Larsen, Karl Uddrag fra I det gamle Voldkvartér

↩ Det kan s'gu godt være; det er meget rimeligt. Men det betyder ikke noget, for hun kunde bare ikke klare den. Disse smaa, spinkle, med store Øjne, de faar en Sorg, en stor Modgang, saa bliver de ligesom Hunde, der har Hjemve. Det er ikke Fornuft, kære Brodersen, som med Mandfolk. De sover ikke om Natten, de spiser ikke om Dagen, de gaar og ærgrer sig lige ind i Marven af Knoglerne, der støder altid noget til ved Uforsigtighed, Forkølelse og lignende, paa et halvt Aar er de færdige.