Kierkegaard, Søren Et Øieblik, Hr. Andersen!

IIIB1 ⓘ , ▶ EPI-II 567Et Øieblik, ►Hr. 👤Andersen!

✂ ►Man fortæller om 👤Till Ugelspegel, at han blev sendt i Byen af sin Madmoder for at hente for 4 ß Eddike. Han blev borte i henimod 3 Aar. Mod det tredie Aars Slutning kom han styrtende ind af Døren, slog Flasken itu, spildte Eddiken og raabte: det Hastværk har Fanden skabt. Saaledes omtrent er Hr. 👤Andersen til min ikke ringe Forskrækkelse kommen styrtende ind i den litteraire Verden med for 4 ß Polemik, som han formodentlig omhyggeligt har samlet i de to Aar, der ere forløbne, siden jeg fik ►hiint ulykkelige Indfald, der nu bliver straffet saa haardt.

✂ Dog først et Par historiske Oplysninger, der vil være absolut nødvendige for det læsende Publikum, da jeg i dette Øieblik ikke kan skrive om ►den europæisk-berømte Digter 👤Andersen, ►der nu snart vil tiltræde sit Triumphtog, uden at berøre min egen ubetydelige Person. Jeg antager nemlig for vist, at Publikum for længst har glemt, eller rettere maaskee aldrig har vidst, at jeg ►i Aaret 1838 udgav en lille Piece, hvori jeg i Forhold til mine Evner stræbte at fastholde den ►buntede og brogede andersenske Digter-Existents i alle dens Krumninger, Slyngninger, Dreininger, Vridninger, Vrængninger. – ►I Sommeren 1840 blev da paa 📌det kongelige Theater opført et Stykke, som hed »En Comoedie i det Grønne«. Dette behøver jeg nu vel ikke at erindre om; thi Stykket var af 👤Andersen. ►Strængere Arbeider forbød mig imidlertid netop i denne Sommer at følge med den skjønne Litteraturs friske Frembringelser, og jeg vilde maaskee i min isolerede Existents være forbleven uvidende om dette Stykkes Tilværelse, hvis ikke et Par af mine Bekjendtere, maaskee af Interesse for mig, eller vel snarere af Interesse for det Komiske og for at fryde sig over min Forlegenhed, havde fortalt mig, at det var til, ja at 👤Andersen – det er netop Humlen, – ►havde lagt en af Personerne hele lange Tirader af min lille Piece i Munden! Dette var for meget. Det sortnede for mine Øine. Imidlertid kunde jeg dog ikke tilbageholde det Ønske at faae lidt nærmere Oplysning om, hvorledes 👤Andersen havde citeret mig. Jeg havde haabet, at ►Theater-Directionen skulde have afkjøbt 👤Andersen Stykket, – og, ubegribeligt, i Sandhed ubegribeligt: da dette ikke skete, faldt det mig dengang slet ikke ind, hvad der dog laae saa nær, at jeg kunde have kjøbt det og foræret Theater-Directionen det, 8ifald den ellers vilde have haft det, for om muligt at erhverve mig nogen Fortjeneste af de skjønne Videnskaber, for om muligt at give et Beviis paa, at dog ogsaa Nogle veed at vurdere en Digter. Men hvad skeer: paa en anden Maade skulde mit Ønske gaae i Opfyldelse og det netop, da jeg mere og mere begyndte at opgive det, da jeg vidste, at ►👤Andersens Afreise med stærke Skridt nærmede sig. Jeg hensank i et stille Veemod. Jeg tænkte ved mig selv: Nu reiser 👤Andersen; maaskee til ►📌Trapezunt eller F..... i Vold til R....; ►hvo veed om han nogensinde kommer tilbage, og dog mangler vi dette lille Stykke og deri maaskee et saa stort Bidrag til hans Charakteristik. Jeg tænkte allerede paa, at jeg vilde anmode ham gjennem Avisen om at udgive det, og ligesom man ofte læser, at en tilreisende Familie anmoder Theater-Directionen om at opføre et Stykke, saaledes tænkte jeg som bosiddende Mand at være ligesaa beføiet til at anmode den bortreisende 👤Andersen om at læge og dulme et længe følt Savn ved at ►udgive dette dramatiske Arbeide. Og dog var det maaskee godt, at jeg ikke gjorde det. Stykket vilde rimeligviis have tabt noget af det Overraskende, noget af den Duft, som det beholder, naar man veed, at intet timeligt eller jordisk Hensyn har kaldet det til Verden, men ►»det Poetiskes egen indre dybe Trang«. Hvad der end mere bevirkede, at jeg ønskede, at dette Stykke skulde udkomme, var, at jeg haabede deri muligen at finde en dybere Oplysning om Et og Andet, der i det Øieblik, jeg nedskrev det, ikke var mig absolut klart.

✂ Men ak! ak! ak! Hvor ulyksalige ere ikke vi Mennesker; selv hos 👤Andersen søgte jeg det – forgjeves. Borte vare mine poetiske Drømme; en hemmelig Ahnelse om, at der kunde have været en anden Grund for ►Theatret til ikke at antage det, en stille Frygt for, at der kunde være anden Grund til, at det nu udkom, end det Geniales ►kategoriske Imperativ, greb min Sjæl.

✂ Dog det er især det sidste Punkt, jeg skal dvæle ved. ►Digteren 👤Holst blev maaskee ved udvortes Omstændigheder, som ikke stod i Angriberens Magt, nogle faae Dage før hans Afreise Gjenstand for et Angreb, som netop paa Grund af det Uheldige i Tiden vakte Misfornøielse med Forfatteren. – Anderledens med mig. ►Jeg bliver nogle faa Dage før 👤Andersens Afreise Gjenstand for et Angreb (thi at jeg ►allerede var angrebet i Sommeren, kunde jeg ikke ganske med Sikkerhed vide, da Efterretningerne løde høist gaadefulde; svare kunde jeg altsaa umuligt og 9maatte derfor ansee hele 👤Andersens ►Machination for ►et Kneps i Lommen). Han har formodenlig allerede været henne at bestille sig et Par Sko med ►Semslærs Saaler under, som kan holde ud paa Reisen, og inden man veed et Ord deraf, er han maaskee borte.

✂ Dog til Sagen. I denne Comoedie ►optræder nemlig Skuespildirecteur 👤Dalby i flere Roller, blandt andet ogsaa som Haarskjærer. Det er kun denne Præstation, jeg har med at gjøre. Denne Person skal nu være en vrøvlevorren ►Hegelianer. Dersom jeg nu vilde sige til 👤Andersen, at jeg aldrig har udgivet mig for nogen Hegelianer, og det forsaavidt var taabeligt af 👤Andersen, at tage Sætninger af min lille Piece og lægge en Hegelianer i Munden, saa vilde jeg næsten forekomme mig selv afsindig. Thi enten maatte jeg med det Ord »Hegelianer« forbinde Forestillingen om en Mand, der med Alvor og Energie havde omfattet denne Tænknings Verdens-Anskuelse, tilegnet sig den, fundet Hvile i den, og nu med en vis sand Stolthed sagde om sig selv: ogsaa jeg har haft den Ære ►at tjene under 👤Hegel, – og i dette Tilfælde vilde det ►være et Raserie af mig at sige det i en Samtale med 👤Andersen, da han formodentlig ikke vilde kunne knytte en fornuftig Tanke dertil, ligesom jeg idetmindste vilde tage i Betænkning at bruge et saa betydningsfuldt Prædikat om mig selv, om jeg end var mig bevidst, at jeg havde stræbt at gjøre mig fortrolig med 👤Hegels Philosophie. Eller jeg vilde ved en Hegelianer forstaae et Menneske, der, flygtigt berørt af denne Tænkning, nu ►bedaarede sig selv i et Resultat, han ikke eiede, – og da vilde det være ikke mindre ►daarligt at sige dette til 👤Andersen, saafremt man ellers vil give mig Ret i, at den som ikke veed, hvad en Hegelianer er i Sandhed, heller ikke veed hvad en Hegelianer er i sin Usandhed, det vil sige: ingen konkret Forestilling kan have derom.

✂ Derimod vil jeg i al mulig Forsonlighed give 👤Andersen Oplysning om en Fordeel han er i Besiddelse af, uden at han maaskee ret veed, at han eller i hvor høi Grad han eier den. Naar man nemlig vil lægge en Person noget Vrøvl i Munden, kan det for det skrivende og digtende Individ (ikke ganske saaledes for det læsende) opnaaes paa to Maader, enten derved at man i Kraft af Fornuften og med dens Overlegenhed skuer ned i Vrøvlets taagede Rige; eller derved, at man tager Noget, man ikke forstaaer, nu i Stilhed gjør den Slutning: naar jeg ikke forstaaer det, er det Vrøvl (jeg siger: i Stilhed; thi det er ikke altid raadeligt at lade sig forlyde 10høit derom) og derpaa afskriver det eller rettere aftegner det, som jo altid de maa gjøre, der skal afskrive Noget, de ikke forstaae. I denne Henseende indrømmer jeg nu gjerne 👤Andersen Fortrinet for en hvilkensomhelst nulevende Digter, og jeg gratulerer ham til de umaadelige videnskabelige Overdrev, der udstrække sig for hans Øie, og jeg forundrer mig blot over, at han har villet udvælge min fattige ►Huusmandslod, han, Digter 👤Andersen, der er al Philosophiens og al høiere Videnskabeligheds monopoliserede negative Eier, deres Behersker i samme Forstand ►»som Lazaronerne kalde sig Palladsernes Beherskere«.

✂ Men, siger maaskee En eller Anden, der har hørt eller læst denne Comoedie, ere ►de Ord, 👤Andersen lægger denne Haarskjærer i Munden, virkelig Citater? Jeg finder dette Spørgsmaal at være det naturligste af Verden, thi det er kun 👤Andersen, der – for mig saa uhyre smigrende, – har holdt sig overbeviist om, at det læsende og skuespilbesøgende Publikum ikke blot har læst min lille Piece men ikke glemt den i 2 Aar. Og i Sandhed, den Smiger er sød i min Mund, sødere end Honning; thi jeg veed intet Sødere, end naar En smigrer mod sin Villie. – Dog min for et Øieblik landflygtige Forstand er atter vendt tilbage, og jeg seer jo vel, at der maa ligge en Misforstaaelse til Grund, og 👤Andersen, der maaskee med en vis Uvillie har troet, at jeg ved den lille Piece har villet knytte mig til hans Udødelighed, har villet sikkre mig Umuligheden af noget Øieblik at kunne være glemt. At det nu virkelig er Citater, det kan falde mig vanskeligt at bevise Læseren, da han naturligviis ikke har min Pjece ved Haanden, men jeg kan forsikkre ham, at f. Ex. den Replique: ►»Det Sublimat af Glæde over Livet« osv., der findes S. 3, 1ste Spalte, er ordret aftrykt, og at det Eneste, hvorved 👤Andersen har villet gjøre den til sin Eiendom, hvad der for den finere Iagttager af 👤Andersen ikke er uheldigt, er at ►han skriver matematica uden h.

✂ Dette maa nu være nok for denne Gang.

✂ Skulde 👤Andersen ønske at fortsætte denne Strid, da vil jeg, for ikke at bebyrde Bladene med mine ubetydelige Skriverier, foreslaae ham, at vi udgive et Blad i Forening, og for at jeg Intet skal have at bebreide mig ved at volde ham en Udgivt, vil jeg gjerne bestride det Pecuniaire, og det saa meget mere som jo ►efter vor Retspleie den Tabende altid bliver idømt Processens Omkostninger. Kun det vil jeg bede ham om, at han til Erstatning fordi han har haft 2 Aar til sit første Indlæg, idetmindste vil 11lade sit Svar komme saa tidligt før hans Afreise, at jeg kan faae et Par Timer til mit ►Tilsvar, og det da kan komme ham ►tilhænde før hans Afreise; thi Sagen er ikke af den Natur, at jeg gad skrive derom, naar 👤Andersen har forladt 📌Kjøbenhavn.ⓘ , ◀