✂ Capitel I
✂ A
✂ Den æsthetiske Produktivitet
✂ Hvorfor der begyndtes med æsthetisk Produktivitet, eller hvad denne Produktivitet har at betyde, totalt forstaaet1.
- Den velvillige Læser maa jeg een Gang for alle paa det indstændigste bede bestandigt at have dette in mente, at hele Forfatter-Virksomhedens Total-Tanke er denne: det at blive Christen. (tilbage)
✂ § 1
✂ At »Christenheden« er ►et uhyre Sandsebedrag
✂ Enhver der med Alvor og ►derhos da med nogen Evne til at see, betragter hvad man saadan kalder Christenheden, eller Tilstanden i et saa kaldet christeligt Land, maa dog upaatvivleligt strax blive ganske betænkelig. Hvad vil det dog sige, at alle disse Tusinder og Tusinder udenvidere kalde sig Christne! Disse mange, mange Mennesker, hvis langt, langt overveiende Fleertal efter Alt hvad man kan skjønne have 24deres Liv i 16 ganske andre Categorier, Noget man ved den simpleste Iagttagelse kan forvisse sig om! Mennesker, der maaskee aldrig engang gaae i Kirke, aldrig tænke paa Gud, aldrig nævne hans Navn uden naar de bande! Mennesker, for hvem det aldrig er gaaet op, at deres Liv skulde have nogen Forpligtelse mod Gud, Mennesker, der enten holde paa en vis borgerlig Ustraffelighed som Maximum eller endog ikke finde denne ganske fornøden! Dog alle disse Mennesker, endog de der paastaae, at der ingen Gud er til, de ere Alle Christne, kalde sig Christne, ►erkjendes som Christne af Staten, begraves som Christne af Kirken, dimitteres som Christne til Evigheden!
✂ 94At her maa ►stikke en uhyre ►Confusion, et frygteligt Sandsebedrag, derom kan dog vist ingen Tvivl være. Men at røre ved det! Ja, jeg kjender godt Indvendingen. Thi der er nok baade Den og Den, der forstaaer hvad jeg mener, men som saa med en vis Godmodighed vilde klappe mig paa Skulderen og sige: »Kjære Ven, De er dog noget ung endnu; at ville begynde paa et saadant Foretagende, et Foretagende der, hvis det blot nogenlunde skulde lykkes, vilde kræve idetmindste en halv Snees vel disciplinerede Missionairer, et Foretagende, der egentligen løber ud paa hverken mere eller mindre end at ville indføre Christendommen igjen – i Christenheden. Nei, kjære Ven, ►lad os være Mennesker, et saadant Foretagende er baade over Deres og mine Kræfter. Dette Foretagende er lige saa afsindigt ►storartet som det at ville reformere »Mængden«, med hvilken ingen Forstandig indlader sig, men lader den gaae for hvad den er. At begynde paa Sligt er den visse Undergang«. Maaskee; men er eller var end Undergangen vis, vist er det ogsaa, at den Indvending har man ikke lært af Christendommen, thi da den kom ind i Verden, var det endnu mere afgjort den visse Undergang at begynde derpaa – dog begyndtes der; og vist er det ogsaa, at man heller ikke har lært den Indvending af 👤►Socrates, 17 thi ►han indlod sig dog med »Mængden«, og vilde reformere den.
✂ Saaledes omtrent forholder Sagen sig. Engang imellem gjør en Præst lidt Allarm paa Prædikestolen, at det ikke hænger rigtigt sammen med de mange Christne – men alle De, som høre ham og der ere tilstede, altsaa alle Dem, han taler til, de ere Christne; og dem, han taler om, dem taler han jo ikke til. Dette kaldes meest passende en fingeret Bevægelse. – Engang imellem træder der ►en opvakt Religieus frem; han stormer ind 25paa Christenheden, han støier og larmer, erklærer næsten Alle for ikke at være Christne – og han udretter Intet. Han tager sig ikke iagt for, at et Sandsebedrag ikke er saa let at hæve. ►Dersom det er saa, at det er en Indbildning, hvori de Fleste ere, naar de kalde sig Christne, hvad gjøre de saa mod en saadan Opvakt? Først og fremmest de bryde dem slet ikke om ham, de see ikke i hans Bog, men ►lægge den øieblikkeligt ad acta; eller virker han ved ►det levende Ord, saa gaae de om ad en anden Gade og høre ham slet ikke. Dernæst praktisere de ham ved Hjælp af en Begrebsbestemmelse udenfor, og indrette sig saa ganske trygt i Sandsebedraget. De gjøre ham til en Sværmer, hans Christendom til en Overdrivelse – ►am Ende 95bliver han den Eneste, eller een af de Faa, som ikke for Alvor (thi Overdrivelse er jo ogsaa Mangel paa Alvor) er Christen; de Andre ere alle alvorlige Christne.
✂ Nei, et Sandsebedrag hæves aldrig direkte, og kun grundigt indirekte. Er det et Sandsebedrag med at Alle ere Christne – og skal der gjøres Noget, maa det gjøres indirekte, ikke af En, der høirøstet forkynder sig selv at være en overordentlig Christen, men af En, der bedre underrettet, erklærer sig selv end ikke at være en Christen1. Det er, 18 man maa komme bag paa Den, der er i Sandsebedraget. Istedetfor at ville have den Fordeel selv at være den sjeldne Christen, maa man lade den Hildede have Fordelen, at han er Christen, og selv have Resignation nok til at være Den, der er langt bag ved ham – ellers faaer man ham saa vist ikke ud af Sandsebedraget, det kan være vanskeligt nok endda.
✂ Naar da nu, efter Antagelsen, de Fleste i Christenheden kun indbildt ere Christne, i hvilke Categorier leve de saa? De leve i æsthetiske, eller høist æsthetisk-ethiske.
✂ Antaget saa, at en religieus Forfatter ret fra Grunden af er blevet opmærksom paa dette Sandsebedrag: Christenheden, og, saavidt hans Kræfter vel at mærke med Guds Bistand række, vil det tillivs: hvad har han saa at gjøre? Ja, først og fremmest ingen Utaalmodighed. Bliver han utaalmodig, saa stormer han ligefrem paa, og udretter – Intet. Ved direkte Angreb bestyrker man kun et Menneske i Sandsebedraget og 26forbittrer ham tillige. Der er overhovedet Intet, der kræver en saa lempelig Behandling som et Sandsebedrag, for at hæves. Foranlediger man paa nogen Maade den Hildede til at sætte Villie imod, saa er Alt tabt. Og det gjør man ved direkte Angreb, der desuden ogsaa indeholder det Anmassende, at fordre af et andet Menneske, at han skal tilstaae En eller ►ligeoverfor En gjøre den Tilstaaelse, som egentlig gavner mest, naar den Vedkommende gjør sig den selv i Stilhed. Dette naaes ved den indirekte Methode, der i Sandhedskjerlighedens Tjeneste lægger dialektisk Alt tilrette for den Hildede, og nu, som Kjerlighed altid er det, undseelig unddrager sig for at være Vidne til Tilstaaelsen, han saa ene for Gud gjør sig selv, at han dog har levet i en Indbildning.
✂ Den religieuse Forfatter maa da altsaa først see at komme ►i Rapport til Menneskene. Det er, han maa begynde med æsthetisk Præ96station. Det er ►Haandpengene. Jo brillantere Præstationen er, jo bedre for ham. Saa maa han dernæst 19 være sikker paa sig selv, eller rettere (hvad der er det Sikkreste og det eneste Sikkre) i Frygt og Bæven forholde sig til Gud, at ikke det Omvendte skeer, saa han ikke bliver Den, der nu faaer Andre paa Gleed, men de Andre De, som faae Magt over ham, saa han ender med selv at ►blive stikkende i det Æsthetiske. Han maa altsaa have Alt i Beredskab, for, dog uden nogen Utaalmodighed, saa hurtigt som muligt, just naar han har faaet dem med sig, at bringe det Religieuse frem, saa de samme Mennesker med Hengivelsens Fart i det Æsthetiske, løbe lige Panden mod det Religieuse.
✂ Det gjælder om, hverken for hurtigt eller for langsomt at anbringe det Religieuse. Gaaer der for lang Tid imellem, saa kommer strax Sandsebedraget op, at nu er den æsthetiske Forfatter blevet ældre og derfor religieus. Kommer det for hurtigt, bliver Virkningen ikke stærk nok.
✂ Antaget, at det er et uhyre Sandsebedrag, at alle disse mange Mennesker kalde sig og ansees for at være Christne: i denne Fremgangsmaade er ingen Dømmen og Fordømmen. Den er en sand christelig Opfindelse, kan ikke øves uden Frygt og Bæven, kun i sand Selvfornegtelse. Hjælperen er netop Den, der faaer alt Ansvaret og har al Anstrengelsen. Men derfor har ogsaa denne Fremgangsmaade Værd i og for sig selv. Ellers gjælder det, at en Fremgangsmaade kun har Værd i Forhold til hvad der opnaaes ved den. Man dømmer og fordømmer, man støier og larmer: dette har ikke Værd i og for sig selv – man ►regner paa saa at udrette 27Meget derved. Anderledes med den her beskrevne Fremgangsmaade. Antaget, at et Menneske havde indviet sig til at bruge den, antaget, at han et heelt Liv havde øvet den – og antaget, at han Intet havde udrettet: han har alligevel ingenlunde levet forgjeves; thi hans Liv var sand Selvfornegtelse.
✂ At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
✂ Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe 97en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.
✂ Tag et Menneske i Lidenskab, ►lad det være saa, at han virkelig har Uret – dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at det seer ud som var det ham, der skulde belære Dig, og dersom Du ikke kan gjøre dette saaledes, at han, der utaalmodigt ikke vil høre et Ord af Dig, med Tilfredsstillelse finder i Dig en velvillig og opmærksom Tilhører: kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham. Tag en Forelsket, der blev ulykkelig i Elskov, antag, at det virkelig er uforsvarligt, ugudeligt, uchristeligt som han hengiver sig i sin Lidenskab – dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at han finder en sand Lindring i at tale med Dig om sin Lidelse, saaledes, at Du, i hvad Du tilføier hans Lidelse 21 ►betræffende, næsten beriger ham med digterisk Opfattelse, Du, som dog 28ikke er i den Lidenskab og netop vil have ham bort fra den: kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for Dig, han lukker sig inde i sit Inderste – og præk saa Du kun for ham. Du skal maaskee ved personlig Magt ⓘ kunde tvinge ham til at tilstaae Dig, at han har Uret: o, Kjære, i næste Øieblik lister han sig om ad en anden, en hemmelig Vei til Stevne med den skjulte Lidenskab, efter hvilken han nu kun længes desto mere, ja, han næsten er blevet bange for, om den skulde have tabt noget af sin forføreriske Hede, thi nu har Du ved Din Adfærd hjulpet ham til at blive end een Gang forelsket, nemlig i sin ulykkelige Lidenskab – og præk saa Du kun!
✂ Saaledes ogsaa i Forhold til det at blive Christen, antaget, at det er en Indbildning med de Mange i Christenheden, som kalde sig Christne. Fordøm det Æsthetiskes Trylleri – nu, der har været Tider, hvor det derved skulde være lykkedes Dig at tvinge Men98neskene – ja hvortil? til i deres stille Sind med lønlig Lidenskab at elske hiint Trylleri end mere sværmerisk. Nei, lad det komme frem – og Du alvorlige, strenge Mand – husk paa, at kan Du ikke ydmyge Dig, saa er Du heller ikke den Alvorlige – Du være den forundrede Tilhører, der sidder og hører hvad der glæder hiint andet Menneske, hvem det endnu mere glæder, at Du hører saaledes; men glem saa for Alt ikke Eet, ►Menten, som Du har, at det er det Religieuse, Du skal have frem. Eller formaaer Du det, vel, saa fremstil Du det Æsthetiske med alt dets Tryllerie, fængsle om muligt det andet Menneske, fremstil det med den Art Lidenskabelighed, hvorved det just tiltaler ham, overgivent for den Overgivne, tungsindigt for den Tungsindige, vittigt for den Vittige o. s. v. – men glem for Alt ikke Eet, Menten, som Du har, at det er det Religieuse, der skal frem; gjør det kun, frygt ikke for at gjøre det, thi sandeligen det lader sig kun gjøre i megen Frygt og Bæven.
✂ 22Kan Du gjøre det, kan Du ganske nøiagtigt finde det Sted, hvor den Anden er, og begynde der, saa kan Du maaskee have Held til at føre ham hen til det Sted, hvor Du er.
✂ Thi det at være Lærer, det er ikke at sige: saadan er det, ei heller er det at give Lectie for o. Desl., nei det at være Lærer er i Sandhed at være den Lærende. Underviisningen begynder med, at Du, Læreren, lærer af den Lærende, sætter Dig ind i hvad han har forstaaet, og hvordan han har forstaaet det, hvis Du selv ikke før har forstaaet det, eller at Du, hvis Du 29har forstaaet det, ligesom lader ham overhøre Dig, at han kan være sikker paa Du kan Dit: dette er Indledningen, saa kan der begyndes i en anden Forstand.
✂ Det er derfor en Indvending, jeg bestandigt i mit stille Sind har gjort mod ►et vist Partie af Orthodoxe her, at de slutte sig sammen i en lille Kreds, bestyrke hinanden i, at de ere de eneste Christne – og saa ikke vide at gjøre Andet med hele Christenheden end at forsikkre, at de ikke ere Christne. Er det sandt, at der i Christenheden virkelig kun er saa faa sande Christne, saa ere eo ipso disse forpligtede til at være Missionairer, om en Missionair end altid i Christenheden vil see anderledes ud end i Hedenskabet. Man vil see, at denne Indvending ganske rigtigt kommer bagfra; thi den gaaer ud fra den Indrømmelse eller Antagelse, at disse Orthodoxe virkelig ere sande Christne, de eneste sande Christne i Christenheden.
✂ Altsaa, den religieuse Forfatter, hvis Total-Tanke er det at blive99 Christen, han begynder i Christenheden rigtigt med at være æsthetisk Forfatter. Lad det et Øieblik være uafgjort, om Christenheden er et uhyre Sandsebedrag, om det er en Indbildning med de Mange, der kalde sig Christne, lad det Modsatte være antaget: nu vel, saa er denne Begynden en Overflødighed, beregnet paa et Noget, som ikke er til – men 23 den gjør ingen Skade. Skaden er langt større, eller rettere det er Skade, naar En, som ikke er Christen, udgiver sig for at være det. Den Skade derimod, at En, som er Christen, giver sig Udseende af ikke at være det, er ikke stor – antaget, at Alle ere sande Christne, det kan saa kun i det Høieste bestyrke dem end mere i at være det.
✂ § 3
✂ Det Sandsebedrag, at Religieusitet og Christendom er Noget, man først tyer til, naar man bliver ældre.
✂ Det Æsthetiske overvurderer altid det Ungdommelige og hiint Evighedens Øieblik, kan ikke forlige sig med Aarenes og heller ikke med Evighedens Alvor. Det Æsthetiske har derfor altid Mistanke til den Religieuse, at han enten aldrig har havt Sands for det, eller at han dog i Grunden helst vilde være vedblevet at tilhøre det, men Tiden udøvede 30sin forringende Magt, han blev ældre, og saa tyede han til det Religieuse. Man deler Livet i to Aldere: Ungdommens Tid er det Æsthetiskes, den ældre Alder er Religieusitetens – men oprigtigt talt vi vilde dog Alle helst være vedblevet at blive unge.
✂ Hvorledes kan dette Sandsebedrag hæves – thi om det lykkes er noget Andet, men det kan hæves ved den samtidige æsthetiske og religieuse Præstation. Her er ►ingen Mislighed mulig; thi den æsthetiske Produktion vidner om, at Ungdommen er der – saa den samtidige religieuse Præstation ikke kan forklares af nogen tilfældig Grund.
✂ Antaget, at Christenheden er et uhyre Sandsebedrag, at det er en Indbildning med de Mange, der kalde sig Christne: er der al Sandsynlighed for, at det Sandsebedrag, vi her omtale, er meget almindeligt. Men dette Sandsebedrag forværres netop igjen ved den Indbildning, at man er Christen. Man ►lever Livet hen i æsthetiske Bestemmelser; og ►kommer 24 Tanken om Christendommen engang paa En, saa ►udviser man den Sag til man bliver ældre, og man be100roliger sig ganske – thi, siger man til sig selv, i Grunden er jeg jo Christen. Det lader sig saaledes vist ikke negte, at der i Christenheden ere De, der leve lige saa ►sandseligt som nogensinde nogen Hedning, ja endnu sandseligere, fordi de have denne ulyksalige Tryghed, at de i Grunden ere Christne. Men den Afgjørelse at blive Christen, skubber man af sig saa længe som muligt, ja man har faaet een Hindring mere; thi man sætter en Ære i at være ung saa længe som muligt – og først naar man bliver gammel, tyer man til Christendommen og Religieusitet; og man vil saa nødig gjøre den Tilstaaelse, at man bliver gammel – men først naar man bliver gammel, tyer man til Christendom og Religieusitet.
✂ Dersom man altsaa bestandigt kunde blive ung, vilde man slet ikke behøve hverken Christendom eller Religieusitet.
✂ Dette er en for al sand Religieusitet yderst fordærvelig Vildfarelse, som har sin Grund i, at man forvexler det i Tidens Forstand at blive ældre med det i Evighedens Forstand at blive ældre. Det lader sig ►vistnok ikke negte, at det oftere er seet dette lidet opbyggelige Phænomen, en Ungdommelighed, der med blussende Lidenskab var det Æsthetiskes Tolk, naar saa Ungdommens Tid var forbi, forvandlet til en i een Forstand afspændt, i en anden Forstand overspændt Religieusitet, der havde alle Alderens Feil. Det lader sig heller ikke negte, at Mangen, der 31fremstiller det Religieuse, som af Frygt for, at det ikke skal blive alvorligt nok, gjør det baade for strengt og for ►knarvurrent. Sligt og meget Andet kan bidrage til, at hiint Sandsebedrag bliver almindeligere og sætter sig fastere – men hvad hjælper det? det der skal hjælpe er jo netop hvad der kunde bidrage til at hæve Sandsebedraget.
✂ Vil da en religieus Forfatter røre ved hiint Sandsebedrag, saa maa han som med eet Slag begynde paa een 25 Gang at være æsthetisk og religieus Forfatter. Men Eet maa han for alt ikke glemme, Menten, hvilket der er hvilket, at det Religieuse er det, der afgjørende skal frem. Den æsthetiske Frembringelse bliver et Communications-Middel, og for Den, som muligt kan behøve det (og antaget, at Christenheden er et uhyre Sandsebedrag, ere disse Mange), et Beviis for, at den religieuse Frembringelse umuligt lader sig forklare af, at Forfatteren er blevet ældre; thi den er jo samtidig – og samtidigt er man dog vel ikke blevet ældre.
✂ Maaskee lykkes det slet ikke paa den Maade, maaskee, Skaden kan ikke blive stor. Skaden kan ►i Maximum blive den, at man 101ikke ret troer paa en saadan Meddelers Religieusitet. Nu vel! En Meddeler af det Religieuse kan dog nok ofte være for ængstelig betræffende selv at blive anseet for religieus. Naar saa er, viser dette netop, at han ikke i Sandhed er den Religieuse. Det er hermed ligesom naar En, der vil være Lærer, for meget beskæftiger sig med den Tanke, hvad De, han vil lære, dømme om ham og hans Underviisning, Viden o. s. v. En saadan Lærer kan i at lære egentlig slet ikke røre sig. Sæt han f. Ex. ansaae det for rigtigst, for den Lærendes Skyld, om Noget, han nok forstod, at sige, at han ikke forstod det: ih, bevares, det turde han ikke vove af Frygt for, at den Lærende virkelig skulde troe, at han ikke forstod det, ɔ:, han duer egentlig ikke til at være Lærer; skjøndt kaldende sig Lærer, er han saa langt fra at være det, at han egentligen aspirerer til at blive ►indkaldt med Udmærkelse – af den Lærende. Eller det er som naar en Bodsprædikant, der vil strengt straffe Tidens Laster – meget beskæftiger sig med, hvad den Tid, han straffer, dømmer om ham: han er saa langtfra at være en Bodsprædikant, at han snarere er en ►Nytaarsgratulant, der blot gjør sig lidt interessant ved denne for en Gratulerende besynderlige ►Habit. Og saaledes ogsaa med den Religieuse, der, om galt skulde være, ikke kunde udholde at ansees for den Eneste, som ikke var 26 religieus. Thi at kunne udholde dette er just i Reflexionen den nøiagtigste Bestemmelse af væsentlig Religieusitet.
✂ At man, selv om et Menneske ikke vil gaae med, hvorhen man stræber at føre ham, dog kan gjøre Eet for ham: tvinge ham til at blive opmærksom.
✂ Det ene Menneske kan have Held til at gjøre meget for det andet, kan have Held til at føre ham derhen, hvor han ønsker at føre ham, kan, for at blive ved hvad her bestandigt væsentlig er Tale om, have Held til at være ham behjælpelig i at blive Christen. Men i min Magt staaer dette ikke; det beroer paa saare meget, og fremfor Alt paa, om han selv vil. Tvinge et Menneske til en Mening, en Overbeviisning, en Tro, det kan jeg i al Evighed ikke; men Eet kan jeg, det Første i een Forstand (thi det er Betingelsen for det Næste, der er: at antage denne Mening, Overbeviisning, Tro), det Sidste i en anden Forstand, dersom han ikke vil det Næste: jeg kan tvinge ham til at blive opmærksom.
✂ 102At dette er en Velgjerning, derom er ingen Tvivl; men det maa heller ikke glemmes, at det er et Vovestykke. Ved at tvinge ham til at blive opmærksom, naaer jeg at tvinge ham til at dømme. Nu dømmer han. Men hvad han dømmer, staaer ikke i min Magt. Maaskee dømmer han lige det Modsatte af hvad jeg ønsker. Og fremdeles, maaskee gjør dette, at han blev tvunget til at dømme, ham forbittret, indtil Raserie forbittret, forbittret paa Sagen, paa mig – og maaskee bliver jeg Offeret for mit Vovestykke.
✂ Det at tvinge Menneskene til at blive opmærksomme og til at dømme er nemlig Loven for det sande Martyrium. En sand Martyr har aldrig brugt Magt, men stridt ved Hjælp af Afmagten. Han tvang Menneskene til at blive opmærksomme. Ja, det veed Gud, de bleve opmærksomme – 27 de sloge ham ihjel. Dog dertil var han villig; han meente ikke, at hans Død standsede ham i hans Virksomhed, han forstod, at hans Død hørte med til den, ja, at ►hans Virksomheds Fart netop begyndte med hans Død. Thi sandeligen De, der havde slaaet ham ihjel, de bleve ogsaa opmærksomme, de kom endnu engang og ganske anderledes til at tænke over den Sag; og hvad den Levende ikke havde formaaet, det formaaede den Døde: dem, der vare blevne opmærksomme, vandt han for sin Sag.
✂ 33Det er en Indvending jeg i mit stille Sind atter og atter har gjort mod dem, der i Christenheden ►ordentligviis forkynde Christendom: at de, selv omgivne af og ►betryggede ved altfor mange Sandsebedrag, ikke have Mod til at gjøre Menneskene opmærksomme. Det vil sige, de have ikke Selvfornegtelse nok i Forhold til deres Sag. ►De ville gjerne vinde Tilhængere, men de ville vinde dem – fordi dette er deres Sags Bestyrkelse, og derfor uden just at see altfor nøie paa, om de i Sandhed blive Tilhængere eller ikke. Dette vil igjen sige, at de i dybere Forstand ingen Sag have; den Sag, de have, forholde de dem selvisk til. Derfor vove de egentligen ikke at gaae ud mellem Menneskene, ei heller at slippe Sandsebedragene for at give det rene Idee-Indtryk, fordi de dunkelt have en Forestilling om, at det i Sandhed er en farlig Sag at gjøre Menneskene opmærksomme. I Usandhed at gjøre dem opmærksomme, det er, at bukke og skrabe for dem, at smigre dem, at udbede sig deres Opmærksomhed og skaansomme Bedømmelse, at henstille – Sandheden – til ►Ballotation: ja, det er ikke forbundet med nogen Fare, idetmindste ikke her i Verden, hvor det tværtimod er for103bundet med alle Fordele, men dog maaskee ogsaa forbundet med den Fare, at man engang i Evigheden ►gaaer reject.
✂ Saaledes nu med hvad der antages, at det dog er en Indbildning med de Mange, der kalde sig Christne. Dersom 28 da et Menneske lever i denne Indbildning, altsaa lever i ganske andre, i reent æsthetiske Kategorier – hvis saa En ved æsthetisk Fremstilling er istand til ganske at vinde og fængsle ham, og nu veed at anbringe det Religieuse saa hurtigt, at han med denne Hengivelsens Fart løber lige ind i det Religieuses meest afgjørende Bestemmelser: hvad saa? Ja, saa maa han blive opmærksom. Dog hvad deraf videre følger, kan Ingen sige forud; men opmærksom maa han blive. Muligt at han virkelig kommer til Besindelse over, hvad det dog har villet sige, at han har kaldet sig Christen. Muligt at han bliver rasende paa det Menneske, der har tilladt sig dette mod ham; men opmærksom er han blevet, han kommer til at dømme. Muligt at han for atter at faae sig selv tilbage, dømmer den Anden at være en Hykler, en Bedrager, en Halvgal – hjælper ikke, han ⓘ maa dømme, han er blevet opmærksom.
✂ Ordentligviis vender man Forholdet om; og med Sandhed var Forholdet omvendt, da Christendommen forholdt sig til Hedenskab. Men man 34overseer reent hvor forandret Situationen er, at Bestemmelsen: Christenhed sætter alle Forhold ind i Reflexionen. Ordentligviis anvender ogsaa i Christenheden Den, der vil stræbe at føre Menneskene til at blive Christne, Alt for at betrygge, at han selv er Christen, han forsikkrer og forsikkrer. Han lægger ikke Mærke til, at her fra Begyndelsen er en uhyre Confusion; thi det er jo Christne, han henvender sig til. Men er det Christne, han henvender sig til, hvad vil saa det sige, at faae dem til at blive Christne. Ere de derimod efter hans Mening ikke Christne, medens de dog kalde sig Christne, saa viser jo dette, at de alligevel kalde sig Christne, at her er en Reflexions-Bestemmelse. Vi ere altsaa ved Situationen i Reflexionen, men saa maa ogsaa hele Taktiken gjøres om.
✂ Dette kan jeg nu ikke videre udføre her, hvorledes det Christenheden først og fremmest behøver, er en ganske ►ny 29 Vaabenlære, det er en Vaabenlære som totalt er gjennemtrængt af Reflexion. Jeg har i forskjellige Skrifter leveret de afgjørende Momenter i saa Henseende. Det Hele lader sig sige med eet Ord, det Hele, der rigtignok for at udføres kan behøve Aar og Dags Arbeiden, og den 104søvnløseste Opmærksomhed hver Time paa Dagen, og en uafbrudt daglig Scala eller Finger-Øvelse i det Dialektiske, og en aldrig slumrende Frygt og Bæven: Methoden maa blive indirekte. Der er i Meddelelsen af Christendom, naar Situationen er: Christenheden, ikke et ligefremt Forhold, der er først en Indbildning at hæve; hele den gamle Vaabenlære, alt ►det Apologetiske og Alt hvad dertil hører, tjener snarere, reent ud sagt, til at forraade Christendommens Sag. Taktiken er i ethvert Øieblik og paa ethvert Punkt at indrette paa, at man har med en Indbildning, et Sandsebedrag at kæmpe.
✂ Naar da i Christenheden en religieus Forfatter, hvis totale Tanke er den Opgave at blive Christen, vil gjøre det muligt at gjøre Menneskene opmærksomme, (thi om det lykkes, er jo noget Andet), saa maa han begynde som æsthetisk Forfatter, og til et vist Punkt vedligeholde denne Mulighed; men der maa komme en Grændse, thi det gjøres jo for at gjøre opmærksom. Og Eet maa da Forfatteren ikke glemme, Menten, hvilket der er hvilket, det Religieuse det Afgjørende, det Æsthetiske Incognito'et, at ikke ►den dialektiske Krydsen ender med at ►slaae Sladder.
✂ At hele den æsthetiske Produktivitet seet i Produktivitetens Totalitet er et Bedrag, dog forstaaet paa en egen Maade.
✂ Dersom Nogen vilde betragte den æsthetiske Produktivitet som det Totale, og fra dens Synspunkt og under denne Antagelse betragte den religieuse, maatte han betragte denne som et Frafald, et ►Affald. At denne Betragtnings Forud30sætning er urigtig, har jeg viist i det Foregaaende, hvor det godtgjordes, at der fra Begyndelsen vare med mit Navn forsynede Mærker ude, som samtidigen med den pseudonyme Produktivitet ►telegrapherede ►i Retning af det Religieuse.
✂ Men fra den hele Forfatter-Virksomheds totale Synspunkt er den æsthetiske Produktivitet et Bedrag, og heri »Pseudonymitetens« dybere Betydning. Dog et Bedrag, det er jo noget stygt Noget. Hertil vilde jeg svare: man lade sig ikke bedrage af det Ord »Bedrag«. Man kan bedrage et Menneske for det Sande, og man kan, for at erindre om gamle ►👤Socrates, bedrage et Menneske ind i det Sande. Ja, egentligen kan man kun ene paa denne Maade 105bringe et Menneske, der er i en Indbildning, ind i det Sande, ved at bedrage ham. Den, som er af en anden Mening, ►forraader derved, at han ikke just er synderlig Dialektiker, hvilket dog netop gjøres fornødent for at operere saaledes. Der er nemlig en stor, det er, den dialektiske eller det Dialektiskes, Forskjel mellem disse to Forhold: En, der er uvidende og skal bibringes en Viden, saa han altsaa er som det tomme Kar, der skal fyldes, eller som det rene Blad, der skal skrives paa – og Een, der er i en Indbildning, hvilken først skal tages bort; saaledes er der ogsaa Forskjel mellem at skrive paa et reent Stykke Papir – og ►ved Hjælp af ædsende Midler at bringe en Skrift frem, som skjuler sig under en anden Skrift. Antaget nu, at En er i en Indbildning, og altsaa rigtigt forstaaet Meddelelsens Første er at tage Indbildningen bort, – naar jeg da ikke begynder med at bedrage, saa begynder jeg altsaa med ligefrem Meddelelse. Men ligefrem Meddelelse forudsætter, at ►Modtageren betræffende er Alt i sin Orden til at kunne modtage; men her er dette just ikke Tilfældet, her er jo en Indbildning til Hinder. Det vil sige, her maa først et ædsende Middel bruges; men dette Ædsende er det Negative, men det Negative i Forhold til at meddele er ganske nøiagtigt det at bedrage.
✂ 3136Hvad vil saa det sige at »bedrage«? Det vil sige, at man ikke begynder ligefrem med det man vil meddele, men begynder med at tage den Andens Indbildning for god Vare. Man begynder altsaa (for at blive ved hvad der væsentlig er dette Skrifts Gjenstand) ikke saaledes: Jeg er Christen, Du er ikke en Christen; men saaledes: Du er en Christen, jeg er ingen Christen. Eller man begynder ikke saaledes: Det er Christendom, jeg forkynder, og Du lever i blot æsthetiske Bestemmelser, nei, man begynder saaledes: lad os tale om det Æsthetiske; Bedraget ligger i, at man taler saaledes, just for at komme til det Religieuse. Men efter Antagelsen er jo ogsaa den Anden i den Indbildning, at det Æsthetiske er det Christelige, thi han mener, han er Christen, og dog lever han i æsthetiske Bestemmelser.
✂ Om nok saa ►mange Præster ville finde det uforsvarligt, om lige saa mange ikke kunne faae det i deres Hoved – skjøndt de ellers allesammen, efter deres eget Udsagn, have for Skik at bruge den socratiske Methode: jeg holder mig i denne Henseende roligt til 👤Socrates. Sandt han var ingen Christen, jeg veed det, medens jeg rigtignok ogsaa holder mig overbeviist om, at han er blevet det. 106Men han var Dialektiker, han forstod Alt i Reflexion. Og dette Spørgsmaal her er et reent dialektisk, det er Spørgsmaalet om Reflexionens Brug i Christenheden. Det er qualitativt ganske andre Størrelser, der regnes med, men formelt kan jeg godt kalde 👤Socrates min Lærer – medens jeg kun har troet og troer paa Een, den Herre 👤Jesus Christus.