Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 27

P284:285


Christi Fødsel er ikke blot en Begivenhed paa Jorden men ogsaa i Himlen, men vor Retfærdiggjørelse er ogsaa ikke blot en Begivenhed paa Jorden men ogsaa i Himlen. –

P284:286


det sympathetiske Egoistiske Ironie


det Hypochondre Egoistiske. Humor.

man er sig selv nærmest

P284:287


Det er disse to Sider af Circulationen i Staten, den ene Udvikling fører fra Hjertet til Extremitæterne (det er Embedsclassen) den anden fra Extremitæten til Hjertet (det Communale, Repræsentation i Stænder-Forsamling etc) derimod Intet abstrakt

P284:288


I hvilken Forstand foregaaer der ved Syndernes Forladelse en virkelig redintegratio in statum pristinum, ogsaa hvor der er Spørgsmaal om en Forladelse af actuelle Synder? Dette er af yderste Vigtighed m: H: t: Χstdommens Opfattelse af Virkeligheden. I hvilket Forhold træder den Angergivne, der har modtaget Syndernes Forladelse til den Straf, som Virkeligheden selv kan indeholde. Skal han vedblive at behandle den som Straf, eller er der foregaaet en Forvandling, hvorved den lader sig opfatte som Tilskikkelse.

P284:292

──────────

Dersom jeg ikke vidste med mig selv, at jeg er en ægte Dansk, saa kunde jeg næsten for at forklare de Modsætninger, der i mig ere i Bevægelse, fristes til at antage, at jeg var en Irlænder. Dette Folk nænner nemlig ikke at døbe deres Børn ganske, de vil dog beholde lidt af Hedenskabet tilbage, og medens man ellers dypper Barnet heelt under Vandet, lade de den høire Arm være fri, for at han med den kan føre Sværdet, kan omfavne Pigerne.

P284:294

──────────

... Og naar man saa har levet en halv Snees Aar i dette rædsomme Stilleben, saa har dette usle, magre Liv sat saa megen Fløde, som man kan sluge i et eneste Øieblik uden at forsluge sig. Den Takt kan jeg ikke gaae i.

P284:296


Mit Helbred tager daglig af; snart har jeg vel udlevet; men jeg frygter ikke Døden, jeg har lært ligesom de romerske Soldater, at der er værre Ting til.

P284:297


Ældre end Januar 1843.

P284:299


Saaledes forvandler Kjærlighed sig til Had. Billedhuggeren Pheidias havde to Disciple, Alkamenes fra 📌Athen og Agorakritos fra Paros. Begge to udarbeidede en Statue af Aphrodite; da imidlertid Alkamenes vandt Prisen, saa solgte Agorakritos sit Arbeide under den Betingelse, at det ikke blev i 📌Athen, forvandlede den til en 👤Nemesis, som blev opstillet i Rhamnus.

P284:301

══════════

Jeg havde Lyst at skrive et Stykke som skulde hedde: Livet paa Prøve. Det maatte holdes meget phantastisk. Her kunde deels den hypochondriske Ængstelighed, deels den egoistiske Nydelsessyge gestalte sig paa allehaande Maader, saaledes at Stykket hævede sig selv, idet alle de Magter, der paa denne Maade fjernede sig fra hinanden, tilsidst see dem besnærede i en Virkelighed, som de selv havde hypothetisk opstillet; men som nu ifølge den Kraft, Virkeligheden altid har, fødte en Virkelighed, som de slet ikke ahnede.

Saaledes f. Ex. et hypothetisk indgaaet Ægteskab, hvor Børnene gjorde en Streg i Regningen.

En hypothetisk Embeds-Ansættelse, der indviklede En i Virkelighed.

En hypothetisk Stat, der fik Bryderier med Virkeligheden.

P284:302


Tidsskriftet inddeles saaledes.


Præmonenda.