Kierkegaard, Søren Journalen NB31

XI1A477 At forkynde Χstd.

Til at forkynde Χstd. fordres egl. en Eenhed af at være et Charakteer-Msk og lige saa stor en Dialektiker. (👤►Socrates fE var brugelig).

Imidlertid kan det humpe af med en Dialektiker, og gaae ganske taaleligt med et Charakteer-Msk.

Men at betroe Χstd-Forkyndelse til Kunst-Talere er eo ipso at afskaffe Χstd; og det at til en given Tid Christendommens Forkyndelse ene og alene repræsenteres af Kunst-Talere det tilstrækkelige Be107viis for at Χstd. ikke er til. En Kunsttaler forholder sig til det at forkynde Χstd. ⓘ som som] , først skrevet lig en Døv-Stum til det at være ►Musicus. Der 250 maa fra det Christelige paa ethvert Punkt tages just det Charakteristiske (det Dialektiske, Aands ►Kjendet) for at det kan blive Motiv for Kunsttalere. Men det forstaaer sig, saa gaaer det ogsaa, naar det er borttaget det hvorved Χstd. er Χstd, det gaaer strygende, flydende, henrivende, overbevisende – men det er ikke Χstd.

Man indvende ikke, at jo dog flere af Kirkens store Lærere have været udmærkede Talere, nei det indvende man ikke, men man erindre, at de saa tillige vare Asketer eller Charakteer-Msker ⓘ eller Dialektikere eller Dialektikere] , først skrevet og at dette bødede paa. Noget ganske Andet er det jeg taler om, den Formation af Kunst-Talere, som nutildags repræsentere Χstds Forkyndelse.