Kierkegaard, Søren Journalen NB34

Det Numeriske.


Ogsaa saaledes virker det Numeriske (som mere og mere er, altsom Numerus voxer blevet Msk-Tilværelsens Lov) demoraliserende, at Synet af disse Tusinder og Tusinder gjør, at Mskene blot leve comparativt, at hele Msk-Tilværelsen opløser sig i dette comparative Vrøvl, det Numeriskes Mudder, som saa endog sminkes op til at skulle være Noget under Navn af Historie og Politik, hvor Pointen dog bestandigt er (Aandsløshedens Kjende) at Det, som gjør at det skal betyde Noget er, at et stort Tal deeltog deri, saa Antallet giver Betydning, fast som var Idee liig en Tæller i Banken, der reflecterer paa Tal.

Ak, i Oldtiden var det dog saa, at der levede Msker, som tænkte primitivt over det at være Msk, hvad det overhovedet vil sige at være Msk, hvilken Betydning det har i sig, og i hele Tilværelsen. Sligt falder Ingen paa at tænke over, fortabt som nu Enhver er fra tidligste Tid i dette det Numeriskes Msk-Vrøvl.

Deraf kommer det ogsaa, at der vel ikke lever et Msk., som endog blot aner efter hvilke Dimensioner Χstd. er lagt an, at Χstd. er lagt an af Gud og har hele Tilværelsens Dimensioner eller Proportioner, Verdens-Alts Proportioner. At Χstd. er en Begivenhed der bogstavelig interesserer Himmel og Jord som ogsaa Χstus altid fremstiller det, cfr. fE hans Taler i Luc 21 om sin Gjenkomst Men atter her har Vrøvlet med »Χsthed« disse Millioner x Trillioner af Christne sluddret Χstd. ned i en Jammerlighed, saa det at være Χsten ansees for Ingenting, Noget vi Alle ere – for saa at begynde paa Vrøvleriet med hinanden indbyrdes, hvor Pointen atter bliver, hvor stort Tal der er sat i Bevægelse – altid Tallet.

Men hvor ironisk, Loven er denne: Alt hvad der for at blive betydeligt behøver Tallet er eo ipso det Ubetydelige og i samme Grad mere som det større Tal behøves; Alt hvad der kun kan exseqveres, arrangeres, fuldkommen ved Hjælp af det store Tal, hvad saa Mskene studse beundrende over, som var Det det Vigtige, just Det er det Uvigtige. Det sande Vigtige forholder sig omvendt, behøver bestandigt mindre og mindre Tallet for at kunne fuldkommes, og til det Vigtigste af Alt, hvad der sætter Himmel og Jord i Bevægelse behøves blot eet Msk., behøves der Flere trækker det fra. Europæiske Krige og Revolutioner og Kunst Udstillinger og Kæmpe-Aviser o: s: v: kan rigtignok ikke arrangeres af eet Msk. Saa troer man, at Sligt er det Vigtige, istedetfor at det just er dets Uvigtighed der gjør, at der maae være Mange, dets Mangel paa Vigtighed der gjør at Tallet maa give det Vigtighed. Men det Vigtigste af Alt, hvad der interesserer Engle og Dæmoner, at et Msk. virkelig indlader sig med Gud: dertil er eet Msk. nok.

Og gys saa, naar Du tænker, hvordan vi leve – og at Sandheden er, at hvert Msk. kunde være dette ene Msk.