»'De første Rudimenter til Enten – Eller. den grønne Bog. nogle Enkeltheder som ikke bleve brugte'«

2. Datering og kronologi

Påskriften på omslaget (Papir 271), hvori Papir 272-276 har været samlet, angiver, at papirerne er ordnet af SK engang efter udgivelsen af Enten – Eller (1843). Hvilke af manuskripterne SK kalder »nogle Enkeltheder som ikke bleve brugte«, og hvilke han kalder »De første Rudimenter til Enten – Eller«, kan imidlertid ikke entydigt bestemmes, da ingen af teksterne, som de præsenterer sig i mss., er at finde i Enten – Eller, og da alle teksterne i et vist omfang kan kategoriseres som »Rudimenter«. Papir 272-274 synes dog at være fra et tidligere stadie i værkets tilblivelse end Papir 275-276 og regnes derfor her for »De første Rudimenter til Enten – Eller«.*

Papirerne er udateret, men synes at stamme fra tiden umiddelbart forud for SKs afrejse til 📌Berlin den 25. okt. 1841. SK omtaler i flere af sine breve til vennen 👤Emil Boesen et værk, som han nyligt er begyndt at skrive på, den 14. dec. 1841 lyder det: »Jeg skriver paa Liv og Død. Jeg har nu skrevet 14 trykte Ark. Dermed har jeg fuldendt en Deel af en Afhandling, som jeg volente deo engang skal forelægge Dig«, og den 1. jan. 1842 nævner han det ved titel, da han skriver »Du spørger, hvad det er jeg arbeider paa (...) det er den videre Udførelse af Enten Eller«* .

Når dateringen er henlagt til forud for afrejsen til 📌Berlin, skyldes det, at SK i et af sine kladdehæfter fra opholdet i 📌Berlin henviser til »Brev fra den Forførte«, dvs. Papir 276:3, med ordene »Billeten maa findes mell: mine Papirer. Jeg havde udarbeidet den før min Afreise«.*