Kierkegaard, Søren Uddrag fra Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed

↩ 92Mængde – ikke den eller hiin, den nulevende eller en afdød, en Mængde af Ringe eller af Fornemme, af Rige eller Fattige o. s. v., men ►i Begrebet forstaaet¹ – er Usandheden, idet Mængde enten ganske giver 88Angerløshed og Ansvarsløshed, eller dog svækker Ansvaret for den Enkelte ved at gjøre det til en Brøksbestemmelse. See, ►der var ingen enkelt Soldat, der turde lægge Haand paa 👤Cajus Marius; dette var Sandheden. Men blot tre fire ►Fruentimmer med Bevidsthed eller Forestilling om at være Mængde, med dog et Slags Haab om Muligheden af, at Ingen bestemt kunde sige, hvo det var, eller hvo det var, der begyndte: de havde havt Mod dertil; hvilken Usandhed! Usandheden er først den, at det er »Mængden«, der gjør, hvad enten kun den Enkelte i Mængden gjør, eller i ethvert Fald hver Enkelt gjør. Thi en Mængde er ►et Abstraktum, som ikke har Hænder; hver Enkelt har derimod ►ordentligviis to Hænder, og naar saa han, en Enkelt, lægger sine to Hænder paa 👤Cajus Marius, saa er det denne Enkeltes to Hænder, dog vel ikke hans Naboes, endnu mindre – Mængdens, som ingen Hænder har. Dernæst er Usandheden den, at Mængden havde »Mod« dertil, da aldrig nogensinde selv den Feigeste af alle Enkelte var saa feig, som Mængde altid er. Thi hver Enkelt, der flygter ind i Mængde, og altsaa feigt flyer det at være den Enkelte (som enten har Mod til at lægge Haand paa 👤Cajus Marius, eller dog Mod til at tilstaae, at han ikke har det), han bidrager sin Deel af Feighed til »Feigheden«, som er: 93 Mængde. – Tag det Høieste, 154tænk Christus – og hele ►Menneskeslægten, alle de Mennesker, der ere fødte og nogensinde blive fødte; men Situationen er Enkelthedens, som Enkelt, i eensom Omgivelse ene med ham, som Enkelt at træde hen til ham og ►spytte paa ham: det Menneske er aldrig født og bliver det Aldrig, som havde Mod eller Frækhed dertil; dette er Sandheden. Men ►da de blev Mængde, da havde de Mod dertil – frygtelige Usandhed!