143
7
191
Er det forsvarligt af Staten at modtage ►en Eed, som ikke blot ikke holdes, men hvis Aflæggelse er en Selvmodsigelse?
✂ Man behøver ikke at være meget gammel, for, hvis man har Øie dertil og har benyttet det, at have forvisset sig om, at Menneskene have en afgjort Forkjerlighed for ►Øienforblindelse, hvile bedst i Øienforblindelse.
✂ Er der een eller anden Sag af Betydning for Samfundet, saa samler ►ordentligviis Menneskenes Anstrengelse ►sig paa: at faae en Comite nedsat. Naar den er nedsat, er man beroliget, bekymrer sig ikke stort om Comiteen gjør Noget, glemmer tilsidst det Hele.
✂ Saaledes ogsaa naar Noget ret skal være Alvor, mene Menneskene: der maa en Eed til, en Eed, som sikkrer os, at det er Alvor og bliver Alvor. Altsaa Eedens Aflæggelse er Alvoren – om den holdes eller ikke, beskjeftiger mindre.
✂ Ja stundom lægger man for bare Alvor ikke Mærke til, om ikke selve Eedens Aflæggelse indeholder en Selvmodsigelse.
✂ Dette er Tilfældet med Præstens Eed paa det nye Testamente, hvilken dog Staten modtager. ►Om saa var, at den Eed ikke holdtes, det var dog mindre ►betænkeligt, men det Sande er, at dens Aflæggelse indeholder en Selvmodsigelse. Og dog vilde formodentligen hverken Samfundet eller Indi8viderne kunne berolige sig, hvis i Forhold til noget saa Alvorligt som at være Lærer i Christendom, Alvoren ikke var sikkret ved – en Eed, hvis Aflæggelse rigtignok indeholder en Selvmodsigelse, saa man beroliget ved denne Eed er beroliget ved: en Øienforblindelse.
✂ Christendommen forholder sig til ►det Rige, som ikke er af denne Verden – og saa modtager Staten en Eed af Læreren i Christendom, 192hvilken Eed altsaa betyder, at han sværger just Det Troskab, som er Statens Modsatte. En saadan Eed er en Selvmodsigelse ligesom at lade en Mand sværge ved at lægge Haanden paa ►det nye Testamente, hvor der staaer: Du skal ikke sværge.
✂ Dersom Præsten paa nogensomhelst Maade skulde være, hvad144 Eeden paa det nye Testamente forpligter ham til, en Christi Discipel, hans Liv en Christi Efterfølgelse, saa er hans Engagement som ►kongelig Embedsmand det mest Forhindrende; i samme Øieblik han skulde ►røre sig i Retning af hvad hans Eed paa det nye Testamente forpligter ham til, maa han ►sprenge sin Stilling som kongelig Embedsmand. Altsaa ved Eed som kongelig Embedsmand binder man ham saaledes, at hvis han skal holde den Eed, man lader ham aflægge paa det nye Testamente, maa han sprenge den første. Hvilken Selvmodsigelse! Og hvilken besynderlig Art Alvor, at der (hvor høitideligt!) aflægges en Eed, en Eed, hvis Aflæggelse er – en Selvmodsigelse! Og hvor fordærveligt baade for Staten og Christendommen!
*
✂ Den christelige Fordring til Staten maa da lyde paa, om det ikke maatte behage Staten jo før jo heller at fritage hele Geistligheden for dens Eed paa det nye Testamente, 9 give dem den Eed tilbage, udtrykkende, at Staten er kommet ind i Noget, den ikke kan befatte sig med, hvorved saa tillige vil blive udtrykt, hvad sandt er, at Gud, om jeg saa tør sige, ►slaaer op med hele den faktiske Besætning af Præster, giver dem deres Eed tilbage.