nede paa Vridsløse. Dér ha'de vi osse Fængslet i Edinborg, det er ikke andet end Mord og Tyveri og røverisk Overfald; det er en med de allerbedste a' dem. Den er paa 764 Sider. Den ku' jeg jo ikke faa læst ud paa 14 Dage; siden efter bad jeg Overlæreren, om jeg maatte laane den igen, saa efterlæste jeg den rigtig. Det er en Røverroman, storartet!

Kresjan Vesterbro glippede en ganske lille Smule med Øjnene over imod mig: Saa ka' man jo heller ikke la' vær' a' tænke paa, a' de gi'er en jo saadan no'et dernede, for at man ska' b'ie bange; for de b'ier baade hængt og henrettet og halshugget i Bogen. Men man b'ier ikke bange ve'et; det er meget før, at man tænker, at saadan ska' man lave det, naar man kommer ud. Men jeg har nu for Resten lovet Assistenten, at naar jeg kom paa Gaden igen, sku' jeg ikke mer besmitte mig med saadan no'et, det er ikke heldigt.

Nej, Død og Pine, Kristian Hansen, det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade ...

Næ, det kommer for højt til Vejrs, det gør 'et. Det har jeg osse lovet Assistenten. Og jeg vil gerne la' enhver beholde sit og arbejde, men ... der var no'et, jeg saa gerne vilde be' Dem om: De sku' da ikke ha' et Par Bukser og vil gi' mig?

Jo, det kunde maaske nok være.

For de stikker for meget i Øjnene, disse her, naar at man gaar efter Arbejde. Jeg har jo Assistentens Jakke og den klarer for en Vest med ...

Jeg drejede lidt omkring, frem og tilbage, paa Kristians høje, lidt duvede Skikkelse: Naa, det forekommer mig, at en Vest kunde dog ikke skade.

Nej, det ska' De nok ha' Ret i; den ku' rigtignok ikke skade ...

De skal nok faa baade Benklæder og Vest af mig.

Kristian havde rejst sig og gik lige tæt hen til mig: Ja, det er jeg meget godt fornøjet med ... men sku' der saa ikke osse ku' b'ie til et Par Strømper med ...

Den stiger, Kristian Hansen, men det kunde jo maaske være ...

Og et Par Træsko, hva' ... Kapsko ... de koster 2 Kroner, saa beslaar jeg dem selv med Læ'r paa Siderne ...

Jeg lovede ham tilsidst alle fire Dele og sagde, at nu maatte han gaa. Han rakte en stor, haard Haand frem, der var at føle paa lidt som en Mursten. Saa fik han nogle Smaapenge og gik for at komme igen nogle Dage efter.

96

II.

Næste Gang Kresjan Vesterbro kom for at besøge mig, havde jeg Benklæder og Vest, Træsko og Strømper til ham.

Han tog straks fat i Tøjet, trak i det og krammede det, vendte det for Linninger og i Ærmegab, rettede det ud igen og holdt det et Stykke væk fra sig. Saa rakte han Murstenshaanden frem og trykkede min højre: Ja, det er jeg meget fornøjet med, altsammen, det si'er jeg Dem mangfoldig Tak for ...

Der kan jo nok være et og andet at reparere ved Tøjet, indskød jeg beskedent.

Kristian slog ud med Haanden: Det er ikke mer end som min Mo'er ka' ordne, eller osse ka' jeg selv ... eller min Søster, naar hun kommer hjem en Søndag. Hun tjener hos Præsten Jensen ude paa Østerbro; hun er b'een opdraget i saadan et Hjem paa Lolland; der er en Greve og har gi'et 300 Kroner for hende om Aaret, de kommer derover ved et Selskab. Og saa tjente hun først lidt hos en Købmand i Sakskøbing, saa ku' Præsten faa hende, hun tjener for en lille Løn. Hun har kun 10 Kroner i Maaneden, saa det er Manden jo ikke narret med, og hun vil aldrig derfra, siger hun, hun har 'et storartet, det er et kristeligt Hjem, de ka' tale med hende om Religion til hver en Tid. Hun er nu mere saadan hellig anlagt, men véd De hva', mange Gange, Damer, li'som de er b'een konfirmer't, saa smækker de dem paa den ene Bule efter den anden, og saa ka' de daarligt stoppe en Strømpe.

For Resten, sagde Kristian og holdt de nys erhvervede Benklæder endnu en Gang frem for sig, de er meget lignende til et Par Bukser, jeg fik af Premérløjtnant Olsen, da jeg skulde a' Tjenesten ...

Det varede ikke længe, førend vi var godt inde paa Soldatertiden, og Kristian kom efterhaanden i et ganske udmærket Humør. Han fik sin Bajer foran sig og blev hurtigt yderst talende. Jeg havde ogsaa givet ham en Cigar at ryge paa, som han først ikke havde villet tænde i min Nærværelse. Det varede kun faa Minuter, saa gik den ud for ham; han tændte, og den gik ud igen. Tilsidst saà han da sit Snit til forsigtigt at lægge Cigaren paa Kanten af Bordet, den generede ham alt for meget i de livlige Bevægelser, han havde nødig under sit Foredrag.

97

I Soldatertiden, sagde han, - der var Humør! Først brændte jeg dem a' i 5 Aar.

Halløj!

Naar de søgte efter mig i Frederikssund, saa var jeg i Frederiksværk, og naar de kom til København, saa var jeg i Fakse og Stubbekøbing og Nykøbing paa Falster, jeg valsede helt op i Tyskland, for dér har jeg gaaet paa Luffen før, jeg har jo lært Smedeprofessionen. Men saa kom jeg til København igen, og en Dag stod jeg nede paa Torvet og ha'de baaret et Par Svin a', saa er der en, som pikker mig paa Skulderen: Og jeg var vist Smedesvend Hans Kristian Hansen? Nej, De maa vist ta' fejl, sa' jeg, jeg er Former, og jeg hedder Hans Peter Jensen. Jamen det var vist bedst, at jeg gik med alligevel op paa Kam'ret. Saa kom jeg derfra lige ud paa Vildersgadens Kaserne, for jeg ha'de jo været paa Sessionen, jeg var ta'et. - Jeg har aldrig været saa flov hele mit Liv igennem, jeg ha'de ligefrem faaet en gammel Las a' Skødefrakke for a' la' hænge ned bagtil over Bukserne, Strømper ha'de jeg ikke i Skoene, og de andre paa Kasernen, det var rige Gaardmandssønner, mange a' dem; men de var rigtig flinke ved mig, allesammen, jeg ha'de 11 Kroner samlet den første Dag, jeg var paa Kasernen, og jeg b'e jo no'et fuld. Om Aftenen saa vilde jeg gi' no'en Bajere til et Par andre fattige Sjæle, men saa kom Sjersanten.

Hvor vi sku' hen?

Ja, vi vilde ned i Strandgaden og ha' en lille Genstand.

Om vi troede, vi var paa en Beværtning, hvor vi saadan ku' gaa ud og ind, og vi ha'de vist osse faaet nok for Dagen.

Naa, der kom ikke videre ud a'et, det var jo den første Gang. Men dengang a' Skolen var forbi, saa ha'de jeg brændt den a' den første Nat til om Morgenen Klokken 2, og jeg kommer hjem. Og saa sa' jeg til Brandvagten, at saa ka' du gaa ind, Bonde, til Vagtkommedøren og melde, at nu kom 74 hjem, og han er fuld Bagefter lukkede jeg Vinduerne op paa Belægningsstuen, for der var for lummert, og jeg spyttede ned i Gaarden, og jeg kom op a' slaas med Underkorporalen.

Det var den værste, jeg lavede dem, førend jeg kom fra København a'. Vi var en 6-7 Stykker og b'e sat over til Frederits, og jeg skal nok tæmme Jer, sa' Premérløjtnant Olsen den første Dag. Men om Aftenen saa var jeg lidt ude i Byen og rundt paa Beværtningerne, for jeg ha'de jo faaet lidt a' Kammeraterne, dengang jeg kom fra København,

98

jeg var osse henne hos Herbergsfatter, der var kommen no'en tilrejsende Svende - saa jeg kom jo slet ikke hjem den Nat. Soldaterne, de ligger hos Borgerne i Byen derovre, for de har ikke no'en Kaserner, og den stak jeg jo osse ud til Premérløjtnanten, at jeg har rendt hele Natten rundt i Fredericia Gader for at finde mit Logis og har ikke ku't fundet det, for jeg kender ikke Byen endnu. Og det er s'gu Løgn, sa' han, men han maatte ta' imod 'en.

Næste Dags Aften var det li'saadan. Saa b'e jeg sendt op til Obersten, det sku' være lidt mer virkende. Han var nu saadan li'som mer sindig a' sig, og jeg sa' li'saadan: Jeg har aldrig været her i Fredericia før, jeg kender ikke Byen, og jeg har ikke ku' fundet Stedet.

Han lod mig osse løbe, men saa kom jeg en Aften til at skubbe til en Korporal. Han kom gaaende paa Flisen: Naa, Dreng, ka' du ikke gaa til Siden! og jeg slar ham jo en vendt Øretæve, saa han gaar li'e ud paa Gaden, jeg vilde ha' Fortovsret, fuld var jeg; jeg ha'de været ude med en Klodsmagersvend, jeg engang har været paa Rejse med oppe i Tyskland. - Korporalen, han skrev saa en lang Rapport for mig, men jeg vilde da heller ikke straffes for ingenting, saa Dagen efter den var gi'et ind, blev jeg helt hjemme, jeg kom slet ikke til Øvelse. Klodsmagersvenden, han ha'de lagt hos mig om Natten, vi ha'de en Flaske Brændevin og stod paa Bordet, og jeg sad i Skjorteærmer. Saa kommer Løjtnanten med den visiterende Underofficér i Følge. Jeg b'e siddende ganske rolig.

Hvad jeg bestilte her?

Jeg holder blaa Mandag, sa'jeg; fuld var jeg.

La' os faa ham med, Sjersant Hansen!

Om jeg straks vilde rejse mig op og ta' Vaabenfrakken paa, sa' Sjersanten.

Nej, du ka' tro Nej, sa' jeg, det vil jeg ikke, for den Skjorte, jeg har paa, den har jeg selv købt og betalt; men de Klude, du har paa, dem har du ikke engang betalt.

Jeg sku' gaa med straks, sa' Løjtnanten.

Jeg gaar ikke med Drenge.

Saa sendte han Sjersanten hen efter fire Mand paa Hovedvagten.

La' dem komme, hele Hovedvagten, og ta' Musiken med. Nu ta'er vi os en lille klar, sa' jeg til Klodsmagersvenden, og saa tændte jeg mig osse en Cigar.

Løjtnanten sa' ingenting, og Klodsmagersvenden og jeg, vi drak

99

Flasken ud og vendte Glassene, saa rejste jeg mig op og sa' til Løjtnanten: Kom nu; nu ka' vi gaa; nu vil jeg gaa med - for jeg vilde ikke føres gennem Byen a' fire Mand, det vilde jeg ikke. Jeg gik godvilligt, jeg røg paa Cigaren hele Vejen. Henne paa Hovedvagten blev der læst en morderlig lang Rapport op for mig.

Om jeg ha'de forstaaet den?

Ikke et Ord.

Saa b'e den læst en Gang til: Om jeg nu ha'de forstaaet den?

No'et a'en.

Saa gik de paa'en en Gang til: Om jeg da nu for Satan ha'de forstaaet den?

Nu forstaar jeg ikke et Ord a'en igen.

Saa ka'et Fa'eneme osse være det samme, sa' Løjtnanten.

Saa kom jeg i Krigsret. Der b'e Korporalens Rapport læst op for mig: Om hva' jeg ha'de at si'e til den?

At det bare er Løgn fra Ende til anden jeg har ikke skubbet til no'en Korporal, Korporalen var smækfuld den Aften. - Jeg var i Retten hver Dag i to Maaneder og sa' hver Gang, at det var Løgn, Korporalen ha'de villet skubbet mig ud paa Gaden. For naar jeg først har sagt Nej en Gang, saa b'ier jeg ved at si'e Nej, naar ikke det ligefrem er som Betjent Petersen, der vaagnede mig om Natten: Og skriv saa op, for Fa'en, sa' jeg til ham, og la' mig faa Ro! Men det bruger Militærene ikke, og jeg b'e ved at holde paa den, at Korporalen ha'de været smækfuld, for det var det eneste, der ku' klare den. Saa ga' de mig tilsidst 20 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost; men jeg hade jo maattet siddet to Maaneder for at faa dem.

Kristian Hansen vædede Halsen med et lille Drag.

Det har i det hele taget været en gemytlig Soldatertid, Deres, sagde jeg

Ja, svarede Kristian lige med det samme, der var altid Humør. Der er jo heller ikke no'et at sørge over, naar at man er Soldat, og det er tit, at man brænder den a', og den gaar skudfri. Officererne, det var osse herlige Mennesker, rigtig flinke. Jeg ka' huske engang ude paa Fælleden, vi sku' rende og springe omkring li'som no'en andre Avekatte. Li'som vi bedst løb, syntes jeg, det ku' være nok, og saa lod jeg mig falde omkuld. Saa kommer Kaptajnen selv: Og hvad der var i Vejen?

Ja, jeg be'r Hr. Kaptajnen om Undskyldning, det er et Ildebefindelse.

100

Hver Gang at jeg løber og b'ier svedt, saa falder jeg omkuld

Saa saà han paa mig: Er det da længe siden, De har faaet varm Mad?

Javel, Hr. Kaptajn, sa' jeg, - for saadan et Tilfælde, det ska' man jo aldrig gaa a' Vejen for.

Saa tog han mig med over til Marketenderen, og jeg fik Sødsuppe og Lever, li'saa meget, jeg vilde vælte i mig. Og bag efter sa' han til Sjersant Jensen: Vil De passe paa og ikke anstrenge den Mand for meget. Saa jeg ku' ligge henne paa Grøftekanten og grine a' alle de andre, det var jo bare Komediespil, det hele, jo, det var en herlig Mand, Kaptajnen. Og vores Premérløjtnant Hansen, han var osse rigtig flink, han sa': La' nu vær' og syng altfor meget nede i Marketenderiet, 74, og stik ikke for mange Snapse under Vesten, saa du laver Ballade. Det sa' Sjersant Jensen osse: Du ta'er dig en lille høj, og jeg ta'er mig mine høje; men det er bare om at ka' holde Ryggen dækket. Men saa kom jo Kammeraterne: Og ka' du stikke en halv Pægl ud i ét Drag?

Jeg ka' godt stikke en hel Pægl; ka' du betale den, saa ka' jeg drikke den.

Det varede aldrig længe, saa var der et helt Sjak derinde i Makketutten a' vores Korporalskab, allesammen Københavnere, og de er jo med paa'en; engang ha'de de faaet stillet mig op paa et Bord for at gøre Taler ... men jeg spillede dem for mange Komedier, saa kom jeg jo over til Frederits.

Naa, ovre i Frederits, Kammeraterne de ku' ikke være flinkere. Der var en Skolelærer, han var højre Fløjmand, han sa' til mig: Jeg vil gøre alting for dig, og jeg vil hjælpe dig, og jeg vil skaffe dig Arbejde, naar du kommer a' Tjenesten, naar bare du vil b'ie Guttemplermand.

Ja, det vil jeg gerne, sa' jeg.

Men saa kom de andre: Naa, Kresjan, ska' vi saa ha' en lille Sang for Flaaden?

Javel, la' gaa med det. Saa b'e der kastet om hvem der ku' købe no'en lange Dramme, og saa var det Guttempleri forbi for den Aften. Ovre i Frederits, dér drikker de for Resten meget Kaffepunser, og de stiller hele Flasken frem for en til en Kaffepuns; det er ikke som i København. Man ka' godt sidde og drikke sig fuld derovre for 10 Øre, ganske snildt; for 25 Øre ka' man sidde og b'ie smækfuld. Og det gik saa tidt og mange Gange: Vi gi'er til en lille Genstand, naar du vil pudse for os. For de pudsede daarligt, Jyderne, og jeg var altid

101

strampudset; det ha'de jeg saadan et Snit for: Knapperne i Gaflen, saa fik de dem et Hagl med Trøjen ...

Pas nu paa, Kristian Hansen, sagde jeg, naar De gaar her fra mig i Aften, at det gode Humør ikke løber af med Dem.

Kristian saà et Øjeblik forbløffet paa mig: Jamen jeg har ingen Penge.

De véd jo godt, De faar en Halvtredsøre af mig, og naar De i Jylland kunde drikke Dem smækfuld for 25 Øre, saa ...

Ja, undskyld, men det b'ier jeg ikke her i København for en hel Krone, ha'de jeg nær sagt, det vil si'e, det ka' jeg godt b'ie, men det vil jeg ikke, men jeg vil gaa rolig hjem paa den Bajer, jeg har faaet her, for jeg ska' tidlig op i Morgen. Jeg ska' ud Klokken 4 og kapre Bønder ved Kontrollen. Dér napper vi dem, naar de kommer ind fra Landet a' med Svinene. Saa er'et hvem der ka' komme til a' sætte sit Navn med Kridt paa Bagsmækken a' Vognen; naar de saa kommer ind paa Tor'et, saa er'et mine Svin, og min Kammerat derinde bær' dem a', saa deler vi til Fyraften. Det er 25 Øre for Prangeren og 10 Øre for Køberen.

Naa og kan De da tjene noget ordentligt ved den Svineforretning?

Næ. Jeg har kuns ha't 4 Svin i de sidste 3 Dage; der er for mange Nybegyndere ve'et, unge Mennesker; de er fær'ig a' gaa hele Mil ud i Landet for og ka' kapre en Gris; det er ikke som før i Fortiden. Men saa dingler jeg gerne ned ved Stranden med no'en Stykker, for om der sku' være en Stenskude at losse eller no'en Kretur at hale i Land, saa trækker vi dem ud i Landet for Bonden; det er 1 Krone Milen. I Gaar ha'de jeg en Styrmand nede i Gasværkshavnen og brang en Skibskiste ned for i Nyhavn, det var en Tysker, og jeg kan jo sprekke lidt tysk med dem, for jeg har rejst oppe i Tyskland paa Smedeprofessionen. Saa gik vi ned tiisammens i en Kælder i Nyhavn og fik en lille en.

Giebt's hier 'ne Würtschaft mit Meechens? sa' han.

Dat kenne ick nick, æwer geihen wir man sachte weg Lille Kongensgade linke Hand ab, da giebt's gut Meechens.

Jawoll.

Saa fik vi først en Bitter i Lille Kongensgade. Og jeg har Penge nok, sa' han, han viste hele Lommen fuld a' Dalere og den anden Lomme med og en Lomme bag i Bukserne og en til bag i.

102

Uh, tænkte jeg, bare jeg ha'de no'en a' de Penge! - og jeg lovede, jeg sku' nok vente paa ham i Beværtningen; han ha'de gi'et mig halvanden Krone. Men jeg gjorde det ikke, for jeg tænkte, at nu har jeg halvanden Krone, og hvis jeg b'ier her, saa kommer jeg ikke hjem med kongelig Mønt, om jeg saa sku' faa Penge i Dalervis og maaske osse, at han brænder dig a'. Saa jeg op a' Kælderen og gik hen og køfte en lille Menisterpølse og for 10 Øre Kartofler og et halvt Fjerdingspund Smør, til at jeg ku' lave lidt Kartoffelsalat, for det er jeg go' til ... og saa en Pot Petroleum og et Aftenblad, saa gik jeg hjem til min gamle Mo'er. Hun sidder for Huslejen og har'et sløjt med Arbejde; hun so'terer ellers Kaffebønner for en Grossér.

Jamen saa klarede De Dem jo stolt den Dag, Kristian Hansen, og havde en hyggelig Aften.

Jo, men man ska' staa tidlig op, naar man vil klare den; der kommer ikke no'et ind a' lukkede Døre. De svenske Skippere i Gasværkshavnen, naar man kender dem, saa ka' man nok faa Lov til Tider at laane den lille Jolle, og hvor mange Gange ka' der ikke ligge et Stykke Tømmer og drive i Vandet, saa er'et at faa en Baadshage i'et; dér ka' man saa ha' Ildebrand for mange Dage. Eller naar man bærer en Tønde Kartofler a' for en Bonde, saa falder der altid no'en i Stenbroen; dem ta'er man op i et Klæde, saa har man Kartofler frit. Den ene Finger maa gi' den anden Haanden, som man siger for et gammelt Ord. I Dag har jeg brunget no'en Vare i Byen for en Urtekræmmer, dér fik jeg en Ti-Øre. Den ene Ti-Øre smider jo ikke den anden væk, det b'ier dog gerne Dagen over til en Bid Brød og en lille en, og paa Beværtningerne, det træffer, at der er en, som at der gi'er no'et, saa faar man bagefter en lille Sjavs; naar man saa forstaar sig paa Kortene, og der er en anden en og holder mig god, og han har Pengene, saa ka' der somme Tider b'ie lidt Knapper ...

Ja, det er jo overordentlig stræbsomt, med alle disse Foretagender, De giver Dem af med, men tror De dog ikke, det var bedre, om De saà at faa lidt fastere Arbejde?

Kresjan Vesterbro rettede paa Ryggen Jamen naar jeg nu kommer i Klæ'erne herfra i Aften, saa ska' man nok ka' faa Arbejde, det tænker jeg da nok.

I Professionen?

Ja, det véd jeg nu ikke; i Smedefaget har jeg ikke arbejdet, siden den store Strikke var i 85; det er nu ikke faldet saadan ud. Men ellers

103

hva' der er a' Arbejde, det er jeg altid gaaet paa, og i det hele ta'et saa naar man ka' bruge en Mejsel, en Fil og en Hammer, saa ka' man altid faa Arbejde, hva'somhelst, hva' der er bedst. Jeg har osse arbejdet meget ude paa Landet, naar jeg ikke ku' b'ie i Byen, Høstarbejde og med Kre'turet, jeg har gaaet paa Maa og Faa og Lykkens Vegne og har maatt' klaret den, hvor jeg kom hen. Naar man har lært no'et engang, som man si'er, saa den, der ka' no'et med det ene, han ka' osse no'et med det andet. Det ska' nok passe ...

Da vi skulde til at pakke Kresjan Vesterbros Tøj og Tøfler og Strømper ind igen, kom vi til at revne det Papir, der havde været omkring det altsammen.

Det betyder ikke no'et, sagde Kresjan Vesterbro, la' mig bare faa hele Rapsen over Armen, jeg véd, hvor jeg kommer fra me'et ...

Og da han for sidste Gang hilste Farvel og Mange Tak, kneb han det ene Øje sammen og skød Munden lidt frem: Nu sku' man li'egodt møde Jyden 721; det var ham, der nappede mig med Kaaben over Armen ... -

III.

Nogle faa Dage efter stillede Kristian med de nye Klæder paa.

De sidder, som de var støft, sagde han og gjorde Front og Omkring, saa jeg rigtig fik Lejlighed til at beundre, hvorledes Benklæderne strammede forkert over Laaret og slog Folder i Haserne.

Nu har jeg osse været heldig og ha't et Par Dages Arbejde. Jeg stod paa Torvet og ha'de li'e været henne med en tre-fire Ænder for en Spekhøker, saa kom der en Mand - nu ha'de man jo Klæ'er paa Raden: Og om jeg ikke vilde ha' no'et Arbejde, det varede for no'en Dage. Der var en Mursvend og ha'de Omforandring af en Kælder ovre i Brolæggerstræde, og han sku' bruge to Arbejdsmænd, nu den ene, det var et ganske ungt Menneske, han sku' møde i Retten, og det ku' være, de beholdt ham, han var b'een raget ind i en Sylte. - Javel, sa' jeg, det er brillijant, jeg gik med straks. Og den Mursvend, han er ikke saa hidsig paa'et, saa ska' han over og ha' en Bajer og saa en Bitter; som nu i Dag har jeg ikke slaaet mer end halvanden Tønde

104

Skærver af det, der er revet ned. Naar Mesteren kommer, saa ska' man jo røre sig en lille Smule, men naar han er borte, saa si'er Svenden: Ta'en bare med Ro! Vi ska' jo leve allesammen! Det er ikke alle Svende hvem der er saadan; de fleste, de jager med en, og man ska' jo gerne være lidt beskeden a' sig med den Slags Herrer. Men denne her, det er altid: La' os saa se, a' det ka' holde ud til Fyraften! - Det gaar med en gemytlig Sludder, det hele igennem, han ka' osse godt gi' en Cigar om Dagen, den ryger vi paa, li'som vi gaar dernede i Kælderen, og nu ka' vi vist trænge til lidt Øl, si'er han. De kan nok tro, det gaar: 1, 2, 4; naar han bare sier: 3 Bajere, saa er jeg jo fløjet, for om han sku' betænke sig. I Gaar vilde han ikke spise hans Vesperkost, og jeg sa': Ja, mange Tak, for jeg har ikke set dansk kongelig Øre i Dag, og vi er to Arbejdsfolk, sa' jeg, saa det deler vi, det ene Menneske ska' jo hjælpe det andet. Og saa sa' han: Nu ka' De komme igen i Morgen; vi gaar jo rigtignok og venter paa de Jærnbjælker, men nu trækker vi Tiden ud, saa langt det ka' vare, og De ka' jo altid staa og pusle lidt med en Skolie, bare ikke ta' altfor rask paa Veje, og saa sørg for, naar Mesteren kommer, at der er no'et til at virke i ...

Jo, men sørg nu ogsaa for, Kristian Hansen, naar Ugelønnen falder, at der ikke gaar for meget med til Sprut ...

Kristian nikkede og hævede den ene Haand advarende op mod Hovedet: Det ka' være meget rigtigt, man ska' passe paa, naar man slaar en lille skæv, at den ikke b'ier for høj, men det er ikke altid, man kan 'et. Første Gang, de la'e det ud til Tyveri, dengang jeg fik tyve Dage - jeg var smækfuld! Det var li'efrem en ren Tilfældighed. Det var dengang jeg kørte med en Skraldemand oppe i Nordvestkvarteret, og han var saa begærlig. De kaldte ham den gule Høne.

Hvordan Pokker kom Manden til at faa det Navn?

Jo, jeg ska si'e Dem, at vedkommende Mand, han ser no'et a'pillet ud i Ansigtet og han har et lyst Overskæg, og saa lægger man jo Mærke til, hvordan Manden, han er i sin Udtale, og hvordan han er i sin Betaling, for, ikke nok med det, nu hedder han den gule Høne, men der er en, ham kalder de for Knærup, og han gik bag a'en, saa kom de og tog Rub og Stub fra ham a' ...

Naa, men tilbage til Hønen, Kristian Hansen.

Javel. Jo, han hade en fast Mand, og han hed Niels, og vi kørte jo om Dagen, jeg var mere tilfældig Hjælper; men saa sku' Skraldemanden giftes, og saa spurgte han mig, om jeg vilde køre ud med Skraldevognen

105

om Natten, sammen med Niels, han ha'de faaet Lov a' Politiet til at køre ud om Natten; for jeg ska' ha' Bryllup om Aftenen, sa' han, og saa vil jeg ha' Ro og Fred og ikke op Klokken fire om Morgenen.

Ja, la' gaa med det, sa' jeg, og jeg sa' til min anden Bro'er, som nu er død og borte: Du ka' ta' med - sammen med den faste Mand naturligvis - og vi ha'de en Flaske Brændevin i Vognen og et Par Flasker Øl, saa der var jo ingen smalle Steder; det fros en 14-16 Grader.

Klokken fire om Morgenen, saa har Hønen alligevel ikke ku' nær't sig, saa kom han: Om vi ikke ha'de faaet bestilt mere end de Par Læs?

Mere, sa' jeg, det ka' vel være nok for dig, din lange, skævbenede Dreng, og kom her med Skillingerne!

Ja, en Krone maatte da være nok for det.

1 Krone til 2 Mand, vil du op med halvanden Krone li'e med det samme!

Saa gik vi over i Morgenlyset og købte en Pægl rød Bitter. Han kom, Vognmanden, og vilde ha' Bitter med.

Gaa du og køb dig en Bitter selv, din fattige Mand, du vil file paa halvanden Krone til to Mennesker, og bær du dit Skraldemøg uda' Helvede til - det ene Ord tog jo det andet.

Men bagefter kom min Bro'er og jeg i Tanker paa, at nu trækker han vel Niels a' for den halvanden Krone, han har maattet ud med til os, og la' os før splejse med 25 Øre hver til ham, for han er gift og har Børn, saa ga' vi Niels de 50 Øre. Saa jeg ka' si'e, jeg kendte Niels, og han kendte mig for den, jeg var.

Men Tyveriet, Kristian Hansen!

Det var Niels; fjorten Dage efter kom han kørende hjem med Skraldevognen og sku' ind paa Nordvestvej og ha' en lille Genstand, og det var mørkt. Saa ha'de han faaet sig en ny, stiv Pisk, saadan en rigtig Hornbækker, den sad i Skraldevognshylstret, den tog jeg og satte ind i Porten; det var i en Donner, jeg lavede den, han sad inde i Beværtningen. Men dengang han skulde hjem: Hvor er min Pisk, Død og Pine! - han lovede en lille Dreng 50 Øre, om han ku' skaffe den.

Dengang gik jeg i min Fattigbrænnert helt omme i Blaagaardsgade og svippede med denne Hornbækker ned a' Gaden, og jeg ha'de nok smækket mange baade fine Herrer og Damer med den. Nede i Hans Hansens Kælder ska' jeg ha' falbudt Pisken for en Snaps. Dér tog de

106

mig. Jeg forklarede paa Stationen, at jeg ha'de fundet Pisken. Oppe i Retten forklarede jeg, at jeg ha'de gjort det uda' Løjer og vilde ha' Sjov med Niels. Det var for den professoriske Assessor Knudsen, som nu er Borgmester ovre paa Fyen. Jeg sad i sytten Dage og sultede, saa Tarmene nær ha'de skreget Hurra i Livet paa en. Saa la' fem være li'e, tænkte jeg, saa har jeg ta'et den for at beholde 'en! - Det b'e 20 Dage.

De skulde have hørt paa, hvad Skolelæreren sagde til Dem i sin Tid, Kristian Hansen.

Hva' for en Skolelærer? Ham paa Vridsløse?

Vardér ogsaa én?

Der er baade en Skolelærer og en Overlærer, véd De ikke det? 1 Time i Ugen har vi Læsning og 1 Time Skrivning og 1 Time Skønskrivning, de kalder, og saa 1 Time oppe hos Overlæreren, han bare fortæller Historier fra fremmede Lande a'. Hver Søndag er vi saa i Kirke; det er altid lidt Adsprelse, altsammen ...

Jamen, jeg tænkte slet ikke paa Vridsløse, jeg mente Skolelæreren fra Tjenesten, ham der vilde have Dem til at blive Goodtemplar. Saa kunde De maaske nu have siddet godt i det og været gift og hjemfaren.

Kristian rystede lidt paa Hovedet: Min Bro'er, han er ringforlovet, det har han været i fire Aar. Han er fast Mand oppe hos Gaardskarlen i Stjernen paa Vestergade, han skær' Ho'de og Ben a' alle Svinene, Bønderne kommer ind med, og han trækker Vognene til og fra Torvet med Kroppene i. Det ka' for Resten godt være, han osse er gift med, det kender jeg ikke. Men jeg har nu altid ta'et mit ude paa Landet, naar jeg ha'de Høstarbejde om Sommeren; dér er Piger nok, i Dag en og i Morgen to. Paa Landet, det maa være en daarlig Karl, vil jeg si'e, og ikke ka' faa fat i et Pigebarn.

Og der var aldrig nogen af dem, som vilde ringforloves?

Kristian saà ud, som om han betænkte sig lidt, men saa sagde han: Jo, herude i Ledøje tjente jeg sammen med en Pige, hun hedder Ingeborg. Hun kom ud i Marken til mig, jeg passede Kre'turet. Hun kom og vilde ha' Nødder hos mig, sa' hun; det var saadan i A'gust Maaned, hvor vi begynder a' ha' Nødder. Og jeg ku' jo osse træffe a' ha' no'en Nødder til hende. Men saa ka' man jo nemt være uheldig, saa en Dag gik jeg ind til Forvalteren og fik min Bog og mine Penge, saa rejste jeg til Kalundborg.

Siden efter, dengang jeg stod i fast Arbejde paa Jernbanestationen i

107

Gentofte, saa b'e vi enige om, at vi splejsede, hele vores Sjak, til et Køretøj til Bakken Sct. Hans Nat, vi sku' ha'et hele Natten og den næste Dag med, det kostede 50 Kroner, og vi købte tre Ottinger bajersk Øl; halv fulde var vi naturligvis i Forvejen paa en Lørdag Aften. Saa den næste Morgen kom vi ned paa Constantia og sku' spise Frokost i Rejsestalden, og der var en lille Opvartningsjomfru.

Goddag, Kresjan, sa' hun. - Det var Ingeborg.

Saa gik jeg jo lidt til Sides i Skoven med hende.

Du ha'de ikke behøvet at rejse for min Skyld, sa' hun, for jeg vilde ikke gjort dig no'et ondt.

Nej, men nu var'et jo, at der var no'et Arbejde nede ved Kalundborg.

Ja, det ka' nu være lige meget, men du ku' godt være b'een, sa' hun, og er du ikke trængende for no'et?

Jo, det ka' jeg godt si'e, jeg er, hvis du har no'et, du ka' undvære, og det er bare mine Kammerater og har ta'et mig med i Skoven og gi'et mig en Klud hist og en Klud her - jeg maatte jo smykke den lidt ud og gi' en Undskyldning - - saa stak hun mig 10 Kroner.

Og sku' du komme til at trænge for no'et, saa kom du bare til mig, sa' hun.

Jamen hør, Kristian Hansen, hende synes jeg virkelig, De skulde have holdt Dem til. Det maa dog have været en rigtig rar Pige. Men De mente maaske, det vilde blive for bundet med Ægtestanden?

Ja, det b'ier 'et jo nemt, og det er ikke heldigt, hvor at Madammen, hun bær' Bukserne. Som nu her i Fredags, jeg kom gaaende ude i Knudsgade, saa mødte jeg en Madam Peddersen, hun er gift til en Skomager Peddersen, jeg kender fra gammel Tid a', han har været et Par Vendinger paa La'egaarden ...

Naa saaledes!

Ja, Porten derude, den staar aaben for enhver. Men han gik sin Vej igen, som saa mange andre, og han be' gift. Og kom med ind, sagde Konen, og ta' og hold min Mand med Sludder, han sidder og keder sig. Nu holder jeg ikke a' a' gaa ind hos Folk, uden jeg har et Par Øre i Lommen, men jeg hade osse 65 Øre den Dag, og jeg sa' til Konen, om en af hendes smaa Piger maatte gaa et lille Ærinde i Byen for mig. - Jo, det var der ikke no'et i Vejen for, jeg ga' hende Penge til en Pægl Brændevin og en Flaske Øl, for man maatte jo ha' lidt a' opholde Manden med. Og værs'go', Madam, sa' jeg, dér har De 25 Øre til

108

og ka' købe Dem til en Kop Kaffe med Brød til. Men saa har jeg lige faaet skænket mig en Snaps og ska' til at byde Peddersen en med, saa kommer hun flintrende: Her ska' ingen Drikkehus være og ingen Drankerhus, og hvis a' du drikker en Snaps, sa' hun over i Sofaen til Peddersen, saa ska' du straks komme over paa La'egaarden, hvor du er kommen fra.

Kristian gjorde en stærkt dramatisk Pavse.

Og Peddersen, fortsatte han, tror De, han sa' mere end som den Stol derhenne i Hjørnet, eller som jeg vil si'e et Blad Papir - Kristians Øjne svævede hen over alle Papirerne paa mit Skrivebord - - men saa reiste jeg mig osse: Og maa jeg spørge Dem, Madam, jeg har jo gi'et Dem 25 Øre til Kaffe med Brød til ...

Ja, det nægtede hun ikke for ...

Og De sa' selv til mig, om jeg vilde komme ind, for Deres Mand han kedede sig, saa synes jeg nok, at fordi Deres Mand ikke ka' interessere sig for at drikke en Kop Kaffe med Brød til, men han vil ha' sig en lille Snaps, saa behøver De ikke at si'e, det er et Drankerhus og et Drikkehus. Jeg ska' nok forlade Deres Lejlighed, Madam, men De er en meget daarlig Kone, og hvis jeg var Deres Mand, ku' De kige efter mine Penge, saa sku' De faa Lov at sidde med hele Sylten. - Jeg gik min Vej, og meget før saa tæller jeg den under aaben Himmel, end jeg bor i en To-Værelsers Lejlighed paa den Maade ...Næ, véd De hva' jeg har tænkt paa og tænker meget paa, at naar jeg ka' ha' samlet lidt til Side, og jeg ku' faa løsnet mine Lærsko ind, saa vil jeg gaa til Tyskland. Der maa være meget Arbejde ...

Ja, tror De egentlig det?

Jo, naar man ka' sprekke med dem. Og man rejser meget bedre i Tyskland end som i hele Danmark. Her forlanger de baade 4 og 5 Kroner; naar man først er inde i Tyskland, saa kommer bare Gendarmen:

Sünd Se Reisender?

Jawoll, ick bün Smidgesell.

HebbtSe Papiere?

Jawoll!

Wo wollen Se hin?

Nah Lütjenburg.

Hebbt Se Reisegelder?

Ick hebb woll en sösstig-sävntig Pennig.

109

Na, reisen Se man los, aber betteln Se man nick. Saa truer de med Fingrene. Men de er meget skikkeligere end her i Danmark, jeg har ha't 90 Dage for Borgmesteren nede i Køge, bare for en To-Øre.

Det er svært, saa De altid er uheldig, Kristian Hansen.

Jamen, det er Sandhed; jeg ha'de li'e været inde hos en Smedemester, dér fik jeg 35 Øre i Geskænk, han ha'de ingen Arbejde, saa jeg gik op til en Gaard og Konen stegte Pandekager, og hun ga' mig et helt Skud Pandekager, og dem tog jeg saa med mig og gik ud paa Landevejen. Dér gik en gammel Mand, han gik med en Vogn og ha'de Hvedebrø' i, og der var en Hund for; han var no'et apopleks paa det ene Ben, saa han ku' ikke andet end gaa rundt med saadan Hvedebrødder.

Og Goddag, Kammerat, sa' jeg, ka' du skaffe en Snaps, saa ka' jeg gi' Middagsmad - for jeg ha'de jo disse herne Pandekager i Papir.

Ja, la' gaa med det, sa' han, - for en Rejsende, han er jo altid med paa Slaget.

Han fik fat i no'et Brændevin i en Forbrugsforening, og vi satte os i Grøften og spiste og drak; jeg sad li'e op og ned a' Grøftekanten, saa kommer Betjenten. Og jeg maatte følge med, jeg ha'de vist betiet.

Men det gik godt; alle Gaardene, vi var i, saa sa'e de allesammen, de ha'de aldrig set mig før, jeg blinkede jo til dem; og den allersidste Gaard i hele Byen, der siger Konen: Nej, jeg kender ikke den Mand. Men saa gaar der en lille Dreng paa Gulvet: Jo, Mo'er, han fik 2 Øre af dig i Formiddags.

Det b'e 90 Dage, jeg ha'de jo en Strafferegister i Forvejen. Og Borgmesteren, han vilde først ikke lave dem om til Vand og Brød, men jeg fik ham til'et alligevel, det b'e 15 Dage, saa ku' jeg komme ud til Høstarbejde. - Saadan er de ikke i Tyskland, de første 3 Gange: 2 Dage og saa Porten op og de ka' gaa hvor de vil, saa b'ier 'et 3 Dage og saa 5 Dage og 14 Dage og 3 Maaneder til 2 Aar, men saa ska' de ha' været paa'en mangfoldige Gange. Det har jeg hørt a' Arbejdskolleger i Tyskland, jeg har ikke betiet saa meget som en Pfenningstykke selv nede i hele Tyskland. Det er Sandhed.

Ja, ja, Kristian Hansen, lad os tale om den Tysklandsrejse, naar De møder med Skoene paa og lidt Penge i Lommen.

Javel. Det ka' være rigtig. Nu har jeg osse en rigtig god Fortrøstning.

Og med den gik han.

110

IV.

Det varede temmelig mange Dage, inden jeg saà Kresjan Vesterbro igen, og da han atter traadte ind ad min Dør, havde han Blus paa en Cigar og var fuld.

Han opfattede mit første Blik hen over ham meget rigtigt.

Jeg har alt Tøjet paa, Herre jeg har faaet heroppe.

Stemmen var dygtigt tyk, og han stod foran mig med en unaturligt god Holdning, der hurtigt gav sig til at vakle.

Sæt Dem ned!

Hans: Javel! faldt sammen med det lille Bums, da han noget brat kom ned paa Stolen.

Han famlede lidt med at faa Cigaren lagt fra sig, saa fortsatte han en Kende besværligt: Jeg er ikke af dem, for det de faar en lille Hjælp med Tøj, saa: der er straks en Daler a' lave paa den og la' os gaa hen og stampe det, la' os drikke hele Sværten op; nej holdt, det er forkert, det er bar' Løgn, si' er jeg, og Træskoerne, jeg fik heroppe, de er paa paalidelige Steder, de staar hjemme hos min gamle Mo'er. Jeg tog bare disse herne Listesko paa i Aften, det er saa snildt at smide dem paa Benene, saa løber man lidt lettere, jeg har købt dem for mine egne Penge, dengang jeg fik Afregning a' Mursvenden.

Ja, det er godt, sagde jeg i en streng Tone.

Jeg sprank a' Sted, li'saa hastig jeg kunde ... De ha'de jo ha't Bud efter mig hjemme hos min gamle Mo'er ...

Der indtraadte en pinlig Pavse.

De længtes nok efter mig, kom det derpaa, dygtig usikkert.

Kresjan Vesterbro saà fra mig over mod Vinduerne og tilbage til mig igen, bestandig lige hed i Ansigtet og med betydeligt opspærrede Øjne, der skulde klare baade for Synet og Forstanden.

Jeg be'r meget undskylde, sagde han omsider, med rigelige Mellemrum imellem Ordene, hvis at jeg ... i Aften maaske ... er en ... ganske lille Smule beskænket ...

Jeg maatte le højt. Øjeblikkelig lo han med, uvilkaarligt, uimodstaaeligt. Det klukkede helt i ham, og han gav sig til at slaa med Fingrene, som om han havde brændt dem. Uh, uh, pustede han og krogede sig helt lille, den har været gal, min gamle Mo'er i Gaar Aftes: Se nu og skrub hen i Re'en, dit Spektakel!

111

Javel Mutter, jeg har naturligvis faaet en lille en for meget, men jeg ka' da ordne mig.

Ja, du er rigtignok en køn Soldat, se du nu og skrub i Seng, dit fulde Svin!

Saa turde jeg ikke si'e mere, jeg ku' nær faaet no'en ned a'Nakken, for hun er 69 Aar, den gamle, men det er en rap lille Kælling; hun er stramsnudet, naar hun begynder; hun er ikke bange for a' ta' Gulvskruppen, og saa sla'r hun ... Jeg ska' gi' dig, din Laband; hvis du ikke gaar hen og lægger dig, saa ska' jeg konfirmere dig!

La' vær' a' sla', Mutter, min Ryg, jeg har saa ondt i Ryggen, aa la' vær' ...

Uh, hvor du sku' ha' Tæ'sk! -

Men i Morges saa var hun go' igen: Naa Kresjan, hvordan staar det til med dit Humør? Ka' jeg tigge 25 Øre hos dig til Kaffe? Du var fuld i Gaar, saa du har vel ikke no'et.

Men jeg ha'de 28 Øre, og jeg har aldrig ku' li'et, at den gamle sku' gaa paa Arbejde med et Stykke bart Smørrebrød, det ka' hun ikke være bekendt for de andre Fruentimmer. Saa køb du dig osse et lille Stykke kogt Menisterpølse, sa' jeg.

Kresjan Vesterbro vidskede engang imellem hen over Panden for Varme, men ellers begyndte hans Tale at blive noget mindre tyk og gik helt flydende.

Selv spiser jeg ikke no'et i denne Tid, blev han ved, jeg har spist et halvt Stykke Mad i Dag; der var nær trekvart Tomme tykt med Smør paa, og jeg ha'de endda travlt med a' faa'et ned. Alt hva' der hedder varmt, det ka' jeg faa ned, men ikke hva' der hedder kold Mad - saa længe jeg bi'er her i Landet.

De skulde hellere sige: saa længe jeg drikker Brændevin fra Morgen til Aften. For det er jo det, De er begyndt med igen.

Kresjan Vesterbro gav et kort Snøft fra sig: Javel! - Jeg har drukket ikke saa ganske lidt med Brændevin i den sidste Tid, det har jeg. Men det ka' ikke b'ie anderledes - saalænge jeg b'ier her i Landet.

Hvad er det for noget Snak med saa længe De bliver her i Landet! ... Brug Deres Penge til Mad i Stedet for til Brændevin, og saa naar De ikke har Arbejde ...

Kristian afbrød mig med en lidt belærende Røst, der øjensynlig blev noget højere og stærkere end beregnet: ... saa ka' man altid bedre

112

faa en Hivert; men kommer De til en Kammerat og be'r om Mad, saa si'er de, det er Luksus.

Han tav et Øjeblik og rejste sig op, endnu med nogen Besvær, men Rusen var dog aabenbart ved at fortage sig noget; han stod nu ret sikkert paa Benene og strakte den ene Haand, med Fingrene krogede op efter, frem imod mig. Jeg saà ned mod nogle tykke, underligt teglrøde Fingerspidser.

Jeg vilde bare vise Dem, at jeg har Arbejde. Jeg har slidt Blommen i Stykker paa alle fire Fingre, men det er naar man har saadan Kuske og de forstaar ikke at ta' rigtig mod Stenene, de trækker dem for meget. Jeg har været med a' losse over 40,000 Mursten i Dag; der kom lige en Vogn til Fyraften og skulde ha' Læs. Det var osse derfor, jeg kom saa sent herop; saa ska' vi først køre Brokkerne sammen, og saa ska' der splejses til Brændevin og Ø1 ...

Nu mente jeg, at jeg kunde slaa moraliserende ned paa Kristian: Ja, der har vi det: saa ska' der splejses til Brændevin og Øl.

Den anden saà en Smule paa mig: Jo, men naar a' nu man ska' ha' sit Forskud hos Formanden. Og det er inde paa en Beværtning, sagde han med en Fagmands Sikkerhed.

Ja, hvad saa?

Man ka' ikke komme paa en Beværtning uden at nyde no'et, og naar a' den ene kommer, saa kommer den anden, og saa si'er de: Naa, Kresjan, hvordan staar 'et til med din Godgørenhed, jeg har ikke set, din Skorsten har røget paa en længere Tid.

Ja, jeg har 5 Øre.

Det har jeg osse, saa det ka' b'ie til en Pægl.

Men saa ska' vi ha' en Flaske Ø1, ka' Du gi' en Flaske Ø1?

Det er en Umulighed, for jeg ska' ha' begravet min Datter.

Naa, la' mig saa ta' og skrive mig a' for 50 Øre, det er til Hjælp til din Begravelse. - Jeg har la't mig skrive a' for 50 Øre til en Krans, og Folkene, som der har arbejdet derude Aar ud og Aar ind, de rev dem for a' gi' 25 Øre. Men jeg har Lyst til a' gi' hva jeg vil, jeg er ikke a' den Slags Folk. Jeg si'er: Skriv mig a' for 50 Øre! og dermed saa er det Bal forbi. De andre, de staar i fast Arbejde og saa spyt mig li'e i Øjnene, om de ikke si'er til mig: Ka' du klare for en Flaske Øl? Jeg har nu for Resten aldrig holdt mig tilbage med saadan no'et, derfor er man en Smule letsindig, og naar man saa har ventet en Time og mer, og

113

Formanden kommer med Pengene, saa er de klodset op iforvejen hos Beværtningsmanden. -

Hør nu engang et fornuftigt Ord, Kristian Hansen, hvad kunde det egentligt gavne, om man hjalp Dem til at komme over til Tyskland! Paa otte Dage fik De Dem jo Kammerater dernede ligesom her.

I Tyskland - næ, det ka' jeg aldrig faa, for De maa huske paa, jeg er født paa Vesterbro, og alle de Bøller, der er til paa hele Vesterbro og Nørrebro med, dem kender jeg, og Beværtningerne. Og dér kommer Kresjan Vesterbro! Nu ska'et være en lille gemytlig én; der er altid Humør! Saa skidt være me'et, si'er jeg, la' os faa en lille en for Kongen og Fædrelandet! Men saadan ka'et aldrig gaa i Tyskland. Dér ka' jeg bedder sidde og spare mine Penge, for jeg ka' heller ikke saa rigtig udtale min Mening paa tysk, ska' jeg si'e Dem, som paa dansk, saa er'et ikke saa opfordrende ... Jamen er det ikke sandt?

Jeg sagde endnu ikke noget.

Og saa det tyske Brændevin, det er Kartoffelbrændevin, man ka' drikke en hel Spand fuld a'et; det er dette Sukkerbrændevin, det er no'et a' det værste, jeg ka' faa fat i, det holder jeg slet ikke a' ...

Han saà afventende over paa mig, men saa blev han ved: Jeg holder mig til en Slags, en regulért dansk Kornsnaps, som holder 8 Grader; fuselfrit og saadan no'et, Akkevit, det drikker jeg slet ikke. Naar man drikker saadan en Snaps, det er li'som med det tyske Brændevin, saa puster'et helt ud igennem Næsen, Dunsterne ...

Jeg tav vedblivende.

Saa tav han ogsaa; men lidt efter sagde han bestemt: Jeg ka' ikke b'ie her i Landet, og med et begyndte Manden at snøfte og græde.

Lad nu være med det Tuderi. Det er jo Brændevinsgraad.

Vandet blev ved at løbe ham ned ad Kinderne: Javel! Det ka' jo godt være. - Men jeg ka 'ikke b'ie her i Landet.

Aa, De er jo tosset; saa maa der være et og andet særligt i Vejen. Har De lavet noget?

Lavet? Ikke mere end bag paa min Haand.

Ja, hvad er der da?

Kristian sad vedblivende og græd. Han tørrede slet ikke Vandet af Kinderne: Naa, der var saamænd ikke no'et videre ... Han snøftede stærkt og efter et lille Ophold kom det: Jeg ska' si'e Dem no'et, jeg har ha't en Tøs, og hun har svigtet mig; det var endda en Gaardmandsdatter.

114

Uh, hvor De er fuld i Aften, Kristian Hansen!

Kristian blev ganske roligt ved at smaagræde og snøfte: Ja, det ka' godt være; jeg véd dog ellers alt, hva' jeg si'er. Men saa er'et jo fulde Folk, man ska' høre Sandheden a', si'er man for et gammelt Ord. Det sa' jeg osse til hende i Gaar Aftes igen ...

Det er da vel ikke hende, De kendte ude fra Ledøje?

Jo, det er'et, nu tjener hun i Stegeforretningen omme i Svendsgade, jeg har da kendt hende snart i 4 Aar ...

Det var hende, som stak Dem de 10 Kroner ude paa Constantia?

Kristian holdt lige paa en Gang op med at græde, han vendte sig lige om imod mig: Javel. Men hun har ikke ha't no'en Rettigheder over mig efter den Tid med Penge udentagen meget sjeldent ... meget lidt ... men jeg har elsket Pigen, saa ka'et vel være nok. Men der er naturligvis en og anden og har faaet smidt sig ind dér, mens jeg var ude a' afsondre de Par Bøder ...

Naa, det har De ogsaa været!

Jo, det var den fra Rejsegildet i Valby og saa 10 Kroner fra en Dag, jeg faldt og fordrejede min Fod omme i Istedgade; jeg var li'saa ædru, som jeg sidder her.

Dog ikke mere.

Jamenjeg er ikke fuld mer nu; den er gaaet over, fra jeg kom.

I mit stille Sind maatte jeg give Manden Ret, han var ubetinget bleven ædru.

Den Dag kom jeg bare fra mit Arbejde med en lille Byrde Brænde, jeg ha'de jo nok drukket no'et, men til jeg faldt og fordrejede min Fod, saa gik jeg rigtig godt og regulért, men saa ku' jeg ikke klare mig op igen selv. Og Assessoren han sa', at naar jeg ikke ha'de no'en Lægeattest, saa ku' han ikke lav'et, uden at det kom sig til en beruset Tilstand paa offentlig Gade. Den fattige Mand han faar aldrig Ret, naar at han først har været straffet en Gang. Hvis jeg bare til et lille Eksempel har gaaet hen til en bedre Mand og har betiet paa Gaden, og han melder mig, og der er ingen Vidner, for én Mand kan ikke afgøre sin Ed, der ska' helst være to, men det ka' alligevel ikke nytte, om jeg si'er, det er Løgn 10 Gange, jeg b'ier straffet. Jeg er for godt kendt. Det sa' jeg osse til hende forleden, da hun blæste op med at jeg be' anholdt og straffet og alt det, at det er fordi jeg er for godt kendt; man er b'een for populær.

115

Ja, Kristian Hansen, det kan vistnok være meget rigtigt, men det er da heller ikke behageligt for saadan et stakkels Pigebarn.

Hva' rager mine Straffe hende? Jeg har aldrig lavet no'et med hende. Jeg har elsket hende, det maa vel ka' være nok. Men jeg har heller aldrig drukket saa meget Brændevin som efter det, at hun sa' til mig, at nu sku' jeg ikke komme mer. For det er saa harmfuldt a' b'ie stukket i Næsen a' saadan en. Naar man ikke ka' b'ie ekstemeret for go' nok a' et Pigebarn! Men b'i fra mig a', det sa' jeg osse, jeg vil ikke se dig for mine Øjne, det var i Gaar Aftes, saa mødte jeg hende paa Gaden, og hun vilde si'e Godaften, men hvis du taler til mig igen, saa la'r jeg dig anholde. Saa begyndte hun at flæbe. Gaa væk med dig, sa' jeg, og der er Piger nok i Byen. Og om osse jeg har saa mange Straffe, som du si'er, saa ka' jeg maaske nok komme saa meget op, at jeg ka' faa en Daler i Lommen og gaa ned paa Vesterbrogade og faa mig saadan en Skøjte fat, lignende som dig. Og naar du smækker dig rundt i Gaderne, baade ved Nat og ved Dag, naar bare du ka' komme til'et, saa ka' jeg vel osse nok faa mig en anden Pige. - Det var nu mere saadan en Formular, det var bare no'et, jeg sa', for a' gøre hende gal, for hun er ellers en ordentlig Pige, men uh, hvor b'e hun gal! Vi stod li'e paa Flisen foran Stegeforretningen, og Fraaden den stod hende ud a' Munden a' Galle, Haarene, de rejste dem li'e paa Ho'det, hun faldt om for mig paa Gaden, hun fik Krampe. Men saa da hun kom til sig selv: Din Løgner, din Laband, dit fulde Dyr! Uh, hvor var hun gal! Og gaa du bare hen og ta' dig en anden, sa' jeg, med no'en fler' Knapper, men i hvert Tilfælde, nu har jeg hjulpet dig, over det at du ikke skulde ligge her paa Gaden og flyde. -Jeg ha'de ellers nok med at komme fra hende a', for hun begyndte at rive i Trøjen paa mig, der b'e et helt offentligt Gadeopløb, men jeg stak a' og om i Istedgade. Dér gik jeg ned i en lille Beværtning. Manden og Konen, de sad selv dernede, saa fik vi en lille en.

Jeg ha'de nær gjort Kællingen helt skruptosset, for nu var jeg kommet i det rigtige Sludrehumør. Jeg forklarede hende en hel Scene paa Røvermanér, jeg ha'de rejst og været Sømand og Fyrbøder, og hun ku' godt faa a' vide alt hva' som gik for sig i Australien, og jeg ha'de været Taarnespidserforgylder, jeg ha'de været 1700 Alen oppe og forgylde et Taarn.

Gud, b'e De ikke svimmel? sa' hun.

116

Svimmel, naar man er Taarnespidserforgylder, og naar man har rejst saa meget som mig. De maatte være tilfreds, om de ha'de en Mand, der ha'de rejst saa meget som mig.

Ja, saa maa vi jo ha' en Genstand til.

Det maa vi, og jeg ka' heller ikke taale a' se, I to ska' sidde dér og kæbe den alene.

Saa gik den videre, jeg ha'de været med en Skonnertbrig, og den forliste med Mand og Mus, og jeg ha'de faaet klamret mig til en Petroleumstønde, og jeg laa 17 Døgn i Søen og svømmede paa den, og jeg var næsten li'e ved og sku' ha' naglet Fingrene fast til Tønden for at ku' udholde det.

Nej, men hvor har De osse kunnet udholde det! Ha'de det været min Mand, saa ha'de han saamænd været død for lang Tid siden.

Jamen det er naar man er a' de rigtige Kærner.

Men saa sa' Manden: Du sidder jo her og gør min Kælling helt skruptosset.

Ja, sa' jeg, man er jo skaaren for Tungebaandet for og ka' tale me'et, men jeg kommer ikke længere, end som jeg ska'. Og hvis det ha'de været dig, og du var gaaet hen og kradset a', saa ha'de jeg købt 3 grønne Kranse til en Skilling, saa ha'de du dog faaet Krans.

Ja, han syntes nu nok, jeg holdt tem'lig meget a' a' sidde og holde Grin med andre, fremmede Kvinder.

Jamen saa ka' du jo gaa, sa' jeg, og smide dig ind til min, den gamle derhjemme, saa b'ier jeg her, og naar du er paa Arbejde om Formidda'en, saa ska' jeg nok gaa op her lidt til din Kælling.

Ja, han holdt ikke a' mit Besøg, og om jeg ikke vilde se a' ta' og gaa min Vej me' det samme.

Naa, ka' man nu ikke bruge et Plasérord! Men saa gaar jeg. Jeg skylder Dem vist ikke no'et.

Nej Gudbevares, al Ære og Respekt for det! De skylder mig rigtignok ikke no'et.

Naa, men la' os saa faa en lille en til, for vi ka' jo ikke halte paa ét Ben.

Saa satte vi os ned igen, og saa fik vi en lille en til, og saa b'e jeg smækfuld. -

Kristian lo først lidt, men saa sagde han paa en Gang: Men det ka' ikke b'ie ved at gaa, saa længe jeg b'ier her i Landet ... Nu ska' jeg ikke komme igen i Morgen, sa' Formanden, for der be' ikke no'et, og

117

jeg er nu a' den Tanke, at der b'ier ikke no'et Arbejde for mig mere ...

Han sad lidt og tyggede paa det, jeg vilde netop til at gøre et Spørgsmaal; men inden jeg fik begyndt, kom det: Ja, Dem ka' jeg jo godt si'e det til, for man ska' jo aldrig være hemmelighedsfuld, men det er snart li'emeget, hvor a' jeg gaar hen og vil ha' lidt ordentligt Arbejde og som man ku' komme hjem med Pengene fra, saa si'er de li'som hende, Tøsen, ... man har været for meget straffet. Og min gamle Kammerat jeg har arbejdet sammen med ham i tre Aar, og jeg har hjulpet ham mange Gange med et Stykke Mad, men nu er han Formand ved den nye Jernbanestation, de laver.

Og det ka' ikke nytte, du kommer mere, Kresjan, sa' han, for jeg ka' ikke være dig bekendt.

Ja, naar du ikke ka' være mig bekendt, Hans Jensen, saa maa jeg jo gaa min Vej igen, men jeg har da ellers udstaaet min Straf, og saa maa de ikke si'e det til en, det er der Straf for ...

Ja, det ka' jo godt ha' sin Rimelighed, sa' han, al Ære og Respekt for det, men du ka' komme til at hør'et alligevel, og de vil nu ikke arbejde sammen med dig. Saa ga' han mig 10 Øre til en Pægl Brændevin. ... Men derfor er'et osse, at jeg har tænkt saa meget over, at i Tyskland, dér har jeg aldrig forset mig ... naar bare jeg ku' faa fat i de Lærsko .... ...............................................................................................................

Kristian Hansen, De er et stort Bæst i mange Maader, men nu skal jeg give Dem den Tjans; jeg skal sende Dem til Tyskland; der gaar en Baad til Lybæk i over Morgen ...

Det er de svenske Baade, faldt han øjeblikkelig ind, det er 6 Kroner ...

Naa, og Læ'rskoene, dem skal jeg nok klare.

Ja, de staar for 4, nu er'et jo nok løbet paa til 5, men jeg har Sedlen ...

Saa maa De jo ogsaa ha' lidt Penge til at komme ind i Tyskland med.

Ja, og saa ska' jeg ha' en Vandrebog, den ska' jeg selv klare, den koster 25 Øre. De har mig i Akterne deroppe, jeg har jo ha't Vandrebog før fra dem a'. Jeg ha'de Vandrebog, dengang a' vi fik Gendarmerne i Landet, la' mig se, det var i 84, og de gik a' igen - det var dengang der var Pest i Svinene ude paa Lossepladserne, ka' De nok huske ...

118

Godt, saa stiller De udenfor Dampskibskontoret i Amaliegade Klokken 4 præcise med hvad De kan samle til Rejsen af Klæder og Penge, ædru ...

Javel!

Og barberet.

Der gled et stort Smil hen over Kristians Ansigt: Den har jeg sat og ventet paa, hele Aftenen, med Barberingen, for det ser jo ud, som om man ikke var renvasket. Men det er jeg ...

...det er jo det, sagde han, da han stod og skulde ud ad Døren, at naar jeg først er i Tyskland, saa er jeg en fri Mand, det er bestemt. Saa er jeg li'saa fri som hele Kejseren af Tyskland, ka' jeg godt si'e; nu ska' jeg bare huske a' melde Afgang til Protokollen oppe paa Kam'ret i Morgen Formiddag Klokken halv ti.

V

To Dage efter kom Kresjan Vesterbro til den fastsatte Tid ganske rigtigt vandrende paa Træskoene ned ad Amaliegades Fliser. Han var klædt som sædvanlig, i Tøjet, jeg havde givet ham, og med den gamle, bløde Hat paa Hovedet. Kun havde han i Anledning af Rejsen faaet sig et strikket blaat Tørklæde, der var viklet om Halsen og hang frem med lange Ender nedenunder Vesten. Over Skuldren bar han en almindelig Kaffesæk, der var snøret til med et Stykke tykt Sejlgarn.

Han viste mig først omhyggelig Tørklædet: Det har min Søster strukket og foræret mig engang til Julen, ikke sidste Jul, men forrige Jul; den holdt jeg mig jo udenfor. Det har staaet ude for no'en Øre. Og her ska' De se - vi var kommen ind i Dampskibsselskabets Port, og han lukkede op for Kaffesækken - jeg har da et Par Arbejdsbukser osse, og der er en gammel Jakke efter en Herre til Arbejdstrøje og fire Skjorter med den, jeg har paa, og nu gi'er De mig en Uldtrøje og et Par Strømper ...og mine Læ'rsko ...

Saa De er jo godt dækket, Kristian Hansen.

Ja, det er da temmelig godt, synes jeg nok ...

Og saa er De saa fint barberet!

119

Ellers ha'de jeg jo slet ikke tur't kommet! Men jeg er da osse ædru. Jeg har været ædru hele i Gaar med.

Vi begyndte at vandre langsomt ned mod Skibet.

Naar jeg nu kommer til Tyskland, sagde han, saa har jeg tænkt paa, det var da Meningen, at jeg vilde sætte en Stopper for alt dette her Drikkeri; véd De hva' der er den eneste Maade, man ka' lave sig en Snaps dernede: De ka' købe for 5 Pfennig Brændevin a' det, de kalder Brændevin dernede, og saa for 5 Pfennig Rom og det blander De sammen, saa ka' der komme en regulért Snaps ud a'et.

Jo, men det Kunststykke synes jeg ikke, De skulde gøre for tidt.

Næ, det ka' Midlerne jo heller aldrig b'ie til, og deres Sukkervand dernede, det ka' man drikke en Spand a', førend man ka' begynde at b'ie lidt svirende. Men for Resten, saa har jeg ikke Tanke for det, men jeg ska' si'e Dem, at det har jeg nu bestemt, at jeg gaar i Lybæk ned til Fæstemand Schmidt, ham har jeg været hos før, jeg vilde ride Heste ind i Landet til Bønderne, men det b'e nu ikke til no'et dengang, men jeg er en dansk Haandværkssvend og jeg har mine Papirer i Orden, og i det hele ta'et, hvem at der ka' bruge en Fil, en Mejsel ...

...og en Hammer, kunde jeg ikke bare mig for at indskyde.

Javel, fortsatte han, helt troskyldig, han ka' osse altid faa Arbejde -naar der ellers ikke er no'et i Vejen, og i Tyskland, dér kan jeg slaa enhver Mand i Grunden, som at der vil fornærme mig.

Ja, Kristian Hansen, det med at slaa i Grunden, det skulde De nu være lidt forsigtig med; husk paa Historierne her hjemme i gamle Dage.

Jamen det har jo bare været Politierne; den sidste Gang, saa fik jeg 500 Kroner Bøde, Panseren, han røg ned i Grunden, men han ha'de sparket til mig først, og jeg ha'de Lov til at ligge og sove, hvor jeg laa, for det var en Arbejdsplads ...

Vi var imidlertid kommen ud til Skibet.

Her om Bord har jeg nu tænkt mig, sagde Kristian, saa vil jeg straks se a' komme ned paa Fyrpladsen, jeg ku' maaske ta' et lille Nap med dernede og tjene et Par Øre, og jeg ska'jo ikke gi' no'et ud paa Skibet, jeg har to halve Surbrødder med og et Par Æbleskiver henne fra Stegeforretningen ...

De var maaske alligevel omme at tage Afsked med Pigebarnet?

Næ, dertil har hun sat mig for mange Knuder i Hovedet, men jeg

120

sa' Farvel til min gamle Mo'er, og hun var rigtig fornøjet. Og jeg sa' til hende, at hvis jeg ikke ka' faa no'et a' gøre i Tyskland, saa gaar jeg bare op til Bremerhafen. I Bremerhafen, naar man er Smed og ka' taale Varmen, saa ka' man altid gaa som Fyrbøder over til Ny York, og derfra, saa maa der alle Tider være Ram paa'et.

Ja, Kristian Hansenjeg har nu her en Konvolut med min Adresse, for jeg vil nok ved Lejlighed høre, hvorledes det gaar Dem.

Jamen saa maa jeg rigtignok be' meget undskylde, for jeg skriver jo saa daarligt.

Skriv De bare løs!

Ja, jeg ska' jo nok skrive hjem til den gamle, - men som nu jeg vil si'e et Brev til Dem, hvordan' ska' man egentlig indlede saadan et Brev? ... Gode Ven? - kom det noget nølende.

Ja, skriv De bare: Gode Ven! - Det kan De rolig gøre.

Javel. - Saa sku' De egentlig osse ha' et Prost Nujohr! til Nytaar, men der ska' jeg nok faa skrevet Konfeluten a' hos Fæstemanden, saa sender jeg et Prost Nujohr! og bare Kresjan nedenunder, saa gaar'et mig godt ...

Nu ringede det for anden Gang.

De maa se at komme om Bord!

Farvel! sagde Kresjan Vesterbro og gav mig Haanden, ganske ligesom naar han gik fra mig ellers. Og maa jeg takke Dem saa mange Gange! Hvis jeg nu ikke ka' klare mig, saa ka' jeg aldrig klare mig, men det tænker jeg da nok, jeg kan - med Guds Hjælp naturligvis; den ska' vi jo altid ta' med i Verden ...

Han gik over Landgangsbrættet med Sækken på Nakken. Brættet blev halet væk, Losseporten slaaet i. Endnu en Gang hilste han derude fra, med Hatten i Haanden, og i en svag Mindelse om Soldatertidens samlede Hæle. Saa drejede det store Skib og gik ud efter under den graa Novemberhimmel, i et graat Vand og for en Damp, der ogsaa blev graa, blot den havde været nogle Øjeblikke ude over Skorstensranden.

Og der fulgte Lybækkerbaaden et stille Ønske for denne ægte danske, erkekøbenhavnske Proletar, i hvis graa Tilværelse der dog for Øjeblikket lyste nogle Blink af Energi og Haab.

I det gamle Voldkvartér
En københavnsk Spidsborgerhistorie
1899

veritate et arte sororibus

122

I det gamle Voldkvartér udkom i tidsrummet 1.-4. 12.1899, kostede 2 kr., indbundet 3 kr. og omfatter [VIII] +156 s., iil, i hvidt omslag, afbildet overfor.

I serietitlen Nordisk Bibliotek i blomsterramme.

II Oplysninger om de hidtidige 6 bind i serien, endvidere : Bind, Forsatser og Fællestitel tegnede af Gerhard Heilmann. København og Kristiania. Det Nordiske Forlag. Bogforlaget: Ernst Bojesen. Stockholm: Albert Bonnier. III Veritate et arte sororibus. Karl Larsen. I det gamle Voldkvartér. IV blank. V I det gamle Voldkvartér. En københavnsk Spidsborgerhistorie af Karl Larsen. Illustreret af Frans Henningsen. København ... Bojesen [som før] 1899. VI 6000 eksemplarer. Kihls Bogtrykkeri - København. VII farvetrykt ill. som på omslaget. VIII blank. 1-157 tekst. 158 blank.

Seriens bind er brune med et svanemotiv i blindtryk

123 124
125

Da Bogholder Brodersen gik ud ad Bankporten, sàa han op imod Kirkeuhret. Det manglede næsten fire Minuter i tre, og Sparekassens store Uhr lige over for var mere end ti Minuter over ...

Han slog sin Paraply op, fordi det ligesom smaaregnede, og drejede om Hjørnet. I den indvendige Lomme laa de syv Billetter, der var kommen angaaende Værelser; den fra Fiolstræde vilde han først gaa efter, fordi det var nærmest ved Banken.

Bogholderen skraaede over Graabrødretorv og slog Paraplyen ned igen, da der ingen andre Mennesker var, som gik med Paraply oppe. Det var heller ikke rigtig Regn, men blot en tyk, hvid Novemberluft, som var ved at tætte sig sammen over Plads og Gader til Taage, man ligesom smagte Fugtigheden, og Skæget kunde blive ganske vaadt - Folk sagde, det var usundt, men det gjorde dog vist ikke noget, naar bare man ikke havde det alt for tit.

Det var Aar siden han var kommen den Vej fra Banken op igennem Byen, for nu boede han i Admiralgade; en Gang havde der hængt et stort, kulørt Avertissement om Hoffs Maltekstrakt her i en høj Stue! En stærk, bidende Lugt trængte fra Kejsergade ud over hele Torvet; den blev endnu strammere og med en sveden Stank som af fugtigt Brænde. Den maatte komme fra det gamle Kaffebrænderi i Lille Kannikestræde.

Brodersen stod stille for en Arbejdsvogn, der kørte over Gaden: her var det, fire Gadehjørner laa skraat overfor hverandre, men nu kun med Boghandel paa det ene - Røgen fra Brænderiet vældede, lige og tyk, op af Skorstenen, bredte sig ud efter og sank ned over Tagene. Porten derind til var lukket - som Drenge havde de staaet og stirret, naar den engang imellem var aaben, og en Karl midt i Gaarden læssede Pakker paa en Vogn, som kun var forspændt med én Hest ...

Brodersen var kommen til Frueplads og tog for en Sikkerheds Skyld en Billet op af Lommen, for at se, om det nu ogsaa var det rigtige Nummer, han gik efter. Foran Universitetet havde de faaet en

126

ny Buste til, man kunde se, at Hovedet endnu var mere lyst end paa de gamle; han gik det lille Sving Pladsen rundt og læste Japetus Steenstrup og paa den anden Side Trappen Johan Nicolai Madvig og Henrik Nicolai Clausen, født 1793, de to havde han dog vist set engang for nogle Aar tilbage. Clausen havde ogsaa været Professor. For Enden af Pladsen laa Latinskolen med den Indskrift, som han den Dag i Dag ikke forstod.

Saa gik han om i Fiolstræde og gav sig til at kige paa Husnumrene.

Stedet, han skulde op i, var paa tre Etager og havde fem Fag. Det var graat og ældre, Gadedøren høj, en Klasselotterikollektion havde sit Skilt paa Muren. Inde i Gangen lugtede der ligesom lidt gammelt eller indelukket, Trapperne kunde man ikke kalde daarlige. De var ikke alt for stejle at gaa op ad og havde Trinene beslaaede med Jern, noget, Brodersen egentlig godt kunde lide.

Han lukkede et Gangvindue op: det var den sædvanlige, lille Gaard i det gamle Voldkvartér, med høje Baghuse helt rundt om, og en Post op ad Muren; Køkkentrappe var der ikke paa Ejendommen. Gaarden mindede om hans Bedsteforældres i sin Tid omme i Klædeboderne, dér havde de ogsaa haft Jernbeslag paa Trapperne.

Ud for første Sal lød der flere Barnestemmer inde fra Lejligheden: J. Eslöf, Skrædermester, stod der paa Døren.

Det var ellers tydeligt at lægge Mærke til, at baade Trappetrin og Vægge var bedre vadskede og holdte, naar man kom højere op, Gangvinduet paa anden Sal var der rigtignok faaet anderledes Bund i end nedenunder, og Døre og Dørkarme var, ligesom de havde været malet med en hel anden Farve. Dobbeltdøren midt for Trappen var lukket helt i, paa den til højre stod Navnet paa en Porcelænsplade: Kristian H. Redsted.

Brodersen følte til Billetten i Lommen, tørrede Fødderne af paa Maatten og ringede.

Da han Klokken et Kvartér til fem stod ude paa Gangen igen, havde han dog glemt at spørge om Brænderum. Det havde ellers passet saa godt altsammen derinde, og de var faldet i Snak - nu kunde han dog ikke lide at forstyrre den pæne, unge Kone igen, som hun lige havde faaet sat sig. Der maatte vel nok være et Brænderum, eller man kunde skille af til et. Og desuden var det ikke af Vejen at skynde sig lidt hen

127

til Middagsabonnementet, for at Maden ikke skulle staa og snærre alt for længe.

Han gik ned ad Trapperne - det skumrede allerede stærkt. Gassen var ikke tændt endnu; det vidste man jo, Værterne alle Vegne var lidt trevne med. Gangvinduet paa første Sal stod endnu aabent, fra da han havde lukket det op. Han trak det til og satte omhyggeligt Hasperne paa.

Hun havde haft det hyggeligt i den smalle Et-Fags Stue, hvor den lille Pige blev sat hen til sit eget Bord, da de voksne skulde sidde og tale ved det store - Gløderne lyste bag Risten helt langt ud i Stuen -det maatte være gode Kakkelovne, og til Kokes. Hun havde rejst sig og kradset op med Ildrageren; der laa et Tæppe paa Gulvet temmelig langt hen mod Ovnen; den lille gik helt hen til for at se paa Ilden ....

Nede i Stuen kom der en Mand paa Træsko haardt op ad Trappen.

Han spurgte Brodersen høfligt, om der ikke boede en Skrædermester Eslöf her i Ejendommen.

Jo, sagde Brodersen, det er oppe paa første Sal.

De maa ringe paa Døren til venstre, tilføjede han, da Manden allerede var halvt oppe.

Mange Tak, Herre. Ja, for jeg er slet ikke kendt her i Ejendommen.

Brodersen svarede ikke videre. Han var gaaet de Par Skridt ned mod Gaarden og lettede lige paa Døren for at se paa nært Hold: der var at skimte alt, hvad der skal være i en Gaard.

Saa kom han igen ud paa Gaden. Taagen havde faaet samlet sig rigtig tæt. Alle Lygterne stod saa tykke inde i den, hovne, som Jørgensen i Banken en Gang havde sagt. De kunde daarligt sprede Lys. Urtekræmmerens mange Vinduer paa Hjørnet skinnede næsten ikke ud i Gaden.

Der kom en enlig Arbejdsvogn rumlende og splittede en Klynge Smaabørn ad, saa de løb til forskellige Sider over paa modsatte Fortove. Dér stod de saa og raabte og skreg til hverandre om at komme over, mens Lyden af Vognen tabte sig op ad Torvet til. I Vinduet hos en Bager kom pludselig en kridhvid Svend til Syne imellem Gasblussene og raslede en Mængde haarde Tvebakker fra en sort Pande ned i den store, flade Kurv. Saa raabte der en Dreng Varsko for en Trækvogn, der kom ud af Gæstgivergaardens Mørke med Brædder paa, som laa og klaprede.

128

Brodersen skraaede over Gaden og hjalp med det samme en lille Pige op paa Flisen, saa hun ikke kom i Vejen for de lange Brædder.

Det store Uhr midt i Vinduet hos Uhrmageren viste fem Minutter i halv fem, han gik lidt til og var snart paa Købmagergade imellem mange Mennesker, der alle gik hurtigt. Der kom han i Fart og forsvandt i Sværmen ....

Paa samme Tid satte Fru Redsted sig til Rette i Mørket dybest inde i sin smalle Stue, lige overfor Kakkelovnen. Den lille Pige vilde op paa Moderens Skød.

Jamen saadan en stor Pige skal jo slet ikke mere sidde paa Skødet; du har jo din lille Stol.

Aa jo, Mo'er, hva' Mo'er!

Naar man snart er fem Aar, saa maa man ikke være saa kælen længer.

Jo, Mo'er, jeg vil osse sidde med i din Tantekrog.

Det hedder ikke nogen Tantekrog, det hedder en Tænkekrog.

Jamen hva' er det, en Tænkekrog?

Det er noget, Mo'er har læst om i saadan en dejlig Bog, at der var en yndig, fin Dame, hun havde en Tænkekrog; der sad hun og tænkte, naar hendes Mand var ude.

Var han da aldrig hjemme?

Jo, han var nok hjemme, somme Tider; men han var saa meget ude, lille Henny, meget ude.

Li'som Fa'er er ude, naar han rejser?

Ja, min lille Pige. -

Baade Moder og Barn tav en lille Stund. Der var ikke rullet ned for Vinduet; den duggede Rude havde et svagt Skær fra Gaslygten nedenunder.

Fru Redsted sàa Glasset begynde at blive mørkt og vaadt; der gav sig til at rinde fine Draaber ned ad det. Den tykke Luft maatte være bleven til en stille Regn.

Hun bøjede sig ned mod Barnet: Fa'er er saa god, Henny, han er saa god. Han er den bedste af alle Mennesker.

Jamen hvorfor skal den fremmede Mand bo inde i Fa'ers Stue?

Jo, for saa faar Fa'er saa mange Penge. Og dem trænger han til, den kære Fa'er. Saa køber han Stads og Godter til Mo'er og Henny, og Juletræ. Det bliver saa godt, saa godt. ....

129

Mo'er, hvorfor græder du?

Fru Redsted trykkede Barnet tæt ind til sig: Nej, hvorfor skulde jeg ogsaa græde, naar jeg har dig, min egen, søde, dejlige, lille Unge! -

130

Da Brodersen næste Morgen gik til Banken, var det fint Vejr med høj, blaa Himmel og Blæst. Der var mange Mennesker paa Grønttorvet og nyligt vandede Brosten, som glinsede i Solen. Paa det øverste Trin til en Beværtningskælder stod Opvarteren, barhovedet, med flagrende Haar og i kort Jakke, og talte med et Bud, der holdt en tyk, gul Stok i Haanden. Husene kastede ulige lange Skygger ned paa Fliserne og til midt ud paa Gaden; hos en Herreekviperingshandler paa Hjørnet nærmest Banken var Kommisen og en Lærling ved at bytte kulørte Slips om i Vinduet.

Brodersen havde sovet ganske ualmindelig godt om Natten, var udhvilet og befandt sig overordentlig vel.

Det er dog et velsignet Vejr i Dag, sagde han til Kassereren, Jørgensen, der kom den modsatte Vej fra.

Ja, De mener vel for Brystsygelægerne.

Aa, men Jørgensen, De skal da ogsaa altid -!

Ja, undskyld, men med mine stakkels halvanden Lunge er jeg desværre Fagmand i alt hvad der hedder Blæsevejr. For Resten maa det jo ogsaa være ganske briljant for Øjenlægerne: værre Støv og Skidt end det, der ryger omkring os her, findes der da vist ikke i hele den gamle Verden. Og om det saa har regnet ti Gange, jeg véd Pokker ikke, for støve og svine, det kan det alligevel. - For Resten, Barometeret falder, vi kan saamænd godt have baade Sne og Regn inden Middag.

Jamen, foreløbig er det da dejligt - med Solen!

Jo, Tak; faareløbig - som det burde hedde paa dansk.

De traadte sammen ind i Banklokalet, der endnu laa hen ganske tomt.

Det finder De maaske ogsaa dejligt - faareløbig, kære Brodersen, at de Herrer Bude har fyret i, som om det var en halv Snes Graders Kulde udenfor.

Ja, jeg véd ikke; er her egentlig for varmt? Det er jo dog ikke Sommer.

131

Nej, men vent De, til et højtæret Publikum har stormet ud og ind her et Par Timer igennem. Saa faar vi Sommer, kan De tro.

Brodersen kunde ikke lade være at le.

Ja, saa bliver her saagu Sommer, gentog den anden tilfreds.

Men i det samme var Brodersen lige ved at sige, at det var slet ikke den lille Vittighed, han havde let af, men den høje, magre Jørgensen var paa engang forekommet ham saa morsomt forblæst og arrig.

Herregud, lad os tage den med Ro, Jørgensen, sagde han, medens han hængte Overtøjet i Garderoben.

Ja, lad os tage den med Ro! Ta'en med Ro, skulde der være slaaet op ved Indsejlingen til Byen i Stedet for Søforter, og det skulde males paa alle Grænsepælene: Ta'en med Ro, Peddersen, for nu er du i Danmark! - Saa, der har vi hele Drengeskolen!

Det var Assistenterne, der kom og i livlig Passiar gik hen til deres Pladser. Jørgensen gav sig til at ordne sine Penne og se efter, om Svampene til Seddeltællingen var fugtige nok.

De holder af at dvæle i det forbigangne, henkastede han til et af Budene, med Blikket op mod Væggekalenderen, hvor Bladet fra Gaarsdagen endnu ikke var revet af ....

Et Øjeblik efter kom den første Kunde.

Det var en Læredreng, der styrede lige hen til Kassen med sin Anvisning.

Jørgensen gloede paa ham med begge Hænderne i Siden. En af Assistenterne dunkede med Haanden i Skranken: De skal først herhen og have den noteret.

Ja, det er rigtigt, Frydensberg, vi skulde bare have et Par unge Mennesker til her nede - vi har saa faa af dem - for at lære Folk at læse.

Se her, sagde han, højt, ud imod Drengen, der saa ud, som om han ventede en Lussing, her staar paa dit danske Modersmaal, i Bankudgave, med store Bogstaver: Anvisninger noteres, førend de præsenteres ved Kassen. Forstaar Du?

Der undslap Drengen et forskræmt Ja vel!

Brodersen havde begyndt at tælle sammen i sin Hovedbog.

Gennem hans Bevidsthed var der af det lille Optrin gledet et Indtryk, som dog ikke naaede indenfor Talrækkerne, der fortsatte sig og fortsatte sig ned ad de store Blade ....

Et Par Timers Tid efter talte Bogholderen endnu stadig sammen

132

ned efter og ned efter, regnede ud og skrev op henne ved sin Pult. De andre Funktionærers Trin hen over Linoleumstæpperne, i forskellige Ærinder, Kundernes Kommen og Gaaen, den dæmpede Lyd af Vogne og Mennesker ude fra Gaden, var ham altsammen lige saa hyggeligt og jævnt som det store Uhrs regelmæssige Tikken fra den anden Ende af Lokalet.

Et Øjeblik, imellem to Indførelser, faldt hans Blik hen imod Skranken, hvor Kassereren netop udbetalte en enkelt Tikroneseddel til et Bud. Jørgensen krøllede den i Farten lidt med Fingrene for at føle, om der ikke skulde være to Sedler, der hang sammen.

For et Sekund var det Brodersen, som om hans Pult og den store Bog og Talkolonnerne og Mennesker og Lyde omkring ham sank i Jorden. Og medens der endnu gennem hans Hoved svævede Erindringen om Jørgensen og Budet, der fjernede sig, hver paa sin Side af Skranken, følte han sig omgivet af en stille, indelukket Luft uden Lyde, i det lille Et-Fags Værelse, sammen med den trediveaarige unge Kone, der netop i Gaar havde taget saadan en enkelt Tikroneseddel af Brodersens Haand. Og det var rigtigt, at han, helt uvilkaarligt, havde krøllet den lidt dengang, ligesom Jørgensen gjorde før - Barnet havde set helt nysgerrigt paa ham derfor ....

Brodersen tog fat igen paa sine Talrækker. Han var næsten kommen til at smile, Øjnene havde uvilkaarligt set et Øjeblik ned imod Uhret derhenne: efter Klokken tre kunde han godt gaa derhen i Fiolstræde for at tale om dette Brænderum, som han havde glemt i Gaar.

Men da Klokken var tre, sagde Kassereren: Hør, Brodersen, det er egentlig stadigvæk et ganske godt Vejr, jeg mener efter Omstændighederne, saa De følger mig vel et Stykke paa Vej i Dag, ud ad Vestre.

Brodersen undsaa sig ved at sige Nej, det behøvede jo heller ikke at være saa langt, at han fulgte den anden ...

Se, nu er min store Pige kommen hjem fra Skolen i Dag med Feber, sagde Jørgensen medens de vandrede afsted, og Lægen sagde, han kunde ikke sige noget; han skulde komme hjem igen nu til Middag. Den mindste er heller ikke rigtig rask og urolig om Natten ogsaa. Min stakkels Kone véd snart slet ikke mere hvad Søvn er. Gift Dem aldrig, Brodersen!

Nej, det har jeg saamænd heller aldrig tænkt paa.

Jo, De har.

133

Nej, jeg har virkelig ikke. For dengang man var yngre, havde man ikke Raad.

Jamen man giftede sig saagu alligevel. Jeg i alt Fald. Men det er skidt, jo, det er. Naar man ikke kan bære saadan en Kone lidt paa Hænderne - forkæle hende lidt! Nej, Brodersen, naar Kvinder de skal slide, det duer ikke. Det er de ikke skabt til. Det er Synd at se paa -min Salighed, tilføjede han med megen Vægt og kom i det samme til at hoste.

Man sluger for megen kold Luft, blev han ved, da han fik Vejret igen, naar man gaar og taler mod den Blæst! Det er ogsaa aldeles utroligt; nu levede jeg i Tyskland i femten Aar, lige til jeg fik Stillingen her i Banken, men jeg har ikke oplevet saa megen Blæst dér, som her i fjorten Dage. Doktoren siger ogsaa, jeg maa passe ganske anderledes paa. Men Herregud, naar man ikke en Gang tør give lidt ondt af sig, saa er det da slet ikke til at udholde. Hvordan gik det Dem for Resten i Gaar? Fik De noget ud af Deres Billetter? Det har De slet ikke talt om.

Jo, jeg tror, jeg har faaet noget rigtig udmærket. Det er en yngre Kone. -

Naa, Enke. -

Nej, det vil sige, Manden rejser. Det er for Resten her omme i Fiolstræde, jeg havde netop tænkt paa at gaa derhen for at tale om et Brænderum.

Ja, det er rigtigt, Brodersen, se Dem bare for. Har De undersøgt, om der i Lejligheden nedenunder skulde være Stuer, hvor der ikke bliver lagt i?

Nej, det har jeg for Resten ikke. Men det er vel heller ikke saa let.

Jamen De maa skam forhøre, undersøge, skaffe Dem det at vide. Hvis De faar Fodkulde, kære Ven, det kan jage Dem ud af den bedste Lejlighed i Verden. Glem det ikke. Hører De! Det er en Venskabstjeneste, jeg gør Dem ...

Brodersen drejede ned ad Bulevarden, over imod Fiolstræde. Klokken var ikke bleven saa mange endda, men det ærgrede ham lidt, at han ikke havde kunnet gaa lige derhen fra Banken for allerede i Dag at faa konstateret, hvormange Minuter Vejen tog.

Gadedøren kunde han paa Afstand skelne fra de andre. Da Fru Redsted lukkede op, kendte hun ham straks igen og bad ham venligt komme ind

134

Brodersen sàa sig et Øjeblik omkring, inden han tog Plads.

Ja, min lille Pige er ikke hjemme, fortsatte Fruen hans Tankegang, hun er saa meget nedenunder hos Eslöfs, de har Tvillinger i samme Alder omtrent.

Jamen det er godt for Børn, sagde Brodersen, de maa ikke være alene.

De har maaske selv været gift og haft Børn? spurgte hun, lidt forsigtigt.

Brodersen følte sig et Øjeblik helt underlig, men saa sagde han stilfærdigt: Nej, jeg har saamænd aldrig. Og der har ikke været Børn, hvor jeg har boet, i mange Aar. Lad mig se, ja, nu er jeg bleven fem og fyrre, det er seksten Aar siden, jeg boede et Sted, hvor der var Børn; men det var saadan en kedelig Del af Byen. Jeg har altid holdt mest af, som her, i det gamle Voldkvartér.

Jeg har altid holdt saa meget af Nørrebro, sagde hun. Min Fader havde Manufakturforretningen i Blaagaardsgade Nummer en og tyve. Kan De huske, hvor der var romantisk smukt ved Søerne dengang! Og længere ude, med alle de mange Haver! Min Mand og jeg lærte ogsaa hinanden at kende ude paa Nørrebro. - Men er De nu ganske alene i Verden? slog hun pludselig om.

Ja, sagde Brodersen, nu er jeg ganske ene.

Mine Forældre er ogsaa døde, sagde Fru Redsted og fik med det samme Vand i Øjnene.

Brodersen havde allerede bestemt, han vilde ikke spørge om det Brænderum, fordi det maaske kunde blive hende ubehageligt, hvis der ikke skulde være noget; og det ordnede sig jo sagtens, naar han først kom til at bo der. Nu, da han saa hende blive saa bevæget, spurgte han hastigt, om de ikke kunde gaa ind i hans tilkommende Værelse, der var noget, han gerne vilde se.

De blev længe derinde og talte meget om, hvorledes hans Ting og Sager skulde staa. Hun hjalp ham med at skridte af

Min Mand vil jo saa sælge Chaiselonguen og Etageren og nogle af Stolene og Spillebordet.

Jamen det passer netop ganske udmærket, for jeg har fra mit Barndomshjem og efter min Søster, der døde, en hel Del Møbler selv; jeg har altid bot saadan delvis møbleret.

Ja, vi har jo aldrig før haft logerende. Det er bare, fordi min Mand

135

han rejser saa meget og saadan. - Saa bare De nu maa blive rigtig tilfreds!

Brodersen gav hende Haanden til Farvel.

Jo, det lover jeg Dem, Fru Redsted, sagde han troskyldigt.

Han kom meget for sent hen i Middagsabonnementet og maatte spise hurtigt for at være tidsnok til Eftermiddagstjenesten i Banken Klokken fem.

136

Samme Dags Aften, efter Lukketid i Banken, gik Brodersen, som sædvanlig, lige hjem. Der skulde da en Time forinden være tændt i hans Kakkelovn, Nationaltidendes Aftenavis stak i Brevkassen.

Han tog Bladet ind med og lagde det midt paa Skrivebordet, vadskede Hænder i Sovekammeret, kom i Hjemmefrakken og tog fra et gammeldags Hjørneskab Brød, Smør og Paalæg frem og Spritapparatet til at lave Theen paa.

Nøjagtig et Kvarter efter laa Servietten paa Midterbordet, og det hele stod anrettet. Andre femten Minuter efter var Brodersen færdig med at spise og stillede alting i Orden igen.

Saa blev den stadigt uoplukkede Nationaltidende flyttet over paa Midterbordet, medens Brodersen af Skrivebordsskuffen tog sin Regnskabsbog frem og satte sig til at indføre Dagens Udgifter. Nederst skrev han T. 40 Øre - ligesom paa foregaaende Dags Regnskab og foregaaende igen.

Brodersen kunde ikke lade være at tænke, som saa tit tilforn, at for det første bogførte han her en Udgift, der endnu ikke var afholdt, men først skulde det en Times Tid efter, og dernæst at naar han kun skrev T. og ikke Toddy helt ud, var det dog egentlig, fordi han fandt, det var en højst overflødig Udgift, som man i Grunden skulde skamme sig over. Tilmed blev Toddyen jo saa dyr, fordi den blev drukket ude, paa Kafé. Fyrretyve Øre om Dagen blev lige akkurat et hundrede og seks og fyrre Kroner om Aaret, og regnede man blot til seks Øre Differencen mellem de to Aftencigarer nu, og saa de to lange Piber, han tidligere havde siddet hjemme og røget, saa gav det, lagt til de hundrede og seks og fyrre: en - syv og treds - halvfems. Men det var da rigtignok ogsaa først, efter at Brodersen havde faaet sin gode Stilling i Banken, at han havde tilladt sig alt det, og saa gik han jo til Gengæld aldrig i Teatret eller paa Varieté, undtagen den ene Gang om Aaret, paa sin Fødselsdag, da han altid spenderede en Billet til det kongelige Teater, saadan som han engang imellem havde kunnet det

137

som Dreng. Og saa var der jo ogsaa det med Kaféen, at det var Jonas, Kassereren i Brodersens gamle Forretning, som havde faaet ham til at komme der, og man hørte paa den Maade altid lidt om de Mennesker, der havde været ens Kammerater lige fra Konfirmationen, og om det gamle Firma. Og man traf Lauritz, Jonas' Hund, som var opkaldt efter hans Søn, der døde. Hundene er s'gu meget bedre end Menneskene, havde den gamle Enkemand sagt, saa de kan godt fortjene et ordentligt Navn, og min Søn, han var igen opkaldt efter sin Bedstefader, af den Sort Folk, der ikke lever mange af nu for Tiden. Lauritz laa altid nedenunder en ganske bestemt Stol, som der ikke maatte sidde nogen paa ...

Brodersen lukkede sin Regnskabsbog ned i Skuffen igen, trak Lænestolen hen til Midterbordet, tændte Cigaren, lagde Fødderne paa Gyngeskamlen fra hans Barndomshjem, foldede Nationaltidende ud og læste den fra først til sidst.

Der var ikke rigtig god Varme i Stuen, og Lampen brændte i en Spids. Det var rigtignok rart, at han nu snart kunde flytte, for hvor der ogsaa havde været renligt, pillent og pænt derhenne! Fiolstræde var ogsaa nær ved alting, ved Banken og ved Kaféen, der laa i Vimmelskaftet, den gode gammeldags Kafé, af Størrelse som en almindelig stor, hyggelig Stuelejlighed, med Fløjelssofaer og Marmorborde, men ikke det mindste moderniseret og dekoreret.

Brodersen gik derhen og søgte sit Stambord, hvor Jonas og den gamle Tømmermester Hilker sad i Sofaen, Fuldmægtig i Magistratens Revision Enevold lige over for Lauritz' tomme Stol, og en Plads var reserveret Bogholderen.

Brodersen strakte Haanden ned for at klappe Lauritz. Man hørte en daskende Klapren af Halen, der logrede imod Stolebenene.

Kort efter vilde en intet anende fremmed Herre gerne tage Stolen, som Lauritz laa under; men ikke saa snart havde han lagt Haanden paa Stoleryggen og bøjet sig spørgende over imod Fuldmægtig Enevold, førend Hunden for op, viste Tænder og knurrede, som om der var et helt Uvejr inde i den.

Den gør ikke noget, den gør ikke noget, sagde Jonas beroligende.

Den anden havde øjeblikkelig sluppet sit Tag og var traadt flere Skridt tilbage.

138

Ja, De undskylder - mange Gange ... han skævede stærkt til Hunden, der stilfærdigt luskede sig til Ro inde under Stolen igen.

Gudbevares, det er mig, som skal undskylde, paa Hunds og egne Vegne.

Der blev skrabet ud med Fødderne og gjort gensidige Komplimenter, inden den fremmede fjernede sig, hen i den anden Ende af Lokalet.

Kendte De ham? spurgte Tømmermesteren med dæmpet Røst.

Nej, sagde Jonas.

Fuldmægtig Enevold kendte ham heller ikke.

Gør De heller ikke, Brodersen?

Næ.

Jeg véd Pokker ikke; men jeg syntes, jeg skulde kende ham paa Anseelse - Nielsen!

Opvarteren nærmede sig.

Hilker holdt Haanden op til Mandens Øre: Hvem - var - den -Herre? hviskede han tydeligt.

Jeg kender ham ikke, Hr. Hilker. Det er en Strejfkunde.

De faldt alle fire beroligede hen og nippede til deres Toddyer. Jonas kløede Lauritz paa Snuden.

Han var nærved at være lige saa tosset, sagde han, som naar han møder et Pindsvin ude i Skoven. Der skulde De se ham: Hvad er du for en Svend? Til højre og venstre springer han for ham og gøer. Den kan han ikke regne ud. Han ser op til mig: Hvad er det, Fatter, kan du ikke forklare mig det? Tilsidst saa hyler han i vilden Sky, fordi han ikke kan finde ud af det. Han er klog, morderlig klog.

Ude i den gamle Beværtning, sagde Hilker, som jeg har købt til Nedbrydning nede ved Kallebodstrand, dér er fuldt med Pindsvin i Haven. Drengene, de fanger dem. Der kan koges en storartet Suppe paa Pindsvin.

Der kan Fanden, kan der.

Kan der ikke? Har De aldrig hørt, Enevold, at der kan koges Suppe paa Pindsvin?

Jo, Enevold mente nok, han havde hørt saadan noget ude fra Landet.

Ja, sagde Jonas, det er jo ikke værre end i Frankrig, at de spiser Snegle. Og det gør de.

Ja, og Fuglereder i Kina, tilføjede Brodersen, som i et af Nationaltidendes

139

Tillæg netop havde læst en Skildring fra en Telegrafist om et fornemt Bryllup i Kina.

Hør, sagde Jonas, og lod Haanden falde vægtigt ned mod Bordet, kan De huske, Brodersen, gamle Lange, der var paa Kontoret lige i den første Tid, De kom der. Hans Søn, han er saagu kommen til Kina.

Nej, virkelig!

Jo, Gu' er han saa. Det skulde man saamænd ikke have set paa ham, da han kom fra Skolen og hentede Faderen om Middagen. Men jeg talte med Søsteren forleden Dag; han er Speditør for et stort Dampskibsselskab, og hun sagde, han baade talte og korresponderede paa en fem-seks Sprog.

Det maatte være dejligt at kunne saa mange Sprog, mente Brodersen.

Rasmus Rask kunde tre og tyve Sprog, bemærkede Hilker.

Tre og tyve? Skulde det ikke være lidt rigeligt? mente Jonas. Der er vel daarligt tre og tyve rigtige Sprog.

Han kunde tre og tyve Sprog forsikrede Tømmermesteren.

Enevold og Brodersen mente da ogsaa, de havde læst, at det var nogle og tyve.

Død og Pine, han kunde have tjent Penge, havde det været nu til Dags.

Jamen han var saa svagelig ...

Ved at høre Tale om Svagelighed kom Brodersen til at tænke paa Jørgensen.

Hør, det er sandt, sagde han, Direktøren var i Banken i Eftermiddags, og Kassereren og jeg skulde lave en lille Opgørelse til ham over Bevægelserne paa de forskellige Konti. Det maa jo gøres udenfor Kontortiden, og saa sagde Direktøren, at vi maatte endelig lade Aftensmad komme fra en Kafé og hvad vi ellers ønskede. Men nu talte jeg med Jørgensen om, at det var da egentlig meget bedre at vente og saa gaa herover og spise Klokken ti.

Ja, han skal være velkommen her ved Bordet.

Det vil sige, ikke paa Lauritz' Stol.

Nej, den dyer han sig s'gu nok for ha, ha!

Hvordan er det, det er jo ham, sagde Jonas, der har haft en Stilling i Tyskland?

Ja, han har været i et stort Skindhus i Leipzig, lige fra ungt Menneske.

140

Tømmermesteren kendte ham ogsaa godt, fra den Gang Hilker havde haft en Kassekredit i Banken: en høj, mager Mand, bleg af sig.

Ja, desværre, Brystet er ikke godt. Og han er saa ivrig. Det bliver det værre af

Sidder han ikke lidt trykket i det?

Jo, meget. Han har haft gamle Forældre at underholde og mange Børn; der er flere døde. Men det er ellers saadan et reelt Menneske.

Talen kom ind paa, hvor Jørgensen boede. Hilker havde nok tænkt, det var ude ad Vestrekanten, for dér havde han tit mødt Manden.

Saa gentog Brodersen, hvad han allerede havde fortalt Dagen iforvejen, at han straks havde bestemt sig for de Værelser i Fiolstræde uden at se paa andre. Betalt en halv Maaneds Leje forud lige med det samme.

Jonas fandt, at Broderen burde flytte straks: Folkene passer Dem dog daarligere og daarligere dér, hvor De bor nu, efter at De har sagt op. Og blæse paa den Smule Leje! Det kan De godt have Raad til, for at undgaa alle Ubehageligheder. Værelserne staar jo til Raadighed omme i Fiolstræde, saa Konen tager Dem saamænd nok den Ugestid iforvejen.

Det vilde nu aldrig være faldet Brodersen selv ind; men der kunde jo være noget i, hvad hans gamle Kasserer sagde. Dette halvkolde Værelse og den skævt klippede Lampe - og det var naturligvis meget rigtigt, at det vilde blive værre og værre i enhver Retning; han maatte allerede nu gaa efter alle Vegne med en Støveklud ...

Medens Brodersens Tankegang fortsatte sit Løb videre, hørte han, hvorledes de andre snakkede om hans nye Vært, Redsted, som Jonas vidste havde været Rejsende for P. K. Hansen, men nu rejste han vist for en mindre Forretning, eller om han havde noget selv, han tumlede med.

Han maa vist være gift, sagde Fuldmægtig Enevold, med en Datter af den gamle Manufakturhandler Thomsen -

- ja, ude i Blaagaardsgade 21, faldt Brodersen ind.

Folk troede, der havde været noget, fortsatte Enevold, det var en pæn, lille Mand, flittig og sparsommelig, han sled, lige til han ikke kunde mere. Og saa i Boet opdagede de, han havde sat alting til nogle Aar iforvejen i Udtørringshistorier, som en Prokurator havde faaet ham ind i.

141

Herregud, sagde Brodersen medfølende. Saa fik hun slet ingenting.

Nej, Konen var død allerede nogle Aar før.

Naa, jeg tænkte ellers paa hende, Datteren, Fru Redsted.

Nej, hende blev der skam heller ikke noget til. Og gamle Thomsens Datter havde man dog altid troet - Redsted var nok ogsaa en hel Del flot anlagt, og fra P. K. Hansen var han kommen væk allerede, saa ...

Brodersen havde imidlertid i sit stille Sind bestemt, at han vilde i Morgen, lige efter tre, igen gaa derhen og spørge, om han ikke kunde flytte ind allerede før den første. For der var saa renligt! -

142

Udarbejdelsen af den statistiske Opgørelse blev opsat til Dagen efter at Brodersen, allerede den tyvende i Maaneden, var flyttet. Men saa tog Jørgensen og han fat, og det gik rask fra Haanden. De sad alene, ved to enkelte Blus, i det store, varme, ellers mørke Rum.

Det er svært, saa det Arbejde fortner sig, sagde Jørgensen, da de gjorde et Øjebliks Pavse.

Jamen jeg er ogsaa i rigtig Arbejdshumør i Dag, og saa er jeg saa glad over, at min Flytning er overstaaet.

Ja, det var s'gu noget at tale Om overstaaet, med at flytte et Par Værelsers Møbler hen i en anden Lejlighed. - Aa, sagde Jørgensen pludseligt og lod Pennen synke, medens han strakte Benene langt fra sig, De aner ikke, hvor jeg er lykkelig, over at det ikke blev til noget med min ældste Datters Feber; der er jo en hel lille Tyfusepidemi for Tiden, og de smitter hinanden i Skolerne, det er det meste, de bringer hjem fra dem. - Andet end Hospital, med at den ene blev syg, naar den anden var bleven rask, det har vi ikke kendt til, fra vi fik den første lille.

Han greb Pennen igen: Naa, videre fort! Vi maa skam være glade, over vi slap saa naadigt denne Gang; den mindste er der naturligvis altid noget med ...

De besluttede at holde op, da Klokken var ti.

Egentlig er det jo knusende fjollet af Direktøren, at han vilde have denne Opgørelse paa denne Tid af Aaret, i Stedet for at vente til Januar. Men det var - i en Anledning, som han sagde, Sprællemanden. Der ryger s'gu saadan et Stykke forloren Udenrigsminister i alle Danske, naar bare de faar en Smule mere end Konen hjemme at dominere med. Naa, men han sagde det jo ellers meget nydeligt med denne Aftensmad. Det skal saamænd blive helt morsomt engang igen at komme paa Kafé. Det har man ikke haft Raad til i de sidste tolv Aar.

Paa Vejen hen til Vimmelskaftet nævnede Jørgensen, at han havde kendt den gamle Jonas' Søn.

143

Lauritz? Ham, som Hunden er opkaldt efter.

Ja. Det var en Døgenigt.

Jo, men det tror nu gamle Jonas ikke.

Den gamle Mand kan takke Vorherre, fordi han sparede ham for at tigge forgæves hos den Dreng.

Brodersen tænkte paa det, de havde talt om paa Kaféen forleden, at Jørgensens gamle Forældre nok havde kostet ham saa store Ofre, inden de nu omsider var døde paa Sygehjemmet.

Børn, sagde Jørgensen, der ikke gør alt for deres gamle Forældre, det er ikke Mennesker. Og de er værre end Dyr.

Han stod stille et Øjeblik under en Lygte: Naar man nu ogsaa selv har prøvet, hvordan man elsker saadan Børn ....

De to Herrer fik Plads ved Stambordet, efter at Jørgensen var bleven forestillet rundt.

Stor Ære, sagde han forbindtlig og skrabede med Fødderne. Han saa sig om, da de havde taget Plads: Her er hyggeligt. Det er virkelig helt oplivende. Ja, nu er det, Brodersen, om hvor meget, vi kan være bekendt at lade Aktionærerne betale. Der maa jo ikke ske for stort et Afdrag i Dividenden. Men jeg er for Resten bleven sulten.

Ja, det tror Pokker, sagde gamle Jonas vægtigt, naar man kommer til at spise to Timer senere end sædvanligt. De skulde begynde med kold Gaas; den er udmærket.

Jørgensen saa et Øjeblik over mod Brodersen, men Bogholderen sagde: Nej, det er der ingen Mening i, synes jeg, lad os tage os noget ordentlig godt Smørrebrød og Ø1. Det vil sige, naturligvis, hvis De ønsker, Jørgensen -

Næ, det giver jeg Dem ogsaa Ret i, kære Kollega, som Tyskerne skriver til de største Kæltringer, det skal jo ikke være Skoleskovtur. Men jeg kunde dog for Resten lide at lapse mig med et Stykke med Laks jeg har - i tidligere Tider altid holdt meget af Laks.

Jørgensen saa igen engang omkring sig: Det er virkelig en hyggelig, lille Bule.

Ja, og saa et pænt Publikum, tilføjede Hilker med megen Styrke. Her skraas overfor, paa Hjørnet, den nye Kafé, Gudbevares, den skal være forgyldt paa alle Leder og Kanter, og Spejle, man kan tage fejl af og løbe lige lurk ind i! Men har De hørt om Skandalen derovre fra forleden? Der kom Stamgæster derfra herover og fortalte det.

144

Ja, den var køn, indskød Jonas.

Det var et Par af disse unge Overretssagførere, De véd, Kasserer, som der er saa mange af

Jo, Tak; Overretssagførere! Det er jo snart alle Gadedrengene i København. Det bliver ikke bedre, førend de faar ædt hinanden op i Konkurrencen, ligesom Halenegrene.

Ja, og se, saadan et Par Stykker, de tog en Aften ligefrem Pigebørn med derop.

Det er jo Værtens Skyld, sagde Fuldmægtig Enevold.

Nej, det kan en Vært saagu ikke gøre ved.

Det er enhver Vært udsat for.

Det mente Jonas ogsaa.

Nej, siger jeg. Tror De, nogen bød Hansen her det?

Man samtalede en Stund endnu om dette Emne, indtil Maden kom til de to Bankmænd Der var bleven stillet et lille Marmorbord sammen med de andre Herrers.

Skaal, kære Brodersen, i denne Ø1 fra Fad. Det danske Ø1, det er nu ikke som Tyskernes, det kan ikke nytte at sige det; men ned gaar det jo meget godt. Ja, i Leipzig, der spiste jeg saamænd paa Restaurant hver Aften hele Aaret rundt, lige saa længe jeg var der; det ved Gud, jeg gjorde ....

Senere hen paa Aftenen, da Toddyerne stod paa Bordet, bad Jørgensen Opvarteren om lige at bringe de tyske Aviser, han kunde lide at kige bare et Øjeblik i dem.

Naa, der har vi gamle illustrirte. Den ligner sig selv. Og naturligvis Berliner Tageblatt. Nej, det er mig for platbenet. Har De ikke Norddeutsche eller Tante Voss?

Hvad er det for en Dame? spurgte Jonas gemytlig.

Det er Berliner Vossische, saadan noget lignende som Berlingske her, meget søvndyssende til Tider, men ogsaa med udmærkede Artikler, brillante Beilagen og ikke med alle de mange Ørkenben i Redaktionen.

Mener De Jøder? spurgte Fuldmægtig Enevold.

Ja, de Herrer kender da nok den gamle Vittighed

Ørkenben! gryntede Jonas.

Jo, det siger Tyskerne, at disse kære Herrer Landsmænd af den anden Race, de har deres smukke Ben, fra dengang de vandrede de mange Aar i Ørkenen, saa var det jo om at træde godt bredt ned og

145

stikke Tæerne højt til Vejrs for ikke at faa for meget Sand imellem dem; det fik de den kønne Façon af

De andre lo, undtagen Fuldmægtig Enevold.

Jørgensen blev ved: Ach, die Beene, die Beene - Benene, kære! De røber dem altid, og dem faar de aldrig Bugt med, oin det saa er Muljøder i flere Generationer.

Gamle Jonas brast ud i en mægtig Latter: Mulj .... Muljø .... nej, den er for go'!

Ja, hvad Pokker, Faderen Kristen og Moderen Jøde eller omvendt, det kan da ikke blive til andet end Muljøde.

Hm! sagde Enevold, lidt alvorlig, jeg vil nu sige Dem, Hr. Jørgensen, at De har jo levet i Tyskland; men det vilde ikke være heldigt at faa dette tyske Jødehad overført her til Landet.

Nej, Død og Pine, jeg glemte, jeg var i Danmark. Her er jo Jøderne hellige, ligesom Kattene i Rusland.

Nu kunde de allesammen ikke lade være at le.

Jørgensen er helt kaad i Aften, sagde Brodersen.

Jamen jeg er ogsaa i udmærket Humør. Vi har det saa hyggeligt, saa maa man da kunne skælde lidt ud.

Han kaldte paa Opvarteren.

Jeg er saa fræk, Brodersen, og lader Aktionærerne give en Ekstratoddy.

Jonas og Tømmermesteren stemte i med: Ja, det er da meget rigtigt, og Brodersen skal sandelig ogsaa have en. Han sidder altid her saa peder anstændigt og nøjes med en eneste, mens vi andre kvæler to. Lad ham nu komme med paa Grisen for en Gangs Skyld ...

Skaal, de Herrer, Skaal! - Jørgensen hævede sin frisk ankomne Toddy. Og det skulde gøre mig ondt, om jeg havde stødt Deres Følelser ved mine Bemærkninger før. Herregud, jeg hader ikke nogen, men vi er da skikkelige Kartoffelnæser og Braksnuder allesammen, saa vi kan rolig grine lidt ad Krumsnablerne og Fladbenene, de griner saamænd nok af os iforvejen. Jeg kender dem godt fra Tyskland, de ligger med Skindforretningen over hele Landet, mit gamle Firma var snart det eneste store kristne Firma i Branchen. Nej, det er ikke mine Folk. Og som de kan holde sammen paa Penge! Det er ligefrem væmmeligt. Og de drikker ikke. Det er ikke, fordi jeg drikker, men den Maade, en Jøde, han kan lade være at drikke paa, det er noget ganske for sig selv. Jeg har altid tænkt i mit stille Sind, at det var vel

146

ogsaa noget, de havde fra Ørkenen og alt det Vand, han slog ud til dem af Klippen; det kan de ikke glemme, saa dejligt det smagte. -

Hyss! sagde Brodersen, og de andre blinkede over mod Jørgensen, der et hurtigt Øjeblik vendte sig paa sin Stol. Der var en ældre, jødisk Herre, som gik langsomt over Gulvet hen imod sin Stamplads.

Jørgensen gav sig øjeblikkelig til at spørge Jonas om noget angaaende Kasserervirksomheden oppe i hans store Kulforretning. Den anden gav tilfældigt nogle Oplysninger, der interesserede Jørgensen, saa de kom hurtigt i en livlig Samtale, som ogsaa Brodersen tog Del i, medens Fuldmægtig Enevold sàa paa sit Lommeuhr, og endelig Tømmermester Hilker strakte paa sig: Nu skal vi skam hjem, Enevold. Mine Herrer! Det er blevet en halv Time over Tiden. De maa jo da ogsaa hjem engang, Brodersen!

Ja - i min nye Lejlighed, sagde Bogholderen.

Det er sandt, til Lykke med den!

Naar bare De ikke bliver skuffet.

Nej, det er jeg denne Gang næsten sikker paa, jeg ikke bliver.

Ja, sagde Enevold, der ogsaa var Ungkarl, det er Nummer et af alting, hvordan man bor ...

Stamgæsterne fik hurtigt deres faste Beløb afgjorte; det varede noget længere med Jørgensen og Brodersen, der vilde have Regningen skrevet op.

Medens de andre tog deres Frakker og Hatte paa, stod Jørgensen lidt og spurgte saa Opvarteren: Sig mig en Ting, har De nogen Kager, det vil sige gode Kager, paa denne Tid af Aftenen?

Ja, der er et Par Linsekager i Aften tilovers.

Linsekager? Ja de maa vel være gode.

Jonas og de andre blev utaalmodige. Den gamle stødte med Stokken i Gulvet.

Skal vi sige Farvel til dem! sagde Jørgensen dæmpet til sin Kollega. Godnat, de Herrer - han gik hen og trykkede deres Hænder med oprigtig Venlighed - og tusind Tak for i Aften; det har været mig overordentlig behageligt! Ja, Brodersen følger mig lidt paa Vej.

Nej, ser De, vendte han sig mod Brodersen, medens de tre andre drev ud af Lokalet, jeg vilde gerne have et Par Kager.

Ja, hvorfor ikke?

Og de er virkelig ikke tørre? spurgte Jørgensen Opvarteren, der stadig ventede.

147

Nej, de staar under Glasklokke.

Ja, naar de staar under Glasklokke, saa maa de jo kunne holde sig. Vil De lade mig faa to, men rigtig gode. - - Jeg skal sige Dem, Brodersen, det vil nu glæde min Kone saa meget at høre, at vi har haft det saa gemytligt. Og saa vilde man jo ogsaa gerne gøre hende en lille Glæde, en ganske lille Glæde. Nu ligger hun naturligvis vaagen, naar jeg kommer hjem, for den lille, som De véd. Og tit og mange Gange om Natten, af al den Uro og Vaagen, føler hun sig saa flov og mat, og jeg er gaaet ud og har smurt hende bare saadan en lille Skive Franskbrød, det synes hun, hjælper. Men se, naar man nu kunde komme hjem med et Par Kager, det var jo dog altid noget andet.

Kagerne blev bragt.

Det bliver altsaa de to Kager til paa Regningen, sagde Bogholderen.

Nej, hør, dem vil jeg s'gu selv betale. Ellers har jeg slet ingen rigtig Fornøjelse af det .....

Da Brodersen klædte sig af hjemme, svævede for et Øjeblik Jørgensens Kone, der maaske netop nu fik Kagerne, og saa Fru Redsted, som altsaa laa ind til Gaarden og sov, sammen til én Person.

148

Efter at Brodersen havde boet en otte Dages Tid hos Fru Redsted, spurgte han hende, om hun ikke brød sig om at læse hans Nationaltidende, saa kunde han jo saa godt give den ind om Aftenen, inden han gik hen paa sin Kafé; det var aldeles ikke nogen Ulejlighed.

Fruen takkede venligt: det kunde jo være rigtig rart, især i denne Tid, da hendes Mand desværre stadig var paa Rejse.

Hver Aften, Klokken ni, bankede Brodersen nu paa og kom ind med Bladet. Han sàa hende da sidde alene, ved Hængelampen, medens der var ganske mørkt i den øvrige Del af Stuen, og hun arbejdede paa sit Broderi. Men naar han traadte ind, lagde hun det i Skødet, saa op og smilede: Tak! Saa kan vi holde op med at slide for i Aften.

Og han vidste, at nu vilde hun indtil Sengetide sidde og læse i hans Avis og i nogle af de laante Bøger med lidt fedtede Bind, som laa paa den nederste Hylde af Etageren.

Der var noget ved den Kone, syntes Brodersen altid, der mindede ham om hans Moder, som havde været Enke og lige saadan siddet alene i en smal Et-Fags Stue - eller om hans ugifte Tante senere i Bedstefaderens Hjem, hvor han var kommen hen efter sin Moders Død. Naar han nu, saa mange Aar efter, faldt paa at tænke over det, kunde han egentlig godt huske, hvor han som Dreng havde holdt forfærdelig meget af den Tante. Og det havde været saa besynderligt Dagen efter at hans gamle Bedstefader var død og de stod ved Sengen og sàa ham ligge, klædt og stille, med et Smil i de sammensunkne Mundkroge; men Tanten stod med Frandsen, som var kommen der saa meget, i Haanden. Og da hun lagde Mærke til det forbavsede Blik hos Drengen, som dengang var en tretten Aar, saa sagde hun: Ja, Frandsen, det maa vi jo dog sige Frederik dér, at vi to skal gifte os med hinanden; men saa længe gamle Fader levede, kunde der jo ikke være Tale om det - Den Tante boede nu med sin Mand ovre i Varde, hvor han havde overtaget en Forretning, og af hele Slægten havde Brodersen kun hendes ældste Søster tilbage, der var en meget gammel Enke ude på Kristianshavn .... Om Søndagen gik Fru Redsted i

149

Kirke, og paa den Dag indeholdt Morgennumret af Nationaltidende netop saa megen Læsning. Saa snart Brodersen kunde høre hendes Skridt igen inde i Værelset, tog han Bladet og ringede paa Døren ud til Gangen. Hun takkede mange Gange for Venligheden og spurgte, om han ikke vilde komme ind og sidde lidt ned.

Lille Henny stormede straks lige op i Skødet paa Brodersen.

Nej, men nu skal du være artig, Henny, og ikke saadan genere. De véd ikke, Hr. Brodersen, hvor hun er utidig om Søndagen. Det er virkelig helt til at fortvivle over.

Moderen tog den lille Pige rask i Armen.

Aa, det er Synd, sagde Brodersen.

Nej, det er saamænd slet ikke. Det er bare, fordi om Søndagen, efter Frokost, kan hun ikke komme ned til Eslöfs og lege, for de er altid ude saa, hele Dagen. Men hun maa virkelig ogsaa være lidt hjemme hos mig og vænne sig til at lege i Ro, med sig selv. Tag nu din store Dukke. Hører du, Henny! Uh, sikken du har smidt den paa Gulvet! Fy, skamme dig!

Brodersen blev helt bange, for at den lille skulde give sig til at græde, saa haardt, fandt han, der blev talt. Og han syntes heller ikke, det klædte Moderen rigtigt.

Hør! sagde han pludselig, jeg kunde som Dreng lave og klippe saadan nogle Ting ud af Papir; lad mig se, om jeg ikke kunde more dig med det ....

Fra da af maatte Brodersen hver Søndag klippe ud Haner og Katte og noget, der skulde forestille Kjoler med Bælte og frynsede Skørter, af hvidt Papir og kulørte Papirer, som han købte i de forskelligste Farver. Og Barnet sad, eftertænksomt og stille, og legede med sine fine Sager, som hun stillede foran sig og byttede om med og købte hos sig selv og solgte igen.

Brodersen kom altid bestemt Klokken halv tolv, naar Fruen var vel hjemme fra Kirken og havde faaet sat sig hen med et Arbejde. Der var Sol paa i den lille Dagligstue netop paa den Tid af Dagen, Henny faldt hurtigt til Ro med alle sine brogede Papirsting, og saa var der heller ikke den Vogntummel fra Gaden, som ellers kunne genere Fru Redsted en hel Del. Al Kirkegangens Stilhed og Højtidelighed syntes hun svævede endnu omkring hende, lige til Orgelbruset og Menighedens Skridt imod Stenfliserne, og altsammen gled det ligesom saa underligt med ind i Hyggen her i hendes egen, lille, lyse

150

Stue, hvor Barnet smaapludrede, og denne Mand sad ved Vinduet, glad over at kunne glæde hendes lille Pige, medens han fortalte et og andet nyt fra Banken eller Kaféen, eller ogsaa snakkede om gamle Dage. Han var vokset op som lille Dreng her i Voldkvarteret lige tæt oppe ved Gammeltorv, og efter Bedstefaderens Død var han kommen i Huset hos en Kommunelærer, der boede i Larslejstræde, hvor Stiftelsen med de smaa Ruder sprang frem midt ud paa Fortovet og den høje, grønne Vold laa lige for Enden af Gaden. Men siden hen i Livet havde det jo ikke altid været ham muligt at finde noget, der passede med hans Midler, netop her i Kvarteret, derfor var han nu saa glad, det var næsten, ligesom han var kommen hjem igen!

Som hun sad dér, Fru Redsted, med sit Helligdagshaandarbejde og lyttede til hans Stemme og Barnets Smaapludren, kunde hun helt blive opfyldt af Taknemmelighed over, at denne fremmede Mand befandt sig saa vel hos hende, ganske alene i Verden som han var; men i det samme kunde der gribe hende en saa pinagtig Længsel efter hendes egen Mand, saa at Øjnene løb i Vand. Det forstod hun dog altid at skjule for Brodersen, og hun pudsede blot sin Næse. Han sad saa veltilfreds dér og skulde jo da heller ikke have noget at vide om, hvad der saadan kunde falde hende ind at tænke. Og saa desuden, lidt efter kom denne milde, hyggelige Fred med Mindelser fra Kirkegangen atter over hende ....

Det er en dejlig Roman, sagde hun saadan en Søndag, den, der staar nu i Nationaltidende.

Brodersen læste den ikke. Det var det eneste, han ikke læste i hele Bladet.

Nej, Herrer, de læser vel ikke saadan Romaner. Fader havde aldrig Tid til det, og min Mand, han har saa tit gjort Nar ad mig for det.

Naa, hvorfor skulde man nu gøre Nar ad det? Jeg vil for Resten gerne læse den Roman, det er jo hurtig gjort om Aftenen.

Ja, saa kunde vi tale sammen om den - Aa nej, afbrød hun sig selv, De bryder Dem vist slet ikke om at læse Romaner.

Jo, jeg har da læst flere.

Brodersen anstrengte sig forgæves for at huske, hvad det var for nogle; men flere var det da.

Og det er naturligvis ogsaa meget rigtigt, sagde hun, man skal læse, hvad der er sandt; det er det bedste. Men De kan nok forstaa, naar jeg saadan sidder med mit Arbejde til daglig for Broderimagasinet, og lille

151

Henny er hos Eslöfs, saa tænker man saa meget, og saa fortsætter jeg altid Romanerne, jeg læser; De forstaar nok, inden de er sluttede. Det gjorde jeg ogsaa hjemme, som ung Pige, og det var tit meget bedre, syntes jeg, saadan som jeg lavede det, end som det virkelig blev i Romanen. Aa, det er saa dejligt, naar man sidder alene, at lade Tankerne saadan rigtig fantasere. - Men det forstaar De vist slet ikke?

Jo, sagde Brodersen hurtigt, det gør jeg dog nok. Det forstaar jeg meget godt. Det gør jeg virkelig. Jeg skal skam læse den Roman.

Ja, De kan faa den hos mig. Jeg fik jo Lov til at klippe dem ud og har gemt dem allesammen. Men hør, saa lover De mig, at De ikke siger det til min Mand, naar han kommer, for han har gjort saa forfærdelig Nar ad mig med mine Romaner.

Nej, det skulde Brodersen ganske sikkert love.

Hvornaar kommer for Resten Hr. Redsted?

Aa - hun rejste sig op og gik et Par Skridt hen over Gulvet - Gud ske Lov og Tak, han kommer paa Onsdag eller Torsdag i denne Uge og bliver Julen over til ind i Januar.

Som jeg har længtes efter min Mand! sagde hun stærkt.

152

Om Onsdagen, da Brodersen kom hjem, sàa han til sin Forbau-selse, at hans Nationaltidende ikke stak i Kassen, og idet han traadte ind i Stuen, kunde han inde fra Lejligheden skelne en mandlig Stemme. Saa var det sikkert Hr. Redsted, der allerede var kommen. Det forekom ham egentlig saa underligt, skønt det var helt naturligt og ikke andet, end hvad han havde vidst, der vilde hænde.

Brodersen spiste til Aften. Men endnu inden han havde faaet sat Tingene hen igen, bankede det paa hans Dør.

Hr. Redsted traadte ind med Nationaltidende i Haanden.

Det slog Brodersen, at saa ungdommelig havde han egentlig ikke tænkt sig Manden, med stort, blondt, kruset Haar, røde Kinder og tykt, hængende Overskæg, som han med lange Haandbevægelser strøg nedad. Han maatte jo være mere end en halv Snes Aar yngre end Brodersen.

Maa jeg tillade mig at forestille mig som Manden i Huset! Min Kone gav mig en slem Overhaling, fordi jeg var saa fræk at snuppe Deres Avis ud af Kassen, hojstærede. Men De var jo ikke hjemme, og der var noget, jeg saa Pokkers gerne vilde se i Bladet, saa -

Ja, Gudbevares, sagde Brodersen, det spiller saamænd ikke mindste Rolle. Vil De ikke træde nærmere - og han strakte Haanden frem.

Tak, tacker saa mycket; maa jeg trykke Deres meget ærede af Dags Dato, som en af vores gamle Rejseonkler plejer at sige. Naa, et Spøg, et andet Sludder; jeg haaber, De befinder Dem vel her i Familjen?

Ja, det gør jeg rigt -

Saa bankede det igen paa Døren, men sagte. Det var Fru Redsted.

Ja, De undskylder, Hr. Brodersen, sagde hun, men sàa straks hen paa Manden og gik over til ham. Min Mand er saa utaalmodig og vil aldrig vente - hun tog Redsted under Armen og blev staaende saale-des, tæt op ad ham. Broderen lagde Mærke til, hun havde saadan et pænt, nyt, broderet Forklæde paa over Kjolen.

Og jeg vilde jo netop sammen med dig gøre Besøg hos Hr. Brodersen,

153

sagde hun op imod Manden. Synes du ellers ikke, Kristian, der er bleven pænt herinde?

Havde De egentlig tænkt Dem, min Mand sàa saadan ud? vendte hun sig uden at oppebie Svar og pludseligt mod Brodersen.

Han var noget i Forlegenhed med, hvad han skulde svare.

Nej, De havde naturligvis ikke tænkt Dem, min Kone havde taget saadan en Røver. Jeg har ellers været godt nok underrettet om, hvordan De sàa ud, Hr. Brodersen, for min Kone skrev -

Nej, véd du hvad - Fy, det vil jeg virkelig ikke have, du skal fortælle.

Diskretion, Ehrensache! Færdig med fire og fyrre. De ser, Hr. Brodersen, naar en Kone tager Kommandoen, har vi stakkels Ægtepetere ikke andet at gøre end at lystre, træde af paa Tælling, ligesom i Tjenesten.

Ja, du har det vist rigtig drøjt, du, stygge Mand - hun lænede sig let ind til ham - du skulde hellere huske, hvad det var, du kom og skulde sige.

Ja, Død og Pine. Jo, min Kone og jeg vilde gerne spørge, om De ikke vilde gøre os den Ære og Fornøjelse m. m. p. p. at drikke deres Toddy i Aften inde hos os i Stedet for paa Deres Stambule.

Aa, du bruger saadan rædsomme Ord, Kristian! Stryg det Haar lidt bort fra Panden, det ser saa grimt ud, umandigt - Og saa vil De nok, Hr. Brodersen, drikke Deres Toddy i Aften sammen med min Mand. Det vilde jeg saa gerne have - og min Mand naturligvis ogsaa ....

De gik alle tre ind til Redsteds.

Værsaaartig, højstærede; skal vi ta' og flytte Bordet lige hen under Hængelampen; ja, vi har jo Hængelampe for Barnets Skyld. Det er nu for Resten storartet, men tror De, jeg gør Nar ad Dem, naar jeg siger, jeg har købt den Lampe for to Kroner og fem og halvfjerdsindstyve Øre fra ny af? Den koster tolv Kroner i Forretningen, men forstaar De, alle Stykkerne bliver forskrevet fra Tyskland, og saa samler min gamle Ven, Jakob B. C. Hansen, dem henne paa Graabrødretorv og sælger videre til alle de store handlende. Det er snildt, hva'? Saadan, op med Frederik!

Redsted skubbede Hængelampen saa højt op, den kunde komme. Vi skal jo ikke føre ind i Hovedbøger, Gud være lovet! En Cigar, værsaaartig! Brasilindlæg, Havannadæks. Gør mig den Tjeneste og læg

154

Mærke til, hvordan den Cigar smager Dem. Det er en Cigar, som Røikjær & Co. er ved at arbejde ind i hele Jylland, lidt dyb i Smagen, fyldig paa Tungen, saadan som Jyderne skal have det, dette Københavnerhalm, det er ikke noget for de Folk. Han kan levere den til fem og halvtreds, et tusinde. Det er det glade Vanvid! Saadan en Kvalitet til den Pris! Det er ligefrem Synd for den Cigar, at den skal sælges til den Pris.

Fruen kom ind og bar en Bakke med varmt Vand og Sukker og Glas. Brodersen tænkte, at det var da en nydelig Sølvkande, Vandet var i, saa køn og stor.

Det var briljant, lille Øsse, sagde Redsted, du viser Stykket frem, Husets Stykke.

Hun smilede, tilfreds og glad: Min Mand mener Kanden her, pegede hun.

Jamen, den er jo ogsaa dejlig.

Ja, det har De s'gu Ret i, højstærede, den er dejlig med d. Gammelt, fint Prøvesølv! Nu kan jeg ikke vise Dem Stemplerne for Vandet, men min Kones Bedstefader har haft den og Oldefader med, ikke sandt? Det skal have været en gammel Kande til at hjemmedøbe Børn i. Vorherre maa vide, hvor de gamle Røvere har stjaalet den fra i Fortiden.

Fy, Kristian, det kan jeg ikke lide, du siger. Du skulde hellere spørge Hr. Brodersen, om han vil have Rom eller Kognak, for jeg vilde ikke tage ind, før jeg vidste det.

Uh ja, lille Pigebarn, nu sidder vi vist nydeligt i det, Hr. Brodersen vil naturligvis have Whisky.

Nej, Tak, jeg kan ikke udstaa Whisky.

Hør, véd De hvad, det er mig, der skal takke. Maa jeg trykke Deres meget ærede. De siger, som jeg, Spiritus for sig og Tørvefims for sig. Men for Resten er det jo kolossalt som Whiskyen arbejder sig ind! Ovre i Sverrig slaar den Punchen; der er tjent Formuer her i Skandinavien paa det Sprøjt. - Det var rigtigt, Øsse; det er en Kognak fra Potin i Paris; den er overladt mig af en Kollega. Kom nu her, Hr. Brodersen, og lad mig hjemmedøbe Dem en lille Toddy. De har Sukker?

Redsted hældte Vand af Kanden og Kognak til.

Brodersen fandt, det blev næsten lidt for rigeligt med Kognak.

Nej, bare rolig med de smaa Heste, den bliver ikke for stærk, for vi

155

skal begynde med at drikke min Kones Skaal. Hun foretrækker nu Hækletøjet for Drikkevarerne. Velgaaende, Øsse!

Herrerne drak.

Det er dejligt at komme hjem til dig, Øsse. Det ved Gud, det er. Ja, De véd nok, Hr. Brodersen, kært Barn har mange Navne, og Fanden har de fleste. Øsse, hun hedder egentlig Eugénie; det er efter Kejserinden af Frankrig. Men der var ingen Lykke ved det, for to Maaneder efter jog de hende væk, det Rak derovre.

Brodersen nippede igen til Toddyen; den var meget god: Jeg har for Resten tit tænkt paa, hvad Fru Redsted egentlig hed til Fornavn.

Og De har naturligvis troet noget helt andet, sagde hun.

Ja, jeg véd ikke; det er saa underligt, men jeg tænkte en Dag maaske Klara.

Redsted lo: Klara, ha, ha! Oh, Klara, hvorfor rødmer du bag Folkets Avis, eller Berlingeren, hvad det nu var i de Dage. Nej, véd De hvad: Klara -

Ja, det synes jeg da ellers er saadan et kønt Navn, sagde Brodersen.

Fru Redsted sàa fra sit lille Hækletøj over paa Brodersen: Ja, det finder jeg med, sagde hun. Nu skulde du drikke med Hr. Brodersen, Kristian, og takke ham, fordi han er saadan en rar logerende.

Du griber hele Tiden paa en meget ubehagelig Maade ind i min Næringsvej, Øsse; det skulde jeg jo lige til at have sagt.

Han løftede Glasset: Maa jeg tillade mig at udtrykke min Glæde, Hr. Brodersen, over gjorte ærede Bekendtskab og paa Hustrus og egne Vegne takke for behagelig Imødekommenhed, som vil blive besvaret efter bedste Evne.

Ja, det vil den, tilføjede Fruen.

Der blev skaalet.

Lad mig nippe lidt med af dit Glas, for at jeg ogsaa kan drikke med Hr. Brodersen.

Du kunde saamænd godt lave dig en lille Gibernakker ogsaa, Øsse.

Nej, véd du hvad, det vil jeg virkelig ikke.

Jamen saa tag og spis nogen af de Chokoladerjeg havde til dig; jeg kan skam ikke lide, du sidder saadan med tør Mund, naar vi andre er gemytlige. De var jo saa rare, sagde du, de Chokolader, da du smagte paa dem.

Jo, men de skal gemmes.

Redsted strøg sig, helt ærgerlig, flere Gange ned ad det lange

156

Mundskæg; men saa rejste Fruen sig hurtig, gik hen og tog den hele Æske med Chokoladegodterne.

Det var for Resten ikke rigtigt heller, at jeg ikke vilde spise af dem. For det er jo saa pænt af dig, at du har tænkt paa mig med dem - kære Kristian!

Hun gav ham et let Kys paa Kinden: Jeg vilde blot gemme de fleste af dem til Julegodterne. Saa skal baade du og Henny og jeg spise af dem.

Talen kom nu ind paa den forestaaende Jul. Det var Fru Redsteds Mening at faa Lov til at pynte et lille Juletræ til Henny oppe hos Familjen ovenpaa, som de jo ellers ikke omgikkes, for nede hos Eslöfs var Barnet selv evig og altid; om Aftenen skulde Træet da hentes i sin Potte og staa paa Bordet henne foran Spejlet, saa Lyset kunde skinne ind deri.

Javel, sagde Redsted, det kan blive storartet. Reklamespejl! Gammelt Butiksfif!

Men Brodersen fandt da rigtignok, at Henny skulde have et ordentligt, stort Juletræ, fra Gulvet til Loftet, og det skulde pyntes og staa inde i hans Stue; dér kunde Fru Redsted saa roligt gaa og lave det altsammen i Orden.

Hvor det var pænt tænkt af ham, mente Fru Redsted, forfærdelig pænt; om det virkelig ikke generede? Men saa var jo ogsaa et stort Juletræ meget dyrere, ikke saa meget for Træet, men for alt det, der skulde paa.

Naa, lille Øsse; nu, vi tjener svært paa vores kære Lejer, saa la' rulle Marie! Vi gaar ned ved Havnen, jeg har en Forbindelse; der kommer flere og flere svenske Juletræer hvert Aar. Det er ligefrem bleven en stor Artikel.

Fru Redsted var forfærdelig glad, over at de virkelig skulde have et rigtig stort, smukt Juletræ, med en Mængde Lys.

Ja, og jeg skal klippe Masser af kulørte Ting, sagde Brodersen. Desværre kan jeg ikke selv være med om Aftenen, for saa er jeg altid hos min eneste Familje nu her i Byen, min gamle Tante.

Jamen det var dog kedeligt. Forfærdelig kedeligt, gentog Fru Redsted flere Gange.

Jo, men De kan jo nok, Hr. Brodersen, komme lidt tidlig hjem, naar De har faaet lagt den gamle Dame ned til Varmedunken. Vi kan

157

skam ikke undvære Dem; vi regner Dem allerede helt med til Familjen. Det ender med, at Øsse og jeg gaar hen og adopterer Dem.

Aa, du er for gal, Kristian, med alt det du siger; du skulde skamme dig!

Hun sàa beundrende op paa Manden. Brodersen rystede paa Hovedet og slog ud for sig med Haanden. Og de lo, alle tre.

158

Dagen før Juleaften vilde Jørgensen gøre et sidste Forsøg paa at faa den unge, administrerende Direktør i Banken til at gaa ind paa en Forandring af Skranken, som Kassereren længe havde foreslaaet, men stadig mødt Indvendinger imod.

Skal det gøres, skulde det jo være nu i Helligdagene, sagde han, og hva', Herregud, det unge Menneskes Forstand lader jo snarere til at tage af med Aarene end omvendt, saa det kan saamænd ikke nytte at opsætte det længere ....

Efter et langt Ophold inde i Direktionsværelset, kom Jørgensen ud, meget varm, kunde hele Personalet se, uagtet han var ganske bleg, kun med nogle stærke, røde Pletter i Kinderne. Han sagde slet ingenting, gik blot straks til sit Arbejde.

Brodersen tænkte, at der blev vist dygtigt at skælde ud paa, naar de gik fra Banken; han undrede sig blot over, at Jørgensen ikke allerede forinden kom hen til Bogholderens Pult for at give lidt ondt af sig.

Men Kassereren sagde ikke det mindste, blev kun, med hver Time der gik, mere og mere blussende ophedet og tilsidst helt rød i Ansigtet; han tørrede sin Pande, den ene Gang efter den anden.

Da Klokken var tre, og der blev lukket, sagde han blot til Brodersen: Jeg føler mig ikke vel.

Lad nu være at ærgre Dem saa meget, mente den anden, hvad der saa er bleven sagt eller ikke sagt. Det har De ikke godt af Husk paa, De er ikke stærk.

Næ, naturligvis. Sprællemænd og Vigtigpraase, de forstaar sig jo paa Sagerne, og en anden, der gør Arbejdet, man har naturligvis ikke Begreb om, hvordan det skal ordnes paa en praktisk Maade. Det er jo nemlig ikke efter System Ebeltoft, det, man foreslaar, eller ogsaa à la Kancelibygningen med Etatsraadskasserere og et ærbødigt ventende Publikum. - Gud Fader bevares, Brodersen, at man nogen Sinde tog fra sin Plads i Tyskland, hvor man dog levede imellem Forretningsfolk!

159

...Den næste Morgen mødte Brodersen, paa Vejen til Banken Jørgensens tiaarige Datter. Hun kom med Sygemelding fra Faderen.

Bogholderen trak Øjenbrynene lidt til Vejrs: Hm! Ligger han? Er han bleven rigtig syg?

Ja, Fa'er har spyttet Blod igen; han ligger med Is i Munden. Det er Mo'er, der har skrevet Brevet. For Fa'er vilde have, det skulde være skriftligt.

Hør, min lille Pige, gaa et Øjeblik med ind i Banken, jeg vil bare give dig et Par Linjer hjem til Mo'er.

Og han skrev:

Højstærede Fru Jørgensen! I Besiddelse af Deres ærede Sygemelding af Dags Dato, som jeg skal overgive Direktøren, tillader jeg mig at udtale min levende Beklagelse af Deres Mands Sygdom. Forhaabentlig vil den sikkert vise sig at være af rent forbigaaende Natur. Jeg beder ham hilset mange Gange, samtidig med at jeg overfor Dem udtrykker Ønsket om en efter Omstændighederne dog velsignet Fest. I Morgen, første Helligdag, vil jeg tillade mig at se ud til ham.

Deres med Højagtelse ærbødige
Brodersen.

Gud skal vide, om det ikke bliver farligt, denne Gang, tænkte han, da han gav Pigebarnet Brevet; Terminen havde taget saa stærkt paa Jørgensen i Aar.

Det samme sagde han til Direktøren.

Ja, kære Hr. Brodersen, sagde den unge elegant paaklædte Herre, det vilde selvfølgelig gøre mig ondt. Hr. Jørgensen har jo nok af og til maattet forsømme paa Grund af Svagelighed; paa den anden Side har han virket i Banken fra dens Stiftelse og er en omhyggelig og paalidelig Kasserer. Men jeg tilstaar, at hans Optræden hyppigt er forekommet mig mindre behagelig. I Gaar, i Anledning af dette forlængst uddebatterede Spørgsmaal om Forandring af Skranken, optraadte han paa en baade højst uelskværdig og - jeg tør sige - tillige upassende Maade. -

Jo, Hr. Direktør, det vil jeg saa gerne tro, men -Jørgensen er værst mod sig selv. Hans Helbred kan heller ikke taale al den Ærgrelse - ja,

160

det vil sige - naturligvis ogsaa hans Opfarenhed Men han mener ikke noget med det; han er et retskaffent Menneske.

Jo, bevares, det anerkender jeg i fuldt Maal; men lidt, om jeg saa maa sige, Kultur, Hr. Brodersen, det er noget, jeg - ogsaa for Bankens Skyld - sætter megen Pris paa hos vore Funktionærer, og da ganske særlig de overordnede. Lidt Kultur, gentog Direktøren og lod en spinkel Blyant, som han havde siddet og vippet med imellem Fingrene, falde ned paa Klatpapiret. - De skal tilbringe Juleaften hos Deres Familje?

Ja, sagde Brodersen. Men jeg haaber nok, jeg kan komme tidligt hjem, føjede han til, uvilkaarligt.

Direktøren betragtede ham lidt forbavset: Jamen hvordan? De er jo ugift.

Jo, men jeg bor hos saadan rare Folk.

Naa, saaledes. Og som De har boet hos længe, kan jeg tænkte.

Ja, sagde Brodersen bare.

Direktøren rejste sig: Saa vil jeg ønske Dem, Hr. Brodersen, en rigtig glædelig Jul.

Tak, Hr. Direktør, i lige Maade.

Der var en lille Pavse, saa sagde Brodersen, mens han var ved at trække sig tilbage imod Døren: Maatte jeg ogsaa tillade mig i Morgen, naar jeg gaar ud til Jørgensen, at bringe ham en Hilsen fra Direktøren?

Ja, det véd jeg s'gu ikke rigtig hvad jeg skal sige til. - Men enfin, meinetwegen, jeg lader ikke Solen gaa ned over min Vrede. Vil De ønske ham en god Bedring!

Da Brodersen kom hjem fra Banken, stod Juletræet, halvt pyntet, inde i hans Stue, men Fru Redsted var der ikke. Det havde han egentlig sikkert ventet, for det var jo ikke saa meget længe endnu, man kunde se ved Dagens Lys; og gaa omkring ved Lampe og pynte, det var dog ikke saa rart.

Han gav sig imidlertid roligt til at gøre nogle kulørte Smaating færdige, som skulde hænges op med, men standsede midt i Arbejdet, for det var dog besynderligt, at han ikke hørte en Lyd fra hele Lejligheden.

Brodersen bankede paa Døren derind til. Ikke noget Svar. Endnu en Gang. Heller ikke noget.

161

Omsider lød der Skridt paa Trappen. Han kunde ikke bare sig, men lukkede op fra sin Stue ud til Gangen.

Det var Fru Redsted i Hat og Kaabe og lidt forpustet.

Ja, det er sandt, Træet! sagde hun straks uden egentlig at sige God Dag. Jeg kommer lige paa Øjeblikket ind til Dem, Hr. Brodersen.

Men det varede noget, og da hun endelig kom og tog fat, kunde Brodersen godt mærke, at hun ikke var saadan glad som i Gaar, da de, alle tre, Manden og hun og Brodersen, havde rejst Træet og begyndt at lave det til.

Er Deres Mand ude? spurgte han venligt.

Ja, Redsted hjalp mig noget med Træet, men saa maatte han gaa. Der var en Ven, han havde lovet at komme et Øjeblik op til. Og saa gik jeg en lille Tur - jeg mener, der var jo naturligvis ogsaa noget, som jeg havde at besørge. -

Lidt efter spurgte hun: Har De mange Venner, Hr. Brodersen?

Nej, jeg har saamænd ikke nogen. Det vil sige, naturligvis Jørgensen, ham holder jeg jo meget af, og Jonas og de andre, vi er jo ogsaa rigtig gode Venner, men saadan -

Ja, mener De rigtige Venner, Venner for Livet, spurgte hun hurtigt, det har min Mand saamænd heller ikke, men De forstaar nok, min Mand, som Rejsende, han lærer jo saa forfærdelig mange Mennesker at kende -

Deres Mand kommer nok snart hjem igen, sagde Brodersen beroligende.

Ja, det er saamænd ikke derfor - det mente jeg heller ikke, vi faar ogsaa Træet gjort meget hurtigere færdigt, naar han ikke er med, for han skal prøve alting saa mange Gange og lave om paa det.

Hun gjorde det lille, raske Tag med Hovedet op efter, som Brodersen allerede kendte godt, og benede op paa den korte Trappestige: Vil De række mig!

Brodersen stod og rakte, og hun hængte ud paa Grenene; han maatte somme Tider gaa til højre eller venstre for at se, om Tingene var kommen til at hænge pænt.

Paa en Gang lagde han Mærke til, at der løb Taarer ned ad hendes Kinder, men han hørte hende ikke græde, og havde heller ikke kunnet sporet noget i hendes Stemme.

Han stod ganske stille. Øjnene omsluttede hele hendes Skikkelse, som hun stod deroppe paa Trappestigens øverste Trin, saa spinkel og lille, syntes han paa en Gang.

162

Ræk mig mere! sagde hun. Men forinden havde Brodersen set hendes hastige Bevægelse, deroppe imellem de grønne Grene, med Bagen af Hænderne mod Kinderne, for at tørre Taarerne af.

Og i Stedet for at række hende noget, kom han til at gribe hendes udstrakte højre Haand, som virkelig føltes fugtig.

De maa ikke græde, sagde han. - Kære Fru Redsted, varede det lidt, inden han fik frem.

En Smule vaklende stod hun endnu et Øjeblik deroppe paa Stigen, saa gik hun ned ad Trinene, lige over til Brodersens store Lænestol og satte sig. Dér brast hun i Graad, med Hænderne for sine Øjne.

Han stod midt ude paa Gulvet, forvirret, halvt ulykkelig. Røre ved hende turde han ikke, og syntes han ogsaa var saa underligt. Og tale til hende - hvad skulde han sige? Hvad skulde han i det hele taget gøre?

Han stod noget, gav sig raadløs til at gaa nogle Skridt og kom hen til det lille Bord. Dér stod Lampen - det var ogsaa næsten ved at blive mørkt. Han tændte den omhyggeligt og rullede Gardinerne ned for alle Vinduerne.

Da han kom tilbage fra det sidste Fag, havde hun rejst sig. Øjnene missede lidt mod Lyset, hun førte endnu engang Lommetørklædet op til dem.

Undskyld, Hr. Brodersen, sagde hun, at jeg har baaret mig saadan ad. Det, som er gaaet mig imod i Dag, er Ting, som jeg, sidst af alt i Verden, skal lade nogen anden mærke noget om.

Brodersen fik ved hendes Ord en underlig Følelse af at være tilovers.

De maa ikke være vred paa mig.

Han rystede blot paa Hovedet, med Øjnene stadig ved hende.

Og De hjælper mig nok med at faa pyntet Træet færdigt.

Brodersen følte sig helt lettet, da Fruen lidt efter lyttede og sagde: Der kommer min Mand.

Redsted traadte ind, med en stor Pakke under Armen. Brodersen kunde mærke, han lugtede let af Portvin, men trykkede glad hans Haand.

Det var da rart, at De kom, udbrød han oprigtigt.

Den anden var i godt Lune over den venlige Modtagelse: Hr. Brodersen, jeg har tilladt mig at købe en ganske beskeden Gave til Dem, naar vi har den Fornøjelse at se Dem siden, efter at De har gæstet Familjens

163

Kødgryder. Her kommer jeg i det hele taget med det sidste Pulver - og han viste sin Pakke frem - kære, lille Øsse, der er ogsaa en sidste Bagatel til dig, min Ven, og til lille Henny. Nu gør vi Træet færdig i en Gesvindighed og faar et rigtig godt Humør paa. Herregud, det er jo da kun Juleaften én Gang om Aaret. Ikke sandt, lille Øsse! -

164

Juletræet var bleven færdigt saa sent, at Brodersen maatte skynde sig alt det, han kunde, for at naa i Tide ud til sin Tante paa Kristianshavn. Der blæste en skarp og smeldende Vind, som fik alt hvad der var en Smule løst og bevægeligt paa Husene til at dirre; en fejende Snebyge førte den for en kort Tid med sig. Butikerne havde alle aabent og oplyst endnu, men der saas kun faa Mennesker paa Fortovene, og de, der var, gik hurtigt.

Brodersen følte sig lidt ærgerlig til Mode, over at han i det hele taget skulde ud i saadan et Vejr, og saa var der nede ved Kristiansborg Slotsruin ingen Sporvogn at faa fat i, og det, der var hændet hjemme, vilde han slet ikke tænke paa, fordi det forekom ham underlig ubehageligt.

Men ude hos Tanten var der velsignet varmt og en dejlig Lugt, som mindede ham om hans Barndom. Der blev spist Gaasesteg og drukket Punch til, og bagefter spillede Brodersen Halvøres Whist med Tanten, hendes gamle Veninde, Enken Termansen, født Dorschæus, og den endnu ældre Hr. Dorschæus.

Klokken ti kom Droskekusken Kristen Hansen og hentede de to Sødskende, som boede sammen langt ude ad Amagerbro, i et af de gamle Huse med Have til, hvoraf der endnu stod nogle Stykker.

Brodersen gik den anden Vej, ind mod Byen. Da han var naaet over Knippelsbro, tænkte han, at med den Gang kunde han være hjemme allerede et Kvarter over ti - men stoppede saa pludseligt op og gik uvilkaarligt en Omvej ned mod Langebro, langs med Havnen.

Blæsten havde lagt sig, en storfnugget Tøsne faldt nu næsten lige ned fra oven, flimrede i Skæret af en Lygte eller en Skibslanterne og blev til et grødet Sjap. Godt var det, man havde sine nyforsaalede, dobbeltbundede Støvler paa! Ved Bolværkerne var der Lys at skimte i nogle af Sejlskibskabysserne, og fra en af dem steg en skarp, lys Røg i Vejret; længere oppe, i Nærheden af Langebro, ragede det høje, mørke Skrog af en Damper frem, med Lys bag Koøjerne, og der lød høj Tale og Harmonikamusik; det maatte være en af de engelske

165

Kuldampere - i den Roman fra Avisen, som Brodersen var begyndt at læse, var der Tale om en engelsk Fragtdamper, og den unge Mand stod paa dens Dæk, mens Sneen faldt, og det store Skib gled ned ad Millionbyens mægtige Strøm, eller hvordan det nu var - om nu Fru Redsted fik Ret i, at det vilde gaa i Romanen saadan, som hun havde tænkt sig det? -

Brodersen drejede om nede ved det store, ganske mørke Bryghus. Nu maatte han hjem, det var Synd at lade dem vente, begge to; de havde sagt, at der var Foræringer til ham med; det var næsten altfor venligt ....

Han blev modtaget af glade Ansigter, men fik Skænd.

Der har s'gu været unge Piger hos Tanten, sagde Redsted.

Fru Redsted sàa veltilfreds og lykkelig ud: Ja, hvorfor skulde der ikke kunne have været det? Hr. Brodersen er jo da en ung Mand endnu.

Jamen ikke, saa det gør noget, mente Redsted; ja, det vil sige, Gudbevares, om Forladelse, Hr. Brodersen, fordi man er lidt op i fyrrerne, der er s'gu ikke noget forsømt endnu. Gamle Drackenberg oppe i Norge, han giftede sig fjerde Gang, da han var hundrede og seks og fyrre, men han var jo naturligvis i Øvelsen.

Fru Redsted tjattede sin Mand over Fingrene. Brodersen sad og tænkte kun paa, at Fru Redsted var saa aldeles forvandlet fra før -med den smilende Mund og røde Kinder og glade Øjne.

Aa, sagde hun, som lille Henny var lykkelig! Det var en stor Synd, De ikke sàa det, De, som er saa god imod hende.

Ja, og jeg har spillet Avekat for hende hele Aftenen igennem; de ku' s'gu engagere mig i Morgen, den Dag til zoologisk Have i Stedet for Abeparadiset; der skulde nok komme Folk.

Kristian har været sød, sagde Fru Redsted Og her er Foræringerne.

Der blev lagt to smaa Pakker foran Brodersen. Fra Redsted var der et Cigarrør, hulet ud af et Gaaseben, som var poleret og gjort fint.

En gammel Idé, forstaar De, kære, men fikset op, gjort chic, bragt ud som Artikel af en af mine Venner; dygtig, lille Fyr! Jeg vil sige Dem, nu kan De ryge af det og et halvt Aar til, saa maa De smide det i Brokkassen. For saa gaar alle Bondekarlene i hele Danmark, Norge og Sverrig med Kolonier og Bilande omkring med Gaasebens Cigarrør. Det er ingenting, det er en Bagatel, det er noget Juks, men det er en Idé, derfor er det morsomt.

166

Og De lukker slet ikke op for min Gave, Hr. Brodersen? spurgte Fruen.

Jo, bevares vel; nu skal jeg straks -

Hun trykkede sin Mand i Haanden og beholdt den: Det er din Skyld med alt dit Vrøvleri.

Brodersen maatte et Øjeblik med Øjnene følge hendes Bevægelse, saa pakkede han en lille Fløjels Mappe ud.

Ja, jeg havde jo ikke Tid til selv at arbejde noget, men saa købte jeg den. Den er til at gemme Føljetongerne i.

Ja, det er ligegodt den stiveste, jeg har hørt i denne Konges Tid, at Øsse har faaet Dem til at læse Føljetongen. Hun kunde jo alligevel ikke lade være at fortælle mig det. Jeg vil nok sige: Bleg, slank og mager stod den unge Don Johan i et Hjørne af Balsalen -

Saa dumpede det Brodersen ud af Munden: Ja, jeg læser den saamænd ikke saa meget for de Historiers Skyld.

Nej, sagde Fru Redsted, Hr. Brodersen, han er saa pæn, han læser den for min Skyld ....

Siden var de, alle tre, inde at se Barnet ligge at sove, med Dynen halvt skudt af sig og det lille Ansigt vendt lige i Vejret. Den nye Dukke laa ved Siden af hende, og et af Brodersens kunstfærdige, kulørte Papirsnet havde hun krammet ind i Haanden; Moderen kunde ikke faa hendes smaa Fingre vristet ud deraf Saa maatte Nettet sammen med Haanden ned under Dynen.

Hvor man elsker saadan en Unge! sagde Fru Redsted og stak Armen ind under Mandens.

Ja, sagde han, de er s'gu sjove.

Jeg tror nu ogsaa, Henny er et ualmindelig rart lille Barn, mente Brodersen.

Hr. Brodersen, De er ikke blot i al Ualmindelighed, men overfor Forældre i Særdeleshed en ganske overordentlig gangbar logerende ....

Klokken var saa mange, at Fruen tænkte paa at gaa til Ro.

Det har været en dejlig Juleaften; men vi skal jo ud i Morgen.

Brodersen vilde sige Godnat.

Nej, sagde Redsted, med Deres Tilladelse, saa trækker vi lidt ind til Dem, jeg mener De og jeg, og lukker op for Tobaksrøgen herinde. Og saa tager vi en ganske lille fin halv Toddy, bare saa længe du gør dig i Stand, Øsse.

167

Jamen heller ikke længere, hører du, Kristian.

Et Kvartér, og ikke en Tomme længere. Amager!

Redsted gjorde Taget op mod Halsen, som om Hovedet skulde hugges af ham ude paa Amager.

Fruen vilde da saa i hvert Fald bære Toddyerne ind for Herrerne.

Det slukkede Juletræ stod midt paa Gulvet inde i Brodersens Værelse, Lampen fik Plads paa Skrivebordet, Bakken med Glassene blev sat paa det sammenslaaede Spillebord, der blev trukket hen til Chaiselonguen.

Det er lidt paa Feltfod; det er netop gemytligt, sagde Redsted.

Fruen og Brodersen sagde Godnat til hinanden og Tak for i Aften. Redsted stod henne og lavede Toddy til, men da hans Kone vel var gaaet, vendte han sig mod Brodersen og sagde: Saadan vendte vi Madam Svendsen!

Hva'beha'er?

Den anden kneb Øjnene sammen: Javel, Hr. Bogholder, De har s'gu lært mer' end at regne med Brøker. Tror De ikke, jeg kunde se paa Dem, da jeg kom hjem i Eftermiddags, at De havde mærket, den stod paa Stormvejr i Familjen. De er en Mand, kære, og jeg har faaet et Satans briljant Indtryk af Dem, og min Kone har en voldsom Tillid til Dem; De maa s'gu hjælpe mig, hvis der skulde komme noget mere paa.

Brodersen sàa i allerhøjeste Grad forbavset paa ham.

Ja, højstærede, jeg kan ikke forklare Dem det i Detalje i Aften, men De kender Livet, og jeg var otte og tyve Aar, da jeg blev gift, og før i Tiden havde jeg blandt andre kendt en, nu er hun Enke, det vil sige, Manden er stukket fra hende, jeg har haft hende boende i Aarhus, etableret i Brødforretning, og i Odense i Blomsterforretning, lige skidt alt sammen, hun har kostet mig Masser af Penge, nu er hun taget til København. Bums, Kakkelovn! Engang, for nogle Aar tilbage, kom der et anonymt Brev til min Kone. Jeg fik klaret den. Jeg løj, som om de vilde skære Halsen over paa mig. Det er man nødt til, man kan jo ligefrem ikke forsvare andet. Hun gik her og var saa lykkelig og vel tilfreds, hun skrev Breve til mig paa seksten Sider ligesom i Forlovelsesdagene, saa har man jo den Pligt at gøre hvad man kan i et hyggeligt Familjeliv, som De nu ogsaa har set her i Aften. Og saa kommer Barnet til! Der er jo ingen Valg, det skal klares, og det blev klaret, men det kneb. Og noget bliver der altid hængende alligevel,

168

Nervøsitet og Djævelskab; Fruentimmer er Fruentimmer. Og saa alle de Pengeudgifter, man har haft, som sagt! Det tager paa Humøret, det ene med det andet, og paa Rejserne, hvor man kommer hen, der er s'gu Bekendte nok og Pigebørn! I Provinserne - de er kommen morderlig med, og i Sverrig og Norge, naada! De kan nok forstaa, under tungsindige Forhold, man skulde ikke gøre det, det er en Fejl, men saa slaar man bagud; vi er allesammen Mennesker. Men det var det, jeg vilde fortælle Dem. Ser De, disse Postbude, de respekterer jo ikke Skygge, at Folk skriver Juleaften i Hjørnet af Brevene, saa der kommer saadan en Reservebonde og leverer et Brev af midt paa Dagen, hvor jeg et Øjeblik ikke er hjemme, med Dameudskrift, forstaar De, til Hr. Kristian H. Redsted - der var, hvad der skulde være, Tak! Gud være lovet og priset, da jeg faar brækket det, og min Kone staar ved Siden af, saa er der ikke skrevet andet deri end Glædelig Jul! men med alle deres forbandede Prikker og Tankestreger nedenunder, Pigebørn. De kan jo nok begribe, at det kogte op i alle de gamle Historier. Hvad der nu ogsaa gaar af saadan et Pigebarn at sende den Sort Ting ind i Huset, eller hvordan det hele hænger sammen; jeg masede jo derhen, men hun var ude. Nu fortæller min Kone mig i Aften, efter at vi er bleven gode Venner, at hun ogsaa var stormet ud og havde rendt rundt paa Gaderne uden at have noget at gøre, ligesom i Romanerne. Gift Dem aldrig, Hr. Brodersen, det er s'gu en vanskelig Branche. Og De maa hjælpe mig som Med-Mandfolk, forstaar De, med at holde Humøret oppe i Konen. Som sagt, hvis der skulde udvikle sig noget videre, haaber jeg paa Støtte efter behagelig nærmere Aftale. Det er jo det, jeg siger, som nu i Aften, efter at jeg havde faaet hende beroliget, og Barnet gjorde jo meget til det, kan man saa tænke sig noget hyggeligere og behageligere? Naturligvis, man bliver jo til et bedre Menneske i Familjelivet, det kan ikke nægtes. Skaal!

Redsted sàa paa Uhret: Kvarteret er s'gu omme. Hun skal ikke vente et Minut over Tiden. Det vilde være stor Synd.

Han rejste sig: Godnat, højstærede, og Tak for i Aften og velvillige Tilsagn! Det er saa behageligt at staa overfor en Mand, man møder med fuld Tillid.

Redsted hilste endnu en Gang med et lille Buk, paa Tærskelen ind til sin egen Stue. Brodersen stod, næsten uden rigtig at have samlet alt det, han havde hørt, og kunde længe ikke lade være at blive ved

169

at se hen imod Døren, hvor igennem Redsted var gaaet bort. Han syntes næsten, som om den skulde blive lukket op igen, og noget nyt og mærkeligt komme ind ad den.

170

Kasserer Jørgensen boede ude i en af Sidegaderne til Vesterbro, af dem, der gaar ned mod Kalvebodstrand. Juledag, ved Middagstide, var Brodersen paa Vej ud til ham.

Bogholderen havde, som han altid plejede det første Helligdag, været henne at høre den Præst, der havde konfirmeret ham, og i Kirken anstrengte han sig for at følge hvert Ord meget nøje og opmærksomt. Men under Bønnen for Kongehuset, og da Præsten sagde Ordene: skærme og bevare, var han igen kommen til at tænke paa Fru Redsted og alt det mærkelige, der var hændet i Gaar, og at hun dog for alt i Verden ikke maatte faa nogen Anelse om hvad Redsted havde fortalt, om saa Brodersen skulde lyve lige saa galt som Manden selv - naar de var to om det, skulde de vel nok kunne faa gjort hende tryg - og lykkelig som om Aftenen - Brodersen mindedes det glade Smil, hvormed hun havde takket Manden, fordi hun skulde have en Fjerdedel af Brodersens Leje til sin egen lille private Kasse - hun havde vist gaaet meget igennem med Penge og var dog saa økonomisk og vant til at vende og dreje paa Skillingen, lige fra Barndommen af, som hun havde fortalt ham det, inden Redsted kom fra Rejse - saa hyggeligt og hjemligt for Brodersen at høre om, for saaledes var jo ogsaa hele hans Liv gaaet, fra Barndommen igennem Ungdommen og lige til nu, hvor han kunde lægge pæne Summer hen hvert Aar. -Heldigvis, hvis det skulde blive nødvendigt at hjælpe lidt til for hende, saa havde han Raad til at lægge paa Lejen ...

Salmesangen havde lydt omkring ham, velgørende og højtidelig, da han traadte ud af Kirken, var det straalende klart Vejr. Det havde ogsaa i Aar været en ualmindelig smuk December, fint, let Frostvejr, egentlig lige fra den Dag af, da han var flyttet ind til Redsteds. Hvor det dog i Grunden var mærkeligt at tænke sig, det kun var en Maaned siden! Han syntes næsten, det kunde være ligesom flere Aar..

Naa, han maatte gaa lidt raskere til.

Synd var det, at Jørgensen skulde ligge netop paa en Dag som i Dag, hvor det var ganske stille; ellers hørte Brodersen ham altid skelde

171

og smelde over den evindelige Vind ude ad Broerne, som nok endte med engang at blæse ham Lungerne ud af Livet og hen ad Brostenene. Brodersen vilde da heller ikke for alt i Verden have boet i saadan en snorlige og bred Rutchbane for Storm og Slud. Saa meget hellere inde i et af den gamle Bys mest indeklemte Kvarterer, dér var dog lunt i hele den raa Tid, krumme og smalle som Gaderne var byggede, om de ogsaa kunde blive noget trykkende og lugte lidt, Sommerdage. Voldkvartéret, hvor Brodersen selv boede, vilde han nu slet ikke tale om, saa hyggeligt som det endnu bestandig var imod disse lange Rader fire Etages Huse, allesammen lige høje og lige brede og med Gadedøren paa det samme Sted, saa man kunde gaa forkert i dem. Jørgensens Hus tog man nu for Resten ikke fejl af, fordi det laa lige overfor det eneste lille, gamle Hus i hele Gaden, en lav, rød, to Etages Bygning, der var Kontor for en Brændselsforretning, som endnu havde en aaben Plads derude. Dér voksede et Par Træer, midt imellem store Kuldynger. Det var Jørgensens Glæde, at han ikke havde fremmede Mennesker lige paa Næsen af sig, som han sagde, men fri Udsigt og lidt grønt om Sommeren ....

Paa Trappen mødte Brodersen Jørgensens ældste lille Datter.

Jeg har været paa Apotheket, Fa'er har det meget bedre.

Naa, men det var da dejligt!

Vi skal have Juletræet tændt inde hos ham i Aften. Det skal staa paa Bordet henne ved Sengen.

Men Fru Jørgensen tog fra den mørke Korridor Brodersen til Side og ind i Dagligstuen modsat dér, hvor Soveværelset laa. Idet de traadte fra Gangen frem i Dagslyset, slog det Brodersen, hvor Konen dog sàa lille og spidsnæset, mager og rødøjet ud.

Hun tog undskyldende med Haanden op til Haaret: Ja, Hr. Brodersen, jeg har jo daarlig haft Tid til at gøre mig rigtig i Stand, jeg har haft saa travlt til Morgen med Børnene, de havde jo faaet noget Legetøj i Gaar, og saa var det at faa dem klædt paa og ud af Huset, for min Mand kan ikke nære sig for deres Spektakel. Det kan virkelig ogsaa gøre helt ondt i Hovedet.

Fru Jørgensen tog sig atter, træt, op til Panden: Aa, Hr. Brodersen, bare jeg faar Lov til at beholde ham denne Gang!

Stemmen var ganske sagte, Øjnene blev røde af Vand: Jeg er saa bange.

Lommetørklædet kom frem, medens hun talte videre, besværligt

172

og klumpet: Og saa dette her med Direktøren! Aa, naar jeg tænker paa, at det var min Familje, der fik Jørgensen hjem fra Tyskland, saa han kom ind i Banken!

Ja, hvad vil det sige med Direktøren?

Direktøren har jo sagt min Mand op iforgaars.

Hvad for noget?

Ja, det vil sige, hvis min Mand ikke Dagen efter gjorde ham en ligefrem Undskyldning. Men det gør Jørgensen aldrig, for han har Ret med den Skranke, det har han.

Brodersen stod lidt og betænkte sig. Fru Jørgensen, sagde han saa, det kan Direktøren ikke have ment noget med. Det skal jeg garantere Dem. Jeg har ogsaa netop en Hilsen fra ham til Deres Mand.

Nej, men er det sandt? Er det virkelig sandt?

Hun sàa helt tvivlende op paa ham, medens Taarerne løb stærkere og stærkere ned ad hendes Kinder: Aa, saa kan jeg dog maaske faa Lov at beholde ham! For De véd ikke, Hr. Brodersen, han siger ingenting, og han er saa god, alt for god; og det er ikke godt, siger Lægerne, naar syge de bliver saa gode.

Brodersen vilde have sagt noget, men Fru Jørgensen blev hastigt og uroligt ved: Jo, jeg kender ham. Jeg ved nok, hvad han gaar igennem indvendig - han, som er saa ærekær - og saa véd han jo ikke, hvad der skal blive af os andre - og han holder saa meget af os. -

Fru Jørgensen kom til at hulke og var lige ved at støtte sig op til Brodersen, men satte sig saa paa den nærmeste Stol.

Brodersen bøjede sig ned og klappede hende paa Skuldren: Lille Fru Jørgensen, De skal ikke græde saa meget. Deres Mand, han baade beholder sin Stilling, og han kommer sig. Det skal De se.

Hun blev ved at græde og tørre og pudse Næsen: Det var ogsaa en ren Ulykke for ham, at han skulde komme hjem fra Tyskland i den Ferie og lære mig at kende! Jo, det var. Det var ikke noget for saadan en Mand at tage hjem fra Tyskland. Det havde passet meget bedre for ham dér. Aa, De véd ikke, hvor det piner mig.

Men Fru Jørgensen, hvor kan De nu sige saadan noget?

Jo, og saa har de heller ikke al den Blæst i Tyskland. -

Fru Jørgensen rejste sig pludselig op: Aa, jeg syntes, der var nogen; men det var vist ikke andet end Barnet ude i Køkkenet. Der maa hun for Resten ikke være. Hør, Hr. Brodersen, vil De bare vente et lille Øjeblik berinde, min Mand har ikke hørt, De er kommen, fordi

173

Gangdøren stod aaben for den lille, og jeg vilde jo saa gerne snakke lidt med Dem først. Men nu er det rigtignok bedst, at jeg følger Dem ind til ham, for at han ikkeskal mærke noget, og jeg maa jo ogsaa passe saa meget paa, at han ikke ser, jeg gaar og græder; men med koldt Vand, naar man bader Øjnene, det hjælper ...

Da de stilfærdigt traadte sammen ind til Jørgensen, laa han i Sengen med store, aabne Øjne og sàa ud paa sin frie Udsigt gennem Ruden, hvor Gardinet var trukket fra for Solen.

Tak, kære Kollega! - Han trykkede Brodersen i Haanden; Stemmen lød tilsløret og svag. - Jeg maa ikke snakke noget videre, men saa maa De fortælle mig saa meget desto mere.

Ja, sagde Brodersen, en glædelig Jul, det er jo det første.

Som jeg naturligvis glemte at bemærke, sagde Jørgensen med et lille Smil, imedens han sàa op paa Konen og tog hendes Haand, som han beholdt i sin.

Hun havde stillet sig hen ved Hovedgærdet, medens Brodersen sad paa Stolen.

Ja, sagde Bogholderen, saa har jeg naturligvis Hilsener fra os allesammen dernede, først og fremmest fra Direktøren.

Den syge var lige ved at rejse sig op i Sengen, men Konen trykkede ham blødt tilbage i Puderne igen: Ikke bevæge dig, min egen Ven.

Sprællem - var han begyndt. Den administrerende? fortsatte han, og blev ved at se paa Brodersen.

Hør, Thora - der var skudt en hastig Rødme op i Mandens Kinder - gaa ud, blot et Øjeblik; det er Forretninger.

Saasnart Døren havde lukket sig efter Konen, sagde han meget hurtigt: Talte han til Dem om en Undskyldning, jeg skulde gøre ham? For jeg vil sige Dem, jeg kan ikke gøre den; det er umuligt. Og saa er det gement, forstaar De, simpelt hen gement, at true mig med Afsked. Er det mig, han afskediger? Nej, det er dem derinde, min Kone og Børnene.

Stemmen slog over.

Brodersen fik ham til at tie lidt: Vær nu rolig. De bliver helt hed i Kinderne og Øjnene. Direktøren talte slet ikke noget om Afsked. Og det var da pænt af ham at bede mig hilse.

Jørgensen laa lidt med lukkede Øjne og bævende Læber, saa sagde han langsomt og sagte, men med Blikket fast paa Brodersen: Ja, De har Ret. Det var vel nok pænt. Jeg blev heftig. Men jeg skal sige

174

Dem, den Mand har alligevel slaaet mig ihjel - og gjort det med min Kone og mine Børn. - Naa, lad os ikke tale mere om det. Vær saa god, Brodersen, og bed min Kone komme; hun har ingen Anelse om, at det er saa alvorligt med mig, jeg gør jo alt, for at hun ikke skal blive ængstelig, og hun skal heller ikke mærke noget. Men hvis vi to snakker for meget alene, kan hun faa en Mistanke ...

De blev siddende lidt, omkring Sengen, Brodersen, Konen og det ældste Pigebarn, der var fulgt med Moderen ind og havde en Morskabsbog i Haanden.

Det er jo ikke den store jeg gav dig i Gaar, sagde Faderen.

Nej, det er den danske.

Jeg giver altid Børnene tyske Billedbøger med Tekst til Illustrationerne. Den store her er nu allerede saa vidt, at hun fik Campes Robinson.

Ja, og min Mand, han leger paa tysk med Børnene og snakker tysk til dem om Aftenen, og det er jo saa rart, for det er jo et Verdenssprog.

Der gled et glad Smil hen over Jørgensens Ansigt: Min lille Tøs her, hun faar maadelig i tysk Grammatik i Skolen, men hun taler bare ti Gange saa meget tysk som hele Lærerindekollegiet derhenne tilsammen. De skulde høre hende klare rigtig pænt for sig i Sommer, da min gamle Kollega, Kuhne, var heroppe med et Rejseselskab og kom ud til os -

Saadan lærer Børnene tysk, afbrød Konen ham, ængstelig for at Jørgensen skulde begynde at tale for meget og blive ivrig.

Ja, Brodersen, man kan jo ikke gøre stort for dem; men det var da Meningen, de skulde lære i hvert Fald at tale ét Sprog, der gælder udenfor Valby, om Gud vil -

Han vilde have sagt noget mere, men tav.

Jeg tror, De kunde have godt af lidt Ro, sagde Brodersen og rejste sig.

Aa ja, maaske. Tak, fordi De kom.

Nu skal du sove lidt, Henrik Jeg kan godt have Tid til at tage et Haandarbejde og sidde hos dig. Og lille Inger sætter sig saa ogsaa med herinde og læser i sin Robinson. Gaa ind og tag din tyske Robinson, sagde hun til Barnet og gav hende med Albuen et lille Puf i Siden.

175

Anden Juledag skulde Redsteds i Kirke for at høre Fruens Yndlingspræst, og Brodersen fulgte med. Efter Gudstjenesten var de allesammen højtidelig stemte. De gik hen over den stille Kirkeplads, hvor deres egen Gade mundede ud. Hun holdt sin Mand under Armen, Brodersen bar hendes Salmebog sammen med sin egen.

Ja, det maa man indrømme, Øsse, din nye Præst, det er en dygtig Mand i sit Fag.

Han har ogsaa et dejligt Organ, sagde Brodersen.

Aa, sagde hun med straalende Øjne, som han talte om det, naar der ikke længer er Tvivl i ens Sjæl, men kun Kærlighed! - Jeg er saa lykkelig, føjede hun til lidt efter.

Gud ske Lov for det, Øsse, sagde Redsted og tjattede hende venskabeligt hen over Haanden.

Hun sàa op paa ham med et langt og kærligt Blik, Brodersen kom til at tænke, hvor uendelig meget smukkere hun var end Jørgensens Kone.

Det var for Resten ogsaa storartet, sagde Redsted, dengang han talte om disse falske Vidner imod Stefanus og i det hele taget om Vidnesbyrd mod Næsten. Der var mange, der kunde haft godt af den Trøster. Folk, de skal stikke deres Næse ind i alt det, der ikke kommer dem ved.

Ja, man har bragt noget med hjem fra Kirken i Dag, sagde Fruen og sàa glad frem for sig. Du synger ogsaa Salmerne saa pænt, Kristian.

Takker ærbødigst. Ja man har jo endnu et Restparti af en lille Smørtenor.

Min Mand sang så kønt, da vi blev forlovede, forklarede hun Brodersen.

De var nu komne saa vidt, at de øjnede deres Gadedør med Klasselotteriskiltet. Jeg er saa glad, sagde hun, over at vi har Sol paa om Formiddagen. Det vilde ikke være nær saa yndigt at komme hjem fra Kirken, og saa at Solen ikke skinnede ind til os.

176

Hjemme var der lyst og stille. Den lille Formiddagspige, som tjente hos Familjen, var paa Tur med Henny, efter at de havde faaet Mad, inden Forældrene gik i Kirke. Nu dækkede Fru Redsted selv Frokostbord. Mændene sad henne ved Vinduet og sàa til; hun vilde heller ikke have Hjælp af dem med noget.

Det gaar allerbedst, naar jeg blot maa gaa ganske roligt med det selv.

Ja, vi kan vente, sagde Brodersen, med Øjnene ved hende. Over sin nye Kjole havde hun taget et skinnende hvidt Smækforklæde paa med røde Rande. Brodersen havde ofte lagt Mærke til, hvor stilfærdigt hun gik, næsten lydløst; ogsaa nu, med alt det, der skulde paa Bordet, gled hun saa stille ud og ind ad Døren paa Klem.

Hør, Øsse, lad os nu hjælpe dig lidt, blot med at stille saadan rundt paa - Gulvet, om Forladelse Bordet, mener jeg naturligvis.

Nej, men naar jeg nu netop saa forfærdelig gerne vil gøre det altsammen selv.

Det er Huslighed, sagde Redsted beundrende, da hun var vel ude i Køkkenet igen. Det ligefrem morer en at sidde og se paa. Ellers var vi s'gu ogsaa gaaet ind i Deres Stue og havde taget en halv Cigar først, det kunde vi godt have behøvet ovenpaa Kirken -

Samtalen kom nu ind paa, om man burde ryge Tobak før Frokost eller ikke.

Som yngre Menneske, sagde Redsted, dengang jeg røg mange Cigarrør til, saa havde jeg Dampen paa straks om Morgenen. Børstet Tænder, vadsket Ansigt, værsaaartig Blus paa Kvalmepinden! Jeg har da ellers ogsaa en ganske pæn, bitte Samling Cigarrør, som de siger i Jylland. Men jeg maatte holde op. Det blev for dyrt. Nu skal De dog se ligegodt.

Han gik hen og lukkede Chatolklappen op: Saadan et Rør som dette her gaar De alligevel ikke hen og køber, jævnt, fint tilrøget, ravbrunt i Merskumen! Der hører Kunst til at faa det saadan, og det koster. Jeg tør slet ikke give mig til at tænke paa hvad det koster, men saa er det ogsaa et synligt Minde om det svundne. Der er en af P. K. Hansens rejsende, han har mange flere, han har haft Raad til at blive ved, men de er ikke saa smukt tilrøgne, det er Humlen. Se her, hva'? Farve! Jævnhed!

Han lukkede op og i for Fuderalerne, mens Fruen blev ved at gaa frem og tilbage.

177

Her - Redsted ragede langt ind i en af Skufferne - her er et fra Geheimearkivet.

Han sàa med et hurtigt Blik hen imod Døren paa Klem og viste Brodersen et Rør, der var formet som et nøgent Dameben.

I det samme kom Fru Redsted ind fra Køkkenet med det sidste, og Manden knipsede hurtigt Cigarrøretuiet i og skubbede det ind i Skuffen.

Hun tog sit Forklæde af, foldede det sammen paa Stolen henne ved Symaskinen og stod foran dem, lidt varm i Kinderne, med Haaret ved Ørerne ligesom i et lidt fugtigt Purr.

Og du har vist alle dine Cigarrør frem, sagde hun kærligt, saa er du fornøjet.

Hun smilede til ham.

Da hændte der noget, som Brodersen aldrig havde kunnet tænke sig Muligheden af, han blev greben af et pludseligt og fuldkomment Raseri overfor Redsted, der lige havde faaet sit pikante Cigarrør til Side og nu stod dér, smilede igen og sagde: Er du færdig, søde Øsse! -han klappede hende oven i Købet paa Haaret.

Brodersen kunde have grebet hendes Haand, revet hende fra ham og raabt, at den anden ikke gjorde andet end bedrage hende. Det var ham et Øjeblik, som naar man vil tale højt i Søvne, men ikke kan faa Ordene frem.

Men, Hr. Brodersen, vil De slet ikke tage Plads? lød hendes Stemme.

Brodersen blev rød; Redsted sad allerede med Servietten stukket fast i Flippen: Der er jo varmt, kære!

Hurtigt og ivrigt begyndte Brodersen under Maaltidet at fortælle om sit Besøg hos Jørgensens i Gaar. Redsteds var meget interesserede. Fruen havde saa ondt af Konen: Man véd jo slet ikke, hvor godt man har det! Redsted spurgte, om der nu var noget eller blev sikret hende noget fra Banken, hvis Jørgensen skulde falde fra.

Jamen det sørger De nok for, at der bliver, sagde Fru Redsted og nikkede fortrøstningsfuldt over til Brodersen.

Ja, jeg skal gøre alt hvad der paa nogen Maade staar i min Magt, sagde han og følte sig flov. Han ønskede blot, den Frokost snart var forbi ....

Redsted og Kone skulde ud til Familje af sig paa Østerbro, hvor

178

Formiddagspigen allerede havde bragt lille Henny hen, saa det varede ikke længe efter Kaffen, før de begav sig på Vej.

Da Brodersen blev alene, pustede han Cigarstumpen ud af sit Gaasebensrør og ønskede bare, det havde været Aften og han skulde til at klæde sig af og gaa i Seng og sove. Paa Bordet laa de sidste Hefter af det populære Ottendedagsskrift med mange Afbildninger, som han holdt. Der var jo netop noget deri, som han havde glædet sig meget til at læse, en Fremstilling af Kemiens Grundsætninger. Han havde i Skolen holdt saa meget af Kemi. Men havde han nogen Sinde faaet Lov til at lære noget rigtigt deraf? Et halvt Aars Tid havde han læst en Smule, men saa skulde han konfirmeres og kom paa Kontor om Dagen og Handelsskole om Aftenen.

Brodersen lod Bladet synke, som han stod med i Haanden: Kunde man ikke ogsaa blive bitter, eller meget værre, oprørt, rasende, naar man tænkte paa sin Barndom og Ungdom med al dens Sparen og Kniben og Pinen og Holden igen og Passen paa og Arbejden den ene Dag som den anden, til man nu omsider havde faaet det godt og saa var begyndt at blive gammel, snart seks og fyrretyve Aar, elleve Aar ældre end han her, hendes Mand - til hende havde Brodersen netop for nylig, førend Manden var kommen hjem, talt saa godt om sin Barndom her i det gamle Kvarter med de lange Bakker og de høje Trapper op til de grønne Volde; og der havde været saa meget fælles i den Maade, de var opdraget paa, og altid havde de maattet spare, begge to, og - ja, men saa blev hun en ung Pige, og blev gjort af, og kom paa Baller, og hun kunde leve i sine Romaner, som hun sagde, og hun blev gift og - Jørgensen i Banken, som nu laa der og skulde dø, han havde ogsaa Kone og Børn omkring sig, og han havde været ude, i store Forhold ....

Brodersen gik urolig op og ned ad Gulvet, saa tog han pludselig i Døren ind til Redsteds lille Stue; nu lukkede de slet ikke engang mere af mellem hverandre.

Han traadte derind!

Hun havde dækket den pænt betrukne Lænestol til, inden hun gik, ellers stod den endnu, som dengang hun havde siddet i den for lidt siden, det Plydses Tæppe var bredt over Bordet, og midt derpaa stod en Bladplante, som Brodersen havde foræret hende til Julen, Kanariefuglen krattede svagt i smaa Hop fra Stængerne ned til Bunden af Buret og op igen. Væggeuhret fra Schwarzwald tikkede jævnt.

179

Brodersen tog forsigtig Dækket af Lænestolen og satte sig i den. Det Schwarzwalderuhr, med to Gøge, der ved fuldt Slag sprang frem og kukkede, holdt hun saa meget af, hendes Fader havde givet hende det, dengang hun skulde sætte Bo, og om Schwarzwald kunde hun en lang og spændende Roman - Brodersen tænkte paa Nationaltidendes Føljetong, som de jo læste sammen, og skulde snakke om, naar Manden var rejst! Hvis hun saa ikke vilde give sig til at blive bedrøvet, over at Redsted tog bort - sørge! Over ham! Som bedrog hende!

Brodersen rejste sig: Assistent Benthe i Banken havde engang villet laane ham en af disse norske Bøger, de havde skrevet saa meget om i Bladene; den hed vist et Liv i Løgn eller saadan noget lignende, det var nok ogsaa om en Kvinde, der var bleven bedraget, og saa var det gaaet op for hende, eller der var nogen, som havde fortalt hende det - nej, saa infamt nederdrægtigt kunde da vel ikke noget Menneske være!

Han gik nogle Skridt hen imod Vinduet og vendte om igen: Alting herinde i Stuen havde hun ordnet, stillet paa sin Plads, passet -hvis hun nogen Sinde fik det med Manden at vide, ikke et Øjeblik, troede Brodersen, at hun blev her længere. Hun flygtede, som der stod i Romanerne, bort fra Manden og fra ham. Jamen -

Brodersen var standset: Jamen, saa kunde han maaske netop - du gode Gud!

Han fik helt Hjertebanken: Hun kunde blive skilt fra den anden, det hørte man jo saa meget om nu til Dags, og gift med ham ....

Der stormede en hel Række Tanker saa hovedkulds gennem Brodersens Hjerne, at han næsten ikke kunde samle dem. At hendes lille Pige ogsaa holdt saa meget af ham, var den sidste af dem.

Men saa dækkede han forsigtig Lænestolen til og gik ind til sig selv. Han maatte gaa, vilde ogsaa gaa, en lang Tur, rask Tur, hurtig Tur, for at blive af med alle saadanne Tanker, ud ad Frihavnen til, hvor de byggede saa meget og anlagde Gader, som Brodersen endnu slet ikke havde set. Dér var jo ogsaa det Monument for Øredoktoren, som de havde skrevet saa meget om i Bladene.

180

Helligdagene var omme, og Arbejdet begyndt igen. Hvorledes Mennesker overhovedet mere end et Par Dage kunde udholde ikke at have noget at bestille, havde altid været Brodersen en fuldkommen Gaade. At tænke sig hvis der ramte én en Ulykke, som det skete oppe i hans gamle Forretning med den yngste af Cheferne, der nu altid sad hjemme, lam i den ene Side, men for Resten tyk og fed og ustandseligt snakkende, i et underligt ligeglad Humør. Brodersen troede for sikkert om sig selv, at han i saadan et Tilfælde vilde komme til at spekulere og spekulere i det uendelige - den Bog, som Benthe i Banken havde villet laane ham angaaende dette Ægteskabforhold, vilde han dog bede om for at have til Søndag, naar han var alene, Redsteds blev jo Nytaarsdag over hos Mandens Broder i Holbæk, hvor de var taget ned lige efter Helligdagene, og Føljetongen var der netop nu saa megen Naturbeskrivelse i fra Irland. Hver Dag klippede han den naturligvis ud og lagde den i Fløjelsmappen ...

I Banken var der travlt, og om Middagen gik Brodersen tillige ud at se til Jørgensen.

Paa tredje Dagen kunde han ikke komme ind, fordi den syge netop var falden lidt i Søvn efter nogle slemme Anfald af Hoste og Aandenød. Fru Jørgensen rystede endnu paa Hænderne.

Han er saa svær at holde, sagde hun, for jeg har jo ikke saa mange Kræfter.

Tror De ikke, spurgte Brodersen nølende, at De kunde tage en Sygeplejerske? - Og han tænkte i det samme, at hvis det kneb med Pengene, saa kunde han dog nok overkomme at tilbyde hende dem, i hvert Fald som et lille Laan.

Nej, Hr. Brodersen, Jørgensen fandt sig aldrig i at have fremmede omkring sig. Og det vilde da ogsaa være mig en forfærdelig Sorg.

Jamen har der nu ikke været en hel Del ekstra Udgifter i disse Dage? Ja, De maa ikke blive vred, Fru Jørgensen, men jeg mener -hvis De skulde have Brug for lidt Penge, saa forstaar De nok -

Konen satte sig et Øjeblik og lod Hænderne synke ned paa Knæene.

181

Nej, sagde hun og rystede paa Hovedet, det turde jeg slet ikke. For hvis han vidste det, saa véd jeg, at han ville meget hellere undværet. Og jeg har aldrig skjult noget for ham, aldrig - undtagen naturligvis med Børnene, naar de havde gjort noget ....

Da Brodersen gik derfra, tænkte han, at naar han nu allerede i Morgen vilde gøre Alvor af at tale med Direktøren om hvad der kunde gøres for Jørgensens Kone og Børn, hvis han skulde falde fra, saa var det ikke, fordi han havde lovet Fru Redsted det, men det var virkelig for Jørgensens og hans stakkels Kones Skyld - Som de to Mennesker holdt sammen og følte for hinanden! Om Aftenerne, længe efter at Brodersen, saadan ved fire-fem Tiden, var gaaet derude fra, kunde han komme til at huske paa et eller andet, hun havde sagt, eller se Øjnene, hvormed Jørgensen fulgte hende - og det var rigtigt at tale til Direktøren, endnu medens Jørgensen levede, for naar Folk var væk, og der sad nye Mænd i deres Stilling, gik Medfølelsen tit saa underlig bort, nu var der desuden i Morgen Møde af den samlede Direktion - til Jonas og de andre oppe paa Kaféen om Aftenen vilde han ikke fortælle noget om det, for han vidste, de vilde allesammen finde, det var Ting, der først skulde bringes paa Tale, naar Manden var død og borte, men det var netop det, som var galt ...

Og Dagen efter Bestyrelsesmødet sagde da ogsaa den administrerende Direktør: Det glæder mig at kunne meddele Dem, Hr. Brodersen, at jeg har faaet den Jørgensenske Sag ordnet efter Deres Ønske; hun vil eventuelt opnaa den lille Pension og Børnene Understøttelse til det attende Aar.

Det maa De endelig selv gaa ud, Hr. Direktør, og fortælle Jørgensen.

Undskyld, Hr. Brodersen, at jeg taler saa frit, men er De egentlig rigtig vel? Man gaar da ikke til syge Folk og fortæller, hvad der skal ske, naar de er døde.

Jo, til Jørgensen gør man det, sagde Bogholderen bestemt, jeg kender ham. De véd ikke, Hr. Direktør, hvor det har pint ham hvad der skulde blive af Familjen, hvis han faldt væk; han har slet ikke engang turdet tale om det. Og naar han faar at vide, der er sørget for den; det er det eneste, kan jeg sige, som maaske kunde gøre ham rask.

Den unge Direktør smed sin lille, lette Blyant hen ad Klatpapiret. Nej sagde han bestemt, det gør jeg ikke. De maa ikke tro, jeg er uvidende om, hvorledes Kasserer Jørgensen har bedømt mig, der, som

182

ung Overretssagfører, fik den administrerende Direktion her i Banken. Hvis jeg gik ud til ham, som De nu tænkte Dem, saa vilde han -ja, jeg betænker mig ikke paa at udtale det overfor Dem - opfatte det som Vigtigmageri.

Ikke, faldt det ud af Brodersen, hvis Direktøren for Eksempel vilde følges derud med mig. Det er jo Gagedag i Dag, og jeg skal bringe ham hans Penge. Saa kunde Direktøren sige det saadan ganske ligefrem.

Kære Hr. Brodersen, det vilde end yderligere kunne udlægges, som at jeg ønskede mig et Publikum i Dem.

Nej, Hr. Direktør, saa ondt tror jeg ikke om Jørgensen. -

Hr. Brodersen, De vil tillade, at ogsaa jeg har min Stolthed; se ud til ham vil jeg gøre. Men iøvrigt overlader jeg til Dem, at meddele hvad De maatte finde formaalstjenligt ....

Da Brodersen om Eftermiddagen kom ud til Jørgensens, fortalte Konen, at det var det bedste med ham, som det endnu havde været. Han havde sovet godt om Natten og spist Hønsekødsuppe med Æg, Doktoren sagde for Resten, han maatte gerne spise alt, hvad han fik Lyst til nu. Og hun havde siddet en hel Times Tid inde hos ham efter Middag, og de store Børn maatte fortælle ham Historier fra Skolen, men nu var de allesammen bragt af Vejen, de smaa ogsaa, og hun havde for Resten ventet paa Hr. Brodersen, for engang at kunne komme til noget, det stod og flød, altsammen, ude i Køkkenet.

Brodersen vilde tage i Døren ind til Soveværelset, men hun standsede ham: Aa ja, saa har jo Direktøren været her! Men heldigvis laa Jørgensen og blundede dengang. Jeg havde ikke turdet lukke ham ind, og jeg havde heller ikke turdet lade ham blive ude. Men Gud ske Lov gik det jo godt ....

Jørgensen sad op i Sengen, med Puder bagved sig. Brodersen sàa straks, da han traadte ind, Direktørens Kort ligge paa det lille Bord nærmest Sengen.

Først bragte Bogholderen jo Gagen.

Den anden tog hen over Sedlerne med de tynde Fingre. Ja, sagde han lidt vemodigt, nu faar man jo lige Lov til at kige paa dem et Øjeblik, og saa er de væk. Naa, Schwamm d'rüber! Jeg har det saa mærkelig godt i Dag; fredeligt! Véd De, Brodersen, jeg tror alligevel, jeg klarer mig.

Han fik Vand i Øjnene, og Stemmen blev utydelig.

183

Brodersen bøjede sig lidt forover, nikkede tavs og klappede ham let paa Skulderen. Jørgensen var overmaade bleg, med en smal og mager Nakke.

Det er Svagelighed, Brodersen, med det Tuderi; men det kommer jo nok, med Guds Hjælp. Det er bare Kræfterne, der mangler.

Han maatte puste lidt, inden han kunde tale videre, Brodersens Blik hvilede paa Direktørens Kort. Men den syge sagde ingenting.

Brodersen kunde høre, at der blev skuret noget ude i Køkkenet, saa viste Kassereren hen paa det lille Bord. Brodersen nikkede.

Ja, han har været her, sagde Jørgensen, Opdragelse har jo Fyren. Men jeg var dog glad over, at jeg ikke var nødt til at takke ham. Det vilde have faldet mig saa svært.

Han holdt atter inde lidt.

Brodersen betænkte sig nogle Øjeblikke, men saa sagde han stilfærdigt: Nu føler De Dem jo saa meget bedre, som De sagde før, men i Begyndelsen troede De jo selv, at der var Fare. Og det var blot det, jeg vilde sige, at den administrerende, han fik da udvirket hos Direktionen, at Deres Kone og Børn vilde blive sikrede for det Tilfælde, at -

Jørgensen rødmede til helt op i de indsunkne Tindinger, og han kunde slet ikke faa noget Ord frem, spilede blot Munden underligt op og stirrede. Brodersen rejste sig helt ængstelig fra Stolen, saa lukkede den syge Øjnene, og store, klare Taarer løb og løb ned ad hans Kinder.

Brodersen var nogle Øjeblikke ved sagte at gaa ud og hente Konen, men saa slog Jørgensen igen Øjnene op og laa noget, tavs, og sàa frem for sig. Han tørrede slet ikke Kinderne af

Vil De ikke have Deres Lommetørklæde, det er gledet ned paa Gulvet, sagde den anden og tog det op, glad for at kunne gøre noget.

Men Jørgensen nikkede bare og lod Lommetørklædet roligt blive liggende foran sig paa Sengetæppet.

Brodersen - kom det omsider - vil De bede min Kone tage et Ark Brevpapir og Konvolut. Jeg kan ikke skrive selv endnu for Ryggen, det stikker - men De vil nok skrive for mig ....

Ude i Køkkenet tog Fru Jørgensen Brodersen forskrækket om Armen: Det er da ikke noget Testamente eller saadan, han vil ligge og skrive?

Brodersen maatte næsten smile ved Tanken om, hvor overflødigt

184

det sikkert var for Jørgensen at skrive Testamente; men han sagde bare roligt: Nej, han har det jo saa godt i Dag.

Aa, Gud ske Lov, at De ogsaa synes det! Ja, for jeg gaar og er saa underlig rolig. Og nu, den mindste sover saa dejligt, saa hun slet ikke kan forstyrre ham, og de andre er af Vejen! Nu skal De straks faa Papiret; men maa jeg bare tage en Taar Vand, for jeg har faaet saadan et Sting af Skræk ...

Brodersen fik hvad han skulde have og satte sig til Rette henne ved Sygesengen.

Hør, sagde Jørgensen, meget langsomt, har De nogen Sinde følt, kære Ven, hvad det vil sige, at have gjort et andet Menneske Uret, forstaar De, blodig Uret - og saa gøre ham Deres Undskyldning. Jeg havde aldrig troet, det var saa dejligt. Men det er, ligesom da vi var smaa Drenge, og vi bad vores Moder rigtig om Forladelse uden at Fader fik noget at vide om det.

Husk nu paa, at De taaler ikke at tale alt for meget.

Jørgensen nikkede: Nej. Og vi skal have skrevet.

Han dikterede en kort Tak til Direktøren.

Men saa, Brodersen, skal der et Par Ord endnu: Ny Linje. Hr. Direktør! Maa det være mig tilladt til denne min ærbødige Tak at knytte den dybeste - har De dybeste, Brodersen - Beklagelse af at have misforstaaet Dem og Deres Karakter, som oftere gjort. Vil De vise mig den Ære at modtage min Undskyldning derfor -

Han standsede: Ja, Brodersen, føj til: som Mand overfor Mand - -for det er netop det, det er.

Brodersen sàa op fra Papiret for at vente paa, om der skulde komme mere; den syge strakte Haanden frem imod ham: Aa, kære Brodersen, at jeg nu ikke kan fortælle min Kone det! Det er en haard Straf Men hun maa jo ikke ane, at der har været Fare paa Færde. -Naa, vi maa slutte: Deres taknemmelige og med Højagtelse ærbødige ~

Der gled hen over hans Ansigt et lille Smil, som blev borte i Alvor: Egentlig skulde der staa ligesom i Romanerne: Deres indtil Døden taknemmelige. - For det vilde ikke være Løgn! - Ja, nu fik han alligevel sin Undskyldning. Men den kom jo rigtignok paa en anden Maade. Lad mig saa skrive under.

Og støttet oppe af Brodersen skrev han med øvet Sving: H. V.Jørgensen.

185

Det blev Kasserer Jørgensens sidste Underskrift. Den næste Dag kom Brodersen aldeles ikke ind og sàa ikke engang Konen; Jørgensen havde i Løbet af Natten faaet heftige Blodstyrtninger, og paa den første Arbejdsdag i det nye Aar indtraf der i Banken Meddelelse om, at han var død Klokken halv ti om Morgenen.

Det var netop samtidig med at Redsteds vendte tilbage til Fiolstræde fra deres Ferietur.

186

Efterretningen om Jørgensens Død gjorde et overordentlig stærkt Indtryk paa Brodersen, hvor meget han end havde ventet, at den vilde komme. Det var dog saa uhyggeligt, at han aldrig mere skulde se den lange, magre Mand staa der henne og ekspedere eller sidde i Buret, som de kaldte hans lille, ophøjede Plads, der var omgivet af et grønt Gardin paa Messingstænger. Og, først og sidst, saa havde jo Brodersen og han været sammen Dag ud og Dag ind, lige fra Banken blev oprettet. Jørgensen her og Jonas oppe fra Brodersens gamle Forretning, det var dog egentlig de eneste Mennesker, der havde fulgt Brodersen og hans Gerning, fra dengang Barneaarene var omme. Med dem havde der altid været noget at tale om, eller man behøvede egentlig slet ikke at tale, men bare saadan at følges ad eller sidde sammen -

Det berørte Brodersen ubehageligt, at Assistenterne, da der var gaaet en halv Times Tid, snakkede ganske ligesom om der ingenting var sket; naa det var jo unge Mennesker uden Forstand paa hvad Livet betød - men Livet var vel egentlig netop det, at der ingen maatte savnes. Naar Brodersen tænkte efter, havde han vist oven i Købet engang læst det i en Prædiken - nej, det var i en Tale, da der var død en eller anden stor Mand - og saa end sige Smaafolk som Jørgensen og ham selv. Det vilde naturligvis være ganske det samme, naar han, Brodersen, engang laa der, kold og stiv ....

I Frokostpavsen talte Benthe kun om den Læsekreds, som han købte Bøger ind til.

Mest for ikke at høre mere om det Pjank, gjorde Brodersen Undskyldning, fordi han endnu ikke havde leveret den Bog tilbage, han havde laant af Benthe.

Naa, den norske, ja, det har jo slet ikke noget at sige. Men vil Bogholderen ikke laane en her, som lige er gaaet ud af Cirkulation?

Tak, men jeg læser jo ikke mere end én Bog ad Gangen. Og saa er det vel ligesaadan noget som den norske om Livet og Løgnen.

Synes Bogholderen ikke om den Bog?

187

Naa, jeg er jo ikke helt færdig med den endnu; jeg tror nu ikke rigtig, det gaar saadan til i Virkeligheden. Men det er jo ogsaa bare en Roman, saa det skal jo heller ikke være sandt.

Benthe sàa ud, som om han vilde have sagt noget, men opgav det.

Velbekomme, sagde Brodersen.

Og han traadte fra den lille Frokoststue ud i Banklokalet.

Her gik alting sin vante, hverdagsagtige Gang, og henne ved Pulten var det ikke Brodersen muligt at faa Tankerne fra den afdøde, saa tit som Jørgensen saadan havde kunnet standse i Forbifarten et Øjeblik og sagt et Par Bemærkninger.

Brodersen tog en ny Pen og sàa op mod Kirkeuhret: Kun tolv endnu. Der var tre lange Timer tilbage! Han var midt i en Sammentælling kommen til at tænke og var kommen ud af det hele. Det var nu ogsaa uheldigt, at Direktøren netop i Dag var fraværende i en Forretning, ellers havde han nok bedt Brodersen komme ind for at tale noget om Jørgensen.

Men det var ens Pligt at bekæmpe sig og passe sin Gerning, et Menneske maatte ikke give efter for Grublerier og Minder og den Slags undtagen om Aftenen, naar man havde Dagen bag sig, og saa var man jo træt ....

Klokken tre sagde Brodersen, at han, paa Grund af Dødsfaldet, ikke sàa sig i Stand til at møde om Eftermiddagen.

Han spiste for en Gangs Skyld hurtigt en Smule Mad i den nærmeste Restauration, fordi det vilde blive for sent i Middagsabonnementet, og gik saa ud til Jørgensens.

Døren til Gangen stod paa Klem. Brodersen lagde Mærke til, at Ringeklokken var taget af Fru Jørgensen kom hurtigt ud ved at høre hans Skridt. Paa den anden Side af Korridoren var der aabent ud til Køkkenet, og Børnene legede, den ældste lille Pige slæbte netop en af de mindste væk fra Vandposten, som hun vilde krybe op til, den alleryngste laa og sov i en Barnevogn.

Moderen tog uvilkaarligt et Tag i Barnevognen for at se om den lille ogsaa virkelig sov.

Det var rigtigt, Inger, sagde hun, pas paa, de ikke kommer til noget, og Tallerkenerne i Rækken!

Saa trykkede hun Brodersen i Haanden: Jeg har ikke faaet Sørgetøj til Børnene endnu, selv havde jeg en Nederdel, og Livet her, det passer.

188

Og hun gav sig til at græde, stod stille op og græd. Brodersen vidste ikke, hvad han skulde sige, kunde blot klappe hende på Skulderen.

De kom ind i Dagligstuen. Der sad to sørgeklædte Damer med Kaaber paa og Paraplyer i Hænderne, en midaldrende Herre i opknappet Vinterfrakke gik op og ned ad Gulvet. De fremmede blev forestillede som en Søster til Fru Jørgensen med Mand og Svigerinde.

Det er saa heldigt, sagde den midaldrende Herre fortroligt til Brodersen, at jeg netop for Øjeblikket ikke har saa meget at gøre - jeg er ellers Pladsagent for forskellige Selskaber - saa jeg kan hjælpe min Svigerinde med Begravelsen.

Han tog hen paa et Knippe Nøgler, der laa i en lille flettet Kurv. Jeg har jo allerede undersøgt alting, alle Skuffer, nøjagtigt. Der er ikke noget, føjede han til i en lav Tone. Heldigvis saa er jeg jo Agent for Selskabet Fælles Hjælp, det fik jeg ham ind i et Par Aar efter Bryllupet paa en temlig høj Forsikring, det dækker Begravelsen og til Sørgetøjet og der bliver en Smule tilovers, saa maa vi jo siden se, hvordan -De forstaar nok. Naa, det er ikke værd at tale om det i Dag.

Fru Jørgensen havde sat sig paa den nærmeste Stol og sagde ingenting.

Jeg siger, hun maa hæve Hovedet lidt i Vejret, sagde Svogeren.

Hans Kone rejste sig op, og den anden Dame øjeblikkelig derefter, de glattede paa de sorte Handsker.

Skal vi saa tage Børnene med, Thora? sagde Fru Jørgensens Søster.

Ja, Tak; nu skal jeg gaa ud og gøre dem i Stand.

Vil du ikke beholde den store, at hun kan være dig lidt til Hjælp?

Nej, sagde hun, næsten haardt, lad mig være alene med ham!

Brodersen tænkte, at det var vist ogsaa bedst, han trak sig tilbage, og da Børnene havde faaet Tøjet paa, og de andre skulde gaa, vilde Brodersen følges med dem.

Jamen De maa da se ham, sagde Fru Jørgensen, helt heftigt.

Damerne gik stilfærdigt med Børnene; Herren vendte sig i Døren og sagde højt: Skulde der komme noget paa, Svigerinde, saa véd du, hvor vi bor. For Resten ser jeg naturligvis herop i Morgen. Det kan du stole paa.

Fru Jørgensen nikkede frem for sig, og da de var borte, sank hun ned i Lænestolen, der stod: Gud ske Lov! - Hun gemte Hovedet mod Stolens Ryg.

189

Det var den, sagde hun pludselig og rettede sig, som han vilde have, jeg skulde sidde i inde ved hans Seng den sidste Nat, for den er jo magelig, og saa har han altid holdt saa meget af den. Aa, jeg havde nær aldrig faaet den slæbt ind!

Sov han roligt hen? vovede Brodersen at spørge, sagte.

Hun nikkede: Men -

Taarerne strømmede hende ned ad Kinderne, medens hun fortsatte: - han vilde saa nødig dø.

Hun sank fuldkommen sammen i Stolen og hulkede, saa det lød som haarde, pibende Ryk. Hele hendes lille Legeme rystede.

Brodersen nærmede sig forsigtigt og bøjede sig imod hende.

Fru Jørgensen, sagde han sagte, De maa ikke tage deres Sorg saa fortvivlet. Det véd vi jo, at vi skal bekæmpe os. Det forlanger Vorherre af os. Vi maa aldrig saadan give efter her i Livet. Det er vores Pligt. Hører De, det er Deres Pligt, ogsaa overfor Børnene.

Hun sprang op, som om noget ubehageligt havde rørt ved hende; Brodersen traadte helt et Skridt tilbage.

Min Pligt, sagde hun - og Brodersen blev ganske underlig ved at se det fortrukne Udtryk i hendes Miner - min Pligt! Aa, Pligt, det har jeg gaaet i fra Morgen til Aften, jeg ser ikke andet, Dag og Nat, men min Mand, min Mand, han var ikke nogen Pligt!

Brodersen tav overfor det helt vilde Udtryk i det lille Menneskes Holdning: han mindedes, ham ganske uforklarligt, paa en Gang nogle rasende Skrig, han engang, som ungt Menneske, havde hørt sin Værtinde udstøde, medens hun fødte - som om hun havde været et vildt Dyr; og det var netop ogsaa saadan en lille skikkelig, lidt opslidt Kone!

Brodersen følte nu, ligesom dengang, som om han stod over for noget uforklarligt og uhyggeligt, særegen kvindeligt, han nødigt vilde komme paa nærmere Hold. - Var det ikke bedst at gaa! Men han havde vist en Pligt til at blive og se at faa hende beroliget.

Det faldt ham ind som en Redning at sige: Ja, Fru Jørgensen, det forstaar jeg jo meget godt; men jeg har noget at sige Dem fra Deres Mand.

Fra min Mand? spurgte hun spændt og tørrede Øjnene, som om der skulde komme nogen.

I faa Ord meddelte Brodersen, hvad der vilde blive ydet hende og Børnene fra Bankens Side.

190

Aa, sagde hun skuffet, var det ikke andet?

Det synes jeg da rigtignok ikke er saa ganske lidt. De kan dog sidde og klare Dem igennem saa.

Hun slog trodsigt med Nakken. Hm, sagde hun højt, næsten haanligt, kunde De skaffe mig ham igen, saa gik jeg hellere paa Fattigvæsenet med ham og Børnene.

Brodersen slog ud med Haanden: Ja, Fru Jørgensen, jeg kan indse, at det er vist bedst jeg gaar.

Aa nej, De maa ikke gaa fra mig, han kunde saa godt lide Dem.

Brodersen satte sig ned igen. Det var jo ogsaa uforsvarligt at gaa, førend hun var bleven en Smule beroliget. Han vilde forsøge at snakke godt for hende.

Da kan De dog tro, Fru Jørgensen, sagde han, at Deres Mand, han ventede ogsaa, det skulde blive Dem en stor Trøst.

Hun sàa op.

Ja, blev Brodersen ved, og det var ham den største Glæde her paa Jorden, at Banken gjorde det for Dem og Børnene.

Vidste han det? Ja, det er sandt, det sagde De jo.

Han fik det at vide netop iforgaars, den sidste Gang, jeg talte med ham.

Aa, saa var det derfor, han absolut vilde give mig den Blomst! Lille Inger maatte løbe ned at købe den.

Hun rejste sig op: Kom, Hr. Brodersen, og lad os gaa ind til ham. Nu skal jeg nok være fornuftig.

Den døde laa, dækket til med Lagenet. Paa det lille Bord, nærmest Sengen, stod en Liljekonval i Potte.

Fru Jørgensen tog forsigtig Dækket bort fra hans Ansigt.

De lige til Benene afmagrede Træk var fredeligt stille.

Ikke sandt, han ligger saa kønt roligt. Jeg holdt ham ogsaa i Haanden til det sidste.

Hun bøjede sig ned og kyssede den dødes Pande, saa følte hun uden paa Lagenet, om Hænderne ogsaa laa godt sammenfoldede, og dækkede til igen.

Brodersen sàa paa hende.

Nej, nu græder jeg ikke. Jeg tror næsten heller ikke, jeg kan græde mere.

Se, nu forstaar jeg, kom det lidt efter, hvorfor han sagde, jeg skulde

191

have den Blomst, fordi det havde været saadan en glædelig Dag. Det har han naturligvis ikke villet fortælle mig rigtigt.

Det sitrede stærkt i Fru Jørgensens Øjne og Stemme: Jeg trode jo, det var, fordi han havde haft det saa godt den Dag; vi var jo allesammen saa glade over ham.

Hun bøjede sig frem og plukkede en Blomst af Liljekonvallen.

De skal have en af hans Blomster, Hr. Brodersen. Og den skal De gemme i Deres Salmebog, ved den Salme, som De holder allermest af Vil De love mig det? ....

Da Brodersen gik hjem, var han saa besynderlig fortumlet og havde en Fornemmelse af, at han havde været baade forlegen og noget forskrækket og tillige ligesom havde grædt indvendig uden at kunne faa Luft. Idet han hjemme i sin Stue tændte Lampen, gav det et Ryk i ham. Lige for, midt paa Bordet, stod der i et Blomsterglas Liljekonvaller.

Han følte uvilkaarlig et Øjeblik til sin Lomme, hvor Jørgensens Blomst laa, men saa stod han stille og lyttede. Fru Redsted var hjemme derinde, og det var naturligvis hende, som havde faaet Blomster med fra Svogerens; nogle Stykker af dem havde hun saa villet give ham.

Paa en Gang greb der ham en ubetvingelig Længsel efter at se hende igen, og det straks.

Han bankede paa Døren.

Værsaagod!

Og han traadte ind.

Hun sad ved Bordet, som sædvanlig, lille, spinkel, og med det milde Smil. Hun havde intet Broderi i Aften, men en Roman, som hun lagde fra sig, da hun nikkede op til ham.

Fru Redsted! sagde han, saa højt, at det undrede ham selv; men han havde allerede grebet begge hendes Hænder og kyssede dem heftigt.

Hun lod ham et Øjeblik beholde dem, tog dem saa, stille, til sig igen.

Undskyld, Fru Redsted - han saa ikke paa hende.

Der blev en Stilhed, som han syntes varede meget længe, saa sagde hun ganske roligt: Det skal De ikke gøre Undskyldning for, Hr. Brodersen. Det var rart, De blev saa glad ved at se mig.

Jeg er saa nervøs, sagde han, Jørgensen er død.

192

Men Gud! - hun havde rejst sig - det maa De dog fortælle mig om. Sæt Dem ned. Den stakkels, lille Kone! Jeg tænkte saamænd saa tit paa Jørgensens, naar jeg tænkte paa Dem.

Og Brodersen satte sig ned hos hende og begyndte at fortælle. Hun tog lydløst et Haandarbejde og hørte stadig efter, indskød kun af og til et Par Ord.

Efterhaanden forekom det Brodersen, som om det blev til noget fjernt og fremmed, eller af en Bog, alt det, han her sad og talte om til denne Kvinde, under Lampen og i en stille Hygge, som gjorde ham saa glad. Han blev hende saa inderlig taknemlig, blot fordi han havde Lov til at sidde her og tale, medens hun hørte til.

Hvorledes hun selv havde haft det i den Tid, hun havde været borte? Det var en Skam i Grunden, at han ikke havde spurgt om det straks.

Jo, baade hun og hendes Mand havde jo haft det meget rart hos Familjen, og for lille Henny var det saa morsomt med alle de mange Børn og sundt med den friske Luft i den lille By. Nu maatte Brodersen blive og spise til Aften sammen med hende og Redsted, der blot var henne hos sit Firma for at høre, hvornaar han skulde rejse igen. For Resten havde han været saa glad over at være kommen hjem fra sin Broder. Det var jo i Længden ikke noget for Redsted med det stille Liv i disse smaa Byer.

193

Redsted søgte, Dagen efter, Brodersen op lige før Lukketid i Banken.

Ja, undskyld, kære Herre, men jeg vilde saa forfærdelig gerne tale med Dem lidt vidtløftigere; og trække ind i Deres Værelse hjemme, det holder jeg ikke af for min Kones Skyld; det skal jeg nærmere detaillere for Dem. Kan jeg træffe Dem, naar De har spist i Deres Middagsabonnement paa Købmagergade?

Det var der ikke det mindste i Vejen for; der blev aftalt en Tid, og Redsted var punktlig paa Pletten.

De har nok lagt Mærke til, Hr. Brodersen, at jeg var ikke rigtig Solo Kulør i Gaar Aftes.

Naa, vi havde det da ellers saa behageligt og hyggeligt.

Ja, naturligvis, man kæmper imod, man betvinger sig selv af Hensyn til Konen; jeg vilde jo Satans nødigt have, at mine Forhold skulde influere paa hende.

Hvordan Forhold? Jeg troede ikke, der var andet i Vejen, end at De havde kedet Dem lidt de sidste Dage nede paa Landet.

Naa, den troede De paa, Gud være lovet. Ja, den var jo ogsaa stukket ud for det samme. Gu' havde jeg kedet mig; der var jo lige ved at gro Græs paa Hjernen af en. Min Kone, hun skulde som Gæst være lidt til Hjælp i Huset, jeg vil nok sige, det blev til Gæsterolle i Dameskræderindefaget, de flød i Nederdele og Sypiger fra Morgen til Aften. Og saa hele Karethen fuld af Unger, der kravlede paa Ryggen af en, og naar jeg gik et lille Løb ned til min gamle Krigskammerat fra Tjenesten, Peter Jersild, som nu er etableret dér for fjerde Gang, saa sagde de, han havde et daarligt Rygte. - Naa, men det kunde man jo rejse fra, altsammen, og jeg glædede mig bare til at komme hjem og have det rart de Dage, inden man skulde ud paa Valsen igen, som de siger, Haandværkssvendene; men saa min Enke! Hende her i Byen, som Manden er stukket fra! Det er dér, den er gal.

Aa-aa!

Ja, det kan De godt sig baade Aa og Ø til. Hvad skal jeg gøre ved

194

hende, Hr. Brodersen? Vil De give mig et Raad, som uvillig Opmand?

De to Herrer gik ind paa en Kafé, hvor de i et Hjørne kunde snakke om Tingene ved en Kop Kaffe.

Og en Kognak! bestilte Redsted. Ser De, Hr. Brodersen, begyndte han straks igen, jeg er s'gu et ulykkeligt stillet Menneske, det ved Gud, jeg er. Naturligvis, man skyder jo Skidtet op i Livet og har løbende Kredit hos Skræderen, men det er Reklame, det hele; Humøret er lige ved at gaa sig en Tur. Véd De, hvad jeg saa tit har tænkt: det ligger i Opdragelsen. Den er forfejlet, for begge Køn, den maa reformeres. Pigebørnene, de bliver jo opdraget til, at Kærlighed, det skal de tage dem morderlig i Agt for, førend de faar Lov til det, og bagefter skal det være deres et og alt. Og saa Mændene! Der er jo nogen, som er tossede hele Livet igennem, men saa er det s'gu aldrig med én alene, undtagen de ikke kan faa hende; indenfor Ægteskabet, dér glider det successive over til et Velvære. Det er ikke dette evige Gud straffe mig, jeg elsker dig! Og det vil Fruentimmer have. Kan de ikke faa det i Virkeligheden, saa hjælper de dem med Romanerne, de anstændige af dem, naar de ikke gaar og slæber med Børnene eller ogsaa ligger paa Kliniker og bliver rundtossede. Og de andre! Hvor mange gifte Koner er der ikke nu til Dags, der har en lille Ven? I Kommisverdenen, hva', og dengang man var Soldat - saadan unge Mennesker, der er lidt Fut i, og som ingenting har, saa Kvindfolk, de kan gøre noget for dem, stikke dem et Par Kroner, forære et pænt Slips og brodere Navn paa Lommetørklæder; lidt moderlige vil jo Kvinder gerne være. Og saa er der ingen, der bliver saa forelskede, som saadanne Koner, lige til det en Dag revner med et morderligt Knald, fordi de opdager, at der er et andet Pigebarn i Landskabet; jeg skal aldrig glemme en Parasol jeg fik knækket lige paa Ryggen af mig nede paa den lille Vej, ved Vandet, De véd, der gaar bag om Dyrehavsbakken. Naa, det er sørgeligt, at saadan glade Ungdomsdage skal have saadan ubehagelige Minder som nu min Enke, der er ved at tage Livet af mig; hende sidder man tilbage med. Og hun er ikke til at styre. Min Kone kan opdage det, hvad Dag det skal være. Hvad skal jeg gribe og gøre i?

Brodersen havde faaet drukket sin Kaffe, medens han lyttede til den andens Fortælling og bare tænkte og tænkte om igen, at det vilde jo give en frygtelig Forstyrrelse, hvis virkelig Fru Redsted skulde opdage

195

noget. Han sàa hende ude af sig selv og fortvivlet, men helt anderledes end Fru Jørgensen forleden. Mon han vilde kunne trøste hende ogsaa - faa hende gjort rolig - og mild -

Han hørte den anden sige: Der kan ligge Brev til min Kone om hele Redeligheden lige saa godt i Dag som i Morgen -

Ja, det maa ikke ske, sagde Brodersen bestemt. - I hans Erindring var der pludselig kommen en Historie op henne fra Kaféen om et Pigebarn, som Fuldmægtig Enevold havde faaet bragt af Vejen for en Familje.

Der maa jo kunne gøres noget med Penge, sagde han.

Redsted for hen over Skæget og sàa overrasket, men uhyre oplivet paa Brodersen: Død og Pine. De er et sjældent Menneske! De er der, førend jeg er der. Det er s'gu aldrig arriveret mig før i mit forholdsvis temmelig mærkelige Levnetsløb. Andre Mennesker, man kan vende og vride og dreje dem; men Penge, det Ord kender de slet ikke, det er gaaet ud af Ordbogen. Det er jo et ganske storartet Tilbud, De gør mig.

Ja, det vil sige, sagde Brodersen, vi smider jo ikke Pengene ud ad Vinduet.

Akkurat mine Ord. Der er gaaet for mange den Vej; hun vil have Forretning nu her i Byen, men jeg siger, det er blødt. Barnet tog jo hans Forældre i Bogense, dengang han stak fra hende, men de vil selv opdrage det, hun maa bare komme ned at besøge det; nu har jeg givet hende et Kørekort til Banen, saa kan hun jolle derned, saa tit hun vil; dér bor hun frit og faar altid lidt med hjem; og saa for Resten en to Værelsers Lejlighed og det nødvendige til at leve for, det har jeg givet hende; hun kan jo da ogsaa tjene lidt selv ved Haandarbejde. Hun har sin Broder i Amerika, han vil gerne have hende derover, der er kommet det ene Brev efter det andet, de har Børn i Huset, og Tjenestefolk skal de have saa lidt af som muligt i Amerika. Men tror De hun vil det? Hun siger, hun har ingen Garderobe, hverken foruden eller forinden, hun skal være baade til at kunne vende og krænge og have i Overflødighed, naar hun kommer derover, for ellers vil Svigerinden se ned paa hende. Naa, noget kan der maaske være om det.

Aa, brød han pludselig af, kære Brodersen, det er en Lænke om Bagbenet, forfærdelig! Dengang man var ugift Menneske, saa skulde man sagtens klaret sig. Men som gift Mand, det er til at blive skrupskør over. Nu har jeg faaet hende vænnet af med at sende Breve til

196

mig under Firmaets Adresse, for at de skulde have det at grine a', og jeg risikerede en skønne Dag, at en af de yngre Kontorister, han sendte et Bud hjem med Dokumenterne; men Luft skal hun have for sine Følelser, saa faar jeg dem mundtligt: at hun foragter sig selv, og hvorfor jeg ikke tager Livet af hende straks og lader være at pine hende langsomt og det er hendes største Skam, at vi aldrig spadserer en Tur sammen, og hun kunde dog vel være god nok til engang imellem at blive taget med i det kongelige Teater. Jeg har siddet med hende paa bageste Række i Parterret i ravende Mørke og med Livet i Hænderne; det skal jo blive opdaget, saadan noget; og hun har været en dejlig Pige, Gudbevares, men altid meget nervøs og det er blevet værre; hun er jo ogsaa bleven ældre. Og saa som sagt, man er gift og har Pligter. Hvis min Kone fik det at vide; jeg forsikrer Dem for, Hr. Brodersen, hendes Liv var spoleret.

Ja, - det har De vist Ret i, sagde Brodersen meget langsomt.

Vist Ret i! Det kan De bande paa, jeg har. Jeg kender hende; hun var pjaskfærdig. Hun har aldrig holdt af andre end af mig. Hun har jo set et helt Afgudsbillede i en i sin Tid. Det har jo nok tabt sig noget i Tiderne, men Kvinder, i det hele taget, de undskylder af et godt Hjerte, og de kan godt græde og være fortvivlede, men de glemmer det bagefter, og de vil heller ikke være bekendt for sig selv, at det ikke er saadan et halvt Vidunder, de har taget i sin Tid.

Saa De tror maaske, at hun ogsaa tilgav Dem dette her? spurgte Brodersen.

Det kan s'gu godt være; det er meget rimeligt. Men det betyder ikke noget, for hun kunde bare ikke klare den. Disse smaa, spinkle, med store Øjne, de faar en Sorg, en stor Modgang, saa bliver de ligesom Hunde, der har Hjemve. Det er ikke Fornuft, kære Brodersen, som med Mandfolk. De sover ikke om Natten, de spiser ikke om Dagen, de gaar og ærgrer sig lige ind i Marven af Knoglerne, der støder altid noget til ved Uforsigtighed, Forkølelse og lignende, paa et halvt Aar er de færdige.

Redsted tog sig meget stærkt ned over det lange Mundskæg: Jeg vil sige Dem en Ting, Hr. Brodersen, det kunde jeg ikke udholde. Jeg har baaret mig meget urigtigt ad med hende, men det maa ikke ende paa den Maade. Naar jeg tænker paa, da hun blev forelsket i mig i sin Tid paa et Bal ude i Nørrebros selskabelige, De véd nok. Det var en storartet Forening, vi skillingede sammen og forærede Værten et

197

Parketgulv; det var lykkelige Dage. Og hun er saamænd forelsket i mig endnu, Gud være lovet og takket, og hun lever jo meget i Minder og i Bøger. Det har De set, De læser jo selv Føljetong med hende, jeg kan ikke udholde det. Det er naturligvis ogsaa en Fejl; man skulde gaa noget mere ind paa hendes Interesser. Men De er nu saadan et rigtig Hjemmemenneske; jeg er Dem forfærdelig taknemlig; der er kommen meget mere Ro over hende, forsikrer jeg Dem for, end da hun sad alene hjemme. En anden, jeg skal sige Dem, man har været Rejsende i femten Aar, man kommer s'gu tilsidst paa Ruller selv. Det er dejligt at komme hjem for nogle Dage, men saa begynder det at trække i Benene igen. -

Brodersen rejste sig: Ja, Klokken er saa mange, at jeg maa ned i Banken. Men nu skal jeg tænke lidt over Tingene, saa kan vi tales ved -

- i Morgen, fortsatte Redsted, for i Aften vil jeg netop ned til hende, Enken, og styre lidt tilfreds paa hende. Det passer med, at jeg skal alligevel for min Broder søge en Mand op, som min Kone har hørt tale om. Tusind Tak, Hr. Brodersen, jeg har været forfærdelig nervøs, det har De ogsaa nok mærket, jeg sveder ligefrem i Haaret, Munden staar ikke paa en, man er urolig, man maa ligefrem stramme sig lidt op ellers holder man den ikke gaaende. Det skal ogsaa nok kunne slaa Benene fra en Mand, saadan Kvaler.

198

Brodersen gik ikke i Banken efter at være skiltes fra Redsted. For anden Gang i tolv Aar og for anden Gang i samme Uge kom han ikke til Eftermiddagstjenesten. Han drejede af i den modsatte Retning, gik op over Torvet og hjem i sin Gade. Hos Spækhøkerenken, hvor han købte Paalæg, var der en lille Dreng, som gerne løb et Ærinde i Byen, og han blev sendt af Sted med den Besked, at Brodersen var forhindret, men han var ikke syg.

Fra Kælderbutiken traadte Brodersen saa op paa Gaden og stod lige overfor sit Hus. Der var mørkt i hendes lille Værelse, og det var jo ogsaa netop paa den Tid, hvor hun sad i sin Tænkekrog med lille Henny, der saa plejede at falde lidt i Søvn.

Brodersen vilde ikke hjem; der blev jo ogsaa først tændt i hans Kakkelovn Klokken seks, og den manglede endnu nogle Minutter i fem; han vilde gaa en Tur, lang Tur, saadan ganske ene ....

Nu sad hun vel, lykkelig og glad, og tænkte paa Manden, der var hos Enken. I Gaar Aftes havde hun været saa tilfreds, da hans Trevenhed efterhaanden fortog sig, naa, saa kunde han jo ogsaa være elskværdig og munter! - Livet var dog egentlig en besynderlig Ting, og denne norske Bog af Benthes noget gyseligt Præk, i den skulde saadan en stakkels lille Kone lære sin Ulykke til Bunds at kende, for at kunne blive til et rigtigt Menneske, stod der. Og saa havde han netop Ret, Redsted, at det vilde bare slaa hende ihjel. Men nu kunde Brodersen maaske hjælpe, forhaabentlig, med Guds Hjælp. Det havde man da ud af at have pint og sparet og knebet hele Livet igennem, at man nu sad med en Smule Midler. Og Penge kunde nok gøre det, naar nu Redsted og han fik talt rigtigt sammen - saa vilde han forlange af Redsted, som Ven af Ven, at han ikke vilde finde paa nye Dumheder, andet end hvad der saadan flygtigt kom for paa Rejser, det kunde man jo ikke forhindre med den Slags Mennesker, og det kunde hun jo heller aldrig faa noget at vide om ....

Brodersen var kommen et langt Stykke ned ad Bulevarden. Han

199

gik midt ude i Alleerne. Der var temmelig mørkt, og i det milde Vintervejr sad paa en af Bænkene et Par, trykket tæt ind til hinanden.

Unge Mennesker; naturligvis! - Selv havde han egentlig ingen Sinde været ung - kun kendt Kvinder saa flygtigt og ubetydeligt; der havde jo egentlig aldrig været Tid til det og Penge til det, hverken paa den ene eller anden Maade - Gifte sig! Ja, naar han ikke vilde have gjort Dumheder, saa havde det jo været utænkeligt for ham førend nu i de seneste Aar, og det var dog det, alle ordentlige Fruentimmer vilde - han havde ogsaa altid haft en vis Ængstelighed for at tage sig Pligter paa med Børneopdragelse og lignende, som han maaske ikke kunde magte. Men det nu, det kunde han magte. Fru Redsted, hende kunde han være noget for, hende kunde han hjælpe. Og det var hans Pligt. Redsted tog det let med sine Pligter. Ja, han brød sine Pligter. Pøj! Man kunde egentlig spytte ad saadant et Menneske, som bedrog en uskyldig - narrede hende, der kunde staa og se saa tryg paa ham. Kunde man stole paa hans Ord, selv om han nu lovede at gøre en Forandring og virkelig maaske en Tid blev forsigtigere? Vilde han ikke narre dem igen, Brodersen og hende, til de stod overfor noget lignende en Gang til? Egentlig havde den norske Bog maaske alligevel Ret i, at man maatte gaa til Bunds i saadan et Løgneværk - ellers blev det kun en stakket Frist, der saa blot havde gjort en selv ligesom til medskyldig.

Brodersen standsede: Vel! Saa maatte han blive medskyldig, Redsteds medskyldige. - For han kunde ikke risikere at miste hende ...

Han var kommen helt langt ud paa Østerbro, men vendte nu om for at gaa hjem. Klokken var bleven godt syv.

Brodersen steg op ad denne Trappe med jernbeslaaede Trin, gult malede Vægge og svagt lysende, smaa Gasblus. Det var blevet ham kært alt sammen. Herfra hverken vilde eller kunde han flytte.

Han stod stille udenfor sin Dør. Nationaltidende stak i Kassen. Han tog den med ind, men tændte ikke straks Lys. Den sædvanlige, behagelige, vel passede Varme slog ham i Møde. Stilfærdigt kom han i Hjemmefrakken og satte sig hen i Mørke. Han kunde spore Duften af hendes Liljekonvaller paa Bordet. Og han følte, at hun sad derinde, i Stuen ved Siden af

Jeg elsker den Kvinde, sagde han til sig selv, uden at tale; men han havde dog bevæget Læberne.

200

Og saa blev han siddende i Lænestolen, længe og meget stille - de Ord var ligesom bleven fødte paa hans Tunge uden hans egen Vilje -

Han turde ikke gaa ind til hende endnu. Det var ogsaa harmeligt, at Redsted skulde til den Enke netop i Aften, bare han dog havde været hjemme! Brodersen kunde dog ikke blive herinde hos sig selv alene.

Naa, nu vilde det vel hjælpe noget, naar han fik tændt Lys!

Han rejste sig, traadte fast i Gulvet, tændte Lampen og gjorde sin Aftensmad i Stand. Brodersen var bleven sulten og spiste meget, tændte saa Cigaren, men kunde ikke komme over at læse Nationaltidende. Det eneste skulde da være lige at løbe hen over Føljetongen, som de læste sammen, hun og han - de havde slet ikke faaet talt om den endnu, efter at hun var kommen tilbage ....

Han bankede dog paa.

Kom ind!

Dér sad hun, som sædvanlig, og i Aften med Broderiet; men der laa to tykke Bøger, af dem med de slidte Bind, foran hende paa Bordet.

De er kommen meget sent hjem i Aften, sagde hun og sænkede Haandarbejdet.

Hun havde øjensynlig ikke hørt ham, medens han sad derinde i Mørket - og tænkte paa hende hele Tiden -

Min Mand er ude i Aften, hos en Ven af sin Broder, blev hun ved.

Maa jeg give Dem Nationaltidende? faldt Brodersen meget hurtigt ind.

Tænk, jeg har ikke faaet læst vore Føljetonger i Mappen endnu. For jeg skal sige Dem, i Gaar og i Dag, saa har jeg haft den Roman her -hun pegede paa de to tykke Bøger - og jeg blev først færdig nu til Aften. Jeg læste den første Gang som ung Pige, og en Gang senere. Men dengang forstod jeg den ikke rigtig. Den hedder Hengivenhed til Døden. Den skal De læse, Brodersen. Jeg har egentlig laant den til Dem.

Han syntes, hendes Stemme lød saa blødt, og hendes Blik var dette kære, milde - hun havde ogsaa sagt Brodersen, uden noget Hr.

Læs den - for min Skyld, sagde hun.

Han greb de to tykke Bøger. Men saa maatte hun le: Aa, hvor De tog den morsomt! Det var jo ikke Meningen straks i Aften. - Hvor det for Resten var pænt! Som om De slet ikke vilde vente med at

201

gøre, hvad jeg bad Dem om. De er min Ven, Hr. Brodersen, min trofaste Ven, ikke sandt?

Ja, jeg er Deres trofaste Ven. Det kan De være sikker paa.

Og De holder af mig med en ædel Kærlighed?

Brodersen syntes et Øjeblik, det var, ligesom der blev læst op af en Bog, men saa sàa han hende sidde dér saa ærlig og oprigtig, med et alvorligt Udtryk i sine Øjne, og række Haanden frem imod ham.

Han greb den og trykkede den.

De maa gerne kysse den, sagde hun, ligesom ham, De skal læse om i Romanen. - En Gang og saa ikke mere.

Hun havde holdt sine Øjne et Øjeblik tillukkede, tog saa sin Haand igen.

Nu siger jeg aldrig mere Hr. Brodersen til Dem.

Han sàa blot paa hende.

Og saa havde jeg noget, jeg vilde bede Dem om. Maa jeg?

Han nikkede tavs.

Behøver De at gaa paa Kaféen til Hr. Jonas og de andre? Maa jeg ikke lave Deres Toddy til Dem her hjemme?

Han nikkede igen.

Tak, kære Brodersen. Og saa skal De tænde Deres Cigar og læse hele Avisen højt for mig ....

Hun kom ind med Sølvkande, Kognak og det altsammen, og han satte sig til at læse højt, medens han nippede til Toddyen og holdt Ild paa Cigaren. Da Avisen var færdig, tog de fat paa de udklippede Føljetonger fra den Fløjels Mappe ....

Klokken henad halv elleve allerede kom Redsted hjem.

Nej, hør dette her er min Salighed den mest briljante lille Smutkro, jeg endnu har været paa. Opvarter, en Toddy til, inden Betjenten ser det!

Det var da dejligt, at Du kom saa tidligt, Kristian. Det var pænt af dig. Nu skal jeg straks tage Glas i Skabet. Og varmt Vand staar der henne i Kakkelovnen.

Ja, det er en af de gode, gamle Kakkelovne fra den gode, gamle Tid, da Folk var rigtig fordrukne og altid skulde have en lille Kedel parat i Hjørnet.

Og du har faaet talt med den Mand for din Broder?

Det har jeg ogsaa, all right, der er ikke noget i Vejen. Men véd De

202

hvad, Brodersen, den lille Forretning, vi to har sammen, den har jeg ogsaa følt lidt paa Kindtænderne i Aften, og jeg tror alligevel, med lidt Durkdrevenhed, kan den gaa i Orden.

Redsted blinkede paa en saa energisk Maade, at Brodersen blev helt bange for, at Fruen skulde fatte Mistanke.

Men hun sagde bare forbavset: Men har du Forretninger med Brodersen?

Det er hvad jeg har. Og, oprigtig talt, - han greb sit fyldte Glas -jeg vil hilse paa Dem, Hr. Brodersen, i Alvor, mellem Venner, og takke Dem hjerteligt for den Forretning, som vi forhaabentlig skal gøre sammen, til Held og Ære!

Bare det nu ikke - husk paa, Kristian, du har somme Tider været uheldig med Forretninger, og hvis du nu faar Hr. Brodersen med -

Fru Redsted, sagde Brodersen alvorlig, den Forretning, som Deres Mand hentyder til, den er fremkommen efter mit Forslag, og den vil jeg ogsaa alene have Æren for.

Det er rigtigt. Ære den, som æres bør, ellers smager Frikadellerne ikke. Skaal!

Skaal! Og Fru Redsted ogsaa - sagde Brodersen.

Jeg slutter mig til den sidste temmelig ærede Taler, sagde Redsted.

Tak!

Glassene blev stødt sammen.

Kristian, er du ikke forfærdelig glad, over at vi har faaet saadan en god Ven i Hr. Brodersen; begge to.

Glad! Meget mere end du aner, lille Øsse. Oprigtig talt. -

203

Den Forretning, som Redsted havde talt om, at han havde sammen med Brodersen, gik lettere i Orden, end egentlig nogen af dem havde ventet, og det allerede Dagen efter.

Jeg kan oprigtig talt ikke forstaa det endnu, sagde Redsted, men De maa have haft en mageløs beroligende Virkning, da De var oppe hos hende, Brodersen. Jeg har jo altid kaldt hende Madam Futrup, fordi det har været Fut og Fyr og Flamme og Spænd og Spark og op og ned og frem og tilbage med hende. Men De har forstaaet at tage hende og faa hende til at gaa ind paa det hele lige med det samme. Hvordan Pokker har De egentlig baaret Dem ad med det?

Aa, jeg talte blot saadan ganske almindeligt -

Redsted afbrød ham: Naa, nu havde jeg jo givet Dem et Par Desseiner iforvejen: bare Koldblodighed og Fornuft, for det har jeg s'gu selv aldrig kunnet med. Jeg har drillet hende for meget. Og det er forkert. Man skal aldrig drille Fruentimmer. Det kan nok sætte dem saadan i Øjeblikket, men det er skidt, de bliver forfjamskede og de bliver kedelige og tør ikke sige noget rigtigt, og de bliver edderspændte indvendig, saa det ryger ud af dem alligevel, naar der kommer en Lejlighed. Det er meget rigtigt, som der staar i zoologisk Have, at man maa ikke drille Dyrene; Kvindfolk, de skal tages alvorligt, helt igennem, lige meget hvad de har fat paa.

Ja, sagde Brodersen, men det var jo da ogsaa en meget alvorlig Sag.

De er et fuldstændigt Pragteksemplar. De har det rigtige Tag paa Pigebørnene, Gud Fader bevares! Naa, tror De ikke, jeg finder, det er Alvor? I mig har De faaet en Ven for Livet, det kan De være vis paa. At De fik hende til saadan uden Vrøvl at tage over til Broderen i Amerika, det er storartet klaret, briljant med Stjerne. Og hvor det er en Lykke for hende med, naar hun først er der! Der gaar jo en Baad i næste Uge. Nu i Morgen den Dag skal jeg op til min Prokurator, det er en god Bekendt af mig omme i Krystalgade, og saa sætter vi et lille Dokument op for Livs og Døds Skyld: Dags Dato af Hr. Bogholder Brodersen o.s.v. Sum 1000, skriver et tusinde Kroner, rentefrit - det

204

er nydeligt, det er storartet imødekommende, det er en virkelig Venskabstjeneste.

Nej, hør, sagde Brodersen. Hvis De vil gøre mig en Tjeneste til Gengæld, saa lad bare være med saadan noget. Og De maa heller ikke sige til Deres Kone, at jeg har laant Dem Penge, eller lignende.

Jamen det kan jeg saagu ikke lade være med, kære, for det har jeg allerede gjort. Det vil sige, jeg sagde, at De havde hjulpet mig med en gammel Gæld, som jeg havde fra Ungdommen. Det var jo heller ikke Løgn.

Brodersen tav lidt, saa spurgte han: Og hvad sagde hun til det?

Hvad hun sagde? Ja, hun sagde s'gu ikke meget, oprigtig talt; men hun er af dem, der tænker saa meget des mere. Det kan De være vis paa. -

Om Søndagen blev Jørgensen begravet, og Redsted var med at følge.

Man har jo ikke noget at forsømme med det, sagde han, og véd De hvad, det falder mig lidt kedeligt her i Byen i Længden. Nu skal jeg jo ogsaa ud at rejse om et Par Dage. Naa og saa var Kasserer Jørgensen Forretningsmand, Kollega, naar man tager det rigtigt, og en god Ven af Dem, Brodersen, det er Hovedsagen. Deres Venner, det er mine Venner.

Efter Begravelsen ude paa Vestre Kirkegaard spiste de Middag ved Tretiden hjemme hos Redsted. De fik gul Sagosuppe og Karbonade. Lille Henny spiste med ved sit lille Bord og var meget stille og artig.

Hvis det ikke havde været for Barnets og Madens Skyld, saa kunde Fru Redsted godt have lidt at være taget med til Begravelsen. Brodersen havde fortalt saa meget kønt om Fru Jørgensen, at hun ligefrem syntes, at hun kendte hende og holdt af hende.

Redsted fik sig en god Tallerken Sagosuppe til: Den varmer storartet oven paa saadan en Ligtur. Ja, Gud, hvor jeg havde ondt af den lille forsørgede, Kone! Hun holdt sig stiv, lige til han kastede Jorden ned paa Kisten. Det er ogsaa en nederdrægtig Lyd, det altid giver.

Uh, lad være at tale om det, Kristian, man bliver helt uhyggelig. Og husk paa Barnet!

Henny! Hun skovler jo løs af alle Kræfter i Sødsuppen med Gudfaders Sølvske, baade i og udenfor Tallerkenen; tror du, hun hører noget?

Henny vilde have en Taar Vand.

205

Man vil ikke have. Man beder pænt.

Barnet skyllede Vandet i sig.

Hun har spist for meget allerede, bemærkede Redsted med Kenderblik. Under Karbonaden falder hun i Søvn for dig. Men saa er hun jo stille. Skal du have en lille en paa Øjet, Henny, hva' min Tøs. Men lad mig se, din Serviet er gleden ned for dig; lad Fa'er binde!

Imidlertid havde Brodersen sagt til Fru Redsted: Jeg havde netop tænkt paa, jeg vilde bede Dem, om De ikke vilde lære Fru Jørgensen at kende.

Det vil jeg forfærdelig gerne, Brodersen.

Saa kunde De maaske engang gaa ud at se til hende sammen med mig.

Ja, det skal du gøre, Øsse, sagde Redsted, naar nu jeg er rejst paa Tirsdag. Man skal aldrig opsætte saadan noget. Det var en skikkelig lille Kone, Gud Fader bevares, det kunde man se paa hende. Saadan smaa, stille Kvindfolk, der græder, som om de skulde græde Sjælen ud af Kroppen, det er gode Mennesker.

Og saa skal vi se at gøre noget for hende, sagde Fru Redsted, ikke sandt, Brodersen, at hun ikke saa meget skal føle Tabet af sin Mand

Hun vendte sig mod Redsted: Du tænker slet ikke paa, Kristian, hvad det egentlig vil sige for en Kone at miste sin Mand!

Hun greb ham om Haandledet: Jeg kan slet ikke engang taale at tænke det.

Redsted gryntede lidt og klappede hendes Haand.

Lidt efter var Barnet ganske rigtigt faldet i Søvn ved Resterne af Karbonaden. Hun sad sunken sammen i sin Stol.

Min egen yndige Unge! sagde Fru Redsted ...

Saa ønskede de voksne Velbekomne, og Moderen bar den lille ind i Soveværelset.

Nu skal vi have os en lille Sut af Røikjærs prima, sagde Redsted, da de var blevet alene.

Aa Gud ja, vendte han sig mod Brodersen, sikken en Lettelse, man føler, nu det hele er i Orden! Er det ikke mærkeligt, at hun tager til Amerika paa Tirsdag, samme Dag som jeg skal ud at rejse igen. Det er et Tilfælde og en Tanke, hva'? Saa er man tryg og rolig i Fremtiden, kan være sine Dage hos Familjen her i København, naar man ikke er ude og rejser. Og naar Tøsen bliver større, saa har man jo meget mere ud af hende med, saa skal vi gaa paa Museerne med hende og

206

paa Rundetaarn, og vi gamle tager ud, allesammen. Og en anden Gang, Brodersen, naar der ikke er saa megen Bedrøvelse og Begravelse, saa skal vi virkelig more Mutter lidt. - Tak endnu engang for den Støtte, De har været mig her hjemme. Min Kone, hun aner jo ikke noget, men hun holder meget af Dem, det kan jeg garantere, og hun vil berede Dem et hyggeligt Hjem, propert og behageligt i enhver Henseende, hun er en dygtig lille Kone, uden at prale. Og nu er jeg vis paa, det bliver ikke al den usunde Sørgmodighed mere, naar man er borte, De har jo mange fælles Interesser sammen med hende. De er en Hædersmand, og De er en Ven, en Menneskeven. Jeg vilde s'gu ikke sige noget ved Bordet, for man skal ikke drikke en Mands Skaal i den Cliquot de Vandværket, som vi serverede, men det kunde jo være engang, naar Tiderne vedvarende bedrer sig, at der blev Raad til ved Lejlighed at lade en Flaske Skum knalde. Under alle Omstændigheder, De har reddet et Familjeliv, og jeg tror, De selv har fundet Dem en Familje. Det er dobbelt Avance ....

Om Eftermiddagen gik de alle tre en Tur langt ud ad Nørrebro.

Jeg vilde have, vi skulde gaa med Brodersen nogle af vore smukke Ture fra gamle Dage, Kristian, sagde Fru Redsted. Hun holdt Manden under Armen.

Ja, de fleste af dem er jo blevet til Rhabarberkvarterer, men nogle af dem holder sig da endnu, om ogsaa vi er begyndt at blive lidt ældre. Men det er Hovedsagen, at man føler sig ung. - Og at Forholdet er godt, tilføjede han.

Ja, Gud ske Lov, sagde hun.

Brodersen holdt meget af at spadsere lange Ture, naar man kunde have godt Selskab, og nu smagte tilmed disse Røikjærs prima ham saa ganske fortræffeligt.

Efter Aftensmaden hjemme vilde Redsted egentlig have været ud paa en Varieté; men det syntes hverken Brodersen eller Fru Redsted om efter Begravelsen i Formiddags.

Nej, det er s'gu sandt, det kan jo være meget rigtigt. Ja, det er saamænd ikke, fordi jeg vilde høre disse Smaapiger synge. De Tider er forbi med denne her:

Blinker til mig,
blinker til mig.

207

Vil du ikke - nikke la'
vær med at blinke til mig

eller kan De huske den, Brodersen:

Derfor elsker jeg Kærlighed,
den er det bedste, som jeg véd.

Nej jeg kunde haft Lyst til at drikke et Glas Øl fra Fad og saa se denne her, Kosmografen, med levende Billeder fra hele Verden, den skal være meget interessant og lærerig.

Men de blev dog hjemme, og morede sig med, at Fru Redsted og Manden prøvede paa at lære Brodersen at spille Gnav.

Det var min Faders Yndlingsspil, sagde hun, nu spiller de det ingen Steder mere. Men jeg holder saa meget af det.

Ja, det skal De s'gu lægge Dem efter, Brodersen. Det er noget gammelt, der kommer op igen engang, læg Mærke til hvad jeg siger. Og det kan spilles Tomands, naar jeg nu er borte. Véd du hvad, Øsse, sagde han pludseligt, hvad der falder mig ind, Jonas og de andre gamle Stamgæster henne paa Brodersens Kafé, de er vist ikke rigtig tilfredse, med at han er kommen til at bo hos os.

Jamen jeg har givet Brodersen Lov til at gaa derhen en Gang om Ugen, sagde hun og smilede.

Den er s'gu storartet, en Gang om Ugen Nattegn til elleve!

Brodersen lo med. Det er saamænd heller ikke nødvendigt tiere, sagde han, for det er jo mest saadan det samme hver Aften.

Jo; men det er det alle Vegne. Det er det over hele Verden. Det er det da s'gu ogsaa her hjemme.

Ja, men der er rigtignok Forskel.

Ja, Gudbevares, paa et Familjeliv og en Stamknejpe. Den er svart. -

Om Tirsdagen rejste Redsted. Og Søndagen efter, da Vejret var smukt, kørte Fru Redsted, lille Henny og Brodersen i Sporvogn ud paa Vestre Kirkegaard for at se til Jørgensens Grav. Paa Vejen hjem kigede de ovenfor hos Enken, og om Aftenen skrev Fru Redsted til sin Mand, medens Brodersen sad inde hos hende og læste videre i den tykke Roman. Deri forekom en fornem, midaldrende, engelsk Forretningsherre, som var en gift Kones uegennyttige Ven og Tilbeder. Hendes Mand var en højtstaaende Officer i Indien, om hvis Eventyr under Ekspeditioner i det indre der gik dunkle og mærkelige Frasagn. -

208
209
Tillæg.
Af Circler (1893)
210
211

Jeg stiger ud ikke langt fra en af de større Jærnbanestationer og driver derind for i Restaurationen at drikke et Glas Øl. Inde i fjerde Klasses Ventesal var en Udvandringsagent i Lag med at give nogle svenske Karle og Piger Billetter til det store Emigrantskib, der skulde gaa Dagen efter; adskillige Anvisninger og Forklaringer føjede han til paa Svensk. I Nærheden af Bondefolkene gik en 30aarig Mand med rank Ryg og et lille Overskæg op og ned. Han havde en flot, brun Hat paa af Moden fra ifjor, ganske kort, chamois Sommerfrakke, saaledes som Lapsene brugte Aaret iforvejen, vide tærnede Benklæder af fint Klæde og bare Hænder. Da jeg kort Tid efter atter passerede Ventesalen og kigede ind, var Bønderne borte, men Agenten og den anden i fuldt Skænderi. Den svensktalende var forvandlet til en yderst opbragt Tysker, der ganske havde glemt sin Smule Svensk og overøste Modparten med en Bunke Skældsord, som denne slet ikke forstod. Han stod blot med begge Hænder i Overfrakkelommerne, Næsen næsten helt op ad Agentens og indskød engang imellem meget højt og paa snerrende Københavnsk nogle korte: » ...... Kæft! ...... Kør væk med den! ....Javel - Luftskipper! ....Skvat!«

Det var mig umuligt at modstaa dette Pust fra Sundets Skove, jeg traadte til, fortalte, jeg var Dansk, og tilbød min Mægling. Sagen blev ogsaa uden Vanskelighed bragt i Orden, efter at min Landsmand var sendt over i den anden Ende af Ventesalen, hvor han straks gav sig til at promenere og spise paa en Sommerpære, som han havde haft i den chamois.

Da Agenten var stillet tilfreds og forsvandt med de høfligste Buk og Vendinger, gik jeg over til Danskeren.

Han hilste med to Fingre paa Hatteskyggen og Lillefingeren strittende ud i Luften: »Maa jeg takke Dem, min Herre!« Og et Øjeblik efter: »Det er mig en Stolthed a' træffe en Landsmand, der er i Besiddelse af Egenskaber .... og Evner til at ka' ... være med paa Spørgsmaalene!« Og han hilste igen.

Jeg indvendte beskedent, at det hele jo ikke havde været saa betydeligt,

212

og spurgte, om han ikke vilde gøre mig den Fornøjelse at drikke en Bajer med mig.

Fingrene kom atter op til Hatteskyggen: »Jeg siger ikke Nej.« Og efter en lille Pavse: »Maa jeg spørge, om den Herre er meget kendt i Hamborg; for ellers er der en rigtig pæn Beværtning her i Nærheden, hvor jeg slog en lille Klods i Formiddags, saa det gør altid et godt Indtryk, naar man kommer der med Gæster!«

Jeg var straks meget villig til at følge med ham: »De har maaske været længe i Hamborg?«

»Næ, jeg kom i Morges Klokken ni fra Kiel a'. Jeg ha'de faaet fri Rejse fra København for at skaffe en dansk Pige, der tjente paa en Herregaard i Holsten, over i de danske Postskibe.«

»Hva' for no'et?«

»Jo, hun ha'de brændt den a' hjemmefra uden videre, og Mo'ren kom og klagede over alle Lande og Tøsen ha'de skrevet, hun vædede Brevet med Taarer. Saa sendte jeg Konen ned i Studentersamfundets gratis Retshjælp for ubemidlede; det er ikke for det, de ku' s'gu godt betale for det, men dér er det jo gratis! Og dér talte hun med en mageløs venlig Herre, og han sa': Vi ka' ikke gøre noget; men har De en paalidelig Mand og ka' sende ned at ta' imod hende, saa lad hende i Guds Navn stikke a'! - Og saa huggede jeg gratis Rejse til Hamborg; og jeg gaar meget før med Hamborgerbaadene end ligge og rakke over Norge.«

Vi kom ind i en lille fedtet Beværtning, hvor Solen stegte; min Ledsager var straks helt kendt med Vært og Opvartningspige og bestilte to Glas Øl paa min Regning.

»Naa, og De fik ogsaa rigtig fat i Pigen?« spurgte jeg.

»Jo, jeg traf hende en halv Mils Vej fra Kiel; hun var b'e'en skrevet til, at hun sku' be' sig fri om Aftenen for at gaa til Byen, og saa sku' hun ta' sit bedste Tøj paa og saa meget, hun slæbe kunde, uden at de opdagede det. Og dengang vilde hun ikke mere og sa', hun vilde hellere vende om, for Vorherre vilde nok hjælpe hende, og hun ku' ikke holde ud at gaa længer med alt det uldne Undertøj; men saa sa' jeg: Det er lige meget, sa' jeg, for jeg staar med et Ansvar, og jeg skal videre til Hamborg; og hvis Du tror, at jeg er ta'et herover for at spille Komedie i Maaneskin, saa er det s'gu Løgn, sa' jeg. Og li'som de laa med Dampen oppe, saa var jeg der ogsaa med hende, det gik brillant! Og Styrmanden, han grinte og sa': Det er s'gunte første Gang, vi er

213

med paa den, sa' han, og Du ska' ikke græde, min Tøs, for tyk er Du jo, men det er af den Sort, der gaar over uden Barnedaab! Og saa lukkede de hende ned i Kahytten, til de var ude af Havnen, og jeg fik mine Penge til Hamborg af Kaptajnen.«

Jeg stirrede ned i den Underkop med Fluegift, der stod foran os i Vindueskarmen, og hvor Flueligene svømmede i Hundredevis. Saa bestilte jeg hurtigt et nyt Glas Øl til min Landsmand.

Han bøjede sig over imod mig med en lille høflig Skutten paa Skuldrene: »Jeg veed ikke, min Herre ... De maa undskylde ... men det forekommer mig for ganske bestemt, som jeg sku' kende Dem paa Anseelse hjemme fra København. Det er muligvis fra tidligere Tider, hvor at man var ... med paa Livet og kom paa bedre Steder! -For jeg skulde vel ikke ha' købt Klæ'er hos den Herre?«

»Nej, det veed jeg ganske bestemt, De ikke har.«

»Ja,« - sagde han med en eftertænksom Mine - »det er nu ikke for det; men som den Frakke, jeg her har paa, den har jeg købt af en Bankassistent! Han har faaet den for nyeste Mode ifjor. Og det er en lille fjong Frakke med Silkefo'er, men i Forretningslivet er den ikke noget værd; det skal ligefrem være til en selv, naar at man sætter Pris paa at gaa lidt flot klædt - som jeg altid har gjort. Jeg gav ham 4 Kroner for den og 3 for denne her Diplomatskødefrakke; De finder ikke nogen Handlende i hele København, der gi'er mere.«

- »Det var ellers ikke meget.«

»Næ, men Arbejdsklassen, de gaar ikke med Skødefrakker. Det eneste er, at man kan gaa til Politiet og faa en Krone for dem til Fangerne. Jeg har solgt mange til Politiet, for det er det billigste, de kan faa. Men der er ogsaa dem af Fangerne, de ikke kan faa i dem, fordi de føler det som en Nedværdigelse; og de var den lange Hestgarder-Hansen og tre andre Betjente om Massetyven ude fra Rhabarberlandet; men de ku' ikke faa Skødefrakken paa ham. Og han sa', de ku gi' ham Haandjern paa, saa sprang han dem. Og det g'orde han, og de maatte ha' Nielsens Mestersvend ovre fra Torvet for at ordne dem. Saa først fik de den paa ham. - Men for en anden, der kan gaa med en Skødefrakke, er det jo en Dæksmand at faa saadan et Stykke for et Par Kroner ... ens paa Ret og Vrang!« - Og han borede med en sort Negl et lille Hul i Foret større for at vise mig, at Tøjet var gennemvævet.

214

»Naa, De har saadan drevet en større Forretning med gamle Klæder derhjemme i København?«

»Med alt muligt! - Lige meget hva' De kan tænke Dem, det kom den ene Dag og b'e' solgt den næste. Lige Dagen før jeg sku' rejse, købte jeg et Træben af en Pige efter en gammel Herre for 2 Kroner. Saa sandt jeg staar en Synder for Gud, om det hang mere end en Time, saa kom der en rigtig pæn ældre Herre og bod paa det. Men han vilde ikke gi' mere end 5 Kroner, den Slave, og det var af de rigtig regulérte Træben med Laarskinne; de koster over 30 Kroner fra nyt af Men den rejste han ikke hjem paa, for jeg sa' til ham: Ikke under 10 Kroner og 2 Bajere, om jeg saa skal synke i Jorden; og der er ligefrem Folk gaaet igennem Gaden og har ønsket, de var enbenede for at ku' købe saadan et Træben! Naa, saa gav han 7. Skidt være med det! Det var altid en Forretning!«

»Jamen jeg kan blot ikke begribe, Hr ...«

»Mit Navn er Hans Peter Egskov.«

»Ja, Hr. Egskov; det er dog underligt, mener jeg, De rejser hjemmefra, naar Forretningen gik saa strygende.«

»Jo, for ser De, det b'i'er osse triviælt i Længdenjeg har heller ikke altid været i det Liv. - Jeg veed ikke, om De har hørt Tale om den unge Baron Karl Rosenhjelm; ham har jeg tjent for Tjener, fra jeg kom af Tjenesten og til han døde.«

»Jamen ligger det ikke allerede nogle Aar tilbage?«

»Jo, desværre; det ka' De sige med Rette. For det var en brillant Herre at være hos! Det var et Menneske med Sindelag - og han gik paa den værste! Jeg var med ham paa hans Kur i Wiesbaden og bagefter 4 Uger i Wien og Budapest. Og det hørte jeg selv Dokteren sige, da vi kom hjem, at det er li'emeget, Baron, sa' han, men har De ku' staaet for den, saa tror jeg li'egodt, jeg tør ta' en Paré paa Resten. Men han døde alligevel ud paa Foraaret, lige paa en Gang. Det kom over ham! Man kan sige, han visnede hen - ligesom en Skygge!«

Jeg lod bringe frisk Øl; den forhenværende Tjener klinkede med mig og drak. »Den Sort Mennesker er sjældne,« sagde han, »og de lever ikke længe. Jeg vilde ønske, De ha'de set ham, med hans Karakter og .... Optræden! Naar han kørte ned a' Ringen med fire Heste og Wiens flotteste Piger i Vognen! Der var ikke mange Danske, der kom paa Højde med ham i Udlandet, for han gjorde dem Ære! - Og det tør jeg nok sige, jeg var ham en lydig Tjener og en tro Tjener, og

215

han var ligeglad, hvordan Fa'en man brændte den af med ham. Jeg husker saa tydeligt en Morgen, jeg sku' ha' kaldt paa ham Klokken 11, og jeg var selv først kommen hjem Klokken 10, og jeg vaagnede Klokken 1, og Baronen sov endnu. Og saa sa' han til mig om Eftermiddagen: Nu tror jeg, Du er b'e'en rent skruptosset, Hans; tror Du, Du er skabt til at bestille noget eller til at spille Balloner med Fruentimmerne? Men saa svarede jeg li'saadan: Hva' jeg er skabt til, det veed jeg ikke, Hr. Baron, for det kender jeg ikke; men jeg holder mest af at spille Balloner med Fruentimmerne! Og saa grinede han bare a' mig, lige op i Øjnene, og sa': Det gør jeg s'gu med, sa' han, og nu har Du vel brugt alle dine Penge i Nat; og saa stak han mig en Tyve-Guiden, ganske ligefrem og nedladende. Han var ikke af dem, der oversaae nogen. Det var et Menneske med Dannelse ... og med den sande Dannelse! -«

»Det er kun beklageligt, at saadanne Mennesker skal dø,« indskød jeg.

»Det maa De sige to Gange. Og De ka' være vis paa, vi sørgede osse over ham den Gang. Hans Mo'er, Enkebaronessen, var ligefrem ved at blive helt halvtosset over det, for hun var saa gudelig og .... gudhengiven; og nu er hun selv død i Efteraaret, og der ska' ha' været en myrderlig Bunke Syle efter hende, saa hun ha'de saamænd ikke behøvet at vride og vende sig saadan, naar vi vilde slaa et Par Skilling ud af hende i sin Tid! Men hun sad ham et dejligt Marmormonument paa Graven; det kan man ikke sige andet. Der laa en Billedhugger fra København ekspres derovre for det samme i to Maaneder og aad og drak, som om han aldrig sku' se Mad mere! Og vi g'orde et morderligt Sjov med Bondepigerne, naar de kom i den første Tid og sku' se paa Stenen; - der er for Resten ganske udmærkede Piger der paa Egnen!«

»Men alligevel vilde De ikke blive der længere, da den unge Baron var død?«

»Næ - det vilde jeg ikke! Og Enkebaronessen var heller ikke saa behagelig som Dame betragtet, det var hun ikke .... saadan mere af den gamle Skole ... og ikke med paa Nutiden .... det var ikke de Indsigter og Begreber, som hos Sønnen! Men jeg fik mine 200 Daler, som han ha'de testamenteret mig paa sit yderste Dødsleje, og Skytten og jeg sku' dele hans Klæ'er. - Der sku' De set en lille Vinterfrakke af grønt engelsk Klæde, meget lidt brugt! De vilde ligefrem ikke ha' generet

216

Dem for at købe den. Den røg næste Foraar for 6 Kroner, den var 30 værd; det var ligefremme Blodpenge! Det var Synd for den Frakke, ogsaa som Erindring betragtet. Naa, skidt være med det! - Saa kom jeg til et andet adeligt Herskab, men det rev ud med en Flænge, og saa var det, jeg tog til København. Der gik den godt en Tid, og jeg b'e' saa at sige ringforlovet med en Pige, som at der var en Smule bemidlet, og der var Tanke om, at vi sku' overtaget en Vognmandsforretning, for jeg har altid holdt meget af at køre; men saa veed De nok, hvordan det gaar, naar man saadan skal balancere den med et Par Stykker paa een Gang, jeg veed Fa'en ikke, hvordan de alligevel en skønne Dag braser sammen - og saa laa den Vognmandsforretning! Det var ikke behageligt! Og den anden lille Pige omme i Gotersgade, hun ha'de ikke mere, end hva' hun ku' hugge fra Mo'ren, saa det var en sand Tilskikkelse, jeg ha'de lært en Mand at kende fra Aalborg og gaaet lidt i Byen med herovre, for de er dog ikke rigtig med paa'en fra Provinsen, naar at de kommer til København! Og han var en Familie til Faktoren paa Jydsk Avis'es Trykkeri, og han anbefalede mig til Ka'l. - Det var min lykkeligste Tid ... uden Sorger og sammen med dannede Mennesker!«

»Jamen jeg troede, den Tid i Wien og Budapest .....«

»Det var osse en lykkelig Tid ... det var en glimrende Tid ....«

»Ja, og jeg mente, Baronen, sagde De, havde jo netop saa megen Dannelse.«

»Det ha'de han osse, men det var en anden Dannelse; det var ikke den boglige Dannelse, som Tofte ha'de paa Trykkeriet. - Jeg veed Fa'en ikke, for naar jeg faar en Bog i Haanden, saa, naar jeg har læst et Par Sider, maa jeg bladre om og bladre om, for saa kan jeg ikke huske alt dette lange Indledning og som de skriver saa udførligt med alle mulige Begivenheder. Men Tofte, naar han var færdig med Trykkeriet, ku' han sætte sig hen med en Bog li'som en anden med en Bajer; og han har vist mig mange Gange disse store Tampe af Romaner, dem ku' han læse ud paa en Nat, og han bandte paa, de ku' høre ham i dem. Det er ikke alle givet!«

»Nej - det maa virkelig have været et meget dannet Menneske.«

»Han var ligefrem begavet; og han interesserede sig meget for at snakke med mig og forklarede og fremstillede mig mange Ting af Bøger og Skrifter: om Louis Pios Liv i Fængslet og om Bibelen og den frie Tanke, og jeg veed Fa'en ikke, for Munden stod ikke paa

217

ham. Saa var det osse, Katholikerne fik fat i ham derovre, og saa læste han i deres Katekismus og i Lærebogen og om Gerningerne. Det kom jeg jo ogsaa lidt med paa ved den Lejlighed - Det er en smuk Religion og en meget godgørende Religion! De sa', at Folk af Arbejdsklassen, der var Katholiker, de ku' slaa Præsterne for li' saa meget, det skulde være. Naa, jeg kom ikke nærmere ind i det; jeg var der kun et halvt Aar, fra Maj til November.«

»Jamen hvorfor ikke længere?«

»Næ, for ser De, det b'i'er osse triviælt i Længden; og paa saadan et Trykkeri, der er saa mange Pigebørn og Fruentimmer, og man faar tilsidst saadan et Paradis om Ørerne, at man ikke ka' klare den længer'. Saa gik jeg no'et paa en Hattefabrik. Men det er endnu meget mere triviælt og fortvivlet; og gaa at slide sig pukkelrygget for saadan et Par bøvede Byraadsmedlemmer - nej, det ku' jeg ikke finde mig i. Saa fik jeg drevet lidt Penge ud af dem paa Trykkeriet og stak til Amerika.«

»Saa De har været i Amerika før?«

»Javel! Jeg ha'de en ganske udmærket Plads derovre, hos en Landmand oppe i Nærheden af Indianerterritoriet. Først var jeg af disse cow boys, der rider rundt og vogter Kre'turerne; men det er en Vildmand at gaa paa, og man faar jo nok lidt paa Haanden; men det drikker man op inde i New York, og saa er man bunden paa et helt Aar, saa det stak jeg fra, da jeg ha'de været der otte Dage. Men saa kom jeg til den farmer, og det b'e' min bedste Ven, det ka' jeg sige, og min sande Ven, og han ha'de en ganske dejlig Kone .... lille Livstykke, 20 Aar yngre end Manden, saa vi gik jo hen og blev lidt Halvkærester. - Naa, men der kan jo nemt komme et Ord i Vejen, og det ene med det andet: han var en respektabel Hædersmand, det var han, men han ku' osse b'i'e gal i Hovedet, og saa stak jeg med en Tømmerflaade ned til Syd-Carolina. Men der ha'de jeg ikke andet end Uheld, ikke Spor andet end Uheld; der var ligefrem en Stjerne over mig! Jeg var i et Selskab, og vi rejste rundt med alt det nyeste; men vi g'orde ingen Forretninger. Vi ha'de Garfields Mord, i stor Fremstilling, den gik nu ikke mer' i Nordstaterne, for det la' allerede no'en Aar tilbage i Tiden; men vi ha'de osse alt andet, hvad der var passeret i Unionen af Ulykker og Begivenheder - og interessante Misfostre og Englen, der svæver ned til Barnet, som drømmer i Søvne med en lille Trompet i Haanden. - Men det var usle Tider; der var alt for megen Konkurrence.

218

Og saa stak jeg hjem paa et russisk Barkskib for at hjælpe til at stuve i Lasten. Jeg var i Unionen i 5 Maaneder.«

»Men De har nok Mod til at tage derover igen?«

»Ja, nu gør jeg det mest for min Kones Skyld, ska' jeg sige Dem.«

»Deres Kone? Er De gift?«

»Javel ... og har tre dejlige Børn. Der sku' De se Kærnesvende: en Dreng og to Piger, Drengen er den ældste. Naar vi si'er til ham: Ka' Du gøre Øjne til Pigerne?, saa laver han alle de Komedier med Øjnene, De ka' tænke Dem. Den mindste af Pigerne, hun er otte Maaneder; hun skaalede med Fa'er, da han rejste; hun drikker bajersk Øl li'som en Svamp, naar bare hun ka' komme til det - men altid af Glas; der er ingen af vores Børn, der rører en Kop til Øl!«

»Men De vil ikke ha' Familien med derover?«

»Næ, de kommer til min Kones Forældre; det er meget sundere for Børnene. De dækker dem tykt, de gamle, nede i Ringsted. Og det ku' ikke b'i'e ved at gaa med min Kones Helbred i Længden, hun ha'de aldrig Fred i Forretningen. Døren stod ikke; og i Forretningslivet, ska' jeg sige Dem, en Mand, han kan ikke altid være hjemme; saa er der den ene, man ska' tale med, og saa er der den anden, og man træffer dem ikke, og man maa vente og drikke en Bajer, og saa gi'er den ene en Bajer, og saa maa man selv gi' en ..... næ, det var et meget usundt Liv for min Kone! Nu ska' hun bare ha' solgt den Smule, der er tilbage, og det er ikke meget; saa faar hun Fred og Ro hjemme hos de gamle; det er meget bedre. Han har været ved Jærnbanen, og de har et nydeligt lille Hus lige ved Byen og Have og Ko, og Konen har arvet for nylig .....«

»Ja, det kan jeg godt begribe, De finder, De skylder Deres Kone.«

»Gu' gør jeg saa! Det er en brillant Kone, jeg har, og dejlige Børn! Jeg veed ikke, om det ku' interessere Dem at se deres Fotografi?« og han halede et Kabinetsbillede op af Lommen, »det rev de gamle dem med, da de var inde i Byen.«

Paa Billedet sad han selv med en lang, mager, noget ældre Kone ved Siden, der havde den yngste paa Skødet og den største Pige ved Haanden; Drengen stod mellem Knæene paa Faderen med et Hoved nærmest som en Taageklat. »Han var lidt urolig, den Høvl,« blev der forklaret.

Baggrunden dannedes af et Postament, som lignede en Haveport; dér saae man en lille firkantet mørk Plade.

219

Jeg spurgte, hvad det egentlig var for noget.

»Det er den lille, vi ha'de, som døde. Vi har et ganske udmærket Fotografi i Ramme a' hende, og saa sa' jeg til min Kone: Vi ska' ha' lille Camille med paa Billedet, for vi ska' være allesammen samlede. Og det er hende dér hænger, men det er nu ikke videre tydeligt!«

»Nej, men ellers er Billedet udmærket!«

»Det er brillant ta'et, det Billede, og jeg sa' osse til min Kone: Det skal hvile ved mit Hjerte! Og i den første Tid ka' jeg naturligvis ikke sende hende noget, for det er store Sager, naar man selv kan klare sig; men med Guds den Almægtiges Hjælp, saa, naar jeg er godt i Gang med en Forretning derovre, ta'er jeg hjem og henter hele Schokket.«

Klokken var bleven temmelig mange; jeg skottede til Uhret, da jeg bestilte de to sidste Bajere.

»Ja, nu opholder jeg maaske den Herre for længe; jeg veed ikke, om jeg maa tillade mig at udtale min Tak endnu en Gang, naar man staar i Begreb med at forlade Fædrelandet ... maaske for bestandig!« og han hævede Glasset. »Jeg har altid sat Pris paa Dannelse og paa at omgaas, med dannede Mennesker og nyde en Genstand sammen med dem! Det ved Gud jeg har. - Skaal!«

Jeg kastede et Blik ud over Torvet, der laa ganske glødende og øde i Heden.

»Det er en slem Varme at skulle trave af Sted i,« bemærkede jeg, bare for at sige noget.

»Maa jeg ikke tillade mig at ha' den Fornøjelse at hente den Herre en Droske?«

Han var paa et Øjeblik barhovedet ude af Døren, og jeg saae ham midt ude paa Torvet staa og skraale, raabe i den hule Haand og vinke af alle Kræfter. Et Par Minuter efter rullede han selv op for Døren paa Bukken af en Droske.

Jeg tog en sidste Gang Afsked med ham, mens han stod med Haanden endnu paa Vogndøren.

Saa traadte han tilbage med næsten samlede Hæle og ærbødig Holdning.

»Og lykkelig Rejse til Amerika!«

»Tak, min Herre: og det sku' være mig en Ære, om vi ku' være i Stand til at genses engang igen i Livet!«

»Ja, paa Gensyn!«

220
221
Efterskrift og note

Illustration til side 29.

222
223

Efterskrift

Forfatteren

»Opad Strøget i København kommer en Mand langsomt og roligt
spaserende, tætknappet Ulster, høj Hat; han hilser hyppig paa
Mennesker, som glider ham forbi, unge og ældre Damer, Mænd
af alle mulige Samfundsklasser og indbyrdes modsatte Partier, og
hans Ansigt med det store rødblonde Overskæg, de fremtrædende
Kindben og de klogt iagttagende Øjne skifter Udtryk efter mange
Stemninger, der ligesom holdes sammen af en uforstyrrelig lun
Ironi. Han følges snart med én, snart med en anden, og han taler
ikke blot meget selv med sin indsmigrende, lidt tilslørede Stemme, men forstaar samtidig snildt at lokke Ordene paa Gled hos
den, han taler med. Og mens han smilende siger Farvel for i næste
Øjeblik smilende at møde en ny Bekendt, nyder han ret i sit stille
Sind den københavnske Luft, der sitrer og bølger omkring ham,
Gadens brogede Skuespil, Døgnets hidsende Atmosfære, hvori
Menneskesindene ophedes som Meteorer, der et Nu spiller i
mange Farver for hurtig at afkølnes igen.«

ette øjebliksbillede af Karl Larsen skyldes en af hans samtidige, kritikeren C.E. Jensen, og findes i hans bog Vore Dages Digtere, 1898.

Karl Larsen var ikke københavner af fødsel. Han blev født i Rendsborg 1860 og var af sønderjysk slægt. Hans far var ingeniørofficer og faldt ved Dybbøl i 1864. Hans mor døde året efter, og den forældreløse dreng voksede derfor op i bedstefarens hjem i Vestergade i det gamle voldkvarter.

Karl Larsen blev student i 1877 og begyndte at studere jura og statsvidenskab. Han blev alumne på Valkendorfs Kollegium i Skt. Pederstræde, og her mødte han den tre år ældre Herman Bang. De blev venner, og venskabet varede til Bangs død i 1912. Ved Bangs 25-årsjubilæum i 1904 offentliggjorde Karl Larsen Lille Brev til en Jubilar, hvori han mindes deres muntre studenterdage på kollegiet, takker Bang for alt, hvad han har været for ham, og beskriver deres venskab: »- - - Du har været gal i Hovedet paa mig mange Gange og 224 flink imod mig meget tiere; vi har skændtes, og vi har været begejstrede sammen, ofte hjulpet hinanden, aldrig lagt to Halmstraa over Kors for hinanden, og paa det dybeste beundrer jeg den baade sviende og varmende Aandens Ild, som Du har forstaaet at holde i Flamme fra de unge Dage og til nu, da Haaret begynder saa smaat at graane -om Forladelse jeg mener selvfølgelig paa os andre.«

Karl Larsen studerede i flere perioder ved Berlins Universitet, og mødet med den tyske kunst og kultur fik på mere end én måde stor betydning for ham. Hans sønderjyske afstamning, farens død i krigen og bedstefarens livslange sorg over nederlaget i 1864 havde gjort den unge student meget patriotisk. Trods dette blev han stærkt betaget af tysk kultur og af den unge tyske enhedsstats åndelige disciplin og selvtillid.

Karl Larsens uventede oplevelse i Tyskland: at han kunne rumme store modsætninger i sig, og at dette gav muligheder for ny, personlig vækst, lagde grunden til hans rigt facetterede forfatterskab. Han blev på én gang vor fineste skildrer af københavnske typer og miljøer og en fremragende rejsebogsforfatter. Hans mange rejser bragte ham både til Amerika og Rusland, på en verdensomsejling og til forskellige lande i Europa. Han blev kosmopolit, men samtidig en engageret deltager i de hjemlige debatter om mange forskellige emner. I essayet Den røde Traad, 1915, skrev han:

»- - - Gennem alt, hvad jeg har skrevet op til de seneste Dage, gaar der for et opmærksomt Øje en Traad, der er spundet af to: Fordybelse i det hjemlige og Trangen til at begribe det udenfor os, som kan stille vort eget i Belysning.«

Karl Larsen måtte opgive sine universitetsstudier pga. en alvorlig sygdom. Han debuterede som forfatter i 1889 med to små skuespil, og i 1894 fulgte tre nye korte skuespil, samlet under titlen Ej blot til Lyst, men derefter opgav han dramatikken og blev prosaforfatter. Han udgav i debutåret sin første fortællesamling, og fra da af og til op i 1920'rne fulgte i hurtig rækkefølge det ene prosaarbejde efter det andet, fortællinger, romaner, rejseskildringer, brevudgivelser og journalistik. Allerede i 1899 var Karl Larsen blevet titulær professor.

Karl Larsen huskes nu mest for sine fortællinger, men flere af hans romaner er stadig meget læseværdige. I 1896 udsendte han sin første roman, Dr. Ix, hvori han drøfter de evigt aktuelle problemer omkring forholdet mellem kunst og liv. Er kunsten livsfjendtlig, forføres 225 kunstneren til at isolere sig fra samfundet, er kunst »Liv paa Flasker«?

I romanen Seksten Aar, 1900, viser Karl Larsen sig som en ubønhørlig, moderne realist, som går til angreb på romantisk sværmeri og sentimentalitet.

Karl Larsen drev indgående sprogstudier og specialiserede sig i københavnsk slang (se s. 229). En særlig interesse havde han for danske udvandreres sprog. Han udsendte i 1910 en offentlig opfordring til mennesker med slægt og venner i udlandet om at lade ham låne disses breve. Han fik stor respons fra mange forskellige sider og kunne i 1912 udsende første bind med danske emigranters breve under titlen De, der drog hjemmefra. Han fik udgivet fire bind breve i tiden 1912-1914, overvejende fra danske emigranter i Canada og USA. Han havde stof liggende til endnu et bind, da han blev voldsomt angrebet af en dansk-amerikansk præst, der protesterede mod denne udgivelse af udvandrernes privatbreve.

Karl Larsen havde naturligvis fået tilladelse af brevskriverne til offentliggørelsen, og han havde i de fleste breve ændret navne på personer og steder for at sikre anonymiteten. Men præsten havde faet rejst en sådan modvilje i visse dansk-amerikanske kredse, at Karl Larsen standsede sin udgivelse.

Karl Larsens interesse for breve stammede fra tidlig tid. I 1894 havde han udgivet sin oversættelse af en mærkelig samling breve fra en portugisisk nonne id. 17. årh.: Søster Marianne og hendes Kærlighedsbreve. I 1897 udgav han danske soldaters dagbogsoptegnelser og breve fra krigen i 1864: Under vor sidste Krig.

Breve var for Karl Larsen en psykologisk kilde af stor værdi: »- - - Det intime Brev er en kostelig Skat. Naar man tager det i sin Haand, er det ligesom man kan føle Livet banke gennem dette Blad Papir, hvor et Menneske har givet Udtryk for Stemninger og Tanker, der trængte paa og maatte bryde sig netop denne Vej til et andet Menneske. To er der altid i det fortrolige Brev: den, der skrev, og den, der modtog. I Linjerne og mellem Linjerne, gennem de Ting, der omtales, og dem, der ikke nævnes, i Ordvalg, Fortællemaade, Hentydninger aabenbarer de sig begge med deres Nutid, Fortid, hele aandelige Ejendommelighed« (Bogvennen, 1914).

Karl Larsen var ofte deltager i debatter og polemikker, ikke mindst under første verdenskrig, hvor han på én gang var angst for Danmarks 226 skæbne og beundrede den tyske nations dygtighed. Men efter flere besøg ved vestfronten, hvor han oplevede den grusomme og langtrukne destruktion, mistede han sin tro på, at Tyskland evnede at opbygge noget på grundlag af militær magt. Han skrev derfor i 1919 Militarismens Fallit. -

I 1921 udgav Karl Larsen Udvalgte Skrifter I-IV, 2. udg. 1930. Sine fortællinger samlede han i bd. II, dog står I det gamle Voldkvartér sammen med Circler og Seksten Aar i bd. I. I 1911 ophørte Karl Larsens skønlitterære produktion, og i årene derefter, til hans død i 1931, gik hans tid med journalistik og kritik samt mange praktiske gøremål. I anledning af hans 70-års fødselsdag i 1930 udkom et udvalg af hans artikler og kronikker med den meget velvalgte titel: I og imod Strømmen.

Det tidlige forfatterskab

Det er ofte sagt og skrevet om Karl Larsen, at han debuterede sent, men han var dog kun 29 år og udsendte i debutåret 1889 både to skuespil og en samling fortællinger.

I Kvinder, en enakter med undertitlen Kjøbenhavnsk Studie, viser Karl Larsen sig som fuldblods realist, og hans dramatiske teknik er allerede så sikker, at man fristes til at tro, at han kunne have udviklet sig til en dansk Ibsen. Kvinder blev opført i 1894 på Det frie Teater, senere på Dagmarteatret og Det Kgl. Teater.

Kvinder er et indlæg i »Sædelighedsfejden«, der rasede i de nordiske lande i 1880'erne med Brandes og Bjørnson som hovedaktører. Det originale i Karl Larsens lille skuespil er dets sociale perspektiv. Han stiller både Brandes' og Bjørnsons teorier i et satirisk lys og afslører dem netop som teorier. De har ikke forbindelse med jævne menneskers hverdag, og slet ikke med kvinders, hverken borgerskabets eller arbejderstandens.

Karl Larsen er ikke, som det ofte anføres, den første, som har givet et realistisk billede af en københavnsk proletarkvinde. I Kvinder har han givet et diskret vink om sin forgænger, den norske forfatter Alexander Kielland, som kendte København bedre end Christiania. Han udgav i København i 1882 To Novelletter, hvoraf den ene, Trofast, opstiller en skarp kontrast mellem en velhavende kulgrosserers 227 sorgløse hjem og den fattige og fordrukne madam Hansens triste liv i Vognmagergadekvarteret.

Kielland havde dyrket den korte prosafortælling siden sin debutbog Novelletter, 1879, der blev en stor succes både i Norge og Danmark. Det er vel nok Kiellands populære novelletteform, der inspirerede flere danske forfattere i 1880'erne til at skrive i den realistiske kortprosaform, blandt dein Bang, Pontoppidan og Karl Larsen.

Kielland og Karl Larsen har dog ikke samme syn på litteraturens midler. Kielland var en bevidst og ofte udfordrende tendensdigter. Drivkraften i hans forfatterskab er den sociale indignation. Han ville gøre nytte med sine bøger, og det mente han krævede ensidighed og subjektivt engagement. Karl Larsen valgte som social realist andre veje. Han mente, at den nøjagtige skildring af hverdagen havde værdi i sig selv, og hans foretrukne holdning er ironiens.

En Latinskoledreng og andre smaa Fortællinger, 1889, er Karl Larsens debut som novelletteforfatter. Han bruger dog ikke betegnelsen novelletter, den var i tiden blevet knyttet tæt til Kiellands navn. I denne første af Larsens fortællesamlinger er der spor af tidens store realister; skarp ironi over præstestandens materielle levned står side om side med følsomt-ironiske skildringer af pubertetsalderen og af stille, upåagtede hverdagsskæbner.

Et afgørende gennembrud i Karl Larsens forfatterskab er rejsebogen Circler fra 1893. Det er ikke nogen gængs rejsebog, for den har ikke til hensigt at give oplysende eller interessante beskrivelser. Den er snarere en rejse ind i forfatterens indre verden, en udforskning af hans muligheder og et forsøg på at afgrænse hans særart som dansk forfatter.

Den begynder med et humoristisk opgør med den romantiker, som endnu ligger gemt i ham. Inden rejsen er han ved opslag i et leksikon blevet fanget af en artikel om den lille jyske by Vamdrup: »- - - Oase midt i Hedens Sand - - - Grænsen mellem de to Riger - - -.« Han forestiller sig Vamdrup som saftigt grønt og smilende i modsætning til et goldt øde til alle sider. »Men jeg gik lige til Vamdrups Yderkanter og saae ikke andet i hele Synskredsen end jævne Kornmarker og Kartoffelmarker uden nogen særlig Yppighed og uden noget afskrækkende Hedeland omkring, det maatte vist gaa mere gradvis for sig med den Overgang til Ørken.«

Den næste lærestreg får han på den genoptagne togrejse, nu gennem 228 den tyske del af Sønderjylland. Han forarges over de danske bønder, som ikke viser mindste tegn på sorg over det tabte land, men ganske uanfægtede og muntre pludrer løs på deres sønderjyske dialekt, mens de rejser mellem de små stationer med fortyskede danske navne. Men ved nærmere eftertanke bliver han klar over, at »disse jævne Bønder nu snart i tredive Aar var bleven ved med naivt og inderligt at holde det fast, som ogsaa for mig var det højeste Gode, mit Livs Aande: vort danske Sprog.«

I Hamborg opsøger forfatteren det livlige havneterræn og går ind på en jernbanestation for at få et glas øl. I 4. klasses ventesal ser han en udvandringsagent, som deler billetter ud til en gruppe svenske karle og piger. Da de har begivet sig ned til emigrationsskibet, kommer den tyske agent i et voldsomt skænderi med en ganske flot påklædt mand, som ikke forstår meget tysk og skælder tyskeren ud på snærrende københavnsk. Forfatteren tilbyder sig som mægler, og da den tyske agent er forsvundet, inviterer han den ukendte københavner på et glas øl. De kommer let i samtale, og den ukendte præsenterer sig: »Mit Navn er Hans Peter Egskov.«

Egskov fortæller brudstykker af sin livshistorie. Han har haft en marskandiserbutik i København, men forretningen gik dårligt, og nu er han for anden gang på vej til Amerika for at søge lykken. (Se tillæg s. 209.)

Denne historie viste sig at have stof i sig til mere end en episode, og i Udenfor Rangklasserne byggede Karl Larsen videre på den. (Se s. 11.)

I Berlin opsøger forfatteren ikke turistattraktioner, men steder, der rummer helt personlige minder fra den tid, da han som ung student var i Berlin for første gang. Han tænker på de mange tåbelige ideer, han dengang havde, og som han heldigvis har opgivet. »Bevægelser, Retninger, Skoler! Den, der er over 25 Aar og er med i den Slags, -han fortjener at være det!« Det er forståeligt, at unge mennesker føler styrken i at slutte sig til andre, at føle sig som medarbejdere for en bevægelse, en skole, men »- - - den, der er kommen til Klarhed over, at han ejer en Evne, hvis Berettigelse det slet ikke kan falde ham ind at diskutere, fordi den udgør hele hans Væsen, den Mand, f Eks., der føler en uforklarlig og altoptagende Glæde ved at kunne gengive Mennesker og deres Stemninger udi levende dansk Sprog, for ham er der ikke andet at gøre end at bide af Ensomhedens Træ paa godt og 229 ondt og gaa sin Vej, saaledes som den nu engang kan blive for ham.«

I Dania. Tidsskrift for Folkemål og Folkeminder, III 1895-96, fik Karl Larsen publiceret en afhandling med titlen »Om dansk Argot og Slang«. Ved argot forstås klikesprog, og han fortæller, at hans tidligste kendskab til argot stammer fra hans studietid, hvor en gruppe juridiske studerende dannede en klike og et særligt sprog, der var vanskeligt at forstå for uindviede. Snart begyndte Karl Larsen at interessere sig for andre klikers sprog, specielt for de former for argot, der trives i bestemte erhverv og beskæftigelser og som er blevet levedygtig tradition: håndværkerargot, hærens og marinens argot, jægerargot, skuespiller- og politikerargot, dertil vagabonders og luderes argot. Et uddrag af afhandlingen i Dania udgav Karl Larsen som en lille selvstændig bog i 1895, Dansk Soldatersprog til Lands og til Vands, der er meget fornøjelig læsning.

Slang er for Karl Larsen et langt videre begreb end argot. Mens argot - der i Karl Larsens tid var i aftagende - kun optræder i specielle fagkredse eller i snævre cirkler, så er slang et udtryk for en langt mere levende og dynamisk sprogbrug. Slang udspringer af menneskers sproglige fantasi og af deres trang til at variere det konventionelle rigsdansk, som dengang blev søgt indpodet alle befolkningslag gennem skolen.

Karl Larsen arbejdede med et tredje sprogligt begreb: jargon, der for ham var overordnet argot og slang. Han skrev i Dania: »Den moderne økonomiske Udvikling har skabt en stor Del Individer, som ikke besidder mere end en ganske elementær Dannelse, har haft forskelligartede, tjenende Stillinger, været Soldater og under skiftende Konjunkturer tumlet sig i vekslende, friere Erhverv. Herigennem er de kommen i Forbindelse med Mennesker af meget forskellige Samfundsklasser, og deres Tale genspejler svagt Konvenienssproget og stærkere den meget Argot og særligt Slang, som deres brogede Liv har bragt dem i Berøring med. De sammenarbejder alt dette Stof til en individuelt særegen Jargon, som tager Farve af Situationen, hvori de befinder sig, Personen, som de taler med, og som det bringer et rigt Udbytte for Sprogmanden, Psykologen og Æsthetikeren, at studere.« (s. 67).

Karl Larsen studerede ikke menneskers jargon for at more sig over »pudsig« sprogbrug, men fordi han mente, at man gennem jargonen får et indblik i »- - - menneskelig Natur og dens Arbejden for at 230 skaffe sig Udtryk igennem Sproget.« Dette sprogpsykologiske studium kræver først og fremmest en tålmodig lytten til det talte sprog i hverdagen. Vi kender - eller mener at kende - den stadigt lyttende og iagttagende unge Karl Larsen gennem Herman Bangs portræt af ham i Stuk, 1887. Her kaldes han Lange, og han færdes hjemmevant i Københavns mondæne Liv, altid i selskab med romanens hovedperson Herluf Berg.

Bangs portræt af vennen er ofte benyttet, således af Vilhelm Andersen. Han skriver: »- - - med det Ungdomsbillede af Karl Larsen, som Bang har givet i »Stuk« - Impressionisten, der vil finde »det ene lille Ord« - stemmer de første Forsøg paa at lade en naiv Følelse røbe sig gennem det sproglige Udtryk - - - «. (Illustreret dansk Litteraturhistorie, IV, 654.) Med de første forsøg mener Vilh. Andersen de to debutbøger i 1889. Det er dog et spørgsmål, om Langes stilproblemer har noget at gøre med Karl Larsen.

Vilh. Andersens citat er plukket ud af en samtale mellem Herluf Berg og Lange, som - forstår man - ofte har plaget vennen med sine penneprøver. Lange tager en bunke papirer op af lommen og leder efter noget, han vil læse højt: »Besynderligt - jeg havde s'gu et Gulv, et brilliant Gulv - kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at rode ...

- Det var et Gulv, forstaar Du - Lange viftede med Haanden - et Balsals Gulv, Du, set ind gennem Dørene - med Støv henover og en Stump Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg - - -..«

Berg bliver til sidst træt af igen at skulle høre om den balscene og opfordrer Lange til at få gjort den færdig. Lange påstår, at den kan gøres færdig på et par dage, men i næste øjeblik fortsætter han sine grublerier over synsvinkel og stil:»- - - Jeg ser Gulvet - som jeg sidder i Rygeværelset - ind gennem Dørene - med Væggene og et Par Stole ... Med et Par Menneskeøjne ser jeg ...

- Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre ser, sagde han. - Og præker - De véd s'gu alt muligt.. Jeg vilde være glad, om jeg bare fik én lille Følelse boret ud - det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene lille Ord ...«.

Det er sandsynligt, at Bang har givet et ydre portræt af Karl Larsen, men de stilprøver, han lader romanens Lange læse op, minder ikke om Karl Larsens prosa i de tidlige fortællinger i 1889. Man har Bang mistænkt for at have lagt nogle af sine egne overvejelser i vennens mund

231

Københavnerfortællinger

I Karl Larsens store, mangesidede forfatterskab kan man udskille en genre, Københavnerfortællinger, som forfatteren dyrkede fra sin debut i 1889 og til 1911, da den skønlitterære del af forfatterskabet ophørte.

Genren kan karakteriseres som fortællinger, korte som lange, om kvinder og mænd, som enten er opvoksede i København eller har boet i byen i mange år, og som er påvirkede af den i sprog, vaner og tankegang. Genrens højdepunkter er de tre værker, som er genoptrykt i dette bind.

Til københavnere hører i denne genre også folk, som for kortere eller længere tid har været borte fra byen; det gælder Hans Peter Egskov, der har tjent nogle år på adelige godser, toldkontrollør Jansen, som i mange år har været til søs, og kasserer Jørgensen, som i en årrække har været ansat i et privat firma i Tyskland. Det gælder ligeledes den gæve rejsende håndværker i Rejseselskab og den bomstærke arbejder, som har været i Amerika i mange år uden at have sat sin københavnske ukuelighed over styr (En Lægmand).

Karl Larsen skildrer københavnere fra forskellige sociale lag, dog glimrer overklassen ved sit fravær. Adelen kommer kun ind i billedet som statister i tjeneren Egskovs liv. Længst nede på samfundets rangstige er Kresjan Vesterbro, hans gamle mor og hans søster. Egskov står et godt stykke over ham, hvad Egskov selv ville have understreget med megen selvfølelse, om han kunne blive spurgt. Med Hans Peter Egskov har Karl Larsen givet en humoristisk, men også meget ironisk skildring af en københavnsk struggler, som ender i det lavere borgerskab.

Den rejseglade stillads »råd« tilhører de velbeslåede håndværksmestres laug. Hans rejse til Rusland har ikke været billig. Før den har han været til Verdensudstilling i Paris, sandsynligvis den i tiden meget opsigtsvækkende udstilling i 1889. Han har i mange år været en holden mand. Det får vi et lille diskret vink om, da han møder en dansk tjener i Moskva. Denne genkender stilladsråden som en af stamkunderne på restaurant Constantia i Charlottenlund i restauratør Hansens tid, dvs. i årene mellem 1872 og 1880.

Den professionelle handelsrejsende Redsted har giftet sig ind i det 232 lavere, respektable handelsborgerskab i forventning om, at den rige manufakturhandlers eneste barn vil få en betydelig arv. Men han skuffes slemt. Han har oven i købet i forventning om denne arv sagt en god stilling op i et solidt firma. Han befinder sig nu på et lavere niveau blandt de handelsrejsende, og hans økonomiske situation er miserabel pga. de mange pigehistorier, han roder sig ind i. Det er typisk for det gamle voldkvarter, at de stamkunder, som mødes i café Røde Lygte i Vimmelskaftet, ved god besked med Redsteds situation, selv om de aldrig har set ham.

Blandt københavnerne i de tre bøger er der kun to fra funktionærstanden, Brodersen og Jørgensen. De har begge en handelsuddannelse og står på et socialt højere trin end Redsted. Men Jørgensens økonomi er lige så anstrengt som Redsteds, omend af andre grunde, og Brodersen har kun været i stand til at spare penge op takket være sin uhyre nøjsomme levevis.

Der er kun én embedsmand blandt de skildrede københavnere, men det er til gengæld en meget usædvanlig repræsentant for standen. Jansen har som ung gjort tjeneste i flåden og er afmønstret som underofficer. Derefter har han i en årrække sejlet i handelsflåden og har så af uforklarede grunde opgivet livet til søs og er blevet ansat ved toldboden i København. Hans slutstilling er beskeden, men han er stolt af at være kongelig embedsmand med ret og pligt til at flage med splitflag. Men netop hans høje status som embedsmand gør ham ensom og isoleret i et bondesamfund.

Kvinderne står tilsyneladende i baggrunden i Karl Larsens Københavnerfortællinger. Men ser man nøjere til, er de lige så varierede i deres sociale karakteristik som mændene.

I kvindernes verden er der en meget nuanceret social lagdeling. Lavest er de prostituerede placeret. Kresjan Vesterbro udtaler sig med foragt om dem, deres øgenavn, skøjter, er et skældsord i hans mund. Men han foragter dem ikke af moralske grunde, men fordi han ikke har penge til at betale dem. Egskov foretrækker af samme grund tilfældige forbindelser. En af dem, Anna, er et eksempel på den uorganiserede prostitution. Hun kan ikke få alimentationsbidraget ud af Egskov og kan på grund af deres fælles barn ikke få nogen stilling. Da hun som underbetalt tjenestepige hos familien Egskov igen begynder at trække på gaden, jagter sædelighedspolitiet hende, fordi hun ikke er registreret som prostitueret. Da hun får lovligt arbejde som sangerinde 233 på en varieté på Vesterbro, begynder det at gå opad for hende. Hun far barnet sat i pleje på landet og er så heldig at tiltrække en ung mand, som er af god familie og har fast stilling. Hun bliver »holdt« af ham, og det var dengang en lovlig forbindelse. Da han oven i købet gerne vil giftes med hende, har Anna virkelig gjort karriere.

En helt anden kvindetype er Kresjans mor. Hun tilhører arbejderklassen og slider stadig, 69 år gammel, som fabriksarbejderske. Trods sit daglige arbejde sidder hun så dårligt i det, at hun har svært ved at betale sin husleje og må tigge penge hos Kresjan til en kop kaffe.

Kresjans eneste faste forbindelse, Ingeborg, har derimod udsigt til at få det bedre. Hun er en rask bondepige, som er taget til Charlottenlund, hvor hun har fået stilling som opvarterske på det beskedne traktørsted Rejsestalden. Men derfra avancerer hun til at blive ansat i en københavnsk »stegekælder«, det er enten en kælderbeværtning eller spækhøkerforretning. Med avancementet følger en stigende social bevidsthed. Da Kresjan pga. sin alkoholisme er ved at gå helt til bunds, føler hun sig for god til at omgås med ham og giver ham løbepas.

Kun én af kvinderne repræsenterer småborgerskabet, det er fru Eugénie Redsted. Hun er gået ned i både økonomisk og social status ved sit ægteskab med Redsted. Fattigdommen søger hun at skjule for omverdenen og tjener lidt penge til sig og barnet ved i det skjulte at arbejde for en broderiforretning. Først da Brodersen har boet hos familien i Fiolstræde i nogen tid, bliver han klar over, hvor dårligt det står til med familiens finanser. Fru Redsted illustrerer på udmærket vis den lukkede verden, som det lavere og mellemste borgerskabs kvinder levede i.

Fru Jørgensen kommer fra beskedne kår, hvor beskedne får vi ikke rede på. Men hun føler meget stærkt, at det er hende, der har trukket manden ned i en håbløs tilværelse. Nok havde Jørgensen med sit svage helbred haft bedre udsigter i et sundere klima end det danske, men ægteparrets ulykke skyldes først og fremmest den for hurtigt voksende børneflok og de dårlige boligforhold De bor i det nye Vesterbrokvarter, efter Karl Larsens egne oplysninger er det Viktoriagade, han har haft i tankerne.

Selv om kvinderne formelt er bipersoner i fortællingerne, så er de uundværlige både for deres handling og psykologi. Egskovs kone er et godt eksempel. Før ægteskabet med hende drev han rundt uden 234 mål og med. Efter ægteskabet kommer der faste rammer for hans liv, og han får ambitioner - som konen realiserer for ham. Samtidig bruger forfatteren hende som sit stærkeste middel til at kaste et indirekte ironisk lys over Egskov. Kvinderne i bogen om det gamle voldkvarter har både formelt og reelt en fremtrædende plads i tema og komposition.

Udenfor Rangklasserne

Karl Larsens sproglige studier danner bund for hans Københavnerfortællinger. Han benytter både argot, slang og jargon i karakteristikken af sine personer. Hvor meget Karl Larsens stigende sikkerhed i det talte sprog kom til at betyde for hans fortællinger, kan man se ved at sammenligne Egskov-episoden fra Circler 1893 (Tillæg s. 209), og Egskov-fortællingerne i Udenfor Rangklasserne 1896.

Men Karl Larsen arbejdede i lige så høj grad med kortprosaens stilistiske og kompositoriske problemer. I 1893 træder Egskov først frem efter en noget for omstændelig forberedelse. I 1896 lader forfatteren ham straks træde frem på scenen med en smældende replik: »Hvor i Helvede har du gjort af min hvide Vest? sagde den gale Baron Cronenschiold til mig, og han hen til Skabet og ud med alle Vestene paa Gulvet: Er det den, din Laban, eller tror du, det er den? Og saa smed han dem, sorte og blaa og Uniformsveste, li'saa fort, han kunde, hen ad Gulvet.«

Det er et gennemgående træk i Udenfor Rangklasserne, at prosaen er dramatisk. Personerne placeres i situationer, som læseren har let ved at visualisere, og deres replikker er så dynamiske, at de aftegner personernes krop og bevægelser i det øjeblik, replikken falder.

Karl Larsen var først og fremmest prosaist og har kun få gange brudt med sin prosatradition. I Udenfor Rangklasserne findes overraskende en lille digtkreds med titlen Stoddere. Den er i sine temaer tilsyneladende i overensstemmelse med Karl Larsens proletarskildringer på prosa. Men digtkredsens Jeg er langt mer pessimistisk og tungsindig end Kresjan Vesterbro. Han har heller ikke Kresjans evne til at komme i kontakt med andre mennesker, han lukker sig tværtimod inde med sit tungsind. En vis galgenhumor holder ham oppe, men vel især hans kærlighed til Marie. Hans følelser er af en anden karat end Kresjans kærestesorger. Men digtkredsens Jeg adskiller sig på afgørende 235 vis fra Kresjan Vesterbro. Han virker som et postulat, fordi der ikke er overensstemmelse mellem hans dybe sociale elendighed og hans næsten akademiske, rigsdanske sprog. Stoddere er i stil med Holger Drachmanns socialrealistiske digtning i 1890'erne og viser den store forskel på den ældre generations realisme og Karl Larsens i prosaværkerne.

Da Karl Larsen udvidede Egskov-episoden i dreier og skabte Egskovs Iliade i Udenfor Rangklasserne, søgte han at indpasse de nye fortællinger i den gamle, så de tilsammen gav Egskovs levnedsløb fra tidlig ungdom til manddom. Kunststykket lykkedes - til et vist punkt.

Efter soldatertiden bliver Egskov tjener hos baron Karl Rosenhjelm, og efter baronens død får han tjeneste hos baron Cronenschiold på Tangegaard. Derefter følger hans tid som tjener, først hos den gamle enkegrevinde og dernæst hos konferensråden. Så drager han til København, bliver ringforlovet, og parret lægger planer om at starte en vognmandsforretning. Men forlovelsen går i stykker, og der bliver intet af forretningen.

En tid går Egskov arbejdsløs i København og klarer sig med småfiduser, bl.a. handler han med prinsen. Han oplever et lykkeligt halvt år som karl på Jyske Avis's trykkeri i Ålborg. Efter nogle småjobs i samme by drager han til Amerika. I Staterne er han cowboy en uges tid, oplever sløje tider i New York, men får så arbejde hos en landmand. På grund af sit kæresteri med landmandens kone må han stikke af og drager rundt i Syd-Carolina med »et Selskab«, der fremviser panoramaer. Efter fem måneder i USA får han skibslejlighed hjem ved at arbejde på et russisk skib.

Da Egskov bliver gift og etableret som marskandiser, ophører enheden i de to fremstillinger. I Circler går forretningen dårligt, konen kan ikke overkomme arbejdet, og Egskov bliver fordrukken. Ægteparret har tre børn, en dreng og to piger. En lille pige ved navn Camille er død, men sønnen Johannes Ewald nævnes ikke. Til sidst opgiver Egskov, anbringer kone og børn hos familien i Ringsted og drager selv alene til Amerika for anden gang.

I den sidste historie i Udenfor Rangklasserne har Egskov ganske vist haft den sorg at miste sit kønneste barn, men ellers har han det godt. Konen er et jern til at arbejde, og Egskov har råd til at holde karlen Frederik til at gøre alt det arbejde, han selv ikke gider gøre. Der er ikke sparet på udgifter til det syge barn, og intet tyder på, at forretningen ikke går godt.

236

I den sidste Egskov-historie i Tilskueren 1900 bekræftes den opadgående linje fra 1896. Den midaldrende Egskov har lagt sig ud og er blevet et hjemmemenneske. De mange beværtningsbajere er blevet afløst af hyggelige sherrystunder med opbyggelige diskussioner om livet og døden m.m. Men bag den »vakte« evangelist lever den slagfærdige tjener Egskov stadig. Han fortæller, at konkurrenten »halte Lund« har talt ved et møde i menigheden over ordet: »- - - vi skal ikke bygge faste Boliger, for Herren kommer snart« - -, hvortil Egskov bemærker: - - -»Og saa to Dage efter gaar han hen og køber selv en Villagrund ude paa Jagtvejen.«

I 1896 havde Egskov-fortællingerne undertitlen Af Hans Peter Egskovs Hiade. Forfatteren drager en ironisk parallel til Homers berømte heltedigt. Den centrale skikkelse i dette epos er Achilles, som beherskes af to ambitioner: han vil eje alle skønne kvinder og vinde den største krigerære i grækernes kamp mod trojanerne. Når noget går Achilles imod, bliver han enten ustyrligt rasende, eller han græder ynkeligt og påkalder sin moders hjælp. Thetis har fået Achilles efter et eventyr med Zeus, og hun kan altid finde støtte hos den øverste Gud til at hjælpe sin søn.

Egskov er ikke af fornem herkomst, men er måske som Achilles frugten af et uægteskabeligt forhold. Han er ambitiøs og kvindekær som den græske helt, men kan ikke søge hjælp hos en indflydelsesrig mor. Hans altid redebonne støtte er hans utrolig flittige og selvfornægtende kone. Egskovs Iliade må da forstås som hans eventyr i det gamle København, med de mange små beværtninger, med fremmede søfolk og gadens løse piger.

I 1909 udgav Karl Larsen Søndagsbørn og Hverdagsmennesker, hvori han havde samlet alle de fortællinger, som han indtil da havde skrevet. Han medtager Circler, men ikke I det gamle Voldkvartér. Fortællingerne, hvoraf en del kun havde været trykt i tidsskrifter, er inddelt i grupper med forskellige karakteriserende overskrifter. Udenfor Rangklasserne er splittet op, så Egskov-fortællingerne danner én gruppe, mens resten er blandet med andre fortællinger under overskriften Sære og snurrige Folk. Kresjan Vesterbro er anbragt i gruppen Københavnske Proletarer.

Karl Larsen har lavet en lille navneændring, så Egskov nu hedder Egeskov. Desuden har han strøget undertitlen fra 1896 til fordel for 237 en ny: En moderne Henrik. Egskov-fortællingen fra Tilskueren 1900 er medtaget og danner afslutningen på fortællekredsen.

Sammenligningen med Holbergs Henrik er ikke ganske heldig. Holberg har skabt et helt galleri af Henrik-figurer, og de er ikke kalkerede over hinanden. Hvis man ville prøve at samle dem alle til én figur, ville den komme i splid med sig selv og gå i stykker. Karl Larsen har ret i, at der er fælles træk hos Hans Peter og mange Henrik'er, men det gælder hovedsageligt for den periode, da Hans Peter er tjener. I det øjeblik han slår sig ned som forretningsmand i København, holder ligheden op. Karl Larsen beholdt den nye undertitel i Udvalgte Skrifter, II, 1921.

I Tolderen i det hellige Land har Karl Larsen skabt en figur, som er helt anderledes end Egskov. Det er ikke blot Jansens sprog, der er gennemsyret af hans tid i marinen, hele hans livssyn er præget af de mange år til søs. Han har f eks. et bestemt »Reglement« for sin husførelse, og dette har han svært ved at få sine skiftende husholdersker til at overholde.

Som ung marinesoldat har han af sin chef, »vor Far«, som det hedder i marinens argot, lært, at et menneske er sat her på jorden for at passe sit arbejde, så Jansen foragter folk, som ikke følger dette bud. Han har uden kritik overtaget sin kaptajns religion og har levet godt på den. Han føler sig også parat til at dø på den og roligt vente, til »den Gamle deroppe« vil afmønstre ham.

I marinen har han imidlertid også lært at foragte bønder. Marinens skældsord er præget af den dybeste foragt for alt, hvad der hører landjorden til, skriver Karl Larsen i Soldatersprog til Lands og til Vands. »- - - Bonde - - - rummer til Orlogs en endnu dybere Mistillid og

Haan end blandt Landmilitæret - - -«. Fortiden til søs gør derfor Jansen til en ensom mand i det bondesamfund, han nu bor i. Denne isolation uddybes end mere af hans store uvilje mod missionen, som har en dominerende stilling i området. Han finder den skadelig, dels fordi den tillader ulærde bønder at prædike, dels fordi bønderne spilder alt for megen kostbar tid ved at gå til gudelige møder uden for de reglementerede gudstjenester.

Jansens største fornøjelse efter hjertevennen kaptajn Ortveds død er at sidde på bænken foran sit hus og se folk gå forbi på landevejen. Han er en af de stille eksistenser, som Herman Bang havde gjort så populære.

238

Kresjan Vesterbro

Karl Larsens definition på hvad han forstod ved jargon (se s. 229) er som en programartikel til Kresjan Vesterbro. Kresjan er født og opvokset på Vesterbro, og hans sprog er først og fremmest præget af dette kvarter. Men han har været i forbindelse med mange mennesker udenfor Vesterbro, og de har alle lagt nye sproglige lag på hans oprindelige københavnske dialekt. Han har indoptaget meget af landmilitærets argot og slang. For ham var soldatertiden en lykkelig tid, hvor han ikke behøvede at bekymre sig om, hvordan han skulle få kost og logi. Han havde kammerater, som altid var parat til at drikke med ham, og hans medfødte ukuelighed kunne selv den mest bidske sergent ikke knække. Derfor har han bevaret så meget af denne lykkelige tids sproglige præg.

Han har i flere omgange været på valsen som smedesvend og har lært sig lidt tysk, som han er ivrig efter at få brugt, når lejlighed gives. På sin sociale nedtyr har han også lært mangt og meget. Han kender til vagabondernes argot og har efterhånden erhvervet sig godt kendskab til politibetjentes og dommeres sprogbrug. Hans seneste erfaring er et års cellestraf på Vridsløse. Også denne oplevelse tager han med sit humør i behold og med nye praktiske og sproglige kundskaber.

Det, der slår Kresjan ned, er hans alkoholisme, der til sidst bliver så ondartet, at han mister sine gode venner, endog sin Ingeborg. Selv siger han, at han er blevet for populær, i virkeligheden er han ved at blive berygtet på arbejdspladser og i beværtninger. Det sårer ham dybt, for han har sin stolthed og kan ikke tåle at miste sin selvrespekt. Hans tårer ved et af de senere besøg hos forfatteren er derfor ikke blot fuldemandsgråd.

Kresjan drikker ikke for at glemme sine sorger, men for at blive beruset, som Edvard Brandes skrev i sin anmeldelse (se s. 243). Han sværger til den type brændevin, hvori affaldsstofferne, fuselen, stort set var bevaret. Det var den billigste brændevin, så Kresjan gør en dyd af nødvendighed. Han taler med foragt om de finere og dyrere brændevinstyper, Akvavit, som var næsten fuselfrie gennem flere destilleringer. Kresjan tror fejlagtigt, at fuselens krasse smag er et bevis for dens styrke, og taler derfor med stor foragt om de tyske brændevine, som tilsættes sukker for at dække over fuselsmagen.

Forfatteren har en meget forskellig holdning til de to ærke-københavnere, 239 Hans Peter og Kresjan. Han er dybt ironisk over for Egskov, og det gælder ikke blot den salvelsesfulde kapitalist i den allersidste fortælling, men også den fattige, unge tjener i den første. Fortællingen om Kresjan dirrer derimod af medfølelse, men også af vrede over den manglende solidaritet, som alkoholikeren møder hos arbejdskammeraterne.

Kresjans tragedie træder stærkt frem på baggrund af Egskovs komedie, og den giver et indblik i den tidlige industrialiserings menneskelige omkostninger. De drankere og småkriminelle, som kunne have held til at hutle sig igennem i det gamle samfund, er der ikke plads til i det nye med dets skærpede konkurrence om arbejdspladserne. Men Kresjan har trods alt noget af Egskovs selvopholdelsesdrift. Det er ham selv, der tager initiativet til at få hjælp til at slippe bort fra det københavnske miljø og igen komme på valsen i Tyskland.

Forfatteren lader hans fremtid stå åben, men slutbilledets grå farver antyder, at han ikke tror på, at Kresjan har mange chancer.

I det gamle Voldkvartér

Der er flere lighedspunkter mellem Herman Bangs Ved Vejen og I det gamle Voldkvartér, uden at Karl Larsen på nogen måde har kopieret vennens berømte fortælling. Begge fortællinger handler om et trekantsforhold, men Katinka Bay og forvalter Huus må skilles for altid, fordi Katinka stiller så strenge moralske krav til sig selv.

Fru Eugénie Redsted er oplært til samme strenge moral som Katinka, men fru Redsted er - i modsætning til Katinka - stadig forelsket i sin mand, og hun har også et barn at tage hensyn til. Hun er stillet i et virkeligt dilemma, for hun holder meget af Brodersen. Hun hindrer ham i at sige, at han elsker hende, for så længe ordene ikke er sagt, kan hun beholde ham. Det er hendes store held, at Brodersen er så nøjsom, så hun kan placere ham som platonisk elsker i sin hjemlige trekant.

Der var en anmelder i samtiden, som syntes, at familien Jørgensen var overflødig i bogen, ja nærmest skæmmede den. Men Karl Larsen har komponeret sin fortælling med så stor omhu, at der ikke er noget overflødigt i den. Hr. og fru Jørgensens ulykke skal danne den bitre baggrund for Brodersens og fru Redsteds lidt kunstige idyl.

Forfatteren har varm sympati for det elskende par i Fiolstræde, 240 men ironikeren i ham fornægter sig ikke. Han dukker op i slutscenen, hvor Brodersen læser højt for fru Redsted om den engelske forretningsmand, som tager sig så uegennyttigt af vennens kone. Ironien rammer dog i endnu højere grad den uforbederlige Redsted.

Når Brodersen flere gange grubler over »den norske Bog«, der spiller en stor rolle i hans kærlighedshistorie, er der nok ikke tale om én bestemt bog. Snarere er det en fiktiv bog, der skal stå som symbol på visse norske digteres, vel særlig Bjørnsons, sædelighedskrav. Allerede i enakteren Kvinder havde Karl Larsen gjort op med Bjørnson, men følte åbenbart ikke, at det var gjort grundigt nok.

Miljøskildringen i fortællingen om det gamle voldkvarter er den bedste Karl Larsen har skabt. Det skyldes nok, at det var hans kvarter fremfor noget, lige siden barndommen i Vestergade. Da han skrev fortællingen, boede han i Valkendorfsgade overfor Helligaandskirken og kun få minutters gang fra Arbejderbanken, hvor han lader Brodersen og Jørgensen være ansat.

Til forfatteren Erik Rindom gav Karl Larsen nogle oplysninger om bogens lokaliteter. Han forestillede sig, at Brodersens stamcafé var identisk med den gamle café Røde Lygte, der lå i Vimmelskaftet nr. 43. Han tænkte sig Redsteds boende i Fiolstræde nr. 19 og bad Frants Henningsen tegne ejendommen (se s. 126). Husets facade er for de nederste etagers vedkommende totalt ændret.

Karl Larsen skrev på opfordring artiklen Hvorledes jeg arbejder til tidsskriftet Tilskueren 1904. Han fortalte heri, hvorledes I det gamle Voldkvartér var blevet til. »- - - Bogens Kapitel ét er skrevet, ja sat i Trykkeriet, inden alt det øvrige. - - - Da - - - otte Aar var gaaet, mærkede jeg en skønne Dag, at nu kunde jeg skrive Resten af Bogen.« Denne rest skrev han på et par måneder.

Inden udgivelsen i december 1899 må Karl Larsen have foretaget mindst én ændring i det første kapitel. Da Brodersen går over Frue Plads og kiger på busterne udenfor Universitetet, opdager han, at der er kommet en ny. Det er professor Japetus Steenstrups buste, men den blev først rejst i 1899.

Når mange senere har kaldt fortællingen en roman, skyldes det nok, at den i sin fortællemåde adskiller sig tydeligt fra de tidligere Københavnerfortællinger. Forfatteren holder sig strengt i baggrunden og lader alt afspejles i Brodersens bevidsthed og sprog. Kun når hans samtaler med andre gengives i direkte form, får vi kendskab til 241 deres sprog, deres jargon. Vi oplever på denne måde de andre personer i bogen både umiddelbart og gennem Brodersens bedømmelse af dem. Det er et fint vekselspil, som giver læseren et nuanceret indblik i denne lille men dog så indholdsrige verden.

Modtagelse

Stort set blev Karl Larsens Københavnerfortællinger godt modtaget i pressen. Dog var Sophus Claussen skeptisk over for genren. Han skrev under mærket Antonius i Lolland-Falsters Folketidende (15. december 1897), at med Udenfor Rangklasserne og Kresjan Vesterbro er Karl Larsen »- - - slaaet ind i en Genre, som i en vis Henseende er yderst vanskelig, men i en anden næsten alt for let. Som Sprogstudier over københavnsk Gadejargon er disse Smaabøger ret vellykkede. Som Kunst bliver de lidt ubestemmelige; de undgaar ikke at strejfe en vis gemytlig Gren af Frembringelser, som vi ellers troede os færdige med som med Børnesygdomme. I filologisk Forstand er de lette at frembringe, men som Kunst kræver de af Forfatteren næsten det umulige.

Hr. Karl Larsen mangler i sin Stil den Varme eller Vrede, som maa til for at gøre disse smaa, københavnske Stratenrøvere til Skikkelser, hvis Skæbne griber os. Men han har lige det, som Holger Drachmann mangler, naar denne evig strømmende Digter ogsaa skriver om Stratenrøvere. Han har haft den store Taalmodighed at aftegne os den smudsige og forbandede Virkelighed i dens uforfalskede Linjer. Et Arbejde, som maa være utaaleligt, og som ikke i Længden kan udføres, uden at Forfatteren maa gribes af en poetisk Medlidenhed med sine Sjovere. Der er da ogsaa mere Medlidenhed i »Kresjan Vesterbro« end i den forrige Bog. Det nordiske Forlag trykker Bogen i to Oplag.«

Valdemar Vedel anmeldte Udenfor Rangklasserne i Tilskueren (januar 1897). Modsat Sophus Claussen syntes han godt om Karl Larsens

genre: »- - - Det er et lille, fint Særområde indenfor Kunstens store Rige, som Larsen har afstukket sig og dyrker med sjælden Originalitet.«

Vedel er meget begejstret for Hans Peter Egskov og bruger det meste af sin anmeldelse til en analyse af ham: 242 »Egskovs Talesprog har da først over sine Slagord og Vendinger den ægteste Duft af Grønnegade og Larslejstræde og af Revyernes Tiaar: dets Blomster har sikkert alle groet mellem Gammelkøbenhavns Brostene, og mange af Sentenserne er udgaaede af Frederik Jensens eller Dagmar Hansens Mund. Dannelsesgraden er videre bestemt ved misforstaaede Udtryk som »saa galt« for »saagar«, ved uudklarede, vrøvlede Udtryksmaader som » ... naa, det var i Uskyldighed bemærket, kan man sige, det var blot som Barn betragtet, han ha'de hørt det i Gaarden«, ved en vis Mangel paa Ordforraad, der hjælper sig med talrige »eller lignende« eller visse ubestemmelige Ord, der bruges i enhver snæver Vending, og endelig ved hele den usikre, originale Anvendelse af lidt sjældnere Ord: »Dér havde han en lille Fjær, han trykkede paa, ganske spidsfindig« eller »Tillader Hr. Baronen! .... sagde jeg ganske langmodig«. Men nedenunder dette afslører H.P. Egskovs Fortællemaade ogsaa en hel Eksistens, paa én Gang vulgært almindelig og tydeligt individuel bestemt: Plebejeren, den aandelige Almuesmand, sjofel og fedtet, uintelligent og fiffig, bundselvisk og tørhjertet og dog jævnt godmodig, saaledes som han bliver det bag Hørkræmmerdisken og i »Halve-Bajer«-Atmosfæren. Men tillige er det en ganske særlig, moderne Art Gil Bias-Type, der har tumlet sig i alle Liv[s]stillinger, er bleven snarraadig til at mele sin Kage og hytte sit Skind i alle Forhold, véd at gerere sig og tale for sig, har samlet sig en Del Aandslivlighed og Reflektioner over Menneskene fra sit omtumlede Levnedsløb og har faaet sat et vist forlorent dannet Sving paa sin Tale.

Han fornemmes helt som et Stykke Natur, denne H.P. Egskov, saa helt igennem han end er et Kulturprodukt. Men han er saa gennemført stilfuld, saa fuldendt tilpasset til sit Liv og sine Omgivelser, at man slet ikke kan komme ham til Livs, og enhver moralsk Maalestok synker En af Hænde. Man falder lige saa lidt paa at ønske ham anderledes som paa at ville forandre en mærkelig Fisk. Denne uforstyrrelige, uangribelige Sikkerhed gør H.P. Egskov saa klassisk.

Han har godmodigt Hjertelag, - han holder af sin brillante Kone, faar Vand i Øjnene over sin kønne, døde Dreng, han synes ligefrem, det var beklageligt at høre paa, hvor skævt det gik en af hans gamle Kærester, og det var jo ogsaa Synd for Barnet, hun sad efter med: saadan en lille Orm vandrer jo uskyldig rundt i Verden. Men det er ham den selvfølgeligste Sag af Verden, at man snyder sig fra »Træskopenge«, 243 at man ligger paa Sofaen eller sidder nede hos Peter Jensen og bajrer, medens Konen passer Butiken, og man holder Gravøl hjemme over Barnet, mens Moderen er ude at rende om Begravelse o.s.v., end mere da, at man pumper ud af sine Herskaber, hvad man kan. Det mageløse er den gode Samvittigheds Selvfølgelighed, hvormed han selv beretter alt dette: det er ikke blot en naiv, naturlig Egoisme, det er ogsa Summen af hans forfarne Livs Visdom, han hviler rolig i. Man er jo dog et Mandfolk og véd, hvordan »den skal skæres«. - Men lige saa selvfølgeligt er det, at det er »simpelt« af et Pigebarn, naar hun stævner for Bidrag: at det er en Fejl af Baronen at være saa mistroisk, saa han lumskagtig gemmer Mavebæltecigarerne, og fedtet af Kusken, naar han vil have sin Del af Underhaandsgevinsten ved Bestillingen af Liberier. To Moraler ligger saaledes til Rede hos ham, en for ham selv, en for andre, uden at der er Tale om, at de generer eller pletter af paa hinanden. I samme Aandedræt anvender han overfor samme Slags Handlen den ene Maalestok for sig, den anden for de andre, uden at blinke derved, uden at anfægtes det ringeste. Ja! hans uvilkaarlige Indretten sin Synsmaade efter sit Behov fornægter sig aldrig. Naar hans Kone har faaet Nys om et af de Børn, han har gaaende paa Græs rundt om, saa er det naturligvis en af disse »Løgnekællinger«, som har rendt med Sladder. Naar han bliver attraperet i Seng med Pigen, medens han tjener hos Enkegrevinden, og der laves Staahej deraf, forklarer han Situationen for den gamle ved denne uforlignelige Vending: »Det er Sofie, der har været letsindig, Deres Naade. Og en anden har maaske heller ikke været, som han burde være.««

Edvard Brandes anmeldte Kresjan Vesterbro i Politiken (19. december 1897). Brandes begynder sin anmeldelse med at analysere arten af Kresjans drikkeri: »- - - han drikker ikke den Drachmann'ske Rhinskvin, vilde maaske slet ikke finde behag i den milde, syrlige Drue, der gør »stærk og glad«; han foretrækker god, dansk Brændevin, der gør ham beruset. Han drikker dog ikke for at glemme sine Sorger, for »at døve sin Smerte«, som Franskmanden siger; thi skønt han knap har Klæder paa Kroppen og meget faa Ører i Lommen, føler han sig i Forvejen overmaade stærk og temmelig glad, men han drikker netop for at blive beruset og tager saa med stoisk Ro de Ubehageligheder, der følger paa. Han bruger dertil god, dansk Brændevin - som i Virkeligheden er en yderst velsmagende Drik, som enhver dansk Mand elsker, fordi den udspringer af vor egen Jord, og 244 som kun unationale og blaserte Overmennesker kaster Vrag paa.

Imidlertid, Drukkenbolde gives der nok af i den komiske Litteratur, og hvis Kresjan Vesterbro ikke var mere, vilde han nemt forsvinde imellem de Rødnæsedes store Hær.

Men Kresjan Vesterbro er mere end en Svamp og en Sjover. Han er ogsaa Tyveknægt. - - - Og han har den allerbedste Samvittighed, ikke Spor af Skrupler, ikke mindste Undseelse hverken overfor de verdslige eller de kirkelige Myndigheder. Man kan lærerigt sammenstille ham med en anden Literaturens Straffefange, nemlig Skriverhans i Eventyr paa Fodrejsen. Blot en sølle Teolog siger et venligt Ord til denne fiffige Langfinger, straks synker han sammen i Sentimentalitet og faar religiøse Anfægtelser. Kresjan Vesterbro derimod, han modtager den Venlighed, som nette Herrer viser ham, som noget selvfølgeligt, og som man ikke skal gøre megen Ophævelse af.«

Brandes slår ned på et enkelt sted i Kresjans fortællen, som efter hans mening viser manden i en nøddeskal. Det er Kresjans rosende omtale af assistenten på Vridsløse: »- - - Assistenten, det er en herlig Mand .... og et smukt Menneske, jeg haaber osse nok, at det vil gaa ham temlig godt.« Til dette udbryder Brandes: - - -»Hvilket herligt Udtryk gaa ham temlig godt! Hvor udmærket det anskueliggør den rolige Flæskesjovers Tale!

Og dermed naar vi til det, som er Hr. Karl Larsens store Færdighed, erhværvet ved meget Studium: den indgaaende Efterligning af den kjøbenhavnske Almuemands Tale. Hr. Larsen erhværver sig imidlertid kun en saa fuldkommen Kundskab til alle Kresjan Vesterbros Ord og Vendinger, Syntaks og Gloseforraad, fordi han er trængt saa dybt ind i den ganske udannede, men voldsomme og kløgtige Fyrs Naturel. Hr. Larsen er som den gode Skuespiller, der bliver til ét med den fremstillede Figur og derfor ikke kan gøre en Bevægelse, ikke benytte en Betoning, som ikke særtegner Personen.«

Edvard Brandes er dog ikke tilfreds med den valgte genre og dialogformen, som nærmere er en monolog. Han synes, at Kresjan Vesterbro, denne »- - - Rendestenens veltalende Helt«, fortjener at blive placeret i en stor roman, hvor han kunne optræde mere handlende end fortællende.

I det gamle Voldkvartér blev anmeldt i Politiken af Edvard Brandes (13. december 1899). Brandes finder bogen for snæver både i sit valg af miljø og personer, men anerkender, at Karl Larsen har forstået at 245 fremkalde en stemning, der svarer til det gamle kvarters hygge og tranghed.

Brandes ironiserer over bogens personer og deres spidsborgerlige og indskrænkede livssyn. Han føler mest sympati for kasserer Jørgensen, der har begået den dødssynd at have opholdt sig en årrække i Tyskland. Han er nu utilfreds med de hjemlige forhold, er oprørsk mod den danske selvtilstrækkelighed og bliver hårdt straffet for sine synder.

»Man kan forstaa Forfatterens Mening saaledes, som om han vil sige, at kun i Spidsborgeriet findes Lykken. Naar man begrænser Tilværelsen til den egne Tallerken, saa jages Sorgerne paa Dør. Det gamle Voldkvarter bliver da det ironiske Symbol paa det hele lille Land eller det egne lille Land, hvor man befinder sig saa usigeligt vel i aandelig Afstumpethed og materiel Nøjsomhed.

Men hvordan man nu end vil forstaa den lille Bogs Lære, saa er dens Kunst betydelig. I den selvvalgte Begrænsning baade med Hensyn til Evner og Personer viser Hr. Karl Larsen sig som en Mester. Samtalerne stiller de optrædende Smaamennesker lyslevende for En i deres snart rørende, snart latterlige Tarvelighed Det er yderst sjælden man ser en Forfatter saa præcist iværksætte netop det og intet uden det, som han havde sat sig til Formaal.«

Kritikeren C.E. Jensen skrev en lang anmeldelse i Social-Demokraten (10. december 1899, signeret C.E.) af I det gamle Voldkvartér. Imidlertid fylder et handlingsreferat det meste af anmeldelsen.

C.E. Jensen synes, at bogen kan minde om Bangs Ved Vejen, selv om de to forfattere er meget forskellige i deres fremstillingsmåde. Bang giver en række impressionistiske billeder, hvorimod Karl Larsen fortæller sindigt og roligt, afpasser nøje sin stil efter den lidt »- - - pedantiske Bogholders pertentlige Maade at se og føle og tænke paa. Stemningen over Interieurer og Mennesker er ægte københavnsk fiolstrædeduftende. Den forstærkes ikke af Frants Henningsens kedelige og slikkede Illustrationer.«

I Nationaltidende Aften (9. december 1899) findes en lang anmeldelse af I det gamle Voldkvartér, undertegnet F.B. Anmelderen gør opmærksom på, at der i det indre København findes »- - - Stille Existenser - - - Folk, der egenlig ikke synes at høre hjemme i Nutiden, men bære en tidligere Periodes Præg - - -.« Det er disse Mennesker, 246 Karl Larsen har skildret med »- - - næsten mere end sædvanligt Mesterskab.«

Karl Larsen var realist - ikke fordi han levede i en litterær realismes tidsalder - men fordi han af temperament følte sig som realist. Han ville dog ikke godtage, at hans kunst blot skulle være en fotografisk afbildning af virkeligheden. Ganske vist følte han sig i slægt med videnskabsmanden, som af spredte knogler søger at rekonstruere et fortidsdyr, men til et sådant arbejde kræves også fantasi: »- - - den Fantasi, der tør vove de hypotetiske Spring, hvis Sandsynlighed først den gennemførte Helhed kan godtgøre.« (Tilskueren 1904.)

Tekstrettelser

Karl Larsens tre små bøger er godt, ja elegant udført, og korrekturen er god. I nærværende udgave er kun rettet fem fejl:

13.1 de < De

59,2 anførselstegn tilføjet

64,7 fn. baade < paa

70,10 fn. Ynglingedrik < Yndlingedrik

213,7 fn. Haandjern < Handjern

247

Noter

Udenfor Rangklasserne

5Rangklasser: ifølge kgl. resolution 1874 blev alle embedsmænd samt indehavere af titler og ordener inddelt i 9 rangklasser.

7Iliade: oldgræsk epos tilskrevet Homer (ca. 800 f.Kr.). Hovedpersonen er den temperamentsfulde og meget kvindekære græske hærfører Achilles.

11la': lå. - langmodig: tålmodigt. - den Une: den Onde. - boldne: opsvulmede. - Lige for: lige foran, - b'e: blev.

12 (Ekstra)syle: penge. - Favn(e): længdemål, ca. 1,9 meter. - Amfibium: padde. - Juristationer: jurisdiktioner, retskredse. - Spidskjole: sort herrekjole med spidse skøder. - lige lurk: direkte.

13Sjikaneringer: drillerier, - fedet sig: gjort sig til gode med. - Furasje(handlerens): foder. - durkdreven: udspekuleret. - God Morgen, Hr. Fischer: Udtrykkets herkomst er ikke fundet.

14Fejler: fejl. - Krydset: nederste del af ryggen (hos dyr). - Sul: Kødmad.

15fær'ig: lige. - lumskede: listede sig. - spændte: bar.

16 lavede ... Fiasko: kom med ... uheldig snak. - Neglemansjetter: løse manchetter, der næsten går ud til neglene. - Betydenhed: betydning.

17 ramme ... ud: give et kraftigt, løgnagtigt argument.

18 la'et sprunget: ladet pantsætte.

20spændte: skyndte.

21Spir: penge. - Alleenberg: forlystelsesetablissement i Frederiksberg Allé.

22Amerika: se efterskrift s. 235. - Sjok: arbejdshold. - Bark: tremastet handelssejlskib. - daarligt: knapt, -franske Guldsprøjt: uægte guld (legering af kobber med zink). - Hele Kommersen: alle varerne.

23sorte: kaffe med brændevin. - (Sømands)sjopper: beværtninger - Jævler: (sv.) djævle. - fær'ig: lige.

24Methusalem: omtales i 1. Mosebog 5,21 som den ældste af urfædrene; han blev 969 år. - Raden: kroppen. - ambligeret: ansat. - Maduse: tyk, klodset kvinde. - ovenud: tosset.

25bide Spids paa: give igen.

26file om: knibe på.

27 Knapper: penge.

28 renok: rigtig nok. - Tak for Seven: tak skæbne. - Trøster: redelighed.

29 brændte den a': blev ude om natten. - Sædeligheden: sædelighedspolitiet.

30 herne: her. - b'ie tisket og disket ... med: at få serveret. - Klos: klæder. - Pjus: ragelse.

32 vindøjede: skeløjede.

33 herre: her. - Skaar: skarn. - Helvedssten: lapis. - Pillespejlene: høje spejle ved vinduespillerne. - Moskus: tidl. brugt som krampestillende og stimulerende lægemiddel.

248

34 Chaiselongue: sofa med ét sidelæn og skævt ryglæn.

35 Filen: snyderi - danderet: listet.

36 rammede: langede, -før: snarere. - Hopsaka'l: småforbryder, alfons. - Raker: pjalter.

37 Bogen om Johannes Evald: C. Molbech: Johannes Ewalds Levnet, Kbh. 1831. - Pigebarnet: Arendse Huulegaard (1743-94). - Vift stolt paa Codans Bølge: Til Dannebroge (1816), fædrelandssang af B.S. Ingemann.

38 Med Sorgen ... Maade: Med Sorgen og Klagen hold Maade! NFS. Grundtvigs gendigtning (1844) af latinsk salme fra 4. årh. Den danske Salmebog nr. 640.

39 desenterede: deserterede. - Lejren ved Hald: ved Hald nær Viborg holdtes 1868-80 store militærøvelser. - bong: god

40 Skaller: stød med panden. - kittede mig ... til: drak mig fuld.

41 Sundaøeme: i det indiske ocean. - Smith brothers: (eng.) firmanavnet Brødrene S.

42 Gerüst: (ty.) stillads.

47sætte sit Lys: jfr. man tænder heller ikke et Lys og sætter det under en Skjeppe. Matthæus 5.15. - privatisere: leve af sine midler. - Verdensudstillingen: der tænkes vel på udstillingen i 1889. - conseiller d'échafaudage: (fr.) rådgiver i stilladsbygning.

49Oui, monsieur,: (fr.) ja, hr. - Bonjour , ... voulez: (fr.) God dag, hr., undskyld mig, - men vil De. - Est-ce-que ... anglais?: (fr.) Taler De engelsk? - passede: svarede nej. - Est ... donner: (fr.) vil De være så venlig at give mig.

50Eiffelhue: høje hat. - Hansen ... Constantia: Restaurant, Strandvejen 231, Charlottenlund; restauratøren 1872-80 hed Hansen. - presser Jer med: vigter jer med. - les bottes ... grand: (fr.) Peter d. Stores støvler. - le plus grand: (fr.) den største. - Ga-Gakkerne: fodtøj. - Qu'est ... dire?: (fr.) hvad betyder det.

51 Voyez vous: (fr.) Ser De. - Très bien: (fr.) udmærket. - Vildtysker: vaskeægte, uciviliseret Tysker. - en ... fra Nørre-Allé: fælledbisse. - Topper: kvaste på hestehovedtøj.

52 Was belieb?: (ty.) Hvad behager? - Kräftiges: (ty.) stærkt, -frisch vom Fass!: (ty.) frisk fra fad! - Bitte: (ty.) Vær så god. - Bisselæ'r: at have bisselæder i skoene betyder at bisse, løbe vildt. - Bismer: stangvægt. - Mit ... sehr: (ty.) med fornøjelse, mange tak. - Entschuldigen ... Abbrechung: (ty.) undskyld den lille afbrydelse, hr. admiral. - der rote Kinese ... weiter: (ty.) den såkaldte røde kineser vil gerne have en cigaret. De har måske - og så videre? - Rath: (ty.) råd. - Zum Andenken: (ty.) som minde. - das war ... Gedanke: (ty.) det var pænt! - jeg takker dem; ikke for futteralet, for det kan jeg købe for en rubel, men jeg takker Dem for den smukke tanke. -Habe die Ehre: (ty.) jeg har den ære.

53 Hædersknøffel: tiltrækkende person.

54 Kroningskirke: Maria Himmelfartskatedralen i Kreml - Slagudtryk: slang. - Koncertsalen: i Tivoli, grundlagt af Georg Carstensen 1843. - Lumbye: H.C. Lumbye (1810-74), musiker, komponist og orkesterdirigent i Tivoli. 249 - Vive la Russie!: (fr.) Leve Rusland. - ff: fin fin. - Homtudere: militære blæsere.

55 Appel: dagsbefaling.

56 Berlings Port: Berlingske Tidende, Pilestræde 34. - dygtigt mæsket: fedet kraftigt. - tyk: føler sig overdådig, lever flot.

60 Det hellige Land: bibelsk betegnelse for Israel, - je ... doller: (platty.) jo ældre, jo tåbeligere. - 64: krigen 1864. - Gomorrha: byerne Sodoma og Gomorrha blev tilintetgjort pga. af deres gudløshed. 1. Mosebog 19,23-25.

61 skinner: som katteskidt i måneskin, gl. talemåde.

62 Vandhund: hund, der bruges til vandjagt. - bakke op: rette an. - Lommeprokurator: sagfører med ringe uddannelse. - Plads: by der anløbes af handelsskibe.

64genuin: ægte.

65Raden: kroppen. - læse: noget at læse. - fyrede: skældte ud. - bralrede efter: larmede.

66sit visse: sin løn. - 1807: krigen mod England 1807-14. - hover: passer.

68Steamer: (eng.) dampskib. - Puher: foder. - Mosjø: herren.

69gik over: kontrollerede. - rungenerede: ruinerede. - dreje den: tage en lur.

70Niels Juel: dansk admiral (1629-97). - anamme: annamme, modtage.

71totale: totalt afholdende. - torske: dumme sig. - Gumpekassen: tohjulet hestekøretøj.

72Posekigger: nærgående toldbetjent. - hermetiske Sager: fødevarer i hermetik. - estemerer: agter.

73Plads: se s. 62. - Koksmatheme: skibskokkens hjælpere. - Fatter: kaptajnen. - liggende: boende. - mønstrer ... a': afskediger efter endt tjeneste til søs.

74færig: lige ved.

75herne: her.

76Carlsberg: Carl Jacobsen (1842-1914) grundlagde bryggeriet Ny Carlsberg 1871; bekostede opførelsen af Jesuskirken i Valby 1891. - Kanaan: Johannes Evangeliet 2,1-9.

78 bortfortusket: smidt væk. - Rommer: glas rom. - Daniels Aabenbaring: sammenblanding af Daniels Bog i Gamle Testamente og Johannes' Åbenbaring i Nye Testamente. - Kongen af Grækenland: Georg I (1845-1913), søn af Christian IX, forsøgte efter 1878 forgæves at generobre Thessalien fra Rusland.

79 Kamosjukker: kammerater. - Forbandt: forbund.

80 Verdens Guld: Samler Eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust tærer, Matthæus 6,19. - ikke vide, hvad: jfr. Lukas 23,34: Fader, forlad dem! thi de veed ikke, hvad de gjør.

81 sjover: slider og slæber. - Raspen: antagelig fejl for Rapsen, bunken.

250

Kresjan Vesterbro

85mundus in nuce: (lat.) verden i en nøddeskal.

89sat: pantsætte, - gaar paa: generer.

90Brasen: straffeanstalten Vridsløselille mellem Glostrup og Tåstrup, bygget 1856-59. - Slum'ren: måske Frelsens Hærs Slumpost i Jægergade, opr. 1893. - Nordvestvej: Rantzausgade på Nørrebro. - Spids: snaps eller lille glas øl. - Apelspistolkirken: vel den katolsk-apostolske kirke, Gyldenløvesgade 20, bygget 1871. - for: foran Nordbanegaarden.

91før: hellere. - svart: klart. - Klos: kluns. - stod til et Aar: havde betinget dom på et år.

92gar: endog. - tællet den ude: sovet i det fri. - Charabancen: hestevogn med bænke på langs.

93Fjerdingspund: fjerding er gl. dansk måleenhed, for smør 28 kg netto. -respe'tant: respektabel. - Desentionslokalet: detentionscellen. - før: hellere. - Kongens Naade: benådning. - Kanen: sengen.

94Krokonens Penge: en roman med denne titel er ikke fundet. - Dødssejleren: Fr. Marryat, The Phantom Ship, 1839. - Tomme(r): 31,385 mm. - ganske ... Vejret: meget spændende. - Revyerne: Lous de Moulins underholdningsblad Revyen, der udkom 1896 -1933.

95 Fængslet: Walter Scott, The Heart of Midlothian, 1818. - for højt til Vejrs: for lange domme. - Kapsko: træsko med overlæder og læderhælekappe.

96 Hjem paa Lolland: er ikke identificeret.

97 brændte jeg dem a': snød jeg fra tjenesten. - valsede og gaaet paa Luffen: rejst som håndværker. - baaret ... a': læsset af - Vildersgade(ns): på Christianshavn. - Strandgaden: på Christianshavn. - brændt den a: udeblevet over nattegnets tid. - Frederits: Fredericia.

98 vendt Øretæve: formentlig en bagvendt øretæve, et slag med bagen af hånden. - Klodsmager(svend): træskomager. - en lille klar: en snaps. -brænder den a': se s. 97.

100Pægl: 0,241531. - Makketutten: marketenderiet. - Guttemplermand: medlem af afholdsforeningen Good Templar. - Kaffepuns(er): punch af kaffe og rom.

101Knapperne: sat fast i en gaffel. - Hagl: omgang. - brang: bragte. - sprekke: tale. - Giebt's ... fawoll: Er der en beværtning med piger her? ... Det ved jeg ikke, snarere går vi bare stille ned til venstre i Lille Kongensgade, dér er der gode piger. Javel.

102Menister(pølse): medister. - Fjerdingspund: se s. 93. - sidder for: skylder for. - Den ene Finger: en sammenblanding af flere talemåder. - en lille en: en snaps. - Sjavs: kortspil. - holder ... god: ansér for pålidelig. - Knapper: penge. - Strikke: strejke.

103hele Rapsen: hele bunken. - Sylte: slagsmål.

104Vesperkost: aftensmad. - Skolie: skovl. - slaar ... skæv: drikker spiritus.

105file: snyde. - Nordvestvej: se s. 90. - Donner: rus. - Hombækker: pisk med rød stribe på skaftet.

251

106professoriske: provisorisk. - Bog: skudsmålsbog.

107Otting(er): mål for øl, et halvanker = 16,424 1. - Constantia: se s. 50. - Rejsestalden: traktørsted nær Constantia ved Charlottenlund skov. - La'e-gaarden: fattiggård og tvangsarbejdsanstalt nær nuværende Åboulevard; flyttedes i 1908 til Sundholm.

108hele Sylten: det hele. - tæller: se s. 92. - sprekke: se s. 101. - Sünd ... nick: Er De rejsende? Javel, jeg er smedesvend. Har De papirer? Javel! Hvor skal De hen? Til Lütjenburg. Har De rejsepenge? Jeg har vel en 60-70 pfennig. Nå, rejs De så bare, blot De ikke tigger.

109har ha't ... for: er blevet idømt ... af. - Geskænk: Gave. - apopleks: delvis lammet efter apoplektisk tilfælde.

110stampe: pantsætte. - herne: her. - Re'en: sengen.

111stramsnudet: skrap. - Menister(pølse): se s. 102.

112Blommen: den kødfulde del af fingerspidsen.

113klodset op: taget på kredit. - tysk(e) ... Kartoffelbrændevin ... Sukkerbrændevin: bliver efter destilleringen tilsat sukker, så affaldsstoffernes smag bliver dækket. - 8 Grader: = 47 volumenprocent, -fuselfrit: uden affaldsstoffer. - Akkevit: betegnelsen Akvavit var reserveret de finere snapsetyper.

114gammelt Ord: ordsproget Af børn og fulde folk skal man høre sandheden. - Constantia: se s. 50. - kom sig til: blev dom for.

115ekstemeret: agtet. - Skøjte: utugtig kvinde. - Knapper: se s. 27. - en lille en: se s. 102. - Alen: en gl. dansk alen = 0,6277 m.

116kæbe den: svire. - Kranse: Vilhelm Fristrups digt Grønne Kranse! med musik af Emil Horneman. - Plasér(ord): fornøjelse.

117nye Jernbanestation: uvist hvilken. - Sedlen: lånesedlen. - Vandrebog: legitimation for ikke-organiserede håndværkssvende. - Gendarmerne: gendarmerikorpset 1885-1894.

118Kam'ret: politikammeret. - staaet ude: været pantsat.

119Sukkervand: se s. 113. - Fæstemand: medvirkede ved afslutning af tyendekontrakter.

120Ram: chance. - Prost Nüjohr!: Godt Nytår!

I det gamle Voldkvartér

121 Voldkvartér: bykvarter i nærheden af en af de gamle volde, her bydelen, der lå lige inden for Nørrevold. Københavns volde blev sløjfede 1872-1900 og gav plads til de nye boulevarder, voldgaderne. - Veritate et arte sororibus: (lat.) Ved sandhed og kunst i søsterlig forening. - Spidsborger(historie): jævn borger.

125 Bankporten: Arbejderbanken på hjørnet af Niels Hemmingsensgade og Valkendorfsgade. - Kirkeuhret: på Helligåndskirken.

126 ny Buste: Johannes Japetus Steenstrup, professor i zoologi 1845-85, død 1897, busten opstillet 1899. - Johan Nicolai Madvig: professor i klassisk filologi 252 1829-1848 og 1851-1879, død 1886. - Henrik Nicolai Clausen: professor i teologi 1822-1874, død 1877. - Latinskolen: Metropolitanskolen. - Indskrift: Disciplina sollerti fingitur ingenium (lat.) dvs. Ved forstandig tugt udvikles medfødte åndsgaver. - Stedet: Fiolstræde 19; se efterskriften. - Post: vandpost.

127Gassen: gasbelysningen.

130Grønttorvet: på Højbro Plads.

132Vestre: Vesterbro. - Bulevarden: Vester Boulevard.

134romantisk ... Søerne: Indtil 1852 var bebyggelsen uden for voldene af rent landlig karakter. Fra 1852 blev områderne uden for søerne frigivet til bebyggelse. Først i 1870 erhvervede Københavns Kommune terrænet mellem voldene og søerne. - Chaiselongue(n): (fr.) se s. 34. - Etagère(n): (fr.) hyldemøbel.

136 Nationaltidendes Aftenavis: begyndte at udkomme 1876 som aftenudgave af Dags-Telegrafen, fra 1877 som aftenudgave af det nye morgenblad Nationaltidende, udgivet af C. Ferslew.

137 Sort: slags. - Spids: petroleumslampens tynde flamme pga. skæv væge. -Kaféen: Røde Lygte, Vimmelskaftet 43.

138 Anseelse: udseende. - Strejfkunde: tilfældig kunde.

139 Rasmus Rask: dansk sprogforsker (1787-1832).

140 ad Vestrekanten: på Vesterbro.

142fortner sig: går hurtigt.

143lapse mig: vigte mig.

144gamle illustrirte: Illustrierte Zeitung, grundlagt 1843. - Berliner Tageblatt: kendt tysk dagblad, grundlagt 1872. - Norddeutsche: Norddeutsche Allgemeine Zeitung, grundlagt 1861 i Berlin. - Tante Voss: Berliner Vossische Zeitung, egtl. Berlinische Privilegierte Zeitung, udg. fra 1751 af Chr. F. Voss. Fik først fra 1911 titlen Vossische Zeitung. - Beilagen: (ty.) tillæg.

145die Beene: (jidd.) benene. - Muljøder: børn af ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. - peder anstændigt: overkorrekt. - paa Grisen: på soldet. - Kartoffelnæser: klumpede næser. - Braksnuder: afstumpede næser. - Krumsnablerne: personer med ørnenæser.

146 han slog ud: Moses slog vand ud af klippen ved Horeb, 2. Moseb. 17,5-6. 150Stifteben: Thymes og Pelts Stiftelse, grundlagt i 18. årh. Bygningen brændte under bombardementet i 1807, blev genopført i 1819. Nuværende bygning er fra 1899.

152 Rejseonkler: rutinerede handelsrejsende.

153 Ehrensache: (ty.) æressag. - Ægtepetere: forkuede ægtemænd. - m.m.: med mere. - pp.: (lat.) praeter plura, med mere. - op med Frederik: refrain fra en populær revyvise, Frederik, er du oppe?

154 Prøvesølv: har en vis, foreskreven finhedsgrad.

155 Eugénie: Eugénie Marie de Montijo (1826-1920), spansk grevinde, gift 1853 med Napoleon III. Efter revolutionen 1870 levede hun i England.

253

- Oh, Klara: Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis? 1. linje i 9. vise af J.L. Heibergs Gadeviser, Kbh. 1849. - Gibernakker: spirituøs drik.

156la' rulle: lad stå til.

158à la: (fr.) som.

160Enfin: (fr.) altså. - meinetwegen: (ty.) for min skyld gerne.

163 Gesvindighed: fart

164 Kristiansborg: slottet brændte 1884 og nyopførelsen begyndte først 1907. - Whist: kortspil

165 Drackenberg: Christian Jakobsen Dra(c)kenberg (1626-1772), født i Norge, dansk sømand; giftede sig 1. gang 111 år gL og overlevede konen. I sit 132. år friede han flere gange dog uden held. Hans aldersangi-velser har ikke kunnet bekræftes. - Abeparadiset: samfundet. - chic: (fr.) fiks.

167Chaiselonguen: se s. 34. - Saadan .,. Svendsen: »Saa vender vi, Madam Svendsen,« tekst til tegning i vittighedsbladet Punch 1879, hvor en lille mand danser med en stor, svær dame.

170Vesterbro: Vesterbrogade.

174 Robinson: Joachim Heinrich Campe (1746-1818), Robinson der Jüngere, 1779, dansk oversættelse 1784. Campes bog er en bearbejdelse af Daniel Defoe's Robinson Crusoe, 1719.

175 Kirkeplads: Frue Plads. - Organ: stemme. - Stefanus: 2. juledags tekst, Apostlenes Gerninger 6,8-15; 7,54-60.

178 Ottendedagsskrift: Frem, udgivet af Odin T. Kristensen, indeholdt i hver levering ark af skøn-og faglitterære bøger og et par blade faglige småstykker.

179 Monument: på Strandboulevarden for ørelægen H.W. Meyer (1824-1895).

182Schwamm d'rüber: (ty.) det taler vi ikke om.

186norske (bog): se efterskriften.

193Solo Kulør: høj melding i kortspillet L'Hombre.

206 Cliquot de Vandværket: fordrejning af det franske champagnemærke Veuve Clicquot, Den gule Enke. - Blinker ... til mig: uidentificeret revyvise.

207 Derfor ... véd: uidentificeret revyvise. - Kosmografen: fra 1896 blev flere steder i Kbh. fremvist »levende Billeder«, dvs. fotografier, lysbilleder, således i Kinoptikon i Kjøbenhavns Panorama på Rådhuspladsen og i Panorama Hafnia på Amagertorv, Circus Varieté havde en Biomatograph. I 1899 kunne Panorama i Panoptikonbygningen og Kinoptikon vise »Nye levende Billeder« i diorama-ramme. Kosmografen er ikke identificeret. - Gnav: gammelt kort og brikspil. - Den er svart: det er klart.

254

Tillæg

211 chamois: (fr.) gullig.

212 slog en lille Klods: fik på kredit. - brændt den a': stukket af.

213 Anseelse: udseende. - fjong: smart. - Rhabarberlandet: nedsættende betegnelse for en del af Nørrebro. - Dæksmand: held. - Tjenesten: soldatertjenesten. - Paré: (fr.) væddemål. - Ringen: hovedgade i Wien, hvor de gamle by volde havde ligget.

214 bod: bød.

215 brændte den af med: skulkede. - spille Balloner: holde sjov med. - Guiden: østrigsk mønt. - nedladende: nådig. - Syle: penge.

216 Louis Pio(s): dansk socialistleder (1841-1894), idømt forbedringshusstraf 1873, benådet 1875, skrev sine erindringer 1877, samme år han rejste til Amerika. - den frie Tanke: udogmatisk livssyn (tidstypisk udtryk).

217 bøvede: forædte. - faar ... paa Haanden: får forskud. - Garfields Mord: USAs præsident J.A.G., f 1831, blev myrdet 1881. - stor Fremstilling: panorama, dvs. store lærreder opspændt i kreds; på den tid fremvist af omrejsende selskaber. - Unionen: USA.

218 Barkskib: tremastet handelsskib. - dækker dem tykt: tager sig godt af dem. - Kabinetsbillede: fotografi ca. 16 x 11 cm. - Høvl: uopdragent barn. -Postament: sokkel.

219 Schokket: arbejdsholdet.

255

Indhold

  • Udenfor Rangklasserne..................................... 5
  • Af Hans Peter Egskovs Iliade:
  • Dengang Hans Peter Egskov tjente for Tjener ...................................... 11
  • Dengang Hans Peter Egskov handlede med Prinsen ............................19
  • Dengang Hans Peter Egskov traadte ud i Forretningslivet .................... 22
  • Dengang Anna tjente hos Hans Peter Egskov ...................................... 27
  • Dengang Hans Peter Egskov mistede det kønneste af sine
  • Børn ....................................................................................................... 32
  • Rejseselskab.......................................................................................... 39
  • En Lægmand ...........................................................................................43
  • Stilladsraadens Ruslandsrejse .............................................................. 47
  • En Udvej ..................................................................................................55
  • Stoddere .................................................................................................56
  • Tolderen i det Hellige Land 60
  • Tillæg: Dengang Hans Peter Egskov faldt i Rolighed (1900)....................74
  • Kresjan Vesterbro ..............................................85
  • I det gamle Voldkvartér .......................................121
  • Tillæg: Af Circler (1893)...................................... 209
  • Efterskrift .................................................................................................223
  • Noter ........................................................................................................247
256

Danske Klassikere

  • H.C. ANDERSEN: Fodreisefra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829) ved Johan de Mylius
  • H.C. ANDERSEN: Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831 (1831) ved Johan de Mylius
  • THOMASINE GYLLEMBOURG: Drøm og Virkelighed (1833). To Tidsaldre (1845) ved Anne Marie Mai og Anni Broue
  • HANS EGEDE SCHACK: Phantasteme (1857) ved Jens Kr. Andersen
  • HOLGER DRACHMANN: En Overkommet (1876) ved Aage Schiøttz-Christensen
  • J.P. JACOBSEN: Niels Lyhne (1880) ved Jørn Vosmar
  • HERMAN BANG: Tine (1889) ved Villy Sørensen og Marie Hvidt
  • SOPHUS CLAUSSEN: Unge Bander (1894) ved Jørgen Hunosøe
  • HERMAN BANG: Ludvigsbakke (1896) ved Fl. Conrad og Mette Winge
  • KARL LARSEN: Københavnerfortællinger: Udenfor Rangklasserne. Kresjan Vesterbro. I det gamle Voldkvartér (1896-99) ved Anne E. Jensen

I 1987 udkommer desuden:

  • B.S. INGEMANN: Valdemar Seier (1826) ved Marita Akhøj Nielsen H.C. ANDERSEN: Improvisatoren (1835) ved Mogens Brøndsted
  • H.C. ANDERSEN: O.T. (1836) ved Mogens Brøndsted
  • ERIK SKRAM: Gertrude Coldbjørnsen (1879) ved Pil Dahlerup
  • HERMAN BANG: Stuk (1887) ved Paul Nørreslet
  • JAKOB KNUDSEN: Gjcering - Afklaring (1902) ved Poul Zerlang
  • Serien fortsætter i 1988