Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed

Nr. 2: »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'den Enkelte'« (1847/48 og 1849)

I den første fodnote til det andet bilag skriver SK: »Denne Opsats er skrevet i 1847, men senere dog overarbeidet og forøget« (SKS 16, 93,22). Dette bekræftes af journalerne og det bevarede manuskriptmateriale. Journaloptegnelsen NB3:77 fra sidst i dec. 1847* bærer overskriften »'Den Enkelte' / Et Vink.«* Denne optegnelse findes i en bearbejdet skikkelse, delvis fra 1848, i udkastet, ms. 1.5, som også indeholder en henvisning til NB3:77.* Yderligere bearbejdet blev optegnelsen optaget som to stykker i »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'den Enkelte'«, s. 105,9-106,14 (SKS 16, 98,9-99,13, fra »'Den Enkelte' er den Categorie« til »og mine Skrifter med mig.«) og s. 111,11-23 (SKS 16, 103,26-104,7, fra »'Den Enkelte';« til »paa denne Categorie.«). I en note til det første stykke erindres læseren om, at det er skrevet i 1847 (SKS 16, 98,32).

Til »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'hiin [senere ændret til: den] Enkelte'« findes derudover en række overleverede udkast (mss. 1.1-1.4) og kladder (mss. 2.3-2.7). Kladderne indgår i »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« og stammer fra slutningen af 1847 og begyndelsen af 1848. Hertil kommer yderligere en kladde til slutningen (ms. 3.21) og en række redigeringsbemærkninger (mss. 3.15-3.20, 3.22 og 3.26-3.27) fra 1849. Den korte journaloptegnelse NB7:37 fra sept. 1848 indgår desuden næsten ordret i SFV, s. 110,32-33 (SKS 16, 103,17).*