►p. 220. Hvor Talen er om »📖 Fiskerne«, hvor der gjøres opmærksom paa det urigtige i den Indvending, at 👤Evalds Fiskere ikke tale som Almues Mænd: ►Det var ikke blot den enkelte kjække og ædle Handling af Hornbecks Fiskere, som 👤Evald her vil fremstille paa Scenen; men den hele Stand, hvis Syssel og Levemaade, allerede giver den Anstrøg af mere poetisk Character end Agerdyrkerens og Haandværkmandens. I hans Drama ligger ⓘ tillige Ideen til et poetisk Billede af den danske ⓘ Sømand, hans uforfærdede, alle Farer og120 Døden selv i dens meest truende Skikkelse trodsende ⓘ Mod; hans dristige, enhver Hindring spottende Kjækhed, i Kampen med hans vilde Element; hans godmodige, uegennyttige Mskkjærlighed ved Siden af den sorgløse Ringeagt for ⓘ Besiddelsen, der hos Sømanden 45 pleier at gaae ved Siden af Savnet og Trangen. Dette Billede, som her knyttede sig til den mere locale Fremstilling af Fiskerlivets Scener, saaledes som Digteren kjendte dem fra sit sædvanlige Ophold ved 📌Øresunds Kyster, var et poetisk Formaal, der ei kunde andet end stemme 👤Evalds af Fædrelandskjærlighed gjenemglødede Aand til en høiere lyrisk Begeistring, end den, et blot idyllisk-rørende Sujet fordrede.