Kierkegaard, Søren Uddrag fra Polemik mod Heiberg

Heldigviis siger jeg; thi hvad den sidste Deel af Afhandlingen angaaer, da er den vel mere tilgængelig, men forudsætter dog blot for at forstaaes end sige for at besvares, en saa mangfoldig astronomisk Viden og en saadan praktisk Færdighed i Behandlingen af en Kikkert, at en Studerende som jeg, der kun har haudilaudabilis i Astronomie til anden Examen, og formodentlig fordi han er en Kjøbenhavner har undladt, hvad Folk fra Landet sjeldent forsømme, at gaae op paa runde Taarn for at see igjennem en Kikkert, let indseer, at han, hvis han skulde indlade sig med denne Deel af Afhandlingen, atter vilde gjøre en ynkelig Figur. Læse den kan jeg vel, gjøre mig Umage for nogenlunde at forstaae den, men aldrig vorde sikker paa at have forstaaet den, end sige, at jeg skulde være dumdristig nok til at vove at have en Mening derom. Heldigviis behøver jeg ogsaa kun at være Læser, hvad jeg * pro virili har bestræbt mig for. Som jeg i en ældre Tid, da jeg troede mig istand til at kunne forstaae Prof. 👤Heibergs Præstationer, gjorde mig en Glæde af efter Anstrengelsen, i hvilken jeg erhvervede Forstaaelsen, at udhvile mig i Beundringens festlige Stemning, saaledes er min Beundring i Forhold til hans seneste Præstationer, ikke mindre, men en anden, en uforklaret, sværmerisk, hvilken jeg formodentlig deler med Flere i min Samtid, der ligesom jeg med spændt Forventning imødesee Resultatet, om de end som jeg beskedent til Mænd af Faget overlade Dommen om, hvorvidt Hr Professorens senere astronomiske, astrologiske, chiromantiske, nekromantiske, talismaniske, chronologiske, horoskopiske, metaskopiske Studier ville blive til Gavn for Videnskaben og Menneskeheden; Dommen om, hvorvidt Professoren i alle disse Kunster og Videnskaber skulde være istand til at helbrede Tidens Tungsind; Dommen om, hvorvidt det skulde lykkes Professoren, efter at have fundet den Menighed, han søgte, nu ogsaa at vende dens Blik op ad mod det Himmelske, idet han, ligesom hiin, Menighederne ikke ubekjendte himmelske Justitsraad, foregaaer Menigheden med et godt Exempel.