Københavnerfortællinger
✂ I Karl Larsens store, mangesidede forfatterskab kan man udskille en genre, Københavnerfortællinger, som forfatteren dyrkede fra sin debut i 1889 og til 1911, da den skønlitterære del af forfatterskabet ophørte.
✂ Genren kan karakteriseres som fortællinger, korte som lange, om kvinder og mænd, som enten er opvoksede i København eller har boet i byen i mange år, og som er påvirkede af den i sprog, vaner og tankegang. Genrens højdepunkter er de tre værker, som er genoptrykt i dette bind.
✂ Til københavnere hører i denne genre også folk, som for kortere eller længere tid har været borte fra byen; det gælder Hans Peter Egskov, der har tjent nogle år på adelige godser, toldkontrollør Jansen, som i mange år har været til søs, og kasserer Jørgensen, som i en årrække har været ansat i et privat firma i Tyskland. Det gælder ligeledes den gæve rejsende håndværker i Rejseselskab og den bomstærke arbejder, som har været i Amerika i mange år uden at have sat sin københavnske ukuelighed over styr (En Lægmand).
✂ Karl Larsen skildrer københavnere fra forskellige sociale lag, dog glimrer overklassen ved sit fravær. Adelen kommer kun ind i billedet som statister i tjeneren Egskovs liv. Længst nede på samfundets rangstige er Kresjan Vesterbro, hans gamle mor og hans søster. Egskov står et godt stykke over ham, hvad Egskov selv ville have understreget med megen selvfølelse, om han kunne blive spurgt. Med Hans Peter Egskov har Karl Larsen givet en humoristisk, men også meget ironisk skildring af en københavnsk struggler, som ender i det lavere borgerskab.
✂ Den rejseglade stillads »råd« tilhører de velbeslåede håndværksmestres laug. Hans rejse til Rusland har ikke været billig. Før den har han været til Verdensudstilling i Paris, sandsynligvis den i tiden meget opsigtsvækkende udstilling i 1889. Han har i mange år været en holden mand. Det får vi et lille diskret vink om, da han møder en dansk tjener i Moskva. Denne genkender stilladsråden som en af stamkunderne på restaurant Constantia i Charlottenlund i restauratør Hansens tid, dvs. i årene mellem 1872 og 1880.
✂ Den professionelle handelsrejsende Redsted har giftet sig ind i det 232 lavere, respektable handelsborgerskab i forventning om, at den rige manufakturhandlers eneste barn vil få en betydelig arv. Men han skuffes slemt. Han har oven i købet i forventning om denne arv sagt en god stilling op i et solidt firma. Han befinder sig nu på et lavere niveau blandt de handelsrejsende, og hans økonomiske situation er miserabel pga. de mange pigehistorier, han roder sig ind i. Det er typisk for det gamle voldkvarter, at de stamkunder, som mødes i café Røde Lygte i Vimmelskaftet, ved god besked med Redsteds situation, selv om de aldrig har set ham.
✂ Blandt københavnerne i de tre bøger er der kun to fra funktionærstanden, Brodersen og Jørgensen. De har begge en handelsuddannelse og står på et socialt højere trin end Redsted. Men Jørgensens økonomi er lige så anstrengt som Redsteds, omend af andre grunde, og Brodersen har kun været i stand til at spare penge op takket være sin uhyre nøjsomme levevis.
✂ Der er kun én embedsmand blandt de skildrede københavnere, men det er til gengæld en meget usædvanlig repræsentant for standen. Jansen har som ung gjort tjeneste i flåden og er afmønstret som underofficer. Derefter har han i en årrække sejlet i handelsflåden og har så af uforklarede grunde opgivet livet til søs og er blevet ansat ved toldboden i København. Hans slutstilling er beskeden, men han er stolt af at være kongelig embedsmand med ret og pligt til at flage med splitflag. Men netop hans høje status som embedsmand gør ham ensom og isoleret i et bondesamfund.
✂ Kvinderne står tilsyneladende i baggrunden i Karl Larsens Københavnerfortællinger. Men ser man nøjere til, er de lige så varierede i deres sociale karakteristik som mændene.
✂ I kvindernes verden er der en meget nuanceret social lagdeling. Lavest er de prostituerede placeret. Kresjan Vesterbro udtaler sig med foragt om dem, deres øgenavn, skøjter, er et skældsord i hans mund. Men han foragter dem ikke af moralske grunde, men fordi han ikke har penge til at betale dem. Egskov foretrækker af samme grund tilfældige forbindelser. En af dem, Anna, er et eksempel på den uorganiserede prostitution. Hun kan ikke få alimentationsbidraget ud af Egskov og kan på grund af deres fælles barn ikke få nogen stilling. Da hun som underbetalt tjenestepige hos familien Egskov igen begynder at trække på gaden, jagter sædelighedspolitiet hende, fordi hun ikke er registreret som prostitueret. Da hun får lovligt arbejde som sangerinde 233 på en varieté på Vesterbro, begynder det at gå opad for hende. Hun far barnet sat i pleje på landet og er så heldig at tiltrække en ung mand, som er af god familie og har fast stilling. Hun bliver »holdt« af ham, og det var dengang en lovlig forbindelse. Da han oven i købet gerne vil giftes med hende, har Anna virkelig gjort karriere.
✂ En helt anden kvindetype er Kresjans mor. Hun tilhører arbejderklassen og slider stadig, 69 år gammel, som fabriksarbejderske. Trods sit daglige arbejde sidder hun så dårligt i det, at hun har svært ved at betale sin husleje og må tigge penge hos Kresjan til en kop kaffe.
✂ Kresjans eneste faste forbindelse, Ingeborg, har derimod udsigt til at få det bedre. Hun er en rask bondepige, som er taget til Charlottenlund, hvor hun har fået stilling som opvarterske på det beskedne traktørsted Rejsestalden. Men derfra avancerer hun til at blive ansat i en københavnsk »stegekælder«, det er enten en kælderbeværtning eller spækhøkerforretning. Med avancementet følger en stigende social bevidsthed. Da Kresjan pga. sin alkoholisme er ved at gå helt til bunds, føler hun sig for god til at omgås med ham og giver ham løbepas.
✂ Kun én af kvinderne repræsenterer småborgerskabet, det er fru Eugénie Redsted. Hun er gået ned i både økonomisk og social status ved sit ægteskab med Redsted. Fattigdommen søger hun at skjule for omverdenen og tjener lidt penge til sig og barnet ved i det skjulte at arbejde for en broderiforretning. Først da Brodersen har boet hos familien i Fiolstræde i nogen tid, bliver han klar over, hvor dårligt det står til med familiens finanser. Fru Redsted illustrerer på udmærket vis den lukkede verden, som det lavere og mellemste borgerskabs kvinder levede i.
✂ Fru Jørgensen kommer fra beskedne kår, hvor beskedne får vi ikke rede på. Men hun føler meget stærkt, at det er hende, der har trukket manden ned i en håbløs tilværelse. Nok havde Jørgensen med sit svage helbred haft bedre udsigter i et sundere klima end det danske, men ægteparrets ulykke skyldes først og fremmest den for hurtigt voksende børneflok og de dårlige boligforhold De bor i det nye Vesterbrokvarter, efter Karl Larsens egne oplysninger er det Viktoriagade, han har haft i tankerne.
✂ Selv om kvinderne formelt er bipersoner i fortællingerne, så er de uundværlige både for deres handling og psykologi. Egskovs kone er et godt eksempel. Før ægteskabet med hende drev han rundt uden 234 mål og med. Efter ægteskabet kommer der faste rammer for hans liv, og han får ambitioner - som konen realiserer for ham. Samtidig bruger forfatteren hende som sit stærkeste middel til at kaste et indirekte ironisk lys over Egskov. Kvinderne i bogen om det gamle voldkvarter har både formelt og reelt en fremtrædende plads i tema og komposition.