Kierkegaard, Søren Notesbog 7 : 1840

IIIA145For at Erkjendelsens Ret skal have sin Gyldighed maa man vove sig ud i Livet, ud paa Havet, og opløfte sit Skrig, for om Gud ikke vil høre det, ikke staae paa Strandbreden og see de Andre kjæmpe og stride – først da faaer Erkjendelsen sin sande ►Tinglæsning, og det er i Sandhed noget ganske Andet at staae paa eet Been og bevise Guds Tilvær, og paa sine Knæ takke ham.220 Det er da ikke længer en fiin Silkestige man kaster op som en Erkjendelsens eventyrlige Ridder, ved hvilken man paa en besynderlig Maade ofte kommer tilveirs, idet man paa eengang gjør Stigen fast og dog staaer paa den (ikke som ►Brandfolkene med deres Entre-Stige, som dog gaae ind i hver Etage, for at gjøre den fast) men det er en fast Trappegang, og kommer man end langsommere afsted, saa gaaer det og desto sikkrere. –