261A422881rDe første Rudimenter til Enten – Eller.
den grønne Bog.
nogle Enkeltheder som ikke bleve brugte.
A42288IIIA2421rog selv det blot eengang at have været Gjenstand for den strængere Dom selv om man havde forbedret sig, det er dog Noget som ikke lod sig glemme.
IIIA243det eneste, der er at befr[y]gte er, at de prostituerede ►Fruentimmer skulde ►falde paa at nægte hendes Ønske, thi ⓘ [da] er Alt tabt, de havde ⓘ vundet et Skin af Sandhed, og Pigen havde tabt Alt.
A42 288 IIIA244 2r ⓘ Skeptikeren
Ligesom Forføreren skulde give et reflekteret Billede af den ufuldbaarne Stræben, der vilde realisere sig i Forhold til »Qvinden«, saaledes Skeptikeren i Forhold til Manden som et Forsøg paa at fravriste ham Alt
A42288IIIA2451rBlade af en ►Opsigtsbetjents Dagbog
det var d. 1ste April 1830 at jeg blev ►Gestrikts Betjent under 📌Børsen.
ⓘ Udgiveren har ikke kunnet afholde sig fra at indskyde enkelte Observationer.
262Det er Søndag-Eftermiddag – Alt saa stille – ►en Mand raaber med Reier –
en Mand med ►Kæmper – det afsides Sted, hvor de voxe –
►en Appelsinkone – Foraarsbudskab –
en lille ►Forliebelses Historie i Distriktet –
B4 288 IIIB31 1r Enten – Eller
►so reit' ich hin in alle Ferne
Über meiner Mütze nur die Sterne.
et Fragment.
»Som jeg atter og atter har sagt Dig det, saaledes skriver jeg ⓘ Dig det til – enten – eller, og ⓘ eet aut er ikke nok, thi den ene Anskuelse lader sig ikke som en sideordnet knytte til den anden, men det er det udelukkende ►aut – aut. Hvad enten Du derfor nu bliver vred, og bryder med mig som Du har brudt med saa mange andre – hvad eller Du tager det venlig op, i ethvert Tilfælde vedbliver jeg: ⓘ enten – ⓘ eller – « –
IIIB322r
23. Papir275:2, bl. [2r]
ⓘ
Alt er stille – Hornblæseren ved ►📌Nørreport lyser sin Velsignelse over Landet, det gjenlyder langt borte1 –
– Alt sover – kun Kjærlighed vaager enten ved Sygeleiet – ell. eensom ventende ell. lykkelig drømmen[de] vaagen – Folk mene at Kjærlighed sover om Natten – tvertimod den vaager som andre Gjenfær kun i Nattens Time – den er bleven et Gjenfær – et Lys ►vinker mig. hun hører Signalet – Jægerens Apel – det er ogsaa ⓘ
mit Apel – ⓘ
Dette Apel synes at kalde Folk ind i Byen, nei det er en Velsignelse jeg tager med mig – Lyset bevæger sig – Hun sætter det ind i det andet Værelse for uforstyrret at kunne stirre ud i det Mørke –
Kl: er ►ⓘ
tre qvarteer til 12
– endnu er det Dag. Snart er det Nat –
✂
1
han gaaer indenfor Porten og hans Toner gjenlyder1 endnu længere borte fra end da han stod udenfor ⓘ
Porten. – Sk Sk
✂ 1 de sætte Nattens stille Aander i Bevægelse og den ene ►Slægt gjentager det for den anden –
263
264
B4
288
IIIB33
1r
Forføreren –
enten saa unge, at de ikkun ahnede Kjærlighed –
ell. et uheldigt Forsøg i prosaisk Erotik –
IIIB36 ⓘ og hvad er dog alle Verdens diplomatiske Hemmeligheder, i Sammenligning med en ung Piges Hemmelighed.
IIIB34Forføreren og den Forførte
ⓘ Man vente ikke her at see en Liste over forførte Piger, hvem Tabet af deres Ære udelukkede fra det msklige Samfund, tvertimod med dem foregik ingen synlig Forandring for deres Omgivelsers Øine, kun han og hun vidste det, han havde bedaaret dem, vidst, at de vilde offre ham Alt og dermed var han tilfreds –
enten vare de saa unge, at de kun ahnede ell. vaagne drømte om Kjærlighed, ell. han lod en slet og ret Frier gaae imellem. Naar denne nu først havde bibragt dem Afsmag for Kjærlighed da fulgte han, men talte ikke om Kjærlighed, tvertimod gjorde han alt for at neutralisere den, udviklede den intellectuelle Side for dem, saa at de endog bleve istand til at opfatte Kjærligheden ironisk. Under alt Dette bevarede han en høi Grad af aandelig Overvægt. Det var som om han slet ingen Modtagelighed havde for ⓘ Sandselighed, indtil pludselig et eneste Ord, en Mine, som et Dolkestik bragte dem til at rødme, nu var han deres Medvider – de følte hans Overlegenhed og havde ingen at henvende sig til ►uden til ham – ►allehaande Mystificationer –
IIIB37 ⓘ Tilsidst blev han selv ►forliebt ligesom 👤Narcissus.
og det at jeg elsker Een, det er en Hemmelighed, som kun tør forraades i Nattens Stilhed, aldrig gjentages til den Samme og ⓘ Vee den, som aftvang mig denne Tilstaaelse. Dette Moment er det høieste Glandspunkt og hvorledes skulde det lade sig gjentage uden ⓘ at klinge som en skrigende Parodie.
–– Stundom var han saa aandelig at jeg følte min qvindelige Existents tilintetgjort ligeoverfor ham, stundom saa ⓘ sandselig, at jeg skjælvede for ham, og naar han da hengav sig og jeg omfavnede ham, jeg holdt ham i mine Arme, saa var han borte, jeg ►favnede Skyen, for at erindre om et Udtryk af ham, ⓘ ikke som om jeg ikke kjendte dette Udtryk før han lærte mig at kjende det, men han har fængslet mig, har ⓘ besat mig, saa al min Tænkning tæn265ker ham med – Jeg har altid elsket Musik, han var et mageløst Instrument, blød og elastisk kunde man altid spille paa ham, han havde et Omfang, som aldrig noget Instrument har haft det, han var et Indbegreb af alle Følelser og Stemninger, ingen Tanke ham for høi, ingen Forvildelse for fortvivlet, han kunde bruse som en Efteraarsstorm, hvidske uhørligt – ikke et Ord af mig blev uden Virkning, men dermed kan jeg ikke sige, at ⓘ mit Ord ikke forfeilede sin Virkning, thi hvad Virkning det vilde gjøre var umuligt at vide, med en ubeskrivelig men hemmelighedsfuld salig unævnelig Angst lyttede jeg til denne Musik, jeg selv fremkaldte og dog atter ikke fremkaldte, altid ⓘ blev der Harmonie, altid rev han mig med