Kresjan Vesterbro
✂ Karl Larsens definition på hvad han forstod ved jargon (se s. 229) er som en programartikel til Kresjan Vesterbro. Kresjan er født og opvokset på Vesterbro, og hans sprog er først og fremmest præget af dette kvarter. Men han har været i forbindelse med mange mennesker udenfor Vesterbro, og de har alle lagt nye sproglige lag på hans oprindelige københavnske dialekt. Han har indoptaget meget af landmilitærets argot og slang. For ham var soldatertiden en lykkelig tid, hvor han ikke behøvede at bekymre sig om, hvordan han skulle få kost og logi. Han havde kammerater, som altid var parat til at drikke med ham, og hans medfødte ukuelighed kunne selv den mest bidske sergent ikke knække. Derfor har han bevaret så meget af denne lykkelige tids sproglige præg.
✂ Han har i flere omgange været på valsen som smedesvend og har lært sig lidt tysk, som han er ivrig efter at få brugt, når lejlighed gives. På sin sociale nedtyr har han også lært mangt og meget. Han kender til vagabondernes argot og har efterhånden erhvervet sig godt kendskab til politibetjentes og dommeres sprogbrug. Hans seneste erfaring er et års cellestraf på Vridsløse. Også denne oplevelse tager han med sit humør i behold og med nye praktiske og sproglige kundskaber.
✂ Det, der slår Kresjan ned, er hans alkoholisme, der til sidst bliver så ondartet, at han mister sine gode venner, endog sin Ingeborg. Selv siger han, at han er blevet for populær, i virkeligheden er han ved at blive berygtet på arbejdspladser og i beværtninger. Det sårer ham dybt, for han har sin stolthed og kan ikke tåle at miste sin selvrespekt. Hans tårer ved et af de senere besøg hos forfatteren er derfor ikke blot fuldemandsgråd.
✂ Kresjan drikker ikke for at glemme sine sorger, men for at blive beruset, som Edvard Brandes skrev i sin anmeldelse (se s. 243). Han sværger til den type brændevin, hvori affaldsstofferne, fuselen, stort set var bevaret. Det var den billigste brændevin, så Kresjan gør en dyd af nødvendighed. Han taler med foragt om de finere og dyrere brændevinstyper, Akvavit, som var næsten fuselfrie gennem flere destilleringer. Kresjan tror fejlagtigt, at fuselens krasse smag er et bevis for dens styrke, og taler derfor med stor foragt om de tyske brændevine, som tilsættes sukker for at dække over fuselsmagen.
✂ Forfatteren har en meget forskellig holdning til de to ærke-københavnere, 239 Hans Peter og Kresjan. Han er dybt ironisk over for Egskov, og det gælder ikke blot den salvelsesfulde kapitalist i den allersidste fortælling, men også den fattige, unge tjener i den første. Fortællingen om Kresjan dirrer derimod af medfølelse, men også af vrede over den manglende solidaritet, som alkoholikeren møder hos arbejdskammeraterne.
✂ Kresjans tragedie træder stærkt frem på baggrund af Egskovs komedie, og den giver et indblik i den tidlige industrialiserings menneskelige omkostninger. De drankere og småkriminelle, som kunne have held til at hutle sig igennem i det gamle samfund, er der ikke plads til i det nye med dets skærpede konkurrence om arbejdspladserne. Men Kresjan har trods alt noget af Egskovs selvopholdelsesdrift. Det er ham selv, der tager initiativet til at få hjælp til at slippe bort fra det københavnske miljø og igen komme på valsen i Tyskland.
✂ Forfatteren lader hans fremtid stå åben, men slutbilledets grå farver antyder, at han ikke tror på, at Kresjan har mange chancer.