Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. K19

1. Manuskriptbeskrivelse

✂ Notesbog 12 er en indbundet bog i kvartformat. Bogen er af SK mærket »Æsthetica.« Den består af 36 blade eller 72 sider. Manuskriptet findes i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek.

Not12

1

Manuskriptet består af et halvbind i lysebrunt skind og overtrækspapir i grønt bakkemarmor. Bindet er på forsiden øverst til venstre påklæbet en stor lyserød etiket, foroven med påskriften »Æsthetica« og i nederste højre hjørne med dateringen »d. 20 November. 1842.«
36 blade i 4o.* Udgangspunktet er formatbetegnelsen helark (ca. 440 x 560 mm), som ved fortsat halvering giver formaterne folio(ark), kvart(blad) og oktav(blad). Irregulære, fx afrevne enheder betegnes som lapper.
De første blade er pagineret 1-3 og 5. Bl. [1] og [2] samt s. [4] og [6]-[68] er ikke pagineret. Pagineringen begynder på bl. [3r].
Papir: svært, ribbet; vandmærke: venusmusling og Holland og C & I Honig. Mål: 218 x 265 mm.* Der måles så vidt muligt bredde (øverste kant) x højde (venstre kant). Hvis det ved en lap eller et løst blad ikke kan afgøres, hvad der er bredde og højde, angives målet for den korte led først, uanset tekstens placering. Kan et mål ikke fastslås, fx pga. afrivning, markeres det med spørgsmålstegn, fx 202 x ? mm. Hæftesnor af naturfarvet sejlgarn.
Bladene er foldet på langs; inderspalten rummer tekst, yderspalten fyldige tilføjelser (se illustration 13

13. Notesbog 12, s. 1 med fyldige marginalnoter
). Også bl. [1r] og [2v] er beskrevet. På s. 5 findes et skema for »Ideen til mine Forelæsninger« (jf. illustration 14). Bl. [1v] og [2r] samt s. [4] og [6]-[68] er ubeskrevet.
Håndskriften er sirlig og let læselig.
Få korrektioner.

1

(B-fort. 450; KA, C pk. 5 læg 10; Pap. IV C 102-127)

5042. Datering

✂ Det fremgår af etiketten på bindets forside, at notesbog 12 er taget i brug den 20. nov. 1842. Bogen rummer ingen dateringer i øvrigt; men optegnelsernes begrænsede antal og indre sammenhæng taget i betragtning er det overvejende sandsynligt, at den er afsluttet allerede i dec. 1842.

3. Indhold

✂ Notesbog 12, »Æsthetica«, rummer 18 optegnelser, af hvilke de fleste forholder sig til 👤Aristoteles' Poetik, som SK har læst dels i original, dels i en tysk oversættelse med kommentarer ved 👤M.C. Curtius, Aristoteles Dichtkunst, ins Deutsche übersetzt, mit Anmerkungen, und besondern Abhandlungen, versehen, 📌Hannover 1753, ktl. 1094.

✂ I Not12:2 anfører SK en række titler, han har fundet hos 👤Curtius i dennes »Abhandlung von dem Wesen und dem wahren Begriffe der Dichtkunst« og »Abhandlung von der Absicht des Trauerspiels«; i den første af disse afhandlinger berøres forskellige definitioner på digtning, bl.a. af 👤Casaubon og 👤Bacon. De følgende blanke sider i notesbogen tyder på, at SK har villet afsætte plads til egne uddybende bemærkninger. Poesiens afgrænsning er også emnet for flere af de øvrige optegnelser. I Not12:3 berøres alment »Grændsestridigheder i Videnskaberne« og i Not12:4 forholdet mellem æstetik og etik. Hvad det sidste angår, fremhæver han overgangen mellem de to kategorier som patetisk, ikke dialektisk.* Sml. Not13:8.c og tekstredegørelsen til notesbog 13, s. 538. Når det gælder forsoningen af kunsten med eksistensen, henvises der til 👤Platons opfattelse, at »Poesien blødagtiggjør«, Not12:4.b, og til 👤Kants bestemmelse af det æstetiske som »interesseløs Tilfredsstillelse«, Not12:6.b. Som det nemlig hedder i Not12:4: først med etikken »begynder en qualitativ forskjellig Dialektik«. Imidlertid gør SK den indrømmelse, at poesien i sig selv har en etisk dimension, hvilket anskueliggøres ved 👤Aristoteles' definition af digtning som efterligning: »Herved viser Poesien ud over sig selv til Virkeligheden og til den metaphysiske Idealitæt«, jf. Not12:8.

✂ 506Om identifikationen med den tragiske helt tales der i Not12:6.a, hvor det modsat påpeges, at denne identifikation ikke skaber forsoning, men splid med virkeligheden. Dette synspunkt kan ses i sammenhæng med SKs udlægning i Not12:9 af de bekendte, omstridte ord i 👤Aristoteles' tragediedefinition, hvor det hedder, at tragedien »gennem medlidenhed og frygt fuldbyrder renselsen af (evt. for) sådanne følelser« (δι' ἐλέου ϰαὶ φόβου πεϱαίνουσα τὴν τῶν τοιούτων παϑημάτων ϰάϑαϱσιν, Poetikken 1449b 27f.).* Se om problemstillingen nærmere 👤Wolfgang Schadewaldt »Furcht und Mitleid?« i Hermes 83, 📌Wiesbaden 1955, 129-171. SK forholder sig noget tvetydigt til 👤Lessings tolkning fra Hamburgische Dramaturgie, hvorefter renselsen beror på, at lidenskaberne faktisk forvandles til dyder.* »Da nähmlich, es kurz zu sagen, diese Reinigung in nichts anderm beruht, als in der Verwandlung der Leidenschaften in tugendhafte Fertigkeiten (...).« Hamburgische Dramaturgie, stk. 78, i Sämmtliche Schriften bd. 25, 📌Berlin 1827, s. 188. Ganske vist mener han, at disse to elementaraffekter »forædle Sympathien«; men som egoistiske bestemmelser resulterer de i »Fortabelsen i Beskuelsen af selve det Æsthetiske«.* SK behandler siden de nævnte problemer i »Skrivelse til Læseren«, § 5, i Stadier paa Livets Vei, SKS 6, 420-429.

✂ Til grund for disse overvejelser ligger SKs tidligere læsning af 👤Hegels Vorlesungen über die Aesthetik, som han excerperer fra i notesbog 10, og hvor det bl.a. hedder om medlidenhedens moralske natur: »Das wahrhaftige Mitleiden ist im Gegentheil die Sympathie mit der zugleich sittlichen Berechtigung des Leidenden«, jf. Not10:1. Det springende punkt er det subjektive moment eller rettere fraværet af samme i det antikke drama sammenholdt med det moderne.* I det ovennævnte Hegel-excerpt i notesbog 10 noterer SK sig som en afgørende forskel, at »Hoved-Collisionen i den græske Tragoedie er deels den substantielle, Familie, Stat o:s:v:, deels en mere formel, især fremstillet i Oedipus rex og Oed. af Col:, hvor der handles om, hvorvidt Msk. er skyldig i det, han ubevidst og villieløs efter Gudernes Bestemmelse har foretaget sig«, jf. Not10:1. Som et drama, hvor det subjektive element er særlig fremherskende, fremhæves 👤Sophokles' Philoktet, jf. Not10:5-7, sml. Enten – Eller, SKS 2, 150. Se i øvrigt tekstredegørelsen til notesbog 9-10, s. 329. Forholdet mellem det antikke og det moderne tragiske behandles siden grundigere i afhandlingen »Det antike 507 Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske« i Enten – Eller, 1. del.*SKS 2, 137-162. Se også 👤Karsten Friis Johansen »Kierkegaard on 'the Tragic'« i Danish Yearbook of Philosophy 13, 📌Kbh. 1976, 105-146. Her indføres begrebet »Arveskyld« (👤Antigones delagtighed i slægtens skyld), ligesom det i øvrigt bliver klart, at den tragiske skyld (ἁμαϱτία) er tvetydig som »en Mellemting mellem Handlen og Liden«,*SKS 2, 143. fordi det er uklart, om helten (ved egen, frivillig handling) er skyld i sin skæbne, eller om skæbnen (objektivt) er skyld i hans lidelse. I Not12:16 er SK bevidst om skyldbegrebet og betydningen af 👤Aristoteles' udvikling om frivillighed og ufrivillighed i Den Nikomachæiske Etik, 3. bog, kap. 1.* Spørgsmålet om frivillighed behandles også i Not13:13-14. Hos Aristoteles er man ansvarlig, i og med at handlingen er frivillig. Når det gælder den tragiske helt, jf. Poetikken, kap. 14, lægges derimod hovedvægten på det manglende forsæt og uvidenheden, eftersom handlingen i så fald har »meest tragisk Værdie«.

✂ Fordybelsen i Poetikken giver sig udslag i en række refleksioner over sondringen mellem det tragiske og det komiske.* Spørgsmålet om det komiskes betydning forfølges siden grundigere i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvor det bl.a. hedder: »Det Comiske er tilstede i ethvert Livsstadium (...), thi overalt hvor der er Liv er der Modsigelse (...). Det Tragiske og det Comiske er det Samme forsaavidt begge er Modsigelsen, men det Tragiske er den lidende Modsigelse, det Comiske den smerteløse Modsigelse« (førstetrykket s. 394); »De forskjellige Existents-Stadier rangere efter deres Forhold til det Comiske« (s. 399). I Not12:4.c noterer SK: »Det Tragiske vil opløfte, det Comiske vil forbedre«, og i Not12:12.a spørges og svares: »Hvorfor behøver Tragedien mere Historien end Comedien? Fordi Tragedien er mindre sandsynlig. Comedien retfærdiggjør sig selv metaphysisk.« Hvad der menes med »Historien«, er uklart; men tanken må nok være, at tragedien henter sit stof i det mytiske for at kunne »vise det Overordentlige«. SK stemmer overens med 👤Hegel, når han anser det komiske for det æstetiskes sidste stadium og derfor nærmere det metafysiske, hvilket bliver klart i Not12:7: »Det Comiske er egl. et metaphysisk Begreb. Det tilveiebringer en metaphysisk Forsoning.« En lignende overvejelse følger i Not12:12: »At Komedien nærmer sig til det Metaphysiske, seer man ogsaa deraf, at den i en anden Forstand har det 508 Almindelige til sin Gjenstand end Tragedien. Komedien udviklede sig af det ret Personlige.«

✂ Det afsluttende skema for »Ideen til mine Forelæsninger«, Not12:18 (se illustration 14

14. Notesbog 12, s. 5. Skema for »Ideen til mine Forelæsninger«
), synes også at vise det komiske som det æstetiskes kulmination ved overgangen til det metafysiske. Som første punkt noteres overskriften »om Begrebet Poesie«, derefter »Bevægelsen gjennem Æsthetiken« og endelig »Det Comiske« samt »Æsthetiken hævet«, hvortil bemærkes: »Cultus des Genius«. Hvad der nærmere skal forstås herved, er uvist, ligesom det i det hele taget ikke står klart, hvad SK havde tænkt sig med sine planlagte æstetiske forelæsninger, der synes at udgøre summen af hans æstetiske studier, som de afspejles i notesbogen.