↩ Dog først et Par historiske Oplysninger, der vil være absolut nødvendige for det læsende Publikum, da jeg i dette Øieblik ikke kan skrive om ►den europæisk-berømte Digter 👤Andersen, ►der nu snart vil tiltræde sit Triumphtog, uden at berøre min egen ubetydelige Person. Jeg antager nemlig for vist, at Publikum for længst har glemt, eller rettere maaskee aldrig har vidst, at jeg ►i Aaret 1838 udgav en lille Piece, hvori jeg i Forhold til mine Evner stræbte at fastholde den ►buntede og brogede andersenske Digter-Existents i alle dens Krumninger, Slyngninger, Dreininger, Vridninger, Vrængninger. – ►I Sommeren 1840 blev da paa 📌det kongelige Theater opført et Stykke, som hed »En Comoedie i det Grønne«. Dette behøver jeg nu vel ikke at erindre om; thi Stykket var af 👤Andersen. ►Strængere Arbeider forbød mig imidlertid netop i denne Sommer at følge med den skjønne Litteraturs friske Frembringelser, og jeg vilde maaskee i min isolerede Existents være forbleven uvidende om dette Stykkes Tilværelse, hvis ikke et Par af mine Bekjendtere, maaskee af Interesse for mig, eller vel snarere af Interesse for det Komiske og for at fryde sig over min Forlegenhed, havde fortalt mig, at det var til, ja at 👤Andersen – det er netop Humlen, – ►havde lagt en af Personerne hele lange Tirader af min lille Piece i Munden! Dette var for meget. Det sortnede for mine Øine. Imidlertid kunde jeg dog ikke tilbageholde det Ønske at faae lidt nærmere Oplysning om, hvorledes 👤Andersen havde citeret mig. Jeg havde haabet, at ►Theater-Directionen skulde have afkjøbt 👤Andersen Stykket, – og, ubegribeligt, i Sandhed ubegribeligt: da dette ikke skete, faldt det mig dengang slet ikke ind, hvad der dog laae saa nær, at jeg kunde have kjøbt det og foræret Theater-Directionen det, 8ifald den ellers vilde have haft det, for om muligt at erhverve mig nogen Fortjeneste af de skjønne Videnskaber, for om muligt at give et Beviis paa, at dog ogsaa Nogle veed at vurdere en Digter. Men hvad skeer: paa en anden Maade skulde mit Ønske gaae i Opfyldelse og det netop, da jeg mere og mere begyndte at opgive det, da jeg vidste, at ►👤Andersens Afreise med stærke Skridt nærmede sig. Jeg hensank i et stille Veemod. Jeg tænkte ved mig selv: Nu reiser 👤Andersen; maaskee til ►📌Trapezunt eller F..... i Vold til R....; ►hvo veed om han nogensinde kommer tilbage, og dog mangler vi dette lille Stykke og deri maaskee et saa stort Bidrag til hans Charakteristik. Jeg tænkte allerede paa, at jeg vilde anmode ham gjennem Avisen om at udgive det, og ligesom man ofte læser, at en tilreisende Familie anmoder Theater-Directionen om at opføre et Stykke, saaledes tænkte jeg som bosiddende Mand at være ligesaa beføiet til at anmode den bortreisende 👤Andersen om at læge og dulme et længe følt Savn ved at ►udgive dette dramatiske Arbeide. Og dog var det maaskee godt, at jeg ikke gjorde det. Stykket vilde rimeligviis have tabt noget af det Overraskende, noget af den Duft, som det beholder, naar man veed, at intet timeligt eller jordisk Hensyn har kaldet det til Verden, men ►»det Poetiskes egen indre dybe Trang«. Hvad der end mere bevirkede, at jeg ønskede, at dette Stykke skulde udkomme, var, at jeg haabede deri muligen at finde en dybere Oplysning om Et og Andet, der i det Øieblik, jeg nedskrev det, ikke var mig absolut klart.