ved Altergangen om Fredagen
Af
S. KIERKEGAARD
Kjøbenhavn
Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel
Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno
1851
✂ hvis Navn engang vil nævnes,
✂ helliges
✂ med dette lille Skrift den hele Forfatter-Virksomhed, hvad den var fra Begyndelsen.
27
5
281
►Forord
✂ En trinviis fremadskridende Forfatter-Virksomhed, der ►tog sin Begyndelse med »Enten – Eller«, søger her sit afgjørende Hvilepunkt, ►ved Alterets Fod, hvor Forfatteren, personligt sig sin Ufuldkommenhed og Skyld selv bedst bevidst, ►ingenlunde kaldersig et Sandheds-Vidne, men kun en egen Art Digter og Tænker, der, ►»uden Myndighed«, intet Nyt har havt at bringe, men ►»villet læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede igjennem endnu engang, om muligt paa en inderligere Maade« (jvf. min Efterskrift til »Afsluttende Efterskrift«).
✂ Saaledes vendt har jeg her intet videre at tilføie. Dog lad mig blot udtale Dette, hvad der paa en Maade er mit Liv, mig mit Livs Indhold, dets Fylde, dets Lykke, dets Fred og Tilfredshed – Dette eller denne Livs-Anskuelse, der er ►Menneskeligheds og Menneske-Liighedens Tanke: christeligt er ethvert Menneske (den Enkelte), ubetinget ethvert Menneske, endnu en Gang, ubetinget ethvert Menneske Gud lige nær; og hvorledes nær og lige nær? elsket af ham. Altsaa Liigheden er der, den uendelige mellem Menneske og Menneske. Er der nogen Forskjel, o, denne Forskjel, hvis den er, den er som Fredsommeligheden selv; uforstyrret forstyrrer den ikke i fjerneste Maade Liigheden, Forskjellen er: at Een betænker, at han er elsket, maaskee Dag ud og Dag ind, maaskee i ►70 AarDag ud og Dag ind, maaskee kun med een Længsel, efter Evigheden, for ret at kunne tage fat og ►fare fort, sysler med denne salige Beskjeftigelse, at betænke, at han – ak, og ikke for sin Dyds Skyld! – er elsket; en Anden tænker maaskee ikke paa, at han er elsket, maaskee gaaer Aar efter Aar, Dag efter Dag, og han tænker ikke paa, at han er elsket, eller han er maaskee glad og taknemlig for at være elsket af sin Hustru, af sine Børn, af Venner, af ►Medlevende, men han tænker ikke paa, at han er elsket af Gud, eller han sukker maaskee28 over ikke at være elsket af Nogen, og han tænker ikke paa, at han er elsket af Gud. »Dog«, saaledes maatte den Første vel sige, »jeg er uskyldig, jeg ►kan jo ikke for, om en Anden overseer eller forsmaaer den Kjerlighed, der paa ham ødsles lige saa rigeligt som paa mig«. Uendelige ►guddommelige Kjerlighed, som ingen Forskjel gjør! Ak – menneskelige Utaknemlighed! – dersom►det saa var Liigheden mellem os Mennesker, i hvilken vi ganske ligne hinanden, at Ingen af os ret tænker paa, at han er elsket!
✂ Idet jeg derpaa vender mig til den anden Side, ønskede jeg, og vilde jeg tillade mig (►takkende for hvad Deeltagelse og Velvillie der kan være blevet mig beviist) ligesom at overrække og anbefale Skrifterne til det Folk, hvis Sprog jeg med sønlig Hengivenhed og med næsten qvindelig Forelskelse er stolt af at have den Ære at skrive, dog ogsaa fortrøstende mig til, at det heller ikke skal have Skam af, at jeg har skrevet det.
✂ Kjøbenhavn,►i Eftersommeren 1851.
✂ S. K.
29
7
283
I
►Luc. VII,
47
31
9
285
Bøn
✂ Herre Jesus Christus! Du som ►vistnok ►ikke kom til Verden for at dømme, Du var dog, ved at være Kjerligheden der ikke blev elsket, Dommen over Verden. Vi kalde os Christne, vi sige, at vi vide Ingen at gaae til ►uden til Dig – ak ►til hvem skulle vi saa gaae hen, naar det, just ved Din Kjerlighed, ogsaa over os bliver Dommen, at vi elske lidet? til hvem, o Trøstesløshed, hvis dog ikke til Dig; til hvem, o Fortvivlelse, hvis Du virkelig ikke vilde forbarmende antage Dig os, tilgivende vor store Synd mod Dig og mod Kjerligheden, ►vi som syndede meget ved at elske lidet!
✂ ►Luc. VII, 47: Men hvem Lidet forlades elsker lidet.
✂ ►A. T.►Ved Alteret lyder jo Indbydelsen »kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile«. Den Enkelte følger saa Indbydelsen; han gaaer op til Alteret. Derpaa vender han tilbage, forladende Alteret – da er der et andet Ord, det kunde være Indskriften over Kirkens Dør indvendig, ikke til at læse af dem, som gaae ind i Kirken, men kun til at læse af dem, som gaae ud af Kirken, dette Ord: hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det første Ord er Alterets Indbydelse, det andet er ►Alterets Retfærdiggjørelse, som blev der sagt: hvis Du ved Alteret ikke fornam Dine Synders, hver Din Synds Forladelse, da ligger det i Dig selv, Alteret er uden Skyld, Skylden Din, fordi Du kun elsker lidet. O, som det er ►en vanskelig Sag i at bede 10 ret at kunne komme til Amen – thi Den, der aldrig har bedet, ham synes det let nok, let nok at blive snart færdig; men Den, der følte Trang til at bede og begyndte at bede, hændes det vel, at det bestandigt er ham, som havde han noget Mere paa sit Hjerte, som kunde han ikke hverken faae sagt Alt, eller faae det Alt sagt som han ønskede det sagt, og saa kommer han ikke til 286Amen – saaledes er det ogsaa en vanskelig Sag, ret 32at annamme Syndernes Forladelse ved Alteret. ►Der tilsiges Dig alle Dine Synders naadefulde Forladelse. Hør det ret, tag det ganske bogstaveligen, alle Dine Synders Forladelse; Du skal fra Alteret kunne gaae bort, saa, ►gudelig forstaaet, let om Hjertet som et nyfødt Barn, paa hvem Intet, Intet tynger, altsaa endnu lettere om Hjertet, forsaavidt meget har tynget paa Dit Hjerte; der er ved Alteret Ingen, som ►beholder Dig end ikke den mindste af Dine Synder, Ingen – hvis Du ikke selv gjør det. Saa kast dem da alle fra Dig; og Erindringen om dem – at Du ikke i den beholder dem; og Erindringen om, at Du har kastet dem fra Dig – at Du ikke i den beholder dem hos Dig: kast det Alt fra Dig, Du har slet Intet at gjøre uden troende at ►kaste af Dig, og at kaste af Dig hvad der jo tynger og besværer. Hvad kan være lettere! Ellers er det det Tunge, at skulle tage Byrder paa sig; men at turde, at skulle kaste af sig! Og dog hvor vanskeligt! Ja, endnu sjeldnere end En der paatog sig alle Byrder, endnu sjeldnere En der ►fuldkommede den tilsyneladende saa lette Opgave, efter at have modtaget Forsikkringen om sine Synders naadefulde Forladelse og ►Pantet derpaa, at føle sig ganske lettet for enhver – end den mindste Synd, eller for enhver – ogsaa den største Synd! Hvis Du kunde see i Hjerterne, Du vilde ►vistnok see, hvorledes Mangen, besværet, sukkende under den tunge Byrde, gaaer op til Alteret; og naar man 11 saa gaaer derfra, hvis Du kunde see i Hjerterne, Du vilde muligt see, at der dog i Grunden ikke var en Eneste, der gik ganske lettet derfra, og Du vilde maaskee stundom see, at der var Den, der gik end mere besværet bort, besværet ved Tanken om, at han vel ►ikke havde været en værdig Gjest ved Alteret, siden han ingen Lindring fandt.
✂ At ►dette er saa, ►ville vi ikke ►fordølge for hinanden, vi ville ikke tale saaledes, at Talen lader uvidende om, hvorledes det gaaer til i Virkeligheden, fremstiller Alt saa fuldkomment, at det slet ikke passer paa os virkelige Mennesker. O, nei, hvortil skulde saa Talen hjælpe! Men derimod, naar Talen gjør os saa ufuldkomne som vi ere, da hjælper den os til at bevares i en stadig Stræben, hverken berusede i Drømme at indbilde os, at Alt var afgjort med denne ene Gang, eller i stille Mismod at ►forsage, fordi det denne Gang ikke lykkedes os efter Ønske, ikke skeete, som vi havde bedet og begjeret.
✂ 33287►Lader os da i de foreskrevne korte Øieblikke betænke dette Ord: men hvem ⓘ Lidet forlades, elsker lidet, et Dommens Ord, men ogsaa et Trøstens Ord.
✂ Og ►Du, m. T., lad Dig ikke forstyrre af, at jeg►taler saaledes nu i dette Øieblik, inden Du gaaer op til Alteret, maaskee ►formenende og fordrende, at Den, der skal tale i dette Øieblik, han burde tale paa en anden Maade, anvende Alt for at berolige den Enkelte og gjøre ham tryg; hvis han da bagefter erfarede, at den hellige Handling dog ikke fuldkomment havde ►været til Glæde og Velsignelse for en Enkelt, da kunde han jo tale til ham paa en anden Maade. O, min Ven, deels ►er det sandeligen ikke saa, at det kun er en Enkelt hvem det Fuldkomne ikke lykkes, nei, det er kun en Enkelt hvem det Fuldkomne lykkes; deels er der en Be12kymring, en inderlig Bekymring, som maaskee understøtter bedre til at det Høieste maa lykkes et Menneske, bedre end den for store Tillid og den for sorgløse Frimodighed. Der er en Længsel efter Gud, en Tillid til Gud, en Fortrøstning, en Haaben paa Gud, en Kjerlighed, en Frimodighed: men hvad der sikkrest finder ham er dog maaskee ►Sorgen efter Gud; Sorgen efter Gud – det er ingen flygtig Stemning, der strax forsvinder, idet man nærmer sig Gud, tværtimod den er maaskee dybest, just naar den kommer Gud nærmest, som den saaledes Sørgende er meest bange for sig selv, jo nærmere han kommer Gud.
✂ Hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det er Dommens Ord.
✂ I Almindelighed fremstilles det vel saaledes: Retfærdigheden, det er den strenge Dom; Kjerligheden er den Milde, som ikke dømmer, og dømmer den, Kjerlighedens Dom er den milde Dom. Nei, nei, Kjerlighedens Dom er den strengeste Dom. Var ikke den strengeste Dom, der er gaaet over Verden, strengere end ►Syndfloden, strengere end ►Babels Forvirring, end ►Sodoma og Ghomorras Undergang, var den ikke ►Christi uskyldige Død, der dog var ►Kjerlighedens Offer? Og hvilken var Dommen? dog vel den: »Kjerligheden« blev ikke elsket. Saaledes ogsaa her. Dommens Ord lyder ikke: hvem Lidet forlades, han syndede meget, saa altsaa hans Synder vare for store og for mange, til at de kunne tilgives; nei, Dommen lyder: han elsker lidet. Det er altsaa ikke Retfærdigheden, der strengt negter Syndernes Tilgivelse og Forladelse; det er Kjerligheden, der mildt og forbarmende siger: jeg tilgiver Dig Alt – forlades Dig kun Lidet, saa er det fordi Du kun elsker lidet. Retfærdigheden ►sætter 288strengt Grændsen og siger: ikke videre, nu er Maalet34 fyldt, for Dig er ingen Forladelse; men derved bliver det ogsaa. 13 Kjerligheden siger: Alt er Dig tilgivet – forlades Dig kun Lidet, da er det fordi Du kun elsker lidet; saa der altsaa kommer en ny Synd til, en ny Skyld, den at ►forskylde at kun Lidet tilgives, at forskylde det ikke ved de ►begangne Synder, men ved Mangelen paa Kjerlighed. Vil Du lære at frygte, da lær at frygte, ikke Retfærdighedens Strenghed, men Kjerlighedens Mildhed! – Retfærdigheden seer dømmende paa et Menneske, og Synderen kan ikke udholde dens Blik; men Kjerligheden, naar den seer paa ham, ja om han end unddrager sig dens Blik, ►slaaer Øiet ned, han fornemmer dog alligevel, at den seer paa ham; thi Kjerligheden trænger langt inderligere ind paa Livet, ind ved Livet, ind der, hvorfra Livet udgaaer, end Retfærdigheden, som ►frastødende ►befæster det svælgende Dyb mellem Synderen og sig, medens Kjerligheden jo staaer paa hans Side, anklager ikke, dømmer ikke, tilgiver og forlader. Retfærdighedens dømmende Stemme kan Synderen ikke udholde, han søger, om muligt, at lukke sit Øre for den; men om han end vilde, det er ham umuligt ikke at høre Kjerligheden, hvis Dom, o frygtelige Dom, er: Dine Synder ere Dig forladte! Frygtelige Dom, hvis Ord dog i og for sig ere ►Intet mindre end det Forfærdelige; og just derfor kan Synderen ikke lade være at høre, hvad der dog er Dommen. ►Hvor skal jeg henflye fra Retfærdigheden, tager jeg Morgenrødens Vinger og flyver til det yderste Hav, da er den der, og skjuler jeg mig i Afgrunden, da er den der, og saaledes paa ethvert Sted, dog nei, der er eet Sted, hvor jeg kan flye hen: til Kjerligheden; men naar Kjerligheden dømmer Dig, og Dommen er – o, Rædsel! – Dommen er: Dine Synder ere Dig forladte! Dine Synder ere Dig forladte – og dog er der Noget (ja dette Noget er i Dig, hvor i al Verden skulde det ellers finde sit Tilholdssted, naar Kjerligheden tilgiver Alt!), der er Noget i 14 Dig, som gjør, at Du fornemmer, at de ere Dig ikke forladte. Hvad er saa den strengeste Doms Rædsel mod denne Rædsel! Hvad er saa Vredens strenge Dom, Forbandelsen, mod denne Dom: Dine Synder ere Dig forladte! Saa er jo næsten Retfærdigheden Mildhed, der siger, som Du siger: nei, de ere Dig ikke forladte! Hvad er ►»Brodermorderens« Lidelse, naar han flygtig og ustadig frygter, at Enhver skal kjende ham paa Retfærdighedens Mærke, der dømte ham – hvad er denne Lidelse mod den Ulyksaliges Qvaler, hvem det blev 289Dommen, ikke Frelsen: Dine Synder ere Dig forladte! Frygtelige Strenghed! At35 Kjerligheden, at det er Kjerligheden, den tilgivende Kjerlighed, der, ikke dømmende, nei, ak selv lidende derved, dog forvandles til Dommen; at Kjerligheden, den tilgivende Kjerlighed, der ikke vil, som Retfærdigheden, gjøre Skylden ►aabenbar, tværtimod ►vil skjule den ved at tilgive og forlade, at det dog er den, der, ak selv lidende derved,►gjør Skylden frygteligere aabenbar end Retfærdigheden! – Tænk denne Tanke: det Selvforskyldte. Det er selvforskyldt, siger Retfærdigheden, at der for det Menneske ingen Tilgivelse er; den tænker derved paa hans mange Synder, thi Retfærdigheden kan Intet glemme. Kjerligheden siger: det er selvforskyldt – den tænker derved ikke paa hans mange Synder, o nei, den er villig til at glemme dem alle, den har glemt dem alle; og dog, det er selvforskyldt, siger Kjerligheden. Hvilket er det Forfærdeligste? dog vel det Sidste, der jo næsten lyder som afsindig Tale; thi Anklagen er ikke hans Synder, nei, Anklagen er: det er ham tilgivet, det er ham Alt tilgivet. Tænk en Synder, der synker i Afgrunden, hør dette Angestraab, naar han i sidste Suk lader Retfærdigheden, hvilken hans Liv spottede, vederfares Ret og siger: det er selvforskyldt. Forfærdeligt! Der er kun eet Forfærdeligere, hvis det ikke er Retfærdigheden15 han taler til, men Kjerligheden og siger: det er selvforskyldt.►Lader Retfærdigheden sig ikke spotte, sandeligen endnu mindre Kjerligheden. Strengere end Retfærdighedens strengeste Dom over den største Synder er Kjerlighedens: ham forlades Lidet – fordi han kun elsker lidet.
✂ Hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det er Dommens Ord, men ogsaa et Trøstens Ord.
✂ Ikke veed jeg, m. T., hvad Du forbrød, hvilken Din Skyld, Dine Synder ere; men den Skyld bleve vi dog nok alle, mere eller mindre, skyldige i: kun at elske lidet. Saa trøst Dig da ved Ordet, som jeg trøster mig ved det. Og hvorledes trøster jeg mig? Jeg trøster mig ved, at Ordet jo Intet udsiger om den guddommelige Kjerlighed, men kun Noget om min. Ordet siger ikke, at nu er den guddommelige Kjerlighed blevet træt af at være Kjerlighed, at den nu har forandret sig, træt af i ubeskrivelig Forbarmelse ligesom at ødsles paa►Menneskenes utaknemlige Slægt eller paa mig Utaknemlige, at den nu er blevet noget Andet, en mindre Kjerlighed, dens Varme afkjølet, fordi Kjerligheden blev kold i 290Menneskenes utaknemlige Slægt eller i mig Utaknemlige. Nei, derom taler Ordet slet ikke. Og trøst Dig, som jeg trøster mig – hvorved? Derved, at Grunden,36 hvorfor Ordet ikke siger det, er, at det hellige Ord ikke lyver, saa det da ikke tilfældigviis eller grusomt er blevet fortiet i Ordet, medens►det dog i Virkeligheden er saa, at Guds Kjerlighed er blevet træt af at elske. Nei, naar Ordet ikke siger det, saa er det heller ikke saa; og om Ordet sagde det – nei Ordet kunde ikke sige det, thi Ordet kan ikke lyve. O, i dybeste Sorg saligste Trøst! Hvis Guds Kjerlighed i Sandhed havde forandret sig; hvis Du Intet havde hørt derom, men bekymret over Dig selv, at Du hidtil kun havde elsket lidet, med fromt Forsæt havde stræbt at bringe Kjerligheden i Dig 16 til at flamme, og ved det Samme, ved hvilket Du bragte den i Flamme, næret Flammen – og nu, om end beskæmmet i Følelsen af, hvor ufuldkommen dog Din Kjerlighed var, nu vilde Du nærme Dig Gud, for, ►efter Skriftens Ord, at forlige Dig med ham: men han havde forandret sig! Tænk Dig en elskende Pige; bekymret tilstaaer hun sig selv, hvor lidet hun dog hidtil har elsket – nu saa vil jeg da ogsaa, siger hun til sig selv, blive lutter Kjerlighed. Og det lykkes hende; disse Bekymringens Taarer, hun fælder i Sorg over sig selv, disse Taarer – de slukke ikke Ilden, nei dertil ere de for brændende, o nei, just disse Taarer bringer Ilden til at flamme: men imidlertid havde den Elskede forandret sig, han var ikke mere den Kjerlige. O, een Bekymring for et Menneske! O, for et Menneske kan een Bekymring være nok, mere kan intet Menneske bære; skulde et Menneske, idet han i Selvbekymring maatte tilstaae sig selv, hvor lidet han hidtil havde elsket Gud, ængstes af den Tanke, om Gud nu ikke imidlertid kunde have forandret sig: saa, ja saa vil jeg fortvivle, og jeg vil fortvivle strax, thi saa er der Intet mere at bie paa, hverken i Tid eller i Evighed. Men derfor trøster jeg mig ved Ordet; og jeg ►spærrer mig enhver Udflugt, og jeg skaffer alle Undskyldninger til Side og alle ►Besmykkelser, og blotter Brystet, hvor jeg skal saares af ►Ordet, der dømmende trænger ind, dømmende »Du elskede kun lidet.« O, træng kun dybere ind, end dybere, Du helbredende Smerte »Du elskede slet ikke« – selv naar Dommen lyder saaledes, jeg fornemmer i een Forstand ingen Smerte, jeg fornemmer en ubeskrivelig Salighed; thi just min Dom, Dødsdommen over mig og min usle Kjerlighed, den indeholder tillige noget Andet: ►Gud er uforandret Kjerlighed.
✂ 291Saaledes trøster jeg mig. Og jeg finder skjult en Trøst i Ordet, som vel ogsaa Du finder, m. T., just naar Du 17 hører Ordet saaledes, at det saarer Dig. Thi der staaer ikke, hvem Lidet forlades, 37»elskede«lidet, nei der staaer: elsker lidet. O, naar Retfærdigheden dømmer, den gjør Regnskabet op, ►den slutter af, den bruger den forbigangne Tid, den siger: han elskede lidet, og siger dermed, at nu er den Sag for stedse afgjort, vi To ere skilte ad, har ikke mere med hinanden at skaffe. Ordet, Kjerlighedens Ord derimod lyder: hvem Lidet forlades, han elsker lidet. Han elsker lidet; han elsker, det vil sige: saaledes er det nu, nu i dette Øieblik – mere siger Kjerligheden ikke; uendelige Kjerlighed, at Du saaledes bliver Dig selv tro i end Din mindste Yttring! Han elsker lidet nu, i dette Nu. Men hvad er Nuet, og hvad er Øieblikket – hurtigt, hurtigt er det forbi; og nu, i det næste Øieblik, nu er Alt forandret, nu elsker han, om ikke meget, han stræber dog at elske meget; nu er Alt forandret, kun ikke »Kjerligheden«, den er uforandret, uforandret den Samme, der kjerligt har biet paa ham, kjerligt ikke ►nænt at lade det være afgjort med ham, ikke nænt at søge ►Skilsmissen fra ham, men er blevet hos ham, og nu er det ikke Retfærdigheden, der afsluttende siger: han elskede lidet, nu er det Kjerligheden, der ►glad i Himlensiger: han elskede lidet, ►det er, nu er det forandret, det var den Gang, nu, nu elsker han meget.
✂ Men ►er det saa dog i Grunden ikke saa, at Syndens Forladelse ►fortjenes, vel ikke ved Gjerninger, men ved Kjerlighed; naar det siges, at hvem Lidet forlades, elsker lidet, ligger saa ikke deri, at det er Kjerligheden, der gjør Udslaget, om Ens Synder, og hvorvidt Ens Synder skulle tilgives – og saa fortjenesjo Syndernes Forladelse? O, nei. I det samme Evangelium noget tidligere ►(V. 42 Slutning) taler Christus om to Skyldnere, af hvilke den Ene var Meget, den Anden Lidet skyldig, og som begge fandt Til18givelse – han spørger: hvilken af disse To bør elske meest? Og Svaret er: Den, hvem Meget blev tilgivet. Agt nu paa, hvorledes vi dog ikke komme ind i ►det Fortjenstliges usalige Egne, men hvorledes Alt bliver indenfor Kjerligheden! Naar Du elsker meget, forlades Dig Meget – og naar Dig Meget forlades, elsker Du meget. See her den salige, Frelsens Tilbagevenden i Kjerligheden! Først elsker Du meget, og Meget bliver Dig saa forladt – o, og see, saa tager Kjerligheden endnu stærkere paa, dette, at saa Meget blev Dig forladt, det fremelsker endnu engang Kjerligheden, og Du elsker meget, fordi Meget blev Dig292forladt! Det er med Kjerligheden her som med Troen. Tænk Dig En af hine Ulykkelige, hvem Christus helbredede ved et Mirakel.►For at skulle helbredes maa han troe – nu troer han, og38 bliver helbredet. Nu er han helbredet – og nu bliver Troen end een Gang stærkere, nu da han er frelst. Det er ikke saaledes: han troede, og saa skeete Miraklet, og saa var det forbi; nei Opfyldelsen forøger ham end een Gang Troen, efter Opfyldelsen er hans Tro een Gang saa stærk, som da han troede, førend han blev frelst. Og saaledes med det at elske meget. Stærk er den Kjerlighed,►guddommelig stærk i Svaghed, den Kjerlighed, som elsker meget, og hvilken saa Meget forlades; men endnu stærkere er Kjerlighedens anden Gang, naar den samme Kjerlighed anden Gang elsker, elsker, fordi Meget blev forladt.
✂ M. T. Du erindrer vel Begyndelsen af denne Tale. Man kan i det høitidelige Øieblik forstyrre paa tvende Maader: ved at tale om det Uvedkommende, selv om dette forresten er baade vigtigt og Talen betydningsfuld; eller ved at tale forstyrrende om Det, som i et saadant Øieblik er En det nærmeste. »Hvem Lidet forlades, elsker lidet« – det kunde synes forstyrrende just i dette Øieblik, forinden Du nu 19 gaaer op til Alteret, hvor Du jo annammer alle Dine Synders Forladelse. O, men som ►det Opbyggelige i sit Første altid er det Forfærdende, og som al sand Kjerlighed i sit Første altid er Uro, og ►som Kjerlighed til Gud i sit Første altid er Sorg: saaledes er hvad der synes det Forstyrrende ikke altid det Forstyrrende; det i Sandhed Beroligende er altid i sit Første det Foruroligende. Men er der nogen Sammenligning mellem disse tvende Farer: den, i bedragersk Tryghed at være beroliget, og den, at foruroliges ved at blive mindet om det Foruroligende – nu om hvilket Foruroligende? om det Foruroligende: at ogsaa det kan tilgives, hvis man hidtil kun elskede lidet. Det er ►selsomtmed det Foruroligende; Den, der ret dannedes ved dette, det er sandt, han seer ikke saa stærk ud som Den, der blev uvidende derom. Men i det sidste Øieblik da er han, just ►ved Afmagten, dog maaskee den Stærkeste, i det sidste Øieblik lykkes, just ved Afmagten, maaskee ham, hvad der ikke lykkes den Stærkeste.
✂ Saa velsigne da Gud denne foruroligende Tale, at den kun til det Gode maatte have foruroliget Dig, at Du ved Alteret beroliget maatte fornemme, at Du annammer alle Dine Synders naadefulde Forladelse.
41
23
295
Bøn
✂ Herre Jesus Christus! ►Fuglene havde Reder, Rævene havde Huler, og Du havde ikke det, hvortil Du kunde hælde Dit Hoved, huusvild var Du i Verden – selv dog Skjulestedet, det eneste, hvor Synderen kunde flye hen. O, og saaledes er Du jo endnu den Dag idag Skjulestedet; naar Synderen flyer til Dig, skjuler sig hos Dig, ►er skjult i Dig: da ►er han evigt vel forvaret, da ►skjuler »Kjerligheden« Syndernes Mangfoldighed.
✂ ►ⓘ 1 Peter IV, 8: Kjerligheden skal skjule Syndernes Mangfoldighed.
✂ ►Dette gjælder, naar Talen er om menneskelig Kjerlighed, i dobbelt Forstand, hvad vi andetsteds videre have udført. Den, i hvem der er Kjerlighed, den Kjerlige skjuler Syndernes Mangfoldighed, seer ikke Næstens Feil, eller seer han dem, er han dog som den, der ikke seer dem, skjuler dem for sig selv og for Andre, ►Kjerligheden gjør ham, i endnu skjønnere Forstand end Forelskelse, blind, blind for Næstens Synder. Fra den anden Side; den, i hvem der er Kjerlighed, den Kjerlige, om han ogsaa forresten har Feil, Ufuldkommenheder, ja om end hans Synder vare mangfoldige: Kjerligheden, det at der er Kjerlighed i ham, skjuler over Syndernes Mangfoldighed.
✂ Naar Talen er om Christi Kjerlighed, da kan Ordet kun tages i een Forstand; at Han var Kjerlighed tjente ikke til at skjule over hvad Ufuldkomment der var i Ham – ►den Hellige, i hvem der ikke var Synd, og ►i hvis Mund 24 der ikke var Sviig, selvfølgeligt, da der i ham kun var Kjerlighed, Kjerlighed i hans Hjerte og kun Kjerlighed, i hvert hans Ord, i al hans Gjerning, i hele hans Liv, i hans Død, indtil det Sidste. O, i et Menneske er Kjerligheden ikke saa fuldkommen, derfor har han, eller, 296desuagtet har han ligesom Gavn af den: medens han kjerligt skjuler Syndernes Mangfoldighed, gjør Kjerligheden igjen mod ham, hvad han gjør mod Andre, skjuler over hans Synder. Saaledes trænger han selv til Kjerligheden, hvilken han udviser, saaledes drager han selv Fordeel af Kjerligheden 42i ham, hvilken dog alligevel, forsaavidt den vender sig udad, skjulende Syndernes Mangfoldighed, ikke, som ►Christi opoffrende Kjerlighed, omfatter hele Verden, men kun meget Faa. Ak, om det end er sjeldent nok, at et Menneske er den Kjerlige, hvad Under, kunde man fristes til at sige, hvad Under, at et Menneske stræber at være det, han som selv trænger til Kjerlighed, og forsaavidt, ved at være kjerlig, jo dog i en vis Forstand ►seer paa sit Eget! Men Christus trængte ikke til Kjerlighed. Tænk Dig, at han ikke havde været Kjerlighed; tænk Dig, at han paa en ukjerlig Maade blot vilde have været, hvad han var, den Hellige; tænk Dig, at han, ►istedetfor at frelse Verden og at skjule Syndernes Mangfoldighed, var kommen til Verden for i hellig Vrede at dømme Verden: tænk Dig dette, for desto inderligere at betænke, at det just om ham gjælder i ►eneste Forstand, at hans Kjerlighed skjulte Syndernes Mangfoldighed, at det varⓘ »Kjerlighed«, at, ►som Skriften siger, der kun er Een god: Gud, at saaledes var han, ►eneste, den Kjerlige, der skjulte Syndernes Mangfoldighed, ikke nogle Enkeltes, men hele Verdens.
✂ ►Lader os da i de foreskrevne korte Øieblikke tale om dette Ord:
✂ 25Kjerlighed (Christi Kjerlighed) skjuler Syndernes Mangfoldighed.
✂ Og ikke sandt, dertil har Du følt Trang, og just idag, til en Kjerlighed, der kan skjule over Synderne, over Dine Synder – derfor gaaer Du jo idag op til Herrens Alter. Thi medens det kun er altfor sandt, ►hvad Luther siger, at ethvert Menneske har hos sig en Prædikant, han spiser med ham, drikker med ham, vaager med ham, sover med ham, kort er altid om ham, altid med ham, hvor han saa er, hvad han saa end foretager sig, en Prædikant, der hedder Kjød og Blod, Lyster og Lidenskaber, Vaner og Tilbøieligheder: ►saa er det ogsaa vist, at der i ethvert Menneskes Inderste er en Medvider, der lige saa nøiagtigt er med overalt, Samvittigheden. Det kan maaskee lykkes et Menneske at skjule sine Synder for Verden, han kan maaskee ►daarligen glæde sig ved, at det lykkes ham, eller dog, lidt sandere, tilstaae, at det er sørgelig Svaghed og Feighed, at han ikke har Mod til at blive ►aabenbar: men for sig selv 297kan et Menneske ikke skjule sine Synder. Det er umuligt; thi den Synd, der ogsaa var ganske ubetinget skjult for En selv, vilde jo ikke være Synd, saa lidet som hvis den var skjult for Gud, hvilket heller ikke er Tilfældet, da et Menneske, saasnart han er vidende om sig selv, og i Alt, hvori han er vidende om sig selv, tillige er vidende om Gud, og Gud vidende om ham. Og derfor er han saa mægtig, og saa nøieregnende,43 og altid saa nærværende, og saa ubestikkelig, fordi han er i Pagt med Gud, han denne medvidende Prædikant, der følger Mennesket overalt, naar han vaager og naar han sover – ak, hvis han ikke gjør ham søvnløs med sin Prædiken! overalt, i Verdens Larm – ak, hvis han ikke med sin Stemme forvandler ham Verdens Larm til Stilhed! i Eensomheden – ak, hvis han ikke for26hindrer ham selv paa det eensomste Sted at føle sig eensom! ved det daglige Arbeide – ak, hvis han ikke gjør ham fremmed derfor og som en Adspredt! i den festlige Omgivelse – ak, hvis han ikke gjør ham denne liig et skummelt Fængsel! ►paa de hellige Steder – ak, hvis han ikke holder ham tilbage fra at komme der: denne medvidende Prædikant, der følger Mennesket, medvidende med ham, om hvad han nu, nu i dette Øieblik gjør eller lader, og om det længst, længst – nei ikke det længst Glemte, derfor sørger denne Medvider, som har en frygtelig Hukommelse – men det længst, længst Tilbagelagte. Flye fra denne Medvider kan et Menneske ikke, saa lidet som han, efter ►hiin Hednings Ord, kan ride fra Sorgen, der sidder bag ved paa Hesten, og saa lidet som det, hvis Du vil vende Billedet anderledes, saa lidet som det ►»hjælper Hjorten, at storme frem for at løbe fra Pilen, der sidder i Brystet: jo heftigere den farer frem, jo fastere løber den sig blot Pilen«.
✂ Dog idag er Du jo ogsaa langtfra at ville gjøre det unyttige Forsøg paa at flye eller unddrage Dig denne medvidende Prædikant, Du har netop givet ham Ordet. Thi ►i Skriftestolen er det rigtignok Præsten, der prædiker; men den sande Prædikant er dog ham, Medvideren i Dit Indre. Præsten, han kan kun prædike ganske i Almindelighed: Prædikanten i Dit Indre, han er lige det Modsatte, han taler ene og alene om Dig, til Dig, i Dig.
✂ Ikke vil jeg gjøre noget Forsøg paa at forfærde, selv ►noksom forfærdet; men ►hvo Du end er, menneskelig talt, næsten reen og uskyldig – naar denne medvidende Prædikant prædiker for Dig i Dit Indre: saa fornemmer ogsaa Du, hvad maaskee Andre fornemme forfærdeligere, 298Du fornemmer en Trang til at skjule Dig; og om det end var sagt Dig tusinde Gange og atter tusinde Gange, at det er umuligt at 27 finde dette Skjul, Du fornemmer dog Trangen. O, som jeg ved at flygte hen til en øde Ø, hvor aldrig noget Menneske kom eller kommer, o, at der var et Tilflugtssted, hvor jeg saaledes kunde flygte hen, langt bort fra mig selv; at der var et Skjulested, hvor jeg er saaledes skjult, at end ikke Bevidstheden om min Synd kan finde44 mig; at der var en Grændse, om end nok saa smal, naar den dog er adskillende mellem min Synd og mig; at der var paa den anden Side af ►et svælgende Dyb en om end nok saa lille Plet, hvor jeg kan staae, medens Bevidstheden om min Synd maatte blive paa hiin Side; at der var en Tilgivelse, en Tilgivelse, der ikke lader mig fornemme min Skyld forøget, men i Sandhed tager Skylden fra mig, ogsaa Bevidstheden derom; at der var Glemsel!
✂ Nu men det er jo saaledes; thi Kjerlighed (Christi Kjerlighed) skjuler Syndernes Mangfoldighed. ►See Alt er blevet nyt! Hvad der i Hedenskabet forgjeves forsøgtes og forsøges,►hvad der under Lovens Herredømme var og er en frugtesløs Bestræbelse: det gjorde Evangeliet muligt. ►Ved Alteret udbreder Frelseren sine Arme og just for denne Flygtning, der vil flye fra Bevidstheden om sin Synd, flye fra hvad der, endnu værre end om det forfulgte, flye fra hvad der nager; han udbreder sine Arme, han siger »kommer hid til mig« – og det, at han udbreder sine Arme, det siger allerede: kommer hid; og det, at han, udbredende sine Arme, siger »kommer hid«, det siger tillige: Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed.
✂ O, tro ham! Kunde Du tiltroe Den, der aabner sin Favn frelsende for Dig, kunde Du tiltroe ham at ►forskylde et Ordspil, tiltroe ham at bruge en intetsigende Talemaade, tiltroe ham at bedrage Dig, og just i det Øieblik: at han kunde sige »kommer hid«, og i det Øieblik Du da kom hid 28 og han holdt Dig omsluttet, at det da skulde være, som var Du fangen; thi her, just her var ingen Glemsel, her hos – den Hellige! Nei, det kunde Du ikke troe; og troede Du det, vilde Du jo ikke komme hid: men ►salig Den, som ganske bogstaveligen troer, at Kjerlighed (Christi Kjerlighed) skjuler Syndernes Mangfoldighed. Thi et kjerligt Menneske, ja selv om det var det kjerligste, han kan kjerligt dømme med Skaansomhed, kjerligt lukke sit Øie for Dine Synder – o, men Dit Øie for dem kan han ikke lukke; han kan ved kjerlig Tale og Deeltagelse søge at 299formilde Din Skyld ogsaa i Dine Øine, og forsaavidt ligesom skjule den for Dig, eller dog til en vis Grad, nogenlunde skjule den for Dig – o, men virkelig skjule den for Dig, bogstavelig skjule den for Dig, saa den er skjult som hvad der skjules paa Havets Bund, og hvad aldrig Nogen mere faaer at see, skjult saaledes som naar ►hvad der var rødt liig Blod bliver hvidere end Snee, skjult saa Synd forvandles til Reenhed, og Du selv tør troe Dig retfærdiggjort og reen: det kan kun han, den Herre Jesus Christus, hvis Kjerlighed45 skjuler Syndernes Mangfoldighed. Et Menneske har ingen Myndighed, kan ikke byde Dig, at Du skal troe, og just ved at byde med Myndighed hjælpe Dig til at troe. Men ►fordres der allerede Myndighed til at lære, hvilken Myndighed, om muligt større end ►den, der byder det oprørte Hav at blive stille, hvilken Myndighed for at byde den Fortvivlende, Den, der i Angerens Qvaler ikke kan og ikke tør glemme, den Sønderknuste, der ikke kan og ikke tør lade være at stirre paa sin Skyld, hvilken Myndighed for at byde ham, at lukke sit Øie, og hvilken Myndighed for derpaa at byde ham aabne Troens Øie, saa han seer Reenhed hvor han saae Skyld og Synd! Denne guddommelige Myndighed har kun han, Jesus Christus, hvis Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed.
✂ 29Han skjuler den ganske bogstaveligen. Naar eet Menneske stiller sig foran et andet Menneske, og med sit Legeme dækker ham ganske, saa Ingen, Ingen kan faae Øie paa Den, der er skjult bagved: saaledes skjuler Jesus Christus med ►sithellige Legeme over Din Synd. Om saa Retfærdigheden blev rasende, hvad vil den mere: der er jo ►Fyldestgjørelse; om saa Angeren i Dig nok saa sønderrivende mener at burde komme Retfærdigheden udenfor Dig til Hjælp for at opdage Skylden: der er jo Fyldestgjørelse, en Fyldestgjørelse, en Fyldestgjører, som ganske dækker al Din Skyld, og gjør det umuligt at see den; umuligt for Retfærdigheden, og derved igjen for Angeren i Dig eller for Dig, thi Angeren mister ogsaa sit Syn, naar Retfærdigheden, som den beraaber sig paa, siger: jeg kan Intet see.
✂ Han skjuler den ganske bogstaveligen. Som ►naar Hønen, bekymret, i Farens Øieblik samler Kyllingerne under sine Vinger, skjuler over dem, før ladende sit Liv end at berøve dem dette Skjul, der gjør det umuligt for Fjendens Blik at opdage dem: saaledes skjuler han Din Synd. Saaledes; thi ogsaa han er bekymret, uendelig bekymret i Kjerlighed; før skal 300han lade sit Liv, end berøve Dig Dit sikkre Skjul under hans Kjerlighed. Før skal han lade sit Liv – dog nei, just derfor lod han sit Liv, for at sikkre Dig et Skjul under sin Kjerlighed. Og derfor ogsaa: ikke saaledes som Hønen, nemlig kun saaledes eller uendelig mere bekymret end Hønen skjuler over sine Kyllinger, men ellers ikke saaledes; thi Han skjuler med sin Død. O, evigt sikkre, o, saligt ►betryggede Skjulested! For Kyllingerne er der dog een Fare; skjøndt skjulte ere de dog bestandigt i Fare: naar Moderen har gjort det Sidste, af Kjerlighed har ladet sit Liv for dem, saa er Skjulet dem berøvet. Men han derimod – ja,46 hvis han med sit Liv skjulte over Din Synd, 30 saa var der jo Farens Mulighed, at de berøvede ham Livet, og Dig Skjulet. Anderledes da han skjuler med sin Død over Din Synd; før skulde han – hvis dette var fornødent,►hvis ikke Alt var afgjort med den ene Gang – før skulde han endnu engang lade Livet, for ved sin Død at skaffe Dig et Skjul, end at Du skulde berøves Skjulet. Det er ganske bogstaveligen: han skjuler over Din Synd, just fordi han skjuler med sin Død. En Levende kan jo dog Døden skaffe til Side; men en Død kan umuligt skaffes til Side, og altsaa umuligt Dit Skjul Dig berøves. Om saa Retfærdigheden blev rasende, hvad vil den mere end Dødsstraffen; men den er jo lidt, hans Død er Dit Skjul. Uendelige Kjerlighed! ►Der tales om Kjerlighedens Gjerninger, og saa kan der nævnes mange. Men ►naar der tales om Kjerlighedens Gjerning eller Kjerligheds-Gjerningen, saa er der, ja saa er der kun een Gjerning, og, forunderligt nok, saa veed Du ogsaa strax, hvem Talen er om, om ham, om Jesus Christus, om hans forsonende Død, der skjuler Syndernes Mangfoldighed.
✂ Dette forkyndes ved Alteret; thi fra Prædikestolen forkyndes væsentligen hans Liv; men ved Alteret hans Død.►Han døde een Gang for hele Verdens og vore Synder; hans Død gjentages ikke, men det gjentages: han døde ogsaa ►for Dig, Du, som ►i hans Legeme og Blod modtager Pantet paa, at han er død ogsaa for Dig, ved Alteret, hvor han giver Dig sig selv til Skjul. O, sikkre Skjulested for Synderen, o, salige Skjulested, især efter først at have lært hvad det vil sige, naar Samvittigheden anklager, og Loven dømmer, og Retfærdigheden straffende forfølger, da, ►trættet indtil Fortvivlelse, at finde Hvile i det eneste Skjul, som er at finde! Et Menneske, selv det kjerligste, han kan dog i det Høieste give Dig Formildelsen, Undskyldningen, overla31dende Dig, hvorvidt Du nu 301kan bruge den: men sig selv kan han ikke give Dig. Det kan kun Jesus Christus, han giver Dig sig selv til Skjul; det er ikke nogle Trøstegrunde han giver Dig, ikke en Lære han meddeler Dig, nei han giver Dig sig selv. Som Natten breder sig skjulende over Alt: saaledes►gav han sig selv hen og blev det Skjul, bag hvilket der ligger en syndig Verden, som han frelste; ►gjennem dette Skjul bryder Retfærdigheden sig, ikke blot formildet, som naar Solens Straale bryder sig gjennem det farvede Glas, nei afmægtig ►bryder den sig mod dette Skjul, og bryder ikke derigjennem. Han gav sig selv hen for hele Verden til et Skjul, ogsaa for Dig som for mig.
✂ 47Og derfor Du min Herre og Frelser, Du, hvis Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed, naar jeg ret fornemmer min Synd og mine Synders Mangfoldighed, naar der ►for Retfærdigheden i Himlen kun er Vrede over mig og over mit Liv, naar der paa Jorden kun er eet Menneske, jeg hader og afskyer, eet Menneske, jeg, for at undgaae, vilde ►flye om det saa var til Verdens Ende, mig selv: da vil jeg ikke begynde paa ►det Forgjeves, der dog kun fører enten dybere i Fortvivlelse eller til Afsind, men jeg vil strax flye hen til Dig, og Du vil ikke negte mig det Skjul, Du kjerligt har tilbudet Alle, Du vil unddrage mig for Retfærdighedens Blik, frelse mig fra dette Menneske og fra den Erindring, hvormed han piner mig, Du vil hjælpe mig til, ved at blive et forvandlet, et andet, et bedre Menneske, at turde blive i mit Skjul, glemt af Retfærdigheden og af hiint Menneske, som jeg afskyer.
✂ ►A. T. Det er til den Kjerlighed, der skjuler Syndernes Mangfoldighed, Du idag søger hen, søgende den ved Alteret. Du ►har af Kirkens Tjener modtaget Forsikkringen om Dine Synders naadefulde Forladelse; Du modtager ved Alteret 32 Pantet derpaa. Og ikke blot dette; thi ikke blot modtager Du dette Pant, som Du af et Menneske kan modtage et Pant paa, at han bærer denne Følelse for Dig, eller dette Sind mod Dig, nei, Du modtager Pantet til Pant paa, at Du modtager ham selv; idet Du modtager Pantet, modtager Du ham selv, ►i og med det synlige Tegn giver han Dig sig selv til Skjul over Dine Synder. Som ►han er Sandheden, saa Du ikke af ham faaer at vide, hvad Sandhed er, og nu overlades til Dig selv, men ►kun bliver i Sandheden ved at blive i ham; som han er Veien, saa Du ikke af ham faaer at vide, hvilken Vei Du skal gaae, og nu overladt til Dig selv maa gaae Din Gang, men Du kun ved at blive i 302ham, bliver paa Veien; som han er Livet, saa Du ikke af ham faaer Livet overgivet, og nu maa skjøtte Dig selv, men Du ►kun ved at blive i ham har Livet: saaledes er han ogsaa Skjulet; kun ved at blive i ham, kun ved at indleve Dig i ham, er Du i Skjul, er der Skjul over Dine Synders Mangfoldighed. Derfor ►kaldes Nadveren et Samfund med ham; den er ikke blot ►til hans Ihukommelse, ikke blot til Pant paa, at Du har Samfund med ham, men den er Samfundet, dette Samfund, som Du saa skal stræbe at bevare i Dit daglige Liv ved mere og mere at leve Dig ud af Dig selv og ►leve Dig ind i ham, i hans Kjerlighed, der skjuler Syndernes Mangfoldighed.