IIIA852051►Je tiefer wir in uns versinken,
Je näher dringen wir zur Hölle,
Bald fühlen wir des Glutstroms Welle,
Und mussen bald darin vertrinken;
Er zehrt das Fleisch von unserm Leibe,
Und öde wirds im Zeitvertreibe,
In uns ist Tod!
Die Welt ist Gott!
O Mensch lass nicht vom Menschen los,
Ist deine Sünde noch so groß
Meid nur die1 Sehnsucht nach den Sünden
So kannst Du noch viel Gnade finden;
Wer hat die Gnade noch ermessen?
Es kann der Mensch so viel vergessen
📖 Die Gräfinn Dolores 2d B. p. 260.
✂ 1 thi selv i Angeren kan der skjule sig en Længsel efter ⓘ Synden, naar Angeren er mere contemplativt bedøvende, end ⓘ opvækkende. –
IIIA86 206 4 ►7de Søndag e: T:
►cfr. min Dagbog fra min Reise.
►Herre vor Gud! Til Dig skuer al Skabningen op, og venter Føde og Næring af Dig; Du oplader den din milde Haand og mætter Alt, hvad som lever, med Velsignelse. ►Du hører Dyrets Skrig, Du agter paa Mskets Klage. De hæve deres Tanke til Dig, de, hvem Du gav Meget, fordi de vide, at det Alt kommer fra Dig, og at ingen Overflod mætter, naar Du ikke velsigner den; de, Du gav Lidet, fordi de vide, at ingen Gave fra Dig er saa ringe, at den jo med din Velsignelse er Overflod.
IIIA87 [a] Fra Livets mangehaande Sysler ... kaldte han Folket til sig, og det flokkedes om ham i ►de festlige Tider, da han levede paa Jorden.
✂ [a] IIIA88Ligesom ►enhver Gave er god, naar den modtages med Taknemlighed, saaledes er enhver Gave stor, naar Gud velsigner den. ... ogsaa naar Du giver m: T: er det Velsignelsen, der mætter, og til Trøst for Dig, Du, som kun haver saa Lidet at give af, staaer ►Enken med sin fattige Gave og sin rige Velsignelse.
han forkyndte det Himmelske. Viste dem strængt bort der endnu søgte det Jordiske ►»lad de Døde begrave deres Døde« etc. ... og selv gik han ⓘ iblandt dem som et lysende Exempel paa hvor lidet et Msk. behøver, ►»han havde ikke det han kunde hælde sit Hoved til, ►hans Brød var at gjøre hans Faders Villie; og hvis han nu saaledes havde forladt Jorden, hvis han efter at have belært dem, havde viist dem bort og sagt: nu haver jeg sørget for Eders aandelige Vel, gaaer nu bort gaaer hen og mætter Eder, disse Sorger kjender jeg ikke jeg foragter dem .... men det gjorde han ikke; ►mig ynkes over Folket, sagde han .... Og han viste sig ⓘ jo ikke i Skyerne ikke som en luftig Skikkelse, der vinkede af Msk. og sagde: glemmer Verdens Sorger, glemmer dens Glæder følger mig ..... men han kjendte dem; thi ogsaa ►han hungrede i Ørkenen. ►Han adskiller ikke, hvad Gud har sammenføiet, men forener det, naar ►han siger: Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, da skal det Øvrige vorde Eder tillagt.
207 Det Øvrige skal vorde os tillagt.
Vi see det var her Tilfælde; thi de havde fulgt Χstus for at belæres, for at veiledes til at finde Guds Rige, og de forlangte ikke Føde af 5 ham, saa det virkeligt blev dem tillagt.
Vi ville betragte 1) Guds Omsorg for os; og naar vi ere nøisomme ville vi finde, at der dog altid blev nok endog ►her i disse fattige Egne, hvor det saa ofte gjenlød, ►hvor skulde vi i denne Ørk finde Brød til de Mange; ►thi som 👤Luther saa skjønt siger, det har man aldrig hørt at en Christen-Msk. er død af Hunger.
2) ville vi lade vort Sind ledes til det Høiere. Χstus dadler dem selv senere: ►de kom til ham ikke fordi de saae Tegn og underlige Gjerninger, men fordi de aade og bleve mætte. Guds Omsorg for det Jordiske skal netop føre os til at tænke paa det Høiere, ikke gjøre os mere og mere urimelige i vore Ønsker. –
IIIA89.... og vi hørte jo stundom, altid ofte nok, disse Sorgens vilde Skrig: naar dette ell. hiint Ønske ikke opfyldes, ja hvad er da Livet, hvad er selv Himlens Salighed; hvorledes skulde den kunne erstatte mig Tabet af det Eneste, jeg attraaede i Verden, men saaledes maae vi ikke elske Verden. –
IIIA90Det Eneste, der trøster mig, er at jeg kunde lægge mig til at døe og da i min Dødsstund tilstaae den Kjærlighed, jeg ikke tør saa længe jeg lever, som gjør mig i samme Grad lykkelig og ulykkelig.
IIIA91Herre min Gud, giv Du mig atter Mod til [at] haabe, barmhjertige Gud lad Haabet atter befrugte mit golde og ufrugtbare Sind. –
IIIA92208Det er besynderligt nok ⓘ saa den scholastiske Dialektik erindrer om ►den gothiske Stiil, i hvilken der netop midt i al den store tilsyneladende Rigdom hersker Fattigdom, idet det er ⓘ de samme fattige Midler der bestandig bruges, men kun combineres saa riigt (den samme ►syllogistiske Proces) – overhovedet er det mærkeligt, at det Gothiske er den Kunstform, der meest iagttager de mathematiske Forhold og dog er den romantisk, og den scholastiske Dialektik er 6 [a] den meest spidsfindige og dog er den romantisk. Man seer deraf at det Romantiske ligger i det Dialektiske, i den uendelige Brydning
IIIA94Til det egl. Nydelses-Moment hører ogsaa det, at Existentsen mere og mere er tilintetgjort omkring Een; ►derfor er Taffel-Scenen i 👤D. Juan saa interessent, fordi Alt er ham frataget, hans kostbare Gemakker, kun et afsides liggende lille Værelse – det er netop ►Hypochondristens Nydelse, saaledes svævende over Tilintetgjørelsen endnu engang at samle al Phantasiens Magt; Hypochondristens Nydelse er et uendeligt Mellemhverandre af den virkelig og den indbildte Nydelse. Men den indbildte Nydelse mætter endnu mere end den virkelig, og jeg troer at en 👤D. Juan ikke bliver nær saa hurtig træt som en Hypochondrist.
IIIA95det Drømmende hæver sig i bestandig høiere og høiere Potentser, saaledes virker en Drøm indenfor ⓘ en drømt Existents (hvorved denne bliver gjort til en Slags Virkelighed) saa uendeligt forflygtigende. Med hvilket uendelig Sværmerie kan ikke en Yngre læse de Ord af ►👤P. Møllers Digt: 📖 den gamle Elsker:
Da kommer en Drøm fra min Ungdomsvaar
Til ⓘ min Lænestol
Efter Dig jeg en inderlig Længsel faaer
Du Qvindernes Sol.
209Her er Drømmen for den Yngre i 2d Potens; han drømmer sig først gl., for derpaa gjennem et heelt Livs Tragt at indsuge sin tidligste Ungdoms meest aromatiske Moment.
IIIA96Der er som bekjendt ►Insekter, der døe i selve Befrugtelsens Øieblik, saaledes er overhovedet al Glæde, Livets høieste, yppigste ⓘ Nydelses-Moment – er ledsaget af Døden. –
7IIIA97Næstefter ►at klæde mig ganske nøgen af, Intet at eie i Verden end ikke det mindste, og derpaa at styrte mig i Vandet, er det mig behageligst at tale et fremmed ►Sprog helst et levende for paa den Maade at blive mig selv entfremdet.
IIIA98►En reisende Humorist, der samler ⓘ Forstudier, Forarbeider til en ►Theodice, han reiser og søger saa vidt muligt at opleve Alt for at bevise, at Alt er ►Skuffelse.
IIIA99Man maa naturligviis ansee det for et Oprør mod Gud at lee der, hvor man ifølge Tingenes naturlige Orden skulde græde. At lee troer jeg er Mskets egen Opfindelse, at græde er en guddommelig Naadegave; derfor hører man ogsaa Folk sige: Gud give jeg ⓘ ret kunde komme til at græde.
IIIA100Jeg kunde have Lyst at oprette en Tausheds-Orden, ligesom ►Ordenen de la trappe, ikke af religieuse men af æsthetiske Hensyn, ⓘ for at al den Passiar, der nu høres om mulig kunde forstumme. –
210IIIA101der hører mere Mod til at lide end til at handle, mere Mod til at glemme end til at huske, og det er ⓘ maaskee det meest vidunderlig hos Gud, at han kan glemme Mskers Synder.
IIIA102Hedningerne troede, at Guderne forbeholdt sig selv Hevnen, fordi den var sød, ►ⓘ Jøderne mene, at Gud tilhører Hevnen fordi han er retfærdig; de Χstne, fordi han er barmhjertig. Hvad Under da om Hedningerne vare hevngjerrige, da de jo ønskede at smage den Sødme, som Guderne havde forbeholdt sig selv.
IIIA1038Min Tvivl er forfærdelig. – Intet kan standse mig – den er en Forbandelsens-Hunger, ethvert Raisonement, enhver Trøst og Beroligelse kan jeg opæde – jeg løber med en Fart af 10,000 ►Miil i Sekunden ⓘ enhver Modstand overende. –
IIIA104og det er ikke blot ⓘ i den synlige Verden, at ►Gud lader sit Lys opgaae over Gode og Onde, sin Sol skinne over Retfærdige og Uretfærdige – Nei ►han lader jo hver Helligdag i sin Kirke sin Velsignelse lyse over Gode og Onde. –
IIIA105Jeg kunde have Lyst til ►novellistisk at behandle en Mand, der handlede med Juveler. Det maatte være en ►Jøde. Hans Klamren ved disse Kostbarheder (han kunde stundom blive raadvild om han skulde sælge dem, saa høit elsker han dem) det uhyre Indblik i ruineret Velstand og Overflods hemmelige Historie [–]211 ⓘ denne Brillant har tilhørt en Mand, der i ⓘ sin kommanderede over 2 ►Tønder Guld; jeg nævner ham ikke, han lever endnu er en anseelig Mand, men hans Penge er ►fløiten. De uhyre pinlige Scener naar en saadan afhænder Sligt, den ellers ydmyge Jøde føler sin Overvægt, det ondskabsfulde Indblik i hans Forfatning, den hemmelighedsfulde Hvidsken mell. hans ⓘ (Jødens) Medindviede, om hvorvidt hiin Mand er totalt ruineret, ell. blot momentant etc etc.)
IIIA106►📌Nord-Amerika er som Stat betragtet ⓘ Formations-Modsætningen til de europæiske Stater. Den udvikler sig i Længde og Brede, (de Misfornøiede erobre ell. kjøbe nye Strækninger og etablere sig der), de europæiske i Høide og Dybde, den egl. Organisation.
IIIA1079Det er et positivt Udgangspunkt for Philosophien, naar ►👤Aristotelesa mener, at ►Philosophien begynder med Forundring, ikke som i vor Tid med Tvivl. Overhovedet vil Verden nok lære, at det ikke gaar an, at begynde med ►det Negative, og ⓘ Grunden hvorfor at det hidtil er lykkedes er fordi de dog aldrig ganske have hengivet dem til det Negative og dog saaledes aldrig har for Alvor gjort, hvad de har sagt. Deres Tvivl er Leflerie.
IIIA109der er ingen skjønnere Seier end den der vindes ved at tilgive, thi her føler endog den Overvundne sig glad ved at forherlige den.
212IIIA110►At Theatretegl. var for Hedningerne hvad Kirken er for os, sees ogsaa deraf, at Theatret var gratis, og det faldt Hedningerne ligesaa lidet ind, at det skulde koste Noget at gaae i Theatret som os at gaae i Kirke. Overhovedet lod denne Opfattelse af Theatret sig udvide til en heel Anskuelse af Hedenskabet.
IIIA111Et ►probat Raad for uvittige Forfattere
det koster ►5rd
Man nedskriver sine egne Betragtninger meget skjødesløst, saa vil man efterhaanden igjennem de forskjellige Correcturer faae et ikke ringe Antal af gode Indfald. Derfor fatter Mod I som endnu ikke have dristet Eder til at lade Noget trykke, Trykfeil er ikke at foragte og I behøve jo ikke ►at lade Eder mærke med at det er Trykfeil, tilmed kan Ingen fravriste Eder Eder Eiendom, da den egl. ikke tilhører Nogen. Den eneste Vanskelighed er at I maa have en god Ven til Hjælp, der forstaaer at afgjøre hvad der er vittigt, at I ikke skal lægge Eder ny Dumheder til. –
10IIIA112Det er overhovedet Ufuldkommenheden ved al Mskligt, at det er først igjennem Modsætningen det eier det Attraaede. Jeg vil ikke tale om den Formations-Mangfoldighed, som kan give Psychologer nok at bestille (den Melancholske har meest comisk Sands; den yppigste ofte meest idyllisk; den Udsvævende ofte meest moralsk; Tvivleren ofte meest religieus) men igjennem Synden øiner man først Saligheden. Ufuldkommenhed ligger altsaa ikke saa meget i Modsætningen, som i at man ikke paa eengang kan see Modsætningen og det Andet.
IIIA113213►Naar man læser 📖 1001 Nat, da anskueliggjøres den orientalske Charakter ogsaa i det sindrige Virvar, hvori de forskjellige Fortællinger slynge sig i hverandre, som et Løvværk af Planter der snoe sig yppigt i hverandre hen af Jorden, og over dette hviler Himlen trykkende, ængstende det er 👤Schehersad, der frister Livet ved at fortælle.
IIIA114Foruden min øvrige talrige Omgangskreds, med hvilken jeg i det Hele staaer paa en meget udv. Fod, har jeg endnu een intim Fortrolig – mit Tungsind, og midt i min Glæde, ⓘ midt i mit Arbeide vinker hun ad mig, kalder mig bort til en Side om jeg end legemlig bliver tilstæde, det er den trofasteste Elskerinde jeg har kjendt og hvad Under da, at jeg ogsaa øieblik[kelig] maa være beredt til at følge.
IIIA115der er en Raisonnements-Passiar, der i sin Uendelighed staaer i samme Forhold til Resultatet, ►som de uoverskuelige ægyptiske Kongerækker staae i Forhold til det historiske Udbytte.
IIIA116En Replique af en forført Pige
.... forskaaner mig for Eders Beklagelse, I forstaae hverken min Sorg ell. min Glæde, jeg elsker ham endnu saa høit, at jeg kun har et eneste Ønske, endnu engang at være ung, for endnu engang at blive ⓘ bedragen af ham.
IIIA117Det er ligesom Indbegrebet af al Leveviisdom ►Universalisationen af den partikulaire Sætning: ►gift Dig ell. gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele, og det personlige Forhold en Lærer altid bør staae i til sine214 Disciple, lod sig bedst betegne ved et: Velbekomme. Man kan end ikke sige til Een, hvad man dog ellers pleier at ansee for det Yderste-Bedste: det er bedst, at Du gaaer hen og hænger Dig, thi man maa sige: hæng Dig ell. hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele. –
11IIIA118Χstendommen har først gjort ►Synergismens Begreb gjeldende og først deri faaer Endeligheden sin Gyldighed, først deri har ►Spekulationen sit sande Hvilepunkt, Friheden sin Realitæt. Den første Bestemmelse af Synergisme Χstd. har er Synden. Synden er derfor ikke blot Endeligheden, men i Synden er der et Moment med af Friheden og af den fri Endelighed.
IIIA119.... Thi en Ven er ikke ►hvad vi Philosopher kalde det nødvendige Andet; men det overflødige Andet.
IIIA120►👤Narcissus var grusom nok til ikke at agte paa Nymphens ⓘ (👤Echos) Kjærlighed. Hun sørgede sig ihjel, saa ⓘ kun hendes Stemme blev tilbage. Den har formodentligt altid gjenlydt i hans Øre. Hvor forskjelligt end Mythen om 👤Narcissus bliver fortalt, saa er den dog enig heri, at han tilsidst i en Flod saa sig selv – forliebede sig ⓘ i sig selv og blev saaledes paa en rædsom Maade et Offer for ulykkelig Kjærlighed.
IIIA121Det var med to aldeles ►eventyrlige Heste jeg foretog Reisen til 📌Fredensborg; naar de skulde staae, faldt de om; naar de skulde reise sig, maatte de understøttes; naar de gik langsomt haltede de, men naar de gik i stærkt Trav var de de bedste Løbere man kan tænke sig.ⓘ , saaledes gaaer det ogsaa med mig naar jeg først kommer i Fart kan Ingen følge mig.
215IIIA122Paa Bunden af Vognen som var tom laae 5 ell. 6 Havre-Kjerner, de dandsede under Rystningen og dannede de besynderligste Figurer – jeg hensank i Betragtning derover.
IIIA123►Alderdommen realisere Ungdommens Ahnelser, ja i Sandhed det seer man paa ►👤Swift, han byggede i sin Ungdom en Daarekiste, i sin Alderdom gik han selv ind deri.
IIIA12412Mange Msker frygte for Evigheden – naar vi blot kan holde Tiden ud, saa kan vi nok blive færdige med Evigheden. Naar man derfor høre Elskende tilsværge hinanden Kjerlighed for Evigheden, saa betyder det ikke nær saa meget som naar de love det for Tiden, thi den der lover det for Evigheden, kan altid svare for Tiden maa Du have mig undskyldt. –
IIIA125det er dog saa skjønt og saa sandt og saa inderligt hvad ►👤J. Böhme etsteds siger: i Anfægtelsens Øieblik gjelder det om ikke at have mange Tanker, men at fastholde een. Gud give mig Styrke dertil.
IIIA126det gjælder dog i Sandhed om at bede til Gud af et oprigtigt Hjerte, at vor Sjæls Løndom ikke svigefuldt gjemmer Noget, hvorved vi vel ikke ville bedrage Gud, men som vi ikke have Mod at betroe ham. –
IIIA127216 [a] ►derfor hedder det: Kaster alle Eders Sorger paa Gud. Det er ikke saa let, deels at faae efterseet det Alt, deels at gribe det Alt paa eengang. At troe at Gud bekymrer sig om de mindste Begivenheder, ikke at være for stolt til at bede ham derom – medens Andre ere saa forfængelige at de af Forfængelighed troe, at Gud bekymrer sig om det mindste, der vedgaaer dem. –
✂ [a] IIIA128derfor bruger Skriften ogsaa det Ord: at kaste, for at udtrykke den Energie, der hører til den Kraft i Beslutningen – thi Sorgerne ere smidige, og om Du end gjør de ►kunstigste Bevægelser, de slynge sig om Dig fastere og fastere, ligesom ►Slangerne om 👤Laokoon, de ere de kløgtigste Sophister, mod hvilke alle dine Grunde Intet udrette –
IIIA129 [a] Du klager over at mange Forventninger bleve skuffede, at intet af Dine hedeste Ønsker blev opfyldt, du er saa fattig at Du selv har tabt Lyst og Mod til at haabe – vi ville ikke nægte det, thi deels have vi alle vel mange taabelige Forventninger, deels lærer Herren os ikke at vente, at Alt skal opfyldes – men der er dog en Forventning, der endnu umuligt kan være skuffet, thi ►du forventer jo en de Dødes Opstandelse, der er en salig Længsel; thi ►Du forventer jo, at samles med dem, der vare Dig kjære; en ►Forlængsel 13 thi Du haaber jo engang at see Dit Liv ►forklaret i Gud – en Forventning at Gud skal gjøre Alt til det Bedste, thi endnu er Dit Liv jo ikke forbi og ►Du kjender ikke Tid og Time.
✂ [a] IIIA130Vel vide vi at der vare dem, der ikke bleve skuffede i deres Forventninger, som tidlig lærte, at forhærde deres Sind, som nu med en vis stolt Selvtilfredshed skue omkring sig ud over dem, hvis Hoved bøie sig i Sorg – de bleve vel ikke skuffede; men der var jo dog en Tid ogsaa i deres Liv, da deres Hjerte bevægedes af mægtige Tanker, da Haabet lyste over dem – dengang ventede de visselig ikke at opleve at see sig selv saaledes visne, golde og ufrugtbare –
IIIA131►Jeg veed at ikke Engle og ikke Djævle, ikke det Nærværende og ikke det Tilkommende etc. Ja naar Du kan sige dette, da haver Du overvundet Verden, thi vi ⓘ nævnte det jo, alt det, som kunde have Magt til at skille os fra Gud – det Nærværende med sine Rædsler, det Tilkommende med sine Angster, det Forbigangne med sine Skrækkebilleder – .
IIIA132Dersom det ⓘ at sørge og at græmme sig var det rigtige, da var ⓘ det jo forgjeves at nævne vor Herre og Mester som vort Forbillede; thi han satte sig jo dog ikke217 hen og græd over Verdens Synder, og ►han bar dog al Verdens Synd, og det ⓘ skulle vi jo dog ikke
IIIA133... og jeg elskede hende meget, hun var saa let som en Fugl saa dristig som en Tanke; jeg lod hende stige høiere og høiere, jeg rakte min Haand ud og hun stod paa den, og slog med Vingerne, og hun raabte ned til mig: her er herligt, hun glemte hun vidste ikke at det var mig der gjorde hende let, mig der gav hende Dristighed i Tanken, Troen paa mig, der gjorde, at hun gik paa Vandet, og jeg hyldede hende, og hun modtog min Hylding. – til andre Tider kastede hun sig paa Knæ for mig, vilde blot see op til mig, vilde glemme Alt.
IIIA134Min Pige – ►Latineren siger om en flittig Tilhører: pendet ex ore alicujus, han tænker nærmest derved paa det Øre, der opfanger og gjennem Ørets Løngange dybt inde gjemmer det Hørte, vi sige det i en ganske anden Forstand, thi hvorledes hænger jeg ikke stedse ved Din Mund, er jeg ikke flittig, ja endog en flittig Tilhører, thi om der end Intet bliver sagt, saa hører jeg dog hvorledes Dit Hjerte banker.
IIIA13514og enhver, der begrunder sit Liv paa noget Tilfældigt, etablerer en Røverexistents, det være paa Skjønhed, Riigdom, Herkomst, Videnskab, Kunst, kort paa Alt det, der ikke kan falde i ethvert Msks Lod. Og hvis det end lykkedes dig at gjennemføre det ... hvis dog en Yngre henvendte sig til Dig, med al Ungdommens Tillid og Ret; thi denne Ret kan du jo dog ikke nægte den Yngre, at kunne spørge Dig, hvorpaa Du har begrundet Dit Liv, stod Du ikke da beskjæmmet, ⓘ thi Du kunde dog ikke ⓘ indvie ham i al din List og Underfundighed.
218IIIA136Det det kommer an paa er at frelse saa mange almindelige-msklige Bestemmelser som muligt i et individuelt Liv.
IIIA137 hvad det er at elske Gud
..... og Du, som føler Dig saa langt fjernet fra Din Gud, hvad er det dog Andet, naar Din Anger søger Gud, end at elske Gud.
IIIA139hvad det er ►at tage Skade paa sin Sjæl.
»Dersom det lykkedes Dig at omspinde Dig selv og hvad der var Dig kjært med et saa kløgtigt Net, at Intet formaaede, at trænge ind derigjennem, ingen Fare etc – og Du levede sikker inden din Befæstning – men tog Skade paa din Sjæl. .. Der er en udvortes Fordærvelse, der er iøinefaldende for Alle – der [er] en indv som hemmelig fortærer Sjælens Kraft.
naar Forstandighed træder istedet herfor, da tager man Skade paa Sjælen – – ►et andetsteds bruges det Udtryk at tabe sig selv –
det lyder ydmygende for Dig, hvem det blev givet at udrette Meget, hvem det frister selv ►at tage Æren (Χstus tog den ikke – ansaae den ikke for et Rov).
Det lyder trøstende, opløftende for Dig, hvem det ydmyge Lod blev til Deel at modtage. Lad Din Sjæl ikke nedbøies, tag ikke Skade paa Din Sjæl, giv Gud219 Æren. Og dersom det virkelig er et Gode, Du har modtaget, saa veed Du jo og at det kommer fra Gud: ►al god Gave, al fuldkommen Gave er herovenfra
IIIA141... og naar ►den hedenske Digter siger, at Sorgen sidder bag paa Hesten, saa siger den χstne, at Glæden sidder foran, og hvad der ⓘ er bag ved, glemmer man.
IIIA143og naar da Alt vil storme ind paa os, naar alt vakler, da gjelder det om Smidighed, den der da af sit fulde Hjerte kan sige: ►al Guds Gave er god, naar den modtages med Taknemlighed, han har i denne Taknemlighed og ved denne Taknemlighed ►overvundet Verden. –
IIIA14416Og der hører Mod til at gifte sig, og man skal ikke lovprise Jfruskab – thi selv ►👤Diana vedblev jo ikke at være Jfru fordi hun følte det Ophøiede heri, men fo[r]di hun frygtede Fødselssmerterne, som jo og ►👤Euripides etsteds siger, at han hell. vil tre Gange gaae i Krig, end engang føde Børn. –
IIIA145For at Erkjendelsens Ret skal have sin Gyldighed maa man vove sig ud i Livet, ud paa Havet, og opløfte sit Skrig, for om Gud ikke vil høre det, ikke staae paa Strandbreden og see de Andre kjæmpe og stride – først da faaer Erkjendelsen sin sande ►Tinglæsning, og det er i Sandhed noget ganske Andet at staae paa eet Been og bevise Guds Tilvær, og paa sine Knæ takke ham.220 Det er da ikke længer en fiin Silkestige man kaster op som en Erkjendelsens eventyrlige Ridder, ved hvilken man paa en besynderlig Maade ofte kommer tilveirs, idet man paa eengang gjør Stigen fast og dog staaer paa den (ikke som ►Brandfolkene med deres Entre-Stige, som dog gaae ind i hver Etage, for at gjøre den fast) men det er en fast Trappegang, og kommer man end langsommere afsted, saa gaaer det og desto sikkrere. –