↩ Spørgsmålet forbliver ubesvaret i NB36, hvis beskedne omfang formentlig skyldes, at SKs offentlige virksomhed greb stedse mere om sig og i den grad beslaglagde hans tid og energi, at journalen måtte lægges til side. Betænker man angrebets radikalitet og uforsonlighed, er der en egen suverænitet i de simple ord, hvormed SK et lille stykke inde i sin sidste journal foreholder sig selv og eftertiden, at den afgørende domshandling ikke tilkommer nøjeregnende mennesker, men udgår fra en nådig Gud, der har i sinde at tiltænke alle salighed: