Du der kom til Verden for at lide, saa Du bar den tungeste af alle Lidelser: fra ⓘ Dit Livs første Øieblik at bære Bevidstheden forud – forøget i ⓘ den tungeste af alle Smerter, forsaavidt Du leed frivilligt, hver Øieblik at have det i Din Magt at forhindre Lidelsen: Du som saa leed hele Dit Liv igjennem, til sidst den forsmædelige Død: hav Tak, at Du har helliget det at lide, at Du ved Dit hellige Liv og Levnet har saligt forklaret hvad der er ►det naturlige Msk. som idel Mørke: det at lide. Hav Tak derfor; at ⓘ aldrig en Lidende maatte glemme dette, der over al Maade kan trøste og styrke og forklare; men at hell. ingen Lidende ⓘ ►formasteligt maatte glemme Forskjellen ⓘ der ydmyger: at Du leed, den Uskyldige for de Skyldige, denne Forskjel, som dog atter trøster over al Maade, at Din Død var Forsoningens.