Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 25

NB30:1
NB30:2

#

Om min Opgave.


Paa hvilken som helst anden Maade (philosophisk, som interessant Meddelelse, vittig Satire o: s: v:) kan jeg faae Lov til at sige hvad jeg har at sige – og vil gjøre uhyre Lykke – – kun ikke i Charakteer af christelig Interesse. Samtiden veed nemlig meget godt at Christd. slet ikke er til; men det den er bange for er, at faae det sagt i Betydning af, at vi saa skulle til at blive Christne.

Og hvad mig angaaer, saa har jeg jo ogsaa oprindeligen været tilbøieligere til at indfrie min Opgave i dialektisk Fordobblelse, altsaa ikke i Charakteer af christelig Interesse strikte taget.

Men Styrelsen leger ogsaa med, og forbeholder sig at bestemme, i hvilken Interesse Opgaven skal løses.


#

NB30:3

#

At gjøre Χstd. let


for at faae Mskene til ret at gaae ind paa den, er, forsaavidt det er velmeent, og ikke en Gavtyvestreeg af Præster for at gjøre dem selv Sagen let og profitabel, er dog Mangel paa Msk-Kundskab. Deraf er ogsaa Følgen blevet, at der i den menige Mand er en hemmelig Mistanke om, at det Hele med Χstd. er Løgn – siden det er saa let, siden det Høieste faaes for saa godt Kjøb.

Saaledes er Msket nu engang, og dette er noget sandt i ham.

Lad det være saa, at der var et Msk, som var villig til efter den størst mulige Maalestok at give Enhver ligesaa mange Penge han vil, man behøver blot at sige et Ord til ham: den menige Mand vil uvilkaarligt fatte en Mistanke, om det ikke er Regnepenge han giver – thi dette kan ikke hænge rigtigt sammen.


#

NB30:5

#

Et Gravvers over en tydsk Digter.


Sein Lied war deutsch, und deutsch sein Leid;

Sein Leben Kampf mit Noth und Neid:

Das Leid flieht diesen Friedensort,

Der Kampf ist aus – sein Lied tönt fort!

NB30:6

#

Tilværelsens uendelige Rigdom.


De fleste Msker vilde fortvivle, hvis man sagde dem, hvor uhyre riig Tilværelsen er, at eet Msk, bestandigt eet Msk. er nok, er det Hele, her de største Begivenheder mulige.

Numerus mener – og det er conseqvent af Numerus – at en europæisk Krig er en Begivenhed, 100,000 Millioner det er Noget – en Enkelt Ingenting.

NB30:7

#

Christelig Taknemlighed mod Christus.


Christus har kun begjeret een Art af Taknemlighed: af den Enkelte, og saa godt som muligt i Charakteer af Efterfølgelse.

Istedetderfor har Mskheden arrangeret det anderledes: et Folk, en Stat, et Land, Slægten, kort et Chorus, blandt hvilke der ikke er en Eneste i Charakteer af Efterfølgelse – men saa til Gjengjeld ere de desto Flere: et Chorus, der takker Christus for sin Frelse.

Her er det igjen: altid Surrogatet: det Numeriske, Generationen, et Abstraktum.

Dette beviser atter, at Χstd. ikke er til; thi den Art Taksigelse er enten hedensk eller jødisk – ikke christelig; Christus er jo netop kommet til Verden for at frelse ud af – Numerus, ud af Generation, ud af det Abstrakte.

NB30:8

#

Om mig selv.


Det er dog virkelig afskyeligt. Medens jeg maa finde mig i at leve som en Carrikatur, en Slags gal Mand for en heel Classe af Befolkningen, er jeg – men dette maa ikke siges – Samtiden saa betydelig, at endnu medens jeg lever, smaae Novellister egl benytte min Existeren til at give deres Frembringelser Interesse.

Og saadanne Forfattere vente formodentlig i al Gemütlighed paa, at jeg skulde komme aldeles galt fra det, styrte, gaae fra Forstanden o: D: – for saa strax at digte:

I Sandhed, Naturforskerne have ikke Uret, naar de pege paa det Forstemmende i Naturen, at Alt dreier sig om, at den ene Skabning æder den anden: men mig er det maaskee forbeholdt, at gjøre opmærksom paa, i hvilken langt afskyeligere Forstand Mskene er Msk-Ædere.

Præster og Professorer æde de Afdøde. Novellister og Roman-Forfattere og Smaa-Forfattere æde endog de Medlevende. Det falder en saadan Slyngel aldeles ikke ind, om han ikke kunde hjælpe til, at noget Fortrinligere ikke kom til at ligge under, o, nei; selv om han kunde det, han skylder jo sin Næringsvei, ikke at gjøre det, at han ikke gaaer Glip af et digterisk Motiv og af at Publikum vil være modtagelig just for den Art Frembringelse.

NB30:9

#

Et skjønt Billede, af 👤Schopenhauer.


I Slutningen af 1ste Bog af hans: die Welt als Wille und Vorstellung siger han, at det er med Forholdet mellem Contemplation og Handling som med Skuespilleren, der naar han har spilt sin Scene gaaer ned i Theateret sidder roligt blandt Tilskuerne og betragter de følgende Scener, selv om disse høre med til at fremskynde hans Død i sidste Akt.

NB30:11

#

Græsk.


Der har jo før 👤Hegel levet Philosopher, som have paataget sig at forklare Tilværelsen, Historien. Og betræffende ethvert saadant Forsøg er det vel saa, at Styrelsen egl. maa smile deraf. Men just lee af dem har den dog maaskee ikke gjort, thi det var jo dog en msklig redelig Alvor.

Men 👤Hegel – o, lad mig tænke græsk! –: hvor har Guderne griint! En saadan ækel Professor der ganske havde gjennemskuet Alts Nødvendighed, og faaet det Hele paa Ramse: I, Guder!

Det har moret mig usigeligt at læse 👤Schopenhauer. Det er aldeles sandt hvad han siger, og atter hvad jeg under Tydskerne, saa grovt som kun en Tydsker kan være.

NB30:12

#

👤Schopenhauer og Χstd.


👤S. lader haant om Χstd., gjør Nar af den i Sammenligning med 📌Indiens Viisdom.

Det bliver nu hans Sag. Jeg anseer 👤S. for en meget betydelig Forf., og der vil have sin Betydning just ogsaa for Χstd.

Hans indiske Tungsind: at leve er at lide, er der dog noget Usandt i. Derimod kan det være meget godt om Samtiden faaer en saadan Melancholiets Overhaling, for saa at blive opmærksom paa det Christelige, hvilket 👤Joh. Climacus udtrykker i den Sætning: det at være Christen er at lide, hvad jo ogsaa er det nye Testamentes Lære.

Jeg har ikke Noget imod, at 👤S. med store Kræfter raser mod denne »nederdrægtige Optimisme«, som især Protestantismen excellerer i, jeg er meget glad ved, at han viser, at det aldeles ikke er Χstd.: men den Sætning, at det at være til er at lide protesterer jeg, thi derved gaaer Χstd. ud, paa en Maade som 👤S. maaskee ikke tænker. Nemlig Χstd. forkynder sig at være Lidelse, det at være Christen at være det at lide; men hvis nu det overhovedet at være til, det at være Msk., hvis det er at lide, saa er jo Χstd. berøvet sit Dialektiske, sin Forgrund, det, ved Hjælp af hvilket den negativt gjør sig kjendelig, saa Χstd. bliver en Pleonasme, en overflødig Bemærkning, Galimathias, thi er det at være Msk. det at lide, saa er det jo latterligt, at der kommer en Lære som vil bestemme det saaledes: det at være Χsten er at lide.

Nei Christd. siger ikke at det at være til er at lide. Tværtimod derfor anbringer den sig just paa den jødiske Optimisme, bruger som Forgrund den meest potenserede Livslyst, der nogensinde har klamret sig til Livet – for saa at anbringe Χstd. som Forsagelse, og for saa, at udvise det at være Χsten som det at lide, deri ogsaa indbefattet at maatte lide for Læren.

Ogsaa en anden Vanskelighed er der ved det Schopenhauerske, der let turde være en Art Selvmodsigelse. Lad mig tage et andet Forhold. Bagvaskelse, Calumnie, nederdrægtigt Angreb o: s: v: veed dog Beskeed om den kloge Forsigtighed, at man da ikke gjør en Mand strax til et reent Nul og saa vedbliver Aar ud og Aar ind efter den størst mulige Maalestok at angribe ham, at heri nemlig er en Selvmodsigelse, thi er han et Nul saa er det jo latterligt at see disse enorme Forholdsregler for at tilintetgjøre et Nul. Men saaledes ogsaa med hele den 👤S.s Askese. Den christelige Askese hviler i den Tanke, at det at være til ikke udenvidere er at lide – saa er der Mening i Askesen. Men er det at være til det at lide, saa bliver Askesen let en Eudaimonisme, hvad 👤S. selv gjør gjældende mod Stoikerne. Tag et andet Forhold. Χstd. er ikke af den Mening, at Rigdom ikke kan i en vis Forstand kaldes et Gode, just derfor er det den siger: giv Alt til de Fattige. Men hvis En vilde sige: Rigdom er et Onde, viis nu Din Askese ved at give Din Rigdom bort: saa er heri en Selvmodsigelse, thi naar saa er, er det ikke Askese at bortgive sin Rigdom.

[a] Askesen tilsigter jo efter hans Mening det, at naae (gjennem Mortificationen af Villien til Livet) at skjøndt man er til det er som var man ikke til, i den Grad er Asketen død for Alt; men naar det at være til er det at lide, saa er jo aabenbart det at være saaledes til at det er som var man ikke til, at man neppe veed, om man er til eller ikke, det er saa aabenbart Eudaimonisme – naturligviis efter fattig Leilighed, ɔ:, det er den høieste Eudaimonisme naar man med 👤S. antager at det at være til er at lide. Naar det at være til er at lide, kan Eudaimonismen selvfølgeligt ikke søges i Retning af at være tila, den maa søges i Retning af: ikke at være tilb, og den høieste Eudaimonisme bliver den størst mulige Tilnærmelse til det ikke at være til.

a eller i Retning af at potensere »Tilværelse«

b eller i Retning af at depotensere »Tilværelse«

Der gives paa saa mange Gebeeter, overalt hvor der er et Dialektisk, der gives en Ivrighed, som er saa ivrig for at indskærpe det Andet, at den i sin Ivrighed borttager det Første og derved i Grunden gjør det Andet umuligt.


#

NB30:13

#

»Windbeutel«


Det er et udmærket Ord; jeg kan misunde Tydskerne det; især er det ogsaa ypperligt da det kan bruges som Adjektiv og Verbum. 👤A. Schopenhauer gjør en fortræffelig Brug af det, ja jeg maatte sige, i hvilken Forlegenhed vilde 👤S. ikke være, hvis han ikke havde det Ord, han som skal tale om den Hegelske Philosophie og hele Professor Philosophien.

See, derfor har Tydskeren det Ord, hvilket der saa ideligt og ideligt maa være Brug for i 📌Tydskland.

Vi Danske har ikke det Ord; men det, det betegner er heller ikke charakteristisk for os Danske. Det ligger virkelig ikke i den danske Nations Charakteer at være Vindbeutel.

Derimod har vi Danske en anden Feil, ak, en tilsvarende Feil; og den har ogsaa det danske Sprog et Ord for, et Ord, som maaskee det tydske Sprog ikke har, det Ord: Vindsluger. Det siges nærmest om Heste, men kan optages i almdl. Brug.

Saaledes er ogsaa omtrent Forholdet: en Tydsker til at gjøre Vind – og en Dansker til at sluge den: saaledes har længst Tydsk og Dansk forholdt sig til hinanden.

Det morer mig usigeligt, dette med 👤Schopenhauer og 👤Hegel item hvad der nu forestaaer 📌Tydskland, at komme ind paa det Resultat af den hegelske Philosophie, at 👤Hegel var – formodentlig med Nødvendighed – en Vindbeutel, et – med Nødvendighed – fremgaaet Produkt af Verdens 6000 Aars Historie, eller dog af det Afsnit som 👤S. saa rigtigt betegner som Løgne-Philosophiens Tidsalder.

Men har 👤S. haft med Vindbeutelen at gjøre, saa har jeg haft med Vindslugerne at gjøre.


#

NB30:14

#

Christendom – Jødedom.


Ikke ofte nok kan man gjøre sig det tydeligt, at Jødedommen i Forhold til Χstd. er med for negativt at gjøre det Christelige kjendeligt, negativt ɔ: ved Frastødet.

Med Styrelsens guddommelige Skarpsynethed er Alt lagt til Rette for at udvise Forargelsens Mulighed, og Christend. kunde ikke have haft nogen anden Religion til Forgrund, thi ingen udviser negativt Χstd. saa bestemt, saa afgjørende som Jødedommen.

At Christus fødes af en Jomfru – dette vilde ikke afgjørende vække Hedningernes Forargelse, men Jødedommen maatte det ret være til Forargelse. Jødedommen culminerer nemlig just i Guddommeliggjørelsen af Ægteskabet, det er jo Gud selv der har stiftet det; Jødedommen culminerer i Forestillingen om Slægtens Forplantelse som en Slags Gudsdyrkelse – og saa at fødes af en Jomfru! Det er i Grunden at negere hele det gamle Testamente eller at tage Kraften fra det.

Forresten er der saa ogsaa i dette Tilfælde indrømmet den traditionelle Forestilling saa meget, at Samtiden ikke ganske kan slippe fra Phænomenet, ved at kunne documentere at denne 👤Messias ikke er 👤Messias. Havde fE Christus ikke været af 👤Davids Slægt, saa havde det jo være[t] afgjørende. Men han er af 👤Davids Slægt og dog ikke, thi han er jo født af en Jomfrue, altsaa er han dog udenfor Slægten, og som sagt, for Jødens høie Forestilling om Slægt at nedstamme i Slægt, kan det at være født af en Jomfrue aldrig komme til at stille sig som noget Høiere, men som et Lavere.

NB30:15

#

I Fremtiden.


Der vil vistnok foregaae en stor Forandring, som en Verdens Omvæltning i Maaden, paa hvilken Χstd. vil blive betjent i Fremtiden.

I en tidligere Tid var Læreren1, som dertil blev udseet af Gud, en af disse dybe religieuse Naturer, der vistnok ogsaa kunne være strenge, naar det behøves, men Alt i ligefrem Toneart, derimod aldeles ikke ere beregnede paa eller have Øie for det Criminelle, det Underfundige o: s: v:

Men i Aarhundredernes Løb, alt efterhaanden som Msk-Slægten mere og mere er traadt ind i Reflexion, er der foregaaet i den saakaldte Christenhed en heel Forandring med Christendommen, det er blevet til Gavtyvestreger; man trodser ikke, gjør ikke Oprør mod Χstd, nei, men det er lutter Gavtyvestreger, Criminalhistorier, Falsknerier.

Dog Styrelsen forhaster sig jo ikke, den giver altid Tid, indtil Øieblikket kommer. Saa seer Styrelsen paa det Hele og siger: naa, det gaaer løs paa Gavtyvestreger, ja, saa, saa forandrer vi Methoden.

Saa vil fremtidigen Læreren komme til at see ganske anderledes ud, være en ganske Anden, beregnet paa, at han ikke har med raa Lidenskaber o: D: at gjøre men med fine Criminal-Forbrydelser, med Falsknere.

Saaledes vil Læreren komme til at være. Han er Intet mindre end en af disse oprindelig dybe religieuse Naturer, tvertimod det er den fineste og intensiveste sandselige Natur, med en Energie i Phantasien i Retning af [at] nyde Livet, saa der af ham kunne laves 10 Forførere og 10 Digtere; fremdeles en eminent Intellectualitet, saa flere Sæt Professorer kunde leve af ham; endelig en afgjort Sands for Intrigue: saaledes er han lagt an; maatte han raade sig selv det blev den yppigste, den interessanteste, den fuldendteste Verdslighed, som nogensinde er seet.

Men det maa han ikke. Dette Msk. giver saa Styrelsen et Knæk (omtrent i samme Forstand som man stækker en Lokkefugl). Ved dette Knæk er det ham gjort umuligt at komme til at nyde Livet. Forsaavidt er endogsaa nu Alt det ham Indrømmede næsten en Qval, idetmindste for det Første. Han har altsaa et Knæk og derved er han ubetinget i Styrelsens Magt, og de ham forundte Evner og Forudsætninger er det just Styrelsen vil disponere over. Knækket er maaskee saaledes anbragt, at intet andet Msk. drømmer derom, men det er den Paagjeldendes Hemmelighed med Gud – desto fastere er han blot knyttet til Gud.

En saadan Skikkelse, han er beregnet paa det Criminelle.

Sandeligen det gaaer ikke fremad med Msk-Slægten – uden i Gavtyvestreger. I en tidligere Tid var det dog næsten som var det at være Msk. noget ganske skikkeligt Noget – deraf kom det, at »Lærerne« vare disse fromme, umiddelbart dybe religieuse Naturer. Nu er det anderledes. Nu er Alt Gavtyvestreger – saa kommer Politie-Agenterne – hine umiddelbart fromme Naturer ville kun blive bedragne. Nei, Politie-Agenter, og selv disse i den Grad controlerede, at de ved et Knæk ere saa umiddelbart i Styrelsens Haand, at de hvert Secund kunne komme til at føle Trykket.

Det gik blodigt til, da der blev kæmpet mod raae Lidenskaber, men Forretningen med Falskneriet bliver maaskee mere anstrengende, og ender maaskee saa ogsaa med Kamp paa Liv og Død, saa Forskjellen mellem de tidligere Sandheds-Vidner og disse senere blot er den, at disse have et meget betydeligt og anstrengende Arbeide først: at faae den gavtyveagtigt kloge Tid, Falskneren, ud af sin Klogskab og i Lidenskab.

1 Anm Herved tænker jeg naturligviis ikke paa den taabelige msklig[e] Opfindelse med disse tusinder af kongelige Embedsmænd, der som Præster og Professorer lege Χstd. Deres hele Virken og Wirtschaften er ikke blot liig Nul men mindre end Nul, da det er en aldeles overflødig Uleilighed, de have paataget sig.

NB30:16

#

Nu behøves der ikke mere Mirakler.


Det varede ikke længe, førend den Tale kom op i Christenheden, til Forklaring af, at der nu ikke mere skete Mirakler: det behøves nu ikke mere, det var blot i Χstds første Fremtræden.

Dette hænger nu igjen sammen med den naturunderfundige hykkelske Gavtyveagtighed, der er uadskillelig fra det at være Msk, og som derfor narrer Kirkefædre saa godt som Andre, hvis de ikke passe paa.

Først og fremmest er det nu egl. en meningsløs Tale, det om at det behøvedes i Χstds første Tid men ikke senere, ret som var Χstdom et Historisk i den Forstand, at det skulde udvikles, faae Historie i Tidens Løb, istedetfor at det er hver Generations Examen, saa hver Generation begynder aldeles forfra, hver Generation bliver prøvet, om der blandt dens Millioner er Nogen, som vil være en 👤Jesu Χsti Discipel.

Saasnart man fastholder dette, seer man let, hvor forvirrende hiin Tale er om en Forandring i Tidens Løb.

Nei Χstdom er en bestemt, i det nye Testamente nøiagtigt angivet, Intensivitet i at existere. Forsaavidt behøves der i enhver Generation Mirakler ligesaa godt som i den første.

Men nu kommer Gavtyveagtigheden. Vi Msker ville helst være frie for Anstrengelse, og det vil vi igjen helst hykkelsk skjule.

At være Apostel, det er der Ingen, der vil, thi man har en Forestilling om, hvilken Qval det er, at det egl. er at offres paa de Andre – og det har man ikke Lyst [til]. Men hykkelsk udtrykker man dette saaledes: jeg er for ydmyg til at ville være Apostel.

At være samtidig med et Mirakel er uhyre anstrengende – derfor vil vi helst være frie. Men Natur-Underfundigheden i os veed strax hykkelsk at skjule det, og vi sige: vi ere for ydmyge til at begjere, at der skal skee Mirakler nu, og nu behøves det heller ikke mere – nei, naturligviis, for vi vil have Ro til at nyde Livet, eller Ro til i ligefrem Kjendelighed at faste o: D:, men vel at mærke i ligefrem Kjendelighed saa man i al Tryghed sidder – fastende – paa Stads og bliver beundret, hvilket er saare forskjellig fra den Anstrengelse at være Apostel.

Men det er det Idelige og Idelige, det evige Idelige med Christenhed, at Alt, hvad der hænger sammen med Anstrengelsen i Forhold til det at være Christen, det afskaffes – vel at mærke, hykkelsk, under Paaskud af Ydmyghed.

Derfor er det gaaet Christenhed, som det – at jeg skal bruge et snurrigt Billede, der dog er betegnende – kunde gaae en saadan Top, som Børnene spille med. Ved Hjælp af Pidskeslagene gjorde den sine Kunster med at løbe rundt paa Spidsen; men da nogle Aar var gaaet hittede Toppen paa tvende snilde Paafund (og det er dem Christenheden ogsaa bruger) deels at nu var den blevet saa udviklet, at Pidskeslagene ikke mere behøves (dette svarer til den Gavtyvestreg, der under Navn af Perfectibilitet afskaffer Χstd.) – og saa blev den liggende i sin gode Ro, hvad den helst vilde; deels, at den var for ydmyg til at begjere at kunne gjøre det store Kunststykke, som kun var forbeholdt de ganske overordentlige Toppe, at kunne løbe rundt paa Spidsen – dette vil sige, den havde ikke Lyst til Pidskeslagene, men – med den bekjendte msklige Redelighed – udtrykte den dette saaledes, at den var for ydmyg til at begjere Sligt.

NB30:17

#

Miraklet.


I det nye Testamente er det fremstillet saaledes, at Miraklet er uadskilleligt fra det at være Christen (Mc: 16, 17) og dette er ogsaa Χstds Mening, saa man ganske rolig, istedetfor den Sludder: nu behøves Mirakler ikke mere, kan stille den Sætning: naar der ikke mere er Mirakler er Χstd. slet ikke til.

Aber Miraklet har det et ganske eget Sammenhæng med. Miraklet faaes ikke for at skaffe sig Penge ved Hjælp deraf, eller Profit, eller for at undgaae Farer og Lidelser. Tværtimod i denne Henseende lader Gud bestandigt »Apostelen« eller »Discipelen« aldeles i Stikken, hjælper ham ud i al Qval, fordrer, at han frivilligt skal udsætte sig derfor – og saa har han Miraklets Gave. Ja, det er, blot mskligt forstaaet, en uhyre Qval mere paa det Vilkaar at have Miraklets Gave: at sulte – og saa have Miraklets Gave. Fremdeles er Miraklets Gave beregnet paa at hidse Mskenes Modstand mod ham.

See, derfor behøves nu ikke mere Mirakler. Nei, vi ville hellere være Χstds Lærere paa det Vilkaar, at det er godt betrygget fedt Levebrød med jævnt Avancement for en dannet Mand med Familie.

Mit Forslag har bestandigt været, at vi dog skulde være redelige nok til at gjøre en Ende paa denne hykkelske Maade, paa hvilken vi – ydmygt – unddrage os Χstd. Længere gaaer jeg ikke, idetmindste er jeg hidtil ikke gaaet længere. Men Hykleriet er maaskee saa dybt og ondartet, at man ikke faae[r] Mskene til at gaae ind paa denne Redelighed, hvad jeg ønskede baade for min og for de Andres Skyld.

NB30:18

#

At man i Christenhed underfundigt har afskaffet Christendom


at man ikke har gjort det aabenlyst, ikke gjort Oprør mod Χstd for at kaste den af sig, men underfundigt saa det seer ud som havde man Χstd. ja som var Alt Iver og Nidkjerhed for Χstd, at man har gjort det underfundigt og saa lumsk underfundigt som muligt ved nemlig under Navn af Ydmyghed at lære Det, som Χstd. ikke vil have, og under Navn af Formastelse og at friste Gud at forbyde Det, som Χstd. just vil have – det at det er skeet underfundigt er ogsaa af den Grund saa farligt, fordi derved den hele Stimmel af hvad man kunde kalde, msklig talt, skikkelige Folk bona fide ere med i Conspirationen, uden at ane at de ere med i en Criminal-Forbrydelse. I en Opstand, som er i Charakteer, der kan Ingen saa let være med bona fide, men i det Underfundige skeer det kun altfor let.

Forresten maa man lade Gavtyvene, som ere Mesterne for denne Underfundighed (i en vis Forstand er jeg forresten villig til at indrømme, at Mesteren ϰατεξοχην egl. er selve Msk-Naturen) at de snildt have vidst at benytte den msklige Svaghed og faae Χstd. vendt saaledes, at just de skikkelige godmodige Folk maatte antage, at dette netop var Χstd.

Χstd. i det nye Testamente er just i Retning af det Dumdristige det dumdristigt Vovede: vov at troe, indlad Dig med Gud, Du formaaer Alt naar Du blot troer o: s: v:. Intet er vanskeligere at faae ind i et almdl. Msk. og Intet er vanskeligere at faae ud af et Msk. end denne kjedelige Beskedenhed, som mener, at det er Gudsdyrkelse at man da er beskeden og beskeden.

Sagen er det Majestætiske har det almdl. Msk. ingen Forestilling [om], at Loven for det Majestætiske er en ganske anden ja lige den modsatte af den for det jævne Borgerlige. Lad en Borgermand faae det Indfald – dog slige Indfald ere vel egl. [ikke] for Borgermænd – det Indfald at sige til En »ønsk af mig hvad Du vil«: hvad saa? saa bliver Borgermanden vred, dersom den Anden da ønsker altfor meget. En Konge derimod han bliver kun vred, men ogsaa næsten som rasende hvis En til hvem han sagde »ønsk hvad Du vil« ønskede en Ubetydelighed. Majestæten vil sige: enten vil den Mand fornærme mig og gjøre Nar af min kongelige Formaaen, eller ogsaa er [han] en Død og Træbidder, et Fæ, et Asen, som jeg ikke gider see for mine Øine.

Og nu den guddommelige Majestæt! Han tilbyder Alt – og Intet fornærmer ham, Intet oprører ham uden denne msklige Jammerlighed, der ikke tør bede, ikke tør begjere, ikke tør troe, denne msklige Jammerlighed, der jo paa en Maade ogsaa gjør ham til Nar, at han har villet være kjerlig nok til at indlade sig med Mskene.

Men vi præker og præker, og tyller det i Børnene: Beskedenhed og Beskedenhed, ikke forlange for meget, og ydmygt at nøies med Middelmaadighed det er den sande Gud velbehagelige Gudsdyrkelse.

NB30:19

#

Et betænkeligt Notabene.


Hine 3000 der paa Pintsedag en masse lagdes til Menigheden er der ikke her, altsaa lige i det Allerførste, en Mislighed? Burde Apostlene ikke være blevet betænkelige ved, om det kunde hænge rigtigt sammen med saadan i tusindviis at blive Christne auf einmal? Er der her ikke vederfaret Apostlene noget Mskligt, at de, havende i kun altfor friskt Minde deres fortvivlede Tilstand ved Χsti Død da Alt var som opgivet, at De nu overvældede af Glæde over den Virkning de frembragte, glemte, hvad Χstd. egl. er, glemte, at skal den sande Efterfølgelse være Christd., saa gaaer det ikke an med saadanne uhyre Erobringer som 3000 paa een Gang?

Det er saa uhyre vanskeligt, thi der er et underligt Møde mellem tvende Tanker, næsten lige som naar To møde hinanden i en Snævring, hvor de ikke kunne komme forbi hinanden. I Christus er Χstd. i Retning af Intensitet, det vil sige, den er den rene Intensitet; Apostlenes Opgave synes at være i Retning af Udbredelse, jo mere Udbredelse jo bedre. Men, men i samme Grad som jeg accentuerer Intensiteten standser jeg Udbredelsen – og dog var det vel sand Χstd. Apostlene skulde udbrede.

I Christus er Christendommen den Enkelte, her den eneste Enkelte. I Apostelen er den strax: Menighed. Men herved er Christendommen sat over i en ganske anden Begrebs-Sphære. Det er ogsaa dette Begreb der er blevet Χstds Ruin. Dette Begreb skyldes Forvirringen med Stater, Lande, Folk, Riger, som ere Christne.

[a] Og det er et Spørgsmaal, om det Princip at skulle hade sig selv, hvilket jo er Χstds, ikke er saa usocialt at det ikke kan constituere Menighed. I ethvert Fald vil man fra dette Synspunkt faae det rette Blik paa hvad Statskirker og Folkekirker og christelige Lande er for Nonsens.

NB30:20

#

Gavtyvestreger.


Anstrengelse er det man vil være fri for. Og er der saa En, som enten han nu piber eller synger, maa herud, fordi Gud tvinger ham: ham værger man sig mod ved at kalde det Hovmod. »Pfui, skulde jeg være saa hovmodig.«

Det er dog nok Galimathias, eller rettere det er da ogsaa Hyklerie, dette Sludder om at en Religionens Lærer maa være saadan en mild og hjertelig og kjerlig Mand. Nei, det Rigtigste bliver dog nok, at han gjør Forstudier i Straffe-Anstalten – hvis dette ellers blot er tilstrækkeligt.


#

NB30:21

#

Anden Gang er minus (trækker fra) tredie Gang endnu mere o: s: v:


──────────


Enhver Politie-Officiant, Betjent, enhver Vægters Rapport er under Eed – men stundom lader man den Vedkommende endnu engang aflægge Eed, altsaa med Eed bekræfte Det han under Eed har bekræftet. Ære være Mskheden og Retfærdigheden og Vægterlieutenanten og dem allesamtligen.

[a] Ved den Art Eeds Aflæggelse hæver man egl. Begrebet Eed.

Dog det er egl. ikke det, der beskæftiger mig. Men i Christenhed er det gaaet omtrent lige saa med det at troe. En Christen er en Troende. Christenheden derimod er længst et Samfund af Msk, som troe (ja vel endog i nte Potents per Den og Den og Den og Den o: s: v:) at der have levet Msker, som troede.

[b] Ved den Art Tro hæver man egl. Begrebet »Tro.«

Men vi præker, saa Sveden hagler ned af Præsten – i den Grad angriber det ham at troe, at der have levet Folk, som troede.


#

NB30:22

#

Det at være Christen i det nye T. – Uro – Martyriet – 👤Luther.


I det nye T. er det at være Christen udtrykt af Apostlene; det at være Christen er som Aand, Aandens høieste Uro, Evighedens Utaalmodighed, idel Frygt og Bæven, skærpet ved at være i denne onde Verden, som korsfæstede Kjerligheden, skærpet ved at skjælve for Regnskabet, naar Herren og Mesteren vil komme igjen og dømme, om de have været troe.

Naar saa er – er det at maatte blive Martyr, hvad Χstus forudsiger den Christne, saa langt fra at være en Skærpelse, at det snarere er en Lindring; thi maatte man sige kun saadanne udvortes Lidelser og tilsidst Martyr-Døden kan lindre, kan dulme den Sjele-Qval, som er Anstrengelsen af det at være Χsten i det nye T.s Forstand. Altsaa er Martyriet ikke en Grusomhed, er tvertimod hvad saa ofte legemlige Lidelser er i Forhold til Sjelsqvaler. Derimod havde det været grusomt, om Χstus havde sagt til Disciplene: efter min Tid have I saa ikke videre at gjøre, see at gifte Jer, og hver især at faae en pæn lille Næringsvei, og skrab saa Penge sammen, vær et rart Msk., som gaaer i Kirke en Gang om Ugen og til Alters 3 Gange om Aaret.

I det nye T. svarer altsaa det Ene til det Andet: Uroen i den Christne fordrer Martyriet som en Slags Lindring – og Martyriet er det Fordrede.

Men snart sagtnedes Uroen i »Christenheden«, denne døde aandløse Masse.

Saa holdt man i Middelalderen paa Askesen (Martyriet var der nu ikke mere, meente man, Anledning til eller Leilighed for). Og, hvad jeg oftere har bemærket, Feilen stak ikke heri, men i, at man i den Grad gik paa Accord med Χsthedens aandløse Masse af Millioner Christne, at Asketen blev honoreret som overordentlig Christen, istedetfor at tilstaae, at Χstd. var gaaet tilbage, at der var slaaet af.

Saa fandt man mere og mere, at Χstd. voldte En Bryderie, naar man skulde leve roligt og nyde Livet

– – og saa finder dette endelig sit Udtryk i 👤Luther (som forresten jo vistnok kan have haft Ret i Modsætning til catholske Misbrug).

👤L. opfinder, at Χstd. er til for at berolige.

Jeg har oftere bemærket, at 👤L. har altereret Χstd. Som jeg nu seer, paastaaer 👤Schopenhauer, at 👤L. ved at alterere Virginiteten har altereret Χstd. Denne Mening har jeg ogsaa forsaavidt haft, som jeg har meent, at 👤L. skulde nøiagtigt passet paa at det blev gjort kjendeligt, at hans Ægteskab var en Exception, et Correctiv. Men hvad jeg især har sigtet paa er, at 👤L. har altereret Χstd. ved at alterere Martyriet.

Saa vender 👤L. Χstd. ligefrem paa Hovedet. Χstd. er for at berolige, Χstus kom til Verden for at berolige, som der saa tilføies, ængstede Samvittigheder.

Dette er det meest Modsatte af det nye T. Χstus kommer til Verden for at frelse en syndig Verden, en Verden, som ligger i det Onde. Men en syndig Verden lider sandeligen ikke af ængstet Samvittighed. Her gjælder det netop om at vække Uroen.

Men det er Ulykken med 👤Luther, at en til særlig Tid og Sted given Tilstand i Christenhed forvandles til Normativet. 👤L. har i høi Grad lidt af ængstet Samvittighed, har trængt til Lægedom: godt. Men skal derfor Χstd. in toto omgjøres til dette: at berolige ængstede Samvittigheder.

Jo mere jeg seer paa 👤Luther, jo tydeligere synes det mig, at 👤L. ogsaa ligger i denne Forvexling at forvexle det at være Patient med det at være Læge. Han er en for Christenheden yderst vigtig Patient men han er ikke Lægen; han har Patientens Lidenskab til at udtrykke og beskrive sin Lidelse, og hvad han føler Trang til som Lindring. Men han har ikke Lægens Overskuelse. Og til at reformere Χstd. hører der dog vel først og fremmest Overskuelse over hele Χstd.


#

NB30:23

#

Den hykkelske Falsknen.


Loven for Tilværelsen er: jo ubetydeligere, jo lettere (Plantens Liv lettere end Dyrets, Dyrets end Mskets, Barnets end Mandens, den Eenfoldige[s] end den Vises o: s: v:).

Verdslig Klogskab tenderer derfor bestandigt til at gjøre Livet ubetydeligt (afskaffe Idealerne, høiere Stræben o: s: v:) thi derved bliver det let.

Nu har Χstd. gjort det at være Msk. saa betydeligt som muligt, nemlig: at være i Slægt med Gud og at stræbe at ville ligne Gud, en Efterfølgelse. Selvfølgeligt har Χstd. (som den har gjort det at være Msk. saa betydeligt som det er muligt) ogsaa gjort det saa svært og qvalfuldt som muligt.

Det kan man saa ikke finde sig i. Men man vil ikke ærlig tilstaae det sande Sammenhæng. Og derfor afskaffer man Χstd. hykkelsk ved at sige, at man er altfor ydmyg til at begjere noget saa høit.

»Betydelig« og »svært«, »ubetydelig« og »let« ere nemlig Correlater, tager Du det Ene bort tager Du ogsaa det andet bort. Saa siger man hykkelsk: jeg begjerer ikke det »Betydelige«, dertil er jeg altfor ydmyg – dette betyder: jeg vil have det »Svære« bort. Og det bliver ogsaa Tilfældet, saasnart jeg faaer det Betydelige bort.

NB30:24

#

Vildgaasen.


Et Billede.


Enhver der kjender endog blot en lille bitte Smule til Livet i Fugleverdenen, veed, at der mellem Vildgaasen og de tamme Gjæs, dog, hvor forskjellige de end ere, er en Art Forstaaelse. Naar Vildgæssenes Træk høres i Luften, og der da ere tamme Gjæs nede ved Jorden – da mærke disse sidste de[t] strax, de til en vis Grad forstaae hvad dette betyder, derfor lette de ogsaa, slaae med Vingerne, vræle og flyve i forvirret uskjøn Uorden et Stykke langs med Jorden – og saa er det forbi.

Der var engang en Vildgaas. Ved Efteraarets Tid henimod Afskeds-Trækket, blev den opmærksom paa nogle tamme Gjæs. Til disse fattede den Kjerlighed, den syntes det var Synd at flyve fra dem, den haabede at vinde dem for Sit, saa de kunde beslutte dem til at følge med, naar Trækket gik.

Til den Ende indlod den sig paa enhver Maade med dem, søgte at lokke dem til at stige lidt høiere, og saa igjen lidt høiere i Flugten, for at de saa om muligen kunde følge med i Trækket, frelste fra dette usle, middelmaadige Liv at vralte hen af Jorden som respektable tamme Gjæs.

I Begyndelsen syntes de tamme Gjæs, at det var ganske moersomt, de holdt af den Vildgaas. Men snart blev de kjedede af den, saa gav de knubbede Ord fra sig, irrettesatte den som en phantastisk Nar uden Erfaring og uden Viisdom. Ak, og Vildgaasen havde desto værre indladt sig for meget med de tamme Gjæs, de havde efterhaanden faaet Magt over den, saa deres Ord betydede den noget – og summa summarum blev, det endte med at Vildgaasen blev en tam Gaas.

Det kan i en vis Forstand siges at være smukt af Vildgaas[en] hvad den vilde, dog var det en Misforstaaelse; thia en tam Gaas bliver aldrig en Vildgaas, men vel kan en Vildgaas blive en tam Gaas.

a – dette er Loven –

Skulde det da paa nogen Maade være priseligt hvad Vildgaasen gjorde, da maa den fremfor alt passe ubetinget paa Eet: at den da bevarer sig selv; saasnart den mærker, at de tamme Gjæs paa nogen Maade faae Magt over den – saa afsted, afsted med Trækket.

For Geniet gjælder det: Loven er, en tam Gaas bliver aldrig en Vildgaas, vel kan derimod en Vildgaas blive en tam Gaas – vogt Dig derfor!

Christeligt er det ikke saaledes. Vistnok er den sande Christen, hvem Aanden er over, forskjellig fra det almdl. Msk. som Vildgaasen fra de tamme Gjæs. Men Christend. lærer jo netop, hvad et Msk. kan blive til i Livet. Her er altsaa Haab at en tam Gaas kan blive en Vildgaas. Derfor bliv hos dem, disse tamme Gjæs, bliv hos dem, kun beskjeftiget med Eet, at ville vinde dem for Forvandlingen – men for Gud i Himlens Skyld pas paa Eet: saasnart Du mærker, at de tamme Gjæs begynde at faae Magt over Dig, saa afsted, afsted bort med Trækket, at det ikke ender med, at Du som en tam Gaas bliver, lyksaliggjort, i Jammerligheden.

[b] Det at være Christen er jo ikke det Oprindelige i Betydning af det Geniale, men er det man er blevet til, her er derfor ikke det Exclusives Hovmodighed men det Ydmyges Ligelighed.

NB30:25

#

Perler – og deres Anvendelse.


Dykkeren, som henter Perlen op fra Bunden, frister et fattigt Liv – Perlen funkler saa maaskee paa en foragtelig Qvindes Bryst til Løn for hendes Nedværdigelse: ja, saaledes er det i denne Verden baade med Perler og Sandheden og Ideer og Opdagelser – Dykkeren har blot Arbeidet, store Ting om han ikke faaer Utak og Forfølgelse til Løn.

Det har altid været saa – indtil den ussleste af alle Slægter da 👤Goethe forfalskede Tilværelsens Love og blev Genie paa Vilkaar af Talent.

Efter 👤Goethe var det saa hos os at 👤Mynster dannede sig – Falsknerie i Retning af at forfalske Maalestokken.

NB30:26

#

📌Danmark.


Tilbage til det Kloster, hvorfra 👤Luther brød ud, bliver Χstdommens Sag for det første at føre.

Styrelsen bruger væsentligen En Magt: Tiden; den giver Tid, giver Feilgrebene – efter en for et stakkels Msk. ubegribelig Maalestok – Tid til ganske at udfolde sig i alle deres Consequentser.

For ret at faae det gjort aabenbart, hvilket Nonsens, hvilken Uredelighed, hvilken Fordærvelse Protestantismen er, naar den – istedetfor at være et i given Tid fornødent Correctiv – skal være Religion, være Christd.: for ret at faae dette gjort aabenbart, behøvedes et Land, som ikke engang var hjulpet ved – hvad dog Tilfældet er i 📌Tydskland og andre Lande – at have Katholicismen ved sin Side.

Nei, Protestantismen skulde ganske gaae paa egen Haand, ganske overladt til sig selv, i et Land, som endog har Sprog for sig alene.

Saa behøvedes der – for ret at faae det Hele gjort aabenbart – en verdslig klog, nydelsessyg, kunstnerisk begavet Epicuræer, en Mester i at fremkogle Skin og opretholde Skin – en saadan behøvedes til Kirkestyrer. Naar ham saa indrømmes et langt Liv, saa vil omtrent det hele Dyb af Nonsens og Forvirring være blevet aabenbart.

Dette er skeet under Biskop 👤Mynster – men naturligviis Landet, Folket seer det ikke, de ere yderst tilfredse med den Art Χstd. og med Landets christelige Tilstand.

Christeligt er denne vistnok omtrent saa ussel som det er muligt – ja, at anvende Prædikatet christelig paa Tilstanden i 📌D., selv om det var for at tilføie at Tilstanden er yderst maadelig, det er dog egl. for meget sagt. Prædikatet: christeligt er latterligt, naar det anvendes paa 📌D. Tag et Billede. Dersom en Mand kommer trækkende med den jammerligste Krikke af en Hest: saa er der intet Latterligt i, at han udsiger, at det er en Hest. Hvis han derimod kommer med en Ko, og siger det er en Hest: saa er det latterligt. Det hjælper slet ikke, om han er villig til at indrømme, at det er en daarlig Hest. Nei, nei, det er en Ko.

Religieust ligger 📌Danmark saa lavt, at det ikke blot er under hvad hidtil er seet af Χstd, men under Jødedom, ja egl. først finder Analogier i de laveste Former af Hedenskab – i den Grad er Pointet i Χstd: Forsagelse glemt, og i den Grad er jordisk Velvære og gemütlig Middelmaadighed forgudet.

Religionen i Landet bestaaer egl. i: at gifte sig, saa dernæst, at være stræbsom i sin Næringsvei, at erhverve til sig og Sine dog at man heller ikke er – dette er charakteristisk for 📌D. – uden Medlidenhed med Trængende især Trængende som have Familie; thi dette med Familie og Udkommet det er Livets Alvor. Og er En saa heldig at drive det til at samle Rigdom saa antages i 📌D., at han ret er elsket af Gud.

Forresten gaaer man saa engang imellem i Kirke, een eller to Gange om Aaret til Alters, betaler Præst[en] hvad ham tilkommer – og det er Χstd.

NB30:27

#

At blive Christen.


Verdens Frelser👤Jesus Christus, lever i Armod og Ringhed, saa forfulgt og forhadt, endelig paa enhver Maade martret bliver han korsfæstet.

Hans Lære er væsentligen dette hans Liv. Hvad han derfor siger, er væsentligen dette: følg mig efter; had Dig selv; forlad alle Ting; korsfæst Kjødet; tag Korset op; had Fader og Moder o: s: v:. Fremdeles: I skulle hades af alle for mit Navns Skyld o: s: v: Endeligen: der er et Regnskab hisset, hvor jeg er Dommeren.

Ak, men naar man er født i Christenhed, især i Protestantismen, især i 📌Danmark, naar man fra Barn af er paa enhver Maade hexet ind i den Indbildning, at man er Χsten, naar man fra den spæde Alder af er tyllet fuld af alt dette Gavtyveagtige, der gjør Χstd. til Optimisme; naar man lever i en saakaldet christelig Stat ɔ: et Samfund, der paa enhver Maade sørger for og vaager over, at man bestyrkes i den Indbildning, at man er Christen, ved borgerlige Straffe endog tvinger En ind i at være Christen: ja, saa er det unegteligt uhyre vanskeligt at blive Christen.

NB30:28

#

Sympathie.


Bestandigt kommer jeg tilbage paa det Punkt, at om jeg nu ogsaa ved Guds Hjælp seirede saaledes over mig selv, at jeg virkelig kunde følge Χstum efter: men disse Tusinder af hvad der er min oprigtige Mening, af, msklig talt, skikkelige og rare Msk., som jeg i Grunden holder meget af, men som jeg naturligviis aldrig faaer med mig!

Og nu det at faae Ret imod Mskene! Ja, jeg tilstaaer det, der er gjort i den Grad Uret mod mig, at jeg vel kunde ønske baade at faae det gjort kjendeligt, at Retten er paa min Side, og ogsaa at en Deel af disse Slyngler blive afbankede: ak, men her kommer det igjen med Χstd! Den kjender kun en Art Straf: for evig at fortabes!

Jeg føler det vel, jeg er demoraliseret ved fra Barn af at være opdragen i Χstd., men saaledes stiller det sig for mig: jeg begriber ikke, hvor et Msk. har kunnet udholde at leve i den Tro at han blev salig og de Andre foer til Helvede, for evig fortabte. Det er som sagt fordi jeg er demoraliseret; ved dette forbandede Børne-Vrøvl er Respekten egl. tabt for den gudd. Majestæt.

Kun naar et Msk. kæmper for sin Sjels evige Salighed, kun da kan han holde ud eller komme ud i, hvad de første Christne udholdt – men saa ligger eo ipso deri, at de Andre fortabes. Vilde En sige: jeg for mit Vedkommende vil udholde Alt, kun at det ikke maa betyde mig, at de Andre fare til Helvede: saa maa dertil svares: paa den Maade naaer Du ikke det at udholde Alt; Du skal see, at naar det kniber, og det da ikke staaer Dig fastere, at Du kæmper for Din Sjels evige Salighed (men staaer dette fast saa ligger eo ipso deri, at de Andre fare til Helvede) Du skal see, at saa kan Du ikke holde Alt ud, Du slaaer af. Thi kun denne Spænding, at kæmpe for sin evige Salighed kan bringe et Msk. til virkelig at holde Alt ud.


#

NB30:29

#

Et i en egen Forstand lykkeligt Samtræf med det Christelige.


──────────


Christus siger: dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes. Det er i Bjergprædikenen. Naar Fordringen til det at være Christen stilles saa høit, som den stilles af Christus – naar den Christne antages af yderste Evne at stræbe: saa ligger den Fare kun altfor nær, at dømme Andre. Det er saa mskligt, naar man selv skal anstrenge sig af yderste Evne indtil at hade sit eget Liv, saa ogsaa at ville dømme Andre strengt.

I vore Tider, især hos os, hænger det just sammen med Gavtyvestregerne, at man paa ingen Maade er tilbøilig eller har Lyst til at dømme; man anseer det for nok det klogeste at lade være at dømme, da man bedst selv veed hvorledes man sidder i det. Og derfor hersker der især hos os en sjelden Christelighed i denne Henseende, man afholder sig saa ganske fra at dømme hinanden. Ja, det troer jeg nok. Det christelige Liv er nemlig omtrent uddøet – saa lad os da for alle Ting ikke faae Liv og Røre i det ved at dømme Andre. Thi det lader sig ikke gjøre uden at der bliver lidt Spektakel – og man kan aldrig vide, hvor langt det kan føre. See derfor efterkommer man Christi Befaling: »dømmer ikke« – hvilke Gavtyvestreger!

Nei, i vore Tider og især hos os, er det Christendommens Interesse at man seer at faae Menneskene til at dømme – for at faae dem ud af Skalkeskjulet, faae lidt Personlighed ind i denne objektive Gavtyvestreeg eller denne Gavtyvestreeg med det Objektive.

NB30:30

#

At leve af at Christus blev korsfæstet.


──────────


I Baggrunden Verdens Frelser; hans hele Liv var Qval; tilsidst raaber han endog fra Korset i yderste Qval »min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.«

I Forgrunden en theologisk Professor. Det er nu 20 Aar siden han blev Professor og gift. Hans Kone er endnu blomstrende, næsten forførerisk. Hans Huus er nydelig indrettet, ikke med Luxus, dertil har han vel heller ikke Raad, men smagfuld, beregnet paa skjøn Nydelse i Samfund med en udvalgt Omgangskreds. Saaledes har han levet hen, Aar efter Aar. Børnene begynde at voxe til. Den næstældste er en Pige, et yndigt Væsen paa 17 Aar og den lykkelige Moder oplever i hendes vaagnende Forelskelse sin Ungdom – – – og alt Dette er paa Conto af: min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig. Professoren er Professor i, hvad der kostede Christus et Liv i Qvaler og den qvalfuldeste Død indtil at fortvivle om Guds Bistand. Professoren er Professor i at denne Lidelsernes Mand lærte: følg mig efter.

Og selv om saa ikke var, selv om Χstus aldrig havde talt et Ord om dette: følg mig efter – mig synes alligevel at denne Idyl er rædsom, denne Idyl med Baggrund: min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.

Mig synes paa den Maade at gjøre Χstus i Penge er værre end hvad 👤Judas gjorde. Deels blev jo 👤Judas kjendelig som Forræderen, han gik ikke og gjaldt for den sande, just den sande Tilhænger, hvilket gjør en stor Forskjel, og hvilket jo Professoren gjør, da han ikke efter mit Forslag vil gjøre Tilstaaelse. Deels har det altid noget formildende ved sig, hvad der skeer paa en Studs, sammenlignet med det Langvarige. Og 👤Judas – dermed var hans jo afgjort – han gik (maaskee i Lidenskab) hen til Ypperstepræster forlangte lumpne 30 Sekler, fik dem, forraadte ham, hængte sig. Men en Idyll med visse Indtægter om Aaret, og en yndig Hustrue, endnu i sit 40de Aar fortryllende, og den blomstrende Datter paa 17 Aar som er forelsket – og alt dette paa Conto: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig.

NB30:32

#

Optimisme – Pessimissme.


Naar Verden, som Χstd. lærer, er en syndig Verden, ligger i det Onde, saa er eo ipso Den, christeligt, om jeg saa tør sige, den gode Borger, der ikke forplanter denne syndige Slægt.

Dette er pessimistisk aldeles den samme Conseqvents som den optimistiske Forgudelse af denne Verden som en rar Verden, og som erklærer Den for den gode Borger, der avler jo flere Børn jo bedre.

Optimisme mulcterer Pebersvendestanden; Pessimisme mulcterer Ægteskabet.

NB30:33

#

Christendom.


Der gives jo Retter, som have deres Navn alene af Tilberedelses-Maaden fE Suursteeg.

Sæt nu En hittede paa at tillave den med Sødt istedetfor, og vedblive at kalde den Suursteeg: havde jeg saa ikke Ret i at sige, det er ikke Suursteeg? Og hvis han saa vendte Sagen saaledes, at han – vidende at hans Sødsteeg just var beregnet paa at smage godt – henstillede det til Msk., om det ikke smagte godt, hans Suursteeg: var det saa ikke en Udflugt for at narre Opmærksomheden bort.

Saaledes med Χstd. Gavtyvene have afskaffet Χstd. og i dets Sted lavet selv Noget, som just smager det naturlige Msk godt, og som de kalde Χstd. Naar man saa siger: det er ikke Χstd, saa ville de gjerne vende Sagen saaledes, at de trække Numerus ind med i Sagen, forelægge dem det Spørgsmaal, om det de forkynde som Χstd. ikke ganske tiltaler dem – og deraf skal saa bevises at det er Χstd.

NB30:34

#

Falsknerier.


Det Falsknerie istedetfor Kaffe at tage Agern det opdages let, og er ikke farligt.

Derimod er det et Exempel paa det finere Falsknerie: at tage fE et vist Antal Pund mindre end det befalede Antal Pund Kjød til Suppe, saa at anbringe lidt Kryderie isteden.

See den Art Falsknen det var egl. 👤Mynsters. Og det er egl. denne Art Falsknen der omtrent til enhver Tid feteres under Navn af Rettroenhed, medens den er farligere end alle Kjætterier og Schismaer.


#

NB30:35

#

Christendom.


I den Grad er Christendommen nede, nedtraadt i Skidtet, at jeg er fuldkommen forvisset om, at der leve Tusinder og Tusinder, som bona fide er af den Mening, at naar de forresten selv ville betale derfor, saa kunde de faae Χstd. aldeles som de selv ville. Ganske i samme Forstand som man hos en Professionist bestiller Noget – og hvis man vil betale, saa ogsaa kan faae det som man vil: saaledes mene de bona fide, at Χstd. er Noget man kan bestille hos Præsten, og saa kan man faae det lige som man vil.

Og disse Msker ere ogsaa Χstne.


#

NB30:36

#

Trøst hos Andre.


Den Christne kan naturligviis ikke, sandt, trøstes af nogen Anden end En, der selv er lige saa anstrenget i Lidelse eller vel endog mere.

Sagen er ganske simpel. Dersom Lidelse stod i et tilfældigt Forhold til det høiere Liv, saa En, førende et høiere Liv, forskaanedes for Lidelser, en Anden forsøgtes i dem – saaledes fremstille Sophisterne det, fE den høisalige Løgner Biskop 👤M – ja, saa var der jo Mening [i] at den Χstne lod sig trøste af en lykkelig Mand, der har det godt og er kisteglad ved Livet.

Men Forholdet er dette: at have det godt i denne Verden, at være uden Lidelse, saadan glad og fornøiet, naaes ganske simplement ved – Ubetydelighed, ved at have undgaaet ethvert Forhold til Aand.

Men at trøstes af en Saadan er jo christeligt Nonsens; saa kunde den Χstne ogsaa lade sig trøste af en Ko, der har det godt. At trøstes paa den Maade vilde være i Retning af at lade det høiere Liv gaae ud – men det var jo det Sørgeligste af Alt.

Altsaa har den Christne kun Trøst paa disse tvende Maader: enten ved selv at trøste andre Lidende, eller hvis der muligen skulde leve en i samme eller endog større Lidelse Anstrenget, i hvem det Aandelige er saa meget stærkere at han kan trøste, naturligviis trøste ikke i Retning af at blive Ko, men i Retning af at blive Aand.

NB30:37

#

Denne syndige Verden.


Dette er Christend. Mening. Msk. er en falden Aand. Og som fE i 📌Rusland en Adelsmand, der har forseet sig, bliver til Straf stukket blandt Militairet som simpel Mand: saaledes er den faldne Aand til Straf stukket i den Slave-Mundering, som er Legemet, og sendt til denne Poenitentse-Anstal[t], som er Verden, for sine Synders Skyld.

Men som hine Menige blandt hvilke Adelsmanden blev stukket, ikke mærke at det er en Straf, men ere godt fornøiet, saaledes ere disse talløse Batallioner af aandløse Dyre-Skabninger, blandt hvilke den Χstne blev stukket, de ere meget glade og fornøiede, finde det er en yderst rar Verden, ansee Slave-Munderingen for en Dragt til at stadse i, finde det herligt, at æde, drikke, skide, forplante sig, og tænk Mutter fik endog Trillinger, hvad Staten belønner med en Douceur, hvilket er lige saa uanstændigt, som at udsætte Præmie for andre legemlige Funktioner.

Hvad jeg her skriver er christeligt saa sandt, saa sandt; og christeligt skal der tales paa den Maade, sandeligen det er paa den høie Tid, thi efter den rædsomste Maalestok er under Navn af Χstd. al Respekt tabt for Χstd., og Χstd. degraderet til det laveste Hedenskab.

[a] Ak, jeg følte i tidligere Tid kun altfor dybt Smerten af, at mig var det gjort umuligt, at komme til at nyde Livet, dette skjønne msklige Liv. Paa en 👤Richard III virker dette saaledes, at han saa beslutter at forbittre Livet for Andre. Med mig ikke saaledes: jeg mente at bære skjult min Lidelse og saa at forskjønne Livet for Andre – hvo har fremstillet Ægteskabet og hele denne Art msklige Tilværelse skjønnere mere indyndende end jeg? Og saa er det Mskene, der til Tak forbittre mig mit Liv og derved rigtignok igjen bringe mig mere og mere ind paa Χstd. Og saa kommer der endelig et Øieblik, hvor det er som sagde Χstd. til mig: min lille Ven det var af Kjerlighed til Dig, at det var blevet gjort Dig umuligt at komme til at nyde Livet. Men det maatte skjules for Dine Øine, indtil Du kan udholde og bære Χstd., som har en ganske anden Anskuelse af dette Liv.

Og dog kan jeg sige, at det jeg her skriver, pines ud af mig, det er ikke med min gode Villie, det er mig imod. Ak, jeg har sympathetisk elsket Mskene. Sandeligen det falder ellers ikke Dem ind, som ere Noget, at ville dele det med Andre: men saaledes var mit Liv. Og mit Livs Collision ligger just i, at jeg ikke egoistisk vilde holde sammen med Nogen, men sympathetisk elske det at være Msk.

Saaledes gik jeg ud i Verden, og fik saa, om man saa vil, Løn som forskyldt.

O, det er saa veemodigt, men saaledes er det dog nok. Bag ved det Hele sidder der en Styrelse, som siger: dette Land er sædelig forraadnet, og de skal, saa sandt jeg lever, ikke gaae Straf forbi. Dertil skal han bruges (han det er mig). Men han skal heller ikke gaae Ram forbi, om end for ham altid bliver den Trøst, at det jo er min Kjerlighed, at jeg udvælger ham. Men Ram forbi skal han ikke gaae. De Medlevende skulde, til Løn for hans Sympathie, forbittre ham hans Liv. Saa bliver han god, haard nok til at banke løs.

Ak, der er vel altid hovmodige Aander, som melde sig hos Styrelsen og hellere end gjerne ville have den Forretning at banke løs. Dem kan Styrelsen ikke bruge. Nei, just sympathetisk Tungsind afgiver Garantien for, at det ikke er Egoisme; og at de Medlevende selv opdrage ham ved at forbittre ham Livet, det er Retfærdighedens yderlige Omsorg for, at hvad der kommer saa nøiagtigt svarer til hvad Mskene have fortjent.


#

NB30:38

#

Ubetydelighed.


Blot msklig talt er det jo altid det klogeste at gjøre sit Liv saa ubetydeligt (saa ideeløst, saa aandløst eller aandsfrit) som muligt; thi jo ubetydeligere, jo lettere bliver ogsaa Livet.

Maaskee kunde Nogen gaae videre og mene, at det ogsaa saaledes var det klogeste, da man derved vel omtrent opnaaede at undgaae, at Gud blev opmærksom paa En, slap fra hans Maalestok, thi er En med i det uhyre Tal, et Exemplar, hvor skal Gud faae Øie derpaa.

Dog her bedrager man sig, hvis man troer det. Thi just derfor kommer Χstd. fra den modsatte Side og gjør Msket ansvarligt – til Evighedens Regnskab – for, om han ikke har anlagt det Christeliges Maalestok for sit Liv.

NB30:39

#

Uendelig Stræben med endelig Stræben under.


At understryge uendelig Stræben med endelig Stræben er ligesom det at svømme i Sele; det har tillige den Fordeel, at man ikke kommer for langt ud, thi deels ligge de timelige Goder altid i Flokken, saa man ikke kan stræbe efter dem ved at komme udenfor Flokken, men at blive i Flokken er jo betryggende, og deels er Selen der jo altid til at hale En i Land.

Men det forstaaer sig, evigt er det [det] Dummeste man [kan] gjøre – hvor ville alle disse Kloge blive underlige tilmode, naar deres Klogskab strander paa Evigheden.

NB30:40

#

Det Hele med Mskenes Christendom


løber egl. ud paa en Gavtyvestreg. De anbringe det Religieuse som en Mulighed; og medens deres hele Digten og Stræben er Tragten efter det Jordiske og at ville nyde dette Liv – anbringe de det Religieuse som en Trøst for yderste Tilfældes Skyld ɔ: altsaa som Garantie i Retning af ret at nyde dette Liv. Paa den Maade bliver Χstd. saa rædsomt det Modsatte af hvad den er i det nye T., som det vel er muligt. Til Exempel kan tjene den Maade, paa hvilken man ved Vielse vil tage det Religieuse ind med i Elskov. Det er den meest himmelraabende Brug af Χstd. contra naturam ejus.

Forresten lever man saa hen og vogter sig vel for at indlade sig for Alvor med Gud. Ved Hjælp af Adspredelser og Virksomhed (der forresten, christeligt, er omtrent Adspredelse) bevare de sig i en Bevidstheds-Tummel, saa det Gudd. aldrig kan komme dem nærmere.

Men hvis En for Alvor indlader sig med Gud, ham lee de helst af som af En, der har været taabelig nok til at lade sig narre, omtrent som hvis en Tjenestepige har ladet sig narre til at troe, at en Prinds elsker hende, eller at dette skulde betyde Andet end at han vil have hende til Nar.

Men for Talerne gjælder det, i de stille Timer at kunne gaae det virkelig at indlade sig med Gud saa nær som muligt, skildre og skildre – alt beregnet paa væmmelig Vellyst og Udsvævelse i Retning af raffineret Nydelse.

Hvad den menige Mand angaaer, hjælper og frelser ham hans gode Natur, at Præsterne ikke ganske demoralisere ham. Som jeg ofte har bemærket, at heri saae man Naturens fremsynede Omsorg, at den udruster ethvert Barn saa riigt, ak, fordi den forud veed, at det jo venter ethvert Barn dette som oftest Bestialske at opdrages af Forældrene; og derfor, o, derfor, maa der været ødslet paa Barnet, derfor maa det have en stor oprindelig Rigdom til at staae imod med: saaledes er det ogsaa noget Lignende der hjælper den Menigmand i Forhold til Præsterne, blandt hvilke der forresten især i Protestantismen og især hos os, kun meget sjeldent findes en Hykler, men desto flere Vrøvlehoveder, piankede Sluddermadser, der maaskee kunne blive ganske gode Lærere i Regning.


#

NB30:41

#

Stilistisk


Hvor barnagtigt det end er, at narres med Sligt – ak, hvor sandt hvad 👤Socrates sagde: jeg synes, at da jeg nu er blevet 70 Aar gl. bør jeg ikke som en Dreng pynte paa Stilen – og skjøndt det dog nu ogsaa saare sjeldent falder mig ind: kan den pludselig vaagne, veemodigt, min gamle Lyst til [at] frydes ved Sprogformen. Jeg mener nemlig som Prosaiker at være istand [til] at naae Virkninger blot ved Sprogformen, som Digteren ikke kan opnaae skjønnere eller sandere.

Lad mig som Exempel (og det er just dette Exempel der idag har paanødet sig mig og talt saa smukt for sig, at det virkelig har faaet mig til at tage Pennen i Haanden for en saadan Barnagtigheds Skyld); lad mig tage en i og for sig selv ret prægnant Tanke: Alt skuffer, Haabet eller – det Haabede. Allerede her er nu Form, thi Tankestregen er Form. Men maaskee er Tanken for kort udtrykt. Derfor lader Tanken sig ogsaa udtrykke saaledes, at det bliver en lidt længere Sætning, og saa en Sprogslyngning: Alt skuffer: Haabet, det Haabede kommer ikke, eller det Haabede kommer – og skuffer.

[a] Sætningen selv: Haabet skuffer eller det Haabede er af 👤Schopenhauer.

[b] Den Sætning nemlig at Haabet skuffer er en ganske almdl. Bemærkning, det der skal accentueres er den anden Sætning. Dersom jeg derfor tænkte mig En, som lidenskabeligt havde oplevet dette, at det Haabede skuffer, hans Lidenskab vil just denne Sprogform tiltale eller mætte. Han vil idet han hører den første Deel (Haabet skuffer) blive utaalmodig og tænke skal vi nu høre den Sludder igjen; men saa vil just den anden Sætnings Form ganske tilfredsstille ham.

Saaledes har jeg stundom kunnet sidde Timer forelsket i Sprogets Lyden, det vil da sige, naar Tankens Prægnants gjenlyder i den, saaledes har jeg kunnet sidde hele Timer, ak, som en Fløitespiller underholder sig med sin Fløite. Det Meste af hvad jeg har skrevet, er sagt mange, mange Gange, ofte maaskee Snese Gang[e] høit, er hørt førend det blev nedskrevet. Mine Periodebygninger kunne for mig kaldes en Verden af Erindringer, saa meget har jeg levet og nydt og oplevet i denne Tankernes Tilbliven og deres Søgen indtil de fandt Formen, eller om de end i en vis Forstand oftest havde den næsten i første Øieblik, saa inden enhver end den største Ubetydelighed (thi dette var egl. det senere Arbeide, den stilistiske Syslen – Enhver der virkelig har Tanker har ogsaa umiddelbart Form) var tilpasset, saa Tanken ganske kunne føle sig, som man siger, vel indrettet i Formen.

[c] I en anden Forstand er det meste jeg har skrevet, skrevet currente calamo, som man siger; men det kom af, at jeg gaaende gjør Alt færdigt.

– og saa den danske Læseverden! O, det er dog saa sandt, hvad der er skeet, det er saa sandt, saa betegnende, at Samtiden væsentligen har beskjeftiget sig med min Paaklædning, det af Mit hvad den bedst har forstaaet. Om denne min Samtid kunde man mig betræffende sige: den valgte den bedre Deel. Jeg klager ikke, i en vis Forstand skylder jeg denne Samtids Bestialitet saare meget, og desuden mener jeg at det vilde være gaaet mig paa en lignende Maade i enhver Tid.

NB30:42

#

Et christeligt Notabene.


Enhver, hvis Leven, hvis Existeren ikke er mærket af den Existents-Form, hvilken det nye Testamente bestemmer, udtrykker derved, at for ham – hvad saa end hans Mund sluddrer, declamerer, forsikkrer – for ham er Χstd. Mythologie, Poesie.

Det Existentielle er det Carachteristikon som skiller mellem Poesie, Mythologie – og Χstd. Derfor har Χstus jo ogsaa forkyndt Χstd. som Efterfølgelse, for at forhindre at forholde sig til det Christelige blot gjennem Phantasie.

Kun i Forhold til Poesie, Mythologie kan Individet fornuftigviis have den Frihed, om han vil indrette sit Liv derefter eller ikke. Men heri ligger igjen at Det, i Forhold til hvilket Individet tager sig denne Frihed, at Det for ham kun er Mythologie, Poesie.

Men er Christd. kun Mythologie, Poesie saa er jo unegteligt Individet fritaget for den Anstrengelse med en Dom og et Regnskab, men har ogsaa tillige fritaget sig selv for Χstds Forjættelser om en evig Salighed.

Det Eneste Individet ikke vil kunne fritage sig selv fra, er hvad Straf Evigheden maatte ville sætte derpaa; thi hvor meget end her Individet fritager sig, saa tager Χstd. alligevel sig den Frihed muligen at lade ham forstaae, at Χstd. ikke er Poesie eller Mythologie.

NB30:43

#

Hvorledes der skal tales om Det, hvorom der i vor Tid skal tales.


──────────


Dersom Det der i Χstheden, dog nærmest i Protestantismen, og især hos os, er fortiet, skjult, holdt nede – dersom det var noget dybsindigt Noget, saare vanskeligt at fatte o: d:, ja, saa burde der naturligviis tales i Forhold dertil ɔ: med Iagttagelse af den Indrømmelse at En uforsætligt, uden culpa kunde være uvidende eller misforstaaende, at her ikke strax er noget Criminelt.

Men det at forsage Verden, at korsfæste Kjødet, afdøe o: s: v: – det kan ubetinget ethvert Msk. strax forstaae, det dummeste Asen der nogensinde har levet – ellers var Gud ogsaa en daarlig Makker, som ikke tog sig iagt for, at hans Befalinger vare saa høitravende (hvilket kun lidet er det Majestætiske) at ikke ubetinget Enhver kunne forstaae dem.

Og at det om at forsage Verden o: s: v: at det staaer i det nye Testamente, ja, at det er som overalt tilstede, i hvert et Ord af det nye T:: atter dette kan selv det dummeste Asen meget godt see.

Men dette forandrer Sagen betydeligt. Naar det er dette, som ganske er afskaffet ikke blot i Livet men ogsaa i den stille Times Smule Declamationer: saa har vi det Criminelle, og det gjælder just om, at hvert Ord der siges dette Forhold betræffende bærer Præg af at der tales om Gavtyvestreger.

Thi Redelighed i Forhold til det at forsage Verden o: s: v: er kun eet af To: enten at gjøre derefter, eller redeligt at tilstaae, at man ikke gjør derefter, men at det er Fordringen.

Alt Andet er i dette Forhold Uredelighed. Og en saadan Uredelighed maa der passes nøie paa, den er listig og opfindsom. Derfor skal Talen derom ret være mærket af at det er noget Criminelt der tales om.

Hvis en Χstds Officiant da gjør Anskriget – og bliver ihjelslagen: ja, han har gjort Sit. Hvis han bliver udleet: ja, han har gjort Sit. Men hvis fE Samtiden hittede paa i yderst forbindtlige Udtryk at ville bukke for Det han har at sige og honorere det som noget saare Dybsindigt og Dybsindigt: saa er der Feil fra hans Side. Thi her er slet ikke Tale om noget Dybsindigt; men Msket er i den Grad angest for dette om at afdøe, at han med Fornøielse bukker for Det som for det Dybsindige – mod saa at blive fri.

Her gaaer det altsaa bestandigt løs paa Gavtyvestreger, paa at det bliver kjendeligt, at det er Gavtyvestreger.

Det var saaledes Gavtyvestreger af 👤Mynster, at narre Opmærksomheden hen paa det Kunstneriske, naturligviis for at faae den bort fra det Existentielle, det at afdøe o: s: v: Lige saa er den Geskæftighed og Travlhed som 👤Martensen synes at ville udfolde en Gavtyvestreeg, for at slippe fra at Opmærksomheden kommer til at rette sig paa det Existentielle, det at afdøe.

NB30:44

#

Ogsaa en Løgne-Brug af Χstd.


Vistnok er der saare Meget, og det allerforskjelligste, som beskjeftiger Mskene. Men skulde man nævne Eet, og saaledes at man vilde sige: det Eneste, der beskjeftiger Mskene – da maatte man nævne: Kjøns-Forholdet, Kjøns Lysten, Forplantelsen o: s: v: – thi Dyr ere Mskene dog hovedsagelig.

Men see derfor er ogsaa paa dette Punkt, som paa intet andet Punkt, Alt Alt opdrevet, hvad msklig Hyklerie kan opfinde. Vil Du lære det msklige Hyklerie ret at kjende, saa agt her paa Mskene. Thi just fordi vi her staae ved det Laveste, hvad de ville undsee sig ved simplement at vedgaae som hvad det er – just derfor er Hykleriet ret her i Bevægelse. Deraf denne høie Tale om den dybe Alvor at forplante Slægten, item om den store Velgjerning at skjenke et andet Msk Livet o: s: v: o: s: v: alt beregnet paa tillige at raffinere Lystens Vellyst.

[a] I Kjøns-Forholdet er Msket ikke bestemmet lavere end Dyret, men au niveau; og derom er saa ikke videre at sige, vi er jo engang Dyre-Skabninger. Men det der gjør at Msk. paa dette Punkt saa ofte synker langt under Dyret er det væmmelige hykkelske Høitidelige, hvormed han raffinerer dette Forhold. Den, der ganske simplement lever med et Fruentimmer for Driftens Skyld, han har idetmindste forsaavidt et Fortrin, at han ikke raffinerer ved Hjælp af hyklet Høitidelighed.

Den store Velgjerning at skjenke et andet Msk. Livet. Ja, bevares! En svækket Liderlig, en Olding, som neppe har den sandselige Kraft – Sandheden er de kunne ikke styre Lystens Brynde; men hykkelsk udtrykkes dette saaledes, at det er den store Velgjerning de agte at øve, at skjenke et andet Msk. Livet. Tak! Og hvilket Liv, en ussel jammerlig qvalfuld Tilværelse som gjerne bliver saadan Afkoms Lod. Er det ikke fortræffeligt! Sæt det ogsaa kom saavidt at det at myrde røve, stjæle blev paa lignende Maade forvandlet til den største, uskateerligste Velgjerning! Og hvad er dog det at slaae et Msk. ihjel i Sammenligning med at bringe en saadan elendig Skabning ind i Livet! Thi er det end maaskee almdl. taget for tungsindigt, (hvad saavidt jeg husker ogsaa en af mine Pseudonymer etsteds siger, eller som findes etsteds i mine Journaler, eller i ethvert Tilfælde er en Bemærkning jeg har gjort langt langt tilbage i Tiden): at det er større Skyld at give et Msk. Liv end at slaae ihjel – er dette end for tungsindigt i Almdl., i Forhold til en saadan Tilværelse, som Afkommet af hvad der maa skaffe en sygelig Tilværelse, er det dog ikke for meget sagt. Men dog opretholdes dette Hykkelske: om den store Velgjerning; Barnet skal aldrig noksom kunne takke der for, – istedetfor at Faderen nok aldrig vil kunne afbøde, ikke om han i Taarer laae paa Knæ for Barnet, hvad Skyld han androg.

Dog til den hykkelske Brug af Χstd. Denne er, at man giver det Udseende af, at christne Forældre – og i christne Stater ere jo alle Christne – avle christne Børn – men saa bliver jo det at blive til identisk med at annamme en evig Salighed. Aha! Altsaa det er blevet Christendommens Betydning at raffinere Avle-Aktens Lyst. Man vilde maaskee ellers standse, see om man ikke kunne tvinge sin Lyst, betænke sig paa at give et andet Msk. Liv bare for at faae sin Brynde stillet – ih, men naar man avler evige, evigt salige Væsener, saa var det jo allerbedst og vel allerchristeligst ikke at bestille Andet hele Dagen igjennem, hvis det lod sig gjøre.

[b] Den, der har lært at gyse ved Tanken om, hvor vanskeligt det er at indgaae i Himmeriges Rige, og at kun Faae frelses: han taber nok Lysten til ved at avle Børn, at andrage et nyt Ansvar, om disse nu skulle blive blandt de faae Frelste. Skulde han bevæges til at avle Børn, saa maatte Χstd – hvor underlig denne Tanke end er – gjøre det til Betingelse for hans evige Salighed at avle Børn.


#

NB30:45

#

Nadveren.


Man kunde opkaste det Spørgsmaal, om man tør deeltage i Nadveren uden at forpligte sig til at døe for Læren; thi saaledes omtrent er denne Handling i det nye Testamente.

NB30:46

#

Om mig selv.


Jeg følte mig ulykkelig, jeg forstod, at mit Liv saa omtrent maatte blive en Jammer. Derimod meente jeg, at de Andre, der ikke saaledes bare særligt Kors, kunde være lykkelige og glæde sig ved Livet – at Χstd. skulde have Noget derimod var aldrig faldet mig ind.

Saa meente jeg at burde skjule mine Lidelser, og i Sympathie for de Andre kæmpe med for den Anskuelse af Livet: at det dog er en glædelig Tilværelse.

Der kom saa ogsaa en Tid, hvor, trods al min Lidelse, mit Liv syntes mig dog alligevel, efter Omstændighederne, endog glædeligt.

Saa stillede Sagen sig saaledes for mig, om det ikke muligen kunne skee, at hiint Kors kunde tages fra mig, og min Tilværelse, efter mange Lidelser, ende med en glædelig Væren.

Det forandredes saa igjen. Og nu staaer Sagen saaledes, at jeg maaske snarere maa sige: det at jeg oprindelig var ulykkelig, særlig ulykkelig, just det betydede, at Χstd. vil have med mig at gjøre, ikke for at gjøre mig lykkelig i jordisk Forstand; de Andres Lykke betydede, at de aldeles ikke have med Χstd. at gjøre.

Ak, men naar jeg saa vil hvile i dette, saa kommer min Sympathie for de Andre igjen. Jeg kunde finde mig [i] at være ulykkelig de Andre lykkeligere; o, men at det at jeg er ulykkelig kunde komme til at betyde, at jeg maaskee i en høiere Forstand er den eneste Lykkelige, den Eneste, Χstd. har med at gjøre: det ømmer jeg mig sympathetisk i.


#

NB30:47

#

Løgn og atter Løgn.


I den Grad har det verdslige Liv Overmagten i den saa kaldte protestantiske Christenhed, at hvis der saa lever en Lidende, der christeligt vil trøste sig ved den ægte christelige Trøst, med hver Dag Du lever, Gud være lovet, een Dag mindre i denne Jammer – saa faaer han, om muligt, ikke Lov dertil, Verdsligheden vil cujonere ham til at ogsaa han statuerer dette Dogma: fryd Dig ved Livet o: s: v:. Ja, »Præsten« (denne lumpne Løgner, der æder, drikker og mæsker sig og avler Børn og avancerer i Gage alt paa Conto: Χsti Lidelse og Død) han straffer en saadan Lidende, foreholder ham, at slige Tanker ere ugudelige, syndige. Thi Dogmet »fryd Dig ved Livet« har Præsten vistnok ikke ved Eed forpligtet sig paa, men det er nu gjerne saa, at det, man holder, aflægger man sjelden Eed paa, og det man ikke holder, aflægger man gjerne Eed [paa], det hører ogsaa med til Løgne-Systemet. Det gik jo ikke an at lade Præsten aflægge Eed paa: fryd Dig ved Livet; men naar han har aflagt Eed paa lige det Modsatte, saa er man, hykkelsk, desto bedre sikkret at han ganske kan offre sig for at forkynde: Fryd Dig ved Livet – offre sig, dette maa naturligviis forstaaes cum grano salis, han bliver naturligviis ikke Offer, men Sjelen i Verdslighedens: Fryd Dig ved Livet.

Og dette er Χstd.


#

NB30:48

#

Menneske-Tilværelses Collisionen.


Mellem det at være Aands-Msk og blot Dyre-Msk. er der en heel Qvalitets Forskjel.

Men sandseligt er der Intet at see til denne Forskjel.

Collisionen ligger nu i, at Dyre-Msk. styrte ind paa Aands-Msk. eller hidses paa ham. Hvis jeg skulde tale græsk herom, maatte jeg sige, at dette Skuespil morer Guderne lige som en Parforce-Jagt Msk. I Grunden er det ogsaa moersommere, fordi Det hvorom Alt dreier sig er sandseligt et Intet. Og som Parforce-Jagt betragtet er denne Kamp ogsaa mere storeartet end en Parforcejagt ellers, thi hvad forslaaer det med nogle hundrede Hunde i Sammenligning med disse Legioner af Dyre-Msk.

Christeligt maa Sagen betragtes anderledes, christeligt er denne Collideren Aands-Mskets Opdragelse, hans Examen, ogsaa hans Mission forsaavidt han jo har den Opgave tillige at vidne for at Msket er Aand, hvad i Aarhundredernes Løb alt i Forhold til den stigende polerte Bestialskhed bliver mere og mere fornødent men ogsaa mere og mere anstrengende.

NB30:49

#

Qvinden – Manden.


Qvinden er den personificerede Egoisme.

Hendes glødende, hede Hengivenhed for Manden er hverken mere eller mindre end hendes Egoisme.

Dog dette aner Hs Velbaarenhed, Manden ikke, han priser sig høist lyksalig føler sig smigret i høi Grad ved at være Gjenstand for en saadan glødende Hengivenhed, der dog maaskee derfor altid er i Underkastelsens Form fordi den har en ond Samvittighed betræffende, om den ikke egl. er Egoisme, hvilket dog, som sagt, Manden ikke seer, men føler sig potenseret ved dette sit andet Jegs Hengivenhed.

Qvinden selv veed heller ikke at det er Egoisme, hun er altid sig selv en Gaade, og naturunderfundigt er det skjult for hende denne hele Mystification med at Egoisme viser sig som Hengivenhed. Kunde Qvinden forstaae, hvilken uhyre Egoist hun er, saa vilde hun ikke være det, thi i en anden Forstand er hun for god til at være Egoist.

Dette Hele med Manden og Qvinden er en uhyre fiint anlagt Intrigue, eller et Puds beregnet paa at tilintetgjøre Manden qua Aand.

Manden er ikke oprindelig Egoist, han bliver det først og ret til gavns, naar han er saa lykkelig at forenes med en Qvinde. Denne Forening, almindelig bekjendt under Navn af Ægteskabet, er egl. hvad man i Modsætning til en løsbygget Bindings-Værks-Egoisme kunne kalde den grundmurede Egoisme, Egoismens rette Firma.

Indtraadte i dette Firma gaaer det saa fra det Øieblik løs paa Egoisme – ogsaa derfor er de jo To, et Firma, for at ( som man jo i den praktiske Verden ogsaa anpriser at have en Compagnon, hvem man kan give Skylden for Alt) have En at skyde Skylden paa, og En at lyve i Compagnie med.

Og Manden er naturligviis, indtraadt i dette Firma, væsentligen tabt for alt Høiere.

See derfor er det, at Χstd. og alle dybere Anskuelser af Livet have et ondt Øie paa Forholdet til det andet Kjøn, fordi de antage, at det at indlade sig med det andet Kjøn er Mandens Degradation.

Og just derfor hedder det igjen i det mskligeTyvesprog: det er ethvert Mskes Pligt at gifte sig; og Ægteskabet er det sande forædlende Liv.

Saaledes forstaaet kan det bedrøve mig, at en saa betydelig Mand som 👤Luther er kommet til at staae saa forkeert. Han skulde have forstaaet at hans Ægteskab var en exceptionel Handling, et Correctiv, derfor skulde han helst, som jeg etsteds i en Journal har bemærket, have giftet sig fE med et Strygebredt, jeg mener, han skulde blot have sørget for at sætte det Faktum ind: uagtet jeg er Munk har jeg giftet mig – Fruentimmeret er her slet ikke det vigtige, det er en Opvækkelse, der behøvedes, og det vilde have været aldeles lige saa opvækkende, om det havde været et Strygebrædt, hvad naturligviis maatte have været holdt skjult. See det havde været at være Salt! Men i dets Sted bliver 👤Luther Chef for hele dette Mylder af avledygtige Msker eller Avlskarle, der i Tillid til 👤Luther antage at det hører med til sand Χstd. at gifte sig.

Hvad mig selv angaaer, jeg skal ikke rose mig som havde jeg fra første af forstaaet Alt som jeg senere har forstaaet det; havde jeg ikke engang for Alle været sat paa Grund paa det Særlige, saa havde jeg jo ogsaa været gift.

Mig har noget ganske Særligt holdt tilbage – og da seer jeg langt om længe, at mit Særlige er nok hvad Χstd. vilde kalde det Almindelige, det Normale, at Χstd. holder paa eenlig Stand og snarere gjør Ægteskabet til det Særlige.

Atter her er der altsaa en Styrelse, der har været med. Men i Sandhed det gjordes ogsaa fornødent, hvor skulde et Msk. født og opdragen i denne dansk-protestantiske Lyksalighedslære faae Øie for det Christelige, hvis ikke en Styrelse hjalp ham ved i særlige Collisioner bestandigt først at lade ham opleve, formelt, det Christelige uden at han endnu seer, at det er det Christelige, men derimod mener, at det er noget ganske usædvanligt – og saa lade ham see, at det jo er det Christelige, naturligviis det sande Christelige, der forresten rigtignok er blevet noget ganske Usædvanligt især i Protestantismen, især i 📌Danmark.

NB30:50

#

Saa bagvendt som muligt.


Alt, saaledes ogsaa Alt hvad der befatter sig med Χstd., stræber i Retning af Udbredelse, Udbredelse, at blive Masse. Naar man er Masse mener man ganske vist at blive frelst, en masse vil man frelses.

O, min Ven, Alt hvad der er Masse er, christeligt, eo ipso fortabt, thi »Masse« er, christeligt, Fortabelsens Categorie, Frelsen er at frelses ud af Masse, saa først da, hvis Alle vare blevne Enkelte, og der slet ingen Masse var, først da kunde der være Tale om at Alle bleve frelste.

Men dette om Massen, og denne Overtro paa at være tryg og sikker naar man er en masse, hænger sammen med Dyre-Bestemmelsen ved det at være Msk, svarer aldeles til Dyrets Forestilling om at være sikker naar det er i Flokken, at Faren ligger i at komme uden for Flokken; og just herpaa seer man igjen, at »Massen« er, christeligt, Fortabelsens Categorie, thi den svarer til »Dyre-Msk.«, men Χstd. mener at Frelsen er at blive Aand.

Dog det naturlige Msk, Dyre-Msk. gyser nu engang om muligt mere end for Dødena, for det at blive ene. Men Χstd. staaer urokkeligt fast paa Sit, fastere end Polarstjernen, at Frelsens første Betingelse er at blive Enkelt.

Forsaavidt kunde man, christeligt, være berettiget til, categorisk at forkaste eller cassere saa omtrent Χsthedens samtlige 1800 Aar som Arbeiden i Retning af Sandsebedrag istedetfor i Retning af Χstd.

Massen vilde saa finde at dette var et forskrækkeligt Hovmod: det hjælper hverken mig eller Massen, thi Χstd. forandrer sig ikke. Guds Souverainitet hviler med evig uro[kke]lig Fasthed paa dette Punkt: Alt hvad der er Masse er eo ipso Fortabelse. Og det holder han urokkeligt fast just fordi al msklig Magt ligger i: Masse. Masse kan tilintetgjøre enhver msklig Souverainitet – men ikke Guds Souverainitet. Massen kan, som det jo bestandigt er skeet, forfølge, mishandle, ihjelslaae de Redskaber, som Gud bruger til at udtrykke denne sin Souverainitet – men hans Souverainitet bliver evig lige uforandret, hvilende paa dette: alt hvad der er Masse er eo ipso Fortabelse. Og medens ingen msklig Magt har formaaet at spærre af mod Cholera, formaaer Evigheden, og med uendelig Lethed, at spærre af mod alt hvad der er Masse, blot Evigheden er sig selv er den eo ipso afspærrende mod Alt hvad der hedder Masse.

Dette er Evighedens Natur-Lov, der lige saa lidet lader sig forandre som den Timelighedens Natur-Lov: vil Du gjøre Lykke i denne Verden, have Profit, gode Dage, timelig Løn, saa maa [Du] arbeide i Retning af Masse, thi her ligger ganske rigtigt Goderne, saaledes er det sandt, hvad jo ogsaa Dyrene troe paa, at det at være i Flokken det er det Gode. Og fordi Χstds Forkynderne ville have jordisk Fordeel, derfor er det, at der, falskt, er blevet virket i Retning af Masse.

Men ville Nogen mene, at der jo tilsidst maa blive en saa uhyre Trillioner, Billioner, Millioner, Millioners Masse, at Evigheden tilsidst maa blive træt og kjed af at gjøre Modstand saa Massen dog trænger igjennem: min Ven, det er en Feiltagelse. Tallet er for Evigheden det uendelig Ligegyldige eller rettere Tallet er Det, som slet ikke er til for Evigheden. Det forholder sig omvendt med Evigheden: jo større Tallet er, jo lettere, om jeg saa tør sige, falder det den at cassere dem. Det falder Evigheden meget tungt at cassere en Enkelt; ved at være Enkelt, (ak, udenfor Massen som det vel hedder) er han Gjenstand for Evighedens Bekymring, den vilde saa uendelig gjerne frelse ham, og saa uendelig nødig støde ham tilbage. Saasnart det derimod er 100000 Trillioner Billioner: saa blæser Evigheden det bort, lettere en[d] Veiret Blomsterstøv.

Paa dette Punkt staaer Χstd. fast. Det hjælper ikke, om Du maaskee vil lade som var det af Ydmyghed at Du var med i Massen, at Du var for ydmyg til at ville være en Enkelt. O, min Ven, den guddommelige Souverainitet kjender kun altfor godt de msklige Gavtyvestreger, at det gjælder om – ogsaa under Navn af Ydmyghed – at blive Masse, fordi nemlig i »Masse« ligger Mskets Magt. Men Kjerlighedens Gud er tillige en uendelig klog Souverain, han veed lige saa godt Beskeed om det frække Oprør, som om det gavtyveagtige Oprør, der ved Hjælp af Ydmyghed og Beskedenhed tillister sig Magt, og det veed han, førend endog maaskee det Msk. selv ret veed det, det Msk, som vilde af Ydmyghed blive i Massen; Gud veed det, forstaaer hans Tanker langt fra, og forandrer ikke Evighedens Lov.

Naar Befolkningen en masse reiser sig mod Souverainen, saa hjælper ingen Livgarde, han er i Massens Magt. Gud er bedre sikkret, ham kan man ikke saaledes faae fat paa: saa snart det er Masse bliver Gud usynlig, denne – almægtige – Masse kan, si placet, rende Næsen mod Stue-Døren, videre kommer den ikke, thi Gud er kun til for den Enkelte – dette er hans Souverainitet. Det er ikke med ham som med den menneskelige Majestæt, til hvem Adjutanten træder ind og siger: Deres Majestæt bliver nødt til at vise Dem paa Balconen, der er vistnok nu en 20,000 Msk. paa Gaden. Nei, naar det er 20,000 en masse, saa viser Gud sig slet ikke – naar det er den Enkelte – ja, saa er den guddommelige Majestæt, ogsaa heri guddommelig, saaledes hævet over alle Former, at der end ikke behøves, at [en] Engel melder denne Enkelte, nei, Majestæten bliver – uendelige Kjerlighed! – strax synlig; thi for den Enkelte er han til.

I Løgnens Tjenere, I som gaae i lange Klæder,b hidser kun Mængden mod mig, fordi jeg siger dette, fordi jeg siger, at det fattigste, usleste, elendigste, jammerligste, dummeste, syndigste Msk, der nogensinde har levet – naar han vil være Enkelt, naar han vil lade sig hjælpe af hvad den msklige Grusomhedc jo er ifærd med at hjælpe ham til at forstaae, at han ikke hører med i Flokken, at han er en Enkelt, naar han vil være en Enkelt, at da den gudd. Majestæt strax bliver synlig i sin uendelige Kjerlighed. Hidser kun Mængden paa mig fordi jeg siger dette, I Løgnere, thi Profiten, som I vil have, den kan kun faaes ved Hjælp af Mængden, ved Hjælp af at forkynde, at hvor der er Mængde der er Gud tilstede, de Mange det behager Gud.

b glade ved, at have arrangeret eller at den dog er arrangeret den profitable Løgn om et christent Folk, en christelig Stat, et christent Land,

c (i den christelige Stat, det christne Land, det christne Folk)

NB30:51

#

»Præsten«


Det er i Grunden ikke uden dybere Betydning, at »Præsten« gaaer i Fruentimmerklæder.

[a] Naar jeg taler saaledes om »Præsten« er det naturligviis bestandigt med den Reservation, at der jo kan være mangen og altid lige saa mange retsindige Msker i den Stand som i enhver anden. Tingen er de komme bona fide ind i det, og leve saa hen bona fide; men det mislige er, at Sligt burde man ikke komme saadan i den Forstand bona fide ind i. Hvis ikke det med de lange Klæder strax vakte Forestillingen om Pharisæreren, den officielle Præst og alt det Tvetydige (og just det Tvetydige er det der gjør ham analog med Qvindens Væren) som dertil knytter sig, kunde man være tilbøilig til i de lange Klæder at see noget Symbolsk i Retning af at han tilhørte intet Kjøn, altsaa i Retning af det Androgyne.

Thi »Præstens« charakteristiske Skyld er ordentligviis i Retning af det, som ogsaa er Charakteristisk for Qvinden: List, Underfundighed, Løgn. Ja, som man maa sige, at en Qvindes Element er saadan – sagt om Qvinden har det dog en uskyldigere Betydning – Løgn, overalt hvor der sees et Fruentimmer, er der bestemt ogsaa lidt Løgn med: saaledes ogsaa med de officielle Præster.

Fremdeles er det charakteristisk for Præsten: det Daanende, Besvimende, det Coquette, som vil ikke, og dog saa uendelig gjerne vil. Især gjælder dette i Forhold til de fornemme Prælater. For ikke længe siden læste jeg om En der var blevet Erkebiskop etsteds i 📌Tydskland. I hans Tiltrædelses Tale heed det naturligviis: at han havde bedet til Gud, at denne Kalk (det at blive Erkebiskop) maatte tages fra ham, ak, men forgjeves. See, det er ganske som med en Qvinde, der kan være forhippet nok paa at komme i Brudeseng og dog besvimer og ikke vil, hvad dog vilde blive misforstaaet, hvis saa Brudgommen tog det for Alvor. Kun maa man hvad Qvinden angaaer erindre, at hun er her uskyldig, det ligger i hendes Væsens Natur-Bestemmelse, og derfor er det Slyngelagtigtb at være ironisk mod hende. Med Prælaten anderledes. Men Grunden hvorfor Analogien til det Qvindelige findes hos Prælaten er den, at der her er en Analogie til den Synthese som er i Kjøns-Forholdet: Synd – og dog Lyst. Prælaten føler nemlig meget godt, at fra een Side seet er dette med saadan høi verdslig Geistlighed, christeligt, Synd – men Lyst har han. Dette udtrykkes saa ved, at han officielt besvimer. Ved at besvime tilfredsstiller han paa en Maade den christelige Indignation ved dette høie Verdslige, ligesom Sædeligheds-Følelsen i Qvinden, Blufærdigheden tilfredsstilles ved hendes Modstand. Men som sagt, med Qvinden er dog Sagen altid noget Andet, end med dette Prælaternes Coquetterie.

b Anm Dette Slyngelagtige er i mine Tanker saa oprørende og afskyeligt, at der burde sættes Straf derpaa, om det kunde hjælpe. Qvinden er nu engang, fra Naturens Haand, mere bundet i Kjøns-Forholdet end Manden (derfor hedder hun ogsaa ϰατεξοχην: Kjønnet, Qvinden er Kjønnet). Men fordi nu Manden i denne Henseende er friere, saa er det saa afskyeligt (uendelig meget værre end det væmmelige at slaae hende eller bruge physisk Magt) at bruge Ironie i Retning af hendes Bundethed i Kjøns-Forholdet. Dette er imidlertid den Slyngelagtighed, der i de høiere Classer svarer til hvad der vel nærmest kun forekommer i de lavere: at bruge physisk Magt, at prygle hende; men som altid, noget langt Værre, hvad jo altid Synderne blive, jo høiere vi komme op i Samfundet. De finere Classer benytte sig gjerne af, at de ikke have de lavere Classers Raahed, o, deres finere Synder ere kun desto mere ondartede.


#

NB30:52

#

Qvinden.


Man fremstiller gjerne Forholdet saaledes, at intellectuelt i Retning af Idee Tanke o: s: v: er Qvinden sammenlignet med Manden saa omtrent en lille Gaas.

Men saa er i Retning af hvad man kunde kalde: instinktiv Kløgt Qvinden Manden saa overlegen, at han sammenlignet med hende er en stor Kloddrian.

I et ørkesløst Øieblik som jeg gik idag faldt det mig ind: hvis man for Curiositetens Skyld et Øieblik vilde tænke sig, at Manden kunde føde Børn – jeg er forvisset om, det vilde blive meget svære Fødsler, og hvorfor? Blandt Andet ogsaa fordi han ikke vilde skrige; han vil sige til sig selv: Du er Mand, det sømmer sig ikke at skrige, og see at tvinge Skriget tilbage. Qvinden derimod skriger strax – og dette Skrig er som bekjendt understøttende i Retning af Fødselen.

I enhver Qvinde er der ved denne instinktive Kløgt noget Genialt, genialt skyder hun en uhyre Gjenvei sammenlignet med Manden, der besværes af tusinde Reflexioner, og foruden Andet ogsaa af en stundom dog kun dum-høitidelig Forestilling om egen Værdighed, om det at være Mand.

NB30:53

#

»Offentlig Personlighed«.


Andre Steder i disse Journaler har jeg viist, at den hidtil almdl. Opfattelse af »Dag-Pressen« ingenlunde træffer Pointen. Man opfatter den nemlig saaledes: Oversætning: Dag-Pressen er et Gode; Undersætning: stundom afstedkommer den Skade ved at misbruges til Løgn, Ondskab o: s: v:. Men det jeg sigter paa er: Dag-Presse er, især i Smaa-Forhold, et Onde ene og alene ved Udbredelsens Magt, den er i de smaae Forhold et uproportioneret Meddel[el]ses-Middel, og saaledes en Art Afsindighed, der tenderer til at gjøre Samfundet til en Daarekiste, ligesom fE at anlægge Jernbane baade paa Kryds og Tverts paa et Terrain af Størrelse 1 Miil vilde være en Art Galskab, vilde, saa langt fra at gavne, forvirre Alt. Nei Udbredtheden er i og for sig et Onde. Som Exempel har jeg anført, at hvis Dag-Pressen fE brugtes til om en navngiven ung Pige at sige, at hun havde faaet en ny lyseblaa Kjole (og det var altsammen sandt) saa er dette et Attentat paa den unge Pige, som maaskee blev hendes Død eller kostede hendes Forstand. Kun faae Msker kunne bære den uhyre Kjendthed, som naaes ved den Art Udbredelse, som Pressen raade[r] over, og da allermindst naar Pressen bruges til paa den Maade at signalisere. Udbredtheden vilde dræbe den unge Pige. Og selv den meest hærdede Mand vil behøve næsten gigantiske Kræfter for i Smaa-Forhold at kunne udholde i Længden at Pressen bruges paa den Maade mod ham. Altsaa Udbredtheden er i og for sig det Onde.

Jeg vil nu eftervise noget Tilsvarende i Forhold til »en offentlig Personlighed.«

En off.a Personlighed maa ubetinget være ilde lidt. Atter her kan man ikke rigtigt raisonere saaledes: Oversætning: offentlig Personlighed; Undersætning: naar han er stolt, hovmodig, eller naar han vil noget Forkeert, eller naar Det han vil, ikke forstaaes af de Samtidige o: D: saa bliver han ilde lidt.

a Anm Curieust saaledes abrevieret kunde det ogsaa betyde en offret Personlighed – og just dette er eenstydigt, som jeg vil vise.

Nei, Pointen ligger et andet Sted: Kjendtheden, det at han er kjendt af Alle, gjør, at de paa en Maade blive kjede og lede af ham, gale i Hovedet paa ham o: s: v:. Det er en besynderlig Selvmodsigelse Mskene her forskylde. Thi den offentlige Personlighed vilde vistnok skattere sig høist lyksalig ved at faae Lov at gaae ubemærket. Men nei, Enhver føler sig forpligtet til at lægge Mærke til ham og til at gjøre sit Følgeskab, hvis der er Nogen med ham, opmærksom. Saaledes bliver der idelig og idelig lagt Mærke til ham, og Alt hvad han foretager sig, den største Ubetydelighed bliver bedømt, dømt og sat i Forhold til hans Charakteer. Bestandigt stiger hans Kjendthed – og just hans Kjendthed er det saa der gjør at de blive gale i Hovedet. De kunne ikke bære Indtrykket af ham i Kjendthed; de kunne egl. [kun] bære ham paa Phantasie-Afstand. »Men saa kunde de jo lade være selv at bevirke hans tiltagende Kjendthed« Ak ja, men det kan de nu engang ikke.

Saaledes er enhver i større Forstand offentlig Personlighed, aldeles ligegyldigt hvilken hans Sag er og hvorledes han er (ogsaa fraseet det, at hvis det er Sandhed han tjener, han da naturligviis alligevel maatte blive Offeret i denne Verden) en offret Personlighed.

Jo mere jeg agter paa Tilværelsen, jo tydeligere bliver det mig, at det ikke blot i Natur-Verden men ogsaa i Aands-Verden i denne Tilværelse gaaer løs paa, om man saa vil, Æderie. Kun at Loven i Aands-Verdenen er den omvendte af i Natur-Verdenen. I Natur-Verdenens Æderie æder det høiere Dyr det lavere, det at æde er det Høiere, det at blive ædt det Lavere. I Aands-Verdenen er det det Høiere at blive ædt.

At blive ædt! Anderledes kan det jo heller ikke gaae det at være Aand i denne Natur-Verden.

Det saaledes at ædes, eller at offres er da en Proces, en kortvarig eller en langvarigere. Og denne Processs Betydning? Ja, engang var jeg tilbøieligere til at antage, at Betydningen var, at De, som aade ham, eller paa hvem han offredes, dog derved kom i Berøring med Aand, fik en Paavirkning i Retning af Aand. Dog dette er neppe saa; og paa en bestialsk Maade kan man da heller ikke kom̄e til Aand. Nei, de Bestialske blive blot mere og mere bestialske. Derimod er Processens Betydning, at Den, i hvem der er Aand, mere og mere luttres, forvandles til Aand, Processen er en Affiltrering.


#

NB30:54

#

Det svagere Kjøn


har Lamentationen, Skriget o: d:; og ved Hjælp deraf lider Qvinden maaskee langt mindre en[d] den tause indesluttede Mand.

Forsaavidt kunde man fristes til at sige, at Qvinden er det stærkere Kjøn; thi dersom det er Styrke at værge sig mod at komme til at lide, da værger Qvinden sig langt bedre end Manden.

Men Sagen er: det er just Styrke at kunne tage mod Lidelse, at kunne overtage Lidelse, at kunne bære Lidelse; og Svaghed, paa enhver Maade at værge sig mod Lidelse. Qvindens Svaghed er just, at hun strax har Bønner, Taarer, Suk o: s: v: for at værge sig mod Lidelse, hendes Svaghed er just at hun ved Lamentationen, Skriget letter sig Lidelsen. Mandens Styrke er, at han intet Middel har til at afværge, og intet Middel til at lindre Lidelsen, hans Styrke gjør derfor – ja det er paradox – hans Styrke gjør, at han kommer til at lide mere end det svagere Kjøn. Det er paradoxt, dog ikke mere paradoxt end det lige saa Sande: der hører Sundhed til at blive syg; der gives sygelige Msker, som mangle Sundhed til at kunne blive syge.

NB30:55

#

Min Dom om Mskene.


Det er, som der staaer i det lille Skrift om min Forfatter-Virksomhed: naar man kan faae Msk. Enkelte er der saa meget elskeligt ved dem; men saa snart de blive Publikum, Mængde o: s: v: saa kommer alt det Afskyelige.

»Journalisten« er egl. Fordærveren, han lever (værre end nogen Bordelvært lever af Mskenes Udsvævelser) af at sætte det onde Princip i Msket i Bevægelse: det Numeriske.

Hvad Præsterne angaaer, jeg taler om 📌Danmark, da er min Mening, at de i en vis msklig Forstand er lige saa skikkelige som nogen anden Samfunds-Classe. Men det der gjør at de afstedkomme megen Skade, er, at Χstd. er noget saa uendelig Høit, at slet saa jævnt-skikkeligt gaaer det ikke an at paatage sig at repræsentere Χstd. Enten maatte de mere træde i Charakteer af det nye Ts Χstd (og saa blev vel de Fleste enige med dem selv om at opgive at være Præst) eller (som jeg foreslaaer det) ved Tilstaaelser skaffe det nye Ts Χstd. Plads.

Den menige Mand kan jeg ikke lade være at holde af, og det uagtet en Presse-Nederdrægtighed her gjør Alt for at forvirre ham i Forhold til mig og forbittre mig, hvad jeg elskede saa usigeligt, hvad der var mig den meest velgjørende Hvile fra Aands-Anstrengelser, at leve sammen med den menige Mand.


#

NB30:56

#

Storartet Retortion.


Det Ord »see hvilket Msk« er egl. Mskslægtens Dom over sig selv, Udtrykket for at den er prostitueret.

Og mærkelig nok, som der i Lidelses Historien findes i de forskjellige Nuancer et eller flere betegnende og charakteristiske Udtryk for det Afskyelige, det Oprørende, det Grusomme, det Umenneskelige o: s: v: som her øvedes: dersom dette Ord »see hvilket Msk« ikke var der, vilde der savnes et Udtryk for, at Slægten foruden alt Andet ogsaa forskyldte det at prostituere sig.

Gud-Msk. havde aldrig tabt Taalmodigheden og vendt Forholdet om og sagt »jeg er aldeles ikke i Slægt med Eder«; nei han vedblev at udtrykke at han var i Slægt med dem.

Men Slægten den kunde saa ikke styre sig og udtrykte: Du er ikke i Slægt med os, see hvilket Msk. Gud-Msk. vil vise, hvad det er at være Msk. vil elevere Msket til Slægtskab med Gud; Slægten mener at forstaae den Ting bedre og erklærer sig ikke at være i Slægt med ham.

Dette er Mskslægtens Prostitution; i det Øieblik er Slægten sjunket under det at være Msk. og er egl. Dyr. En Humorist vilde sige, at poetisk Retfærdighed fordrede, at Msket til Erindring om den Begivenhed blev decoreret med Hale, og maatte han fordre, at denne Hale stod saaledes lodret ud fra Legemet, at det var umuligt for nogen Skræders Kunst at skjule den, ligeledes, at den ikke kunde hugges af, forsaavidt den havde den Natur-Mærkværdighed, at den strax voxede ud igjen.


#

NB30:57

#

👤Augustinus.


👤A. har dog gjort uberegnelig Skade. Hele det christelige Lærebegreb gjennem Aarhundrederne støtter sig egl. til ham – og han har forvirret Begrebet »Tro«.

👤A. har ganske simplement bragt den platonisk-aristoteliske Bestemmelse, hele den græske philosophiske hedenske Bestemmelse af Tro op igjen – og saaledes har han hjulpet Χstd., omtrent som 👤Saxo Grammaticus, efter 👤Peer Degns Forklaring, berigede det latinske Sprog ved fE at bringe saadanne Ord frem som: en blakket Hest, equus blakkatus.

Græsk er Tro et Begreb, der hører hjemme i Intellectualitetens Sphære (især i 👤Platos Stat er Alt ypperligt fremstillet; forresten fortjener ogsaa 👤Aristoteles Rhetorik at paaagtes). Saa forholder Tro sig til det Sandsynlige, og vi faae en Climax: Tro – Viden.

Christeligt hører Tro hjemme i det Existentielle – Gud er ikke optraadt i Charakteer af Docent, som har nogle Læresætninger, man først maae troe, siden begribe.

Nei »Tro« hører hjemme har sit Tilhold i det Existentielle, og har i al Evighed Intet med Viden at skaffe som et Comparativ eller Superlativ.

Tro er Udtrykket for: Personligheds Forhold til Personlighed.

Personlighed er ikke en Sum af Læresætninger, ei heller et umidd. Tilgængeligt; Personlighed er et ind i sig selv Bøiet, et Clausum, et αδυτον, et μυστηϱιον; Personlighed er: Det derinde; hvorfor ogsaa Ordet: persona (personare) er betegnende, det derinde, som man, selv igjen Personlighed, maa forholde sig troende til. Mellem Personlighed og Personlighed er intet andet Forhold muligt. Tag de to meest lidenskabelige Elskende, der nogensinde have levet, om de ogsaa ere, som det hedder, een Sjel i to Legemer: det kan dog aldrig komme til mere end at den ene troer, at den Anden elsker ham eller hende.

I dette reent personlige Forhold mellem Gud som Personlighed og den Troende som Personlighed i Existeren ligger Begrebet Tro.

[a] Derfor er dette ogsaa det apostoliske Udtryk: Troens Lydighed (fE Rom. 1, 5.) saa Troen forholder sig i Retning af Villie, Personlighed, ikke i Retning af Intellectualitet.

Men allerede paa 👤Augustins Tid havde Χstd. meget for meget Ro, fik Tid til at det Videnskabelige kunne komme op med samt dets indbildske og misforstaaede Vigtighed – og saa faaer vi hedensk Philosophie, og det skal være det christelige Fremskridt.


*   *


Det forholder sig da heller ikke som der er talet saa meget om, saa med 👤Augustinus, at han var en Tænker, »der ikke skyede nogen Conseqvents.«

Som Exempel har man anført at han i Conseqvents af at antage Daabens Nødvendighed til Salighed antog de smaae Børns evige Fortabelse.

Ja, bliv lidt, see nøiere efter. 👤Augustinus siger: de komme til Helvede – men det mildeste Helvede. Du gode Gud, og det skal være en Tænker, en i eminent Forstand conseqvent Tænker, som bruger saadanne Sludder-Categorier: det mildeste Helvede. Det er jo Vaas, og dette snarere Beviis for, at 👤A. slet ikke var Tænker idetmindste ikke i græsk Forstand, ikke i socratisk Forstand.

Just denne Sludder-Categorie er det formodentlig Middelmaadigheden er blevet forgabet i, den er ogsaa ret som beregnet paa Middelmaadighed, paa at beundres af Middelmaadighed.

NB30:58

#

Det Overordentlige.


At fE et Genie ikke bliver forstaaet af de Samtidige og saa mishandlet: det er tilgiveligt.

Men dette Tilgivelige er ogsaa ved et svælgende Dyb skilt fra det Bestialske nu tildags, at man, fordi man jo af Historien veed, at det Overordentlige pleier at maatte lide, at man i Kraft deraf (bravo!) ikke blot ikke gjør sig Samvittighed af, ih nei, anseer det for Pligt at mishandle det Overordentlige, man selv anseer for det Overordentlige, anseer det for Pligt – thi af Historien veed man jo at dette pleier at skee.

I en vis Forstand kan der være noget sandt i hvad de Bestialske mene. Thi da de formodentligen dertil ere engagerede af Tilværelsen, til at afgive Bæsterne, som forhindre at det Overordentlige taber Saltet, saa er det jo paa en Maade deres Pligt at efterkomme hvad Engagementet forpligter dem til. Tillige ansee de det vel ogsaa for en Lykke for dem at være blevne samtidige med noget Overordentligt, at de kunne være med i den Comedie selv om det blot er i Egenskab af Bæster, og at de kunne føle deres Tilværelse ved at have det i deres Magt at forbittre den Fortrinligere hans Liv – og det vil jo deres Død gjøre dem umuligt, ergo bør man benytte Livet.

Lee af dette kan jeg i en vis Forstand meget godt, ja jeg leer maaskee stundom stærkere end nogensinde. Derimod har jeg nu kun yderst sjeldent Lyst til at lee med Nogen derover; thi da jeg desto værre har forvisset mig om, at det Alt er eens Bier, hvorfor skulde jeg saa ved at lee med Nogen, foranledige ham til at mene, at jeg ansaae ham for bedre end de Andre.

Nei, det er eens Bier. Naar det gjælder om noget Udmærket: saa ere alle enige. Selv de Nærmeste glæde sig dog saa sagtelig over, om det Udmærkede kunde svækkes – o, Middelmaadighed er i en vis Forstand en umaadelig Lidenskab. Naturligviis er det Udmærkede først svækket, ih, bevares, saa er Medlidenheden over al Maade til Tjeneste – naturligt, thi i slige Forhold er Medlidenhed det Samme som Misundelse, hvorfor ogsaa en af Oldtidens Forfattere saa rigtigt har bemærket, at der er Ingen tilbøiligere til Medlidenhed end den Misundelige; og hvorfor man ogsaa kan vide, at Misundelsen maa være stor i 📌Danmark, fordi Medlidenheden er det, ligesom omvendt. Det danske Folk har som Middelmaadighedens Repræsentant kun een Lidenskab: Misundelse-Medlidenhed, man feiler naar man troer, at det er To. Sand Deeltagelse for det Udmærkede vil nemlig være kjendelig paa at forhindre, om muligt, at det svækkes. Men Middelmaadigheden fordobler sig, en Enepige der kan baade-og, Misundelsen seer at svække det, o, og saa kommer Medlidenheden ømt husvalende og trøstende. Skulde den opdage, at Medlidenheden dog endnu ikke er ganske paa rette Sted – i samme Øieblik er den igjen sig selv: Misundelse.

NB30:59

#

Løgn, Hyklerie o: D.


Med det at have Fnat eller at have Luus o: D: kunde man vel betegnende sammenligne Løgn og Hyklerie – og vilde jeg saa sige: dersom der i Samfundet var lige saa Mange, der baade var selv frie og med Lidenskab afskyede Løgn og Hyklerie, som der dog ere mange Reenlige, der selv ikke have Fnat o: D: og med uhyre Lidenskab afskye al Ureenlighed: i Sandhed saa var Verden en ganske anden end den er.

NB30:60

#

👤H. P. Holst som Fuglekonge.


Da jeg, naar jeg ret skal betegne Menneskenes dybe Alvor, elsker at opfatte dem under Kategorien: Fugle-Konge (👤Joh. Climacus bruger den derfor ogsaa: at være Mand, Fader og Fugle-Konge) saa maae 👤Holsts Fortjenester i denne Retning naturligviis i mig finde en, om muligt, endnu varmere Beundrer end Kong 👤Fredrik VII.

Hidtil har man levet hen i den Forestilling, at det at være Fugle-Konge var et aldeles Ubestemmeligt, hver var det paa sin Viis, 👤Bager Welding paa sin Maneer, 👤Naalemager Hiorth paa sin o: s: v:, der existerede ingen Tradition, der begyndtes hver Gang for fra og paa en ny Maneer.

👤Holst har den store Fortjeneste af Samfundet og Mskheden, at have opdaget, at det at være Fugle-Konge er en Stilling i Samfundet, han har opdaget Stillingen; for ham selv har vel denne Opdagelse tillige den Betydning, at han nu først ret har forstaaet sig selv og sin Genialitet.

[a] Anm Den eneste Concurrent der kunde være Tale om i Forhold til 👤Holsts Opdagelse er 👤Fredrik VII. Han har nemlig endnu tidligere villet, som det synes, etablere den Praxis, at det at have været Fugle-Konge belønnes med Ridderkorset, hvori jo unegteligt ligger, at det at være Fugle-Konge maa være en qvalificeret Væren, ikke en aldeles ubestemmelig Væren. Man kunde saa maaskee i Betragtning af at Talen er om 👤H. P. H., fristes til at antage, at det var et Plagiat. Men her vilde man dog, maaskee for første Gang, gjøre H. Uret ved at sigte ham for Plagiat. Derimod kunde man maaskee – med 👤H. P. Holst – have ventet, at 👤 Fredrik VII, i Anerkjendelse af 👤H. P. Hs fast uvurdeerlige Fortjenester havde forandret den hidtil fulgte Praxis saaledes, at det at have været Fugle-Konge fremtidigen belønnes med Commandeur-Korset.

Naar man fra dette Synspunkt kaster et Blik ud i en maaskee endda ikke fjern Fremtid viser sig følgende Billede, betegnende den indtraadte Forandring, Resultatet af 👤H. P. Holsts Opdagelse: en Fader siger til sin voxne Søn, hvilken Vei ønsker Du nu at betræde i Samfundet, kunde Du ikke have Lyst at bestemme Dig for at blive Fugle-Konge.

O, 👤H: P: Holst! Som 👤Peer Degn siger at han ikke vilde undvære det Latin ikke for 100rd ja ikke for 100rd til – thi ved Hjælp af dette Latin var det lykkedes 👤Peer at skabe Stillingen, thi, som han selv siger, hans Forgænger i Embedet var jo vistnok Degn, men han fattede ikke Stillingen, som 👤Peer først skabte, hvorfor han med særlig Eftertryk hedder 👤Peer Degn: saaledes maa vel 👤Holst (Peer Fugle-Konge) sige: Versekunsten vilde jeg ikke undvære ikke for 100rd ikke for 100rd til, thi den har for mig været hvad Latin var for 👤Peer Degn.

Det vilde have glædet mig særdeles om 👤Fredrik VII strax paa Stedet havde udnævnt 👤Holst til Fugle-Konge paa Livstid, for at gjøre det kjendeligt hvilken uhyre Forandring her er foregaaet, at det ikke mere fremtidigen vil beroe paa et Træf hvo der bliver Fugle-Konge, men at det nu er en Værdighed, som maaskee ogsaa passende forholdt sig til, at en Examen var Betingelsen.

👤Holst skulde være udnæ[v]nt til Fugle-Konge paa Livstid, og med kongelig Tilsagn om, at begraves med den Honneur der gjøres for en virkelig Konge. Det Sidste kunde synes en Grusomhed mod 👤H: P: Holst, da jeg er vis paa, at han strax døde af Glæde eller af Utaalmodighed for at blive begravet med kongelig honeur. Det er derfor egl. ikke for hans Skyld jeg kunde ønske det. Nei, det jeg sigter paa er noget Andet, jeg kunde ønske det for Geistlighedens Skyld. Den Art Straf kunde jeg nok ønske over den officielle Geistlighed, at de, da de nu engang ere Embedsmænd og Levebrødre (den sidste geistlige Orden, kjendelig derpaa, at medens alle tidligere Ordener marquerede: Armod, marquere de: Levebrødet, efter hvilket de have deres Navn) maae finde dem i alt hvad en Konge kunde hitte paa. Dem til Straf kunde jeg ønske en af de romerske Keisere til Konge, som kunde hitte paa fE at lade en Hest og en Hoppe vie til hinanden, og saa tvinge hele Geistligheden – det gjælder Levebrødet – at fuldkomme Cerimonien ganske efter Ritualet; eller at lade en Hund begrave som Christen med alle Ceremonier og tvinge Geistligheden in corpore (under denne Rubrik opfattes ogsaa Geistligheden hersteds bedst) at være tilstede. Det var den Straf som Præsterne fortjente for det forbandede Maskepie de ere komne i med Staten, hvorved de have prostitueret Christendommen, hvorfor de igjen have fortjent selv at prostitueres.

NB30:61

#

Publikum – Dag-Presse.


👤Goldschmidt oplyste etsteds i Nord og Syd, at naar et saadant Blad som »Corsaren« havde et tilstrækkeligt Publikum saa var det dermed forsvaret.

Charmant! Altsaa Publikum siger: vi har intet Ansvar, ingen Skyld; thi det er jo ikke os der skrive det. 👤G. siger: jeg har intet Ansvar, thi naar der er tilstrækkeligt Publikum – saa o: s: v:

Forresten er Replikken ganske som jeg vilde have den. Det er Sophistiken: det Numeriske bestemmer Begreberne; der er Intet i og for sig, Alt er relativt, Numerus gjør Udslaget.

Men sæt nu man saa benyttede dette saaledes: dersom et tilstrækkeligt Publikum (Antal) anseer det at stjæle for tilladeligt, eller dersom det at stjæle har et tilstrækkeligt Publikum (Antal) saa er det eo ipso ogsaa forsvaret. Og det kunde man jo med samme Ret; thi hvorfor skal det at stjæle være mere i og for sig Synd end det at bagvaske, at snigmyrde ved Hjælp af Pressen – og desuden der er jo Intet i og for sig, det Numeriske gjør Udslaget.

Men Sagen er, dette Forhold kan ikke let indtræde, fordi bestandigt en langt langt overveiende Mængde dog eier Noget, Lidet, og altsaa er interesseret i, at dette ikke etableres, eller det kan ikke faae, som 👤G. siger, tilstrækkeligt Publikum.

Anderledes med Presse-Nederdrægtigheden. Hovedsageligen kan den kun anvendes mod Dem, der paa een eller anden Maade ere Noget, det Fremragende; thi kun paa Dem kan der sigtes. Det langt, langt, langt overveiende Tal er de Tusinder som ere Ingenting, hine Lykkelige og i vor Tid de eneste Priviligerede, hine Tusinder, paa hvem Pressen ikke kan sigte, fordi de ere Ingenting, have ingen Interesse for Andre.

See derfor stiller det sig for disse Tusinder og Tusinder som var Pressen et uhyre Gode – den er jo beregnet paa at kunne tjene deres Misundelse, uden at de selv kunne komme til at lide derunder, eller selv blive Gjenstanden. Og derfor vil Presse Nederdrægtigheden altid finde et tilstrækkeligt Publikum.

Det med Pressen er Mskslægtens dybeste Fald, thi det begunstiger Opstanden fra neden; der er opfundet et uhyre Vaaben beregnet paa og sigtende til at dræbe Alt hvad der er Noget, saa kun de der ere Ingenting ere sikkre. Disse ere langt langt langt de talrigste – og saaledes er »Massen« (det onde Princip) indsat til den egl. Souverain.

NB30:62

#

Den bedste Verden.


At det er en skide Verden, det veed i Grunden Enhver, der har lidt Erfaring. Men som det i Straffe-Anstalter hører til bon ton at holde Ørene stive, hvilket tillige ansees for det Klogeste, og lade som havde man det meget godt, og som det derfor er Skik og Brug i Straffe-Anstalter at drille og plage Den, der lader sig mærke med han lider: saaledes med hele Verden eller med Msk-Slægten i Verden. Overhovedet gjør Enhver, der vil forstaae Msk-Livet i det Hele bedst i at studere Forbryder-Verden – der er Analogien, den eneste ret tilforladelige.

NB30:63

#

Calumnie.


Som det i Forhold til Tvetydigheder i Retning af Kjøns-Forholdet er det Raffinerende at det jo betræffer et Noget, hvor Alle ere vidende, men som skal være en Hemmelighed, at altsaa paa en Maade det meest Berørte er: en Hemmelighed – saaledes med Calumnie. See derfor var det saa farligt meente 📌Kiøbh., da Calumnien havde den størst mulige Udbredelse ved Hjælp af et Blad – medens det dog skulde være en Hemmelighed, saa Ingen maatte fE paa Prent tale derimod.

NB30:64

#

Christenheden.


Tusind Fruentimmer forklædte som Mandfolk er det tusind Mandfolk?

Saaledes er hele Christenheden en Forklædning – men Χstd. er slet ikke til.

NB30:65

#

Christd. er perfectibel


See, der brast det Hele, der seirede Gavtyvestregen, som fra det Øieblik bliver ustandseligere og ustandseligere.

Man har afskaffet Χstd, men vel at mærke gavtyveagtigt (ikke i Oprør mod den) ved Hjælp af: dens Perfectibilitet.

NB30:67

#

Mskenes Gudsdyrkelse


Det nye Testamente ligger i den Opfattelse: vov som Enkelt at indlade Dig med Gud. Vi Msker sige: lad os holde sammen for forenede at dyrke Gud; jo flere vi ere jo saligere, jo sandere, jo Gud velbehageligere.

O, I Daarer og I Gavtyve; thi begge Dele er det.

Som Χstd. nemlig vender det: som Enkelt at indlade sig med Gud – ja, det er et Vovestykke, hvortil hører Fortvivlelsens Mod, og en Anstrengelse, den største af alle.

Men naar vi holde sammen (lader os holde sammen) for forenede at dyrke Gud: læg vel Mærke dertil, Du skal see Enhver af disse forenede Tusinder, indskyder bestandig mellem Gud og sig Mellembestemmelsen: de Andre, Folket, Msk-Slægten – aha, derved undgaaes baade det at vove og det at anstrenge siga; man dækker sig bestandigt med dette: de Andre, ligesom de Andre.

a Anm Det forstaaer sig, tillige narre de sig ogsaa derved selv for det Høieste: det som Enkelt at forholde sig til Gud.

Men Guds Selvhævdelse, om jeg saa tør sige, fordrer, at han har et Øie med enhver msklig Stræben i Retning af at blive Masse, Mængde o: D: Thi Gud er den Væren, hvor at være er at være Begrebet; Msket er den Væren, hvor det Numeriske er Veien til at blive Magt. See, derfor forstyrrede Gud 📌Babel, og derfor har han altid Mistanke til Foreningerne.

Naar da Msk. sige: lader os holde sammen for forenede at dyrke Gud, saa er her underfundigt (dog maaskee ikke bevidst men natur-instinktligt) indeholdt: lad os gjøre Oprør mod Gud, see at blive stærke lige over for Gud. O, Msk. er instinktivt en listig Gavtyv – og har en Angest for Gud, hvilken gjør, at her ret al msklig Virtuositet i at gjøre Kunster opdrives.

I Christend. har Gud indladt sig med Msk. efter den størst mulige Maalestok: den Enkelte er det gjort muligt at forholde sig til Gud.

Just i denne uhyre Indrømmelse ligger saa igjen Guds Selvhævdelse: jeg vil kun indlade mig med den Enkelte.

Med den Enkelte vil han indlade sig, med hver Enkelt. Dette er det uhyre Mere end alt Hedenskab og end Jødedom hvor Gud bestandigt kun tillader den Enkelte gjennem et Abstraktum at forholde sig til sig.

Og saa lever vib i Christenhed (fE ogsaa her i 📌Danmark) saaledes, at det om Nationaliteten og Staten og den Enkeltes Forhold gjennem dem til Idee eller til Gud, skal være et Høiere end det n: Testamentes Christd. I Asner!

NB30:68

#

Forgjeves Møie, om jeg gjorde mig den.


Hvad der saa ofte er faldet mig ind, falder mig nu atter ind, skjøndt jeg meget godt seer, at det er forgjeves; men hvis det var muligt, ved at anticipere Docenternes Gavtyvestreger, som disse ogsaa ville blive anvendte med min Virken, naar jeg engang er død – hvis det var muligt ved at anticipere dem at gjøre dem umulige: ja skulde jeg skrive hele Bøger derom. Med min Phantasie vil jeg være istand til at anticipere efter en meget stor Maalestok. Saa kunde jeg tænke mig, at det vilde gaae saaledes til: at naar saa en saadan Gavtyv, idet han vil til at gjøre Gavtyvestregen, læser denne aldeles nøiagtigt beskrevet, saa det er som var det skrevet om ham, at saa dette maatte virke saa stærkt, at han lod det være.

Men nei! Nei, man være saa opfindsom som man være vil, det er umuligt at forhindre Gavtyvestregerne.

NB30:69

#