Kierkegaard, Søren Journalen NB34 : 1854

NB34:20

#

Martyriet – Askesen.


At 👤Luther har altere[re]t Χstd. ved at forandre Forestillingen om Martyriet som havde det ikke Værd i og for sig, har jeg andetsteds viist.

Saa har jeg andetsteds kaldet Middelalderens Askese: situationsløs.

Herved maa bemærkes. Det er ganske sandt, Middelalder[en]s Askese er situationsløs, og den Χstne skal ud i Verden for at blive offret.

Men den Tanke: at offres kan saa fra en anden Side let blive gjort sophistisk, som maatte det overlades til et Msk.s Forstand at see, hvor der behøvedes et Offer.

Nei, den christelige Anskuelse er egl., at der altid behøves Offere, og Askesen er egl. den Livs-Anskuelse som svarer til at Gud er det Ubetingede, og at for Gud ligger denne Verden i det Onde, er ikke en Glædens Tumleplads, men en Straffe-Anstalt, hvilken Guds Tanke Askesen frivilligt stræber at udtrykke.

Det der gjorde Middelalderens Askese situationsløs var egl. at man havde faaet anbragt den ligefremme Kjendelighed, at man vilde æres og blev æret i Forhold til sin Askese. Ja, das ist was anders! See derfor lod det sig ypperligt forene, hvad ellers synes umuligt at tænke sammen: en Asket, som er bange for at blive slaaet ihjel, bange for Martyriet. Hans Askese var nemlig ikke pessimistisk, men en listig Opfindelse: paa den Maade at naae Udmærkelse blandt Msker, at leve beundret næsten tilbedet. Asketen var derfor saa langt fra at forholde sig fjendtligt (i Kjerlighed til Gud) fjendtligt mod Mskene, at han meget mere forholdt sig til dem som en anden Jongleur til sit Publikum, og skjøndt Asket maaskee hang fast ved dette Liv trods nogen Gøgler, elskede Mskenes Beundring med en Lidenskab trods nogen Skuespiller.


#