◄ Et lille Indlæg af Constantin Constantius Forfatteren af »Gjentagelsen« : Indlægget er en ny version af »Sendebrev til Hr. Professor Heiberg R af D fra 👤Constantin Constantius« (Pap. IV B 110), idet mange passager endnu er identiske. Den mening, at 👤J.L. Heibergs lakoniske anmeldelse af Enten – Eller ( 63,11) blot var en foromtale, idet Heiberg arbejdede på en udførlig kritik, blev opgivet, da Heiberg kritisk skrev om SKs næste pseudonyme værk, nemlig skriftet af Constantin Constantius (af lat., 'constantia', uforanderlighed, karakterfasthed) Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi, der udkom 16. okt. 1843. SK tog i første omgang ikke til genmæle, men blandt hans efterladte manuskripter findes et omslag mærket »Polemica m: H: t: Heibergs 'Gjentagelse' i 'Nytaarsgaven'«, som bl.a. indeholder nærværende indlæg. På omslaget har SK noteret: »Da jeg har skrevet hiin lille Bog [dvs. Gjentagelsen], 'for at Kjætterne ikke skulde kunne forstaae den' saa vilde det være at falde ud af Charakteren at oplyse noget somhelst nærmere. Heibergs hele Passiar er desuden en reen Trivialitet. Jeg bør ikke spilde min Tid, og lade mig neddrage i de ephemære Sphærer. Polemik skal Folk faae nok af i mine Bøger; ingen Polemik, der kunde beskæftige et gabende, nysgjerrigt, vellystigt Publikum« (ms 1; Pap. IV B 109). SKs satire over Heiberg blev først og fremmest samlet af pseudonymen 👤Nicolaus Notabene i skriftet Forord (1844).
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 1
◄ stjernegal : Udtrykket hentyder til 👤J.L. Heibergs særlige og velkendte interesse for astronomi i begyndelsen af 1840'erne. Den kom til udtryk i artiklen »Stjernehimlen« i Intelligensblade, nr. 14, den 1. okt. 1842, s. 25-48, samt i artiklerne »Stjerne-Calender for 1844, til Orientering i Himmellegemernes Bevægelser og Stillinger« og »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844, udg. af J.L. Heiberg, 📌Kbh. u.å [udkom dec. 1843], ktl. U 57, s. 1-76, hhv. s. 79-160.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 6
◄ obscur : ukendt, uanselig, også dunkel, mistænkelig.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 10
◄ en tarvelig ... fattig paaklædt Bog : Gjentagelsen ( 63,1) udkom i datidens beskedne udstyr, nemlig som heftet (hollanderet) i blåt karduspapir og med påklæbet, bogtrykt titel på langs af ryggen.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 10
◄ den navnkundige Prof: Heiberg : 👤Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. forf., redaktør og kritiker. Han var 1822-25 da. lektor i 📌Kiel, fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved 📌Det kgl. Teater; blev 1829 titulær prof., fra 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militaire Høiskole. Den 28. juni 1840 blev han ridder af Dannebrog. Heiberg var tidens førende æstetiske smagsdommer. Han skrev en anmeldelse af Enten – Eller (1843), »Litterær Vintersæd«, i Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, 📌Kbh. 1842-44; bd. 2, nr. 24, 1. marts 1843 (ktl. U 56), s. 285-292, og af Gjentagelsen (1843), i »Det astronomiske Aar« ( 63,6).
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 11
◄ en særdeles elegant og nitid Nytaarsgave : Urania var elegant udstyret og prægtigt indbundet i et hvidt papbind med rigt ornamenteret guldtryk på for- og bagperm; teksten var bogen igennem sat i en sort, dobbeltstreget ramme. Se annonceringen af Urania for 1844 i Adresseavisens avertering ( 64,28) og i Berlingske Tidende, nr. 344, den 22. dec. 1843: »Paa vort Forlag er i disse Dage udkommen og anbefales som passende Julegaver: Urania, Aarbog for 1844, udgiven af 👤Johan Ludvig Heiberg, i smukt Papbind 16 Mk. 8 Sk., med Guldsnit 18 Mk. / Frihed og Fædreland, en Børnebog af 👤H.P. Holst, i smukt lithogr. Omslag, 6 Mk. / Julegave for unge Læserinder af 👤S. Beyer, i Papbind 4 Mk. 8 Sk. / ABC og Stavebog, med syv illuminerede Billeder, af 👤E. Tøxen, indb. 3. Mk. / H.J. Bing & Søn / Kronprindsensgade Nr. 36.« – nitid: fornem, rigt udstyret (især om bogbind). J.L. Heibergs bøger var kendt for deres nitide udstyr. – Nytaarsgave: ofte brugt titel eller undertitel på en samling litterære småting (digte, noveller o.l.), der udkom ved nytårstid. Selvom 'nytårsgaver' på SKs tid i vid udstrækning var blevet erstattet af julegaver, blev den gl. tradition at give gaver til nytår endnu praktiseret. I artiklen »Eftertale til 'Urania'« i Intelligensblade, nr. 44, 45, 46, 1. feb. 1844, betegnede Heiberg selv årbogen som »en Nytaarsgave, bestemt for det æsthetisk dannede Publicum« (bd. 4 ( 63,11), s. 231).
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 12
◄ ophævedes : dels i betydningen opløftes, dels spillende på den hegelianske term 'aufheben', hvor et ophævet moment på én gang tilintetgøres gennem negation og opbevares i en højere potens.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 12
◄ kun Arv og Jesper Ridefoged ... er endnu høiere : Der sigtes til 12. scene af 👤L. Holbergs komedie Jule-Stue (trykt 1724), hvor skolemesteren eksaminerer sine elever, så 👤Jeronimus kan høre, hvor meget de har lært. Jeronimus kalder sin enfoldige tjenestekarl, 👤Arv, ind, så børnene kan brillere over ham. Adspurgt ved Arv dog ikke noget om de syv himle, herunder intet om den højeste himmel, krystalhimlen. Endvidere sigtes til 3. akt, 5 scene, af komedien Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (trykt 1731), hvor 👤Erasmus er i færd med at overbevise sin svigerfar om, at jorden er rund, mens ridefogeden 👤Jesper skyder den bemærkning ind, at der findes 12 himle og at den øverste er krystal-himlen. Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, 📌Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 2 hhv. bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 14
◄ Fryndser og Falderblade : hentydning til det dekorative bogbind, hvori Urania udkom ( 63,12), hvor guldornamenter slyngede sig på den hvide baggrund. – Falderblade: el. faldblade, falbelade, dvs. den krans af slyngede mønstre, som fx prydede Urania's indbindning.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 18
◄ løfte Øiet op til : hæve blikket mod (noget ophøjet).
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 19
◄ artet sig vel : gjort det godt.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 22
◄ tvivlsom : i tvivl, tvivlrådig.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 23
◄ den gamle Fortrolighed : 65,6.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 24
◄ vildfarende : vildledende, fejlagtigt.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 26
◄ »meget smukt og træffende« : citat fra »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844, s. 97 ( 63,32).
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 28
◄ en Artikel, Stjernehimlen ... dog vedkommer ... kun den mindre Deel mig : Det er ikke i artiklen »Stjernehimlen« i Intelligensblade ( 63,11), men i »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6), at 👤J.L. Heiberg omtaler SKs skrift Gjentagelsen. Denne omfattende artikel (s. 79-160) inddrager Gjentagelsen over fem sider (s. 97-102), som følger: »/97/ I et nyligt udkommet Skrift, som endog fører 'Gjentagelsens' Titel [Note: Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi. Af 👤Constantin Constantius. 📌Kbhavn 1843], er der sagt noget meget Smukt og Træffende om dette Begreb, men Forfatteren har ikke skjelnet mellem den væsentligt forskjellige Betydning, som Gjentagelsen har i den naturlige og i den aandelige Sphære. Derved er han kommen i den Vildfarelse, at Gjentagelsen skal i en tilkommende Philosophie spille den samme Rolle, som 'Det, man af en Feiltagelse har kaldet Mediationen', spiller i den nuværende. [Note: S. 33] Vel kan man sige om Naturen, at den medierer sig med sig selv igjennem sine lovmæssige Gjentagelser, men i Aandens Sphære indbefatter Mediationen tillige et Andet end den blotte Gjentagelse, Noget, som allerede er /98/ tilstrækkelig antydet i ovenstaaende Bemærkninger. At Forfatteren virkelig i den Berømmelse, han tildeler Gjentagelsen, har fornemmelig havt Naturens Categorier for Øie, og, maaskee uden at vide det, har udstrakt Begrebets Gyldighed udenfor dets retmæssige Grændser, synes at indlyse [være let at se] deels deraf, at han netop har anvendt det paa et naturphilosophisk Begreb, nemlig Bevægelsen, idet han mener, at Begrebet Gjentagelse vilde kunne tilveiebringe en Forsoning mellem Eleaterne og Heraclit, [Note: Sammesteds] altsaa mellem de to modsatte philosophiske Skoler, af hvilke den ene nægtede al Bevægelse, den anden derimod saae Alt i Bevægelse; deels af den Omstændighed, at hvad Forfatteren ikke blot i dette Skrift, men i andre, der upaatvivlelig have samme Ophav, tenderer til, er hvad man kalder en Livsphilosophie, men i en saadan vil et sympathiserende Samliv med Naturen være et væsentligt Moment, men Sympathie med Naturen kan ikke finde Sted, med mindre man føler Behag ved dens Gjentagelser. Med denne Restriction for Øie vil jeg anføre nogle af Forfatterens Yttringer, som slutte sig til det ovenfor Udviklede og lette Overgangen til det Følgende: [Heiberg citerer over knap to sider (s. 98-100) passager fra Gjentagelsen, s. 3-6 (SKS 4, 9-11) og s. 34 (SKS 4, 25, 26-34), ( 73,30)] /100/ Hvad her er sagt, er meget sandt og meget smukt, naar man forstaaer det med den behørige Indskrænkning, og erindrer, at man i Gjentagelsen skal vide at see og finde noget Mere og Høiere end den selv. Hvo [den], som ikke har Sands for Gjentagelsen, er død for Livet, og han kan derfor ikke føle Mod til at begynde det forfra, hverken i de critiske Epocher, som tilskikkes ham her paa Jorden, /101/ eller i den nye Tilstand efter Døden. Men det Tillokkende ved Gjentagelsen er da ikke den selv, men hvad Mennesket gjør den til, og her kommer altsaa netop Mediationen til at indtage den Plads, som Forfatteren med Urette mener, at den bør overlade til Gjentagelsen. Denne, i sin abstracte, reent objective Bestaaen, uden at være medieret gjennem Subjectiviteten til et Høiere end den selv, er tvertimod aandløs og kjedsommelig. Hvo kunde have Lyst til at gjentage sit Liv aldeles uforandret ligefra Vuggen til Graven, til at gjentage alle sine Feil og Misgreb, alle sine Sorger og Ulykker? Ja, selv Glæden eller Lykken vilde man ikke gjentage uforandret, da den, netop ved uforandret at komme igjen, ikke vilde komme igjen som den samme. At mange Behageligheder gjøre et langt svagere Indtryk den anden Gang end den første, er almindelig anerkjendt i den Talemaade, at naar man engang har været vel paa et Sted, skal man ikke komme der igjen. Forfatteren, som blot søgte Gjentagelse, skulde derfor ikke have gjentaget sin Reise til 📌Berlin. Derimod kan Gjentagelsen af en Bogs Læsning, af et Kunstværks Nydelse forhøie og paa en Maade overtræffe det første Indtryk, fordi man herved fordyber sig mere i Gjenstanden og tilegner sig den inderligere. Men saaledes er det da ikke Gjentagelsen /102/ selv, hvori det Behagelige maa søges, men i Det, som Gjentagelsen fører med sig, eller hvad Mennesket selv gjør den til.« – ziret: udstyret, prydet. – Nytaarsgave: 63,12. – Gjentagelsen: 63,1.
I trykt udgave: Bind 15 side 63 linje 32
◄ de 60 pagina Tabeller : Den første del af Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6), altså artiklen »Stjerne-Calender for 1844, til Orientering i Himmellegemernes Bevægelser og Stillinger«, s. 1-76, består af 60 siders tabeller med beregninger af positionen af 37 udvalgte fiksstjerner, solen, planeterne og drabanterne.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 6
◄ jeg nemlig havde kjøbt den Nytaarsgave : Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6) blev averteret i Adresseavisen som udkommet den 19. dec. 1843 ( 64,28). SK købte bogen if. boghandlerregning fra 👤P.G. Philipsen dateret 15. dec. 1843 (ktl. U 57), men hans eksemplar med blyantsbemærkninger har ikke været tilgængelig (jf. Pap. IV B 100).
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 8
◄ den beundrende Forlægger : Bogen er udgivet på H.I. Bing & Søns Forlag ( 64,28).
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 9
◄ ikke længere end til p. 30 i Tabellerne : Tabellerne i Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6) begynder først s. 4; på s. 30 er 👤Heiberg nået til Stenbukken.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 11
◄ regula Detri : el. 'reguladetri', 'regula de tri', lat., regel om tre (forhold); i mat. reglen om, hvordan man af tre bekendte størrelser i en proportion (ligning) kan finde den fjerde ubekendte. Sml. »Sendebrev til Hr. Professor 👤Heiberg R af D fra 👤Constantin Constantius« (Pap. IV B 110), hvor barberen mener: »at det her ikke er regula Detri, om det saa er regula Petri eller hvad det forresten er« (s. 259). Udtrykket 'regula Petri', lat., Peters regel, stammer fra 👤L. Holberg. Der sigtes med udtrykkene til 2. akt, 2. scene, i komedien Den Stundesløse (1731), hvor 👤Vielgeschrey i rosende vendinger forveksler den forklædte 👤Oldfux med sin kommende bogholder-svigersøn. Oldfux svarer: »Jeg er 👤Jonas Andersen, den rette Persons Søskende Barn uværdig paa Faderens Side. Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderie og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støvlen under hans Fødder for det, jeg forstaaer udi Bogholderiet. Jeg skulde ikke rose ham, fordi han er mit Søskende Barn paa min Faders Side; men jeg kan sige dette, at han har faa sin Lige udi alle Slags Regninger. Og, ligesom der er en Regul, kaldet Regula Detri, saa har han giort en nye, kaldet Regula Petri«, Den Danske Skue-Plads ( 63,14) bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 19
◄ end sige : endsige, for slet ikke at tale om.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 22
◄ en Studerende som jeg ... til anden Examen : SK blev eksamineret ved anden eksamen den 25. april, hhv. den 27. okt. 1831, men han blev ikke eksamineret i astronomi. SK havde dog i sommersemesteret 1831 fulgt prof. 👤G.F. Ursins forelæsninger over elementær astronomi i fire dage om ugen. – anden Examen: egl. Examen philosophicum, den prøve i almene kundskaber, som studerende ved 📌Københavns Universitet måtte underkaste sig et år efter, at de var blevet indskrevet. Denne eksamen var den anden af de to såkaldte 'akademiske eksaminer'; den første, Examen artium, gav adgang til universitetet og svarer således til senere tiders studentereksamen. Først når anden eksamen var bestået, kunne den studerende lade sig indstille til embedseksamen inden for det valgte hovedstudium, fx på det filosofiske fakultet. Jf. kap. 3 i »Nye Fundation og Anordning for Kiøbenhavns Universitet af 7. maj 1788«. – haudillaudabilis: lat., noget rosværdig, en jævn eksamenskarakter.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 24
◄ gaae op paa runde Taarn for at see igjennem en Kikkert : hentyder til det populære observatorium, som findes øverst i 📌Rundetårn; se fx artiklen »Rundetaarn« i Den Frisindede, nr. 114, 30. sept. 1845, s. 455f.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 26
◄ cfr. Adresseavisen, hvor Bing & Søn ... nitid og forgyldt Bind : sigter til Adresseavisen, nr. 298, den 19. dec. 1843, hvor der blandt de mange annoncer for jule- og nytårsgaver findes følgende avertering: »Idag er udkommet paa vort Forlag: Urania. Aarbog for 1844, udgiven af 👤Johan Ludvig Heiberg; i meget smukt Papbind 16 mk. 8 sk., med Guldsnit 18 mk. / H.J. Bing & Søn / Kronprindsensgade Nr. 36«. – Adresseavisen: organet for den københavnske avertering. Avisen bragte stort set intet redaktionelt stof, men havde under det i 1843 officielle navn 📌Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger indtil 1854 monopol på annoncer og kundgørelser. Fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1841 var oplaget 7000 eksemplarer. – Bing & Søn: jødisk papir- og boghandel, etableret af 👤Heimann Jacob Bing, fra 1838 med sønnen 👤Meyer Hermann Bing som medejer, hvoraf navnet.
I trykt udgave: Bind 15 side 64 linje 28
◄ pro virili : lat., egl. 'pro virili parte', 'for en mands vedkommende', dvs. så vidt en mand formår; efter bedste evne.
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 5
◄ Som jeg i en ældre Tid ... Prof. Heibergs Præstationer : sml. Forord (1844), hvor det hedder: »Som jeg nemlig i en tidligere Tid, da jeg turde troe, at jeg kunne fatte Professoren, gjorde mig en Glæde af, efter Anstrengelsen, i hvilken jeg erhvervede Forstaaelsen, at udhvile mig i Beundringens festlige Stemning«, SKS 4, 487. SK hentyder til, at han i 1830'erne hørte til kredsen omkring 👤Heiberg ( 63,11). SKs beundring for Heiberg synes dog aldrig at forsvinde helt.
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 6
◄ Mænd af Faget : fagfolk.
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 13
◄ astronomiske, astrologiske ... metaskopiske Studier : sml. et ark løse optegnelser om 👤J.L. Heiberg fra 1843, hvor én lyder: »det er en Fornøielse, at see, hvorledes Hr. Prof. Heibergs senere astronomiske, astrologiske, chiromantiske, nekromantiske, chronologiske, topographiske, statistiske, horoscopiske, metaskopiske Studier kommer ikke blot hans Majestæt vor allernaadigste Konge til Gode, men ogsaa Næsten« (Pap. IV B 53). Remsen, der tager udgangspunkt i J.L. Heibergs bekendte interesse for astronomi, er bygget over en replik i 👤Holbergs komedie Den Stundesløse (1731) 2. akt, 9. scene. Skælmen 👤Oldfux udgiver sig for en lærd tysk pedant og opremser sine studier, bl.a. »Chiromanthica, Necromanthica, Logica, Talismannica, Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica, Arithmetica (...) Chronologica, Horoscopica, Metoscopica«, Den Danske Skue-Plads ( 63,14) bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. – chiromantiske: Kiromanti er kunsten at spå om en persons karakter og skæbne ud fra linierne i hans hånd. – nekromantiske: Nekromanti eller 'den sorte kunst' består i at fremmane de døde for af dem at få viden om fremtiden eller andet, som er skjult for de levende. – talismanniske: En talisman er en magisk genstand med indskrift el. billede, ofte båret som en amulet, der kan bringe lykke og holde det onde borte. – chronologiske: Kronologi er læren om tidens beregning og inddeling. – horoskopiske: Horoskopi er kunsten at spå om et menneskes karakter og skæbne ud fra planeternes stilling på tidspunktet for dets fødsel. – metaskopiske: Metoskopi er kunsten at udtale sig om et menneskes tanker og sindelag, også i fremtiden, ud fra pandens linier og ansigtstrækkene i øvrigt.
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 14
◄ helbrede Tidens Tungsind : hentyder til 👤J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6), hvor det s. 119-122 hedder: »/119/ Det er en Kjendsgjerning, som det ikke kan nytte at benægte: at den nuværende Generation ikke føler sig lykkelig. Lad ogsaa være, at dens Ildebefindende bestaaer i dens Fødselsveer, for hvilke der ikke gives nogen anden Cuur end Forløsningen, som ikke lader sig fremskynde, da ogsaa den har sin nødvendige Periode: saa maa det dog være i dens egen Interesse at gjøre sig Mellemtiden, indtil den forventede Epoche indtræffer, saa taalelig som muligt, og see at blive den Misfornøjelse qvit, hvormed den gaaer igjennem Livet, lukkende Øiet for alt det meget Skjønne og Behagelige, som Livet dog næsten under alle Tilstande frembyder, og derimod uroligt higende deels efter utydelige Formaal, som enten slet ikke eller ikke paa denne Maade kunne opnaaes, deels efter tomme, utilfreds- /120/ stillende Adspredelser, for at forslaae de urolige Griller. Det er ligeledes en Kjendsgjerning, at Religionen ikke længere udøver sin beroligende Magt over Lidenskaberne, og at Poesien og den skjønne Kunst, uagtet de høilig prises af Tidsalderen, og udgjøre dens eneste virkelige Fester i Hverdagenes private og politiske Travlhed, dog ingenlunde mægte at bortjage den almindelige Misfornøjelses Dæmon og skjænke Gemytterne et Indhold, som kan bringe den moralske Ligevægt under de ydre Omskiftelser tilveie. Det er under saadanne Forhold, at et inderligere Samliv med Naturen især maa anbefales, idetmindste som et beroligende, et dulmende, et Ligevægt bringende Palliativ. Man vil, som jeg haaber, ikke gjøre den Indvending, at Samliv med Naturen kun er mulig for Den, som lever paa Landet, og at de store Stæders Beboere ere udelukkede derfra; thi det er dog aabenbart, at Naturen er i Staden ligesaavel som paa Landet, eftersom der ikke gives nogen Stilling, hvori Mennesket kan adskille sig fra den. Det vilde være en meget indskrænket Betragtning, om man ved Naturen ikke forstod Andet end den grønne Skov; ligesaavel kunde da Kjøbenhavnerne indskrænke Begrebet endnu mere, og sige, at Naturen kun er i 📌Charlottenlund og i 📌Dyrehaven. Men Naturen er overalt, og ikke mindre /121/ dens opvækkende Kraft og dens Skjønhed; den findes i den Luft, som vi ethvert Øieblik indaande, i det Lys og i den Himmel, som selv den snevreste Gade ikke aldeles kan udelukke, og som man desuden, selv i den tættest bebyggede Stad, altid kan finde Leilighed til at nyde i større Udstrækning. De himmelske Phænomener ere saaledes tilgængelige for Alle, men det er netop disse, paa hvilke det især kommer an i et Samliv med Naturen, fordi det er i dem, at Naturen udøver sine store, cosmiske, generelle, aldeles lovbestemte, fra alle Tilfældigheder befriede Virkninger, og derfor ad den sandselige Vei vækker Forestillingen om det Evige og det Uforgængelige. Dette Punkt er af største Vigtighed, naar Talen er om at berolige Sindet i de jordiske Omgivelsers Ustadighed og give det Ligevægt i Tidens rivende Strøm. Det er bekjendt, at man curerer Sindssvage og Vanvittige ved at vænne dem til en streng Orden i Livets daglige, sig gjentagende Sysler; ja mellem de af dem, som forstaae at spille et Instrument, har man endog med Held forsøgt at lade dem udføre Qvartetter og Symphonier, fordi Underkastelsen under den strenge, intet Jota eftergivende Tact fører Sindet til Erkjendelsen af en overordnet Regel, som det netop er den Vanvittiges Lyst at unddrage sig, medens kun den frivillige /122/ Underkastelse under samme kan etablere Livets Rhythmus og dermed Nydelsen af dets Skjønhed. Men ogsaa de himmelske Phænomener have deres Rhythmus, og det var ikke tilfældigt, at Pythagoræerne talte om Sphærernes Musik eller Harmonie. Sagtens vil vel Ingen udlede af mine Ord, at jeg betragter Tidsalderen som vanvittig; jeg mener kun, at den er tungsindig, tiltrods for al sin deels virkelige, deels tilsyneladende Letsindighed; jeg mener, at de Fleste ere misfornøjede, ikke blot med de politiske Forhold, men ogsaa med deres egen Stilling; de hige efter at bytte den om med en anden, i den Tanke, at enhver Forandring maa være et Gode; de tørste efter at forøge deres Midler baade til Virksomhed og til Nydelse; og De, som endelig opnaae deres Ønske, ere ligesaa misfornøjede som De, der gaae og vente paa dets Opfyldelse. Men alt Tungsind grændser til Svagsind; og det er min Mening, at der herimod findes Forebyggelse og Helbredelse i det samme Bad, hvori den antike Verden hentede sin beundringsværdige Sindsro og Ligevægt.«
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 18
◄ at have fundet den Menighed, han søgte : hentydning til 👤J.L. Heibergs dramatiske digt »En Sjæl efter Døden« i Nye Digte, 📌Kbh. 1841, ktl. 1562, hvor »Digteren« bemærker, at man i hans digte hører »Sukket efter Menigheden«, s. 113 (Nye Digte. 1841, udg. af 👤Klaus P. Mortensen, Danske Klassikere, Kbh. 1990, s. 62).
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 19
◄ hiin, Menighederne ikke ubekjendte himmelske Justitsraad : sigter formentlig til justitsråd 👤Rasmus Stiernholm (1790-1856), hvis navn har givet SK associationer til 👤J.L. Heibergs foretrukne studieobjekt, stjernehimlen. Efter sin afsked fra offentlig tjeneste i 1842 var Stiernholm virksom i 📌Københavns filantropiske selskaber. 1. aug. 1843 blev han således bestyrelsesmedlem for »Det forenede Velgjørenhedsselskab«, og hans navn fandtes herefter jævnlig i aviserne under meddelelser fra selskabet. Justitsråd er en nu afskaffet titel, der gav rang i 4. eller 5. klasse af rangforordningens i alt ni.
I trykt udgave: Bind 15 side 65 linje 21
◄ Skriftet »Gjentagelsen« er ledsaget ... ikke kunne forstaae det.« : hentydning til og citat fra Gjentagelsen, hvor 👤Constantin Constantius i sit afsluttende brev, »Til Velbyrdige Hr. 👤N. N. denne Bogs virkelige Læser«, med tanke på sig selv omtaler »en Forfatter, der efter min Mening gjør rigtigst i med 👤Clemens Alexandrinus at skrive saaledes, at Kjætterne ikke kunne forstaae det«, SKS 4, 91.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 2
◄ snurrigt : besynderligt, kuriøst.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 11
◄ hvad en ganske enkelt Mand ... for sin Virken : hentyder formentlig til 👤J.N. Madvig, der var en internationalt anerkendt, klassisk filolog.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 12
◄ høre Ørenlyd : el. få ørenlyd, høre noget.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 16
◄ Subscriptionsvræl : nedsættende omskrivning af 1) subskriptionsindbydelser, dvs. opfordringer til at forudbestille en bog, ofte mod at få sit navn nævnt i bogens subskribentliste; 2) subskriptionsplaner, dvs. planer for større værker eller tidsskrifter, der skal udgives bind- el. hæftevis, og som publikum forud forpligter sig til at aftage.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 16
◄ Becomplimenteringer : spøgende form af 'komplimenteringer' el. 'komplimenter', dvs. smigrende ytringer, artigheder.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 17
◄ Ved Juul kommer der Røre i Literaturen : sml. den udførligere fremstilling i det 4. forord i Forord (1844), i SKS 4, 486-488.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 18
◄ særdeles elegante og nitide ... i Adresseavisen : 64,28.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 19
◄ æsthetiske Skjønskrivere : folk, der skriver i overensstemmelse med en banal eller populær smag, gerne i forskønnende eller falsk idealiserende retning.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 23
◄ den lange Trinitatis : i kirkeåret tiden fra trinitatis søndag, dvs. 1. søndag efter pinse, til kirkeårets afslutning ved advent.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 29
◄ Prakkerfolks: fattige, forhutlede folk, som må tigge el. stjæle for at overleve.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 30
◄ Nytaarsjav : nytårsjag, nytårsræs.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 31
◄ særdeles elegant og nitid udstyret i Papbind : 63,12.
I trykt udgave: Bind 15 side 66 linje 32
◄ et nyere Skrift, i »Vexeldriften« (i Enten – Eller.«) : dvs. »Vexel-Driften. Forsøg i en social Klogskabslære« i første del af Enten – Eller, udg. af 👤Victor Eremita, 📌Kbh. 1843, i SKS 2, 271-289.
I trykt udgave: Bind 15 side 67 linje 8
◄ bedaare : vildlede, bedrage.
I trykt udgave: Bind 15 side 67 linje 16
◄ liggende i Udfaldet : I fægtning er et udfald det, at en fægter i et angreb bevæger sig fremad med udstrakt kårde; at en fægter bliver liggende i udfaldet, betyder, at han ikke når at trække sig tilbage i den sikre udgangsposition, inden modstanderen går til modangreb.
I trykt udgave: Bind 15 side 67 linje 24
◄ Stoicisme : filosofisk retning, der blev grundlagt af 👤Zenon (o. 340-265 f.Kr.) i 📌Grækenland og blev videreført i det første årh. e.Kr. i 📌Rom af bl.a. 👤Seneca, 👤Epiktet og 👤Marcus Aurelius. For stoikerne gjaldt det om at gøre sig uafhængig af de ydre omstændigheder og af tilbøjeligheder og lidenskaber for derved at opnå sindsro. SK opfattede den som en etisk anlagt selvfornægtelse.
I trykt udgave: Bind 15 side 67 linje 28
◄ forkynder sig : giver sig til kende, viser sig.
I trykt udgave: Bind 15 side 67 linje 33
◄ i den Forstand videnskabeligt ... kunde sige: 1. 2. 3. : hentydning til den spekulative, systematiske filosofi, som den ty. filosof 👤G.W.F. Hegel og hans tilhængere betegnede: videnskaben, samt til den filosofis metode, hvor enhver bevægelse tænkes i tre momenter. – Tæller: funktionær, som tæller penge i en bank.
I trykt udgave: Bind 15 side 67 linje 36
◄ allehaande : alle slags.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 4
◄ gækkes : udfordres gennem spøg og spas, narres.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 10
◄ Øltapper : ølhandler el. krovært, der tapper el. udskænker øl.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 11
◄ skuffes : narres, bedrages.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 13
◄ Foredrag : (kunstnerisk) fremførelse.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 15
◄ Amagerkonen : kvinde (især fra 📌Amager), der handler med grønsager, frugt o.l. På SKs tid var Amager et landligt område med mange små jordbrug, som producerede madvarer, især grønsager, til 📌Københavns borgere, der betragtede folkene på Amager som naive, grove og komiske.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 17
◄ Madammen : titel, som tilkom hustruer (uden for almuestanden) til ikke-rangerende ægtemænd.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 17
◄ staaer hos : står ved siden af.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 18
◄ Passiar : (jævn, uhøjtidelig) samtale, snak.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 30
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 30
◄ in abstracto : lat., i det abstrakte; i almindelighed, generelt.
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 31
◄ maieutisk : af gr. ('maieúesthai'), at forløse (en fødende). Hentyder til 👤Sokrates' jordemoderkunst, som består i ved samtale at forløse andre, der i forvejen er svangre med en viden, som de blot har glemt og nu må hjælpes til at generindre, og således hjælpe dem af med deres vrangforestillinger og indbildninger. Se fx 👤Platons dialog Theaitetos, 148e - 151d, jf. Platonis opera quae extant, udg. af 👤F. Ast, bd. 1-11, 📌Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera); bd. 2, 1820, s. 22-31 (Platons Skrifter, udg. af 👤Carsten Høeg og 👤Hans Ræder, bd. 1-10, 📌Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 6, s. 102-106).
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 32
I trykt udgave: Bind 15 side 68 linje 34
◄ ved at foretage en Reise til Berlin ... om Gjentagelsen er mulig : hentyder til 👤Constantin Constantius' rejse til 📌Berlin i Gjentagelsen: »Da Eleaterne negtede Bevægelsen, optraadte, hvad Enhver veed, 👤Diogenes som Opponent; han optraadte virkelig; thi han sagde ikke et Ord; men gik blot nogle Gange frem og tilbage, hvorved han meente tilstrækkeligen at have modbeviist hine. Da jeg i længere Tid havde beskæftiget mig, leilighedsviis idetmindste, med det Problem, om en Gjentagelse er mulig og hvilken Betydning den har, om en Ting vinder eller taber ved at gjentages, faldt det mig pludselig ind: Du kan jo reise til Berlin, der har Du engang før været, og nu overbevise Dig om en Gjentagelse er mulig og hvad den har at betyde. I mit Hjem var jeg næsten gaaet istaae over dette Problem. Man sige hvad man vil derom, det vil komme til at spille en saare vigtig Rolle i den nyere Philosophi; thi Gjentagelse er et afgjørende Udtryk for hvad 'Erindring' var hos Grækerne. Som da disse lærte, at al Erkjenden er en Erindren, saaledes vil den nye Philosophi lære, at hele Livet er en Gjentagelse«, Gjentagelsen, s. [3], i SKS 4, 9. 👤Heiberg citerer stedet i Urania ( 63,32), s. 98f.
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 4
◄ Reisens Følge bliver da, at jeg fortvivler om Muligheden : Efter en halv time i teateret i 📌Berlin konstaterer 👤Constantin Constantius, at »der er slet ingen Gjentagelse til« (Gjentagelsen, s. 66, i SKS 4, 43). Med denne erfaring afslutter han fortvivlet bogens første del, jf. Gjentagelsen, s. 77f.; SKS 4, 48f. – fortvivler om: opgiver (håbet om).
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 9
◄ I sin Nød forekommer Job ... fik Alt dobbelt : I Gjentagelsen, s. 130, i SKS 4, 79, bliver det et tema i det unge menneskes brev af 13. jan., at 👤Job, der mistede alt, fik det hele to gange tilbage, jf. ►Job 42,10.
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 13
◄ Dog det der egentlig ... Job havde Ret : I Gjentagelsen, s. 125-129, i SKS 4, 75-78, bliver det et tema i det unge menneskes brev af 14. dec., at 👤Job havde ret, jf. ►Job 9,20.
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 14
◄ »Han er glad, naar Tordenveiret ... ingen Gjentagelse er mulig.« : citat fra Gjentagelsen, s. 133, i SKS 4, 81, hvor det unge menneske skriver: »Jeg venter paa et Tordenveir – og paa Gjentagelsen. Og dog, naar blot Tordenveiret kommer, allerede dermed er jeg glad og ubeskrivelig salig, selv om min Dom blev, at ingen Gjentagelse var mulig.«
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 19
◄ »er der da ikke en Gjentagelse? ... en saadan Gjentagelse?« : citat fra Gjentagelsen, s. 142, i SKS 4, 87f., hvor det unge menneske skriver sit brev af 31. maj. – ligegyldig mod: ikke tager hensyn til, er indifferent over for.
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 23
◄ »det unge Menneske forklarer ... af hans Bevidsthed.« : citat fra Gjentagelsen, s. 153, hvor 👤Constantin Constantius i sit afsluttende brev til læseren skriver: »En Digters Liv begynder i Strid med hele Tilværelsen, det gjælder om at finde en Beroligelse eller en Berettigelse; thi i den første Strid maa han altid tabe, og vil han strax seire, da er han uberettiget. Min Digter finder nu en Berettigelse, netop derved, at Tilværelsen absolverer ham i det Øieblik, da han vil ligesom tilintetgjøre sig selv. Hans Sjæl vinder nu en religieus Anklang. Dette er det, der egentlig bærer ham, skjønt det aldrig kommer til Gjennembrud. Hans dithyrambiske Glæde i det sidste Brev er et Exempel herpaa; thi denne Glæde er upaatvivlelig funderet i en religieus Stemning, hvilken dog forbliver en Inderlighed. Han beholder en religieus Stemning som en Hemmelighed, han ikke kan forklare, medens denne Hemmelighed hjælper ham til digterisk at forklare Virkeligheden. Han forklarer det Almene som Gjentagelsen, og dog forstaaer han selv Gjentagelsen paa en anden Maade; thi medens Virkeligheden bliver Gjentagelsen, bliver for ham den anden Potens af hans Bevidsthed Gjentagelsen«, SKS 4, 94.
I trykt udgave: Bind 15 side 69 linje 27
◄ den sidste Deel af Bogen ... Overskriften: Gjentagelsen : i SKS 4, 50.
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 4
◄ p. 92 siger: en religiøs Bevægelse ... af et ungt Menneske.« : citat fra Gjentagelsen, s. 92f., i SKS 4, 57, hvor 👤Constantin Constantius skriver om det unge menneske.
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 8
◄ Fremdeles hedder det i Brevet, »at jeg ... forsvindende Person.« : tillempet citat fra Gjentagelsen, s. 156, i SKS 4, s. 96, hvor 👤Constantin Constantius skriver: »Min kjære Læser! Du vil nu forstaae, at Interessen dreier sig om det unge Menneske, medens jeg er en forsvindende Person, ligesom en Barselkone i Forholdet til Barnet, hun føder.«
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 11
◄ »enhver Bevægelse jeg har gjort var blot for at belyse ham« : henvisning til Gjentagelsen, s. 151f., i SKS 4, 93f., hvor 👤Constantin Constantius skriver: »En saadan Undtagelse er en Digter, der danner Overgangen til de egentlige aristokratiske Undtagelser, til de religieuse Undtagelser. En Digter er i Almindelighed en Undtagelse. Man glæder sig ofte nok over en saadan og over hans Frembringelser. Jeg tænkte da, det kunde vel være Umagen værd engang at lade en saadan blive til. 👤Det unge Menneske, som jeg har ladet blive til, han er Digter. Mere kan jeg ikke gjøre; thi jeg kan i det Høieste komme saavidt, at jeg kan tænke mig en Digter og ved min Tænken frembringe ham, selv kan jeg ikke blive Digter, som ogsaa min Interesse ligger paa et andet Sted. Min Opgave har beskæftiget mig reent æsthetisk og psychologisk. Jeg har anbragt mig selv med; men naar Du, min kjære Læser! seer nærmere til, vil Du let see, at jeg kun er en tjenende Aand, og saare langt fra at være, hvad det unge Menneske befrygter, ligegyldig mod ham. Dette var en Misforstaaelse, som jeg har foranlediget, for ogsaa paa denne Maade at bringe ham frem. Enhver Bevægelse, jeg har gjort, er blot for at belyse ham; jeg har bestandig havt ham in mente, hvert Ord af mig er enten Bugtaleri eller sagt i Forhold til ham. Selv hvor Spøgen og Kaadheden synes at tumle sig aldeles hensynløs, er der et Hensyn til ham, selv hvor Alt ender i Tungsind, er der et Vink om ham, om en Tilstand i ham. Af den Grund foregaae alle Bevægelser reent lyrisk, og hvad jeg siger, det skal man dunkelt forstaae i ham, eller man skal ved hvad jeg siger bedre forstaae ham. Saaledes har jeg gjort for ham, hvad jeg kunde, ligesom jeg nu stræber at tjene Dig, kjære Læser, ved igjen at være en Anden.«
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 12
◄ »han har fra Begyndelsen ... selv kan komme tilsyne.« : tillempet citat fra Gjentagelsen, s. 156, i SKS 4, 96, hvor 👤Constantin Constantius skriver: »Min Personlighed er en Bevidstheds-Forudsætning, der maa til netop for at tvinge ham ud, hvorimod min Personlighed aldrig kunne komme derhen, hvor han kommer hen, thi den Oprindelighed, i hvilken han træder frem, er det andet Moment. Han har derfor lige fra Begyndelsen af været i gode Hænder, om jeg end ofte har maattet drille ham, for at han selv kunde komme tilsyne. Ved første Øiekast saae jeg, han var Digter, om ikke paa andet saa derpaa, at en Begivenhed, der, hvis den var hændt et trivielt Menneske, var bleven i god Ro og Mag til ingen Ting, for ham svulmede op til en Verdensbegivenhed.«
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 13
◄ Naar man i sin Bestemmelse ... den er: transcendent : se Gjentagelsen, s. 91f., i SKS 4, 56f., hvor 👤Constantin Constantius skriver om det unge menneske: »Det Problem, ved hvilket han er standset, er hverken mere eller mindre end Gjentagelsen. At han ikke søger Oplysning derom i den græske Philosophi, heller ikke i den nyere, deri gjør han Ret; thi Grækerne gjøre den modsatte Bevægelse, og en Græker vilde her vælge at erindre, uden at hans Samvittighed vilde ængste ham; den nyere Philosophi gjør ingen Bevægelse, den gjør i Almindelighed kun Ophævelse, og forsaavidt den gjør en Bevægelse, ligger denne altid i Immanentsen, Gjentagelsen derimod er og bliver en Transcendents.«
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 18
◄ en religiøs Bevægelse, i Kraft af det Absurde, naar man er kommen til det Vidunderliges Grændse : hentyder til Gjentagelsen, s. 89, i SKS 4, 55, hvor 👤Constantin Constantius skriver om det unge menneske: »Det staaer endnu fast for ham, at menneskeligt talt lader hans Kjærlighed sig ikke realisere. Han er da kommen til det Vidunderliges Grændse, og forsaavidt det altsaa skal skee, maa det skee i Kraft af det Absurde«. – Vidunderliges: underfulde.
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 20
◄ for Bogens virkelige Læser : hentydning til pseudonymen 👤Constantin Constantius' afsluttende brev i Gjentagelsen med titlen »Til Velbyrdige Hr. 👤N. N. denne Bogs virkelige Læser«, SKS 4, 89.
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 22
◄ gjøre aabenbare : afsløre, synliggøre.
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 24
◄ I det forklarende ... »at Bogens Gang er invers.« p. 149 : 👤Constantin Constantius skriver i brevet »Til Velbyrdige Hr. 👤N. N. denne Bogs virkelige Læser« på det anførte sted: »En almindelig Recensent vil Bogen muligen give forønsket Leilighed til udførligt at oplyse, at den ikke er en Comedie, Tragedie, Roman, Epos, Epigram, Novelle, samt til at finde det utilgiveligt, man forgjeves søger at sige 1. 2. 3. Gangen i den vil han vanskelig forstaae, da den er invers; Bogens Stræben tiltaler ham vist heller ikke; thi Recensenter i Almindelighed forklare Tilværelsen saaledes, at baade det Almene og det Enkelte tilintetgjøres«, SKS 4, 92. – invers: lat., omvendt, indadvendt.
I trykt udgave: Bind 15 side 70 linje 28
◄ hans forgyldte Nytaarsgave : 63,12.
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 4
◄ hans Citater ikke gaae længere end til c. p. 40 : 👤J.L. Heiberg citerer fra s. 3-6, s. 33 og s. 34, jf. Urania, s. 97-100 ( 63,32). Gjentagelsen har i førsteudgaven, som SK og Heiberg henviser til, 157 sider; s. 34 hhv. s. 40 svarer til SKS 4, 25f. hhv. SKS 4, 28f.
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 5
◄ in abstracto : lat., i almindelighed, abstrakt.
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 11
◄ hvad Titlen paa Bogen ... experimenterende Psychologie : jf. undertitlen på Gjentagelsen ( 63,1).
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 17
◄ sympathetisk : medlidende, deltagende.
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 26
◄ fordrister : drister, formaster.
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 27
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 29
◄ oplades til : løftes til, åbne sig for.
I trykt udgave: Bind 15 side 71 linje 33
◄ »vi skulle see den Udvikling ... Gjentagelsen som saadan.« : citat fra s. 97 i 👤Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6), hvor det s. 95-97 hedder: »Gjentagelsen bliver følgelig det overveiende Synspunkt, hvorfra man maa betragte det astronomiske Aar, tiltrods for de i samme indeholdte Forandringer, som deels udgjøre dets eget sig fuldendende Kredsløb, deels ere Fragmenter af andre Perioder, der ere uafhængige af Sol-Aaret, men partielt gaae ind under dets Omfang. Vil man nu heraf, i Forbindelse med hvad der oven for er sagt om Gjentagelsen, slutte, at den periodiske Afvexling, som Aaret frembyder, er monoton og kjedsommelig? Isaafald begaaer man den Uretfærdighed at overføre Aandens Categorier paa Naturen, og altsaa anvende paa den en Maalestok, der ikke svarer til dens Begreb. Thi /96/ vistnok er den blotte og bare Gjentagelse, uden alt fornyet Indhold, trættende i Alt, hvad som henhører til den aandelige Verden, hvis Princip er Udviklingen, og hvor følgelig dennes Mangel maatte stemples som Aandløshed, og saaledes ophæve Begrebet af en aandelig Verden. Men ingenlunde følger heraf, at den samme Gjentagelse, som i det Aandelige frembringer Tomhedens Indtryk, skulde i Naturen frembringe det samme, thi vi gaae ikke til Naturen med de samme Forventninger og Fordringer, som til Aanden. Tvertimod, ligesom Aanden imponerer ved sine ustandsede Fremskridt, saa imponerer Naturen ved sin ustandsede Gjentagelse, der beroer paa de ufravigelige Love, som den følger. Det er da kun for en timelig og empirisk Betragtning, at Naturens Lovmæssighed viser sig som Gjentagelse; paa Ideens Standpunkt siger man sig selv, at da Det, som gjentages, er Lovmæssigheden, og da denne ikke vilde være Lovmæssighed, dersom den ikke bestandig var den samme, saa maa den tænkende Naturbetragtnings Accent mere falde paa det i den evige Idee Eet og det Samme Værende, end paa det i den timelige Gjentagelse Eet og det Samme Blivende. I Naturens saavelsom i Aandens Gjentagelser maa man derfor see noget langt Høiere end den blotte Gjentagelse, endskjøndt i begge Sphærer /97/ noget aldeles Forskjelligt: I Aanden skulle vi nemlig see den Udvikling, som Gjentagelsen fører med sig, og som paa en Maade ophæver Gjentagelsen som saadan; i Naturen derimod skulle vi see den hvilende Evighed, den Fasthed, Sikkerhed og Ufeilbarhed, som netop lader Gjentagelsen bestaae, for at kunne manifestere sig igjennem den.« – vi skulle: skal.
I trykt udgave: Bind 15 side 72 linje 10
◄ Dette skal jeg nemlig have overseet : 63,32.
I trykt udgave: Bind 15 side 72 linje 13
◄ gyldne som Goethes : hentyder til 👤J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844, s. 107. Passagen, s. 102-107, hvor Heiberg påkalder sig 👤Goethe, lyder: »Ingen har følt Dette inderligere end Gøthe. /103/ Ikke blot var hans eget Liv indrettet i Overeensstemmelse dermed; men hvor hans Tidsalder frembød et sygeligt moralsk Phænomen, vidste han at sætte dette i Forbindelse med et Slags aandelig Døvhed for Naturens regelmæssige Klokkeslag. Interessant er, hvad han i denne Henseende bemærker om Anledningen til hans 'Werther.' Et almindeligt Mismod, en sløv Utilfredshed med Livet, saaledes som den kun ellers pleier at yttre sig i Englændernes Spleen, og i nyere Tider i de Franskes Blaseerthed, havde dengang midt i det joviale 📌Tydskland grebet en stor Mængde, især unge Gemytter. Digteren selv var ikke uberørt af denne Smitsot, og da en ung Mand, som selv var et af de meest angrebne Individer, efter en ulykkelig Kjærlighed endte sine Dage med et Selvmord, forstod Gøthe, at Dette var Sygdommens naturlige og conseqvente Ende, da Den, for hvem Gjentagelsen af Livets sig idelig fornyende og paanødende Gaver er til Besvær, maa betragte Livet som en Byrde, hvilken man gjerne søger Leilighed til at afkaste. Greben paa eengang af denne sørgelige Stemning og af en klar Indsigt i dens Aarsag og dens Følger, skrev han nu sin 'Werther', gjennemgik derved idealt de Criser, som Andre maatte gjennemgaae i Virkeligheden, og var nu cureret, sat tilbage i sin gamle /104/ Ligevægt, i sin gamle Sympathie med Naturen og sin gamle Glæde over Livet. I sin berømte Selvbiographie omtaler han Dette udførligt, og udtrykker sig blandt Andet i følgende classiske Ord: 'Hiin Væmmelse ved Livet har sine physiske og sine sædelige Aarsager; hine ville [vil] vi overlade til Lægen, disse til Moralisten at udforske, og ved en saa ofte gjennemarbeidet Materie kun udhæve Hovedpunktet, hvor hiint Phænomen tydeligst udtaler sig. Alt Behag ved Livet er grundet paa en regelmæssig Tilbagevenden af de udvortes Ting. Afvexlingen af Dag og Nat, af Aarstider, af Blomster og Frugter, og hvad der ellers træder os imøde fra Epoche til Epoche, for at vi kunne og skulle [kan og skal] nyde det, disse ere det jordiske Livs egenlige Drivfjedre. Jo mere vi er aabne for disse Nydelser, desto lykkeligere føle vi os. Men vælter disse Phænomeners Forskjellighed sig op og ned for os, uden at vi tage Deel deri, ere vi umodtagelige for saa hulde Gaver: da indtræder det værste Onde, den sværeste Sygdom, man betragter Livet som en fortrædelig Byrde. Om en Englænder fortælles, at han hængte sig, for at slippe for at klæde sig daglig af og paa. Jeg har kjendt en vakker Gartner, som var Opsynsmand over et stort Park-Anlæg, og som engang udbrød ærgerlig: Skal jeg da /105/ bestandig see disse Regnskyer trække fra Vest til Øst! – Man fortæller om en af vore fortræffeligste Mænd, at han var kjed af at see Foraaret grønnes, og ønskede, at det engang til Afvexling maatte være rødt. Dette er de egenlige Symptomer af en Livslede, der ikke sjeldent ender med Selvmord, og som var almindeligere, end man skulde troe, hos tænkende, i sig selv fordybende Mennesker. Men Intet foranlediger denne Livslede i høiere Grad end Kjærlighedens Gjentagelse. Den første Kjærlighed, siger man medrette, er den eneste, thi allerede i den anden og formedelst den anden gaaer Kjærlighedens høieste Betydning tabt. Begrebet af det Evige og Uendelige, som egenlig hæver og bærer den, er tilintetgjort; den viser sig forgængelig, som Alt, hvad der gjentager sig. – – – Fremdeles bliver en ung Mand lettelig vaer, om just ikke paa sig selv, saa dog paa Andre, at moralske Epocher vexle, ligesaavel som Aarstiderne. De Stores Gunst, de Mægtiges Naade, de Virksommes Held, Mængdens Tilbøieligheder, de Enkeltes Kjærlighed, Alt gaaer op og ned, uden at vi kunne holde det fast, saa lidet som Sol, Maane og Stjerner; og dog ere disse Ting ikke blotte Naturbegivenheder: vi miste dem enten ved vor egen eller ved Andres Skyld, men de vexle, og vi ere aldrig sikkre paa dem. /106/ Men hvad der især ængster den følende Yngling, det er den ustandselige Gjenkomst af vore Feil, thi hvor sildigt lære vi at indsee, at idet vi uddanne vore Dyder, cultivere vi med det Samme vore Feil. Hine hvile paa disse som paa deres Rod, og denne Rod forgrener sig i det Skjulte, ligesaa stærkt og ligesaa mangfoldigt som den overjordiske Væxt i det klare Lys. Da vi nu fordetmeste med Villie og Bevidsthed udøve vore Dyder, men ubevidst overraskes af vore Feil, saa gjøre hine os sjeldent nogen Glæde, disse derimod bestandig Sorg og Bedrøvelse. Heri ligger Selv-Erkjendelsens vanskeligste Punkt, som næsten gjør den umulig. Hertil tænke man sig nu et ungdommeligt kogende Blod, en Indbildningskaft, som let paralyseres af enkelte Gjenstande, fremdeles Dagens oscillerende Bevægelser, og man vil finde, at en utaalmodig Stræben efter at befrie sig ud af en saadan Klemme, ikke er unaturlig.' [Note: Aus meinem Leben, Wahrheit und Dichtung, 3ter Theil, 13tes Buch] – Efter denne Fremstilling omtaler Gøthe endnu, hvad der netop dengang bidrog til at nære den beskrevne hypochondre Stemning, nemlig det Bekjendtskab, som Tydskland just havde gjort med den tungsindige engel- /107/ ske Litteratur, og han nævner i den Henseende fornemmelig Young (i Nattetankerne), Gray, Milton og 👤Ossian, hvilken Sidste derfor ogsaa spiller en saa betydelig Rolle i 'Werther'. / Hine gyldne Ord indbefatte Gjentagelsens hele Dialectik.«
I trykt udgave: Bind 15 side 72 linje 15
I trykt udgave: Bind 15 side 72 linje 15
◄ I det forklarende Brev ... af hans Bevidsthed.« : 69,27.
I trykt udgave: Bind 15 side 72 linje 21
◄ bør det sig ham ikke at : bør han ikke.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 3
◄ ligesom visse Grevers Grevskab i Maanen : hentyder til talemåder som 'han har sit grevskab i månen' el. 'nogle grevers grevskab ligger i månen', egl. brugt om den, der har titel af greve, men intet gods el. ingen penge; i overført betydning om den, der giver sig ud for at være en stor herre, men som reelt intet ejer. Talemåderne findes optegnet i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, 📌Kbh. 1879; bd. 2, s. 5.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 6
◄ tragter didhen : stræber derhen.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 7
◄ synes at indlyse deraf ... nemlig Bevægelsen.« : citat fra Urania. Aarbog for 1844, s. 98 ( 63,32). – indlyse: fremgå klart.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 10
◄ eo ipso : lat., netop derved.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 15
◄ I vore Tider er man gaaet ... Gjentagelsen Mediationen : Der sigtes til hegelianisme, især den danske, først og fremmest til 👤J.L. Heiberg. I modsætning til den klassiske logik opererer 👤G.W.F. Hegel og hans tilhængere i den spekulative logik med en formidling el. forsoning af modsatte begreber: Et logisk begreb sætter sin modsætning, hvorved der dannes et nyt, som indeholder både det oprindelige begreb og dets modsætning; således sætter fx det abstrakte og indholdsløse begreb 'væren' dets modsætning 'intet' og forenes med det i begrebet 'vorden'. Denne bevægelse fra 'væren' over 'intet' til 'vorden' er en logisk bevægelse. Udtrykket 'mediation', der ikke forekommer hos Hegel, anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung', 'formidling' el. 'forsoning'. Jf. fx J.L. Heiberg afhandling »Det logiske System« (i 23 paragraffer) i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af J.L. Heiberg, nr. 2, aug. 1838, ktl. 569, s. 18, s. 21 og især s. 30. Sml. Gjentagelsen, s. 33f., i SKS 4, 25.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 16
◄ Mislighed : misforhold, betænkelighed, fejltagelse.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 26
◄ har jeg troet ... bruge Gjentagelsen : sml. Gjentagelsen, s. 33f., i SKS 4, 25.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 28
◄ Læseren vil behage at Prof: ... at lade mig holde : 👤J.L. Heiberg citerer i artiklen »Det astronomiske Aar« de anførte steder af Gjentagelsen, hvor SK sammenstiller begrebet om gentagelsen med den gr. og den ty. filosofi, jf. Urania. Aarbog for 1844 ( 63,32). Heiberg citerer s. 98-100 følgende, idet SK med »p. 2 og 3« skulle have skrevet 3-6, som Heiberg: »(...) 'Gjentagelse er et afgjørende Udtryk for hvad Erindring var hos Grækerne. Som da disse lærte, at al Erkjenden er en Erindren, saaledes vil den nye Philosophi lære, at hele Livet er en Gjentagelse. (...) Gjentagelse og Erindring er den samme Bevægelse, kun i modsat Retning; thi hvad der erindres, har været, gjentages baglænds; hvorimod den egentlige Gjentagelse erindres forlænds. (...) Det Gamle bliver man aldrig kjed af; og naar man har det for sig, bliver man lykkelig; og kun den bliver ret lykkelig, der ikke bedrager sig selv i den Indbildning, at Gjentagelsen skulde være noget Nyt; thi da bliver man kjed af den. (...) Den, der ikke fatter, at Livet er en Gjentagelse, og at dette er Livets Skjønhed, han har dømt sig selv og fortjener ikke bedre end, hvad der og vil hænde ham, at omkomme; thi Haabet er en vinkende Frugt, der ikke mætter, Erindringen er en kummerlig Tærepenge, der ikke mætter; men Gjentagelsen er det daglige Brød, der mætter med Velsignelse. Naar man har omseilet Tilværelsen, da skal det vise sig, om man har Mod til at forstaae, at Livet er en Gjentagelse, og Lyst til at glæde sig til den. (...) Dersom Gud selv ikke havde villet Gjentagelsen, da var Verden aldrig blevet til. Han havde enten fulgt Haabets lette Planer, eller han havde tilbagekaldt Alt og bevaret det i Erindringen. Dette gjorde han ikke, derfor bestaaer Verden, og bestaaer derved, at den er en Gjentagelse' [Note: s. 3-6]«. Dernæst s. 100: »'Gjentagelsens Dialektik er let; thi det, der gjentages, har været, ellers kunde det ikke gjentages, men netop det, at det har været, gjør Gjentagelsen til det Nye. Naar Grækerne sagde, at al Erkjenden er Erindren, saa sagde de, hele Tilværelsen, som er til, har været til, naar man siger, at Livet er en Gjentagelse, saa siger man: Tilværelsen, som har været til, bliver nu til. Naar man ikke har Erindringens eller Gjentagelsens Kategori, saa opløser hele Livet sig i en tom og indholdsløs Larmen. Erindringen er den ethniske Livsbetragtning, Gjentagelsen den moderne' [Note: s. 34]«.
I trykt udgave: Bind 15 side 73 linje 30
◄ disputere (...) e concessis : lat., argumentere 'ud fra det indrømmede', dvs. bygge en argumentation på synspunkter, som anerkendes af modparten.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 4
◄ i Retning af : med hensyn til.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 11
◄ Heraklit og Eleaterne : sml. Gjentagelsen, s. 3 og s. 33, i SKS 4, 9 og 25, og 👤Heibergs omtale deraf ( 63,32). If. de gr. filosoffer, kaldet eleaterne, hvis storhedstid var i det 5. årh. f.Kr., findes der intet uden for den væren, som er, og følgelig gives der heller ingen egentlig bevægelse. Omvendt mente den gr. filosof 👤Heraklit (o. 540-480 f.Kr.), at 'alt flyder', dvs. alt bevæger el. forandrer sig.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 12
◄ senere blev saa meget brugt og misbrugt af Skeptikerne : Der sigtes fx til de argumenter, som den gr. filosof 👤Zenon fra Elea (det 5. årh. f.Kr.) rettede mod bevægelsens realitet. If. et kendt argument vil en flyvende pil aldrig bevæge sig, da den i et hvilket som helst øjeblik vil befinde sig på et bestemt sted og således altid være i hvile.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 12
◄ min foretagne Reise til Berlin : hentyder til 👤Constantin Constantius' rejse til 📌Berlin i Gjentagelsen ( 69,4).
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 19
◄ tilladeligt : forsvarligt.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 20
◄ udbasuner : el. udbasunerer, højrøstet og overalt forkynder.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 22
◄ Overgangen vorder : dvs. overgangen bliver til. Hegelianerne søger i den spekulative logik at påvise, hvordan de forskellige kategorier med nødvendighed kan udledes af hinanden, fra begrebet om 'den rene væren' til begrebet om 'den absolutte idé'. Denne udvikling følger fornuftens dialektiske natur således, at kategorien 'slår om' i sin modsætning for da atter at 'ophæves' i en højere kategori, hvor såvel modsætningen som identiteten er 'opbevaret'. Det sted, hvor en kategori 'slår om' i en anden, kaldes 'overgang', og er ikke selv anført som nogen kategori. If. SK kan man dog ikke tale om 'overgang' som reel bevægelse inden for logikken.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 27
◄ Naar saaledes Mulighed i Logiken ... til Virkelighed : I den spekulative (hegelske) logik bestemmes kategorierne gennem en iboende dialektisk metode, således kategorierne mulighed, virkelighed og nødvendighed. Se fx Wissenschaft der Logik, udg. af L.v. Henning, bd. 1-2, 📌Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554, i 👤Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45; bd. 4, s. 199-218 (Jub. bd. 4, s. 677-696), og 👤A.P. Adler Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, 📌Kbh. 1842, ktl. 383, § 29-30, s. 161-173.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 28
◄ Naar derfor Aristoteles allerede ... en ϰινησις : Der sigtes til den gr. filosof 👤Aristoteles' (384-322 f.Kr.) lære om enheden ml. tingenes form og materie; den potentielle form virkeliggøres i materien gennem en ϰίνησις (gr., kínēsis, bevægelse, forandring). Denne overgang fra mulighed til virkelighed fremstilles i Fysikken, 3. bog, kap. 1 (201a 10-11). Se Philosophiske Smuler, i SKS 4, 273-275.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 33
◄ I hele den Schellingske Philosophie ... for lidt udenfor den : Den ty. filosof 👤F.W.J. Schelling (1775-1854), som grundlagde identitetsfilosofien, havde allerede længe været marginaliseret af 👤G.W.F. Hegel og hegelianerne, da han tog til genmæle i et forord til 👤V. Cousins Über französische und deutsche Philosophie. Aus dem Französischen von Dr. Hubert Beckers. Nebst einer beurtheilenden Vorrede des Herrn Geheimenraths von Schelling, 📌Stuttgart og 📌Tübingen 1834, ktl. 471. Schellings angreb på den hegelske logik blev forsøgt tilbagevist af 👤J.L. Heiberg i »Det logiske System« ( 73,16), s. 4 og s. 26. Da Schelling i 1841 kom til 📌Berlin for at bekæmpe hegelianismen, sad SK i auditoriet og nedskrev det sagte, jf. Notesbog 11, i SKS 19, 305-367, s. 316f. om Hegels fingerede 'bevægelse' i logikken. SK var også bekendt med Schellings filosofi og kritik af Hegels logik i 👤K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen, gehalten im Sommer 1842 an der Universität zu 📌Königsberg, 📌Danzig 1843, ktl. 766, hvor sidste afsnit, s. 354-384, fremstiller Hegel-kritikken i anførte forord til Cousins bog. – stricte sic dicta: lat., i ordets snævre el. strenge forstand.
I trykt udgave: Bind 15 side 74 linje 36
◄ det Mere ... en anden : 79,23.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 12
◄ hvilket jo Professoren siger, man skal see : 79,23.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 12
◄ fornemlig : først og fremmest. 👤Heiberg benytter selv udtrykket i Urania. Aarbog for 1844, s. 98 ( 63,32).
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 15
◄ »tenderer til er hvad man kalder ... et væsentligt Moment.« : citat fra Urania. Aarbog for 1844, s. 98 ( 63,32).
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 16
◄ ligeoverfor : i forhold til, imod.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 19
◄ en chaldæisk Faarehyrde, der kigger Stjerner : Udtrykket hentyder til 📌Kaldæa i det sydlige Babylonien, bl.a. kendt fra GT. Der sigtes til, at det var i det gl. Kaldæa, astronomien blev grundlagt.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 20
◄ phantastisk Laban : (efter nomaden 👤Laban, der i GT bedrager den senere patriark 👤Jakob): sværmerisk lømmel.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 21
◄ Uhhu : skræmsel, spøgelse.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 22
◄ Troglodyt : gr., huleboer.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 22
◄ ligger paa Landet : fast udtryk, taget (ferie)ophold i landlige omgivelser uden for 📌København.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 23
◄ forresten : i det hele taget.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 24
◄ Den eneste verdenshistoriske Livsphilosoph, der har levet, er Socrates : Den gr. filosof 👤Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) var if. 👤G.W.F. Hegel den første i historien til at bringe subjektivitetens idé ind i verden; en opfattelse, SK langt hen deler i Om Begrebet Ironi (1841). – Livsphilosoph: 👤J.L. Heiberg bruger udtrykket dels om de gr. filosoffer, dels om Kierkegaards filosofi ( 63,32).
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 24
◄ Han var som bekjendt ... med Naturen : Hos den gr. forf. 👤Diogenes Laertios (3. årh. e.Kr.), fortælles i 2. bog, kap. 5, 21-22, følgende om 👤Sokrates: »Da han indsaae, at hiin Granskning i fysiske Ting ikke egentlig er vor Sag, begyndte han at filosofere i Værkstederne og paa Torvet om Sæderne«, jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af 👤B. Riisbrigh, udg. af 👤B. Thorlacius, bd. 1-2, 📌Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 66; sml. Diogenis Laertii de vitis philosophorum, libri X bd. 1-2, stereotyp udg., 📌Leipzig 1833, ktl. 1109; bd. 1, s. 70. – ligegyldig mod: indifferent over for.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 25
◄ »forsøger sig i den experimenterende Psychologie« : jf. undertitlen på Gjentagelsen ( 63,1).
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 27
◄ »sandsynlige« Beviis : hentyder til Urania. Aarbog for 1844 ( 63,32), s. 98.
I trykt udgave: Bind 15 side 75 linje 30
◄ medens der ingen saadan Udvikling ... til noget virkeligt Nyt : 79,23.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 6
◄ mærkelige : bemærkelsesværdige.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 10
◄ i Retning af : med hensyn til.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 12
◄ en Stymper, der ryger af Pinden til Attestats : en useriøs person, en fusker, som dumper til embedseksamen.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 14
◄ Manuducteurer: person, især ved universitetet, der underviser el. vejleder en studerende med det formål at forberede vedkommende til eksamen el. at supplere den af universitetslæreren givne undervisning.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 16
◄ Indbegreb : sammenfatning.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 18
◄ det til 1 Drachme : hentydning til 👤Platons dialog Kratylos, 384b, hvor 👤Sokrates fortæller: »Hvis jeg nu havde hørt 👤Prodikos' Foredrag til 50 Drachmer, hvor man – efter hans Paastand – ogsaa faar fuldstændig Undervisning i dette, var der vel intet i Vejen for, at jeg straks var klar over den sande Sammenhæng om Navnenes Rigtighed. Det har jeg imidlertid ikke. Jeg har kun hørt hans Foredrag til een Drachme. Altsaa ved jeg ikke, hvordan det i Sandhed forholder sig med saadanne Ting« (Platons Skrifter ( 68,32) bd. 3, s. 11f.); sml. Platonis opera bd. 3, 1821, s. 108. En drachme var i den gr. oldtid den alm. møntenhed i sølv.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 18
◄ der forsøger sig i den experimenterende Psychologie : jf. undertitlen på Gjentagelsen ( 63,1).
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 31
◄ cfr. Platos Cratyll en Yttring af Socrates : 76,18.
I trykt udgave: Bind 15 side 76 linje 33
◄ contemplerende : betragtende.
I trykt udgave: Bind 15 side 77 linje 2
◄ splendid : generøs.
I trykt udgave: Bind 15 side 77 linje 6
◄ nævnet : opkaldt, betitlet.
I trykt udgave: Bind 15 side 77 linje 23
◄ experimenterende : jf. undertitlen på Gjentagelsen ( 63,1).
I trykt udgave: Bind 15 side 77 linje 27
◄ antydet og tilstrækkelig udsagt : hentyder til Urania. Aarbog for 1844, s. 98 ( 63,32).
I trykt udgave: Bind 15 side 77 linje 31
◄ spille (...) i Haanden paa : (med list) viderebringe, meddele til.
I trykt udgave: Bind 15 side 77 linje 33
◄ in mente : lat., i sindet; i tankerne.
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 4
◄ vaaget over : været omhyggelig med.
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 5
◄ Mediation : 73,16.
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 5
◄ end sige : endsige, for slet ikke at tale om.
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 8
◄ hvilke jeg allerede har citeret : se SKS 15, 70,19-21.
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 10
◄ den Maade ... han citerer Goethes »gyldne Ord« : 72,15.
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 17
◄ hvad der ogsaa ængster ... cultivere vi vore Feil.« : citat fra Urania. Aarbog for 1844, s. 106 ( 72,15).
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 23
◄ dog er det, lige efter Citatet ... Gjentagelsens Dialektik : hentyder til Urania. Aarbog for 1844, s. 106f. ( 72,15).
I trykt udgave: Bind 15 side 78 linje 30
◄ den græske Nation : 📌Grækenland blev erklæret uafhængig af det Osmanniske rige i 1830.
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 12
◄ frede om : værne om.
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 17
◄ Snævringen ved Thermopylæ : Thermopylæ-passet med dets smalle vej var en vigtig forsvarsbastion for de antikke gr. bystater. Særlig kendt er slaget ved 📌Thermopylæ i år 480 f.Kr., hvor en alliance af gr. bystater ved Thermopylæ-passet forhindrede den mægtige, persiske hær i at trænge igennem.
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 18
◄ i Aandens Verden betyder ... at see Udviklingen : hentyder til Urania. Aarbog for 1844, s. 97 ( 72,10).
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 22
◄ idet den ene Generation begynder, hvor den anden slap : hentyder til 👤J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6), hvor det s. 94f. hedder: »Vel er der en Udvikling i alt organisk Liv. Frøkornet er en Spire, som igjennem forskjellige Stadier udvikler sig til Blomst og til Frugt; men det nye Frøkorn, som Frugten indeholder, er ganske ligesom det, hvoraf Planten fremspirede; den nye Plantegeneration gjentager blot den forrige, me- /95/ dens derimod i Aandens Rige enhver ny Generation gaaer ud over den foregaaende, og benytter dens Resultater til virkelig nye Begyndelser, det vil sige til saadanne, som føre til noget virkelig Nyt. Det maa følgelig erkjendes, at de Forandringer, som finde Sted i Naturen, ikke i egenlig Betydning fortjene Navn af Afvexlinger, men at det tvertimod er Gjentagelsens Lov, som behersker den; og især er Dette kjendeligt i Himmellegemernes Bevægelser, hvor Forandringen endog blot bestaaer i vexlende udvortes og tilfældige Combinationer, medens den organiske Natur dog frembringer en immanent Udvikling af oprindelige Spirer.«
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 23
◄ skulle vi: skal.
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 26
◄ Phraseologie : samling el. brug af faste udtryk og talemåder.
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 30
◄ Spørgsmaalet er det imidlertid ... indfrier sit Pant derved : Der hentydes dels til selskabslegen 'panteleg', hvor hver deltager giver et pant, som indfries, når det stillede spørgsmål er besvaret rigtigt. Dels til pantelegens dom at 'kigge stjerner', hvor den dømte skal udvælge sig en ledsager, hvorpå de tager hinanden om livet, går udenfor, giver hinanden et kys og kommer ind igen. Jf. 👤Anna Erslev Stuelege, 3. udg., 📌Kbh. 1904, s. 55 (dom nr. 50).
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 31
◄ Pag 110 synes Hr Prof. at tale lidet anderledens : se 👤J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844 ( 63,6), s. 110, hvor det hedder: »Hvad der nemlig skal lære os at see Aarets Gjentagelser i Afvexlingens Lys, er ikke saameget de ved udvortes Tilskikkelser fremkaldte forskjellige Stemninger, over hvilke vi endog indtil en vis Grad maae stræbe at blive Herre, som derimod den Overlegenhed, hvormed vor selvbevidste frie Villie gjør hine eensartede Epocher til forskjelligt betegnede Milepæle paa vor aandelige Udviklings Vei. Her gjælder i høiere Forstand Valgsproget: nulla dies sine linea; aldrig skulde nogen Dag henrinde uden at have meddeelt et eller andet, om end nok saa ringe, Udbytte enten fra Kunstens eller Videnskabens eller den selskabelige Omgangs eller den indre Udviklings Kreds. Men af smaa Perioder tør man ikke altid vente Saameget. Men er det lange Perioder, som ere henrundne uden Udbytte; føler man sig f. Ex. ved den samme Aarstids Tilbagevenden i alle Henseender paa selvsamme Plads, som da den forrige Gang var indtraadt: da har man vistnok Aarsag til at kjede og ærgre sig over Gjentagelsen, dog ikke over Naturens Gjentagelse, men derover, at man selv og i aandelig Henseende ikke har forstaaet at gjøre den til et Andet. Isaafald bliver Aaret at betragte som et Uhr, hvis Viser gjør os Bebreidelser ved at pege paa det spildte Timetal.« – anderledens: anderledes.
I trykt udgave: Bind 15 side 79 linje 34
◄ in abstracto : lat., i almindelighed, abstrakt.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 9
◄ übergreifende : ty., overgribende, altomfattende; udtrykket er typisk hegeliansk jargon
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 10
◄ in concreto : lat., i det konkrete, enkelte tilfælde.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 11
◄ Indbegreb : sammenfatning.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 14
◄ for 1 Drachme zum Gebrauch for en eller anden : Der hentydes til 👤Platons Kratylos ( 76,18). – zum Gebrauch for en eller anden: ty., spiller på udtrykket 'zum gebrauch für jedermann' (da. 'til brug for hvermand', dvs. hvem som helst), som anvendtes i titler på populære fremstillinger og desuden nedsættende om middelmådig litteratur.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 15
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 15
◄ abrenuntieret : frasagt sig, forsaget, afsværget.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 20
◄ satte under en veiledende ... Politie-Opsyn : hentyder til Urania. Aarbog for 1844, s. 98 ( 63,32).
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 21
◄ den forgyldte Nytaarsgave : 63,12.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 23
◄ see sit Navn indtegnet (...) i Livsens Bog : spiller modsætningsvis på ►Åb 17,8, hvor der er tale om dem, »hvis Navne ikke ere skrevne i Livsens [livets] Bog« (NT-1819). Se også ►Åb 20,15.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 24
◄ næstendeels : næsten, nærmest.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 26
◄ meget smukt og træffende : 63,32.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 26
◄ de Forklarede : de, der er forvandlet til en anden (og herligere) skikkelse.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 31
◄ drage sig Anpriisningen til Nytte : udnytte anbefalingen.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 31
◄ Siger ikke Bazil, at Figaro ... en uberegnelig Fordeel : sigter til 👤Mozarts Figaros Bryllup (1786), nærmere bestemt til 4. akt., 7. scene, i den da. libretto, Figaros Givtermaal eller Den gale Dag. Syngestykke i fire Acter oversat til Musik af Mozart efter den italienske Omarbeidelse af Beaumarchis' franske Original, ved 👤N.T. Bruun, 📌Kbh. 1817, s. 124, hvor syngemester 👤Bazile siger for sig selv: »Jeg mærker, hvad det er: Greven har et Stævnemøde med 👤Susanne, og det er 👤Figaro dum nok til at ville forpurre istedet for at høste Nytte deraf. O, den skinsyge Abekat! Men jeg vil holde mig ude af Legen, og ikke giøre mig en stor Herre til Fiende. I den Dyst komme vi Smaafolk altiid til kort.« Operaen blev opført første gang på 📌Det kgl. Teater 9. jan. 1821 og havde 74 opførelser frem til 10. maj 1844, heraf de otte fra jan. til maj 1844.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 31
◄ velfornemme : fornem, fin.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 35
◄ frister : lokker, overtaler.
I trykt udgave: Bind 15 side 80 linje 35
◄ fatale : uheldige, ubehagelige.
I trykt udgave: Bind 15 side 81 linje 8
◄ »Gjentagelsen er et afgjørende Udtryk ... Livet er en Gjentagelse : 69,4.
I trykt udgave: Bind 15 side 81 linje 11
◄ under Hr Professorens Auspicier : dvs. under hr. professorens opsyn og med hans støtte.
I trykt udgave: Bind 15 side 81 linje 14
◄ I den senere Deel ... Grækernes Betragtning : se Urania, s. 113, hvor 👤Heiberg bemærker, at vi ville have godt af at »vende tilbage til Grækernes sunde Livsphilosophie«.
I trykt udgave: Bind 15 side 81 linje 18
◄ betydede : betød.
I trykt udgave: Bind 15 side 81 linje 20
◄ Crisen : det afgørende omslag, vendepunktet.
I trykt udgave: Bind 15 side 81 linje 30
◄ »thi Grækerne gjøre den modsatte ... vælge at erindre.« : citat fra Gjentagelsen, s. 91, i SKS 4, 56f. ( 70,18).
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 4
◄ vistnok : sandelig.
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 7
◄ Fortgang med : forlængelse af.
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 10
◄ »den nyere Philosophie gjør ... bliver en Transcendents.« : citat fra Gjentagelsen, s. 91, i SKS 4, 56f. ( 70,18).
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 11
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 20
◄ Differentsen : forskellen.
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 21
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 21
◄ holder paa : insisterer på.
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 24
◄ ved at blive indkaldte af ... et encomio publico ornati : dvs. sådan som det sker, når nogen består en eksamen med udmærkelse. Det lat. udtryk 'encomio publico ornatos' ('udstyre med en offentlig lovprisning') betegner den, der tager eksamen med udmærkelse og således bliver 'indkaldt' for rektor til offentlig ros.
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 28
I trykt udgave: Bind 15 side 82 linje 33
◄ amo : lat., jeg elsker. Den første hovedtid, 1. person singularis præsens indikativ aktiv, af verbet amare. Dette verbum bruges i latinsk skolegrammatik som det første eksempel på de svage verbers bøjning.
I trykt udgave: Bind 15 side 83 linje 14
◄ verbum amavi amatum amare : dvs. i de øvrige tre af verbets fire hovedtider: 1. person singularis perfektum indikativ aktiv (amavi, jeg elskede), 1. supinum (amatum, for at elske) og præsens infinitiv aktiv (amare, at elske).
I trykt udgave: Bind 15 side 83 linje 15
◄ i Retning af : med hensyn til, i henseende til.
I trykt udgave: Bind 15 side 83 linje 18
◄ tvivlsom : præget af tvivl.
I trykt udgave: Bind 15 side 83 linje 18
◄ Spoer af : spor af, tegn på.
I trykt udgave: Bind 15 side 83 linje 19
◄ contemplerende : betragtende.
I trykt udgave: Bind 15 side 83 linje 27
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 2
◄ snurrig : besynderlig, kuriøs.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 3
◄ Bizarrerie : lunefuldt indfald.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 3
◄ skrevet saaledes, at Kjætterne ... ikke skulde kunne forstaae den : 63,1.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 4
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 6
◄ hiint forklarende Brev : sigter til pseudonymen 👤Constantin Constantius' afsluttende brev i Gjentagelsen med titlen »Til Velbyrdige Hr. 👤N. N. denne Bogs virkelige Læser«, i SKS 4, 89.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 10
◄ næst : næst efter.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 12
◄ Observatorium : hentydning til 👤J.L. Heibergs interesse for astronomi ( 63,6).
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 17
◄ Man har haft Exempel paa ... over sin Lykke : har ikke kunnet verificeres.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 21
◄ indkaldte af Literaturens ... et encomio publico ornati : 82,28.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 23
◄ saae mit Navn indtegnet (...) i Livsens Bog : 80,24.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 25
◄ den forgyldte Nytaarsgave : 63,12.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 26
◄ »meget smukt og træffende« : 63,32.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 27
◄ næstendeels : næsten, nærmest.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 28
◄ Sindssvaghed : det at være i en tilstand af sindsyge, vanvid.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 29
◄ løser op for et Menneske : gør en ende på et menneskes tilværelse, lidelser, lader mennesket gå bort, dø.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 29
◄ forklarer : afklarer, forvandler.
I trykt udgave: Bind 15 side 85 linje 30
◄ lyrisk overvættes Hopsasa : sml. journaloptegnelsen EE:36, i SKS 18, 17. – overvættes: overstadig. – Hopsasa: udbrud, der gengiver en munter danserytme i trefjerdedelstakt, fx et valsetrin.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 1
◄ Slutningen af en bekjendt Folkevise: ... den Dag forglemmes aldrig : I skæmtevisen »Manden og Konen satte dem ned« lyder omkvædet: »Hu hei! for mig og dig, siger jeg, / Den Tid forglemmes aldrig.« Visen kendes i flyvebladstryk fra 📌Haderslev o. 1815 og fra 📌København (Triblers Enke) 1827ff., jf. Danske Skæmteviser, udg. af 👤H. Grüner Nielsen, Kbh. 1927-28, nr. L (s. 136f.). Desuden 👤Anton Caen Folke-Visebog bd. 1-4, Kbh. 1847-51; bd. 2, 1849, s. 18f.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 4
◄ Siger ikke Basil, at Figaro ... en uberegnelig Fordeel : 80,31.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 8
◄ om det dog ikke skulde være ... Bogen heelt ud : 71,5.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 17
◄ letteligen : let.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 26
◄ Man prise Ingen lykkelig før han er død : hentyder til historien om den rige, lydiske kong 👤Krøsos, fortalt af 👤Herodot i hans Historier, 1. bog, kap. 32 og kap. 86. Krøsos havde indbudt den vise 👤Solon fra 📌Athen, forevist ham alle sine rigdomme, og ville da vide, hvordan Solon så på hans lykke. Solon svarede: »Du er, sådan som jeg ser det, vældig rig og herre over mange folk; men det, du spørger mig om, kan jeg ikke sige dig, da jeg endnu ikke har erfaret, at du har endt dit liv lykkeligt.« Senere, i 546 f.Kr., led Krøsos nederlag til den persiske kong 👤Kyros, som tog ham til fange og ville lade ham brænde; mens Krøsos stod ulykkelig på bålet, kom han i tanker om de ord, Solon havde sagt til ham, at »intet menneske kan være lykkeligt, så længe det endnu er i live«, og han råbte tre gange: Solon. Da Kyros hørte dette, lod han en tolk spørge, hvorfor han råbte det; og da han fik årsagen at vide, befalede han, at bålet skulle slukkes og Krøsos skånes. Jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af 👤F. Lange, bd. 1-2, 📌Berlin 1811, ktl. 1117; bd. 1, s. 18f. og s. 49f. Se også ►Sir 11,34: »Priis ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer« (GT-1740); 👤Montaignes essay over sætningen i »Man soll sich nicht eher glückselig preisen als nach dem Tode« i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände. Ins Deutsche übersetzt bd. 1-7, Berlin 1793-99, ktl. 681-687; bd. 1, s. 112-118; samt talemåderne: »Hold Ingen for lyksalig, før han kommer i sin Grav«, »Ingen kan siges lyksalig eller ulyksalig før sin Død« og »Ingen kan sige sig lyksalig, før han kommer i sin Grav«, 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 73,6) bd. 1, s. 646.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 28
◄ det »Mere, man i Aandens Rige ... ophæver denne som saadan« : 79,23.
I trykt udgave: Bind 15 side 86 linje 33
◄ Contemplationen : betragtningen.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 2
◄ Bevidsthedens anden Potens : 69,27.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 3
◄ Løsnet : hovedsagen.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 5
◄ conditio sine qua non : lat., 'betingelse, uden hvilken ikke'; en ufravigelig betingelse.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 5
◄ en religiøs Bevægelse i Kraft af det Absurde ... det Vidunderliges Grændse : 70,20.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 8
◄ i Retning af : med hensyn til.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 12
◄ den fra Immanentsen hentede Mediation : 73,16.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 13
◄ falde paa : finde på.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 15
◄ Auctoritet : autoritet.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 19
◄ den undrende Grosserer Nathansons ... dybsindig og klar? : sigter til N.L. Nathansons anmeldelse af 👤J.L. Heibergs Urania i Berlingske Tidende, nr. 344, den 22. dec. 1843, hvor det hedder: »Foruden vore tvende Folkecalendere, Trykkefrihedselskabets og den skandinaviske, have vi for næste Aar endnu faaet en tredie Calender, der imidlertid væsentligt adskiller sig fra de tvende andre, ja man kan gjerne sige fra alle hidtil kjendte; vi mene den af Prof. Heiberg udgivne 'Urania'. Den er kun bestemt for det mere dannede Publicum, men for dette vil den ogsaa have en høi Grad af Interesse. Man kan allerede, ved blot at høre hvem Udgiveren er, slutte sig til, at det æsthetiske og philosophiske Element her maa spille en Hovedrolle, og heri har man forsaavidt Ret; men vil man deraf tillige drage den Slutning, at et astronomisk Element blot er tilsat som noget uvæsentligt, da tager man dog mærkeligt feil, tvertimod ville [vil] Læserne af Heibergs Bog faae mere egentlig Stjernekjendskab end fra de sædvanlige Calendere, saa at denne bærer sit Navn med god Grund. Den Hensigt Heiberg har havt med den Stjernecalender for 1844, som danner første Deel af Bogen, er nemlig 'at orientere Læserne i Himmellegemernes Bevægelser og Stillinger', og de meddeelte Tabeller (over 37 udvalgte Fixstjerner, deres permanente og variable Bestemmelser, over Solen, de 6 Hovedplaneter og deres Drabanter) i Forbindelse med den tilføiede Forklaring over Calenderens Indretning give ogsaa virkeligt paa saa simpel Maade som mulig et Total-Overblik, der vil skaffe en rigere og klarere Nydelse ved Betragtningen af den herlige Himmelhvælving. Savner man imidlertid, hvad der vil hænde Flere, tilstrækkelig Interesse til at anvende den nødvendige Umage for at sætte sig ind i Calenderen, da læse man først den paafølgende Afhandling af Heiberg om 'det astronomiske Aar', og Lysten vil sikkert indfinde sig. Forfatteren udvikler her ligesaa dybsindigt som klart Betydningen af det astronomiske Aar, af Gjentagelsen og Forandringen, som de Synspuncter, hvorfra det maa betragtes; viser at et sympathetisk Samliv med Naturens periodiske Afvexlinger og Gjentagelser har en stor Betydning for det indre og ideelle practiske Liv, og vækker hos Enhver, der ikke blot bevæger sig i sin egen lille Kreds, men ogsaa lader sit Øie og sin Tanke vandre om i det store Himmelrum, Interesse for at trænge bestemtere og dybere ind i Aarets Aabenbarelser, for at lære at læse 'den levende Skrift, som Naturen selv skriver', og saaledes søge at opklare det mørke Blik, hvormed den nuværende Generation gaaer gjennem Livet. Mod Slutningen af Afhandlingen dvæler han ogsaa ved Spørgsmaalet om Stjernebeboere, hvilket ligeledes bliver Gjenstand for Betragtning i den følgende fortrinlige Afhandling af 👤Prof. Martensen. Denne, der bærer Titel af 'Kirke-Aaret', udvikler et ægte christeligt Standpunct, dette Aars Betydning, efter hvilket Tiden maales ved Aandens og Aabenbaringens Love, idet han opklarer, hvorledes gjennem det den treenige Guds Aabenbaringsmomenter udfoldes. – Den øvrige Deel af Bogen er af reent æsthetisk Indhold. (...) Efter saaledes at have givet vore Læsere en kort Udsigt over 'Uranias' Indhold haabe vi ret at have vakt Lyst hos dem til at lære den nøiere at kjende og besidde den som en herlig Julegave, der ikke blot kan glæde i den korte Juletid, men der vil beholde sandt og varigt Værd. Den er udkommen paa D'Hrr. Bing & Søns Forlag, i enhver Henseende elegant udstyret.« – Grosserer Nathansons: 👤Mendel Levin Nathanson (1780-1868), ty.-da. jødisk købmand, nationaløkonomisk forf., 1838-58 (og atter 1865-66) redaktør af Berlingske Tidende.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 20
◄ beregne Forskjellen mellem den apparente og den virkelige Pol Høide : Polhøjden er vinklen mellem horisonten og himlens pol og er et udtryk for, hvilken bredde man befinder sig på. Den bestemmes ved at måle den vinkel, horisonten i et givent sted danner med 📌Polarstjernen, der er i nærheden af himmelkuglens Nordpol. Den aflæste højde korrigeres vha. tabeller, når der bliver målt med sekstant, bl.a. fordi højden er målt til kiming (skillelinien mellem himmel og hav), og fordi Polarstjernen flytter sig i forhold til himlens pol. Den apparente polhøjde er da den tilsyneladende vinkel mellem horisonten og 📌Nordpolen. – apparent: lat., sandsynlige, tilsyneladende. Sml. journaloptegnelsen CC:13 (1836-37), i SKS 17, 204, og optegnelsen Papir 47:1, i SKS 27, 89.
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 23
◄ ligesaa elegant og nitid ... han taler om : hentydning til 👤J.L. Heibergs bøger ( 63,12).
I trykt udgave: Bind 15 side 87 linje 29
◄ Const. Const: : 👤Constantin Constantius, den pseudonyme forf. af Gjentagelsen ( 63,1).
I trykt udgave: Bind 15 side 88 linje 6