↩
P284:291
A42-ⓘ IIIA222►I gamle Dage skrev man som bekjendt det ene Ord i det andet uden Ophør, den ene Sætning i den anden uden Adskillelse; det gyser i Een, naar man tænker paa at læse en saadan Skrift. Nu er man imidlertid gaaet til den modsatte Yderlighed, man skriver slet ikke andet end Tegnene, ingen Ord, ingen Mening, men lutter Udraabs- og Spørgsmaalstegn.