2

        

3

Karl Larsen

Københavnerfortællinger

Udenfor Rangklasserne Kresjan Vesterbro
I det gamle Voldkvartér

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Anne E.Jensen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Uffe Andreasen og Erik Dal for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Iver Kjær som tilsynsførende.
Tekstgrundlag: 1. udg. 1896, 1897 og 1899. Nr. 784001.
Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1987 ISBN 87-418-8042-0 Omslag:
Stig Brogger Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

Udenfor Rangklasserne
6

        

7 8

Udenfor Rangklasserne udkom i tidsrummet 13.-19. 11.1896 og kostede 4 kr. Bogen omfatter tilsyneladende 214 + [6] s., ill., men faktisk mangler s. 1-4. Det grå kartonomslag har sort og brunligt tryk, nogle i guldrelieftryk med forlæggers, forfatters og tegners initialer .

5 Karl Larsen: Udenfor Rangklasserne. Illustreret af Hans Tegner. København. Det Nordiske Forlag. Bogforlaget Ernst Bojesen. MDCCCXCVI. 6 P. Petersens Bogtrykkeri - Egmont H. Petersen. København. 7 af Hans Peter Egskovs Iliade. 8 blank. 9 Klichétrykt ill., sign. F.H.[endriksen] fot., indfældet : Af Hans Peter Egskovs Iliade. 10 blank. 11-12 den første af enkelthistoriernes deltitel. 13-14 ill. m. blank bagside. 15-215 tekst. 216 blank. 217 Indhold. 218 blank. 219 Af Karl Larsen er tidligere udkommet: fortegnelse over 9 titler. 220 blank. Højde 185 mm.

2. oplag 1896 berigtiger fejlpagineringen. 3. udgave 1922 er udgivet af M.P. Madsens Boghandel, Rechtwig og Tryde.

Heroverfor: Illustration til s. 14.

9 10

        

11

Dengang Hans Peter Egskov tjente for Tjener

En Tjener, han ska' ikke være Herre, men han ska' heller ikke være no'en Slave, det har altid været min Princip, sagde Hans Peter Egskov, li'emeget om jeg saa har tjent baade Grever og Baroner.

Hvor i Helvede har du gjort af min hvide Vest? sagde den gale Baron Cronenschiold til mig, og han hen til Skabet og ud med alle Vestene paa Gulvet: Er det den, din Laban, eller tror du, det er den? Og saa smed han dem, sorte og blaa og Uniformsveste, li'saa fort, han kunde, hen ad Gulvet.

Jeg stod li'saa beskeden og flegmatisk: Dér ligger den hvide Vest i Helvede! - sa' jeg og viste hen paa en af Hylderne i Skabet, for der la' Vesten, som den osse skulde. Tillader Hr. Baronen, at jeg overgi'er Dem den ? sa' jeg ganske langmodig.

Vil du gøre Nar ad mig, dit Bæst, din Laban, din Slubbert, gi' mig Vesten! - og jeg hjalp ham jo i den. Dér! sa' han og stak mig en Tokrone ud af Bukselommen, nu ka' du drikke dig fuld for den paa en Helligdagsaften, hvor jeg ikke har Brug for dig, men saml mig de Veste op af Gulvet i en Fart! Og lad det gaa lidt villigt! Man sku' den Une - saa bandte han - tro, du ha'de 11 boldne Tommelfingre paa hver af Hænderne.

-Ja, det var Cronenschiold paa Tangegaard. Han ha'de været Løjtnant i Husarerne; dér red han baade Skind og Ben af Folkene, efter hvad de sagde. Lige for Hovedbygningen ha'de vi saadan en Runddel med en Tjørnehæk omkring paa et helt Par Alens Højde; naar han kom ridende ude fra, saa .. med Hesten ind over Hækken! Dér b'e han holdende inde i Runddelen og klappede den paa Halsen; og saa ku' han helt le saadan gemytligt, og Belle! Belle! sa' han, det var Ret, Belle! Han talte til den li'som til et Pigebarn. Og saa paa en Gang: Svips! var han ude over Hækken, i Gaarden igen. Saa grinede han over hele Ansigtet.

Jeg ska' aldrig glemme, da han sku' paa Harejagt paa Trenø. Saa sku' jeg jo følge ham til Købstaden, men der var vist Persjonale nok derovre

12

eller hva' Fa'en de ha'de for, det véd jeg ikke, men jeg sku' da b'ie i Byen i fire Dage og vente, til han kom tilbage! Kosten sku'jeg ha' i Gæstgivergaarden, men han var gal i Ho'det, Husaren, saa der ha'de jo ikke vanket no'en Ekstrasyle, at man ku' faa det lidt godt for. Jeg fik ham om Bord i Sejlbaaden til de andre høje Herrer, og godt stænkede var de allerede, da han gjorde los, Skipperen.

Nu er du her præcis Klokken fire paa Fredag, brølede Cronenschiold med en halvhundrede Favne Vand imellem os.

Ja væl! brølede jeg li'saadan. Hold Kæft! tænkte jeg.

Li'som jeg saa vender mig i det samme, staar der en Politibetjent.

Om jeg ikke var Baron Cronenschiolds Tjener?

Jo, det var, hvad jeg var.

Saa kendte jeg vist en lille Pige, der hed Johanne Sørensen.

Ja, desværre for mig, sagde jeg har jeg kendt det Amfibium ..

Men det var vist temmelig godt, for nu ha'de hun stævnet mig for Bidrag...

Det ku' ligne hende, sa' jeg, hendes Simpelhed; men for mig ka' De godt ta' Baronens Hat og Kjole og hvide Slips af mig og slaa i Gabet paa hende, for andet ejer jeg ikke, og om saa hun og Mo'ren med, de stævner mig ind hver Dag hele Aaret rundt for alle de Juristationer, som der er i Danmarks Land og Rige, saa ska' de ikke se Kronemønt ud af mig, forstaar De.

Ja, men saa blev jeg nødt til at sidde den af.

Au, mit daarlige Ben, tænkte jeg, men saa slaar det igennem mig lige med det samme: Hvor mange Dage er det for denne Gang?

Ja, De kan klare den saadan og saadan med tre Dage.

Vil De bare ta' mig med, si'er jeg, li'e med det samme ... Og saa jeg i høj Hat og Spidskjole lige lurk i Arresten, og om Fredagen stod jeg paa Skibsbroen og ha'de klaret det hele.

Hvordan Fa'en han har faaet det at vide, bagefter, Cronenschiold, det véd jeg ikke, men han kaldte mig ned en Formiddag.

Hvor var du henne, dit Bæst, mens jeg var paa Trenø?

Maa jeg tillade mig at spørge Hr. Baronen, var jeg ikke paa Broen om Fredagen Kl. fire ?

Ja, det manglede bare, at du ikke ha'de været der, saa sku' du ha' faaet dig en Omgang, saa du ikke ku' ha' kendt Forskel paa hva' der var Ben og hva' der var Arme paa dig. Men du ka' tro, jeg véd, hvor du var henne, og jeg har stejle, rive og pine mig aldrig hørt saa galt.

13

Understaar du dig i at sidde i mit Liberi og sone dine svinagtige Bidrag af! Er du gal, forrykt, bestialsk? Hvor meget er det om Maaneden?

Det er fem Kroner, Hr. Baron; det er mange Penge for en fattig Tjener ...

Fattig Tjener! Det er jo ikke mer, end du drikker op hver Maanedsdag, du er i Byen. Dér ... Og saa bladrede han i Tegnebogen: 1, 2, 3 Sedler. Dér har du 30 Kroner! Det er til 6 Maaneder. Men Gud naade og styrke dig, dersom du bruger dem til noget andet ...

- Naa, to Maaneder efter tjente jeg ham ikke mere, det ku' ikke b'ie ved at gaa med Kusken og mig, jeg ku' ikke finde mig i alle hans Sjikaneringer baade med Pigerne og Herren og Forvalteren og hele Re'ligheden, og saa altsammen bare, fordi han sku' ha' fedet sig no'en Penge til paa en Liberifrakke. Det var mig, Baronen sagde til om naar jeg sku' til Byen at bestille en Liberifrakke og Vest til mig selv og en til Kusken med, og jeg gaar jo saa til Skræderen, og det var fem Kroner paa hver Frakke til mig, som kom med Bestillingen. Men da jeg kommer hjem, saa er 'et, Kusken vil ha' de 5 Kroner for hans Frakke, ellers gik han til Baronen og fortalte, at der var sat 10 Kroner for meget paa Regningen. Men der maa jeg sige, mine Medtjenere, de holdt med mig, og den første Kokkepige, det var nu osse en lille dejlig frisk Pige, og hun ku' klemme løs paa Kusken: Ja, du ka' bare vove paa, sa' hun, og la' Husaren vide no'et om Hans her, saa ka' du tro, at jeg er Veninde til Furasjehandlerens Kone inde i Byen, og vi ska' ta' og gi' ham lidt Furasjehistorier med at tygge paa .......

Saa b'e der jo ikke Bukser af det Skind, men han sjenerte mig paa alle Maader, saa jeg rejste - Cronenschiold, han var lynende gal og bandede, saa Huset stod paa fire Støtter. -

Naa, der var nu no'et godt ved Cronenschiold, alligevel, jeg si'er ikke andet; men udspekuleret ku' han være, en rigtig durkdreven Rad. Jeg tjente ham i fire Maaneder, førend jeg opdagede, hvor det var, han gemte sine fine Cigarer, og det var rent Tilfældighed; jeg ku' være gaaet i min Grav og ikke ha' opdaget det. Men det var en Eftermiddag, han var ude, og jeg sku' gøre i Orden inde i hans eget Værelse, saa ha'de jeg taget en af Hundene paa Gaarden med, og bedst som det er jeg vil jage den væk fra noget inde i Stuen, saa kommer jeg til at vælte en af Lænestolene. God Morgen, Hr. Fischer, hvad springer der ud af Ryggen? Den var hul, forstaar De. Mavebæltecigarerne! -

14

Dér havde han en lille Fjer, han trykkede paa, ganske spidsfindigt. Saa kendte jeg den jo til en anden Gang.

Det er nu allligevel lidt lumskagtigt med saadan no'et. Og hva' hjælper det til? B'i'er det ikke opdaget paa den ene Maade, saa b'i'er det paa den anden. Men han var mistroisk, Husaren, det var en Fejler ved ham. -

- Det ku' man nu ikke si'e om den gamle Enkegrevinde, som jeg kom til bagefter. Det var en ganske herlig Dame, en rigtig behagelig Dame. Jeg tog det gamle Liv ved Krydset og ku' ligefrem sætte hende ind i Vognen, og jeg kan sige, jeg bar hende ganske regulert op paa første Sal inde i København, naar vi ha'de været ude at køre.

Du er saa god til at hjælpe mig, Hans, sa' hun alle Tider, naar du bare ikke ha'de den Mund, du har - og saa peb hun i saadan rigtig høje Toner og rystede med Kæberne, for hun var morderlig gammel.

Min Mund, Deres Naade, sa'jeg, den har jeg faaet af Vorherre til at forsvare mig med mod dem, der vil bagtale mig og aflægge Vidnesbyrd mod mig, sa'jeg ... For de ha'de lige fra det første a' ha't Kig paa mig i Huset, baade Komtessen, som var der til Stadighed, og hendes Broder i Garden og den unge Komtesse, saa galt Kandidaten med Guldbrillerne, der læste højt for den gamle jeg kan sige dem allesammen, som gik omkring og bare spekulerede paa, den gamle skulde ligge med Næsen i Vejret, saa de ku' begynde at arve.

Bare man ku' sidde ude i en af Pigernes Værelser paa den anden Side Køkkenet, og man spiste lidt ordentlig tykt smurt Smørrebrød med Laks paa og lignende og ku' drikke et Glas Rødvin til, saa stod Komtessen der lige paa en Gang.

Om vi ikke var blevet mæt af den Mad, der var sat ud til os?

Nej, vi er ikke, ellers spiste vi ikke!

Ja, hun vidste nok Besked, for den gode jævne Mad, vi fik, den bare ga' vi væk.

Og det er vist mere end som De gør, sa' jeg en Novemberaften, for om osse alle Københavns fattige Folk, de stod paa Trapperne, saa ga' De vist ingen Ting væk, men bare, om De ka' knibe paa Smør og Sul og alting, for at der ikke ska' gaa no'et fra Dem og Deres Plante af en Bro'er i Livgarden, naar at Hendes Naade engang lukker hendes Øjne, hvad jeg vil be' Vorherre bevare hende for saa længe som muligt! Men det er Deres Kristelighed og Gudelighed, som De kører til Kirke med hver Søndag og kører hjem med igen ... Og hist op og

15

her ned - det var en ordentlig støt Salut, jeg læste hende, ka' De tro, og der b'e' jo en Fest af den anden Verden. Den gamle, hun peb i de høje Toner: Du har været uforskammet, Hans, meget uforskammet, det maa du virkelig indrømme!

Jamen ikke mod Dem, Deres Naade, det ku' aldrig indfalde mig at tænke mig .....

Saa kom han, Sabelslugeren fra Garden, Broderen: Og jeg havde været saa grænseløs uforskammet mod hans Søster, og han antog dog nok, sa' han til den gamle, at jeg ha'de at lystre .....

Jamen ikke Dem, sa' jeg, for jeg er ikke fæstet til at være Drengs Dreng, og saa gik jeg paa Grevinden igen: Om hun nogen Sinde ha'de haft noget at klage paa, som jeg hjalp hende ...

Det varede en hel halv Time, til den gamle var ganske rundkulret, og hun fik sin Hovedpine, og jeg maatte bære hende hen paa Sofaen.

Gaa med Jer, sa' hun, gaa allesammen, I ta'er Livet af mig, gør I, men du' ska' bli'e Hans, og hjælpe mig med de Puder først ... ja, og saa ska' du osse gaa, det ska' du virkelig, for du har været uforskammet .... Hun var fær 'ig ved at græde.

Siden efter maatte jeg gi' Komtessen en lille Undskyldning, og saa for Resten tog vi Nøglen af Pigernes Værelser, naar vi sad der om Aftenen. -

Tilsidst fik de nu alligevel smidt mig fra Pladsen, for de ligefrem lurede og gik og lumskede efter en. Og Gud give, jeg ha'de haft en Daler for hver Gang, Komtessen har staaet ude paa Tørrestuen paa Loftet, for om hun ku' ha' opdaget noget med mig og den nye Stupige! Men den gik ikke, og jeg spændte den gamle ud og ind a' Vognen, det gik storartet lige til en Søndagaften, hvor vi ha'de været ude sammen, Stupigen og jeg, og hun var gaaet op naturligvis lidt før mig, og jeg ventede henne paa Hjørnet. Saa kom jeg hjem og sku' over i den anden Fløj. Jeg hørte ikke no'en; det var li'saa stille som i de dødes Gemmer, og jeg tænkte: Skidt være me'et! Dette lumske Væsen, det har nu aldrig været noget, der laa for mig, jeg har ikke holdt af at liste rundt paa Rævekløer, saa jeg uden videre masede op i Pigernes Fløj, ikke saa meget, som at jeg ha'de Støvlerne i Haanden, ganske frimodig; drukket lidt om Aftenen ha'de man jo naturligvis.

Saa Klokken fem om Morgenen vaagner jeg og hører Komtessen, den Sanglærke, hun dundrer paa Døren og raaber: Vil du lukke op, Sofie, vil du lukke op og det straks!

16

Pigebarnet hun ku' jo hverken gø eller gabe, men der var ingen Vinduer til at komme ud a', saa jeg raaber bare ud igen: Her i Huset staar vi paa denne Tid af Aaret op Klokken halvsyv!

Nej Gud, det er for galt, sa' hun derudenfor; jeg ku' godt høre, hun ha'de ham, Kandidaten med.

Ja, det finder jeg med, svarte jeg, li' saa højt, jeg kunde, at man b'i'er forstyrret i sin Nattero, som man haardt kan tiltrænge.

Pigebarnet hun lavede en lang Fiasko, om at jeg var et skrækkeligt Menneske, og jeg gjorde hende ulykkelig ... men det har vi vel nok været to om, sa'jeg li' saadan, og om Du saa var en ligefrem Mutter Madonna, saa kom du ud af Huset ovenpaa den Historie og jeg med, saa ta' du 'en med Ro og faa en lille en paa Øjet, til Klokken er halv syv; bedre Raad kan jeg ikke gi' dig, min Tøs, for denne Gang - og saa faldt jeg i Søvn igen.

Naa, da jeg vaagnede var der saa underligt stille i hele Huset, Klokken kunde være saadan en otte, ni Stykker, og jeg klædte mig flot paa, li'som jeg var kommen hjem om Aftenen: lille silkeforet fransk Frakke og Neglemansjetter, saa vilde jeg med det samme over til den gamle og se at hugge mig Resten af Maanedslønnen med, vi var daarlig kommen ud over Midten a'en ....

Men li'som jeg drejer om nede i Hovedgangen, saa har de staaet paa Lur i Anretterværelset, for saa kommer Komtessen frem med sin Kandidat af en Brilleslange, og Broderen ha'de de hentet fra Kasernen ; han var i Uniform.

Hvor skal De hen? spurgte han, og saa stillede han sig i Vejen for mig.

Jeg ska' ind til Hendes Naade, sa' jeg, med Deres Tilladelse.

Ja, de gik med, sa' de alle tre i Munden paa hinanden.

Gør de bare det! Og sku' de ønske et lidt større Ligfølge, saa maa de gerne for mig samle no'en flere sammen.

Om jeg vilde holde Mund!

Jeg er ikke Rekrut for Dem ...

Saa kom vi brasende ind til den gamle, hun ha'de lige drukket sin Morgenthe.

Gud Fader bevares, lille Hans, hvad er der nu i Vejen med dig?

Hun peb li' saa højt hun pibe kunde, og Kæberne, de var fær'ig ved at slaa over hinanden.

Ingenting, Deres Naade, af Betydenhedd .....

17

Naa, de begyndte, alle tre tilsammen, den ene højere end den anden, men den gamle, hun ku' aldrig fordrage, Folk talte mere end en ad Gangen til hende: Jeg kan ikke forstaa hvad det er I si'er, sagde hun.

Nej, deres Naade, sa' jeg saa, li' saa højt og tydeligt jeg kunde, det sku' der vist osse en meget lært Professor til at gøre. Men maaske jeg maa fortælle Deres Naade ...

Ja, lad mig høre, Hans, hva' er 'et Hans ?

Det er Sofie, der har været letsindig, Deres Naade. Og en anden har maaske heller ikke været som man burde være. Men derfor vil jeg osse hellere rejse, end jeg vil ha', at Deres Naade ska' b'ie sjeneret i Deres eget Hus for min Skyld af Komtessen og Hr. Kammerjunkeren ....

Saa tog de fat igen: Ja, de blev ikke saa meget som et Minut, hvis jeg ikke straks kom ud af Huset ...

Jamen, du gode Gud, Hans, saa maa du virkelig ogsaa rejse, Hans ...

Det vil jeg ogsaa Deres Naade, fordi De befaler mig det, men De vil da ikke berøve mig Resten af min fattige Maanedsløn, for jeg har dog hjulpet Deres Naade godt ...

Ja, jeg fortjente rigtignok Løn, begyndte de saa igen ...

Ja, og Kostpenge med, sagde jeg ...

Kostpenge, nej, det kunde der da aldrig være Tale om.

Men saa b'e den gamle gal: Ja, jeg er ogsaa ked af alt det Vrøvleri, sagde hun, og nu ska' han komme ud af Huset. - Men Løn og Kostpenge ska' han ha', det ka' jeg si'e Jer. Og saa gumlede hun over med Underkæben, saa hun nær ha'de ta'et Næsen med. -

- Det b'e ikke de sidste Penge, jeg saa fra hende. Det var mange Gange siden efter, jeg ku' ramme hende no'et ud om en Forlegenhed, og det ene med det andet; jeg b'e ved at rende, lige til de lod mig komme ind til hende. Saa stak hun mig ti Kroner.

Du hjalp mig alligevel godt ud og ind af Vognen, Hans, sa' hun altid, men du var jo ikke til at ha' i Huset.

Nej, Deres Naade, svarte jeg saa og sa', for det er ikke godt og ska' tjene mer end én Herre ...

Tys, tys! Hun ku' helt se sig om: Vil du bare tie stille, vil du bare tie stille! - for hun var saa bange for Komtessen og denne Thevandsjunker - Saadan no'en Arvepersjonasjer som aldrig saà paa saadan en

18

ældres Dames Fordel, men bare at de ku' faa drevet en Bunke Penge ud af hende!

Ja, saadan gaar det. Det er altid det i en tjenende Stilling, enten er der no'et i Vejen med ens Medtjenere eller ogsaa kommer det fra Herskabet og lignende. Det sidste Sted, jeg tjente for Tjener, der var det nu Fruen, hun ku' aldrig faa gjort nok. Hun var selv kommen af ingenting og havde været Guvernante, saa de ska' jo være tossede.

Men saa kalder Herren mig ind en Dag, der havde netop været saadan en Fest med Fruen, og jeg tror ikke, sagde han, at De egner Dem rigtig for en tjenende Stilling.

Nej, Hr. Konferensraad, sa' jeg, for jeg er ikke i Stand til og ka' indta' de rigtige Slavebevægelser ....

Naa, sagde han, og saa trippede han lidt omkring paa Gulvet, det er nu maaske ikke saa meget det, min gode!

Han ha'de altid saadan en maadeholdende Maade at udtale sig paa. Det er nu ikke værd, vi kommer nærmere ind paa det, min gode, sa' han, men jeg tror hellere, jeg vil skifte Dem i Utide; naturligvis skal De faa alt hvad der tilkommer Dem.

Det har jeg aldrig været tvivlende om, Hr. Konferentsraad, overfor en Mand som Dem, sa' jeg, men saa maa jeg osse ha' no'en civile Klæder, for jeg ejer ikke andet end Deres Liberi, jeg staar og gaar i, det andet har jeg maattet la'et sprunget ...

Saa maatte Sønnen til, ham passede jeg Klæ'er med. Og gi' ham bare et Sæt af dine, sa' Fa'ren ..

.. Ja, og en civil Hat, Hr. Konferentsraad!

Den fik jeg og Penge og det hele, men det sa' jeg ogsaa til ham, at jeg takker Dem, Hr. Konferentsraad for Deres Optræden og Værdighed overfor en tjenende underordnet.

Og saa smækkede jeg mig ned ad Strandvejen i Sønnens de stortærnede og med Fyr paa Cigaren, saa jeg ka' ikke si'e andet, end min sidste Kondition, den kom jeg fra paa en pæn og human Maade.

19

Dengang Hans Peter Egskov handlede med Prinsen

Det er nu li'emeget, sagde Hans Peter Egskov, men gu' har jeg handlet med Prinsen. Det var angaaende et gammelt Stykke, lignende til dem, der var paa Kammerherre Bentzens A'ktion, men meget mere udarbejdet og syet med Silke i forgyldt Ramme. Det var en Overgang som ungt Menneske, at jeg ingen Plads ha'de, saa var jeg halvforlovet med en lille Pige, der tjente nede i Nyhavn. Og dér kom man jo engang imellem op om Aftenen og fik et Stykke Smørrebrød og lidt Kræs, og dér tjente osse en anden lille Pige, som var forlovet med en Maskinarbejder. Saa sku' hun ha' forsaalet et Par Støvler engang midt i Maaneden. Ta' og laan mig de 2 Kroner, sa' hun. Gu' gør jeg ikke nej, sa'jeg; men om jeg saa ska' mase hele København igennem efter dem, saa ska' De faa 2 Kroner for det gamle Stykke, som hænger over Kommoden. Naa, det ha'de tilhørt hendes Oldemo'er og hist op og her ned; men hun sku'jo ud med Maskinarbejderen, saa jeg fik Stykket.

Nu var 'et jo at faa no'et ud a'et, og saa vidste jeg fra dengang jeg tjente Baronen, at Prinsen, han sku' interessere sig saa meget for Antik, saa jeg gik først op til en Ven af mig, eller Herre rettere sagt, som at der var Journalist, og saa sa' jeg til ham: La' os faa et Par Bajere paa Bordet med det samme, og vil De saa bare skrive, som jeg dikterer, at jeg er kommen i Besiddelse af et gammelt Stykke, syet med Silke i udskaaren, forgyldt Ramme, og jeg véd, at Hans kongelige Højhed er en Ynder og Velynder af alt, hvad som der er antikt og tiltalende. Og saa ska' der bare til Sidstningen være indflettet et Par Ord, om at Stykket tilhører en fattig, nødlidende Enke, som at jeg har i Kommission og ska' sælge det for.

Jamen det er jo Løgn, sa' han.

Det ska'jeg nok ordne, sa'jeg li'saadan.

Saa overrakte jeg selv Prinsen Brevet paa den Tid, jeg vidste, han red hver Dag en Morgentur. Og han sa' til mig: Det er godt, min gode Mand, det er briljant; og De kan komme paa Palæet til den og den Tid og melde Dem med det gamle Stykke.

20

Javel, Deres kongelige Højhed, sa' jeg og stod li' saa ret med samlede Hæle og saà ham frit ind i Øjnene.

De har været Soldat?

Javel, Deres kongelige Hojhed!

Det er et rask Liv, sa' han.

Det er et briljant Liv, sa' jeg. Man sku' bare ha' et Par Daler mere om Dagen! Saa grinte han. -

Om Eftermiddagen spændte jeg over til en Kone, jeg kendte omme i Snaregade, og forklarede hende, hvordan det var med det gamle Stykke. Og hvis jeg faar no'et ordentlig ud a' et, sa' jeg, saa ska' De faa 10 Kroner, og Prinsen har modtaget mig saa nydeligt og humant, saa jeg vil ikke staa som en Løgner for den Mand - det holder jeg mig for god til, og hvis at der sku' komme nogen Forespørgsel og lignende, saa er det Dem, der er den nødlidende Enke, der har det gamle Stykke, at De véd det. Og det ku' hun jo osse godt indse, saa den næste Morgen stillede jeg paa Palæet og spurgte, om Prinsen var disponibel.

Javel, sa' Adjudanten; det er maaske Dem med det smukke, gamle Stykke ?

Det er 'et, Hr. Kammerherre, sa'jeg; jeg vidste s'gu ikke, om han var Kammerherre; men det var briljant, sa' han, og værsaaartig, saa gik han hen over Gulvet og slog et Par Fløjdøre op, der stod Prinsen lige midt ude paa Gulvet ganske ligefrem og beskeden.

God Dag, Egskov, sa' han; hvordan gaar 'et med det gamle Stykke ?

Det gaar briljant, sa'jeg, og her, er det!

Det er jo et smukt, gammelt Stykke, sa' han, og hvad hedder saa den Kone, som ejer det?

Saa stak jeg Madam Hansen ud med Bopæl og det hele.

Hva' ska' det saa koste?

Ja, det vil Enken, som tilhører Stykket, overlade til Deres kongelige Højheds egen Raadighed; og hun ta'er, hva' hun ka' faa!

Tror De, hun vilde være tilfreds med 200 Kroner?

Ja, det tror jeg, hun vilde være meget tilfreds med, sa' jeg, som sandt var.

Saa fik jeg de 200 Kroner, og han ga' sig til at sludre med mig: om hvad jeg ellers var, og hvor jeg ha'de tjent, og nu ha'de jeg jo ingen Plads for Tiden. Og jeg gik paa med krum Hals jeg fortalte ham baade det ene og det andet om Herskaberne, jeg ha'de tjent, og det morede

21

ham, og nu ska' De ha' en lille Hjælp, til De kan faa en Plads igen, sa' han. Saa stak han mig 50 Kroner til mig selv. Det var et nydeligt Træk; det ka' man ikke sige andet!

Farvel, Egskov, sa' han.

Farvel, Deres kongelige Højhed; og jeg ned a' Trapperne li'saa glad, som om jeg var b'een smidt ind i den anden Himmel! Omme i Fredericiagade sad der jo en 3-4 Stykker af mine Venner og ventede nede i en Beværtning, saa vi ud i Sølvgade til Granat-Petersen og drak Portvin. Og bagefter spiste vi til Middag med to Bøfstejer til Mands, og den ene fik Spir til Kravetøj, og den anden fik en ny Hat, og vi kørte allesammen i Droske hen til Madam Hansen og stak hende de 10 Kroner, og den lille Pige fik en Tokrone ekstra til et Cigarfuderal til Maskinarbejderen. Jo, det gik briljant; vi endte paa Alleenberg.

Det var en rigtig Forretning! Saadan no'en sku' man gøre en halv Snes Stykker a' om Da'en nu for Tiden! Og saa saadan en nydelig Behandling! Det er ligefrem et Minde, som at man aldrig glemmer! -Siden efter har jeg ogsaa hørt fra en Dame, som jeg har handlet med, og hun gør rent oppe paa Palæet; og hun har fortalt mig, at Stykket ska' nok hænge over Prinsens Skrivebord eller jeg véd Fa'en ikke, men det er da et Sted, hvor man kan se, at han hæver det højt, og sætter Pris paa det. Saa den Fornøjelse har man da osse ha't ud a' 'et, at saadan et gammelt Stykke er ikke kommet til et almindeligt Mæ-Fæ, men det er kommet paa Hænder, som forstaar sig paa 'et, og har Dannelse og holder det i Ære.

22

Dengang Hans Peter Egskov traadte ud i Forretningslivet

Mine første Skridt i Forretningslivet, sagde Hans Peter Egskov, de har ikke været lette. Det har været en haard Kamp, man kalder, for at naa frem til det, jeg er naaet til.

Jeg var kommen hjem fra Amerika; dér ha'de den været gruelig gal, ikke Slag Arbejde, ikke Tjans, hvor man saà hen, for jeg ska' s'ie dem, jeg var b'een for sløj i Klæ'erne. Dengang man ha'de lidt, ha'de man brugt det og mere til, og nu stod jeg der.

Saa ka' 'et jo li'e akkurat gaa, saa længe man har Tag over Ho'det eller osse i større Byer, hvor at de bygger noget. Som i disse svære Rør ovre i Amerika, de lægger Kloaker med, der ku' mange Gange ligge et helt Sjok derinde. Det var fine Kavelerer, ka' De tro, som stillede til Morgenkaffe a' Vandposten, naar at der var no'en! Gud Fader bevares! Der er megen ubehagelig Sorg og Elendighed .. og Ulykke til i Verden, det er ingen Løgn! Men det tænker de fleste ikke paa af dem, der ligger og bader dem i Fjerene.

Naa, hjem kom jeg jo for at stuve i Lasten paa en russisk Bark; Skipperen sad og aad raa Agurker med Honning paa, da vi stak i Søen, og for Resten var han pjaskdrukken det meste af Tiden, men Styrmanden klarede den. Det var en rigtig Bøddel .. Vampyr .. russisk Stykke! Kokken var s'gu meget skikkelig, men jeg ka' tælle de Gange, han ku' komme til at stikke no'et til en for den sorte Skyskraber; høj var han som General Satan selv, og Kræfter ha'de han. En anden en var saa forhungret af deres Ærtekaffe, saa Lemmerne ku' ligefrem slaa Sludder paa en. Men det vil de ha', slide fra Morgen til Aften, til man falder rundt ved det, saa ka' de dominere en. Det er over hele Verden internasjonalt for dem allesammen.

Dengang da jeg kom til København, stod jeg paa Gaden med fem russiske Rubler, det er saa meget som daarligt ti Kroner; men saa træffer jeg nede ved Havnen en gammel Mand, der gaar rundt med no'en Uhrkæder. Jeg saa' straks med et halvt Øje: De er gode! For det var no'et, der gloede i Øjnene, af dette franske Guldsprøjt eller hva' de kalder det. Og hva' vil de ha' for hele Kommersen? - Der var et

23

helt Dusin. -Ja, han sku'jo ha' halvtreds Øre for Stykket, og det var meget billigt. Det var 'et s'gu osse; jeg spurgte ikke, hvor han ha'de dem fra; det kom jo ikke mig ved; jeg betalte dem ærlig og redelig; vi b'e enige om fem Kroner og to sorte, og saa spændte jeg fra ham ned i en af disse rigtige Sømandssjopper.

Lidt ha'de jeg jo drukket først med denne gamle Grandonkel, og lidt b'e der jo osse fyret paa bagefter, og jeg taalte ikke meget i den Tid, for jeg var for udhungret, men jeg b'e ikke mere fuld, end jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg smældede alle Kæderne fra mig paa Bordet. Det er Guf, dette her, sa' jeg, og la' mig faa no'et Brændevin!

De begyndte jo at skule derinde til disse Kæder. Og det var da inte Guld?

For mig ka' det være baade Guld og Sølv paa en Gang! Og jeg Kæderne i Lommen igen. - Det var et gammelt Tag ovre fra Amerika; men det er jo ikke alle Træskoskipperne i Danmark og svenske Jævler, der er med paa den.

Saa varede det jo ikke længe, før der en af dem sku' gi' en Omgang. Og jeg drak, det gjorde jeg, men jeg holdt Ørerne stive.

Lidt efter begyndte der en anden en: Om de ikke ku' faa de Kæder at se engang til ?

Nej, de er til min Forlovede, sa'jeg.

Ja, hun ku' s'gu da ikke gaa og smække sig med et helt Dusin Kæder baade for og bag.

Jamen jeg har en tre-fire Stykker a' dem, sa' jeg, saa der maa være no'en til dem allesammen.

Det ku' de jo forstaa, men alligevel: det ku' da ikke skade, at de saa en af Kæderne.

Nej, ikke, om de saa baade ler og græder, og nu vil jeg ta' og betale og gaa!

Ja, der var da en, han vilde gi' en Krone for saadan en Kæde.

En Krone, sa'jeg; ka' De skaffe mig af den Sort Kæder til en Krone, saa vil jeg aldrig bestille andet hele Livet igennem end købe af Dem.

Og jeg vilde ud af Døren, men saa var de fær'ig ved at rive baade Arme og Ben af mig, for at jeg sku' b'ie. Og den første Kæde, jeg solgte, den fik jeg fire Kroner for, og inden de ha'de faaet dem alle sammen fra mig, saa ha'de de gi'et baade seks og syv Kroner for Stykket, og saa troede de endda, de ha'de snydt mig. Naa, de ku' godt staa

24

dem ved de Kæder, det er ikke for det, for det ka' godt være, det var meget fine Kæder; man véd aldrig, hvor saadan en gammel Methusalem har faaet dem fra, han ka' mageligt ha' en Søn paa et bedre Lager og lignende, og naar jeg betaler ham, hvad han forlanger for det, i min gode Tro, saa er der ingen, der ka' beklage sig over no'et, naar Kæderne tilmed sidder paa Ærø og i Landskrona og rundtomkring. Og i hvert Fald, Søfolkene, de var glade ved dem, og det ska' jo ikke være ligefrem Fagmænd, de ska' stikke dem i Næsen. Jeg lavede over tresindstyve Kroner, den Aften; saa ku' man jo faa sig lidt Klæ'er paa Raden.

Saa var 'et at faa fat i min nuværende Kone. Der ha'de jo været lidt imellem os før i Tiden, men Familjen ha'de danset paa Bagbenene, saa jeg b'e smidt fra det hele, og Pigebarnet maatte ikke se mig mere, hende fik de ambligeret nede i Præstø, og det ku' jo ikke nytte no'et, om jeg vilde gaa paa mine Ben ned til saadan en lille By; dér var man b'een smidt ud li'saa hurtigt. Men saa var 'et, jeg gik hen til en Opvaskningskone, vi ha'de ha't hos den gamle Grevinde, dér fik jeg at vide, at Pigebarnet, hun var her i Byen, og hun var ikke b'een forlovet endnu. Og til denne gamle Maduse ha'de hun sagt, at Hans Peter, det var nu alligevel den, hun elskede, og saadan som Fruentimmer udtaler dem, og de ha'de været hos en Spaakælling henne paa Nørregade, og hun ha'de da fortalt, at jeg gik og tænkte paa hende med Kærlighed over Land og Sø. - Det ka' s'gu osse godt være, man har gjort det mange Gange, naar man gik omkring, og den var sløj! Det ka' være meget rigtigt, som jeg osse sa' til min Forlovede bagefter, at den Spaakælling, hun har ikke været saa helt ovenud endda.

Det var jo et Svineheld, at jeg saa gesvindt fik fat i Pigebarnet, det ka' vi være enige om. Familjen, den har altid været lidt bedre, og nu gik hun for at lære Skræddersyning af den fine, saa vilde de etablere hende i Provinsen, for København ha'de hun ikke godt af til Stadighed, den var for livlig; det ku' jeg ta' mig af.

Gud, hun græd, da hun saa mig, ligefrem græd, som om jeg ku' ha' kløet hende. Nej, hvor du ser ud, Hans Peter, ikke Pille af Fedt paa Kroppen; og sikken Øjnene ligger i Ho'det ...

Ja, men den har osse været gal, sa' jeg, men jeg har stridt paa det bedste ...

Og hun op med Spaakællingen og det hele; hun ha'de altid troet, jeg kom nok igen.

25

Og det er jo osse Tilfældet, sa' jeg, og jeg vilde ikke komme straks, førend jeg ha'de lidt Klæ'er paa Kroppen, men ka' du ikke laane mig lidt Penge, til at jeg ka' komme i Gang med no'et; for tjene vil jeg ikke og være Slave hele Livet, det stræber jeg ikke efter.

Vi b'e jo meget hurtigt enige; hva' hun ha'de, det fik jeg; det var ikke meget, men hun ku' jo altid klemme paa Familjen. Naa jeg tog i Førstningen smaa Slag ud paa Landet og købte hos Bønderne, saa gik det i Marskandiserne i Byen bagefter. Men det ka' jeg ikke li', lille Hans, sa' hun, for du har ingen stærk Karaktér - man kom jo naturligvis osse somme Tider hjem med no'en fæle Ansigter. Engang var der en Murer fra Grønovre og vi var kommen sammen ind paa hans lille Vogn med et Par af de smaa russiske Heste. Ude paa Nørrebro fik vi et Par Pigebørn med op paa Vognen, og det var Klokken syv om Aftenen, men vi b'e ved til tre om Morgenen, a' den ene Beværtning og i den anden, og tilsidst bestilte vi ikke andet end køre bare op og ned ad Købmagergade og Østergade og tilbage igen, li'saa fort vi kunde, og Pigebørnene sad med Hatten i Haanden og raabte Længe leve! og jeg har aldrig grint, som jeg grinede den Aften.

Jeg tror, de maa ha' kommet os no'et i Drikkevarerne, som vi ikke har tænkt over; det sa' jeg osse til min Forlovede, for vi b'e jo skrevet a' Politiet, og det var en farlig Re'lighed; men da det var overstaaet, saa indsaa jeg, at det ku' jo ikke b'ie ved at gaa paa den Maade, og vi maatte giftes og ha' en fast Forretning, hvor at min Kone ku' passe Butiken og handle, saa det ku' b'ie til no'et. For Handel har altid lagt ved hende. Og paa den Maade, som det gaar nu, sa' jeg, saa ka' jeg stride og stræbe li'saa meget det ska' være, det ka' dog aldrig b'ie til noget rigtigt, og det maa din Familje ka' indse, saa de viser dem med lidt Imødekommenhed, og for en Pige i din Stilling maa det dog vel være bedst at være gift; saa meget er de vel osse med paa i Provinserne.

Saa fik hun jo en af Onklerne til at gaa paa 'en med Lejen forud og no'et til at sætte i Gang med. Og nu ka' de være vis paa dernede, sa' hun, at om jeg saa ska' staa i Kælderen fra Morgen til Aften, saa ska' de ikke komme til at ynke mig, fordi vi ikke ka' klare os.

Det er briljant, min Pige, svarte jeg og sa', la' dem bide Spids paa den, det ska' de vist ha' ondt ved! -

Og det ka' jeg ikke si'e andet, at naturligvis har den været gnaven flere Gange, og de er b'een blokket lidt dernede, især i Begyndelsen,

26

for der gaar no'en Tid alligevel, før et Fruentimmer faar sat sig rigtig ind i at handle. Og det er alt dette Bras, de kommer med inde i Byen og sælger og vil købe, det ska' der stadig være no'en over, som er rigtig med paa 'en. Det ku' man heller ikke forlange, at min Kone sku' være lige straks, men nu er den god. Mange Gange, naar jeg har været paa Landet og gjort en Forretning, eller man ellers har været hele Dagen ude i Byen og lignende, saa ka' hun ha' staaet og solgt for en Fortjeneste af baade tredive og fyrretyve Kroner. Hun har en udmærket Maade at ta' Kunderne paa. Det er en Gave. Jeg har den ikke. B'e de mig for langvarige i Begyndelsen, jeg smed dem ud: Om de troede, jeg gik omkring og stjal Tingene ... og Vejen var lige lang ind ad Døren og ud ad Døren ...

Der var en Gang, man ha'de jo været ude i Forretninger og faaet et Par Bajere for meget, saa tog jeg lidt for stærkt paa en Mand, der b'e ved at file om Prisen. Men det lovede jeg osse min Kone fra den Tid a', højt og helligt, og det har jeg holdt, at saa lidt i Butiken som muligt! Hun klarer den meget bedre, og det vil hun meget hellere; nu har vi jo osse Karlen med; ham fik vi fra Nytaar. -

Men der ska' arbejdes, førend man kommer saa vidt, ka' De tro. Nu har de faaet alle Pengene i Ho'det nede i Ringsted; min Kone helmede ikke, førend de fik dem, og det vilde jeg heller ikke sætte mig imod. De ku' s'gu godt ha' undværet dem til Dommedag, de sidder fedt i det, men den Glæde syntes jeg, hun sku' ha', min Kone.

Og saa var 'et jo osse behageligt at vise de Herrer og Damer, hvordan man ha'de kæmpet sig frem, og ikke lagt paa Sofaen med en lang Pibe i Munden, som han, Cancelliraaden, hun ha'de laant de fleste a'.

Den stak jeg ham osse ud engang, vi var paa Besøg dernede; og det har enhver godt af at høre, som er Storkapitalist og ikke véd, hvad det er, at arbejde.

27

Dengang Anna tjente hos Hans Peter Egskov

Ja, sagde Hans Peter Egskov, dengang man var ungt Menneske, naturligvis gik man paa Vildmænd, men det ka' jeg roligt sige, jeg ar aldrig hørt til dem, der ga' Penge ud paa Pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku' man nok lagt og fyldt Knapper i den Slags, saa ha'de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige Piger at gøre.

Men saa er'et jo osse, man har denne Re'lighed bagefter med at man ska' ud med Bidrag. Og det er en slem Pukkel, ka' De tro, at slæbe paa siden hen i Livet, naar man vil tænke paa at gifte sig og stifte et Familjeliv; der ku' s'gu osse Staten godt træde lidt Undrende til, mange Gange ......

Det er heller ikke no'en Behagelighed overfor en Kone og ska' op med at man har saadan en tre fire Stykker gaaende paa Græs rundtomkring i Landet og trække baade ti og tyve Kroner ud a' en om Maaneden, det ved Gud, det ikke er. Som nu med min Kone, jeg véd ikke rigtig, men det ka' godt være engang i en Kæfer, dengang vi var forlovede, at jeg har fortalt hende jeg ha'de saadan en, for no'et forberedt paa den første, det var hun, eller osse har det været en af disse Løgnekællinger, der render rundt med al den Sludder, der er til i København, men ligemeget, det gik nu temmelig godt! Men dengang jeg maatte op med den anden, var den allerede gal, og saa, da vi ha'de været gift et Par Aar, revnede den med den tredje. - Det ha'de nok undret mig, der ha'de været saadan en Stilhed over det hele, jeg skyldte for en 9-10 Maaneder eller mere, men nu var'et i det hele taget et mere respektabelt, skikkeligt Pigebarn, saa jeg tænkte, hun er b'een ked a' at være til Nar med Sludder fra den ene Gang til den anden, saa nu klarer hun den selv. Men saa er'et, jeg ha'de været ude paa Landet for at sætte en Mand ind i en Marskandiserforretning oppe ved Helsinge, og den var jo b'een noget høj derude, saa det varede et Par Dage. Og da jeg kommer hjem, ligger der et Brev, som min Kone har brukket, og hun ha'de uden videre været henne hos Pigen og faaet Forklaring paa hele Re'ligheden; selv ha'de vi to Børn dengang,

28

og lidt sløjt gik det med Forretningen, saa vi sku' netop se at faa fat i min Svoger nede fra Ringsted for at stampe lidt Penge ud a' ham, - jo, jeg si'er renok, Tak for Seven!

Jeg b'e jo lynende gal og gik osse hen til Pigebarnet, hun var flyttet om til saadan en Laanekælling nede i Regnegade: Og det var renok en god Trøster, du lavede mig dér, jeg begriber heller ikke, hvordan at det ka' indfalde dig at skrive saadan no'et i stedet for at du ku' snuppet mig paa Gaden; det er I ellers dygtige nok til, Pigebørn, uden at man be'r Jer om det.

Ja, hun tudede og græd li'som den anden derhjemme, og nu var der jo no'et tiltalende ved Pigebarnet som sagt, meget beskeden, lidt fra Landet a' - som hun jo osse var -: Hun ha'de jo vidst, at jeg var gift, og at den ku' b'ie gal, saa hun ha'de holdt sig tilbage; men nu ku' hun ingen Kondition faa for Barnet, som sku' passes, og Plejepenge ha'de hun ingen a' at komme op med, og denne Kælling ha'de jo faaet den Smule fra hende, som a' hun ha'de haft ..... Det var beklageligt at høre paa, det ved Gud, det var.

Men nu er'et jo i det hele ta'et mærkeligt med Fruentimmer, for li'som de er mest ædende gale, saa ka' de b'ie til en hel Modsætning, og nu min Kone, da jeg fortalte hende no'et om det hele, saa ga' hun sig til at tude over det lille, stakkels Barn, for hun har altid haft megen Eftertanke for Børn. Og det ka' jo osse være meget rigtigt, for saadan en lille Orm, den vandrer jo uskyldigt rundt i Verden. Det er en stor Uretfærdighed i Livet, at de ska' undgælde for no'et; det ved Gud, det er.

Saa sidder vi saadan og snakker, og Anna, Pigebarnet, jeg kendte hende jo, fra jeg ha'de tjent sammen med hende, og det var en Kærne til at ta' fat, ku' arbejde fra Morgen til Aften, lille, støt Pige, saa jeg si'er til min Kone: Nu har vi spændt fire Piger ned a' Trapperne i de sidste tre Maaneder, og der er ingen a' dem, der har ku' kogt en Skefuld Grød og duet i Forretningslivet nu slet ikke, hvor at vi har Brug for dem; og naar at vi ta'er Anna og Barnet med i Huset, saa gør vi en Velgerning, og hun tjener for en meget lille Løn, naar at bare hun har Barnet dækket. Saa Herregudheden, enten man har to Børn eller tre Børn, det er omtrent det ene røget som det andet speget, og gaar det ikke, saa ka' vi jo altid gøre en Forandring.

Det b'e vi jo osse enige om, og det gik briljant. Jeg vilde ønske, De ha'de set Pigebarnet staa paa Ho'det med en af disse svære Kommoder

29

ned a' Kældertrappen li'som en anden Clown; Kræfter som en lille Hest, det ha'de hun; jeg faar aldrig no'en Karl, der gør et bedre Arbejde. Og hun kom sig jo svært, Sul fik hun paa Kroppen og Klæ'er; der falder jo altid meget a' i saadan en Forretning.

Men saa er'et, at de begynder at snakke i Gaden, om at hun brændte den a' om Aftenen.

Jeg fik fat i min Kone og sku' ha' Klaring paa den Historie. Ja, hun ha'de ingenting turdet sagt til mig, men det var da et ungt Menneske, som stod i en Cigarforretning til langt ud paa Aftenen, og hun tro'de nok, at Anna og han var forlovede.

Forlovet, sagde jeg, forlovet! Hvis hun er forlovet med ham, saa er jeg osse forlovet med ham. Men det er vel det, at hun allerede har faaet samlet sig et Par Skilling sammen, som han ku' li' at faa Fingre i. Tror du ikke, jeg kender den Sort Labander? Men nu ska' jeg gi' hende saadan en Generaldonnerpræken, saa hun nok ska' b'ie hjemme de første Par Nætter. -

Jeg maa nu si'e, jeg tro'de, det ha'de hjulpet, for om Dagen, man ku' heller ikke se no'et paa hende, li'e frisk og godt Humør; naa, hun aad som en Tærsker, men en Arbejder er jo sin Løn værd. Der gaar saadan et halvt Aar og tre Fjerdingaar, saa en Formiddag, hun var netop gaaet et Par Ærinder i Byen, kommer der to Betjente fra Sædeligheden.

Og det var nok en rask lille Pigejeg ha'de og tjente mig?

Tak, er vi nu kommen op paa det Nummer? sa' jeg li'saadan.

Ja, om Aftenen, ude i Nansensgadekvarteret, der smækkede hun sig rundt i lille Overstykke og med hvid Fjer paa Hatten, og nu var der baade en Dyrlægeelev og en anden Løjser, som ha'de meldt hende, de var nok b'een lidt uenige om'et bagefter .....

Naa, jeg fik jo disse to Sædeligheder smækket over paa et Par Bajere hos Peter Jensen, og saa sa' jeg til dem: Ja, hva' vil De ha', jeg skal gøre? Ska' jeg stikke hende et Par Stykker, saa hun ligger flad hen a' Gulvet, for det ta'r hun imod af mig, det gør hun. Men om det hjælper no'et?

Ja, de vidste s'gu ikke rigtig.

Det gør jeg heller ikke. Men naar et Fruentimmer er i det Tilfælde og vil gaa paa Livet, saa er'et det eneste, at jeg ka' tænke mig. For om de saa trak alle Københavns Præster paa en Snor og lod dundre for hende, saa rendte hun om Hjørnerne med dem alligevel.

30

Saa snakkede vi jo no'et frem og tilbage om 'et, og mærkeligt er'et jo med Pigebørn, at de aldrig ka' b'ie klogere. Jeg regner ikke som Anna her, li'e i Ungdommen, da jeg lærte hende at kende ovre i Jylland; men saa gik hun hen og fik Barnet, det sku' man dog tro ku' hjulpet hende lidt til Eftertanke. Men det sa' jeg til disse to Menneskeædere, at nu ska' De alli'evel la' vær' a' gaa paa hende for denne Gang og snuppe hende, for det er Synd for Pigen, og det er en dygtig Pige; men sig de bare til Overbetjenten, at jeg ska' som Husfa'er gi' hende saadan et Pulver, saa de ska' komme til at undvære hende i Skønhedskonkurrencen baade i Nansensgade og de andre Gader.

Se nu min Kone, hun ha'de ganske stilfærdigt vidst Besked om alt dette herne, men hun ha'de jo igen ikke turdet sagt det til mig, og hun var bange for, jeg sku' køre Anna ud a' Huset. Og saa er'et jo det med Fruentimmer, at de ka' nok li' at b'ie tisket og disket lidt op med Historier om saadan bedre Herrer, enten det saa er Løgn eller sandt. Men du driver din Indskrænkethed og Godhed for vidt, sa' jeg til hende, og nu er Pigebarnet b'een ligefrem hva' man kalder for en falden Kvinde, og ska' vi beholde hende i Huset, saa gaar 'et ikke an, hun b'ier liggende paa Kvisten. Men nu rydder vi ud i det lille, mørke Hul bag ved vores Sovekammer; og flyve hen over Ho'derne paa os, det ka' hun vel heller ikke!

Hvorlænge det gik godt paa den Manér, det husker jeg nu ikke, og det ka' jeg sige, jeg ikke véd. For bagefter kom der hele Re'ligheder op, som jeg slet ikke ha'de været med paa. En Nat engang, jeg var ikke hjemme, og min Kone laa alene, saa ha'de hun begyndt at klage sig, Anna, og hun var saa daarlig og maatte bare et Øjeblik ned i Gaarden, hun sku' ikke ta' andet end sit Sjal om sig. Det gjorde hun heller ikke, hverken Strømper eller Sko eller no'et. Men der gaar en Time og to og tre og fire, og hun kommer ikke igen; først om Morgenen, Klokken syv, førend jeg var kommen hjem, saa er hun der, li'som min Kone ska' til at lukke Forretningen op, og hun ha'de været paa Præmiemaskerade i Fuglen, fransk Husarpige! Alt hendes Klos og Pjus ha'de hun haft liggende nede i en af Barnevognene, der stod i Gaarden; og dér var hun stukket ned og krøbet i'et.

Tilsidst kom hun selv en Dag og sa', vi maatte ikke være vrede, og vi ha'de jo været gode imod hende og Barnet, og hun holdt saa meget af min Kone, og de hylede og tudede, begge to; men Enden paa det hele var'et da, at nu rejste hun, for hun var b'eet prøvet ude paa

31

Vesterbro, og nu sku' hun være Sangerinde. Sunget alle de Melodier, hun hørte, det ha'de hun nu altid kun't, det var meget rigtigt.

Naa, Drengen, ham b'e hun godt a'e med paa Landet i en god Pleje; han har siden efter været inde at besøge os, og vi ha'de saadan et Sjov med ham, han grinede li'som en flækket Træsko til alt, hva' vi sa' til ham, og bondsk sludrede han, værre end de gamle Tørvebønder.

Hende selv gik det for Resten tem'lig godt, hun var i Finland, og de trak hende helt igennem Tyskland, og nu er der virkelig no'et om'et med en finere Herre, en ung Herre; hun har Ring med Navnet skrevet ind i, og min Kone har læst Breve paa sejsten Sider fra ham a'; han venter bare paa, der ska' falde lidt Ro over Familjen, saa gifter han hende. Han har ta'et hende ud a' al denne her Komedie, og hun faar Musiktimer til en Krone Timen, og der kommer osse en Frøken og læser jeg véd ikke, hva' det er, med hende.

Han er ligefrem, ka' man si'e, af disse mærkelige Mennesker, der ofrer dem helt igennem for saadan et Pigebarn; men det er et smukt Menneske at se paa og sidder i en Bank og skriver, og han har Penge, saa hva' Fa'en, det er jo osse meget nydeligt, at han vil hæve hende i Vejret. - Og Anna b'ier han ikke narret med, som Kone betragtet, det gør han ikke. Det er et dygtigt Pigebarn, er'et, og naar der no'en vil holde sig til hende, holder hun sig til ham. Og Resten, den kommer jo ingen ved, det ka' vi være enige om. -

32

Dengang Hans Peter Egskov mistede det kønneste af sine Børn

Jeg synes, De ser mig noget klatøjet ud, sagde jeg en Morgenstund til Hans Peter Egskov; jeg kom gaaende igennem Gaden, hvor an nu som Ægtemand og Borger havde sin Marskandiserforretning.

Egskov stod i Kælderhalsen, barhovedet, i Skjorteærmer, med begge Hænderne dybt ned i Bukselommerne; nu sàa han i Vejret op paa mig. Han var yderst lidt soigneret, med lange Skægstubbe, uden Flip, malproper i Ansigtet; det var tydeligt at se, han ikke havde været i Seng, den Nat.

Naa, De har nok været lidt ude at more Dem, Egskov!

Nej, sagde han med et surt Udtryk i Ansigtet og glippede med de fugtige Øjne imod mig, men jeg har lige mistet det kønneste af mine Børn.

Hva' har De ?

For to Timer siden! En dejlig Dreng; Johannes Evald hed han, paa seks Aar ....

Herre Gud, da!

Egskov fik Bagen af Haanden op til Øjnene. Det ku' maaske interessere Dem at se ham?

Jeg nikkede.

Fa'en ska' osse b'ie staaende her og gabe efter alle de Bønder, der ikke kommer alligevel! - Jeg ka' heller ingen Forretninger gøre i Dag, saalænge den lille Sjæl ligger deroppe; det manglede s'gu bare.

Han snøftede lidt igen. Nu ska' vi gaa op at se ham; han ligger li'som han sov, brændt op indvendig af dette Dokterdjævelskab, de har pensiet ham med for Difteritis. Han laa, og Mo'ren holdt ham, og han op med Halsen! Vandet, det ku' rende ham ned a' Kinderne, men vi ha'de lovet ham af de store Chokolader med Krem i, naar han bare vilde gabe godt op. Dem stak vi osse til ham bagefter; nu ka' De tro mig, om De vil, men jeg har lagt nær de ti Kroner hos denne vindøjede Konditorsnude henne paa Hjørnet, for det sku' være af de bedste; han var durkdreven, Evald. Naar vi ku' prøve paa at stikke ham no'en ud a' Bagerjomfruens, tror De, han gik paa dem? Han var altfor

33

klog, den Dreng. - Dokteren ha'de strengt forbudt, han maatte ikke faa disse herre Chokolader, men vi maatte jo troste ham. Og du ska' nok faa, lille Evald, naar bare du vil la' være at græde og være beskeden og hoflig mod Dokteren. - Det behøvede man ellers slet ikke at sige til det Barn, det var ikke saadan en Bølle som den lille Charles, vi mistede for to Aar siden; han, naar Doktoren kom: Vil du gaa, din Pukkel, dit Skaar ... naa, det var i Uskyldighed bemærket, kan man sige, det var blot som Barn betragtet, han ha'de hørt det i Gaarden; han vilde jo ikke fornærme Manden; men det var Skræk for at b'ie pensiet! Aa, de sku' s'gu selv stille til Pensling engang imellem med saadan en rigtig Djosis Helvedessten i Halsen, saa ku' de b'ie lidt mere bløde a' dem, mange af Lægerne ... men Evald, han sa' aldrig et uartigt Ord, altid dannet, behagelig; det laa ved ham!

- Vi var imidlertid kommen op i Stueetagen, hvor Egskov boede. Alting inde i et ret stort Værelse stod temmelig hulter til bulter; der laa Skeer og stod Medicinflasker foran Pillespejlene, paa Sofaen havde der været redt, og den lille, tomme Barneseng stod endnu ude paa Gulvet.

Egskov gik hen til et Bord, der var skubbet op ad Væggen.

Her ska' De se ham!

Han tog Lagenet fra det lille Barnelig, som laa derhenne paa sin Pude.

Han ligger hengiven i Hvilen, ka' man sige; det er li'som han ku' være levende; jeg véd ikke, om De ku' ha' Lyst til at føle paa hans lille Mave, den er li'efrem varm endnu.

Vandet kom igen Egskov i Øjnene. Ja, sagde han, som han ligger dér, hvad tror De, han staar mig i i Moskus alene? Over 24 Kroner! Man sku' undre paa, at det ku' være tænkeligt, men om det ha'de været et Grevebarn, der ku' ikke være b'eet ofret mere, det ka' jeg sige med en støt Samvittighed, en Nat ha'de vi to Doktere ... og saa Hjælp i Butiken for min Kone af hendes Familje .. I Dag ska' der osse komme saadan en Sidsken, naar bare hun er der, førend hun ka' lugte Maden paa Bordet, for saa ska' hun nok melde sig. Min Kone er ude at rende om det altsammen angaaende Barnet; jeg ku' ikke gøre det, om De saa stak mig ti Kroner i Timen, nej, jeg ku' ikke, jeg er altfor blød til det ... Fredrik! brølede han paa en Gang ud ad det aabne Vindue til Gaarden.

Javel, hørte man en Stemme, der svarede.

34

Det er Karlen jeg har til Hjælp i Forretningen, forklarede Egskov, han er ved at stænke en gammel Chaiselongue godt igennem, de sku' ha' ud paa Amager til en af disse smækfede Amagerbønder .. Fredrik! brølede han igen.

Javel, nu kommer jeg!

Ta' og stik over efter et Par Bajere, og saa maa du høre efter Butiken, naar Klokken ringer; jeg duer ikke til og ka' trække Penge ud af Folk i Dag.

Bajerne kom.

Fredrik behøver vel ikke at hente Glas, hva'?

Nej, Gudbevares!

Vi klinkede med Flaskehalsene.

Puh! sagde Egskov, efter at han næsten havde tømt sin Bajer, det er en af Hans Jensens Bajere; jeg tror s'gu, han ligger med dem i Sengen i Stedet for at ha' dem i Iskælder. Fredrik!! -

Javel!

Hva' Fa'en er det for no'en Toddyer, du har hentet til os? Ta' og spænd hen til Peter Andersen paa Hjørnet og la' os faa dem, saa Tænderne klaprer i Munden paa dig, naar du løber med dem. Du ka' ta' en seks-otte Stykker, det er godt at ha' i Huset, saa stiller vi dem i Vadsken, og la'r .Vandet rende. Varmt Ø1, sagde han over imod mig, det er usundt. Skaal!

Han tømte Flasken og stillede den fra sig paa Bordet. Saa gik han hen og dækkede det lille, døde Barn til igen.

Fluerne ka' godt begynde at b'ie næsvise, det Skab, sagde han. -

Det er nu li'egodt mærkeligt, kom det lidt efter, men som bajersk Ø1, tror de nogen Sinde jeg har ku' faaet ham til og smagt bajersk Ø1, som ligger der? Gaa, Fa'er, nej ... Jeg vil ikke ha', Mo'er ... det var en hel Komedie,.. og vores andre Børn, de har maset dem over bajersk Ø1 li'som Bjørne. Men Evald, her i Sygdommen, der fik han af denne fine, ungarske Vin fra Apotheket a' til to Kroner Flasken, den ku' han ligge og smadske i, dér ha'de han Tonarten! - Det var en fin Dreng, en meget fin Dreng! ... Tak for det, Fredrik! ... Det var Karlen, som kom med et Par af de isafkølede.

Egskov tog omkring de kolde Flasker: Ja, saadan et Par Svende, det er no'et andet. Skaal! Det styrkner, naar man ikke har faaet udsovet. Og her har ikke været megen Søvn i Øjnene i den sidste Tid, ka' De tro, undtagen jeg smed mig midt paa Dagen, bag i Kælderen, oppe paa en

35

af Chaiselongerne. Men saa sa' jeg osse til min Kone, at det er li'emeget, om det saa er en Forretning paa flere hundrede Kroner, saa vækker du mig ikke, for en Mand maa ha' Søvn. Og hun var paa Benene baadé Nat og Dag, det var lige, at hun ku' sidde og nikke en Smule i Lænestolen henne ved Sengen hos Evald, for det var hendes et og alt, den Dreng, og hun er meget moderkærlig, i det hele taget opofrende; brilljant Kone! Det kan vi roligt drikke paa. Drik ud! Ellers staar den og b'ier varm. Vi har jo fler i Vadsken.

Egskov pustede et Øjeblik, saa sagde han: I Morges, da var hun jo lidt lille ved det, da hun ha'de mistet ham, saa jeg maatte træde til paa bedste Maade. Og det ka' jo ikke nytte at græde sig Øjnene ud a' Hovedet, for vi faar ham ikke igen for det, men det sa' jeg ogsaa, at det er ingen Løgn, at Vorherre, han ska' altid ta' og gemme de bedste, og det var Synd for det Barn, at han sku' gaa den Vej, det ved Gud, det var. For jeg skal si'e Dem, han var saa klog, saa klog, som De ikke sku' tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde Aar gammel, saa, naar Mo'ren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, saa ha'de han regnet den ud: Fa'er er gaaet med Sadelmager Hansen, og de sku' ud til den og den, og du ka' tro, Mo'er, de sidder nok nede i Peter Jensens Kælder og drikker Bajere, og nu ska' jeg gaa hen og hugge ham, jeg kender Vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige paa en Gang: God Dag, Fa'er! - Men at han sku' si'e no'et, om at det var Mo'ren, der ville ha' mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no'en hjemme og vilde købe af de store Møbler og hvad han ellers saadan ha'de hørt, at Mo'ren, hun stak ud, naar der var no'en, der spurgte efter mig. Jeg ku' b'ie saa lynende gal, mange Gange, naar vi kom hjem, og skælde ud paa Mo'ren, men det var jo morderlig klogt af Barnet fundet paa, det kan man ikke sige andet; han ku' faa Folk til at rende med noget, allerede i den Alder! - Og saa altid en pæn Optræden, og ærlig, naar man forstod at pille det ud af ham; han kom med det hele, der var ikke noget Fileri ved ham. Som der var en Gang, da ha'de han hugget en Krone af hans Sparebøsse, naturligvis durkdreven! Han ha'de regnet ud, at man ku' stikke et Knivsblad ind og saa faa Kronen danderet ud paa Bladet. De var jo saa en tre-fire lignende Kavelerer her fra Gaden a' og de var gaaet om i Fiolstræde, og de ha'de lejet dem en Trækkevogn, og den ene ha'de trukket den anden, og de ha'de maset det halve København rundt; men da han kom hjem om Aftenen saa ha'de han jo blot været omme paa Bulevarden,

36

li'saa skinhellig. Saa kommer der hverken værre eller bedre end en Kone og besøger min Kone: og hun ha'de jo set disse Herrer med Køretøiet, og Gud véd, hvor de har faaet Pengene fra, man hørte jo saa meget nu til Dags og hist op og her ned, saa min Kone hun faar jo en Tanke og ser efter. Der manglede en Krone i Sparebøssen! Saa sku' jeg jo ta' ham for.

Du har neglet en Krone af din Sparebøsse, din Laband, rammede jeg ham ud, li'som han var kommen hjem.

Der sku' De set ham, han b'e helt hvid, for han var saa stolt, jeg har aldrig set saa stolt et Barn, men han sa' ingenting.

Har jeg ikke sagt dig, at Vorherre i Himlen, han ser alting. - For den b'e altid stukken ham ud, som jo osse rigtig var, af Mo'ren, naar hun sku' gaa et Sted, og hun ikke ku' være over ham, at Vorherre i Himlen, han ser alting.

Han staar og tygger lidt paa 'en, men saa si'er han li' saadanne: Det er meget før Sofus, der har fortalt dig 'et, den lille Rod. - Det var saadan en Hopsaka'l paa en 3-4 Aar, som daarligt ku' tale endnu, som de ha'de haft med paa Turen.

Det ku' jeg jo med Sandhed sige, det ikke var, og saa fik han 'en: Om han ikke trode, Vorherre ku' opdage saadan et Bagatel, han ku' opdage det, som meget værre var, og i det hele taget alting, hvad han tog sig til, Vorherre han saà det, han ku' li'saa gerne komme med det med det samme. Saa fik jeg jo hele Re'ligheden fra først til sidst, og blød var han jo, saa han gav sig til at græde, og Mo'ren maatte op med no'en af de store Chokolader for at faa ham til at tie stille. -

Egskov skyllede det meste af en ny Bajer ned: Det ka' ikke nytte at sidde og sørge med en tør Mund, saa bi'er det altfor melankolsk! -Saadan en dejlig Dreng! Og saa var 'et det kønneste af vores Børn. De sku' set ham, førend han b'e pillet af, sikken han var skabt. Der var Lægge paa ham, saa lille han var, og Fod med Højvrist; og køn i Ansigtet var han s'gu osse, nydelig! Og véd De hva', det ka' vi være enige om, naar man er lidt med paa Livet, at det er en stor Støtte og en Velgerning her i Verden at se lidt godt ud, og at Tøj, det ka' sidde paa en og ikke hænger som Raker. Det er ikke, fordi jeg vil prale, for det er jeg en stor Hader af, men mange Gange i Ungdommen, naar den har været sløj, ha'de man ikke set en Smule godt ud og ku' gjort lidt Indtryk, man kalder, baade paa den ene og den anden Maade, saa ha'de den s'gu været gnaven. Og det var det med Evald ...

37

Undskyld jeg afbryder Dem, men hvorfor hed Barnet egentlig Evald?

Egskov slog ud med Haanden: Jo, det var et Løfte, jeg ha'de lovet mig selv engang, at naar jeg giftede mig og fik en Søn, saa sku' han hedde Johannes Evald, for dengang jeg tjente for Karl paa Trykkeriet i Aarhus, saa læste jeg Bogen om Johannes Evald. Den kender De nok, den er gul og med hans Billede foran i ... nydelig, store, blaa Øine, krøllet Haar; det ha'de Evald her ogsaa. Men ser De, allerede dengang, saa syntes jeg, den Levnetsbeskrivelse, den var saa storartet med disse fede Hørkræmmere henne fra Vestergade, som han maatte ligge og kvæles med, og Pigebarnet vilde ikke ha' ham, fordi han var lidt for meget med paa 'en, og Familjen, de fik ham saa smidt ud paa Landet, nede ved Rungsted. Men der laa han og digtede li'saa støt, i Sengen fra Morgen til Aften, lige op i Næsen paa dem. Det var s'gu brillant! Det er ham der har skrevet: Vift stolt paa Codans Bølge! -Skaal!

Vi stødte atter Flaskehalsene sammen.

Saa megen Tanke var der dog allerede ved en i Ungdommen, at jeg sa' til mig selv, at det er lige meget, men faar du en Søn engang, og det er et kønt Barn med Guds Hjælp, saa ska' han hedde Johannes Evald, for det er en Mand, som ska' holdes i Ære, for han har fortjent det. Det har været en rask Mand og en fin Mand, om de saa smed ham paa Bondelandet ti Gange.

- I det samme hørte vi Klokken ringe nogle Gange nede i Kælderen, og lidt efter kom Fredrik op: Der ha'de været en lille Pige henne fra Fru Egskovs Søster, og Fruen kom om en halv Time, Herren maatte endelig ikke gaa ud saa længe, Fruens Familje kom med derhenne fra ...

Tak for det blaa Øie, Frederik; den var nydelig! De kan tro, det er s'gu et støt Persjonale, min Kones Familje her i Byen. De kan godt sidde og stirre fire Timer efter en Kop Kaffe, og ikke de flytter dem, om De saa sved Stolene af under dem. Nu b'ier de her til Aften, og helst ska' de ha' alle de Sulevarer, der er til i hele Kvarteret, og saa ræsennerer de dog bagefter! - Saa ska' man osse høre paa al deres Elendighed angaaende Evald ...

Frederik! brølede han ned efter Karlen, der var gaaet tilbage til Kælderen igen, ta' og stik hen til Sadelmager Hansen og be' ham om

38

at sende Bud efter mig, forstaar du, saa ka' vi gaa ud og se paa noget Mobelbetræk, det ka' godt være nødigt...

Egskov vendte sig atter mod mig:... for jeg ska' si'e Dem, alt dette Fruentimmerreferat og Sørgmodighed og Vrævl, hvor den ene si'er Sparto til den anden, det er ikke no'et jeg ka' være med paa, det ka' jeg ikke. Med Sorgen og Glæden hold Maade, som vi lærte det i Skolen, det er ingen Løgn! Jeg gad nok set, hvis en anden en osse ga' sig til at henfalde i Sørgmodighed, saa b'e der slet ingen til at holde den oppe herhjemme.

Skaal! - -

39

Rejseselskab

Det var paa en Station imellem Korsør og København, at han en Sommerdag kom ind i Kupéen.

Han var høj og lysskægget med en Shagpibe i Munden og tatoveret paa Hænderne. Efter et hurtigt Blik smed han behændig en lille Byldt med Arbejdstøj op over et tomt Sæde, tog Plads lige overfor mig og gav sig til at tørre Panden grundigt.

Det er dog en farlig Hede, vi har i disse Dage, begyndte han straks; b'i'er det saadan' ved, saa kan vi her i Danmark ligefrem komme til at spille Brasilien!

Jeg spurgte med et Blik mod de tatoverede Hænder, om han maaske havde været derovre.

Jeg har lagt i Varmen i fem Aar, sagde han med et stort lyst Smil, og mest i Brasilien; engang desenterede jeg i Rio fra en Hollænder, der kom fra Java, saa b'e' jeg derovre et helt Par Aar i en Overgang. Jeg skal sige Dem, jeg er Tømrer af Profession, men jeg har sejlet meget. Det er et dejligt Land, Brasilien! Der sku' bare ikke være saa mange Slanger. Man vaagnede mange Gange om Morningen, saa ku' saadan en Kammerat staa et helt Par Alen i Vejret foran Sengen. Det vil jeg nok sige, de var værre end Hugormene i Lejren ved Hald! Jeg traf for Resten en Landsmand derovre, en Murer fra København a', og man b'i'er jo nemt kendt saadan i det fremmede, saa vi gik fire hundrede Mil op i Landet sammen; dér havde han hørt for ganske sikkert, der var briljant Arbejde og Matrialer i Guds Velsignelse; men det var bare Løgn, da vi kom derop. Naa, der var jo ikke no'et at gøre ved det, Mureren fik sig en Gang Klø for den Arbejdsanvisning, saa fægtede jeg mig en hundrede Mil alene op mod Kysten. Dér fik jeg det godt: en briljant Mand, der sku' ha' bygget en Villa, storartet Akkordarbejde og behagelige Forhold: to Negerpiger til Haandlangere, Kosten bong, og for Resten - der var pæne, lysere Damer, hvad man kalder, ikke mange Mile borte. Jo, det var min egen Skyld, naar jeg døjede ondt i Brasilien; men De forstaar nok: i Ungdommen, det kommer let, og det gaar let, og det ka' ikke nytte at græde over de

40

Penge, der er gaaet dem en Tur, saa maa man se at lave no'en nye. Gal var 'en, efter at jeg havde haft den gule Feber; de sku' for Resten hellere kalde den den blaa Feber, for man b'i'er blaa over hele Kroppen li'som i Pesten, og det er Kinin de fylder paa en, bare paa, immer paa, lige til et Punkt; naar det saa ikke hjælper - færdig! Havde der ikke været en ung tysk Doktor derovre, saa havde jeg nu ligget paa Øen Bella vista; dér sendte Overlægen alle dem over, som bare skulde krepere i Rolighed og ikke ta' Pladsen op for andre; jeg hørte godt, han sagde det. Din brasilianske Satan! tænkte jeg, men saa kunde jeg ikke mere, og da jeg vaagnede op igen, saa sa' den tyske Doktor: Ja, ja, Dansker, nu er De over det, og det ka' De takke mig for, for jeg holdt paa, at det ikke var værd at sende Dem til Bella vista. Det var briljant, Doktor, sa'e jeg, og hvis jeg bare ha'de noget at sige herovre, saa sku' De b'i'e Professor over hele Brasilien lige med det samme, men nu maa jeg rigtignok be' Dem om at hjælpe mig lidt, for de vil ikke ha' mig her paa Hospitalet længere, og det er ikke saadan' for en fattig Haandværker og saa videre, han fik jo hele Remsen; det kostede ham 4 brasilianske Dollars; det var den Betaling, han fik. Saadan gaar det! Havde det været i de Tider, hvor man tjente no'et, saa ku' man maaske vist saadan et Menneske en lille Opmærksomhed; men dengang fejlede man jo ikke no'et!

Der blev en lille Pavse, hvor jeg indskød et Par Ord, om at jeg netop var paa Hjemrejsen fra en Tur nede i Spanien.

Spanien! tog han øjeblikkelig fat igen og vendte den venstre Haandflade imod mig. Dér sidder en spansk Kniv! - og han pegede paa et bredt Ar indvendigt i Haanden. Det var i Malaga, vi kom fra Madeira, og jeg sku' lige danse ud med et lille Pigebarn, saa var han der med Kniven, forstaar De; jeg parerede med den venstre Haandflade, men han pyntede mig for Resten temmelig meget, jeg maatte la' Kammeraterne ta' dem af ham. De gav ham et Par regulerte danske Skaller at ligge og lege med. -Ja, man ka' nu sige, hva' man vil, men det er no'et a' det, man lærer i Udlandet, at den danske Skalle, hvor den kommer frem, der er ingen Nation, der kommer op imod den! Jeg har set det mange Gange i det fremmede: naar de faar den første Gang, de b'i'er ligefrem helt vilde. Den kan de ikke regne ud. Hva' er den a'? Og de kommer aldrig rigtig efter det, Spanierne nu slet ikke. De kittede mig for Resten lidt lovlig meget til en Gang i deres sorte Rødvin dernede, jeg drak den som Vand, jeg vidste ikke

41

bedre; ellers kender jeg ikke no'et til Landet. Men der skal være flere briljante Pladser dernede, efter hvad jeg har hørt; i det hele taget, naar man er ung, véd De hva', det er li'emeget, hvor man kommer hen, der er altid Tjans!

Han bankede Shagpiben ud mod Vinduesrammen og tændte sig en frisk, saa snusede han lidt til Røgen og sagde:

Hør for Resten, hvordan er det, nej i Spanien, dér har de vist ikke saa meget med Ananas, for det si'er jeg ellers saa tit til min Kone, at det ku'jeg nok ha' Lyst til at spise en Gang igen: friske Ananas i Rødvin; det faar man saa meget i Brasilien. Men om osse jeg ha'de Raad til at købe dem herhjemme, jeg si'er, jeg rejser mig daarligt op for de Sydfrugter, som der staar paa Kongens Taffel paa Amalienborg; jeg har selv været med til at ta' Bananer bare til Hamborg, vi ladede dem li'saa pjadskgrønne - de havde dog lidt af det brune i Spidsen, naar vi kom med dem. Men det forstaar Folk dem jo ikke paa, som har siddet hele deres Liv med et dansk Kydben i Haanden! -Ja, nu er en anden jo lagt op, som man siger, for jeg er gift og har tre Børn, saa jeg kommer vel rimeligvis aldrig ud mere, men saa kan man dog sige, at man har set et og andet, og det er ikke enhver Bondekarl, der gi'er en no'et at rende med! Som nu, jeg véd ikke, om De saà ham med Tatoveringen, de foreviste i København i Efteraaret. De kaldte ham Kaptajn; det var nu vist mest for den fly'ende Hollænder, at han var Kaptajn; men Svensker var han, og der stod ogsaa paa Plakaten, at han sku' være tatoveret af de Indfødte paa Stillehavsøerne. Nu arbejder jeg for mig selv som Tømrer ude i Brøndshøj, men det er jo tit, jeg kommer til København, osse med min Kone, og saa sa' jeg til hende: La' os gaa ind og se lidt paa den Tatovering, for jeg er selv b'e'en tatoveret her paa Hænderne af en gammel Indfødt nede paa Sundaøerne, og Stillehavet er jeg dog osse lidt med paa. - Naa, vi kommer jo derind, og der var baade ham og en Foreviser, og den ene galede højere end den anden, om at denne Kaptajn, han var b'e'en holdt i Fangenskab, og der ha'de de pint ham med at tatovere ham baade forpaa og bagpaa og saa videre. Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Ja, tatoveret, det er De jo; men skal jeg sige Dem, hvor De er tatoveret, og det er ikke paa Sydhavsøerne, men det er hos Smith brothers ovre i New York, og aldrig i sine Levedage har det været den rigtige, gamle Haandtatovering, men det er gjort paa Maskine, li'som at man trykker paa Lærred, og De maa i det hele taget lidt længere ud ad

42

Landet til med den, for der er osse Folk i København, der har været udenfor Valby!

Ja, jeg ha'de vist set meget?

Det ku' maaske være, at jeg ha'de set det, som De aldrig faar at se i levende Live, og jeg har osse set en svensk Bagersvend i Vedbæk, sa' jeg, der blev vist frem som lyssky Indfødt fra Madagaskar, og det var i 1885, da jeg arbejdede for Tømmermester Halland ...

Saa vilde de jo til at smide mig ud.

Det tror jeg hellere, de sku' betro til en anden, sa' jeg, og jeg har betalt mine Penge, og jeg har Lov til at udtale mig!

Og der var en tre-fire Herrer med Sølvstokke og høje Hatte; de holdt med mig, og Damerne med; de vilde høre, hvad han ku' svare mig.

Saa begyndte han jo paa en frisk om Stillehavet og de Indfødte, men saa sa' jeg bare:

Nu skal jeg si'e Dem endnu en Ting, at De kalder Dem Kaptajn og fortæller, De har lagt i Stillehavet; men hvis De kender noget til de Indfødte, saa véd De, at det at blive tatoveret af dem, det holder de for en stor Ære. Og det kan De vist nok indse, mine Herrer og Damer, naar De ser paa det Stykke Gerüst dér, at der er vist ikke no'en, hverken tamme eller vilde, der finder paa at vise ham nogen Ære.

Saa gik jeg godvillig. -

Nogle Øjeblikke efter rullede vi op for Frederiksberg Station. Min Genbo langede sin Bylt ned fra Hylden og rakte mig en stor, brun Næve. Farvel, sagde han, og Tak for behageligt Selskab! Tiden gaar immer saa briljant, naar at man underholder hinanden. -

43

En Lægmand

Det var engang i romersk Bad. Jeg traf i det første Varmerum kun en ganske enlig Badegæst, der straks sagde meget høfligt God Dag! da jeg viste mig paa Tærskelen. Han sad med sit hvide Klæde om Lænderne og støttede Hovedet til den højre Arm, Kinderne var allerede dygtig røde af Hede; for Resten havde han graasprængt Haar og saà noget udslidt ud.

Da jeg havde siddet et Øjeblik, begyndte han med en lidt snøvlende Stemme og dygtig langsomt: De er maaske meget vant til at ta' romersk Bad, min Herre?

Aa ja, saamænd!

Ja, for jeg skal si'e Dem, det er første Gang i mit Liv, at jeg ta'er et romersk Bad, saa jeg kender jo ikke no'et til 'et. Hvor mange Grader skal der være herinde?

Jeg tror, her er nogle og fyrre.

Jamen det er jo da ikke nogen Varme for Folk, der er vant til at arbejde.

Ikke det? Synes De ikke?

Nej, det kan det da umuligt være, for jeg har da arbejdet mange Gange i li' saa megen Varme i de sidste tolv Aar, kan jeg sige, som Fyrbøder ... ovre i Amerika. Men nu har jeg ikke bestilt noget i over halvanden Maaned, for jeg er kommen hjem for og ska' se til min gamle Mo'er, saa kommer Sveden ikke ud, og saa bliver Mennesker syge. Derfor er jeg osse bleven forkølet, saa det river i alle Lemmer, og saa havde de talt til mig om disse romerske Bade! Men denne her Varme kan da ikke drive nogen Sygdom ud.

Aa, De skal se, det gaar nok. -

Jo, naturligvis, jeg kan jo nok forstaa: for bedre Folk, som ikke bestiller andet end at køre rundt i Vogne, der kan det jo være meget godt, men som for Folk, der arbejder ... véd De hvad ...

Der kom en af Bademestrene ind. Amerikaneren vendte sig straks imod ham: Hvor længe vil De ha', jeg skal blive siddende herinde?

Aa, De har jo ikke siddet her ret længe.

44

Jamen jeg mener, før det begynder at virke.

Bademesteren kastede et Blik hen paa ham: Det virker jo storartet:

Naa, saa det kalder De storartet ?

Jamen saa skal jeg give Dem et Raad. Tag De Haandvægterne der og mas rundt med i en lille halv Time, saa skal De bare se!

Nej, hør, jeg vil da virkelig ikke arbejde tilmed, naar jeg har betalt 1 Krone og 60 øre for Billetten; saa maa det komme af sig selv, enten det vil eller ej.

Bademesteren gik. Den anden satte sig til Rette i Stolen: Finder De ikke, det var en Methode, hva'? At man sku' tilmed arbejde for at faa det til at virke! Skal de da ikke gøre noget ved en, disse her Bademestre?

Jo, bagefter, saa lægger de Dem paa en af Bænkene og rækker og strækker Dem i alle Lemmer; det er godt mod Gigten.

Naa -ja, det kan der jo være no'en Rimelighed i! Nej, for Medicin, det ta'er jeg aldrig eller gaar til en Læge; jeg har kun gjort det een Gang i Amerika, og det var der, hvor Studenterne gaar og lærer paa et af Hospitalerne. For det var Haanden her, der var kommen ind i en af Maskinerne, og det var jo om at komme sig i en Fart! Saa si'er Formanden: Det kan slet ikke nytte, du skal betale for det, for saa længe, du har en Dollar i Lommen, saa kommer du dig ikke; men ta' og gaa hen paa Hospitalet, hvor at Studenterne de går og lærer, og sig, at du er ubemidlet, saa skal det nok gaa lidt villigt. Og det var osse meget rigtigt: de gjorde mig i Stand og tog Splinterne ud af Saaret, og jeg kom der et Par Gange, saa var de ked af det, for der var jo ikke no'et at tjene, og saa kom jeg mig. - Folk, der har noget, de kommer dem aldrig rigtig i Amerika, saa længe de har noget.

Han gik hen for at tage et Glas Vand og satte sig igen ved Siden af mig: Ellers har jeg aldrig fejlet noget derovre undtagen som i det første Aar, der havde jeg Hjemve. Det er osse en Sygdom, den kommer af Sproget; de faar den en Overgang allesammen, hvem at der ikke ligefrem har lært det i Skoler hjemmefra, for man kan ikke rigtig snakke med no'en. Og skal man skrive tilmed, saa bliver det rigtig galt. Jeg havde nu ikke saa lidt at skrive i den første Tid, jeg var derovre; jeg var paa et Lager; men det var bare mit Navn paa de Sedler, vi udleverte efter, saa det gik meget godt. Men naar det skal være mere Besked eller ligefrem som et Brev, saa er det, det bliver vanskeligt. Det kan De være vis paa.

45

Men nu efter saa mange Aars Forløb kan det da ikke falde Dem vanskeligt mere?

Amerikamanden rystede paa Hovedet: Nu vil De maaske ikke tro det, men som i Gaar sad jeg 6 Timer om at skrive et Brev - med en amerikansk Avis ved Siden.

Skulde De skrive noget ud af den Avis?

Nej, forstaar De, men naar man skal skrive et engelsk Brev, saa er et at købe en Avis paa Gaden og finde Ordene ud af den, hvordan de staver dem; det er det, det kommer an paa. For jeg skal si'e Dem, som nu et Hospital, det er her i Danmark et Hospital, og det skriver de li'saadanne. Og det gør de ogsaa i Amerika, det kan De se i alle Aviser: Hospital of det og det; men de si'er hosptle. Det er meget vanskeligt! Som jeg si'er Dem: 6 Timer, en halv Dags Arbejde - og saa en Hovedpine! - Og det var slet ikke noget langt Brev: bare, at vi er ankommet, vi har haft fint Vejr, de tog Omsorg for os om Bord, herovre er de vel, vi bliver til Juni Maaned; ikke videre. Men det ta'er Tid, det kan De være vis paa.

Tror De nu ikke, det var nemmere at bruge et Leksikon?

Amerikaneren slog ud med Haanden: Næ, det er upraktisk. - Jeg har jo osse kendt en Mand i Amerika, som ha'de et Leksikon, men De kan ikke finde noget i det. Nej, De kan ikke.

Jamen det er jo da fuldt af Ord.

De.t er det nok, men hvis at De skal skrive, at vi har haft fint Vejr eller det var en god Overrejse eller lignende, saa har De meget mere Tjans, for at der staar saadan noget i Avisen. Det er ikke andet end Ord i saadan et Leksikon. Og dem kan De heller ikke finde; det er tidt, at de ikke staver dem rigtig praktisk paa Dansk heller. Og naar man skal sidde saadan og man har et Ord og man vil slaa det op, og det er noget langt og man skal holde Re'lighed med alle Bogstaverne, som de følger efter hinanden .... det sku' De probere engang! -En Time, den forslaar ingenting, ikke Spor!

Han blev afbrudt af Bademesteren, der kom for at vise ham ind i det varmeste Rum: Der er 55 Grader inde!

Naa ja, det kan jeg bedre forstaa. Der skulde De ha' sat mig ind med det samme. Kommer jeg bagefter ind i noget, der er varmere endnu?

Nej saa har vi ikke mere at byde paa, uden De vil ind paa Dameafdelingen.

Amerikaneren smidskede: Nej, tror De ikke, at det vilde blive for varmt igen? -

46

Først da jeg var helt færdig paaklædt og skulde til at gaa, kom de med ham fra Styrtebadet. Han var som en kogt Hummer over hele Kroppen.

Der var behageligt inde i det varme, sagde han i fortsat Samtale med Bademesteren, men uha, alt det kolde bagefter!

Jamen nu skal De ud at svømme her i Bassinet!

Er det osse koldt?

Ja, men naar De har siddet saa forfærdelig længe i Varmen, maa De sørge for at blive godt afkølet.

Han kravlede lydig ned ad Trappen og blev ved at puste og pruste i det kolde Vand, til Bademesteren kaldte ham op.

Tror De saa, jeg har faaet det onde ud? spurgte han, mens de viklede ham ind i Lagenet.

Ja, naar De nu faar Dem en god, høj Kognak, mens De ligger og hviler, saa gaar det sidste sig en Tur.

Det kan der jo være no'en Rimelighed i, jo det kan man godt tænke sig. Lad os saa faa saadan en til at slutte med! -

47

Stilladsraadens Ruslandsrejse

Forhenværende Tømrermester Thorsen saà sig omkring i en større Kreds af Venner: Naa, saa I vil høre om mine Rejser, Drenge, sagde han, ja, det ka' I jo gerne faa lidt a'; man ska' ikke sætte sit Lys under et Fjerdingkar, staar der skrevet, og om I osse kommer over de halvthundrede li'som en anden, er det dog ikke sikkert, I kommer li'saa langt paa den anden Side Runddelen.

Ser I, det var den Gang Vorherre, han ha'de lagt sin Velsignelse i Byggeriet og Byggegrundene, saa ku' man jo trække sig ned a' Stilladserne og gi' sig til at privatisere, som de kalder det; og da nu Kongen ikke vilde gøre mig til Etatsraad, saa var det, Folket i København gjorde mig til Stilladsraad, og det ha'de jeg osse paa mit Visitkort, da jeg var med Rejseforeningen i Paris til Verdensudstillingen: Oscar de Thorsen, conseiller d'échafaudage. Det er s'gu alletider en Fordel ved den Titel, at man kan drikke Ø1 for Rangskatten!

Naa, jeg vil nu ikke fortælle Jer om alle mine Rejser med Rejseforeningen, for saa si'er I bare, det er Løgn det hele; men jeg vil holde mig til den, vi var paa i Rusland, for den kan I lære mest af, naar I vil ta' efter det. -

Ser I, først maatte jeg jo til at lægge mig lidt efter Russisk; det var jeg ikke inde i i Forvejen, og jeg har nu min egen Sprogmethode, saa jeg sagde Translatøren, hvordanne han sku' gribe det an, for at der ku' komme lidt Gang i Galoscherne i en Hastighed. Og da jeg ha'de faaet 3 Timer hos ham, saa sa' han allerede, at nu ku' han ikke lære mig mere og Mage til Elev ha'de han aldrig haft, saa bedre ku' man jo ikke forlange.

Saa gik vi i Søen med Damperen, halvandet hundrede nydelige unge Mennesker, og vi spillede den russiske Nationalsang til langt ud i Østersøen og øvede os paa at staa med Hatten i Haanden, for det maa man, naar de spiller den i Rusland. Det gik briljant altsammen, Formanden holdt Taler, og lange Peter Holbæk, Brændevinsbrænderen, fortalte om al den Edder og Forgift, han ha'de ta'et med for at

48

prøve Russerne i, og jeg begyndte jo allerede at gaa omkring og sige et og andet paa Russisk for at vænne Folk til Sproget.

Da vi ha'de passeret Bornholm og var vel ude af de danske Farvande, oprettede jeg en lille russisk Skole paa Agterdækket.

Det er nu ikke værd at nævne Navnene paa alle de stræbsomme Studerende, der meldte sig til Skolen, for man skal aldrig genere Folk i en ældre Alder med at fortælle dem, hvor de har deres Kundskaber fra; men der var da over et halvhundrede Stykker unge smukke Mennesker, som blev anbragt paa lange Bænke, saadan at der var Plads for mig til at gaa op og ned imellem dem med et Papir i Haanden, som Translatøren havde skrevet op paa efter min Sprogmetode. Og da jeg havde faaet den nødvendige Ro og Orden til Stede, saa begyndte jeg:

Ø1, Drenge, det hedder pivo! Kan I nu gentage det højt og tydeligt 3 Gange, pivo, efter Jeres Lærer!

Det kunde de.

Det er et af Grundordene i Sproget, forstaar I, og la' os faa det en Gang til!

Saa gav de det en Gang til.

Det var briljant; nu I har lært det, kan I aldrig komme til at tørste i hele Rusland. Saa gaar vi over til et andet Kapitel: Hvad hedder du, min lille Pige? Kak tvojø imja, djevuska? - De, der har det svært ved Udtalen, ka' ha' Lov til at springe det over; det kan ogsaa klares med lidt Dikkedarer i al Almindelighed. Det er i det hele taget mere for de bedst begavede Elever. Men det næste maa I vide allesammen, ellers kan I slet ikke komme igennem derovre: Ty istinno krasivajæ djevuska! - det betyder: Du er renok en køn lille Pige! Det maa vi ha' gentaget 3 Gange og 3 Gange til og 3 Gange til. Det var rigtigt, det gik med Liv og Lyst, Drenge! Naar I nu sætter pivo til bagefter eller de af Jer, der har lidt mere Mønt paa Lommen: Vino, det vil sige: Vin, saa har I straks en hel lille Konversation til at gøre Jer behagelige med, bare efter første Time. Det koster 10 Øre pr. Mand til Punsebollen, og saa ophæver vi Skolen for i Dag, for naar I lærer alt for meget, er jeg bange for, de skal blive rent tossede efter Jer, Ruspigerne.

Saa tog vi os en Cigar, og vi var nogle af de mere sprogkyndige, som fik en lille Passiar om fremmede Sprog over det hele og hvor behageligt det er at kunne et fremmed Sprog, naar der kommer et fremmed Menneske, og saa, for at opmuntre dem af Drengene, der

49

ikke var saa ferme endnu, fortalte jeg, hvordan jeg selv havde været lige ved ikke at ku' klare mig ovre i Paris under Udstillingen.

Jeg var ta'et ud alene og ikke med Foreningen, og denne Fanden af en Droskekusk, han blev ved at køre. Hvert femte Minut, saa stoppede jeg ham, for jeg kunde jo godt se paa det hele, at vi kom Pokker i Vold, og saa forklarede jeg ham paa Fransk, hvor det var jeg vilde hen; men om han nu ikke har været rigtig inde i sit Modersmaal, eller hvordan han har haft fat paa 'et, han sa' bare: Oui, monsieur, oui, monsieur, og saa kom der saadan en Skylle af dette modbydelige simple Fransk, som man jo ikke lærer hos de bedre Lærere ... og han videre! Bare pidskede paa Kamelen og gloede op til alle de Uhre, vi kom forbi! Det var Timekørsel, dette her, tænkte han.

Men saa, dengang vi omtrent var kommen helt ud paa Landet, stoppede jeg ham for Alvor. Nu ska' det være Løgn, sa' jeg paa engang, og det forstod han. Jeg Pengene op af Lommen og blev snydt en halv Snes Frank fra, og saa paa en Omnibus ind til de store Boulevarder; dér maatte man ku' spørge sig for!

Der kommer ogsaa en meget nydelig, sortsmudsket Herre spadserende: »Bonjour, monsieur, pardon, s'il vous plâit, est-ce-que vous voulez være saa god at sige mig, hvor jeg gaar hen til Hotel saadan og saadan -«altsammen paa Fransk.

Saa ser han stift paa mig og si'er: Est-ce-que vous parlez anglais?

Nu var det, førend jeg ha'de været med Foreningen i England, saa jeg kunde ikke svare: No, Sir! men jeg rammede ham den ud paa Fransk: Non, monsieur!

Italien? spørger han og rullede helt sort med Øjnene.

Non monsieur!

Espagnol? siger han saa.

Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Undskyld, sa' jeg, at jeg afbryder Dem i Deres flydende Foredrag, men maaske De taler Dansk?

Han saa' paa mig, lis'om han var be'en helt angst og bange ... Eller Svensk - eller Tysk - Russisk - Portugisisk ...

Han passede over det hele.

Ja, for saa tror jeg, det er bedre, vi afbryder denne behagelige Underholdning: Est-ce-que vous voulez me donner lidt Ild paa min Cigaret? Adieu, monsieur, mange Tak ska' De ha' og hils hjemme! Og jeg ind i den første den bedste Restaurant.

50

Der staar en lille fiks Opvarter og smiler imødekommende over hele Ansigtet, saa jeg letter paa min Eiffelhue: Est-ce-que vous voulez være saa venlig og sige mig o. s. v. - altsammen paa Fransk.

Men saa aabner han Munden: Det er saamænd meget bedre vi taler Dansk, Herr Thorsen, for jeg kender Dem saa godt og jeg har serveret for Dem og Frue mange Gange ude hos Hansen paa Constantia ... Saa der ser I, Drenge, at man ku' godt ha' kunnet otte Sprog og dog klaret sig allerbedst i Paris paa Dansk. -

Naa, men jeg glemmer rent Rusland, og det var dog det, I sku' faa et lille Begreb om. Ser I, det er stort altsammen derovre, ganske storartet. De Stene, som I presser Jer med i Slipsnaale, dem har de Søjler af inde i Isakskirken, og naar I staar i Moskov li'som her paa Rundetaarn og ser ud over Gitret, saa ka' I tælle flere grønne Kirkekupler, end der er Agurker paa Amager. Deres berømteste Kejser, han hedder jo osse Peter den Store, og hans Støvler ha'de lange Peter Holbæk, Brændevinsbrænderen, paa, den Gang vi var oppe paa Kreml.

Det var s'gu for Resten min Skyld, for vi gaar jo omkring og ser paa alle disse historiske Mærkværdigheder og vi er saadan en lille Afdeling for os selv paa en 8-10 Stykker, saa kommer vi til et Par Pelsstøvler. Jeg vil nok si'e, der ku' snart b'i Plads i Kanen, hvor at de kom frem, og det var Peter den Stores Støvler, sa' Officeren, der viste os rundt: les bottes de Pjotter le grand - de si'er Pjotter i Rusland.

Men saa er'et jeg si'er - paa Fransk: Ja, se det var nu Pjotter le grand, men der staar Pjotter le plus grand, Akkevitpeter, som har været Fløjmand i Hestgarden hjemme, inden at den blev ophævet, og la' os se, om han ka' komme i Ga-Gakkerne!

Officeren turde først ikke rigtig, men vi var jo alene i Afdelingen, og saa sku' I set ham grine, da Akkevitten fik den højre Støvle paa og begyndte paa en lille Trippevals med den røde Kineser, som vi kaldte ham, Galanterivarehandleren, med de skæve Øjne og Ild paa Kvisten.

Der ku' ellers nemt gå Møl i dem, brølede Peter til Officeren, naar de ikke bli'er rørte lidt. Men han havde jo ingen Sprogkundskaber, saa han sa'e det paa Dansk.

Qu'est que c'est va dire? sa'e Officeren til mig paa Fransk.

Oui, Monsieur, sa'e jeg, det er nu ikke saa let at klare - for det var Møl, skal jeg sige Jer, Drenge, den Sort mere urenlige Ord, dem har jeg aldrig lagt mig særlig efter; men saa tog jeg lange Peter Holbæk ved Haanden, og saa sa'e jeg til Officeren:

51

Voyez vous, monsieur, Peter her, Pjotter le plus grand, han er bange for, at der skal gaa i Støvlerne - og jeg pegede jo paa Støvlerne med det laadne i - det, som der allerede for længe siden er gaaet i ham selv deroppe, og saa slog jeg Peter paa Nødden en 3-4 Gange med Fingeren.

Det ka' I være vis paa, det ku' Officeren forstaa. Tres bien, sa' han, tres bien, den er brilliant, Thorsen, Herr Thorsen!

Hva' var 'et, du lavede med mig? sa' lange Peter. Sku' det være morsomt, at du bankede mig paa Ho'det; hva' var'et egentlig?

Det skal jeg sige dig, Peter; det var det, min lille Datterdatter lærer efter i Skolen nu til Dags; det er det, de kalder for Anskuelsesundervisning; og naar du en Gang ikke mere gider forgifte hele Landet med din frygtelige Brændevin, og du alligevel skulde trænge til lidt Sysselsættelse, saa ka' du saamænd godt leje dig ud til saadan en lille Pigeskole som et helt Anskuelsesmuseum. - Det forstod nu Peter ikke, for han mangler videnskabelig Uddannelse.

Og det vil jeg for Resten si'e Jer, Drenge, det er en stor Nødvendighed, især naar man rejser i Rusland.

For som nu mange af Jer, naar I mødte saadan en rigtig Løjser derovre med bare Ben og en tyk Kæp i Haanden og Haar som en Vildtysker, saa ku' I nemt tro, det var li'som en af dem fra Nørre-Allé, som I skal blive bange for. Men det er det slet ikke. Det er bare en Pilegrim, som er gaaet mange Mile paa sine Ben for at komme ind til Moskov og hilse paa den siberiske Madonna, kalder de hende. Det er den fornemste Mutter Madonna af dem allesammen, og hun har et Kapel lige ved Indgangen til Kreml; naar de er rigtig syge derovre, og der ikke er noget paa Apotheket mer, der hjælper, koster det 100 Rubler, saa kommer Præsterne kørende med hende i Brudekareten med Heste med Topper, og det skal være ganske storartet at se paa.

Jeg tilbød dem paa Hotellet, at jeg vilde gerne lagt mig et Par Timer, saa vi ku' ha' sendt Bud efter hende, men det vandt ikke almindelig Tilslutning. De sa'e, at saa var Russerne ble'en fornærmede, og det vilde saamænd ha' været baade Synd og Skam, for det var mageløs forekommende Mennesker imod os, allesammen. -

Jeg vilde ønske for Jer, I ha'de kendt Admiralen paa det kejserlige Kanonstøberi. Det var en fin Mand og en brilliant Mand Han viste os selv rundt med en hel Ruse Officerer, og vi stod og saa paa, at de

52

støbte en Kanon. Det var meget interessant, for Jernet, det flød og fraadede, saa der stod li'som et helt Skum i Vejret.

Det er en kraftig Bajer! sa'e jeg til Admiralen, som stod lige foran mig.

Was belieb? si'er han - paa Tysk.

Kräftiges pivo, si'er jeg, for at han skal forstaa det bedre, lige anstukket, frisch vom Fass!

Ja, det skal De ha' Ret paa, sa' han, eller saadan noget lignende, og grinede.

Bitte, Hr. Admiral ..., saa stak jeg ham mit Kort: Oscar de Thorsen o. s. v.

Mange Tak, Hr. Thorsen, og jeg fik hans igen. Ku' det interessere Dem, sa' han, at se, hvorledes man støber dette her Bisselæ'er Staal eller Bismer Staal?

Mit Vergnügung, bitte sehr, Hr. Admiral!

Der skü' I set et Syn, Drenge! Først li'som Hjul og Gnister fra en halv Snes Grundlovssole paa Tivoli, og saa kommer det flydende røde Jern farende ud i en varm Straale.

Den ku' være god i en hul Tand, sa' jeg til Admiralen, og vi begyndte paa en lille rask Diskussion om Støbning over det hele, men saa er det, den røde Kineser dunker mig i Ryggen og spørger, om jeg ikke ha'de en Cigaret. Jeg havde nu ikke no'en; men jeg vender mig til Admiralen: Entschuldigen Sie, Pardon, Hr. Admiral, die kleine Abbrechung! Men det er min Ven, der rothe Kinese sogenannt, der wollte gern haben en Cigaret, Sie haben vielleicht - und so weiter?

Og Admiralen: Pist! han vinker paa en Slave, som spænder ud og kommer tilbage: Værsaaartig, si'er Admiralen, Hr. Rath - det var mig - og han rækker mig et Etui med Cigaretter.

Med Forlov, si'er jeg, og ta'er først selv en, saa gi'er jeg Kinesen en. Mange Tak, si'er jeg og vil række dem tilbage.

De skal beholde dem allesammen, si'er Admiralen, og Etuiet med, Hr. Rath, zum Andenken!

Det skal jeg ikke nægte, det syntes jeg var nydeligt, og det sa'e jeg ogsaa til ham: Hr. Admiral, sa' jeg, das war nett! - Ich danke Sie; nicht für das Fuderal, denn das kan ich kaufen für en Rubel, aber ich danke Sie für das hübsche Gedanke. Og saa stak jeg ham paa Næven: Habe die Ehre, Hr. Admiral!

Habe die Ehre, Hr. Rath! sa' han li'saadan.

53

Det var en storartet Mand! - I det hele taget, vi blev modtaget som Danske af Russerne brilliant, og de Danske, der boede derovre, de var osse glimrende. Der var en af dem, som havde været der i 50 Aar, og det sa' han med Taarer i Øjnene, at han ku' slet ikke tale et Ord Dansk mere, saa det kan jo godt være, det var Løgn, at han nogensinde ha'de kunnet det; men det var ellers en meget behagelig ældre Medborger.

Ham var vi nogle Stykker med paa Industriudstillingen i Moskov, og der er det, li'som han gaar og tosser rundt paa Tysk og ikke ka' komme rigtig ud af det, saa si'er han igen, at det gjorde ham saa forfærdelig ondt, at han ikke kunde huske et Ord Dansk mere, men saa sa'e jeg til ham:

Det er rigtig kønt af Dem sagt; det ved Gud, det er, det er nydeligt, og De er en ægte Hædersknøffel, men nu ka' vi den!

Hva' beha'r?

Jo, jeg mener, De behøver ikke mere at fortælle os, hvad De ikke kan; men skulle De ikke, siden De nu engang er Fører herude, kende Navnet paa det store, dejlige lyse Pigebarn, som gaar der med en noget mindre Veninde og sender Peter og Kineseren saadan no'en vældige Øjne?

Men lige med det samme maa Pigebørnene ha' hørt, hvad jeg sagde, for et Øjeblik efter er de bægge to paa Siden af os og si'er paa Dansk:

Goddag, Danske!

Saa var det hverken værre eller bedre end et Par smaa københavnske Gavtyve, der var taget over for at synge lidt for Russerne, og de var to Veninder foruden, og den blonde ha'de været i Rusland, fra hun var 14 Aar, og det var næsten 10 Aar siden, de ha'de hørt Dansk, no'en af dem.

De vilde ha' været ud og ta'et imod os med Buketter og Dannebrogssløjfer, men det ha'de nok ikke været rigtig velset paa højere Steder, og det syntes jeg for Resten var Synd; for Herregud, det var rigtig nydelige Pigebørn, og flotte i Klæderne. Og danske var de med Liv og Sjæl, de laa altid i Haarene paa de tyske Agenter derovre, og de hadede Tyskerne, fortalte de, og det er osse no'et nærigt Rak i Udlandet. Førend de gi'er et Par Skilling ud, vender og drejer de dem en halv Snes Gange i Haanden, og saa putter de dem som Regel tiisidst i Lommen igen.

54

Nej, det kan man ikke si'e andet, de danske Pigebørn, de ha'de ikke glemt Danmark; Rusland holdt de meget af, det var et flot Land, et brilliant Land, men Danmark, det var dog deres gamle Fædreland.

Den Dag de andre var oppe at se paa denne Kroningskirke, saa besøgte vi dem, no'en Stykker, ude i Pensionatet, hvor de boede; de havde selv lavet Frikadeller paa gammel dansk Manér med stuvede Kartofler, det havde de ikke smagt, saa længe de havde været borte, og vi lærte dem de nyeste hjemme fra, der gik i de Tider: Rundt paa Gulvet! og de rigtige Slagudtryk, at Jacob er storartet! og Der er Bal i Haven! Jeg forsikrer Jer for, Drenge, de var li'som Børn; de havde Taarer i Øjnene af at høre rigtig Dansk igen af det ægte.

Til Osten kom saa Peter med en Akkevit, 1ste Klasse A med Stjerne, og vi sad der og gav ingen Penge ud og spiste og sang og morede os storartet. Det eneste var vi allesammen enige om bagefter, som vi havde savnet i det hele, det var en rigtig gammel Karlsberg! - -

Ja, det tænker I nu ikke over, Drenge, naar I sidder en Sommeraften og drikker Jeres Øl udenfor Koncertsalen og hører paa Lumbye, hva' det vil si'e at være i Udlandet; men jeg skal aldrig glemme som den Gang, vi sejlede væk fra Kanonstøberiet derovre. Saa stod Officererne og Folkene opstillede ved Landgangsstedet med Haanden til Huerne, og vores Formand, da vi ha'de gjort los, saa udbragte han et Vive la Russie! forstaar I, Drenge, paa ægte Pariserfransk f. f., og vi svarede med 3 lange og 3 korte.

Og saa begyndte Russerne med Vive le Danemark! med almindelig Jubel bagefter, og vi stod der og tog imod den uden at blinke, og vores Horntudere, vi ha'de med, spillede Kong Christian og Damperen gik af Sted med os ....

Jo, det var smukt, det var nydeligt, det var storartet; man følte sig li'egodt, som om man stod med et lille Storkors af Dannebrog paa Brystet. - -

- Se nu ka' I jo tænke lidt over det, Drenge, og saa ka' I for Resten gaa hjem og hilse Jeres Koner, som Kongen sa', og fortælle, at I har hørt om Stilladsraadens Ruslandsrejse.

55

En Udvej

Jens Hansen klagede sin Nød for mig. Efter Konens Død havde han faaet Husholderske i sin Frokoststue og Beværtning, og det var jo ikke som før i Tiden.

Nej, det maa rigtignok være tungt, naturligvis, saadan at miste ...

Ikke for det, sagde Jens Hansen, det er saamænd blevet meget bedre, baade med varmt og med koldt, end den Gang min Kone levede; men der er andre Sider ved hende ...

Ved Husholdersken?

Jens nikkede.

Hun har maaske Kærester?

Ikke, saa at det kan genere nogen.

Jamen, hva' saa?

Hun stjæler som en Ravn. -

Au!

Hele halve Skinkestege gaar der ud af Huset, og hvis De saa min Kulregning ...

Nej, Gud fri mig! Men saa maa De jo skifte hende.

Jens Hansen rystede paa Hovedet: Aa, de er ikke andet end til at køre ned ad Trapperne med det samme, alle dem, som kommer!

Kan De da ikke tale Donner til hende ?

Jens sænkede Stemmen en Smule: Jeg prøvede jo forleden Dag paa at holde en lille Appel for hende; men saa skulde De hørt en Udtale! -Jeg gik min Vej for ikke at genere Husbeboerne.

Ja, det gør mig ondt, Jens Hansen; men saa véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal raade Dem til.

Enkemanden tav og sad lidt og nippede til sin Bajer.

Se, man kunde jo naturligvis gifte hende, sagde han saa.

Hva' beha'er?

Jo, jeg siger, at der var jo altid den Udvej, at man ku' gifte hende, mener jeg, - for saa stjæler hun da ikke til fremmede!

Skaal paa det, Jens Hansen! Det synes jeg, De skulde gøre.

- Og det gjorde Jens Hansen. -

56

Stoddere

Nekrolog.

Han ha'de fundet i Berlings Port
et stort Stykke hvidt Papir og smurt
et Brev til Søsteren sammen.
Hvordan han har faaet Frimærker fat,
begriber jeg ikke, men véd kun, at
han sendte det ud til Madammen.

Og hun skikker ind fra sin Bondegaard
et rigtig godt Stykke Spegelaar
af et Svin, der var dygtig mæsket.
Naa, Peter ha'de jo ikke Raad
til at købe Brød, men han bare aad
sig stoppende mæt i Flæsket.

Saa gaar han til Ro. Men den næste Da'
hører de inde fra Loftet a',
hvordanne han gi'er sig i'et
der ligger han ganske bevidstløs hen
og af Liv var der ikke meget igen,
da de hentede Politiet.

Nu kommer jeg lige derude fra,
og Klokken elleve traadte han a'
for at stille til Herrens Glæde.
De to Ting følges naturligt ad:
naar man ikke længer kan taale Mad,
saa maa man jo dø af Æde.

Ære Være ...!

Jo, gamle Ven, jeg er tyk i Dag,
for der er hændet mig no'et,
57 saa ha'de jeg ikke haft Syn for Sag,
vilde jeg slet ikke tro'et.

Jeg ligger hjemme og glor og har
ikke en Øre tilsammen,
saa hører jeg no'en, der banker og ta'er i Døren, saa det ryster i Rammen.

Jeg ser mig omkring. Ja, Herregud,
det er Rest af en fornem Vane,
for nu er der ikke en Lommeklud,
som Fogedens Folk ku' rane.

Jeg aabner Døren. Der staar en Mand. -
Den Mand han har vist mig Ære!
Og over det hele Danmarks Land
jeg vil ham min Tak frembære.

Meget beskidt, med Hat uden Rand,
kunde næppe tale for Hikke ...
Hvad tror du, han vilde, den danske Mand,
hos mig? - Han vilde s'gu tigge.

Idyl.

Det er dog li'som lidt Sommer endnu,
om ogsaa Luften er kold;
saa lad os sidde en Kende, du,
oppe paa Christianshavns Vold.

Jeg har en Pibe Tobak igen
a' den fra min Fødselsda',
den tænder jeg mig, og min lille Ven,
hun nøjes med Lugten der a'

Men siden, hos mig, skal vi begge to
drikke Kaffe, af samme Kop.
58 Og saa er det Mørkning og Søndagsro,
og du løser Haaret op.

Marie! Det skal du nu love mig,
at hvor sløjt det saa ogsaa gaar,
og hvor meget Frisøren, han plager dig:
du maa aldrig sælge det Haar.

Naturligvis -!

De fandt ham liggende paa en Bænk
en Nat, det var meget koldt. Og tænk,
li'som at Kulden skal til at ha' ham,
kommer en Herre og ta'er sig a' ham.

Nu gi'er han den flot som Gentlemand
paa Hospitalet. Jeg saa hvordan:
han ligger paa Fjere og sover, og bare
han slaar Øjnene op, staar der Fødevare'.
Jeg spurgte naturligt, hvordan det gik;
men han svarede ikke. Ja vel, den Strik -
naar man véd saa godt, hvad der følger efter,
saa skal det nok knibe med at komme til Kræfter.

Paa Langebro.

Jeg gaar i Kulde over Langebro ...
Det maatte være stolt med Vinterfrakke;
jeg kendte en Gang En, som ha'de to! - -
Paa Vandet ser jeg Lygteskæret flakke
ud efter i en sagte, gylden Svømmen ...

De si'er, der driver ofte Lig med Strømmen!

Betjenten ser mig an - en Gang igen:
»Der er dog ikke no'et her at hugge;
jeg gaar blot Aftentur, min gamle Ven,
59 paa Langebro og hører Vandet sukke;
jeg véd godt: Livets Kalk - vi ska' jo tømmen ...«

Mon der i Aften driver Lig med Strømmen?!

Hvorfor?

Hvorfor skal vi Mennesker ikke kunne
lægge os hen som andre Hunde
og dø af Sorg? - saadan ganske stille
uden hverken at ville eller ikke ville.

Nej, Sulten lægger sig ved vor Side
og tirrer os op til at leve og lide.
- Er det derfor, vi kaldes Skabningens første,
fordi vi alle Tider kan sulte og tørste? -

60

Tolderen i det Hellige Land

Nær ved en af de danske Strande ligger der et lille Hus med Flagstang og rødt kongeligt Skilt. Der har den gamle Strandkontrollør Jansen nu boet i de sidste seks-syv Aar.

En Helligdag i Foraaret tog Erik Holst og jeg ned for at besøge ham, jeg havde endnu ikke været paa hans nye Egn, og begge to trængte vi stærkt til at se den gamle engang igen.

Og saa stod Kontrolløren da ogsaa paa Perronen med Hænderne i Lommen paa det tykke blaa Sæt, Uldtørklædet viklet om Halsen og Søndagshatten en Kende bag i Nakken. Han kneb Øjnene lidt sammen og spejdede frem imod Toget; lige før det standsede, udsendte han, med fuldkommen urokkelig Holdning, et af sine velbekendte lange Sømandsspyt, der naar ud i Søen selv fra det fjerneste Sted paa en første Klasses Orlogsmand.

Saa svingede vi med Hattene.

Der gled et bredt, mut Smil frem under det tykke, graa Underofficersmundskæg: God Morgen, de Herrer! Og Velkommen! raabte han med en mægtig, hul Røst, der fik alle Passagerer i Toget til Vinduerne.

Tak for det, Kontrollør! Tak for det! Og den lille, spinkle Erik Holst dansede hen imod ham med Hatten svunget rundt paa Stokken.

Aa, Gud hjælpe og styrke os, brummede den gamle med et inderlig tilfreds Glimt i Øjnene, je olier, je doller, som de siger i det plattyske, - og han gav mig et forstaaende Puf med Albuen: Hvor mange Piger har han nu faaet gjort ulykkelige inde i København siden sidst?

Vi foreslog et passende rundt Tal.

Forslaar ikke, forslaar ikke; han er værre end hele det gamle Testamente tilsammen! -

Erik lindede en Smule for Rejsetasken og lod en lang, smækker Flaskehals glide frem: Hvad mener De om saadan en lille Torpedo, Kontrollør? Skulde det ikke være noget for en gammel Søkriger som Dem fra 64? Og han dér har ogsaa en til Dem i Tasken. Irish Whisky!

Velbekomme! I vil nok lave mig et helt lille Gomorrha til hernede!

61

Naa, det er ikke for det, og Kontrolløren bøjede sig ned imod Erik og hviskede, saa det kunde høres paa den anden Side Banelinjen, her kan godt trænges til lidt Gemytlighed paa denne Slavekyst; det er ikke andet end Helligdom, bare Helligdom, altsammen. Men lad os ikke tale højt om det!

En Bondemand kom gaaende ad den Marksti, vi netop bevægede os henimod. Bonden hilste.

God Dag, Kristen Hansen, God Dag, hilste Tolderen igen grumme velvillig: Hvordan staar det til hjemme? Men da vi vel var kommen ind paa Stien og gik videre med den gamle i Spidsen, spyttede han sin Skraa ud: Pøj! sagde han lige ud i Luften, Bondetamp! Katholik! - Det er osse en af disse Missionskavelerer; i Gaar solgte han mig 3 Snese Æg og tog 62 Øre for Snesen, Husmændene nede i Tørup ta'er kun 60; det er Helligdom, hva'? - Hva'? gentog han nogle Øjeblikke efter med forstærket Røst, da ingen af os sagde noget.

Javel, Kontrollør! raabte Erik med et svagt Forsøg paa at efterligne Tolderens mægtige Stemme, vi gaar og ryster paa Hovedet begge to; men det kan De ikke se, fordi De ser bedst for ud.

Kontrolløren vendte sig og stod stille med det veltilfredse Glimt i Øjet: Sikken han svarer bedre Folk! Saadan et Eksempel! Og den Slags gaar man hen og la'er vaje Splitflag for; se der! Han pegede over mod Huset med det kongelig danske Flag: Se, hvor det smækker i Vinden! Det er en anden Komedie end disse sløje, firkantede Bondeflag her rundt omkring; det er dog li'som helt kildent for Luften, saadan et Splitflag! Men spørg Bønderne om det! De kan s'gu ikke kende Forskel paa det og en Nattrøje paa en Humlestang. Men vis dem en Tikroneseddel eller helst en Hundredekroner, saa skinner Øjnene paa dem, li'som jeg vil ikke sige hvad i Maaneskin.

Han tradskede videre, og vi fulgte efter. Erik udstødte indianske Hyl af Livsglæde: Aa, hvor her er storartet! Sikken et Vejr, Kontrollør, og sikken en Vintersæd, for at være Landmand! Det er rigtignok no'et med no'et paa.

Den gamle maatte vende sig endnu en Gang og ryste paa Hovedet af Erik: No'et med no'et paa, - hvor gaar det unge Menneske hen og lærer saadan' Ord? Vintersæden, udbrød han med pludselig Overgang og et Tonefald, som om han foredrog Theori for Mandskabet om Bord, den staar godt nok til de Vomme, den skal puttes i, og de har ha't et Aalefiskeri i Fjorden, som de ikke kan huske det bedre i

62

Mandsminde, men lige edder og forgiftede er den hele Svovlbande alligevel, forstaar De. -

Lige udenfor Kontrollørens lille Enkemandsbolig kom hans store, sorte, langhaarede Vandhund farende frem imod os og krogede og krummede sig af Kælenskab for sin Herre, saa sprang den henrykt op af Erik, der værgede for sine fine Søndagsklæder efter bedste Evne; men Hunden blev ved at springe og pibe af Glæde.

Tyras, her, Svinebæst, vil du komme her ... din sorte Sjæl, Lommetyv, Skurk og Bedrager, brølede Kontrolløren og kylede et Stykke Brænde efter den, hvorpaa Hunden øjeblikkelig sprang af Sted, saa langt bort den kunde komme.

Dens Ejermand blev staaende midt ude i Gaarden: Dorthee! tordnede han med Kommandostemme.

Der slog en stor, svær, ophedet Kvindeskikkelse et Øjeblik Køkkendøren op: Jo!

Vi er her, saa du ka' bakke op, naar Bøfstegene ere klare.

Erik pilede over mod Køkkenet: Jeg maa over at hilse paa min gamle Veninde, Dorthee. - Der kommer Forbryderen tilbage, raabte han paa Vejen.

Tyras luskede forsigtig hen imod os.

Vil du hit, Bandit! Hen foran Huset med dig, din Lommeprokurator! Og Tyras sneg sig hastigt forbi og ud imod Landevejen.

Lydighed maa der til, sagde Kontrolløren, og Orden; naar jeg ikke ta'r den med, skal den ligge foran Huset. Derfor har jeg anskaffet den, fordi jeg vil ha' Fred i mit Hus og vil ku' spise et Stykke Smørrebrød med en Dram til uden at ha' hele den hellige Menighed staaende og glo paa Landevejen, for det gjorde de. Naar jeg sad med min gamle Ven, Skipper Ortved, som Vorherre gemte i Vinter, i al Gemytlighed og vi fik os vores Aftensmad og en Romtoddy, saa var der et helt Menighedsmøde her udenfor paa Vejen li' saa tæt til Vinduerne, som de komme kunde. Der stod de og mistede Appetiten af bar' Misundelse. Saa ha'de de spar't den Nadver! Nærigt Pak! Misundeligt Skab! - Men nu ska' De værs'go' at gaa indenfor; der ser ud omtrent li'som paa min gamle Plads.

Der var i Virkeligheden heller ikke megen Forskel fra i tidligere Dage, alting var lige saa skinnende rent og blankt, som jeg kendte det

63

fra før, og Møblerne stod omtrent paa samme Maade, den lille fine, beslaaede Kamfertræs Kiste frit ud under Spejlet.

Jeg maatte hen at glæde mig over den.

Det er ogsaa gammelt ostindisk Arbejde, sagde Kontrolløren, den er over 300 Kr. værd; Toldinspektøren bød mig 225 for den her forleden, ifjor var det kun 200; han gaar fremad gør han; men han faar den ikke for den Pris; det er et Arvestykke fra min salig Fa'er a', og den Sort Ting skal man holde højt og i Ære. Det er ikke som Bønderne her omkring: de solgte gærne deres Bedstemo'er, om no'en vilde betale Penge for andet end at blive fri for hende.

Den gamle gik trippende frem og tilbage og inspicerede Frokostbordet, der var dækket foran Sofaen; af og til flyttede han en Kniv eller Gaffel, der ikke laa tilstrækkelig pillent.

Jeg synes ikke, jeg kender de vældige Portrætter her paa Væggen, Kontrollør, den gamle Herre med Ridderbaandet og hans Kone.

Det gør jeg heller ikke.

Hvad for no'et? Kender De Dem ikke?

Nejjeg er aldrig ble ven præsenteret for dem. De er fra en A'ktion efter en enlig gammel Dame, li'som jeg var kommen her, inde i Byen. Det er pæne Folk, rigtig pæne Folk, og saa syntes jeg, det var Synd, de sku' komme til saadan at vandre om efter Døden; hos mig skal de hænge med Fred.

De fylder jo ogsaa ganske godt med de enorme polerede Rammer, indskød jeg.

Akkurat s'gu, tilmed, nikkede Kontrolløren. Der hænger mine to afdøde Koner, pegede han, paa den søndre Væg. De hænger godt, saa man kan se dem klart og tydeligt. Det var et Par gode fredsommelige Koner, begge to. Der gaar ikke nogen Dag, undtagen jeg savner dem, - en af dem.

I det samme kom Dorthea ind med Bøfferne, som vi skulde have til det forskellige kolde, der stod dækket op med. Erik fulgte hende i Hælene; hun var et stort, kraftigt Bondekvindemenneske op i Tyverne.

Kontrolløren anbragte Bøfstegene nøjagtig midt paa Bordet:

Det var Ret, Dorthe, du kom med lidt til at sætte Tanden i. Saa De ham, sagde han, da Pigen var vel ude igen, Holst med Pigebarnet! Li'som en Flue paa et Høstlæs! - Naa spis nu og drik nu, lige til I ikke kan knappe Frakkerne; Mad skal der til paa Landet!

64

- Vi bænkede os, og Værten sendte rundt. Her har vi Sennop, Peber og en rigtig genuin engelsk Sauce; man maa ha' lidt Ingredienser til Maden; den skal dog smage anderledes end som en vaad Klud; ellers ku' man li' saa godt sidde og tygge paa sit Frakkeærme ... Nej, nu har jeg, Gud Herren mane mig, aldrig set saa galt ...

Kontrolløren stoppede paa en Gang op midt i sin Udvikling: Erik sad lige overfor ham i Sofaen og nikkede med en fyldt skænket Snaps i Haanden.

Han byder sig selv, li'som Slagterhundene - den gamle skænkede -Brændevin er han snart li'saa tosset efter som Pigerne efter Høstbal. Skaal!

Erik nedsvælgede Snapsen med rivende Hast og lod et højt Tungesmæk følge efter.

Kontrolløren gryntede med mut Henrykkelse: Gud være lovet; der var Luft endnu! Saa ka' der gaa flere bagefter. Ja, ja, Holst, det er rigtigt; man skal ta' Livet med Gemytlighed, ellers ku' man li'saa gerne ligge med sit Kistelaag paa Næsen.

Skal jeg betro Dem noget, Kontrollør? spurgte Erik, medens han skænkede Snaps nr. 2.

Det bi'er vist ikke mange Penge.

Sludder, Kontrollør, De tænker aldrig paa andet end Penge. Dette her er noget med Kærlighed.

Tolderen lagde Kniv og Gaffel fra sig med et dybt Suk: Aa, Herre Gudheden, at én Snaps kan gøre saa megen Ulykke! Vi maa be' Dorthe rede til ham efter Frokosten.

Nej, for en Gangs Skyld er det nu li'egodt Alvor: jeg .er bleven forlovet - og skal giftes til Efteraaret.

Det er virkelig sandt, bekræftede jeg, da Tolderen saa lidt usikker fra den ene til den anden. Saa slog han Hænderne sammen: Ork! Ork! kom det med talrige Blink i Øjnene hen til mig, det stakkels ulykkelige Pigebarn! Hun maatte da ha' ku' bestilt sig en bedre ude paa Opfostringshuset, om galt sku' været. Ska' han giftes? Nu har jeg hørt det med, sagde Ræven, han faldt død i Knaldet. Det b'er da det ene Barn til at passe paa det andet. - Er der lidt til fælles Bedste? faldt det et Øjeblik efter.

Der snuppede vi Kontrolløren i Flanken, raabte Erik, ikke en rød dansk Øre! Bare brændendes Kærlighed! Her skal De se hende; er

65

hun ikke dejlig? Og han trak et Fotografi op af Tegnebogen og rakte det frem tværs over Bordet.

Ta' det til Dem igen, put det i Lommen og spild ikke paa det! Jeg har ikke mine Briller her; for mig ka' det li'saa gerne være en Kat i en Møllersæk. Spiller heller ingen Rolle; kan hun være god nok til Dem, saa kan hun altid være god nok til mig; og kan De ikke leve af det, De faar med hende, saa kan De heller ikke dø af det. Til Lykke med hende!

Vi skaalede og drak, og Kontrolløren tørrede sig om Munden: Spis, Holst, spis, om De vil tænke paa at holde Bryllup til Efteraaret, at der kan komme no'et Sul paa Raden; De kan saagu ikke møde i Ægtestanden i den Udhaling. Naa, et Spøg et andet Alvor, en flink Kone, mine Herrer, kan De være rolig paa, bliver der ingen narret med. Jeg kan tale med som praktisk. Dorthee, jeg har her, hun kan gøre sin Gerning, der sidder ikke ti Tommelfingre paa hende, paa det Lag! Men hun vilde ha' været væk til Maj, og nu skal hun rejse til November. Man faar ikke Lov til at beholde dem; de keder dem, si'er de. Hele Vinteren igennem gik hun her og remsede op for mig, at hun kedede sig. Og hvad skal man finde paa, Vinterdage paa Landet. Jeg ku' jo fortælle hende et og andet og gjorde lidt Sjov med hende, naar det passede, og læse havde hun jo, men det blev hun ogsaa ked af med de samme Bøger om igen mange Gange, saa fyrede jeg i Kakkelovnen for hende, lige til det bralrede efter - hun kedede sig lige tosset. Sov! sagde jeg til hende, sov, man kan aldrig sove for meget. I min Ungdom, til Søs, jeg vilde ha' ønsket, jeg kunde faaet lidt af den Søvn, du kan ligge her og samle sammen. Saa kom hun med visnæsede Svar: Hun kunde ikke more sig med den Søvn, som Kontrolløren ikke fik i sin Ungdom. Stille med din Mund, sagde jeg li'saadanne, du har faaet den til at spise og drikke med og sige det nødvendige i Huset, men ikke til at gi' Uhumskheder fra dig a'. Men hun bare slog med Agteren. - De er ikke til at have at gøre med, Piger, Husholdersker og den Slags Skab. En Kone, der er knyttet til en, det bliver noget ganske andet.

Jamen hør, Kontrollør, sagde Erik og vinkede med Ostesnapsen, saa véd jeg virkelig ikke bedre, end at vi to gamle, De og jeg, slaar os sammen og holder Bryllup, begge to, til Efteraaret. Alle gode Gange er jo tre, si'er man.

66

Aa, ska' vi nu ikke la' være at raabe med Ribs i Rejetiden; jeg fylder 65 til Set. Hansdag. - For Resten, det var nu ikke for det; jeg véd godt, hvad der var i Vejen med Dorthe og at hun kedede sig: hun vilde giftes.

Med Dem, Kontroller?

Ja, hun vilde s'gu ikke ha' Hunden. - De véd, hvad de vil, de Bønder; nu har man været gift to Gange, saa tænker de, der er altid faldet lidt af hver Gang, og Børnene er voksne og klarer dem selv for længe siden, og man har sit visse hver Maaned ... men skal jeg si'e Jer no'et, hvad jeg si'er ...

Sig væk, Kontrollør!

Jeg si'er, jeg skal ikke ha' no'et af Bondemad. - Velbekomme!

Efter Frokosten vilde vi have Kontrolløren til at gaa en lille Tur med udenfor Huset, med han rystede paa Hovedet: Der er ikke et Sejl paa Vandet i Dag.

Jamen Markerne og Landet i det hele taget!

Ja, det er li'som det altid er, naar Solen skinner. - Saa maa vi da før gaa de Skridt ned til Stranden og se Skandserne, som de kastede op mod Engelskmanden i 1807.

Skandserne laa ganske nær ved Havnen, hvor der for Resten ikke var saa meget som en Sildebaad, og da vor Vært havde vist os de halvt nedskredne grønne Jordvolde og peget nogle Pynter og Kirketaarne ud i Kikkerten, begyndte han at trække saa smaat paa Benene.

Der er koldt hernede, sagde han og gabede, det er der altid ved Stranden. Her er ligefrem en hel Vadmelsfrakke koldere end oppe hos dem i Bondebyen; de kan spare meget paa Klæderne fremfor en anden. Det er no'et, der hover dem! - Skal vi ikke før gaa hjem? Saa sidder vi paa Bænken i Solskinnet og sludrer lidt! Hvad skal vi egentlig løbe og træ' Landevejen flad for? -

Den omtalte Bænk stod inde i Gaarden lige op ad Gærdet til Haven.

Her holder jeg meget af at sidde, sagde han, og være ugenert. Jeg generer ingen, og jeg bryder mig ikke om at genere nogen, her kan jeg se dem allesammen komme paa Vejen, og der er ingen, som kan se mig. - Nu begynder det at blive paa Tiden, at de kommer trækkende til Bedehuset; det er li'saa godt at se paa som et helt Dyrskue.

Vi satte os alle tre paa Bænken med Benene strakt langt ud og Cigarer

67

i Munden; en halv Snes Minuter efter begyndte der ogsaa ganske rigtigt at komme Bønderfolk trækkende ned ad Vejen, Mand og Kone og Børn, eller stundom et Par Familier i Følge.

Der gaar Jens Povlsen med Kællingen, sagde Tolderen, det er et af disse smaa Fruentimmere, I véd, li'som Edderkopperne, jo mindre, jo arrigere; jeg sku' da nok ha' dyet mig for at ha' giftet hende, om hun saa ha'de siddet i Guld til langs op ad Halsen.

Er det ham dér med den nye, graa Hat?

Akkurat s'gu, det maa være en ganske ny Hat; jeg har da aldrig set den for mine Øjne før; men Gud bevares, det ka' han godt ha' Raad til, han har mange Penge staaende i Sparekassen inde i Byen. Men hans Høns de har aldrig set Byg hjemme end sige mere, saa de skal jo ligefrem løbe og skrabe og kradse inde i en andens Have. Det er osse Helligdom, hva'! - Forgangen Aar havde de en Præsteenke boende i deres bedste Stue om Sommeren, saa kommer hun over til mig og beder, om hun ikke maa gaa paa min - rent ud sagt, forstaar I. Ikke engang det Par Brædder vilde han slaa sammen til saadan en ældre Frue, hun skulde ud og tegne Friluftstegninger paa Marken! Værsaaartig, Frue, sagde jeg, værsaaartig, den staar til Tjeneste lige saa tidt som De behøver. Saa havde jeg hende gaaende til Ulejlighed hele Sommeren igennem til ind i Oktober; ikke saa meget som en Krone gav hun Dorthe i Drikkepenge; jeg maatte selv give Pigen fem og tredive Øre af min egen gode Vilje.

Erik lo, saa han var ved at faa et helt Hikkeanfald.

Dunk ham i Ryggen, den Synder; men at ikke hele Sildesjælen ryger fra ham! Han har ikke meget af den - Naa, saa, bliv nu færdig! Og glæd Dem ved Herr Slikkepotten, Skolelærer Grønberg. Der kommer han; den Herre skulde De se krumme sig lige tværs overfor vores unge Baron her paa Godset; de tager Fejl af ham og en Høvlspaan ...

Er den unge Baron ogsaa hellig?

Han er meget snarere overhellig. Det er jo deraf, vi har al den megen Helligdom hos Fæsterne; i den gamle Barons Tid skulde det altsammen være Kaninavl ... -

Strømmen af Fodgængere begyndte meget hurtigt at sagtne; der fulgte snart kun nogle enkelte, der kom spredte, og som Kontrolløren bare ofrede et Par Grynt. Saa var det hele forbi.

68

Den gamle tog sig en frisk Skraa af Daasen og sad lidt, ganske stille, saa rejste han sig og rettede Lemmerne.

Man ku' nemt sidde og falde helt hen. Og Hesten skal ha' sit Fo'er nu. I maa da ogsaa se Vognen; den er vadsket og i Orden. I Morgen skal jeg paa Inspektionskørsel.

Jeg troede egentlig, De skulde ride som Strandkontrollør?

Det skulde jeg ogsaa, men jeg har faaet Inspektørens Tilladelse til at holde Hest og Vogn i Stedet.

Erik lo højt op.

Hva' griner han nu a', Sprællemand?

Aa, det er Tanken om Kontrolløren som Rytter ...

Rytter! Jeg har saagu' redet mange Gange.

Ja, paa Æsler i Havnestæderne.

Kontrolløren hævede Røsten: Det ku' være, jeg havde redet paa det med, som han aldrig engang har set for sine Øjne. Jeg har siddet paa Ryggen af den største Elefant, som der har været i England; Sambo hed den, vi ha'de ha't den med fra Bombay, den stod nede paa Bunden af en meget stor Steamer, og Ryggen ravede helt op til Dækket, og saa havde han et lille Hul, som han puttede Snablen op igennem og brølte ud over hele Londons By, li'som Madam Petersen herhenne, naar hun har Sommergæster. - La' os saa komme hen og gi' Lotte det Pulver? -

Vi var med ovre at give Hesten Havre og saà paa Vognen, der var trukket halvt frem af Vognporten for at blive beundret, saa fandt vi igen, alle tre, vore Pladser paa Bænken op ad Gærdet.

Den koster mange Penge, saadan en Vogn, sagde den gamle, og den skal passes stadig væk. Og saa kommer Hesten til, der skal sørges for ...

Ja, og det kan Dorthe ikke gøre ...

Kontrolløren tav et lille Øjeblik, saa sagde han fortroligt: Jo, hun kan saagu baade spænde for og spænde fra, det kan hun, og hun kan osse smøre Hjulene og vadske hele Karethen, naar det gælder, for jeg skal si'e Jer, hun har tjent to Aar hos en Slagter. Der havde hun det ikke saadan som her; her har hun det som Blommen i et Æg, naar bare hun vil bestille noget ...

Jamen jeg synes, hun maa bestille noget rigeligt, Kontrollør, sagde Erik.

Naa, saa det synes Mosjø. Ja, det var der jo osse et Par af mine hellige

69

Naboer, der havde faaet sat i hende her forgangen, men der fik hun at vide, hvad hun hed. Saa daarlig en Skolegang, sagde jeg, har du vel ikke haft, at du ikke véd, du er sat her i Verden for at bestille noget, og hvad tror du saa tilmed, at det blev til, det hele, hvis jeg ikke gik over dig? Saa begyndte hun jo og skulde svare. Stille, sagde jeg, naar du staar overfor mig, det er ikke nogen hellig Forsamling her! -Men nogle Dage efter kom jeg gaaende nede ved Stranden med min Hund, og der gik min Nabo, Herr Jens Povlsen, Bondehøvl, og flyttede nogle Faar, hellige Faar. Naa, det var jo et fint Vejr og han hilste og begyndte med, at Vejret var da saa ganske behageligt og dejligt at spasere i, at sige for hvem der havde Tid til det, og Kontrolløren havde maaske ikke saa meget at ta' Vare netop nu for Tiden ... Saa svarte jeg og sa': Nu skal jeg sige Dem en Ting, Jens Povlsen, at jeg gi'er mig ikke af med at hekse Skibe frem af Søen, naar der ingen er; men maaske De kan sige mig no'et andet, og det er hvem der har sat de beskidte Næver paa min nymalede Baad i Morges, baade for og agter. -Det vidste jeg godt var hans to konfirmerede Labander af Drenge, og det vidste han li'saa godt som jeg. Men nu bliver jeg nødt til at male hele Baaden om, sagde jeg, og det er et Arbejde, jeg ikke kan sætte Dorthe til, den Ko, som De gaar og har saa ondt af, fordi hun bestiller for meget, og jeg skal fortælle Dem noget, Jens Povlsen, at de har en Svaghed hernede paa Egnen, allesammen, at de vil ikke gerne bestille no'et, men Vorherre han sku' føde dem helst for ingenting. Og saa har de en Sygdom til, at de vil ha' alle de Penge, der eksisterer, og vente med at betale, hvor de skylder, til det bliver trukket dem ud af Sidebenene, og det er no'et misundeligt Skab og holder af at rungenere andre Folks Sager. Men lad mig bare falde over de to Lømler engang med min Baad, saa skal jeg gi' dem den Opdragelse, som deres Forældre ikke har ta'et sig af, og det, om de saa sku' være gaaen hen og bleven Lægprædikanter, begge to, i Mellemtiden! - Saa ku' han putte den i Næsen. -

Solen var begyndt at gaa væk fra Bænken, og Tolderen gav sig til at glippe lidt med Øjnene: Ved I hvad, jeg ku' ha' Lyst til at gaa ind og dreje den til et Øjeblik. Det er ellers den Tid, jeg ta'er min Middagslur, naar jeg ikke har saadan' et Par Kammerherrer fra København, til at vende op og ned paa hele Redeligheden. - I ka' jo gaa ud og samle lidt Appetit til Maden saa længe.

Fem Minuter efter kastede Erik og jeg, førend vi gik, et Blik ind ad

70

Ruden og saa ham ligge i Skjorteærmer paa Sengen med de hvide Uldsokker stikkende stift i Vejret og et rødt Tørklæde over Ansigtet, til Trods for at der ikke var en Flue i Stuen. Paa Servantelaaget ved Sengen laa Uhr, Flip og Søndagsslipset omhyggeligt arrangerede.

Det var bleven meget sent paa Aftenen, og Dorthea var for længst sendt i Seng. Naar vi nu skulde have mere varmt Vand til flere Whiskytoddyer, maatte vi selv ud i Køkkenet og have det kogt paa et Spritapparat, som Kontrollørens afdøde Ven, den gamle Skipper Ortved, engang havde foræret ham til det samme.

Tolderen var bleven ustandseligt talende og glødende rød i Hovedet; vore Cigarer vilde han ikke ryge mere, men bakkede løs på sin Yndlingspibe.

Den har jeg ogsaa faaet af min gamle kære Ortved, det er et Pibetøj, som kan tale med: ægte Merskum og Sølvdæksel, her skal I se. Og han viste frem. Laaget var en gammel Sølvmedaille med ganske ulæselige Bogstaver og et dygtig medtaget Mandehoved: Det er Niels Juel, dér sidder.

Det er Fanden, er det, Kontrollør.

Da har Ortved og jeg da altid holdt ham for Niels Juel, men det kan jo være, det ikke ligner ham, han tjente ikke i Marinen i vores Tid. Lad ham hvile med Fred! - og den gamle klappede Pibelaaget til. Nu var jeg blot tilfreds, min kære Ortved kunde se i Vejret, som han ligger dernede med Muld om Tanden; saadan et lille Gilde, det var noget for ham!

Erik bryggede sig en frisk Toddy: Skal vi saa ikke drikke paa den gamle Hæderskaptajn Ortveds Minde?

Jo, det er jeg med til, Børn. Whisky var nu ikke hans Yndlingedrik, det var det ikke; men han har givet mig mangen en god Flaske gammel Jamaica-Rom. Gudbevares, naturligvis, jeg gav ham noget igen, mange Gange maaske meget mere - derfor bliver det lige vel ment, er det ikke sandt?

Jo, Kontrollør, Skaal paa det! Og skal vi sige: Gud bevare vore Venner, og en vis Mand, han ærlig anamme alle vore Uvenner!

Vi havde alle rejst os med løftede Glas.

Gud bevare Kongen! sagde Kontrolløren.

Sludder, Kontrollør, det var jo ikke det, De skulde sige.

71

Jeg siger: Gud bevare Kongen, for det er gammel Orlogsskik, saa kommer vores Venner bagefter.

Ja ja; men saa er de der nu ... og Erik fortsatte i en dyb, højtidelig Tone: Og den visse Mand, han ærlig og redelig anamme alle vore Uvenner ...

... og de hellige med, supplerede Tolderen.

Bravo, Kontrollør, bravo! Altid rammer De lige i Pletten.

Kontrolløren satte sig, og vi andre fulgte efter. Han nikkede inderlig veltilfreds: Han skal nok nuppe dem! Vær I bare rolige for det! Han snapper dem og hænger dem op li'som Flæskeskinker, hvor der er allerbedst Blus under: Der kan I hænge, I Skab, fordi I var saa hellige fremfor andre Medmennesker, og ikke kunde unde Jeres Næster en glad Time ...

... Og jer selv en Whiskytoddy, indskød Erik.

Dem selv - en Whiskytoddy, gentog Kontrolløren. Skal jeg si'e Jer, hvordan' det har sig med dem: naar de selv skal betale for det -og han hævede Røsten til en vældig Højde - saa er de totale; men naar de kan faa det til gi'endes, saa drikker de gerne Blanksværte. -Tror I, det er Løgn jeg si'er, kom det med yderligere hævet Røst, da vi begge to trimlede os lidt i Sofaen af Latter.

Nej, Kontrollør, nu er vi knusende alvorlige igen, som De ser; vi tror mere paa Dem end paa Bibelen.

Bibelen, brummede den gamle, al Ære og Respekt for Bibelen! Den er god nok - at sige i de rigtige Hænder, men ikke til enhver Bondekarl at staa og torske i og fortælle os andre hvad der skal være Meningen. En Præst, det er dog altid en studeret Mand, og han maa vel vide lidt Besked med hvad han taler om, men saadan et Stykke Bonde, hvor har han 'et fra? Fra sin Naboes Kat, naar det kommer højt.

Kontrolløren tændte sig en ny Pibe og bakkede løs: Jeg kan nu heller ikke faa det i mit Ho'de, sagde han og tog sig op til den varme Pande, naturligvis: Bønder, det har der været alle Dage, og det vil der blive ved med at være lige til Verdens Ende, for der maa jo være nogen til at sidde paa Gumpekassen, men hellige Bønder, det har man da aldrig hørt om før i Tiden. De ha'de ligefrem ikke faaet Lov at eksistere i gamle Dage; der var bleven sagt til dem fra oven a, at naturligvis vil vi ha' Religion i Landet, selvfølgelig, men vi vil ha' Religion

72

med Maade. Og vi holder ikke Landet fuldt af Præster, for at hver anden Bondekarl skal rende omkring og spille Komedie med dem ...

Det er nu storartet, sagde Erik henvendt til mig, som Kontrolløren har en levende Interesse for Religionen. - Det er vist noget, De er født med, Kontrollør?

Født med? Sludder! - Det har jeg aldrig taget mig af før; ikke Spor! Men man skal nok blive nødt til det her i dette Slaveland; det er jo ikke andet end Religion og Religion rundt omkring en. Gud bevares, jeg holder paa Religion og Orden, og vores Præster, de skal lønnes og de skal leve, og de skal leve godt, det under jeg alle Embedsmænd. Men jeg vil ikke være med til at føde enhver Bondekarl, som kan la' Munden løbe og ikke gider bestille noget. Det er ikke min Religion.

Nej, det kan vi tænke ...

Det kan I rolig tænke to Gange, for det skal ikke være nogen lille Pengepung, der kan holde Stand med dem: 25 Øre ved det ene Møde og 25 Øre ved det andet og saa Indsamlinger til dit og til dat; den sku' ikke hedde Helligdom, deres Religion, den sku' hedde den hellige Pengeafpresning, det er nu min Mening. I Kirke kommer jeg heller ikke mere, nu vi har faaet den nye Præst; han holder sig jo med dem, han tør ikke andet, ellers render de nu til Dags bare over til en anden. Men jeg gaar ikke i Kirke for at høre, at Satan skal brænde og lyne og gale, det har jeg hørt andre Steder i mit Liv. I den gamle Præsts Tid, der kunde man faa et mildt og trøstende Guds Ord, saa at man ku' gaa hjem til sin Middag saadan som man skal gaa fra en Kirke.

Den gamle brummede lidt og tog en Slurk af Glasset. Man skal være human og ikke chikanere sine Medmennesker, sagde han, det er en Hovedting ved Religionen efter min Mening. Da jeg var paa Toldboden i København, saa gjorde jeg min Skyldighed, men jeg var ikke nogen Posekigger, og det sagde de fremmede Skippere altid: De er en Mand, man kan komme ud af det med, Jansen! Og jeg stod mig ved det; vi levede godt, min sidste Kone og jeg, inde i København; hvad har vi ikke faaet af disse hermetiske Sager af Kaptajnerne lige op til hele Harer, henkogte, og Delikatessesager og ægte italiensk Maccaroni, og vi har haft mange gemytlige Ture, baade Styrmænd og Kaptajner og jeg. Og hvorfor? Fordi man var forekommende overfor sin Næste. - Men det estemerer de for ingenting hernede. Her er det bare, at den ene hyler værre end den anden, saa bi'er de frelst, si'er de.

73

Tak for Mad! - Har jeg aldrig fortalt Jer, hvad den gamle Orlogskaptajn Holm, han sagde om Religionen.

Nej, Kontrollør, ikke det vi husker.

Saa ska' I faa den, førend vi gaar til Køjs i Aften, for Klokken gaar ellers til to nu, og det er meget imod Reglementet her i Huset, men den Historie er god at sove ind paa. - Ser I, det var Tømmermanden om Bord, han havde faaet sig noget af dette Helligdom ovre paa en Plads i England, og det var jo osse med Psalmer og Syndefuldhed, og en Dag havde han sagt til en af Koksmatherne, et Svinebæst, at hvis han gjorde, som han ha'de fortjent til, saa gik han en Nat paa Ho'det i Ballen og lige lukt ind i Helvede. Saa var det, at Fatter fik fat i ham, og det gik ikke stille a', vi var baade en og flere Stykker, der hørte det. Og nu har jeg tjent i Marinen i 40 Aar, sagde den gamle til ham, men at en af de faste Folk er gaaet hen og faaet Religionsskruplerier, det har jeg, saa bandte han, endnu ikke været med til. Og nu skal jeg si'e dig et Ord, og det er din Chef, der taler til dig, forstaar du: Gør hvad du er sat til her i Verden og hold dig til den gamle deroppe, som har dig i sin Haand; men hvad der er ud over ham, det skal du glide let hen over. For begynder du først at spekulere over det, saa kan du spekulere dig et lille Vandho'de til, og du bliver dog ikke klogere. Har du forstaaet mig? Saa kan du træde af - Og gamle Orlogskaptajn Holm, det var en Gut fra den Tid, da Bedstemo'er var ældst. Og han havde været med baade i dansk og i fransk Tjeneste, hvor at det ikke var Bondeblaabær, der smak dem om Ørerne! Og hans Ord dem holder jeg mig til. - Nu har man jo gaaet baade her paa Pladsen og før i Tiden med og passet paa og lagt lidt til Side ...

Ho, ho, ho, Kontrollør, der slap det ud ...

Ja, naturligvis; tror I, jeg vil blive siddende Resten af de Dage, Vorherre under mig, i dette hellige Land, nu tilmed gamle Ortved ikke er mere. Nej, jeg tænker om en Vinter eller to, saa kan jeg flytte over til Svendborg, hvor der boer et Par gamle Venner af mig udenfor Byen. Der bi'er jeg saa liggende, til den gamle deroppe, som han sa'e, Orlogskaptajn Holm, til han mønstrer mig a'. Og jeg skal si'e Jer no'et, ham - er jeg ikke bange for. For han har sin Børnelærdom, fra før der blev hellige i Landet. - Saa gaar vi til Køjs!

74

TILLÆG: TILSKUEREN. JANUAR 1900 Dengang Hans Peter Egskov faldt i Rolighed

Lang Tid var der gaaet, uden at jeg havde talt med min gamle Ven Hans Peter Egskov. Han var flyttet hen til en Kant af Byen, hvor jeg kun sjeldent kom, men nu søgte jeg dog en skønne Dag Manden op.

Egskov havde slaaet sig ned i en stor Ejendom paa et af Københavns ældre Torve, hvor der endnu kommer mange Bønder ind til Gæstgivergaardene. Hans Marskandiserforretning maatte have udviklet sig meget betydeligt; i en hel lang Række Kældervinduer stod og laa der fuldt op af de mest forskelligartede, omhyggeligt ordnede Sager.

Konen stod i Butiken og halede travlt Kaaber og Jaketter ud og ind for en hel Flok Koner og Piger fra Landet; i Baggrunden op imod Trappen til Gaarden hørte jeg Karlen Frederik mase og slæbe med Møbler. Egskov selv var oppe i Familjens Lejlighed oven over Butiken.

Straks da han rejste sig, saà jeg, han havde lagt sig en Del ud og var bleven ikke lidt federe i Ansigtet; Haaret graanede ved Ørene. Han var beskæftiget med at ryge en lille ny Shagpibe til.

Det var ellers en sjælden Herre, dér kommer ind ad Døren, sagde han venskabeligt, værsgo og sid ned!

Jamen jeg maa gratulere, Egskov, det lader jo til, at Forretningen gaar ganske storartet.

Egskov klemte det ene Øje til: Den gaar slet ikke saa daarligt der nedenunder. Min Kone hun er færig og ka trække Klæerne a Bønderne den ene Dag og sælge dem til dem igen Dagen efter. Det er denne Handelsgave som sagt; jeg har den ikke.

Puh - han pustede Tobaksrøgen fra sig i store Skyer - det er ikke noet behageligt Arbejde, dette her; det smager rent forbandet i Begyndelsen. Men her var en Agent og solgte mig et Restparti; det er Londonnerpiben, Verdens bedste Pibe; den er købt til og ska bie en Hundredeprocentsforretning; man maa jo være om sig.

Mine Øjne strejfede rundt omkring mig: Jamen hør, Egskov, sig

75

mig engang, hvad er det for en Mængde Litteratur, De ligefrem svømmer i?

Stuens mægtige, runde Midterbord, der stod omgivet af polstrede Stole i forskellige Størrelser og med uens Betræk, laa fuldt af Bøger og udkrammede Aviser.

Litteratur? Det er jo Bladene!

Og Egskov holdt med begge Hænder samtlige lige udkomne Eftermiddagsblade frem imod mig.

Javel, men her ...

Jeg greb en hel Bunke Traktater og gudelige Smaaskrifter. Der laa ogsaa et Par nye Testamenter og en stor Bibel: Er De bleven Missionær paa Deres gamle Dage?

Nej, men min Kone og jeg er kommen i en Menighed; for Resten de fleste a de Bøger, de hører til to Evangelister, som der har boet hos mig til for et Par Maaneder siden.

Nu har jeg da aldrig hørt saa galt!

Det er skutte galt, det er udmærket.

Evangelister? siger De.

Ja, de var ovre fra Amerika a. Det var saadan, vi kom ind i det, min Kone og jeg, ellers hade vi aldrig gjort os noen Tanke om Mission. Men disse herne to Evangelister, den ene, han var Piskemager, og den anden, han har aldrig lært noget uden som at han er Evangelist, han heder Eilertsen. Og ham sku De hørt tale! Jeg tror nok, de sku ha hat alle Københavns Præster op for at klemme ham, og saa hade han grint a dem alligevel. Det var en Svend om en Hals til at præke. Det gik i en Flugt fra ham a, ka De tro; det faldt, lige som jeg vil sie, man tar og vælter Sten a en Vogn. Og et smukt Menneske! Uh, alle de gamle Jomfruer og Enkekoner i Menigheden, de var helt skrupskøre, og de unge med; han har vist mig, Dage, baade fem og seks Kærlighedsbreve, de sendte ham; storartede! De gik li'e i Kakkelovnen. Det var Synd, mange Gange, ku man godt sie. Men det ku jo ikke være andet som Prædikant betragtet. Og saa var han et dannet Menneske. Baade han og Piskemageren, de kom til Menigheden lie ovre fra Amerika, dér hade den været gal, for det er jo et Land, som de har været færig at æde hinanden op i Konkurrance i Menighedslivet, de ka faa Prædikanter nok. Saa tog de hjem, og Piskemageren var lidt i Familje til min Kone, saa hun sae til mig, at det var ordentlige Mennesker og de var anbefalet af hendes Broder, som at der har et ganske

76

storartet lille Missionshotel ovre i Jylland; men han hade flere Prædikanter, end han behøvede, saa jeg tænkte: La os ta imod dem paa en broderlig Maade, og hvorfor sku der ikke ku laves et pænt lille Missionshotel herovre med Senge til halvtres Øre og til en Krone og varm Mad til halvtres og fem og tres Øre og saa en Mødesal til Møder en tre-fire Gange i Ugen og to Gange om Søndagen. De Par Skilling, saadan et Par Evangelister ku spise og drikke op i al Beskedenhed, de sku snart komme igen paa den Maade.

Egskov vandrede hen i Stuen og tog et Par Glas og en Flaske Vin ud af den Egetræs Buffet med runde Spejle: De drikker jo nok et Glas Sherry?

Jo Tak, jeg siger ikke Nej. Men har De ellers slaaet Dem fra Øllet, Egskov?

Øl, sagde Egskov midt i Svuppet fra Proppen, han trak op af Flasken, det er Forgift. De sku hørt Eilertsen paa Møderne gi ny Carlsberg rent paa; det var storartet: Denne fyrstelige Mand og store Borger, som at der har bygget Herren Jesus et Kapel og Djævlen saa mange Domkirker, som der har aldrig været Bedehuse for Herrens Ord her i Landet. - Men er det ikke rigtigt? Hvorfor ska vi skvalpe alt det bajersk Øl i os? Har vi ikke ødelagt os i Bund og Grund dermed? Jeg vil sie, jeg skal ligefrem være meget tørstig eller paa en varm Dag, ellers ka jeg slet ikke taale bajersk Øl mere. Og er et lille Glas Vin ikke meget bedre? Staar der ikke i Bibelen nævnet Vinstokken og at drikke Vin, og ved Brylluppet i Kanaan, blev Vandet ikke dér forvandlet til Vin? Naa, saa maa vi andre vel osse ku ta os et Glas Vin, som kun er dødelige Mennesker. Jeg sier, la os takke Vorherre til, at vi har Raad til at drikke et Glas Vin; det er meget bedre; Skaal!

Skaal, Egskov!

Tak for det!

Nej, blev han ved og strakte Benene langt fra sig, det har jeg sagt saa tit, at la os bare ikke komme med det, at vi ikke ka være Kristne, fordi vi ryger Tobak og drikker et Glas Vin. Kristendom, det er noget ganske andet, det er noget saa let fatteligt, det kan forstaas af høje og af lave, det er Kærlighed og ikke andet end Kærlighed Hva, har jeg ikke Ret?

Jeg nikkede bare.

Egskov pustede lidt Røg ud igennem Næsen: Nu skaffede jeg Menigheden en Forsamlingssal henne i Fiolstræde; det var før Baptisternes

77

eller Mormonernes eller hva det var for noen, men det var da en Religion, som at det er gaaet tilbage for, og der var saadan noen Knopper i Loftet. Dem lod jeg forgylde, og Gardiner og det hele leverede jeg selv og monterede med Stole og Bænke, og saa skænkede jeg et Stykke til at hænge over Prækestolen. Det var egentlig et norsk Klippestykke, som at der var en lille Maler og hade malet for mig til Forretningsbrug, for Folk bier osse kede af at ha Skove og Vand og Søer alle Tider. Men saa lod jeg ham male noen Huse paaet og Solen, som stod op forneden, og ovenover et Par Engle, der kom flyvende ned med en Rulle Papir fra Himlen, og den ruller de op, og paa den staar der: Gud er Kærlighed. Det er et godt Billede, og det er et tydeligt Billede, og vi ska ikke dømme noen. Vi ska ikke være som den indre Mission, de staar og dundrer saadan en stakkels Fisker paa Vestkysten langt ned i hede Helvede, hva ve de om det? Om osse saadan en Mand, han har taet en lille en for meget eller lignende, ka han ikke i sidste Øjeblik ha omvendt sig lisom Røveren paa Korset? Vi kan allesammen omvende os i sidste Øjeblik, om ikke før; det staar enhver frit for. Jamen er det ikke rigtigt?

Jo-o. Det maa man vel nok sige, at det kan være meget rigtigt. -

Ka være rigtigt? Det er rigtigt. La os bare holde fast på det. Og vores Mission det er en Grendannelse af den amerikanske Mission; vi sier ikke, at det er kun os, som bi'er frelst saadan som den indre Mission, men vi sier, at alle Mennesker de bier frelst omsider, og vi er et frit Samfund og bier ikke støttet af Statens Værdighed, men vi stoler kun paa os selv og hva der kommer ind i Kollekten og paa Guds Ord, og dér staar, at Gud er Kærlighed og intet uden Kærlighed, og vi ska være kærlige og venskabelige overfor hverandre, og der ska ikke være al den Misundelse, at Folk er færig at revne, fordi en anden tjener et Par Skilling mer, end der er mange, som gør i Menigheden.

Jamen De tjener vist mange Skilling mere, end de fleste gør i Menigheden, Egskov, tror De ikke?

Der kommer en Mand her i Forretningen og hedder Hansen, sagde Egskov og rykkede lidt nærmere hen til mig, han køber paa Aktioner og sælger til mig igen, og jeg vil sie dem, jeg ka bie saa knusende gal over alt hans Sludder alle Tider om at Gud, Hr. Egskov, saadan som Deres Forretning gaar og Deres Kone forstaar at handle, og De ender med at bie en stor Mand i Byen. Og saa lyser Øjnene helt spilgrønne paa ham af bar Misundelse, for han har siddet i et bedre Firma,

78

men han er gaaet bag aen. Men saa sier jeg altid til ham: Ja, Forretningen gaar godt med Guds Hjælp, og nu er jeg kommen i den Alder og jeg gaar ikke paa Vildmænd, men jeg sidder heller hjemme og læser Bladene og faar en Sludder, som nu med Evangelisterne, for det er Mennesker, der har den rette Aand, og de har ikke spist Grynsuppe Livet igennem, men de er med paaen i alle Spørgsmaal. Og ser De, Hr. Hansen, naar vi er tilfredse med hvad vi har, saa er vi taalmodige og saa misunder vi ikke noen, og saa tjener vi Gud, hver paa sin Maade, og vi bryder os Faen, om vores Nabo, han sidder i Guld til op over begge Ørerne.

Egskov tømte og satte Glasset fra sig med et lille, sikkert Smæk: Og er det ikke osse Kristendom, at saadan ska vi være, at vi befinder os vel ve'et, og der falder en Ro over os! Kristendommen, den ska ikke ka bevises, det er et Velvære, som vi føler med os selv og en inderlig Fred, at det er lie kraftigt, om det er sandt alt hva der staar i Bibelen, for der kan være bortfortusket meget i mange tusinde Aar.

Egskov spyttede ad Piben og fik tændt sig en Cigar i Stedet. Saa greb han den tykke Bibel, der laa paa Bordet og slog den op paa Maa og Faa.

Og naar vi rigtig læser efter, sagde han og pegede i Bogen, er det saa ikke allievel storartet alt hva der staar her, som er slaaet til siden efter, a Spaadomme, og som kommer til at slaa til inden Tidernes Ende. Jeg forsikrer Dem for, vi har siddet mange Aftener, Evangelisterne og jeg, og min Kone var i Butiken, men naar der be lukket, kom hun naturligvis op og lavede The til os, og vi ku ta en lille Rommer til engang imellem, men de fleste Aftener, vi bare drak vores The og røg en Cigar og Pibe. Vil De tro, at hele Krigen mellem Grækenland og Tyrkiet, den staar i Daniels Aabenbaring? Jeg ku sidde her med Aftenbladet og læse op som de forudsagde om hva der vilde komme med Rusland og med Grækenland, og saa ku vi slaa op i Daniels Aabenbaring, dér stod'et lisaa tydeligt og mer til, om Kongen af Grækenland og det store Rige, som hade megen Overmagt. Og der staar osse om de to store Riger hen imod Tidernes Ende, de vil komme til at herske over hele Verden. Det er England og Amerika. Det ka vi jo tydeligt se af Bladene, at det gaar den Vej me'et. I det hele taet, Amerika, den var vi med paa, baade Evangelisterne og jeg, saa De ka tro, Sludderen, den gik, mange Gange om Aftenerne. Men er det ikke bedre end at gaa a den ene Kælderhals og i den anden og

79

lægge Pengene i Øl og halve Portviner? Min Kone, hun har sagt mange Gange, at det var hendes lykkeligste Dag, da de Evangelister, de kom til os i Huset, for du spolerer dig ikke mere med alt det meget Øl, og du slaar ikke saa mange skæve, for du er b'een ked a'et. -Nu gør man jo osse Bekendtskaber i Menigheden, og det er ikke Fattighuslemmer, de Svende; naturligvis, der ka være ubemidlede fattige derimellem, Gudbevares, det er frit for enhver; men de fleste, de har dog lidt, og de øder det ikke væk, men de køber dem fornuftige Ting og hvad der hører med til at leve behageligt. Det er pæne Folk.

Naa, og Evangelisterne, de talte om, de præker saa for alle de pæne Folk?

Ja, det vil si'e, nu er Eilertsen taet til Jylland sammen med Piskemageren, for det var den gamle Prædikant, halte Lund, han fik ham furet. Eilertsen var for meget inde i Bibelen og han talte for godt, og han sang for godt, og det er, som jeg sae før, Misundelsen, den ska vi ikke la os lede a. Gudbevares, halte Lund, han har reddet mange Sjæle i sin Tid, det vil jeg gerne tro, og alle de rigtig gamle Kamosjukker i Menigheden, dem hade han jo et helt Forbandt med, men hans Optræden, den var simpel baade med Eilertsen og med mig, for jeg hade set paa flere Ejendomme, Smadderkasser, som der ku købes for en billig Penge og fikses op og bie lisaa gode som nye, til Missionshotel. Forstaar De ...

Ja, det forstaar jeg saa udmærket godt.

Jo, for ser De, saadan et Missionshotel, det ska ikke ligge i en pralende Egn, men det ska ligge, hvor at man kan sie, der er Trang til et gudeligt Sted og mindre Folk, de ikke behøver at sjenere dem for at gaa ind, men en lille Pige, der kommer fra Dampskibet eller lignende, hun ka bie henvist til det som et Hjem til halvtres Øre, fem og tres Øre, en Krone, lisom hun har Penge til. Hvordan gaar det ellers saadan et stakkels Pigebarn, Bondesjodske! Hun kommer til København med lidt Penge og vil søge Plads, men hun bier ikke vejledet til ordentlige Steder, og Kæreste, det ska hun snart ha til de Par Skilling, saa gaar de dem en Tur, og hun kommer i Gæld til Kællinger og lignende, længe førend hun faar Plads, og Kæresten er arbejdsløs over det hele; De ka tro, jeg kender den. Men paa Missionshotellet, der sku de ha lettet dem i ordentlig Tid af Fjerene, saa Folkene ku komme til at gøre i Stand, og der sku ikke være noen Overdaadighed men Renlighed og Ordenssans og naturligvis med Eilertsen som fast Prædikant.

80

Hver Dag Morgenandagt og Møder de fire Gange i Ugen og om Søndagen; ku Missionen ikke bruge mere end de to Gange, saa tog man noen andre de andre Aftener. Min Svoger i Jylland har flere Religionssekter og skifter med Mødeaftenerne; saadan noet ka jo ordnes altsammen paa en tolerant Maade. Og Piger og Karle, de sku ha Anvisning paa Pladser, og De maa ikke tro andet end der sku osse bo pæne Folk, Mand og Kone fra Provinserne og hvem der ellers kom a bedre Folk a Middelstanden, det ku beet en første Klasses Forretning. Der ku været tjent rystende med Penge med Restauration til ....

Jamen, hvorfor i al Verden blev det da ikke til noget, Egskov?

Jo, fordi jeg vilde jo selv sætte noen a Pengene i'et, naturligvis, men jeg vilde ha Missionen med. Ellers ku man staaet der en Dag: og nu hade de faaet en anden Mødesal, og der var kommen nye Strømninger i Religionen og lignende. Det ku beet en køn Kop The! Men Lund, han syntes, det ku bedre passe at ligge og puge over Pengene i Sparekassen med stort Rentetab, og Fuglen ska ikke stige højere i Luften end dens Fjer ka bære, sagde han paa det første Møde. Og paa det store Møde, dér rejste han sig op og talte over Ordene, at vi skulle ikke søge Verdens Guld og Sølv i Bælte, som Møl og Rust ka fortære, og vi ska ikke bygge faste Boliger, for Herren kommer snart. -Og saa to Dage efter gaar han hen og køber selv en Villagrund ude paa Jagtvejen.

Egskov hævede sig lidt i Sædet og gjorde en stærkt dramatisk Gebærde: Det er Kristendom i Munden, det er ikke noet for mig; nej! -Og det udtalte jeg mig osse med paa Mødet, at det har været min Bestræbelse, at vore Brødre og Søstre, der kommer uanede fra Provinserne og ikke vide, hvad de gøre, at de ku bie hentede, saa mange som de monne komme, nede ved Dampskibene, og dér sku staa en Mand, saa de ku faa Losji til halvtres Øre, i Stedet for at blive slæbt rundt i lutter drukne Huler. Det var det, jeg hade tænkt mig var en Gerning, for at de ikke sku ende i Last og Svineri, saa Missionen ku ta og samle dem op i Smaagaderne og begynde forfra; det er der vel ingen Forretning ved. Men den halte, han be ved sit, og han er saa rodfæstet hos alle Kvinderne i Menigheden osse, saa der be ikke noget Missionshotel a for denne Gang.

Og saa rejste altsaa Hr. Eilertsen? spurgte jeg.

Ja, for saa troede de jo, at Eilertsen, han hade sit Ledtogt med mig,

81

fordi han boede hos mig. Men la' det bare gaa i Stilfærdighed en lille Tid; Eilertsen, han ska nok komme tilbage igen.

Egskov slog ud med Haanden og nikkede ganske langsomt: Kristelighed, det ligger i Tiden; det ka vi nok være enige om. Det ka ikke undværes, det er en Modvægt. Naar det bare ikke bier indre Mission, for den er dømmesyg; den ka heller aldrig bie noet for Københavnerne. Ude paa Landet, det er noet andet, om Sommeren sjover de og om Vinteren glor de, de ser aldrig noet, noen Adspredelse og Teater og lignende, som vi har i København. Saa er det jo helt storartet, naar der kommer saadan en Missionær, og jo mer han dundrer, jo mer ska det jo hjælpe, det er rimeligt. Saa er der osse det paa Landet, at de holder meget a a stikke Næsen ind i hva der ikke rager dem, hos Naboerne og alle Vegne: Og nu er jeg hellig, saa er den go, og du er ikke hellig, og du har gjort Dit og din Kone har gjort Dat, og din Datter hun fik en lille i Byen og hist op og her ned, det bier til en hel Underholdning. Men det er ikke Kristendom. For Kristendommen, den tilgiver. Den er Kærlighed. Vi ska tilgive hverandre. Vi ska ikke opgive at stræbe, ingenlunde, men vi ska være tilfredse, og vi ska gi bort, naar vi har noet at undvære, og Pengene ska cirkulere. Det ka jeg sie, at jeg har kendt til baade at ha Penge og ikke at ha Penge, men jeg har aldrig holdt paa dem. I sin Tid som ungt Menneske, jeg kom fra og hade tjent den gamle Grevindejeg hade tolvhundrede Kroner i Penge og seks Sæt Tøj og atten Manchetskjorter med faste Flipper, og Undertøj, alt hva De ka tænke Dem! Der er ikke en Greve og kan være ekviperet flottere. Det gik paa en tre-fire Maaneder, Penge, Klæer, hele Raspen, jeg ga meget aet væk i Letsindighed, dengang, da jeg hade noet. Tror De, jeg fortryder det? Ingenlunde. Vi ka jo ikke ta noet med os, naar vi gaar herfra, andet end som en Skjorte.

Det er sande Ord, Egskov, det maa man lade Dem.

Ja, det er sande Ord og la os aldrig glemme dem. Og la os sige det til vore Venner og vore Brødre og vore Søstre og la os sige det til vore Arbejdere. For de er snart for stramsnudede med deres sjosialitiske Uforskammethed. Jeg har støttet Sjosialisterne før i Tiden, dengang de udrettede noet godt, men det er forbi, nu bier Arbejderne for grove.

Er det Frederik her i Forretningen, som gør sig ud til Bens?

Fredrik, nej Fredrik, ham ka jeg slet ikke undvære, ham er jeg nok

82

godt nødt til at gi, hva han forlanger, men her gaar min Kone og dominerer med Syerskerne til Barnekaaber og Sjaketter. Tror De, de ka faa nok? Ikke tale om 'et! Der er Arbejde for dem hele Aaret igennem og Overarbejde tilmed. Der er Tider, jeg ka la dem arbejde baade sejsten og atten Timer i Døgnet. Og saa klager de: Akkorderne er for lave, og der er det Arbejde mere og det Arbejde mere at gøre; hvert et Sting, de stikker, det sku helst vejes op med Guld for saadan noen Sjokker. Og Herregud, sier jeg saa tidt og mange Gange, hvorfor er I utilfredse! La os være tilfredse og ikke saa rovbegærlige. Misundelsen, den fører ikke vidt, og naar man er ked a et Arbejde, før man faar begyndt paaet, er der saa nogen Gang i Arbejdet? Men naar vi arbejder med Tillid og med Glæde, saa er vi færdige, før vi ved noet aet, og kom ikke med Jeres beskidte Svar, naar jeg taler til Jer, og ta Jer i det hele taget i Agt, for at jeg ikke bier gnaven i Ansigtet og gør Alvor aet og trækker mig tilbage og lukker hele Forretningen. Saa ka I jo se, hvem der ka skaffe Jer Arbejde!

Der indtraadte en lille Pavse, hvor Egskov fik et Cigarrør frem og puttede Cigaren i.

Man bier ked af at ha med saadan Mennesker at gøre, fortsatte han. Paa et Hotel, det er noet andet, de bier furede den ene Dag og man faar nye den næste, der er altid nok og gaar paaen og ka ordne det Arbejde. Og naar nu Eilertsen kommer tilbage og vi ka faa lagt en lille Grundvold i Menigheden, saa laver vi selv en Menighed med Hotel og Eilertsen til fast Prædikant. Der ka tas store Kegler paaet, og saa er det en god Gerning, som ka bære Frugter. Jeg har en Hotelforpagter paa Haanden, han var knaldet for højt op i Lejen, saa han gik i Stykker, og han er med paa hele Hotelfaget, en lille flittig Mand! Saadan en Mand, ham hæver man op og hjælper i Vejret. Og, ser De, mere end fire Gange i Ugen har jeg tænkt over og vil ikke ha Mødeaftener, det er overflødigt. Der ska osse være rolige Aftener for Folk, at de ka sidde hjemme hos deres Familjer, og saa er jo saadan en stor Sal ganske udmærket til Aktionslokale. Min Kone, hun ka aldrig holde helt op med at købe og handle, og hva tror De ikke, man ka sælge dér paa et Par Gange om Ugen! Folk, de er vant til at komme der, og de vil ikke gerne trækkes op af Jøder og Hedninger, og de véd, at naar jeg tjener noet, saa faar Missionen osse noet, for jeg er ikke bange for at stikke baade en halvtres og hundrede Kroner ud til Formaal, der er gode og virker velgørende paa Samfundet. Pigebørn og Skidt og lignende,

83

det har man faaet nok af før i Tiden, Gud Fader bevares; man har faaet Øjnene op, for man ska vende Blikket andre Steder hen. Er det ikke meget behageligere at sidde hjemme sammen med dannede Mennesker og tale om Anliggender og lignende og læse i Bladene og Biblen? Og ka man gøre en Forretning ved Siden a, saa maatte man jo være godt skør, hvis man ikke gjorde det. Man lever da kun én Gang i denne Verden!

Kresjan Vesterbro

mundus in nuce

86

        

87 88

Kresjan Vesterbro udkom i tidsrummet 3.-6.12.1897, kostede 1 kr. og omfatter [IV]+82[2s.] i grågrønt omslag med sort tryk, forfatter og titel dog i rødt, afbildet omstående. Den T eller HT-lignende signatur ses langt til højre i rodnettet og står antagelig for Hans Tegner (bekræftet af Peter Meyer, Den kgl. Kobberstiksamling).

I mundus in nuce. Kresjan Vesterbro. II blank. III Kresjan Vesterbro af Karl Larsen. Forlagsmærke. Det Nordiske Forlag (Bogforlaget) Ernst Bojesen. København. Trykt hos F.E. Bording. MDCCCXCVII. IV blank. 1-82 tekst. 83 Af Karl Larsen er tidligere udkommet: fortegnelse over 11 titler. 84 blank. Højde 170 mm.

2. og 3. oplag 1897 og 1898: Oplagsbetegnelsen anbragtes under de faldende blade, på titelbladet underforfatternavnet .

89

I.

Jeg sad paa mit Kontor alene, som jeg plejer nogle Aftener om Ugen, da det bankede paa Døren - med et langt og to korte Slag, som Ordonnanser lærer det.

Kom!

Døren gik op, men Manden, som jeg kunde skimte udenfor, blev staaende.

Kom! - endnu højere.

Jamen jeg ka' ikke saa godt komme indenfor ...

Jeg kendte den lidt rustne Stemme og gik rask hen til Døren, det var Kristian Hansen, eller som de kaldte ham, Kresjan Vesterbro.

Naa, er det Dem?

Javel; men jeg ka' ikke godt komme ind, for jeg har maat' sat mine Læ'rsko for 4 Kr., over det at min gamle Mo'er ...

Kom nu bare ind!

Kresjan Vesterbro sænkede Stemmen: Jamen jeg ka' ikke godt la' Træskoerne staa paa Gangen, for Strømperne er saa simple ... jeg vil ikke saa gerne genere med dem ...

Kom med Træsko paa og hele Moleviten!

Kristian smuttede ind ad Døren, trods Træskoene, i et ærbødigt Hosesokketridt. Mig Tilladelse! føjede han til og stod dér med en blød Sjask af en gammel Hat i Haanden og saa paa mig.

Den er nok lidt gal, Kristian Hansen, bemærkede jeg med et Blik hen over hele Fyren med hans snavsede blaa Skjorte under Jakken, uden Vest og i et Par Bukser, der var ligesom ved at opløses i Lapper og Smuds.

Kristian tørrede sig med Bagen af Haanden under Næsen og vippede i Knæene. Ja, den er jo ikke go', nu, Vinteren gaar paa, sagde han og skuttede sig lidt.

Sæt Dem ned. - Hvor længe er det siden De kom ud?

Han saà hurtigt over mod mig og vidskede hen over Overskæget: Ja, saa behøver jeg ikke at fortælle mere, naar a' De véd, a' jeg har været dernede ... jeg ha'de et Aar ...

90

Gaa og hent Dem en Bajer - jeg rakte ham Penge - og lad os saa snakke om Tingene.

Maa jeg ha' den Femogtyve-Øre?

Ja, behold De bare Resten.

Jamen, saa har De ikke no'et imod, a' jeg ta'er en Bajer med til Dem.

Nej, lad dog bare være, jeg har lige spist til Middag.

Jamen De har alligevel ikke no'et imod, at jeg ta'er en Bajer med til Dem ... De véd nok, naar jeg faar noget, saa er jeg en Menneskeven, og De vil nok drikke en Bajer sammen med mig ...

Naa ja, hent saa to.

Tak for det!

Han forsvandt og kom igen med Bajerne.

Hvorfor var det saa, Kristian Hansen, at De kom derned? begyndte jeg.

Kristian tog en Slurk af Flasken færdig: Det er den første Bajer jeg drikker i Dag, saa sandt jeg sidder her, nu ka' De tro mig ...

Jamen jeg spurgte om hvorfor ...

Min Gæst løftede sin ene Haand kroget i Vejret og slog sig paa sine Negle: Det, som a' jeg kom paa Brasen for og fik et Aar, det ha'de jeg ikke ha't mere ud a' end som der ka' ligge her paa mine Negle. Jeg ha'de bare hjulpet en Kammerat med at bære en Kaabe og et Overstykke.

Jeg tillod mig at brumme en Smule mistvivlende.

Det er Sandhed. Jeg kom li'e fra og ha'de været inde paa Slum'ren.

Slumren?

Ja - Slummerhjemmet, ude paa Nordvestvej. Dér ha'de vi faaet to store Kopper The og varme Boller, og saa gik jeg ned og tog en lille Spids i en Kælder. Og henne ved Apelspistolkirken, li'e for Jernbanen saa mødte jeg en Kammerat, vi kalder ham den forladte fra Nørrebro a'. Og han si'er, om jeg vil hjælpe ham og bære en Kaabe og et Overstykke. Ja, la' gaa med det, si'er jeg. Og saa gi'er han mig Kaaben.

Hvad Tid var det paa Dagen?

Ja, den var saadan en 1 Stykker.

Om Formiddagen?

Næ, det var jo om Natten, jeg kom jo fra Slum'ren. Men det gik ellers meget godt ned imod Søen, og paa Dronning Lovises Bro dér brændte Lygterne ovre paa den ene Side, saa vi gik jo over paa den

91

anden, vi vilde jo ikke vække Opsigt. Saa si'er min Kammerat: Hør, det er li'egodt noget Slæberi, dette her og trække med, og ka' du ikke før ta' og ta' Kaaben paa, si'er han. Jo, det er s vart, si'er jeg igen, for den er tung, denne her, saa jeg faar 'en jo paa, henne hvor det er, at Damperne sejler under Broen, og faa den godt stoppet ned i Bukserne! si'er han. Nu ha'de jeg a' disse herre Susebukser, de kalder, meget vide, saa det gik rigtig godt med at faa Kaaben ned i dem, men naar man saa ska' ha' knappet til igen, forstaar De, saa kravler 'et op i den ene Side, naar man stopper ned i den anden, og saa li'e med et staar Betjenten der. Saa ku' jeg ikke faa Kaaben a' i en Fart med de snevre Ærmer, og min Kammerat, han stak a', saa jeg ha'de ikke no'et ud a', at jeg raabte efter ham, han sku' ta' sit Skidt og Klos a' Helvede til og jeg vilde ikke bære det længer for ham - jeg var skudt lige med det samme. Min Kammerat, han b'e a'e med Overstykket henne paa Hjørnet af Blaagaardsgade, dér laa det paa Gaden, men de fik ham Dagen efter, og han ku' ikke ordne det til mindre end Tyveri for hans vedkommende, det var listet ud a' en Trækrude fra en Marskandiser. Vi fik et Aar, begge to.

Det var en højst mærkelig Historie, Kristian Hansen, men det kan jo være ligemeget; De fik et Aar i hvert Fald.

Kresjan Vesterbro nikkede indrømmende et Par Gange: Det fik jeg. Naa, man ka' nu ikke si'e no'et om'et, jeg stod til et Aar dengang, saa jeg sku' jo ha'et, men det var no'et fint at faa'et for. - Li'emeget, jeg var nu ikke bange for at ta' et Aar til, om det saa sku' være; det er rigtig flinke Mennesker dernede, allesammen. Assistenten, det er en herlig Mand ... og et smukt Menneske, jeg haaber osse nok, det vil gaa ham temlig godt. Det er hans Jakke, jeg har paa her, han ga' mig den forleden, jeg var gaaet derned, og jeg var jo bange for, at Jakken sku' være for god og man var gaaet hen og sat den, saa jeg smed den anden Las væk, jeg ha'de, lige med det samme, paa Marken. Og Assistentens Jakke, den ska' ikke komme a' min Krop; i det hele ta'et Tøj, jeg har faaet a' Herrer, det kommer ikke fra mig a' uden trævgevis, med min gode Vilje ...

Jamen hør, afbrød jeg, De maa virkelig fortælle mig lidt om Vridsløse, hvordan der var dernede.

Javel. Det ska jeg. Jeg har altid godt ku' lidt at tale med Dem, og jeg si'er Tingene li'som de er; jeg er et Verdensmenneske. Det ka' ikke nytte no'et, a' jeg vil komme til Dem og fortælle, at jeg ikke drikker

92

Brændevin, for saa si'er De bare, at det er Løgn; saadan no'et laver jeg aldrig med Folk, som at der er med paa'en, og De har vistnok set det, som De har Lyst til, det ser jeg Dem an for. Og jeg er livsbefaren, det ka'jeg si'e; jeg har maattet lagt gar i tyve Graders Kulde paa Cementgulver, men véd De hvad jeg altid har gjort! Det ska' jeg lære Dem ...

Kristian rejste sig og tog Assistentens Jakke af: Mig Tilladelse! Ser De, altid naar jeg har lagt og tællet den ude, saa har jeg ta'et Trøjen a' og viklet rundt om Ho'det - Kristian foretog den omtalte Handling med fuldkommen Naturtroskab, saa at hans Stemme lød ganske tildækket, medens han fortsatte -: trillet helt omkring. Saa planter der sig en Varme fra Ho'det a' ned igennem hele Kroppen - hans Ansigt kom atter til Syne, og han svuppede i Jakken - jeg har lagt Vinternætter og været li'saa svedt som jeg er nu.

Jeg kunde ikke lade være at le. Kristian lo med.

De er jo en Kærnesvend alligevel, Kristian Hansen.

Det ka' De osse gøre, sagde han ivrig, bare med Trøjen om Ho'det, det er ikke for det. Men jeg har et godt Helbred, det har jeg. Naar jeg er indespærret, jeg ka' godt taale a' la' vær' a' faa Brændevin, det geneer mig ikke; saa sover jeg som en Stud og spiser alt det, de ka' vælte i mig.

Jamen Vridsløse, det var Vridsløse; hvorledes havde De det dernede?

Jeg; jeg ha'de det ubeklageligt. Naar bare man holder Humøret! Min Kammerat, da vi kom i Charabancen fra Glostrup a' og hen a' Landevejen, saa sang han, li'saa højt han kunde, men jeg tænkte, at Cellefængsel, det er dog altid no'et, man har hørt meget tale om, og jeg var ikke glad og sku' paa Brasen og ikke ha'de været der før; men det gik meget godt.

Hvad hedder du, sa' Assistenten li'e den første Dag, for han si'er du til alle Mennesker.

Jeg var li'e ved at si'e: Hva' Fa'en rager det dig? men saa tænkte jeg, at det er vist bedst hernede, du holder din Kæft: Jeg hedder Hans Kristian Hansen, sa' jeg.

Hvor mange Penge har du?

Jeg har 52 Øre, - det husker jeg li'saa bestemt.

Saa har du jo været doven i Varetægten.

Javel, sa' jeg, for man tør jo ikke svare.

93

Saa sku' jeg i varmt Bad og saa ned til Barberen og ha' Overskæget a' og klippes.

Hvor meget har saa De? sa' Barberen.

Jeg har et Aar.

Aa, ikke mer, sa' han, det er jo kuns en Middagssøvn.

Jamen den er vist no'et lang.

Gud Fader bevares, 1 Aar, det sku' da være no'et at tale om. Saadan et ungt Menneske i Deres Alder, hvor gammel er De?

Jeg, jeg er lige fyldt 31 Aar, og ku' De ikke ta' og la' lidt a' Haaret staa her forand, for jeg holder ikke a' a' b'ie' klippet li'som en Hund.

Næ, det ku' han ikke ta' sig a', det sku' gaa med Maskine, rundklippet over det hele, men det var jo meget pænt a' Manden, a' han vilde trøste mig.

Saa kom Betjenten: Og hvor meget Skraa har saa du i Munden? Det er vel ikke ud over et Fjerdingspund.

Nej jeg ha'de ikke no'et.

Ja, det er jo Løgn, men det vil jeg si'e dig, at jeg vil ikke ha' no'en Vrøvl ud a' din Skraatobak ...

Den Betjent, ham har jeg lært at kende for en rigtig respe'tant lille Mand, men han ka' jo ikke staa sig ved at miste Frakken. - I det hele ta'et, paa Vridsløse, man ska' vide, hvor man er, men saa ka' man ha'et rigtig godt, naar man ikke taber Humøret. Min Kammerat, da jeg kom tilbage den første Dag i Desentionslokalet, saa sad han inde ved Siden a' og græd som et Barn, der b'e født, og det var no'et andet end paa Vognen! Han var nu a' dem, der sidder med et langt Ansigt i Cellerne og spekelerer, og saa spekelerer de alle Tider over Kongens Naade. Men jeg si'er meget før, man véd, hvor a' man er, og hva' man har gjort og man ska' ha' sin Tid, og man ska' aldrig spekelere over Kongens Naade.

Bravo, Kristian Hansen, det maa være rigtigt.

Javel. Det mener jeg med. Jeg gjorde mit Arbejde, jeg bandt Flaskehylstre, skar dem a' og pakkede dem ind, og jeg masede paa og b'e færdig; saa gik jeg og valsede op og ned i Cellen og spiste min Mad, naar jeg fik den, og man ka' ikke klage paa Maden, man véd jo, hvor man er. Og Sommeraftener, naar a' det var lyst, saa har jeg helt spoleret mine Øjne med at læse nede paa Vridsløse, jeg sad mange Gange op i Kanen og læste til langt ud paa Natten; de har alle de Bøger dernede,

94

der er til. De ka' faa tyske Bøger og engelske Bøger og franske Bøger, bare De ka' læse dem. Det gaar nu efter saadan en Række, det véd De maaske, de første tre Maaneder, saa faar man bare disse Præstebøger. Der ka' godt være saadan smaa gudelige Historier i dem, at man kan læse, meget nydelige; men naar saa det er overstaaet, faar man rigtig gode Romaner. Den første, jeg fik, den handlede om Krokonens Penge; det var Steddatteren, hun brændte hende a' for dem allesammen; den er nu temlig god; men jeg véd ikke, om De kender Dødssejleren eller den fly'ende Hollænder.

Kristian bøjede sig lidt frem, ind over mit Skrivebord: Det er en Bog, som jeg vil si'e paa Størrelse med den brede Æske dér, en 5-6 Tommer i Længden og meget tyk, i 2 Dele. Det vil sige, der ska' nok være en tredje Del med, efter hva' jeg har hørt, men den behøver man ikke at læse; naar man har læst de to, saa ka' man regne sig ud til Resten. Det er en spændig Roman. Det er no'et, der rigtig ka' bryde Hjernen. Haarene, de ku' helt rejse sig i Ho'det paa en, jo, véd De hva', naar man saadan sidder ganske normal i Cellen og læser alene om Aftenen, nu ka' De tro mig, at jeg sov ikke fire Nætter paa den Roman, det er Sandhed. Har De læst den?

Det har jeg sikkert, men jeg tror ikke rigtig jeg kan huske ...

Jo, det er Sønnen Fillip, det er jo ham, som at der ska' redde Fa'ren, og saa er der den enøjede Lods; det er et ondskabsfuldt Utuske, med Grævlingekasketten. Det er jo ikke et Menneske, det er en Aand, og han har dette svedne Grin og gaar omkring med. Forliser der et Skib, og Mandskabet gaar underneden, saa griner han bare. Og han vil berøve denne Medalje fra Sønnen a', og en Gang er han li'e ved at negle den ud, ved Skjortelinningen, men Fillip han lurer sin Middagssøvn a' med et halvt Øje, og hva' vil Du med den, min Ven? og han et Nap i ham! Men saa griner han bare. Saa kommer Dødssejleren, og den enøjede Lods, han raaber: Det er den flyvende Hollænder, Vanderdekken! og saa gaar de nedenom og hjem, og Fillip kommer til en Konges Land, og hans Kone b'ier brændt ... Det er noget ganske hen i Vejret, storartet, spændende, man ka' ikke holde op igen, naar man er begyndt paa den. - Det er li'som nu, jeg bor hjemme hos min gamle Mo'er, saa naar hun kommer hjem om Aftenen, og jeg har faaet fat i en a' Revyerne, a' disse spændende Romaner, saa si'er hun altid: Nu ska' du vel ha' brændt en halv Pot Petroleum i Aften! Og det ka' jeg godt gøre, naar jeg først har faaet fat i dem, jeg vil frem, frem i Tiden

95

og se, hva' det b'ier til ... jeg er nu b'eet meget værre til at læse nede paa Vridsløse. Dér ha'de vi osse Fængslet i Edinborg, det er ikke andet end Mord og Tyveri og røverisk Overfald; det er en med de allerbedste a' dem. Den er paa 764 Sider. Den ku' jeg jo ikke faa læst ud paa 14 Dage; siden efter bad jeg Overlæreren, om jeg maatte laane den igen, saa efterlæste jeg den rigtig. Det er en Røverroman, storartet!

Kresjan Vesterbro glippede en ganske lille Smule med Øjnene over imod mig: Saa ka' man jo heller ikke la' vær' a' tænke paa, a' de gi'er en jo saadan no'et dernede, for at man ska' b'ie bange; for de b'ier baade hængt og henrettet og halshugget i Bogen. Men man b'ier ikke bange ve'et; det er meget før, at man tænker, at saadan ska' man lave det, naar man kommer ud. Men jeg har nu for Resten lovet Assistenten, at naar jeg kom paa Gaden igen, sku' jeg ikke mer besmitte mig med saadan no'et, det er ikke heldigt.

Nej, Død og Pine, Kristian Hansen, det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade ...

Næ, det kommer for højt til Vejrs, det gør 'et. Det har jeg osse lovet Assistenten. Og jeg vil gerne la' enhver beholde sit og arbejde, men ... der var no'et, jeg saa gerne vilde be' Dem om: De sku' da ikke ha' et Par Bukser og vil gi' mig?

Jo, det kunde maaske nok være.

For de stikker for meget i Øjnene, disse her, naar at man gaar efter Arbejde. Jeg har jo Assistentens Jakke og den klarer for en Vest med ...

Jeg drejede lidt omkring, frem og tilbage, paa Kristians høje, lidt duvede Skikkelse: Naa, det forekommer mig, at en Vest kunde dog ikke skade.

Nej, det ska' De nok ha' Ret i; den ku' rigtignok ikke skade ...

De skal nok faa baade Benklæder og Vest af mig.

Kristian havde rejst sig og gik lige tæt hen til mig: Ja, det er jeg meget godt fornøjet med ... men sku' der saa ikke osse ku' b'ie til et Par Strømper med ...

Den stiger, Kristian Hansen, men det kunde jo maaske være ...

Og et Par Træsko, hva' ... Kapsko ... de koster 2 Kroner, saa beslaar jeg dem selv med Læ'r paa Siderne ...

Jeg lovede ham tilsidst alle fire Dele og sagde, at nu maatte han gaa. Han rakte en stor, haard Haand frem, der var at føle paa lidt som en Mursten. Saa fik han nogle Smaapenge og gik for at komme igen nogle Dage efter.

96

II.

Næste Gang Kresjan Vesterbro kom for at besøge mig, havde jeg Benklæder og Vest, Træsko og Strømper til ham.

Han tog straks fat i Tøjet, trak i det og krammede det, vendte det for Linninger og i Ærmegab, rettede det ud igen og holdt det et Stykke væk fra sig. Saa rakte han Murstenshaanden frem og trykkede min højre: Ja, det er jeg meget fornøjet med, altsammen, det si'er jeg Dem mangfoldig Tak for ...

Der kan jo nok være et og andet at reparere ved Tøjet, indskød jeg beskedent.

Kristian slog ud med Haanden: Det er ikke mer end som min Mo'er ka' ordne, eller osse ka' jeg selv ... eller min Søster, naar hun kommer hjem en Søndag. Hun tjener hos Præsten Jensen ude paa Østerbro; hun er b'een opdraget i saadan et Hjem paa Lolland; der er en Greve og har gi'et 300 Kroner for hende om Aaret, de kommer derover ved et Selskab. Og saa tjente hun først lidt hos en Købmand i Sakskøbing, saa ku' Præsten faa hende, hun tjener for en lille Løn. Hun har kun 10 Kroner i Maaneden, saa det er Manden jo ikke narret med, og hun vil aldrig derfra, siger hun, hun har 'et storartet, det er et kristeligt Hjem, de ka' tale med hende om Religion til hver en Tid. Hun er nu mere saadan hellig anlagt, men véd De hva', mange Gange, Damer, li'som de er b'een konfirmer't, saa smækker de dem paa den ene Bule efter den anden, og saa ka' de daarligt stoppe en Strømpe.

For Resten, sagde Kristian og holdt de nys erhvervede Benklæder endnu en Gang frem for sig, de er meget lignende til et Par Bukser, jeg fik af Premérløjtnant Olsen, da jeg skulde a' Tjenesten ...

Det varede ikke længe, førend vi var godt inde paa Soldatertiden, og Kristian kom efterhaanden i et ganske udmærket Humør. Han fik sin Bajer foran sig og blev hurtigt yderst talende. Jeg havde ogsaa givet ham en Cigar at ryge paa, som han først ikke havde villet tænde i min Nærværelse. Det varede kun faa Minuter, saa gik den ud for ham; han tændte, og den gik ud igen. Tilsidst saà han da sit Snit til forsigtigt at lægge Cigaren paa Kanten af Bordet, den generede ham alt for meget i de livlige Bevægelser, han havde nødig under sit Foredrag.

97

I Soldatertiden, sagde han, - der var Humør! Først brændte jeg dem a' i 5 Aar.

Halløj!

Naar de søgte efter mig i Frederikssund, saa var jeg i Frederiksværk, og naar de kom til København, saa var jeg i Fakse og Stubbekøbing og Nykøbing paa Falster, jeg valsede helt op i Tyskland, for dér har jeg gaaet paa Luffen før, jeg har jo lært Smedeprofessionen. Men saa kom jeg til København igen, og en Dag stod jeg nede paa Torvet og ha'de baaret et Par Svin a', saa er der en, som pikker mig paa Skulderen: Og jeg var vist Smedesvend Hans Kristian Hansen? Nej, De maa vist ta' fejl, sa' jeg, jeg er Former, og jeg hedder Hans Peter Jensen. Jamen det var vist bedst, at jeg gik med alligevel op paa Kam'ret. Saa kom jeg derfra lige ud paa Vildersgadens Kaserne, for jeg ha'de jo været paa Sessionen, jeg var ta'et. - Jeg har aldrig været saa flov hele mit Liv igennem, jeg ha'de ligefrem faaet en gammel Las a' Skødefrakke for a' la' hænge ned bagtil over Bukserne, Strømper ha'de jeg ikke i Skoene, og de andre paa Kasernen, det var rige Gaardmandssønner, mange a' dem; men de var rigtig flinke ved mig, allesammen, jeg ha'de 11 Kroner samlet den første Dag, jeg var paa Kasernen, og jeg b'e jo no'et fuld. Om Aftenen saa vilde jeg gi' no'en Bajere til et Par andre fattige Sjæle, men saa kom Sjersanten.

Hvor vi sku' hen?

Ja, vi vilde ned i Strandgaden og ha' en lille Genstand.

Om vi troede, vi var paa en Beværtning, hvor vi saadan ku' gaa ud og ind, og vi ha'de vist osse faaet nok for Dagen.

Naa, der kom ikke videre ud a'et, det var jo den første Gang. Men dengang a' Skolen var forbi, saa ha'de jeg brændt den a' den første Nat til om Morgenen Klokken 2, og jeg kommer hjem. Og saa sa' jeg til Brandvagten, at saa ka' du gaa ind, Bonde, til Vagtkommedøren og melde, at nu kom 74 hjem, og han er fuld Bagefter lukkede jeg Vinduerne op paa Belægningsstuen, for der var for lummert, og jeg spyttede ned i Gaarden, og jeg kom op a' slaas med Underkorporalen.

Det var den værste, jeg lavede dem, førend jeg kom fra København a'. Vi var en 6-7 Stykker og b'e sat over til Frederits, og jeg skal nok tæmme Jer, sa' Premérløjtnant Olsen den første Dag. Men om Aftenen saa var jeg lidt ude i Byen og rundt paa Beværtningerne, for jeg ha'de jo faaet lidt a' Kammeraterne, dengang jeg kom fra København,

98

jeg var osse henne hos Herbergsfatter, der var kommen no'en tilrejsende Svende - saa jeg kom jo slet ikke hjem den Nat. Soldaterne, de ligger hos Borgerne i Byen derovre, for de har ikke no'en Kaserner, og den stak jeg jo osse ud til Premérløjtnanten, at jeg har rendt hele Natten rundt i Fredericia Gader for at finde mit Logis og har ikke ku't fundet det, for jeg kender ikke Byen endnu. Og det er s'gu Løgn, sa' han, men han maatte ta' imod 'en.

Næste Dags Aften var det li'saadan. Saa b'e jeg sendt op til Obersten, det sku' være lidt mer virkende. Han var nu saadan li'som mer sindig a' sig, og jeg sa' li'saadan: Jeg har aldrig været her i Fredericia før, jeg kender ikke Byen, og jeg har ikke ku' fundet Stedet.

Han lod mig osse løbe, men saa kom jeg en Aften til at skubbe til en Korporal. Han kom gaaende paa Flisen: Naa, Dreng, ka' du ikke gaa til Siden! og jeg slar ham jo en vendt Øretæve, saa han gaar li'e ud paa Gaden, jeg vilde ha' Fortovsret, fuld var jeg; jeg ha'de været ude med en Klodsmagersvend, jeg engang har været paa Rejse med oppe i Tyskland. - Korporalen, han skrev saa en lang Rapport for mig, men jeg vilde da heller ikke straffes for ingenting, saa Dagen efter den var gi'et ind, blev jeg helt hjemme, jeg kom slet ikke til Øvelse. Klodsmagersvenden, han ha'de lagt hos mig om Natten, vi ha'de en Flaske Brændevin og stod paa Bordet, og jeg sad i Skjorteærmer. Saa kommer Løjtnanten med den visiterende Underofficér i Følge. Jeg b'e siddende ganske rolig.

Hvad jeg bestilte her?

Jeg holder blaa Mandag, sa'jeg; fuld var jeg.

La' os faa ham med, Sjersant Hansen!

Om jeg straks vilde rejse mig op og ta' Vaabenfrakken paa, sa' Sjersanten.

Nej, du ka' tro Nej, sa' jeg, det vil jeg ikke, for den Skjorte, jeg har paa, den har jeg selv købt og betalt; men de Klude, du har paa, dem har du ikke engang betalt.

Jeg sku' gaa med straks, sa' Løjtnanten.

Jeg gaar ikke med Drenge.

Saa sendte han Sjersanten hen efter fire Mand paa Hovedvagten.

La' dem komme, hele Hovedvagten, og ta' Musiken med. Nu ta'er vi os en lille klar, sa' jeg til Klodsmagersvenden, og saa tændte jeg mig osse en Cigar.

Løjtnanten sa' ingenting, og Klodsmagersvenden og jeg, vi drak

99

Flasken ud og vendte Glassene, saa rejste jeg mig op og sa' til Løjtnanten: Kom nu; nu ka' vi gaa; nu vil jeg gaa med - for jeg vilde ikke føres gennem Byen a' fire Mand, det vilde jeg ikke. Jeg gik godvilligt, jeg røg paa Cigaren hele Vejen. Henne paa Hovedvagten blev der læst en morderlig lang Rapport op for mig.

Om jeg ha'de forstaaet den?

Ikke et Ord.

Saa b'e den læst en Gang til: Om jeg nu ha'de forstaaet den?

No'et a'en.

Saa gik de paa'en en Gang til: Om jeg da nu for Satan ha'de forstaaet den?

Nu forstaar jeg ikke et Ord a'en igen.

Saa ka'et Fa'eneme osse være det samme, sa' Løjtnanten.

Saa kom jeg i Krigsret. Der b'e Korporalens Rapport læst op for mig: Om hva' jeg ha'de at si'e til den?

At det bare er Løgn fra Ende til anden jeg har ikke skubbet til no'en Korporal, Korporalen var smækfuld den Aften. - Jeg var i Retten hver Dag i to Maaneder og sa' hver Gang, at det var Løgn, Korporalen ha'de villet skubbet mig ud paa Gaden. For naar jeg først har sagt Nej en Gang, saa b'ier jeg ved at si'e Nej, naar ikke det ligefrem er som Betjent Petersen, der vaagnede mig om Natten: Og skriv saa op, for Fa'en, sa' jeg til ham, og la' mig faa Ro! Men det bruger Militærene ikke, og jeg b'e ved at holde paa den, at Korporalen ha'de været smækfuld, for det var det eneste, der ku' klare den. Saa ga' de mig tilsidst 20 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost; men jeg hade jo maattet siddet to Maaneder for at faa dem.

Kristian Hansen vædede Halsen med et lille Drag.

Det har i det hele taget været en gemytlig Soldatertid, Deres, sagde jeg

Ja, svarede Kristian lige med det samme, der var altid Humør. Der er jo heller ikke no'et at sørge over, naar at man er Soldat, og det er tit, at man brænder den a', og den gaar skudfri. Officererne, det var osse herlige Mennesker, rigtig flinke. Jeg ka' huske engang ude paa Fælleden, vi sku' rende og springe omkring li'som no'en andre Avekatte. Li'som vi bedst løb, syntes jeg, det ku' være nok, og saa lod jeg mig falde omkuld. Saa kommer Kaptajnen selv: Og hvad der var i Vejen?

Ja, jeg be'r Hr. Kaptajnen om Undskyldning, det er et Ildebefindelse.

100

Hver Gang at jeg løber og b'ier svedt, saa falder jeg omkuld

Saa saà han paa mig: Er det da længe siden, De har faaet varm Mad?

Javel, Hr. Kaptajn, sa' jeg, - for saadan et Tilfælde, det ska' man jo aldrig gaa a' Vejen for.

Saa tog han mig med over til Marketenderen, og jeg fik Sødsuppe og Lever, li'saa meget, jeg vilde vælte i mig. Og bag efter sa' han til Sjersant Jensen: Vil De passe paa og ikke anstrenge den Mand for meget. Saa jeg ku' ligge henne paa Grøftekanten og grine a' alle de andre, det var jo bare Komediespil, det hele, jo, det var en herlig Mand, Kaptajnen. Og vores Premérløjtnant Hansen, han var osse rigtig flink, han sa': La' nu vær' og syng altfor meget nede i Marketenderiet, 74, og stik ikke for mange Snapse under Vesten, saa du laver Ballade. Det sa' Sjersant Jensen osse: Du ta'er dig en lille høj, og jeg ta'er mig mine høje; men det er bare om at ka' holde Ryggen dækket. Men saa kom jo Kammeraterne: Og ka' du stikke en halv Pægl ud i ét Drag?

Jeg ka' godt stikke en hel Pægl; ka' du betale den, saa ka' jeg drikke den.

Det varede aldrig længe, saa var der et helt Sjak derinde i Makketutten a' vores Korporalskab, allesammen Københavnere, og de er jo med paa'en; engang ha'de de faaet stillet mig op paa et Bord for at gøre Taler ... men jeg spillede dem for mange Komedier, saa kom jeg jo over til Frederits.

Naa, ovre i Frederits, Kammeraterne de ku' ikke være flinkere. Der var en Skolelærer, han var højre Fløjmand, han sa' til mig: Jeg vil gøre alting for dig, og jeg vil hjælpe dig, og jeg vil skaffe dig Arbejde, naar du kommer a' Tjenesten, naar bare du vil b'ie Guttemplermand.

Ja, det vil jeg gerne, sa' jeg.

Men saa kom de andre: Naa, Kresjan, ska' vi saa ha' en lille Sang for Flaaden?

Javel, la' gaa med det. Saa b'e der kastet om hvem der ku' købe no'en lange Dramme, og saa var det Guttempleri forbi for den Aften. Ovre i Frederits, dér drikker de for Resten meget Kaffepunser, og de stiller hele Flasken frem for en til en Kaffepuns; det er ikke som i København. Man ka' godt sidde og drikke sig fuld derovre for 10 Øre, ganske snildt; for 25 Øre ka' man sidde og b'ie smækfuld. Og det gik saa tidt og mange Gange: Vi gi'er til en lille Genstand, naar du vil pudse for os. For de pudsede daarligt, Jyderne, og jeg var altid

101

strampudset; det ha'de jeg saadan et Snit for: Knapperne i Gaflen, saa fik de dem et Hagl med Trøjen ...

Pas nu paa, Kristian Hansen, sagde jeg, naar De gaar her fra mig i Aften, at det gode Humør ikke løber af med Dem.

Kristian saà et Øjeblik forbløffet paa mig: Jamen jeg har ingen Penge.

De véd jo godt, De faar en Halvtredsøre af mig, og naar De i Jylland kunde drikke Dem smækfuld for 25 Øre, saa ...

Ja, undskyld, men det b'ier jeg ikke her i København for en hel Krone, ha'de jeg nær sagt, det vil si'e, det ka' jeg godt b'ie, men det vil jeg ikke, men jeg vil gaa rolig hjem paa den Bajer, jeg har faaet her, for jeg ska' tidlig op i Morgen. Jeg ska' ud Klokken 4 og kapre Bønder ved Kontrollen. Dér napper vi dem, naar de kommer ind fra Landet a' med Svinene. Saa er'et hvem der ka' komme til a' sætte sit Navn med Kridt paa Bagsmækken a' Vognen; naar de saa kommer ind paa Tor'et, saa er'et mine Svin, og min Kammerat derinde bær' dem a', saa deler vi til Fyraften. Det er 25 Øre for Prangeren og 10 Øre for Køberen.

Naa og kan De da tjene noget ordentligt ved den Svineforretning?

Næ. Jeg har kuns ha't 4 Svin i de sidste 3 Dage; der er for mange Nybegyndere ve'et, unge Mennesker; de er fær'ig a' gaa hele Mil ud i Landet for og ka' kapre en Gris; det er ikke som før i Fortiden. Men saa dingler jeg gerne ned ved Stranden med no'en Stykker, for om der sku' være en Stenskude at losse eller no'en Kretur at hale i Land, saa trækker vi dem ud i Landet for Bonden; det er 1 Krone Milen. I Gaar ha'de jeg en Styrmand nede i Gasværkshavnen og brang en Skibskiste ned for i Nyhavn, det var en Tysker, og jeg kan jo sprekke lidt tysk med dem, for jeg har rejst oppe i Tyskland paa Smedeprofessionen. Saa gik vi ned tiisammens i en Kælder i Nyhavn og fik en lille en.

Giebt's hier 'ne Würtschaft mit Meechens? sa' han.

Dat kenne ick nick, æwer geihen wir man sachte weg Lille Kongensgade linke Hand ab, da giebt's gut Meechens.

Jawoll.

Saa fik vi først en Bitter i Lille Kongensgade. Og jeg har Penge nok, sa' han, han viste hele Lommen fuld a' Dalere og den anden Lomme med og en Lomme bag i Bukserne og en til bag i.

102

Uh, tænkte jeg, bare jeg ha'de no'en a' de Penge! - og jeg lovede, jeg sku' nok vente paa ham i Beværtningen; han ha'de gi'et mig halvanden Krone. Men jeg gjorde det ikke, for jeg tænkte, at nu har jeg halvanden Krone, og hvis jeg b'ier her, saa kommer jeg ikke hjem med kongelig Mønt, om jeg saa sku' faa Penge i Dalervis og maaske osse, at han brænder dig a'. Saa jeg op a' Kælderen og gik hen og køfte en lille Menisterpølse og for 10 Øre Kartofler og et halvt Fjerdingspund Smør, til at jeg ku' lave lidt Kartoffelsalat, for det er jeg go' til ... og saa en Pot Petroleum og et Aftenblad, saa gik jeg hjem til min gamle Mo'er. Hun sidder for Huslejen og har'et sløjt med Arbejde; hun so'terer ellers Kaffebønner for en Grossér.

Jamen saa klarede De Dem jo stolt den Dag, Kristian Hansen, og havde en hyggelig Aften.

Jo, men man ska' staa tidlig op, naar man vil klare den; der kommer ikke no'et ind a' lukkede Døre. De svenske Skippere i Gasværkshavnen, naar man kender dem, saa ka' man nok faa Lov til Tider at laane den lille Jolle, og hvor mange Gange ka' der ikke ligge et Stykke Tømmer og drive i Vandet, saa er'et at faa en Baadshage i'et; dér ka' man saa ha' Ildebrand for mange Dage. Eller naar man bærer en Tønde Kartofler a' for en Bonde, saa falder der altid no'en i Stenbroen; dem ta'er man op i et Klæde, saa har man Kartofler frit. Den ene Finger maa gi' den anden Haanden, som man siger for et gammelt Ord. I Dag har jeg brunget no'en Vare i Byen for en Urtekræmmer, dér fik jeg en Ti-Øre. Den ene Ti-Øre smider jo ikke den anden væk, det b'ier dog gerne Dagen over til en Bid Brød og en lille en, og paa Beværtningerne, det træffer, at der er en, som at der gi'er no'et, saa faar man bagefter en lille Sjavs; naar man saa forstaar sig paa Kortene, og der er en anden en og holder mig god, og han har Pengene, saa ka' der somme Tider b'ie lidt Knapper ...

Ja, det er jo overordentlig stræbsomt, med alle disse Foretagender, De giver Dem af med, men tror De dog ikke, det var bedre, om De saà at faa lidt fastere Arbejde?

Kresjan Vesterbro rettede paa Ryggen Jamen naar jeg nu kommer i Klæ'erne herfra i Aften, saa ska' man nok ka' faa Arbejde, det tænker jeg da nok.

I Professionen?

Ja, det véd jeg nu ikke; i Smedefaget har jeg ikke arbejdet, siden den store Strikke var i 85; det er nu ikke faldet saadan ud. Men ellers

103

hva' der er a' Arbejde, det er jeg altid gaaet paa, og i det hele ta'et saa naar man ka' bruge en Mejsel, en Fil og en Hammer, saa ka' man altid faa Arbejde, hva'somhelst, hva' der er bedst. Jeg har osse arbejdet meget ude paa Landet, naar jeg ikke ku' b'ie i Byen, Høstarbejde og med Kre'turet, jeg har gaaet paa Maa og Faa og Lykkens Vegne og har maatt' klaret den, hvor jeg kom hen. Naar man har lært no'et engang, som man si'er, saa den, der ka' no'et med det ene, han ka' osse no'et med det andet. Det ska' nok passe ...

Da vi skulde til at pakke Kresjan Vesterbros Tøj og Tøfler og Strømper ind igen, kom vi til at revne det Papir, der havde været omkring det altsammen.

Det betyder ikke no'et, sagde Kresjan Vesterbro, la' mig bare faa hele Rapsen over Armen, jeg véd, hvor jeg kommer fra me'et ...

Og da han for sidste Gang hilste Farvel og Mange Tak, kneb han det ene Øje sammen og skød Munden lidt frem: Nu sku' man li'egodt møde Jyden 721; det var ham, der nappede mig med Kaaben over Armen ... -

III.

Nogle faa Dage efter stillede Kristian med de nye Klæder paa.

De sidder, som de var støft, sagde han og gjorde Front og Omkring, saa jeg rigtig fik Lejlighed til at beundre, hvorledes Benklæderne strammede forkert over Laaret og slog Folder i Haserne.

Nu har jeg osse været heldig og ha't et Par Dages Arbejde. Jeg stod paa Torvet og ha'de li'e været henne med en tre-fire Ænder for en Spekhøker, saa kom der en Mand - nu ha'de man jo Klæ'er paa Raden: Og om jeg ikke vilde ha' no'et Arbejde, det varede for no'en Dage. Der var en Mursvend og ha'de Omforandring af en Kælder ovre i Brolæggerstræde, og han sku' bruge to Arbejdsmænd, nu den ene, det var et ganske ungt Menneske, han sku' møde i Retten, og det ku' være, de beholdt ham, han var b'een raget ind i en Sylte. - Javel, sa' jeg, det er brillijant, jeg gik med straks. Og den Mursvend, han er ikke saa hidsig paa'et, saa ska' han over og ha' en Bajer og saa en Bitter; som nu i Dag har jeg ikke slaaet mer end halvanden Tønde

104

Skærver af det, der er revet ned. Naar Mesteren kommer, saa ska' man jo røre sig en lille Smule, men naar han er borte, saa si'er Svenden: Ta'en bare med Ro! Vi ska' jo leve allesammen! Det er ikke alle Svende hvem der er saadan; de fleste, de jager med en, og man ska' jo gerne være lidt beskeden a' sig med den Slags Herrer. Men denne her, det er altid: La' os saa se, a' det ka' holde ud til Fyraften! - Det gaar med en gemytlig Sludder, det hele igennem, han ka' osse godt gi' en Cigar om Dagen, den ryger vi paa, li'som vi gaar dernede i Kælderen, og nu ka' vi vist trænge til lidt Øl, si'er han. De kan nok tro, det gaar: 1, 2, 4; naar han bare sier: 3 Bajere, saa er jeg jo fløjet, for om han sku' betænke sig. I Gaar vilde han ikke spise hans Vesperkost, og jeg sa': Ja, mange Tak, for jeg har ikke set dansk kongelig Øre i Dag, og vi er to Arbejdsfolk, sa' jeg, saa det deler vi, det ene Menneske ska' jo hjælpe det andet. Og saa sa' han: Nu ka' De komme igen i Morgen; vi gaar jo rigtignok og venter paa de Jærnbjælker, men nu trækker vi Tiden ud, saa langt det ka' vare, og De ka' jo altid staa og pusle lidt med en Skolie, bare ikke ta' altfor rask paa Veje, og saa sørg for, naar Mesteren kommer, at der er no'et til at virke i ...

Jo, men sørg nu ogsaa for, Kristian Hansen, naar Ugelønnen falder, at der ikke gaar for meget med til Sprut ...

Kristian nikkede og hævede den ene Haand advarende op mod Hovedet: Det ka' være meget rigtigt, man ska' passe paa, naar man slaar en lille skæv, at den ikke b'ier for høj, men det er ikke altid, man kan 'et. Første Gang, de la'e det ud til Tyveri, dengang jeg fik tyve Dage - jeg var smækfuld! Det var li'efrem en ren Tilfældighed. Det var dengang jeg kørte med en Skraldemand oppe i Nordvestkvarteret, og han var saa begærlig. De kaldte ham den gule Høne.

Hvordan Pokker kom Manden til at faa det Navn?

Jo, jeg ska si'e Dem, at vedkommende Mand, han ser no'et a'pillet ud i Ansigtet og han har et lyst Overskæg, og saa lægger man jo Mærke til, hvordan Manden, han er i sin Udtale, og hvordan han er i sin Betaling, for, ikke nok med det, nu hedder han den gule Høne, men der er en, ham kalder de for Knærup, og han gik bag a'en, saa kom de og tog Rub og Stub fra ham a' ...

Naa, men tilbage til Hønen, Kristian Hansen.

Javel. Jo, han hade en fast Mand, og han hed Niels, og vi kørte jo om Dagen, jeg var mere tilfældig Hjælper; men saa sku' Skraldemanden giftes, og saa spurgte han mig, om jeg vilde køre ud med Skraldevognen

105

om Natten, sammen med Niels, han ha'de faaet Lov a' Politiet til at køre ud om Natten; for jeg ska' ha' Bryllup om Aftenen, sa' han, og saa vil jeg ha' Ro og Fred og ikke op Klokken fire om Morgenen.

Ja, la' gaa med det, sa' jeg, og jeg sa' til min anden Bro'er, som nu er død og borte: Du ka' ta' med - sammen med den faste Mand naturligvis - og vi ha'de en Flaske Brændevin i Vognen og et Par Flasker Øl, saa der var jo ingen smalle Steder; det fros en 14-16 Grader.

Klokken fire om Morgenen, saa har Hønen alligevel ikke ku' nær't sig, saa kom han: Om vi ikke ha'de faaet bestilt mere end de Par Læs?

Mere, sa' jeg, det ka' vel være nok for dig, din lange, skævbenede Dreng, og kom her med Skillingerne!

Ja, en Krone maatte da være nok for det.

1 Krone til 2 Mand, vil du op med halvanden Krone li'e med det samme!

Saa gik vi over i Morgenlyset og købte en Pægl rød Bitter. Han kom, Vognmanden, og vilde ha' Bitter med.

Gaa du og køb dig en Bitter selv, din fattige Mand, du vil file paa halvanden Krone til to Mennesker, og bær du dit Skraldemøg uda' Helvede til - det ene Ord tog jo det andet.

Men bagefter kom min Bro'er og jeg i Tanker paa, at nu trækker han vel Niels a' for den halvanden Krone, han har maattet ud med til os, og la' os før splejse med 25 Øre hver til ham, for han er gift og har Børn, saa ga' vi Niels de 50 Øre. Saa jeg ka' si'e, jeg kendte Niels, og han kendte mig for den, jeg var.

Men Tyveriet, Kristian Hansen!

Det var Niels; fjorten Dage efter kom han kørende hjem med Skraldevognen og sku' ind paa Nordvestvej og ha' en lille Genstand, og det var mørkt. Saa ha'de han faaet sig en ny, stiv Pisk, saadan en rigtig Hornbækker, den sad i Skraldevognshylstret, den tog jeg og satte ind i Porten; det var i en Donner, jeg lavede den, han sad inde i Beværtningen. Men dengang han skulde hjem: Hvor er min Pisk, Død og Pine! - han lovede en lille Dreng 50 Øre, om han ku' skaffe den.

Dengang gik jeg i min Fattigbrænnert helt omme i Blaagaardsgade og svippede med denne Hornbækker ned a' Gaden, og jeg ha'de nok smækket mange baade fine Herrer og Damer med den. Nede i Hans Hansens Kælder ska' jeg ha' falbudt Pisken for en Snaps. Dér tog de

106

mig. Jeg forklarede paa Stationen, at jeg ha'de fundet Pisken. Oppe i Retten forklarede jeg, at jeg ha'de gjort det uda' Løjer og vilde ha' Sjov med Niels. Det var for den professoriske Assessor Knudsen, som nu er Borgmester ovre paa Fyen. Jeg sad i sytten Dage og sultede, saa Tarmene nær ha'de skreget Hurra i Livet paa en. Saa la' fem være li'e, tænkte jeg, saa har jeg ta'et den for at beholde 'en! - Det b'e 20 Dage.

De skulde have hørt paa, hvad Skolelæreren sagde til Dem i sin Tid, Kristian Hansen.

Hva' for en Skolelærer? Ham paa Vridsløse?

Vardér ogsaa én?

Der er baade en Skolelærer og en Overlærer, véd De ikke det? 1 Time i Ugen har vi Læsning og 1 Time Skrivning og 1 Time Skønskrivning, de kalder, og saa 1 Time oppe hos Overlæreren, han bare fortæller Historier fra fremmede Lande a'. Hver Søndag er vi saa i Kirke; det er altid lidt Adsprelse, altsammen ...

Jamen, jeg tænkte slet ikke paa Vridsløse, jeg mente Skolelæreren fra Tjenesten, ham der vilde have Dem til at blive Goodtemplar. Saa kunde De maaske nu have siddet godt i det og været gift og hjemfaren.

Kristian rystede lidt paa Hovedet: Min Bro'er, han er ringforlovet, det har han været i fire Aar. Han er fast Mand oppe hos Gaardskarlen i Stjernen paa Vestergade, han skær' Ho'de og Ben a' alle Svinene, Bønderne kommer ind med, og han trækker Vognene til og fra Torvet med Kroppene i. Det ka' for Resten godt være, han osse er gift med, det kender jeg ikke. Men jeg har nu altid ta'et mit ude paa Landet, naar jeg ha'de Høstarbejde om Sommeren; dér er Piger nok, i Dag en og i Morgen to. Paa Landet, det maa være en daarlig Karl, vil jeg si'e, og ikke ka' faa fat i et Pigebarn.

Og der var aldrig nogen af dem, som vilde ringforloves?

Kristian saà ud, som om han betænkte sig lidt, men saa sagde han: Jo, herude i Ledøje tjente jeg sammen med en Pige, hun hedder Ingeborg. Hun kom ud i Marken til mig, jeg passede Kre'turet. Hun kom og vilde ha' Nødder hos mig, sa' hun; det var saadan i A'gust Maaned, hvor vi begynder a' ha' Nødder. Og jeg ku' jo osse træffe a' ha' no'en Nødder til hende. Men saa ka' man jo nemt være uheldig, saa en Dag gik jeg ind til Forvalteren og fik min Bog og mine Penge, saa rejste jeg til Kalundborg.

Siden efter, dengang jeg stod i fast Arbejde paa Jernbanestationen i

107

Gentofte, saa b'e vi enige om, at vi splejsede, hele vores Sjak, til et Køretøj til Bakken Sct. Hans Nat, vi sku' ha'et hele Natten og den næste Dag med, det kostede 50 Kroner, og vi købte tre Ottinger bajersk Øl; halv fulde var vi naturligvis i Forvejen paa en Lørdag Aften. Saa den næste Morgen kom vi ned paa Constantia og sku' spise Frokost i Rejsestalden, og der var en lille Opvartningsjomfru.

Goddag, Kresjan, sa' hun. - Det var Ingeborg.

Saa gik jeg jo lidt til Sides i Skoven med hende.

Du ha'de ikke behøvet at rejse for min Skyld, sa' hun, for jeg vilde ikke gjort dig no'et ondt.

Nej, men nu var'et jo, at der var no'et Arbejde nede ved Kalundborg.

Ja, det ka' nu være lige meget, men du ku' godt være b'een, sa' hun, og er du ikke trængende for no'et?

Jo, det ka' jeg godt si'e, jeg er, hvis du har no'et, du ka' undvære, og det er bare mine Kammerater og har ta'et mig med i Skoven og gi'et mig en Klud hist og en Klud her - jeg maatte jo smykke den lidt ud og gi' en Undskyldning - - saa stak hun mig 10 Kroner.

Og sku' du komme til at trænge for no'et, saa kom du bare til mig, sa' hun.

Jamen hør, Kristian Hansen, hende synes jeg virkelig, De skulde have holdt Dem til. Det maa dog have været en rigtig rar Pige. Men De mente maaske, det vilde blive for bundet med Ægtestanden?

Ja, det b'ier 'et jo nemt, og det er ikke heldigt, hvor at Madammen, hun bær' Bukserne. Som nu her i Fredags, jeg kom gaaende ude i Knudsgade, saa mødte jeg en Madam Peddersen, hun er gift til en Skomager Peddersen, jeg kender fra gammel Tid a', han har været et Par Vendinger paa La'egaarden ...

Naa saaledes!

Ja, Porten derude, den staar aaben for enhver. Men han gik sin Vej igen, som saa mange andre, og han be' gift. Og kom med ind, sagde Konen, og ta' og hold min Mand med Sludder, han sidder og keder sig. Nu holder jeg ikke a' a' gaa ind hos Folk, uden jeg har et Par Øre i Lommen, men jeg hade osse 65 Øre den Dag, og jeg sa' til Konen, om en af hendes smaa Piger maatte gaa et lille Ærinde i Byen for mig. - Jo, det var der ikke no'et i Vejen for, jeg ga' hende Penge til en Pægl Brændevin og en Flaske Øl, for man maatte jo ha' lidt a' opholde Manden med. Og værs'go', Madam, sa' jeg, dér har De 25 Øre til

108

og ka' købe Dem til en Kop Kaffe med Brød til. Men saa har jeg lige faaet skænket mig en Snaps og ska' til at byde Peddersen en med, saa kommer hun flintrende: Her ska' ingen Drikkehus være og ingen Drankerhus, og hvis a' du drikker en Snaps, sa' hun over i Sofaen til Peddersen, saa ska' du straks komme over paa La'egaarden, hvor du er kommen fra.

Kristian gjorde en stærkt dramatisk Pavse.

Og Peddersen, fortsatte han, tror De, han sa' mere end som den Stol derhenne i Hjørnet, eller som jeg vil si'e et Blad Papir - Kristians Øjne svævede hen over alle Papirerne paa mit Skrivebord - - men saa reiste jeg mig osse: Og maa jeg spørge Dem, Madam, jeg har jo gi'et Dem 25 Øre til Kaffe med Brød til ...

Ja, det nægtede hun ikke for ...

Og De sa' selv til mig, om jeg vilde komme ind, for Deres Mand han kedede sig, saa synes jeg nok, at fordi Deres Mand ikke ka' interessere sig for at drikke en Kop Kaffe med Brød til, men han vil ha' sig en lille Snaps, saa behøver De ikke at si'e, det er et Drankerhus og et Drikkehus. Jeg ska' nok forlade Deres Lejlighed, Madam, men De er en meget daarlig Kone, og hvis jeg var Deres Mand, ku' De kige efter mine Penge, saa sku' De faa Lov at sidde med hele Sylten. - Jeg gik min Vej, og meget før saa tæller jeg den under aaben Himmel, end jeg bor i en To-Værelsers Lejlighed paa den Maade ...Næ, véd De hva' jeg har tænkt paa og tænker meget paa, at naar jeg ka' ha' samlet lidt til Side, og jeg ku' faa løsnet mine Lærsko ind, saa vil jeg gaa til Tyskland. Der maa være meget Arbejde ...

Ja, tror De egentlig det?

Jo, naar man ka' sprekke med dem. Og man rejser meget bedre i Tyskland end som i hele Danmark. Her forlanger de baade 4 og 5 Kroner; naar man først er inde i Tyskland, saa kommer bare Gendarmen:

Sünd Se Reisender?

Jawoll, ick bün Smidgesell.

HebbtSe Papiere?

Jawoll!

Wo wollen Se hin?

Nah Lütjenburg.

Hebbt Se Reisegelder?

Ick hebb woll en sösstig-sävntig Pennig.

109

Na, reisen Se man los, aber betteln Se man nick. Saa truer de med Fingrene. Men de er meget skikkeligere end her i Danmark, jeg har ha't 90 Dage for Borgmesteren nede i Køge, bare for en To-Øre.

Det er svært, saa De altid er uheldig, Kristian Hansen.

Jamen, det er Sandhed; jeg ha'de li'e været inde hos en Smedemester, dér fik jeg 35 Øre i Geskænk, han ha'de ingen Arbejde, saa jeg gik op til en Gaard og Konen stegte Pandekager, og hun ga' mig et helt Skud Pandekager, og dem tog jeg saa med mig og gik ud paa Landevejen. Dér gik en gammel Mand, han gik med en Vogn og ha'de Hvedebrø' i, og der var en Hund for; han var no'et apopleks paa det ene Ben, saa han ku' ikke andet end gaa rundt med saadan Hvedebrødder.

Og Goddag, Kammerat, sa' jeg, ka' du skaffe en Snaps, saa ka' jeg gi' Middagsmad - for jeg ha'de jo disse herne Pandekager i Papir.

Ja, la' gaa med det, sa' han, - for en Rejsende, han er jo altid med paa Slaget.

Han fik fat i no'et Brændevin i en Forbrugsforening, og vi satte os i Grøften og spiste og drak; jeg sad li'e op og ned a' Grøftekanten, saa kommer Betjenten. Og jeg maatte følge med, jeg ha'de vist betiet.

Men det gik godt; alle Gaardene, vi var i, saa sa'e de allesammen, de ha'de aldrig set mig før, jeg blinkede jo til dem; og den allersidste Gaard i hele Byen, der siger Konen: Nej, jeg kender ikke den Mand. Men saa gaar der en lille Dreng paa Gulvet: Jo, Mo'er, han fik 2 Øre af dig i Formiddags.

Det b'e 90 Dage, jeg ha'de jo en Strafferegister i Forvejen. Og Borgmesteren, han vilde først ikke lave dem om til Vand og Brød, men jeg fik ham til'et alligevel, det b'e 15 Dage, saa ku' jeg komme ud til Høstarbejde. - Saadan er de ikke i Tyskland, de første 3 Gange: 2 Dage og saa Porten op og de ka' gaa hvor de vil, saa b'ier 'et 3 Dage og saa 5 Dage og 14 Dage og 3 Maaneder til 2 Aar, men saa ska' de ha' været paa'en mangfoldige Gange. Det har jeg hørt a' Arbejdskolleger i Tyskland, jeg har ikke betiet saa meget som en Pfenningstykke selv nede i hele Tyskland. Det er Sandhed.

Ja, ja, Kristian Hansen, lad os tale om den Tysklandsrejse, naar De møder med Skoene paa og lidt Penge i Lommen.

Javel. Det ka' være rigtig. Nu har jeg osse en rigtig god Fortrøstning.

Og med den gik han.

110

IV.

Det varede temmelig mange Dage, inden jeg saà Kresjan Vesterbro igen, og da han atter traadte ind ad min Dør, havde han Blus paa en Cigar og var fuld.

Han opfattede mit første Blik hen over ham meget rigtigt.

Jeg har alt Tøjet paa, Herre jeg har faaet heroppe.

Stemmen var dygtigt tyk, og han stod foran mig med en unaturligt god Holdning, der hurtigt gav sig til at vakle.

Sæt Dem ned!

Hans: Javel! faldt sammen med det lille Bums, da han noget brat kom ned paa Stolen.

Han famlede lidt med at faa Cigaren lagt fra sig, saa fortsatte han en Kende besværligt: Jeg er ikke af dem, for det de faar en lille Hjælp med Tøj, saa: der er straks en Daler a' lave paa den og la' os gaa hen og stampe det, la' os drikke hele Sværten op; nej holdt, det er forkert, det er bar' Løgn, si' er jeg, og Træskoerne, jeg fik heroppe, de er paa paalidelige Steder, de staar hjemme hos min gamle Mo'er. Jeg tog bare disse herne Listesko paa i Aften, det er saa snildt at smide dem paa Benene, saa løber man lidt lettere, jeg har købt dem for mine egne Penge, dengang jeg fik Afregning a' Mursvenden.

Ja, det er godt, sagde jeg i en streng Tone.

Jeg sprank a' Sted, li'saa hastig jeg kunde ... De ha'de jo ha't Bud efter mig hjemme hos min gamle Mo'er ...

Der indtraadte en pinlig Pavse.

De længtes nok efter mig, kom det derpaa, dygtig usikkert.

Kresjan Vesterbro saà fra mig over mod Vinduerne og tilbage til mig igen, bestandig lige hed i Ansigtet og med betydeligt opspærrede Øjne, der skulde klare baade for Synet og Forstanden.

Jeg be'r meget undskylde, sagde han omsider, med rigelige Mellemrum imellem Ordene, hvis at jeg ... i Aften maaske ... er en ... ganske lille Smule beskænket ...

Jeg maatte le højt. Øjeblikkelig lo han med, uvilkaarligt, uimodstaaeligt. Det klukkede helt i ham, og han gav sig til at slaa med Fingrene, som om han havde brændt dem. Uh, uh, pustede han og krogede sig helt lille, den har været gal, min gamle Mo'er i Gaar Aftes: Se nu og skrub hen i Re'en, dit Spektakel!

111

Javel Mutter, jeg har naturligvis faaet en lille en for meget, men jeg ka' da ordne mig.

Ja, du er rigtignok en køn Soldat, se du nu og skrub i Seng, dit fulde Svin!

Saa turde jeg ikke si'e mere, jeg ku' nær faaet no'en ned a'Nakken, for hun er 69 Aar, den gamle, men det er en rap lille Kælling; hun er stramsnudet, naar hun begynder; hun er ikke bange for a' ta' Gulvskruppen, og saa sla'r hun ... Jeg ska' gi' dig, din Laband; hvis du ikke gaar hen og lægger dig, saa ska' jeg konfirmere dig!

La' vær' a' sla', Mutter, min Ryg, jeg har saa ondt i Ryggen, aa la' vær' ...

Uh, hvor du sku' ha' Tæ'sk! -

Men i Morges saa var hun go' igen: Naa Kresjan, hvordan staar det til med dit Humør? Ka' jeg tigge 25 Øre hos dig til Kaffe? Du var fuld i Gaar, saa du har vel ikke no'et.

Men jeg ha'de 28 Øre, og jeg har aldrig ku' li'et, at den gamle sku' gaa paa Arbejde med et Stykke bart Smørrebrød, det ka' hun ikke være bekendt for de andre Fruentimmer. Saa køb du dig osse et lille Stykke kogt Menisterpølse, sa' jeg.

Kresjan Vesterbro vidskede engang imellem hen over Panden for Varme, men ellers begyndte hans Tale at blive noget mindre tyk og gik helt flydende.

Selv spiser jeg ikke no'et i denne Tid, blev han ved, jeg har spist et halvt Stykke Mad i Dag; der var nær trekvart Tomme tykt med Smør paa, og jeg ha'de endda travlt med a' faa'et ned. Alt hva' der hedder varmt, det ka' jeg faa ned, men ikke hva' der hedder kold Mad - saa længe jeg bi'er her i Landet.

De skulde hellere sige: saa længe jeg drikker Brændevin fra Morgen til Aften. For det er jo det, De er begyndt med igen.

Kresjan Vesterbro gav et kort Snøft fra sig: Javel! - Jeg har drukket ikke saa ganske lidt med Brændevin i den sidste Tid, det har jeg. Men det ka' ikke b'ie anderledes - saalænge jeg b'ier her i Landet.

Hvad er det for noget Snak med saa længe De bliver her i Landet! ... Brug Deres Penge til Mad i Stedet for til Brændevin, og saa naar De ikke har Arbejde ...

Kristian afbrød mig med en lidt belærende Røst, der øjensynlig blev noget højere og stærkere end beregnet: ... saa ka' man altid bedre

112

faa en Hivert; men kommer De til en Kammerat og be'r om Mad, saa si'er de, det er Luksus.

Han tav et Øjeblik og rejste sig op, endnu med nogen Besvær, men Rusen var dog aabenbart ved at fortage sig noget; han stod nu ret sikkert paa Benene og strakte den ene Haand, med Fingrene krogede op efter, frem imod mig. Jeg saà ned mod nogle tykke, underligt teglrøde Fingerspidser.

Jeg vilde bare vise Dem, at jeg har Arbejde. Jeg har slidt Blommen i Stykker paa alle fire Fingre, men det er naar man har saadan Kuske og de forstaar ikke at ta' rigtig mod Stenene, de trækker dem for meget. Jeg har været med a' losse over 40,000 Mursten i Dag; der kom lige en Vogn til Fyraften og skulde ha' Læs. Det var osse derfor, jeg kom saa sent herop; saa ska' vi først køre Brokkerne sammen, og saa ska' der splejses til Brændevin og Ø1 ...

Nu mente jeg, at jeg kunde slaa moraliserende ned paa Kristian: Ja, der har vi det: saa ska' der splejses til Brændevin og Øl.

Den anden saà en Smule paa mig: Jo, men naar a' nu man ska' ha' sit Forskud hos Formanden. Og det er inde paa en Beværtning, sagde han med en Fagmands Sikkerhed.

Ja, hvad saa?

Man ka' ikke komme paa en Beværtning uden at nyde no'et, og naar a' den ene kommer, saa kommer den anden, og saa si'er de: Naa, Kresjan, hvordan staar 'et til med din Godgørenhed, jeg har ikke set, din Skorsten har røget paa en længere Tid.

Ja, jeg har 5 Øre.

Det har jeg osse, saa det ka' b'ie til en Pægl.

Men saa ska' vi ha' en Flaske Ø1, ka' Du gi' en Flaske Ø1?

Det er en Umulighed, for jeg ska' ha' begravet min Datter.

Naa, la' mig saa ta' og skrive mig a' for 50 Øre, det er til Hjælp til din Begravelse. - Jeg har la't mig skrive a' for 50 Øre til en Krans, og Folkene, som der har arbejdet derude Aar ud og Aar ind, de rev dem for a' gi' 25 Øre. Men jeg har Lyst til a' gi' hva jeg vil, jeg er ikke a' den Slags Folk. Jeg si'er: Skriv mig a' for 50 Øre! og dermed saa er det Bal forbi. De andre, de staar i fast Arbejde og saa spyt mig li'e i Øjnene, om de ikke si'er til mig: Ka' du klare for en Flaske Øl? Jeg har nu for Resten aldrig holdt mig tilbage med saadan no'et, derfor er man en Smule letsindig, og naar man saa har ventet en Time og mer, og

113

Formanden kommer med Pengene, saa er de klodset op iforvejen hos Beværtningsmanden. -

Hør nu engang et fornuftigt Ord, Kristian Hansen, hvad kunde det egentligt gavne, om man hjalp Dem til at komme over til Tyskland! Paa otte Dage fik De Dem jo Kammerater dernede ligesom her.

I Tyskland - næ, det ka' jeg aldrig faa, for De maa huske paa, jeg er født paa Vesterbro, og alle de Bøller, der er til paa hele Vesterbro og Nørrebro med, dem kender jeg, og Beværtningerne. Og dér kommer Kresjan Vesterbro! Nu ska'et være en lille gemytlig én; der er altid Humør! Saa skidt være me'et, si'er jeg, la' os faa en lille en for Kongen og Fædrelandet! Men saadan ka'et aldrig gaa i Tyskland. Dér ka' jeg bedder sidde og spare mine Penge, for jeg ka' heller ikke saa rigtig udtale min Mening paa tysk, ska' jeg si'e Dem, som paa dansk, saa er'et ikke saa opfordrende ... Jamen er det ikke sandt?

Jeg sagde endnu ikke noget.

Og saa det tyske Brændevin, det er Kartoffelbrændevin, man ka' drikke en hel Spand fuld a'et; det er dette Sukkerbrændevin, det er no'et a' det værste, jeg ka' faa fat i, det holder jeg slet ikke a' ...

Han saà afventende over paa mig, men saa blev han ved: Jeg holder mig til en Slags, en regulért dansk Kornsnaps, som holder 8 Grader; fuselfrit og saadan no'et, Akkevit, det drikker jeg slet ikke. Naar man drikker saadan en Snaps, det er li'som med det tyske Brændevin, saa puster'et helt ud igennem Næsen, Dunsterne ...

Jeg tav vedblivende.

Saa tav han ogsaa; men lidt efter sagde han bestemt: Jeg ka' ikke b'ie her i Landet, og med et begyndte Manden at snøfte og græde.

Lad nu være med det Tuderi. Det er jo Brændevinsgraad.

Vandet blev ved at løbe ham ned ad Kinderne: Javel! Det ka' jo godt være. - Men jeg ka 'ikke b'ie her i Landet.

Aa, De er jo tosset; saa maa der være et og andet særligt i Vejen. Har De lavet noget?

Lavet? Ikke mere end bag paa min Haand.

Ja, hvad er der da?

Kristian sad vedblivende og græd. Han tørrede slet ikke Vandet af Kinderne: Naa, der var saamænd ikke no'et videre ... Han snøftede stærkt og efter et lille Ophold kom det: Jeg ska' si'e Dem no'et, jeg har ha't en Tøs, og hun har svigtet mig; det var endda en Gaardmandsdatter.

114

Uh, hvor De er fuld i Aften, Kristian Hansen!

Kristian blev ganske roligt ved at smaagræde og snøfte: Ja, det ka' godt være; jeg véd dog ellers alt, hva' jeg si'er. Men saa er'et jo fulde Folk, man ska' høre Sandheden a', si'er man for et gammelt Ord. Det sa' jeg osse til hende i Gaar Aftes igen ...

Det er da vel ikke hende, De kendte ude fra Ledøje?

Jo, det er'et, nu tjener hun i Stegeforretningen omme i Svendsgade, jeg har da kendt hende snart i 4 Aar ...

Det var hende, som stak Dem de 10 Kroner ude paa Constantia?

Kristian holdt lige paa en Gang op med at græde, han vendte sig lige om imod mig: Javel. Men hun har ikke ha't no'en Rettigheder over mig efter den Tid med Penge udentagen meget sjeldent ... meget lidt ... men jeg har elsket Pigen, saa ka'et vel være nok. Men der er naturligvis en og anden og har faaet smidt sig ind dér, mens jeg var ude a' afsondre de Par Bøder ...

Naa, det har De ogsaa været!

Jo, det var den fra Rejsegildet i Valby og saa 10 Kroner fra en Dag, jeg faldt og fordrejede min Fod omme i Istedgade; jeg var li'saa ædru, som jeg sidder her.

Dog ikke mere.

Jamenjeg er ikke fuld mer nu; den er gaaet over, fra jeg kom.

I mit stille Sind maatte jeg give Manden Ret, han var ubetinget bleven ædru.

Den Dag kom jeg bare fra mit Arbejde med en lille Byrde Brænde, jeg ha'de jo nok drukket no'et, men til jeg faldt og fordrejede min Fod, saa gik jeg rigtig godt og regulért, men saa ku' jeg ikke klare mig op igen selv. Og Assessoren han sa', at naar jeg ikke ha'de no'en Lægeattest, saa ku' han ikke lav'et, uden at det kom sig til en beruset Tilstand paa offentlig Gade. Den fattige Mand han faar aldrig Ret, naar at han først har været straffet en Gang. Hvis jeg bare til et lille Eksempel har gaaet hen til en bedre Mand og har betiet paa Gaden, og han melder mig, og der er ingen Vidner, for én Mand kan ikke afgøre sin Ed, der ska' helst være to, men det ka' alligevel ikke nytte, om jeg si'er, det er Løgn 10 Gange, jeg b'ier straffet. Jeg er for godt kendt. Det sa' jeg osse til hende forleden, da hun blæste op med at jeg be' anholdt og straffet og alt det, at det er fordi jeg er for godt kendt; man er b'een for populær.

115

Ja, Kristian Hansen, det kan vistnok være meget rigtigt, men det er da heller ikke behageligt for saadan et stakkels Pigebarn.

Hva' rager mine Straffe hende? Jeg har aldrig lavet no'et med hende. Jeg har elsket hende, det maa vel ka' være nok. Men jeg har heller aldrig drukket saa meget Brændevin som efter det, at hun sa' til mig, at nu sku' jeg ikke komme mer. For det er saa harmfuldt a' b'ie stukket i Næsen a' saadan en. Naar man ikke ka' b'ie ekstemeret for go' nok a' et Pigebarn! Men b'i fra mig a', det sa' jeg osse, jeg vil ikke se dig for mine Øjne, det var i Gaar Aftes, saa mødte jeg hende paa Gaden, og hun vilde si'e Godaften, men hvis du taler til mig igen, saa la'r jeg dig anholde. Saa begyndte hun at flæbe. Gaa væk med dig, sa' jeg, og der er Piger nok i Byen. Og om osse jeg har saa mange Straffe, som du si'er, saa ka' jeg maaske nok komme saa meget op, at jeg ka' faa en Daler i Lommen og gaa ned paa Vesterbrogade og faa mig saadan en Skøjte fat, lignende som dig. Og naar du smækker dig rundt i Gaderne, baade ved Nat og ved Dag, naar bare du ka' komme til'et, saa ka' jeg vel osse nok faa mig en anden Pige. - Det var nu mere saadan en Formular, det var bare no'et, jeg sa', for a' gøre hende gal, for hun er ellers en ordentlig Pige, men uh, hvor b'e hun gal! Vi stod li'e paa Flisen foran Stegeforretningen, og Fraaden den stod hende ud a' Munden a' Galle, Haarene, de rejste dem li'e paa Ho'det, hun faldt om for mig paa Gaden, hun fik Krampe. Men saa da hun kom til sig selv: Din Løgner, din Laband, dit fulde Dyr! Uh, hvor var hun gal! Og gaa du bare hen og ta' dig en anden, sa' jeg, med no'en fler' Knapper, men i hvert Tilfælde, nu har jeg hjulpet dig, over det at du ikke skulde ligge her paa Gaden og flyde. -Jeg ha'de ellers nok med at komme fra hende a', for hun begyndte at rive i Trøjen paa mig, der b'e et helt offentligt Gadeopløb, men jeg stak a' og om i Istedgade. Dér gik jeg ned i en lille Beværtning. Manden og Konen, de sad selv dernede, saa fik vi en lille en.

Jeg ha'de nær gjort Kællingen helt skruptosset, for nu var jeg kommet i det rigtige Sludrehumør. Jeg forklarede hende en hel Scene paa Røvermanér, jeg ha'de rejst og været Sømand og Fyrbøder, og hun ku' godt faa a' vide alt hva' som gik for sig i Australien, og jeg ha'de været Taarnespidserforgylder, jeg ha'de været 1700 Alen oppe og forgylde et Taarn.

Gud, b'e De ikke svimmel? sa' hun.

116

Svimmel, naar man er Taarnespidserforgylder, og naar man har rejst saa meget som mig. De maatte være tilfreds, om de ha'de en Mand, der ha'de rejst saa meget som mig.

Ja, saa maa vi jo ha' en Genstand til.

Det maa vi, og jeg ka' heller ikke taale a' se, I to ska' sidde dér og kæbe den alene.

Saa gik den videre, jeg ha'de været med en Skonnertbrig, og den forliste med Mand og Mus, og jeg ha'de faaet klamret mig til en Petroleumstønde, og jeg laa 17 Døgn i Søen og svømmede paa den, og jeg var næsten li'e ved og sku' ha' naglet Fingrene fast til Tønden for at ku' udholde det.

Nej, men hvor har De osse kunnet udholde det! Ha'de det været min Mand, saa ha'de han saamænd været død for lang Tid siden.

Jamen det er naar man er a' de rigtige Kærner.

Men saa sa' Manden: Du sidder jo her og gør min Kælling helt skruptosset.

Ja, sa' jeg, man er jo skaaren for Tungebaandet for og ka' tale me'et, men jeg kommer ikke længere, end som jeg ska'. Og hvis det ha'de været dig, og du var gaaet hen og kradset a', saa ha'de jeg købt 3 grønne Kranse til en Skilling, saa ha'de du dog faaet Krans.

Ja, han syntes nu nok, jeg holdt tem'lig meget a' a' sidde og holde Grin med andre, fremmede Kvinder.

Jamen saa ka' du jo gaa, sa' jeg, og smide dig ind til min, den gamle derhjemme, saa b'ier jeg her, og naar du er paa Arbejde om Formidda'en, saa ska' jeg nok gaa op her lidt til din Kælling.

Ja, han holdt ikke a' mit Besøg, og om jeg ikke vilde se a' ta' og gaa min Vej me' det samme.

Naa, ka' man nu ikke bruge et Plasérord! Men saa gaar jeg. Jeg skylder Dem vist ikke no'et.

Nej Gudbevares, al Ære og Respekt for det! De skylder mig rigtignok ikke no'et.

Naa, men la' os saa faa en lille en til, for vi ka' jo ikke halte paa ét Ben.

Saa satte vi os ned igen, og saa fik vi en lille en til, og saa b'e jeg smækfuld. -

Kristian lo først lidt, men saa sagde han paa en Gang: Men det ka' ikke b'ie ved at gaa, saa længe jeg b'ier her i Landet ... Nu ska' jeg ikke komme igen i Morgen, sa' Formanden, for der be' ikke no'et, og

117

jeg er nu a' den Tanke, at der b'ier ikke no'et Arbejde for mig mere ...

Han sad lidt og tyggede paa det, jeg vilde netop til at gøre et Spørgsmaal; men inden jeg fik begyndt, kom det: Ja, Dem ka' jeg jo godt si'e det til, for man ska' jo aldrig være hemmelighedsfuld, men det er snart li'emeget, hvor a' jeg gaar hen og vil ha' lidt ordentligt Arbejde og som man ku' komme hjem med Pengene fra, saa si'er de li'som hende, Tøsen, ... man har været for meget straffet. Og min gamle Kammerat jeg har arbejdet sammen med ham i tre Aar, og jeg har hjulpet ham mange Gange med et Stykke Mad, men nu er han Formand ved den nye Jernbanestation, de laver.

Og det ka' ikke nytte, du kommer mere, Kresjan, sa' han, for jeg ka' ikke være dig bekendt.

Ja, naar du ikke ka' være mig bekendt, Hans Jensen, saa maa jeg jo gaa min Vej igen, men jeg har da ellers udstaaet min Straf, og saa maa de ikke si'e det til en, det er der Straf for ...

Ja, det ka' jo godt ha' sin Rimelighed, sa' han, al Ære og Respekt for det, men du ka' komme til at hør'et alligevel, og de vil nu ikke arbejde sammen med dig. Saa ga' han mig 10 Øre til en Pægl Brændevin. ... Men derfor er'et osse, at jeg har tænkt saa meget over, at i Tyskland, dér har jeg aldrig forset mig ... naar bare jeg ku' faa fat i de Lærsko .... ...............................................................................................................

Kristian Hansen, De er et stort Bæst i mange Maader, men nu skal jeg give Dem den Tjans; jeg skal sende Dem til Tyskland; der gaar en Baad til Lybæk i over Morgen ...

Det er de svenske Baade, faldt han øjeblikkelig ind, det er 6 Kroner ...

Naa, og Læ'rskoene, dem skal jeg nok klare.

Ja, de staar for 4, nu er'et jo nok løbet paa til 5, men jeg har Sedlen ...

Saa maa De jo ogsaa ha' lidt Penge til at komme ind i Tyskland med.

Ja, og saa ska' jeg ha' en Vandrebog, den ska' jeg selv klare, den koster 25 Øre. De har mig i Akterne deroppe, jeg har jo ha't Vandrebog før fra dem a'. Jeg ha'de Vandrebog, dengang a' vi fik Gendarmerne i Landet, la' mig se, det var i 84, og de gik a' igen - det var dengang der var Pest i Svinene ude paa Lossepladserne, ka' De nok huske ...

118

Godt, saa stiller De udenfor Dampskibskontoret i Amaliegade Klokken 4 præcise med hvad De kan samle til Rejsen af Klæder og Penge, ædru ...

Javel!

Og barberet.

Der gled et stort Smil hen over Kristians Ansigt: Den har jeg sat og ventet paa, hele Aftenen, med Barberingen, for det ser jo ud, som om man ikke var renvasket. Men det er jeg ...

...det er jo det, sagde han, da han stod og skulde ud ad Døren, at naar jeg først er i Tyskland, saa er jeg en fri Mand, det er bestemt. Saa er jeg li'saa fri som hele Kejseren af Tyskland, ka' jeg godt si'e; nu ska' jeg bare huske a' melde Afgang til Protokollen oppe paa Kam'ret i Morgen Formiddag Klokken halv ti.

V

To Dage efter kom Kresjan Vesterbro til den fastsatte Tid ganske rigtigt vandrende paa Træskoene ned ad Amaliegades Fliser. Han var klædt som sædvanlig, i Tøjet, jeg havde givet ham, og med den gamle, bløde Hat paa Hovedet. Kun havde han i Anledning af Rejsen faaet sig et strikket blaat Tørklæde, der var viklet om Halsen og hang frem med lange Ender nedenunder Vesten. Over Skuldren bar han en almindelig Kaffesæk, der var snøret til med et Stykke tykt Sejlgarn.

Han viste mig først omhyggelig Tørklædet: Det har min Søster strukket og foræret mig engang til Julen, ikke sidste Jul, men forrige Jul; den holdt jeg mig jo udenfor. Det har staaet ude for no'en Øre. Og her ska' De se - vi var kommen ind i Dampskibsselskabets Port, og han lukkede op for Kaffesækken - jeg har da et Par Arbejdsbukser osse, og der er en gammel Jakke efter en Herre til Arbejdstrøje og fire Skjorter med den, jeg har paa, og nu gi'er De mig en Uldtrøje og et Par Strømper ...og mine Læ'rsko ...

Saa De er jo godt dækket, Kristian Hansen.

Ja, det er da temmelig godt, synes jeg nok ...

Og saa er De saa fint barberet!

119

Ellers ha'de jeg jo slet ikke tur't kommet! Men jeg er da osse ædru. Jeg har været ædru hele i Gaar med.

Vi begyndte at vandre langsomt ned mod Skibet.

Naar jeg nu kommer til Tyskland, sagde han, saa har jeg tænkt paa, det var da Meningen, at jeg vilde sætte en Stopper for alt dette her Drikkeri; véd De hva' der er den eneste Maade, man ka' lave sig en Snaps dernede: De ka' købe for 5 Pfennig Brændevin a' det, de kalder Brændevin dernede, og saa for 5 Pfennig Rom og det blander De sammen, saa ka' der komme en regulért Snaps ud a'et.

Jo, men det Kunststykke synes jeg ikke, De skulde gøre for tidt.

Næ, det ka' Midlerne jo heller aldrig b'ie til, og deres Sukkervand dernede, det ka' man drikke en Spand a', førend man ka' begynde at b'ie lidt svirende. Men for Resten, saa har jeg ikke Tanke for det, men jeg ska' si'e Dem, at det har jeg nu bestemt, at jeg gaar i Lybæk ned til Fæstemand Schmidt, ham har jeg været hos før, jeg vilde ride Heste ind i Landet til Bønderne, men det b'e nu ikke til no'et dengang, men jeg er en dansk Haandværkssvend og jeg har mine Papirer i Orden, og i det hele ta'et, hvem at der ka' bruge en Fil, en Mejsel ...

...og en Hammer, kunde jeg ikke bare mig for at indskyde.

Javel, fortsatte han, helt troskyldig, han ka' osse altid faa Arbejde -naar der ellers ikke er no'et i Vejen, og i Tyskland, dér kan jeg slaa enhver Mand i Grunden, som at der vil fornærme mig.

Ja, Kristian Hansen, det med at slaa i Grunden, det skulde De nu være lidt forsigtig med; husk paa Historierne her hjemme i gamle Dage.

Jamen det har jo bare været Politierne; den sidste Gang, saa fik jeg 500 Kroner Bøde, Panseren, han røg ned i Grunden, men han ha'de sparket til mig først, og jeg ha'de Lov til at ligge og sove, hvor jeg laa, for det var en Arbejdsplads ...

Vi var imidlertid kommen ud til Skibet.

Her om Bord har jeg nu tænkt mig, sagde Kristian, saa vil jeg straks se a' komme ned paa Fyrpladsen, jeg ku' maaske ta' et lille Nap med dernede og tjene et Par Øre, og jeg ska'jo ikke gi' no'et ud paa Skibet, jeg har to halve Surbrødder med og et Par Æbleskiver henne fra Stegeforretningen ...

De var maaske alligevel omme at tage Afsked med Pigebarnet?

Næ, dertil har hun sat mig for mange Knuder i Hovedet, men jeg

120

sa' Farvel til min gamle Mo'er, og hun var rigtig fornøjet. Og jeg sa' til hende, at hvis jeg ikke ka' faa no'et a' gøre i Tyskland, saa gaar jeg bare op til Bremerhafen. I Bremerhafen, naar man er Smed og ka' taale Varmen, saa ka' man altid gaa som Fyrbøder over til Ny York, og derfra, saa maa der alle Tider være Ram paa'et.

Ja, Kristian Hansenjeg har nu her en Konvolut med min Adresse, for jeg vil nok ved Lejlighed høre, hvorledes det gaar Dem.

Jamen saa maa jeg rigtignok be' meget undskylde, for jeg skriver jo saa daarligt.

Skriv De bare løs!

Ja, jeg ska' jo nok skrive hjem til den gamle, - men som nu jeg vil si'e et Brev til Dem, hvordan' ska' man egentlig indlede saadan et Brev? ... Gode Ven? - kom det noget nølende.

Ja, skriv De bare: Gode Ven! - Det kan De rolig gøre.

Javel. - Saa sku' De egentlig osse ha' et Prost Nujohr! til Nytaar, men der ska' jeg nok faa skrevet Konfeluten a' hos Fæstemanden, saa sender jeg et Prost Nujohr! og bare Kresjan nedenunder, saa gaar'et mig godt ...

Nu ringede det for anden Gang.

De maa se at komme om Bord!

Farvel! sagde Kresjan Vesterbro og gav mig Haanden, ganske ligesom naar han gik fra mig ellers. Og maa jeg takke Dem saa mange Gange! Hvis jeg nu ikke ka' klare mig, saa ka' jeg aldrig klare mig, men det tænker jeg da nok, jeg kan - med Guds Hjælp naturligvis; den ska' vi jo altid ta' med i Verden ...

Han gik over Landgangsbrættet med Sækken på Nakken. Brættet blev halet væk, Losseporten slaaet i. Endnu en Gang hilste han derude fra, med Hatten i Haanden, og i en svag Mindelse om Soldatertidens samlede Hæle. Saa drejede det store Skib og gik ud efter under den graa Novemberhimmel, i et graat Vand og for en Damp, der ogsaa blev graa, blot den havde været nogle Øjeblikke ude over Skorstensranden.

Og der fulgte Lybækkerbaaden et stille Ønske for denne ægte danske, erkekøbenhavnske Proletar, i hvis graa Tilværelse der dog for Øjeblikket lyste nogle Blink af Energi og Haab.

I det gamle Voldkvartér En københavnsk Spidsborgerhistorie
1899

veritate et arte sororibus

122

I det gamle Voldkvartér udkom i tidsrummet 1.-4. 12.1899, kostede 2 kr., indbundet 3 kr. og omfatter [VIII] +156 s., iil, i hvidt omslag, afbildet overfor.

I serietitlen Nordisk Bibliotek i blomsterramme.

II Oplysninger om de hidtidige 6 bind i serien, endvidere : Bind, Forsatser og Fællestitel tegnede af Gerhard Heilmann. København og Kristiania. Det Nordiske Forlag. Bogforlaget: Ernst Bojesen. Stockholm: Albert Bonnier. III Veritate et arte sororibus. Karl Larsen. I det gamle Voldkvartér. IV blank. V I det gamle Voldkvartér. En københavnsk Spidsborgerhistorie af Karl Larsen. Illustreret af Frans Henningsen. København ... Bojesen [som før] 1899. VI 6000 eksemplarer. Kihls Bogtrykkeri - København. VII farvetrykt ill. som på omslaget. VIII blank. 1-157 tekst. 158 blank.

Seriens bind er brune med et svanemotiv i blindtryk

123 124
125

Da Bogholder Brodersen gik ud ad Bankporten, sàa han op imod Kirkeuhret. Det manglede næsten fire Minuter i tre, og Sparekassens store Uhr lige over for var mere end ti Minuter over ...

Han slog sin Paraply op, fordi det ligesom smaaregnede, og drejede om Hjørnet. I den indvendige Lomme laa de syv Billetter, der var kommen angaaende Værelser; den fra Fiolstræde vilde han først gaa efter, fordi det var nærmest ved Banken.

Bogholderen skraaede over Graabrødretorv og slog Paraplyen ned igen, da der ingen andre Mennesker var, som gik med Paraply oppe. Det var heller ikke rigtig Regn, men blot en tyk, hvid Novemberluft, som var ved at tætte sig sammen over Plads og Gader til Taage, man ligesom smagte Fugtigheden, og Skæget kunde blive ganske vaadt - Folk sagde, det var usundt, men det gjorde dog vist ikke noget, naar bare man ikke havde det alt for tit.

Det var Aar siden han var kommen den Vej fra Banken op igennem Byen, for nu boede han i Admiralgade; en Gang havde der hængt et stort, kulørt Avertissement om Hoffs Maltekstrakt her i en høj Stue! En stærk, bidende Lugt trængte fra Kejsergade ud over hele Torvet; den blev endnu strammere og med en sveden Stank som af fugtigt Brænde. Den maatte komme fra det gamle Kaffebrænderi i Lille Kannikestræde.

Brodersen stod stille for en Arbejdsvogn, der kørte over Gaden: her var det, fire Gadehjørner laa skraat overfor hverandre, men nu kun med Boghandel paa det ene - Røgen fra Brænderiet vældede, lige og tyk, op af Skorstenen, bredte sig ud efter og sank ned over Tagene. Porten derind til var lukket - som Drenge havde de staaet og stirret, naar den engang imellem var aaben, og en Karl midt i Gaarden læssede Pakker paa en Vogn, som kun var forspændt med én Hest ...

Brodersen var kommen til Frueplads og tog for en Sikkerheds Skyld en Billet op af Lommen, for at se, om det nu ogsaa var det rigtige Nummer, han gik efter. Foran Universitetet havde de faaet en

126

ny Buste til, man kunde se, at Hovedet endnu var mere lyst end paa de gamle; han gik det lille Sving Pladsen rundt og læste Japetus Steenstrup og paa den anden Side Trappen Johan Nicolai Madvig og Henrik Nicolai Clausen, født 1793, de to havde han dog vist set engang for nogle Aar tilbage. Clausen havde ogsaa været Professor. For Enden af Pladsen laa Latinskolen med den Indskrift, som han den Dag i Dag ikke forstod.

Saa gik han om i Fiolstræde og gav sig til at kige paa Husnumrene.

Stedet, han skulde op i, var paa tre Etager og havde fem Fag. Det var graat og ældre, Gadedøren høj, en Klasselotterikollektion havde sit Skilt paa Muren. Inde i Gangen lugtede der ligesom lidt gammelt eller indelukket, Trapperne kunde man ikke kalde daarlige. De var ikke alt for stejle at gaa op ad og havde Trinene beslaaede med Jern, noget, Brodersen egentlig godt kunde lide.

Han lukkede et Gangvindue op: det var den sædvanlige, lille Gaard i det gamle Voldkvartér, med høje Baghuse helt rundt om, og en Post op ad Muren; Køkkentrappe var der ikke paa Ejendommen. Gaarden mindede om hans Bedsteforældres i sin Tid omme i Klædeboderne, dér havde de ogsaa haft Jernbeslag paa Trapperne.

Ud for første Sal lød der flere Barnestemmer inde fra Lejligheden: J. Eslöf, Skrædermester, stod der paa Døren.

Det var ellers tydeligt at lægge Mærke til, at baade Trappetrin og Vægge var bedre vadskede og holdte, naar man kom højere op, Gangvinduet paa anden Sal var der rigtignok faaet anderledes Bund i end nedenunder, og Døre og Dørkarme var, ligesom de havde været malet med en hel anden Farve. Dobbeltdøren midt for Trappen var lukket helt i, paa den til højre stod Navnet paa en Porcelænsplade: Kristian H. Redsted.

Brodersen følte til Billetten i Lommen, tørrede Fødderne af paa Maatten og ringede.

Da han Klokken et Kvartér til fem stod ude paa Gangen igen, havde han dog glemt at spørge om Brænderum. Det havde ellers passet saa godt altsammen derinde, og de var faldet i Snak - nu kunde han dog ikke lide at forstyrre den pæne, unge Kone igen, som hun lige havde faaet sat sig. Der maatte vel nok være et Brænderum, eller man kunde skille af til et. Og desuden var det ikke af Vejen at skynde sig lidt hen

127

til Middagsabonnementet, for at Maden ikke skulle staa og snærre alt for længe.

Han gik ned ad Trapperne - det skumrede allerede stærkt. Gassen var ikke tændt endnu; det vidste man jo, Værterne alle Vegne var lidt trevne med. Gangvinduet paa første Sal stod endnu aabent, fra da han havde lukket det op. Han trak det til og satte omhyggeligt Hasperne paa.

Hun havde haft det hyggeligt i den smalle Et-Fags Stue, hvor den lille Pige blev sat hen til sit eget Bord, da de voksne skulde sidde og tale ved det store - Gløderne lyste bag Risten helt langt ud i Stuen -det maatte være gode Kakkelovne, og til Kokes. Hun havde rejst sig og kradset op med Ildrageren; der laa et Tæppe paa Gulvet temmelig langt hen mod Ovnen; den lille gik helt hen til for at se paa Ilden ....

Nede i Stuen kom der en Mand paa Træsko haardt op ad Trappen.

Han spurgte Brodersen høfligt, om der ikke boede en Skrædermester Eslöf her i Ejendommen.

Jo, sagde Brodersen, det er oppe paa første Sal.

De maa ringe paa Døren til venstre, tilføjede han, da Manden allerede var halvt oppe.

Mange Tak, Herre. Ja, for jeg er slet ikke kendt her i Ejendommen.

Brodersen svarede ikke videre. Han var gaaet de Par Skridt ned mod Gaarden og lettede lige paa Døren for at se paa nært Hold: der var at skimte alt, hvad der skal være i en Gaard.

Saa kom han igen ud paa Gaden. Taagen havde faaet samlet sig rigtig tæt. Alle Lygterne stod saa tykke inde i den, hovne, som Jørgensen i Banken en Gang havde sagt. De kunde daarligt sprede Lys. Urtekræmmerens mange Vinduer paa Hjørnet skinnede næsten ikke ud i Gaden.

Der kom en enlig Arbejdsvogn rumlende og splittede en Klynge Smaabørn ad, saa de løb til forskellige Sider over paa modsatte Fortove. Dér stod de saa og raabte og skreg til hverandre om at komme over, mens Lyden af Vognen tabte sig op ad Torvet til. I Vinduet hos en Bager kom pludselig en kridhvid Svend til Syne imellem Gasblussene og raslede en Mængde haarde Tvebakker fra en sort Pande ned i den store, flade Kurv. Saa raabte der en Dreng Varsko for en Trækvogn, der kom ud af Gæstgivergaardens Mørke med Brædder paa, som laa og klaprede.

128

Brodersen skraaede over Gaden og hjalp med det samme en lille Pige op paa Flisen, saa hun ikke kom i Vejen for de lange Brædder.

Det store Uhr midt i Vinduet hos Uhrmageren viste fem Minutter i halv fem, han gik lidt til og var snart paa Købmagergade imellem mange Mennesker, der alle gik hurtigt. Der kom han i Fart og forsvandt i Sværmen ....

Paa samme Tid satte Fru Redsted sig til Rette i Mørket dybest inde i sin smalle Stue, lige overfor Kakkelovnen. Den lille Pige vilde op paa Moderens Skød.

Jamen saadan en stor Pige skal jo slet ikke mere sidde paa Skødet; du har jo din lille Stol.

Aa jo, Mo'er, hva' Mo'er!

Naar man snart er fem Aar, saa maa man ikke være saa kælen længer.

Jo, Mo'er, jeg vil osse sidde med i din Tantekrog.

Det hedder ikke nogen Tantekrog, det hedder en Tænkekrog.

Jamen hva' er det, en Tænkekrog?

Det er noget, Mo'er har læst om i saadan en dejlig Bog, at der var en yndig, fin Dame, hun havde en Tænkekrog; der sad hun og tænkte, naar hendes Mand var ude.

Var han da aldrig hjemme?

Jo, han var nok hjemme, somme Tider; men han var saa meget ude, lille Henny, meget ude.

Li'som Fa'er er ude, naar han rejser?

Ja, min lille Pige. -

Baade Moder og Barn tav en lille Stund. Der var ikke rullet ned for Vinduet; den duggede Rude havde et svagt Skær fra Gaslygten nedenunder.

Fru Redsted sàa Glasset begynde at blive mørkt og vaadt; der gav sig til at rinde fine Draaber ned ad det. Den tykke Luft maatte være bleven til en stille Regn.

Hun bøjede sig ned mod Barnet: Fa'er er saa god, Henny, han er saa god. Han er den bedste af alle Mennesker.

Jamen hvorfor skal den fremmede Mand bo inde i Fa'ers Stue?

Jo, for saa faar Fa'er saa mange Penge. Og dem trænger han til, den kære Fa'er. Saa køber han Stads og Godter til Mo'er og Henny, og Juletræ. Det bliver saa godt, saa godt. ....

129

Mo'er, hvorfor græder du?

Fru Redsted trykkede Barnet tæt ind til sig: Nej, hvorfor skulde jeg ogsaa græde, naar jeg har dig, min egen, søde, dejlige, lille Unge! -

130

Da Brodersen næste Morgen gik til Banken, var det fint Vejr med høj, blaa Himmel og Blæst. Der var mange Mennesker paa Grønttorvet og nyligt vandede Brosten, som glinsede i Solen. Paa det øverste Trin til en Beværtningskælder stod Opvarteren, barhovedet, med flagrende Haar og i kort Jakke, og talte med et Bud, der holdt en tyk, gul Stok i Haanden. Husene kastede ulige lange Skygger ned paa Fliserne og til midt ud paa Gaden; hos en Herreekviperingshandler paa Hjørnet nærmest Banken var Kommisen og en Lærling ved at bytte kulørte Slips om i Vinduet.

Brodersen havde sovet ganske ualmindelig godt om Natten, var udhvilet og befandt sig overordentlig vel.

Det er dog et velsignet Vejr i Dag, sagde han til Kassereren, Jørgensen, der kom den modsatte Vej fra.

Ja, De mener vel for Brystsygelægerne.

Aa, men Jørgensen, De skal da ogsaa altid -!

Ja, undskyld, men med mine stakkels halvanden Lunge er jeg desværre Fagmand i alt hvad der hedder Blæsevejr. For Resten maa det jo ogsaa være ganske briljant for Øjenlægerne: værre Støv og Skidt end det, der ryger omkring os her, findes der da vist ikke i hele den gamle Verden. Og om det saa har regnet ti Gange, jeg véd Pokker ikke, for støve og svine, det kan det alligevel. - For Resten, Barometeret falder, vi kan saamænd godt have baade Sne og Regn inden Middag.

Jamen, foreløbig er det da dejligt - med Solen!

Jo, Tak; faareløbig - som det burde hedde paa dansk.

De traadte sammen ind i Banklokalet, der endnu laa hen ganske tomt.

Det finder De maaske ogsaa dejligt - faareløbig, kære Brodersen, at de Herrer Bude har fyret i, som om det var en halv Snes Graders Kulde udenfor.

Ja, jeg véd ikke; er her egentlig for varmt? Det er jo dog ikke Sommer.

131

Nej, men vent De, til et højtæret Publikum har stormet ud og ind her et Par Timer igennem. Saa faar vi Sommer, kan De tro.

Brodersen kunde ikke lade være at le.

Ja, saa bliver her saagu Sommer, gentog den anden tilfreds.

Men i det samme var Brodersen lige ved at sige, at det var slet ikke den lille Vittighed, han havde let af, men den høje, magre Jørgensen var paa engang forekommet ham saa morsomt forblæst og arrig.

Herregud, lad os tage den med Ro, Jørgensen, sagde han, medens han hængte Overtøjet i Garderoben.

Ja, lad os tage den med Ro! Ta'en med Ro, skulde der være slaaet op ved Indsejlingen til Byen i Stedet for Søforter, og det skulde males paa alle Grænsepælene: Ta'en med Ro, Peddersen, for nu er du i Danmark! - Saa, der har vi hele Drengeskolen!

Det var Assistenterne, der kom og i livlig Passiar gik hen til deres Pladser. Jørgensen gav sig til at ordne sine Penne og se efter, om Svampene til Seddeltællingen var fugtige nok.

De holder af at dvæle i det forbigangne, henkastede han til et af Budene, med Blikket op mod Væggekalenderen, hvor Bladet fra Gaarsdagen endnu ikke var revet af ....

Et Øjeblik efter kom den første Kunde.

Det var en Læredreng, der styrede lige hen til Kassen med sin Anvisning.

Jørgensen gloede paa ham med begge Hænderne i Siden. En af Assistenterne dunkede med Haanden i Skranken: De skal først herhen og have den noteret.

Ja, det er rigtigt, Frydensberg, vi skulde bare have et Par unge Mennesker til her nede - vi har saa faa af dem - for at lære Folk at læse.

Se her, sagde han, højt, ud imod Drengen, der saa ud, som om han ventede en Lussing, her staar paa dit danske Modersmaal, i Bankudgave, med store Bogstaver: Anvisninger noteres, førend de præsenteres ved Kassen. Forstaar Du?

Der undslap Drengen et forskræmt Ja vel!

Brodersen havde begyndt at tælle sammen i sin Hovedbog.

Gennem hans Bevidsthed var der af det lille Optrin gledet et Indtryk, som dog ikke naaede indenfor Talrækkerne, der fortsatte sig og fortsatte sig ned ad de store Blade ....

Et Par Timers Tid efter talte Bogholderen endnu stadig sammen

132

ned efter og ned efter, regnede ud og skrev op henne ved sin Pult. De andre Funktionærers Trin hen over Linoleumstæpperne, i forskellige Ærinder, Kundernes Kommen og Gaaen, den dæmpede Lyd af Vogne og Mennesker ude fra Gaden, var ham altsammen lige saa hyggeligt og jævnt som det store Uhrs regelmæssige Tikken fra den anden Ende af Lokalet.

Et Øjeblik, imellem to Indførelser, faldt hans Blik hen imod Skranken, hvor Kassereren netop udbetalte en enkelt Tikroneseddel til et Bud. Jørgensen krøllede den i Farten lidt med Fingrene for at føle, om der ikke skulde være to Sedler, der hang sammen.

For et Sekund var det Brodersen, som om hans Pult og den store Bog og Talkolonnerne og Mennesker og Lyde omkring ham sank i Jorden. Og medens der endnu gennem hans Hoved svævede Erindringen om Jørgensen og Budet, der fjernede sig, hver paa sin Side af Skranken, følte han sig omgivet af en stille, indelukket Luft uden Lyde, i det lille Et-Fags Værelse, sammen med den trediveaarige unge Kone, der netop i Gaar havde taget saadan en enkelt Tikroneseddel af Brodersens Haand. Og det var rigtigt, at han, helt uvilkaarligt, havde krøllet den lidt dengang, ligesom Jørgensen gjorde før - Barnet havde set helt nysgerrigt paa ham derfor ....

Brodersen tog fat igen paa sine Talrækker. Han var næsten kommen til at smile, Øjnene havde uvilkaarligt set et Øjeblik ned imod Uhret derhenne: efter Klokken tre kunde han godt gaa derhen i Fiolstræde for at tale om dette Brænderum, som han havde glemt i Gaar.

Men da Klokken var tre, sagde Kassereren: Hør, Brodersen, det er egentlig stadigvæk et ganske godt Vejr, jeg mener efter Omstændighederne, saa De følger mig vel et Stykke paa Vej i Dag, ud ad Vestre.

Brodersen undsaa sig ved at sige Nej, det behøvede jo heller ikke at være saa langt, at han fulgte den anden ...

Se, nu er min store Pige kommen hjem fra Skolen i Dag med Feber, sagde Jørgensen medens de vandrede afsted, og Lægen sagde, han kunde ikke sige noget; han skulde komme hjem igen nu til Middag. Den mindste er heller ikke rigtig rask og urolig om Natten ogsaa. Min stakkels Kone véd snart slet ikke mere hvad Søvn er. Gift Dem aldrig, Brodersen!

Nej, det har jeg saamænd heller aldrig tænkt paa.

Jo, De har.

133

Nej, jeg har virkelig ikke. For dengang man var yngre, havde man ikke Raad.

Jamen man giftede sig saagu alligevel. Jeg i alt Fald. Men det er skidt, jo, det er. Naar man ikke kan bære saadan en Kone lidt paa Hænderne - forkæle hende lidt! Nej, Brodersen, naar Kvinder de skal slide, det duer ikke. Det er de ikke skabt til. Det er Synd at se paa -min Salighed, tilføjede han med megen Vægt og kom i det samme til at hoste.

Man sluger for megen kold Luft, blev han ved, da han fik Vejret igen, naar man gaar og taler mod den Blæst! Det er ogsaa aldeles utroligt; nu levede jeg i Tyskland i femten Aar, lige til jeg fik Stillingen her i Banken, men jeg har ikke oplevet saa megen Blæst dér, som her i fjorten Dage. Doktoren siger ogsaa, jeg maa passe ganske anderledes paa. Men Herregud, naar man ikke en Gang tør give lidt ondt af sig, saa er det da slet ikke til at udholde. Hvordan gik det Dem for Resten i Gaar? Fik De noget ud af Deres Billetter? Det har De slet ikke talt om.

Jo, jeg tror, jeg har faaet noget rigtig udmærket. Det er en yngre Kone. -

Naa, Enke. -

Nej, det vil sige, Manden rejser. Det er for Resten her omme i Fiolstræde, jeg havde netop tænkt paa at gaa derhen for at tale om et Brænderum.

Ja, det er rigtigt, Brodersen, se Dem bare for. Har De undersøgt, om der i Lejligheden nedenunder skulde være Stuer, hvor der ikke bliver lagt i?

Nej, det har jeg for Resten ikke. Men det er vel heller ikke saa let.

Jamen De maa skam forhøre, undersøge, skaffe Dem det at vide. Hvis De faar Fodkulde, kære Ven, det kan jage Dem ud af den bedste Lejlighed i Verden. Glem det ikke. Hører De! Det er en Venskabstjeneste, jeg gør Dem ...

Brodersen drejede ned ad Bulevarden, over imod Fiolstræde. Klokken var ikke bleven saa mange endda, men det ærgrede ham lidt, at han ikke havde kunnet gaa lige derhen fra Banken for allerede i Dag at faa konstateret, hvormange Minuter Vejen tog.

Gadedøren kunde han paa Afstand skelne fra de andre. Da Fru Redsted lukkede op, kendte hun ham straks igen og bad ham venligt komme ind

134

Brodersen sàa sig et Øjeblik omkring, inden han tog Plads.

Ja, min lille Pige er ikke hjemme, fortsatte Fruen hans Tankegang, hun er saa meget nedenunder hos Eslöfs, de har Tvillinger i samme Alder omtrent.

Jamen det er godt for Børn, sagde Brodersen, de maa ikke være alene.

De har maaske selv været gift og haft Børn? spurgte hun, lidt forsigtigt.

Brodersen følte sig et Øjeblik helt underlig, men saa sagde han stilfærdigt: Nej, jeg har saamænd aldrig. Og der har ikke været Børn, hvor jeg har boet, i mange Aar. Lad mig se, ja, nu er jeg bleven fem og fyrre, det er seksten Aar siden, jeg boede et Sted, hvor der var Børn; men det var saadan en kedelig Del af Byen. Jeg har altid holdt mest af, som her, i det gamle Voldkvartér.

Jeg har altid holdt saa meget af Nørrebro, sagde hun. Min Fader havde Manufakturforretningen i Blaagaardsgade Nummer en og tyve. Kan De huske, hvor der var romantisk smukt ved Søerne dengang! Og længere ude, med alle de mange Haver! Min Mand og jeg lærte ogsaa hinanden at kende ude paa Nørrebro. - Men er De nu ganske alene i Verden? slog hun pludselig om.

Ja, sagde Brodersen, nu er jeg ganske ene.

Mine Forældre er ogsaa døde, sagde Fru Redsted og fik med det samme Vand i Øjnene.

Brodersen havde allerede bestemt, han vilde ikke spørge om det Brænderum, fordi det maaske kunde blive hende ubehageligt, hvis der ikke skulde være noget; og det ordnede sig jo sagtens, naar han først kom til at bo der. Nu, da han saa hende blive saa bevæget, spurgte han hastigt, om de ikke kunde gaa ind i hans tilkommende Værelse, der var noget, han gerne vilde se.

De blev længe derinde og talte meget om, hvorledes hans Ting og Sager skulde staa. Hun hjalp ham med at skridte af

Min Mand vil jo saa sælge Chaiselonguen og Etageren og nogle af Stolene og Spillebordet.

Jamen det passer netop ganske udmærket, for jeg har fra mit Barndomshjem og efter min Søster, der døde, en hel Del Møbler selv; jeg har altid bot saadan delvis møbleret.

Ja, vi har jo aldrig før haft logerende. Det er bare, fordi min Mand

135

han rejser saa meget og saadan. - Saa bare De nu maa blive rigtig tilfreds!

Brodersen gav hende Haanden til Farvel.

Jo, det lover jeg Dem, Fru Redsted, sagde han troskyldigt.

Han kom meget for sent hen i Middagsabonnementet og maatte spise hurtigt for at være tidsnok til Eftermiddagstjenesten i Banken Klokken fem.

136

Samme Dags Aften, efter Lukketid i Banken, gik Brodersen, som sædvanlig, lige hjem. Der skulde da en Time forinden være tændt i hans Kakkelovn, Nationaltidendes Aftenavis stak i Brevkassen.

Han tog Bladet ind med og lagde det midt paa Skrivebordet, vadskede Hænder i Sovekammeret, kom i Hjemmefrakken og tog fra et gammeldags Hjørneskab Brød, Smør og Paalæg frem og Spritapparatet til at lave Theen paa.

Nøjagtig et Kvarter efter laa Servietten paa Midterbordet, og det hele stod anrettet. Andre femten Minuter efter var Brodersen færdig med at spise og stillede alting i Orden igen.

Saa blev den stadigt uoplukkede Nationaltidende flyttet over paa Midterbordet, medens Brodersen af Skrivebordsskuffen tog sin Regnskabsbog frem og satte sig til at indføre Dagens Udgifter. Nederst skrev han T. 40 Øre - ligesom paa foregaaende Dags Regnskab og foregaaende igen.

Brodersen kunde ikke lade være at tænke, som saa tit tilforn, at for det første bogførte han her en Udgift, der endnu ikke var afholdt, men først skulde det en Times Tid efter, og dernæst at naar han kun skrev T. og ikke Toddy helt ud, var det dog egentlig, fordi han fandt, det var en højst overflødig Udgift, som man i Grunden skulde skamme sig over. Tilmed blev Toddyen jo saa dyr, fordi den blev drukket ude, paa Kafé. Fyrretyve Øre om Dagen blev lige akkurat et hundrede og seks og fyrre Kroner om Aaret, og regnede man blot til seks Øre Differencen mellem de to Aftencigarer nu, og saa de to lange Piber, han tidligere havde siddet hjemme og røget, saa gav det, lagt til de hundrede og seks og fyrre: en - syv og treds - halvfems. Men det var da rigtignok ogsaa først, efter at Brodersen havde faaet sin gode Stilling i Banken, at han havde tilladt sig alt det, og saa gik han jo til Gengæld aldrig i Teatret eller paa Varieté, undtagen den ene Gang om Aaret, paa sin Fødselsdag, da han altid spenderede en Billet til det kongelige Teater, saadan som han engang imellem havde kunnet det

137

som Dreng. Og saa var der jo ogsaa det med Kaféen, at det var Jonas, Kassereren i Brodersens gamle Forretning, som havde faaet ham til at komme der, og man hørte paa den Maade altid lidt om de Mennesker, der havde været ens Kammerater lige fra Konfirmationen, og om det gamle Firma. Og man traf Lauritz, Jonas' Hund, som var opkaldt efter hans Søn, der døde. Hundene er s'gu meget bedre end Menneskene, havde den gamle Enkemand sagt, saa de kan godt fortjene et ordentligt Navn, og min Søn, han var igen opkaldt efter sin Bedstefader, af den Sort Folk, der ikke lever mange af nu for Tiden. Lauritz laa altid nedenunder en ganske bestemt Stol, som der ikke maatte sidde nogen paa ...

Brodersen lukkede sin Regnskabsbog ned i Skuffen igen, trak Lænestolen hen til Midterbordet, tændte Cigaren, lagde Fødderne paa Gyngeskamlen fra hans Barndomshjem, foldede Nationaltidende ud og læste den fra først til sidst.

Der var ikke rigtig god Varme i Stuen, og Lampen brændte i en Spids. Det var rigtignok rart, at han nu snart kunde flytte, for hvor der ogsaa havde været renligt, pillent og pænt derhenne! Fiolstræde var ogsaa nær ved alting, ved Banken og ved Kaféen, der laa i Vimmelskaftet, den gode gammeldags Kafé, af Størrelse som en almindelig stor, hyggelig Stuelejlighed, med Fløjelssofaer og Marmorborde, men ikke det mindste moderniseret og dekoreret.

Brodersen gik derhen og søgte sit Stambord, hvor Jonas og den gamle Tømmermester Hilker sad i Sofaen, Fuldmægtig i Magistratens Revision Enevold lige over for Lauritz' tomme Stol, og en Plads var reserveret Bogholderen.

Brodersen strakte Haanden ned for at klappe Lauritz. Man hørte en daskende Klapren af Halen, der logrede imod Stolebenene.

Kort efter vilde en intet anende fremmed Herre gerne tage Stolen, som Lauritz laa under; men ikke saa snart havde han lagt Haanden paa Stoleryggen og bøjet sig spørgende over imod Fuldmægtig Enevold, førend Hunden for op, viste Tænder og knurrede, som om der var et helt Uvejr inde i den.

Den gør ikke noget, den gør ikke noget, sagde Jonas beroligende.

Den anden havde øjeblikkelig sluppet sit Tag og var traadt flere Skridt tilbage.

138

Ja, De undskylder - mange Gange ... han skævede stærkt til Hunden, der stilfærdigt luskede sig til Ro inde under Stolen igen.

Gudbevares, det er mig, som skal undskylde, paa Hunds og egne Vegne.

Der blev skrabet ud med Fødderne og gjort gensidige Komplimenter, inden den fremmede fjernede sig, hen i den anden Ende af Lokalet.

Kendte De ham? spurgte Tømmermesteren med dæmpet Røst.

Nej, sagde Jonas.

Fuldmægtig Enevold kendte ham heller ikke.

Gør De heller ikke, Brodersen?

Næ.

Jeg véd Pokker ikke; men jeg syntes, jeg skulde kende ham paa Anseelse - Nielsen!

Opvarteren nærmede sig.

Hilker holdt Haanden op til Mandens Øre: Hvem - var - den -Herre? hviskede han tydeligt.

Jeg kender ham ikke, Hr. Hilker. Det er en Strejfkunde.

De faldt alle fire beroligede hen og nippede til deres Toddyer. Jonas kløede Lauritz paa Snuden.

Han var nærved at være lige saa tosset, sagde han, som naar han møder et Pindsvin ude i Skoven. Der skulde De se ham: Hvad er du for en Svend? Til højre og venstre springer han for ham og gøer. Den kan han ikke regne ud. Han ser op til mig: Hvad er det, Fatter, kan du ikke forklare mig det? Tilsidst saa hyler han i vilden Sky, fordi han ikke kan finde ud af det. Han er klog, morderlig klog.

Ude i den gamle Beværtning, sagde Hilker, som jeg har købt til Nedbrydning nede ved Kallebodstrand, dér er fuldt med Pindsvin i Haven. Drengene, de fanger dem. Der kan koges en storartet Suppe paa Pindsvin.

Der kan Fanden, kan der.

Kan der ikke? Har De aldrig hørt, Enevold, at der kan koges Suppe paa Pindsvin?

Jo, Enevold mente nok, han havde hørt saadan noget ude fra Landet.

Ja, sagde Jonas, det er jo ikke værre end i Frankrig, at de spiser Snegle. Og det gør de.

Ja, og Fuglereder i Kina, tilføjede Brodersen, som i et af Nationaltidendes

139

Tillæg netop havde læst en Skildring fra en Telegrafist om et fornemt Bryllup i Kina.

Hør, sagde Jonas, og lod Haanden falde vægtigt ned mod Bordet, kan De huske, Brodersen, gamle Lange, der var paa Kontoret lige i den første Tid, De kom der. Hans Søn, han er saagu kommen til Kina.

Nej, virkelig!

Jo, Gu' er han saa. Det skulde man saamænd ikke have set paa ham, da han kom fra Skolen og hentede Faderen om Middagen. Men jeg talte med Søsteren forleden Dag; han er Speditør for et stort Dampskibsselskab, og hun sagde, han baade talte og korresponderede paa en fem-seks Sprog.

Det maatte være dejligt at kunne saa mange Sprog, mente Brodersen.

Rasmus Rask kunde tre og tyve Sprog, bemærkede Hilker.

Tre og tyve? Skulde det ikke være lidt rigeligt? mente Jonas. Der er vel daarligt tre og tyve rigtige Sprog.

Han kunde tre og tyve Sprog forsikrede Tømmermesteren.

Enevold og Brodersen mente da ogsaa, de havde læst, at det var nogle og tyve.

Død og Pine, han kunde have tjent Penge, havde det været nu til Dags.

Jamen han var saa svagelig ...

Ved at høre Tale om Svagelighed kom Brodersen til at tænke paa Jørgensen.

Hør, det er sandt, sagde han, Direktøren var i Banken i Eftermiddags, og Kassereren og jeg skulde lave en lille Opgørelse til ham over Bevægelserne paa de forskellige Konti. Det maa jo gøres udenfor Kontortiden, og saa sagde Direktøren, at vi maatte endelig lade Aftensmad komme fra en Kafé og hvad vi ellers ønskede. Men nu talte jeg med Jørgensen om, at det var da egentlig meget bedre at vente og saa gaa herover og spise Klokken ti.

Ja, han skal være velkommen her ved Bordet.

Det vil sige, ikke paa Lauritz' Stol.

Nej, den dyer han sig s'gu nok for ha, ha!

Hvordan er det, det er jo ham, sagde Jonas, der har haft en Stilling i Tyskland?

Ja, han har været i et stort Skindhus i Leipzig, lige fra ungt Menneske.

140

Tømmermesteren kendte ham ogsaa godt, fra den Gang Hilker havde haft en Kassekredit i Banken: en høj, mager Mand, bleg af sig.

Ja, desværre, Brystet er ikke godt. Og han er saa ivrig. Det bliver det værre af

Sidder han ikke lidt trykket i det?

Jo, meget. Han har haft gamle Forældre at underholde og mange Børn; der er flere døde. Men det er ellers saadan et reelt Menneske.

Talen kom ind paa, hvor Jørgensen boede. Hilker havde nok tænkt, det var ude ad Vestrekanten, for dér havde han tit mødt Manden.

Saa gentog Brodersen, hvad han allerede havde fortalt Dagen iforvejen, at han straks havde bestemt sig for de Værelser i Fiolstræde uden at se paa andre. Betalt en halv Maaneds Leje forud lige med det samme.

Jonas fandt, at Broderen burde flytte straks: Folkene passer Dem dog daarligere og daarligere dér, hvor De bor nu, efter at De har sagt op. Og blæse paa den Smule Leje! Det kan De godt have Raad til, for at undgaa alle Ubehageligheder. Værelserne staar jo til Raadighed omme i Fiolstræde, saa Konen tager Dem saamænd nok den Ugestid iforvejen.

Det vilde nu aldrig være faldet Brodersen selv ind; men der kunde jo være noget i, hvad hans gamle Kasserer sagde. Dette halvkolde Værelse og den skævt klippede Lampe - og det var naturligvis meget rigtigt, at det vilde blive værre og værre i enhver Retning; han maatte allerede nu gaa efter alle Vegne med en Støveklud ...

Medens Brodersens Tankegang fortsatte sit Løb videre, hørte han, hvorledes de andre snakkede om hans nye Vært, Redsted, som Jonas vidste havde været Rejsende for P. K. Hansen, men nu rejste han vist for en mindre Forretning, eller om han havde noget selv, han tumlede med.

Han maa vist være gift, sagde Fuldmægtig Enevold, med en Datter af den gamle Manufakturhandler Thomsen -

- ja, ude i Blaagaardsgade 21, faldt Brodersen ind.

Folk troede, der havde været noget, fortsatte Enevold, det var en pæn, lille Mand, flittig og sparsommelig, han sled, lige til han ikke kunde mere. Og saa i Boet opdagede de, han havde sat alting til nogle Aar iforvejen i Udtørringshistorier, som en Prokurator havde faaet ham ind i.

141

Herregud, sagde Brodersen medfølende. Saa fik hun slet ingenting.

Nej, Konen var død allerede nogle Aar før.

Naa, jeg tænkte ellers paa hende, Datteren, Fru Redsted.

Nej, hende blev der skam heller ikke noget til. Og gamle Thomsens Datter havde man dog altid troet - Redsted var nok ogsaa en hel Del flot anlagt, og fra P. K. Hansen var han kommen væk allerede, saa ...

Brodersen havde imidlertid i sit stille Sind bestemt, at han vilde i Morgen, lige efter tre, igen gaa derhen og spørge, om han ikke kunde flytte ind allerede før den første. For der var saa renligt! -

142

Udarbejdelsen af den statistiske Opgørelse blev opsat til Dagen efter at Brodersen, allerede den tyvende i Maaneden, var flyttet. Men saa tog Jørgensen og han fat, og det gik rask fra Haanden. De sad alene, ved to enkelte Blus, i det store, varme, ellers mørke Rum.

Det er svært, saa det Arbejde fortner sig, sagde Jørgensen, da de gjorde et Øjebliks Pavse.

Jamen jeg er ogsaa i rigtig Arbejdshumør i Dag, og saa er jeg saa glad over, at min Flytning er overstaaet.

Ja, det var s'gu noget at tale Om overstaaet, med at flytte et Par Værelsers Møbler hen i en anden Lejlighed. - Aa, sagde Jørgensen pludseligt og lod Pennen synke, medens han strakte Benene langt fra sig, De aner ikke, hvor jeg er lykkelig, over at det ikke blev til noget med min ældste Datters Feber; der er jo en hel lille Tyfusepidemi for Tiden, og de smitter hinanden i Skolerne, det er det meste, de bringer hjem fra dem. - Andet end Hospital, med at den ene blev syg, naar den anden var bleven rask, det har vi ikke kendt til, fra vi fik den første lille.

Han greb Pennen igen: Naa, videre fort! Vi maa skam være glade, over vi slap saa naadigt denne Gang; den mindste er der naturligvis altid noget med ...

De besluttede at holde op, da Klokken var ti.

Egentlig er det jo knusende fjollet af Direktøren, at han vilde have denne Opgørelse paa denne Tid af Aaret, i Stedet for at vente til Januar. Men det var - i en Anledning, som han sagde, Sprællemanden. Der ryger s'gu saadan et Stykke forloren Udenrigsminister i alle Danske, naar bare de faar en Smule mere end Konen hjemme at dominere med. Naa, men han sagde det jo ellers meget nydeligt med denne Aftensmad. Det skal saamænd blive helt morsomt engang igen at komme paa Kafé. Det har man ikke haft Raad til i de sidste tolv Aar.

Paa Vejen hen til Vimmelskaftet nævnede Jørgensen, at han havde kendt den gamle Jonas' Søn.

143

Lauritz? Ham, som Hunden er opkaldt efter.

Ja. Det var en Døgenigt.

Jo, men det tror nu gamle Jonas ikke.

Den gamle Mand kan takke Vorherre, fordi han sparede ham for at tigge forgæves hos den Dreng.

Brodersen tænkte paa det, de havde talt om paa Kaféen forleden, at Jørgensens gamle Forældre nok havde kostet ham saa store Ofre, inden de nu omsider var døde paa Sygehjemmet.

Børn, sagde Jørgensen, der ikke gør alt for deres gamle Forældre, det er ikke Mennesker. Og de er værre end Dyr.

Han stod stille et Øjeblik under en Lygte: Naar man nu ogsaa selv har prøvet, hvordan man elsker saadan Børn ....

De to Herrer fik Plads ved Stambordet, efter at Jørgensen var bleven forestillet rundt.

Stor Ære, sagde han forbindtlig og skrabede med Fødderne. Han saa sig om, da de havde taget Plads: Her er hyggeligt. Det er virkelig helt oplivende. Ja, nu er det, Brodersen, om hvor meget, vi kan være bekendt at lade Aktionærerne betale. Der maa jo ikke ske for stort et Afdrag i Dividenden. Men jeg er for Resten bleven sulten.

Ja, det tror Pokker, sagde gamle Jonas vægtigt, naar man kommer til at spise to Timer senere end sædvanligt. De skulde begynde med kold Gaas; den er udmærket.

Jørgensen saa et Øjeblik over mod Brodersen, men Bogholderen sagde: Nej, det er der ingen Mening i, synes jeg, lad os tage os noget ordentlig godt Smørrebrød og Ø1. Det vil sige, naturligvis, hvis De ønsker, Jørgensen -

Næ, det giver jeg Dem ogsaa Ret i, kære Kollega, som Tyskerne skriver til de største Kæltringer, det skal jo ikke være Skoleskovtur. Men jeg kunde dog for Resten lide at lapse mig med et Stykke med Laks jeg har - i tidligere Tider altid holdt meget af Laks.

Jørgensen saa igen engang omkring sig: Det er virkelig en hyggelig, lille Bule.

Ja, og saa et pænt Publikum, tilføjede Hilker med megen Styrke. Her skraas overfor, paa Hjørnet, den nye Kafé, Gudbevares, den skal være forgyldt paa alle Leder og Kanter, og Spejle, man kan tage fejl af og løbe lige lurk ind i! Men har De hørt om Skandalen derovre fra forleden? Der kom Stamgæster derfra herover og fortalte det.

144

Ja, den var køn, indskød Jonas.

Det var et Par af disse unge Overretssagførere, De véd, Kasserer, som der er saa mange af

Jo, Tak; Overretssagførere! Det er jo snart alle Gadedrengene i København. Det bliver ikke bedre, førend de faar ædt hinanden op i Konkurrencen, ligesom Halenegrene.

Ja, og se, saadan et Par Stykker, de tog en Aften ligefrem Pigebørn med derop.

Det er jo Værtens Skyld, sagde Fuldmægtig Enevold.

Nej, det kan en Vært saagu ikke gøre ved.

Det er enhver Vært udsat for.

Det mente Jonas ogsaa.

Nej, siger jeg. Tror De, nogen bød Hansen her det?

Man samtalede en Stund endnu om dette Emne, indtil Maden kom til de to Bankmænd Der var bleven stillet et lille Marmorbord sammen med de andre Herrers.

Skaal, kære Brodersen, i denne Ø1 fra Fad. Det danske Ø1, det er nu ikke som Tyskernes, det kan ikke nytte at sige det; men ned gaar det jo meget godt. Ja, i Leipzig, der spiste jeg saamænd paa Restaurant hver Aften hele Aaret rundt, lige saa længe jeg var der; det ved Gud, jeg gjorde ....

Senere hen paa Aftenen, da Toddyerne stod paa Bordet, bad Jørgensen Opvarteren om lige at bringe de tyske Aviser, han kunde lide at kige bare et Øjeblik i dem.

Naa, der har vi gamle illustrirte. Den ligner sig selv. Og naturligvis Berliner Tageblatt. Nej, det er mig for platbenet. Har De ikke Norddeutsche eller Tante Voss?

Hvad er det for en Dame? spurgte Jonas gemytlig.

Det er Berliner Vossische, saadan noget lignende som Berlingske her, meget søvndyssende til Tider, men ogsaa med udmærkede Artikler, brillante Beilagen og ikke med alle de mange Ørkenben i Redaktionen.

Mener De Jøder? spurgte Fuldmægtig Enevold.

Ja, de Herrer kender da nok den gamle Vittighed

Ørkenben! gryntede Jonas.

Jo, det siger Tyskerne, at disse kære Herrer Landsmænd af den anden Race, de har deres smukke Ben, fra dengang de vandrede de mange Aar i Ørkenen, saa var det jo om at træde godt bredt ned og

145

stikke Tæerne højt til Vejrs for ikke at faa for meget Sand imellem dem; det fik de den kønne Façon af

De andre lo, undtagen Fuldmægtig Enevold.

Jørgensen blev ved: Ach, die Beene, die Beene - Benene, kære! De røber dem altid, og dem faar de aldrig Bugt med, oin det saa er Muljøder i flere Generationer.

Gamle Jonas brast ud i en mægtig Latter: Mulj .... Muljø .... nej, den er for go'!

Ja, hvad Pokker, Faderen Kristen og Moderen Jøde eller omvendt, det kan da ikke blive til andet end Muljøde.

Hm! sagde Enevold, lidt alvorlig, jeg vil nu sige Dem, Hr. Jørgensen, at De har jo levet i Tyskland; men det vilde ikke være heldigt at faa dette tyske Jødehad overført her til Landet.

Nej, Død og Pine, jeg glemte, jeg var i Danmark. Her er jo Jøderne hellige, ligesom Kattene i Rusland.

Nu kunde de allesammen ikke lade være at le.

Jørgensen er helt kaad i Aften, sagde Brodersen.

Jamen jeg er ogsaa i udmærket Humør. Vi har det saa hyggeligt, saa maa man da kunne skælde lidt ud.

Han kaldte paa Opvarteren.

Jeg er saa fræk, Brodersen, og lader Aktionærerne give en Ekstratoddy.

Jonas og Tømmermesteren stemte i med: Ja, det er da meget rigtigt, og Brodersen skal sandelig ogsaa have en. Han sidder altid her saa peder anstændigt og nøjes med en eneste, mens vi andre kvæler to. Lad ham nu komme med paa Grisen for en Gangs Skyld ...

Skaal, de Herrer, Skaal! - Jørgensen hævede sin frisk ankomne Toddy. Og det skulde gøre mig ondt, om jeg havde stødt Deres Følelser ved mine Bemærkninger før. Herregud, jeg hader ikke nogen, men vi er da skikkelige Kartoffelnæser og Braksnuder allesammen, saa vi kan rolig grine lidt ad Krumsnablerne og Fladbenene, de griner saamænd nok af os iforvejen. Jeg kender dem godt fra Tyskland, de ligger med Skindforretningen over hele Landet, mit gamle Firma var snart det eneste store kristne Firma i Branchen. Nej, det er ikke mine Folk. Og som de kan holde sammen paa Penge! Det er ligefrem væmmeligt. Og de drikker ikke. Det er ikke, fordi jeg drikker, men den Maade, en Jøde, han kan lade være at drikke paa, det er noget ganske for sig selv. Jeg har altid tænkt i mit stille Sind, at det var vel

146

ogsaa noget, de havde fra Ørkenen og alt det Vand, han slog ud til dem af Klippen; det kan de ikke glemme, saa dejligt det smagte. -

Hyss! sagde Brodersen, og de andre blinkede over mod Jørgensen, der et hurtigt Øjeblik vendte sig paa sin Stol. Der var en ældre, jødisk Herre, som gik langsomt over Gulvet hen imod sin Stamplads.

Jørgensen gav sig øjeblikkelig til at spørge Jonas om noget angaaende Kasserervirksomheden oppe i hans store Kulforretning. Den anden gav tilfældigt nogle Oplysninger, der interesserede Jørgensen, saa de kom hurtigt i en livlig Samtale, som ogsaa Brodersen tog Del i, medens Fuldmægtig Enevold sàa paa sit Lommeuhr, og endelig Tømmermester Hilker strakte paa sig: Nu skal vi skam hjem, Enevold. Mine Herrer! Det er blevet en halv Time over Tiden. De maa jo da ogsaa hjem engang, Brodersen!

Ja - i min nye Lejlighed, sagde Bogholderen.

Det er sandt, til Lykke med den!

Naar bare De ikke bliver skuffet.

Nej, det er jeg denne Gang næsten sikker paa, jeg ikke bliver.

Ja, sagde Enevold, der ogsaa var Ungkarl, det er Nummer et af alting, hvordan man bor ...

Stamgæsterne fik hurtigt deres faste Beløb afgjorte; det varede noget længere med Jørgensen og Brodersen, der vilde have Regningen skrevet op.

Medens de andre tog deres Frakker og Hatte paa, stod Jørgensen lidt og spurgte saa Opvarteren: Sig mig en Ting, har De nogen Kager, det vil sige gode Kager, paa denne Tid af Aftenen?

Ja, der er et Par Linsekager i Aften tilovers.

Linsekager? Ja de maa vel være gode.

Jonas og de andre blev utaalmodige. Den gamle stødte med Stokken i Gulvet.

Skal vi sige Farvel til dem! sagde Jørgensen dæmpet til sin Kollega. Godnat, de Herrer - han gik hen og trykkede deres Hænder med oprigtig Venlighed - og tusind Tak for i Aften; det har været mig overordentlig behageligt! Ja, Brodersen følger mig lidt paa Vej.

Nej, ser De, vendte han sig mod Brodersen, medens de tre andre drev ud af Lokalet, jeg vilde gerne have et Par Kager.

Ja, hvorfor ikke?

Og de er virkelig ikke tørre? spurgte Jørgensen Opvarteren, der stadig ventede.

147

Nej, de staar under Glasklokke.

Ja, naar de staar under Glasklokke, saa maa de jo kunne holde sig. Vil De lade mig faa to, men rigtig gode. - - Jeg skal sige Dem, Brodersen, det vil nu glæde min Kone saa meget at høre, at vi har haft det saa gemytligt. Og saa vilde man jo ogsaa gerne gøre hende en lille Glæde, en ganske lille Glæde. Nu ligger hun naturligvis vaagen, naar jeg kommer hjem, for den lille, som De véd. Og tit og mange Gange om Natten, af al den Uro og Vaagen, føler hun sig saa flov og mat, og jeg er gaaet ud og har smurt hende bare saadan en lille Skive Franskbrød, det synes hun, hjælper. Men se, naar man nu kunde komme hjem med et Par Kager, det var jo dog altid noget andet.

Kagerne blev bragt.

Det bliver altsaa de to Kager til paa Regningen, sagde Bogholderen.

Nej, hør, dem vil jeg s'gu selv betale. Ellers har jeg slet ingen rigtig Fornøjelse af det .....

Da Brodersen klædte sig af hjemme, svævede for et Øjeblik Jørgensens Kone, der maaske netop nu fik Kagerne, og saa Fru Redsted, som altsaa laa ind til Gaarden og sov, sammen til én Person.

148

Efter at Brodersen havde boet en otte Dages Tid hos Fru Redsted, spurgte han hende, om hun ikke brød sig om at læse hans Nationaltidende, saa kunde han jo saa godt give den ind om Aftenen, inden han gik hen paa sin Kafé; det var aldeles ikke nogen Ulejlighed.

Fruen takkede venligt: det kunde jo være rigtig rart, især i denne Tid, da hendes Mand desværre stadig var paa Rejse.

Hver Aften, Klokken ni, bankede Brodersen nu paa og kom ind med Bladet. Han sàa hende da sidde alene, ved Hængelampen, medens der var ganske mørkt i den øvrige Del af Stuen, og hun arbejdede paa sit Broderi. Men naar han traadte ind, lagde hun det i Skødet, saa op og smilede: Tak! Saa kan vi holde op med at slide for i Aften.

Og han vidste, at nu vilde hun indtil Sengetide sidde og læse i hans Avis og i nogle af de laante Bøger med lidt fedtede Bind, som laa paa den nederste Hylde af Etageren.

Der var noget ved den Kone, syntes Brodersen altid, der mindede ham om hans Moder, som havde været Enke og lige saadan siddet alene i en smal Et-Fags Stue - eller om hans ugifte Tante senere i Bedstefaderens Hjem, hvor han var kommen hen efter sin Moders Død. Naar han nu, saa mange Aar efter, faldt paa at tænke over det, kunde han egentlig godt huske, hvor han som Dreng havde holdt forfærdelig meget af den Tante. Og det havde været saa besynderligt Dagen efter at hans gamle Bedstefader var død og de stod ved Sengen og sàa ham ligge, klædt og stille, med et Smil i de sammensunkne Mundkroge; men Tanten stod med Frandsen, som var kommen der saa meget, i Haanden. Og da hun lagde Mærke til det forbavsede Blik hos Drengen, som dengang var en tretten Aar, saa sagde hun: Ja, Frandsen, det maa vi jo dog sige Frederik dér, at vi to skal gifte os med hinanden; men saa længe gamle Fader levede, kunde der jo ikke være Tale om det - Den Tante boede nu med sin Mand ovre i Varde, hvor han havde overtaget en Forretning, og af hele Slægten havde Brodersen kun hendes ældste Søster tilbage, der var en meget gammel Enke ude på Kristianshavn .... Om Søndagen gik Fru Redsted i

149

Kirke, og paa den Dag indeholdt Morgennumret af Nationaltidende netop saa megen Læsning. Saa snart Brodersen kunde høre hendes Skridt igen inde i Værelset, tog han Bladet og ringede paa Døren ud til Gangen. Hun takkede mange Gange for Venligheden og spurgte, om han ikke vilde komme ind og sidde lidt ned.

Lille Henny stormede straks lige op i Skødet paa Brodersen.

Nej, men nu skal du være artig, Henny, og ikke saadan genere. De véd ikke, Hr. Brodersen, hvor hun er utidig om Søndagen. Det er virkelig helt til at fortvivle over.

Moderen tog den lille Pige rask i Armen.

Aa, det er Synd, sagde Brodersen.

Nej, det er saamænd slet ikke. Det er bare, fordi om Søndagen, efter Frokost, kan hun ikke komme ned til Eslöfs og lege, for de er altid ude saa, hele Dagen. Men hun maa virkelig ogsaa være lidt hjemme hos mig og vænne sig til at lege i Ro, med sig selv. Tag nu din store Dukke. Hører du, Henny! Uh, sikken du har smidt den paa Gulvet! Fy, skamme dig!

Brodersen blev helt bange, for at den lille skulde give sig til at græde, saa haardt, fandt han, der blev talt. Og han syntes heller ikke, det klædte Moderen rigtigt.

Hør! sagde han pludselig, jeg kunde som Dreng lave og klippe saadan nogle Ting ud af Papir; lad mig se, om jeg ikke kunde more dig med det ....

Fra da af maatte Brodersen hver Søndag klippe ud Haner og Katte og noget, der skulde forestille Kjoler med Bælte og frynsede Skørter, af hvidt Papir og kulørte Papirer, som han købte i de forskelligste Farver. Og Barnet sad, eftertænksomt og stille, og legede med sine fine Sager, som hun stillede foran sig og byttede om med og købte hos sig selv og solgte igen.

Brodersen kom altid bestemt Klokken halv tolv, naar Fruen var vel hjemme fra Kirken og havde faaet sat sig hen med et Arbejde. Der var Sol paa i den lille Dagligstue netop paa den Tid af Dagen, Henny faldt hurtigt til Ro med alle sine brogede Papirsting, og saa var der heller ikke den Vogntummel fra Gaden, som ellers kunne genere Fru Redsted en hel Del. Al Kirkegangens Stilhed og Højtidelighed syntes hun svævede endnu omkring hende, lige til Orgelbruset og Menighedens Skridt imod Stenfliserne, og altsammen gled det ligesom saa underligt med ind i Hyggen her i hendes egen, lille, lyse

150

Stue, hvor Barnet smaapludrede, og denne Mand sad ved Vinduet, glad over at kunne glæde hendes lille Pige, medens han fortalte et og andet nyt fra Banken eller Kaféen, eller ogsaa snakkede om gamle Dage. Han var vokset op som lille Dreng her i Voldkvarteret lige tæt oppe ved Gammeltorv, og efter Bedstefaderens Død var han kommen i Huset hos en Kommunelærer, der boede i Larslejstræde, hvor Stiftelsen med de smaa Ruder sprang frem midt ud paa Fortovet og den høje, grønne Vold laa lige for Enden af Gaden. Men siden hen i Livet havde det jo ikke altid været ham muligt at finde noget, der passede med hans Midler, netop her i Kvarteret, derfor var han nu saa glad, det var næsten, ligesom han var kommen hjem igen!

Som hun sad dér, Fru Redsted, med sit Helligdagshaandarbejde og lyttede til hans Stemme og Barnets Smaapludren, kunde hun helt blive opfyldt af Taknemmelighed over, at denne fremmede Mand befandt sig saa vel hos hende, ganske alene i Verden som han var; men i det samme kunde der gribe hende en saa pinagtig Længsel efter hendes egen Mand, saa at Øjnene løb i Vand. Det forstod hun dog altid at skjule for Brodersen, og hun pudsede blot sin Næse. Han sad saa veltilfreds dér og skulde jo da heller ikke have noget at vide om, hvad der saadan kunde falde hende ind at tænke. Og saa desuden, lidt efter kom denne milde, hyggelige Fred med Mindelser fra Kirkegangen atter over hende ....

Det er en dejlig Roman, sagde hun saadan en Søndag, den, der staar nu i Nationaltidende.

Brodersen læste den ikke. Det var det eneste, han ikke læste i hele Bladet.

Nej, Herrer, de læser vel ikke saadan Romaner. Fader havde aldrig Tid til det, og min Mand, han har saa tit gjort Nar ad mig for det.

Naa, hvorfor skulde man nu gøre Nar ad det? Jeg vil for Resten gerne læse den Roman, det er jo hurtig gjort om Aftenen.

Ja, saa kunde vi tale sammen om den - Aa nej, afbrød hun sig selv, De bryder Dem vist slet ikke om at læse Romaner.

Jo, jeg har da læst flere.

Brodersen anstrengte sig forgæves for at huske, hvad det var for nogle; men flere var det da.

Og det er naturligvis ogsaa meget rigtigt, sagde hun, man skal læse, hvad der er sandt; det er det bedste. Men De kan nok forstaa, naar jeg saadan sidder med mit Arbejde til daglig for Broderimagasinet, og lille

151

Henny er hos Eslöfs, saa tænker man saa meget, og saa fortsætter jeg altid Romanerne, jeg læser; De forstaar nok, inden de er sluttede. Det gjorde jeg ogsaa hjemme, som ung Pige, og det var tit meget bedre, syntes jeg, saadan som jeg lavede det, end som det virkelig blev i Romanen. Aa, det er saa dejligt, naar man sidder alene, at lade Tankerne saadan rigtig fantasere. - Men det forstaar De vist slet ikke?

Jo, sagde Brodersen hurtigt, det gør jeg dog nok. Det forstaar jeg meget godt. Det gør jeg virkelig. Jeg skal skam læse den Roman.

Ja, De kan faa den hos mig. Jeg fik jo Lov til at klippe dem ud og har gemt dem allesammen. Men hør, saa lover De mig, at De ikke siger det til min Mand, naar han kommer, for han har gjort saa forfærdelig Nar ad mig med mine Romaner.

Nej, det skulde Brodersen ganske sikkert love.

Hvornaar kommer for Resten Hr. Redsted?

Aa - hun rejste sig op og gik et Par Skridt hen over Gulvet - Gud ske Lov og Tak, han kommer paa Onsdag eller Torsdag i denne Uge og bliver Julen over til ind i Januar.

Som jeg har længtes efter min Mand! sagde hun stærkt.

152

Om Onsdagen, da Brodersen kom hjem, sàa han til sin Forbau-selse, at hans Nationaltidende ikke stak i Kassen, og idet han traadte ind i Stuen, kunde han inde fra Lejligheden skelne en mandlig Stemme. Saa var det sikkert Hr. Redsted, der allerede var kommen. Det forekom ham egentlig saa underligt, skønt det var helt naturligt og ikke andet, end hvad han havde vidst, der vilde hænde.

Brodersen spiste til Aften. Men endnu inden han havde faaet sat Tingene hen igen, bankede det paa hans Dør.

Hr. Redsted traadte ind med Nationaltidende i Haanden.

Det slog Brodersen, at saa ungdommelig havde han egentlig ikke tænkt sig Manden, med stort, blondt, kruset Haar, røde Kinder og tykt, hængende Overskæg, som han med lange Haandbevægelser strøg nedad. Han maatte jo være mere end en halv Snes Aar yngre end Brodersen.

Maa jeg tillade mig at forestille mig som Manden i Huset! Min Kone gav mig en slem Overhaling, fordi jeg var saa fræk at snuppe Deres Avis ud af Kassen, hojstærede. Men De var jo ikke hjemme, og der var noget, jeg saa Pokkers gerne vilde se i Bladet, saa -

Ja, Gudbevares, sagde Brodersen, det spiller saamænd ikke mindste Rolle. Vil De ikke træde nærmere - og han strakte Haanden frem.

Tak, tacker saa mycket; maa jeg trykke Deres meget ærede af Dags Dato, som en af vores gamle Rejseonkler plejer at sige. Naa, et Spøg, et andet Sludder; jeg haaber, De befinder Dem vel her i Familjen?

Ja, det gør jeg rigt -

Saa bankede det igen paa Døren, men sagte. Det var Fru Redsted.

Ja, De undskylder, Hr. Brodersen, sagde hun, men sàa straks hen paa Manden og gik over til ham. Min Mand er saa utaalmodig og vil aldrig vente - hun tog Redsted under Armen og blev staaende saale-des, tæt op ad ham. Broderen lagde Mærke til, hun havde saadan et pænt, nyt, broderet Forklæde paa over Kjolen.

Og jeg vilde jo netop sammen med dig gøre Besøg hos Hr. Brodersen,

153

sagde hun op imod Manden. Synes du ellers ikke, Kristian, der er bleven pænt herinde?

Havde De egentlig tænkt Dem, min Mand sàa saadan ud? vendte hun sig uden at oppebie Svar og pludseligt mod Brodersen.

Han var noget i Forlegenhed med, hvad han skulde svare.

Nej, De havde naturligvis ikke tænkt Dem, min Kone havde taget saadan en Røver. Jeg har ellers været godt nok underrettet om, hvordan De sàa ud, Hr. Brodersen, for min Kone skrev -

Nej, véd du hvad - Fy, det vil jeg virkelig ikke have, du skal fortælle.

Diskretion, Ehrensache! Færdig med fire og fyrre. De ser, Hr. Brodersen, naar en Kone tager Kommandoen, har vi stakkels Ægtepetere ikke andet at gøre end at lystre, træde af paa Tælling, ligesom i Tjenesten.

Ja, du har det vist rigtig drøjt, du, stygge Mand - hun lænede sig let ind til ham - du skulde hellere huske, hvad det var, du kom og skulde sige.

Ja, Død og Pine. Jo, min Kone og jeg vilde gerne spørge, om De ikke vilde gøre os den Ære og Fornøjelse m. m. p. p. at drikke deres Toddy i Aften inde hos os i Stedet for paa Deres Stambule.

Aa, du bruger saadan rædsomme Ord, Kristian! Stryg det Haar lidt bort fra Panden, det ser saa grimt ud, umandigt - Og saa vil De nok, Hr. Brodersen, drikke Deres Toddy i Aften sammen med min Mand. Det vilde jeg saa gerne have - og min Mand naturligvis ogsaa ....

De gik alle tre ind til Redsteds.

Værsaaartig, højstærede; skal vi ta' og flytte Bordet lige hen under Hængelampen; ja, vi har jo Hængelampe for Barnets Skyld. Det er nu for Resten storartet, men tror De, jeg gør Nar ad Dem, naar jeg siger, jeg har købt den Lampe for to Kroner og fem og halvfjerdsindstyve Øre fra ny af? Den koster tolv Kroner i Forretningen, men forstaar De, alle Stykkerne bliver forskrevet fra Tyskland, og saa samler min gamle Ven, Jakob B. C. Hansen, dem henne paa Graabrødretorv og sælger videre til alle de store handlende. Det er snildt, hva'? Saadan, op med Frederik!

Redsted skubbede Hængelampen saa højt op, den kunde komme. Vi skal jo ikke føre ind i Hovedbøger, Gud være lovet! En Cigar, værsaaartig! Brasilindlæg, Havannadæks. Gør mig den Tjeneste og læg

154

Mærke til, hvordan den Cigar smager Dem. Det er en Cigar, som Røikjær & Co. er ved at arbejde ind i hele Jylland, lidt dyb i Smagen, fyldig paa Tungen, saadan som Jyderne skal have det, dette Københavnerhalm, det er ikke noget for de Folk. Han kan levere den til fem og halvtreds, et tusinde. Det er det glade Vanvid! Saadan en Kvalitet til den Pris! Det er ligefrem Synd for den Cigar, at den skal sælges til den Pris.

Fruen kom ind og bar en Bakke med varmt Vand og Sukker og Glas. Brodersen tænkte, at det var da en nydelig Sølvkande, Vandet var i, saa køn og stor.

Det var briljant, lille Øsse, sagde Redsted, du viser Stykket frem, Husets Stykke.

Hun smilede, tilfreds og glad: Min Mand mener Kanden her, pegede hun.

Jamen, den er jo ogsaa dejlig.

Ja, det har De s'gu Ret i, højstærede, den er dejlig med d. Gammelt, fint Prøvesølv! Nu kan jeg ikke vise Dem Stemplerne for Vandet, men min Kones Bedstefader har haft den og Oldefader med, ikke sandt? Det skal have været en gammel Kande til at hjemmedøbe Børn i. Vorherre maa vide, hvor de gamle Røvere har stjaalet den fra i Fortiden.

Fy, Kristian, det kan jeg ikke lide, du siger. Du skulde hellere spørge Hr. Brodersen, om han vil have Rom eller Kognak, for jeg vilde ikke tage ind, før jeg vidste det.

Uh ja, lille Pigebarn, nu sidder vi vist nydeligt i det, Hr. Brodersen vil naturligvis have Whisky.

Nej, Tak, jeg kan ikke udstaa Whisky.

Hør, véd De hvad, det er mig, der skal takke. Maa jeg trykke Deres meget ærede. De siger, som jeg, Spiritus for sig og Tørvefims for sig. Men for Resten er det jo kolossalt som Whiskyen arbejder sig ind! Ovre i Sverrig slaar den Punchen; der er tjent Formuer her i Skandinavien paa det Sprøjt. - Det var rigtigt, Øsse; det er en Kognak fra Potin i Paris; den er overladt mig af en Kollega. Kom nu her, Hr. Brodersen, og lad mig hjemmedøbe Dem en lille Toddy. De har Sukker?

Redsted hældte Vand af Kanden og Kognak til.

Brodersen fandt, det blev næsten lidt for rigeligt med Kognak.

Nej, bare rolig med de smaa Heste, den bliver ikke for stærk, for vi

155

skal begynde med at drikke min Kones Skaal. Hun foretrækker nu Hækletøjet for Drikkevarerne. Velgaaende, Øsse!

Herrerne drak.

Det er dejligt at komme hjem til dig, Øsse. Det ved Gud, det er. Ja, De véd nok, Hr. Brodersen, kært Barn har mange Navne, og Fanden har de fleste. Øsse, hun hedder egentlig Eugénie; det er efter Kejserinden af Frankrig. Men der var ingen Lykke ved det, for to Maaneder efter jog de hende væk, det Rak derovre.

Brodersen nippede igen til Toddyen; den var meget god: Jeg har for Resten tit tænkt paa, hvad Fru Redsted egentlig hed til Fornavn.

Og De har naturligvis troet noget helt andet, sagde hun.

Ja, jeg véd ikke; det er saa underligt, men jeg tænkte en Dag maaske Klara.

Redsted lo: Klara, ha, ha! Oh, Klara, hvorfor rødmer du bag Folkets Avis, eller Berlingeren, hvad det nu var i de Dage. Nej, véd De hvad: Klara -

Ja, det synes jeg da ellers er saadan et kønt Navn, sagde Brodersen.

Fru Redsted sàa fra sit lille Hækletøj over paa Brodersen: Ja, det finder jeg med, sagde hun. Nu skulde du drikke med Hr. Brodersen, Kristian, og takke ham, fordi han er saadan en rar logerende.

Du griber hele Tiden paa en meget ubehagelig Maade ind i min Næringsvej, Øsse; det skulde jeg jo lige til at have sagt.

Han løftede Glasset: Maa jeg tillade mig at udtrykke min Glæde, Hr. Brodersen, over gjorte ærede Bekendtskab og paa Hustrus og egne Vegne takke for behagelig Imødekommenhed, som vil blive besvaret efter bedste Evne.

Ja, det vil den, tilføjede Fruen.

Der blev skaalet.

Lad mig nippe lidt med af dit Glas, for at jeg ogsaa kan drikke med Hr. Brodersen.

Du kunde saamænd godt lave dig en lille Gibernakker ogsaa, Øsse.

Nej, véd du hvad, det vil jeg virkelig ikke.

Jamen saa tag og spis nogen af de Chokoladerjeg havde til dig; jeg kan skam ikke lide, du sidder saadan med tør Mund, naar vi andre er gemytlige. De var jo saa rare, sagde du, de Chokolader, da du smagte paa dem.

Jo, men de skal gemmes.

Redsted strøg sig, helt ærgerlig, flere Gange ned ad det lange

156

Mundskæg; men saa rejste Fruen sig hurtig, gik hen og tog den hele Æske med Chokoladegodterne.

Det var for Resten ikke rigtigt heller, at jeg ikke vilde spise af dem. For det er jo saa pænt af dig, at du har tænkt paa mig med dem - kære Kristian!

Hun gav ham et let Kys paa Kinden: Jeg vilde blot gemme de fleste af dem til Julegodterne. Saa skal baade du og Henny og jeg spise af dem.

Talen kom nu ind paa den forestaaende Jul. Det var Fru Redsteds Mening at faa Lov til at pynte et lille Juletræ til Henny oppe hos Familjen ovenpaa, som de jo ellers ikke omgikkes, for nede hos Eslöfs var Barnet selv evig og altid; om Aftenen skulde Træet da hentes i sin Potte og staa paa Bordet henne foran Spejlet, saa Lyset kunde skinne ind deri.

Javel, sagde Redsted, det kan blive storartet. Reklamespejl! Gammelt Butiksfif!

Men Brodersen fandt da rigtignok, at Henny skulde have et ordentligt, stort Juletræ, fra Gulvet til Loftet, og det skulde pyntes og staa inde i hans Stue; dér kunde Fru Redsted saa roligt gaa og lave det altsammen i Orden.

Hvor det var pænt tænkt af ham, mente Fru Redsted, forfærdelig pænt; om det virkelig ikke generede? Men saa var jo ogsaa et stort Juletræ meget dyrere, ikke saa meget for Træet, men for alt det, der skulde paa.

Naa, lille Øsse; nu, vi tjener svært paa vores kære Lejer, saa la' rulle Marie! Vi gaar ned ved Havnen, jeg har en Forbindelse; der kommer flere og flere svenske Juletræer hvert Aar. Det er ligefrem bleven en stor Artikel.

Fru Redsted var forfærdelig glad, over at de virkelig skulde have et rigtig stort, smukt Juletræ, med en Mængde Lys.

Ja, og jeg skal klippe Masser af kulørte Ting, sagde Brodersen. Desværre kan jeg ikke selv være med om Aftenen, for saa er jeg altid hos min eneste Familje nu her i Byen, min gamle Tante.

Jamen det var dog kedeligt. Forfærdelig kedeligt, gentog Fru Redsted flere Gange.

Jo, men De kan jo nok, Hr. Brodersen, komme lidt tidlig hjem, naar De har faaet lagt den gamle Dame ned til Varmedunken. Vi kan

157

skam ikke undvære Dem; vi regner Dem allerede helt med til Familjen. Det ender med, at Øsse og jeg gaar hen og adopterer Dem.

Aa, du er for gal, Kristian, med alt det du siger; du skulde skamme dig!

Hun sàa beundrende op paa Manden. Brodersen rystede paa Hovedet og slog ud for sig med Haanden. Og de lo, alle tre.

158

Dagen før Juleaften vilde Jørgensen gøre et sidste Forsøg paa at faa den unge, administrerende Direktør i Banken til at gaa ind paa en Forandring af Skranken, som Kassereren længe havde foreslaaet, men stadig mødt Indvendinger imod.

Skal det gøres, skulde det jo være nu i Helligdagene, sagde han, og hva', Herregud, det unge Menneskes Forstand lader jo snarere til at tage af med Aarene end omvendt, saa det kan saamænd ikke nytte at opsætte det længere ....

Efter et langt Ophold inde i Direktionsværelset, kom Jørgensen ud, meget varm, kunde hele Personalet se, uagtet han var ganske bleg, kun med nogle stærke, røde Pletter i Kinderne. Han sagde slet ingenting, gik blot straks til sit Arbejde.

Brodersen tænkte, at der blev vist dygtigt at skælde ud paa, naar de gik fra Banken; han undrede sig blot over, at Jørgensen ikke allerede forinden kom hen til Bogholderens Pult for at give lidt ondt af sig.

Men Kassereren sagde ikke det mindste, blev kun, med hver Time der gik, mere og mere blussende ophedet og tilsidst helt rød i Ansigtet; han tørrede sin Pande, den ene Gang efter den anden.

Da Klokken var tre, og der blev lukket, sagde han blot til Brodersen: Jeg føler mig ikke vel.

Lad nu være at ærgre Dem saa meget, mente den anden, hvad der saa er bleven sagt eller ikke sagt. Det har De ikke godt af Husk paa, De er ikke stærk.

Næ, naturligvis. Sprællemænd og Vigtigpraase, de forstaar sig jo paa Sagerne, og en anden, der gør Arbejdet, man har naturligvis ikke Begreb om, hvordan det skal ordnes paa en praktisk Maade. Det er jo nemlig ikke efter System Ebeltoft, det, man foreslaar, eller ogsaa à la Kancelibygningen med Etatsraadskasserere og et ærbødigt ventende Publikum. - Gud Fader bevares, Brodersen, at man nogen Sinde tog fra sin Plads i Tyskland, hvor man dog levede imellem Forretningsfolk!

159

...Den næste Morgen mødte Brodersen, paa Vejen til Banken Jørgensens tiaarige Datter. Hun kom med Sygemelding fra Faderen.

Bogholderen trak Øjenbrynene lidt til Vejrs: Hm! Ligger han? Er han bleven rigtig syg?

Ja, Fa'er har spyttet Blod igen; han ligger med Is i Munden. Det er Mo'er, der har skrevet Brevet. For Fa'er vilde have, det skulde være skriftligt.

Hør, min lille Pige, gaa et Øjeblik med ind i Banken, jeg vil bare give dig et Par Linjer hjem til Mo'er.

Og han skrev:

Højstærede Fru Jørgensen! I Besiddelse af Deres ærede Sygemelding af Dags Dato, som jeg skal overgive Direktøren, tillader jeg mig at udtale min levende Beklagelse af Deres Mands Sygdom. Forhaabentlig vil den sikkert vise sig at være af rent forbigaaende Natur. Jeg beder ham hilset mange Gange, samtidig med at jeg overfor Dem udtrykker Ønsket om en efter Omstændighederne dog velsignet Fest. I Morgen, første Helligdag, vil jeg tillade mig at se ud til ham.

Deres med Højagtelse ærbødige
Brodersen.

Gud skal vide, om det ikke bliver farligt, denne Gang, tænkte han, da han gav Pigebarnet Brevet; Terminen havde taget saa stærkt paa Jørgensen i Aar.

Det samme sagde han til Direktøren.

Ja, kære Hr. Brodersen, sagde den unge elegant paaklædte Herre, det vilde selvfølgelig gøre mig ondt. Hr. Jørgensen har jo nok af og til maattet forsømme paa Grund af Svagelighed; paa den anden Side har han virket i Banken fra dens Stiftelse og er en omhyggelig og paalidelig Kasserer. Men jeg tilstaar, at hans Optræden hyppigt er forekommet mig mindre behagelig. I Gaar, i Anledning af dette forlængst uddebatterede Spørgsmaal om Forandring af Skranken, optraadte han paa en baade højst uelskværdig og - jeg tør sige - tillige upassende Maade. -

Jo, Hr. Direktør, det vil jeg saa gerne tro, men -Jørgensen er værst mod sig selv. Hans Helbred kan heller ikke taale al den Ærgrelse - ja,

160

det vil sige - naturligvis ogsaa hans Opfarenhed Men han mener ikke noget med det; han er et retskaffent Menneske.

Jo, bevares, det anerkender jeg i fuldt Maal; men lidt, om jeg saa maa sige, Kultur, Hr. Brodersen, det er noget, jeg - ogsaa for Bankens Skyld - sætter megen Pris paa hos vore Funktionærer, og da ganske særlig de overordnede. Lidt Kultur, gentog Direktøren og lod en spinkel Blyant, som han havde siddet og vippet med imellem Fingrene, falde ned paa Klatpapiret. - De skal tilbringe Juleaften hos Deres Familje?

Ja, sagde Brodersen. Men jeg haaber nok, jeg kan komme tidligt hjem, føjede han til, uvilkaarligt.

Direktøren betragtede ham lidt forbavset: Jamen hvordan? De er jo ugift.

Jo, men jeg bor hos saadan rare Folk.

Naa, saaledes. Og som De har boet hos længe, kan jeg tænkte.

Ja, sagde Brodersen bare.

Direktøren rejste sig: Saa vil jeg ønske Dem, Hr. Brodersen, en rigtig glædelig Jul.

Tak, Hr. Direktør, i lige Maade.

Der var en lille Pavse, saa sagde Brodersen, mens han var ved at trække sig tilbage imod Døren: Maatte jeg ogsaa tillade mig i Morgen, naar jeg gaar ud til Jørgensen, at bringe ham en Hilsen fra Direktøren?

Ja, det véd jeg s'gu ikke rigtig hvad jeg skal sige til. - Men enfin, meinetwegen, jeg lader ikke Solen gaa ned over min Vrede. Vil De ønske ham en god Bedring!

Da Brodersen kom hjem fra Banken, stod Juletræet, halvt pyntet, inde i hans Stue, men Fru Redsted var der ikke. Det havde han egentlig sikkert ventet, for det var jo ikke saa meget længe endnu, man kunde se ved Dagens Lys; og gaa omkring ved Lampe og pynte, det var dog ikke saa rart.

Han gav sig imidlertid roligt til at gøre nogle kulørte Smaating færdige, som skulde hænges op med, men standsede midt i Arbejdet, for det var dog besynderligt, at han ikke hørte en Lyd fra hele Lejligheden.

Brodersen bankede paa Døren derind til. Ikke noget Svar. Endnu en Gang. Heller ikke noget.

161

Omsider lød der Skridt paa Trappen. Han kunde ikke bare sig, men lukkede op fra sin Stue ud til Gangen.

Det var Fru Redsted i Hat og Kaabe og lidt forpustet.

Ja, det er sandt, Træet! sagde hun straks uden egentlig at sige God Dag. Jeg kommer lige paa Øjeblikket ind til Dem, Hr. Brodersen.

Men det varede noget, og da hun endelig kom og tog fat, kunde Brodersen godt mærke, at hun ikke var saadan glad som i Gaar, da de, alle tre, Manden og hun og Brodersen, havde rejst Træet og begyndt at lave det til.

Er Deres Mand ude? spurgte han venligt.

Ja, Redsted hjalp mig noget med Træet, men saa maatte han gaa. Der var en Ven, han havde lovet at komme et Øjeblik op til. Og saa gik jeg en lille Tur - jeg mener, der var jo naturligvis ogsaa noget, som jeg havde at besørge. -

Lidt efter spurgte hun: Har De mange Venner, Hr. Brodersen?

Nej, jeg har saamænd ikke nogen. Det vil sige, naturligvis Jørgensen, ham holder jeg jo meget af, og Jonas og de andre, vi er jo ogsaa rigtig gode Venner, men saadan -

Ja, mener De rigtige Venner, Venner for Livet, spurgte hun hurtigt, det har min Mand saamænd heller ikke, men De forstaar nok, min Mand, som Rejsende, han lærer jo saa forfærdelig mange Mennesker at kende -

Deres Mand kommer nok snart hjem igen, sagde Brodersen beroligende.

Ja, det er saamænd ikke derfor - det mente jeg heller ikke, vi faar ogsaa Træet gjort meget hurtigere færdigt, naar han ikke er med, for han skal prøve alting saa mange Gange og lave om paa det.

Hun gjorde det lille, raske Tag med Hovedet op efter, som Brodersen allerede kendte godt, og benede op paa den korte Trappestige: Vil De række mig!

Brodersen stod og rakte, og hun hængte ud paa Grenene; han maatte somme Tider gaa til højre eller venstre for at se, om Tingene var kommen til at hænge pænt.

Paa en Gang lagde han Mærke til, at der løb Taarer ned ad hendes Kinder, men han hørte hende ikke græde, og havde heller ikke kunnet sporet noget i hendes Stemme.

Han stod ganske stille. Øjnene omsluttede hele hendes Skikkelse, som hun stod deroppe paa Trappestigens øverste Trin, saa spinkel og lille, syntes han paa en Gang.

162

Ræk mig mere! sagde hun. Men forinden havde Brodersen set hendes hastige Bevægelse, deroppe imellem de grønne Grene, med Bagen af Hænderne mod Kinderne, for at tørre Taarerne af.

Og i Stedet for at række hende noget, kom han til at gribe hendes udstrakte højre Haand, som virkelig føltes fugtig.

De maa ikke græde, sagde han. - Kære Fru Redsted, varede det lidt, inden han fik frem.

En Smule vaklende stod hun endnu et Øjeblik deroppe paa Stigen, saa gik hun ned ad Trinene, lige over til Brodersens store Lænestol og satte sig. Dér brast hun i Graad, med Hænderne for sine Øjne.

Han stod midt ude paa Gulvet, forvirret, halvt ulykkelig. Røre ved hende turde han ikke, og syntes han ogsaa var saa underligt. Og tale til hende - hvad skulde han sige? Hvad skulde han i det hele taget gøre?

Han stod noget, gav sig raadløs til at gaa nogle Skridt og kom hen til det lille Bord. Dér stod Lampen - det var ogsaa næsten ved at blive mørkt. Han tændte den omhyggeligt og rullede Gardinerne ned for alle Vinduerne.

Da han kom tilbage fra det sidste Fag, havde hun rejst sig. Øjnene missede lidt mod Lyset, hun førte endnu engang Lommetørklædet op til dem.

Undskyld, Hr. Brodersen, sagde hun, at jeg har baaret mig saadan ad. Det, som er gaaet mig imod i Dag, er Ting, som jeg, sidst af alt i Verden, skal lade nogen anden mærke noget om.

Brodersen fik ved hendes Ord en underlig Følelse af at være tilovers.

De maa ikke være vred paa mig.

Han rystede blot paa Hovedet, med Øjnene stadig ved hende.

Og De hjælper mig nok med at faa pyntet Træet færdigt.

Brodersen følte sig helt lettet, da Fruen lidt efter lyttede og sagde: Der kommer min Mand.

Redsted traadte ind, med en stor Pakke under Armen. Brodersen kunde mærke, han lugtede let af Portvin, men trykkede glad hans Haand.

Det var da rart, at De kom, udbrød han oprigtigt.

Den anden var i godt Lune over den venlige Modtagelse: Hr. Brodersen, jeg har tilladt mig at købe en ganske beskeden Gave til Dem, naar vi har den Fornøjelse at se Dem siden, efter at De har gæstet Familjens

163

Kødgryder. Her kommer jeg i det hele taget med det sidste Pulver - og han viste sin Pakke frem - kære, lille Øsse, der er ogsaa en sidste Bagatel til dig, min Ven, og til lille Henny. Nu gør vi Træet færdig i en Gesvindighed og faar et rigtig godt Humør paa. Herregud, det er jo da kun Juleaften én Gang om Aaret. Ikke sandt, lille Øsse! -

164

Juletræet var bleven færdigt saa sent, at Brodersen maatte skynde sig alt det, han kunde, for at naa i Tide ud til sin Tante paa Kristianshavn. Der blæste en skarp og smeldende Vind, som fik alt hvad der var en Smule løst og bevægeligt paa Husene til at dirre; en fejende Snebyge førte den for en kort Tid med sig. Butikerne havde alle aabent og oplyst endnu, men der saas kun faa Mennesker paa Fortovene, og de, der var, gik hurtigt.

Brodersen følte sig lidt ærgerlig til Mode, over at han i det hele taget skulde ud i saadan et Vejr, og saa var der nede ved Kristiansborg Slotsruin ingen Sporvogn at faa fat i, og det, der var hændet hjemme, vilde han slet ikke tænke paa, fordi det forekom ham underlig ubehageligt.

Men ude hos Tanten var der velsignet varmt og en dejlig Lugt, som mindede ham om hans Barndom. Der blev spist Gaasesteg og drukket Punch til, og bagefter spillede Brodersen Halvøres Whist med Tanten, hendes gamle Veninde, Enken Termansen, født Dorschæus, og den endnu ældre Hr. Dorschæus.

Klokken ti kom Droskekusken Kristen Hansen og hentede de to Sødskende, som boede sammen langt ude ad Amagerbro, i et af de gamle Huse med Have til, hvoraf der endnu stod nogle Stykker.

Brodersen gik den anden Vej, ind mod Byen. Da han var naaet over Knippelsbro, tænkte han, at med den Gang kunde han være hjemme allerede et Kvarter over ti - men stoppede saa pludseligt op og gik uvilkaarligt en Omvej ned mod Langebro, langs med Havnen.

Blæsten havde lagt sig, en storfnugget Tøsne faldt nu næsten lige ned fra oven, flimrede i Skæret af en Lygte eller en Skibslanterne og blev til et grødet Sjap. Godt var det, man havde sine nyforsaalede, dobbeltbundede Støvler paa! Ved Bolværkerne var der Lys at skimte i nogle af Sejlskibskabysserne, og fra en af dem steg en skarp, lys Røg i Vejret; længere oppe, i Nærheden af Langebro, ragede det høje, mørke Skrog af en Damper frem, med Lys bag Koøjerne, og der lød høj Tale og Harmonikamusik; det maatte være en af de engelske

165

Kuldampere - i den Roman fra Avisen, som Brodersen var begyndt at læse, var der Tale om en engelsk Fragtdamper, og den unge Mand stod paa dens Dæk, mens Sneen faldt, og det store Skib gled ned ad Millionbyens mægtige Strøm, eller hvordan det nu var - om nu Fru Redsted fik Ret i, at det vilde gaa i Romanen saadan, som hun havde tænkt sig det? -

Brodersen drejede om nede ved det store, ganske mørke Bryghus. Nu maatte han hjem, det var Synd at lade dem vente, begge to; de havde sagt, at der var Foræringer til ham med; det var næsten altfor venligt ....

Han blev modtaget af glade Ansigter, men fik Skænd.

Der har s'gu været unge Piger hos Tanten, sagde Redsted.

Fru Redsted sàa veltilfreds og lykkelig ud: Ja, hvorfor skulde der ikke kunne have været det? Hr. Brodersen er jo da en ung Mand endnu.

Jamen ikke, saa det gør noget, mente Redsted; ja, det vil sige, Gudbevares, om Forladelse, Hr. Brodersen, fordi man er lidt op i fyrrerne, der er s'gu ikke noget forsømt endnu. Gamle Drackenberg oppe i Norge, han giftede sig fjerde Gang, da han var hundrede og seks og fyrre, men han var jo naturligvis i Øvelsen.

Fru Redsted tjattede sin Mand over Fingrene. Brodersen sad og tænkte kun paa, at Fru Redsted var saa aldeles forvandlet fra før -med den smilende Mund og røde Kinder og glade Øjne.

Aa, sagde hun, som lille Henny var lykkelig! Det var en stor Synd, De ikke sàa det, De, som er saa god imod hende.

Ja, og jeg har spillet Avekat for hende hele Aftenen igennem; de ku' s'gu engagere mig i Morgen, den Dag til zoologisk Have i Stedet for Abeparadiset; der skulde nok komme Folk.

Kristian har været sød, sagde Fru Redsted Og her er Foræringerne.

Der blev lagt to smaa Pakker foran Brodersen. Fra Redsted var der et Cigarrør, hulet ud af et Gaaseben, som var poleret og gjort fint.

En gammel Idé, forstaar De, kære, men fikset op, gjort chic, bragt ud som Artikel af en af mine Venner; dygtig, lille Fyr! Jeg vil sige Dem, nu kan De ryge af det og et halvt Aar til, saa maa De smide det i Brokkassen. For saa gaar alle Bondekarlene i hele Danmark, Norge og Sverrig med Kolonier og Bilande omkring med Gaasebens Cigarrør. Det er ingenting, det er en Bagatel, det er noget Juks, men det er en Idé, derfor er det morsomt.

166

Og De lukker slet ikke op for min Gave, Hr. Brodersen? spurgte Fruen.

Jo, bevares vel; nu skal jeg straks -

Hun trykkede sin Mand i Haanden og beholdt den: Det er din Skyld med alt dit Vrøvleri.

Brodersen maatte et Øjeblik med Øjnene følge hendes Bevægelse, saa pakkede han en lille Fløjels Mappe ud.

Ja, jeg havde jo ikke Tid til selv at arbejde noget, men saa købte jeg den. Den er til at gemme Føljetongerne i.

Ja, det er ligegodt den stiveste, jeg har hørt i denne Konges Tid, at Øsse har faaet Dem til at læse Føljetongen. Hun kunde jo alligevel ikke lade være at fortælle mig det. Jeg vil nok sige: Bleg, slank og mager stod den unge Don Johan i et Hjørne af Balsalen -

Saa dumpede det Brodersen ud af Munden: Ja, jeg læser den saamænd ikke saa meget for de Historiers Skyld.

Nej, sagde Fru Redsted, Hr. Brodersen, han er saa pæn, han læser den for min Skyld ....

Siden var de, alle tre, inde at se Barnet ligge at sove, med Dynen halvt skudt af sig og det lille Ansigt vendt lige i Vejret. Den nye Dukke laa ved Siden af hende, og et af Brodersens kunstfærdige, kulørte Papirsnet havde hun krammet ind i Haanden; Moderen kunde ikke faa hendes smaa Fingre vristet ud deraf Saa maatte Nettet sammen med Haanden ned under Dynen.

Hvor man elsker saadan en Unge! sagde Fru Redsted og stak Armen ind under Mandens.

Ja, sagde han, de er s'gu sjove.

Jeg tror nu ogsaa, Henny er et ualmindelig rart lille Barn, mente Brodersen.

Hr. Brodersen, De er ikke blot i al Ualmindelighed, men overfor Forældre i Særdeleshed en ganske overordentlig gangbar logerende ....

Klokken var saa mange, at Fruen tænkte paa at gaa til Ro.

Det har været en dejlig Juleaften; men vi skal jo ud i Morgen.

Brodersen vilde sige Godnat.

Nej, sagde Redsted, med Deres Tilladelse, saa trækker vi lidt ind til Dem, jeg mener De og jeg, og lukker op for Tobaksrøgen herinde. Og saa tager vi en ganske lille fin halv Toddy, bare saa længe du gør dig i Stand, Øsse.

167

Jamen heller ikke længere, hører du, Kristian.

Et Kvartér, og ikke en Tomme længere. Amager!

Redsted gjorde Taget op mod Halsen, som om Hovedet skulde hugges af ham ude paa Amager.

Fruen vilde da saa i hvert Fald bære Toddyerne ind for Herrerne.

Det slukkede Juletræ stod midt paa Gulvet inde i Brodersens Værelse, Lampen fik Plads paa Skrivebordet, Bakken med Glassene blev sat paa det sammenslaaede Spillebord, der blev trukket hen til Chaiselonguen.

Det er lidt paa Feltfod; det er netop gemytligt, sagde Redsted.

Fruen og Brodersen sagde Godnat til hinanden og Tak for i Aften. Redsted stod henne og lavede Toddy til, men da hans Kone vel var gaaet, vendte han sig mod Brodersen og sagde: Saadan vendte vi Madam Svendsen!

Hva'beha'er?

Den anden kneb Øjnene sammen: Javel, Hr. Bogholder, De har s'gu lært mer' end at regne med Brøker. Tror De ikke, jeg kunde se paa Dem, da jeg kom hjem i Eftermiddags, at De havde mærket, den stod paa Stormvejr i Familjen. De er en Mand, kære, og jeg har faaet et Satans briljant Indtryk af Dem, og min Kone har en voldsom Tillid til Dem; De maa s'gu hjælpe mig, hvis der skulde komme noget mere paa.

Brodersen sàa i allerhøjeste Grad forbavset paa ham.

Ja, højstærede, jeg kan ikke forklare Dem det i Detalje i Aften, men De kender Livet, og jeg var otte og tyve Aar, da jeg blev gift, og før i Tiden havde jeg blandt andre kendt en, nu er hun Enke, det vil sige, Manden er stukket fra hende, jeg har haft hende boende i Aarhus, etableret i Brødforretning, og i Odense i Blomsterforretning, lige skidt alt sammen, hun har kostet mig Masser af Penge, nu er hun taget til København. Bums, Kakkelovn! Engang, for nogle Aar tilbage, kom der et anonymt Brev til min Kone. Jeg fik klaret den. Jeg løj, som om de vilde skære Halsen over paa mig. Det er man nødt til, man kan jo ligefrem ikke forsvare andet. Hun gik her og var saa lykkelig og vel tilfreds, hun skrev Breve til mig paa seksten Sider ligesom i Forlovelsesdagene, saa har man jo den Pligt at gøre hvad man kan i et hyggeligt Familjeliv, som De nu ogsaa har set her i Aften. Og saa kommer Barnet til! Der er jo ingen Valg, det skal klares, og det blev klaret, men det kneb. Og noget bliver der altid hængende alligevel,

168

Nervøsitet og Djævelskab; Fruentimmer er Fruentimmer. Og saa alle de Pengeudgifter, man har haft, som sagt! Det tager paa Humøret, det ene med det andet, og paa Rejserne, hvor man kommer hen, der er s'gu Bekendte nok og Pigebørn! I Provinserne - de er kommen morderlig med, og i Sverrig og Norge, naada! De kan nok forstaa, under tungsindige Forhold, man skulde ikke gøre det, det er en Fejl, men saa slaar man bagud; vi er allesammen Mennesker. Men det var det, jeg vilde fortælle Dem. Ser De, disse Postbude, de respekterer jo ikke Skygge, at Folk skriver Juleaften i Hjørnet af Brevene, saa der kommer saadan en Reservebonde og leverer et Brev af midt paa Dagen, hvor jeg et Øjeblik ikke er hjemme, med Dameudskrift, forstaar De, til Hr. Kristian H. Redsted - der var, hvad der skulde være, Tak! Gud være lovet og priset, da jeg faar brækket det, og min Kone staar ved Siden af, saa er der ikke skrevet andet deri end Glædelig Jul! men med alle deres forbandede Prikker og Tankestreger nedenunder, Pigebørn. De kan jo nok begribe, at det kogte op i alle de gamle Historier. Hvad der nu ogsaa gaar af saadan et Pigebarn at sende den Sort Ting ind i Huset, eller hvordan det hele hænger sammen; jeg masede jo derhen, men hun var ude. Nu fortæller min Kone mig i Aften, efter at vi er bleven gode Venner, at hun ogsaa var stormet ud og havde rendt rundt paa Gaderne uden at have noget at gøre, ligesom i Romanerne. Gift Dem aldrig, Hr. Brodersen, det er s'gu en vanskelig Branche. Og De maa hjælpe mig som Med-Mandfolk, forstaar De, med at holde Humøret oppe i Konen. Som sagt, hvis der skulde udvikle sig noget videre, haaber jeg paa Støtte efter behagelig nærmere Aftale. Det er jo det, jeg siger, som nu i Aften, efter at jeg havde faaet hende beroliget, og Barnet gjorde jo meget til det, kan man saa tænke sig noget hyggeligere og behageligere? Naturligvis, man bliver jo til et bedre Menneske i Familjelivet, det kan ikke nægtes. Skaal!

Redsted sàa paa Uhret: Kvarteret er s'gu omme. Hun skal ikke vente et Minut over Tiden. Det vilde være stor Synd.

Han rejste sig: Godnat, højstærede, og Tak for i Aften og velvillige Tilsagn! Det er saa behageligt at staa overfor en Mand, man møder med fuld Tillid.

Redsted hilste endnu en Gang med et lille Buk, paa Tærskelen ind til sin egen Stue. Brodersen stod, næsten uden rigtig at have samlet alt det, han havde hørt, og kunde længe ikke lade være at blive ved

169

at se hen imod Døren, hvor igennem Redsted var gaaet bort. Han syntes næsten, som om den skulde blive lukket op igen, og noget nyt og mærkeligt komme ind ad den.

170

Kasserer Jørgensen boede ude i en af Sidegaderne til Vesterbro, af dem, der gaar ned mod Kalvebodstrand. Juledag, ved Middagstide, var Brodersen paa Vej ud til ham.

Bogholderen havde, som han altid plejede det første Helligdag, været henne at høre den Præst, der havde konfirmeret ham, og i Kirken anstrengte han sig for at følge hvert Ord meget nøje og opmærksomt. Men under Bønnen for Kongehuset, og da Præsten sagde Ordene: skærme og bevare, var han igen kommen til at tænke paa Fru Redsted og alt det mærkelige, der var hændet i Gaar, og at hun dog for alt i Verden ikke maatte faa nogen Anelse om hvad Redsted havde fortalt, om saa Brodersen skulde lyve lige saa galt som Manden selv - naar de var to om det, skulde de vel nok kunne faa gjort hende tryg - og lykkelig som om Aftenen - Brodersen mindedes det glade Smil, hvormed hun havde takket Manden, fordi hun skulde have en Fjerdedel af Brodersens Leje til sin egen lille private Kasse - hun havde vist gaaet meget igennem med Penge og var dog saa økonomisk og vant til at vende og dreje paa Skillingen, lige fra Barndommen af, som hun havde fortalt ham det, inden Redsted kom fra Rejse - saa hyggeligt og hjemligt for Brodersen at høre om, for saaledes var jo ogsaa hele hans Liv gaaet, fra Barndommen igennem Ungdommen og lige til nu, hvor han kunde lægge pæne Summer hen hvert Aar. -Heldigvis, hvis det skulde blive nødvendigt at hjælpe lidt til for hende, saa havde han Raad til at lægge paa Lejen ...

Salmesangen havde lydt omkring ham, velgørende og højtidelig, da han traadte ud af Kirken, var det straalende klart Vejr. Det havde ogsaa i Aar været en ualmindelig smuk December, fint, let Frostvejr, egentlig lige fra den Dag af, da han var flyttet ind til Redsteds. Hvor det dog i Grunden var mærkeligt at tænke sig, det kun var en Maaned siden! Han syntes næsten, det kunde være ligesom flere Aar..

Naa, han maatte gaa lidt raskere til.

Synd var det, at Jørgensen skulde ligge netop paa en Dag som i Dag, hvor det var ganske stille; ellers hørte Brodersen ham altid skelde

171

og smelde over den evindelige Vind ude ad Broerne, som nok endte med engang at blæse ham Lungerne ud af Livet og hen ad Brostenene. Brodersen vilde da heller ikke for alt i Verden have boet i saadan en snorlige og bred Rutchbane for Storm og Slud. Saa meget hellere inde i et af den gamle Bys mest indeklemte Kvarterer, dér var dog lunt i hele den raa Tid, krumme og smalle som Gaderne var byggede, om de ogsaa kunde blive noget trykkende og lugte lidt, Sommerdage. Voldkvartéret, hvor Brodersen selv boede, vilde han nu slet ikke tale om, saa hyggeligt som det endnu bestandig var imod disse lange Rader fire Etages Huse, allesammen lige høje og lige brede og med Gadedøren paa det samme Sted, saa man kunde gaa forkert i dem. Jørgensens Hus tog man nu for Resten ikke fejl af, fordi det laa lige overfor det eneste lille, gamle Hus i hele Gaden, en lav, rød, to Etages Bygning, der var Kontor for en Brændselsforretning, som endnu havde en aaben Plads derude. Dér voksede et Par Træer, midt imellem store Kuldynger. Det var Jørgensens Glæde, at han ikke havde fremmede Mennesker lige paa Næsen af sig, som han sagde, men fri Udsigt og lidt grønt om Sommeren ....

Paa Trappen mødte Brodersen Jørgensens ældste lille Datter.

Jeg har været paa Apotheket, Fa'er har det meget bedre.

Naa, men det var da dejligt!

Vi skal have Juletræet tændt inde hos ham i Aften. Det skal staa paa Bordet henne ved Sengen.

Men Fru Jørgensen tog fra den mørke Korridor Brodersen til Side og ind i Dagligstuen modsat dér, hvor Soveværelset laa. Idet de traadte fra Gangen frem i Dagslyset, slog det Brodersen, hvor Konen dog sàa lille og spidsnæset, mager og rødøjet ud.

Hun tog undskyldende med Haanden op til Haaret: Ja, Hr. Brodersen, jeg har jo daarlig haft Tid til at gøre mig rigtig i Stand, jeg har haft saa travlt til Morgen med Børnene, de havde jo faaet noget Legetøj i Gaar, og saa var det at faa dem klædt paa og ud af Huset, for min Mand kan ikke nære sig for deres Spektakel. Det kan virkelig ogsaa gøre helt ondt i Hovedet.

Fru Jørgensen tog sig atter, træt, op til Panden: Aa, Hr. Brodersen, bare jeg faar Lov til at beholde ham denne Gang!

Stemmen var ganske sagte, Øjnene blev røde af Vand: Jeg er saa bange.

Lommetørklædet kom frem, medens hun talte videre, besværligt

172

og klumpet: Og saa dette her med Direktøren! Aa, naar jeg tænker paa, at det var min Familje, der fik Jørgensen hjem fra Tyskland, saa han kom ind i Banken!

Ja, hvad vil det sige med Direktøren?

Direktøren har jo sagt min Mand op iforgaars.

Hvad for noget?

Ja, det vil sige, hvis min Mand ikke Dagen efter gjorde ham en ligefrem Undskyldning. Men det gør Jørgensen aldrig, for han har Ret med den Skranke, det har han.

Brodersen stod lidt og betænkte sig. Fru Jørgensen, sagde han saa, det kan Direktøren ikke have ment noget med. Det skal jeg garantere Dem. Jeg har ogsaa netop en Hilsen fra ham til Deres Mand.

Nej, men er det sandt? Er det virkelig sandt?

Hun sàa helt tvivlende op paa ham, medens Taarerne løb stærkere og stærkere ned ad hendes Kinder: Aa, saa kan jeg dog maaske faa Lov at beholde ham! For De véd ikke, Hr. Brodersen, han siger ingenting, og han er saa god, alt for god; og det er ikke godt, siger Lægerne, naar syge de bliver saa gode.

Brodersen vilde have sagt noget, men Fru Jørgensen blev hastigt og uroligt ved: Jo, jeg kender ham. Jeg ved nok, hvad han gaar igennem indvendig - han, som er saa ærekær - og saa véd han jo ikke, hvad der skal blive af os andre - og han holder saa meget af os. -

Fru Jørgensen kom til at hulke og var lige ved at støtte sig op til Brodersen, men satte sig saa paa den nærmeste Stol.

Brodersen bøjede sig ned og klappede hende paa Skuldren: Lille Fru Jørgensen, De skal ikke græde saa meget. Deres Mand, han baade beholder sin Stilling, og han kommer sig. Det skal De se.

Hun blev ved at græde og tørre og pudse Næsen: Det var ogsaa en ren Ulykke for ham, at han skulde komme hjem fra Tyskland i den Ferie og lære mig at kende! Jo, det var. Det var ikke noget for saadan en Mand at tage hjem fra Tyskland. Det havde passet meget bedre for ham dér. Aa, De véd ikke, hvor det piner mig.

Men Fru Jørgensen, hvor kan De nu sige saadan noget?

Jo, og saa har de heller ikke al den Blæst i Tyskland. -

Fru Jørgensen rejste sig pludselig op: Aa, jeg syntes, der var nogen; men det var vist ikke andet end Barnet ude i Køkkenet. Der maa hun for Resten ikke være. Hør, Hr. Brodersen, vil De bare vente et lille Øjeblik berinde, min Mand har ikke hørt, De er kommen, fordi

173

Gangdøren stod aaben for den lille, og jeg vilde jo saa gerne snakke lidt med Dem først. Men nu er det rigtignok bedst, at jeg følger Dem ind til ham, for at han ikkeskal mærke noget, og jeg maa jo ogsaa passe saa meget paa, at han ikke ser, jeg gaar og græder; men med koldt Vand, naar man bader Øjnene, det hjælper ...

Da de stilfærdigt traadte sammen ind til Jørgensen, laa han i Sengen med store, aabne Øjne og sàa ud paa sin frie Udsigt gennem Ruden, hvor Gardinet var trukket fra for Solen.

Tak, kære Kollega! - Han trykkede Brodersen i Haanden; Stemmen lød tilsløret og svag. - Jeg maa ikke snakke noget videre, men saa maa De fortælle mig saa meget desto mere.

Ja, sagde Brodersen, en glædelig Jul, det er jo det første.

Som jeg naturligvis glemte at bemærke, sagde Jørgensen med et lille Smil, imedens han sàa op paa Konen og tog hendes Haand, som han beholdt i sin.

Hun havde stillet sig hen ved Hovedgærdet, medens Brodersen sad paa Stolen.

Ja, sagde Bogholderen, saa har jeg naturligvis Hilsener fra os allesammen dernede, først og fremmest fra Direktøren.

Den syge var lige ved at rejse sig op i Sengen, men Konen trykkede ham blødt tilbage i Puderne igen: Ikke bevæge dig, min egen Ven.

Sprællem - var han begyndt. Den administrerende? fortsatte han, og blev ved at se paa Brodersen.

Hør, Thora - der var skudt en hastig Rødme op i Mandens Kinder - gaa ud, blot et Øjeblik; det er Forretninger.

Saasnart Døren havde lukket sig efter Konen, sagde han meget hurtigt: Talte han til Dem om en Undskyldning, jeg skulde gøre ham? For jeg vil sige Dem, jeg kan ikke gøre den; det er umuligt. Og saa er det gement, forstaar De, simpelt hen gement, at true mig med Afsked. Er det mig, han afskediger? Nej, det er dem derinde, min Kone og Børnene.

Stemmen slog over.

Brodersen fik ham til at tie lidt: Vær nu rolig. De bliver helt hed i Kinderne og Øjnene. Direktøren talte slet ikke noget om Afsked. Og det var da pænt af ham at bede mig hilse.

Jørgensen laa lidt med lukkede Øjne og bævende Læber, saa sagde han langsomt og sagte, men med Blikket fast paa Brodersen: Ja, De har Ret. Det var vel nok pænt. Jeg blev heftig. Men jeg skal sige

174

Dem, den Mand har alligevel slaaet mig ihjel - og gjort det med min Kone og mine Børn. - Naa, lad os ikke tale mere om det. Vær saa god, Brodersen, og bed min Kone komme; hun har ingen Anelse om, at det er saa alvorligt med mig, jeg gør jo alt, for at hun ikke skal blive ængstelig, og hun skal heller ikke mærke noget. Men hvis vi to snakker for meget alene, kan hun faa en Mistanke ...

De blev siddende lidt, omkring Sengen, Brodersen, Konen og det ældste Pigebarn, der var fulgt med Moderen ind og havde en Morskabsbog i Haanden.

Det er jo ikke den store jeg gav dig i Gaar, sagde Faderen.

Nej, det er den danske.

Jeg giver altid Børnene tyske Billedbøger med Tekst til Illustrationerne. Den store her er nu allerede saa vidt, at hun fik Campes Robinson.

Ja, og min Mand, han leger paa tysk med Børnene og snakker tysk til dem om Aftenen, og det er jo saa rart, for det er jo et Verdenssprog.

Der gled et glad Smil hen over Jørgensens Ansigt: Min lille Tøs her, hun faar maadelig i tysk Grammatik i Skolen, men hun taler bare ti Gange saa meget tysk som hele Lærerindekollegiet derhenne tilsammen. De skulde høre hende klare rigtig pænt for sig i Sommer, da min gamle Kollega, Kuhne, var heroppe med et Rejseselskab og kom ud til os -

Saadan lærer Børnene tysk, afbrød Konen ham, ængstelig for at Jørgensen skulde begynde at tale for meget og blive ivrig.

Ja, Brodersen, man kan jo ikke gøre stort for dem; men det var da Meningen, de skulde lære i hvert Fald at tale ét Sprog, der gælder udenfor Valby, om Gud vil -

Han vilde have sagt noget mere, men tav.

Jeg tror, De kunde have godt af lidt Ro, sagde Brodersen og rejste sig.

Aa ja, maaske. Tak, fordi De kom.

Nu skal du sove lidt, Henrik Jeg kan godt have Tid til at tage et Haandarbejde og sidde hos dig. Og lille Inger sætter sig saa ogsaa med herinde og læser i sin Robinson. Gaa ind og tag din tyske Robinson, sagde hun til Barnet og gav hende med Albuen et lille Puf i Siden.

175

Anden Juledag skulde Redsteds i Kirke for at høre Fruens Yndlingspræst, og Brodersen fulgte med. Efter Gudstjenesten var de allesammen højtidelig stemte. De gik hen over den stille Kirkeplads, hvor deres egen Gade mundede ud. Hun holdt sin Mand under Armen, Brodersen bar hendes Salmebog sammen med sin egen.

Ja, det maa man indrømme, Øsse, din nye Præst, det er en dygtig Mand i sit Fag.

Han har ogsaa et dejligt Organ, sagde Brodersen.

Aa, sagde hun med straalende Øjne, som han talte om det, naar der ikke længer er Tvivl i ens Sjæl, men kun Kærlighed! - Jeg er saa lykkelig, føjede hun til lidt efter.

Gud ske Lov for det, Øsse, sagde Redsted og tjattede hende venskabeligt hen over Haanden.

Hun sàa op paa ham med et langt og kærligt Blik, Brodersen kom til at tænke, hvor uendelig meget smukkere hun var end Jørgensens Kone.

Det var for Resten ogsaa storartet, sagde Redsted, dengang han talte om disse falske Vidner imod Stefanus og i det hele taget om Vidnesbyrd mod Næsten. Der var mange, der kunde haft godt af den Trøster. Folk, de skal stikke deres Næse ind i alt det, der ikke kommer dem ved.

Ja, man har bragt noget med hjem fra Kirken i Dag, sagde Fruen og sàa glad frem for sig. Du synger ogsaa Salmerne saa pænt, Kristian.

Takker ærbødigst. Ja man har jo endnu et Restparti af en lille Smørtenor.

Min Mand sang så kønt, da vi blev forlovede, forklarede hun Brodersen.

De var nu komne saa vidt, at de øjnede deres Gadedør med Klasselotteriskiltet. Jeg er saa glad, sagde hun, over at vi har Sol paa om Formiddagen. Det vilde ikke være nær saa yndigt at komme hjem fra Kirken, og saa at Solen ikke skinnede ind til os.

176

Hjemme var der lyst og stille. Den lille Formiddagspige, som tjente hos Familjen, var paa Tur med Henny, efter at de havde faaet Mad, inden Forældrene gik i Kirke. Nu dækkede Fru Redsted selv Frokostbord. Mændene sad henne ved Vinduet og sàa til; hun vilde heller ikke have Hjælp af dem med noget.

Det gaar allerbedst, naar jeg blot maa gaa ganske roligt med det selv.

Ja, vi kan vente, sagde Brodersen, med Øjnene ved hende. Over sin nye Kjole havde hun taget et skinnende hvidt Smækforklæde paa med røde Rande. Brodersen havde ofte lagt Mærke til, hvor stilfærdigt hun gik, næsten lydløst; ogsaa nu, med alt det, der skulde paa Bordet, gled hun saa stille ud og ind ad Døren paa Klem.

Hør, Øsse, lad os nu hjælpe dig lidt, blot med at stille saadan rundt paa - Gulvet, om Forladelse Bordet, mener jeg naturligvis.

Nej, men naar jeg nu netop saa forfærdelig gerne vil gøre det altsammen selv.

Det er Huslighed, sagde Redsted beundrende, da hun var vel ude i Køkkenet igen. Det ligefrem morer en at sidde og se paa. Ellers var vi s'gu ogsaa gaaet ind i Deres Stue og havde taget en halv Cigar først, det kunde vi godt have behøvet ovenpaa Kirken -

Samtalen kom nu ind paa, om man burde ryge Tobak før Frokost eller ikke.

Som yngre Menneske, sagde Redsted, dengang jeg røg mange Cigarrør til, saa havde jeg Dampen paa straks om Morgenen. Børstet Tænder, vadsket Ansigt, værsaaartig Blus paa Kvalmepinden! Jeg har da ellers ogsaa en ganske pæn, bitte Samling Cigarrør, som de siger i Jylland. Men jeg maatte holde op. Det blev for dyrt. Nu skal De dog se ligegodt.

Han gik hen og lukkede Chatolklappen op: Saadan et Rør som dette her gaar De alligevel ikke hen og køber, jævnt, fint tilrøget, ravbrunt i Merskumen! Der hører Kunst til at faa det saadan, og det koster. Jeg tør slet ikke give mig til at tænke paa hvad det koster, men saa er det ogsaa et synligt Minde om det svundne. Der er en af P. K. Hansens rejsende, han har mange flere, han har haft Raad til at blive ved, men de er ikke saa smukt tilrøgne, det er Humlen. Se her, hva'? Farve! Jævnhed!

Han lukkede op og i for Fuderalerne, mens Fruen blev ved at gaa frem og tilbage.

177

Her - Redsted ragede langt ind i en af Skufferne - her er et fra Geheimearkivet.

Han sàa med et hurtigt Blik hen imod Døren paa Klem og viste Brodersen et Rør, der var formet som et nøgent Dameben.

I det samme kom Fru Redsted ind fra Køkkenet med det sidste, og Manden knipsede hurtigt Cigarrøretuiet i og skubbede det ind i Skuffen.

Hun tog sit Forklæde af, foldede det sammen paa Stolen henne ved Symaskinen og stod foran dem, lidt varm i Kinderne, med Haaret ved Ørerne ligesom i et lidt fugtigt Purr.

Og du har vist alle dine Cigarrør frem, sagde hun kærligt, saa er du fornøjet.

Hun smilede til ham.

Da hændte der noget, som Brodersen aldrig havde kunnet tænke sig Muligheden af, han blev greben af et pludseligt og fuldkomment Raseri overfor Redsted, der lige havde faaet sit pikante Cigarrør til Side og nu stod dér, smilede igen og sagde: Er du færdig, søde Øsse! -han klappede hende oven i Købet paa Haaret.

Brodersen kunde have grebet hendes Haand, revet hende fra ham og raabt, at den anden ikke gjorde andet end bedrage hende. Det var ham et Øjeblik, som naar man vil tale højt i Søvne, men ikke kan faa Ordene frem.

Men, Hr. Brodersen, vil De slet ikke tage Plads? lød hendes Stemme.

Brodersen blev rød; Redsted sad allerede med Servietten stukket fast i Flippen: Der er jo varmt, kære!

Hurtigt og ivrigt begyndte Brodersen under Maaltidet at fortælle om sit Besøg hos Jørgensens i Gaar. Redsteds var meget interesserede. Fruen havde saa ondt af Konen: Man véd jo slet ikke, hvor godt man har det! Redsted spurgte, om der nu var noget eller blev sikret hende noget fra Banken, hvis Jørgensen skulde falde fra.

Jamen det sørger De nok for, at der bliver, sagde Fru Redsted og nikkede fortrøstningsfuldt over til Brodersen.

Ja, jeg skal gøre alt hvad der paa nogen Maade staar i min Magt, sagde han og følte sig flov. Han ønskede blot, den Frokost snart var forbi ....

Redsted og Kone skulde ud til Familje af sig paa Østerbro, hvor

178

Formiddagspigen allerede havde bragt lille Henny hen, saa det varede ikke længe efter Kaffen, før de begav sig på Vej.

Da Brodersen blev alene, pustede han Cigarstumpen ud af sit Gaasebensrør og ønskede bare, det havde været Aften og han skulde til at klæde sig af og gaa i Seng og sove. Paa Bordet laa de sidste Hefter af det populære Ottendedagsskrift med mange Afbildninger, som han holdt. Der var jo netop noget deri, som han havde glædet sig meget til at læse, en Fremstilling af Kemiens Grundsætninger. Han havde i Skolen holdt saa meget af Kemi. Men havde han nogen Sinde faaet Lov til at lære noget rigtigt deraf? Et halvt Aars Tid havde han læst en Smule, men saa skulde han konfirmeres og kom paa Kontor om Dagen og Handelsskole om Aftenen.

Brodersen lod Bladet synke, som han stod med i Haanden: Kunde man ikke ogsaa blive bitter, eller meget værre, oprørt, rasende, naar man tænkte paa sin Barndom og Ungdom med al dens Sparen og Kniben og Pinen og Holden igen og Passen paa og Arbejden den ene Dag som den anden, til man nu omsider havde faaet det godt og saa var begyndt at blive gammel, snart seks og fyrretyve Aar, elleve Aar ældre end han her, hendes Mand - til hende havde Brodersen netop for nylig, førend Manden var kommen hjem, talt saa godt om sin Barndom her i det gamle Kvarter med de lange Bakker og de høje Trapper op til de grønne Volde; og der havde været saa meget fælles i den Maade, de var opdraget paa, og altid havde de maattet spare, begge to, og - ja, men saa blev hun en ung Pige, og blev gjort af, og kom paa Baller, og hun kunde leve i sine Romaner, som hun sagde, og hun blev gift og - Jørgensen i Banken, som nu laa der og skulde dø, han havde ogsaa Kone og Børn omkring sig, og han havde været ude, i store Forhold ....

Brodersen gik urolig op og ned ad Gulvet, saa tog han pludselig i Døren ind til Redsteds lille Stue; nu lukkede de slet ikke engang mere af mellem hverandre.

Han traadte derind!

Hun havde dækket den pænt betrukne Lænestol til, inden hun gik, ellers stod den endnu, som dengang hun havde siddet i den for lidt siden, det Plydses Tæppe var bredt over Bordet, og midt derpaa stod en Bladplante, som Brodersen havde foræret hende til Julen, Kanariefuglen krattede svagt i smaa Hop fra Stængerne ned til Bunden af Buret og op igen. Væggeuhret fra Schwarzwald tikkede jævnt.

179

Brodersen tog forsigtig Dækket af Lænestolen og satte sig i den. Det Schwarzwalderuhr, med to Gøge, der ved fuldt Slag sprang frem og kukkede, holdt hun saa meget af, hendes Fader havde givet hende det, dengang hun skulde sætte Bo, og om Schwarzwald kunde hun en lang og spændende Roman - Brodersen tænkte paa Nationaltidendes Føljetong, som de jo læste sammen, og skulde snakke om, naar Manden var rejst! Hvis hun saa ikke vilde give sig til at blive bedrøvet, over at Redsted tog bort - sørge! Over ham! Som bedrog hende!

Brodersen rejste sig: Assistent Benthe i Banken havde engang villet laane ham en af disse norske Bøger, de havde skrevet saa meget om i Bladene; den hed vist et Liv i Løgn eller saadan noget lignende, det var nok ogsaa om en Kvinde, der var bleven bedraget, og saa var det gaaet op for hende, eller der var nogen, som havde fortalt hende det - nej, saa infamt nederdrægtigt kunde da vel ikke noget Menneske være!

Han gik nogle Skridt hen imod Vinduet og vendte om igen: Alting herinde i Stuen havde hun ordnet, stillet paa sin Plads, passet -hvis hun nogen Sinde fik det med Manden at vide, ikke et Øjeblik, troede Brodersen, at hun blev her længere. Hun flygtede, som der stod i Romanerne, bort fra Manden og fra ham. Jamen -

Brodersen var standset: Jamen, saa kunde han maaske netop - du gode Gud!

Han fik helt Hjertebanken: Hun kunde blive skilt fra den anden, det hørte man jo saa meget om nu til Dags, og gift med ham ....

Der stormede en hel Række Tanker saa hovedkulds gennem Brodersens Hjerne, at han næsten ikke kunde samle dem. At hendes lille Pige ogsaa holdt saa meget af ham, var den sidste af dem.

Men saa dækkede han forsigtig Lænestolen til og gik ind til sig selv. Han maatte gaa, vilde ogsaa gaa, en lang Tur, rask Tur, hurtig Tur, for at blive af med alle saadanne Tanker, ud ad Frihavnen til, hvor de byggede saa meget og anlagde Gader, som Brodersen endnu slet ikke havde set. Dér var jo ogsaa det Monument for Øredoktoren, som de havde skrevet saa meget om i Bladene.

180

Helligdagene var omme, og Arbejdet begyndt igen. Hvorledes Mennesker overhovedet mere end et Par Dage kunde udholde ikke at have noget at bestille, havde altid været Brodersen en fuldkommen Gaade. At tænke sig hvis der ramte én en Ulykke, som det skete oppe i hans gamle Forretning med den yngste af Cheferne, der nu altid sad hjemme, lam i den ene Side, men for Resten tyk og fed og ustandseligt snakkende, i et underligt ligeglad Humør. Brodersen troede for sikkert om sig selv, at han i saadan et Tilfælde vilde komme til at spekulere og spekulere i det uendelige - den Bog, som Benthe i Banken havde villet laane ham angaaende dette Ægteskabforhold, vilde han dog bede om for at have til Søndag, naar han var alene, Redsteds blev jo Nytaarsdag over hos Mandens Broder i Holbæk, hvor de var taget ned lige efter Helligdagene, og Føljetongen var der netop nu saa megen Naturbeskrivelse i fra Irland. Hver Dag klippede han den naturligvis ud og lagde den i Fløjelsmappen ...

I Banken var der travlt, og om Middagen gik Brodersen tillige ud at se til Jørgensen.

Paa tredje Dagen kunde han ikke komme ind, fordi den syge netop var falden lidt i Søvn efter nogle slemme Anfald af Hoste og Aandenød. Fru Jørgensen rystede endnu paa Hænderne.

Han er saa svær at holde, sagde hun, for jeg har jo ikke saa mange Kræfter.

Tror De ikke, spurgte Brodersen nølende, at De kunde tage en Sygeplejerske? - Og han tænkte i det samme, at hvis det kneb med Pengene, saa kunde han dog nok overkomme at tilbyde hende dem, i hvert Fald som et lille Laan.

Nej, Hr. Brodersen, Jørgensen fandt sig aldrig i at have fremmede omkring sig. Og det vilde da ogsaa være mig en forfærdelig Sorg.

Jamen har der nu ikke været en hel Del ekstra Udgifter i disse Dage? Ja, De maa ikke blive vred, Fru Jørgensen, men jeg mener -hvis De skulde have Brug for lidt Penge, saa forstaar De nok -

Konen satte sig et Øjeblik og lod Hænderne synke ned paa Knæene.

181

Nej, sagde hun og rystede paa Hovedet, det turde jeg slet ikke. For hvis han vidste det, saa véd jeg, at han ville meget hellere undværet. Og jeg har aldrig skjult noget for ham, aldrig - undtagen naturligvis med Børnene, naar de havde gjort noget ....

Da Brodersen gik derfra, tænkte han, at naar han nu allerede i Morgen vilde gøre Alvor af at tale med Direktøren om hvad der kunde gøres for Jørgensens Kone og Børn, hvis han skulde falde fra, saa var det ikke, fordi han havde lovet Fru Redsted det, men det var virkelig for Jørgensens og hans stakkels Kones Skyld - Som de to Mennesker holdt sammen og følte for hinanden! Om Aftenerne, længe efter at Brodersen, saadan ved fire-fem Tiden, var gaaet derude fra, kunde han komme til at huske paa et eller andet, hun havde sagt, eller se Øjnene, hvormed Jørgensen fulgte hende - og det var rigtigt at tale til Direktøren, endnu medens Jørgensen levede, for naar Folk var væk, og der sad nye Mænd i deres Stilling, gik Medfølelsen tit saa underlig bort, nu var der desuden i Morgen Møde af den samlede Direktion - til Jonas og de andre oppe paa Kaféen om Aftenen vilde han ikke fortælle noget om det, for han vidste, de vilde allesammen finde, det var Ting, der først skulde bringes paa Tale, naar Manden var død og borte, men det var netop det, som var galt ...

Og Dagen efter Bestyrelsesmødet sagde da ogsaa den administrerende Direktør: Det glæder mig at kunne meddele Dem, Hr. Brodersen, at jeg har faaet den Jørgensenske Sag ordnet efter Deres Ønske; hun vil eventuelt opnaa den lille Pension og Børnene Understøttelse til det attende Aar.

Det maa De endelig selv gaa ud, Hr. Direktør, og fortælle Jørgensen.

Undskyld, Hr. Brodersen, at jeg taler saa frit, men er De egentlig rigtig vel? Man gaar da ikke til syge Folk og fortæller, hvad der skal ske, naar de er døde.

Jo, til Jørgensen gør man det, sagde Bogholderen bestemt, jeg kender ham. De véd ikke, Hr. Direktør, hvor det har pint ham hvad der skulde blive af Familjen, hvis han faldt væk; han har slet ikke engang turdet tale om det. Og naar han faar at vide, der er sørget for den; det er det eneste, kan jeg sige, som maaske kunde gøre ham rask.

Den unge Direktør smed sin lille, lette Blyant hen ad Klatpapiret. Nej sagde han bestemt, det gør jeg ikke. De maa ikke tro, jeg er uvidende om, hvorledes Kasserer Jørgensen har bedømt mig, der, som

182

ung Overretssagfører, fik den administrerende Direktion her i Banken. Hvis jeg gik ud til ham, som De nu tænkte Dem, saa vilde han -ja, jeg betænker mig ikke paa at udtale det overfor Dem - opfatte det som Vigtigmageri.

Ikke, faldt det ud af Brodersen, hvis Direktøren for Eksempel vilde følges derud med mig. Det er jo Gagedag i Dag, og jeg skal bringe ham hans Penge. Saa kunde Direktøren sige det saadan ganske ligefrem.

Kære Hr. Brodersen, det vilde end yderligere kunne udlægges, som at jeg ønskede mig et Publikum i Dem.

Nej, Hr. Direktør, saa ondt tror jeg ikke om Jørgensen. -

Hr. Brodersen, De vil tillade, at ogsaa jeg har min Stolthed; se ud til ham vil jeg gøre. Men iøvrigt overlader jeg til Dem, at meddele hvad De maatte finde formaalstjenligt ....

Da Brodersen om Eftermiddagen kom ud til Jørgensens, fortalte Konen, at det var det bedste med ham, som det endnu havde været. Han havde sovet godt om Natten og spist Hønsekødsuppe med Æg, Doktoren sagde for Resten, han maatte gerne spise alt, hvad han fik Lyst til nu. Og hun havde siddet en hel Times Tid inde hos ham efter Middag, og de store Børn maatte fortælle ham Historier fra Skolen, men nu var de allesammen bragt af Vejen, de smaa ogsaa, og hun havde for Resten ventet paa Hr. Brodersen, for engang at kunne komme til noget, det stod og flød, altsammen, ude i Køkkenet.

Brodersen vilde tage i Døren ind til Soveværelset, men hun standsede ham: Aa ja, saa har jo Direktøren været her! Men heldigvis laa Jørgensen og blundede dengang. Jeg havde ikke turdet lukke ham ind, og jeg havde heller ikke turdet lade ham blive ude. Men Gud ske Lov gik det jo godt ....

Jørgensen sad op i Sengen, med Puder bagved sig. Brodersen sàa straks, da han traadte ind, Direktørens Kort ligge paa det lille Bord nærmest Sengen.

Først bragte Bogholderen jo Gagen.

Den anden tog hen over Sedlerne med de tynde Fingre. Ja, sagde han lidt vemodigt, nu faar man jo lige Lov til at kige paa dem et Øjeblik, og saa er de væk. Naa, Schwamm d'rüber! Jeg har det saa mærkelig godt i Dag; fredeligt! Véd De, Brodersen, jeg tror alligevel, jeg klarer mig.

Han fik Vand i Øjnene, og Stemmen blev utydelig.

183

Brodersen bøjede sig lidt forover, nikkede tavs og klappede ham let paa Skulderen. Jørgensen var overmaade bleg, med en smal og mager Nakke.

Det er Svagelighed, Brodersen, med det Tuderi; men det kommer jo nok, med Guds Hjælp. Det er bare Kræfterne, der mangler.

Han maatte puste lidt, inden han kunde tale videre, Brodersens Blik hvilede paa Direktørens Kort. Men den syge sagde ingenting.

Brodersen kunde høre, at der blev skuret noget ude i Køkkenet, saa viste Kassereren hen paa det lille Bord. Brodersen nikkede.

Ja, han har været her, sagde Jørgensen, Opdragelse har jo Fyren. Men jeg var dog glad over, at jeg ikke var nødt til at takke ham. Det vilde have faldet mig saa svært.

Han holdt atter inde lidt.

Brodersen betænkte sig nogle Øjeblikke, men saa sagde han stilfærdigt: Nu føler De Dem jo saa meget bedre, som De sagde før, men i Begyndelsen troede De jo selv, at der var Fare. Og det var blot det, jeg vilde sige, at den administrerende, han fik da udvirket hos Direktionen, at Deres Kone og Børn vilde blive sikrede for det Tilfælde, at -

Jørgensen rødmede til helt op i de indsunkne Tindinger, og han kunde slet ikke faa noget Ord frem, spilede blot Munden underligt op og stirrede. Brodersen rejste sig helt ængstelig fra Stolen, saa lukkede den syge Øjnene, og store, klare Taarer løb og løb ned ad hans Kinder.

Brodersen var nogle Øjeblikke ved sagte at gaa ud og hente Konen, men saa slog Jørgensen igen Øjnene op og laa noget, tavs, og sàa frem for sig. Han tørrede slet ikke Kinderne af

Vil De ikke have Deres Lommetørklæde, det er gledet ned paa Gulvet, sagde den anden og tog det op, glad for at kunne gøre noget.

Men Jørgensen nikkede bare og lod Lommetørklædet roligt blive liggende foran sig paa Sengetæppet.

Brodersen - kom det omsider - vil De bede min Kone tage et Ark Brevpapir og Konvolut. Jeg kan ikke skrive selv endnu for Ryggen, det stikker - men De vil nok skrive for mig ....

Ude i Køkkenet tog Fru Jørgensen Brodersen forskrækket om Armen: Det er da ikke noget Testamente eller saadan, han vil ligge og skrive?

Brodersen maatte næsten smile ved Tanken om, hvor overflødigt

184

det sikkert var for Jørgensen at skrive Testamente; men han sagde bare roligt: Nej, han har det jo saa godt i Dag.

Aa, Gud ske Lov, at De ogsaa synes det! Ja, for jeg gaar og er saa underlig rolig. Og nu, den mindste sover saa dejligt, saa hun slet ikke kan forstyrre ham, og de andre er af Vejen! Nu skal De straks faa Papiret; men maa jeg bare tage en Taar Vand, for jeg har faaet saadan et Sting af Skræk ...

Brodersen fik hvad han skulde have og satte sig til Rette henne ved Sygesengen.

Hør, sagde Jørgensen, meget langsomt, har De nogen Sinde følt, kære Ven, hvad det vil sige, at have gjort et andet Menneske Uret, forstaar De, blodig Uret - og saa gøre ham Deres Undskyldning. Jeg havde aldrig troet, det var saa dejligt. Men det er, ligesom da vi var smaa Drenge, og vi bad vores Moder rigtig om Forladelse uden at Fader fik noget at vide om det.

Husk nu paa, at De taaler ikke at tale alt for meget.

Jørgensen nikkede: Nej. Og vi skal have skrevet.

Han dikterede en kort Tak til Direktøren.

Men saa, Brodersen, skal der et Par Ord endnu: Ny Linje. Hr. Direktør! Maa det være mig tilladt til denne min ærbødige Tak at knytte den dybeste - har De dybeste, Brodersen - Beklagelse af at have misforstaaet Dem og Deres Karakter, som oftere gjort. Vil De vise mig den Ære at modtage min Undskyldning derfor -

Han standsede: Ja, Brodersen, føj til: som Mand overfor Mand - -for det er netop det, det er.

Brodersen sàa op fra Papiret for at vente paa, om der skulde komme mere; den syge strakte Haanden frem imod ham: Aa, kære Brodersen, at jeg nu ikke kan fortælle min Kone det! Det er en haard Straf Men hun maa jo ikke ane, at der har været Fare paa Færde. -Naa, vi maa slutte: Deres taknemmelige og med Højagtelse ærbødige ~

Der gled hen over hans Ansigt et lille Smil, som blev borte i Alvor: Egentlig skulde der staa ligesom i Romanerne: Deres indtil Døden taknemmelige. - For det vilde ikke være Løgn! - Ja, nu fik han alligevel sin Undskyldning. Men den kom jo rigtignok paa en anden Maade. Lad mig saa skrive under.

Og støttet oppe af Brodersen skrev han med øvet Sving: H. V.Jørgensen.

185

Det blev Kasserer Jørgensens sidste Underskrift. Den næste Dag kom Brodersen aldeles ikke ind og sàa ikke engang Konen; Jørgensen havde i Løbet af Natten faaet heftige Blodstyrtninger, og paa den første Arbejdsdag i det nye Aar indtraf der i Banken Meddelelse om, at han var død Klokken halv ti om Morgenen.