Uddrag fra Polemik mod Heiberg

Der findes ingen dateringer i materialet til »Polemik mod Heiberg«. Det forekommer dog sandsynligt, at SK affattede det meste af sin reaktion på 👤Heibergs artikel i umiddelbar forlængelse af dens udgivelse den 15. dec. 1843. I manuskripterne har SK enkelte henvisninger til aktuelle omtaler af årbogen, fx i »Et lille Indlæg«, hvor han i en senere overstreget fodnote skriver »cfr. Adresseavisen, hvor Bing & Søn allerede har anmeldt Bogen« (SKS 15, 64,28); 'anmeldt' betyder her 'annonceret', og der er tale om en forlagsannonce, som var trykt i Adresseavisen, nr. 298, den 19. dec. 1843.