XI2A142 1 314 315 Guds-Forholdet (Taushed)
Selv i msklige Forhold er det jo ►saa, at hvis en forresten, som vi Msker grusomt sige det, ►ubetydelig Pige, har den Egenskab ⓘ i Forholdet til den Elskede, at hun er ubetinget taus, ikke taler til noget eneste andet Msk. om deres Forhold: saa giver dette hende dog et Værd, gjør hende ⓘ ►tækkelig i den Elskedes Øine.
Og saaledes elsker Gud Taushed. [a] Han vil ikke denne Vrøvlen med andre Msker om Ens Guds Forhold. At gjøre det, er maaskee Forfængelighed – og dette mishager Gud. Eller det er af Feighed og Mangel paa Tro, fordi man ikke ret stoler paa, fordi man er bange for maaskee engang, om jeg saa tør sige, at komme til Uleilighed o: D: – hvilket Alt mishager Gud. Vil 2 En sige: at naar ⓘ eet Msk. er fremmeligere ⓘ end et andet, saa er det dog saa hjerteligt, at lade et andet Msk. ►participere i sit ⓘ Guds-Forhold, da er atter dette Gud imod, thi det er Indbildskhed. Hvilken Indbildskhed, siger Gud, har jeg ikke ladet forkynde, at ethvert Msk. ubetinget ethvert Msk. kan henvende sig til mig – saa kan jo hiint andet Msk. gjøre det.
✂ [a] XI2A143Taushed ⓘ ►betræffende Forholdet til Gud er Styrkelse; den ubetinget ⓘ Tause vilde være som en Donkraft, eller som ►Punktet udenfor ⓘ Verden, hvilket 👤Archimedes taler om. Talen betræffende sit Forhold til Gud er en Udtømmelse, der svækker.
XI2A144 Guddommelig Fornemhed.
Hvor rørende, hvor ubeskriveligt rørende: det meest Ophøiede er altid just Det, man allerdristigst kan uden Omsvøb og Vanskeligheder henvende sig til – – som jo 3 ogsaa naar Sproget har udtømt sig i alle mulige Gradationer af Titulaturer – idet vi komme til Gud, Forholdet vender sig om, og ►ham sige vi udenvidere »Du« til.
Hvor ironisk derimod, at det saa er Msket selv der skaber sig alle Vanskelighederne, og gjør sig Adgangen til Gud saa vanskelig, fordi, fordi – ja fordi Msket er smaalig.
316Guds Fornemhed er paa en besynderlig Maade omvendt. Ligefrem Fornemhed sikkrer sig ved allehaande Midler mod ligefrem Tilnærmelse. Gud derimod siger: kom kiere Msk, kom, aldeles uden Ceremonier – – men see Msket producerer selv Ceremonierne, og Gud bliver bragt paa uendelig Fornemheds Afstand fra Msk.
4Det er med Guds Fornemhed ►som med at tage paa Brendenælden. Tag rask, deri ligger det. Men naar det kommer til Stykket, saa finder Msket det dog klogest ikke at tage altfor rask, ►Forsigtighed er en Borgermesterdyd o: s: v: – og han brænder sig. Saaledes siger ►Kjerlighedens Gud: »henvend Dig lige lukt til mig«, ja saaledes siger Gud, han den uendelige Kjerlighed. Men Msket tænker ►som saa, Forsigtighed er en Borgemester-Dyd, det Klogeste er, om man kunde faae en Kammertjener hos Gud til at interessere ⓘ sig for En, og om muligt ad den Vei at faae ⓘ Majestæten i Tale. Saa bliver Resultatet: at Gud bliver i ligefrem Forstand den 5 Fornemste af Alle.
XI2A145 Christenheden.
I en vis Forstand kan man – men det bliver naturligviis i en anden Forstand et indirecte Angreb – til Forsvar for Gjennemsnittet af Mskene ►betræffende denne Uredelighed at kalde sig Χstne og saa at være saa forskjelligt derfra som vel muligt – man kan sige: Sandheden er egl. den, at ved det at være Χsten forstaaes i Χsthed saa omtrent Ingenting, forsaavidt ere Menneske[ne]s Mængde i deres gode Ret at de kalde sig Χstne.
Dersom En kom til et Land, hvor alle Indvaanere bildte sig ind og paastode at være Prindser – saa vilde det jo i en vis Forstand forandre Sagen adskilligt, naar han opdagede, at ved Prinds forstod man Ingenting.
6Hvad ►Præsterne, der ere eedsvorne paa det nye T:, angaaer, da er det jo en anden Sag.
Men med Menneskenes Mængde maa man gaae lidt forsigtigt frem, især maa man saavidt muligt undgaae at stride med dem om Ord, thi kun altfor ofte [er] hele Ulykken den, at de forbinde en falsk Forestilling med Ordet. Denne kan man nu nok faae fra dem; men Ordet ikke saa let. Vilde jeg fremstille, hvad det er at være Christena – og nu foreholde Mskenes Mængde det sigende: er Du nu dette? saa vilde jeg let faae dem til at tilstaae, at det ere de ikke. Saa317snart jeg siger til dem: saa er ⓘ Du altsaa ikke Χsten, saa forandrer ⓘ Alt sig. Det har nu engang »Præsten« præket dem fast i, det er hans Næringsvei, som En der lever af Faare-Avl, saaledes er det ham af Vigtighed, at Faareflokken er talrig. Derfor er det ham magtpaaliggende, at Enhver kalder sig Χsten – at han Ingenting forstaaer derved, eller at han forstaaer derved, at det er omtrent Ingenting, Noget Enhver naturligviis er, gjør Præsten 7 hverken fra eller til.
✂ a dog fortiende Navnet Christen
XI2A146 Det Populaire.
Hvad ⓘ der skal blive populairt maa forholde sig i Retning af det Extensive, det Mangfoldige, det Intensive bliver aldrig populairt. Det Intensive er kun for Charakteer-Msker, og disse ere endnu sjeldnere end Genier og Talenter, kun at ogsaa den eenfoldigste kan være et Charakteer-Msk.
Dersom jeg saaledes vilde gjøre et Angreb paa den nuværende Tilstand i Christenhed hos os, og sige: den Χstd., som vi lære, er en anden Art af Χstd. end det n: Ts Χstd.: saa vilde dette Angreb kunne blive populairt og hvorfor? fordi der er blandet skjult en Dosis Galimathias deri, som var der Tale om flere Arter af Χstd. Det kan saa blive populairt, Sligt kan Folk faae i sit Hoved: der er flere Arter Χstd, ligesom der [er] extra fiint 8 ⓘ ►Herregaards-Smør ⓘ og der er godt Smør og simpelt Smør og ►Madfedt der er næsten ligesaa godt som Smør. Dette er Loven for det Populaire, altid en vis Dosis Vrøvl maa der sættes.
Stram derimod i Retning af Enten-Eller: det bliver aldrig populairt.
Det Mangfoldige, det Extensive, det sig Bredende, og fra en anden Side det Numeriske det er hvad der kan blive populairt. Er jeg fE i Spidsen for et i Forhold til Landets Proportioner passende Antal Tilhængere – at jeg saa kunde have Ret: det kan blive populairt, og jeg kan faae Ret; men at jeg som ene Msk. skulde have Ret, det kan aldrig blive populairt. Forsaavidt vilde det allerede være en ►Accommodation fra min Side, om jeg anskaffede mig et passende Antal af blot figurerende Tilhængere, saa det dog saae ud som var jeg Flere.
er en Idealitet, som ethvert Msk. har 9 gratis. Hvilken Idealitet: at Gud kan bruge det til at udtrykke sine Tanker, saa Msket altsaa ved Sproget har Fælledsskab med Gud.
Men i Aandens Forhold er aldrig Noget saadant ganske udenvidere Gave som det Sandselige kan være det; nei i Aands Forhold er altid Gaven tillige et Dømmende – og ved Sproget, eller ved hvad denne Idealitet bliver i hans Mund dømmer Msket sig selv.
Og i Aandens Forhold er der altid Ironie med. Hvor ironisk, at just ved Sproget kan Msket degradere sig selv under det Umælende – thi et Vrøvlehoved er virkelig en lavere Bestemmelse end et Umælende.
XI2A148 »Præsten«
Som der i saa meget af ►det 👤Peer Degnske er noget ⓘ Typisk saa ogsaa i denne Replik ►»vil Du have fiint Sand koster det saa meget, vil Du have grovt Sand koster det saa meget«.
I Grunden er det Forklaringen af 10 alt officielt ►Præstedoms Tilværelse.
Forgjeves lader Gud forkynde, at ►han er Kjerlighed, at Enhver, ubetinget Enhver, kan ganske uden[v]idere henvende sig til ham, at det er Gud saa uendeligt kjert, at han vil gjøre det, forgjeves.
Forgjeves. Dette er Msket for høit, han kan ikke faae det i sit Hoved, tør ikke troe derpaa. Saa kommer »Præsten« ham til Hjælp, og afhjælper, tilfredsstiller ►Mskets dybe Trang til at blive narret – det var det 👤Peer Degn praktiserede i. »Præsten« anbringer Melleminstantser, og ►Gradationer, et heelt ►Cancellies besværlige Gang – og overalt bliver der Penge at betale. Og see, dette kan Msket faae i sit Hoved. Nu finder hans Sjel Hvile og Tilfredsstillelse, hans Tanke Ro, først nu er han fuldkommen vis paa, at han har en ⓘ Gud – og Visheden staaer i Forhold til hvor dyrt han betaler for Præsten. At det skulde være saaledes, at Himlens Majestæt skulde, om jeg saa maa sige, sidde og vente i ►Himelen, om dog Ingen vil henvende sig til ham, sørgmodig næsten, 11 at Ingen vil forstaae hans Kjerlighed: det faaer Gjennemsnittet af Msker aldrig i deres Hoved. »Nei«, siger ⓘ ►👤Morten Frandsen »nei, det er ⓘ Hjernespind, saaledes kan det ikke hænge sammen. Blot at faae ►Cancelliraaden i ⓘ Tale, og han er dog 319kun et Msk, kan være vanskeligt nok – og saa skulde man saa let kunde faae Gud i Tale! nei, nei ⓘ Sligt er Hjernespind.« ►Naar »Præsten« derimod forklarer, at det koster en 100rd og 10rd til Præsten saa siger 👤Morten Frandsen: »see, det kan man begribe, det er der Mening i. Sandt nok det er mange Penge; men saa har man ogsaa en Vished for, at man har med Gud at gjøre, naar man har givet 100rd derfor.«
Just ⓘ Det som Gud vil have bort, just Det anbringer Msket selv, og »Præsten« er det som i denne Henseende tilfredsstiller Mskets dybe Trang.
Gud i Himlene kan rigtignok med Sandhed sige om Mske-Verdenen: ►mundus vult decipi.
Det er de to Poler i det at være Msk: Dyre-Bestemmelsen – Aands-Bestemmelsen.
Dyre-Bestemmelsen forholder sig til det at forplante Slægt – – og i denne Retning er nu alle villige til at være Msk.
Følgen heraf bliver (og dette er Ulykken for Tilværelsen) at ►Numerus voxer aldeles uforholdsmæssigt til de Enkeltes Tal, som virkelig ⓘ forholde sig til Aand.
Dog er Ulykken hermed endnu ikke nøiagtigt angivet. Nei, Misforholdet mellem Numerus og de ⓘ faae Enkelte, som skulle ►contrabalancere, er saa stort, at der mellem hine faae Enkelte og Msks Mængde indskyder sig en ⓘ heel Mellem-Instants 13 et Medium: Præsterne, Folke-Lærere o: D: som leve af at snakke Mængden efter Munden, leve af at omsætte det Sandere i et Usandere.
Naar blot hine faae Enkelte, der virkelig forholde sig til Aand, kunde komme til at virke paa ►den menige Mand, ⓘ var der vundet meget. Men just Mellem-Instantsen er Msk-Tilværelsens Ulykke. Og en himmelraabende Løgn er det da, naar denne Mellem-Instants giver det Udseende af at de hjælpe Mskene saa smaat nærmere og nærmere det Sande. Nei, Mellem-Instantsen er og bliver Halvhed, og hjælper Mskes Mængde ind i Halvhed.
320XI2A15014Slægts-Forplantelsen. Christendommen vil spærre af.
Saaledes maatte vel Χstd. tale til et Msk, der vil gifte sig. I hvilken Egenskab er det Du vil forplante Slægt, er det ►qua Dyre-Skabning – eller qua Aands-Msk. I Egenskab af det første er jo Sagen kun altfor simpel.
Men er det i Egenskab af det andet saa bliv lidt. Synes det Dig ikke, at til at være Fader maa fordres, at Du havde naaet den Modenhed, at Du virkelig eiede en Livs-Anskuelse, for hvilken Du turde indestaae, saa Du turde ►overgive den til Dit Barn, naar det, med den Berettigelse der ligger i at være Barn, i at skylde Dig Livet, 15 spurgte Dig om Livets Betydning? Eller hvis det ►var saa, at hvad Naturen sørger for, at det var Qvindens egen Opgave at sørge for, at sørge for, at der var Mælk i Brystet o: D: – vilde det ikke være afskyeligt, at ville være Moder, tilfredsstille Lysten – men ikke have det Fornødne for Barnet i Beredskab. Men af en Fader har Barnet Ret at fordre: en Livs-Anskuelse, at Faderen virkelig har en saadan.
Dog skal et Msk. naae denne Modenhed, saa vil der gaae lang Tid hen inden han gifter sig, de Aar ville gaae hen, just de Aar, hvor Lysten er størst. Naaer han saa endelig Modenheden, og bliver hans Livs-Anskuelse Χstd, 16 saa kunde det da vel aldrig falde ham ind at ville sætte et Barn ind i Tilværelsen. At sætte et Barn ind i Tilværelsen. ►Barnet fødes jo i Synd efter at være undfanget i Overtrædelse, og denne Tilværelse er en Jammerdal – – er ⓘ det dette Du vil sige Barnet, er det Dette, der giver Dig Frimodighed ►ligeoverfor Barnet, som skylder Dig sin Tilværelse.«
O, min Gud, jo mere jeg seer derpaa, jo mere seer jeg, hvor Protestantismen har grundforvirret Χstd.
Naturligt centraliserer Msket Tilværelse: paa Slægtens-For17plantelse, her ligger hele hans Egoisme qua Dyre-Skabning, eller her culminerer den. Χstd. vilde decentralisere dette Forhold – og hvilke Kampe har det ikke kostet. Alene i Forhold hertil, hvor frygteligt sandt, ►naar Χstus siger til Apostlene: jeg sender Eder som Faar blandt rivende Ulve – ja rivende Ulve, det bliver Msk. nok, saasnart En for Alvor skal røre ved det Punkt, gjøre Alvor af at ville fravriste dem hvad for dem er Livets Alt.
Og saa kommer Protestantismen og anbringer Χstd – just i For321hold til Ægteskab, Ægteskabet bliver just det Gud ⓘ Velbehagelige. Hvilken Afskyelighed med denne Løgne-18Χstd. der lyver for Mskene, deels fordi det er det nemmeste at snakke Mskene efter Munden, og deels fordi ⓘ »Præsten« jo i Egenskab af ⓘ ►Stut-Mester og ⓘ Opdrætter er egoistisk ⓘ interesseret [i], at Flokken forøges, at Børne-Avling drives saa ►großartig som muligt.
Feilen i Katholicismen er ikke, at Præsten er ugift – nei Feilen er, at man har indført en qvalitativ Forskjel mellem Læg og Præst, hvilken er lige mod det n: T: og en ►Svagheds-Concession i Retning af ►Numerus. Nei Feilen er ikke, at Præsten er ugift – en Χsten bør være ⓘ ugift.
19»Men naar det skal fastholdes faaer Du slet-ingen Χstne« ►hvis saa, aldeles ⓘ ligegyldigt! »Dersom Du derimod gjør Ægteskabet til Χstd, saa faaer Du Millioner Χstne« aldeles ligegyldigt!
XI2A151 Christd. spærrer af for Forplantelse af Slægt.
Et Billede. ►Naar Brand-Majoren kommer til Ild-Stedet – det ⓘ Første han gjør, hvis det ikke er gjort, er, han siger til Politiet: spær af, spær Nabo-Gaderne af, vi kan have Mylder nok endda af Msker.
Saaledes fæster Χstd. sit Blik paa Tilværelsen, og seer strax: det Onde 20 ►stikker i og hænger sammen med det Numeriske, Dyre-Bestemmelsens Overvægt over Aands-Bestemmelsen, altsaa: spær af. ►Det er: det følger naturligviis af sig selv, at ingen Χsten gifter ⓘ sig – Ulykken er jo just, at der er rædsomt for mange Msker, og alle travlt i Virksomhed for at skaffe nye Leverancer af Millioner.
►En Χsten er Salt – det vil sige: det følger naturligviis af sig selv, at ingen Χsten gifter sig. Massen, som skal saltes, Massen – ja Gud bedre os, det er et rædsomt Corpus og alle ere travlt i Virksomhed for at producere Masse. 21 Salt behøves der, Salt: en Χsten er naturligviis ugift.
Ja, ►her ligger det. Disse rare Msker, som have ⓘ hittet paa, at gifte sig og saa – ved fra Barndommen at ⓘ opdrage et Barn i Χstd, at befolke Jorden med saadanne sjeldne rare Χstne, rigtigt ►tilgavns Χstne: disse rare Msker ere ►Sludder-Masser eller Gavtyve. I Sandhed Χstheden præsterer en herlig Befolkning af Χstne ved Hjælp af disse rare Msker, som ►godhedsfuldt have villet belære Gud i Himlene, hvorledes man faaer Χstne bragt tilveie, at det gaaer bedst, naar de avles og saa opdrages fra Barndom i Χstd. Fortræffeligt! 32222 Χstd. er just det Guddommeliges qvalitative Brud med det Msklige i det Gjennembrud som er at blive Χsten, at blive Salt – og saa vil man fra Barn opdrage Χstne ɔ: man vil see at undgaae Bruddet med denne Tilværelse, Bruddet med denne Verden.
Nei Tak I rare Msker! Denne Opdagelse er ikke af Χstdommen, men er af – ⓘ ►Vetrinairer! ⓘ Det hjælper her slet ikke at forsikkre, at man mener det godt og ærligt og helligt og dyrebart med Χstd: nei, nei! Husk paa Billedet med Brandmajoren! Ved enhver Ild23løs stormer der ogsaa en Mængde Msker til, rare, hjertelige Msker, som vil hjælpe til at slukke, Nogle med en ►Strippe, Andre med et Glas Vand, Andre med en ►Pibe-Sprøite – kort, rare inderlig hjertelige Msker. Men hvad siger ⓘ Brand-Majoren? han siger: skaf de Msker bort, og vil de ikke med det Gode saa bank dem.
Altsaa ved en Ildløs er Sagen saa alvorlig, at det hjertelige Sludder ikke bliver budt hjerteligt Velkommen, nei, det hjertelige Sludder behandles som en Slags Forbrydelse, det bliver ingen Retssag, nei, Politiet ►gjør det Hele af, ved at banke 24 det hjertelige Vrøvl hjem – hvor det egl. hører hjemme. Men Χstd. skulde være en saa ubetydelig Sag, at den end ikke havde Alvor som en Ildløs, Χstd. skulde være noget saa Ubetydeligt, at her bydes det hjertelige Vrøvl, det velmeente Piank hjerteligt Velkommen, tages med paa Raad.
Sandeligen, sandeligen ⓘ Det, der ►længst har ødelagt Mskheden i Χstheden er, at der mangler en Myndighed, som formaaer og vover, at forvandle hjerteligt Vrøvl og velmeent Piank til – Skyld, til Gade-Uorden o: D:
XI2A152 25 Det for Χstdommen Farligste
er – det er min Paastand – ikke Kjætterier, Vranglære, ikke Fritænkere, ikke den profane Verdslighed, nei men den Art af Rettroenhed som er: det hjertelige Vrøvl; Middelmaadighed sødt tillavet.
Der er Intet, Intet Χstds Væsen saa frygteligt imod som dette, hvori den ikke saa meget omkommer som den ⓘ ►forkommer.
Just denne Art Rettroenhed er ►Majestæts-Forbrydelse mod Χstd; thi trods al dens Hjertelighed og Skikkelighed og Velmenen har den dog ikke ►i sidste Grund Respekts-Indtrykket af Majestæten.
Der er Intet, som saa lumsk tager det Majestætiske bort, som just 26 323dette Hjertelige. Bestandigt hjerteligt, saa smaat, saa smaat, lirkende, og pillende, og atter lirkende – – bliver Facit dog, at det Majestætiske besviges en lille Smule. En lille Smule – just det er det Farlige; thi det Majestætiske forholder sig meget mere til et ►gevaltigt Angreb, end til at blive en lille Smule degraderet – i Hjertelighed.
Den Art Rettroenhed hænger atter sammen med Familie-Livets hjertelige Vrøvl, har væsentligt sit ►Tilhold i Familielivets Hjertelighed. Og atter Dette er det for Χstd. ⓘ Allerfarligste, ikke vilde Lyster og Udsvævelser og frygtelige Lidenskaber o: D: er Χstd. saaledes imod som dette jævne Middelmaadige, denne qvalme 27 Dunst, denne ⓘ Nærhed paa hinanden, hvor ►vistnok store Forbrydelser, vilde Udskeielser, kraftige Vildfarelser ikke godt kunne fremkomme – men hvor ogsaa det Majestætiske endnu vanskeligere kan finde hvad det maa fordre: Underkastelsens Majestæts-Udtryk; der er ingen større Afstand fra at lystre Enten – Eller, end det jævne, ⓘ hjertelige Familie-Vrøvl.
XI2A153 En Grund mere til at gifte sig!
►Χstd. siger: lad være at gifte Dig, det er det Gud ⓘ Velbehagelige, og følger ganske af sig selv, naar Du virkelig er Christen.
Herpaa svarer ►Msk-Slægten: men hvis vi Alle gjøre det, saa ⓘ maa 28 jo Slægten uddøe.
Og at Slægten skulde uddøe anseer naturligviis Slægten for ⓘ den største Ulykke.
Saa bliver Følgen heraf, at man ikke ⓘ blot ikke lader være at gifte sig, nei, men ⓘ at man faaer een Grund mere til at gifte sig – for at forhindre dette Frygtelige (som jo ligger saa ganske nær!) dette Frygtelige (som noget nær Alle ere ifærd med at ⓘ forhindre!) dette Frygtelige, at Slægten skulde uddøe.
Dette er een Grund mere til at gifte sig!
XI2A154 Eenlig Stand.
At skabe er forbeholdt Gud; og er dette, hvis man tør tale om Sligt, 29 den høieste ►autopathiske Tilfredsstillelse.
At give Liv er en svag Analogie hertil, er Msket indrømmet – og heri culminerer den msklige Egoisme.
324Som Nervetraaddene ligge under Neglen – saaledes samles den msklige Egoisme i dette om Kjøns-Forholdet, Slægtens Forplantelse, at give Liv.
►Ifølge Χstds Lære vil Gud kun Eet med os ⓘ Msk, han vil være elsket. Men for at et Msk. skal elske Gud, maa han opgive al Egoisme, først og ►fornemlig den ►potenserede Egoisme: Slægts Forplantelsen det at give Liv.
At dette med det Sexuelle er Centrum for den msklige Egoisme, veed Gud naturligviis kun altfor vel og derfor var det derpaa der blev sigtet. Og den allermindste Iagttagelse kan ogsaa let forvisse En om at her ligger den msklige Egoisme ►totaliter.
Saa fordrede Gud – at forsage denne 30 Egoisme – og saa ►udviste Gud Udødelighed. Thi, ►hvad jeg oftere har omtalt i disse Journaler, Slægts-Forplantelsen ⓘ var (hvad jo baade 👤►Plato og 👤►Aristoteles udtrykkelig udtaler) jo Hedenskabet var ogsaa ⓘ Jødedommen Surrogatet for Udødelighed.
Det Sexuelle det er den msklige Egoismes Culmination. Derfor føler, blot mskligt taget, ikke blot Qvinden, men ogsaa Manden sit Liv som tabt, forfeilet naar han ikke bliver gift. Kun den Gifte er ►ret Borger i denne Verden, den Eenlige en Fremmed (det er jo just det Χstd. vil at den Χstne skal være – og hvad Gud vil at den Χstne skal være, for at elske ham). ►Derfor ansaaes Ufrugtbarhed blandt Jøderne (der ret tilgavns forstod sig paa Slægts-31Forplantelsen) som Vanære for en Qvinde. Derfor ømmer et Msk. sig maaskee i ingen ►Vanheldelse saa smerteligt som i hvad der ⓘ forholder sig til Slægts-Forplantelsen, alt Andet (at være blind, døv, halt o: D:) krænker ham ikke, det berører ikke hans Egoismes ømme Punkt. Selvfølelsen ►qua Dyre-Skabning forholder sig til at forplante Slægt, at give Liv. Derfor beskjeftiger det Msker, som ved naturlige eller unaturlige Udsvævelser have tabt ⓘ Avle-Dygtighed det beskjeftiger dem saa overordl. at faae den igjen, ⓘ for at faae Selvfølelsen igjen. o: s: v: o: s: v: o: s: v:
Altsaa Gud vil eenlig Stand, fordi Gud vil være elsket.
Men Msket siger ►som saa: dette Offer kan jeg ikke bringe Dig – men 32 lad Du mig gifte mig, saa skaffer jeg med Din Bistand 10 Andre til at elske Dig.« Fortræffeligt. Men ►see nærmere til, disse 10, hvis denne Børne-Avler og Msk-Leverandeur nu endelig leverer 10, disse 10 blive de da eenlige Msker, som forsage den potenserede Egoisme? Nei, disse 10 bære sig ad aldeles paa samme Maade og hver især præsterer maaskee atter 10, bestandigt under den Formel, at Gud istedetfor een skal faae 10 – medens Sandheden er at Gud faaer slet Ingen, men i eetvæk bliver taget ved Næsen.
325I Protestantismen har man da sat alle ⓘ Omsvøb tilside i denne Henseende, her docerer man ►»sens33phrase« at Ægteskabet just er det Gud Velbehagelige – og jeg imødeseer, at den lærde Theologie engang opdager, at de Χstnes Gud hverken hedder 👤►Jehova eller 👤Adonai, ikke engang er ►neutrius generis men et Fruentimmer og hedder: ►👤Kirsten Giftekniv.
Hvad dog Χstd. i Aarhundredernes Løb er blevet til! ►I den gamle Bearbeidelse af 👤D. Juan siger 👤Elviras Tjener til 👤D. J: om 👤Elvira: i en afsides Vraa, i et Mandfolks halvforslidte Dragt traf jeg min afdøde Herres Datter: hvilket skrækkeligt Gjensyn. Saaledes med Χstd! Denne eneste Souverain, det Guddommelige[s] Majestætiskhed – den maa nu gjøre Musik ved Bryllup og Barsler.
►Eenlig Stand! siger Χstd. Nei, 34 svarer Msket: men jeg vil bestille Vielsen hos Dig. ►Charmant, det er ►ad modum: lad være at myrde! nei, men jeg vil lade Dolken indvie hos Dig.
Eenlig ⓘ Stand! siger Χstd. ►Nei, siger Protestantismen, just ⓘ Ægteskabet er Guds Velbehag, han springer af Glæde, jo flere han kan faae til at gifte sig.
Har vi saa ikke naaet, at Χstd. er blevet lige det stik modsatte af hvad den er i det nye Testamente. Det er »naaet« – thi der er længe arbeidet derpaa, hvad er nemlig Χsthedens 1800 Aar andet end Historien om, ⓘ den for[t]satte Stræben fra det Numeriskes Side paa at 35 faae Χstd. omredigeret, og Historien om hvorledes det Christelige, svagere og svagere betjent, bestandigt har gjort det Numeriske flere og flere Indrømmelser, givet Kjøb, indtil Alt er blevet vendt om. Dette er de 1800 Aars Historie – i hvilken Studenten oplæres grundigt for ikke at forfeile ⓘ – hvad sand Χstd. er.
I det nye Testamentes Χstd. staaer Sagen saaledes. Gud vil være elsket, og vil derfor at Msket skal opgive den Egoisme som er at give Liv.
Synde-Faldet er Tilfredsstillelsen af denne Egoisme – og her begynder saa egl. Timelighedens Historie, som er den bestandige Repeteren af den samme Skyld, bestandigt modarbeidende eller forhindrende hvad Gud tilsigter, at faae dette Feiltrin standset – ved eenlig Stand. Hver Gang der vises eenlig Stand 36 af Kjerlighed til Gud er dette i Retning af at efterkomme Guds Tanke.
Men ►fast gyser jeg, naar jeg tænker paa, hvor langt jeg har været henne ad denne Vei, ⓘ og hvor forunderligt jeg blev standset og viist tilbage til eenlig Stand, og hvorledes jeg, ►vistnok forstaaende mig selv, men forstaaende mig selv som en Undtagelse, har vidst at skjule, hvad jeg vidste, for Samtiden, indtil jeg langt om længe seer, 326hvorledes atter her Styrelsen har været med mig, og vil have noget ganske Bestemt frem.
Du uendelige Majestæt, ►selv om Du ikke var Kjerlighed, selv om Du var kold i den uendelige Majestætiskhed: jeg kunde dog ikke lade være at elske Dig, jeg trænger til noget Majestætisk at elske. Hvad Andre have talet om, at de ikke fandt Kjerlighed i denne Verden, og derfor følte Trang 37
9. Journalen NB34, s. 37. SK har mod slutningen af optegnelsen NB34:13 slettet næsten tre linjer i hovedspalten
til at elske Dig, fordi Du er Kjerlighed (hvad jeg ganske billiger) det vil jeg ogsaa sige i Forhold til det Majestætiske. Der var og er i min Sjel en Trang til det Majestætiske, et Majestætisk som jeg ikke kan blive træt eller kjed af at tilbede. I Verden fandt jeg Intet, nei, jeg fandt neppe Noget, der var værd at tage op af en Rendesteen, og af det Majestætiske fandt jeg ikke mere end af Skjæg paa en ung Piges Kind, eller endnu mindre, thi ⓘ
jeg fandt det latterligt.
XI2A155 Christenheden.
Det er egl. disse to Momenter der have samvirket til at frembringe dette Nonsens med Χstheden: paa den ene Side et i Tidernes 38 Løb voxende ►Numerus, som ogsaa vilde være Χstne, ogsaa saadanne Χstne – men som naturligviis ikke vilde være det i det nye T:s Forstand (en Iver for at blive Χsten liig den ►som Jøden hos os, der var saa ivrig for at faae den norske Constitution indført, hvilken udjager Jøderne – »det vidste jeg sku ikke«) – – og dette Numerus imponerede ved sit Tal saaledes, at man gav efter derfor og falskmøntede mere og mere Begrebet Χsten. Paa den anden Side en egoistisk Præstestands Egoisme, der rigtigt saae, at Profiten jo hænger sammen med det Numeriske.
XI2A156Den Religieuse – Millionernes Χstd.
Den Religieuses Liv er den intensiveste mulige Qval – ikke den fødende 39 Qvindes Skrig, ikke Skriget fra Hospitalets Operations-Stue, er saa forfærdeligt – en saa intensiv Qval er det at have virkelig med Gud at gjøre. Det kan ikke være anderledes, skjøndt det dog staaer uforandret at ►Gud er Kjerlighed – medens dog, for at tage det 327328Høieste, just Forbilledets Liv efter den frygteligste Maalestok viser, hvad det har at betyde at indlade sig med Gud, at blive ham tro.
Saaledes den Religieuse. Af saadanne findes der sparsomt spredte ganske Enkelte.
Imidlertid opføres uafbrudt af flere og flere Millioner det religieuse ►Divertissement: at det at have med Gud at gjøre er idel Salighed, sødt og sødt og deiligt, hvad Tusinder af Præster fedt leve af at declamere.
Og begge Dele er Χstd!a
✂ a ⓘ Dog er Fordelingen ►Intet mindre end ►ubillig; thi da disse Millioner dog kun have den Indbildning at have med Gud at gjøre, altsaa ere narrede, saa synes det billigt at de finde det sødt og idel sødt, ►item at Præsterne, der ►ere i samme Tilfælde, ►faae det fedt.
XI2A157 40 Fader – Søn – det nye Testamente.
Saaledes taler i Χsthed en Fader til sin Søn: gaae Du ganske rolig ud i Verden, der er en Gud, han sørger nok for Dig, stoel blot paa ham, han hjælper Dig nok, har altid Udveie, altid Hjælp og ►har alle gode Gaver – – og der giver jeg Dig en Bog med, det nye Testamente, hvori Du yderligere kan læse om hvor lyksaligt det er at have med Gud at gjøre.
Undtagelsesviis – det er naturligviis undtagelsesviis, hænder maaskee ikke een Gang for Millioner Gange – undtagelsesviis ⓘ hænder det, at der er en Søn, som virkelig læser i det nye Testamente.
Oprigtigt talt min Pen for41maaer ikke at udtrykke denne Forandring, det ganske Andet som Sønnen faaer at vide.
Han faaer ►sig selv betræffende at vide, at ►han er ⓘ undfanget i Synd, født i Overtrædelse – at hans Tilværelse altsaa er – Forbrydelse, at det altsaa er saa langtfra at hans Fader har gjort noget Gud velbehageligt ved at skjenke ham Livet, saa langt derfra som muligt. Han faaer altsaa ikke just noget Fordeelagtigt at vide om Faderen, der formdl. ved Hjælp af – det nye Testamente!!!!!! – har styrket sig selv i den Forvisning, at det at avle Børn er ikke Noget man gjør for Lyst, nei, det er den største Velgjerning ⓘ man ⓘ kan øve.
329Saa faaer Sønnen at vide, at Døden venter ham – som Straf, som Straf, fordi hans Tilblivelse er Skyld og Overtrædelse. Han faaer at vide, 42 at dette Liv ⓘ skal være en Jammerdal, en Straffe-Anstalt, at ►Verden ligger i det Onde, at ►Gud vil han skal hade sig selv, ⓘ og at ►hvis han ikke vil som Gud vil, venter Evighedens Straffe ham.
O: s: v: O: s: v: O: s: v:
Er der noget Afskyeligere, er det muligt at udtænke noget Afskyeligere end dette, som er den ganske simple Følge af denne Løgn med Χsthed – – naar engang det Tilfælde indtræffer, at en Søn virkelig læser i det nye Testamente.
At Tilfældet er sjeldent, negter jeg ikke, det er vel muligt, at der kan leve Millioner Χstne, Tusinder af Præster og Professorer, hvem det ⓘ ikke hændte.
Det er dog i Grunden latterligt – mig synes Enhver maatte see det, saasnart det blot siges – med den Alvor og Vigtighed med: at avle Børn, som var det Livets Betydning.
Dog er jeg vis paa, at der leve Msker saa fordybede i at det er Alvoren, at de vel endog regne det med blandt Mskets Fortrin for Dyrene: at han kan avle Børn!
Nei, ►det gamle Hedenske spøger dog endnu i de ⓘ Flestes Hoved: de troe ►en god Dag paa Udødeligheden – de holde dem til Surrogatet: Slægts-Forplantelsen, og ere derfor saa forgabede i – ægte jødisk! – ►Slægts-Registere og Personal-Historier, om hvor mange Gange ⓘ En var gift, og hvor mange Børn i hvert Ægteskab, om han havde Trillinger, 44 eller ⓘ var ►mærkelig ved at have lutter Drengebørn – og Præsten spiller ►Stutmesteren.
330XI2A159Umiddelbar Begeistring i Forhold til at forkynde Χstd; Reflexion; Mskets instinktive ►Underfundighed.
Umiddelbar Begeistring i Forhold til det at forkynde Χstd. forholder sig til: om muligt at vinde Alle.
Dette prise saa Mskene som roesværdigt, denne Iver, de prise det som Kjerlighed saaledes at vinde Alle. Meget godt; men ►pas vel paa, om ikke gavtyveagtigt (dog kun ubevidst) den instinktive Underfundighed, som er i Msket, er med 45 i denne Lovpriisning. Thi de forstaae maaskee instinktivt, at naar man blot kan faae en Idealitet rigtigt ud i det Numeriske, saa ►faaer man nok Magt med den – og man faaer det at blive Χsten ►for bedre Kjøb. Det Numeriske er Livsfaren for Idealiteten. Maaskee bliver Forkynderen som ►bedaaret ved Synet af, at han vinder saa mange Χstne – dette er farligt for hans Idealitet. Eller han bliver overvældet ved Indtrykket af det Numeriske, og tænker: hvad skal det blive til, denne Masse og saa langt fra at forholde sig til Χstd: jeg maa slaae lidt af – for at vinde desto Flere. Og saa er jo Idealiteten tabt.
O, 👤►Socrates Du saae dog rigtigt. I Reflexion vil Opgaven blive 46 at staae lige midt iblandt Mskene og saa udtrykke: det dreier sig om, at jeg selv bliver Χsten. Her kan det Numeriske ikke komme til at narre; og tillige udtrykkes her ►ret, at Gud ikke er en travl Majestæt, der skal have Tilhængere, men at Gud er det Ubetingede.
Χsthedensidelige og idelige Fremhæven af dette med, at Χstus var tilstede ved et Bryllup og gav Viin til – beviser indirecte, at Mskene selv have en ⓘ Mistanke om, at Χstd. ►stemmer mod Ægteskabet og derfor er denne Historie dem saa ⓘ vigtig, ⓘ som deres Argumentation ⓘ ►fra den er latterlig.
331 XI2A161 47 Martyriet – Askesen.
►Saa har jeg andetsteds ⓘ kaldet Middelalderens Askese: situationsløs.
Herved maa bemærkes. Det er ganske sandt, Middelalder[en]s Askese er situationsløs, og den Χstne skal ud i Verden for at blive offret.
Men den Tanke: at offres kan saa fra en anden Side let blive gjort sophistisk, som maatte det overlades til et Msk.s Forstand at see, hvor der behøvedes et Offer.
Nei, den christelige Anskuelse er 48 egl., at der altid behøves Offere, og Askesen er egl. den Livs-Anskuelse som svarer til at Gud er det Ubetingede, og at ►for Gud ligger denne Verden i det Onde, er ikke en Glædens Tumleplads, men en Straffe-Anstalt, hvilken ⓘ Guds Tanke Askesen frivilligt stræber at udtrykke.
Det der gjorde Middelalderens Askese situationsløs var egl. at man havde ⓘ faaet anbragt den ligefremme ►Kjendelighed, at man vilde æres og blev æret i Forhold til sin Askese. Ja, ►das ist was anders! See derfor lod det sig ypperligt forene, hvad ellers synes umuligt at tænke sammen: en Asket, 49 som er bange for at blive slaaet ihjel, bange for Martyriet. Hans Askese var nemlig ikke pessimistisk, men en listig Opfindelse: paa den Maade at naae Udmærkelse blandt Msker, at leve beundret næsten tilbedet. Asketen var derfor saa langt fra at forholde sig fjendtligt (i Kjerlighed til Gud) fjendtligt mod Mskene, at han meget mere forholdt sig til dem som en anden ►Jongleur til sit Publikum, og skjøndt Asket maaskee hang fast ved dette Liv ►trods nogen Gøgler, elskede Mskenes Beundring med en Lidenskab trods nogen Skuespiller.
332 XI2A162 50 Protestantismen
er aldeles uholdbar. ►Den er en Revolution, afstedkommet ved at proclamere »Apostelen« (👤Paulus) paa Mesterens (Χsti) Bekostning.
Som Correctiv i given Tid og Situation kan den have sin Betydning.
Skal der ellers være Tale om at holde Protestantismen, maatte det gjøres saaledes: vi tilstaae, at denne Lære er en Formildelse af Χstd., hvilken vi Msker have tilladt os, henstillende til Gud om han vil finde sig deri.
Og istedetderfor ►udbasunes Protestantismen som et Fremskridt i Χstd! Nei den ⓘ er den maaskee meest ►marquerede Indrømmelse der er gjort det Numeriske, dette Numeriske der er Χstds Arve-Fjende, som vil være Χsten men vil have Idealiteten bort eller 51 nedsat og som ►trodser paa at være saa Mange.
XI2A163 Christendom omsat i Optimisme.
Forsaavidt det ikke er enten den ⓘ completteste Tankeløshed eller en simpel Gavtyvestreeg at forvandle Χstd. til Optimisme, maa vel Tanken være denne.
►For Gud ligger vistnok denne Verden i det Onde – det lærer jo Χstd – vi tilstaae jo ogsaa, at saaledes var Hedenskabet og Jødedommen. Men naar nu vi Χstne ville ►føre os godt op, være rare Msker, saa kunde det jo dog blive en rar Verden, og vi glæde os ved dette Liv, ►Χstus har jo ved sin Lidelse gjort Fyldest for Arvesynden.
Det der beskjeftiger »Msket« er bestandigt at faae denne Verden gjort til en rar Verden, at komme bort fra den Guds criminalistiske Betragtning, at ►den ligger i 52 det Onde, for ham er en Forbryder Tilværelse.
Jeg skal nu ikke opholde mig ved, om virkelig Χstheden da kan siges paa nogensomhelst Maade ⓘ at have præsteret Noget i Retning af at føre sig vel op og være rare Msker, eller om ikke, ethisk, Tilstanden i Χstheden er eens med den i Hedenskab, Jødedom, Muhamedanisme. Men ►er dette ikke saa, saa behøves det jo endnu uforandret, at den Χstne – hvis der ellers findes Nogen i denne rare Χsthed!!! – blev Offer, faldt som Offer, for at fremme Χstds Sag.
Dog dette skal jeg ikke opholde mig ved. Nei, det der gjør at Gud ikke forandrer sin Anskuelse af denne hele Tilværelse er, at for ham 333har Tiden ingen Betydning, det ►længst Forbigangne er ham bestandigt nærværende, saaledes dette længst 53 Forbigangne med – ►Synde-Faldet.
Denne hele Msk-Tilværelse, der daterer [sig] fra Synde-Faldet, og som vi Msker ere saa opblæste af som et 👤Satans Stykke-Arbeide – denne hele Tilværelse er ham imod, er blot Conseqventser af et Feiltrin, hvilket vi over Conseqventsernes uhyre Masse, behageligst glemme, hvad Gud ikke gjør.
Denne hele Msk-Tilværelse er Gud imod, er et ►Affald fra ham, et Feiltrin bort fra ham, og han vil nu paa een Gang (thi ►han er jo Kjerlighed) forbarme sig over den, men han vil den ogsaa ⓘ tillivs.
Dertil Χstd – som ⓘ desaarsag strax spærrer af for Forplantelsen. At Χstd. spærrer af for Forplantelsen betyder: stop nu, jeg har længe nok taalt denne verdens54historiske Proces, ►vistnok vil jeg forbarme mig, men jeg vil ikke have mere af det Feiltrins Conseqventser.
Om da En blev Χsten, selv døde ugift, han er jo dog en Forbryder, thi hans Tilværelse ved Forplantning ⓘ var en Forbrydelse.
Paa den Maade kan denne Verden aldrig blive en rar Verden for Gud; thi enten er der en given Slægt – men i saa Fald er dens Tilværelse ved Forplantelse, eller ogsaa – – jo saa falder det Spørgsmaal, om det er en rar Verden eller ikke bort.
Tag et Billede. Sæt der var en Familie, ⓘ hvis Stamfader havde forsyndet sig mod Kongen i Landet – hvis dette nu skulde opretholdes fra Slægt til Slægt af de respektive Thronfølgere: denne Slægt tilgives aldrig: der vilde derimod være 55 meget at indvende. For det Første ere jo dog Konger kun Msker, og altsaa har Tiden her sin Betydning. Dernæst, det er jo dog virkelig i anden, i syvende o: s: v: Slægt ikke mere de samme Personer, saa lidet som den tilsvarende Konge er den samme, maaskee ere de der nu leve af hiin Familie virkelig rare Msker, ►Intet mindre end Kongens Fjender.
Tag derimod Guds Forhold til Slægten. For det første for Gud har Tiden ingen Magt til at forandre, for Gud er dette med Stamfaderens Fald væsentlig passeret ►»idag« Og dog vil han glemme – men da naturligviis paa Vilkaar af, at man da ikke vil ►iterere ►culpa. I Billedet var jo Forbrydelsen ikke den, at hiin Families senere Slægter ved Forplantelsen nedstammede fra Stamme-Faderen. Men naar culpa just ►stikker deri, saa er det dog virkelig for meget forlangt, at forlange 56 Tilgivelse med Tilladelse ⓘ til at iterere culpa.
Og dog er dette denne Omredaktion af Χstd, som florerer især i Protestantismen. Χstheden har ligesom sagt til Gud: lad Du os blot 334►raade, Du skal see, Du vil faae Fornøielse af os, Du skal see, hvilke nogle rare Børn vi skulle opdrage, sande Χstne, thi det maa tages itide (Χstd. er rigtignok af den Mening, at da det at blive Χsten er et Brud, gjælder det om at man da ikke tager det saa tidligt, at det er Nonsens at tale om at bryde med Verden, som hvis man vilde sige: at det spæde Barn i Daaben bryder med Verden, saa altsaa Bruddet undgaaes, ɔ: det at blive Χsten undgaaes, ɔ: det bliver en Indbildning, lidt Sentimentalitet og lidt Barneløier)
57Nei, Christendommen staaer fast paa eenlig Stand – den har ikke behøvet ⓘ ►empiriske ⓘ Beviis, men Χsthedens storartede Præstation med at ►skaffe christne Børn ⓘ rigtige christne fra Barndommen af, denne storartede Præstations Resultat har tilstrækkelig godtgjort hvad det fører til, ved Hjælp af en behændig Vending at begynde igjen paa en Frisk paa det Gamle: det er en rar Verden, og det vilde da være himmelraabende Synd, ved at spærre af for Forplantelsen at standse denne Tilstrømmen af ►Legioner rare Msker.
Nei, Christendommen staaer fast paa eenlig Stand – og ►ikke skal jeg som 👤Luther (det vogte jeg mig vel for!) ikke skal jeg som han, hvis det synes, at 👤Paulus ikke stemmer med Χstus, ikke skal jeg da sige: Χstus maa til Siden, 👤Paulus 58 det er Manden. Nei, skulde det ►være saa, at 👤Paulus ikke stemmer med Χstus, saa vil jeg sige: ja saa maa 👤Paulus have mig undskyldt.
►Guds Rige er ikke af denne Verden, ►en Fremmed og Udlænding skal den Χstne være i denne Verden, i ►denne Verden, der for Gud ligger i det Onde, Følgen af en Skyld, ►som dog for Gud er begaaet idag.
Men ►cardo rerum i denne Verden er just: ⓘ Slægts-Forplantelsen, først den bliver rigtigt ►indcorporeret i denne Verden, Den som paatager sig at forplante Slægt. Det hjælper ikke med alle Beslutninger og Forsikkringer og Forsætter og alle mulige Forholds- og Forsigtigheds-Regler, Enden bliver, at Χstdom dog bliver Eens59artethed med denne Verden. Skaf en Mand Kone og Børn, det veed denne Verden meget godt, saa skal vi snart bearbeide ham saaledes, at han skal blive saa eensartet med denne Verden saa det er en Lyst – for denne Verden at see paa. Χstd. veed det ogsaa, og spærrer derfor strax af.
Om jeg havde 10 ►Hurtigskrivere og kunne dictere Forskjelligt til hver især og vedblev saa uafbrudt at dictere i 10 Aar: jeg betvivler dog at jeg skulde kunne faae beskrevet alt det Galimathias og Nonsens al den Masse af Sandsebedrag og Løgn og Uredelighed og velmeente og gavtyveagtige Paafund, der skjuler sig i dette ene Ord: 335Χsthed. Men dette indestaaer jeg for, det hænger Alt Alt paa een eller anden Maade sammen 60 med, at man oversaae, annullerede, at det at være Χsten er eenlig Stand, at ikke blot det at være Præst – denne Distinktion er uchristelig – nei det at være Χsten er eenlig Stand.
Denne Verden, denne hele Tilværelses Selviskhed er concentreret i culminerer i: Slægts-Forplantelse, en Selviskhed der (►som jeg andetsteds har viist) da den nu ikke kan skabe (hvilket er Guds Majestæts Ret) dog idetmindste vil: give Liv. Denne Selviskhed vil Gud ikke, han vil have den standset – derfor spærrer Χstd. ⓘ strax af, ►Guds Rige er ikke af denne Verden, den Χstne er en Fremmed og Udlænding.
XI2A164 61 ►Lader de smaae Børn komme til mig
Ja, ganske rigtigt – ►Χstus er jo Verdens Frelser, og ogsaa det spæde Barn hører jo ved sin Tilværelse til ►den fortabte Slægt.
Men at fortolke dette Sted saaledes, at man saa million x trillionviis har sagt: lader os nu blot skaffe smaa Børn tilveie – thi Χstus siger: lader smaae Børn komme til mig: dette er enten ►bæstisk dumt eller ⓘ uforskammet frækt.
Man har i Χstheden faaet Χstus gjort om til en ►Godmand, ►En der giver Viin til ved Gjestebudder, ►fast som var Χstus ikke kommet til Verden for at frelse en fortabt ►Slægt, men for at staae Fadder til al Verdens Børn.
Sagen er dog saa simpel: at frelse Slægt, det vil sige Slægten 62 er fortabt, det har vi kun altfor meget af, det gjælder om at frelses ud af Slægt, og selvfølgeligt maa der da begyndes med at spærre af for Slægt.
Christus er ikke kommet for at blive Stamfader til en ny Slægt, nedstammende fra ham. Dog er det hertil Χstheden egl. vil omredigere Χstd., istedetfor at lade det staae som det staaer i det nye Testamente: Slægten er fortabt Χstus vil frelse, ikke: Χstus vil blive Udgangspunktet for en ny Slægt.
(Christenhed.)
►Altsaa Χstd. fordrer eenlig 63 Stand. Dette synes saa let at see, naar man vil see, er saa indlysende, naar det er seet, at man saa vel maa spørge: men hvorledes er det saa muligt, at det uhyre Nonsens med Χsthedens Millioner kan være afstedkommet.
Forklaringen er endda ikke saa vanskelig, det ligger i, at man ikke har kunnet eller af egoistiske Grunde ikke villet holde Stand mod det Numeriske.
Den christelige Fordring er Guds Fordring, den lægger Sagen saa høit som Gud vil det, og det forstaaer sig, den ►convenerer ikke ganske ►Kjød og Blod.
Da nu denne Tale om Himlens Salighed var trængt ⓘ noget igjennem, da blev bestandigt Tallet af dem, som stormede til og ville være Χstne større og større. Men den christelige Fordring convenerede dem ikke ret, var dem for høi.
64Da skete det at Forkynderne maaskee ledede af en msklig Godmodighed, der vil kluddre istedetfor at lystre, meente at man maatte give lidt efter – og ►saa gik det hyp i Gallop.
Efter det skete, at der mellem den guddommelige Fordring og Mskes Mængde, som nok saadan for lidt billigere Priis vilde være Χstne, trængte sig en Mellem-Instants, nogle ►Gaudiebe (►cfr. Historien om 👤Studenstrup med 📌Raad- og Domhuset) der paatoge sig (som var det dem, der raadede over Himlens Salighed) at slaae lidt af paa Fordringen – og saa gik det hyp i Galop, aldeles som ellers i Kjøbmandsverdenen, den Ene ►underbød den Anden.
Men Χstd. staaer fast 65 paa Sit: ⓘ eenlig Stand. Χstd. vil Ueensartethed med denne Verden – og Den, der af religieus Grund forblev ugift, han er radikalt ►ude af Trittet (som man siger i Militair-Sproget) med denne Verden.
Ja, selv om eenlig Stand ikke havde den dybere Grund, ►som jeg tidligere har paaviist, alene derfor maatte Gud fordre eenlig Stand for at have Msker disponible til at kunne lystre enhver Ordre. Det at være Χsten er og skal være en anstrenget Existeren; men enhver saadan er gjerne (hvad Livet jo saa almindelig ►udviser) eenlig. Sandeligen det har gjort uberegneligt Skade det ►hykkelske Skjul, at Mskene, at Præsterne 66 forsikkre at de var villige til Alt – naar de blot ikke havde Kone og Børn. Altsaa først forfalsker man Χstd. og faaer 337Kone og Børn, og naar saa Χstd. vinker ad dem og vil bruge dem lidt anstrenget eller vil bruge dem (thi at avle Børn og mæskes i et Levebrød kan dog vel ikke kaldes en Brug Χstdommen gjør af dem) saa svares: ja, naar vi blot ikke havde Kone og Børn.
XI2A166 Guds Majestætiskhed.
►Som ⓘ Dracontiske Love bevirke, at slet Ingen bliver straffet, saaledes kan man ogsaa løfte Gud op i en saadan 67 Art Majestætiskhed, at man gavtyveagtigt bliver ham aldeles qvit.
Det er denne Art ⓘ Majestætiskhed, i hvilken Χstheden har faaet Gud bortfjernet.
Ogsaa derfor er det saa fornødent at indskærpe, at Gud er idel Subjektivitet saa i en Forstand, hvis det ►behager ham saa, den største Ubetydelighed kan tildrage sig hans Opmærksomhed. Noget Andet er det naturligviis, at han, ►hvad jeg oftere har omtalt, i sin Majestætiskhed straffer ved at ignorere Mskene og deres hele Stræben; men dette er sandeligen ikke fordi han er saaledes fjernet i sin Majestætiskhed, at [han] ligesom ikke kan øine det. Dog er ⓘ han naturligviis heller ikke Subjektivitet i den Betydning, at Noget skulde have det, om jeg saa tør sige, i 68 sin Magt at afficere ham, nei dette formaaer det Største lige saa lidt som det Mindste; men, som sagt, det meest Ubetydelige kan tildrage sig hans Opmærksomhed, naar det behager ham. Naar det behager ham. Derom er det det dreier sig. Thi han seer jo Alt, veed Alt, det Største og den største eller den mindste Ubetydelighed. ►Ingen bedrage sig derfor selv. Om et Msk. dynger Forbrydelse paa Forbrydelse og det gaaer ustraffet ja hans Liv er idel Held og Triumpher, han bedrage ikke sig selv, Gud seer det, Gud er ganske nær, men han overseer ham, han straffes med den frygteligste af alle Straffe: at ignoreres af Gud. Om den Religieuse mener, at een eller anden 69 Ubetydelighed kunde være saa ubetydelig, at den ikke bemærkedes af Gud, han bedrage sig ikke, thi Gud seer Alt, og hvis det behager ham, kan han lægge Mærke dertil.
►Lærebogens Categorie: Gud er [i] Himlen og gjør Alt hvad ham behager, er ganske rigtig, naar den forstaaes saaledes som jeg ⓘ her har fremsat det: Gud er idel Subjektivitet, Alt er for ham Intet, ►hvis det saa behager ham, og Intet er Alt, hvis det saa behager ham. Men denne Mellembestemmelse: om det behager ham er den uendelige Di338stance som Gud har, han som dog i en anden Forstand uendeligt er den Nærmeste. Overalt i ethvert Øieblik tilstede er han uendelig den Nærmeste, men uendeligt sikkret mod al Nærgaaenhed, thi, om han vil lade ⓘ mærke hvor nær han er eller ikke, eller, om han subjektivt vil være nær 70 eller [ikke] afhænger ene af Dette: om det behager ham.
XI2A167 Det Numeriske.
Ogsaa saaledes virker det Numeriske (som mere og mere er, ►altsom ►Numerus voxer blevet Msk-Tilværelsens Lov) demoraliserende, at Synet af disse Tusinder og Tusinder gjør, at Mskene blot leve comparativt, at hele Msk-Tilværelsen opløser sig i dette comparative Vrøvl, det Numeriskes Mudder, som saa endog sminkes op til at skulle være Noget under Navn af Historie og Politik, hvor Pointen dog bestandigt er (Aandsløshedens 71 ►Kjende) at Det, som gjør at det skal betyde Noget er, at et stort Tal deeltog ⓘ deri, saa Antallet giver Betydning, ►fast som var Idee liig ►en Tæller i Banken, der reflecterer paa Tal.
Ak, i Oldtiden ►var det dog saa, at der levede Msker, som tænkte ►primitivt over det at være Msk, hvad det overhovedet vil ⓘ sige at være Msk, hvilken Betydning det har i sig, og i hele Tilværelsen. Sligt ►falder Ingen paa at tænke over, fortabt som nu Enhver er fra tidligste Tid i dette det Numeriskes Msk-Vrøvl.
Deraf kommer det ogsaa, at der vel ikke lever et Msk., som endog blot aner efter hvilke Dimen72sioner Χstd. er lagt an, at Χstd. er lagt an af Gud og har hele Tilværelsens Dimensioner eller Proportioner, Verdens-Alts Proportioner. At Χstd. er en Begivenhed der bogstavelig interesserer Himmel og Jord som ogsaa Χstus altid fremstiller det, cfr. fE ►hans Taler i ►Luc 21 om sin Gjenkomst Men atter her har Vrøvlet med »Χsthed« disse Millioner x Trillioner af Christne sluddret Χstd. ned i en Jammerlighed, saa det at være Χsten ansees for Ingenting, Noget vi Alle ere – for saa at begynde paa Vrøv73leriet med hinanden indbyrdes, hvor Pointen atter bliver, hvor stort Tal der er sat i Bevægelse – altid Tallet.
Men hvor ironisk, Loven er denne: Alt hvad der for at blive betydeligt behøver Tallet er ►eo ipso det Ubetydelige og i samme Grad mere som det større Tal behøves; Alt hvad ⓘ der kun kan exseqveres, arrangeres, fuldkommen ved Hjælp af det store ⓘ Tal, hvad saa 339Mskene studse beundrende over, som ⓘ var Det det Vigtige, just Det er det Uvigtige. Det sande Vigtige forholder sig omvendt, behøver bestandigt mindre og mindre Tallet for at kunne fuldkommes, og til det Vigtigste af Alt, hvad der sætter Himmel og Jord i Be74vægelse behøves blot eet Msk., behøves der Flere trækker det fra. Europæiske Krige og Revolutioner og Kunst Udstillinger og Kæmpe-Aviser o: s: v: kan rigtignok ikke arrangeres af eet Msk. Saa troer man, at Sligt er det Vigtige, istedetfor at det just er dets Uvigtighed der gjør, at der maae være Mange, dets Mangel paa Vigtighed der gjør at Tallet maa give det Vigtighed. Men det Vigtigste af Alt, ⓘ hvad der interesserer Engle og Dæmoner, at et Msk. virkelig indlader sig med Gud: dertil er eet Msk. nok.
Og gys saa, naar Du tænker, 75 hvordan vi leve – og at Sandheden er, at hvert Msk. kunde være dette ene Msk.
XI2A168 Kæmpe-Foretagender.
►Ak, hvilken Forandring! Engang ►var det dog saa, at man ved et Kæmpe-Foretagende tænkte paa: at det da var Een, eet Msk. – en Kæmpe.
Nu ►brouter man i vore Tider af Kæmpe-Foretagender og saa ere disse Kæmpe-Foretagender ►ret egl. Dværge-Foretagender, et Par Millioner Dværge ⓘ forenede, Pointen er just Tallet.
XI2A169 76 At Christendommen slet ikke er til.
Denne min eneste ►Thesis kan ogsaa belyses ved følgende Synspunkt.
Just fordi Χstd. er ubetinget det Betydelige forholder den sig, ifølge Loven for det Betydelige, til, at eet Msk. er nok.
Nu derimod har man faaet sat Χstd. over i det Ubetydeliges Væren, hvor Loven er: Tallet, Antallet giver det Betydning. For at det dog skal være Noget nutildags med Χstd. maa der Folk, Stater, Millioner Msker eller som de kalde sig Χstne.
Man vilde formodentligen i vore Dage ►bona fide briste i Skogger340latter, naar det blev sagt, at, christeligt, er eet Msk. nok. ⓘ Fra Χstds Synspunkt er (hvis ellers Christd. brugte den Categorie det Latterlige) christne Riger og Stater, en christen Verden lige 77 saa latterlig.
Det Msk. altid søger i det Numeriske er ►hvad 👤Adam søgte blandt Træerne: Skjul. Lønligt gyser man dog maaskee for den Sandhed, at man selv ikke er Χsten, at Χstd. slet ikke er til – saa skjuler man sig i »christne Stater, Nationer, Riger.« flygtende for den Sandhed: at Χstd. slet ikke er til.
XI2A170 Den guddommelige Styrelse.
►Styreren er jo en Allestedsnærværende, saaledes i een Forstand den Alt Allernærmeste. Men i een anden Forstand er han uendelig langt borte. Dette vil sige: gribe ind med Magt vil han ikke, ►han almægtigt ►tvinger sin egen Almagt, fordi det nu engang saa har 78 behaget, at ville see hvad denne hele Tilværelse kan blive.
Han er i en vis Forstand som en Naturforsker, der forholder sig til sit Experiment: denne har det jo ⓘ maaskee let nok i sin Magt paa en anden Maade at faae Det, han vil see, om det lader sig frembringe paa Experimentets bestemte Maade; men han tvinger sig, for at see Experimentet, venter taalmodigen – dog uendelig interesseret. – Eller Gud er som en ►Majeutiker i Forhold til den Lærende. Han har det jo i sin ⓘ Magt strax at sige den Lærende det Rette, men istedetderfor tvinger han sig, holder taalmodigen ud maaskee Aar, at 79 den Lærende udtømmer sig i, opfinder nyt Galimathias.
Men som Experimentatoren og ⓘ Majeutikeren er ►Intet mindre end en ligegyldig Mand: saaledes er Gud ogsaa uendelig interesseret.
Dog hvad der gjør Tilværelsen saa frygteligt ove[r]vældende for et stakkels Msk. seet fra dette Synspunkt, er, at Gud har og bruger saa uhyre Proportioner, hvilket just atter her [er] det Majestætiske (ligesom, svag analogt, en Experimentator og en Maieutiker rangerer efter, hvor længe han kan holde ud og efter hvor stor Maalestok han kan anlægge Experimentet). Gud bruger, eller lader Aarhundreder tosse hen i Galimathias 80 og Vildfarelser: denne Proportion er saa uhyre for et stakkels Msk.
I en vis Forstand kan man nemlig sige, at der jo slet ingen Styrelse er, ligesom det ►jo og er som var der ingen Experimentator eller var Experimentatoren Ingen, da han jo ikke griber ind men just overlader de sammen satte Kræfter at udfolde sig. Og dog er Experimentatoren idel Opmærksomhed og i eet væk med, hvad kun er et 341svagt Billede paa Guds Værenmed, medens han dog i en anden Forstand ganske tvinger sig fra almægtigt at gribe ind.
81Kun engang har Styrelsen almægtigt grebet ind: i Χsto.
XI2A171 At forholde sig til Gud.
Gud er paa een Gang uendelig nær og uendelig fjern fra Msket.
At komme til at forholde sig til Gud er en Opdagelses-Reise der svagt kunde sammenlignes med ►📌Nordpols Expeditionen – saa sjeldent er nogensinde et Msk. virkeligt trængt frem ad den Vei, til den Opdagelse. Men indbildt sig det: ja det have alle Aarhundreder og næsten Enhver.
82Dog er denne Opdagelses Reise efter Gud en Indenlands-Reise, Pointen i den er netop at bevare sig selv i Enkeltheden, og saa indefter blot at ►skaffe til Side, skaffe Hindringer bort.
Her er Grændsen for msklig Travlhed og Indbildskhed. Om en Keiser ►tog Spender-Buxerne paa og gav 2 Mill. ►Spc. om Aaret til at lønne 10,000 fede Præster for – at opdage Gud: dette er naturligviis latterligt, er endnu ⓘ taabeligere end at smide Pengene bort. Om hele 83 Χstheden aabnede en ►4 ß Subscription for at lønne 10,000 Præster i den Hensigt at faae fat i Gud: det er Nonsens. Ja, Gud være lovet, Penge formaae dog ikke Alt, ei heller ►Associationer.
XI2A172 Χstd. som Doctrin.
Var det virkelig Guds Mening, at Χstd. kun er en Lære, nogle Læresætninger: saa er det n: T: en latterlig Bog – at sætte saaledes Alt i Bevægelse, at lade Χstus saaledes lide for at anbringe: nogle Lære-Sæt84ninger. Mskheden maatte jo sige: ih bevares er det ikke Andet Du vil, kan det beskjeftige Dig saa meget: vi skulle med Fornøielse antage hvadsomhelst, det gjør vi lige saa let som hvis Du vil at vi skal gaae med Trekantethat istedetfor rund.
I Sandhed hvis Χstd. efter Guds Tanke blot skal være en Doctrin: saa røber hele det nye Ts Maskinerie, Χsti Liv, at Gud er, for at sige det ⓘ reent ud, ►qua Msk-Kjender en complet ►Trompeter.
85Nei, men Gud som kjender Gavtyven »Msket« han sigter efter noget Andet: Charakteer Forvandling.
342Og derfor sigter Gud først og fremmest efter Cardinal-Punktet: eenlig Stand.
Ueensartethed er det Gud vil have, Ueensartethed med denne Verden. ►Det at afdøe istedetfor: Livs-Lyst; ⓘ eenlig Stand istedetfor Bryllup og Barsler.
►Engang var det og saaledes, at den Χstne kun prydede sit Hjem med: et Dødningehoved. Nu er ⓘ en👤Venus hvad man seer i ethvert Huus, nu er det (christelig?) Dannelse i Alt at kunne anbringe en fiin Hentydning 86 til det Sexuelle, Qvindens Dannelse det fine ►Coquetterie.
Ja enten en 👤Venus som Sindbillede, eller ogsaa ►det Jødiske om at Børne-Avling er Velsignelse for dette Liv: Eet af to er Pointen i Χsthedens Liv eller Livet i Χstheden.
Herlige Resultat af – at gjøre Χstd. til Doctrin: i »Christenhed« er Livets Alvor: Forholdet til det andet Kjøn – og dette er Χstd, det nye T.s Χstd.
XI2A173 Hedenskab – »Χsthed«
87Hedenskabet har bestandigt eet Fortrin for Χstheden ikke at have ►consumeret saa frygtelig megen Løgn. Tænk blot paa den Løgn med Præsterne, som ivrige i deres Gjerning ►saa Aar ud og Aar ind præke – Løgn; thi Løgn er det, at det de prædike er det n: T:s Χstd.
Maaskee var i Hedenskabet ogsaa hvert Msk. en Løgner; i Χstheden er han det, foruden i samme Forstand som i Hedenskabet, tillige ved at kalde sig Χsten, en ►General-Løgn, der gjør hver Time han lever til en himmelraabende Løgnagtighed.
XI2A174 88 »Christenhed« en Sammensværgelse
»Christenhed« er en Sammensværgelse mod det nye Testamentes Χstd.
Derom gjælder det, at see dette; thi det sees ikke saa let, om det end, naar det er sagt, sees uendelig let. Men det sees ikke saa let, fordi Ingen ►falder paa at tænke sig en ⓘ Sammensværgelse i det 343Mønster. Men dog er det en Sammensværgelse, og, ►som andetsteds viist, Respekts-Udtrykket i en vis Forstand ⓘ for Χstd., at man nemlig ikke har vovet en Sammensværgelse i Retning af aabenlyst at gjøre Oprør, men listigt ⓘ sammensvoret sig ved at forfalske Begrebet Χsten, gjøre Verden (►den Verden man skulde ifølge det nye T: ligge i Kamp med, og forfølges af) til Christen.
»Christenhed« er en Sammen89sværgelse mod det n: T:s Christd. Jeg veed det vel, Christenheden vil bilde os ind, at de ere rare Χstne, at Fritænkerne derimod, Sektmagerne o: s: v: at de ere de Sammensvorne. Nei, nei, det er et gammelt Kneb, at fE en Tyv naar han forfølges hitter paa selv at raabe: stop Tyven, for at bortlede Opmærksomheden fra sig. Og saaledes er »Christenhed« i travl Virken for at værne om Rettroenheden mod Sekter og Fritænkere o: s: v:, men det narres man ikke af, Χstheden er selv Sammensværgelsen mod det n: T.s Χstd, og langt farligere end alle Fritænkere og Sekter.
Christenhed er Sammensværgelse mod det nye Ts Χstd. Og hvad var ►👤ⓘ 👤Catilinas og hvad var nogen historisk bekjendt Sammensværgelse, og hvad vare de alle tilsammen mod denne Sammensværgelse.
90Men nu det Næste – hvad ►bruges der mod denne uhyre Sammensværgelse, hvor findes der Mandskab nok til at ►tage det op med disse Masser? Ja dette Næste det er, især for Publikum og slige moralske Personer til at blive rasende over, det Næste, det der bruges er: den Enkelt[e], en Enkelt.
Frygteligt! Og dog det eneste Sande, det eneste ⓘ Conseqvente. Thi bruges der en Forening af To, saa er Sammensværgelsen ikke radicalt sprængt; bruges der en Forening af To, saa er i Det, som brugtes mod Sammensværgelsen, Spiren indeholdt til en ny Sammensværgelse mod det nye Ts Χstd; thi hvor der er To er ogsaa Ti, og saa Hundrede o: s: v: 91 – og naar der saa er Million: saa har vi Sammensværgelsen. Det Numeriske er egl. Sammensværgelsen, thi det Numeriske qvæler lumskt Pointen i Χstd. Under Skin af Iver for Χstd. qvæler det Numeriske Χstdommen, ligesom hvis en Moder ⓘ under Skin af Omsorg for Barnet ligger det ihjel – saaledes ligger det Numeriske Χstd. ihjel.
Det Numeriske er Sammensværgelsen. ►Som i Staten, naar der paa Gaden er samlet en Masse Msker – Politiet udenvidere hugger ind, uden Hensyn til om her er begaaet en Forbrydelse eller ikke, thi denne Sammenstimlen af Msker er en Forbrydelse: saaledes, og med en ganske anden Art Ret, gjør det høiere Politie udenvidere Angreb 344over alt hvor der viser sig Millioner Χstne – jo større Antallet er, 92 desto vissere at det er Løgn, desto vissere at her er en ►Falsation.
Dette kan ansees som ►Contra-Sætningen til hvad nu ►længst har lyksaliggjort Præsterne: Χstds Udbredelse.
XI2A175 En personlig Gud.
Derom er det Professorer og Præster vrøvle, de søge at bevise, at Gud er personlig, og det er dette, som Menigheden lyksaliggjøres i.
Jeg vil nu ikke tale om, at det er latterligt at ville bevise det, thi det lader sig ikke »bevise« ⓘ det maa troes. Men det jeg egl. vil tale om er at Mskene her som allevegne 93 spilde deres Tid og deres Liv paa at løse Vanskeligheder de selv skabe. Ja ►Gud gjør dog altid de Vise til Nar.
Antag, at ⓘ En, en Professor, anvendte hele sit Liv, lærd og videnskabeligt, paa at bevise Guds ⓘ Personlighed – antag at det endelig lykkedes ham, hvad saa? Saa vil han have naaet ved Enden af sit Liv at staae ved Begyndelsen, eller at staae ved Enden af Indledningen til Begyndelsen. Og denne hele Indledning er ⓘ Noget Msket taabeligt selv har skabt, Vanskeligheder Msket selv hitter paa. Men som sagt, saaledes er det i alt Religieust, alt Christeligt, Mskene opfinde 94 en Art Vanskeligheder ►for an, Indledningen til Sagen selv: herpaa spilde ⓘ de deres Tid og Kraft og Liv og saa døe ⓘ de, komme altsaa aldrig ⓘ til at begynde paa Sagen selv.
Nei Gud er personlig, den Sag er vis nok.
Men hermed er Du indtil videre ikke kommet videre. Atter her ligger en msklig Vildfarelse, man bilder sig ind, at naar nu Professoren endelig faaer beviist, at Gud er Personlighed, saa er han det udenvidere for os alle. Maaskee er det ogsaa derfor at man saa gjerne ►sætter Sagen over i en anden 95 Sphære end Troens i Bevisernes, for nemlig hurtigt og sikkert, engang for alle at være dette qvit, eller have Vished.
Nei, Gud er ►vistnok personlig, men deraf følger endnu ikke, at han udenvidere er det for Dig. Tag et msklig Forhold: en overlegen Personlighed er dog vel Personlighed, men har han det ikke i sin Magt ►lige overfor den Underordnede at være Personlighed i Forhold til ham, eller at forholde sig ⓘ objektivt til ham, medens det dog 345staaer fast, at den Overlegne er og bliver Personlighed.
Saaledes med Gud. Han er visselig Personlighed, men om 96 han lige overfor den Enkelte vil være ⓘ det beroer paa, ►om det saa behager Gud. Det er Naade af Gud, at han i Forhold til Dig, vil være Personlighed; og hvis Du forspilder hans Naade, straffer han Dig ved at forholde sig objektiv til Dig. Og i den Forstand kan man sige, at Verden ikke (trods alle Beviser!) har en personlig Gud; thi Verden behager ikke Gud, og hans Straf er at forholde sig objektivt til den, medens han dog vel ►lige fuldt bliver Personlighed.
Men medens der vrøvles af Professorer og Præster for Millioner om Beviser for 97 Guds Personlighed, er Sandheden den, at der ►længst ikke mere lever Msker, som kunne bære Trykket og Vægten af at have en personlig Gud. Der er Noget rystende og gribende i den Sandhed med hvilken ►en Patriarch eller en Apostel taler om at døe træt af Livet; thi sandeligen at have haft med en personlig Gud at gjøre, det kan vel gjøre et Msk. træt. Billedligt: en ►Bondehest, om den end har arbeidet strengt ►for Ploven – den har ikke engang Anelse om, hvad det vil sige, at være saaledes træt som den ⓘ ►kunstigt redne Hest er det, hvilken Berideren har redet. – Ak, men selv 98 om mit Liv ►forresten ikke havde Plage og Lidelser, alene dette var nok, denne ⓘ Modbydelighed, som ►paakommer mig, hver Gang jeg tænker paa det Vrøvl, som Mskene spilde Tiden og Livet i. Det vil jo dog være modbydeligt at tænke sig at Mskene ikke spiste Mad men levede af Snavs, spiste Utøi o: D: – men lige saa modbydeligt er det at tænke sig, at Msk. i ⓘ dyre Domme ⓘ til Præster og Professorer, kjøbe og finde sig lykkelige ved at leve af – Vrøvl.
XI2A176 Ægteskabet.
At Slægtens Forplantelse hæn99ger sammen med den msklige Egoisme eller rettere er den, sees paa utallige Maader, her blot et Par Træk.
De fleste Msker have ikke Selvfølelse nok til at leve som Enkelte, saa kræver deres Egoisme at drage den ►Hjælpelinie, at deres Selvfølelse ►potenseres ved: at der ere De, som skylde dem Livet. Nu synes det dem, at deres Liv dog har Betydning. Og er dette tillige (►som oftere bemærket) dem Surrogatet for Udødelighed.
De fleste Msker mangle Selvfølelse til at kunne hævde sig selv ►li346ge overfor andre Msker, saa behøver deres Selvfølelse, at de have Nogle, som ubetinget maa adlyde dem, 100 Nogle, som de ganske have i deres Magt, saa de dog ogsaa føle at Msket er Hersker. Dette er saa Børnene. Gud forbarme sig over, hvad i denne Henseende ⓘ Familielivet ►skjuler for Raahed og Egoisme, da det ►destoværre kun er altfor vist, at Forældrene som oftest trænge mere til Opdragelse end Børnene.
XI2A177 Menneskelig Dannelse.
Af Styrelsen er ethvert Msk. skjenket ►Eiendommelighed.
Livets Betydning skulde saa just være at gjennemføre denne 101 Eiendommelighed, styrkes og modnes i de Collisioner, som den maa frembringe med en Omverden.
Den msklige Dannelse derimod er et Demoraliserende, beregnet paa at lære et Msk. det Kunststykke ikke at have en Mine, ikke at bruge et Ord, ikke at foretage sig det Mindste uden at have den Garantie, at da før ham mange Andre have baaret sig ligedan ad. Derved mener man saa at opnaae at ⓘ undgaae alle Farer, alle Collisioner, al den Anstrengelse, som er forbunden med at være Eiendommelighed.
Som i Meningernes Verden ►Journaler demoralisere Mskene, fordi de afvænne dem 102 med selv at have en Mening og at udvikles ved at gjennemføre denne i Modsætning til Andres, afvænne dem dermed og derimod vænne dem til ⓘ ►betræffende enhver Mening de have, at have den Garantie (som Journalens Udbredelse giver) at et betydeligt Antal Msker have samme Mening: saaledes demoraliserer den saakaldte msklige Dannelse.
En saadan smagfuldt Dannet er ►ret egl. en Tærende. Medens enhver ⓘ Eiendommelighed (hvad jo Enhver oprindeligt ⓘ er) som saa gjennemføres i Livet, er et virkeligt Berigende, et Mere, 103 der kommer ind i Verden, er en saadan Dannet en tærende Efterabelse.
347Og en saadan Dannet, en saadan tærende Efterabelse, mener saa vel ogsaa at blive udødelig – ved at have den Garantie, at han nøiagtigt bærer sig ad som han veed at mange Andre før ham have baaret sig ad.
Al Frelse for et Msk. ligger i at blive Personlighed – men der er ingen større Afstand fra Personlighed end en saadan Dannet. Det er sandt, han er ►ordentligviis fritagen for Alt hvad der kan vederfares Eiendommelighed, at komme til at staae ene, at anstrenges i ►Primitivitet, maaskee at 104 komme betydeligt ►paa tvert i Livet, maaskee at blive latterlig, maaskee at blive forfulgt, maaskee ihjelslagen; men han er i dybeste Grund Demoraliseret, et U-Mske, en Vanskabning, han er paa en Maade ophørt at være en Guds Skabning og er blevet en Skabning, som – modbydeligt! – har Msk-Slægten til Skaber. Kun Gud kan skabende give Eiendommelighed, naar Msket skal gjøre Gud det Kunststykke efter, bestaaer det i: at tage Eiendommelighed bort. En saadan Dannet er saa omskabt til en Msk-Skabning, der ogsaa bærer ⓘ sin 105 Skabers (Mskets) – ikke hans Billede, nei hans Stempel, at han er ligesom de ⓘ Andre, den ussleste af al Væren, [a] ja ⓘ det ringeste Dyrs Væren er mere værd end en saadan Væren, hvilken jo derfor heller ikke skyldes Gud men ved Skyld er Mskets eget Værk.
XI2A179 ►Den menige Mand – Den Dannede.
Som den menige Mand fjerner Gud, eller selv anbringer ⓘ de Betænkeligheder og Vanskeligheder, som fjerner Gud, fordi den menige Mand nemlig ikke vil lade sig opløfte, men hellere bliver i Sit, at Gud er saa uendelig Ophøiet, at det da ikke kan hænge rigtigt 106 sammen, at man saadan ganske simpelt og ligefrem kunde henvende sig til ham: saaledes opfinder den Dannede lignende Vanskeligheder, som ligeledes fjerne Gud. Den Dannede siger (og det er egl. endnu Dummere end den menige Mands Tale): Gud kan man ikke saadan udenvidere nærme sig, nei, ad videnskabelig Vei maa man see at trænge frem til Gud.
348Ak, og imidlertid sidder ►Kjerlighedens Gud i Himlen og venter, om dog Ingen vil indlade sig med ham – medens Mskene ere paa forskjellig Maade i travl Virksomhed med at fjerne Gud fra sig og vel at mærke ►under Paastand paa, at hvad de foretage sig just 107
10. Journalen NB34, s. 107, med slutningen af optegnelsen NB34:37. Det slettede dobbeltkors viser, at SK først har villet afslutte optegnelsen øverst på siden
er for at: nærme sig Gud.
ⓘ Altsaa under Paastand paa at nærme sig Gud fjerner man Gud fra sig. Men til syvende og sidst er det dog ikke egl. det man, instinktivt-►underfundigt ⓘ vil? [a] Er det sande Forhold ikke egl. dette, at Msket er ligesom Barnet der helst vil være fri for at være under ►Forældrenes Øine, er det ikke saaledes Det Mskene vil: være fri for at være under Guds Øine. Og til den Ende har deres instinktive Underfundighed opfundet, at det lader sig sikkrest gjøre under Skin af at man gjør store Anstrengelser for at nærme sig Gud, medens det just er disse Anstrengelser, der fjerne Gud fra En. Især gjælder dette ►vistnok om den Dannede.
✂ [a] XI2A180Er det ikke med hele ⓘ Mske-Livet i Verden som med ►Prindsessen i 1001 Nat, der frister Livet ved at fortælle Eventyr – er det ikke derfor, at der, under Paaskud af at nærme sig Gud, gjøres alle Anstrengelser for at fjerne Gud, fordi man ►lønligt veed, som Børnene vide, at deres ►Commerce og Gavtyvestreger faae en Ende, naar Forældrene komme hjem, at saaledes Indtrykket af Guds virkelige Nærhed vilde standse dette hele Comerce, en Comerce som kun afstedkommes derved, at man underfundigt bestyrker hinanden i, at Gud er fjern, fjernende ham under Skin af at arbeide for at nærme sig ham.
Det der gjør det for os Msker saa uendelig vanskeligt at blive endog blot ►ret opmærksom paa hvad Χstd er, er, at vi, naturligt, have aldeles den modsatte Synsmaade af den der er det nye Testamentes, lige den modsatte Art ⓘ Øine, ►om man saa vil.
Det nye ⓘ Testamentes Synspunkt er ene og alene: Evigheden. Dette er Gjenstanden, hermed er det det beskjeftiger sig – og siger det da, som sandt er, naar der er Tale om en evig Fortabelse, saa er hvad Du end skulde lide i 109 disse Par Timelighedens Aar Intet, ja idel Naade, om Du slap med at lide det meest mulige i disse Par Aar og saa evigt blev ⓘ salig. ►Det er, det n: T: er i den Grad ene ►fortabt i det Evige, at det ►behandler dette Liv ganske en bagatelle.
349350Omvendt med os Msker, vi ere i den Grad beskjeftigede med dette Liv, med at have det godt i dette Liv, med at slippe fra at ⓘ lide i dette Liv – at vi egl. helst lade det om Evigheden staae hen, eller ønske paa den nemmeste Maade at faae en Vished af den Art, at vi ganske kan faae 110 travlt med at nyde dette Liv.
Altsaa for Χstd. er det evige Liv det ene Vigtige – for os noget nær det nærværende Liv.
Atter fra dette Synspunkt kan jeg naae at belyse min ►Thesis: Χstd. er slet ikke til.
Naar Χstd. nemlig er til i Sandhed, saa betyder dette, at det Evige i den Grad er et Msk. vigtigt, at dette Liv er ham en Bagatelle, dette Liv med alle mulige Lidelser dog kun en Bagatelle i Sammenligning med at undgaae evig Fortabelse.
Ergo er Χstd. da saaledes 111 forfalsket, at den slet ikke er til, naar omvendt det Timelige er blevet det Vigtige, ja naar endog, det Evige er taget til Indtægt af det Timelige, maa gjøre Tjeneste i Retning af at give – Lyst til at nyde dette Liv!
Χstd. i det nye Testamente vender Sagen saaledes: for Gud er Msk-Tilværelsen saaledes strafskyldig, at ganske slippe for Straf kan der ikke være Tale om. Altsaa vælg, vælg at lide i dette Liv – bliv Χsten i det nye Testamentes ⓘ Forstand, og haab saa en evig Salighed, hvilket Tilbud dog er idel Naade.
I Christenheden har man 112 faaet vendt Sagen saaledes, at den Χstne benytter Evighedens Salighed som Raffinement ind i Nydelse af dette Liv.
XI2A182 Naaden. (Paradox).
For dog at forhindre, om muligt, det Vrøvl med Naaden, hvilket i »Χsthed« har forfalsket Χstd. og demoraliseret Mskene: saa lad mig blot med to Ord vise Forholdet.
Sagen er saare simpel, naar man blot husker paa, at »Naaden« som alt Christeligt ligger i ⓘ Paradoxets ⓘ Sphære. Forfalskningen af Naaden er derfor som Forfalskningen af 113 alt andet Christeligt ved at rykke Naaden ned i det Ligefremmes Sphære.
Naade paradox hvad vil det sige? Det vil sige Naade med negativt ►Kjende: Lidelse, saa just Naaden negativt kjendes paa at den giver Lidelse. Saa høit oppe ligger det christelige Begreb af Naade, hvilket kommer af, at det ⓘ Guddommelige[s] Majestætiskhed alde351les ikke ►reflecterer paa dette Liv, men ene paa det Evige, saa naar dette nu anbringes i dette Liv, kommer Alt til at stille sig omvendt.
Altsaa Naade. Naaden er at frelses fra evig Fortabelse – efter Guds Forestilling en uendelig Naade.
Men i ethvert svagt ⓘ Øieblik 114 kommer Forholdet til at see ganske anderledes ud for Msket. Hvad vil det sige et svagt Øieblik? Det er et Øieblik, hvor det Evige ikke er ham nærværende. Og naar det Evige ikke er ham nærværende, saa bliver det Timelige ham vigtigt – – og naar det nu i Timelighed viser sig, som jo det n: T: lærer, at det at være Χsten giver Lidelse for dette Liv, Lidelse man altsaa kunde være fri for, hvis man ikke er Χsten: saa vender hele Forholdet sig om, og ⓘ Naaden bliver Det, der bringer Lidelse, Qval – – saa langt er det fra ligefrem at være »Naade.«
Hav Guds Forestilling om Evigheden, om Mskets Skyld og 115 om en evig Fortabelse: og Χstd. er idel Naade, dette med at lide i dette Livs Par Aar er uendelig, uendelig Naade. Hav Din Forestilling om dette ⓘ Liv – og Naaden er ►Intet mindre end Naade, er en Plage, den største Plage, da det at være Χsten er den intensiveste Lidelse i dette Liv.
►Salig Den som ikke forarges! See, saaledes hænger det sammen; just fordi alt Christeligt er i det Paradoxes Sphære, just derfor ligger ►Forargelsens Mulighed saa uendelig nær. Dette Majestætiske at Naade i en lavere Forstand just er Lidelse, Plage – hvor uendelig nær ligger nu ikke Forargelsen, hvis man da ikke 116 foretrækker den Udvei, som er Χsthedens, den Udvei at forvandle alt Christeligt til ligefrem Vrøvl – hvorved i en vis Forstand Forargelse jo undgaaes, om jeg end i ⓘ anden Forstand mener den maatte fremkomme, naar man betænker, at ⓘ sligt Vrøvl skal være – det Guddommelige. Dette vil sige, man maatte i en dybere Forstand siges at savne Kjendet »Forargelsens Mulighed«, saa man om dette ⓘ Vrøvle-Christelige maatte ⓘ sige: det kan umuligt være det Guddommelige, her er jo ikke Noget at forarges over.
352 XI2A183 117 Christendom (Ironie)
Vilde Nogen sige: »Χstd. er jo ⓘ af Gud en Ironie over os Msker,« saa vil jeg svare: nei, min gode Mand, men vi Msker have det i vor Magt ⓘ at forvandle Χstd til en Ironie, en bidende Ironie.
Sagen er ganske simpel. I sin Majestætiskhed ►tager Gud Tonen saa høit, at hvis et Msk. ikke vil slippe sin endelige Forstandighed, ikke vil forsage den jævne, nydelsessyge Middelmaadighed – saa er Det Gud kalder Hjælp, Frelse, Naade o: s: v: den meest bidende Ironie, saa man forsaavidt ikke kan fortænke den endelige Forstand 118 i at sige: nei, ⓘ Tak, den Hjælp, Frelse, Naade vil jeg dog nok helst være fri for.
Saasnart ⓘ derimod et Msk. vil som Gud vil, vil ⓘ lade sig belære af Gud, om Forholdet mellem Timelighed og Evighed, vil see, at tilegne sig Guds Forestilling om Evigheden, vil troe Gud – saa er naturligviis ⓘ Gud idel idel idel Kjerlighed og Forbarmelse.
Men Χsthedens Udvei at lade Gud være ►et Snøvl, der vrøvler Noget om en Frelse, Naade o: s: v: saaledes, at al Verdslighed finder at 119 der dog er god Mening i denne Tale, denne Udvei er ►Majestæts-Forbrydelsen.
Som jeg ►andetsteds har bemærket, der gives intet Hedninge-Folk, der har dyrket en saa latterlig og saa modbydelig Guddom, som ⓘ »Χsthed«, der dyrker og tilbeder – et Vrøvlehoved; saa passede dog selv den raaeste Hedning bedre paa, at hans Gud dog ⓘ ragede Noget op over det at være Msk, stod lidt høiere, medens Χstheden har excelleret i at gjøre Gud ganske msklig.
Maaskee vil man sige, at dette er en Overdrivelse. Men det er ikke Tilfældet, tværtimod lader Sagen sig forklare deraf, at Χstd. jo i sin 120 Sandhed har det høieste Gudsbegreb, ►Gud er Aand, ►Kjerlighedens Majestæt – men saa vil ogsaa just Demoralisationen af dette Høieste give det allerlaveste Guds Begreb.
ⓘ At sigte »Christenheden« for Løgn, Hyklerie o: D: er derfor dog egl. for høit, er at gjøre den til mere end den er. Nei, den meest passende Sigtelse er: det Hele er 353en Uanstændighed. Det er en Uanstændighed for en voxen Mand at ride paa Kjephest – og saaledes er det virkelig ogsaa en Uanstændig121[hed] at kalde noget Saadant, som det man declamerer under Navn af Χstd, at kalde det Χstd, hvor alle det Guddommeliges ►Mærker ►længst ere udviskede og hvor alle Begreber længst ere ►omstemplede til ⓘ det msklige Vrøvl.
XI2A184 ►Verden er som man tager den
(det Numeriske)
►Andetsteds har jeg viist, hvorledes denne Talemaade egl. er at forstaae; men jeg kunde ogsaa ville sige, at den lod sig give en anden Forklaring eller dog sætte i Forhold til en anden Opfattelse. Verden er som 122 man tager den ɔ: hvordan Du end er, Du vil altid finde et Numerisk af samme Art som Du, Du vil aldrig komme til at staae ene, altid Fællesskab, altid Verden; det beroer derfor paa Dig selv, hvilken Verden Du vil have.
[a] Just dette hører nemlig med til Begrebet Verden (hvad Styrelsen derfor vaager over, ligesom en Bademester over at Vandet behørigt blandes) at ⓘ da i ethvert Øieblik alle mulige ►Gradationer og Nüancer ere repræsenterede og numerisk repræsenterede; dette hører med for at Verden kan være Examinationens Medium. Overalt hvor Du seer hen, overalt alle mulige Gradationer af Vildfarelser og Afveie o: s: v: 123 i alle mulige Nüancer og altid numerisk repræsenterede. Saa uendelig let er det gjort at fare vild i Verden, og dog saaledes at man er dækket af at være som de Andre.
✂ [a] XI2A185Anm Naar jeg siger, at Styrelsen sørger derfor, maa naturligviis ikke oversees, at det dog tillige er ved Mskenes egen Skyld, at i ethvert Øieblik alle mulige Gradationer af Vildfarelse, Fordærvelse o: s: v: ere numerisk repræsenterede.
Kun det at ville det Gode er aldrig numerisk repræsenteret. Dette ⓘ hænger atter sammen med Examinationen; thi til at ville i Sandhed det Gode hører just den Anstrengelse at være ene. Derimod hører det omvendt just med til Vildfarelse, Afvei, Fordærvelse o: D: at være numerisk repræsenteret just for at kunne lokke ved Hjælp af Tallet.
354 XI2A186 Det oplyste 19de Aarhundrede.
I Grunden er det dog skrækkelig jam124merligt: for de Fleste er Christd. egl. Mythologie, Fabel, Digt, ⓘ Andet ansee de den ikke for – og saa er den tillige deres Religion! Det vil sige, de have dog ikke Mod til [at] frasige sig den, have ikke i Forhold til det vigtigste Anliggende Energie nok til at bryde med den for saa enten at være aldeles uden Religion eller ►see sig om en anden.
Saaledes er Tilstanden i det oplyste ⓘ Nittende-Aarhundrede – thi de i een Forstand Redelige, de erklærede Fritænkeres Tal er ingenlunde større i vor Tid end i en ældre.
Det oplyste ⓘ nittende Aarhundrede – nu ja, ►Gasbelysningen er jo ogsaa en Opfindelse fra vor Tid, og det er vel deraf at Aarhundredet har sit Navn. Thi det med Χstd. er dog virkelig det Jammerligste der er muligt. Ikke den crasseste ⓘ Overtro naar den dog 125 udfylder disse Mskers Liv er dem deres Tro, ikke den meest forhærdede Vantro, naar den dog er Charakteer er Noget i Sammenligning med denne Jammerlighed, at Det man selv anseer for Fabel at det tillige er Ens Religion. De lade deres Børn døbe, undervise i Χstd, confirmere; naar de selv skulle døe lade de Præsten kalde, ønske at blive begravede som Χstne – og tillige anseer de Χstd. dog i Grunden for Fabel. I een Forstand kan man sige, er det en frygtelig Straf over dem: at være en saadan Jammerlighed. Man ynker en Mand, der finder sig i at være ►Hanerei, lever hen vidende derom, men ikke har Mod eller Energie til at forandre Forholdet, saa han lever med sin Kone tillige ⓘ vidende, at han stadigt væk er Hanerei – men uendeligt langt ynkeligere og jammerligere og modbyde126ligere er det: at leve hen og have Det, man selv anseer for Fabel, dog alligevel til sin Religion, det er ret egl. i dybeste Grund at gjøre Nar af sig selv, at foragte sig selv.
355XI2A187Børn og Fruentimmer; Manden;
Χstd. Alvoren.
Christendommen er Alvoren. Selvfølgeligt er derfor ogsaa Maalestokken lagt an paa: Manden; den christelige Fordring forholder sig til: Manden, endog til Guds Forestilling om hvad det har at betyde; ►Manden er Msket.
Men Enhver der har ⓘ den mindste Praxis i Livet, i ►Forretnings-Livet, veed, at altid naar det gaaer løs paa at skulke sig fra Noget, saa bruges denne Taktik: at anbringe Fruentimmer 127 og Børn.
Og her kommer en ny Forklaring af dette ene Samme, hvorledes Χstd. er blevet ved en Bagvendthed, som Mskene behageligst kalde ⓘ ►Perfectibilitet, blevet lige det Modsatte af hvad den er oprindelig.
►Χstd., hedder det, er jo for Msker; et Barn er jo ogsaa et Msk – ergo er Barnet Maalestok for hvad Χstd. er.
Dette er nu i den Grad Løgn, at det meget mere ligefrem er Samvittighedsløshed at opdrage et Barn i Χstd; thi Barnet kan umuligt tilegne sig hvad Χstd. egl. er (eller kan vel Barnet have nogen Forestilling om Arvesynden, Barnet, som jo opdrages til i Faderen og Moderen at see sine Velgjørere, at takke dem for den store Velgjerning at være blevet til o: s: v:?) Altsaa maa man enten gjøre Χstd. til noget Andet end den er for at Barnet kan tilegne sig den – og har man vel Lov til at bilde et Barn Noget ind under Navn af at undervise det; eller Barnet forvandler selv Χstd., ►fordi det ikke kan det anderledes – 128
11. Journalen NB34, s. 128. Optegnelsen NB34:43 er afsluttet i marginalspalten på journalens sidste side
Nei, men det Hele med Barnet i Forhold til Χstd. er en Gavtyvestreeg. Aldeles som i Forretningslivet, naar fE Øvrigheden kommer og spørger efter Manden, som da, ►han seer at skulke bort og anbringer Fruentimmer og Børn, der skal see at røre og formilde: saaledes er Χsthedens senere Historie denne Gavtyvestreeg, at Manden er skulket fra det, har faaet Χstd. gjort til Noget for Børn og Fruentimmer. Og naar saa det er lykkedes, og Religionen er blevet ⓘ Barne-Slik, saa kommer Manden hjem denne ►Skulke-Peer, og saa slikker han med, og taler sentimentalt om, at Religionen, Χstd. er især for Børn og Fruentimmer.
Hvilken Uforskammethed og hvilken nederdrægtig Løgn, at Re356357ligionen er Noget for Børn og Fruentimmer, formodl. fordi dens Opgave er for let for den Stærke: Manden. ►Jo jeg takker, især for saadanne ►Mænder, som nu leve.
Nei, Religionen, Χstd. er en Idealitet, en Opgave, som den største Idealitet[a]
✂ [a] af det at være Mand skal ►fast segne under. Saaledes er Χstd. oprindelig. ►Fra 📌Østen kommer den. Og hvorledes var Forholdet der? ►Der var Manden Msket, Fruentimmer og Børn omtrent et Slags Husdyr. Men som hele den verdenshistoriske Proces er det Kunststykke at forkluddre alle Guds Anlæg og faae lige det Modsatte ud saaledes er det ogsaa forbeholdt den romantiske protestantiske Χsthed at gjøre Børn og Fruentimmer til »Msket« og Manden til ►et Nummer Nul. Jeg imødeseer, at Perfectibiliteten naaer: Fleer-Mænderiet, Modstykket til: Fleer-Koneriet, som der begyndtes med. Men denne Forandring at Børn og Fruentimmer ere blevne »Msket« har atter forandret Χstd. til lige det Modsatte af det Oprindelige: den er blevet idel ►Præsent – den var idel Opgave.