Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 27

P424:424

»Lidelses-Historien«!



Christelige Taler.


Til Indledning maa anbringes en heel Undersøgelse om, hvori Christi Lidelse er uendelig qvalitativt forskjellig fra ethvert Mskes Lidelse. Hertil findes Eet og Andet hist og her i Journalerne. Denne Indl. kunde overskrives: Lidelses-Historien! ell. hvad jo deri ligger, at denne er eneste i sit Slags. Det Emphatiske.


De enkelte Taler skal være de fremtrædende Punkter i Fortællingen.

fE

No 1.

»Der de havde sjunget Lovsangen«


»i det Samme goel Hanen tredie Gang – og Χstus saae paa 👤Peder


og saaledes videre de enkelte Punkter.

P424:425


Ad »Lidelses-Historien!«


Msklig talt, reent msklig talt, forsaavidt man tør tale saaledes, maatte man sige, at Χstus havde een Lettelse, at han, der frivilligt paatog sig at lide (kom for at lide) med Evighedens Vished vidste, at det var det han skulde, saa der altsaa ingen, ingen, slet ingen Vaklen var i H: t: Opgaven og ingen deraf flydende Lidelse.

Dog maa erindres de Ord: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig – hvor denne Lidelse er antydet.

I Journalerne findes Adskilligt herom, især, vistnok, i den fra ifjor Foraar.

P424:427


Bøn.


Du der kom til Verden for at lide, saa Du bar den tungeste af alle Lidelser: fra Dit Livs første Øieblik at bære Bevidstheden forud – forøget i den tungeste af alle Smerter, forsaavidt Du leed frivilligt, hver Øieblik at have det i Din Magt at forhindre Lidelsen: Du som saa leed hele Dit Liv igjennem, til sidst den forsmædelige Død: hav Tak, at Du har helliget det at lide, at Du ved Dit hellige Liv og Levnet har saligt forklaret hvad der er det naturlige Msk. som idel Mørke: det at lide. Hav Tak derfor; at aldrig en Lidende maatte glemme dette, der over al Maade kan trøste og styrke og forklare; men at hell. ingen Lidende formasteligt maatte glemme Forskjellen der ydmyger: at Du leed, den Uskyldige for de Skyldige, denne Forskjel, som dog atter trøster over al Maade, at Din Død var Forsoningens.

P424:428


Ad Lidelses-Historien.


Indgang.


Lidelses-Historien!

1

Det christelige Syn.


Hvor mildt og kjerligt end Χstd. indbyder Menneskene, ja alle Msk. til sig, er dog vist at denne Indbydelse ikke er saa ganske ligefrem at forstaae; og vist er det ogsaa, at for den blot msklige Betragtning er Χstd., Χsti Liv, især da hans Lidelse og Død i den Grad Rædsel og Forfærdelse, at intet mere gysende lader sig tænke, ja, at der, dette undtaget, ikke lader sig tænke noget saa gysende. Mskligt talt er nemlig al Trøst og Viisdom indeholdt i følgende Tanke. Opgiv det Jordiske og Verdslige, fornegt Dig selv, tving hele Selvkjerligheden i Dig, bliv ganske Kjerlighed: saa er det umuligt, at Du i Dit Liv kan støde sammen med noget eneste Msk. Sammenstødet mell. Msk og Msk. ligger nemlig i Selvkjerligheden, der igjen forholder sig til det Verdslige og Jordiske; men naar Du bliver ganske Kjerlighed og ganske opgiver det Jordiske og Verdslige, bliver idel Selvfornegtelse og Opoffrelse, kort bliver ganske Kjerlighed: saa er Sammenstødet umuligt. Indtræder det alligevel, saa maa det være, fordi det dog alligevel ikke ganske er lykkedes Dig at opgive Din Selvkjerlighed.

Saaledes den blot msklige Betragtning, her standser den. Nu kommer Χstd, og forkynder, at 👤Jesus Χstus, der var »Kjerligheden«, at han alligevel stødte sammen og rædsomt stødte sammen med Verden, at han blev forfulgt, forhadt, tilsidst bespottet, besp[y]ttet, behandlet som en saa afskyelig Forbryder, at 👤Barrabas blev et Slags retskaffent Msk. i Sammenligning med ham, og endeligen korsfæstet. – og han var Kjerlighed, han var fra Evighed af Kjerlighed, han var fra det Øieblik af, han lod sig føde, og i ethvert Øieblik af sit Liv, indtil det sidste Kjerlighed – han var »Kjerlighed«.a 1Forbarmende Gud hvad vil dette sige. Den blot msklige Betragtning maa fortvivle, og skal den indlade sig paa dette Christelige kan den kun faae den vanvittige Trøst ud deraf: ja, Gud skee Lov, jeg for min Deel er da endnu langt fra at være »Kjerligheden« ell Kjerlighed, jeg har endnu en god Slump Selvkjerlighed i mig, saa mig vil det vel endda gaae ganske godtb; lad mig blot passe paa, ikke i altfor høi Grad at opgive min Selvkjerlighed, saa slipper jeg nok baade for de qvalfulde Anfægtelser og tillige ganske godt fra det i denne Verden, – der korsfæster Kjerlighed, og gaaer i Forbøn for 👤Barrabas.c Det vil sige for den blot msklig Betragtning er Χstus det Forfærdende, 👤Barrabas det Opmuntrende.

a Ny Udgang Almsklig, deri ogsaa indbefattet den jødiske, Fromheds Trøst er indeholdt i følgende Tanke, som kan udtrykkes med et Ord af det gl. T., hvor den erfarne, gudfrygtige, fromme Viismand taler »jeg har været ung og er blevet gl; men aldrig har jeg seet den Retfærdiges Sag forladt af Gud« – og saa kommer Χstd og forkynder, at Χstus, der jo, som aldrig nogensinde noget Msk, var den Hellige og Retfærdige, at hans Sag tidlig var, msklig talt, som tabt, og saaledes msklig talt som forladt af Gud, og endeligen sukker Χstus selv (den Hellige og Retfærdige den eneste Hellige, Retfærdige, der har levet) han sukker min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.

b og jeg vil formdl. heller ikke blive forsøgt i den Qval , som kun er forbeholdt den eneste Hellige og Retfærdige, at være forladt af Gud, og vel tilnærmelsesviis forbeholdt En i samme Grad som man blot tilnærmelsesviis nærmer sig til at blive renere og retfærdigere.

c og saa slipper jeg vel ogsaa for at forsøges i den Qval

Saaledes for den blot msklige Betragtning afΧsti Liv, Lidelse og Død. Men hvad betyder dette da christeligt? Det betyder, at Verden ikke blot erd middelmaadig, smaalig, selvkjerlig men at den er ond, ja at den ikke blot er ond, men at den er djævelsk. Og videre betyder det, at Χsti Liv, Lidelse og Død er for den blot msklige Betragtning som Forfærdende og Afskrækkende, ja Rædselen selv, det betyder christeligt, at kun Syndensbevidsthed og denne Bevidstheds Qvaler kan saaledes, om jeg saa tør sige, hugge Sporerne i Siden paa Msket, at de (tiltrods for den blot msklig Betragten af Χstd, og tiltrods for at for den blot msklige Betragtning er Χstd. Vanvid) tvinge Msket hen til Χstum; det betyder, at Enhver, der af nogensomhelst anden Grund end fordi Syndsbevidsthedens Qval driver ham, indlader sig med Χstd. og med Χstus, er i en Misforstaaelse, en Vildfarelse betræffende hvad Χstd er.

d ufuldkommen, svag,

Men naar det derimod er saaledes, naar det er Syndsbevidsthedens Qvaler, der drive et Msk. hen til Χstum: er han ifærd med at blive Χsten, og saa forvandler Χstd sig for ham og det Christelige fra at være det meest Forfærdende og Afskrækkende, til det kjerligst Indbydende og den saligste Trøst; thi da forklarer Χstd. at Χsti Død om den end biløbigt er Forbilledets er den dog væsentligt Forsoningens, Forsoningens Død ogsaa for hans Synder, saa om han end ikke drev det til[e]

[e] stræbende efter Lighed med Forbilledet at døe for Χstd, naar han blot troer, at Χstus er død for ham, Χsti Død Forsoningen for hans Synder: saa er han Χsten, fuldt saa vel som Den, der offrer sit Liv for Χstd., hvilken jo ogsaa, selv om han offrede sit Liv 10 Gange for Χstd. lige fuldt vilde behøve, at Χstus var død for ham. Dette een Gang for alle for at forebygge Misforstaaelsen som var Χsti Lidelse og Død væsentligen Forbilledets, medens den væsentligen er Forsoningens, og først saa Forbilledets, først saa kan benyttes i almdl. Forstand til Opbyggelse for Lidende, der lide i Lighed med Χstum, lide i denne Verden.

1 Ny Udgang.

P424:429


Ad Lidelses-Historien!


2

Forskiellen mell. Χsti og et blot Mskes Lidelse.


cfr.👤Luthers Prædiken over Epistelen paa anden Søndag efter Paaske p. 228. Christi Forskjellighed:

1) han har efterladt os Alle et Exempel.

2) han har lidt for os

3) han har lidt aldeles uskyldig.


forresten kan ogsaa eftersees Talen paa Langfredag i Epistel-Prædikenerne.


Under dette Afsnit behandles saa ogsaa hvad jeg vilde kalde:

de overmenneskelige Lidelser.


Fromheden har haft en Gru for at indlade sig paa at fremstille Χsti Lidelser; men [det] er dog nok tillige fordi den mangler psychologiske Forudsætninger til endog blot at kunne begynde derpaa. Thi det Legemlige ved hans Lidelse, det har den jo havt travlt nok med at fremstille; i en ældre [Tid] fik, Mænd og Qvinder, som senere bleve Helgene, ved Aabenbaringer af Χstus at vide, hvor mange Bødler, der havde været om at hudflette af (efter Ens Efterretning ifølge Aabenbaring: 60) og hvor frygtelig store Svøberne vare o: s: v:

P424:430


Ad Lidelses-Historien!     Indgang.


Χstus er Forbilledet; men som Forbilledet skruer han Fordringen endnu høiere op end Loven. Han siger til Msk: er Du saaledes, er Du saaledes Kjerlighed o: s: v: – ligner Du mig; og selv om Du i gode og lykkelig[e] Dage maaskee har lidt af Kjerlighed o: s: v: det er jo ikke at ligne mig. Nei, naar Alt er ondt mod, hader og forfølger Dig o: s: v: er Du saa Kjerlighed som jeg, ligner Du mig. Saa fortvivler Msk. Men i samme Øieblik forvandler Forbilledet sig er tillige – »Frelseren« der frelsende rækker ham Haanden for at hjælpe ham til at ligne Forbilledet. Han kaster sig i Forbilledets Arme. Men da gyser han igjen tilbage han er jo Synder. Men Forbilledet forvandler sig atter og er Forsoneren. Dette er Kjerligheden i Χsto 👤Jesu; forsaavidt der skal stræbes er han Forbilledet, som man skal ligne, men Forbilledet er tillige Frelseren og Forsoneren der hjælper den Χstne til at ligne Forbilledet.