◄ Sibbern i Gabrielis efterladte Breve ... den evige Jøde : Der sigtes til filosofiprofessor 👤Frederik Christian Sibberns (1785-1872) brevroman Efterladte Breve af Gabrielis, 📌Kbh. 1826, s. 101, hvilket svarer til Efterladte Breve af Gabrielis, udg. af 👤Henrik Schovsbo (Danske Klassikere, Det danske Sprog- og Litteraturselskab), 📌Kbh. 1997, s. 73. I brevene skildres studenten 👤Gabrielis' ulykkelige kærlighed, hans gennemlevelse og overvindelse af en knugende livssmerte. Bogen indledes med en anmeldelse af 👤J.P. Mynster, som fingeres trykt i Dansk Litteratur-Tidende for 1826. Heri citerer Mynster den af SK anførte passage som dokumentation for, at romanens helt ikke er et pinligt pylrehoved, men en sund sjæl, der gennem troen på livet overvinder tanken om selvmord som udvej af ulykken: »uagtet al Jammer, uagtet den idelig tilbagevendende Klage, stunder den Sjæl, som her udtaler sig – forskiellig fra 👤Werther, om hvis Lidelser Enhver her vil erindres – ikke til Døden, men til Livet; den er knuget, fængslet, piint, men dens indre Kraft er ikke overvunden; vi forvisses ideligen om, at det dog er en dygtig Tilværelse, der vil udvikle sig af denne Forvirring. Hvor meget endog Livet selv her er den Klagende en Byrde, dog er det hans første og sidste Bøn: 'lad mig ikke døe midt i denne Elendighed. Hellere vil jeg, som den evige Vandrer fra 📌Jerusalem, slæbe denne Byrde giennem alle Aarhundreder indtil Herrens Gjenkomst.'« s. X; 1997-udg., s. 12. Mynsters betragtninger over Gabrielis er omdrejningspunktet i den anmeldelse, 👤Chr. Molbech skriver i det virkelige Dansk Litteratur-Tidende for 1826, s. 353-363, 369-384; her erklæres romanens helt dog for et sentimentalt pjok.
I trykt udgave: Bind 19 side 95 linje 28