◄ Døden (...) lært ligesom de romerske Soldater, at der er værre Ting til : hentyder muligvis til en passage om de rom. soldaters forhold til døden i 👤Marcus Porcius Cato d. Ældres (234-149 f. Kr.) fragmentarisk overleverede historieværk 👤Origines (lat., 📌Roms oprindelse). Passagen kendes gennem 👤Ciceros to dialoger Tusculanae Disputationes (lat., Samtaler på Tusculum), 1. bog, 42, 101, og Cato Maior de senectute (lat., Cato den Ældre om alderdom), 20, 75, jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af 👤J.A. Ernesti, bd. 1, 2. udg., 📌Halle 1757 [1756], bd. 2,1-2,2 samt bd. 3-4, 1. udg., Halle 1756, og Indices rerum et verborum, 2. udg., Halle 1757 [1756], i alt 6 bd., ktl. 1224-1229; bd. 4, s. 310f. og s. 956f. I De senectute forklares de rom. soldaters dødsforagt med ungdommelig livsappetit og en sund mangel på refleksion over døden; når mennesket ældes og indtræder i nye perioder af livet, er det udtryk for en vedvarende opståen af nye interesser og målsætninger frem til alderdommen, hvor interesserne svækkes, symptomet på livsmæthed. I Tusculanae Disputationes tjener passagen om de rom. soldater som billede på det fornuftige forhold til døden, der med udgangspunkt i sokratisk tradition kendetegner den rom. stoicisme; da døden både er en naturgiven ting for alle mennesker uden undtagelse og et evigt fænomen, kan den ikke være et onde.
I trykt udgave: Bind 27 side 283 linje 18