Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

NB30:96

#

Det at elske Gud.


Ingen har, christeligt, elsket Gud som ikke tilstrækkeligt har haft baade det smertelige og det væmmelige Indtryk af at Mskene ere bestialske. I ligefrem Flugt med det at elske Msk. lader Gud sig ikke, christeligt, elske; der er et Modsætnings Forhold.

Dette maa dog forstaaes med Forsigtighed. Der melder sig, om jeg saa tør sige, i hver Generation et maaskee ikke lille Antal Msker, der indbildsk og hovmodigt vil foragte Mskene og elske Gud: nei, tak, saaledes er det ikke at forstaae.

Nei Sagen har et andet Sammenhæng. Begyndelsen er just: dybt sympathetisk, uegennyttigt, i sand Kjerlighed at have elsket Mskene.

Ak, hvis det saa ikke var saaledes, som det kun altfor vist er, at Mskene ere Asener, saa hans Kjerlighed just derfor lønnes med bestialsk Behandling – hvis det ikke var saaledes, saa kunde jeg fristes til at antage, at det vilde gaae saaledes til. Gud i Himlene vilde blive opmærksom paa et saadant Msk. just paa Grund af hans Kjerlighed til Mskene, han vilde, som det hedder om den rige Yngling i Evangeliet, fatte Kjerlighed til ham. Og saa vilde Gud sige til sig selv: dette Msk. kunde jeg ønske skulde elske mig, han behager mig. Saa bliver der intet Andet for, jeg maa lade hans Forhold til Mskene forbittres ham derved at de lønne ham med bestialsk Behandling; thi i ligefrem Samklang med det at elske Msk. kan jeg ikke elskes.

See, saaledes er det at forstaae med det smertelige og væmmelige Indtryk af det Bestialske ved Mskene. Det betyder derfor heller ikke, at han ophører at elske dem. Nei, men Modsætnings Forholdet er for negativt at gjøre Guds-Forholdet kjendeligt.

Saaledes lader det sig heller ikke gjøre, christeligt at elske Gud og at være lykkelig i denne Verden. Nei Χstds Gud er i Modsætning til denne Verden, altsaa kan Den der christeligt elsker Gud, ikke være lykkelig i denne Verden.


#