↩ Kresjan drikker ikke for at glemme sine sorger, men for at blive beruset, som Edvard Brandes skrev i sin anmeldelse (se s. 243). Han sværger til den type brændevin, hvori affaldsstofferne, fuselen, stort set var bevaret. Det var den billigste brændevin, så Kresjan gør en dyd af nødvendighed. Han taler med foragt om de finere og dyrere brændevinstyper, Akvavit, som var næsten fuselfrie gennem flere destilleringer. Kresjan tror fejlagtigt, at fuselens krasse smag er et bevis for dens styrke, og taler derfor med stor foragt om de tyske brændevine, som tilsættes sukker for at dække over fuselsmagen.