A52ii227XI2A3951rAt »Christenheds« Χstd ikke blot fortynder, udvander Χstd, men at den forfalsker den i sit ⓘ Princip, gjør den til ⓘ den, christeligt, allerfarligste Gift, saa Χstd. saaledes ikke blot ikke er det Frelsende men det Dræbende.
A.
►Ifølge det n: T:s Χstd. er Χstd. Uro.
Det n: T: hviler ⓘ i den Betragtning, at et Msk. ►undfanget i ⓘ Overtrædelse, født i Synd, er – en klog Dyre-Skabning – som i en Art ►Forgjortheds og Fortryllelsestilstand ►forgabet i denne Sandse-Verden, elskende Ro.
Saa anbringer Χstd. Evigheden just som den intensiveste Uro, for at frelse Msk. ud af denne Forgjorthed, ud af Ro.
I Χstheds Χstd. anbringes Χstd: beroligende.
Resultatet er ogsaa, at Tilstanden 1v i Χsthed er en, en heel Qvalitet, dybere Verdslighed end nogensinde i ⓘ Hedenskab; thi i Χsthed er endog Evigheden brugt til at berolige og give Lyst til Livs-Nydelse.
B.
►Ifølge det n: T: fanger Gud efter Mskene, fordi han vil elskes af dem.
Derfor er Χstd. Uro. Saaledes larmer Fiskeren ogsaa for at ►skrække Fisken op af Dybet og Hulerne.
Altsaa Χstd. er Uro, for at fange.
Og Χstd. er Uro, fordi Gud vil elskes i et Modsætnings ⓘ Forhold (Conflicten ⓘ med »de Andre«).
I »Χsthed« bruges Χstd til 2r at berolige, man har ta657get Χstd. til Indtægt for det Princip som just er Χstd. imod.
Og i Χsthed haves ►christne Folk, Riger, Lande, en christen Verden. Dette vil sige Modsætnings-Forholdet (til de Andre) ved det at være Χsten og elske Gud gaaer ud, og vi har: Hedenskab.
C.
►Ifølge det n: T: afgjøres Ens evige Salighed her i detteⓘ Liv. (Evigheds Afgjørelse forholder sig ogsaa omvendt til Tid, jo kortere Tid, jo bedre)
I Χsthed lege vi den Leeg, at dette Liv er blot et Første, hele Evigheden en Stræben ɔ: vi 2v spilde dette Liv, og at spilde dette Liv skal være Χstd.