Kierkegaard, Søren Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed

✂

✂ A

✂ Tvetydigheden eller ►Dupliciteten i hele Forfatterskabet¹, om Forfatteren er en æsthetisk eller en religieus Forfatter.

✂ Her bliver det altsaa at bevise, at der er en saadan Duplicitet fra først til sidst. Det er da ikke som ellers Tilfældet er med en formeentlig Duplicitet, at Andre have udfundet den, og den Paagjældendes Opgave at vise, at den ikke er. Ingenlunde, lige tværtimod. Forsaavidt Læseren ikke tilstrækkeligt skulde være blevet opmærksom paa Dupliciteten, er det Forfatterens Opgave at gjøre det saa evident som muligt, at den er der. Dette vil sige, Dupliciteten, Tvetydigheden er en bevidst, er Noget Forfatteren fremfor Alle veed Beskeed om, er det hele Forfatterskabs væsentlige dialektiske Bestemmelse, og har derfor den dybere Grund.

✂ 6Men er det ogsaa saaledes, er der en saadan gjennemført Duplicitet? Kan man ikke forklare Phænomenet paa en anden Maade, at det er en 16Forfatter, der først var æsthetisk Forfatter, saa forandrede sig i Aarenes Løb og blev religieus Forfatter? Jeg vil nu ikke tale om, at ►hvis saa var, vilde Forfatteren vel ikke have skrevet en Bog som nærværende, ►vistnok neppe selv paataget sig at give en Oversigt over hele Produktiviteten, mindst dertil valgt det Øieblik, da han netop samtræffer med sit Første. Jeg vil heller ikke tale om, at det dog vilde være ►besynderligt, at en saadan Forandring skulde indtræde i Løbet af saa faa Aar. Naar det ellers er seet, at en oprindelig æsthetisk Forfatter bliver religieus Forfatter, pleier der dog gjerne at ligge en Deel Aar imellem, saa Forklaringen af Forandringen ikke bliver usandsynlig, at den hænger sammen med, 86at Forfatteren virkelig er blevet betydelig ældre. Dog dette vil jeg ikke tale om; thi om det end var besynderligt, næsten uforklarligt, om det end maatte gjøre Een tilbøielig til at søge og finde enhver anden Forklaring: umuligt var det dog ikke, at en saadan Forandring kunde indtræde i Løbet af 3 Aar. Derimod vil jeg vise, at det er umuligt at forklare Phænomenet paa denne Maade. Naar man nemlig seer nærmere til, vil man see, at der ingenlunde er indrømmet 3 Aar til Forandringens Indtræden, men at Forandringen er samtidig med Begyndelsen, det er, at Dupliciteten er lige fra Begyndelsen. Thi ►samtidig med Enten – Eller ligger to opbyggelige Taler. Dupliciteten i dybere Forstand, det er, i hele Forfatterskabets Forstand, var ingenlunde den, ►som der i sin Tid var Tale om: første og anden Deel af Enten – Eller. Nei Dupliciteten var: Enten – Eller – og to opbyggelige Taler.

✂ Det Religieuse er strax tilstede lige fra Begyndelsen af. Omvendt, det Æsthetiske er igjen tilstede endnu i det sidste Øieblik. Efterat der i to Aar var udgivet ene og alene 7 religieuse Skrifter, følger en lille æsthetisk Artikel¹. Baade først og sidst er der altsaa sikkret mod at forklare Phænomenet saaledes: at det er en æsthetisk Forfatter, der saadan i Tidens Løb har forandret sig og saadan er blevet religieus Forfatter. Som ►de »to opbyggelige Taler« udkom omtrent 2 à 3 Maaneder efter Enten – Eller, ►saaledes kom hiin lille æsthetiske Artikel 2 à 3 Maaneder efter de to Aars blot religieuse Skrifter. De to opbyggelige Taler og den lille Artikel svare 17omvendt til hinanden og bevise omvendt, at Dupliciteten er baade først og sidst. Medens ►Enten – Eller tildrog sig hele Opmærksomheden, og Ingen agtede paa »to opbyggelige Taler«, betydede dog disse, at det just var det Opbyggelige, der skulde frem, at Forfatteren var religieus Forfatter, der derfor heller aldrig selv har skrevet noget Æsthetisk, men brugt Pseudonymer til alle de æsthetiske Frembringelser, medens de to opbyggelige Taler vare af Mag. 👤Kierkegaard. Omvendt, medens de to Aars blot opbyggelige Skrifter muligen har tildraget sig Andres Opmærksomhed, har igjen maaskee Ingen i dybere Forstand lagt Mærke til den lille Artikel, hvad den betyder, at nu dette hele Forfatterskabs dialektiske Structur er færdig. Den lille Artikel er netop med til Vitterlighed, for Confrontationens Skyld, for ved Enden igjen at gjøre det umuligt (hvad de to op87byggelige Taler gjøre ved Begyndelsen) at forklare Phænomenet saaledes, at det er en Forfatter, der først var æsthetisk Forfatter, og saa senere forandrede sig og blev saadan religieus Forfatter; thi han var religieus Forfatter lige fra Begyndelsen, og er æsthetisk produktiv lige i det sidste Øieblik.

✂ Det første Hold af Skrifter er æsthetisk Produktivitet; det sidste Hold af Skrifter er udelukkende religieus Produktivitet: mellem disse ligger som Vendepunktet ►afsluttende 8 uvidenskabelig Efterskrift. Dette Værk ►beskæftiger sig med og stiller »Problemet«, hele Forfatter-Virksomhedens Problem: at blive Christen, og tager saa igjen den pseudonyme Produktivitet samt ►de i denne indslyngede 18 opbyggelige Taler op i sin Bevidsthed¹, viser alt dette som tjenende til at belyse Problemet, uden at dette dog siges at have været den foregaaende Produktivitets Hensigt, hvilket ikke lod sig gjøre, da det er en Pseudonym, der opfatter andre Pseudonymer, altsaa en Trediemand, der Intet kunde vide om en ham fremmed Produktivitets Hensigt. Afsluttende Efterskrift er ikke æsthetisk Produktivitet, men heller ikke i strengeste Forstand religieus. Den er derfor af en Pseudonym, medens jeg dog satte mit Navn paa som Udgiver, hvilket jeg ikke har gjort ved nogen blot æsthetisk Frembringelse² Frembrin18gelse ►et Vink, ja for Den, der bekymrer sig om og har Sands for Sligt. Saa gik de to Aar, i hvilke der kun udkom religieuse Skrifter med mit Navn. Pseudonymernes Tid var forbi, den religieuse Forfatter havde viklet sig ud af det Æsthetiskes Forklædning – og saa, saa til Vitterlighed og for en Forsigtigheds Skyld, den lille æsthetiske Artikel af en Pseudonym: ►Inter et Inter. Den bringer paa en Maade hele Forfatterskabet paa een Gang til Bevidsthed, den erindrer, som sagt, omvendt om de »to opbyggelige Taler«.

✂

✂

✂

✂ 9 B

✂ Forklaringen: at Forfatteren er og var religieus Forfatter.

✂

✂ Det kunde synes, at en simpel Forsikkring af Forfatteren selv i denne Henseende er mere end tilstrækkelig; han maa jo dog bedst vide, 88hvilket der er hvilket. Jeg holder imidlertid ikke meget af Forsikkringer i Forhold til literaire Frembringelser, og er vant til at forholde mig aldeles objektivt til mine. Kan jeg ikke i Egenskab af ►Trediemand, som Læser, ud af Skrifterne godtgjøre, at ►det er saa som jeg siger, at det ikke kan være anderledes: saa kunde det aldrig falde mig ind at ville vinde, hvad jeg saa anseer for tabt. Skal jeg først qua Forfatter til at forsikkre, saa ►altererer jeg let den hele Produktivitet, der fra først til sidst er dialektisk.

✂ Forsikkre Noget kan jeg altsaa ikke, idetmindste ikke førend jeg paa anden Maade har gjort Forklaringen saa evident, at Forsikkringen i den Forstand er aldeles overflødig; thi saa kan den indrømmes som en lyrisk Tilfredsstillelse, forsaavidt jeg føler Trang til den, og kræves som en religieus Pligt. Qua Menneske kan jeg nemlig være i min Ret ved at forsikkre og det kan religieust være min Pligt at give en Forsikkring. Men dette maa ikke forvexles med Forfatterskabet; qua Forfatter hjælper det kun lidet, at jeg qua Menneske forsikkrer, at jeg har villet Det og Det. 19Men dette vil da vel Enhver indrømme, at naar man i Forhold til et Phænomen kan vise, at det ikke lader sig forklare paa nogen anden Maade, og at det derimod paa denne Maade lader sig forklare paa ethvert Punkt, eller at denne Forklaring passer paa ethvert Punkt, saa er denne Forklarings Rigtighed godtgjort saa evident som overhovedet en Forklarings Rigtighed lader sig godtgjøre.

✂ Dog er her ikke en ⓘ Modsigelse?Modsigelse?] SKS, Modsigelse. A Naar det i det Foregaaende blev godtgjort, at Tvetydigheden er der indtil det 10 Sidste – i samme Grad som det er lykkedes, i samme Grad er det jo gjort umuligt at godtgjøre, hvilken Forklaringen er, saa forsaavidt en Erklæring, en Forsikkring her synes at være det eneste Middel til at hæve den dialektiske Spænding og Knude. Dette seer meget skarpsindigt ud, og er dog derfor egentlig kun spidsfindigt. Dersom En saaledes f. Ex. i et vist Forhold fandt en Mystification nødvendig, saa er det ganske rigtigt Spidsfindighedens Consequents, at han skal gjøre det saaledes, at det – Comiske fremkommer, at han ikke selv kan hitte ud af det. Men dette er tillige Manglen paa Alvor, der forelsker sig i Mystificationen i og for sig, istedetfor at denne skal have sin ►teleologiske Sandhed. Hvor derfor en Mystification, en dialektisk Fordoblelse er brugt i Alvorens Tjeneste, der vil den være brugt saaledes, at den blot afværger Misforstaaelser og foreløbige Forstaaelser, medens den sande Forklaring er til at finde ⓘ forfor] SKS, hos A Den, der rede89lig søger. For at tage det Høieste: hele Christi Liv paa Jorden var jo blevet et Spil, dersom han i den Grad havde været incognito, at han var gaaet ganske ubemærket gjennem Livet – og dog var han i Sandhed incognito.

✂ Saaledes med en dialektisk Fordoblelse; og den dialektiske Fordoblelse er, at Tvetydigheden er holdt. Saasnart den fornødne Alvor tager fat, kan den ogsaa løse den, bestandigt dog kun saaledes, at Alvoren selv indestaaer for Rigtigheden; thi som en Qvindes Knibskhed forholder sig til den sande Elsker, og da, men ogsaa da først giver sig, saaledes forholder en dialektisk Fordoblelse sig til den sande Alvor. En mindre Alvorlig kan derfor Forklaringen ikke meddeles, thi den dialektiske Dobbeltheds Elasticitet er for stor til at han kan magte den; den tager igjen Forklaringen fra ham og gjør ham det tvivlsomt, om det ogsaa er Forklaringen.

✂ Man gjøre da Forsøget; man forsøge at forklare hele denne Forfatter-Virksomhed under Antagelse af, at det er en æsthetisk Forfatter. Man vil 20let see, at lige fra Begyndelsen 11 af congruerer denne Forklaring ikke med Phænomenet, men strander strax paa de »to opbyggelige Taler«. Derimod gjøre man Forsøget med at antage, at det er en religieus Forfatter, og man vil see, at det Skridt for Skridt slaaer til paa ethvert Punkt. Kun bliver det Uforklarlige, hvorledes det er faldet en religieus Forfatter ind at bruge det Æsthetiske saaledes. Det er, vi staae atter ved Tvetydigheden eller den dialektiske Fordoblelse. Kun er Forskjellen den, at Antagelsen, at det er en religieus Forfatter, vil have ►fastnet sig, og Opgaven er, at forklare Tvetydigheden. Hvorvidt en Anden kan gjøre det, afgjør jeg ikke; men Forklaringen er det, som bliver Indholdet af denne lille Bogs hele 2det Afsnit.

✂ Dog her blot Eet endnu, hvad der som sagt baade lyrisk kan tilfredsstille mig qua Menneske, og qua Menneske er min religieuse Pligt: en ligefrem Forsikkring, at Forfatteren var og er religieus Forfatter. Da jeg begyndte paa Enten – Eller (hvoraf ►in parenthesi sagt bogstaveligen ►kun har existeret omtrent een Pagina, nemlig et Par Diapsalmata, medens ►hele Bogen er skrevet i 11 Maaneder og ►anden Deel først) var jeg ►potentialiter saa dybt paavirket af det Religieuse, som jeg overhovedet er blevet. Jeg var saa dybt rystet, at jeg fra Grunden forstod, at det umuligt kunde lykkes mig at træffe den beroligede, trygge Midte, i hvilken de fleste Mennesker have deres Liv: jeg maatte enten styrte mig i Fortvivlelse og Sandselig90hed, eller absolut vælge det Religieuse som det Eneste – enten Verden efter en Maalestok, der vilde være rædsom, eller Klostret. At det var det Sidste jeg vilde og maatte vælge var afgjort i Grunden; den første Bevægelses Excentricitet var blot Udtrykket for den andens Intensitet, at jeg havde forstaaet mig selv i, hvor umuligt det vilde være mig at være religieus saadan ►til en vis Grad. Her ligger »Enten – Eller«. Det var en digterisk Udtømmelse, som dog ikke gaaer videre end til det Ethiske. Person12ligt var jeg langt borte fra at ⓘ vildevilde] , ville SV2 kalde Tilværelsen beroligende tilbage paa Ægteskabet, jeg der religieust allerede var i Klosteret, hvilken Tanke er skjult i Pseudonymet: ►👤Victor – Eremita.

✂ Saaledes forholder det sig; Enten – Eller er i streng Forstand skrevet i et Kloster, og jeg kan forsikkre (en Forsikkring, der, hvis dette lille Skrift skulde komme dem for Øie, især henvender sig til Saadanne, som maaskee hverken have Evne eller Leilighed til at overskue en saadan Produktivitet, men hvem dog muligt mit Forfatterskabs besynderlige Sam21mensmelten af det Religieuse og det Æsthetiske har forstyrret), jeg kan forsikkre, at Forfatteren af Enten – Eller regelmæssigt og med klosterlig Nøiagtighed tilbragte en bestemt Tid ⓘ hver Daghver Dag] SKS, hele Dage A; hver Dag SV2 med, for sin egen Skyld, at læse opbyggelige Skrifter, at han ►i Frygt og megen Bæven betænkte sit Ansvar. Han tænkte derved (o, forunderligt!) især paa ►»Forførerens Dagbog«. Og hvad skete saa? ►Bogen gjorde uhyre Lykke – især (o, forunderligt!) Forførerens Dagbog. Verden aabnede sig endog efter en overordentlig Maalestok for den beundrede Forfatter, hvem dog alt Dette ikke »forførte« eller forandrede, dertil var han en Evighed for gammel.

✂ Saa fulgte »to opbyggelige Taler« – det meest Afgjørende seer ofte saa ubetydeligt ud. ►Det store Værk Enten – Eller, der blev ►»meget læst og endnu mere omtalt« – og saa »to opbyggelige Taler«, ►helliget min afdøde Fader, ►udgivet paa min Fødselsdag (den 5te Mai), ►»en lille Blomst i Skjul af den store Skov, hverken søgt formedelst sin Pragt eller sin Duft eller sin Næring«1. De to Taler var der Ingen, der i dybere Forstand lagde Mærke til eller bekymrede sig om, ja jeg erindrer endogsaa, at ►en af mine Bekjendte kom til mig og beklagede sig over, at han godtroende var 13 gaaet og kjøbt dem i den Tanke, at det, da det var af mig, maatte 91være noget vittigt og aandrigt Noget; jeg erindrer ogsaa, at jeg lovede ham, at han, hvis han ønskede det, skulde faae Pengene tilbage. ►Med venstre Haand rakte jeg »Enten – Eller« ud i Verden, ►med Høire »to opbyggelige Taler«; men Alle grebe de eller saa godt som Alle med deres Høire efter den venstre Haand¹.

✂ Jeg var for Gud enig med mig selv om, hvad jeg vilde, jeg holdt paa to opbyggelige Taler, men forstod vel, at kun meget Faa forstode dette¹ – 22og her kommer saa første Gang Kategorien: ►hiin Enkelte, ►»hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser«, hvad der stereotypt blev gjentaget i Forordet til hver Samling af opbyggelige Taler. Man skal ikke med Sandhed kunne beskylde mig for, at jeg har forandret mig, at jeg maaskee i et senere Øieblik, fordi jeg muligen ikke stod mig saa godt med Publikum, dømte anderledes om det end før. Nei, har jeg nogensinde staaet mig godt med Publikum, høiest har dette Forhold været eller paa sit Høieste i den 2den eller 3die Maaned efter Enten – Ellers Udgivelse. Og just denne for Mange dog maaskee fristende Situation, men i mine Tanker eneste gunstige, for at kunne faae det, jeg havde at gjøre, 14 til at tage sig ud, benyttede jeg i Sandhedens Tjeneste til at faae anbragt min Kategorie »hiin Enkelte«, just i det Øieblik var det jeg brød med Publikum, hverken af Stolthed eller Hovmod o. s. v. (og da dog vel heller ikke, fordi Publikum i det Øieblik var mig ugunstigt, da det lige tvertimod var mig absolut gunstigt), men fordi jeg forstod mig selv i, at jeg var religieus Forfatter, der har med »den Enkelte« at gjøre, i hvilken Tanke (»den Enkelte« – modsat »Publikum«) en heel Livs- og Verdens-Anskuelse er concentreret.

✂ Fra nu af, det er, allerede med ►»Frygt og Bæven«, maatte den alvorlige Iagttager, der selv disponerer over religieuse Forudsætnin92ger, den alvorlige Iagttager, for hvem man kan gjøre sig forstaaet paa Afstand, og til hvem man kan tale i Taushed (Pseudonymet: ►👤Johannes – de silentio) blive opmærksom paa, at det dog nok var en egen Art æsthetisk Frembringelse; og ►her pointerede saa det høiærværdige 👤Firma Kts. rigtigt, hvad der glædede mig høiligen.

✂

✂ Capitel I

✂

✂ A

✂ Den æsthetiske Produktivitet

✂

✂ Hvorfor der begyndtes med æsthetisk Produktivitet, eller hvad denne Produktivitet har at betyde, totalt forstaaet¹.

✂

✂ § 1

✂ At »Christenheden« er ►et uhyre Sandsebedrag

✂

✂ Enhver der med Alvor og ►derhos da med nogen Evne til at see, betragter hvad man saadan kalder Christenheden, eller Tilstanden i et saa kaldet christeligt Land, maa dog upaatvivleligt strax blive ganske betænkelig. Hvad vil det dog sige, at alle disse Tusinder og Tusinder udenvidere kalde sig Christne! Disse mange, mange Mennesker, hvis langt, langt overveiende Fleertal efter Alt hvad man kan skjønne have 24deres Liv i 16 ganske andre Categorier, Noget man ved den simpleste Iagttagelse kan forvisse sig om! Mennesker, der maaskee aldrig engang gaae i Kirke, aldrig tænke paa Gud, aldrig nævne hans Navn uden naar de bande! Mennesker, for hvem det aldrig er gaaet op, at deres Liv skulde have nogen Forpligtelse mod Gud, Mennesker, der enten holde paa en vis borgerlig Ustraffelighed som Maximum eller endog ikke finde denne ganske fornøden! Dog alle disse Mennesker, endog de der paastaae, at der ingen Gud er til, de ere Alle Christne, kalde sig Christne, ►erkjendes som Christne af Staten, begraves som Christne af Kirken, dimitteres som Christne til Evigheden!

✂ 94At her maa ►stikke en uhyre ►Confusion, et frygteligt Sandsebedrag, derom kan dog vist ingen Tvivl være. Men at røre ved det! Ja, jeg kjender godt Indvendingen. Thi der er nok baade Den og Den, der forstaaer hvad jeg mener, men som saa med en vis Godmodighed vilde klappe mig paa Skulderen og sige: »Kjære Ven, De er dog noget ung endnu; at ville begynde paa et saadant Foretagende, et Foretagende der, hvis det blot nogenlunde skulde lykkes, vilde kræve idetmindste en halv Snees vel disciplinerede Missionairer, et Foretagende, der egentligen løber ud paa hverken mere eller mindre end at ville indføre Christendommen igjen – i Christenheden. Nei, kjære Ven, ►lad os være Mennesker, et saadant Foretagende er baade over Deres og mine Kræfter. Dette Foretagende er lige saa afsindigt ►storartet som det at ville reformere »Mængden«, med hvilken ingen Forstandig indlader sig, men lader den gaae for hvad den er. At begynde paa Sligt er den visse Undergang«. Maaskee; men er eller var end Undergangen vis, vist er det ogsaa, at den Indvending har man ikke lært af Christendommen, thi da den kom ind i Verden, var det endnu mere afgjort den visse Undergang at begynde derpaa – dog begyndtes der; og vist er det ogsaa, at man heller ikke har lært den Indvending af 👤►Socrates, 17 thi ►han indlod sig dog med »Mængden«, og vilde reformere den.

✂ Saaledes omtrent forholder Sagen sig. Engang imellem gjør en Præst lidt Allarm paa Prædikestolen, at det ikke hænger rigtigt sammen med de mange Christne – men alle De, som høre ham og der ere tilstede, altsaa alle Dem, han taler til, de ere Christne; og dem, han taler om, dem taler han jo ikke til. Dette kaldes meest passende en fingeret Bevægelse. – Engang imellem træder der ►en opvakt Religieus frem; han stormer ind 25paa Christenheden, han støier og larmer, erklærer næsten Alle for ikke at være Christne – og han udretter Intet. Han tager sig ikke iagt for, at et Sandsebedrag ikke er saa let at hæve. ►Dersom det er saa, at det er en Indbildning, hvori de Fleste ere, naar de kalde sig Christne, hvad gjøre de saa mod en saadan Opvakt? Først og fremmest de bryde dem slet ikke om ham, de see ikke i hans Bog, men ►lægge den øieblikkeligt ad acta; eller virker han ved ►det levende Ord, saa gaae de om ad en anden Gade og høre ham slet ikke. Dernæst praktisere de ham ved Hjælp af en Begrebsbestemmelse udenfor, og indrette sig saa ganske trygt i Sandsebedraget. De gjøre ham til en Sværmer, hans Christendom til en Overdrivelse – ►am Ende 95bliver han den Eneste, eller een af de Faa, som ikke for Alvor (thi Overdrivelse er jo ogsaa Mangel paa Alvor) er Christen; de Andre ere alle alvorlige Christne.

✂ Nei, et Sandsebedrag hæves aldrig direkte, og kun grundigt indirekte. Er det et Sandsebedrag med at Alle ere Christne – og skal der gjøres Noget, maa det gjøres indirekte, ikke af En, der høirøstet forkynder sig selv at være en overordentlig Christen, men af En, der bedre underrettet, erklærer sig selv end ikke at være en Christen¹. Det er, 18 man maa komme bag paa Den, der er i Sandsebedraget. Istedetfor at ville have den Fordeel selv at være den sjeldne Christen, maa man lade den Hildede have Fordelen, at han er Christen, og selv have Resignation nok til at være Den, der er langt bag ved ham – ellers faaer man ham saa vist ikke ud af Sandsebedraget, det kan være vanskeligt nok endda.

✂ Naar da nu, efter Antagelsen, de Fleste i Christenheden kun indbildt ere Christne, i hvilke Categorier leve de saa? De leve i æsthetiske, eller høist æsthetisk-ethiske.

✂ Antaget saa, at en religieus Forfatter ret fra Grunden af er blevet opmærksom paa dette Sandsebedrag: Christenheden, og, saavidt hans Kræfter vel at mærke med Guds Bistand række, vil det tillivs: hvad har han saa at gjøre? Ja, først og fremmest ingen Utaalmodighed. Bliver han utaalmodig, saa stormer han ligefrem paa, og udretter – Intet. Ved direkte Angreb bestyrker man kun et Menneske i Sandsebedraget og 26forbittrer ham tillige. Der er overhovedet Intet, der kræver en saa lempelig Behandling som et Sandsebedrag, for at hæves. Foranlediger man paa nogen Maade den Hildede til at sætte Villie imod, saa er Alt tabt. Og det gjør man ved direkte Angreb, der desuden ogsaa indeholder det Anmassende, at fordre af et andet Menneske, at han skal tilstaae En eller ►ligeoverfor En gjøre den Tilstaaelse, som egentlig gavner mest, naar den Vedkommende gjør sig den selv i Stilhed. Dette naaes ved den indirekte Methode, der i Sandhedskjerlighedens Tjeneste lægger dialektisk Alt tilrette for den Hildede, og nu, som Kjerlighed altid er det, undseelig unddrager sig for at være Vidne til Tilstaaelsen, han saa ene for Gud gjør sig selv, at han dog har levet i en Indbildning.

✂ Den religieuse Forfatter maa da altsaa først see at komme ►i Rapport til Menneskene. Det er, han maa begynde med æsthetisk Præ96station. Det er ►Haandpengene. Jo brillantere Præstationen er, jo bedre for ham. Saa maa han dernæst 19 være sikker paa sig selv, eller rettere (hvad der er det Sikkreste og det eneste Sikkre) i Frygt og Bæven forholde sig til Gud, at ikke det Omvendte skeer, saa han ikke bliver Den, der nu faaer Andre paa Gleed, men de Andre De, som faae Magt over ham, saa han ender med selv at ►blive stikkende i det Æsthetiske. Han maa altsaa have Alt i Beredskab, for, dog uden nogen Utaalmodighed, saa hurtigt som muligt, just naar han har faaet dem med sig, at bringe det Religieuse frem, saa de samme Mennesker med Hengivelsens Fart i det Æsthetiske, løbe lige Panden mod det Religieuse.

✂ Det gjælder om, hverken for hurtigt eller for langsomt at anbringe det Religieuse. Gaaer der for lang Tid imellem, saa kommer strax Sandsebedraget op, at nu er den æsthetiske Forfatter blevet ældre og derfor religieus. Kommer det for hurtigt, bliver Virkningen ikke stærk nok.

✂ Antaget, at det er et uhyre Sandsebedrag, at alle disse mange Mennesker kalde sig og ansees for at være Christne: i denne Fremgangsmaade er ingen Dømmen og Fordømmen. Den er en sand christelig Opfindelse, kan ikke øves uden Frygt og Bæven, kun i sand Selvfornegtelse. Hjælperen er netop Den, der faaer alt Ansvaret og har al Anstrengelsen. Men derfor har ogsaa denne Fremgangsmaade Værd i og for sig selv. Ellers gjælder det, at en Fremgangsmaade kun har Værd i Forhold til hvad der opnaaes ved den. Man dømmer og fordømmer, man støier og larmer: dette har ikke Værd i og for sig selv – man ►regner paa saa at udrette 27Meget derved. Anderledes med den her beskrevne Fremgangsmaade. Antaget, at et Menneske havde indviet sig til at bruge den, antaget, at han et heelt Liv havde øvet den – og antaget, at han Intet havde udrettet: han har alligevel ingenlunde levet forgjeves; thi hans Liv var sand Selvfornegtelse.

✂

✂

✂ 20 § 2

✂ At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

✂

✂ Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe 97en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

✂ Tag et Menneske i Lidenskab, ►lad det være saa, at han virkelig har Uret – dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at det seer ud som var det ham, der skulde belære Dig, og dersom Du ikke kan gjøre dette saaledes, at han, der utaalmodigt ikke vil høre et Ord af Dig, med Tilfredsstillelse finder i Dig en velvillig og opmærksom Tilhører: kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham. Tag en Forelsket, der blev ulykkelig i Elskov, antag, at det virkelig er uforsvarligt, ugudeligt, uchristeligt som han hengiver sig i sin Lidenskab – dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at han finder en sand Lindring i at tale med Dig om sin Lidelse, saaledes, at Du, i hvad Du tilføier hans Lidelse 21 ►betræffende, næsten beriger ham med digterisk Opfattelse, Du, som dog 28ikke er i den Lidenskab og netop vil have ham bort fra den: kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for Dig, han lukker sig inde i sit Inderste – og præk saa Du kun for ham. Du skal maaskee ved personlig Magt ⓘ kundekunde] , kunne SV2 tvinge ham til at tilstaae Dig, at han har Uret: o, Kjære, i næste Øieblik lister han sig om ad en anden, en hemmelig Vei til Stevne med den skjulte Lidenskab, efter hvilken han nu kun længes desto mere, ja, han næsten er blevet bange for, om den skulde have tabt noget af sin forføreriske Hede, thi nu har Du ved Din Adfærd hjulpet ham til at blive end een Gang forelsket, nemlig i sin ulykkelige Lidenskab – og præk saa Du kun!

✂ Saaledes ogsaa i Forhold til det at blive Christen, antaget, at det er en Indbildning med de Mange i Christenheden, som kalde sig Christne. Fordøm det Æsthetiskes Trylleri – nu, der har været Tider, hvor det derved skulde være lykkedes Dig at tvinge Men98neskene – ja hvortil? til i deres stille Sind med lønlig Lidenskab at elske hiint Trylleri end mere sværmerisk. Nei, lad det komme frem – og Du alvorlige, strenge Mand – husk paa, at kan Du ikke ydmyge Dig, saa er Du heller ikke den Alvorlige – Du være den forundrede Tilhører, der sidder og hører hvad der glæder hiint andet Menneske, hvem det endnu mere glæder, at Du hører saaledes; men glem saa for Alt ikke Eet, ►Menten, som Du har, at det er det Religieuse, Du skal have frem. Eller formaaer Du det, vel, saa fremstil Du det Æsthetiske med alt dets Tryllerie, fængsle om muligt det andet Menneske, fremstil det med den Art Lidenskabelighed, hvorved det just tiltaler ham, overgivent for den Overgivne, tungsindigt for den Tungsindige, vittigt for den Vittige o. s. v. – men glem for Alt ikke Eet, Menten, som Du har, at det er det Religieuse, der skal frem; gjør det kun, frygt ikke for at gjøre det, thi sandeligen det lader sig kun gjøre i megen Frygt og Bæven.

✂ 22Kan Du gjøre det, kan Du ganske nøiagtigt finde det Sted, hvor den Anden er, og begynde der, saa kan Du maaskee have Held til at føre ham hen til det Sted, hvor Du er.

✂ Thi det at være Lærer, det er ikke at sige: saadan er det, ei heller er det at give Lectie for o. Desl., nei det at være Lærer er i Sandhed at være den Lærende. Underviisningen begynder med, at Du, Læreren, lærer af den Lærende, sætter Dig ind i hvad han har forstaaet, og hvordan han har forstaaet det, hvis Du selv ikke før har forstaaet det, eller at Du, hvis Du 29har forstaaet det, ligesom lader ham overhøre Dig, at han kan være sikker paa Du kan Dit: dette er Indledningen, saa kan der begyndes i en anden Forstand.

✂ Det er derfor en Indvending, jeg bestandigt i mit stille Sind har gjort mod ►et vist Partie af Orthodoxe her, at de slutte sig sammen i en lille Kreds, bestyrke hinanden i, at de ere de eneste Christne – og saa ikke vide at gjøre Andet med hele Christenheden end at forsikkre, at de ikke ere Christne. Er det sandt, at der i Christenheden virkelig kun er saa faa sande Christne, saa ere eo ipso disse forpligtede til at være Missionairer, om en Missionair end altid i Christenheden vil see anderledes ud end i Hedenskabet. Man vil see, at denne Indvending ganske rigtigt kommer bagfra; thi den gaaer ud fra den Indrømmelse eller Antagelse, at disse Orthodoxe virkelig ere sande Christne, de eneste sande Christne i Christenheden.

✂ Altsaa, den religieuse Forfatter, hvis Total-Tanke er det at blive99 Christen, han begynder i Christenheden rigtigt med at være æsthetisk Forfatter. Lad det et Øieblik være uafgjort, om Christenheden er et uhyre Sandsebedrag, om det er en Indbildning med de Mange, der kalde sig Christne, lad det Modsatte være antaget: nu vel, saa er denne Begynden en Overflødighed, beregnet paa et Noget, som ikke er til – men 23 den gjør ingen Skade. Skaden er langt større, eller rettere det er Skade, naar En, som ikke er Christen, udgiver sig for at være det. Den Skade derimod, at En, som er Christen, giver sig Udseende af ikke at være det, er ikke stor – antaget, at Alle ere sande Christne, det kan saa kun i det Høieste bestyrke dem end mere i at være det.

✂

✂

✂ § 3

✂ Det Sandsebedrag, at Religieusitet og Christendom er Noget, man først tyer til, naar man bliver ældre.

✂

✂ Det Æsthetiske overvurderer altid det Ungdommelige og hiint Evighedens Øieblik, kan ikke forlige sig med Aarenes og heller ikke med Evighedens Alvor. Det Æsthetiske har derfor altid Mistanke til den Religieuse, at han enten aldrig har havt Sands for det, eller at han dog i Grunden helst vilde være vedblevet at tilhøre det, men Tiden udøvede 30sin forringende Magt, han blev ældre, og saa tyede han til det Religieuse. Man deler Livet i to Aldere: Ungdommens Tid er det Æsthetiskes, den ældre Alder er Religieusitetens – men oprigtigt talt vi vilde dog Alle helst være vedblevet at blive unge.

✂ Hvorledes kan dette Sandsebedrag hæves – thi om det lykkes er noget Andet, men det kan hæves ved den samtidige æsthetiske og religieuse Præstation. Her er ►ingen Mislighed mulig; thi den æsthetiske Produktion vidner om, at Ungdommen er der – saa den samtidige religieuse Præstation ikke kan forklares af nogen tilfældig Grund.

✂ Antaget, at Christenheden er et uhyre Sandsebedrag, at det er en Indbildning med de Mange, der kalde sig Christne: er der al Sandsynlighed for, at det Sandsebedrag, vi her omtale, er meget almindeligt. Men dette Sandsebedrag forværres netop igjen ved den Indbildning, at man er Christen. Man ►lever Livet hen i æsthetiske Bestemmelser; og ►kommer 24 Tanken om Christendommen engang paa En, saa ►udviser man den Sag til man bliver ældre, og man be100roliger sig ganske – thi, siger man til sig selv, i Grunden er jeg jo Christen. Det lader sig saaledes vist ikke negte, at der i Christenheden ere De, der leve lige saa ►sandseligt som nogensinde nogen Hedning, ja endnu sandseligere, fordi de have denne ulyksalige Tryghed, at de i Grunden ere Christne. Men den Afgjørelse at blive Christen, skubber man af sig saa længe som muligt, ja man har faaet een Hindring mere; thi man sætter en Ære i at være ung saa længe som muligt – og først naar man bliver gammel, tyer man til Christendommen og Religieusitet; og man vil saa nødig gjøre den Tilstaaelse, at man bliver gammel – men først naar man bliver gammel, tyer man til Christendom og Religieusitet.

✂ Dersom man altsaa bestandigt kunde blive ung, vilde man slet ikke behøve hverken Christendom eller Religieusitet.

✂ Dette er en for al sand Religieusitet yderst fordærvelig Vildfarelse, som har sin Grund i, at man forvexler det i Tidens Forstand at blive ældre med det i Evighedens Forstand at blive ældre. Det lader sig ►vistnok ikke negte, at det oftere er seet dette lidet opbyggelige Phænomen, en Ungdommelighed, der med blussende Lidenskab var det Æsthetiskes Tolk, naar saa Ungdommens Tid var forbi, forvandlet til en i een Forstand afspændt, i en anden Forstand overspændt Religieusitet, der havde alle Alderens Feil. Det lader sig heller ikke negte, at Mangen, der 31fremstiller det Religieuse, som af Frygt for, at det ikke skal blive alvorligt nok, gjør det baade for strengt og for ►knarvurrent. Sligt og meget Andet kan bidrage til, at hiint Sandsebedrag bliver almindeligere og sætter sig fastere – men hvad hjælper det? det der skal hjælpe er jo netop hvad der kunde bidrage til at hæve Sandsebedraget.

✂ Vil da en religieus Forfatter røre ved hiint Sandsebedrag, saa maa han som med eet Slag begynde paa een 25 Gang at være æsthetisk og religieus Forfatter. Men Eet maa han for alt ikke glemme, Menten, hvilket der er hvilket, at det Religieuse er det, der afgjørende skal frem. Den æsthetiske Frembringelse bliver et Communications-Middel, og for Den, som muligt kan behøve det (og antaget, at Christenheden er et uhyre Sandsebedrag, ere disse Mange), et Beviis for, at den religieuse Frembringelse umuligt lader sig forklare af, at Forfatteren er blevet ældre; thi den er jo samtidig – og samtidigt er man dog vel ikke blevet ældre.

✂ Maaskee lykkes det slet ikke paa den Maade, maaskee, Skaden kan ikke blive stor. Skaden kan ►i Maximum blive den, at man 101ikke ret troer paa en saadan Meddelers Religieusitet. Nu vel! En Meddeler af det Religieuse kan dog nok ofte være for ængstelig betræffende selv at blive anseet for religieus. Naar saa er, viser dette netop, at han ikke i Sandhed er den Religieuse. Det er hermed ligesom naar En, der vil være Lærer, for meget beskæftiger sig med den Tanke, hvad De, han vil lære, dømme om ham og hans Underviisning, Viden o. s. v. En saadan Lærer kan i at lære egentlig slet ikke røre sig. Sæt han f. Ex. ansaae det for rigtigst, for den Lærendes Skyld, om Noget, han nok forstod, at sige, at han ikke forstod det: ih, bevares, det turde han ikke vove af Frygt for, at den Lærende virkelig skulde troe, at han ikke forstod det, ɔ:, han duer egentlig ikke til at være Lærer; skjøndt kaldende sig Lærer, er han saa langt fra at være det, at han egentligen aspirerer til at blive ►indkaldt med Udmærkelse – af den Lærende. Eller det er som naar en Bodsprædikant, der vil strengt straffe Tidens Laster – meget beskæftiger sig med, hvad den Tid, han straffer, dømmer om ham: han er saa langtfra at være en Bodsprædikant, at han snarere er en ►Nytaarsgratulant, der blot gjør sig lidt interessant ved denne for en Gratulerende besynderlige ►Habit. Og saaledes ogsaa med den Religieuse, der, om galt skulde være, ikke kunde udholde at ansees for den Eneste, som ikke var 26 religieus. Thi at kunne udholde dette er just i Reflexionen den nøiagtigste Bestemmelse af væsentlig Religieusitet.

✂

✂

✂ 32§ 4

✂ At man, selv om et Menneske ikke vil gaae med, hvorhen man stræber at føre ham, dog kan gjøre Eet for ham: tvinge ham til at blive opmærksom.

✂

✂ Det ene Menneske kan have Held til at gjøre meget for det andet, kan have Held til at føre ham derhen, hvor han ønsker at føre ham, kan, for at blive ved hvad her bestandigt væsentlig er Tale om, have Held til at være ham behjælpelig i at blive Christen. Men i min Magt staaer dette ikke; det beroer paa saare meget, og fremfor Alt paa, om han selv vil. Tvinge et Menneske til en Mening, en Overbeviisning, en Tro, det kan jeg i al Evighed ikke; men Eet kan jeg, det Første i een Forstand (thi det er Betingelsen for det Næste, der er: at antage denne Mening, Overbeviisning, Tro), det Sidste i en anden Forstand, dersom han ikke vil det Næste: jeg kan tvinge ham til at blive opmærksom.

✂ 102At dette er en Velgjerning, derom er ingen Tvivl; men det maa heller ikke glemmes, at det er et Vovestykke. Ved at tvinge ham til at blive opmærksom, naaer jeg at tvinge ham til at dømme. Nu dømmer han. Men hvad han dømmer, staaer ikke i min Magt. Maaskee dømmer han lige det Modsatte af hvad jeg ønsker. Og fremdeles, maaskee gjør dette, at han blev tvunget til at dømme, ham forbittret, indtil Raserie forbittret, forbittret paa Sagen, paa mig – og maaskee bliver jeg Offeret for mit Vovestykke.

✂ Det at tvinge Menneskene til at blive opmærksomme og til at dømme er nemlig Loven for det sande Martyrium. En sand Martyr har aldrig brugt Magt, men stridt ved Hjælp af Afmagten. Han tvang Menneskene til at blive opmærksomme. Ja, det veed Gud, de bleve opmærksomme – 27 de sloge ham ihjel. Dog dertil var han villig; han meente ikke, at hans Død standsede ham i hans Virksomhed, han forstod, at hans Død hørte med til den, ja, at ►hans Virksomheds Fart netop begyndte med hans Død. Thi sandeligen De, der havde slaaet ham ihjel, de bleve ogsaa opmærksomme, de kom endnu engang og ganske anderledes til at tænke over den Sag; og hvad den Levende ikke havde formaaet, det formaaede den Døde: dem, der vare blevne opmærksomme, vandt han for sin Sag.

✂ 33Det er en Indvending jeg i mit stille Sind atter og atter har gjort mod dem, der i Christenheden ►ordentligviis forkynde Christendom: at de, selv omgivne af og ►betryggede ved altfor mange Sandsebedrag, ikke have Mod til at gjøre Menneskene opmærksomme. Det vil sige, de have ikke Selvfornegtelse nok i Forhold til deres Sag. ►De ville gjerne vinde Tilhængere, men de ville vinde dem – fordi dette er deres Sags Bestyrkelse, og derfor uden just at see altfor nøie paa, om de i Sandhed blive Tilhængere eller ikke. Dette vil igjen sige, at de i dybere Forstand ingen Sag have; den Sag, de have, forholde de dem selvisk til. Derfor vove de egentligen ikke at gaae ud mellem Menneskene, ei heller at slippe Sandsebedragene for at give det rene Idee-Indtryk, fordi de dunkelt have en Forestilling om, at det i Sandhed er en farlig Sag at gjøre Menneskene opmærksomme. I Usandhed at gjøre dem opmærksomme, det er, at bukke og skrabe for dem, at smigre dem, at udbede sig deres Opmærksomhed og skaansomme Bedømmelse, at henstille – Sandheden – til ►Ballotation: ja, det er ikke forbundet med nogen Fare, idetmindste ikke her i Verden, hvor det tværtimod er for103bundet med alle Fordele, men dog maaskee ogsaa forbundet med den Fare, at man engang i Evigheden ►gaaer reject.

✂ Saaledes nu med hvad der antages, at det dog er en Indbildning med de Mange, der kalde sig Christne. Dersom 28 da et Menneske lever i denne Indbildning, altsaa lever i ganske andre, i reent æsthetiske Kategorier – hvis saa En ved æsthetisk Fremstilling er istand til ganske at vinde og fængsle ham, og nu veed at anbringe det Religieuse saa hurtigt, at han med denne Hengivelsens Fart løber lige ind i det Religieuses meest afgjørende Bestemmelser: hvad saa? Ja, saa maa han blive opmærksom. Dog hvad deraf videre følger, kan Ingen sige forud; men opmærksom maa han blive. Muligt at han virkelig kommer til Besindelse over, hvad det dog har villet sige, at han har kaldet sig Christen. Muligt at han bliver rasende paa det Menneske, der har tilladt sig dette mod ham; men opmærksom er han blevet, han kommer til at dømme. Muligt at han for atter at faae sig selv tilbage, dømmer den Anden at være en Hykler, en Bedrager, en Halvgal – hjælper ikke, han ⓘ maa dømmemaa dømme] SFV-r, ene dømmer A, han er blevet opmærksom.

✂ Ordentligviis vender man Forholdet om; og med Sandhed var Forholdet omvendt, da Christendommen forholdt sig til Hedenskab. Men man 34overseer reent hvor forandret Situationen er, at Bestemmelsen: Christenhed sætter alle Forhold ind i Reflexionen. Ordentligviis anvender ogsaa i Christenheden Den, der vil stræbe at føre Menneskene til at blive Christne, Alt for at betrygge, at han selv er Christen, han forsikkrer og forsikkrer. Han lægger ikke Mærke til, at her fra Begyndelsen er en uhyre Confusion; thi det er jo Christne, han henvender sig til. Men er det Christne, han henvender sig til, hvad vil saa det sige, at faae dem til at blive Christne. Ere de derimod efter hans Mening ikke Christne, medens de dog kalde sig Christne, saa viser jo dette, at de alligevel kalde sig Christne, at her er en Reflexions-Bestemmelse. Vi ere altsaa ved Situationen i Reflexionen, men saa maa ogsaa hele Taktiken gjøres om.

✂ Dette kan jeg nu ikke videre udføre her, hvorledes det Christenheden først og fremmest behøver, er en ganske ►ny 29 Vaabenlære, det er en Vaabenlære som totalt er gjennemtrængt af Reflexion. Jeg har i forskjellige Skrifter leveret de afgjørende Momenter i saa Henseende. Det Hele lader sig sige med eet Ord, det Hele, der rigtignok for at udføres kan behøve Aar og Dags Arbeiden, og den 104søvnløseste Opmærksomhed hver Time paa Dagen, og en uafbrudt daglig Scala eller Finger-Øvelse i det Dialektiske, og en aldrig slumrende Frygt og Bæven: Methoden maa blive indirekte. Der er i Meddelelsen af Christendom, naar Situationen er: Christenheden, ikke et ligefremt Forhold, der er først en Indbildning at hæve; hele den gamle Vaabenlære, alt ►det Apologetiske og Alt hvad dertil hører, tjener snarere, reent ud sagt, til at forraade Christendommens Sag. Taktiken er i ethvert Øieblik og paa ethvert Punkt at indrette paa, at man har med en Indbildning, et Sandsebedrag at kæmpe.

✂ Naar da i Christenheden en religieus Forfatter, hvis totale Tanke er den Opgave at blive Christen, vil gjøre det muligt at gjøre Menneskene opmærksomme, (thi om det lykkes, er jo noget Andet), saa maa han begynde som æsthetisk Forfatter, og til et vist Punkt vedligeholde denne Mulighed; men der maa komme en Grændse, thi det gjøres jo for at gjøre opmærksom. Og Eet maa da Forfatteren ikke glemme, Menten, hvilket der er hvilket, det Religieuse det Afgjørende, det Æsthetiske Incognito'et, at ikke ►den dialektiske Krydsen ender med at ►slaae Sladder.

✂

✂

✂ 35§ 5

✂ At hele den æsthetiske Produktivitet seet i Produktivitetens Totalitet er et Bedrag, dog forstaaet paa en egen Maade.

✂

✂ Dersom Nogen vilde betragte den æsthetiske Produktivitet som det Totale, og fra dens Synspunkt og under denne Antagelse betragte den religieuse, maatte han betragte denne som et Frafald, et ►Affald. At denne Betragtnings Forud30sætning er urigtig, har jeg viist i det Foregaaende, hvor det godtgjordes, at der fra Begyndelsen vare med mit Navn forsynede Mærker ude, som samtidigen med den pseudonyme Produktivitet ►telegrapherede ►i Retning af det Religieuse.

✂ Men fra den hele Forfatter-Virksomheds totale Synspunkt er den æsthetiske Produktivitet et Bedrag, og heri »Pseudonymitetens« dybere Betydning. Dog et Bedrag, det er jo noget stygt Noget. Hertil vilde jeg svare: man lade sig ikke bedrage af det Ord »Bedrag«. Man kan bedrage et Menneske for det Sande, og man kan, for at erindre om gamle ►👤Socrates, bedrage et Menneske ind i det Sande. Ja, egentligen kan man kun ene paa denne Maade 105bringe et Menneske, der er i en Indbildning, ind i det Sande, ved at bedrage ham. Den, som er af en anden Mening, ►forraader derved, at han ikke just er synderlig Dialektiker, hvilket dog netop gjøres fornødent for at operere saaledes. Der er nemlig en stor, det er, den dialektiske eller det Dialektiskes, Forskjel mellem disse to Forhold: En, der er uvidende og skal bibringes en Viden, saa han altsaa er som det tomme Kar, der skal fyldes, eller som det rene Blad, der skal skrives paa – og Een, der er i en Indbildning, hvilken først skal tages bort; saaledes er der ogsaa Forskjel mellem at skrive paa et reent Stykke Papir – og ►ved Hjælp af ædsende Midler at bringe en Skrift frem, som skjuler sig under en anden Skrift. Antaget nu, at En er i en Indbildning, og altsaa rigtigt forstaaet Meddelelsens Første er at tage Indbildningen bort, – naar jeg da ikke begynder med at bedrage, saa begynder jeg altsaa med ligefrem Meddelelse. Men ligefrem Meddelelse forudsætter, at ►Modtageren betræffende er Alt i sin Orden til at kunne modtage; men her er dette just ikke Tilfældet, her er jo en Indbildning til Hinder. Det vil sige, her maa først et ædsende Middel bruges; men dette Ædsende er det Negative, men det Negative i Forhold til at meddele er ganske nøiagtigt det at bedrage.

✂ 3136Hvad vil saa det sige at »bedrage«? Det vil sige, at man ikke begynder ligefrem med det man vil meddele, men begynder med at tage den Andens Indbildning for god Vare. Man begynder altsaa (for at blive ved hvad der væsentlig er dette Skrifts Gjenstand) ikke saaledes: Jeg er Christen, Du er ikke en Christen; men saaledes: Du er en Christen, jeg er ingen Christen. Eller man begynder ikke saaledes: Det er Christendom, jeg forkynder, og Du lever i blot æsthetiske Bestemmelser, nei, man begynder saaledes: lad os tale om det Æsthetiske; Bedraget ligger i, at man taler saaledes, just for at komme til det Religieuse. Men efter Antagelsen er jo ogsaa den Anden i den Indbildning, at det Æsthetiske er det Christelige, thi han mener, han er Christen, og dog lever han i æsthetiske Bestemmelser.

✂ Om nok saa ►mange Præster ville finde det uforsvarligt, om lige saa mange ikke kunne faae det i deres Hoved – skjøndt de ellers allesammen, efter deres eget Udsagn, have for Skik at bruge den socratiske Methode: jeg holder mig i denne Henseende roligt til 👤Socrates. Sandt han var ingen Christen, jeg veed det, medens jeg rigtignok ogsaa holder mig overbeviist om, at han er blevet det. 106Men han var Dialektiker, han forstod Alt i Reflexion. Og dette Spørgsmaal her er et reent dialektisk, det er Spørgsmaalet om Reflexionens Brug i Christenheden. Det er qualitativt ganske andre Størrelser, der regnes med, men formelt kan jeg godt kalde 👤Socrates min Lærer – medens jeg kun har troet og troer paa Een, den Herre 👤Jesus Christus.

✂

✂

✂

✂

✂ 32 B

✂ ► »Afsluttende Efterskrift«

✂

✂ danner, for atter at gjentage, Vendepunktet i den hele Forfatter-Virksomhed. ►Den stiller »Problemet«: det at blive Christen. Efter først at have taget hele den pseudonyme æsthetiske Produktivitet til Indtægt som Beskrivelse af een Vei, ad hvilken man maa til det at blive Christen: tilbage fra det Æsthetiske til det at blive Christen, beskriver den selv den anden Vei: tilbage fra ►Systemet, ►det Spekulative o. s. v. til det at blive Christen.

✂

✂

✂

✂ 37C

✂ Den religieuse Produktivitet

✂

✂ Allerede i Forhold til »afsluttende Efterskrift« kunde jeg fatte mig meget kort, naar Synspunktet for den hele Forfatter-Virksomhed er, at Forfatteren er religieus Forfatter; det der krævede Oplysning var, hvorledes den æsthetiske Produktivitet under denne Antagelse er at opfatte. Og det som under denne Antagelse slet ingen Oplysning kræver er naturligviis den sidste Afdeling, den blot religieuse Produktivitet, hvilken jo netop afgiver Synspunktet.

✂

✂

✂

✂

✂ Slutning

✂

✂ Og hvad vil saa alt Dette sige, naar Læseren nu samler de i forskjellige §§ udførte Momenter? Det vil sige: det er en Forfatter-Virksomhed, hvis totale Tanke er den Opgave at blive Christen. Men en Forfatter-Virksomhed, som fra først 33 af har forstaaet, dialektisk conseqvent forfulgt, hvad deri ligger, at Situationen er Christenheden, hvilket er en Reflexionens Bestemmelse, og derfor sat alle de christelige Forhold ind i Reflexion. I Christenheden – at blive Christen er enten at vorde hvad man er (Reflexionens Inderlighed, eller Inderliggjørelsens Reflexion), eller det er først at ri107ves ud af en Indbildning, hvilket igjen er en Reflexionens Bestemmelse. Der er her ingen Vaklen, ingen Tvetydighed af den Art som ellers er den almindelige, at man ikke veed og ikke kan blive klog paa, om Situationen er i Hedenskabet, om Præsten er i den Forstand en Missionair, eller hvor man er; man savner ikke her, hvad ellers mangler, en afgjørende categorisk Bestemmelse og et afgjørende ⓘ UdtrykUdtryk] SKS, Indtryk A for Situationen: at forkynde Christendom – i Christenheden. Alt er sat i Reflexion. Meddelelsen er i Reflexion: derfor indirekte Meddelelse. Meddeleren er bestemmet i Reflexion, derfor negativt, ikke En, der siger sig selv i overordentlig Grad at være Christen eller vel endog ►beraaber sig paa Aabenbaringer (hvilket Alt svarer til Umiddelbarhed og ligefrem 38Meddelelse), men omvendt ►En, der endog siger sig selv ikke at være Christen, ►det er, Meddeleren er bag ved, negativt hjælpende – thi om det lykkes ham at hjælpe Nogen, er jo noget Andet. Problemet selv Reflexionens: det, naar man saadan er Christen, at blive Christen.

✂

✂

✂

✂ Capitel II

✂

✂ Min personlige Existerens Forskjellighed tilsvarende til Produktivitetens Væsens-Forskjellighed

✂

✂ Man har i disse Tider og da allerede i mange Tider aldeles tabt Forestillingen om, at det at være Forfatter er og bør være en Gjerning og derfor en personlig Existeren. 34 At overhovedet Pressen, som repræsenterende den abstrakte, upersonlige Meddelelse, især da Dags-Pressen, reent formelt, uden Hensyn til om det er sandt eller usandt hvad den siger, bidrager enormt til at demoralisere, fordi alt det Upersonlige, der igjen er mere eller mindre det Ansvar- og Angerløse, er demoraliserende; at Anonymiteten, det høieste Udtryk for Abstraktionen, Upersonligheden, Angerløsheden, Ansvarløsheden, er en Grund-Kilde til den moderne Demoralisation; fra den anden Side, at Anonymiteten vilde allersimplest modarbeides, at der vilde tilveiebringes et saare gavnligt ►Correctiv mod Presse-Meddelelsens Abstrakthed, naar man engang igjen vendte tilbage til Oldtiden og lærte, hvad det er at være et enkelt Menneske, hverken mere eller mindre, hvilket en Forfatter dog vel ogsaa er, hverken mere eller mindre: dette er indlysende. Men hvad er i vore Tider, hvor det er blevet Viisdom, det som er det Ondes Hemme108lighed, at man ikke skal spørge om Meddeleren men kun om Meddelelsen, blot om hvad, om det Objektive – hvad er i vore Tider en Forfatter? Det er, ofte selv naar han er navngiven, et x, et upersonligt Noget, der ved Hjælp af ►Tryk henvender sig abstrakt til Tusinder og Tusinder, men selv er useet, ukjendt, ►levende saa skjult, saa anonymt, saa upersonligt som muligt, formodentligen for at Modsigelsen ikke skal ►blive aabenbar og paafaldende mellem det uhyre Meddelelses-Middel og det at være et enkelt Menneske, maaskee ogsaa fordi han frygter den Control, som Tilværelsen dog egentlig skal have med Enhver, der vil lære Andre, at 39see ham, hans personlige Existeren og dennes Forhold til Meddelelsen. Dog alt Dette, der for En, som vilde studere de moderne Staters Demoralisation, vilde være i høi Grad at paaagte – alt Dette indlader jeg mig ikke videre her paa.

✂

✂

✂ 35 A

✂ Den personlige Existeren i Forhold til den æsthetiske Produktivitet

✂

✂ Altsaa til min Forfatter-Virksomhed og min Existerens første Afsnit. Det var her en religieus Forfatter, men der begyndte som æsthetisk Forfatter, og dette Første var Incognito'et, var Bedraget. Meget tidligt saare grundigt indviet i den Hemmelighed, at ►mundus vult decipi, var jeg da ikke ►i det Tilfælde at kunne ville følge denne Taktik. Lige omvendt, det gjaldt efter den størst mulige Maalestok at bedrage omvendt, at benytte ethvert Kjendskab til Menneskene og deres Svagheder og deres Dumheder, ikke for at profitere deraf, men for at tilintetgjøre mig selv, svække Indtrykket af mig selv. Hemmeligheden i Bedraget, der føier Verden, som vil bedrages, ligger deels i at ►gjøre Coterie og alt hvad dertil hører, at slutte sig til eet eller andet af hine Selskaber for den gjensidige Beundring, hvis Medlemmer for verdslig Vindings Skyld staae hinanden bi med Mund og Pen, deels i at skjule sig for Menneskenes Mængde, aldrig at blive seet, for saaledes at ►virke phantastisk. Altsaa maatte lige det Omvendte gjøres: jeg maatte existere og værge om en Existents i absolut Isolation, men tillige sørge for at være til at see paa enhver Tid af Dagen, ►levende saa at sige paa Gaden, i Selskab med ►Creti og Pleti og i de allertilfældigste Situationer. Dette er i at bedrage Sandhedens Vei, den ⓘ evigeevige] , evigt SV2 sikkre Vei til verdsligt at svække Indtrykket af sig selv, ►derhos rigtignok ogsaa 109den af ganske andre Mænd end jeg er ►indslagne Selvfornegtelsens Vei til at gjøre Menneskene opmærksomme; hine Anseete, »Bedragerne«, ►der ville at Meddelelsen skal tjene dem, ikke de Meddelelsen, see blot paa at skaffe sig selv Anseelse; de Foragtede, »Sandheds-Vidnerne«, der bedrage omvendt, have altid havt for Skik verdsligt at priisgive sig selv, skjøndt arbeidende Dag og Nat, at være Ingen36ting, og da blandt Andet heller ikke understøttede ved ►det Sandsebedrag, at den Gjerning, de udføre, er deres Embede eller Levebrød.

✂ 40Altsaa, dette maatte gjøres, det blev ogsaa gjort, ikke i Nye og i Næ, men hver evige Dag. Jeg er overbeviist om, at ►en Sjettedeel af Enten – Eller, lidt Coterie, og saa en Forfatter man aldrig fik at see: det var især ►paa Længden blevet noget ganske anderledes Overordentligt. Nu derimod havde jeg ►betrygget mig at kunne arbeide saa anstrenget som jeg lystede, og som Aanden tilskyndede mig, uden at frygte for at faae for megen Anseelse; thi jeg arbeidede i en vis Forstand lige saa anstrenget i en anden Retning – mig selv imod. Kun en Forfatter vil egentligen kunne forstaae, hvad det er for en Opgave: at arbeide qua Forfatter, ►det er, med Aanden og Pennen, og saa saa godt som at være til Tjeneste for Enhver. Det er (om det end tillige berigede mig overordentlig med Iagttagelse) en Maalestok for Critik, som vilde bringe de Fleste til Fortvivlelse; thi det er absolut at tage ethvert end det mindste Sandsebedrag bort, og give det rene Idee-Forhold – og sandeligen det er ikke Sandheden, der behersker Verden, men Sandsebedragene. Om en Præstation var saa eminent, som den endnu aldrig er seet – naar blot Forfatteren lever saaledes: saa skal han i ganske føie Tid have sikkret sig mod verdslig Anseelse, og mod Mængdens bestialske Smiger. Thi Mængden har ingen Idealitet og derfor ingen Kraft til at fastholde en Forestilling trods en ►Tilsyneladelse, Mængden gaaer altid i Tilsyneladelsens Snare. Det idelig og idelig at blive seet og at være seet og i det tilfældigste Selskab, det er nok til at Mængden taber Forestillingen og snart bliver leed og kjed af En. Og til at opnaae det idelig at være seet, behøves endda ikke saa megen Tid, naar man blot snildt (ɔ: menneskelig talt afsindigt) benytter Tiden rigtigt, det er til at gaae frem og tilbage paa eet og samme men det meest besøgte Sted i Byen. Enhver, 37 der verdsligt sparer paa sin Anseelse, selv om det var hans Vei at gaae samme Vei tilbage, som han er gaaet ud, han gjør det ikke – blot for ikke 110at være seet to Gange i saa kort Tid: saa kunde man jo troe, at han bestilte Ingenting, hvilket Ingen ►falder paa, om han sad hjemme i sin Stue og dovnede ⅔ af Dagen. Og derimod en, ►gudelig forstaaet, ret anvendt Time, en Time levet for Evigheden, tilbragt med at gaae frem og tilbage i Folke-Mængden: det er allerede ikke lidt. Og sandeligen det er Gud velbehageligt, at Sandheden tjenes paa denne Maade, ►hans Aand vidnede kraftigt med min Aand, at det fuldkomment havde hans allerhøieste Samtykke; alle Sandheds-Vidnerne tilnikke En deres Bifald, at det er Sandheden, Ideen, 41man vil tjene, ikke Sandheden man vil forraade og profitere af Sandsebedragene. Det tilfredsstillede mig reent christeligt, om Mandagen dog at vove at udføre en lille Smule af det, man om Søndagen, naar Præsten præker og selv græder derved, græder over – og om Mandagen ganske rigtigt leer af; det tilfredsstillede mig reent christeligt, at ►om ellers Ingen, Een var der bestemt i 📌Kjøbenhavn, hvem enhver Fattig udenvidere kunde tiltale og indlade sig med paa Gaden; at om ellers Ingen, Een var der, som, i hvad Selskab han saa forresten gik, ikke ►skulkede, men kjendte enhver Tjenestepige, Karl, enhver Dagleier, han ellers kjendte; det tilfredsstillede mig reent christeligt, at om ellers Ingen, Een var der, som (adskillige Aar førend Tilværelsen satte ►Slægten Lectien for igjen) ►exsecutivt forsøgte sig en lille Smule paa ►Læren om at elske Næsten, ak Een, som just derved tillige fik et frygteligt Indblik i, hvilket Sandsebedrag Christenheden er, og rigtignok, isærdeleshed senere, ogsaa i, hvorledes ►den simplere Classe lader sig forføre af usle ►Bladskrivere, hvis Stræben og Kæmpen for Ligheden, da den er i Løgnens Tjeneste, dersom den skulde føre til Noget, kun kan føre til at gjøre de Fornemmere, som 38 Nødværge, stolte i Fjernhed fra den simple Mand, den simple Mand fræk i Nærgaaenhed.

✂ At udføre denne Skildring af min personlige Existeren nærmere, kan her ikke skee, men jeg er overbeviist om, at sjelden nogen Forfatter har brugt saa megen List, Intrigue, Snildhed for at vinde Ære og Anseelse i Verden, for at bedrage den, som jeg omvendt – for i Sandhedens Forstand at bedrage den. Efter hvilken Maalestok det blev gjennemført, vil jeg forsøge at give en Forestilling om blot ved eet eneste Træk, i hvilket jeg har ►Correcteuren af Enten – Eller, min Ven 👤Giødwad til ►Medvider. ►Da jeg læste Correctur af Enten – Eller, havde jeg saa travlt, at det var mig en Umulighed at anvende den sædvanlige Tid til at drive frem og tilbage paa Gaden. 111Jeg blev først færdig sildigere om Aftenen – og ilede da om Aftenen ►i Theatret, hvor jeg bogstavelig kun var 5 à 10 Minuter. Og hvorfor gjorde jeg det? Fordi jeg frygtede, at den store Bog skulde skaffe mig for megen Anseelse¹. Og hvorfor gjorde jeg det? Fordi jeg 42kjendte Menneskene, især i 📌Kjøbenhavn; det var nok hver Aften at være seet i 5 Minuter af nogle hundrede Mennesker, for at der vedligeholdt sig den Opinion: han bestiller da ikke det Mindste, han er en reen Dagdriver.

✂ Saaledes existerede jeg understøttende den æsthetiske Produktivitet (derhos brydende med alle Coterier) og, totalt, med det polemiske Bestik: at betragte enhver Lovtale som et Angreb, ethvert Angreb derimod som Noget, der intet Hensyn toges til. Saaledes existerede jeg offentligen; Besøg gjorde 39 jeg saa godt som aldrig, og hjemme blev der absolut holdt over Eet, ubetinget ikke at modtage Nogen uden Fattige, der begjerede Understøttelse; thi til Besøg hjemme var ingen Tid, og ved Besøg hjemme kunde Nogen let have faaet en Anelse om, hvad han ikke skulde have Anelse om. Saaledes existerede jeg. Dersom 📌Kjøbenhavn nogensinde har været af een Mening om Nogen, tør jeg sige, den har været af een Mening om mig: jeg var en Dagdriver, ►en Lediggænger, ►en Flaneur, ►en letsindig Fugl, et godt maaskee endog et brillant Hoved, vittig o. s. v. – men »Alvor« manglede jeg da ubetinget. Jeg repræsenterede Verdslighedens Ironie, Livs-Nydelse, den meest raffinerede Livs-Nydelse – men »Alvor og Positivitet« var der da ikke Spor af, derimod ►var jeg uhyre interessant og piquant.

✂ Idet jeg tænker tilbage paa denne Existents-Form, kunde jeg virkelig beslutte mig til at gjøre de Fornemme og Anseete i Samfundet en Slags Afbigt. Thi sandt nok, jeg vidste i Sandhed heel vel, hvad jeg gjorde, men fra deres Synspunkt havde de dog havt Ret i at dadle mig, fordi jeg ved saaledes at svække mig selv, bidrog til overhovedet at svække Magt og Anseelse, hvor conservativ jeg end ellers altid har været i denne Henseende, og med hvor megen Ærbødighed, Ærefrygt, Beundring jeg har havt en Glæde af 112at give ►den Udmærkede og Anseete, ham hvad hans er; men min conservative Charakteer havde ikke den Conseqvents, at jeg selv paa nogen Maade gik ind i det Samme. Og just fordi de 43Anseete i Samfundet paa saa mange Maader have viist mig ikke blot Deeltagelse men endog Forkjerlighed, paa saa mange Maader have søgt, hvad fra deres Side jo ►vistnok var oprigtigt og velmeent, at drage mig til sig: netop derfor føler jeg en Trang til at gjøre dem en Afbigt, om jeg end naturligviis ikke kan fortryde hvad jeg har gjort, thi jeg tjente min Idee. Dog have de Anseete altid viist sig conseqvente i Sammenligning med den simplere Classe, der 40 end ikke fra dens eget Synspunkt har havt Ret mod mig, da den jo, ifølge det Foregaaende, altsaa har angrebet mig – fordi jeg ikke var fornem, hvilket er meget besynderligt og latterligt af den simplere Classe.

✂ Dette er det første Afsnit; ved den personlige Existeren stræbte jeg at understøtte Pseudonymerne, den hele æsthetiske Produktivitet. Tungsindig, uhelbredelig tungsindig som jeg var, med uhyre Smerter i mit Inderste, efter i Fortvivlelse at have brudt med Verden og hvad Verdens er, strengt fra Barn af opdragen i den Betragtning, at Sandheden skal lide, forhaanes, bespottes, tilbringende en vis Tid hver Dag med Bøn og opbyggelig Betragtning, mig selv personligt ►en Poeniterende. Da jeg var Den, jeg var: ja, jeg negter det ikke, jeg fandt i en vis Forstand en Tilfredsstillelse i dette Liv, i dette omvendte Bedrag, en Tilfredsstillelse i at tænke paa, at Intriguen lykkedes saa overordentlig, at Publikum og jeg vi bleve Du og Du, at jeg ►var i Velten forkyndende et Verdslighedens Evangelium, at jeg, om end ikke i Besiddelse af den Art Anseelse, som nu engang kun kan erhverves ved en ganske anden Art Levemaade, dog i Smug, og derfor desto mere elsket, var Publikums Yndling, velanskrevet hos Enhver som uhyre interessant og piquant, medens han rigtignok følte sig bedre og alvorligere og retskafnere og positivere end jeg. Denne Tilfredsstillelse, der var min Hemmelighed, en Tilfredsstillelse, i hvilken jeg stundom var som oven ud, kunde forøvrigt være blevet mig selv en farlig Fristelse. Thi at Verden, Publikum og Deslige skulde ved dens og dets Smiger, Beundring o. s. v. friste mig, nei der var jeg sikker. Skulde jeg være kuldseilet, maatte det have været paa denne Reflexion i anden Potens: en næsten besat Ovenudhed ved Tanken om, hvorledes Bedraget lykkedes, hvad der saa ubeskriveligt tilfredsstillede den 113indre Harme, der har været i mig fra Barndom af, fordi jeg længe før jeg nogensinde selv havde seet det, havde lært, at Løgn og Usselhed og Uretfær41dighed beherskede Verden; hvad der ofte bragte mig til at 44tænke paa ►hine Ord i Enten – Eller: »dersom I vidste, hvad det er I lee af«, dersom I vidste, med hvem det er I have at gjøre, ►hvo denne Flaneur er!

✂

✂

✂ B

✂ Den personlige Existeren i Forhold til den religieuse Produktivitet

✂

✂ ►I December Maaned 1845 var jeg heel færdig med Manuscriptet til »afsluttende Efterskrift« og havde, som jeg altid pleier, heelt og holdent indleveret det til 👤Luno, hvad altsaa den Mistroiske ikke behøver at troe paa mit Ord, da det kan bevises af ►👤Lunos Journal. Dette Skrift danner Vendepunktet i den hele Forfatter-Virksomhed, idet ►det stiller »Problemet«: at blive Christen; fra det af gjøres Overgangen til sidste Afsnit, ►Rækken af blot religieuse Skrifter.

✂ At min personlige Existeren i Forhold hertil maatte omdannes, eller, at jeg maatte stræbe at bibringe ►de Medlevende et andet Indtryk af min personlige Existeren, indsaae jeg strax. Jeg havde ogsaa selv Øie paa, hvad der maatte gjøres, da paa en høist beleilig Maade en lille Omstændighed, hvori jeg saae ►et Vink af ►Styrelsen, kom mig til Hjælp til at handle afgjørende i den Retning.

✂ Dog dette kan jeg ikke udføre, førend jeg med faae Træk har stræbt at tilbagekalde i Læserens Erindring Tilstanden i 📌Kjøbenhavn den Gang, en Skildring der maaskee ogsaa nu vil tage sig bedre ud ved Modsætningen til ►nærværende Krigs-Tilstand. Der var nemlig lidt efter lidt indtraadt det ikke umærkelige Phænomen, ►at hele Befolkningen i 📌Kjøbenhavn, især i samme Grad som den var mere uvidende og udannet, var blevet ironisk og vittig, det var Ironie og Ironie først og sidst. Dersom Sagen ikke var saa alvorlig, dersom jeg reent æsthetisk turde betragte den, vil jeg ikke negte, at det er det Latterligste, jeg har seet, og at jeg vir42kelig troer, man skal reise langt og endda være meget heldig for at støde paa noget saa Grundcomisk. En heel Befolkning i en By, først og fremmest da alt ►det Løse og Ledige paa Gader og Stræder lige ned til Skole-Ungdommen og ►Skomagerdrengene, alle den i vore Tider eneste begunstigede og privilegerede Classes mange ►Legioner, de som ere 114Ingenting, de blive – ►en masse; en heel Befolkning i en By, ►Laug, ►Corpo45rationer, Næringsdrivende, Standspersoner, de blive (omtrent paa samme Maade som en Spidsborger pleier at tage i ►Dyrehaugen) de blive – med Familie: disse Tusinder og Tusinder, de blive – det Eneste noget nær, jeg turde paastaae ubetinget var dem umuligt at blive, især en masse eller med Familie – de blive »ironiske« ved Hjælp af ►et Blad, der igjen, ironisk nok, ved Hjælp af ►Sjouer-Redaktion river Tonen aldeles til sig; og den Tone, som angives, er – den ironiske. Jeg troer det er umuligt at tænke noget Latterligere. Ironie forudsætter en ganske specifik intellectuel Dannelse, som i hver Generation er saare sjelden – og dette Chaos af Mennesker var Ironikere. Ironie er ubetinget usocial, en Ironie, der er i Majoriteten, eo ipso ubetinget ikke Ironie. Intet er vissere, da det ligger i selve Begrebet; Ironie er væsentligen tenderende til, at der kun er Een, hvilket saa rigtigt er indeholdt i ►det Aristoteliske, at Ironikeren gjør Alt ἑαυτου ἑνεϰα – og her var et uhyre Publikum Arm i Arm, ►in bona caritate blevet ►Fanden gale mig ironisk. Dog Sagen var kun altfor alvorlig. Denne Ironie var naturligviis, eller selv om der i ►den egentlige Opmand var endog ►et ikke ubetydeligt Talent, ved at gaae over i disse Tusinder og Tusinder blev denne Ironie naturligviis væsentlig ikke Andet end Pøbelagtighed, der ►desto værre altid er populair. Det var en Demoralisation, som kun altfor forfærdeligt erindrede om den Straf, med hvilken ►en af de gamle Propheter i Herrens Navn truer Jøderne som den frygteligste: Drenge skulle dømme Eder; det var en 43 Demoralisation, som i Forhold til ►det lille Lands Proportioner, formelig truede med en fuldkommen ►sædelig Opløsning. For at gjøre sig en Forestilling om Faren, maa man see den nærved, hvorledes selv godmodige og brave Mennesker, saasnart de blive »Mængde«, vorde som ganske andre Væsener. Man maa see den nærved den Charakteerløshed, hvormed ellers selv retskafne Mennesker sige: det er en Skam, det er oprørende at gjøre eller yttre noget Saadant – og saa selv bidrage deres lille Deel til at indhylle Stad og Land som i et Sneefog af Piat og Bysnak; den Hjertets Haardhed, hvormed ellers kjerlige Mennesker handle i Egenskab af Publikum, fordi deres Deeltagen eller Ikke-Deeltagen synes dem en Ubetydelighed – en Ubetydelighed, der ved de Manges Bidrag bliver det Uhyre. Man maa see, hvorledes intet Angreb er saa frygtet som Latterens, hvorledes selv det Menneske, der modigt gik i Livsfare for en ham Uvedkommen115de, ikke vilde være langt fra at forraade Fader og 46Moder, dersom Faren var Latteren, fordi dette Angreb meest isolerer den Angrebne og paa intet Punkt understøtter med ►Pathos, medens Letfærdighed og Nysgjerrighed og ►Sandselighed griner, og den nervesvage Feighed, som selv skjælver for et saadant Angreb, ieetvæk raaber: det er Ingenting, og Feigheden, som usselt ved Bestikkelse eller gode Miner til Vedkommende løskjøber sig fra et Angreb, siger: det er Ingenting, og Deeltagelsen siger: det er Ingenting. Forfærdeligt, naar i et lille Land Piat og Grinen truer med at blive den »offentlige Mening«. 📌Danmark var ifærd med at gaae op i 📌Kjøbenhavn, og 📌Kjøbenhavn lige paa Nippet til at blive en ►Kjøbstad. At gjøre det, især ved Hjælp af Pressen, er let nok; og naar det saa er gjort, behøves der maaskee en Generation for at forvinde det.

✂ Dog nok herom. Det der var mig af Vigtighed var at forandre min personlige Existeren i Forhold til, at jeg gjorde Overgangen til at stille de religieuse Problemer. Jeg 44 maatte have en til den Art Forfatter-Virksomhed svarende, understøttende Existentsform. Det var som sagt i December Maaned, og det var ønskeligt at have Alt i Orden til ►den Tid, afsluttende Efterskrift skulde komme. ►Saa blev Skridtet ogsaa gjort, endnu i December Maaned. Med det Kjendskab jeg havde til saadanne Forhold, saae jeg let, at to Ord til ►hiint Ironiens Organ, der i een Forstand, ɔ: dersom jeg ikke havde været Den jeg var, ikke usnildt ►hidtil havde venereret og udødeliggjort mig, vilde være nok for absolut dialektisk at vende hele mit Existents-Forhold om, for at faae hele hiint uoverskuelige Publikum af Ironikere til at tage Sigte paa mig, saa jeg blev Gjenstanden for Alles Ironie, ak ►jeg Ironiens Magister.

✂ Ordren blev da givet; for at det ikke skulde blive taget til Indtægt som en ny opfunden yderst piquant ⓘ FormForm] SFV-r, Farce A af Ironie, blev der sat en meget betydelig Dosis af det Ethiske til, idet ►jeg forlangte at blive udskjeldt af den væmmelige Ironies væmmelige Organ. Hiint talløse Uhyre af Ironikere har naturligviis anseet mig for gal; de Enkelte, som saae dybere i Sagen, have vel ikke uden en vis Gysen seet mig gjøre dette Spring, eller de have (fordi de kun tænke paa hvad der verdsligt forstaaes ved Værdighed, og ikke betænke hvad der gudeligt forstaaes derved) fundet det under min Værdighed at tage Sigte paa noget Saadant, medens jeg vilde finde det under min Værdighed at have levet samtidig med en 47saadan Demoralisation uden at have handlet afgjørende, ►nøiet med den godt116kjøbs Dyd at bære mig ad som »de Andre«, ɔ: saa godt som muligt at skulke mig fra at handle, medens en saa uproportioneret Presse-Nederdrægtighed ►vistnok lagde Mennesker i Graven, krænkede og forbittrede, om ikke altid de Angrebne, saa dog deres Hustruer, Børn, Slægtninge og Nærmeste, trængte sig besmittende ind i Alt, selv i de inderligste Privatlivets Forhold, selv i Skolelivets Hemmelighed, selv i Kirkens Helligdom, udspyede Løgn, 45 Bagvaskelse, Frækhed, Drengestreger: Alt i fordærvelige Lidenskabers og ussel Pengebegjærligheds Tjeneste, og for Alt var »►Sjouere« – de Ansvarhavende! At det for at tjene min Idee var det Rigtige, det forstod jeg, og jeg vaklede ikke; ►Følgerne deraf, hvilke vistnok Ingen i Øieblikket har misundt mig, gjør jeg derfor historisk Paastand paa som min lovlige Eiendom, hvis perspektiviske Værd mit Øie let opdager.

✂ Jeg havde nu udregnet, at dialektisk vilde Forholdet blive rigtigt, for igjen at faae indirekte Meddelelse. Medens jeg beskæftigede mig ene og alene med religieus Frembringelse, turde jeg som negativt Understøttende ►regne paa disse Pøbelagtighedens daglige ►Overgydelser, at de vilde svale tilstrækkeligt, saa den religieuse Meddelelse ikke blev altfor ligefrem eller altfor ligefrem skaffede mig Tilhængere. Læseren kunde ikke ligefrem forholde sig til mig; thi istedetfor det Æsthetiskes Incognito havde jeg nu faaet sat Latterens og Grinets Fare, der afskrækker de Fleste. Og selv dem, hvem dette ikke vilde afskrække, dem forstyrrede saa det Næste, den Tanke, at jeg selv frivilligt havde udsat mig for alt Dette, styrtet mig i det, en Art Afsindighed, aah ja, saaledes have vistnok ogsaa de Samtidige dømt om ►hiin Romer, der gjorde sit udødelige Spring for at frelse Fødelandet; en Art Afsindighed, aah ja, og endnu engang aah ja, thi det var dialektisk nøiagtigt christelig Selvfornegtelse – og jeg, den stakkels Ironiens Magister, blev den bedrøvelige Gjenstand for et høistæret dannet Publikums Latter.

✂ Costümet var rigtigt. Enhver religieus Forfatter er eo ipso polemisk; thi saa god er Verden ikke, at det Religieuse kan antages at have seiret eller at være i Majoriteten. En triumpherende religieus Forfatter, som ►er i Welten, er eo ipso ikke religieus Forfatter. Den væsentlig religieuse Forfatter er altid polemisk, og ►derhos lidende under eller lidende den 48Modstand, som svarer til hvad der i hans Tid maa ansees for at være det specifike Onde. Er det Konger og 46 Keisere, Paver og Biskopper – og Magten, der er det Onde, saa maa 117han ogsaa være ►kjendelig paa, at han er Gjenstand for disses Angreb. Er det Mængden – og Piat, Publikum – og den bestialske Grinen, der er det Onde, saa maa han ogsaa være kjendelig paa, at han er Gjenstand for den Art Angreb og Forfølgelse. Og har den væsentlige religieuse Forfatter som den Donkraft, han bruger, kun een, den miraculeuse ►Syllogisme: naar man spørger ham, hvoraf han beviser, han har Ret, og at det er Sandhed han siger, da svarer han: det beviser jeg deraf, at jeg bliver forfulgt; det er det Sande, det beviser jeg deraf, at jeg bliver udleet. Det er, han beviser ikke Sandheden eller sin Sags Retfærdighed af den Ære, Anseelse o. s. v., han nyder, lige omvendt; thi det væsentlig Religieuse er altid polemisk. Enhver religieus Forfatter, eller Taler eller Lærer, som unddrager sig, som ikke er der, hvor Faren er, og hvor det Onde har sit ►Tilhold, han er en Bedrager, og det vil ogsaa vise sig. Det gjælder nemlig for Enhver, at han, naar han er kommet til Dødens Porte, og disse i Døden aabnes for ham, at han da maa aflægge al Pragt og Herlighed og Rigdom og verdslig Anseelse, og ►Stjerner og Ærens Tegn, – det være ham nu tildeelt af Konger og Keisere, eller af Mængden og Publikum – aflægge det som det aldeles Uvedkommende og Overflødige. Kun med Enhver, der i levende Live har været religieus Forfatter, Lærer, Taler o. s. v., og været det ►paa eget An- og Tilsvar, gjøres der en Undtagelse. Befindes han at være i Besiddelse af noget Saadant, da faaer han ikke Lov til at lægge det fra sig, nei det pakkes sammen i en Bylt og gives ham med, han tvinges til at beholde det, eller til at bære Bylten, som man ►tvinger Tyven til selv at bære Kosterne. Og med denne Bylt maa han saa træde ind der, hvor han skal dømmes. Han var jo religieus Lærer, saa bliver han at dømme af de sande religieuse Lærere, der alle, saalænge de levede, vare ►forhaanede, forfulgte, udleete, bespottede, bespyt47tede. O, er det for det sandselige Menneske frygteligt at staae her i Verden udleet, bespottet, forhaanet: endnu frygteligere at staae i Evigheden med denne Bylt under Armen, eller iført – Pynten.

✂ Costümet var rigtigt. I en grinende Samtid (som den var, om hvilken jeg taler, og i denne Henseende er det idetmindste min Mening, at ►»Krigen« har været en Lykke for 📌Danmark) maa den religieuse Forfatter 49da for Gud i Himlens Skyld passe paa, at han fremfor Nogen bliver udleet. Udgaaer det Onde fra Mængden, da maa den samtidige religieuse Forfatter da for Gud i Himlens 118Skyld passe paa, at han bliver Gjenstand for dens Forfølgelse, og i denne Henseende ►kommer paa første Pleie. Og min hele Betragtning af Mængden, som selv de Indsigtsfuldere i sin Tid dog maaskee fandt lidt overdreven: nu, i 1848, nu, ved Hjælp af Tilværelsens Gesticulationer (og disse ere kraftigere, ere som ►en elementarisk Rasen i Sammenligning med den Enkeltes spæde Stemme), nu bliver vel snarere Indvendingen, at jeg ikke har overdrevet nok. Og hiin Categorie »den Enkelte«, der blev anseet for sær og Særhedens Opfindelse, hvad den jo ogsaa er, thi blev ikke Den, der i een Forstand er Opfinderen, ►👤Socrates, i sin Tid kaldet ἀτοποτατος (den Særeste): jeg bytter ikke det i sin Tid at have bragt den afgjørende frem, det bytter jeg ikke for et Kongerige. Er Mængden det Onde, er Chaos det, der truer: saa er der kun Frelse i Eet, at blive den Enkelte, den frelsende Tanke: hiin Enkelte. En Triumph har jeg oplevet, een eneste, men den mætter mig saa absolut, at jeg som Tænker ubetinget intet mere forlanger i Verden. ►De sidste Maaneders altomvæltende verdenshistoriske Begivenheder bragte nyfødte, eventyrlige, selvfølgeligt forvirrede Tankers forvirrede Ordførere til Verden, og derimod Alt, hvad der hidtil paa forskjellig Maade havde ført Ordet, enten til Taushed eller i den Forlegenhed, at maatte i største Hast anskaffe sig en splinterny 48 Habit, ethvert System sprængtes; som var der en Generations Afstand, med en saadan Lidenskab sprængtes i Løbet af et Par Maaneder det Forbigangne fra det Nærværende. Under ►denne Katastrophe ►sad jeg og læste Correctur af en Bog, der altsaa var skrevet før. Der blev ikke sat eet Ord til eller taget eet Ord fra, det var den Anskuelse, som jeg »den sære Tænker«, havde foredraget allerede i flere Aar: vil man læse den, man vil faae det Indtryk, at den Bog er skrevet efter Katastrophen. En saadan verdenshistorisk Katastrophe, der ►rangerer saaledes op, at end ikke Oldtidens Opløsning var ►saa storartet, er for Enhver, der var Forfatter, det absolute ►tentamen rigorosum. Jeg oplevede den Triumph, ►ikke at behøve at modificere eller forandre en Tøddel, ja, at mit Foregaaende, hvis det nu læstes, vilde blive langt, langt bedre forstaaet, end da det blev skrevet.

✂ Og saa blot Eet endnu. Naar engang min Elsker kommer, vil han let 50see, at den Gang jeg var anseet for at være den Ironiske, laae Ironien dog ingenlunde der, hvor et høistæret dannet Publikum meente, den laae – og det forstaaer sig, saa taabelig kan da min 119Elsker umulig være, at han antager, at et Publikum kan forstaae sig paa Ironie, hvilket er lige saa umuligt som ►en masse at være den Enkelte. Han vil see, at Ironien just laae i, at i denne æsthetiske Forfatter, og under denne Verdslighedens ►Erscheinung skjulte den religieuse Forfatter sig, en religieus Forfatter, der just i den Tid til sin Opbyggelse maaskee forbrugte lige saa megen Religieusitet som ellers en heel Husholdning. Fremdeles vil min Elsker see, at i Forhold til det Næste Ironien er der igjen, og just i Det, som det høistærede dannede Publikum ansaae for Afsindighed. I en ironisk Samtid (hiint store Indbegreb af Daarer) er der for den væsentlige Ironiker intet Andet at gjøre end at convertere hele Forholdet, og selv blive Gjenstand for Alles Ironie. Min Elsker vil see, hvorledes det slog til, paa Punkt og 49 Prikke, hvorledes mit Existents-Forhold vendte sig om, aldeles nøiagtigt svarende til Forandringen i Produktiviteten. Havde jeg ikke havt Øie derfor, eller Mod dertil, forandret Produktiviteten, men ikke mit Existents-Forhold, saa var Forholdet blevet udialektisk og ►confust.

✂

✂

✂

✂ Capitel III

✂

✂ ►Styrelsens Part i mit Forfatterskab

✂

✂ Hvad jeg hidtil har skrevet, har i en vis Forstand ikke været mig kjært eller ►lysteligt at skrive; der er noget Piinligt i at skulle tale saa meget om sig selv, Gud give jeg havde turdet tie endnu længere, ja døe i Taushed om hvad der i Taushed har som mit Arbeide og min Gjerning beskæftiget mig Dag og Nat. Men Gud være lovet, nu aander jeg, nu føler jeg ret egentligen en Trang til at tale, nu er jeg ved hvad der er mig en ubeskrivelig Salighed at betænke og at tale om. Dette mit Guds-Forhold er mit i mange Maader ulykkelige og besværede Livs lykkelige Kjerlighed. Og om end denne Kjerligheds-Historie (hvis jeg saa tør kalde det) har det den sande Kjerligheds-Histories væsentlige ►Kjende, at kun Een kan ganske forstaae den, og kun Een har man absolut Glæde af at fortælle 51den, den Elskede, her altsaa Den, af hvem man er elsket¹: saa er det dog ogsaa glædeligt at tale til Andre derom.

✂ 5012052Thi at jeg har behøvet og hvorledes jeg stadigen, Dag fra Dag, Aar efter Aar har behøvet Guds Bistand – for at besinde mig derpaa, for punktligt at kunne angive det, behøver jeg ikke Hukommelsen eller Erindringen til Hjælp, eller Journaler og Dagbøger, eller at conferere disse med 51 hinanden: jeg gjennemlever det atter saa levende, saa nærværende i dette Øieblik. Hvad har dog ikke denne Pen formaaet at fremstille, naar det gjaldt om Dristighed, Begeistring, Sværmerie næsten til Grændsen af Vanvid! Og nu da jeg 121skal tale om mit Forhold til Gud; om hvad der hver Dag er gjentaget i ►min Bøn, som takker for det Ubeskrivelige han har gjort for mig, saa uendelig meget Mere end jeg nogensinde havde ventet; om hvad der har lært mig at forundres, at forundres over Gud, hans Kjerlighed, og over hvad et Menneskes Afmagt formaaer ved hans Bistand; om hvad der har lært mig baade at længes efter, og ikke at frygte for at ⓘ skuldeskulde] , skulle SV2 finde Evigheden kjedsommelig, da den just er Situationen som jeg behøver den, for ikke at bestille Andet end takke: idet jeg nu skal tale derom, da vaagner en Digter-Utaalmodighed i min Sjel. Jeg vilde, mere besluttet end ►hiin Konge, der raabte »mit Kongerige for en Hest«, og salig besluttet som han ikke var det, vilde jeg give Alt, mit Liv med, for at finde, hvad der er Tanken saligere at finde end den Elskende den Elskede, »Udtrykket«, for saa at døe med dette Udtryk paa mine Læber. Og see det tilbydes, Tankerne, saa fortryllende som ►hine Frugter i Eventyrets Have, saa rige, varme, inderlige, Udtrykkene, saa lindrende for Taknemlighedens Trang i mig, saa svalende over den hede Længsel – det er mig som, hvis jeg havde ►en bevinget Pen, ja om jeg havde ti, vilde jeg dog ikke være istand til hurtigt nok at følge med i Forhold til Rigdommen, som tilbyder sig. Men idet jeg saa tager min Pen i Haanden, kan jeg, som man taler om ikke at 53kunne flytte en Fod, for Øieblikket ikke røre den; i denne Tilstand kommer der dette Forhold ►betræffende ikke en Linie paa Papiret. Det er mig som hørte jeg en Stemme, der sagde til mig: dumme Menneske, hvad bilder han sig ind, veed han ikke, at ►Lydighed er Gud kjerere end Vædderens Fedme; gjør det Hele som et Pligtarbeide. Saa bliver jeg ganske rolig, saa bliver der Tid til at skrive hvert 52 Bogstav med min langsommere Pen næsten omhyggeligt. Og vaagner hiin Digter-Lidenskab igjen i mig et Øieblik, da er det mig, som hørte jeg en Stemme tale til mig, som en Lærer taler til en Dreng, naar han siger: hold nu blot ordentlig paa Pennen og skriv hvert Bogstav lige nøiagtigt. Og saa kan jeg gjøre det, saa tør jeg ikke Andet, saa skriver jeg hvert Ord, hver Linie saa godt som uvidende om det næste Ord og den næste Linie. Og naar jeg saa bagefter læser det igjennem, saa tilfredsstiller det mig dog ganske anderledes. Thi ►selv om saa var, at maaskee eet og andet glødende Udtryk undslap mig, Frembringelsen er en anden, er ikke Digter- eller Tænker-Lidenskabens, men Gudfrygtens, og for mig en Gudsdyrkelse.

✂ 122Men hvad jeg nu i dette Øieblik gjennemlever eller gjennemlevede, det er idelig og idelig erfaret under den hele Forfatter-Virksomhed. Om »Digteren« siges det, at han ►paakalder Musen for at faae Tankerne. Dette har egentligen aldrig været mit Tilfælde, min Individualitet formener mig endogsaa at forstaae det; men derimod har jeg behøvet Gud hver Dag for at værge mig mod Tankernes Rigdom. Sandeligen, giv et Menneske en saadan Produktivitets-Evne, og saa et saa svageligt Helbred, han skal vel lære at bede. Jeg har hvert Øieblik kunnet gjøre dette Kunststykke, og jeg kan gjøre det endnu: jeg kunde sætte mig ned og blive ved at skrive uafbrudt Dag og Nat og atter een Dag og een Nat, thi der er Rigdom nok. Gjorde jeg det, saa er jeg sprængt. O, blot den mindste diætetiske Uforsigtighed, saa er jeg i Livsfare. Naar jeg saa lærer Lydighed, gjør Arbeidet som det strenge Pligtarbeide, holder ordentlig paa Pennen, skriver hvert Bogstav omhyggeligt, saa kan jeg. Og saa har jeg mange, mange Gange havt mere Glæde end af Tanken, jeg producerede, af Lydigheds-Forholdet til Gud. – Dette er, hvad let sees, Udtrykket for, at jeg ikke har et umiddelbart Forhold til Gud at beraabe mig paa, ikke kan eller tør sige, 53 at det er ham, der umiddelbart indskyder mig Tankerne, men at mit Forhold til Gud er et Reflexions-Forhold, Inderlighed i Reflexion, som da overhovedet Reflexion er min Indivi54dualitets-Bestemmelse, hvorfor jeg ogsaa i at bede har min Styrke i at takke.

✂ Saaledes har jeg under hele Forfatter-Virksomheden uafbrudt behøvet Guds Bistand, for at kunne gjøre det som et simpelt Pligt-Arbeide, hvortil anvistes bestemte Timer hver Dag, udenfor hvilke der ikke turde arbeides; og skete det en enkelt Gang, da maatte jeg dyrt nok bøde derfor. Intet ligner min Adfærd mindre end hiin geniale Stormen paa, og saa en tumultuarisk Bryden af; jeg har i Grunden levet som en Skriver i sit Contoir. Fra første Begyndelse har jeg været som ►under Beslag, og hvert Øieblik fornummet, at det var ikke mig, der spillede Herren, at der var en Anden, der var Herren, fornummet det ►med Frygt og Bæven, naar han lod mig mærke ►sin Almagt og min Intethed, fornummet det ubeskrivelig saligt, naar jeg forholdt mig til ham og Arbeidet i ubetinget Lydighed. Det Dialektiske ligger i, at hvad Overordentligt, der var mig betroet, for en Forsigtigheds Skyld var mig betroet i en saadan Elasticitet, at hvis jeg ikke vilde lystre, saa slog det mig ihjel. Det er som naar Faderen siger til Barnet: Du skal faae Lov at faae 123det altsammen, det er Dit, men vil Du ikke ►lyde og bruge det som jeg vil, nu vel, jeg skal ikke straffe Dig ved at tage det fra Dig, nei tag det – det knuser Dig. Uden Gud er jeg mig selv for stærk, og paa den maaskee af alle Maader qvalfuldeste sprængt. Jeg har, efterat jeg er blevet Forfatter, egentlig aldrig oplevet den Dag, hvor jeg har erfaret, hvad jeg hører Andre klage over, Mangel, eller at Tankerne ikke vilde tilbyde sig; hændte det mig, vilde jeg vel snarere være ►i det Tilfælde næsten at blive glad, at jeg da endeligen fik en Dag rigtig fri. Men jeg har mange Gange oplevet, og i ethvert Øieblik med Gru været vidende om en frygtelig 54 Qval, der er som det at hungre i Overflod, det at overvældes af Rigdom – hvis jeg ikke øieblikkeligt lærer Lydighed, lader Gud hjælpe mig, producerer paa samme Maade, saa rolig og stilfærdig som man gjør et Pligt-Arbeide.

✂ Men ogsaa i en anden Forstand har jeg under hele Forfatter-Virksomheden idelig og idelig, Dag efter Dag i Aarenes Løb behøvet Guds Bistand; thi han har været min eneste ►Medvider, og kun i Tillid til hans Medviden har jeg turdet vove, hvad jeg har vovet, og kunnet udholde, hvad jeg har udholdt, og fundet Saligheden deri: at blive ganske bogstavelig ene i den uhyre Verden, ene, thi overalt hvor jeg var, for Alles Øine 55eller under fire Øine med den Fortroligste, jeg var altid iført Bedraget, altsaa ene, blev ikke mere ene i Nattens Eensomhed; ene, ikke i 📌Amerikas Skove, i disses Rædsler eller Farer, men ene i, hvad der forvandler selv den frygteligste Virkelighed til Vederqvægelse og Lindring, ene i de rædsomste Muligheders Selskab; ene, næsten med det menneskelige Sprog mod mig; ene i Qvaler, der have lært mig mere end een ny Note til ►hiin Text om Pælen i Kjødet; ene i Afgjørelser, hvor man kunde have behøvet Venner, om muligt ►hele Slægten til at holde paa En; ene i dialektiske Spændinger, som vilde bringe ethvert Menneske med min Phantasie – uden Gud – til Afsindighed; ene i Angester ►indtil Døden; ene i en Tilværelses Meningsløshed uden at kunne, selv om jeg vilde det, gjøre mig forstaaelig for en Eneste – hvad siger jeg, gjøre mig forstaaelig for en Eneste, nei der var Tider, hvor det ikke manglede, saa man ikke kunde sige »det manglede blot«, Tider, hvor jeg end ikke ⓘ kundekunde] SFV-r, kunne A gjøre mig forstaaelig for mig selv. Naar jeg nu betænker, at Aar ere forgangne paa den Maade, saa gyser jeg; dersom jeg eet eneste Øieblik seer feil, saa synker jeg sammen. Men seer jeg rigtigt, saa jeg troende 124finder Hvilen i Tillid til Guds Medviden, saa er Saligheden der atter.

✂ Og nu i ►det Stykkevise; det vilde være forgjeves, om 55 jeg forsøgte paa at fortælle, hvorledes jeg der har fornummet Guds Bistand. Mig uforklarligt er det saaledes, hvad der saa ofte er hændt mig, at naar jeg gjorde, hvad der var mig umuligt at sige hvorfor, eller i Forhold til hvilket det ikke faldt mig ind at spørge om hvorfor, naar jeg som ganske enkelt Menneske fulgte min Natur-Bestemmelses Tilskyndelser, at da Dette, som for mig altsaa havde en reen personlig Betydning indtil Grændsen af det Tilfældige, at Dette da viste sig at have en ganske anden, en reen ideel Betydning, naar det bag efter saaes ind i Forfatter-Virksomheden; at Meget, som jeg har gjort reent personligt, at det, forunderlig nok, just var Det, jeg skulde gjøre qua Forfatter. Uforklarligt har det været mig, hvorledes saa ofte som det syntes ganske tilfældige Smaaomstændigheder i mit Liv, hvilke da rigtignok igjen ved min Phantasie blev noget saare Meget, have bragt mig i en bestemt Tilstand; og jeg forstod mig ikke selv, blev tungsindig – og see, saa udviklede sig heraf en Stemning, og netop den, som jeg i Forhold til det Arbeide, jeg i den Tid beskæftigede mig med, skulde bruge, og just paa det Sted. Thi der har i Produktiviteten ikke været end ikke det mindste Sinkerie; det, der 56skulde bruges, har altid været ved Haanden, just til det Øieblik, det skulde bruges. Den hele Produktivitet har i een Forstand havt den uafbrudte Jævnhed, som om jeg ikke havde bestilt Andet end hver Dag at afskrive et bestemt Stykke af en trykt Bog.

✂

✂

✂

✂ Dog i en endnu nøiagtigere Betydning maa jeg i dette Regnskab opføre Styrelsens Part i Forfatterskabet. Dersom jeg nemlig vilde gaae hen og sige, at jeg fra første Øieblik af havde havt ►Overskuelse over den hele Forfatter-Virksomheds hele dialektiske Bygning, eller at jeg i ethvert Øieblik Trin for Trin i Reflexion forud havde udtømt Mulighederne saaledes, at Reflexionen bagefter ikke havde lært mig Noget, 56 stundom noget Andet, at det jeg havde gjort ►vistnok var det Rigtige, men at jeg dog nu først ret selv forstod det: vilde jeg gjøre dette, da var det en Fornegtelse og en Uredelighed mod Gud. Nei, jeg maa med Sandhed sige: jeg kan ikke forstaae det Hele, just fordi jeg indtil den mindste Ubetydelighed kan forstaae det Hele; men det jeg ikke kan forstaae er, at jeg nu kan for125staae det, og dog ingenlunde tør sige, at jeg i Begyndelsens Øieblik forstod det saa nøiagtigt – og dog er jeg jo Den, som har udført det og med Reflexion gjort ethvert Skridt. I snaksom Tale kunde man let forklare dette ved at sige, hvad man ogsaa har ►sagt om mig, uden at have nogen Forestilling om min Forfatter-Virksomheds Totalitet, at jeg var et Reflexionens Genie. Men just fordi jeg erkjender Rigtigheden af, at Reflexion udsiges om mig – sandeligen jeg er for meget reflekteret til ikke at see, at denne Sammensætning af Reflexion og Genie forklarer Intet; thi forsaavidt En har Genialitet har han ikke Reflexion, og omvendt, da Reflexion netop er Umiddelbarhedens Negation.

✂ Skulde jeg nu saa categorisk bestemt som muligt udtrykke denne Styrelsens Part i hele Forfatter-Virksomheden, saa veed jeg intet mere betegnende eller mere afgjørende Udtryk end dette: det er Styrelsen, der har opdraget mig, og Opdragelsen er reflekteret i Produktivitetens Proces. Forsaavidt bliver det saa i een Forstand ikke ganske sandt, hvad der i det Foregaaende blev udviklet, at hele den æsthetiske Produktivitet er et Bedrag; thi dette Udtryk indrømmer lidt for meget i Retning af Be57vidsthed. Imidlertid er det dog heller ikke ganske usandt, thi jeg har været mig bevidst under Opdragelsen og fra først af. Processen er: en digterisk og philosophisk Natur skaffes tilside for at blive Christen. Men det Usædvanlige er, at Bevægelsen begynder samtidigt, og derfor er det en bevidst Proces; man faaer at see, hvorledes det gaaer til; det Andet indtræder ikke ved en Række Aars Adskillelse fra det Første. Saaledes er vistnok den æsthetiske Produktivitet 57 et Bedrag, dog i en anden Forstand en nødvendig Udtømmelse. Det Religieuse er allerede lige fra første Øieblik afgjørende tilstede, har afgjort Overmagten, men venter taalmodigt lidt paa, at Digteren faaer Lov til at tale sig ud, dog derhos med ►Argus' Øine vogtende paa, at Digteren ikke narrer det, og det Hele bliver en Digter¹.

✂ Fra dette Synspunkt mener jeg, at Forfatter-Virksomhedens Be126tydning for Tiden bedst viser sig. Skulde jeg med eet Ord sige min Dom om Tiden, saa vilde jeg sige: den mangler religieus Opdragelse. Det at blive og at være Christen er blevet en Trivialitet, det Æsthetiske har ⓘ ligefremligefrem] SFV-r, ligesom A Overhaand; man er, ved at ►gaae videre end det at være Christen (hvad Enhver sagtens er), kommet tilbage til eller ind i et med ►Tilsætning af det Christelige raffineret æsthetisk og intellectuelt Hedenskab; Opgaven, som er at sætte for de Fleste i Christenheden, er: fra »Digteren«, eller fra at forholde sig til, at have sit Liv i det, Digteren foredrager, fra ►Spekulationen, fra det phantastisk (hvilket tillige er umuligt) at have sit Liv i at spekulere (istedetfor at existere), at blive Christen. Den første Bevægelse er den æsthetiske Produktivitets totale Betydning i Forfatter-Virksomhedens Totalitet; den anden Bevægelse er ►afsluttende Efterskrifts, der idet den drager eller redigerer hele den æsthetiske Produktivitet ind i sin Fordeel for at belyse sit Problem, Problemet »det at blive Christen«, 58selv gjør den samme Bevægelse i en anden Sphære: fra Spekulationen, ►Systemet o. s. v. til det at blive Christen. 58 Bevægelsen er: tilbage, og skjøndt det Hele er gjort ►uden »Myndighed«, er der dog i Tonearten Noget, der erindrer om en Betjent, naar han ved et Opløb siger: tilbage, hvorfor ogsaa ►mere end een af Pseudonymerne bruger det Udtryk om sig selv, at han er en Betjent, en Opsigtsbetjent.

✂ Og nu jeg, Forfatteren, hvilket Forhold har jeg da, efter min Dom, til Tiden? ►Er jeg maaskee »Apostelen«? Afskyeligt, Sligt har jeg aldrig givet Anledning til, jeg er et stakkels ringe Menneske. Er jeg da Læreren, Opdrageren? Nei, heller ikke, jeg er Den, der selv er blevet opdraget, eller, hvis Forfatterskab udtrykker det at blive opdraget til at blive Christen: idet Opdragelsen og eftersom Opdragelsen trykker paa mig, trykker jeg igjen paa Tiden, men Lærer er jeg ikke, kun Meddiscipel.

✂

✂

✂

✂ For yderligere at belyse Styrelsens Part i Forfatterskabet, bliver det fornødent at forklare, forsaavidt jeg disponerer over Forklaringen, hvorledes det gik til med, at jeg blev Forfatter.

✂ Om mit ►vita ante acta (ɔ: fra Barndommen til jeg blev Forfatter) kan jeg her ikke udførligere udvikle mig, hvor mærkeligt det end er for mig, hvorledes jeg fra min tidligste Barndom og Skridt for Skridt i hele min Udvikling er prædisponeret til netop at blive den Art Forfatter jeg blev. For det Følgendes Skyld maa jeg dog 127give et Par Træk dertil, hvad jeg gjør med Undseelse, som en Personlighed vel altid gjør det, naar han skal tale reent personligt om sig selv.

✂ Fra Barn af var jeg i et uhyre Tungsinds Magt, hvis Dybde finder sit eneste sande Udtryk i den mig forundte lige saa uhyre Færdighed i at skjule det under tilsyneladende Munterhed og Livslyst – min eneste Glæde fra saa langt jeg næsten kan huske tilbage, at Ingen kunde opdage, hvor ulykkelig jeg følte mig; hvilket Forhold (Tungsindets og For59stillelseskunstens lige store Størrelse) jo betyder, at jeg var anviist mig selv og Guds-Forholdet. – Som Barn blev jeg strengt og alvorligen opdraget i Christendommen, menneskelig talt, afsindigt opdraget: allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet mig paa Indtryk, som ►den tungsindige Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede 59under – et Barn, afsindigt, paaklædt til at være en tungsindig Olding. Frygteligt! Hvad Under da, at der var Tider, hvor Christendommen forekom mig den umenneskeligste Grusomhed, om jeg dog aldrig, selv naar jeg var længst borte fra den, slap Ærbødigheden for den, fast besluttet, især hvis jeg ikke selv valgte at blive Christen, aldrig at indvie Nogen i de Vanskeligheder, som jeg kjendte, og som jeg aldrig hverken hørte eller læste omtalte. Men brudt med Christendommen eller opgivet den, har jeg aldrig; at angribe den har aldrig været min Tanke – nei jeg havde, fra den Tid der kunde være Tale om Anvendelse af mine Kræfter, fast besluttet at anvende Alt for at forsvare den, eller i ethvert Tilfælde for at fremstille den i sin sande Skikkelse; thi allerede meget tidligt var jeg, ved Hjælp af min Opdragelse, sat istand til at forvisse mig om, hvor sjeldent Christendommen fremstilles i sin sande Skikkelse, hvorledes De, der forsvare den, oftest forraade den, og hvor sjeldent Angriberne egentligen ramme den, medens de, hvad endnu er min Betragtning, ofte ypperligt ramme den bestaaende Christenhed, der vel snarest maatte kaldes den sande Christendoms Carricatur, eller et uhyre Qvantum Misforstaaelse, ►Sandsebedrag o. D., forsat med en sparsom lille Dosis sand Christendom. – Saaledes elskede jeg Christendommen paa en Maade: den var mig det Ærværdige – mig havde den rigtignok menneskelig talt gjort høist ulykkelig. Det hang sammen med Forholdet til ►min Fader, det Menneske jeg har elsket høiest – og hvad vil dette sige? Dertil hører netop at det er Den, som har gjort En ulykkelig – men af Kjerlighed. Hans Feil laae ikke i Mangel paa 128Kjer60lighed, men i at forvexle en Olding og et Barn. At elske Den, der gjør En lykkelig, er en i Retning af Reflexion mangelfuld Bestemmelse af Kjerlighed; at elske Den, der i Ondskab gjorde En ulykkelig, er Dyd; men at elske Den, der af Kjerlighed, altsaa ved en Misforstaaelse, men af Kjerlighed gjorde En ulykkelig: det er den, saavidt jeg veed rigtignok hidtil aldrig beskrevne, men dog normale Reflexionens Formel for det at elske.

✂ Saa gik jeg ud i Livet, begunstiget paa enhver Maade i Henseende til Aands-Evner og ydre Vilkaar; der var og der blev gjort Alt for at udvikle min Aand saa rigt som muligt. Freidigt – dog med en afgjort Sympathie og Forkjerlighed for det at lide, og for hvad der paa den ene eller paa den anden Maade er fortrykt og lidende – kan jeg i en vis Forstand sige gik jeg ud i Livet, med en næsten dumdristig-stolt Reisning; jeg har 60aldrig noget Øieblik i mit Liv været forladt af den Tro: man kan hvad man vil – kun Eet ikke, ellers alt Andet ubetinget, men Eet ikke, ikke hæve det Tungsind, i hvis Magt jeg var; det er aldrig (ja, Andre vil det vel synes en Indbildning, men for mig har det i Sandhed ►været saa, lige saa sandt som det Næste, hvilket vel igjen vil synes Andre en Indbildning) nogensinde faldet mig ind, at der levede det Menneske, som var, eller samtidigen skulde fødes det Menneske, som blev min Overmand – i mit Inderste var jeg mig selv ►den Elendigste af Alle; det er aldrig nogensinde faldet mig ind, at jeg, selv om jeg vilde have forsøgt mig paa det Dumdristigste, ikke skulde seire – kun ikke i Eet, ellers ubetinget i Alt, men i Eet ikke, at hæve dette Tungsind, hvis Lidelse jeg neppe een Dag heel har været fri for. Imidlertid maa dette dog forstaaes saaledes, at jeg meget tidlig var indviet i den Tanke, at det at seire er at seire i uendelig Forstand, hvilket i endelig Forstand er at lide; saa dette atter var i Overeensstemmelse med mit Tungsinds Forstaaen i det Inderste, at jeg egentligen 61 Ingenting (i endelig Forstand) duede til. – Det, der forligte mig med min Skjebne og med min Lidelse var, at jeg, ak den saa ulykkeligt, saa qvalfuldt Fangne havde faaet denne ubegrændsede Frihed i at kunne bedrage, at jeg havde og fik Lov til at være ubetinget eensom med Smerten – det forstaaer sig, det var alligevel nok til hos mig selv at gjøre mig al min øvrige Formaaen lidet lystelig. – Naar dette er givet (en saadan Smerte og en saadan Skjulthed), beroer det paa en Individualitets Forskjel, ►hvorledes der svinges af, om denne eensomme, indre Qval dæmonisk finder 129sit Udtryk og sin Tilfredsstillelse i at hade Mennesker og forbande Gud, eller lige omvendt. Dette Sidste var mit Tilfælde. Saa langt jeg kan huske tilbage, var jeg enig med mig selv om Eet, at for mig var der ingen Trøst eller Hjælp at søge hos Andre; mæt ved det Meget, som ellers var mig forundt, som Menneske længselfuld efter Døden, qua Aand ønskende det længst mulige Liv, var det min Tanke, der tungsindigt elskede Menneskene, at være dem behjælpelige, at finde Trøst for dem, fremfor Alt Klarhed i Tanken, ►in specie over Christendommen. Meget langt tilbage i min Erindring gaaer ►den Tanke, at der i hver Generation er et Par eller Tre, som blive offrede paa de Andre, brugte til i frygtelige Lidelser at opdage, hvad der kommer de Andre til Gode; saaledes forstod jeg tungsindigt mig selv, at jeg var udseet dertil.

✂ ►Saa færdedes jeg i Livet – indviet i al mulig Livs-Nydelse, men egent61lig aldrig nydende, snarere, hvad der var min Lyst i Forhold til Tungsindets Smerte, arbeidende for at frembringe det Skin, at jeg nød – i Omgang med alle mulige Mennesker, men at jeg i Nogen af dem havde en Fortrolig, er aldrig faldet mig ind, og ►vistnok heller aldrig faldet Nogen ind, at han var min Fortrolige ɔ: jeg maatte blive og blev Iagttager, blev som saadan og som Aand ved dette Liv overordentlig beriget med Erfaringer, fik hiint Indbegreb af Lyster, Lidenskaber, Stemninger, Følelser o. s. v. at 62 see ganske nær ved, Øvelse i at gaae ud og ind af et Menneske, samt i at eftergjøre; min Phantasie og min Dialektik havde bestandigt Stof nok at bearbeide, og Tid nok til, fri for al Travlhed, at være ørkesløs; i lange Tider har jeg ikke bestilt Andet end gjøre dialektiske Øvelser med Tilsætning af Phantasie, forsøgende mig paa min Aand, som man stemmer et Instrument: men jeg levede egentligen ikke. – Jeg omtumledes i Livet, ►forsøgt i saare meget og næsten i det meest Forskjellige, ►desto værre ogsaa i Vildfarelser, ak og ogsaa ad Fortabelsens Vei: saa jeg i ►mit 25de Aar, mig selv en gaadefuldt udviklet overordentlig Mulighed, hvis Betydning og Bestemmelse jeg, trods den eminenteste Reflexion, der om muligt forstod Alt, ikke forstod; forstod Eet, at mit Liv rettest anvendtes til at ►gjøre Poenitentse; men levet havde jeg egentligen ikke, undtagen under Bestemmelsen Aand, Menneske havde jeg ikke været, Barn og Yngling da allermindst.

✂ ►Saa døde min Fader. Barndommens mægtige religieuse Indtryk fik i en Idealitetens Formildelse en fornyet Magt over mig; jeg 130var jo ogsaa nu blevet saa meget ældre, at jeg passede bedre for min Opdragelse, hvis Ulykke just var, at den først ret vil komme mig til Gode, ►naar jeg bliver 40 Aar gammel. Thi min Ulykke var saa godt som fra Fødselen, og fuldstændiggjort ved Opdragelsen, den: ikke at være Menneske. Men naar man er Barn – og de andre Børn lege, spøge eller hvad de ellers gjøre; o, og naar man er Yngling – og de andre Ynglinge elske, dandse, eller hvad de ellers gjøre: da, skjøndt man er Barn og Yngling, at være Aand, frygtelige Qval, end frygteligere, hvis man ved Hjælp af Phantasie forstaaer at gjøre det Kunststykke, at det seer ud, som var man den ungdommeligste af alle. Men denne Ulykke er allerede mindre naar man er 40 Aar gammel, og i Evigheden er den ikke til. Jeg har ingen Umiddelbarhed havt, har derfor, slet og ret menneskelig forstaaet, ikke levet; jeg er strax begyndt med Reflexion, har ikke i senere 63 Aar samlet 62lidt Reflexion, men jeg er egentlig Reflexion fra først til sidst. I Umiddelbarhedens tvende Aldere (Barndom og Ungdom) har jeg, behændig, som Reflexion altid er, hjulpet, maattet hjælpe mig med noget eftergjort Noget, og, selv endnu ikke klar over, hvad det var der var mig forundt, gjennemlidt den Smerte ikke at være som de Andre, hvad jeg naturligviis den Gang havde givet Alt for blot en kort Tid at kunne være. En Aand kan ypperlig finde sig i ikke at være som de Andre, ja, det er netop Aands negative Bestemmelse; men Barndom og Ungdom forholde sig til Bestemmelsen: Art, Slægt, just derfor er det den største Qval i den Tid ikke at være som de Andre, eller som jeg besynderlig bagvendt at komme til at begynde der, hvor i hver Generation Nogle ende, de Fleste, hvilke blot udleve den sjelelig-legemlige Syntheses Momenter, aldrig naae hen, ved Bestemmelsen: Aand. Men saa har jeg ogsaa nu i en ganske anden Forstand Livet for mig. Intet er mig mere ubekjendt og fremmed end denne veemodige Længsel efter Barndom og Ungdom; jeg takker min Gud til, at det er overstaaet, og føler mig nu, med hver Dag jeg bliver ældre, lykkeligere, dog kun salig ved Tanken om Evigheden, thi Timeligheden er og bliver aldrig Aandens Element, men i een Forstand dens Lidelse.

✂ En Iagttager vil see, hvorledes Alt og dialektisk var sat i Bevægelse: ►en Pæl i Kjødet havde jeg, Aands Begavethed (især Phantasie og Dialektik) og Dannelse i Overflod, en enorm Udvikling som Iagttager, en i Sandhed sjelden christelig Opdragelse, et ganske eget dialektisk Forhold til Christendommen; oplært var jeg fra Barn i 131Lydighed, absolut Lydighed, udrustet med næsten dumdristig Tro paa at formaa Alt, kun ikke Eet, at blive en fri Fugl, om det saa blot var een eneste Dag heel, eller at slippe ud af Tungsindets Lænke, hvori en anden Magt holdt mig; endeligen var jeg mig selv en Poeniterende. Paa mig gjør det nu et Indtryk som var 64 der en anden Magt, der fra første Øieblik havde seet dette an, og som Fiskeren siger om Fisken: lad den kun gaae, det er endnu for tidlig at trække op. Og forunderligt nok, hvad der ogsaa gaaer meget langt tilbage i min Erindring, uden at jeg paa nogen Maade kan sige, naar jeg begyndte, eller hvorledes Sligt er faldet mig ind: at jeg stadigen ɔ: hver Dag har bedet til Gud: han vilde give mig Iver og Taalmod til den Gjerning, han selv vilde anvise mig.

✂ Saa blev jeg Forfatter.

✂

✂

✂

✂ 63Forud for min egentlige Forfatter-Virksomheds Begynden ligger der en Begivenhed, eller rettere et Faktum; en Begivenhed havde formodentlig ikke været nok, det var et Faktum, jeg maatte selv være en Handlende. Nogen nærmere Oplysning om hiint Faktum, hvori det bestod, hvor frygtelig dialektisk combineret det var, om end i en anden Forstand ganske eenfoldigt, hvor Collisionen egentlig laae, kan jeg ikke give, men blot bede Læseren ikke at tænke paa Aabenbaringer og Deslige, thi for mig er Alt dialektisk. Derimod skal jeg fremstille Faktumets Følge, forsaavidt det tjener til at belyse Forfatterskabet. Det var et Dobbelt-Faktum. Jeg havde egentlig, hvor meget jeg end i en anden Forstand har levet, menneskelig talt sprunget Barndom og Ungdom over, dette maatte formodentlig (►saa var det vel Styrelsens Mening) indhentes: istedetfor at have været ung, blev jeg Digter, hvilket er Ungdom anden Gang. Jeg blev Digter; men med mine Forudsætninger ►i Retning af det Religieuse, ja med min afgjorte Religieusitet, blev det samme Faktum mig tillige en religieus Opvækkelse, saa jeg i den meest afgjørende Forstand kom til at forstaae mig selv i det Religieuse, i den Religieusitet, til hvilken jeg dog havde forholdt mig som til en Mulighed. Faktumet gjorde mig til Digter; havde jeg ikke været Den jeg var, Begivenheden derimod den den var 65 og jeg handlet som jeg handlede: var det ikke blevet til videre; jeg var blevet Digter, og saa maaskee efter mange Aars Forløb kommet i Forhold til det Religieuse. Men just fordi jeg var saa religieus udviklet som jeg var, greb Faktumet langt dybere og tilintetgjorde i en vis 132Forstand i religieus Utaalmodighed det jeg var blevet: at være Digter, tilintetgjorde det, eller i ethvert Tilfælde jeg kom ganske samtidigt, i eet Nu til at begynde to Steder, dog saaledes, at det at være Digter egentlig var mig noget Uvedkommende, var det jeg var blevet ved et Andet, – den religieuse Opvækkelse derimod ►vistnok ikke det jeg var blevet ved mig selv, men blevet efter mit Selv, ►det er, i det at være Digter gjenkjendte jeg i dybere Forstand ikke mig selv, men vel i den religieuse Opvækkelse.

✂ Her seer Læseren let Forklaringen af hele Forfatterskabets ►Duplicitet, kun at denne tillige blev optaget i Forfatterens Bevidsthed. Hvad var der at gjøre? Ja, det Digteriske maatte udtømmes, det var mig en Umulighed 64Andet. Men hele den æsthetiske Frembringelse var lagt under det Religieuses Beslag; det Religieuse fandt sig i denne Udtømmelse, men skyndede i eetvæk paa, som vilde det sige: er Du nu ikke snart færdig dermed¹. Medens der produceredes 133Digter-66Frembringelser, levede Forfatteren i afgjørende religieuse Bestemmelser².

✂ 65I en vis Forstand var det slet ikke min Tanke at blive religieus Forfatter. Min Tanke var, saa hurtigt som muligt at udtømme det Digteriske – og saa ►ud paa en Landsby-Præstegaard. Med dette Bestik styrede jeg. Jeg følte mig fremmed ved hele Digter-Frembringelsen, men jeg kunde ikke anderledes. Som sagt, min Tanke var det oprindeligen ikke at blive religieus Forfatter. Det jeg havde tænkt mig som det energiske Udtryk for, at jeg havde været den Religieuse, og den Pseudonyme en mig Fremmed, var den ►brade Overgang: umiddelbart at søge ud paa Landet som Landsbypræst.

✂ Imidlertid var Produktivitetens Trang i mig saa stor, at jeg ikke kunde det anderledes, jeg ►lod de to opbyggelige Taler komme ud, og jeg forstod mig selv med Styrelsen. Der blev indrømmet igjen en Tid til Digterfrembringelse, 67 men bestandigt under det Religieuses Beslag, der passede paa, som sagde det: er Du ikke snart færdig dermed; og jeg forstod mig selv i at tilfredsstille det Religieuse ved at blive religieus Forfatter.

✂ Mig havde Styrelsen nu engang bundet; jeg er, maaskee som en mistænkelig Person, blevet holdt paa meget knappe Diæter. Jeg er vant til at leve saaledes, at Maximum af Tid jeg mener at have tilbage er et Aar, stundom, ikke sjeldent, naar der ret skal ►spændes paa, lever jeg paa 8, ja paa Dags Sigt. Og Baand havde Styrelsen paa mig i enhver Henseende. ►I Retning af æsthetisk Frembringelse kunde jeg ikke løbe fra den, saaledes forstaaet, at det endte med, at jeg selv havde mit Liv i det Æsthetiske. Thi selv om det Religieuse ikke havde været bag ved, hiin »Pæl i Kjødet« vilde dog havde forhindret mig deri. Og i Retning af religieust Forfatterskab havde Styrelsen et Baand paa mig, at jeg ikke anmassede mig Noget, da jeg forstod mig selv at være i en stor Gjeld.

✂ Og nu kommer jeg til et Udtryk om mig, Forfatteren, et Udtryk, som jeg pleier at bruge om mig selv, naar jeg taler med mig selv, et Udtryk, som forholder sig til hele Produktivitetens inverse Gang (at jeg ikke er begyndt med at sige, hvor jeg vilde hen), som forholder sig til min Egenskab af Iagttager, samt min Bevidst134hed om at være En, der selv trænger til Opdragelse: at jeg, i Forhold til Intellectualitetens og Religi66eusitetens Gebeter, med Sigte paa det Begreb »at existere« og saa paa det Begreb »Christenhed«, er ►som en Spion i høiere, i Ideens, Tjeneste – jeg har intet Nyt at forkynde, ►jeg er uden Myndighed, selv skjult i et Bedrag gaaer jeg ikke ligefrem tilværks men ►indirekte-underfundigt, er ingen hellig Mand, kort som en Spion, der i at spionere, i at vide Besked om ►Mislighederne og Sandsebedragene og det Mistænkelige, i at holde Opsynet selv er under det strengeste Opsyn. See, ►Politiet bruger jo ogsaa saadanne; det 68 udvælger dertil ikke just Folk, hvis Liv altid var det retskafneste, der sees blot paa, at det er ►forfarne, listige, intriguante, kløgtige Folk, som kan snuse alting op, overalt skaffe Spor og ►gjøre aabenbart. Saa har Politiet end ikke Noget imod, at det ved Hjælp af en ►Saadans vita ante acta har Haand i Hanke med ham, at det just derved kan tvinge ham til ubetinget at finde sig i Alt, at lystre, og ingen Ophævelser for sin Person at gjøre. Saaledes ogsaa med Styrelsen, kun er der denne uendelige Forskjel mellem den og det borgerlige Politie, at Styrelsen, som er den forbarmende Kjerlighed, just af Kjerlighed bruger et saadant Menneske, frelser og opdrager ham, medens den bruger al hans Kløgt, der saaledes helliges og indvies. Men som selv behøvende Opdragelse forstaaer han sig at være forpligtet i den meest ubetingede Lydighed. Det er ganske vist, at Gud kan fordre ubetinget Alt af ethvert Menneske, at han ubetinget skal finde sig i Alt, men det er ogsaa ganske vist, at Bevidsthed om tidligere Vildfarelser hjælper betydeligt til Hurtighed og Adræthed i saa Henseende¹.

✂ 6913567Men ►dette er dog vel aabenbart, at Christenheden er løbet vild i Reflexion og Klogskab. Umiddelbar ►Pathos, ja selv om En i umiddelbar Pathos offrede sit Liv: hjælper ikke; der disponeres over altfor megen 68Reflexion og Kløgt til ikke at kunne gjøre hans Betydning til ingen. Selv for at en Martyr i disse Tider skulde gjøre Gavn, maa han have 70 Reflexion, for at kunne vikle Tiden saaledes ind, at den virkelig bliver hængende, idet den ihjelslaaer ham – og at saa Opvækkelsen kan følge.

✂ Saaledes forstaaer jeg mig i min Forfatter-Virksomhed: den gjør Christenhedens Sandsebedrag aabenbare, og skaffer Syn for det at blive Christen. Om der skulde gives en saa høi Grad af Religieusitet, 136at den hele æsthetiske Produktivitet for den ikke kan betragtes som en nødvendig Udtømmelse, ikke som et helligt Bedrag, men som Noget, der maa angres: det veed jeg ikke; jeg har aldrig forstaaet det saaledes og neppe vil vel Nogen falde paa det, førend jeg nu siger det. Men da hos mig Alt er Reflexion, er selvfølgeligt heller ikke denne Tanke undgaaet mig. Jeg kan tænke mig Indvendingen gjort af en scrupuløs og ►pusilanim Forestilling om den Pligt at tale Sandhed, en Forestilling, der, conseqvent, fører til aldeles at forstumme af Frygt for at sige noget Usandt, og da dog ogsaa Tavshed kan være en Usandhed, conseqvent, fører til: ►gjør det eller gjør det ikke, tie eller tal, det er lige galt. Men ►Beængstelse indtil Vanvid skjønnes ikke at være en høiere Form af Religieusitet. ►Den teleologiske Suspension i Forhold til Sandhedens Meddelelse (indtil videre at fortie Noget, just for at det Sande kan blive sandere) er ligefrem Pligt mod Sandheden, og indeholdt i det Ansvar, et Menneske har for Gud betræffende den ham forundte Reflexion.

✂ Bekjendt som jeg var med Inderlighedens Lidelse i Forhold til det at blive Christen, og strengt opdragen i denne, var nær den anden Side af Sagen undgaaet mig. Her hjalp Styrelsen og hjalp saaledes, at Følgen af hvad jeg gjorde, i Sandhed tjente mig og min Sag til Gode, at jeg, hvis man vil sammenligne Aands-Begavethed med en ►Strengeleeg, ikke blot ikke blev ►forstemt, men fik een Streng mere paa mit Instrument – Frugten af den fuldstændigere Opdragelse i det at være Christen. Thi da jeg i det afgjørende 71 Øieblik converterede mit Existents-Forhold i Anledning 69af ►»afsluttende Efterskrift«, har jeg faaet Leilighed til at opleve, hvad man dog aldrig ret troer paa, uden at have oplevet det, dette Christelige: at det Kjerlige hades. Sandeligen, Intet har jeg nogensinde mindre været end fornem, og, ►selv af ringe Herkomst, elsket ►den menige Mand eller hvad man kalder ►den simple Classe, det veed jeg jeg har gjort; thi deri fandt jeg tungsindigt min Glæde – og dog er det netop ►dem, man har hidset paa mig og bildt dem ind, at jeg var fornem. Havde jeg virkelig været fornem, var dette aldrig hændt mig. See, det er netop de christelige Proportioner og nok for at sætte mig istand til at belyse det Christelige fra denne Side. Anken, der, naar det blot Menneskelige, ikke Christendommen, skal være Dommeren, kunde føres mod min Maade at leve paa, kan ene udtrykkes saaledes, at jeg ikke har holdt nok paa mig selv, ikke været fornem, 137at jeg menneskelig talt letsindigt (christelig forstaaet gudfrygtigt) har spøget med verdslig Ære og Anseelse, at jeg ved at svække om muligt al min verdslige Anseelse, tillige har bidraget til at svække verdslig Anseelse overhovedet. Jeg vilde, som tidligere sagt, finde det i sin Orden, om de Fornemme og Anseete, i Betragtning heraf, havde været mig lidt ugunstige, og jeg paaskjønner desto mere, at lige det Modsatte er og har været Tilfældet. Men at jeg paa Grund af, at jeg har levet som jeg har levet, er lagt for Had hos den menige Mand, at jeg altsaa, fordi jeg ikke har været fornem nok, at jeg derfor angribes – ikke af de Fornemme, men af den menige Mand: det er Afsindighed – og de christelige Proportioner.

✂

✂

✂ Altsaa, den hele Forfatter-Virksomhed dreier sig om: i Christenheden at blive Christen; og dette er Udtrykket for Styrelsens Part i Forfatterskabet, at Forfatteren er Den, der selv saaledes er blevet opdraget, dog med Bevidsthed derom fra først af.

✂

✂ »Men hvad har Du nu her gjort«, hører jeg En sige, »seer Du da ikke, hvad Du ved denne Oplysning og ►Vitterliggjørelse har tabt i Verdens Øine?« Jo vist, det seer jeg meget godt; jeg taber herved, hvad, christeligt, maa ansees for Tab at besidde, enhver Verdslighedens Form af ►det Interessante. Jeg taber det Interessante, at forkynde Lystens forføreriske Underfundighed, og Livsnydelsen, den meest raffinerede Livsnydelses glade Budskab, og Spottens Overmod. Jeg taber det Interessante, at være en interessant Mulighed, om det dog ikke var muligt, at Den, der lige saa begeistret og varmt repræsenterede det Ethiske, om det dog ikke var muligt, at han var lige det Modsatte enten paa den ene Maade eller paa den anden Maade, da det, saa interessant, er umuligt at sige med Bestemthed, hvilket han er. Jeg taber det Interessante, at være en Gaade, om dette indtil det yderste drevne Forsvar for Christendommen ikke var den underfundigst udtænkte Form for et Angreb. Dette Interessante taber jeg, istedetfor hvilket substitueres det ►Intet mindre end Interessante, den ligefremme Meddelelse, at Problemet var og er: det at blive Christen. Det Interessante har jeg tabt i Mængdens Øine, i Verdens Øine – hvis jeg ellers slipper dermed, hvis den ikke bliver rasende over, at et Menneske har dristet sig til at være saaledes underfundig.

✂ 73Sandt nok, det gaaer (christelig forstaaet fremad) i een Forstand tilbage for mig. Jeg begyndte som Forfatter med en uhyre Force: at være noget nær ►lønligen anseet for en Skurk – men naturligviis just derfor ►elskværdig, især som ►saa uhyre interessant og piquant. Dette var nødvendigt for at faae »Mængden« af Christne lidt med. Selv om En var en Helgen, at begynde dermed, er eo ipso at opgive Alt; thi i Reflexionens 71Tid, i hvilken vi leve, parerer man strax, og end ikke hans Død gavner. ⓘ NeiNei] SFV-r, Ned A i Reflexionen maa Alt gjøres omvendt. Saaledes begyndte jeg. Den Gang stod jeg paa mit 139Høieste i Forhold til Mængden af Mennesker, og – da vi leve i Christenheden, hvor Alle ere Christne – altsaa i Forhold til Mængden af Christne, den uhyre Mængde af Christne, alle Roman-Læsere og Læserinder, de æsthetisk Dannede, skjønne Aander, som tillige Alle ere Christne.

✂ Dette var Begyndelsen. Efterhaanden som jeg saa kom længere frem, og hiint Publikum af Christne blev opmærksomt paa, eller fattede en Mistanke om – ja det er bagvendt nok – det fattede en Mistanke om, at jeg dog maaskee endda ikke var slet saa slet: saa faldt Publikum mere og mere fra; og jeg begyndte saa smaat at gaae ind under det Godes kjedsommelige Bestemmelser – medens ►jeg, der gik ved Siden i opbyggelige Taler, saae med Glæde, at ►»hiin Enkelte, som jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser«, blev mere end Een, en lidt talrigere Bestemmelse, men rigtignok ikke noget Publikum. Og da jeg saa handlede en lille Smule christelig afgjørende, gjorde, hvad jeg er mig bevidst tillige at have ►gjort som en sand Velgjerning mod det lille 📌Danmark, hvad der ubetinget vil glæde mig i min Dødsstund, ►kastede mig, som Offeret, mod Pøbelagtighedens Opstand: da blev jeg af Publikum anseet for gal og sær, dømt næsten som en Forbryder – nu det forstaaer sig, der var jo heller ikke det mindste Skurke- eller Slyngelagtige i, hvad jeg 74 gjorde. – Hvor det dog slaaer til; jeg troer ikke, der kan forlanges mere af en Spion.

✂ Og nu, nu er jeg da slet ikke mere interessant. At det at blive Christen, at det virkelig skulde være Grundtanken i den hele Forfatter-Virksomhed: hvor kjedsommeligt! Og alt Det om ►Forførerens Dagbog¹, dette 72uhyre Piquante! Nu, ja ogsaa det hørte med. Vilde Nogen reent æsthetisk spørge mig ►betræffende min Dom om den æsthetiske Produktivitet, saa vil jeg ikke ►lægge Dølgsmaal paa, 140at jeg meget godt veed, hvad der er præsteret, men tilføie, at selve Præstationens æsthetiske Værd for mig i dybere Forstand betyder, hvor uendelig vigtig den Afgjørelse er, at blive Christen. Umiddelbart er det ganske ligefrem at blive Christen; men Maalestokken for Reflexions-Udtrykkets Sandhed og Inderlighed i Forhold til det at blive Christen er just, hvor værdifuldt Det er, som i Reflexionen kastes af. Thi man bliver ikke Christen ved Reflexion, men i Reflexion at blive Christen betyder, at der er Andet at kaste af; man reflekterer sig ikke ind i det at være Christen, men ud af Andet for at blive Christen, især da, naar Situationen er Christenheden, hvor man maa reflektere sig ud af det Skin at være Christen. Det Andets Beskaffenhed afgjør, hvor dyb, hvor betydningsfuld Reflexions-Bevægelsen er. Reflexions-Bestemmelsen er netop: at og hvor langveis fra man kommer til det at blive 75 Christen. Reflexions-Bestemmelsen er Vanskeligheden, der jo er større i Forhold til Dets Værd og Betydning, der lægges bag ved.

✂ Saaledes mener jeg at have tjent Christendommens Sag, medens jeg selv derunder er blevet opdraget. Den, som man forbauset saae paa som noget nær den Kløgtigste (og det naaedes ved Enten – Eller); Den, man villig indrømmede ►Pladsen som den »Interessante« (og dette naaedes ved Enten – Eller): just han var forpligtet i Christendommens Tjeneste, havde indviet¹ sig dertil fra første Øieblik, ►da han begyndte hiin pseudonyme Forfatter-Virksomhed, just han kæmpede i sig selv og som 73Forfatter for at bringe dette Eenfoldige frem: at blive Christen. Bevægelsen er ikke fra det Eenfoldige til det Interessante, men fra det Interessante til det Eenfoldige, det at blive Christen, hvor saa ►afsluttende Efterskrift ligger, »Vendepunktet« i hele Forfatter-Virksomheden, der sætter 141»Problemet«, og selv igjen ved indirekte Fægtning og ►sokratisk Dialektik ►saarer ►»Systemet« dødeligt – bagfra, kæmpende mod Systemet og ►Spekulationen for, at ►»Veien« ikke er fra det Eenfoldige til System og Spekulation, men fra System og Spekulation tilbage til det Eenfoldige at blive Christen, kæmpende derfor og huggende igjennem for at finde Veien 76 tilbage. Det er altsaa ikke her en forhenværende Æsthetiker, der senere vender sig fra Verden, det er En, der afgjort havde vendt sig fra Verden og Verdens Viisdom. Han maa rigtignok siges fra den tidligste Tid at have havt ganske overordentlige Forudsætninger til at blive Christen; men disse vare dog alle dialektiske. ►Ogsaa i dette Øieblik føler han ingen Trang til at ►gaae videre end at blive Christen; med hans Forestilling om Opgaven og hans Bevidsthed om, langtfra at være fuldkommen, føler han kun Trang til at gaae videre i at blive Christen.

✂ Dersom nu den velvillige Læser med Opmærksomhed har læst dette lille Skrift, saa veed han hvad jeg som Forfatter er¹. Saaledes fremstiller jeg mig selv; skulde ►det være saa, at Samtiden ikke vil forstaae mig, nu vel, saaledes tilhører jeg Historien, hvor jeg veed, jeg vil finde min Plads, og hvilken. Ydmyg for Gud veed jeg ogsaa – og jeg veed tillige, at det netop her er min Pligt ikke at fortie det, men at udsige det; thi er Stolthed og Hovmod, der anmasser sig Noget, Gud en Vederstyggelighed, da lige saa meget feig Menneske-Frygt, der i løgnagtig Beskeden74hed ►nedsætter sig selv – jeg veed ogsaa, ►hvo jeg, menneskelig talt (►historice – thi det staaer jo i Guds Magt hver Dag, endnu idag at forandre det) var, at mig var (i Retning af Genialitet) forundt det Overordentlige.

✂ Med nærværende lille Skrift, der saaledes selv ogsaa tilhører en forbigangen Tid, slutter jeg hele den tidligere Forfatter-Virksomhed af, og gaaer saa som Forfatteren (ikke som Forfatter, men som Forfatteren) Fremtiden imøde: den nærmeste blive en hvilken, jeg veed det ikke; hvorledes den derpaa følgende, den historiske, vil blive, det veed jeg. Men hvad jeg end veed i denne Henseende, det vilde ikke trøste 77 mig, dersom jeg ikke, om end ydmyg, ogsaa angergiven, dog troende og tillidsfuld gik den Fremtid imøde, som ligger allernærmest og i ethvert Øieblik lige nær: Evigheden. Lad, hvis jeg skal leve længere, Tiden berøve mig Alt, lad Eftertiden give fuldeste Opreisning: hvad skader og hvad gavner dette 142dog egentligen mig; hiint skader mig ikke, hvis jeg blot passer paa at være en Fraværende, og dette gavner mig ikke da jeg jo saa er blevet en Fraværende.

✂

Slutning

✂ Videre har jeg Intet at sige, kun vil jeg til Slutning lade en Anden tale, min Digter, der, naar han kommer, vil anvise mig Plads blandt dem, som have lidt for en ⓘ Idee,Idee,] SKS, Idee A og sige:

✂ »Det Martyrium, denne Forfatter leed, lader sig ganske kort beskrive saaledes: han leed det at være Genie i en ►Kjøbstad. Den Maalestok i Henseende til Evner, Flid, Uegennyttighed, Opoffrelse, Tankebestemmelsernes Absoluthed o. s. v. han anlagde, var Gjennemsnittet af de Samtidige meget for stor, skruede altfor galt Prisen op, og trykkede altfor galt deres Priis ned, den næsten gav det Udseende af, at Kjøbstaden og Majoriteten i samme ikke havde ►absolutum dominium, men at der var en Gud til. Saa underholdt man sig først en tidlang indbyrdes, man raisonerede og raisonerede om, hvorfor dog han skulde have faaet disse overordentlige Evner, hvorfor han dog skulde ►være uafhængig, og altsaa kunne være saa flittig, og hvorfor saa være det – det raisonerede man saa længe over (idet man tillige ►tog Forargelse af een og anden Særhed i hans Levemaade, der dog egentligen ikke var sær, men vel 75ganske særligen beregnet paa 78 at tjene hans Livs Hensigt), til ►summa summarum blev: ►det er hans Stolthed, Alt lader sig forklare af hans Stolthed. Derpaa gik man videre, fra Raisonement til Handling. Da det er hans Stolthed, sagde man, saa er enhver skjult Modstand, enhver Frækhed mod ham og Mishandling af ham ikke blot tilladelig, nei den er Pligt mod Gud – det er jo hans Stolthed, der skal straffes. O, ►uskateerlige Kjøbstad, hvor er Du ubetalelig, naar Du ►faaer Adriene paa, bliver hellig, naar det at hengive sig til enhver Misundelsens, Raahedens, Pøbelagtighedens væmmelige Lyst, tillige ►bliver Udtrykket for at gjøre Gud en Dyrkelse. Men nu, hvorledes »hans Stolthed«? Laae da Stoltheden i de store Evner? Det vilde jo være som at bebreide ►Guld-Spurven, at det er dens Stolthed eller af Stolthed, at den har alt det Guldstads paa. Eller var det hans Flid o. s. v.? Dersom et Barn, der blev meget strengt opdraget, arbeidede i Klasse sammen med andre: var det da ikke underligt at sige, at hans Flid o. s. v. var Stolthed, selv om det var saa, at de andre ikke kunde følge ham? Dog sligt 143Tilfælde forekommer sjeldent, thi saa bliver Barnet flyttet op i en ny Klasse. Men destoværre, Den, der paa mange Maader er udviklet til at flyttes op i Evighedens Klasse – der gives kun een Klasse til, Timelighedens, hvor han maaskee længe maa blive.«

✂ »Dette var Martyriet. Men derfor seer ogsaa jeg, hans Digter, ►Epigrammet, Satiren, ikke den enkelte, han skrev, men den hans hele Liv var, at nu, da alle de mange »virkelige« Mennesker, med hvilke han, især naar ►»Benene« skal afgive Maalestokken – ikke for det at være Fæ (►animal), men for det at være Menneske, paa ingen Maade kunde udholde Sammenligningen, at nu, da deres Been som hans ere smuldrede i Graven, og han ankommet i Evigheden, hvor, ►in parenthesi sagt, »Benene« ikke gjøre Udslaget, hverken deres Tyndhed eller deres Tykkelse, hvor, in parenthesi sagt, han, Gud være lovet, er evig fritagen for Selskab med de 79 Bestialske: jeg seer, at alle disse virkelige Mennesker afgive et væsentligt Medhenhørende, ►Chorus, et ubetaleligt Kjøbstad-Chorus, der holdt sig til hvad det forstod sig paa, hans ►Buxer, som blev ►»Tidens Fordring«, eller endnu kosteligere, et Chorus, der vilde ironisere – Ironikeren; naar jeg blot tænker derpaa, kan jeg lee ganske høit. Men ham trøster det i Evigheden, at have lidt dette, ►frivilligt udsat sig derfor, ikke understøttet sin Sag med noget ►Sandsebedrag, ikke skjult sig selv bag 76noget Sandsebedrag, men ved at lide gudfrygtig-klogt samlet Sparepenge for Evigheden: Erindringen om overstandne Lidelser, at han blev sig selv og sin første Kjerlighed tro, med hvilken han kun har elsket, hvad der har lidt i Verden. Om end ydmyg, ikke ►skulkende skal han nærme sig ►hine Herlige, ikke skulkende, fordi hans jordiske Liv havde udtrykt, at deres Liv maa have været enten en Tilfældighed eller en Usandhed eller en Umodenhed, thi han havde ved at tjene Sandheden vundet stor Ære og Anseelse, han havde overalt fundet Aand og Forstaaelse, ikke som hine, der næsten overalt fandt Bestialitet og Misforstaaelse.«

✂ »Dog fandt han ogsaa her i Verden hvad han søgte: var ingen Anden det, han var selv »hiin Enkelte«, og blev det mere og mere. Det var Christendommens Sag han tjente, hans Liv fra Barndommen af forunderligt dertil anlagt. Saa ►fuldkommede han Reflexionens Gjerning, at sætte Christendommen, det at blive Christen, heelt og holdent ind i Reflexion. ►Hans Hjertes Reenhed var: kun at ville Eet; hvad der i levende Live var de Samtidiges Anklage 144mod ham, at han ikke vilde slaae af, ikke give efter, netop det Samme er Eftertidens Lovtale over ham, at han ikke slog af, ikke gav efter. Men det storartede Foretagende ►bedaarede ham ikke; medens han dialektisk qua Forfatter holdt ►Overskuelsen over det Hele, forstod han christeligt, at det Hele for ham betydede, selv at opdrages i Christendom. Den dialektiske Bygning, han fuldførte, hvis enkelte Dele allerede ere 80 Værker, kunde han ikke tilegne noget Menneske, endnu mindre vilde han tilegne sig den selv; skulde han have tilegnet Nogen den, var det blevet Styrelsen, hvem den dog alligevel Dag for Dag, Aar efter Aar var tilegnet af Forfatteren, der, historisk, døde af en dødelig Sygdom, men digterisk døde af Længsel efter Evigheden, for uafbrudt ikke at bestille Andet end takke Gud.«

✂

✂ 83 147 ► 79»Den Enkelte«

✂

✂

✂

✂ Tvende »Noter« betræffende min Forfatter-Virksomhed

✂

✂

✂

✂ Af

✂

✂

✂

✂ S. Kierkegaard

✂

✂

✂ 85 81Indhold

✂

✂ No. 1.►Til Dedicationen »hiin Enkelte«.

✂ No. 2. Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til »den Enkelte«.

✂

✂ 87 149 83Forord

✂

✂ I disse Tider er Alt Politik. Det Religieuses Anskuelse er en derfra himmelvidt (►toto coelo) forskjellig, som ogsaa Udgangspunktet og Endemaalet er himmelvidt (toto coelo) forskjelligt, da det Politiske begynder paa Jorden for at blive ved Jorden, medens det Religieuse, ledende sin Begyndelse fra oven, vil ►forklare og derpaa hæve det Jordiske til Himlen.

✂ En utaalmodig Politiker, der forhaster sig med at kigge lidt i disse Blade, vil ►vistnok kun finde Lidet til sin Opbyggelse: faaer saa at være. Dersom han derimod skulde velvilligt ville give sig lidt Taalmodighed: jeg er overbeviist om, at ogsaa han, endog ved de korte Antydninger, der meddeles i disse Blade, vil blive opmærksom paa, at det Religieuse er den forklarede Gjengivelse af, hvad en Politiker, forsaavidt han virkelig elsker det at være Menneske og elsker Menneskene, i sit lykkeligste Øieblik har tænkt, om han end vil finde det Religieuse upraktisk som for høit og for idealt.

✂ Dette kan ikke forstyrre den Religieuse, der vel veed, at Christendommen er og kaldes den praktiske Religion, men tillige veed, at »Forbilledet« og de derefter regelmæssigt dannede relative Forbilleder, hver især, ved deres mangeaarige Anstrengelse, Arbeide, Uegennyttighed opnaaede at blive til Intet i Verden, udleete, forhaanede o. s. v., hvilket da maa forekomme en Politiker den høieste Grad af Upraktiskhed, hvorimod endog ►en Hedning og just Oldtidens »praktiske Philosoph« var en med Liv og Sjel erklæret Elsker af denne Upraktiskhed.

✂ Men skjøndt »upraktisk«, dog er det Religieuse Evighedens forklarede Gjengivelse af Politikens skjønneste Drøm. Ingen Politik har kunnet, ingen Politik kan, ingen Verdslighed har kunnet, ingen Verdslighed kan, indtil den sidste Conseqvents gjennemtænke eller realisere denne Tanke: Menneske-Lighed. At realisere fuld150kommen Lighed i Mediet »Verds-Lighed« ɔ: i det Medium, hvis 88 Væsen 84er Forskjellighed, og realisere den »verds-ligt« ɔ: forskjelliggjørende, det er evigt umuligt, det kan man see paa Kategorierne. Thi hvis fuldkommen Lighed skulde naaes, maatte »Verdslighed« reent bort, og naar fuldkommen Lighed er naaet, er »Verdslighed« ophørt; men er det saa dog ikke som en Besathed, at »Verdslighed« har faaet den Idee at ville fremtvinge fuldkommen Lighed, og verdsligt at ville fremtvinge den – i Verdslighed! Kun det Religieuse kan ved Evighedens Hjælp indtil det Sidste gjennemføre Menneske-Lighed, ►den gudelige, den væsentlige, den ikke-verdslige, den sande, den eneste mulige Menneske-Lighed; og derfor er ogsaa – det være sagt til dets Forherligelse – det Religieuse den sande Menneskelighed.

✂ Endnu blot et Ord; man tillade mig det. ►Hvad Tiden fordrer – ja, ►hvo skulde blive færdig med at opregne det, nu da der ved en Selvantændelse, hvis Aarsag og Anledning var Verdsligheds verdslige Gnidning mod Verdslighed, er gaaet Ild i Verdslighed. Hvad derimod Tiden i dybeste Forstand behøver – det lader sig heelt og ganske sige med eet eneste Ord, den behøver: Evighed. Vor Tids Ulykke er just, at den er blevet kun »Tiden« alene, Timelighed, der utaalmodigt Intet vil høre om Evigheden, derpaa, velmeent eller rasende, endog vil ved en ►fremkunstlet Eftergjørelse gjøre det Evige aldeles overflødigt, hvilket dog i al Evighed ikke lykkes; thi jo mere man mener at kunne eller forhærder sig i at kunne undvære det Evige, desto mere trænger man i Grunden blot til det.

✂

✂ 👤 S. K.

✂

✂ 89 151 85No. 1

✂

✂ Til Dedicationen »hiin Enkelte« ¹

✂ 1846

✂ Kjere! Modtag denne Tilegnelse; den ►gives hen ligesom iblinde, men derfor ogsaa uforstyrret af nogen Hensyn, i Oprigtighed! Hvo Du er, veed jeg ikke; hvor Du er, veed jeg ikke; hvilket Dit Navn er, veed jeg ikke. Dog er Du mit Haab, min Glæde, min Stolthed, i Uvidenheden min Ære.

✂ Det trøster mig, at ►Beleiligheden nu er der for Dig; hvad jeg under min Arbeiden og i min Arbeiden redeligen har tilsigtet. Thi ikke, dersom dette var muligt, ikke hvis det verdsligt blev Skik og Brug at læse hvad jeg skriver, eller dog at udgive sig for at have læst, i Haab om derved at vinde Noget i Verden, ikke da var Beleiligheden, da havde tværtimod Misforstaaelsen seiret, og den havde tillige bedaaret mig, hvis jeg ikke havde stræbt at forhindre, at noget Saadant skete.

✂

✂

✂

✂ Dette er i mig deels en, hvad jeg selv ønsker, mulig Forandring underlagt Sjelens og Sindets Stemning, som 90 ikke gjør Fordring paa at være mere og altsaa gjør ►Intet mindre end Fordring, men hellere Indrøm86melse, deels en gjennem- og vel-betænkt Anskuelse ►af »Livet«, af »Sandheden«, af »Veien«.

✂

✂

✂ Der er een Anskuelse af Livet, som mener, at hvor Mængde er, er ogsaa Sandheden, at det er en Trang i Sandheden selv, at den maa have Mængde for sig¹. Der er en anden Anskuelse af Livet; 152den mener, at overalt hvor Mængde er, er Usandheden, saa hvis, for et Øieblik at føre Sagen ud paa sin yderste Spidse, end alle Enkelte, hver for sig, i Stilhed havde Sandheden, vilde dog, dersom de kom sammen i Mængde (saaledes, at »Mængden« fik nogensomhelst afgjørende, stemmende, larmende, lydelig Betydning), Usandheden strax være tilstede².

✂ Thi »Mængde« er Usandheden. Evigt, gudeligt, christeligt gjælder det nemlig som ►👤Paulus siger: »kun Een naaer Maalet«, ikke sammenlignelsesviis, thi i Sammenligningen er jo saa dog »de Andre« med. Dette vil sige, Enhver kan 91 være denne Ene, dertil vil Gud hjælpe ham – men kun Een naaer Maalet; og dette vil igjen sige, Enhver skal forsigtigt indlade sig med »de Andre«, væsentligen kun tale med Gud og med sig selv – thi kun Een naaer Maalet; og dette vil igjen sige, Mennesket er i Slægt med, eller det at være Menneske er at være ►i Slægt med Guddommen. – 87Verdsligt, timeligt, travlt, ►selskabeligt-venskabeligt hedder det: »hvilken Urimelighed, at kun Een skulde naae Maalet, det er jo dog langt sandsynligere, at Flere forenede naae Maalet; og naar vi blive Mange, saa bliver det vissere og tillige lettere for hver især.« Ganske vist, det er langt sandsynligere; og det er ogsaa sandt i Forhold til alle jordiske og ►sandselige Maal; og det bliver det eneste Sande, naar det faaer Lov at raade, thi saa afskaffer denne Betragtning baade Gud og Evigheden og »Menneskets« Slægtskab med Guddommen, afskaffer det eller forvandler det til Fabel, og sætter det Moderne (forresten det gamle Hedenske) istedet, at det at være Menneske er som Exemplar at tilhøre en med Forstand begavet Slægt, saa Slægten, Arten er høiere end Individet, eller saa der kun er Exemplarer, ikke Individer. – Men Evigheden, der hvælver sig høi over Timeligheden, rolig som Nattens Himmel, og Gud i Himlen, der fra denne ophøiede Ros Salighed, uden at det svimler end det Mindste for ham, holder Overskuelsen over disse utallige Millioner og kjender hver 153Enkelt, han, den store Examinator, han siger: kun Een naaer Maalet; det vil sige, Enhver kan det, og Enhver skulde blive denne Ene, men kun Een naaer Maalet. – Hvor der da derfor er Mængde, eller hvor det, at der er Mængde, tillægges afgjørende Betydning, der arbeides ikke, der leves ikke, der stræbes ikke for det høieste Formaal, men kun for eet eller andet jordisk; thi for det Evige, afgjørende, kan der kun arbeides hvor der er Een; og at blive denne Ene, der kan være Alle, er at ville lade Gud hjælpe sig – »Mængden« er Usandheden.

✂ 92Mængde – ikke den eller hiin, den nulevende eller en afdød, en Mængde af Ringe eller af Fornemme, af Rige eller Fattige o. s. v., men ►i Begrebet forstaaet¹ – er Usandheden, idet Mængde enten ganske giver 88Angerløshed og Ansvarsløshed, eller dog svækker Ansvaret for den Enkelte ved at gjøre det til en Brøksbestemmelse. See, ►der var ingen enkelt Soldat, der turde lægge Haand paa 👤Cajus Marius; dette var Sandheden. Men blot tre fire ►Fruentimmer med Bevidsthed eller Forestilling om at være Mængde, med dog et Slags Haab om Muligheden af, at Ingen bestemt kunde sige, hvo det var, eller hvo det var, der begyndte: de havde havt Mod dertil; hvilken Usandhed! Usandheden er først den, at det er »Mængden«, der gjør, hvad enten kun den Enkelte i Mængden gjør, eller i ethvert Fald hver Enkelt gjør. Thi en Mængde er ►et Abstraktum, som ikke har Hænder; hver Enkelt har derimod ►ordentligviis to Hænder, og naar saa han, en Enkelt, lægger sine to Hænder paa 👤Cajus Marius, saa er det denne Enkeltes to Hænder, dog vel ikke hans Naboes, endnu mindre – Mængdens, som ingen Hænder har. Dernæst er Usandheden den, at Mængden havde »Mod« dertil, da aldrig nogensinde selv den Feigeste af alle Enkelte var saa feig, som Mængde altid er. Thi hver Enkelt, der flygter ind i Mængde, og altsaa feigt flyer det at være den Enkelte (som enten har Mod til at lægge Haand paa 👤Cajus Marius, eller dog Mod til at tilstaae, at han ikke har det), han bidrager sin Deel af Feighed til »Feigheden«, som er: 93 Mængde. – Tag det Høieste, 154tænk Christus – og hele ►Menneskeslægten, alle de Mennesker, der ere fødte og nogensinde blive fødte; men Situationen er Enkelthedens, som Enkelt, i eensom Omgivelse ene med ham, som Enkelt at træde hen til ham og ►spytte paa ham: det Menneske er aldrig født og bliver det Aldrig, som havde Mod eller Frækhed dertil; dette er Sandheden. Men ►da de blev Mængde, da havde de Mod dertil – frygtelige Usandhed!

✂ Mængde er Usandheden. Der er derfor i Grunden Ingen, der har mere Foragt for det at være Menneske end De, der gjøre Profession af at staae i Spidsen for Mængde. Lad En komme til en Saadan, et enkelt Menneske – jo vist, hvad bryder han sig derom; det er meget for lidt; stolt afviser han ham; der maa i det mindste være Hundrede. Og naar der er Tusinde, da bøier han sig for Mængden, bukker og skraber; hvilken Usandhed! Nei, naar det er et enkelt Menneske, da skal man udtrykke Sandheden ved at respektere det at være Menneske; og hvis det maaskee, som man grusomt siger, var et stakkels fattigt Menneske, saa er det Dette man skulde, man skulde indbyde ham i sin bedste Stue, og hvis man har flere Stemmer, bruge den kjerligste og venligste, det er Sandhe89den. Naar det derimod var en Forsamling af Tusinde eller Flere, og »Sandheden« vilde blive Gjenstand for ►Ballotation, da var det Dette man skulde, man skulde gudfrygtigt – hvis man ikke foretrækker, i al Stilhed at bede ►den Bøn af Fadervor: frels os fra det Onde – man skulde gudfrygtigt udtrykke, at Mængde som Instants, ethisk og religieust, er Usandheden, medens det er evigt sandt, at Enhver kan være den Ene. Dette er Sandheden.

✂ Mængde er Usandheden. Derfor blev Christus korsfæstet, fordi han, om han end henvendte sig til Alle, ikke vilde have med Mængde at gjøre, fordi han ikke ►paa nogen Maade vilde have en Mængde til Hjælp, fordi han i denne Henseende ubetinget stødte fra, ikke vilde stifte Partie, ikke 94 tillade Ballotation, men være, hvad han var, Sandheden, der forholder sig til den Enkelte. – Og derfor er Enhver, der i Sandhed vil tjene Sandheden, eo ipso paa een eller anden Maade Martyr; var det muligt, at et Menneske i Modersliv kunde fatte den Beslutning, i Sandhed at ville tjene »Sandheden«, saa er han ogsaa, hvilket end forresten hans Martyrium vilde blive, endnu i Modersliv eo ipso Martyr. Thi at vinde en Mængde er endda ikke saa stor en Kunst; dertil behøves blot noget Talent, en vis Dosis Usandhed og lidt Kjendskab til de menneskelige Lidenskaber. Men intet Sandheds-Vidne – ak, og det skulde jo ethvert Menneske, Du og jeg være 155– tør indlade sig med Mængde. Sandheds-Vidnet – der naturligviis Intet har med Politik at skaffe, og for Alt af yderste Evne at vaage over, at han ikke forvexles med en Politiker – Sandheds-Vidnets gudfrygtige Gjerning er, at indlade sig, om muligt, med Alle, men bestandigt enkeltviis, at tale med hver især, paa Gader og Stræder – for at splitte ad, eller at tale til Mængde, ikke for at danne Mængde, men for at dog een og anden Enkelt maatte gaae hjem fra Forsamlingen og blive den Enkelte. »Mængde« derimod, naar den behandles som Instants i Forhold til »Sandheden«, dens Dom som Dommen, afskyer han, Sandheds-Vidnet, mere end den unge ►sædelige Pige en ►Dandsebod. Og Dem, der tale til »Mængde« som Instants, dem anseer han for Usandhedens Redskaber. Thi for atter at gjentage: hvad der i Politik og paa lignende Gebeter stundom ganske, stundom tildeels har sin Gyldighed, det bliver Usandhed, naar det overføres paa Intellectualitetens, Aandens, Religieusitetens Gebeter. Og for en maaskee overdreven Forsigtigheds Skyld endnu blot dette: ved »Sandhed« forstaaer 90jeg bestandigt »evig Sandhed«. Men Politik o. D. har ikke med »evig Sandhed« at ►skaffe. En Politik, der i »evig Sandheds« Forstand gjorde Alvor af at sætte »evig Sandhed« ind i Virkeligheden, vilde i samme Secund 95 vise sig i eminenteste Grad at være det meest »Upolitiske«, der lader sig tænke.

✂ Mængde er Usandheden. Og jeg kunde græde, i ethvert Tilfælde kan jeg lære at længes efter Evigheden, naar jeg tænker paa vor Tids Elendighed, endog blot sammenlignet med Oldtidens største, at Dag-Presse og Anonymitet gjør det end afsindigere ved Hjælp af »Publikum«, som da egentligen er det Abstraktum, der gjør Fordring paa at være Instantsen i Forhold til »Sandhed«; thi Forsamlinger, som gjøre denne Fordring, finde vel ikke Sted. At en Anonym, ved Hjælp af Pressen, Dag ud og Dag ind kan faae (ogsaa i Henseende til det Intellectuelle, det Ethiske, det Religieuse) sagt, hvad han vil, hvad han maaskee ikke i fjerneste Maade havde Mod til personligt at sige end det Mindste af i Enkelthedens Situation; kan hver Gang han lukker sin – ja Mund kan man da ikke kalde det – sit Svælg op, paa een Gang henvende sig til Tusinde Gange Tusinde; kan faae ti Tusinde Gange ti Tusinde til at sige det Sagte efter – og Ingen har Ansvaret; at end ikke ►som i Oldtiden den relativ angerløse Mængde er det Almægtige, men det absolute Angerløse: Ingen, en Anonym: ►Auctor, et Anonymt: Publikum, stundom endog anonyme Subskribenter, altsaa: Ingen. Ingen! Gud i Himlene, og saa kalde Sta156terne sig endog christelige Stater. Man sige ikke, at saa kan jo »Sandheden« igjen ved Hjælp af Pressen indhente Løgnen og Vildfarelsen. O, Du, der taler saaledes, spørg Dig selv: tør Du paastaae, at Menneskene, i Mængde taget, ere lige saa hurtige til at gribe efter Sandhed, der ikke altid er velsmagende, som efter Usandhed, der altid er lækkert tillavet, end sige naar det ovenikjøbet skal være forbundet med en Vedgaaen af, at man har ladet sig bedrage! Eller tør Du blot paastaae, at »Sandheden« lige saa hurtigt lader sig forstaae som Usandhed, der ingen Forkundskaber fordrer, ingen Skole, ingen Tugt, ingen Afholdenhed, ingen Selvfornegtelse, ingen redelig Selvbe96kymring, ingen langsom Arbeiden! Nei, »Sandheden«, der ogsaa afskyer denne Usandhed: som eneste Formaal at eftertragte Udbredelse, er ikke saa hurtig tilbeens. Den kan for det Første ikke virke ved ►det Phantastiske, hvilket er det Usande; dens Meddeler er kun en Enkelt. Og dens Meddelelse forholder sig dernæst 91igjen til den Enkelte; thi denne Betragtning af Livet, den Enkelte, er netop Sandheden. Sandheden kan hverken meddeles eller modtages uden ligesom for Guds Øine, ikke uden ved Guds Hjælp, ikke uden at Gud er med, er Mellembestemmelsen, som ►han er Sandheden. Den kan derfor kun meddeles af og modtages af »den Enkelte«, som, for den Sags Skyld, kunde være hvert eneste Menneske, der lever; Bestemmelsen er blot Sandhedens i Modsætning til det Abstrakte, Phantastiske, Upersonlige, »Mængde« – »Publikum«, der udelukker Gud som Mellembestemmelse (thi den personlige Gud kan ikke være Mellembestemmelsen i et upersonligt Forhold), derved ogsaa Sandheden, thi Gud er Sandheden og dens Mellembestemmelse.

✂ Og at ære hvert enkelt Menneske, ubetinget ethvert Menneske, det er Sandheden og er at frygte Gud og at ►elske »Næsten«; men ethisk-religieust at erkjende »Mængde« for Instantsen i Forhold til »Sandhed«, det er at negte Gud og kan da umuligt heller være at elske »Næsten«. Og »Næsten« det er det absolut sande Udtryk for Menneske-Lighed; dersom Enhver i Sandhed ►elskede Næsten som sig selv, da var fuldkommen Menneske-Lighed ubetinget naaet; Enhver, der i Sandhed elsker Næsten, udtrykker ubetinget Menneske-Lighed; Enhver, der, om han end, som jeg, tilstaaer, at hans Stræben er svag og ufuldkommen, dog er opmærksom paa, at Opgaven er at elske Næsten, han er ogsaa opmærksom paa, hvad Menneske-Lighed er. Men aldrig har jeg læst i den hellige Skrift dette Bud: Du skal elske 97 Mængden, end mindre: Du skal, ethisk-religieust, i Mængden erkjen157de Instantsen i Forhold til »Sandhed«. Dog det forstaaer sig, det at elske Næsten er Selvfornegtelse, det at elske Mængden eller at lade som man elsker den, at gjøre den til Instantsen for »Sandheden«, det er Veien til sandseligt at faae Magten, Veien til ►allehaande timelig og verdslig Fordeel – tillige er det Usandheden; thi Mængde er Usandheden.

✂

✂

✂

✂ Men Den som vedkjender sig denne Anskuelse, der da sjeldent foredrages (thi dette forekommer oftere, at en Mand troer, at Mængden er i Usandheden, men naar den, Mængden, blot vil ►en masse antage hans Mening, saa er Alt rigtigt), han tilstaaer jo selv, at han er den Svage og 92Afmægtige; hvorledes skulde ogsaa en Enkelt kunne staae mod de Mange, der have Magten! Og dette kunde han da ikke ønske at faae Mængden paa sin Side for at drive den Anskuelse igjennem, at Mængden, ethisk-religieust, som Instants, er Usandheden; det var jo at spotte sig selv. Men er saaledes denne Anskuelse fra Første af Svaghedens og Afmagtens Indrømmelse, og synes den maaskee derfor saa lidet indbydende, og høres den maaskee derfor saa sjeldent: saa har den det Gode, at den er ►ligelig, at den Ingen fornærmer, ikke een Eneste, at den ingen Forskjel gjør, ikke paa een Eneste. Mængde dannes jo af Enkelte; det maa altsaa staae i Enhvers Magt at blive hvad han er, en Enkelt; fra at være en Enkelt er Ingen, Ingen udelukket, uden Den, som udelukker sig selv ved at blive Mange. At blive Mængde, at samle Mængde om sig er derimod Livets Forskjellighed; selv den meest Velmenende, der taler derom, kan let fornærme en Enkelt. Men saa har Mængden igjen Magt, Indflydelse, Anseelse og Herredømme 98 – det er ogsaa Livets Forskjellighed, der herskende overseer den Enkelte som den Svage og Afmægtige, timeligt-verdsligt overseer den evige Sandhed: den Enkelte.

✂

✂ Anm. Læseren vil erindre, at dette (hvis Begyndelse ogsaa er mærket af en Stemning fra hiint Øieblik, ►da jeg frivilligt udsatte mig for den literaire Pøbelagtigheds Raahed) ►oprindelig er skrevet i 1846, om end senere ►overarbeidet og betydeligt forøget. Tilværelsen har siden den Tid, almægtig som den er, ladet et Lys falde ogsaa over den Sætning, at Mængde, ethisk-religieust, som Instants, er Usandhed. Sandelig, det er jeg godt tjent med; som jeg selv derved er blevet hjulpet til sikkrere at forstaae mig selv, saaledes vil jeg ►vistnok ogsaa allerede nu blive ganske anderledes forstaaet end den Gang, da min svage, eensomme Stemme hørtes som en latterlig Overdrivelse, medens den nu neppe høres paa Grund af Tilværelsens Høirøstethed, der taler om det Samme.

✂

✂ 99 158 93No. 2

✂

✂ Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til »den Enkelte« ¹

✂

✂ En Ubetydelighed frister, som bekjendt, en foragtet og overseet Tilværelse – saa hævner den sig igjen; thi til Grund for Misforstaaelse, især naar denne er heftig og ondartet, ligger naturligviis en Ubetydelighed – ellers var det jo heller ikke Misforstaaelse, men en væsentlig Uenighed. Hvad der constituerer Misforstaaelse er, at Det, den Ene anseer for betydeligt, anseer den Anden for ubetydeligt, dog saaledes, at det i Grunden er en Ubetydelighed, der er dem imellem, at de i Misforstaaelsen Uenige ikke have givet sig Tid til først at forstaae hinanden. Thi til Grund for al »virkelig Uenighed« ligger en Forstaaelse; ⓘ »Misforstaaelses«»Misforstaaelses«] K, »Misforstaaelsens A Grundløshed er, at den foreløbige Forstaaelse mangler, uden hvilken baade Enighed og Uenighed er Misforstaaelse. Misforstaaelse kan derfor hæves og blive til Enighed og Forstaaelse, men ogsaa hæves og blive til virkelig Uenighed; thi at To ere virkelig uenige, er ingen Misforstaaelse, de ere just virkelig uenige, fordi de forstaae hinanden.

✂ Vistnok tager jeg ikke meget feil, naar jeg antager, at hvad der har voldet og volder Uenigheden mellem Adskillige 100 af ►de Medlevende og mig ►betræffende min Forfatter-Virksomhed for en Deel er dette: hiin Enkelte; upaatvivleligt vilde Adskillige læse mine Skrifter, naar dette 94ikke var; og Mængden vilde vel ganske lade mig i Ro, hvis dette ikke var.

✂ Dersom nu dette med »hiin Enkelte« var for mig en Ubetydelighed, saa kunde jeg jo lade det falde bort, skulde ogsaa med Fornøielse gjøre det, og ►skee Skam, hvis jeg ikke med største Forekommenhed var villig dertil. Men dette er ingenlunde Tilfældet; for mig, ikke personligt, men som Tænker, er dette om den Enkelte det meest Afgjørende. Saa er altsaa kun den Mulighed tilbage for at hæve Misforstaaelsen: hvis det kunde lykkes mig at gjøre de Enkelte det indlysende, at det sandelig ingen Ubetydelighed er; i saa 159Fald var jo dog Uenigheden hævet. Det, der nemlig forstyrrer, er, at man anseer det for en Ubetydelighed – og at jeg saa vil gjøre saa meget Væsen af en Ubetydelighed. Eet af to altsaa: enten har de Andre Ret, at det er en Ubetydelighed, og jeg burde opgive det; eller det er, som jeg forstaaer det, noget meget Væsentligt, saa er der jo ingen Grund til at opholde sig over, at jeg gjør saa meget Væsen – af det Væsentlige, derimod er der saa god Grund til alvorligt eftertænkende at opholde sig lidt derved. Hvad der fra min Side ikke burde forsømmes, er ikke blevet forsømt, jeg har een Gang (►i en lille Artikel i »Fædrelandet« af 👤Frater Taciturnus¹) ladet Sagen drive saa langt ud til Særhed som muligt – sandeligen ikke af Særhed. Jeg har tværtimod i høi Grad været mig klar over, hvad jeg gjorde, at jeg handlede forsvarligt, mig mit Ansvar bevidst, at ikke at gjøre det, havde været uforsvarligt. Jeg lod det gjøre (og netop 101 i et Blad, og netop i en Blad-Artikel, der kom i Berøring med Bysnakkens Ende og Begyndelse), fordi det var mig saa vigtigt, at faae Opmærksomheden ►irriteret hen paa dette Punkt, hvad man hverken opnaaer ved 10 Bøger, der udvikle Læren om den Enkelte, ei heller ved 10 Forelæsninger derover, men i disse Tider ene og alene ved at faae Latteren til at sigte paa En², ved at gjøre Menneskene lidt vrede, og saa 95ved at faae dem til spottende at forekaste En atter og atter og ideligt Det – just Det, som man vil have indskærpet, og, om muligt, bragt til Alles Kundskab. Dette er ubetinget den sikkreste Art ►Repetitorier. Men Enhver, der skal virke Noget, maa kjende sin Tid – og saa have Mod til at vove sig i den Fare at bruge det sikkreste Middel.

✂ Dette har jeg brugt, medens »den Enkeltes« Dialektik stadigen gjordes tvetydig i dens Dobbeltbevægelse. I ►ethvert af de pseudonyme Skrifter forekommer paa een eller anden Maade dette om den Enkelte; men der er overveiende den Enkelte den, æsthetisk bestemmet, i eminent Forstand Enkelte, den Udmærkede o. D. I ►ethvert af mine opbyggelige Skrifter forekommer, og saa officielt som 160muligt, dette om »den Enkelte«; men der er den Enkelte hvad ethvert Menneske er eller kan være. Pseudonymernes Udgangspunkt er nemlig i Differentsen mellem Menneske og Menneske i Henseende til Intellectualitet, Dannelse o. s. v.; de opbyggelige Talers Udgangspunkt er i det Opbyggelige, altsaa i det Almeen-Menneskelige. Men dette Dobbelte er netop »den Enkeltes« Dialektik. »Den Enkelte« kan betyde den Eneste ⓘ afaf] SFV-r, og A Alle, og »den Enkelte« kan betyde Enhver. Vil man nu dialektisk irritere Opmærksomheden, saa bruger man Categorien »den Enkelte« bestandigt i 102 ►Dobbelt-Slag. Det Stolte i den ene Tanke hidser Nogle, det Ydmyge i den anden Tanke afskrækker Andre, men det Forvirrende i denne Dobbelthed irriterer Opmærksomheden dialektisk; og som sagt, dette Dobbelte er just »den Enkeltes« Tanke. Dog troer jeg, at man meest er blevet opmærksom paa Pseudonymernes »Enkelte« og udenvidere har sammenblandet mig med Pseudonymerne – deraf al ►den Tale om min Stolthed og Hovmod, ved hvilken Dømmen man egentligen kun har opnaaet at ►angive sig selv.

✂ Indskærpet er det da blevet, næsten til Ordsprog, dette om hiin Enkelte – og jeg Stakkel, som har maattet døie Latteren. Havde jeg med Taarer bedet og besværget alle Mennesker, dog for Alt og for Gud i 96Himlens Skyld at agte paa denne Evighedens Tanke: der havde saamænd Ingen brydt sig om den.

✂ Nu da det er indskærpet, vil jeg saa gjøre et Forsøg, ved at gjøre Mit stræbe idetmindste for en Deel at hæve Misforstaaelsen, der dog egentligen kun kan være for Dem, der ikke i dybere Forstand have gjort sig bekjendte med Skrifterne – og ganske at ville forebygge al Misforstaaelse, naar man da vil foretage sig Noget, kunde vel kun falde en Yngling ind. Misforstaaelse skal man tage sig iagt med, det vil sige, man skal tage sig iagt med ganske at ville forebygge den. Der er Intet der saa let voxer et Menneske ⓘ over Hovedetover Hovedet] K, overhovedet A og saa let bliver misforstaaet som Misforstaaelse; selv om han ikke vilde foretage sig det mindste Andet end forebygge Misforstaaelse – ja, saa vilde han formodentlig blive allermeest misforstaaet.

✂

✂

✂

✂ At jeg fra Første af har haft meget mere end een Læser, veed jeg naturligviis nok. »📌Danmark er et lille Land«; ►Folket, der har et Sprog for sig, ikke talrigt; de literaire 103 Forhold saa smaae, at der end ►ikke existerer eller i lang Tid har existeret et literairt Tidsskrift, men Literaturen været reduceret (►in absurdum) til ►den Opmærksomhed, som 161Dagbladene, særligen Grosserer 👤Nathanson, efter hans egne Ord, »skjenker den«; som Forfatter har jeg arbeidet usædvanligt anstrenget, og usædvanligt hurtigt; i Sandhedens Tjeneste har jeg stadigen brugt en Deel Kraft og Opfindsomhed, ikke for at forhindre Skrifternes Udbredelse, men for at forhindre deres misforstaaede Udbredelse: i Forhold hertil er jeg endog meget læst. Det veed jeg vel; og jeg, der veed det, er heller ikke ►uskjønsom, har maaskee oprigtigere og sandere viist min Skjønsomhed, ved aldrig at misbruge dette som et Middel for at lokke Kjøbere eller Læsere til. At der derfor fra min Side skulde være Noget til Hinder for at ønske mine populairere Skrifter, om muligt, læste og forstaaede af Alle, er ►Noget, som kun Daarskab og Arrigskab har kunnet falde paa, og kun Misundelse benytte, for, hvad der da sagtens kan lykkes og gaaer af sig selv, end mere at forvirre Forvirrede, og for, om muligt, at forbittre de Veltænkende, de Bedre, de Indsigtsfuldere mod mig, hvad dog nok ikke gaaer saa ganske af sig selv, og hvad der da, Gud være lovet, er mislyk97ket endog langt over min Forventning, idet just det Modsatte er skeet, mig en sand opbyggelig Glæde.

✂ Enhver Alvorligere, der har noget Øie for disse Tiders Forhold, vil let see, hvor vigtigt det er, fra Grunden og lystrende enhver Conseqvents, under Vægten af et uhyre Ansvar men ogsaa indtil enhver sand Yderlighed, frimodigt at modarbeide en ►usædelig Forvirring, der, philosophisk og socialt, vil demoralisere »de Enkelte« ved Hjælp af »Menneskeheden« eller phantastiske Selskabs-Bestemmelser; en Forvirring, der vil lære ugudelig Foragt for hvad der er al Religieusitets første Betingelse, det at være et enkelt Menneske. Denne Forvirring kan kun modarbeides ved, om muligt, at faae Menneskene enkelte – men hvert Menneske er dog vel et 104 enkelt Menneske! Enhver Alvorligere, der veed, hvad Opbyggelse er, Enhver, ►hvo han forøvrigt er, Høi eller Lav, Viis eller Eenfoldig, Mand eller Qvinde, Enhver, der nogensinde har følt sig opbygget og Gud nærværende hos sig, vil dog vel ubetinget give mig Ret i, at det er umuligt at opbygge eller at opbygges en masse, endnu umuligere end at være ►»forelsket en quatre« eller en masse: Opbyggelse forholder sig endnu bestemtere end Elskov til den Enkelte. Den Enkelte, ikke den i Udmærkethedens og den særlige Begavetheds Forstand Enkelte, men den Enkelte i den Forstand, i hvilken ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske kan være og skal være, skal sætte sin Ære, men sandeligen ogsaa vil finde sin Salighed i at være en Enkelt. Enhver En162kelt af de Mange, der have læst i mine opbyggelige Skrifter – og ►til Opbyggelse, Enhver, paa hvem jeg som opbyggelig Forfatter han have haft nogen Indflydelse – hvis han (og dette skylder han jo sig selv, den Dømmende, maaskee dog ogsaa mig, som ofte nok har maattet holde for der, hvor just ikke Viisdommen dømmer) ►i en stille Time redeligt vil forelægge sig selv det Spørgsmaal, om jeg bedrog ham ved denne Tale om den Enkelte, om jeg bedrog ham ved for denne Tankes Skyld (at jeg kunde faae den behørigt strammet, og, om muligt, ham gjort behørig opmærksom paa den) en Stund at udsætte mig¹ for de Manges Latter, og for hvad Misun10598delsen kunde ville benytte denne Latter til: han vil dog vist snarere tilstaae, om ikke mig, hvad jo ikke forlanges, saa sig selv, at det, der fattes ham, just er, at han endnu ikke ret er blevet den Enkelte, hvad jeg ikke selv udgiver mig for at være, skjøndt ►jeg har kæmpet, men endnu ikke grebet det, og kæmper, men som Den, der dog ikke glemmer, at efter den største Maalestok er »den Enkelte« over et Menneskes Kræfter.

✂

✂

✂ »Den Enkelte« er den Categorie, gjennem hvilken, i religieus Henseende, Tiden, Historien, Slægten skal. Og ►han, der stod ved 📌Termopylæ, var ikke saaledes sikkret som jeg, der, for dog i det Mindste at faae gjort opmærksom paa den, har staaet ved denne Snævring »den Enkelte«. Han skulde nemlig forhindre Skarerne fra at trænge igjennem Snævringen; trængte de igjennem, havde han tabt. Min Opgave er idetmindste langt mindre udsættende mig for den Fare at blive nedtraadt, da den var som ringe Tjenende (men, hvad jeg fra Først af har sagt og atter og atter gjentaget, ►»uden Myndighed«) om muligt at foranledige, at indbyde, at bevæge de Mange til at trænge gjennem denne Snævring, »den Enkelte«, gjennem hvilken dog, vel at mærke, Ingen trænger uden ved at blive den Enkelte; det Modsatte er jo en ►categorisk Umulighed. – Og dog, ja om jeg skulde forlange 163en Indskrift paa min Grav, jeg forlanger ingen anden end »hiin Enkelte«; er den end nu ikke forstaaet¹, sandeligen den vil blive det. – Med den Categorie »den Enkelte« toge Pseudonymerne i sin Tid, ►da Alt her hjemme var System og System, 99Sigte paa ►Systemet²: ►nu nævnes Systemet saa 106 godt som ikke mere¹, idetmindste ikke som Mode-Ordet og som ►Tidens Fordring. ►Med den Categorie »den Enkelte« mærkede jeg min navngivne Produktivitets Begynden; og ►blev det som en Formular stereotypt gjentaget, saa dette med den Enkelte da ikke er en senere Opfindelse af mig, men mit Første. – Til Categorien »den Enkelte« er min mulige ethiske Betydning ubetinget knyttet. Var denne Categorie rigtig, var det med denne Categorie i sin Orden, saae jeg her rigtigt, forstod jeg rigtigt, at det var min, om end ingenlunde ►lystelige eller taknemlige, Opgave: at gjøre opmærksom derpaa, skjenkedes dette mig, om end i ►inderlige Lidelser, som de ►vistnok sjeldnere opleves, om end i udvortes Opoffrelser, som der ikke alle Dage findes et Menneske villig til at bringe: ►saa staaer jeg og mine Skrifter med mig.

✂ Denne Categorie, det at have brugt denne Categorie, ►derhos saa afgjørende og saa personligt, gjør, ethisk, Udslaget; uden denne Categorie og uden den Brug af den, som der er gjort, vilde ►Reduplikationen af hele Forfatter-Virksomheden mangle. Thi fordi der i Skrifterne var sagt, fremstillet, udviklet, udtalt alt Det, der er udtalt, og maaskee med Phantasie, Dialektik, psychologisk Blik og andet Deslige: deraf vilde ingenlunde udenvidere følge, at Forfatteren havde forstaaet, og forstaaet med eet eneste Ord absolut afgjørende at udtrykke, derhos handlende at udtrykke, at han havde forstaaet sin Tid og sig i den: at det var Opløsningens Tid¹.

✂ Et »Sandheds-Vidne« kalder Forfatteren sig dog derfor ikke, nei, o, nei langtfra. Ved et saadant forstaaes virkelig ikke Enhver, der siger noget Sandt; ►jo jeg takker, saa fik vi Sandheds-Vidner nok. Nei ved et 100»Sandheds-Vidne« maa sees ethisk paa den personlige Existe164ren i Forhold til det 107 Sagte, om den personlige Existeren udtrykker det Sagte – et Hensyn, som ganske rigtigt ►det Systematiske og Docerende og Tidens Charakteerløshed høist urigtigt har afskaffet. Forfatterens Liv har nu vistnok temmelig nøiagtigt udtrykt Det, der blev ethisk marqueret: at være en Enkelt; han har haft Omgang med Utallige, men altid har han staaet ene, i sin Striden tillige stridende for at faae Lov at staae ene, medens i Omverdenen saa godt som Alt var ►Comiteers Op-, Ned- og Hensættelse. Han har ogsaa for sin Categories Skyld bragt mere end eet Offer, udsat sig for een og anden Fare, og vel at mærke just den Art Fare, der categorisk svarer til »den Enkelte«, ►udsat sig for »Mængden« og »Publikum«. Men selv om der ikke var Andet til Hinder, ►han har ikke maattet arbeide for Udkommet. Alene det er nok, er en Begunstigelse, som, ethisk, sætter ham ned i en lavere Klasse. Men desuden har han ogsaa haft for megen Phantasie og meget for meget af en Digter, til at turde kaldes i strengere Forstand et Sandheds-Vidne, har langt fra heller ikke selv fra Begyndelsen overskuet Alt, saa han først successive har lært at forstaae sig selv i at have grebet rigtigt, saa ofte været foranlediget til at lægge sig paa Hjerte den lykkeligt udtrykte vise ►Formaning af Lessing, »laß uns nicht weise seyn wollen, wo wir nichts als glücklich gewesen«, eller været foranlediget til at mindes den Pligt: at ►give Gud hvad Guds er. Han har haft for meget med det Ethiske at gjøre til at være en Digter, erindrer i denne Henseende om ►hiint første og senere gjentagne Ord af Æsthetikeren i »Enten – Eller«¹ angaaende det ikke at ville være Digter, om det Eftertryk, som Ethikeren² 108 lægger paa, at det er rigtigt, fordi et Menneske skal bort fra det at være Digter og ind i det Existentielle, det Ethiske³; men dog er han for meget Digter til at være et 101Sandheds-Vidne. Han er ►et Confinium 165derimellem, der dog categorisk rigtigt har forholdt sig til Historiens Fremtid.

✂

✂

✂

✂ »Den Enkelte« er Aandens, Aands-Opvækkelsens Categorie, Politik saa modsat som vel muligt. Jordisk Løn, Magt, Ære, o. s. v. er ikke forbundet med dens rette Anvendelse; thi selv naar den bruges i det Bestaaendes Interesse, Inderlighed interesserer ikke Verden, og naar den bruges katastrophisk, den interesserer dog ikke Verden, thi at bringe Offere, at offres, hvad jo maa blive Følgen af at den ikke vil see at blive ►sandselig Magt, interesserer ikke Verden.

✂

✂

✂

✂

»Den Enkelte«; det er den christelig afgjørende Categorie, og den vil ogsaa blive afgjørende for Christendommens Fremtid. Grund-Forvirringen, hvad man kunde kalde Christenhedens ►Syndefald, er: Aar efter Aar, Aarti efter Aarti, Aarhundrede efter Aarhundrede, snigende at have – halv næsten sig selv ubevidst, hvad den vilde, og væsentligen sig selv ubevidst, hvad den gjorde – at have villet franarre Gud Eiendoms-Retten til Christendommen, og sætte sig i Hovedet, at Slægten, ►Menneske-Slægten, selv har opfundet, eller dog saadan 109 noget nær selv har opfundet Christendommen. Som i Staten, naar en Formue har staaet hen i et vist Antal Aar, og ingen Eier meldt sig, Formuen tilfalder Staten – saaledes har Slægten, forvænt ved i triviel Forstand at være vidende om, at Christendommen engang er til, tænkt som saa: det er nu saa længe siden, at Gud har ladet Noget høre fra sig qua Eier og Herre, saa er 102Christendommen tilfaldet os, hvad enten vi aldeles ville afskaffe den, eller tillæmpe den ►ad libitum, noget nær som vor Eiendom og Opfindelse, behandlende Christendommen, ikke som Det, der i Lydighedens Underkastelse under Guds Majestæt skal troes, men som Noget, der for at skulle antages, maa see ved Hjælp af »Grunde« at tilfredsstille »Tiden«, »Publikum«, »denne ærede Forsamling« o. s. v. Ethvert Oprør i Videnskab – mod Tugt, ethvert Oprør i det sociale Liv – mod Lydighed, ethvert Oprør i det Politiske – mod verdsligt Regimente, hænger sammen med og er deriveret af dette Slægtens Oprør mod Gud betræffende Christendommen. Dette Oprør – Misbrugen af »Slægtens« Categorie – erindrer forresten ikke om ►Titanernes, men er Reflexionens, det snigende Oprør, fortsat fra Aar til Aar, ►fra Slægt til Slægt. Reflexionen tager bestandigt kun et ganske lille bitte Stykke af Gangen; og i Forhold til dette lille bitte Stykke vil man bestan166digt kunne sige »ja, i den Smule kan man da ogsaa give efter« – indtil saa Reflexionen vil have taget Alt, hvad man ikke blev opmærksom paa, fordi det skeer lidt efter lidt, »og i det Lidet kan man da sagtens give efter«. Derfor maa Menneskene blive Enkelte, for at faae det ►christelig-pathetiske Indtryk af Christendommen; den Enkelte, hver Enkelt, vogter sig vel for, med Gud i Himlene at ville procedere betræffende, hvo af de To der, ubetinget og indtil ►den mindste, mindste Tøddel, har Eiendomsretten til Christendommen. Gud maa kunne ►tilgavns atter blive Mellembestemmelsen; men til Gud som Mellembestemmelsen svarer »den Enkelte«. Skal »Slægten« 110 være »Instantsen« eller blot Melleminstantsen, saa er Christendommen afskaffet, om ikke paa anden Maade, saa ved den forkeerte, uchristelige Form, man giver den christelige Meddelelse. Ikke det kløgtigste Polities meest betroede ►Spion kan vissere indestaae for Rigtigheden af sin Rapports Indhold, end jeg, ►en stakkels Privatiserende, en Spion, ►si placet, vil indestaae for Rigtigheden af Dette.

✂

✂

✂

✂ »Den Enkelte«; med den Categorie staaer og falder Christendommens Sag, efterat Verdens-Udviklingen er naaet saavidt i Reflexion, som den er. Uden denne Categorie har Pantheismen ubetinget seiret. Der vil derfor ►vistnok komme Dem, som vide ganske anderledes dialektisk at 103stramme denne Categorie – de have heller ikke haft Arbeidet med at faae den frem – men Categorien »den Enkelte« er og bliver det faste Punkt, der kan holde igjen mod pantheistisk Forvirring, er og bliver Vægten, der kan lægges paa, kun at ►De, der skulle arbeide ved og operere med denne Categorie, maae være mere og mere dialektisk i Forhold til, som Forvirringen er større og større. Thi i Forhold til ethvert Menneske, som man kan faae ind under denne Categorie, kan man forpligte sig, at gjøre ham til Christen – forsaavidt det ene Menneske kunde gjøre dette for det andet – og derfor rigtigere, man kan indestaae ham for, at han skal blive det. Som »den Enkelte« er han ene, ene i hele Verden, ene – ►ligeoverfor Gud: saa gaaer det nok med at ►lyde. Al Tvivl (der, ►in parenthesi bemærket, naar der ikke videnskabeligt fornemt gjøres Ophævelser over den, men naar den betragtes ethisk, er slet og ret: Ulydighed mod Gud) har tilsidst sit Tilhold i ►det Timelighedens Sandsebedrag, at man saadan er nogle Stykker, eller saadan hele Menneskeheden, der tilsidst saadan kan imponere Gud, selv være Christus; og Pantheismen er ►et akustisk Bedrag, der forvexler ►vox populi og ►vox dei, 111 et optisk 167Bedrag, et af Timelighedens Taager dannet ►Dunstbillede, et af dens Reflex dannet ►Luftsyn, der skal være det Evige. Men Sagen er, doceres kan denne Categorie ikke; det er en Kunnen, en Kunst, en ethisk Opgave og en Kunst, hvis Udøvelse maaskee til sine Tider kunde kræve Operateurens Liv. Thi hvad der guddommeligt er det Høieste, det vil den selvraadige Slægt og de Forvirredes Skarer ansee som ►Majestæts-Forbrydelse mod »Slægten«, »Mængden«, »Publikum« o. s. v.

✂

✂

✂

✂ »Den Enkelte«; ►denne Categorie er kun een Gang, dens første Gang, brugt afgjørende dialektisk af 👤Socrates, for at opløse Hedenskabet. I Christenheden vil den lige omvendt anden Gang blive at bruge for at gjøre Menneskene (de Christne) til Christne. Det er ikke Missionairens Categorie i Forhold til Hedninge, hvilke han forkynder Christendom; men det er Missionairens Categorie i selve Christenheden for at indføre Christendom i Christenhed. Naar han, »Missionairen«, kommer, han vil bruge denne Categorie. Thi dersom Tiderne vente en ►Heros, vente de vistnok forgjeves; der vil snarere komme Den, som i guddommelig 104Svaghed vil lære Menneskene Lydighed – derved, at de i ugudeligt Oprør slaae ham ihjel, den mod Gud Lydige, der imidlertid, om end efter en uendelig langt større Maalestok, dog brugte denne Categorie – derhos ►med »Myndighed«. Dog ikke videre derom; jeg bliver, baade i den ene og i den anden Forstand, ►Styrelsen taknemlig, ved det, hvad let sees, i enhver Henseende uendelig Underordnede: dog at gjøre opmærksom paa denne Categorie.

✂

✂

✂

✂

✂ 112 Efterskrift

✂

✂ Hvad her er sagt, er sagt om det Forbigangne, det Tilbagelagte, Noget Læseren vel vil have bemærket endog blot af de ►Tempora, der ere brugte; og Categorien er: at gjøre opmærksom, hvilket jeg gjentager, for indtil det Sidste at gjøre alt Mit for at forhindre Misforstaaelse.

✂

✂ (►i 1849.)

✂

✂ 113 168 105Til de »Tvende Noter«

✂

✂ Efterskrift

✂ ► Marts 1855

✂

✂ Idet jeg nu gjennemlæser disse to Opsatser, vil jeg dog tilføie Følgende.

✂ ►Vistnok havde, for at nævne det Høieste, Sandheden selv, ►👤Jesus Christus, Disciple; og, for at nævne et Menneskeligt, ►👤Socrates havde Disciple.

✂ Naar da jeg i een Forstand synes at tvinge Idealiteten af det om den Enkelte endnu høiere, hvorledes forstaaer jeg saa det? Jeg forstaaer det deels som en Ufuldkommenhed hos mig, og deels som hængende sammen med det Særlige ved min Opgave. Jeg forstaaer det som min Ufuldkommenhed; thi hele min Forfatter-Virksomhed er, ►som jeg oftere har sagt det, tillige min egen Udvikling, i hvilken jeg selv har dybere og dybere besindet mig paa min Idee, min Opgave; men saa længe det forholdt sig saaledes med mig, var jeg jo ikke, selv om jeg havde villet det, modnet til at kunne drage Enkelte nærmere til mig. – Jeg forstaaer det som hængende sammen med det Særlige ved min Opgave. Thi min Opgave er at modarbeide en given forkeert Udbredelse (altsaa ikke ►i Retning af at udbrede Noget), i Retning af, hvad man kunde kalde det Røgfortærende; men saa er det af Vigtighed at vaage med stor Forsigtighed over, hvorvidt man indlader sig med Enkelte, at ikke ►det Røgfortærende atter faaer en usand Udbredthed. Det er ikke min Opgave, og 114 det kan »i Christenhed« ikke sandt være Opgaven, at skaffe flere ►Titulair-Christne, eller at bidrage til at bestyrke Millionerne i, at de ere Christne; nei, Opgaven er just, at belyse ►denne Kjeltringestreg, som til Bedste for ►Kirke-Fyrster, Præster, Middelmaadighed har – under Navn af christelig Iver og Nidkjerhed, hvor raffinerende! – skaffet disse Millioner tilveie; det gjælder om at belyse og gjennemlyse denne Kjeltringestreg, og faae det gjort klart, at christelig Iver og Nidkjerhed »i Christenhed« just 106vil være det – her er ogsaa strax det Christeliges ►Kjende, ligesom det Modsatte har Verdslighedens 169Kjende: Profiten – det Utaknemlige, at skille Christendommen af med nogle af disse ►Batailloner Christne.

✂ Blot et Ord endnu. Vistnok havde Christus Disciple, og, for at tage et Menneskeligt, ogsaa 👤Socrates havde Disciple; men i den Forstand havde da hverken Christus eller 👤Socrates Disciple, i den Forstand, at Sætningen som jeg har stillet blev usand: ethisk, ethisk-religieust er Mængde Usandhed, Usandhed, at ville virke ved Mængde, det Numeriske, at ville gjøre det Numeriske til Instantsen for, hvad Sandhed er.