3. Indhold
✂ Flere af teksterne i den korte og koncentrerede NB36 bærer præg af at være brugstekster, tiltænkt læsere i virkelighedens verden, avislæsere og pamfletlæsere, som SK vil have i tale. Sproget er derfor enkelt, billederne mange og emnerne som oftest af begrænset kompleksitet. Nye temaer introducerer NB36 da heller ikke. SK priser den enlige stand (NB36:2, 3, 7, 31.a) og ironiserer over kristenhedens sentimentale forgudelse af barnet og dens ukristelige besyngelse af barnedåben (NB36:7): »Χstheden blev et Stutterie, hvor, jødisk eller hedensk, Børne-Avlingen blev – sand Χstd« (NB36:2). De nytestamentlige belæg for såvel ægteskab som barnedåb er tvivlsomme og den kulturprotestantiske familieidyl »bestialsk«, fordi den grunder sig på korsfæstelsen af verdens frelser, hvis »Fremtræden just var i Retning af at standse Slægt« (NB36:34).
✂ Fra de foregående journaler genkender man også SKs kritik af det middelmådige (NB36:36) og mængdens forblændelser (NB36:4, 29), der kontrastfuldt modstilles det personligt pointerede, singulariteten (NB36:33). Også udfaldene mod præstestanden og en mængde uspecificerede docenter (NB36:30), som har omdannet kristendommen til »noget erbarmeligt Sirups-Slik« (NB36:28), er polemiske gengangere. I en optegnelse om sin »mulige Navnkundighed« bemærker SK satirisk, at han på fremtidens firmament formentlig vil være at finde »i en ganske anden Genre«, end han havde forestillet sig, idet han har »leveret et meget386 betydelig Bidrag til Snylte-Dyrenes Naturhistorie, Snylte-Dyrene jeg mener Præster og Professorer, disse graadige og stærktynglende Parasiter« (NB36:35).
✂ Som et resolut modtræk til det lige så parasitiske som sødladne i kulturens religiøse selvforståelse gør SK gældende, at et ægte gudsforhold i henhold til Det Nye Testamente indebærer selvhad og »Msk-Fjendskab« (NB36:29, 31) og derfor altid medfører »den rædsomste Qval« (NB36:31; jf. 22). Åndens vilkår i verden lader sig kun begribe i lyset af døden: »Aand er: at leve som død (det at afdøe)« (NB36:37).
✂ Til journalens offentlige yderside svarer en privat inderside. Fraregnet et par bemærkninger om 👤Luther, som anklages for at være »noget omtaaget af det Numeriske« (NB36:4) og senere modstilles apostlen (NB36:27), er 👤Martensen og 👤Mynster de eneste historiske personer, der optræder i NB36, hvor de til gengæld figurerer hyppigt. »Mynster og Jeg / er Collisionen mellem det Gamle og det Nye« (NB36:12), bemærker SK, hvis personlige beundring og pietet for den afdøde biskop er usvækket (NB36:18). I redelighedens navn måtte han dog gøre indsigelse mod Martensens forsmædelige misbrug af ordet sandhedsvidne: »at begrave ham som Sandhedsvidne er lige saa latterligt som at begrave en Jomfrue, der rigtignok efterlod sig 3 Børn og var frugtsommelig med det fjerde« (NB36:13; jf. 26). Hvor Martensen med sin teologiske tankeløshed har gjort Mynster latterlig (NB36:13), har Mynster med sin manglende imødekommenhed over for SK bidraget afgørende til udviklingen af dennes selvforståelse (NB36:14). Skønt Mynster var en »Egoist« (NB36:17), som SK uegennyttigt skånede for et regulært angreb, er SK sig bevidst, at de altid vil være forbundne, hvilket afspejler sig helt ned i hans metaforik: »Jeg har frelst M. for hvad han var mere bange for end det meest overtroiske Msk. for at gaae ene ved Midnat over en Kirkegaard: religieus Bevægelse« (NB36:15). Anderledes uforsonlig er SK i sit forhold til Martensen, hvis administrative kompetence aftvinger begrænset respekt: »Martensen buser nok paa; at sige om ham at han styrer Kirken er ligesaa besynderligt som at sige om en Mand, der i eetvæk render Næsen mod Stuedøren at han styrer, hvorvel jo ogsaa dertil hører en vis Styren« (NB36:18).
✂ Adskillige optegnelser i NB36 bevidner, at SK ikke har i sinde at gøre livet lettere for den uerfarne biskop, der som noget af det første i sin embedsperiode skal erfare, at SK »er lagt an paa det Katastrophiske« (NB36:14) og i sit indre forstår at aktivere den »lille Springfjeder«, som frembringer »den intensiv muligste Virkning« (NB36:8). I en optegnelse med overskriften »Katastrophe« uddyber SK sagen:387
Hvorledes frembringes K. i Aands Forhold? Ganske simpelt: ved at udelade nogle Mellemleed,ved at anbringe en Conclusion og ikke give Præmisserne, ved at drage en Conseqvents og [ikke] først udvise det hvoraf det er Conseqventsen o: D: saa vil Sammenstødet mellem den saaledes Handlende og de Samtidige kunne blive en Katastrophe. (NB36:24)
✂ Med denne formel giver SK eftertiden aktindsigt i sit angreb. Formlen beskriver det pludseliges logik, omvendingen af alle værdier, men den ledsages karakteristisk nok af en principiel tøven fra SKs side. Når det er problematisk med »denne bevidste Arrangeren af K.«, skyldes det blandt andet hensynet til mere eller mindre sagesløse mennesker, som det vil være urimeligt at udsætte for en sådan »Haardhed« (NB36:24). Suspenderer man katastrofen af den grund, bliver det på den anden side umuligt at korrigere epoken effektivt i dybden. Til disse vanskeligheder føjer sig en ulyksalig lovmæssighed i det offentlige rum, som SK beskriver i en optegnelse med overskriften »Det Interessante – Handlings Afgjørelse«:
Dersom jeg turde ledsage mine Handlinger med Comentar, oplysende den sindrige Hensigtsfuldhed der er i det Hele: saa vilde jeg gjøre glimrende Lykke – – men aldeles forfeile min Opgave. Man vilde saa slet ikke faae Indtrykket, Braaden af Handlingens Afgjørelse men fortrylles af det Interessante i Reflexionen, som bærer denne Handling. (NB36:19)
✂ Skal handlingen ikke bare blive et »Motiv for det Interessante«, må den komme uvarslet og »see ud som en Slags Galskab (thi uden den faae vi ikke Lidenskaben sat i Bevægelse, Ilden paasat)« (NB36:19). At refleksioner af denne art ikke er akademisk spilfægteri, men blodig alvor, bliver bekræftet, når SK under overskriften »At virke katastrophisk« skriver:
Hvor angest end Mskene vilde blive for mig, hvis de fik det at vide, hvor fremmed det vilde være dem: vist er det, at det der i al den sidste Tid har beskjeftiget mig, er, om det ikke var det Gud vilde jeg skulde gjøre, at jeg skulde sætte Alt paa at faae en Katastrophe tilveiebragt, paa at blive arresteret, dømt, om muligt, henrettet. (NB36:26)
✂ Tanken om denne ultimative selvinvestering får snart besværligt følgeskab af refleksioner over, hvorvidt SKs første offentlige ageren blev gennemført taktisk korrekt »i Retning af det Katastrophiske« (NB36:26) og i388 så fald kunne afstedkomme en arrestation eller måske ligefrem en henrettelse.
✂ Spørgsmålet forbliver ubesvaret i NB36, hvis beskedne omfang formentlig skyldes, at SKs offentlige virksomhed greb stedse mere om sig og i den grad beslaglagde hans tid og energi, at journalen måtte lægges til side. Betænker man angrebets radikalitet og uforsonlighed, er der en egen suverænitet i de simple ord, hvormed SK et lille stykke inde i sin sidste journal foreholder sig selv og eftertiden, at den afgørende domshandling ikke tilkommer nøjeregnende mennesker, men udgår fra en nådig Gud, der har i sinde at tiltænke alle salighed:
.... Hvor langt det er fra at Χstd. er til, sees bedst paa mig.
Thi med den Klarhed jeg har – jeg er dog ikke en Χsten. Bestandigt stiller det sig dog saaledes for mig, at trods det Dyb af Nonsens hvori vi stikke, vi blive dog lige fuldt alle salige. (NB36:5)